MED MAUGHAM OG BLIXEN PÅ LITTERÆR BIBELREJSE I RUSLAND

PRELUDIUM

En puritansk amerikansk ægtemand på altid frejdig forretningsrejse i revolutionens Rusland giver en ekstravagant-farlig, men både snarrådig og hjælpsom stedlig kvinde øgenavnet Delila. Maugham's alter ego finder heri anledning til at oplyse amerikaneren om, at Delila til orientering ikke var navnet på Potifar's hustru.

Hos Karen Blixen er den slags historiske, kunsthistoriske og bibelske allusioner så talrige, at det er død-frustrerende for unge læsere - og da endnu mere i dag, hvor f.eks. "Reformationen" kun eksisterer for en stund, hvis Skipper Clement har haft en bunke "markante personligheder" inde og vende skråen pro et contra desangående: hvorunder gerne en enkelt harmløst infantil snarere end provokerende provokunstner med ytringsfriheden som talentløshedens seneste retlige værn og påskud får sneget sig med ind i håb om et kødben, der på engang gang kan forsørge og imponere den hellige og småborgerligt forgyldte lille kernefamilie derhjemme.

Gamle pedantisk saglige Henning Tjørnehøj har imidlertid forlængst hundrede gange sagt og skrevet alt kritisk der er at sige om Luther - men nu gentager historien sig som jubilæums-obligatorisk eftersnak i en demokratisk hasteoplyst travesti i form en professoralt opstadset Folkehøjskole-komedie.

Men tilbage til hovedtråden. Skønt jeg var rigeligt bekendt med både fru Potimor og hendes impotente og i henhold til Mann sågar kastrerede mand, så måtte også jeg lige slå Samson og Delila op for at forstå Maugham's finte til den naive amerikaner - der forresten siden hen ender i en blodpøl klynget til sit noble vasketøj. Men jeg vidste da i det mindste ved hvor jeg skulle lede.

Og Maugham's pointe er til almindelig oplysning den, at hvor den mandige og hårfagre Samson netop hverken magtede eller forsøgte sig i standhaftighedens kunst over for den barmfagre filister-dame Delila, så var både Biblens bror Josef og firmaets mand i Rusland derimod principfaste puritanere - hvor fristede de så end måtte blive af "eksotiske genitalier" (hvis I undskylder at dette folkeligt dovne idiom i ly af fornemmere selskab har sneget sig med ind i kreativitetens så uglesete tempel) - på sikker afstand af den ligesindede hustrus moderligt bekymrede snarere end egentlig skinsyge opsyn.

Men nu vi allerede har taget hul, kan vi lige så godt gengive hele historien – selv om litterære kvaliteter også i andenhånds arbejder beror på alt andet end emnet som deres nødvendige påskud. Hvilket hermed må være rigeligt demonstreret, da det jo ellers hurtigt kan tage overhånd.

”MR. HARRINGTON'S WASHING” Denne Maugham-novelle giver mindelser både om Madam Chauchat i Mann's ”Troldfjeldet” og om Woody Allan – men foregår i revolutionens Rusland under den moderate og kortvarige Kerenskij - inspireret af Maugham's egen tid som efterretningsagent.
Allan-associationen ikke mindst med tanke på hans Paris-film om vore drømme om svundne tider. Selv drømmer jeg således om Maughams tid - og på hans tid drømte dekadente vesteuropæere om asiatisk vildskab, skæve intellektuelle emigrantøjne (ordet "intelligentsia" er russisk) og amoralsk uforudsigelige kvinder.

Novellens besynderlige navn er "Mr Harrington's Washing". Mr. Harrington er Maughams konstant konverserende amerikanske high brow makker i dobbeltkupéen på togrejsen fra Vladivostok til Petersborg, efter en sørejse fra San Fransisco tværs over Stillehavet: Maugham for på engang at fastholde Rusland i krigen mod Tyskland og forhindre revolutionen (der elllers langt hen var en reaktion på krigens pris) - og mr. Harrington i forretnings-øjemed.

Mr. Harrington er en type østkyst-amerikaner, der i dag er helt uddød - lærd, men på en herligt naiv og patriotisk måde, især belæst om Amerika's stolte konstitution, konversationens kunst, retorikkens kunst, kunstpausens betydning samt yderst ærværdige og bundkedelige amerikanske klassikere. Elsker sin hustru, men også i praksis langt mere komisk ærbar end nogen britisk viktorianer. Han praler af at være genstand for ”the vulgars'” ypperste smædeord ”highbrow, som for ham er en juvelbesat tornekrone og en Sct. Laurentius' rist. Maugham istemmer: ”Harrington was a highbrow – Harrington was a bore!”. Men samtidig oprigtigt ansvarsfuld og elskværdigheden selv.

