SÆRTILLÆG: EN PILGRIMS BEKENDELSE PÅ FALDEREBET

Inden min forestående pilgrimsrejse nordpå fældede jeg i dag med håndkraft samt en religiøs reformators frygtindgydende ensporethed en hel del uvelkomne graner på tjur-biotoper hos egnens store skovejer med hans samfulde 75o hektarer. Han truer ellers endog helt lovmedholdelige udnyttere af "allemansretten" med bål og brand og minder grangiveligt om Gustav Vasa - men han holder skånsomt hånden over faunaen.

Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.

Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.

Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.

Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.

Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.

Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.

BÅLTALE TIL BENEZIR KNALLHATT ANDERSEN

SEKULÆRE TANKER OM HEKSE OG ENGLE
Det er svært at være menneske – men det er endnu sværere at være kvinde. Spøg til side, for formuleringen er blot en forvanskning fra min side for at lægge beslag på et bonmot, som skyldes en på mange måder usædvanlig vis ældre portrætmaler (forhenværende officielt vidunderbarn på feltet, dernæst for længst udstødt med væmmelse, for hvad skal vi dog med Rembrandt?) Desværre har han påbudt os ikke at nævne hans navn, omtrent lige som hans formidable selvportræt bevidst afviger lidt fra forlægget, grundet en anstændig frygt for blasfemisk opblæsthed. Hans fornavn er dog identisk med en af de store spanske portrætmestes efternavn.

I øvrigt er det undertiden ens forbandede pligt at være formynder, for det er lettere at ordne andres liv end sit eget, og mange er vitterlig deres værste fjende – ”with a little bit of help from your friends”. Det minder mig om en rørende lille historie af Herman Hesse om to gamle kristne eremitter, der deres høje ry til trods hver især føler sig fallerede og derfor opsøger deres vise overmand, som de hidtil kun har hørt rygter om: nemlig den anden eremit. De finder da ny mening i at støtte hinanden i deres gerning til det sidste.
Nuvel; førnævnte vismands galante formulering om kønnenes kår beror nok dels på en åndsbeslægtet og lige så usædvanlig mor, dels på at begavelse ofte viser sig i form af en evne til at opvurdere modparten: ”Hvordan ville jeg selv have klaret det mod de odds?” De der tillægger sorte, kvinder, børn, arbejdsløse samt dyr åndsevner, har alle dage været klogere end de der frakender dem disse træk. Selv Strindberg begyndte således med et yderst progressivt ”kvindesyn” – men vi mænd bliver nu engang let ude af chaketten, når mor ikke makker ret; hvortil kommer at det er risikabelt at idealisere virkeligheden blot på grund af et par pæne ben og et farligt glimt af den guddommelige gnist, der i sin tid indblæste liv i det døde ler.

På den anden side bliver livet kedeligere, når man efterhånden bliver lidt mere immun mod hedensk magi. ”Habituering” kalder biologerne sådan moderation af medfødte reaktionsmønstre, som hos de håndtamme hejrer og grågæs i Københavns voldgrave – der i sin tur atter svækker magien i vor oplevelse af de vilde fugle. Myten om den ufødte eller skumfødte Venus får således efterhånden såre verdslige dimensioner – men selv om vingerne falder af, bliver englene vel ikke hekse af den grund. Man kunne også kalde fænomenet for ”erotisk sekularisering” – for nu igen at bringe et af vore berømte radioaktive sporstoffer i omløb i Bermudas offentlige blodbane.

Nå, men er så også lettere at være mand? Umuligt spørgsmål - men hvis man ikke ligner en fotomodel, er det nok lettere for en mand at indtage en særrolle. Kvindelige profeter bør derfor helst ligne Marie Magdalene, for ellers gider ingen djævel (!) høre endsige se på dem. Præsten Ingelise Wagner i Hanstholm fik en hård medfart, men havde netop staturen til at klare mosten. Ellers var hun sikkert endt som enten posedame eller heks, uanset evner.

For enkelte kvinder kan det måske endda være en fordel ikke at skulle være nogen social succes, for vi mænd bedømmer jo sjældent kvinder på den sociale overflade: Hvis de har udstråling osv., så gør enegang dem kun desto mere spændende end de skolepiger, der med slavisk omhu altid gør som far vil, og som magtens mænd derfor i den kønspolitiske korrektheds navn belønner med en symbolsk flig af indflydelse for som loyale og klædelige racehunde at holde personligheder af begge køn udenfor – hvormed de samtidig travesterer kvindesagens sejre til en ren joke.

Helt gennemført enegang klæder derimod ingen: For i det scenario ser andre det jo end ikke og holder blot én for enten en posedame eller en stakkels nar uden selvkritik. Men hvis de udvalgte på den anden side slet ikke får modstand, så ender de let som deres egen karikatur; for så bliver det gratis attituder på de sande eneres bekostning. Så let får vi mænd det nu kun sjældent og da højst i nogle få ungdommelige år: For ved selv den mindste blottelse vil hyænerne straks være på pletten.

Vi mænd måles modsat kvinder på vor sociale succes – endog af dem der ved bedre, for de anerkender typisk kun én, indtil verden vedtager noget andet. Anerkendelse har således nok altid et element af tvang: ”Hvem er vi nødt til at anerkende?” Ganske som med penge – for hvis jeg kunne bestemme, hvem der måtte være mangemillionærer, ville der nok ikke blive så mange af dem. Især de klatretyper som oftest ender bag skrankerne, ser på den sociale status: Mange af dem afskyer instinktivt og ubevidst personlighed, men soler sig alligevel i lyset af de personligheder, som de er nødt til at anerkende, og som de derfor lige så ubevidst og instinktivt ”name-dropper” ved fornavn på konferencer, i medierne og i deres øvrige sociale omgang. For heldigvis kan naturens mange små indikatorer ikke sådan ”uddannes” væk, som brave folk synes at tro. Mange af personlighederne fornemmer givetvis selv komikken, men protesterer selvsagt ikke mod tingenes uforlignelige orden. Mr. Rifbjerg kunne udmærket være mand for sådan is i maven.

Det første som ængstelige kommissærer bag deres mahognibord spørger sig selv stillet over for en ny aspirant, er: ”Er NN mon med i klubben eller ej; har han/hun et bagland – samt fået lov til at have talent?” Det ses tydeligt bag deres nervøse små hamster-brillers trækninger, at dette spørgsmål farver deres hypofyse lakmusblå – og vi selv står bag vor afvæbnende borgerlige høflighedsfacon fra bedstefars tid, som heller ikke huer den moderne intrigante middelklasse med dens hæmningsløse klippe/klistre-kreativitet. Og fyren bag mahognibordet aner slet ikke at vi har scannet ham i 3D.

Til gengæld kan han være bedøvende ligeglad, for han kærer sig udelukkende om den mandsopdækning, uden hvilken han ville svinde ind og ligne sig selv til forveksling. Det er derfor at mange af os efterhånden foretrækker at skrive ud i det blå frem for at fornedre os ved uværdige sociale fremstød i en verden af myreflittige simili. Hvor lang tid tager det at skrive et forord, en indledning og et introduktionsbrev med åbenhed over for forhandling og redaktion? Ha – hvor langt havde Sisyfos i grunden op ad den forpulede bakke? Den tid er desuden for længst forbi da almindelige mennesker fandt det elementært spændende at møde en sær person der havde skrevet en bog: For i dag har alle skrevet bøger, og i den moderne verden af dygtighed i flok findes der hverken sære eller almindelige mennesker længere.

Nuvel, enegang er intet mål, men sådan kan det blive, og der har mænd det tit lettere end en del kvinder. Til gengæld kan en kvinde tillade sig at være ”naivt” idealistisk og humanitær, hvorimod mænd i den situation kan frygte at blive fejet af banen som ufarlige. Men også sådan en kvinde bør tillige enten udstråle en art skønhed eller også en åndelig værdighed og fattethed hinsides kønnet og alderen. Golda Meir var et eksempel; Indira Ghandi ligeså, selv om hendes moderlige følelser for hendes opløbne knægt vist løb af med hende til sidst.
Benezir Bhutto i Pakistan havde som bekendt det hele undtagen magten og kunne i sin tid utvivlsomt hypnotisere det halve Cambridge – og med så gode odds er det kun en pikant fordel at kæmpe op ad bakke for det rigtige frem for at være siddende (!) præsident med anderledes uromantiske ansvar: Idealer er nemlig romantiske, hvorimod ansvar er noget meget sekulært. Lene ”Knallhatt” Andersen med hendes kærlighed til både mr. Kierkegaard og mr. Bond har vist også den art muligheder skjult i ærmet, i henhold til vor egen scanning.

At kendte mandlige kulturpersoner uanset politisk observans hverken har takket for dem af hende tilsendte bøger eller besvaret henvendelser, skyldes at de bliver skræmt af et sådant overskud og derfor opfatter hende som om langt værre end endnu en mandlig rival med spalteplads mere end personlighed. Selv Goethe og Schiller ignorerede konsekvent det ensomme geni Hölderlins breve, ligesom Kleist gik for lud og koldt vand. Og uden at kende nøjere til disse cases tillader vi os at stille diagnosen: ”Lad for Guds skyld falde hvad ikke kan stå”. Men hvad kan vi så ikke forvente fra de langt jævnere typer der typisk stræber efter og med forkærlighed bevilges sæde på indflydelsesrige poster? Af lutter fornærmethed at simulere aldeles indifferent over for det usædvanlige er nemlig de privilegeredes forudsigelige forsvarsrefleks: For manglen på opfindsomhed i det store gentager sig altid i det små.

Men hvis tingene gik alt for stærkt, kunne også sådanne sjældne kvinder måske selv gå hen og blive lovlig forkælede – hvorimod mænd på toppen oftest plages af nedrakkende fjender og rivaler samt af os, der scanner deres hypofyser og deres barnlige sociale rokader med tinsoldaterne. Som sagt er selv engle gjort af kød og blod og kan derfor bestikkes: For det er såre menneskeligt at folk kun er modstandere af denne verdens bermudatrekanter, indtil de selv slippes ind. Og selv om det er sket at en ædel generalinde elle præsidentfrue ved sin forbøn har udvirket benådning af dødsdømte, bør vi ikke stille alt for ”gnostiske” fordringer til kønnets altforløsende magt.

En enkelt gnostisk illusion vil vi dog insistere på: Når mennesker overgiver sig til bestikkelsen og grimheden, bliver deres egen udstråling, deres sprog og hele virke efterhånden også tristere og fattigere, uanset hvor meget de roser hinanden og pynter sig med lånte fjer. Mennesker udstyrede med vinger bør derfor forsøge at bevare dem længst muligt; og vi andre behøver dem så inderligt.

Shakespeares nar har dog nok ret i, at på bunden har vi alle sammen fortjent en ordentlig dragt prygl. Jesus sagde som bekendt det samme – men hvis en fuld person nu sagde det på en bodega, ville det prelle helt af på bedre folk. Nej, havde det derimod været i det nye skuespilhus, måske endda citeret i borgmesterens indvielsestale. ”Hatten af: Tænk at vor borgmester kunne citere så åndfuldt og kulturelt – og vi som troede kun hun var til parkeringspladser og anden social logistik. Det skuespilhus har sandelig allerede gjort fyldest, og herefter må alt småligt gnaveri forstumme.”

Har vi mon overdrevne tanker om egen ”importance”? Næh, i grunden langtfra – men til gengæld undervurderer vi heller ikke forfængelighedens og jalousiens magt i verden: Og i praksis er de to ting tit meget svære at skelne – for det er lige så livsfarligt at blive overvurderet af andre som selv at gøre det. Selv kender vi såmænd udmærket vore svagheder, men nægter ikke desto mindre at købe et par komiske skulderklap for normaliseringens pris.

For det var Sisyfos’ forbandede pligt ikke at lefle for den forpulede bakke, som alle for længst har glemt. Enhver talentløs bakke kunne jo have lavet det samme beskidte trick ved hjælp af faste forsyninger af sæbe fra baglandet – og det helt uanset hvor ”stor” Sisyfos så var.
Åh, apropos storhedsvanvid: Nu har I endnu engang tilladt jer at tage vor tid og forhindret os i at forvalte vore mange sekulære ansvar rettidigt. Vi ved godt at I er moderne og hylder det interaktive princip, men I er jo nærmest ryggesløse. Sig os – hvad Fanden bilder I jer egentlig talt ind?

ØRESUNDSTOLD MED EFTERSLÆB

Utålmodige blognarkomaner bedes jo altid konsekvent vente en uge, men imens kan I tænke over om det er bedre at være en ædru alkoholiker end at være en fuld afholdsmand. Flerdimensional afhængighed minder dog om uafhængighed, men er langt interessantere: Du vil både være eremit og sodomit, Jesus og Karl den Store, umælende og velformulerende, berømt og komplet anonym, hinsides civilisationen og dog overforfinet. Hesse vidste det, men sjovt nok ikke Mann.

