VINLANDS OPDAGELSE...

SILKEHALENS rede blev første gang fundet af en excentrisk englænder i Lapland i midten af 1800-tallet.

I vore dage er der ingen excentriske mennesker og derfor heller ingen virkeligt interessante romanfigurer - men kun "repræsentative" og tidstypiske person-gallerier.

Langt de fleste enegængere er eller bliver nemlig i vore dage snart vitterlig småtossede af lutter afhængighed af omverdenens dumme og mekanisk forudsigelige gunst: Så deres hovedrystende omverden af sædvanligvis veluddannede flokdyr ender som regel med at få sørgeligt ret i deres dom, hvis de da ikke allerede havde det i forvejen.

Imidlertid, imidlertid: Ganske som med Amerika (de norske vikingers "Vinland")

, den dybe tallerken og så meget andet, som mennesker tydeligvis sætter en stor ære i at have enten opfundet, forbedret eller i det mindste "kritiseret",- så er der utvivlsomt en del finner og lapper der har fundet silkehalens rede langt inden hin excentriske engelsmand.

Og omvendt: Hver gang nogen gør en opdagelse, vil der altid være en bunke mennesker der bedyrer, at det havde de skam allerede forlængst tænkt på. Forfængelighedens selvbedrag nemlig hærger på komisk uhæmmet vis både blandt de kendte og de mindre kendte: Ja for helt ukendte er der formodentlig ikke ret mange af - jeg kender i hvert fald ingen...
Spørgsmålet om berettigelse har derfor intet som helst at gøre med dette dumme, men indrømmet ofte praktiske spørgsmål om kendthed.

Faderen til en god ven af mig opfandt f.eks. i 50-erne en sindrig, men vist nok i princippet ret enkel ("...my dear Watson") mekanisk ind-og udåndings-device til brug ved genoplivning af alle og enhver: - dvs. alle lige undtagen de døde, thi manden var ateist og kunne jo derfor dårligt tilige give den som religionsstifter...
Og kun tusenkunstnere formår at blive alt muligt på engang. Men ikke desto mindre blev manden derved både selv udødeliggjort og uhyre velhavende.

Hvorom alting er: Især inden han fik sit patent godkendt, men såmænd også af og til sidenhed, mødte han højt meriterede kolleger rundt omkring i verden, der med et faderligt skulderklap bedyrede: At den fjollede bagatel havde de skam da allerede selv udtænkt i en kaffepause for mange år siden uden at gøre sådan ståhej af det....

SILKEHALERNE er invasionsfugle uden synderlig patriotisk forkærlighed. Så hvor de havner, når de om foråret trækker mod nord efter at have spist sig både mætte og høne-fulde i gærede rønnebær, er de derfor ikke så nøje med.

Også på de meget spredte og uforudsigelige nordlige ynglepladser i taigaen ser man dem oftest i noget der kunne ligne bitte-små kolonier spredt i de for året valgte regioner.

Men forklaringen er vel bare den, at silkehalerne trækker i småflokke, som efterhånden fordeler sig i smågrupper af fugle, der så danner par i samme område det pågældende år. Så måske har grupperingerne ingen andre fordele end den, at kønmodne fugle har let ved at finde en mage: undtagen hvis gruppen indeholder flere individer af det ene køn - de overskydende kan så få rollen som tragikomisk husven eller gammelmø, velegnet til baby-sitning...

I sommerperioden lever silkehalerne af myg og andre små-insekter som de snupper i flugten med en svals behændighed og utrættelighed, som man aldrig ville have tiltroet de buttede, spoleformede fugle. Heri kan de ligne stære, der med deres lige så robust trekantede vinger ligeledes er at betragte som bittesmå flyvende torpedoer..