KIERKEGAARDSK MC'GUFFINIANA

ALBERT ENGSTRÖM ville nok kun ugerne forveksles med Ångström, der utvivlsomt var en yderst nøjeregnende fysiker, men næppe humorist. Så altså - Engström har en tegning, hvori en herre i kjole og forhenværende hvidt om morgenen på en bænk noget forlegent spørger en forbipasserende, om det er fredag eller lørdag. Til svaret "lørdag" udbryder han: "Jøsses - i denne uge?"

 I hans tilfælde er grunden til den tidslige desorientering natlig festivitas, i vort eget udmattelse efter flere dages hårdhændet, ulønnet og kun i meget uortodoks forstand lovlig (jvf. ”Jeg er kommet for at fuldføre loven”) naturpleje i form af hårdhændet granrydning til ære for Hitchcocks "McGuffin": Nærmere bestemt vore bevingede protegéer de svenske urfugle og tjurer, hvis eksistens nemlig i den forbindelse undertiden ligner en biting, idet den mellem os sagt efterhånden visse steder nærmer sig det hypotetiske.

 Dette byder os at fortælle, hvorfra Hitchcock havde navnet "McGuffin" - ja for selve det filmiske trick havde han jo selv intuitivt i ærmet. Han opkaldte nemlig sit fif efter en vits (altså ikke efter nogen filmsscene), hvori en togpassager forklarer en anden, at i sin kuffert har han en McGuffin. På spørgsmålet, hvad i alverden en McGuffin er for noget, svarer han, at den skal skræmme løverne væk. "Javel - men her i det skotske højland er der da ingen løver?" - "Nå - men så er det åbenbart ikke nogen Mc Guffin, jeg har i kufferten". (Ja, for folkeviddets klassiske svar: "Dér ser du bare - apparatet virker", - som undertiden tilskrives Storm P. - er sødt, men ikke lige så surrealistisk absurd).

 Læg her mærke til at Hitchcock ingenlunde opkaldte sit fif efter en særlig filmscene. Men dette er vel ret beset ikke spor mærkeligere end det forhold, at en film ikke handler om sig selv, at Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig - eller den plausible tese at Kierkegaard næppe ville have været spor velkommen i Søren Kierkegaard-Selskabet, Holberg af beslægtede grunde ildeset i Holbergselskabet, Blixen i Hattedameselskabet af 1864, Jesus i Messias-selskabet og så fremdeles. For Judas såre menneskelige hemmelighed var og er altid den, at han ingenlunde miskendte den han forrådte, men tværtimod i længden fandt konkurrencelovgivningen så alvorligt krænket, at ”this town is too small for both of us”. The same old story…

- Nuvel, men hele vor foreløbige ekskurs er i sig selv en McGuffin og et filmisk påskud, der nemlig leder frem til at gentage Engströms forlegne spørgsmål: "Hvilken ugedag har vi i grunden i dag?" Ja, for selv om et liv helt uden ure omsider er bragt til ende af digitalkameraer og pc’er, så behøves en matematisk autist for tillige at kunne beregne ugedagen på stående fod - og så er det jo rart at der endnu er ydelser der ikke er digitaliserede og automatiserede; så tusinde tak for det. Min vildrede var skam ægte nok, selv om det indrømmet nok snarere var den som var MacGuffin for vore udskejende ekstravagancer (med et akademisk ansøgningsudvalgs velvalgte udtryk way back...)

 - Ja, for apropos udvalg: Hvis man skal fæste nogen som helst lid til anerkendelse, bør denne afgjort komme fra et uomtvisteligt højere sted. Således gav en bekendt, der for længst havde opnået retten til at titulere sig selv "førtidspensionist", grundet lejlighedsvis lydhørhed over for uidentificerede og oftest ubehagelige stemmer, mig engang følgende skudsmål, som jeg siden med stort held har brugt i mit småborgerligt pralende CV: "Du gør ikke en eneste ting helt normalt!"

 - Se det var dog noget, folkens....Ja, således er jeg f.eks. i uovervåget tilstand vældig god til at lave ingenting - men til gengæld er der heller ikke noget der kan inspirere mig så myldrende som: ingenting! Omvendt virker næsten enhver social ramme dræbende: For så snart en Bukdal eller en Johannes Riis vil stå inde for, at du skam er "eksperimenterende", så er du det ikke længere: Ja, allerede i samme øjeblik du selv ved det, er det ikke længere sandt. Det forholder sig nemlig hermed akkurat som med de yngre teologer og kulturfolk der i siden tid bedyrede, at Joakim Garffs i øvrigt veldrejede Kierkegaard-biografi var skrevet, næsten som mesteren selv kunne have gjort det. For den slags indrømmer
man kun, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det...

 - En om ikke dokumenteret gudløs, så desto mere arbejdsløs teolog-bekendt på et tvangs-kursus sendt af forsynet, lærer nu at stile tekster til nettets medier. Det beroligede mig at høre, hvorledes man rådgives til en teologisk prosa som i enhver tænkelig henseende afviger fra vor egen forhåbentlig en smule mere guddommelige. Tekster på nettet bør nemlig tilpasses zappere, der hopper ind og ud midt i som i den, som var den et sjippetov; og som ikke har tålmodighed til at vente på Godot, til "cliff hangers" endsige på Hitchcocks "McGuffin's"; som aldrig læser noget to gange - og hvis tilbagespring derfor altid har karakter af et guddommeligt interruptus pist ud af tekstens kosmos.

 - Men hvad var livet uden McGuffin? Et nærliggende eksempel er det, når vi af og til skriver til et flygtigt netmedium med en koncentreret omhu, som om en pertentlig leksikonredaktør kiggede os over skulderen, utålmodigt trippende med stopuret i hånden. Naturligvis er det både fiktion og illusion – men den virker...Ja, nogle blasfemikere vil endog på samme vis hævde, at selv Gud er en McGuffin – men jeg lever skam til almindelig orientering i både kød og blod…

Havets bølger er for flaskepost, hvad ”McGuffin”s var for Hitchcock: Nødvendige fiktioner. Ja, for selv om bølgen forplanter sig, bevæger selve vandet sig faktisk kun op og ned, modsat den flaskepost som den befordrer.  "McGuffin"s er der masser af, men de fleste af dem er ubevidste og talentløse i deres bogstavelige overtro på, hvad verden og omgivelserne finder væsentligt. Omgivelsens påskud bør bruges opfindsomt som anledninger til ekskurser, der ganske som hos Hitchcock er langt mere interessante end "den sne der faldt i fjor". Vi husker således dårligt gamle kjerligheder, og da især ikke de ulykkelige ditto, som i tilbageblik oftest er urkomiske: For Herregud...Men sligt har inspireret til megen musik og litteratur: Såsom nu Kierkegaards skrift ”Gjentagelsen”.

 - Karen Blixen brugte skæmtsomt aristokratisk "Satan" som "McGuffin", mens Kierkegard brugte Gud eller "Styrelsen", som han nu tog alvorligt nok: For ganske som Niels Bohr bedyrede at hestesko bringer lykke, også selv om man ikke tror på det – således virker en MacGuffin omvendt også fortrinligt, også selv om man tager den for pålydende. Det aristokratiske er at sætte den i parentes, men dog tage den alvorligt nok til at handle ud fra den uden straks at bralre ud i pressen med at nu er man kristen, det næste år hindu og det næste år igen ateist: Den slags meldinger tilhører rettelig privaten, men må vel i sådanne tilfælde forstås som henvendt til ønskede arbejdsgiver og kolleger - som man åbenbart ikke tiltror integritet nok til at bifalde og værdsætte individuelle variationer af det i den pågældende kreds bundnormale.
 

Det realiserede demokratis svaghed er al den dumme alvor, blot fordi nogen har sagt eller ment noget - eller for den sags skyld skrevet en bog om, hvad en tredje skulle have sagt. At skrive interessant beror snarere på at kunne gennemskue sine "McGuffins" og håndtere denne dobbelthed. Men humoren kan gudskelov ikke digitaliseres og gøres til et automatkursus.

Har man et praktisk problem, der skal løses, f.eks montering af snekæder, er det indrømmet en anden sag; sligt findes. Men mange problemer er ret beset McGuffins: Ting vi indbilder os at "behøve", samt mange af vore rejser og gøremål.

  Vore "egne" McGuffins er snart læserne, snart en indbildt guddommelig redaktør - men nok så meget de urfugle og tjurer der behøver vore hyppige forstmæssige tiltag i form af uopfordret og ikke altid helt lovlig rydning af kvælende smågraner som bestikkelse for ikke at forlade etablissementet i protest.

Således hævdes tjurer nemlig af nordfinske jægere i sjældne tilfælde at kunne forlade Rusland i mængder. Men selv om det gerne afvises som vås, kunne en forskydning på små 100 km vel godt forplante sig som en bølge af tjurtæthed over 2000 km, ganske ligesom amplituden af havets synlige bølger forplanter sig milevidt.

        Den meste officielle flaskepost er dog naiv ved ikke at have øje for McGuffin. Men naiviteten vil nok omvendt finde humorens dobbelthed dekadent og uden den støtteberettigede kunsts rette alvor: Men som både urfugle og tjurer kan bevidne, kan ingen beskylde os for at ikke at gøre noget alvorligt ved sagen, endda helt uden sikkerhed for resultatet; men hellere det end at bræge løs helt uden at gøre noget som helst. Den sande alvor er blufærdig: Fordi den ved at de mange ord alligevel intet som helst beviser. Når Lars von Trier uagtsomt kom til at sige i Cannes, at han troede at være jøde, men i virkeligheden var nazist - så lå der måske en sådan blufærdighed bag. Måske efter devisen: Hellere sige noget utilbørligt i Cannes (der just ikke er et center for helgener) end at udbasunere noget højstemt etisk på linje med tusinde platugler.

I øvrigt oplevede jeg forleden en yderst praktisk McGuffin: Jeg ledte forgæves i vasketøjet efter en bortkommen mini-sav - men genfandt just derved i stedet min for længst bortkomne bilradio. Og hvad der oprindelig begyndte som et indlæg på Facebook, kan på lignende vis bruges som "McGuffin" for noget langt omstændeligere end egnet til FB's aforistiske korthed – idet vi nemlig således i dag ganske som de russiske tjurer har benyttet os af en belejlig bølge til at søge asyl som flaskepost i et andet litterært regime end det vi hermed tillader os at hilse fra.

”McGuffin” er en af de få ting, som man ikke kan få nok af, tåler ubegrænset gentagelse. Ofte berettiges retoriske og musikalske gentagelser ellers af en særlig variation. Men ganske som i henhold til Freud en pik undertiden bare betyder en pik (!), en cigar bare en cigar og a kiss is just a kiss, således er en gjentagelse nogle gange bare en gjentagelse. Som Kierkegaard erfarede i sin lille morsomme bog med samme titel, så er den sande gentagelse imidlertid en umulighed: Engang jeg som purung var faret vild i Lapland, drømte jeg hele vejen tilbage om den ymer med cornflakes, som jeg havde indtaget på Porjus Hotel. Og da jeg omsider ankom efter et døgn, forspiste jeg mig på den himmelske ret i en sådan grad, at nydelsen dels straks fortog sig af lutter grådig travlhed – dels end ikke i min senere erindring herom stod mål med erindringen om den forjættende ur-ymer fra før min odyssé.

På lignende vis kan vi heller ikke mekanisk gentage Kierkegaards pointe, der skal indfinde sig utvungent i erindringen om et deja vue. Gentagelsen er altid noget andet, for selve oplevelsen er en anden: Den første gang var netop jo ingen gentagelse, men noget helt nyt – til forskel fra anden gang. Men mange problemer indeholder deres egen løsning, og således også her: For hvis gentagelsen således slet ikke er nogen gentagelse, så kan vi jo gøre en dyd af denne nødvendighed og sørge for at det bliver noget helt nyt: Ganske som hin første gang. På samme måde også på skæbnens niveau: Hvis Mozart eller Charlie Parker kom tilbage, ville de nemlig ikke gentage sig selv, og vi klamphuggere ville måske derfor slet ikke genkende dem. De eneste der ville genkende dem at first glance, ville være deres sande elskere: For de ved, at hvis det virkelig er de samme, så er det netop aldrig det samme, og omvendt.

Men heller ikke den sande kærlighed tåler altid gentagelsen, for selv mange sande elskere ville skinsygt aldrig frivilligt indrømme, at ”Der Führer ist zurück”: Tværtimod ville selv folk med indbyrdes yndlingsaversioner i stil med, skal vi sige Lars Bukdahl og Johannes Riis, straks finde sammen i forbrødrende omklamring som lammet og løven ifølge Esajas omkring den saliggørende erkendelse, at dette er så sandelig ingen sand gentagelse, men noget ganske andet, og blot en ynkelig efterligning helt uden mesterens helt umiskendelige træk: der nemlig ville have vakt vor uforsonlige forargelse i en helt anden grad end nogen bajads’ kluntede tosserier…

For resten gentog de store end ikke i første inkarnation sig selv: Ikke blot spiller Charlige Parker, Art Tatum, Oscar Peterson osv. nemlig en given melodi helt forskelligt fra gang til gang: Selv i den enkelte udgave varierer de denne udgaves specifikke nøkker og mønstre fra kor til kor: Dvs. nok citerer de som de bedste sangfugle spontant sig selv af lutter ureflekteret begejstring over deres seneste indfald, men hele tiden på en ny måde og på helt forskellige steder i melodien, hvorved de udfolder og som mr. Livingstone I presume, eksplorerer indfaldets facetter og muligheder, indtil disse er udtømt. Og netop derpå genkendes de, ligesom på at i deres næste version af samme melodi sker det samme – for der er skam ligheder på et højere plan, som forener ikke blot variationerne i den enkelte udgave, men også de forskelligste udgaver.

Og dette kan vi andre klamphuggere aldrig lære, vor iver og lærevillige begejstring være nu nok så stor, og ingen legater og autoritative udtalelser i nok så bibelsk samdrægtighed kan ændre derpå. Og for resten, skulle vi tvinges til Bibelsk samdrægtighed, foretrækker vi til enhver tid Susanne Møller: For ens kærlighedsliv er for en alvorlig en sag til, at man bør overlade den til amatører. 

For vel er hun ingen Regine Olsen, men på samme vis er man selv heller ingen Kierkegaard – hvilket vi passende kan bevise på stående fod ved apropos og dog upassende at citere en præpubertær barndomsanekdote, som rinder os i hu, dog ikke af egen avl: ”En mand møde en dame og siger: Hvis du lukker dine øjne, må jeg så ikke have lov at stikke min tommelfinger i din mund?” Ok, siger damen og lukker øjnene. Men lidt efter siger damen forbavset: ”Hov det er jo ikke min mund!” – ”Nej, men det er heller ikke min tommelfinger…”. – I øvrigt er morsom lille aristotelisk øvelse, for selv om der ikke er tale om en klassisk syllogisme, så ligger der dog en sådan bag, og den lyder: 1. Jeg forbyder dig at stikke din tommelfinger i min mund, så længe jeg har øjnene åbne. 2) Hvis jeg har lukkede øjne, tillader jeg derimod, at du stikker din tommelfinger, men intet andet, i munden på mig . 3) Hvis du stikker din tommmelfinger ind i mig, må det kun være i min mund. Af disse tre præmisser følger nu aristotelisk helt stringent 4), at hvis du nu stikker noget helt andet ind et helt andet sted i min krop, er dette naturligvis helt legitimt, men åbenbart aldeles uinteressant, siden jeg ikke engang gider at anvise regler og betingelser for det, endsige forbyde det.

Men nej – denne i art digressioner finder selskabet næppe behag, for med Queen Victorias ord når noget mishagede hende: ”We are not amused!”. Til gengæld kan vi som et plaster på værdighedens sår fortælle, at vor anekdote kan bruges som MacGuffin for tillige at citere Baronesse Blixen for en anderledes hæderværdig pendant, der måske endda er den infantile versions arkaiske forlæg: Blixen forestiller sig nemlig i ”Syndfloden over Norderney” tømreren Josef sige til Maria: ”Oh kunne du dog ikke blot en enkelt gang lukke dine øjne og forstille dig, at jeg var den hellig ånd?” Se det var morsomt, og må vi så ikke nok få lov at holde kammertonen?
 

- Nej, den sande gentagelse kendes derpå, at ingen autoriteter genkender den, men tværtimod akkurat ligesom den første gang forarget ryster på deres bornerte hoveder og allerhøjst nødtvungent indrømmer: At hvis dog bare det forstyrrede hoved havde haft disciplin nok til i stedet at foretage sig noget nyttigt og fornuftigt her i verden på linje med Bukdahl & Riis, der dog hver på sin helt forskellige vis (for i de himmelske haller er der ingen tranghed) vis har gjort det aldeles glimrende, så kunne manden vel nok med lidt flid og ærgerrighed i tidens fylde have fået et embede i provinsen, ja måske med tiden sågar også et vist navn….
- Men i øvrigt indrømmer vi ikke en tøddel – og hvis der skulle være nogen indvendinger i den anledning, så (og dette ”så” er aldeles uundværligt, hvis vi skal tage kollektivsjælens folklore på kornet) kan vi med det samme fortælle, at det er der heller ingen andre i foreningen der gør!

Og dermed er du skakmat: For hvis du nemlig ligesom Job uden ”Steve” mod forventning alligevel skulle være i stand til ikke bare at tåle mosten og stå distancen, men sågar også til som ørnen at gå stejlt op imod vinden som en helikopter – så har du dermed bevist sort på hvidt, at du slet ikke er nogen normal social abe: Kort sagt må du være sindssyg – og var det ikke netop det vi sagde? 

Vort stykke er so far lavet i ét take med en formelig Charlie Parker’sk ufortøvet hast – simpelt hen fordi jeg slet ikke har tid, men skal ud til en å, hvor en bekendt bedyrer at have set et par havørne fortære en skarv i går. Og netop en dissocieret mangel på borgerlig alvor er en aldeles nødvendig, om så næppe helt tilstrækkelig betingelse for ubesværet ørneflugt hinsides andegårdens ambition om ligeberettigelse – vel at mærke forudsat opfyldelse af reglerne til punkt og prikke. Så vi er dem der er skredet – for nu skulle der gerne ske noget helt nyt... Ja, for selvfølgelig får vi (på grund af jer!) ikke set de to havørne fortære gårdagens skarv, som hermed overlades kvit & frit til Bukdal & Riis samt foreningsmængden af deres samlede fanskare ”Bukdal eller Riis” – men netop noget helt andet, som vi vil vende tilbage til. Og dog kan vi ligesom med Charlie Parker love, at det vil være akkurat lige så øretæveindbydende som altid. Og med ”øretæveindbydende” mener vi øretæveindbydende – til forskel fra ”øretæveindbydende”, hvilket sidste vi nemlig lader Bukdal om. So long…

----------------------------

Hvad Søren – sidder I virkelig dér endnu? Nå, Kierkegaards lære om gentagelsen blev ganske rigtigt atter bekræftet, for der var jo ingen havørne. Og dog, og dog: For de fik os dog ikke desto mindre aktiveret, så et eller andet sted må de jo være der  – hvilket atter giver os lejlighed til at gjentage vor hyldest: Ikke alene til Kierkegaards ”gjentagelsen”, men især til Hitchcocks fortræffelige mr. McGuffin. For den fugletomme flade bragte os til i stedet at patentere den idé, at hvis man vil vide om man skulle være Jesus (ja, for nogen skal jo nu engang være det, ganske som med de mest eksklusive lotterier), så er og bliver det altid en fortræffelig test at forsøge at gå på vandet. Testens udvikler har endda taget højde for, at den, mængden af alkoholikere taget i betragtning, bør være invariant for forsøgspersonens promille.

- Men ikke desto mindre er vor guddommelige test dog tvetydig: For hvis du vitterlig består prøven, så kan det positive udfald nemlig lige så godt bero på, at det er frostvejr. Så videnskaben overlader heldigvis stadig noget til troen. I stedet illustrerer vort erstatningsindfald således det forhold, at man langt fra altid kan være sikker på, hvad det i grunden er man tester, når man tester for et bestemt udfald. Vor oprindelige arbejdshypotese og det oprindelige mål viste sig endnu engang at være MacGuffin for en uventet opdagelse af anderledes rækkevidde - omtrent som dengang eksperimenter med røntgenstråling ved et tilfælde resulterede i opdagelsen af radioaktivitet.

 EPILOG: DER ER INGEN BISKOPPER I JAPAN

En nylig kafé-replik viser fortrinet hos generationen med reminiscenser fra filosofikum: "Man kan da ikke spille dum, hvis man er nordmand: For er det ikke en dobbelt negation?" Fra samme urkilde, forlød det autoritativt og tydeligvis under hånden velunderrettet som en uskreven kirkeministeriel regel, at biskopper ikke må være for lave – hvorved en anden og i reglen tavs stedlig stamgæst med en desto større vedvarende forkærlighed for Thomas Mann samt velvoksne fadøl, brat bortfalder som kandidat trods sin indiskutabelt fornemme kirkelige placering i nabolaget.

- Denne regel minder mig i sin forbilledlige futilitet om en med egensindig konsekvens tandløs dadaist fra min kollegietid, der tit og ofte helt umotiveret gav følgende replik til bedste, genialt fri for alle småborgerligt "aktuelle" aproposer med deres krav om offentlighedens bevågenhed samt veldresserede debatredaktørers nødtvungne lydhørhed for væsentlige bevægelser i tiden: "There are no pianoes in Japan!". Herunder stillede vor mand altid overbevisende til skue, hvorledes det er gået tilbage med tandplejen siden opfindelsen af krokodillerne.

 Vor epilogs mageløst uventede opdagelse bliver derfor denne, at en MacGuffin ingenlunde behøver at være bebuder af og anledning til noget større af lignende skuffe, men undertiden tværtimod er mest underholdende i form af et ”apropos”, hvor eftersætningen heldigvis aldrig kommer, idet den grundet en urokkelig trafikprop på motorvejen er aflyst til fordel for noget helt andet, der til gengæld er sjovt nok til at kunne stå helt alene og uden hverken foromtale eller impresario. For måske var det i virkeligheden her den fromme forventning om eftersætningen, der var MacGuffin.

STRIDEN MELLEM GAMMEL DANSK OG NY DANSK

1. GAMMEL DANSK OMSIDER ANERKENDT

Svenske forskere har længe undret sig over de velkendte sundhedsfremmende virkninger på broderfolket af langvarig og regelmæssig indtagelse af Gammel Dansk. Ganske vist er der autoritativ enighed om, at dobbelte doser af forebyggende såvel som helbredende medicin ingenlunde giver dobbelt sundhedseffekt, men tværtimod kan være skadelige. Men den positive nyhed i den forbindelse er nu til gengæld, at Gammel Dansk efter nærmere undersøgelser heldigvis ikke længere bør regnes som medicin.
------------------------------------------------
2. GAMMEL DANSK STADIG MISKENDT
Semikolon som grammatikkens "trickster"

Gammelt dansk er ingenlunde det samme som Gammel Dansk - og heraf ser I nytten af grammatik. Således læste jeg for nylig en glimrende artikel om det kultiverede gamle tegn 'SEMIKOLON' af kriminal-forfatteren Susanne Staun - der i øvrigt ganske lige som lejemordere i arbejdstiden ikke skyer nogen art perverteret grusomhed: Utvivlsomt fordi overlægedatteren fra Frederikssund modsat så mange andre kultiverede borgere er for intelligent til at tage al den opreklamerede kultur helt alvorligt.

Pointen er her ikke den, at vold skam også er stipendieberettiget kunst, som enhver fræk abe kan udøve og enhver forsigtig abe efterfølgende kan ævle løs om med alle hånde korrekte og kultiverede forbehold i københavnske kulturtillæg og magasiner. - Nej, pointen er at sådan er kultiverede mennesker såre ofte selv – på bunden...

Semikolon kan i henhold til Susanne Staun – der nemlig rettelig ikke tolererer perversioner i sprogets sublime verden – ikke helt erstattes af snart punktum, snart komma, snart 'kolon' (der tillige kan betyde tyktarm), og snart tankestreg; men det kan selv erstatte dem i mange tilfælde, hvor de pågældende tegn selv kunne virke lovlig bastante.

Selv bruger jeg nu sjældent semikolon som et diskret forklarende kolon: da bruger jeg oftest tankestreg: ”Jeg kom for sent - hun var faldet i søvn". Omvendt bruger jeg almindeligvis kun tankestreg for at udtrykke en ægte tankeforbindelse, til forskel fra et tilfældigt ”for resten”, hvor jeg foretrækker semikolon: ”Jeg besøgte boldklubben; den har for nylig skiftet navn”. Og dog: For jeg ville nu nok snarere skrive ”Jeg besøgte boldklubben – der for nylig har skiftet navn”. Tankestreg foran ”der” er nemlig så atypisk og så at sige affekteret, at det fungerer som en kunstpause der tydeligt signalerer tankens parentetiske ”for resten”.

Susanne Staun gør i øvrigt morsomt opmærksom på, at de fleste nu om stunder kun bruger semikolon i forbindelse med uddeling af smileys - et tegn som vi gammeldags til gengæld nødig uddeler: ingenlunde af smålighed, men fordi vi nemlig frygter at dets kredibilitet er på niveau med Grækenlands herostratiske drachmer. På den anden side kunne dette i grunden siges om næsten al menneskelig anerkendelse - hvilket dog er overflødigt at fortælle de af vore læsere, hvis intelligens er endnu større end deres forfængelighed.

Nuvel, nogle vil dog nok fortsat bedyre, at semikolon er indført af lutter politisk korrekthed over for brave og hårdt arbejdende analfabeter uden kendskab til hverken komma eller punktum – omtrent ligesom Viktor Borge engang forestillede sig, at koncertflyglets midterste pedal måtte forstås som et särlige ortopädisk hensyn til trebenede pianister. Kort sagt kunne man tro, at det forholder sig med semikolon, som det efter nogle moralisters gæt forholder sig med de sorte tangenter på klaviaturet: At disse er indført af lutter politisk korrekthed som en art symbolsk kvoteordning til fordel for kulturborgerskabets mest manicurerede og veldresserede negerdamer.

Dette er dog en overdreven politisk søforklaring og må ses som patologiens positive modstykke til fænomenet ’konspirationsteorier’: idet vi jo i vort specielle tilfælde har at gøre med patologiske teorier om vidtgående hensyntagen til særlige grupper – ikke at forveksle med hverken ’teorier om patologisk hensyntagen til særlige grupper’, eller ’teorier om særlig hensyntagen til patologiske grupper’.

Derimod var det alene udtryk for en tidligt udviklet virkelighedsnær global og marxistisk bevidsthed, når jeg som barn nærede den frejdigt fordomsfrie formodning, at de sorte pletter på bananerne rimeligvis turde være negrenes fingeraftryk: For når nu skosværten åbenbart klæber så fortrinligt til negre, så kan den vel også utilsigtet af og til klæbe til bananer…Ja, at antage andet ville vel endda i grunden være en smule diskriminerende - over for bananerne! Eller også ville det være at antage at den sorte farve selv er diskriminerende over for bananer – men hvis det er slemt at diskriminere, så er det følgelig også ret slemt uden belæg at beskylde andre – skosværte som mennesker – for at være diskriminerende.

Hvis det derimod ikke var slemt at diskriminere, så ville det heller ikke være slemt at beskylde andre for at gøre det. Ja, for se – heri ligger der nemlig en interessant logisk trinfølge, som først (dvs. allerede for mange år siden) bringer mig til at tænke på Bertrand Russell – og dernæst på, at jeg these days umuligt i ædru tilstand uden honorar kunne begå en filosofisk ligefrem og regelret analyse helt uden svinkeærinder: Ingenlunde blot fordi selv den alligevel ville blive honoreret med den velkendte anonyme fagkonsulent-smiley om fraværet af en ”rød tråd” af hensyn til bogklubbens trebenede analfabeter – samt af kollegiale hensyn til forlagets mest etablerede stjerne, der nemlig sjovt nok netop har fået den selv samme lyse idé, om så også med den umiskendeligt professorale kluntethed i udførelsen der borger for en anderledes respektabel soliditet; - nej, som sagt ikke så meget derfor - skønt det er den mest nærliggende undskyldning for vor kroniske forsømmelighed, ihukommende at mesteren modsat klamphuggeren kun siger det én gang – men fordi gjentagelse af allerede for længst opnåede og beherskede niveauer ikke fænger vor interesse tilstrækkeligt, idet vi nemlig så foretrækker at sublimere sagkyndigheden til et show.

Ganske på samme vis er grammatik, kjerlighed og musik jo også alle tre er fænomener, der kun kommer virkeligt til deres ret i den sublimt transcenderende udførelse on location snarere end i den eftersnakkende og drøvtyggende bagklogskabs ædrueligt flaskesamlende studenterarbejde ud på de blå timer, hvor alt det sjove alligevel for længst er enten drukket eller gået hjem i seng: Hvilket nemlig kan illustreres med forskellen på en frit og letsindigt svævende havørn over Furesøens vover, og så den selv samme ørn 50 år senere, i mølædt og udstoppet tilstand med klogeligt sammenklappede vinger stående på kommoden i rektors kontor, tæt flankeret og mandsopdækket som i Tokyo’s metro af solidt indrammede, men ligefuldt for længst gulnede hædersbevisninger, som skolen og dens ypperste elever i tidens løb har indkasseret for en tilsvarende sagtmodig verdslig vedholdenhed.

Nuvel, apropos digressioner (bemærk venligst paradokset): Hvilken forbindelse er der egentligt talt mellem semikolon, plagiater og vore egne anderledes udskejende associationer? Ganske som den begavede plagiator i medfør af sin inderste natur må og vil plagiere alt, således kan semikolon i henhold til Susanne Staun plagiere næsten alle andre grammatiske tegn. Og i begge tilfälde aldeles risikofrit: For verden foreträkker altid det der ligner den selv mest, frem for den ägte vare...

Endvidere består der en symmetri i, at ganske ligesom en etableret plagiator endog kan slippe afsted med at plagiere selv sin egen tilforordnede retspsykiater, - således kan anderledes ekstravagante forestillingsrækker omvendt på falderebet gøre inspireret brug af selv de mest mekaniske plagiater. For trods semikolons i henhold til vor kriminologiske kollega Staun altid redebone og omstillingsparat stedfortrædende vikartjeneste i tilfælde af punktummers, kommaers, koloners og tankestregers stedse hyppigere sygemeldinger – angiveligt grundet mobning på arbejdspladsen, eller rettere: grundet angivelig mobning på arbejdspladsen – så kan ingen dog frakende bemeldte tegn en helt egen genialitet. Disse var ordene…

Og dog, og dog: For bemærk sluttelig, at skønt vor historie er sammensat af to i enhver henseende – også kvantitativt – uensartede stykker uden mindste logiske forbindelse, idet det ene stykke hverken er opstået eller kan anskues som en digression i forhold til det andet – så udgør de dog nu tilsammen et organisk og logisk sammenhængende hele. Og ganske ligesom vandrefalken kun ville gøre sig fortjent til drontens smørede grin, hvis den insisterede på at netop dronten skulle udstede og underskrive et certifikat på dens flyvefærdighed - således tør også vi trygt overlade vor historie i læsernes varetægt uden først at have rådført os med klogeligt anonyme fagkonsulenter…

P.S. Vi skylder afslutningsvis at meddele, at en god bekendt for nylig henledte vor opmærksomhed på Søren Kierkegaards ungdommelige første forsøg "Striden mellem den gamle og den nye sæbekjælder" - velsagtens ment som en skjult opfordring til at tage handsken op. - Nu arbejder vi imidlertid grundet en art iboende hormonal komplementaritet på denne redaktion aldrig nogensinde i projekter a la "so ein Ding muss ich auch haben" - hvilket nemlig ville være at plagiere velkendte folk, der med anderledes bravour og helt uden indsigelser dyrker just nævnte litterære genre.
Kort sagt konstruerede vi først til allersidst vor overskrift som en hilsen både til Kierkegaard og min bekendt.

