Wednesday, January 27, 2016

PAVENS CHAUFFØR

..
Af princip læser jeg helst ikke forfærdelig meget om de få ting, som jeg har mere personlig forstand på - man tænder jo heller ikke lygter i solskin, vel?
------------
Immunforsvaret besidder en bred vifte af deviser af varierende ælde og med sindrige indbyrdes forbindelser; deviser, der snart vikarierer for, snart supplerer hinanden. På lignende vis er nogle skriverier helt private, andre delvis tilgængelige og endnu andre helt tilgængelige. Længere ting sker altid i eget regi, in case f.eks. Zuckerberg & Zuckermann skulle gå helt ned. Og Klareboderne A/S taler vi ikke om.

I den grad man skulle være beroende af andres gunst, skriver man noget som folk kan lide. I den grad man er beroende af sin egen gunst, begår man noget andet. Men skulle man nu ligefrem efterstræbe Guds eller Voltaires bifald, (in case disse allerede findes og ikke må opfindes først), så må man tage sig ganske gevaldigt sammen.

Men at imponere den almægtige ved at gå ham i bedene, er på den anden side en håbløs umulighed, der som det ekstreme tilfælde klart illustrerer hvor uoriginal, plebejisk og futil en ting konkurrence i grunden er. Men hele den moderne karriereverden er håbløst besat af just denne uting - deraf kedsomheden.

Nej, at bære sin egen byrde med værdighed er derimod noget, som end ikke Gud ville kunne gøre for dig - og selv er vi jo heller ikke altid for gode til det. Således har jeg f. eks. beskadiget en andens kofanger med en tredjes automobil og prøver forgæves at finde en grimasse der kan passe; min egen hetero-mobil har i bedste fald gemt sig særdeles godt - hvilket på den anden side i mit bohave ikke er nogen stor præstation.

Hvis Gud imidlertid påtog sig at skrive en straffefanges selvbiografi, ville den for det første blive et om så også yderst velskrevet falsum; og for det andet ville det slet ikke kunne blive det samme, for Gud kender selv ikke disse sindstilstande - og det gælder naturligvis i endnu højere grad en dybt ordblinds selvbiografi. End ikke Gud kan i sit indres dyb simulere en dybt ordblinds liv. Hvis han imidlertid alligevel skulle vise sig i stand til det, så må det på den anden side siges at være et af de hidtil bedste gudsbeviser...

I Middelalderen kunne enkelte udvalgte i en sluttet kreds tillade sig lignende kætterske spekulationer omkring Guds magt til at skabe en sten så tung, at han ikke selv ville kunne løfte den. Men at delagtiggøre en bredere almenhed deri blev i reglen honoreret med endnu højere straffe end parkeringsbøderne på Peters Pladsens aller strengest reserverede plads... - hvilket forresten minder os om, at der faktisk er en enkelt ting som, Paven kan gøre endnu bedre end Gud: baglæns parallelparkering, som heller ikke jeg endnu mestrer euklidisk overbevisende. Ja, men paven gider bare ikke – så ganske ligesom Paven er Guds stedfortræder på Jord, så har Paven en lige så ufejlbarlig stedfortræder i Roms trafik.

Men når Pavens chauffør undertiden kører på egen hånd uden for sin embedsgerning - hvad der ikke er velset - så er han akkurat lige så fejlbarlig som alle andre italienere i deres ilterhed. Så for ikke at give anledning til både økumenisk og skolastisk forvirring, henstiller man gerne allerede i jobannoncen, at ansøgeren må være fuldt indstillet på i sin fritid at slå et slag for apostlenes heste - hvorved pavens chauffør nemlig som et plaster på såret tillige får en symbolsk andel i den berømte apostoliske succesion af denne verdens hellighed. Skinhellighed har vi derimod nok af, og den hverken ønsker eller behøver nogen arvefølge, endsige nogen begrænsninger i form af reserverede pladser.

Imidlertid kom vi fra de byrder som vi alene selv kan bære, men ikke Gud. Og det er derfor disse langt mere end succes i konkurrencen og karrieren, der udløser Guds bifald. Gud siges dog en enkelt gang selv at have prøvet det samme, af solidaritet og for eksemplets skyld - et eksempel hvis udfald og rette tolkning der dog stadig står strid om. Guds intention var rimeligvis denne: "Når selv jeg kan gøre det, så må I andre også kunne, som er født ind i det - hvor svært kan det være?"
Omtrent ligesom de arbejdmarkedkonsulenter, der efter selv at have præsenteret deres CV som direktører i indtil flere større IT-firmaer gennem årene til sidst dulmer gemytterne ved at betro de tvangsindlagte, at de skam selv også engang har været arbejdsløse: samt at dette endda er deres vigtigste kvalifikation i den aktuelle forbindelse...