Var jeg født i New York ville jeg heller ikke have vidst det, men havde i stedet søgt det guddommelige i musikken eller noget tredje. Henrik Qvortrup taler vi ikke om, endsige hans lobhudlende beundrere i branchen, der er pavestolte over også at turde stille et enkelt "kritisk" spørgsmål. Biologer og teologer er derimod rare bekendtskaber, fordi de hylder noget større, om end enkelte af de sidste kan blive noget sludrende, men på en god måde, som ikke findes i medierne.

Således bekendte en meget fremmelig teolog sig forleden til Borges' "ornitologiske gudsbevis", som jeg ikke kendte. Det går ud på, at skønt vi aldrig får at vide hvor mange fugle der var i en forbitrækkende fugleflok, må der dog have været et bestemt antal - men hvis slet ingen ved det, kan det ikke være bestemt. Ergo må der findes en guddommelig bevidsthed.

Åndfuldt sludder som ingen Qvortrup-klon ville have sjælsdybde til at undfange, selv i den største brandert. Genialt og ur-infantilt overhovedet at kunne tænke så inderligt - selv eksploderede jeg dog først som 15-16 årig grundet en angstfuld barndom, men andre har angiveligt kunnet tænke den slags ting uhyre tidligt. Fri os derimod for den voksne middelklasse, som ikke bestiller andet end at kopiere hinanden, selv i deres indbyrdes kritik. Og forresten: grundbegreberne kan ikke defineres, og derfor kan vi ikke helt udelukke underlige idéer om stoffet og dets "eksistensbetingelser". Det med Guds bevidsthed kunne derfor i og for sig være sandt, hvis ikke det var fordi vi indvikler os i en uendelig regres: For også Guds bevidsthed eksisterer i så fald kun når nogen tænker på den, osv. Eller også gælder afhængigheden kun for stof og ikke for bevidsthed.

Man kunne også tænke sig bevidstheden som en dimension ved stoffet, der så i tidens fylde er blevet opdraget af evolutionen. Det nytter således intet hvis en skrubtudse alene tænker på relativitetsteorien, men et atom kan derimod nok gøre det uden større risiko for utidigt henfald. Men på en måde ønsker jeg at noget sådant var sandt på en subtil måde, som jeg ikke gennemskuer, og jeg bifalder den art tanker og gider højst argumentere imod dem i enerum. Det er stort at kunne objektivere ejendommelige projektioner, men endnu større derefter at kunne holde sin egen psyke ud i strakt arm og trække fra igen: "Mor eksisterer nok også, selv når hun er uden for synsvidde." Derfor bliver vi hverken sindssyge eller normale livsløgnere; men tror fanden at man bliver både fakir og karakterneurotiker af den slags dobbelt bogholderi, for salige er de enfoldige. Men så er man selv idiot på nogle andre måder.

Sære tanker klæder nogle typer, ligesom det klæder nogle inkarnerede fysikere at tro at alt er atomer - de kan skam være de rareste mennesker desuagtet. Det er slet ikke interessant hvis mennesker hele tiden opdaterer og hver gang autoritativt udbasunerer det sidste ny i en ensartethed, hvor alle ender med at være frygteligt "kloge" på de samme måder. Så hellere en storartet idealistisk illusion.

Sandheden bliver lige som lykken banal, når man først har den. Det minder måske om ægteskabet, hvorfor tilbud om samme rettelig holdes hen i det ubestemte. Herom på en måde næste gang... I øvrigt foreholder en abonnent os, at vore indlæg er lovlig lange til skærmlæsning, typisk som en halv Politiken-kronik. Men I kan så til gengæld glæde jer over at hverken returnerede eller trykte kronikker bringes her: For at dømme efter verdslige instansers barnlige rokader bliver vi tydeligvis ringere år for år - og for en sikkerheds skyld endda med tilbagevirkende kraft: For den moderne fysik og Henrik Ibsens vildænder kan jo så meget hekseri med tiden. Men pyt: Vi gör selv det samme når vi af og til forbedrer tidligere indläg - i medför af bloggens DNA er det eneste man ikke kan redigere i, nemlig dateringen, som således ofte ender med at blive en sandhed med modifikationer. Nå, men nu kommer det sjove:

På den lokale bodega mødte jeg i dag noget så sjældent som en lods, hvoraf vi kun har 140 hertillands. Han talte ovenikøbet så fejlfrit jysk, at han bestemt må have været uddannet - og kunne fortælle, at de eneste enkeltskrogede oljetankskibe these days ingenlunde er russiske, men såmænd ejes og føres af DONG: De fragter dårlig russisk olje, der raffineres i Sverige.

Jeg kom til at tænke på at en ægte lods i dag er en raritet sammenlignet med en filosof: Ren folklore. Ved næste bord sad en anden jyde med endnu mere arkaisk accent. Men gudhjælpemig om han ikke var - filosof! Således plagierer virkeligheden mine værste vrangforestillinger om den, men modsat Peter Øvig Knudsen har jeg ingen juridiske ankeinstanser: "Whom can I turn to?"

Forhenværende skolelærer, han havde siden både undervist, forsket og udgivet filosofi. Han kunne ikke ofte nok understrege dette over for lodsen - men begge gættede snart af min ubesværede spagfærdighed, at jeg nok besad tungere skyts. I ved : Oberst i civil möder nyslået löjtnant i nypudset uniform. Og en smule fik de da hevet ud af mig, sådan meget afvæbnende a la "Jo, jeg har vist også engang spillet fodbold", og det var åbenbart nok. Vor mand hævdede derimod mindst ti gange at have skrevet ti bøger, mens jeg nøjedes med at sige to; for her er det ligesom med aldersudsagn, at man altid trækker én fra - mens modparten af samme grund altid lægger én til: Sig derfor aldrig sandheden!
Nå, men heldigvis tog lodsen de 2 + 10 bøger som ethvert andet pligtskyldigt punkt på vort CV, og mere fortjener det jo i vore dage heller ikke. Folks instinkter fejler heldigvis intet, og deri ligger en velkommen nemesis til tidens farce.

Lodsen berettede fra det virkelige liv, hvorefter vor filosof fortalte om sine mange erobringer som højskolelærer trods en splejset apparition - ved at tale og tale, få pigerne til selv at tale, vække fortrolighed, tillid osv. Den filosofi havde han lært godt, hvorimod lodsen ikke kunne få noget konkret ud af ham angående hans forskning. Det var også noget med at samtale fortroligt og fortløbende, for diskursen udvikler sig angiveligt kollektivt. Han har utvivlsomt vakt den samme joviale tillid i de kredse, for sådan hænger det sociale jo sammen.

Men vi blev snart enige om at sejle en tur med lodsen for at inddrive Øresundstold med 150 års efterslæb. Tanker er dog desværre toldfri: Med alle de filosoffer ville man ellers hurtigt have kunnet gøre sig en betragtelig formue.
Men apropos gevinst: I har vundet i lotteriet, for dette indlæg er nr. 100 i vor apokryfe skriftserie.

"FESTEN...."

Her på bloggen er den politiske virkelighed tabu, delvis grundet en vis æstetisk idiosynkrasi i privatsfæren. Men også fordi vi har udviklet en næsten medicinsk intolerance over for alt hvad alle andre taler om og således ikke egner os til demokratiets vilkår. Ja, måske end ikke til virkeligheden. Den sproglige forskelsløshed taler vi slet ikke om: Hvorfor siger folk "metafor" stedet for "billede"? Ordet "billede" er således selv et billede (idet konkrete billeder på væggen jo her symboliserer sprogets analogier) og derfor livgivende - hvorimod ordet "metafor" kun for de græskkyndige er billeddannende.

Både at gentage andre og at kritisere dem forekommer os ligeledes træls i længden. Desuden er der allerede rigeligt af andre til de ting; hertil kommer endelig at i samfundsanliggender hvor pointen er at komme i majoritet, er det ueffektivt at dyrke en ret eksklusiv blog som andet end privat skitsebog samt lydisoleret øvelokale.

Yderligere ville det være storhedsvanvid at tro at verdenssituationen er Gud og vor mening om den hans profet. Denne formulerings kerne har vi stjålet og udsat for en kreativ operation - nemlig fra Heisenbergs erindringer. Heri siger Niels Bohr nemlig sarkastisk om en ung fysiker: "Der findes ingen gud - og Dirac er hans profet".

Faktisk lancerede vi allerede for to år siden nævnte kreative genbrug, hvorefter vi kunne konstatere at en af Danmarks angiveligt mest magtfulde sekularister kort efter genbrugte Bohrs ord udsat for en lignende sekulær mutation. Vi er heri omtrent lige gode tyve for herren - men da vi aldrig tidligere har set andre gøre noget sådant, tager vi det som et bevis for at vi læses i smug på højere sted af vor henrivende lille nomenklatura - for dens kvalitetssans er langt bedre end den foregiver. Efter denne sjove konstatering døbte vi den art sproglige musefælder til "radioaktive sporstoffer" på åndens gebet. Bemärk at både udtrykkene "musefälde" og "radioaktivt sporstof" selv er radioaktive sporstoffer grundet deres komplette uforudsigelighed hinsides tilfäldigt sammenträf: For der gives mange rammende billeder for én og samme tanke.

Apropos sprogligt detektivarbejde. Da jeg for nylig fra Lene "Knallhatt" Andersen fik svar på en mail, var det forsynet med nogle besynderlige tegn. Idet jeg frygtede at det betød "ikke-forstået" eller måske endda "fuck", fik jeg den idé at checke hendes tidligere mail med hendes fødselsdagsinvitation. Og da også den var forsynet med en "smiley" (thi en sådan var det, fortæller man mig), kunne jeg udlede, at tegnet måtte være velment. Hvis ordet "semiotik" - som vi godt nok aldrig har haft brug for, men bevares - nu absolut skal bruges, kunne det være til at betegne kunsten at finde ud af, hvad andres tegn betyder. Således ser vi atter, at hverdagen rummer kim til det hele; og det er vel også derfor det hedder humaniora. Og derfor er en blog i de rette hænder ingenlunde "for privat". For kun de talentløse behøver stof. PÅ den anden side: Selv Gud behövede stof og skabte derfor verden.

Nej, her danser vi uovertruffent på glødernes laksetrappe, når vi da ikke springer badut mellem isflagerne i vort eskalerende drivhusklima. Det er slet ikke let at være isbjørn, undtagen på (Nordisk) film. Nå, hvem skal vi nu fornærme i dag - for det er dårlig terapi at udgive nogle af de tons man har liggende, og der er kun sjælefrelse i det man gør her og nu - i hvert fald kortsigtet set. Og vi har det indrømmet yderst dårligt med realitetsprincippets lange sigt, for det overlader vi helst til de socialrealistiske typer som arbejdsmarkedet rettelig foreträkker. Anerkendelse for gamle (men for publikum endnu ukendte) ting gør det således indrømmet lettere at få afsætning også for nye ting, men markedsføring må vi altså have folk til.

Nå, men vi skulle jo fornærme nogen. Tja, Lars Bukdahl har indlemmet Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform blandt sine yndlingsaversioner på linie med Jørn Lunds barndomserindringer. Naturligvis egner den slags sig (modsat Bredals Proust-studier) da heller ikke til bogform: Og for nu at citere Johannes Riis, der ligeledes tilhører Bukdahls yndlingsaversioner: "Fordi noget har gjort fyldest i avissammenhænge, er det ikke nødvendigvis også egnet til bogform". Gæt hvem de ord var stilede til for henved fire år siden, og gæt tillige hvor malplacerede de var: Dels var der nemlig kun tale om et absolut beskedent omfang af (beriget) genbrug, dels var selv genbruget notorisk langt mere bogegnet end de fleste bøger - en last som pressebranchens folk da også altid har foreholdt mig.

Naturligvis har Riis forhørt sig hos en af systemets gnaveragtigt emsige kommissærer og tolket murmeldyrenes hektiske mimren med en glimrende semiotisk sans for tegn på regn i Bermuda. Fandens også at det ikke var Gyldendal der udgav Bredals samlede artikler, men således ved man på Bermudavej altid at gardere sig med en vis barnlig drilagtighed.

Til gengæld er Bredal sprogligt set absolut levende, munter og mundret - og derfor så langt at foretrække for hele den fremstormende hær af unge medieakademikere der konstant æder hinanden med hud og hår i tanke og sprog. Eksperter i spin alle til hobe, for spin og sladder er deres modersmælk og atmosfære i kibbutzens Uni-centre: "Forbrydelsens element", I ved. Så hellere et efterhånden lovlig forkælet søndagsbarn, der menneskeligt nok ikke siger nej tak til et utidigt mausolæum, når der er helt grønt lys. Faktisk vil sorgløse søndagsbørn med deres indrømmet utvungne sprog i fremtidens gennem-intrigante mediehelvede være et lige så stort særsyn som vi selv. Men selv får vi intet utidigt mausolæum, men må nøjes med at håbe på en klækkelig førtidspension med tilbagevirkende kraft.