APROPOS KVINDERNES DAG - FRA QUEEN ELIZABETH TIL SUSANNE MØLLER

Fra Madeleinekager til Edison og Egon Friedell

Selv det smukke køn kan dagen derpå undertiden være et flovt syn. Dog ikke den purunge Queen Elizabeth I, hvorom hendes lærde tutor udi de klassiske sprog og discipliner Robert Ascham skrev: "Her mind has no womanly weakness, her perseverance is equal to that of a man....She has often talked to me readily in Latin ("Ni talar bra Latin") , and moderately so (!) in Greek. In adornment she is rather elegant than showy. Whatever she reads she at once perceives a word that has a doubtful or curious meaning. She cannot endure those foolish imitators of Erasmus, who have tied up the Latin tongue in fetters. She likes a style that grows out of the subject".

Det sidste lægger også vi os på sinde – hvortil kommer vort blasfemisk grænseoverskridende princip tillige med omhu at lade "the subject" vokse ud af det rene ingenting: "Apropos Intet", som også Gud nemlig skal have sagt, dengang han skabte verden af lutter kedsomhed.
- Ja, for man skulle jo nødig gå hen og blive "aktuel" - hvilket forresten minder mig om et kronikafslag way back, hvor den brave socialrealistiske redaktør venligt forklarede, at "selv om du aktuelt nok nævner Tor Nørretranders, så må vi osv." - Helt tovlig var man kort sagt endnu ikke blevet dengang, før man havde hørt om dopamin og ritalin; for "enhver har sine fortrin" - og den gode mand står skam også citeret i allerforrest i mit stående CV. For det kan være meget godt hvad man sådan går og indbilder sig, men erfarne og uvildige professionelles skudsmål er nu engang det eneste man kan fæste lid til her i verden.
Åh, apropos "professionel" må vi her fortælle, hvorledes en ung sort strudseberider engang trøstede en bekendt for hans skamfulde fiasko med at holde sig i strudse-sadlen med disse skønsomme ord: "Well, you know: We are professionals...".

Ja tak; - men hvis vi ellers kan blive fri for flere afbrydelser: Det først nævnte og selvoplevede mindeværdige citat forblev længe mellem mig og en kammerat en stående vits og et epigram over hin stands lejlighedsvise enfoldighed. Dette minder mig for resten om min grantante, en højborgerlig gammeljomfru, hvis tophemmelige recept for min barndoms elskede scones tydeligvis langt senere blev stjålet af von Hauen (javel, industrispionage kendes allerede fra Det gamle Testamente, for mon ikke det as usual var amerikanerne det stjal Pagtens Ark?).
Dette skal jeg dog være den sidste til at beklage, fordi hun derved gav mig særlige forudsætninger for at påskønne Proust, som jeg ganske vist endnu har til gode, til jeg engang i tidens fylde rettelig havner i kronisk statsforvaring et sted i den rådne banan, hvor jeg ikke længere kan genere nogen (hvem dog?).

Nå, men det var nu slet ikke det jeg ville fortælle om min grantante (her kan man jo dårligt skrive ”vor”), idet digressionens digression nemlig her kom til at overhale os så at sige telepatisk, som havde den allerede længe ventet på et passende påskud for omsider også at få et ord indført. Nej, her i huset holder vi os altid til emnet, og dette var, som man vil huske, ”verdens dom”. Min grantante forsøgte sig nemlig tillige som sanger: nærmere bestemt (for uden fokus hjælper selv et større talent end vort eget intet) som sangerinde!
Men verden forstod hende ej: Thi anmeldersken (ifølge min bedstefar klædt i giftiggrønt og siddende på første række) af hendes debutoptræden i Odd Fellow Palæet, skrev: ”Stundom tænker man på fugleskrig; stundom bringes man til at mindes fabriksfløjten, der kalder til samling...” Men lige som vi i førnævnte kronikforsøg dog fik et skulderklap med på vejen for et formildende "aktuelt" anslag, således fortsætter også min grantantes anmeldelse trøsterigt, som følger: ”Frk. K.G. udmærker sig ved en stor røst, om end med kun liden personlighed”.
Nu kommer pointen: For hvordan kunne jeg nu vide dette, hvis ikke jeg efter min grantantes død i hendes skrapbog havde fundet avisudklip med hendes få anmeldelser? Og det rørende var her, at just de eneste positive ord ”en stor røst” var understreget med rødt blæk. Jo, folkens: Verdens dom skal der ikke kimses af…

Uafhængighed af verdens dom er nemlig en guddommelig forret, men hos mennesker en art arketypisk blasfemi, der vækker frygt og afsky endog hos de ugudelige - hvis moral nemlig ingenlunde af den grund behøver at fejle noget.–Vi tør i øvrigt her gætte, at en sådan uafhængighed hos os mennesker nok oftere er en erhvervet end en medfødt egenskab. Vi skylder imidlertid her at oplyse om, at både Karen Blixen og Thomas Mann tværtimod ville bedyre: At selv Gud meget nødig ville undvære sit publikum. - Nuvel, det kan vel være – men i så fald opfinder vi da bare vort publikum, nu vi alligevel har hænderne oppe af lommen: Hvor svært kan det være? For publikum bør i enhver guddommelig sammenhæng alene være, hvad mr. "McGuffin" var for Hitchcock - et for fantasien befordrende gimmick.

Lad os i denne forbindelse også mindes Freud, hvis "Drømmetydning" i førsteudgaven kun solgte (bemærk forresten i det sidste ord det aldeles døvstumme og mildest talt noget ufonetiske "g") sølle 600 eksemplarer. Og da manden 40 år senere begik en bestseller, lød hans egen kommentar hertil: "Jeg må nok have skrevet noget frygteligt vås...". Og det havde han også - men manden kunne til gengæld skrive... Og så var han desuden gået hen og blevet "aktuel": Ja, I ved – kvindekvoter i bestyrelser og den slags...
Åh, for resten: apropos aktualitet, så lad os slutte af med dette citat af revyskuespilleren, polyhistoren og forfatteren af den vel mest læseværdige (og følgelig af fagfæller mest forhadte) europæiske kulturhistorie nogensinde, wieneren Egon Friedell (1873-1938): ”The worst prejudice we acquire during our youth is the idea that life is serious. Children have the right instincts: they know that life is not serious, and treat it as a game... “ Ja, for det er jo denne umorsomme og dog samtidig så ejendommeligt uærbødige og lavloftede alvor, der altid kendetegner aktualitetens afgud samt dens dyrkere. "Men hvad så med Syrien?" Jo, det er da alvorligt - men hele balladen kommer jo netop af al den fordømte alvor...

Vi skylder nu kun at besvare det åbne spørgmål, hvorledes en tekst, hvor det ene apropos formelig afløser det andet, ligefuldt af hårdnakkede gudsfornægtere kan blive frakendt logisk og diskursiv sammenhæng. For hvad i alverden kan dog være mere apropos - end et apropos?

Men meget vel: Kunden har jo altid ret, så hvis I insisterer, skal I da som ekstra nummer få noget der ikke er spor a propos, og som desperat leder efter et legitimt påskud, som I hermed har givet. Så after you, ladies. Og please fasten your seat belts.

- Man kan da snart heller ikke besøge sin fødeby forklædt som anonym og ukendt - og det med bragende bifald - uden straks at skulle læse, at professor Stjernfelt (nærmere bestemt Frederik Stjernfelt, for Gud og hvermand er jo i vore dage professor, hvorimod bemeldte kongelige fornavn er blevet en stor sjældenhed - hvilket beviser at det i vore dage giver højere status at være professor end at være konge) atter har deltaget i et fashionabelt københavnsk kulturevenement med kosmopolitiske overtoner: velsagtens adjuderet af ligeledes reglementeret udnævnte rationelle kulturdamer, der bestemt ikke vil forbindes med hverken pjattede dameblade, løsagtigt fiktive Bibel-spekulationer helt uden hjemmel i de vises gråskæggede råd, endsige ubesindigt mandehadske feminister uden hverken hovede eller hale.

Men som min 95-årige bedstefader opgivende sagde da hans hushjælp for fjerde gang i samme uge serverede forloren hare (thi hvad der serveres, bør altid være kommensurabelt med publikums gebis) : "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare..."
Dog - så længe blot den suveræne fru Susanne Møller ikke falder for skinnet, så kan vi dog stadig tage det med humor: For humor er det hvormed vi mennesker tager, hvad vi alligevel ikke har en kinamands chance for at ændre noget ved. Selv i Ausschwitz var der således efter sigende humor...
Om vor allestedsnærværende indrømmet velbegavede og lærenemme yndling kan vi i øvrigt fortælle, at når han som en af få i vort land vist endnu ikke er på FB, da skal det nok forestille en gestus af aristokratisk individualisme uden dækning, og altså for så vidt en art simili. For man må tværtimod indrømme, at hvis nogen skal have æren for at have opfundet netværkeriet - aldeles endogent og utvivlsomt genetisk betinget - allerede længe før der var tænkt på FB, så er det vor mand og ingen anden. Og foreslår I nogen anden prismodtager desårsags, vil jeg være den første til at protestere, om det så skal koste mig mit embede.

For just deri består hans uomtvistelige og åbenlyst frugtbare originalitet (skønt originalitet og netværkeri ellers er notorisk komplementære træk i Bohr's forstand): Hvorimod hans lige så blæksprutteagtige poetiske butler og evige novice udi højtidelig "prosa", som det moderne veldresserede kulturborgerskab falder næsegrus for, fordi de har fået besked på det - heri alene forbliver hans fremmeligste elev og plagiator.

- Men for nu i livsbekræftende protest mod al den kulturelle opbyggelighed at give ud af vort eget formelige renæssanceoverskud i Queen Elisabeths ånd - så har vi i dagens anledning valgt at annullere samtlige vore græske tilgodehavender... Endvidere kan vi annoncere, at vi nu arbejder på den største civilisatoriske landvinding siden Edison opfandt glødelampen: Ja, for det kan simpelt hen ikke passe, at mens selv de mest avancerede farvefilm efterhånden udfases af digitale sensorer, så at selveste Kodak/Eastman må gå konkurs og overtages af Finansiel Stabilitet (ihukommende at Danmark med en ex-ministers ord snart er i stand til at købe hele Verden), så lever Edith Toiletruller fortsat i bedste velgående - uændret endog i sit logo lige fra Abrahams og Isaks dage...

KVINDERNES DAG

SÆRBO, SAMBO - ELLER...
På denne dag må det være tilladt at være en smule kvindagtig. Men ærgerligt nok gider jeg ikke i dag, for når julesneen falder, og mine yndlingsfjender forskanser sig i deres iltfattige og indavlede iggloer, bliver mit sind endnu mere cool og hartad socialt indifferent end normalt.
Hvad skal det nu betyde? Det betyder at jeg er aldeles uberørt i ordets bedste forstand - selv om jeg skam kan bevidne at selv ret udmærkede kvinder stadig af og til trækker meget korte strå i tilværelsen; snart fra start, snart grundet en såre menneskelig mangel på rettidig omhu...
Hvilket sidste kan være en grund til at prise, at man ikke fik alt, men dog en hel del forærende - herunder det appendix, som i følge Freud skal være genstand for så stor misundelse, at nogle helst så at det gik samme vej som blindtarmen. Skønt det dog ellers er et livsområde hvor kvinderne alle dage har siddet med i bestyrelsen - selv om heller ikke de er helt uimodtagelige for bestikkelse.På den anden side er det rart at vide hvorfor folk kan lide en: Det er dog en ærlig sag; og så ved man hvor man har dem, og må selv afgøre om man køber konditionerne. Nå, men som sagt er det i dag tilladt at være kvindagtig, og derfor kan jeg lige så godt sige det som det er: Her i familien er det nemlig mig der skal bestikkes, og auktionen er heldigvis endnu ikke slut...
TVEBO!
Sukkerskåle og små skabe af enebærtræ bevarer i årevis deres sødligt krydrede duft. At save en tyk enebærstamme over tager sin tid, for årringene sidder uhyre tæt. Dyrehavens oprindelige indhegning bestod da også af naturligt imprægnerede harpiksduftende enebærstammer, der skal modstå råd endnu bedre end eg. Også aldersmæssigt kan denne nordlige cypres være med: En enebærbusk i den norske Finmark var hele 1100 år gammel, og for nylig blev en 800-årig stamme fældet af en vandal i Selma Lagerlöfs ak du skønne Värmland.

Botanik hører som skolefag til generationerne før mig, men jeg har dog siden lært at nogle blomster er udstyret med begge køn, andre ikke. Hos træer gælder ofte det sidste; men også hos dem forebygges penis-misundelse derved, at samme træ hos mange arter bærer både hanblomster og hunblomster.
Men enebærbusken er hverken særbo eller sambo, men "tvebo": En umiddelbart lidt tvetydig betegnelse, der dog betyder, at hin enkelte busk kun udvikler blomster af det ene køn. Derfor er det kun hun-buskene, der får bær. Men det er ingenlunde kun mennesker der kan få smag for gin: Silkehaler, dompapper og drosler kan nemlig efter sigende æde sig hønefulde af gærede enebær. Og det er én af grundene til, at jeg så dedikeret befrier dem for uopfordret ægteskabelig omklamring fra kvælende graner. I øvrigt helt upartisk uden skelen til om jeg derved forgriber mig på statens eller på den private ejendom.

ÅH APROPOS...

Hvorfor beskæftiger vi os i grunden med det negative? Tænk hvis vi ikke havde nogle offentlige udspil og udtalelser at debattere; ingen hidsigt voksesyge smågraner at fælde i vort hellige korstog for urfugle og tjur; ingen evigt snig-kneppende degne, synet af hvilke (grammatisk stopprøve) som hos Andersen gør os om muligt endnu mere ligblege end disse; ingen "imperialistisk" kognitiv semiotik som fashionabelt intimerende paraply og diplomatisk immunitet for alskens halvbegavet sammenrend, der i den sociale mobilitets hellige navn også vil være med på et hjørne; og ingen tankeløse tankestreger i stedet for de sofistikeret besindige semikolonner, som krimiforfatteren Susanne Staun rettelig anbefaler enhver der påtænker grammatiske stopprøver samt velfortjente mord - og som man også i den lige så højt begavede Susanne Møllers profession kunne behøve i stedet for kommaernes noget stakåndede og af skattemyndighederne flittigt saboterede grammatiske kaffepauser...

- Ja, tænk hvis vi dog ikke havde alt dette at bekæmpe, beklage og ævle om...Ja, så var vi nødt til at finde på noget selv, og det er - om ikke lige "sværere", for Mozart og Charlie Parker fandt det os bekendt ikke "svært" - men bare en helt anden og rent ud sagt mere "a-social" division hinsides plebejisk travesteret tryksværte, den være nu for vor skyld rød eller blå, akademisk eller for den sags skyld bare "eksperimenterende" - med telefonbogen som hin enkelte impeccable undtagelse og endnu levende bundhæderlige gutenbergske fossil i en demokratiseret verden af palæo-ontologisk overdimensioneret titelsyge.

- Javist, men endnu værre er det dog, når alle ekspansionsyge ungdomsgraner er fældede, og vi som lappen efter omsider at have skudt de sidste ulve til vor egen overraskelse bittert savner lyden af deres natlige hylen mod Nordlyset; eller når vi er midlertidigt afskåret fra at bekæmpe vore yndlingsfjender, grundet forestående konkrete og praktiske gøremål såsom afrejse, der nemlig ikke levner os meget mere end et semikolons pause - som derfor må udfyldes aldeles autonomt og helt uden nogen fornuftig social anlednings i længden også noget trættende støttepædagogiske og snakkesaligt momsfritagne apropos.

"HOW JAZZ WAS BORN"

A lecture in significant Biochemistry

Det er da helt utroligt, så nysgerrige I derude er om vort automobile privatliv... - Jo, venstre sidespejls glar er nu fikset og vor kørsel dermed atter tilnærmelsesvis lovlig - "forsvarlig" er jo ligesom "kjerlighed" et meget stort ord...Som både den unge Kierkegaard, Mann og Bror-nesse Bixen måtte sande, er kjerlighedens dybere rolle nemlig såre ofte rent katalytisk i den høyere underholdnings tjeneste.- Dette tvinger os til hermed at udbringe en trefoldig skål for Anenosin-Trifosfat: Adenosin-Difosfat er derimod afgjort et nummer for småligt og imponerer os ikke det mindste - som en urokkelig aarhusiansk ingeniør i sin tid vrissede, da min bedstefar i Paris (hvor ellers?) viste ham Eiffeltårnet.

Vor biokemiske skål er i virkeligheden et plagiat, hvormed vi endnu engang vil demonstrere hvor latterligt let sligt er at camouflere for en benovet verden af titelsyge almindeligheder. Således er den kalkeret over følgende ord af the late Viktor Borge, som jeg er er blevet bekendt med gennem dennes livlæge og litterære eksekutor dr.med. Niels Ruben: "My father was a great inventor with only little success. First he invented "One-up", which quite frankly didn't work. Then he invented "Two up", which didn't make much of a difference. Later however he ingenuously managed to conceive "Three up" - yet without due recogition. That did not stop him however, and in the end he even succeded in inventing "Six up" - and then he died completely unknown as an embittered man. - Little did he know how close he was..."

Som sagt var vor biokemiske vits således et plagiat, men så sindrigt skjult at ingen ville opdage det, idet den nemlig for en sikkerheds skyld ikke engang i sig selv var særligt morsom. Dette illustrerer nu to ting om plagiatets psykologi. Ganske som vi jo er nogle der ikke formår at stikke en pind i en lort uden at ødelægge begge dele, således formår den fødte plagiator altid at forlene selv de mest geniale tyvekoster med at anstrøg af umiskendelig jævnhed, al ubehjælpsom encyklopædisk omstændelighed og pligtskyldigt skrabud for etablerede, men ret beset uvedkommende notabiliteter til trods.

Fanklubben opdager det dog heldigvis aldrig, idet kommensurabiliteten altid med instinktiv omhu og ingenlunde alene af vankundighed foretrækker at hylde det kommensurable og skyer det inkommensurable. For som et akademisk udvalg engang ikke helt uden vid forkyndte, da jeg for eksperimentets skyld havde begået en på forhånd futil ansøgning: "Alene ansøgningen er i sig selv diskvalificerende". Og de havde ret: For vandrefalken beder vel ikke i ædru tilstand dronten om at vurdere dens flyvefærdighed.

Derimod frikendes etablerede og respektable plagiatorer altid på runde dage pure for enhver bagvaskende mimren i lyssky kroge for små til rygeforbud, af allestedsnærværende og uopfordret skåltalende, hamsteragtigt utrættelige titeldyr - der nemlig generøst fornemmer at en lynafleders kollektive paraply kan være en nok så klog investering som nogen kollektiv branche-forsikring. - Nuvel: "Sådan er det bare", som en kunde svarede i telefonen, da en slukøret forretningsindehaver kun havde modtaget halvdelen af det aftalte beløb. Eller som en befippet svensker stoisk udbrød ved synet af hustruen sammen med naboen på bagsædet af dennes nye Volvo: "Fortsätt, bara fortsätt...

Omvendt kendetegnes den sande genialitet ved, at selv når den nedlader sig til plagiat, er det kun er simuleret plagiat og således studentikost sagt i forstand dobbelt plagiat, hvorved to gange minus kommer til at give plus. Selv når den med næsten øretæveindbydende åbenhed - for nemlig ikke at slås i hartkorn med førnævnte kategori - mimer et andet forlæg, formår den nemlig i Hegel'sk forstand at "op-hæve", transformere og transponere det så at sige respektløst i en højere underholdnings tjeneste uden dog at give mindste køb på en måde der kunne bringe hverken forlægget eller den selv i miskredit. Således kunne de største jazzmusikere på ubegribelig vis åbenlyst og on location suverænt citere de forskelligste musikalske kilder på en måde der dog kun yderligere understregede deres egen symfoniske integritet og melodiske opfindsomhed.

Vi har dog denne gang valgt at som i et Gesamtkunstwerk illustrere vor pointe med et autentisk fotografi af et atavistisk tilfælde af partenogenese. For hvad der nu især kendetegner den sande genialitet før dens Hegel'ske sublimering i lidt modnere alder til et ekstravagent Borge'sk show, er nemlig den provokerende egenrådighed, hvormed som her en vældig gren som Eva ud mellem Adams sideben emanciperer sig fra sin rod til et eget blomstrende liv, der snart efter sågar rekonstruerer og genopfinder sine rødder per efterkrav ved i en hyperbels bane at gøre et så at sige messiansk besøg i jordbunden for at bringe alle formelle mellemværender med Folkeregistret i uklanderlig orden.
Det bør dog i den forbindelse indrømmes, at med Freuds omtrentlige ord er en gren nogle gange bare en gren - en udtalelse der dog utvivlsomt blot var et blufærdigt dække over den litterært noget stødende sandhed, at nogle gange er en pik bare en pik: Noget som også vi rigtignok under anderledes normale og knap så tvingende omstændigheder ville kvie os gevaldigt ved at udbasunere offentligt. Men det være så hermed gjort: For hvis ikke den bredeste ryg skulle tage skraldet, hvem da? Eller som en fræk gammel vestjyde selv fortalte mig, at han engang havde svaret en velstående proprietær, der klagede over at være blevet snydt af ham så det drev: "Nåja, men så var det da rigtignok godt, at det ramte én der havde råd til at tage smækket..."