Men hvorfor outsourcer disse travle folk da ikke denne usle sidetjans til en endnu arbejdsløs, og hvorfor hyrer de indkaldtes fagforening ikke bare et af deres egne medlemmer for allerede derved at have forbedret sin statistik en smule? Og hvorfor tildelte Gud ikke bare på samme vis en i forvejen spedalsk eller pukkelrygget den symbolske almagts fuldtidsjob på jord i stedet for at gå over åen efter vand ved selv at gøre det umulige?

Nej, den ville aldrig være gået, for hvis Gud nemlig havde udvalgt en tilfældig spedalsk, så kunne alle verdens tabere jo rette klage over at være forbigåede, da også de jo var uomtvisteligt kvalificerede. Og hvilken ære er der desuden ved at nyde en gunst, der ikke tildeles en i kraft af noget særegent?
Misundelsesværdighed kan nemlig sagtens være aldeles æreforladt - og det gælder i særdeleshed vor tids tarvelige karriere-kamp: For hvis du har medgang, vil alle og enhver misunde dig - men næsten ingen vil ære dig og beundre dig, for vi går ud fra at du snyder lige så meget på vægten som os andre - eller også bare var heldig. Og hvilken ære var der vel ved at vinde i lotteriet for derefter nærigt at gå i landflygtighed og skattely på en sydhavsø helt uden hverken syfilis eller bekostelige baronesser?

Nej, og derfor er det også kun notoriske tabere der spiller på travbanen og lotto - hvorimod alle vi andre aspirerer til direktører, konsulenter, forfattere, innovatorer, oprørere, stand up komikere eller professorer - allerhelst det hele i naturlig udviklingspsykologisk rækkefølge.

Mozart var det imidlertid ikke alle og enhver, der misundte, men alene hans herostratisk navnkundige kollega Salieri: for kun Salieri havde faktisk noget at have sin misundelse i, hvorimod alle uden succes i dag med god ret mener at kunne misunde alle andre med succes. På den måde er verden da sandelig blevet mere demokratisk.
For succes er da bestemt ikke bare et tilfældigt lotteri: - For vi kan netop alle få succes, hvis bare vi altså ikke udmærker os alt for individuelt, men retter dygtigt ind, selv i vore tilsyneladende gadedrenge-nøkker og mest "provokerende" udsagn.

I et lige så æreløst lotteri er det derimod umuligt for mere end en enkelt eller to at vinde. Og det er altså ikke helt demokratisk.

Men apropos Pavens chauffør – så må I bestemt også høre historien om Pavens besøg i Washington. Paven byttede nemlig ved den lejlighed plads med sin chauffør, nu han trods alt omsider befandt sig på ferie i Guds eget land. Men derved kom den ufejlbarlige mirakuløst nok til i sin barnlige iver for skade at kollidere med en anden bil. Som sagt mirakuløst, mandens status taget i betragtning – men så på den anden side: Hvem hvis ikke just Paven kan gøre sig håb om den slags uforklarlige brud på naturlovene?

Den tilkaldte politibetjent blev imidlertid stillet i en sådan forlegenhed just grundet nævnte apostoliske ufejlbarlighed, at han måtte ringe til sin overordnede og dernæst via ham til denns overordnede osv., indtil han endte hos selveste guvernøren af Washington.
Efter at guvernøren forgæves havde udfrittet den arme betjent om, hvilken person der mon kunne være betydelig nok til således at stå over landets love – kunne politimanden kun afmægtigt konstatere, at den pågældende i hvert fald var så betydelig en personage, at han havde ingen mindre end selveste paven som sin privatchaufør...

Men apropos Paven, så skal I nu bare høre her til allersidst:
En dame af mit bekendtskab, der også tidligere har været frimodig nok til at opsøge de højeste instanser i tilværelsen, og ikke altid uden held, betroede mig i dag følgende:

Hun ringede forleden til selveste Paven (javel, den pave, hvem eller?) for at belære ham om, at han er en forbryder mod menneskeheden ved fortsat at forbyde kondomer i Afrika og andre AIDS-ramte lande.

Men kan alle og enhver sådan virkelig ringe til paven. Jovist, for paven er alle og enhvers pave, ganske som Gud jo er gud for alle og enhver.
"Men ringede du så virkelig til paven?". Jo, sandelig siger vi eder: Hun ringede og fik vitterlig også fat i pavens sekretær - af hvilke vi dog må formode at der nok findes en hel stab. Paven selv var derimod til frokost: - ja, gåselever som sædvanlig, for paver har nu engang sarte maver - en erhvervssygdom, efter sigende...
Og pavens sekretær eller i hvert fald lige denne sekretrær havde skam fuld forståelse for sagen. Men som hun tilføjede: Selv var hun jo nu engang ikke paven, men kun hans sekretær.

Men pavens sekretær kunne dog som et plaster på såret af egen erfaring forsikre damen om, at Paven selv bruger i vore dage altid kondom….

No comments: