Friday, July 08, 2016

MADS HOLGER....



Kendte i grunden ikke Mads Holger andet end fra omtale, anmeldelser samt enkelte artikler. Og han har nok forekommet mig som endnu en velbegavet medie-spradebasse: men altså dog ikke mere provokerende end at medierne gav ham ubegrænset taletid og platforme.


Kort sagt: Han vakte ikke for alvor den jalousi i børnehaven, hvorom allerede Det gamle Testamente taler rigeligt. Den vrisne Kastholm lancerede ligefrem udtrykket, at "der går Mads Holger i det". Altså når tingene Groft Sagt kommer lige lovlig let - for de andre altså...

Et eksempel på når det gik for stærkt for Mads Holger, var hans vits, at sande liberalister kun tænker på andres vel, når de onanerer. Den minder overfladisk om Allans gamle vits: "Onani er sex med en som man virkelig elsker." Allans vits er morsom fordi den ikke kun er crazy (vi "elsker" sgu da ikke os selv) , men tillige hentyder til at vi jo vitterlig oftest er os selv nærmest.
Mads Holgers pendant har derimod ingen sådan erfarings-bundet pointe og heller ingen elegant kortslutning fra nonsens til sandhed. Naturligvis tænker liberalister ikke altruistiske tanker når de onanerer (hvilket sidste nu tillige er forfærdeligt kedeligt i længden). Hvorfor skulle de gøre det - det er rent nonsens, forklædt som selvkritik. Men det lød næsten ligesom ham Allan, og går den så går den: Og alle lo åbenbart også. For når nogen udråbes som en succes, så opleves de naivt som en succes uanset hvad.
Der er her en dobbelt illusion på spil: MH var mediekändis, altså var han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et special-tilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante og vedkommend. 

Men jeg har faktisk tænkt på det trods alt chokerende nyhed: Og mit skud fra hoften lyder, at manden med landets efter sigende mest læste blog, som jeg alene af den grund vitterlig aldrig har læst, åbenbart har besiddet selverkendelse på bunden og altså haft en dybde, som mange af hans kolleger vist savner.
Vor tid er fuld af grandiose mennesker: Tænk på alle de velstilledes børn, der opreklameres hæmningsløst til barnestjerner af forældrene og springer ud som kunstnere, forfatter og direktører så snart de er konfirmerede.Hvis de folk dog bare kunne nøjes med bare en smule mindre end det hele, ville det hele måske gå lidt lettere? Både for dem selv og for os andre...


Eller med sadistens ord i Nürnberg: "Jamen vi to var da gode venner - det var jo bare for sjov..." Bevares, frit digtet on location.