Mr. Harrington aner intet om hvilke farer hans naive forretningstogt på det store firma vegne indebærer og er modsat Maugham uhyre pertentlig med sin daglige toilette og garderobe under den 9 dage lange togrejse. Og en ren plage for Maugham, fordi han taler, foredrager og læser højt konstant og derved umuliggør enhver læsning.

Maugham har ubegrænset økonomisk støtte til sin operation der bl.a. omfatter chekiske modstandsfolk i Rusland. Han lader en tjekkisk nøgleperson blive tolk for Mr. Harrington hvormed han selv aflastes og samtidig giver sin egen kontakt med den russisk-talende tjekke et snusfornuftigt alibi.

Maugham skal bla. opsøge en pikant, men også både yderst begavet og modig dame, som han i sin tid havde en affære med. Han forelskede sig i den ”dekadente” russiske dame, der forsikrede ham om, at hendes lovformelige mand ved den dårlige nyhed ville skyde sig en kugle for panden af genuint russisk fortvivlelse, som man bør: Det ville være det bedste både for ham selv og hans stolte oprørske ry.

Sammen med hende bevidnede M. koncerter og oplæsninger, hvorunder man kunne se "red bearded russian giants" stående lænede mod væggene som karyatider der havde fået bevilget "a day off".
Det er sådan humor som vore muslimer nok aldrig får - but then again: de som konstant beklager dette, har den nu heller aldrig.

Fornuftigvis afprøver damen dog først Maugham's alter ego under en hemmelig lille honeymoon i Paris - så ægtemanden ikke kommer til at skyde sig uden god og holdbar grund. Under deres honeymoon insisterer damen daglig på "scrambled eggs". Og da M. til sidst får nok af denne ret, bliver han udskældt for sin forkælede overklasse-hensynsløshed over for kokken, der jo også er et menneske med følelser og ret til lidt bekvemmelighed. Hun falder dog ned igen, tilgiver og trøster ham - og bestiller så med moderlig myndighed atter to gange ”scramled eggs”...Men damen kan alt om russisk historie, litteratur, poliitisk økonomi osv.

Efter sin prøve-honeymoon flygter Maugham med et diplomatisk påskud til USA. Og, skriver han: Aldrig har nogen emigrant glædet sig mere ved synet af Frihedsgudinden end han selv, da han anløb den frie verden. Dette som illustration af den frie kunstner-naturs iboende ambivalens over for den selv samme kærlighed, som han så dygtigt besynger på sikker afstand.

Men nu efter et par år efter opsøger Maugham hende altså rent professionelt – og mod al forventning får hun nærmest moderlige omsorgsfølelser for den naivt åbenmundede Mr. Harrington, som tror sig aldeles usårlig som bemyndiget amerikansk borger på sin legitime, men naturligvis håbløse mission forretningsmission. Revolutionen er jo i fuld gang, og den forsigtige og ærekære Kerenskij er aldeles magtesløs overfor Lenin og konsorter.

En dag ser mr. Harrington og vor modige dame en kone blive slået ned røvet og slået af et par sultne soldater. Han giver dem en faderlig røffel og fratager dem resolut kurven med madvarer, hvorunder han nær bliver skudt. Derefter tager hun lige så resolut sine unævnelige af på åben gade for at lave en forbinding til den blødende kone. Mr. Harrington nævner dog ikke ikke denne beklædningsdel af lutter ærbar og veneration for den aldeles uantastelige mrs. Harrington derhjemme i Philadelfia.

Nu kommer forklaringen på historiens besynderlige titel "Mr. Harrington's Washing". For den ulastelige civiliserede borger, der snart får nok af både Dostojevskij, Stravinskij og skævøjet intelligentsia og efterlyser ordnede forhold, har forgæves bestilt sit ulastelige tøj vasket og presset. Da Maugham og damen lader ham forstå, at der ikke længere er nogen room service, eftersom personalet nu er flygtet, overgiver han sig ikke og insisterer på kundens ret: Men just denne komplet utopiske principfasthed vinder damens sympati, fordi han heri viser uventet slægtskab med den ”asiatiske” romantiske ånd hinsides al småborgerlig realitetssans.

Damen ledsager ham derfor til hotellets vaskeri, finder det naturligvis uvaskede tøj - men tiltrækkes dernæst af en gadetumult, for hun elsker liv og drama. Der bliver skyderier, hvorunder begge går i dækning og flygter. Da hun kommer tilbage, er mr. Harrington pist forsvundet. Senere begiver hun og Maugham sig til valpladsen. hvor mr. Harrington ligger i en blodpøl fast knuget til sit uundværlige vasketøj af noble amerikanske mærkevarer:
"Mr.Harrington had not let his washing go".