OM FORTIDENS SUPERNOVAER

For engang skyld vil vi undlade at kommentere aktuelle begivenheder: Kort skal dette ikke handle om os selv. Please fasten your seat belts. En af palæontologiens fædre var den engelske anatom Richard Owen, som dog ikke var ene om i midten af 1800-tallet at finde dinosaurer - et ord han i øvrigt selv lancerede. Hans mindst lige så flittige rival lægen Mantell præsterede at ruinere sig ved at at udgive illustrerede afhandlinger om sine fund, hvorefter hustru og fire børn forlod ham som en slagen mand.

Dette forhindrede nu ikke Owen i at lade afholde en celeber middag i Crystal Palace inde i en rekonstrueret tidlig dinosaur, fundet og navgvet af Mantell - der dog ikke var blandt de inviterede. Året efter blev Mantell ved et uheld onduleret til veritabel krøbling af et hesteforspand - hvorefter hans rival Owen havde helt frit spil til systematisk at fratage ham æren for de fleste fund og sågar omdøbe en bunke arter i sit eget navn, så ingen kunne være i tvivl. Samtidig blokerede han den mod alle odds vedholdende, men nu ludfattige Mantell for enhver adgang til de faglige tidsskrifter på feltet - hvorefter Mantell tog sit eget liv.

Men hør bare: Selv i døden blev Mantell forfulgt, idet Owen forfattede hans nekrolog, hvori han afskrev ham som en ren middelmådighed og fortsatte sin praksis med at fratage ham resterende ære. Owens praksis gik dog ikke helt upåagtet hen: Således gerådede han i strid med dronningens livlæge om æren for en tandteknisk opdagelse. Og i sin egenskab af formand for en videnskabelig kommité lod han sig selv tildele en eksklusiv hædersbevisning for et fund, fremlagt og beskrevet på en konference af en kollega året før.

Ligeledes undrede det ved en lejlighed den gamle naturforsker Huxley såre, at Owen i datidens modsvarighed til Den Blå Bog for videnskabsfolk stod opført som indehaveren af just det fornemme embede som Huxley selv bestred...

Til slut blev Owen da også som straf frataget en del æresposter - men blev til gengæld en glimrende direktør for British Museum, som han nemlig åbnede og indrettede for almenheden, der hidtil havde været forment enhver adgang. Her rådede han som et særligt kært trofæ også over sin afdøde rival Mantells ved ulykken deformerede rygsøjle, som han generøst lod udstille på linie med sine øvrige mageløse fund - og det var vel også en slags anerkendelse. En af Owens sidste slyngelstreger var modarbejde et forslag om at opsætte en statue af Darwin uden for museet. Det lykkedes desværre ikke helt, for Darwins buste står endnu i dag i Museets cafeteria - men som et plaster på såret fik Owen dog opsat sin egen buste på en anderledes markant plads ved Museets hovedindgang. En forbløffende personlighed...

Richard Owen var dog ikke ene om sin palæontologisk overdimensionerede forfængelighed: En amerikansk kollega Cope udnævnte således forlods sit eget kranium til at være typeeksemplaret (nærmest prototypen) af Homo Sapiens - en ære der normalt tilkommer det først gjorte komplette fund af den pågældende art. Uheldigvis viste hans kranium ved afsløringen umiskendelige tegn på syfilis - og så måtte man tilbagekalde æresbevisningen i største diskretion.

- Didaktisk historieskrivning er ganske vist omsonst, for hver generation gentager forfædrenes synder og dumheder - men dens underholdningsværdi kan ingen fratage den. Men denne historie illustrerer til fulde alt, hvad vi andetsteds har observeret omkring plagiatets psykologi: Herunder hvorledes det er skruen uden ende, fordi både løgnens og den sociale pomps eskalerende omfang og de stadig mere ryggesløse ledsagesynder skal kompensere for manglen på sandhed in the first place - og fordi frygten for den midlertidigt stækkede modparts ulmende endogene potentialer må druknes ved fortløbende bugtalervirksomhed, endog i tilfælde af kritiske observationer. - Et paradoks der dog lader sig begribe, når man betænker at slangeserum på samme vis fremstilles af just den slangegift, som den skal immunisere mod. Af lignende grunde kan det jo undertiden også være svært få få en dommer dømt.

”ITS ONLY A PAPERMOON…”

OM DEN BORGERLIGE OPERA...

Manglende adgang til TV nytårsaften forklarer min royale forsømmelighed både Nytårsaften og ved Dronningens 40 års jubilæum. På den anden side har jeg ikke spor imod de kongelige, bare de ikke støjer og koster mere end deres modstandere. ”Efterlønnens” niveau kan vi vel altid snakke om, hvis vi keder os. Det sunde ved monarkiet er imidlertid, at her ved vi alle, at dets status - skønt nedarvet - ikke udtrykker nogen personlig essens eller fortjeneste. Derfor kan vi alle tilgive dem, bare de ikke kvajer sig alt for vildt.

Men hvorfor kan vor nidkære demokratiske nomenklatura så ikke tilgive de kongelige? Årets første lyse idé, som muligvis er lidt for god til denne verden, affyres hermed kvit og frit fra hoften: Vore demokratiske eliter hæger med nidkær skinsyge om den idé, at de selv modsat de kongelige har fortjent både deres udnævnelser, titler, honorarer, pensionsordninger, "indflydelse" (dvs. retten til at forhindre andre talenter eksponering) og fortrinsstillinger. Og Kongehuset minder dem ubevidst om den ubehagelige mulighed, at dette måske slet ikke holder stik... For sæt nu Onkel Danny alligevel havde ret: ”It’s only a paper moon”.

At vor teori godt kunne være sand, skal illustreres med et frisk eksempel. En kronik blev af et af landets mest selvbevidste dagblade honoreret med et automatisk robotsvar, som havde der været tale om et læserbrev. Til gengæld modtog jeg samtidig en personlig mail fra redaktricens sekretær om, hvorledes hendes højheds navn rettelig bør staves – hvis inspirationen skulle melde sig en anden gang. Dette var åbenbart vigtigere end et personligt svar på et stort stykke ulønnet arbejde. For modsat de kongelige savner vore demokratiske eliter ofte både humor og selverkendelse: Frygten for sidstnævnte tillader dem nemlig sjældent den luksus at have humor

En erindring omkring vor dengang endnu ret ungdommelige Dronning kan illustrere hvorfor jeg undertiden foretrækker kongehuset for den moderne nomenklatura. Hun blev spurgt, hvad hun syntes om at blive tiltalt med "Du". Margrethe svarede, at hun foretrak at folk tiltalte hende som de selv fandt det naturligt. Hendes svars nærmest talmudiske genialitet analyserede jeg først mange år senere, men det gjorde åbenbart indtryk.

Margrethe vidste at ingen dengang, uanset observans, fandt det naturligt at tiltale hende med "Du", der således alene ville være en affekteret provokation. Den smarte udspørger tror selv at repræsentere naturligheden over for det affekterede royale og forsøger ligesom de skriftkloge på Jesu tid at fange hende i en fælde uden udvej: Hvis hun overgiver sig til naturlighedens ”du”, er det reelt en slags abdikation; og hvis hun omvendt fremturer majestætisk, udstiller hun kongedømmets naragtighed og begår atter selvmål. Men i stedet bliver udspørgeren selv indirekte tilbagevist som den affekterede og unaturlige. Jesus var som bekendt heller ikke dårlig til den slags operationer – der skam også formår at gøre vor moderne nomenklatura hvidglødende af den velkendte tavse fornærmethed, der sjældent tilgiver....

Og Operaen? Åh ja, også den koster jo en kongelig bondegård og ser pæn ud på afstand. Men folk med bedre forstand på de dele fortæller mig, at dels er akustikken dårlig, dels tjener disse prangende udenværker mest til at temmelig ”artsfremmede” typer har kunnet tilrane sig yderligere status og midler på bekostning af kunsten selv.

P.S. Vor histories pointe bekræftes kun af, at den ikke vakte mindste behag hos flere redaktioner, idet nogle tydeligvis følte snart kongehusets, snart deres egen oplyste ære beklikket..."We are not amused", som Queen Victoria plejede at sige, når noget mishagede hende. - Men ved man da ikke, at det dybest set kun er os selv der ved vor egen barnagtige fejhed og dumstolthed for alvor kan beklikke vor ære? Nå, på positivsiden tæller til gengæld at Bjørn Bredal for nylig betroede mig - uden dog samtidig at oplyse sin promille - at han anser mig for en filosofisk skribent i særklasse. Så you never know...

KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES

Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” på Det Kongelige Teater har givet anledning til debat om nutidens kældermenneske. Anne Sophia Hermansen ser kældermennesket i bagvaskelsen af kendte personer, såsom pseudonymet ”Bethany”s udhængning af hende selv i de sociale medier. Og livsstil-eksperten Anne Glad siger, at på nettet kan enhver i vore dage tampe frit i tasterne: Mennesker med forliste ambitioner vejrer
morgenluft. Samtidig er Ole Thyssen, Karen Hækkerup, Henrik Dahl m.fl. bekymrede for et samfund på tabernes præmisser.
De to debatter er forbundne kar – og minder atter om F. Stjernfelts og S.U.
Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed”. Deres tema var alle ”miskendte”,
der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling
var imidlertid en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok
kan fallenter frit påberåbe sig berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt
– men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så let slippe af sted
med at afskrive selv berettigede samtidige som livsløgnere.

I begge tilfælde er der filosofisk set tale om fejlslutninger: For ganske ligesom vi
ikke kan slutte af nogle miskendtes berettigelse, at alle miskendte så er
berettigede undtagelser – kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia,
at alle der mener sig overset, er livsløgnere. Reelt psykologisk er det
imidlertid ikke fejlslutninger, men i begge tilfælde selvbedrag: Fejlslutning
er principielt en rationel proces, blot er der sket en trykfejl undervejs.
Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af følelser. Hvad enten
det nu er kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om
deres fortrinsstilling.

Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk,
mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser og typisk
optræder solo. Det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har
lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker
på deres ret, gør de sig umulige som ”kældermennesker”. Og det er aldrig for
sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som
udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere.
Endelig har vi eksempler på, at dygtige folk blev sindssyge: Og uanset
faktorernes orden, så er det ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne
vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind
under en ”Kvote 2-ordning”, og det har vi det skidt med.

KÆLDERSKRIVERI har imidlertid sit arnested i den etablerede presse. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence og moral - med rette eller ej, og uanset højde over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls
yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft sagt” eller Peter
Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med den næsten landligt fredsommelige
Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede
pressekoncept.

Grunden er enkel: Mens man nemlig ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi godt tilstå dig
retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for
at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får
lov at blive ugens helt – men kun fordi en langt større hero derved bliver
trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”,
idet vor generøsitet over for dig dog samlet set ikke giver os grund til at
nære mere jalousi end før.

Derudover er gadeslagsmål ikke alene underholdende, men også demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan folk lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og
når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for
egne rækker, så skyldes det begge de nævnte grunde. For mediernes
”tjenestemandsansatte” provokatører er instinktivt altid omhyggelige med ikke
at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner parallelklassen...

Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgiver, at kældermennesket kan have nogen ret –
men tilføjer så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme
ælling er nok ene mod alle; men alligevel frygter vi, at den skulle få andel i
vore privilegier – og desto mere jo mere berettiget vi frygter at den er. - Og
når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig
så sandelig også provokeret til det: For ikke blot er den notorisk kilden over
for fremmed berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på –
dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor at behandles som
blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den
omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er
allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor
godkendelse: dét er et slag i ansigtet på vor ære.

Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse på linje med os, er mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på
overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men
der er nu ofte sammenfald. Og Ole Thyssen har ret i at jo lettere det
er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten.
Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og er derfor
almindeligvis ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig er eller
føler sig invalideret.
Dog kan man godt tænke sig at det giver ringere status i visse miljøer at have
et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud,
er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der
omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den
sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog måske vitterlig
klogest i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.
Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs.
Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger
ligeberettiget status. Tillad mig i den anledning et ide-historisk indskud. Ganske
som i calvinismens tid økonomisk velstand ansås for et tegn på, at man nød
Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Ole Thyssen m.fl., at
grønt lys i tilværelsen borger for ens berettigelse – og for at mindre velkomne
bidragydere og arbejdsløse følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der
ikke i almindelighed en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede
ved materiel produktion er der ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller dets
fremstilling. Men i den offentlige anerkendelsesverden, hvor det end ikke er
bestilleren der betaler showet, handler medgang dertil ofte mere om, hvem vi
har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.
I vor egen stræbsomhed er vi ikke altid så interesserede i at anerkende andre –
men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede
eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang
er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto
mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Et ansættelsesudvalg
eller fagkonsulent vil ofte være forudindtaget og stolt over at have med en berømthed
at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi
ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop
– en betragtning, der især for ubeskrevne blade spiller en rolle. Derfor vil "vindere"
sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger
de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale.
Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Og da slet
ikke i de enkelte tilfælde, selv om synspunktet kan have en vis statistisk berettigelse
på alment tilgængelige felter såsom film.
Derudover er det ikke engang altid sikkert, at en kändis i længden sælger bedre en mindre
kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag der bliver kendt
for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et
større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede
kalkuler. Så af mange grunde kan vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linie med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi
så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.

Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter
hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde
ikke være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det
som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du
være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en
rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og
dels vægtes dine sociale forcer samt vor egen fordel af at anerkende dig langt
højere.
I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For
målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid
sælge bedre end en dårlig bil: Hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre,
skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller
ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er
central, og mad ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang
en stadig mindre del af befolkningen. Og hinsides den materielle produktions
sfære er der meget andet end kvalitet som styrer vor efterspørgsel.

I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en calvinistisk
betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke
identisk med dem der betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse
som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til
at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv
kolleger, der ikke elsker os, vil se med blide øjne på vore små intriger, for
ej heller de ønsker bejlere med måske mere glorværdige kvaliteter end deres
egne. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor
krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en
sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social
mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte
på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere
kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes
begavede psykopater – men det er kun rimeligt at også menneskers karakter
spiller en rolle.”

Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi:
Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere
osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For
hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er
verden ikke tjent med. Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt
hvis psykopater samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads,
sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er
erhvervede og mest beror på at vi konsekvent spænder ben for dem.

Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får,
desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en massiv realitet:
Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere
forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med
tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden hverken høj
status og frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed,
men fordi de ville føle det som en reduktion af deres person.

Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik; og behandles
man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet
deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til
såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens
dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af
kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd
mod ”helligånden”.
Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag
hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele
vejen i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle
uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt
bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres
til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst,
når man kan få både honorarer og høje gager uden ligefrem at risikere en
diskusprolaps i sandhedens tjeneste?

P.S. Ikke et ord om redaktionelle kommentarer selv på de bedste steder: Når en på bunden hæderlig red. omsider har vænnet sig til eksistensen af enhjørninger og overgiver sig i stedet for det slet skjulte "mig ikke forstå, og du slet ikke kan skrive endnu..."), bliver han gerne udskiftet. Så går der vel atter et par år, inden man får lært at skrive tåleligt igen...

EN BARONS ÅRSREGNSKAB UDI KUNSTEN AT FÅ FIASKO

OM AT "OWNE" BIL, FÆSTEBØNDER - OG SKOV

Selv i et bibelbælte glemmer man alligevel let hvor Moses i sin tid købte øllet, - men desto mere glædeligt var gensynet med en gemt flaske flaske Glen Grant. Måtte straks drikke mig mod til ved udsigten til næste dags praktiske udfordring i anledning af årlig bilinspektion: Påklistring af genstridigt og løbsk bakspejl, ikke at forveksle med sidespejlene, der jævnligt ryger af ved uventet modkørende trafik: Ensretning er nemlig default indstillingen her i firmaet, men budskabet synes ikke rigtigt at trænge igennem. Har vi mon et oversættelsesproblem? Ja, vi spørger bare.

- Nuvel, et bakspejl skal jo ikke monteres glas mod glas, skønt kontaktfladen her ellers er optimal. Ikke desto mindre måtte jeg efter omsider at være lykkedes i mit forehavende konstatere, at et spejl kan sidde omvendt på mere end én måde i et tredimensionalt univers: Således kunne jeg nemlig i spejlet konstatere, at min lynlås var gået gået op... Til gengæld gik bilen for første gang gennem synet helt uden anmærkninger eller blot anbefalinger - hvilket viser at biler er i stand til at udvikle sig og grundet denne Münchhausenske modvilje mod entropiens lov følgelig er at betragte som levende væsner.

På hjemvejen inspicerede jeg mine mest afsides fæstebønder, der imidlertid syntes at have opgivet ævret under de sumpede betingelser - vi lever i et tabersamfund af jammerkommoder og kældermennesker: Her tilbyder man dem ærligt arbejde og personlig udvikling, men i stedet drager de til storstaden for at forsumpe på vor regning. Kongen - den slappe populist, som ikke kender sin besøgelsestid og ikke fatter, at han derved kun køber sig en stakket frist - støtter dem naturligvis heri, men det er jo os adelige der må betale gildet, for jorden dyrker ikke sig selv. Nej, op på træhesten, så skulle I snart få se løjer...-

- Et nyt dansk verbum med for mig uigennemskuelig betydning er "at owne": "Ole Birk Olsen owner SF på det spørgsmål, hvornår mon Danmark skal være i økonomisk balance." - Samtidig bedyrer en bekendt, at hun i en mere letfattelig forstand "owner" sit eget konsulentfirma: Det hedder jo også "my own room". Man kan efter sigende ikke eje mennesker, men man kan heldigvis owne dem: Således blev en geskæftigt hjælpsom rådgiver engang brysk afvist af en estimeret amerikansk byfornyer af belastede byområder med denne replik: "Det er mine niggere!"

- Jeg "owner" for min egen del efterhånden betragtelige arealer af svensk skov, som jeg i smug plejer efter selektive principper, som enhver normal skogbaron helst ville have sig frabedt. Af samme grund spørger jeg sjældent om lov, men tager mig på den anden side heller ikke betalt, idet arbejdet bærer lønnen i sig selv: I dag således to urhaner i forårsagtigt humør - for just urfuglene og tjurerne betragter jeg som mine klienter og smertensbørn. Som "Gudfaderen"s trofaste familiesagfører ildevarslende lakonisk betror en træg forhandlingspartner, således kan også jeg nemlig sige: "I have got only one client..." - Urfugle holder nemlig ikke af juletræer, idet de fortrænger blåbær, tyttebær og enebærbuske - så selvsåede invasive jule-horder påtager jeg mig at fjerne fra bedre lokaliteter uden beregning, inden de når at gøre skade - for øvrigt også i allerede fredede områder, thi der savnes mandskab til pleje. Plantet infanteri af juletræer bøjer mig dog for, om end mere af realisme end af lovlydighed.
Men som med alt andet i mit liv gælder forresten også her: I samme øjeblik det jeg laver, opdages og geskæftigt bliver behæftet med både status og penge, sætter the usual suspects og deres kloner sig på det i samdrægtig flok, for det er nu engang min karma. Kort sagt finder jeg ingen grund til at have is i maven og vente på Godot i form af kontraktlige opdrag, alt imens græsset gror og horsemor død.

Men kunne man mon så ikke i stedet kombinere denne min quijotisk irrationelle lidenskab med en veltimet og anderledes indbringende jule-frækhed? Højst sandsynligt, men vi idealister og arbejdsheste inkognito tænker overhovedet ikke i sådanne baner - og når vi endelig forsøger, forregner vi os i reglen. Personlighedstyper, formoder jeg...

For vi tilhører nu engang ikke den kategori der forstår at sælge deres skriverier allerede inden de har begået dem, idet de klogeligt holder sig til slet skjult kopivirksomhed: For hvordan kan et forlag nemlig uden at slå sig selv på munden afvise noget, som ret beset allerede er blevet både publiceret og verbost anmeldt de bedste steder. Og vi mennesker står os nu engang bedst ved nogenlunde samtidig at sige og gøre nogenlunde det samme - thi det borger umiskendeligt for originaliteten.
- Nuvel, skoven på billedet forsøger jeg omvendt at få fredet mod al hugst, da den er af en ganske særlig karat - hvilket som sagt ikke helt skal forhindre mig i fortsat skønsom manicure.
Den forlængst ukendte landskabs og portrætmaler Ruben Gelardie gjorde mig opmærksom på en bitte bog fra -60 begået af en siden hen berømt finlandssvensk lyriker og maler Rabbe Enckell: "Kunsten at få fiasko" (Hasselbalcks bibliotek). Den skulle være paradoksal og vittig, men også opbyggelig, og ikke helt ubeslægtet med osv. Og som han sagde: Henviser du til lurmærkede folk, der har tænkt noget lignende, har man sværere ved at afvise dig.

Han har aldeles ret: For den hæderkronede og organiserede normalitet vil altid kun hæfte sig ved den subjektive "fornærmethed" eller hvad nu, som man indrømmet deler med hundreder - men stædigt forbigå såvel dens individuelle objektive grund som dens objektive, emergente, hvis ikke spektakulære frugter. Nuvel, men det opbyggelige i fiasko er vel bl.a., at ikke alt holder niveau, samt at det er synd at fælde træer til papirmasse, før de er modnede til tømmer. Nietzsches gamle dictum "Alt hvad der ikke dræber dig, gør dig stærkere" er dog nok så apropos - vel ikke som faktuel sandhed, men desto mere som ideel leveregel: Kan du forvandle det her til noget emergent, så at du dog får noget for pengene, nu du alligevel må betale prisen?

Naturligvis vil som sædvanlig næsten ingen på bjerget indrømme det, selv om man i det dulgte nidkært overvåger selv dine mindste troppebevægelser, ganske som ravnene med trofast skinsyge vogter på ørnens og rovdyrenes færd. Men også det forvandler du så bare til noget emergent: - hvorved du til sidst ender som den bisætning, der ganske vist komplet har tabt forbindelsen med både sit ophav og sin naturlige plads i tilværelsen - men som til gengæld hævner sig ved at emancipere sig selv som hovedsætning. Den Europæiske Centralbank ville muligvis her gøre indsigelse, men den der selv bor i et glashus, bør som bekendt ikke kaste sten - hvortil jo kommer at det dog undertiden forekommer at en sæbeboble emanciperer sig helt overbevisende.

"KUNSTEN AT FÅ FIASKO" er hermed bestilt fra et oversøisk antikvariat i Aarhus i samfulde tre eksemplarer. Så kan det vel ikke gå helt galt - og dog, og dog: Ingen i dette land har således i årets løb fældet så mange juletræer som jeg - som sagt ligeledes oversøisk i de svenske urfugles tjeneste - og alligevel er jeg omtrent den eneste i landet der ikke selv ejer et. Men med fiaskoen går det mig heldigvis som regel betydelig bedre, og den er med til at holde mig i form. Man skulle jo nødig ende med at ligne en udlevet og dekadent adstadigt omvandrende succes - endsige som den uskyldige "Amagermand", der for tiden anerkendes uforbeholdent og landsdækkende for morderiske bedrifter, som han jo i virkeligheden slet ikke ville være i stand til at udrette. - Bedrageren Stein Bagger havde det af samme grund slet ikke så sjovt som folk tror, for også han levede jo kun på lånt tid i sus og dus.

RETTEN TIL RIGET

Ole Thyssens kronik i Information 15.11 i liberalistisk ånd var et opkog af hans tidligere skriverier herom – og han har heri selskab med både sin lejlighedsvise kampfælle Henrik Dahl og Frederik Stjernfelt/Søren Ulrik Thomsen med deres pamplet "Den negative opbyggelighed". Det ville være under bæltestedet at indvende at Thyssen ikke selv bidrager til landets bruttonationalprodukt og i øvrigt er dyrere i drift end en førtidspensionist: For hans tænkning kunne jo godt være uvurderlig.
Thyssen kan også have ret i, at jo lettere det er at opnå beskyttet status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være en beskyttet eksistens uvægerlig forbundet med lav status og derfor almindeligvis ikke noget man tragter efter, med mindre man vitterlig er eller føler sig psykisk og socialt invalideret.
Dog kunne man godt forestille sig at det giver ringere status i ens eget miljø at have et ufaglært lønarbejde end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som et falleret talent, der omsider har fundet sin rette hylde, og hvis bidrag de i øvrigt risikofrit kan annektere i kollektiv tavshed. Thyssen og meningsfæller må derfor tage højde for, at den arbejdsløse ægyptolog på lang sigt måske vitterlig gør klogt i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til Akmet eller Ali. Selv løb jeg dog i sin tid med aviser, men havde så også en palæstinensisk far...
Vor konstatering erindrer os om den økonomiske makrosandhed, at der jo slet ikke er så mange ledige jobs, ej heller for de initiativrige. Og i den situation er det Thyssens vinkel at de bedste får jobbet, og at taberne så vælger at forlange status som ofre - en betragtning han frejdigt her i efterlignernes århundrede har lånt fra historikeren Henrik Jensens bog "Ofrenes århundrede" - der dog ikke vinklede den ideologisk.
Ganske som i calvinismens tid økonomisk velstand var et tegn på at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske, så mener Thyssen nemlig tydeligvis, at grønt lys i tilværelsen i sig selv borger for ens berettigelse og kvaliteter samt ikke mindst: At mindre velkomne bidragydere følgelig må være af proportionalt lavere kvalitet.
Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke i almindelighed en sådan nødvendig kobling. I den offentlige anerkendelsesverden, hvor det ikke er bestilleren der betaler showet af egen lomme, handler det oftere om, hvem vi har fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende i henhold til kvaliteter.
I vor egen musegrå stræbsomhed er vi dybest set ikke altid ret interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang og ærinde fremstår som oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvemme anledninger og talismaner for desto mere konsekvent at afværge ubudne talenter, der ingen fordele har at tilbyde os. Et udvalg, en redaktør eller forlagskonsulent vil ofte være ikke blot naivt forudindtaget, men også lidt stolt over at have med en berømthed at gøre, for det smager allerede lidt af fugl.

Dertil kommer at når vi præmierer noget allerede præmieret, har vi ryggen fri, selv hvis det mod forventning skulle vise sig at blive et flop – hvilket især for nyere og mere ubeskrevne blade såvel som for dovne sjæle spiller en rolle. Derfor vil en Thyssen og andre "krigere" - for nu at bruge hans egen terminologi - sjældent blive afvist, hvor meget han end gentager sin ode til Mærsk. Men det beviser jo ikke hans genialitet eller sandfærdighed som tænker eller stilist.
Derimod kan det i det enkelte tilfælde være salgsøkonomisk korrekt, at en kändis læses af flere end en mindre kendt. Sidstnævnte betragtning holder dog ikke over tid: For en avis, TV-station eller et forlag der konsekvent vægter kvalitet over kändis-effekt, kan meget vel ende med at få flere læsere, blot man tillige sørger for variation i stil og indhold.
Thyssen overser med andre ord, at især i tider med overskud på arbejdskraft vil ens succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparationer og blikkenslagerarbejde ikke være et mål for kvalitet. At ”få lov” handler tværtimod om alt det som den moderne middelklasse og jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?”. Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden vække være en ulempe, og dels vægtes sociale forcer samt vor egen fordel ved at anerkende dig langt højere.
I private virksomheder vil man derimod altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit - og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. Dvs. hvis en dårlig bil alligevel sælger bedre, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris eller misinformation, et uheldigt ry fra ældre tider eller ulighed i reklame-volumen.
Men sådan er det ikke altid i åndens verden, hvor så meget andet end kvalitet kan styre vor efterspørgsel. I særdeleshed er det meningsløst i offentlige anliggender at gøre en sådan ”calvinistisk” betragtning gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, jo ikke identisk med dem der faktisk må betale gildet.
En anden side af den sociale udvælgelse som Thyssen helt overser, er det forhold at vor grad af succes ofte har at gøre med vor evne til at udnytte allerede opnåede fortrinsstillinger til at intrigere for dermed at bringe uvelkomne ”rivaler” i et umuligt lys eller i på anden vis omgå dem uden risiko.
Selv kolleger, der ikke elsker os, vil nemlig ofte se med milde eller endda "blinde" øjne på vore små intriger, for ej heller de ønsker flere bejlere med andre og måske mere glorværdige kvaliteter end deres egne. Den akademiske verden er notorisk fuld af den slags kalkulationer, og vel i dag mere end nogensinde - og modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.
Naturligvis kan jeg ikke kan ane hvor megen af sin personlige lykke lige netop Ole Thyssen kan skrive på den konto, men det kan næppe passe at han er ubekendt med disse forhold.
Vore overvejelser omkring succes kan forlænges til en analyse af begrebet mislykkethed. Social-økonomisk mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, skyldfølelse, lav selvtillid, manglende opbakning fra familie og miljø, etnisk mistro osv. Den ubevidst calvinistiske Thyssen ignorerer konsekvent hele denne psykologiske flora; eller også vil han måske her indvende: ”Vel findes der også begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men det er da kun rimeligt at menneskers karakter spiller en rolle for deres sociale skæbne.”
Men en sådan betragtning ville åbne for en meget ondartet og hyklerisk strategi: Lad os som anmeldere, som medlemmer af faglige ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som forlagskonsulenter, eksaminatorer osv. spænde ben for alle de talenter, som kunne frygtes at sætte vort eget lille lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det at de er nogle skvat, og den slags er verden ikke tjent med. Lad stå hvad ikke kan falde...
Hvis det thyssenske kompagni imidlertid i en trængt situation vitterlig skulle betjene sig af dette argument, kan det tilbagevises som usagligt: For vist er det godt at i det mindste nogle psykopater samt andre som er inkompatible med enhver arbejdsplads, sis fra inden de når at lave ulykker. Men med i dette arguments badevand følger rigtignok en bunke mere eller mindre fortræffelige folk, hvis eneste ”karakterbrist” i givet fald er erhvervede og just beror på at vi så konsekvent spænder ben for dem – noget vi desværre langtfra altid er i stand til, men desto mere eftertrykkeligt just i de tilfælde hvor de pågældende står uden bagland og forbundsfæller.
I forlængelse af Thyssens calvinistiske betragtningsmåde kunne man endvidere sige, at jo højere løn man får, desto større må man være – og følgelig rangerer en Thyssen langt over en arbejdsløs. En sådan psykologisk mekanisme er da også en realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse vore mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne og herunder tænke på hårdtarbejdende sygeplejersker, hjemmehjælpere etc. uden høj status som frynsegode, ville de blive meget forargede – skam ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som en fornærmelig reduktion af deres person.
Bliver man behandlet som stjerne, kommer man hurtigt til at opleve sig som stjerne og mister snart enhver selvkritik; og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært slet ikke at blive anfægtet deraf i svage stunder. I begge tilfælde tager vi fejlagtigt og i Calvins ånd verdens dom for pålydende. Og for nu at vende os til kristendommens mindre anløbne udgaver fra før Calvins tid, kunne vi tværtimod sige: At sådan overtro er en synd mod Den Hellig Ånd.

Kompagniet af fordums marxister fra direktørhjem, som efter en opportun postmoderne periode i dag bekvemt og unuanceret hylder læren om at være sin egen lykkes smed, overser at de selv er blevet båret igennem hele vejen, bl.a. i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt, hvor universiteterne ansatte alt hvad der kunne krybe og gå. De tager med andre ord slet ikke højde for hverken konjunkturbestemt arbejdsløshed eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge makroøkonomiske størrelser, der ikke meningsfuldt kan henføres til uhensigtsmæssige strømninger eller offer-mentalitet.
Men hvorfor dog som taberne nøjes med overføringsindkomst, når man kan få konsulenthonorarer samt lektor- eller professorgage uden at overanstrenge sig i sandhedens tjeneste?