Således fornyer vi på vor blog de gamle grækeres ord: "Allerbedst er ufødt at være - men den højeste invalidepension er heller ikke at foragte." Jo vi er skam højst omstillingsparate og derfor egnede til både dødsstraf og arbejdsmarkedet. Forskellen på disse to ting er dog, at mens vi ofte drømmer om at modtage vor dødsdom, har vi endnu aldrig drømt om arbejdsmarkedet. Hvad kan vi semiotisk udlede heraf? I følge vore naturvidenskabelige bekendte næppe noget, men den slutning kan som tidligere påvist være forhastet.

For et år siden tid siden drømte jeg således at jeg vågnede og så at hele min lejlighed var ribbet af tyve. Grædende løb jeg ned på min stamkafé og fortalte om min vanskæbne. Da jeg så vågnede i virkeligheden og til min forbløffelse fandt at hele rodebutikken lige fra Netto til Carl Zeiss og Louis Seize stod urørt, og da især af rengøringspersonalet, kunne jeg knap tro mine øjne og følte mig som Jeppe i baronens seng. Så føltes min skæbne straks lidt lettere. Og i følge Freud er dette netop "hensigten" med den art drømme. Biologisk set kan man faktisk heller ikke udelukke, at der vitterlig er tale om et overlevelsestrick for kriseramte organismer. Men der kan også være tale om en utilsigtet positiv bivirkning af drømme som blot skyldes at kriserne tvinger sig dramatiseret på, selv når man sover. Ligesom med krigstraumer. Who knows?

Nævnte drøm havde forresten endnu en positiv bivirkning i mit virkelige liv. Et par dage efter forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - for senere at opdage at det slet ikke var min cykel. Dette inspirerede mig på stedet til den idé, at en mand "løber grædende ned på sin stamkafé" og fortæller at hans hustru er stukket af med en anden.... - for senere til sin lettelse at opdage at det slet ikke var hans egen hustru.

Et mausolæum ville som sagt være det allerbedste - men stående ovationer er heller ikke at foragte...Tag den, Bukdahl. Nå, vi lader snarest en drikfældig teolog oversætte dette vort nye bonmot til flydende oldgræsk. Hvilket minder os om at sætningen "Ni talar bra latin" angiveligt er et palindrom. Heraf kan opmærksomme læsere semiotisk udlede, hvad ordet "palindrom" mon betyder. "Palimpsest" er noget helt andet og minder mere om incest - der lydligt set atter minder yderst betænkeligt om "en fest". Og hermed er festen ved at være slut for i dag.

Men som de sorte sagde til Karen Blixen: "Du vil aldrig glemme os". Nej, det glæder os sørme at høre: For nu har I atter taget så meget af vor kostbare tid, at vi igen har forpasset en bindende tidsfrist i en jobannonce, som vi ellers havde sat os for at byde ind på. I er sgu et dyrt bekendtskab og ender med at blive vort mausolæum. Og dagbladene? De bliver meget snart deres eget mausolæum, hvis de dumstædigt nægter at kende deres besøgelsestid. For: "There will never be another you".

"ET SMUKT SIND"

En ældre kunstmaler betroede mig for nylig, at han engang i sin varmblodige ungdom sad i et tog i hæftig omklamring med sin daværende kæreste. Synet af de to fik en ensom ung pige over for dem til at bryde hulkende sammen. Hans kæreste forblev imidlertid aldeles iskold og uberørt af situationen. En venlig dame i kupeen tog sig af den unge pige, men vor mand fortalte, at ved den lejlighed tabte han hen alt for kæresten, selv om han ikke opdagede det her og nu. Kærligheden falmede og han fandt hende derefter nærmest grim.

Det smukke og opbyggelige ved denne usædvanlige historie er, at det uetiske kan være så frastødende at det overvinder såvel æstetikken som ungdommens hede blod. Hvor meget mere er dette ikke tilfældet når hverken ungdommelig naivitet eller kærlighed står i vejen. Når mennesker forfalder til kollektiv grimhed, er det særlig slemt, fordi hver især ved at de andre også bider. Ingen af dem kan derfor være i god tro om at mobningen kan være velfortjent eller pædagogisk sund.

Og her sker det samme, at selv de som umiddelbart set kunne forekomme os ganske attraktive, charmerende eller hvad nu, herefter udstråler en grimhed der gør os aldeles immune over for deres ynder. Det samme gælder også andre fortrin: Folks imponerende færdigheder eller endda evner forekommer os gerne betydningsløse, hvis vi først har tabt for meget for dem menneskeligt - og her tales naturligvis ikke om trivielle smågnaverier. Selv mange år efter er det som om skammen klæber forbitrende ved de faldne på en måde, der hærger deres fremtoning. Her og nu giver det nok de kronisk mandsopdækkede et kick at kunne sparke nedefter til syndebukke, men det er ligesom narkotika eller en aftens overdreven kæderygning hysterisk selvforstærkende som en art nervøs besættelse, sålænge rusen varer.

Og tømmermændene efter det moralske overdrev er nok slemme. Måske skader folk således sig selv endnu mere og frem for alt dybere end de skader deres syndebukke. I underskolen nåede man nu også selv i beskeden grad at opleve hvordan det var at være på den forkerte side af kridtstregen, når man undertiden drillede et særlig nemt og hidsigt offer. Når han så viste klassen foragt og hån i selvforsvar, virkede han irriterende og legitimerede derved drilleriet. Om NN sagde rektor således malerisk, at hans skolevej var brolagt med knuste brillestel: Ja, for når han kom i fysisk klammeri, kunne brillerne jo undertiden ryge sig en tur. Skønt beliggende i Hellerups ældre villaområde gik faderens forretning, der i forvejen tilhørte småborgerskabets lidet kapitalkrævende gebet, ikke strygende og røg sig til sidst samme tur som sønnens briller. Desto mere måtte vi høre om faderens fine cand.polit. eksamen. En kammerat døbte ham naturligvis straks "cand. fallit" - men lidt må man nu kunne tåle.

Ureflekterede børns mere ondartede mobning undskyldes i nogen grad af uvidenhed, men også i voksentilstanden er en art enfoldighed nok ofte med i spillet: Folk ser kun overfladen, selv om de nok med en del af deres sind ved bedre. Men derfra til koncentrationslejrene er der vist ikke ret langt. Undertiden siger velmenende folk med erfaring: "Lad dog være med at omgås røvhuller". Måske har de ret, men problemet er naturligvis når "røvhullerne" er både dørvogtere, censorer og Historiens fortællere. En formildende omstændighed er dog at de er så kedsommelige at høre på at alle falder i søvn: Ja, for ingen er mig bekendt blevet spor bedre eller rigere i deres håndværk ved at undertrykke andre talenter. Måske en sær mental nemesis-effekt af småligheden.

Men nok herom, nu til en både sjovere og smukkere afviger-historie med Oscar-nominerede stars som Jesus, M. Magdalene, David Helfgott, F. Sinatra og F. Esmann.


NILS RUBEN
Før koncertpianist – nu tandudtrækker og impresario.
I et leksikon fra 30erne stod om en af datidens kendte danskere: ”Tidligere advokat, nu negersanger”. Tandlæge Nils Ruben er gået den modsatte vej, fra en musikalsk karriere som konservatorieuddannet koncertpianist til et kontant liberalt erhverv.
Nils Rubens motto som tandlæge lyder: ”Vi ordner Deres tænder mens De venter”. Og han lægger ikke skjul på inspirationen fra Viktor Borges. Han har heller ikke det kunstneriske islæt fra fremmede, for hans far var på engang tryllekunstner og en berømt læge: Han opfandt nemlig den såkaldte Ruben-ballon, der bruges i forbindelse med genoplivning over hele verden - deraf den globale overbefolkning.

Ideen er utvivlsomt stjålet fra Jesus , men Jesus har snart fået anerkendelse nok og mangler jo lige som Frank Esmanns forbillede Walter Isacson intet der hvor han nu befinder sig. Kun keder han sig måske i længden over den evige lykønskningsreception med snacks, cola med kokain, tilgivne og hengivne skøger samt øko-cigaretter i lange baner efter hans sluttelige gennembrud som Guds fortabte søn, der havde været længe udenlands.

Nuvel, om sit erhverv fortæller Ruben, at i Tyskland og mange andre lande er det dokumenteret gængs praksis at tandlæger prakker folk meget bekostelige behandlinger på som slet ikke er motiverede - for hvad er der nu galt med havregrød; og hvad skal vi i grunden med tænder, for burde vi ikke snarere overlade dette arkaiske privilegium til hyæner og gedder (med to 'd'-er - så ikke et ondt over om Jørn Lund). Nå, men nævnte svindel kan lade sig gøre fordi folk især i Tyskland stadig har et yderst autoritært forhold til eksperter.

Nils Ruben arbejder tværtimod gratis en dag om måneden for hjemløse på Mændenes Hjem – under det private motto: ”Først var de hjemløse – nu bliver de tandløse”. Og han bedyrer officielt at underskuddet går ubeskåret til Verdensnaturfonden. Udover den medmenneskelige glæde ved denne gerning fortalte Nils Ruben i en nylig TV-udsendelse, at det er en gave at møde mange fine mennesker med både personlighed og humor, som af en eller anden grund har valgt at leve ude i randområdet hinsides status og forstillelse. Nils Ruben vånder sig omvendt over tidens sjælløse fiksering på karriere, titler og penge.

Der er derfor en smuk konsekvens i, at Nils Ruben tillige er Danmarks impresario for den verdenskendte klassiske klavervirtuos David Helfgott – som var hovedpersonen i biograffilmen ”Shine”. Helfgott forener nemlig en autistisk lidelse med et fænomenalt klavertalent og en næsten fonografisk musikhukommelse.
Man kan derimod ikke føre en normal samtale med ham – men modsat egentlige autister er han på sin egen måde uhyre kontaktglad og omfavner forskelsløst alle, som han har mødt blot en enkelt gang før - undtagen kvinder som han nemlig omfavner selv uden at have set dem før. Da Nils Ruben ved en lejlighed efterlod Helfgott i Østerbro Svømmehal nogle timer, lykkedes det den intetanende og uskyldige sjæl at blive perlevenner med en gruppe rockere i svømmebassinet. Som et krydser-missil eller som et stealth-fly trængte han forbi og igennem alle barske forsvarspansre som var det smør.

Når Helfgott gæster Danmark, bor han hjemme hos Nils Ruben i Vedbæk. I april i år besøgte Helfgott atter Danmark og gav koncerter for fulde huse.
Men Nils Ruben fortæller, at de fleste musikanmeldere desværre bliver usikre over for en så mærkelig person og alene bedømmer ham efter stive normer for hvordan de forskellige værker ”skal” spilles – skønt et anderledes sind vel også må tolke musik på en særegen måde. Men mon ikke denne blokering delvis beror på at tidens bornerte karrieremennesker er så bange for selv at blive ”tabere”, at de ikke tåler at se personer som ved deres eksempel nedbryder det skarpe skel mellem taber og vinder? For hvordan kan de herefter være sikre på selv at tilhøre vinderne?

Lad os derfor belyse dette skel ved at referere en episode med førnævnte hjemløse tandlægeklienter. Da Nils Ruben nemlig for sjov spurgte en klient, hvor lang tid der gik fra denne tabte sin fortand, til han mistede den, var den hjemløse øjeblikkelig med på spøgen – og svarede, at han først mistede den da han opdagede at han ikke kunne tygge sit rundstykke.

Nils Ruben tilføjer at den slags opfindsomhed for ham er et sikkert tegn på begavelse, og at mange af de hjemløse endda forekommer ham bedre begavede end gennemsnittet: For man må bedømme folk på deres egne vilkår, stræben, beskæftigelse og erfaring - hvis man nu ellers skal "bedømme" dem. Med denne eller hin ISO-certificerede "intelligenstest" for moderne konkurrencemennesker kunne man derimod let gå galt i byen og gøre sådanne personer uret – rent bortset fra at så følsomme emner bedst "testes" hemmeligt ved indirekte metoder uden præstationsangst. Hvortil kommer at intelligensen ligesom kærligheden sjældent kommer når man tænker på den.

Men at Nils Ruben i tilbageblik kunne tolke sin klients reaktion som et indiskutabelt tegn på begavelse, var i sin tur ligeledes et sikkert tegn på begavelse, om end vi nu vil overlade til vore begavede og interaktive læsere at forlænge ræsonnementet ad libitum. For ej heller det var nogen præstation på kommando, men blev opfundet spontant som et nuanceret og uortodokst svar på en konkret situation. Bevares, vi giver da oftest og bør også af flere grunde give taberne sådanne handikap-points, så vi ved det godt. Og netop deraf kommer måske mobbernes frygt for "begavede tabere". For hvad kunne det dog ikke ende med, hvis de fik lidt medvind?

Ja, måske kan folk endda have en hemmelig overtro på de underdrejedes skjulte fortrin, som de officielt fornægter desto mere. Men herregud, så let er det nok heller ikke altid for de heldige: For dels slås de også indbyrdes, dels keder selv Jesus sig bravt til ovennævnte evige reception på blå timer der aldrig hører op, og hvor ejheller Marie Magdalene længere formår at drive ham til vanvid, trods viagra samt al mulig solidarisk bistand fra en bedstefaderligt utrættelig Frank Sinatra:"The lady was a tramp - og om lidt er havregrøden klar."

Så nok skal taberne have handikap-points, og af af og til kan vi såmænd også selv behøve dem - men ligefrem at give Naser Khader Modersmålsprisen var nu nok en overdrivelse: Det svarer til at give Jørn Lund Ridderkorset for hans tapre forsvar af fædrelandet - eller Nobels Fredspris for ikke at smække skaller til de andre børn på Bermudavej, trods al tænkelig spalteplads samt totalfredning til lands som til vands. Jo, jo - vi ved det godt: Her på bloggen skriver vi principielt kun ting der ville kunne blive brugt imod os - til gengæld har vi de bedste replikker.


Apropos forloren ære, forlorne tænder samt forloren hare må vi derfor sluttelig fortælle følgende anekdote. Da min bedstefader på 95 af sin husholderske uafladelig fik serveret forloren hare, af førnævnte odontologiske grunde, spurgte han til sidst en dag med en fortvivlet gestus: "Men er der da slet ingen fredningstid på forloren hare?"

BEGRAVELSE UDEN BREMSER + EN TEKSTANALYSE

BEGRAVELSE UDEN BREMSER
En besøgende ornitopat i mit svenske privatasyl for tilstrækkeligt sindslidende ansøgere spurgte mig for nylig, om min bil overhovedet besad bremser, idet jeg nemlig har udviklet en virtuos teknik til at klare mig uden. Mit sandfærdige svar lød, at da mine bremser efter et uklogt biludlån fra min side er omtrent det eneste ved bilen, der endnu er så godt som nyt, nænner jeg ikke at bruge dem uden tvingende årsager såsom statistikken over invaliderede elge på overførselsindkomst.

Det forholder sig nemlig med mine bremser ganske ligesom med de gamle svenske bondehuses dagligstue – ”finrummet” – som man nok måtte beskue andægtigt gennem en dør på klem, men ikke betræde, idet det nemlig også for husets ejere var forbeholdt den overlevendes fejring af sin ægtefælles begravelse engang i tidens fylde. Hvilket minder os om den svenske humorist Albert Engströms tegning af bonden, der på dødslejet over for lægen stønnende insisterer: ”Jag är inte dö’!” – hvortil hans mere pædagogiske end egentlig empatiske hustru utålmodigt svarer: ”Tyst med dig Gustaf – doktorn vet väl ändå bäst!”
I stil med Albert Engströms bonde kan jeg bedyre over for tvivlere, at endnu er jeg ikke blevet frataget kørekortet. Det ville nu også være upædagogisk, idet jeg først fik kørekort i fjor – for resten tillige med både digitalkamera og mobiltelefon. Kun min civilstand lader jeg dog bestå lidt endnu, for man kan jo ikke få råd til det hele på engang. Hvis min ægtefælle overlever mig, kunne hun dog på den anden siden få så lov til at arve verdens mest ubrugte bremser.

Hvad nu min omtalte bremse-filosofi angår, findes der for resten flere skoler, idet andre i den samme situation som bekendt ville henholde sig til, at det i så fald tværtimod gælder om at bruge bremserne inden de er slidt op. Men i den sag er jeg åbenbart mere på linie med hin skizofrene patient, der betroede en gammel læge of my aquaintance sin bekymring for, om han mon ved at tænke for meget risikerede at opbruge al sin intelligens på engang. Inspireret af hans økologisk forbilledlige indstilling til sine forhåbentlig endnu ikke alt for fossile ressourcer tillader vi os her at betro vor hastigt voksende læserskare, at vi lige som udviklingslandene har en betragtelig ubrugt CO2 kvote til gode efter så mange år som søjlehelgener; så der er intet at komme efter her, folkens.

Og dog, og dog… Hør engang: En bekendt af mig fra de hårde naturvidenskaber sagde for nylig, at han kraftigt betvivler al drømmetolkning og snarere hælder til at betragte drømmene som en art hjerneaffald. Nuvel, forleden nat vågnede jeg hele to gange i den største oprevethed efter at have drømt at have begået mord – i det ene tilfælde endda på en repræsentant for ordensmagten. Hvad ville vor sorgløst rationelle ”Homo Faber” mon sige til sådanne drømme? Mon dog ikke han alligevel ville foreslå, at jeg måske bekymrer mig for meget – eller snarere for lidt – om de bremser? Hertil er imidlertid at sige, at mine drømme nu ingenlunde handlede om uagtsomt manddrab, endsige fældede tårer desårsags… Ja, dette blot for at antyde at sund videnskabelig metode af og til meget vel lader sig overføre til drømmetydningens verden.

Nå, hvis vi til sidst skal have et helt normalt apropos næsten uden ”ad hoc” karakter, så lad os nævne, at vi forleden i et ældre nummer af Illustreret Videnskab faldt over en artikel om forskning i kreativitet. Ikke det mindste overraskende for denne husstand viser undersøgelser, at de få dokumenteret kreative blandt en bunke dygtige forsøgsstudenter på Harvard forenede en association belastet af forstyrrende og uaktuelle efterklange med den fornødne fornuft og vilje til dog at opfinde en slags orden i menageriet.
I Storm P.' s monolog fra galeanstalten kaldes syndromet "sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke". Nå, men efter forsøget blev de kriminelle studenter velsagtens relegeret i hast og tavshed. Ja, hvem ved – måske var nævnte videnskabelige forsøg i virkeligheden blot ordensmagtens kreative påskud for denne udskillelse af de formastelige...

Men omvendt belyser nævnte forsøg også, hvorfor vor uundværlige prügelknabe ”etablissementet” ofte er så lumsk kedeligt, trods megen forstand: Alt det som med omhu fejes ind under gulvtæppet, gør nemlig uvægerlig både sprog, billeddannelse og tanke blege og forarmede: For når folk er urokkeligt stædige som æsler, straffes de med at blive ufrugtbare som – muldyr! ”For vi indrømmer intet og giver absolut ikke ved dørene – det kan vi godt fortælle Dem! Og hvis De i øvrigt nu vil have os undskyldt, kalder desværre tvingende gøremål, som … – ja, med mindre De da skulle havde mere på hjerte end bemeldte sag, hvor vi som sagt ikke ser os i stand til at imødekomme de ubeherskede fordringer, som Deres noget rodede fremstilling lader skinne igennem.”

Kort sagt: Snarere end at særligt ”middelmådige” mennesker med Henrik Ibsens ord bliver livsløgnere, så formår alle livsløgnene måske at forvandle selv velbegavede mennesker til middelmådigheder. For på de fleste felter er langt de fleste af os indrømmet kun middelgode - men det gør os ikke til middelmådigheder.

Nå, men apropos kreativitet vil alle liberale guruer hævde, at kreativiteten fremmes af den fri entreprise. Nuvel, for vor egen del forholder det sig nu tværtimod sådan, at når vi skriver uden særlig hyppige, endsige særlig store vederlag, så tvinges vi dermed til at skrive desto bedre: For hvis man end ikke havde nogen privat fornøjelse af det, så skulle pokker skrive på de vilkår! Men mod økonomisk kompensation kan man derimod godt overtales til at begå anderledes trivielle ting – til glæde for hvem dette måtte vedrøre udover en håndfuld førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen, placerede i herostratisk uheldige aftægtsstillinger.

Men bare rolig, heldigvis forholder det sig hermed som med at køre bil: Litteraten Søren Vinterberg betroede mig således for nylig, at næst efter kjerlighedens gerninger var hans ligeledes sent erhvervede kørekort hans mest ufejlbarlige kilde til elementær livsglæde. Men hertil tør vi heldigvis også føje aldeles uplanlagte skriverier helt uden borgerligt perspektiv, begåede så at sige in fragrante og on location efter nogle strøtankers og spontane indfalds hastige indbyrdes rådslagning uden hverken dagsorden eller ordstyrer.

ANALYSE af ”BEGRAVELSE UDEN BREMSER”

Vi analyserer normalt ikke selvorganiserede teksters sindrige logik, lige så lidt som vi analyserer humor; men i dag vil vi gøre en undtagelse og begive os på en stringent opdagelsesrejse, der forholder sig kontrapunktisk til analysens genstand, på samme måde som en psykoanalyse forholder sig til det liv der analyseres. Forskellen er dog at hvor psykoanalysen tilsigter at ændre det levede liv til det bedre, så resulterer den litterære analyse i den aha-oplevelse at alt ved en art guddommeligt forsyn befinder sig i den smukkeste orden. Tekstens dramatiske ”eksposition” eller præsentation sker i form af oplysningen om vort (u)lovlig sære forhold til brug af bilbremserne. Herfra associeres så til den gamle svenske bondetradition med ikke at bruge den fine stue til hverdag – hvilket overdrives til at den ligefrem er forbeholdt den overlevendes begravelse af sin ægtefælle. Dette er nu anledning til en egentlig digression hinsides illustration af bremse-temaet: nemlig til Albert Engströms tegning af en bonde, der på dødslejet insisterer på at han endnu er i live. Digressionen er dog motiveret ved at den motivmæssigt har dramatiske og stærke ligheder med vore overdrevne ord om svenske bønders sakrale ”fin-rum”. Selv om det er en digression fra temaet min påholdende brug af bremser, så er det derfor en så at sige ”væsentlig digression”, hvor paradoksalt det end lyder: For den knytter an til de markante og morbide træk i vor umiddelbart foregående analogi til illustration af princippet bag vor bremsefilosofi – uden dog som denne analogi at knytte an til selve bremsefilosofien. Fra vor ”væsentlige digression” om Albert Engström foretager vi nu en ny digression ved at fortælle, at i stil med bondens benægtelse af at være død endnu kan også vi endnu nægte at have mistet kørekortet som følge af vor bremsefilosofi. Hvad der her sker, er således at en digression til digressionen omtrent ligesom ”to gange minus giver plus” bringer os lukt tilbage til hovedtemaet om vor bilkørsel. Dermed er den første digression blevet fuldstændigt legitimeret. Således opmuntrede begiver vi os derfor straks til en digression herfra om, at fratagelse af kørekortet ville være synd, da jeg lige har fået det, for resten tillige med digitalkamera og mobiltelefon, om end endnu ikke en hustru – som ellers i tilfælde af min død (en type situation som nu kan anses for et hævdvundent sidetema) ville arve verdens mest ubrugte bremser. Denne udskejelse foretager faktisk ganske samme bevægelse eller figur som vi så ovenfor, idet digressionens digression jo også denne gang bringer os tilbage til hovedsporet: vore ubrugte bremser. Derefter går vi nu helt reglementeret videre ved at beskrive dels den stik modsatte og anderledes velkendte filosofi at spinde før garnet slipper op, dels et autentisk modstykke til vor egen filosofi i form af en skizofren patients lige så barokke princip om at spare på sin intelligens. Men herfra gør vi så atter en digression i kraft af analogi til det at spare på de fossile ressourcer – som jeg nemlig i min egenskab af nybleven bilist forbruger, hvor meget jeg end sparer på bremserne. Denne hensynsløshed forsvares dog dernæst med, at jeg modsat de fleste har en stor ubrugt CO2 kvote til gode og derfor er ret uskyldig. Denne digressions tema om skyld handler ikke om for lidt brug af bremser, men om for meget brug af benzin. Snarere end som en ægte digression kunne den således betragtes som en legitim udvidelse af temaet ulovlig bremsebrug til umoralsk bilkørsel generelt. Vor påstand om egen uskyld forfølges imidlertid straks efter i form af den indrømmelse, at vi i nogle nylige drømme tværtimod har været særdeles skyldige, nemlig i mord på ordensmagten – trods en meget rationel bekendts erklærede mistro til drømmetydning. Vi er dermed endt i en vild, men alligevel i princippet ”væsentlig” digression”, idet vi nemlig endnu engang har generaliseret temaet: fra umoralsk bilbrug til ulovlighed overhovedet. Det er derfor meget konsekvent, at vi her drejer brat af og forlader bremserne helt for åbenlyst og erklæret at kaste os ud i ”en digression helt uden ad hoc karakter”. Vi fortæller nemlig nu om den amerikanske undersøgelse af kreative sind. Umiddelbart set et hop helt væk fra vort tema ved en brutal digression – men netop fordi vor diskurs har været fuld af sindrige digressioner, så er undersøgelsen omkring kreativitet blevet uhyre vedkommende som et yderst nærliggende apropos til forløbet af den historie, som vi trods sidespor netop har fortalt til ende. Altså er det hvad vi ovenfor lidt paradoksalt kaldte ”en væsentlig digression”. Kreativitet i forbindelse med tekster bliver dermed det nye, men dog af alt det foregående motiverede tema, idet bremsetemaet jo er færdigbehandlet. Vi bruger derfor den amerikanske undersøgelse til at belyse ”etablissementets” u-kreative kedsommelighed – idet vi ved at vende op og ned på Ibsens velkendte ord om livsløgnen angiver denne som ødelæggende for kreativiteten. Dette illustrerer vi med en fiktiv – men i sig selv håbløst fantasiforladt – redaktionel afvisning af en tekst – hvem ved, muligvis endda selve vor egen tekst. Herfra associeres nu til de liberalister og erklærede tilhængere af kreativitet, der omvendt bekender sig til det frie marked som kreativitetens forløser. Dette budskab er væsentligt for vort nye tema litterær kreativitet og er således ingen digression. Vi dementerer dog straks liberalisternes glade budskab ved at fremhæve vort eget modeksempel: Når vi nemlig selv skriver uden betaling, tvinges vi til at skrive så meget bedre at arbejdet bærer lønnen i sig selv – hvorimod vi omvendt mod betaling kan skrive så trivielt, at selv førtidspensionerede lærere fra Journalisthøjskolen kan bifalde det. Herefter springer vi så til finalens gordiske hug, der nemlig forbinder vort første tema om bilkørsel med det nye tema kreativ skrivekunst. Vi beroliger nemlig de læsere der måtte frygte, at vi mod betaling kunne falde til patten, ved at fortælle følgende: At ganske ligesom litteraten Søren Vinterberg har fortalt os, at hans ligeledes sent erhvervede kørekort er ham en vedvarende kilde til fornøjelse – således er vore aldeles uborgerlige skriverier os selv til vedblivende moro. Tillad os sluttelig at fortælle, at vor analyse af ”Begravelse uden bremser” nu fylder mere end den tekst som vi analyserer. Dette bør imidlertid ikke overraske, for det beror på at alle bemeldte teksts mange ”ubevidste” vejvalg og disses begrundelser netop kun fremgår intuitivt – samt indirekte ved en fokuseret analyse, der jo netop ikke er indeholdt i selve teksten. At analysen i dette tilfælde foretages af forfatteren selv, borger yderligere for dens sandfærdighed – men især viser det at tilsyneladende vilde associationer kan styres af en art intuitivt ”over-jeg”, der som tekstens forsyn sørger for at alt ender godt. Et forsyn, der også formår undtagelsesvis at træde frem in natura ved at meddele sig direkte til sit udvalgte folk gennem lovens tavler.
En Gud bør dog ikke reklamere for sig selv, så det skal ikke blive en vane. Da mit efternavn ville være ypperligt for en forretningsmand, burde jeg derfor sælge det til en person med bedre forretningstalent end mit. Men hvis jeg virkelig formår at slå en så indbringende handel af, må jeg alligevel være så meget forretningsmand, at jeg tværtimod bør aflyse handlen og beholde navnet. Uden forretningstalent vil det på den anden side heller ikke lykkes mig at sælge det - så vi ser atter, at modsætningerne mellem åndens tabere og vindere - mellem rodemesteren og troens ridder - er uskelnelige i praksis . Ganske ligesom Kierkegaard indrømmer at Abraham til forveksling ligner monstret fra Tyskland, der ligeledes ofrede sine egne børn til sin dæmon. Åhja, for også Gud kan undertiden være svær at skelne fra en dæmon.

SYNDER OG SKRIFTEMÅL DEL I og DEL II

STORE OG SMÅ SYNDER SAMT ET SKRIFTEMÅL I-II

I.
”Høg over høg” gælder ikke kun i detektivfilmene. Som alle forbrydere anser jeg mig i min gode ret til af og til at kompensere for tilværelsens uretfærdighed, idet jeg nok skulle være mand for at skelne lov fra moral. Således tager jeg mig i lokale ICA-forretning undertiden den frihed ambulant og uanmeldt at ISO-certificere kvaliteten af forretningens jordnødder i løsvægt: For med løsvægt kan der jo let snydes med udløbsdatoen.
Jeg har gjort det flere gange før, men sidste gang undrede det mig, at den unge mand i kassen ikke automatisk gav mig kvitteringen for mine indkøb, selv om jeg naturligvis aldrig kigger på kvitteringer. Men min intuition havde ret: På regningen figurerede nemlig et rundstykke, som må være hentet i kantinen til Borges’ apokryfe bibliotek over aldrig skrevne bøger. Men jeg protesterede ikke: For ved at påtale én urigtighed ville jeg dermed automatisk invitere til en anden og værre påtale, der tilmed ville afsløre min egen anklage som hykleri af værste skuffe.

Det minder mig om min autentiske yndlingsanekdote, hvor den polsk-jødiske skrædder Einhorn i ghettoen stilles følgende drilske spørgsmål af sine stamkunder de lapsede naziofficerer, som hidtil har skånet ham og hans familie grundet hans uundværlighed: ”Sig os nu, Hr. Einhorn, hvordan De tror det vil gå Tyskland i vor store krig?” Der blev dødstille, men så faldt svaret: ”Goethes og Schillers Tyskland vil altid bestå…”

Normalt analyserer jeg aldrig humor, men her lyder min analyse undtagelsesvis: At hvis naziofficererne havde indskærpet at det nu var Hitlers Tyskland og ikke Goethes og Schillers Tyskland, de havde spurgt til, så ville de dermed retorisk set have indrømmet at Hitlers og verdenslitteraturens Tyskland var to meget forskellige ting. Dette baghold fornemmede de åbenbart instinktivt, og derfor spurgte de ikke videre, men trak blot overbærende på skuldrene og skred.

Af lignende grunde holdt jeg klogelig bøtte med Borges’ apokryfe rundstykke, selv om den unge mand i kassen ellers virkede en smule våd bag ørerne. Han er givetvis blevet instrueret af ejeren, fordi mange af egnens lokale småforbrydere åbenbart er lige så opfindsomme talmudister i deres retstolkning som jeg selv.

Sagen er imidlertid den, at det ville være uprofessionelt at tage en stamkunde med bukserne nede: Kunden ville formodentlig af skam aldrig mere sætte sine ben i den forretning og ville tilmed på bundnormale og hæderlige gennemsnitspsykopaters vis opdigte et forargelsens påskud, der ville stille købmanden i skammekrogen og i tidens løb beløbe sig til en formelig mytologi, og med skammen som det hemmelige brændstof.
Dette har forretningens ejer utvivlsomt anet; og han stiller endda ikke engang jordnøddeskuffen synligt op ved siden af kassen – for den lille anonyme folkesport tiltrækker måske ligefrem mange kunder, der til gengæld helt glemmer at sammenligne forretningens prisniveau med konkurrenternes. Men smålig som han åbenbart er, har indehaveren dog instrueret sine ekspedienter i også at tage sig kontant betalt ved hjælp af nævnte lille trick.

Den unge mand i kassen formår næppe at ”tolke” tricket i dette ords musikalske forstand og har kun lært at spille mekanisk fra bladet. Derfor ville han sikkert klokke i det, hvis en kunde lod sin umiddelbare forargelse og princippet om kundens ret løbe af med sig: Den unge mand ville da straks påpege kundens egen forbrydelse og dermed skræmme ham eller hende bort.

Ejeren selv ville derimod i den situation finde på noget mere underfundigt i form af et Sokratisk modspørgsmål såsom: ”Åh-ja, De har ganske ret i at her må være begået en fejl – men hvem af os kan sige sig helt fri for den slags små og i grunden harmløse urigtigheder?” Nuvel, den situation opstår slet ikke, for enhver initiativrig kunde fornemmer ganske som naziofficererne ovenfor, at her er tale om en fælde, der må omgås med varsomhed.

Og hvad har nu alt dette med vor blog at gøre? En hel del: Ganske som vor blog ikke er mindre eksemplarisk end den officielle litteratur, gælder at vort lille moralske optrin i det neutrale Sveriges landhandel i princippet er af samme filosofiske karat som skrædderen Einhorns anderledes rystende oplevelse i den polske ghetto. Det store gentager sig i det små – men hvis selve denne sandhed nu kun anerkendes, når den siges på 100 gravalvorlige sider, men ikke når den udtrykkes i kortform, så afslører det endnu engang verdens bornerte udvendighed i dens komplet mekaniske overtagelse af vedtagne sandheder. Og dette er en ret demoraliserende opdagelse: For den fører let til det spørgsmål, om mennesker overhovedet lærer noget af verdenslitteraturen – som det jo påstås, og da især af dem, der mest bruger verdenslitteraturen som inspiration til indbyrdes skåltaler.

Vor lille anekdote belyser også bloggens genre derved, at sådanne uforudsete hændelser forklarer, hvorfor så mange lovede og færdiggjorte ting til bloggen må ligge på kø – idet vi nemlig som andre nyhedsredaktioner principielt altid giver første prioritet til helt aktuelt stof lige før dead- line. Alternativet ville være at forøge enten udgivelseshyppigheden eller stofmængden – men dette ad hoc brud på begrænsningens tvingende form samt formens tvingende begrænsning ville svare til, hvis en rimdigter i nød slækkede på rimkravet for alle få sine pointer med.

NUVEL – men hvad læser og oplever man så selv heroppe? Hans Otto Jørgensens fornemme slægtstrilogi ”Ida og Axel” med den vordende forfatter som det sarteste og dekadente skud på det Budenbrook’ske stamtræ i livets hårde skole. Ingen opblæst ”litteraturdebat”, men derimod respekt for virkeligheden – både den historiske samfundsvirkelighed og sjælenes, tvivlens og fortvivlelsens sprogløse dybder under generationernes skiften fra mellemkrigstiden til nu i det Limfjordske med verdenskrige, månelandinger, Otto Leisner og Stones samt kriser, Glistrup og Elleman, EU-støtte og overbebelåning, med vejrlig, maskiner samt landbrugstekniske og – botaniske realia, som vi ikke kender, og som må stå til troende – men de er virkelige, ja måske endnu mere virkelige end den forfatterskole som selv samme sympatiske Jørgensen nu er rektor for.

Virkelighedsgrundlaget kan vi ikke tjekke, og eventuelle fejl gør derfor intet – hyldesten til virkeligheden, selve bevidstheden om dens realitet som dimension er lige som ved historiens teorier om fortidens virkelighed det afgørende. Hvilken rolle spiller det således om det var neanderthalerne der først opfandt talen eller golfsporten? Opfundet blev golfen i hvert fald, og siden har verden ikke været den samme.

Men bordet fanger, for hvis vi således siger, at sandheden om virkeligheden i grunden er underordnet, så fratager vi jo atter virkeligheden dens førsteplads i vor fantasi. Således beskrives i Jørgensens bog et træk af kanadagæs – men på et historisk tidspunkt hvor denne larmende amerikanske indvandrer endnu ikke havde etableret sig hertillands. Den lille fejl gør imidlertid kun noget, hvis man ved det – men på den anden side: Hvis man alligevel ved det, så gør det jo heller ikke noget.

Genlæser også Paulo Coelho’s ”Pilgrimsrejsen” om hans oplevelse af pilgrimsruten i Pyrenæerne. Magi og guruer må stå til troende. Stor visdom, noget af den dog temmelig rituel, men oplevet i en autentisk sammenhæng. Opbyggeligt som erfaring, men måske ikke ”kunst”, for kunsten lader læseren se og sande selv – skønt det jo er fup – og opererer ikke med autoritative guruer, de være nu nok så ydmyge og vise. Men igen, alt skal ikke være kunst, for der skal også være plads til kanadagæs – de være nu virkelige eller indbildte.

Og hvad oplever vi selv? Den krydrede duft i morgensolen af fjorårets optøende lyngtæppe minder os om at vi dog lever, og at alt atter er nyt: Ville vi måske bytte vor sundhed og førlighed med berømmelsens og den officielle misundelses privilegium, for ikke at tale om respekten fra dem som vi selv efterhånden har lidt vanskeligt ved at respektere menneskeligt?
Og den store tornskade yngler åbenbart, skønt den egentlig hører til langt højere nordpå. Taigaens tretåede spætte ligeså, men den er sikkert blevet lokket ned af de seneste års vældige mængder af stormfældet og barkbille-befængt granskov. Ingen af de to ”rariteter” er spor truede globalt, men der er jo altid en udbredelsesgrænse – og sådanne lokale ”sensationer” giver derfor et kick, især når man oplever dem som cicerone og chauffør for en taknemmelig gæst. Traner og skogrende urkokke er dog flottere og præger landskabet med deres inciterende lydtæppe af vild uskyld.

II. EN SYNDERS SKRIFTEMÅL
Trods en håndfuld ting på kø vinder øjeblikkets inspiration altid over lageret – for da slet ikke at nævne hovedstolen, der ligesom pagtens ark måske er bedst ikke at se; og da især hvis den fantasifulde Erik van Däniken skulle have ret i, at pagtens ark i virkeligheden var en kraftig elektrisk akkumulator. Dennes styrke skal nemlig lige hos magtens grå eminenser måles på det kraftfelt hvormed den animerer ubetydelige småting til at opføre en formelig shaman-dans uden meget større vederlag end det, som bloggere med reklameindslag tør opføre på deres selvangivelse.

Akkumulatoren selv er derimod næppe et charmerende syn, og at berøre den er livsfarligt. Dette med den kraftige akkumulator minder os om de venlige sjæle, der undertiden har rådet os til at skrive en doktordisputats. En anden ven foreslog os ligeledes engang at søge en opslået stilling som plantagebestyrer i Malaysia, ihukommende vor interesse for skov… Ja, lad os for Guds skyld få domesticeret og normaliseret den akkumulator til ukendelighed, inden den laver flere ulykker på vor forfængelighed! Elektrochok ville dog i så fald være en langt mere kongenial og værdig straf, ligesom da de ærekære nazispidser i Nürnberg til sidst forgæves ansøgte om at blive skudt som rigtige soldater.

Nuvel; vi nævnte ovenfor ordet ”selvangivelse” apropos vore små annonceindtægter; men man bør nu vogte sig for at angive sig selv. For som mange andre smukke gerninger bliver det ikke skrevet på plussiden som en selvstændig akt, idet verden alene noterer den synd man indrømmer – og som den altid i næste åndedrag selv mener at have ”afsløret” – ganske som når efterforskningens chef på film altid tager æren for det geniale detektivarbejde.

Men i vort forrige indslag (del I) indrømmede vi jo netop en harmløs kleptoman side, der bragte os vidt omkring, snarere end bag lås og slå. Men hvad skyldes nu den slags fjollerier? Svaret er vel at vi lige som hendes majestæt salig Dronning Ingrid og andre trælbundne husmødre ønsker at have magt over nogle symbolske småting i vort liv for rent undtagelsesvis at føle at det er os der narrer verden. Men rent bortset fra det uretfærdige i således at lade hæderlige næringsdrivende betale for svindlernes overgreb – for også de snydes jo til stadighed i både privat og offentligt regi – så er sådanne overspringshandlinger imidlertid en ren foræring til de sande svindleres bekvemme selvbedrag. For ombyttede roller er en aldrig svigtende rekvisit i såvel uhelbredelig psykopati som uhelbredelig normalitet.

Nuvel, også humoren kunne anses for en sådan symbolsk sejr over verden og magten. Ikke desto mindre har den høj status, for i henhold til spørgeundersøgelser anser de fleste mennesker sig for værende i besiddelse af mere humor end gennemsnittet: De magtesløse velsagtens fordi de ligesom vi ser deres snit til hos købmanden at overtage hvad de store levnede eller glemte i forbifarten – for magten har sjældent humor. Magtens folk velsagtens fordi de vil have det hele, nu de alligevel er i gang, og fordi de åbenbart mener, at der – med Klaus Rifbjergs ord – skal talent til at være ondskabsfuld.

Men var vor egen lille kleptomane øvelse nu også ondskabsfuld? Måske, for den lod os associere videre til den store sokratiske humor hos en jødisk skrædder i den polske ghetto – og den slags huer ikke magten, med mindre den da med sin sædvanlige frejdige ubevidsthed indbilder sig at være på kollegial omgangshøjde med skrædderen, der heldigvis for længst er død, og som man derfor godt tør anerkende.

Men magten scorer modsat skrædderen altid de billigste tricks efter den mindste modstands lov, hvorimod den sande humor efter den største modstands lov altid tvinges til at springe over hvor gærdet er højest. Åh-ja, for hvis vi nu gjorde en helgenagtig dyd ud af denne nødvendighed, ville også vi jo dermed hoppe over hvor gærdet er lavest: Og det nægter vi af lutter ærekærhed: For vi vil ikke være i klub med hvem som helst. Ikke blot er den sande humor således næsten altid over bæltestedet – den holder sig endda i reglen over den højde hvor hovedet hos de magtfulde ofte synes at befinde sig.

Og lykkes det således undertiden alligevel humoren at gå under bæltestedet, er det kun for at vise, at den slags kunne den såmænd også gøre med venstre hånd på en dårlig dag. Men det er sjældent noget at prale med – og som sagt ville det være højst uklogt at angive det i sine skriftemål til øvrigheden: Thi det anses for en uigendrivelig logisk følgeslutning, at hvis nogen volder os ærgrelse og ubehag, så må den pågældende holdes for et ondskabsfuldt menneske.

TROLDFJELDET IGEN

I Thomas Manns "Troldfjeldet" fra 1924 beriger synet af en sejlende kongeørn alpe-sanatoriets årlige sommerudflugt med et uforglemmeligt stemningsløft, takket være Settembrinis belærende foredrag om den stolte fugl. I vore dage yngler en håndfuld par i det hyggelige Skåne, hvor en bekendt af mig har et hus. Han observerer fra sine vinduer langt mere forskelligartet liv, herunder diverse rovfugle i den mindre afdeling, end jeg selv i mine forskellige tilhold længere mod nord. Den landskabelige variation med en mosaik af varieret og overvejende selvsået bondeskov, enge og mindre marker i et kludetæppe minder om Danmark før udskiftningen og Fredsskovforordningen af 1805 – der satte skarpe skel mellem skov og græsningsland til de altædende drøvtyggere. Charmerende og biologisk rigt på nicher til forskellig brug såsom føde, redebygning og beskyttelse.
Men når jeg ankommer til mine taigalandskaber med store højmosevidder en breddegrad længere mod nord i tjurens, urfuglens og nu også ørnens rige, falder mit hjerte dog på en anden storladen måde til ro. En højtidelig og dog hjemlig uendelighed under tilbørligt ensomme, men dog ret komfortable forhold. Derfra ser jeg ganske som "Troldfjeldet"s patienter medlidende ned på egne og andres indbyrdes pinsler i det hjemlige fladlands selvvigtighed og ørkesløst snakkesalige geskæftighed. Men hvorfor kan jeg ikke tage denne højhed med mig tilbage fra yogiens bjerghule, men pines hver gang atter af angst, verdslig forlegenhed, fortrædeligheder og manipulation under alle hånde venskabelige og civiliserede former – alt sammen grundet et tilbagefald til socialitetens narkotiske afhængighed og ugudelige spild af tid og kraft.
Og dog er dette angivelig livet og realiteten, mens det andet og større er en konfliktsky og evigt udsættende flugt, sammenlignelig med sanatoriets gnostiske renheds-, åndeligheds- og dødekult. Noget endegyldigt svar findes dog ikke, for oplevelsen er på ingen måde illusorisk i henseende til psykisk kraft, livsmod og sjælelig fattethed. Noget har dog at gøre med, at jeg ikke ernærer mig og derved får total livssammenhæng fra bjerghulen: Min materielle selvopretholdelse, som muliggør sanatoriets hellige fred, henter jeg jo fortsat i "de dødes rige", og derfor er jeg afhængig af dette, omtrent ligesom folk der lever på lånt tid og lånte penge – alle større og smukkere grunde såsom rødder, venner og familie ikke at forglemme.

Ja, for uden den hjemlige dimensions modpol og base ville freden i sanatoriet måske – selv i tilfælde af en standsmæssigt generøs førtidspensionering – miste sin egen hjemlighed og blive til åndelig dvale, menneskeligt henfald og pirreligt afstumpet kuvøsefred: Nirvana. Men når jeg tillige gør nytte ved at rydde invaderende granplanter på hellige steder, forsvinder alle tømmermænd – selv om ej heller disse bedrifter tåler omtale på hjemlige værtshuse, og da slet ikke ud på de blå timer. Nuvel, fra Kierkegaard ved vi jo godt at "troens ridder" grangiveligt ligner en rodemester og mindst af alt en Kierkegaard-ekspert – så det er vel som det skal være. Min trøst er da denne logiske følgeslutning: At hvis "troens ridder" til forveksling ligner en rodemester, så må jeg til forveksling ligne troens ridder.

For mange af mine bedste ting i årenes løb er blevet til her, idet afstanden, uafhængigheden og den lidt beskyttede medlidenhedsposition (begge veje…), er betingende for ørneblikkets uforpligtende frihed for enhver art tvangsindlagthed. Det er for resten ganske normalt at folk beskytter deres arbejdsprocesser mod socialitetens illusion om, at alle kan snakke ligeberettiget med – for hvis kreti og pleti skal give maleren, komponisten, politikeren og forfatteren gode fiduser, løber de snart om hjørner med hans eller hendes indre gyroskop, netop fordi denne "von-hören-sagen" tit kan have nogen ret – men blot ikke den rette sandhed.

Og i henhold til C.G. Jung gælder allerede hos de vilde, at evnen til at holde på en indviet hemmelighed såsom et mantra manifesterer individets spirende differentiering: For selv om hemmelighedskræmmeri ikke i sig selv giver noget indhold, indebærer det dog en adskillelse. Godt set, for denne adskillelse er nok nødvendig for at forestille sig, at der kunne findes andet og mere end det kollektivt givne – ja, at noget af dette måske ligefrem kunne være forkert.
Vor tids stamme-virkelighed er således massemedierne. Mange kultiverede ug-drenge og flinkepiger i over-Danmark er ikke nået til "de indviede" vildes stadium, men er herligt ubevidste reflekser af den herskende mening: Holberg var stor, fordi alle anerkendte autoriteter er enige om at han var stor. Van Gogh og Per Kirkebye er også store – spørg selv Johannes Riis og Jørn Lund: Og lad os for en ordens skyld tilføje at de to ydermere garanterer for hinanden, og at den ene er professor i at tale og skrive på en gang korrekt og frækt, på en gang protektionistisk og kulturradikalt – om dette end i uindviede øren lyder som cirklens kvadratur. Javel – men man bliver jo heller ikke professor for ingenting.

Men hvad så med Storm P.? "Åh, her må vi nok gå sammen før vi voterer om hans sande status; man mente jo engang at han var stor, men gælder det nu også i vore dage? For de dér opfindelser var jo ret beset noget pjat, hans tidlige malerier minder lovlig meget om Edvard Munch – og morsom? Det er han med forlov ikke ene om at være: Således har vi personligt ikke uden held holdt adskillige muntre skåltaler, som kun beskedenhed har afholdt os fra siden at nedskrive. Storm P. er da heller ikke nævnt i de seneste lurmærkede danske litteraturhistorier, og det er intet godt tegn. Vi i udvalget kan derfor på forhånd intet love, men alle kan jo heller ikke være med i vor kultur-kanon – for slet ikke at nævne "Den Blå Bog", som er endnu finere: Tillad os for resten at nævne at vi selv er omtalt sammesteds.

Angående eksklusivitet skal en verdenskendt filosof, hvis navn vi har glemt, have udtalt: "Hvis slet ingen var udenfor, ville der ikke længere være noget ved at være inden for." Han havde mere ret, end han selv anede: Tillad os nemlig at nævne, at han modsat os selv ikke er nævnt i "Den Blå Bog". Ak-ja, nogle mennesker ødelægger med omhu alt for sig selv ved deres tankeløse åbenmundethed."

Kort sagt er eremitten den arketypiske individualist og de indviede vilde hans forløber (for de indvies jo i kollektive manddomsriter osv.). Men pligtskyldig dum finish såsom "forord" og "indledning" og rutineeftersyn af for længst fuldendte ting er også i eksilet eremitten en umulighed: Heroppe, fordi det forekommer åndløst jobcenter-agtigt, samt fordi vi her vitterlig langt hellere vil beskæftige os med andet end vort eget, bortset fra hvad vi eventuelt måtte koncipere her og nu; derhjemme, fordi vi dér belemres med slavens, fæstebondens og lavkastens kroniske pine over, at hvad de end gør, vil det nok blive enten konfiskeret, plagieret eller ignoreret.

Forestil jer, at I havde fundet ægte diamanter, men at ingen ville kendes ved dem, hvis ikke de var sat på en halskæde. Alene det ville fratage jer enhver lyst til at sætte perlerne på den dumme kæde, for det kan ethvert fæ jo gøre på bestilling. "S’excuse c’est s’accuse". Pardon my French: Skal det indlysende uskyldige og berettigede nu legitimere sig selv i dumme forord, og skal vi da lyse på en lampe for at se om den er tændt?
Forord og skåltaler er ligesom at rydde op: Venter i gæster, skal I nok få det gjort – men sådan at rydde op helt abstrakt og uopfordret er jo et dødsdømt projekt. Selv om vi jo godt ved, at har vi ikke ryddet op in the first place, orker vi sjældent at invitere de gæster… Nå, men så slipper vi da for opvasken.

Heroppe fra ser vi den sociale selvopretholdelses sjælelige dødekult som noget for længst overstået og småligt selvsmagende, for Livingstone hverken ønskede eller fortjente de sortes anerkendelse som "Afrikas udforsker" – derhjemme ser vi tværtimod kroniske hængepartier i ovennævnte latterlige småting. Hertil kommer at gøremål således inficerede med ulyst mister al deres attraktionsværdi og bliver til noget i filosofisk forstand "negativt": dvs. noget man i givet fald burde gøre alene for at få det overstået og overvundet, inden det udvikler sig til et kronisk dilemma med psykotiske undertoner, forstærkede af heppe-råbene fra ungdommen der sorgløst stormer erobrende frem på kommunalt oplyste kondistier – som altid i den tro at de som de første besejler den grågrumsede Limpopo-flod til Nilens kilder.

Pædagogens salomoniske overlevelsestrick ville være at "gøre sin pligt" fordi det modsatte ville være synd for verden – af en naiv følelse af egen betydning og pligt til at forvalte sine gaver til alles bedste. Om ikke andet fordi det vitterlig er mere opbyggelig for alle parter end at lade stå til og herunder opbygge en uforsonlig mistro mod verden, hvis inderste ønsker man dog ikke var tvunget til at adlyde – omtrent som når jøderne lod sig slagte helt uden modstand i den dunkle tro, at de åbenbart nu atter havde pådraget sig Herrens velbegrundede vrede.

MUHAMMEDS BLOG TIL HJERNEVASK

En bekendt af mig havde glemt at tage sin mobiltelefon ud af bukselommerne, inden han sendte bukserne til vask. Af skade bliver man klog, konkluderede han stoisk – hvortil jeg over min drink føjede: " – med mindre det er en hjerneskade". Det forhold at hverken jeg selv eller nogen andre jeg kender, før har fået denne latterligt indlysende association, kunne bekræfte det med hjerneskaden. Men til gengæld bør det forbedre alkoholens renommé i så henseende, for det at tiøren omsider falder, er dog et livstegn.
En vis cerebral løsagtighed må der nemlig til, for hjernen fungerer sjældent, undtagen hos de mageløse skadefugle – og da slet ikke under tvang. Det er måske derfor at kun ret få ordentlige skribenter kan få sig selv til at skrive uopfordrede forord og indledninger, introduktionsskrivelser og ansøgninger – til held for andre skribenter samt for alle de der tror de kan skrive, just fordi de er mestre i at skrive overbevisende ansøgninger.
I de overskudstilstande hvor vi let med venstre hånd kunne skrive disse dumme ting, er det os aldeles umuligt at gide – for i nævnte tilstande har vi aldeles overvundet vor infantile afhængighed af andres "godkendelse". Der behöves jo intet ekstra spotlys for at se, om en lampe er tändt. Men i de begrædelige verdslige tilstande, hvor vi døjer under nævnte nødvendighed, er det os omvendt en umulighed at overvinde ulysten og foregribelsen af den massive modstand på alle niveauer, som jo ingen argumenter alligevel formår at ophæve.

Det minder ganske om det forhold at de typer, der formår og sågar elsker at anbefale sig selv, meget sjældent er de rette. Hvorimod de rette omvendt ofte kvier sig ved med ydre midler, som alle og enhver jo kan præstere lige så godt, og som derfor intet beviser, at appellere til verdens gunst og – med Blixens ord – dagens notering: For alt det banale der skal til for at komme i høj kurs, formår jo oftest kun de falske Dimitrij’er – man skal nemlig elske det for at kunne gøre det vindende og overbevisende, for det hele handler jo om at vinde verdens sympati. Og verdens instinkt i så henseende er desværre såre veludviklet.
De rette glimrer derfor ofte ved deres fravær – ganske ligesom de filosoffer der i henhold til Platon, skulle være de ypperste til at regere riget, flygter fra den høje opgave med den selv samme blufærdighed som den, hvormed de gamle profeter i reglen undslog sig for den guddommelige udvælgelses kors.
Men på den anden side: Nogle af de profeter der ikke undslog sig, har måske gjort verden mere skade end gavn og ønsker rettelig ikke at blive afbildet på politiets efterlysningsplakater. Og nogle af de filosoffer der ligeledes ikke undslog sig, men engagerede sig i verdens forbedring, havde høfligt sagt ikke nær så meget held som de havde forstand.
Derimod er der vel grænser for hvilke skader en blog som vor formår at udrette. Heraf kan vi nok slutte, at såfremt Herren i sin tid havde forsynet Muhammed med en blog i stedet for at forsøge at tale ham til fornuft, kunne mangen misære have været undgået. Men morsomt har det været - og altid blogspecifikt i henhold til vor genres tidligere beskrevne poetik.

THOMAS MANN, BORGES OG BORGE

FRA DOKTOR FAUSTUS OG THOMAS MANN TIL BORGE OG BORGES

Vort givtige samarbejde med reklamebranchen bør fejres med generøsitet. De kendte er langt fra alle af lave, og om lidt skal vi endda rose en enkelt. Men selv om Lars Bukdahl er lovlig rabiat, får han stadig oftere ret. ”De kendte” kompenserer nu for både cyberspace og den trykte medie-elefantiasis ved hysterisk at udgive alt hvad både skovsøen og skrivebordsskuffen gemte af anærobe livsformer såvel som fossile beviser for infantil alfabetisme: snart i form af årlige danske stile hos Borgerdyden i Klareboderne, snart i form af samlede dagværker siden konfirmationen – som mange af dem nok kunne forveksle med Reformationen.

Mange af pingerne skriver skam godt og i enkelte tilfælde endda levende og muntert – men deraf følger jo ikke at indholdets tyngde, tankens dybde endsige formens umiskendelige urkraft fortjener faraonisk ophøjelse til babelsk-blasfemiske mausolæer over egen selvkritik. Men det bliver over alt skamrost uden forbehold: Bortset fra Lars Bukdahl omfatter fordums Bermuda-trekant nemlig i dag næsten alle instanser i kulturbranchen såvel som de fleste universitetsansatte med medie-aktier. Alle er hunderædde for deres skin(d) – men etablerede universitetsfolk kunne nu godt præstere lidt mere integritet i stedet for at lade sig bestikke til at give dette cirkus af protektionisme et guldrandet akademisk alibi.
Læsernes flugt fra de trykte medier kan på den anden side lede tankerne til en kafé eller et værtshus under afvikling, hvor alle ansatte såvel som ejeren for længst har opgivet alle illusioner og lader det hele sejle for at gøre pinen kort. Kong Salomons Visdom handler om at lade kærligheden til barnet besejre småligheden; men her er det omvendt sådan at man ofrer barnet på smålighedens alter af tryg konformitet, trods enkelte velmeriterede og symbolske undtagelser, der endnu får lov at tjene som immuniserende alibi for denne sproglige ensretning, som jo også behersker universiteterne og beror på lige dele fantasiløshed og opportunisme.

Til gengæld hørte jeg et glimrende foredrag af Per Øhrgaard om Thomas Mann, myter og politik. Af hensyn til den tyske ånd og kultur ønskede Thomas Mann under Første Verdenskrig fædrelandets sejr, men blev siden tilhænger af den demokratiske Weimar-republik og gennemskuede Hitlers perverterede nationalmyter. Når han i sit amerikanske eksil under den sidste krig skrev sin store roman om Biblens Josef, var det for at svare igen med en anderledes opbyggelig myte om civilisationens og den vestlige selvbevidstheds oprindelse – og han så Franklin D. Roosevelt og hans besindige New Deal politik som en nutidig modsvarighed til mytens Josef. I dette med selvbevidsthedens dybde har han rimeligvis medinspireret Jack Miles geniale ”biografi” om Guds udvikling i løbet af Det gamle Testamente, som også Lene ”Knallhatt” Andersen i "Både Og" hylder - og tolker som en projektion af selvbevidsthedens udvikling.

Den dæmoniske tyske myte udfoldede Thomas Mann dernæst dobbelt i romanen Doktor Faustus om Faust-myten som Tysklands nationale skæbne: Her beretter fortælleren Zeitblom sideløbende om Hitler-regimets barbari og om sin afdøde gamle ven, den geniale komponist Adrian Leverkühn, der løb grassat i sine modernistiske abstraktioner hinsides al menneskelig følelse. Fællesnævneren for de to dæmonier er den monomane mangel på menneskelig varme, som Thomas Mann selv kendte fra kunstens Kains-alter – og som allerede romanen ”Troldfjeldet” advarer mod, når hovedpersonen Hans Kastorp til sidst gør denne erkendelse: at vi aldrig bør lade døden få magt over vore tanker – hvilket nok også kan læses som et udsagn om orientens dødekult, gnosticisme, astrologi og teosofisk sjælvandring og en tøvende, men gribende hyldest til den vestlige civilisationen trods alt.

Naziregimet og modernistisk abstraktion i kunsten er jo ellers modsætninger – men Per Øhrgaard påpeger, at nationalsocialismen faktisk på engang hyldede den futuristisk-industrielle tekniske monumentalitet og den historiske dyrkelse af mytens kulturelle og nationale fællesskab Blut und Boden. Så fortælleren Zeitbloms parallel mellem naziregimets vækst og den geniale komponists forfald tyve år før er i den forstand ikke en vilkårlig personlig association. Komponisten Wagner er naturligvis også en ledetråd – selv om hans musik ikke just led af den abstraktionens purisme som romanens Adrian Leverkühn søgte, men i stedet inspirerede nazisternes folkelige mytologi.

”Doktor Faustus” dobbelthed kræver den hæderlige posthume fortæller som det samlende greb – ganske lige som vor egen dobbelte stilling mellem reklamebranchen, de trykte medier og cyberspace fordrer en så at sige posthum foregribelse i et salomonisk forløsende åndedrag hinsides smålige hensyn til vort verdslige levned med muligt eskalerende repressalier, der til sidst kunne tvinge os ud i en formelig kirkekamp – men uden utidige mausolæer, og forhåbentlig med en smule varme i behold for ikke at ende som Adrian Leverkühn. Også vi indlader os jo her på engang i abstraktionernes løjer og i jordnære og triste rapporter fra Mørkets Hjerte.

Hans Kastorps gribende tanke om civilisationens væsen, at vi ikke bør lade døden beherske vore tanker, er som bekendt også den sande humors indirekte svar; men det skal man ikke holde foredrag om – og det så meget mindre som man jo kunne risikere at blive taget på ordet. For så let er det jo heller ikke, ihukommende nævnte barbariske regimente af indbildt elite-kultur, som snart alle hæderlige mennesker vånder sig under.

Regimet skal til gengæld roses for den konsekvens hvormed man helt glemte at medtage Storm P. i kultur-kanonen: For i levende live ville man helt bevidst have vraget ham som ”blot” en humorist: For dette mener alle alfabetiske pinger som bekendt selv at være, snart ved perfid sarkasme, snart ved passionerede indbyrdes skåltaler.

Den sydamerikanske forfatter Borges fantaserer et sted om et himmelsk bibliotek indeholdende alle de bøger der ikke er blevet skrevet. Men mon dog ikke vore egne nationale myter Viktor Borge og Storm P. snarere ville have forestillet sig et underverdensbibliotek indeholdende alle de bøger, der ikke burde have været skrevet – samt deres panegyriske anmeldelser, begåede mod bedre vidende, snart af panisk frygt, snart af bestikkelsens fedtede beregning. For vor egen profitable kontrahent i reklamebranchen ville i hvert fald næppe turde investere en krone i dem.
Derimod har Walter Isacson efter sin berømte Kissinger-biografi nu begået en biografi om Einstein, som nok skal inspirere til hjemlige gentagelser. Det næste bliver vel at han skriver en bog om Frank Esmann, der som bekendt er hans store inspirationskilde og forbillede.

TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE

Tvunget af reklamebureauerne må vi efterhånden øve os i en lidt mindre virtuel eksistens ved af og til at gå de gængse nyhedsmedier i bedene, men kun hvor det falder os helt naturligt. Lad os derfor bringe den udrindende dags kommentar i Information, men tro nu ikke at det skyldes stofmangel. Men denne smukke aprildag fortjener nu en hyldest til virkeligheden. Jeg præsterede således at skræmme en natugle ud af sit hule egetræ i Gribskov for at forsikre mig om at den også bor der i år - og forhåbentlig lader den sig denne gang fotografere. Den art brutalitet er en del af virkeligheden, og alle får således deres at slås med: Livet fordrer en hel del medicinsk tolerance. Men kommer vi snart op over tyve par havørne hertillands, risikerer vi at blive så medicinsk tolerante, at ørnene ikke længere vækker transcendente sindsbevægelser - så det bør forhindres. Og reklamerne? De kommer, bare rolig, men jeg behøver som ISO-certificeret idiot savant både teknisk og personlig assistance, så hav tålmodighed.

Og så til dagens kommentar.
TOLERANCEN I MØRKETS HJERTE (Information 7.4)
Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard har skrevet en bog om tolerance, hvori de bl.a. viser kunstens forpoststilling med læseværdige eksempelanalyser. Og mon ikke kunstens murbrækkerevne beror på, at kunstnere snart langsommeligt, snart umiddelbart fornemmer og til sidst ”ser” – og ikke kun ”mener” noget. Vore meninger om andres mening ligner i sammenligning mekaniske algoritmer, der som bekendt fylder lovlig meget i mændenes verden.
Retssikret tolerance er imidlertid ret beset blot en logisk følge af vore frihedsrettigheder, der jo byder os at respektere og tolerere andres tilsvarende frihedsrettigheder – ihukommende at vi er lige for loven. Helt uproblematisk er juraen dog ikke: For i et samfund hvor majoriteten tilhører en bestemt religion, kan man jo sagtens vedtage en lov der forbyder andre religioner. Denne lov gælder lige for alle, men favoriserer just eliten og majoriteten – så ligheden for loven retfærdiggør ikke i sig selv loven. Men misforholdet er heldigvis let at påvise.
Den individuelle tolerance hinsides det retssikrede minimum er derimod et anderledes mineret felt, for man har jo ikke pligt til at konversere, invitere endsige ansætte hvem som helst. I livets skole er tolerancen langt sværere end i skolen for livet: For så snart vi har ”the upper hand” i et afhængighedsforhold, professionelt eller socialt – så kan vi straffe kritikere, ”rivaler” samt ubekvemme afvigere med repressalier, som ingen jura forbyder os. Vi forbigår dem således til fordel for folk, som ingen har ondt over – og det er vor ret, ganske som når vi hyrer håndværkere af denne eller hin herkomst. Kort sagt kan vi straffe og banke folk på plads ved at fratage dem virkemuligheder, indtægt og status – eller ved at forholde dem vort venskab, vort selskab og vort netværk.
Afgørende er det her, at håndhævelse af en art moralsk jura nemlig ville forudsætte synlighed: For det kan ikke teknisk bevises at vor udøvelse af vor personlige frihed er diskrimination eller personlig afstraffelse. Dvs. det er nu ofte let at se og fornemme, samt overbevise vore bekendte derom – men at bevise det for en udenforstående instans er oftest umuligt: For hvordan dokumentere hvad folk sagde og med hvilke gestus, miner og tonefald? Og derfor er vi inde på forhold uegnede til jura.
Der findes dog eksempler som alligevel involverer juraen – men i form af dennes misbrug! En journalist fra Ekstra Bladet viste i praksis, at man med lethed kunne svindle sig til et kørekort ved at få en anden til bestille et nyt med det påskud at han havde ”tabt” det: For der var ingen fotokontrol. Journalisten påviste således en juridisk lemfældighed – men som straf blev han sigtet for dokumentfalsk, selv om hans aktion netop tilsigtede at standse dokumentfalsk. En schweitsisk embedsmand blev i sin tid sågar anklaget for forræderi, da han afslørede hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser over for EF-kommissionen.
Nuvel, misbrug af jura er også jura – og det sker derfor at sandheden kommer frem, om end ofte for sent. Under juraens niveau ligger det administrative niveau, og her er der masser eksempler på, at når borgere sætter en administrativ instans i forlegenhed eller gør modstand, trynes de i en uoverskuelig jungle af paragraffer, forholdes aktindsigt og kvæles under urimelige økonomiske byrder, undertiden sågar uden lovhjemmel. Disse tilfælde opdages kun, når en behjertet og garvet kender af det pågældende system træder hjælpende til med en terriers vedholdenhed. Således er mange husejere kommet alvorligt i klemme i forbindelse med byfornyelsessager under Københavns Byfornyelsesselskab, herunder den manglende kontrol med entreprenørers svindel og lemfældighed i udnyttelsen af denne lettilgængelige guldmine.
Hvad der sker på niveauerne under både administration og jura, er knap så pikant – men desto mere massivt, for det ligger i mørke og hinsides teknisk bevis. Men psykologien er den samme – og langt mindre trivielt end retssamfundets obligatoriske ”tolerance” over for andres lovsikrede rettigheder.
For her handler det om hvordan vi agerer når vi har partsinteresse i sagen – for slet ikke at nævne forfængeligheden, der med god grund ofte er mest sart i de højere luftlag... Vor lovbefalede tolerance med naboens religion, blot den ikke er for larmende, er derimod ingen sag – just fordi den kun kræver fornuft og en portion ligegyldighed. Men i praksis tror jeg såmænd gerne at en Søren Krarup måske er bedre til at snakke med sin egen muslimske kioskmand end mange af dem der holder tolerante foredrag om ”dem” – men som ikke aner hvad de dog skulle sige i kiosken ud over selve varebestillingen.
Den herskende majoritet samt folk højt på strå tolererer kun sjældent forbehold, endsige at man trækker på smilebåndet. At man tolererer hvad man retsligt set er nødt til at finde sig i udefra, siger derimod sig selv. Men sine egne straffer man med siciliansk ”omerta” – for frihed bliver ganske ligesom magt og tillid før eller siden misbrugt.

NU MED REKLAMER!

NU MED REKLAMER!
Kan I forestille jer denne blog med reklamer? Ikke det - nå, men hvor meget vil I så betale os for også fremover at forskåne jer for kommercielle indslag? Vi har nemlig fået en henvendelse fra et reklamebureau med forespørgsler om hvor meget vi forlanger for det. Og hvis I helst vil være fri, agter vi at afholde en auktion over hvem der vil betale mest for at få deres vilje i denne sag.

Mellem os sagt er det nu allerede en reklame for os selv, at nogen gider købe annonceplads her, for det siger jo lidt om oplagets størrelse. Kort sagt kunne nogle sikkert finde på omvendt at betale et reklamebureau for at smække annoncer på deres tovlige blog eller hjemmeside, blot for at illudere en vis reklameværdi.

Men bortset fra det, hvordan skal vi egentlig karakterisere vor målgruppe for vore kunder for at lobbe prisen højst muligt op? Kunne I mon finde på at købe nye havemøbler, eksklusive forsikringsordninger, privatskoleplads i udlandet til jeres børn, ødegård i Sverige eller ferielejlighed i Portugal? Og har I overhovedet råd, som åbenbart end ikke har råd til at indgå gældssanering i jeres vedholdende parasitiske mellemværende med undertegnede. Eller mener I blot at den potentielle reklameværdi I repræsenterer, nok skal generere rigelig annonceindtægt? Men nu så I jo selv, at også reklamefolkene måske kunne finde på at slå jesuitiske kolbøtter på sig selv for at vende tingene på hovedet og slippe lige billigt som I; så vor alderdom er langtfra sikret.

I øvrigt har vi før jul selv givet prøver på reklamer og overskrifter i indlægget "Danmarks bedste overskrifter", og i virkeligheden er bureauet måske ude på at hyre os som tekstforfattere. Vi ville givetvis være velegnede, for med vort surrealistiske forhold til produktionens såvel som konsumtionens mere virkelighedsnære sider ville vi uden tvivl kunne bevare vor idiotiske uskyld, trods al mulig kommerciel succes. Og bortset fra filmbranchen tror jeg at reklamebranchen er et af de få steder hvor originale typer optræder med en vis hyppighed, for i seriøse sammenhænge er de selv blandt velbegavede mennesker undtagelsen, uanset alle komiske selvbedrag i indbyrdes skåltaler - og det er fint nok, for der er så meget som de fleste af os ikke kan. Vi skal bare ikke plante os skinsygt på det af lutter medvind og kvæle den ægte vare.
Faren ved at opreklamere originalitet er således den, at de sande typer måske er bedre tjent med at blive betragtet med venlig overbærenhed: Intet er nemlig så farligt som succes, idet den udover at skabe afhængighed snart fører til detronisering til fordel for inderkredsens dygtige, men uoriginale typer. Thi endnu værre end den verden, hvor uddannelse er løsenet, er den hvor alt naivt handler om "udnævnelse". For det kan end ikke reklamebureauerne være tjent med.

Og reklame behøver ikke at være usmagelig, for selvironi er ofte god reklame. Tænk blot på Viktor Borges replik: "The Steinway Company has paid me to tell you that this piano is not a Steinway." Hvilket atter minder os om Storm P.'s ordskifte: "Kan De lide Beethoven?" "Ja, men det gør ikke noget - spil bare videre..."

Reklamebureauernes værste kattepine er uden tvivl den mangel på selvkritik, som oversvømmer markedet med kedsomme og trælse gentagelser: For blot man gør det samme som de andre, vil de være enige om at man er både fornuftig, original og tankevækkende.
Det siger noget om reklamebureauernes dilemma, at de nu må opsøge os bloggere for at holde kunderne vågne.
Men i det scenario at vi skulle føle os fristede af anderledes profitable tilbud i reklamebranchen, kommer I lige pludselig i den situation, at I må betale temmelig godt som abonnenter for at få os til at fortsætte vor hidtil lidet indbringende udgivervirksomhed. Åhja, for hvis I dog vidste hvor meget vi allerede i forskelligt regi har produceret, som alle mulige andre end vi selv har høstet frugterne af, ikke grundet dovenskab, men fordi de selv indser den lille forskel, som de ganske vist aldrig ville indrømme. Og det har kunnet lade sig gøre simpelt hen fordi vi ikke tilhører andre klubber end Sveriges Naturfredningsforening, som vi hermed i forbifarten giver en god og gratis reklame.
Ja, for den lukrative klasse har snart sat sig på det hele, og snart har de pæne forstæders samlede stileøvelser ikke andet officielt modspil end Lars Bukdahls kontrapunktiske pantomimer. Og så Jerome Kerns smukke klassiker "All the things you are not" - apropos Steinway. Den begavede Lene "Knallhatt" Andersen kan fortælle den samme historie, men har jo med beundringsværdig civiløkonomisk courage taget konsekvensen af lodret uforskammet behandling fra hæderkronede forlag og kulturpersonligheder. Den karakteristiske frygtsomme uforskammethed som gerne ses hos pæne mennesker, så snart de er i flok - hvilket de de klogeligt altid er...

Og nu til dagens eksklusive reklame for kendte og udmærkede almindeligheders komplette inflation som følge af ubetinget carte blanche fra både forlag og anmelder minus den rabiate Bukdahl: "X-FACTOR - NU PÅ BUSINESS CLASS". For sådan er det bare, og det viser at mennesker intet lærer af litteraturen, hvor meget de end ævler om den. Hvilket desværre er en uhyre dårlig reklame for litteratur, til trods vort påståede reklametalent - men så meget desto bedre, at dette heldigvis ikke er litteratur, lige så lidt som det er en kridtpibe. Alt hvad kendte mennesker i dag begår, er omvendt enten kunst, litteratur, filosofi eller kridtpiber: "For der er jo nok en grund til at det er dem og ikke os, der blev kendte. Med venlig hilsen Meyerheim."

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

PÅ TREDJEDAGEN OPSTANDEN

Vi skrev forleden om livsviljens Schopenhauerske ukuelighed, der undertiden nødvendiggør gentagne tandudtrækninger, lobotomier samt kastrationer. Om dette mon også er baggrunden for Jesu samt Lazarus’ genopstandelse, er vel et lovlig kættersk spørgsmål sådan tredjedagen efter korsfæstelsen. Men lad os så i stedet fortælle om en kæmpegedde som jeg med mere held end forstand fangede i Lapland for nogle år siden.
Hvor kunne vi vide at gedder er snu nok til at kappe linen over, hvorfor man her foreskriver en ståltrådsforstærkning kaldet et forfang. To gange i rap skete ulykken derfor, og jeg havde nu kun ét blink tilbage at montere, så alle gode gange tre, og lad os hellere få det overstået. Og ganske rigtigt var der straks bid, men denne gang tillige held. Efter et par minutter lykkedes det nemlig at lempe en meterlang formelig krokodille tæt ind til søbredden, og nu forstod jeg at det gjaldt om at holde linen helt stram. Sådan en kæmpe trækker øjeblikkeligt en fiskeørn til bunds, og kun en havørne-hun kan tæmme den.

Men forestil jer nu vor forbavselse, da vi nu med odontologisk professionalisme observerede at den havde hele tre blink skruet fast i kæften – altså var der tale om én og samme gedde, som hverken ville eller kunne lære af sine fejltrin, omtrent som vi selv.
Men tror I den fortrød? Nej, tværtimod viste dens uforstilt ondskabsfulde og sygeligt ublufærdige blik kun aldeles tydeligt at det eneste den tænkte på var, hvorvidt den mon kunne rumme mig i én mundfuld: Og just i denne irrationelle monomani hinsides al realisme ytrer den sande psykopatologiske dæmoni sig: Således har vi observeret, at selv garvede professionelle plattenslager mod bedre vidende simpelt hen ikke kan lade være med at slå plat, selv der hvor de med taktisk fordel burde holde lav profil for siden at score den store gevinst. Kort sagt: Hvis vi havde benådet og genudsat vor krokodille, havde vi blot forlænget farcen og gjort nar ad den arme skabning.

I stedet tænkte vi på den franske dødsfange, der trodsede sin uopfordrede sympatikommité og skriftligt henstillede til præsident Pompidou om ikke at benåde ham, idet han ellers blot ville fortsætte hvor han slap. Han fik som en af de sidste sin vilje med "la Mademoiselle", og således gik det også vor krokodille – hvortil sluttelig bør føjes, at selv gamle gedder fanget i friskt fossende nordsvensk vand smager næsten lige så glimrende som ørreder, der jo desuden oftest er for små til at stille vor sult. Og som ekstra gevinst genopstod altså begge mine forsvundne blink fra dødsriget.