Sunday, February 07, 2016

CLAES KASTHOLM - EN JOURNALISTS SKRIFTEMÅL...

KASTHOLMS SKRIFTEMÅL
Claes Kastholm, der i henhold til stædige forlydender selv i fjendelige lejre skal have været lige så begavet som han var vrissen, udstillede i ”Groft Sagt” 2..2. "journalisters" typiske interesse for store menneskers mest banale og hverdagsagtige sysler og hobbies: som de nemlig bruger til at nedtone og forklejne de pågældendes virkelige format og berettigelse.
Meget vel. Men hertil må straks føjes flere afsløringer, for bordet fanger. Når en journalist siger noget om "journalister", som andre uden for standen ellers for længst er blevet dømt ude for at have sagt bedre - på linje med mange mindre anklagepunkter såsom forbrydelser med menneskeheden (det billige uorganiserede skidt), - så lanceres det gerne som en selverkendelse så stor, at erkendelsens gyldighed mirakuløst nok dermed atter ophæves for hans eget vedkommende og herefter kun gælder for de øvrige i den stand der så modigt udstilles.
Fænomenet minder om indførelse af en ny beskatning så nationaløkonomisk snild og dynamisk saliggørende, at forslagets politiske ophav som tak undtages fra den nye beskatning. Det kan derfor ikke undre, at andre i standen i epidemisk omfang efterfølgende ligeledes giver den som uafhængigt Nobelpris-berettigede kolleger til denne heldige nyder af sådan selvfortjent og derfor formelig katolske nåde.
Den selv-dementerende logik her minder en del om andre selv-dementerende prædikater såsom prædikatet "den sidste romantiker". For også her bortfalder prædikatets gyldighed nemlig øjeblikkelig for den frejdigt åbenmundede udsigers eget vedkommende - omtrent som det også er tilfældet med prædikatet "verdens mest beskedne menneske".
Prædikatet "verdens grådigste menneske" ville det derimod  være selv-bekræftende og helt følgerigtigt ubeskedent at påberåbe sig. Men den pågældende har endnu ikke meldt sig for at indfri første-præmien : og han må  derfor – sin fulde berettigelse taget i betragtning – snarere anses for et af Jordens mest beskedne mennesker: og derfor ret beset alligevel uegnet til at modtage den pris, som vi derfor vælger fortsat at forholde ham.
Vi standser imidlertid ikke her (man bør nemlig til orientering aldrig standse umiddelbart efter en digression), men iler videre til vor næste mirakuløse opdagelse: Når "journalister" undertiden står over undtagelser i form af en storhed, der trods såre menneskelige begrænsninger ikke lader sig rive ned i det folkelige fællesskabs grød - så vil de besynderligt nok ofte gå i en fornærmet bue uden om dette ubehagelige fænomen: og det hvad enten det nu er i deres egenskab af redaktører eller journalister.
Dvs. lige undtagen hvis de er tvangsindlagt - samt når det er forbundet med en eksklusiv ære i stil med indkaldelse til nytårskur eller pavelig audiens. For selv om alle er syndere, så kan jo kun de allerstørste af slagsen drømme om at opnå audiens hos selveste paven i Rom. Med verdens øvrige paver kan det jo derimod nok være en anden historie – men man bør vogte sig for digressioner, og lader dem derfor hermed dø i synden.
På den arkaiske æres felter gælder nemlig, at vi kollegiale vane-royalister ikke interesserer os det fjerneste for andre kongeligheders gøren, laden og ritualer. Hvorimod anti-royalister og andre jakobinere følger de kongelige nøje og altid på bunden monomant selv tragter og higer efter alt det, som de lige så helhjertet hader, nedgør og forfølger med en nærmest personlig bitterhed hos de forkomne rester af fordums adel – endog i deres undseligste exil.
Og derfor er det at nogle skabs-katolske journalister af vægt og anciennitet så emfatisk på deres stands vegne offentligt bekender deres ærkesynders monumentale omfang: - i håb om som den berettigede undtagelse fra reglen at blive udvalgt til ekstraordinær glorværdighed i form af personlig audiens hos den største af alle verdens ærke-slyngler.
Sluttelig må vi gendrive enhver påstand om quijotiske nøkker hos Kastholm. For den eneste lighed mellem Claes Kastholm og Don Quijote er den, at de begge var indædte modstandere af kommerciel vindkraft.
P.S. Ovenstående indlæg i en kortere "ligth"-udgave fandt som ventet ikke nåde hos Berlingskes kronik-og debatredaktør Beinov i forgårs.- Men Herrens veje er uransalige, og mange forfægter den tese, at Claes Kastholm fortsat ville have været iblandt os, såfremt han dog bare havde fået lov til at læse ovenstående appetizer.
Også den stik modsatte og mere morbide tese har dog indrømmet sine forfægtere - som dog kun dermed afslører deres blasfemisk vanærende opfattelse af Kastholms sande format og robusthed.

No comments: