BYZANTINSK ODYSSÉ

Den moderat muslimske servitrice fra Libabon skänker uopfordret en kaffe-påfyllning op, da jeg nu engang står så godt for hug. Jeg bukker ridderligt galant og betror hende, att jeg önsker mig just sådan en "väluppfostrad arabisk hustru".

En del af spögen er, at hun er gift, og at jeg også selv har visse levantiske rödder: For jeg skal ikke nyde noget og behöver min frihed, - hvortil kommer at jeg ligsom Sören ikke mener at have ret til at blande et andet menneske irreversibelt ind i mit eget bövl, med mindre jeg da uventet skulle arve nogle flere millioner.

Men når folk ler ad ens vitser, så er det at man erkender humorens universalitet – men når de ikke gör det, skyldes det omvendt altid deres egne begränsninger, så vi er helgarderede. Det er her ganske som med anmeldelser, at når man skriver en god anmeldelse, roses man i takkebreve fra forfatteren for sin själdne indsigtsfuldhed (har prövet – at få – sådanne breve). I modsat fald får man det stik modsatte skudsmål.

Men jeg nu alligevel til sidst fritstillet og lider siden hen allerhøjst af fantomanmelder-smerter – hvad der da i det mindste forudsætter en smule mere fantasi, end jeg behøvede som almindelig anmelder. Og dermed slap aviserne omsider af med den smule sproglig opfindsomhed i forbifarten, som jo nu engang er et kongeligt eksklusivt privilegium for alle dem der savner den.

Men selvtillid må nu til syvende og sidst oparbejdes autonomt: Antag således, at jeg siger en vits – og dernäst tilföjer, at hvis det nu bare havde väret Viktor Borge, så ville I alle hyle af latter. I vil så med instinktiv social snarrådighed kunne returnere: "For det förste var det jo altså netop ikke just Viktor Borge – og for det andet så ville Viktor Borge aldrig have begået sådan en plathed, om han så havde haft al verdens tid til sin rådighed".

Indsät gerne andre navne end Borge's – princippet er det samme: "Nicht schuldig", som de sagde i Nürnberg. Men hängt blev de asner nu alligevel...

Også Verden (et ord som trods Sprognævnets retskrivningsnormer og nidkær jakobinsk nivellering efter princippet ”vi er snart alle professorer” – med nogen ret stædigt gør krav på stort forbogstav) er således helgarderet – og vort eneste skudsikre forsvar i den situation ville väre, hvis vitsen rent faktisk var lånt af Viktor Borge.

Dette ville ganske vist stadig ikke göre os selv til en ny Viktor Borge – nej, men det ville afslöre verdens plathed på ganske samme måde som de berømte abe-kunstvärker: Moderne abstrakte smörererier begået af chimpanzer, men udstillede på fornemme gallerier og forsynede med en skrämmende konsonant-rig byzantinsk autograf. Læg for resten i denne forbindelse mærke til, at når man lovpriser særlig lærenemme abers intelligens ud fra deres kunstneriske evner, da handler det altid om naturalistiske billeder med en objektiv lighed.

I eksperimentet med aberne roser Verden noget makvärk i den tro, at det er "Viktor Borge". I vort eget eksempel nedgör Verden omvendt noget sublimt, fordi den endnu ikke ved, at det er Viktor Borge.
Imidlertid har vi det ultimative trumfkort at undergå en metamorfose ved selv at göre som i abe-eksperimentet: Vi kan nemlig fremsige en hjemmelavet vits i Viktor Borges hellige navn – hvorved vi så at sige gör Viktor Borge til vor egen plagiator og bugtalerdukke.

Når folk så hyler af grin, så beviser det skam ingenlunde som med aberne, at Verden er til salg og fals for store navne – men derimod at vi selv må väre en ny Viktor Borge. Ja, for denne ene gang giver vi nemlig Verden uforbeholdent ret, hvilket den vist slet ikke havde regnet med – hvorefter der således ikke er mere at diskutere: Som den lille købmand på heden nemlig i sin tid skal have sagt ved nyheden om, at Hitler af lutter storhedsvanvid nu også havde budt Sovjetunionen op til krigens dans.
”Win-win,” som kineserne siger. ”Good day, gentlemen.”

Ja, men selve denne tekst kunne Verden aldrig begå, selv trods al mulig efteruddannelse – og det var denne emergente opdagelse der gjorde, at jeg efterhånden (udadtil) forlod "filosofien"s  larmende landeplage til fordel for en trösteprämie, der er en smule mere sublim, fordi filosofien selv i værste fald da i det mindste kun står mellem linjerne.