HUMOREN I STATUSLAND

På toget i Sverige (”hov, hold nu den røde tråd – er det med Sverige nødvendigt for historien?”) på en travl hverdag (”lad gå for denne gange”) undskyldte en fuld svensker (”hør, skal vi nu hele to gange høre denne irrelevante geografiske belæring, og skal vi ikke være enige om, at så længe somalierne bliver i Somalia, behøver vi ikke at nævne deres nationalitet hver gang”) med balanceproblemer sig uopfordret og - ligesom koret i den græske tragedie - uden konkret adresse sin forlegenhed med en replik, som vi af lutter samarbejdsvilje tillader redaktionen at oversætte af hensyn til læsere med hang til gratisaviser.

Åhja, for jo flere læsere der har høje titler og uddannelser, desto flere vil kunne bringes i ligeså stor åndelig forlegenhed som vor fulde svensker ved at måtte erkende at det alligevel kniber med at holde sig oprejst. Nuvel, vor fulde svenskers replik kommer her: ”Det måste väl för fan gå rätt till – alla kan inte vara nyktra!”

En alvorligt studerende pige ved siden af mig løftede ikke engang hovedet fra sin bog, men måtte alligevel slå en latter op. Den sande humor er en magisk dåseåbner, der bygger bro (”jaså – nu forstår vi pludselig hvorfor den dåseåbner må være meget magisk”), mens gold sarkasme kun vækker latter hos ens meningsfæller og holder sig til den triste forudsigeligheds røde tråd.

Men hvorfor lo den kønne (ja, også det) pige, på trods af stilighedens frygt for ved enhver art fraternisering at blive besmittet med hvad man kun tør kendes ved, når det som her tilbydes som kunst, destilleret og filtreret gennem behørigt lurmærkede og kanoniserede højkulturelle kanaler?

Normalt analyserer vi ikke humor, men da den vare i statusland er blevet en sjældenhed, vil vi her gøre en undtagelse, eftersom en enkelt lille forsinkelse på den transsibiriske jernbane jo næppe kan gøre fra eller til – hverken for de arme stakler der sendes østpå som straf, eller for de pengestærke jagtturister, der glæder sig som små børn til at opleve taigaens forjættelse.

”Det måste gå rätt till – alla kan inte vare nyktra!”

Hvor ofte har alkoholens venner mon ikke (især i lidt ældre tid) måttet høre påmindelser om, at vi ikke alle kan være fulde, hvis samfundets hjul skal holdes i gang? Ubevidst kobler vor fulde svensker sig nok på dette omkvæd, idet han vender det på hovedet. Dette er nu ikke nødvendigvis særlig morsomt, for det at skifte fortegn kan ganske som sarkasmen blive et forudsigeligt og tomt mekanisk greb – og i dette tilfælde oven i købet noget vås: For samfundets hjul kræver næppe at vort forbrug rettes mod alkohol for at blive holdt i gang.

Når vi alligevel ler og ikke affejer replikken som pjat, er det nok fordi den anderledes forstået er uimodsigeligt logisk: Hvis vi nemlig antager at druk nu engang er kommet for at blive, så følger heraf, at statistisk set ”skal” der ganske rigtigt til enhver tid være nogle der ikke er ædru. Vi kan imidlertid også vælge en rent sproglig indfaldsvinkel med samme resultat: For hvis sætningen ”Ikke alle kan være fulde” er korrekt dansk, så må sætningen ”Ikke alle kan være ædru” også være korrekt dansk og i den forstand sprogligt ligeberettiget som den første sætnings symmetriske modstykke.

Hvad der sker, er derfor nok at vor fulde svensker intuitivt trækker på disse to underliggende sandheder – men dernæst iklæder dem en hæderkronet folkedragt som han har lånt fra moralens sproglige garderobe. Dette bevirker et logisk sammenstød, for derved tilfører han sin spidsfindige ”teodicé” på sprittens vegne en aura af snusfornuftig moralsk autoritet, som der bestemt ikke er belæg endsige tradition for. Og derfor kan vore læsere nu omsider tillade sig at trække på smilebåndet uden at risikere deres hårdt tilkæmpede status.

Denne historie minder mig om, hvad en bekendt oplevede på Strøget: En fransk tigger betroede ham nemlig, at ”Hvis den finanskrise varer ret meget længere, så ødelægger det min forretning!”. Her var der intet skamfuldt anstrøg af gammel folkemoral og derfor heller intet behov for retfærdiggørelse. Men igen ser vi samfundets udskud gøre opfindsom brug af anerkendt sund fornuft – såsom at det da ikke kan være rigtigt at en solid forretning sådan skal spoleres på grund af spekulativt hysteri i de højere luftlag. Også tiggeren påberåber sig altså selvironisk en symmetrisk ligeberettigelse – og derfor må vi overgive os til latteren.

Sluttelig kan vi hævde, at de to tabere ved selve deres logiske krumspring faktisk gør det til sandhed, som i første instans var vås: For hvis vi i vore dage mere end nogensinde må gå til taberne for at opleve sand humor og befrielse for vor egen triste statuskamp – ja, så udretter taberne vitterlig en nyttig gerning. Og derfor tvinges vi til at give svenskeren ret: Hvis alle var ædru, så ville det ikke gå.