Selv ret beset ukendte kändiser begræder typisk hinandens luksusproblemer og fejrer komisk hinandens runde dage som var der tale om landsfædre. Som da en harmløs hastværks-plagiator blev anklaget for at være en stor plagiator af en mildest talt ligesindet standsfæller: "karrieren styrtet i grus af onde rygter" osv, osv. Dog ikke selvmord, men snarlig mirakuløs genopstandelse på nye medieplatform med andre ligesindede.
Når dette kaldes menneskelige tragedier, how come at de samme typer behandler de uvelkomne langt langt værre end hvad der fik denne eller hin til at kaste håndklædet i ringen - samtidig med at de slår deres stilfærdige tilkendegivelser til side som de dårlige taberes livsløgn.
Lige (u)betydelige folk enes altid om hinandens betydelighed og udødelighed: og det gælder på alle niveauer.
For at illustrere forskellen citerer jeg frit efter hukommelsen fra den indisk roman af ANITA DESAI "Baumgartner's Bombay" om en jødisk flygtning, der havner i Bombay kort før krigen. "Når han gik uden for huset, skammede han sig altid: men ikke som de øvrige beboere over de kasteløses larmende og ildelugtende nærværelse, men derimod over sin egen privilegerethed."
Mads Holger har modsat mange standsfæller åbenbart haft en lignende elementær human kompleksitet i sit sind - som mange medie-papegøjer synes at savne.
Jo - mit intuitive første indfald her i Lapland var vitterligt dette: Manden vidste åbenbart på bunden selv godt, at det gik også ham lovlig let. Og den erkendelse kan åbenbart for et i grunden hæderligt menneske blive en tungere byrde end byrden af at være plagieret, undertrykt, nægtet opholdstilladelse osv. osv af mennesker, som man allerede af den grund kan have stadig sværere ved at respektere.
En psykiater lancerede i sin tid udtrykket "den grandiose personlighed" . Og for et år siden havde jeg sådan et grandiost menneske i telefonen, der netop skulle tage sit eget liv af lignende grunde. Jeg ringede ved en meget sjælden tilfældighed en sen aftentime, just som han skulle osv. Men han lever da i dag, uden at jeg nu skal tilkende mig større ære end den at få manden til at udsætte selvmordet en dags tid: det hastede vel heller ikke mere end det jagede....
Den gamle forældre-fejl gentager sig helt uden refleksion, trods alle de bøger og al den læsning af "humanistisk" litteratur osv.
Det nytter alt sammen forbløffende lidt, så måske var mange vitterlig bedre tjent med et gammeldags arbejde som ramme for en naturlig udvikling - men det findes jo snart ikke længere. Tomt identits-jag helt uden tilknytning til konkrete opgaver, idealer eller hvad nu bliver en pestilens for alle parter.
Selv har jeg også underlige idealer, selv om ingen betaler mig lige akkurat for det. Men det holder mig da i live - selv trods den bedste vilje hos de selv samme typer der nu begræder en Mads Holger: men som i mit eget tilfælde derimod ville være så ærlige og vise mig den respekt ikke at fælde en eneste krokodilletåre...
Men alligevel chokerende således (måske) at få bekræftet dramatisk sort på hvidt noget, som man ellers er vant til at tænke i smug.
Mads Holger roses bl.a. for en vits som denne: "En liberalist glæder sig kun på andre menneskers vegne, når han onanerer".
Ikke for at trampe på lig, men i sandhedens navn: Dette forekommer kun morsomt med erindring af Woody Allans velkendte "Onani er sex med et menneske som man virkelig holder af".
Hvis Allens udsagn havde været bogstaveligt sandt, havde det ikke været spor mere morsomt end tyngdeloven. Men nu er det crazy – ja, men med en lille oversættelse bliver det tillige en dyb sandhed: og det gør den morsom og ikke kun tosset. Hos Allen er der en pointe bag ordspillet, en vis sandhed og dybde - selv om det naturligvis bogstaveligt talt er nonsens, som humor nu i reglen er. For selv om vi jo ikke sådan "elsker" os selv bogstaveligt talt, så er det jo dog vort eget vel der oftest bekymrer os..
Men Mads Holger's pendant har ingen sådan dobbelthed og en almenmenneskelig sandhed bag absurditeten: Liberalister onanerer naturligvis ikke når de tænker på deres næste, og udsagnet er aene absurd.

Der er her en dobbelt illusion på spil: MH er mediekändis, altså er han god; og det han siger, bringer refleksmæssigt Woody Allen i erindring, og Woody Allen er en stjerne: Ergo må resultatet blive dobbelt morsomt. Dette er blot et specialtilfælde af kollektivitetens grundlæggende illusion: At det som andre taler om, er det mest interessante. Hemmeligheden bag denne fordummende mekanisme selv hos velbegavede mennesker må vente til en anden gang, men det har kort fortalt at gøre med menneskers oplevelse af social afhængighed.


For hurtig og for larmende succes umuliggør ofte den kontemplative og socialt fra-koblede hengivelse, som selv højt begavede mennesker som Mads Holger behøver for at kunne tænke eller skabe noget mere varigt. Og deres velsignelse i riget og på bjerget ender derfor undertiden med at være deres forbandelse.
Men som sagt tyder Mads Holgers selvmord paradoksalt nok på en betydelig portion hæderlighed - hvor andre i stedet garderer sig med uforsonlige antipatier og hårdnakkede fortrængninger: Der dermed får en slags menneskelig undskyldning som det forsvar, som åbenbart også de privilegerede kan behøve på en rigtigt dårlig dag...



No comments: