FORCE MAJEURE - ÆRENS YPPERSTEPRÆSTER

Bare fordi noget er tilladt, behøver man ikke nødvendigvis også at gøre det – for hvad der alene har sin legalitet at brøste sig af, forekommer os ærligt talt noget kedsommeligt.
Omvendt gælder imidlertid så også, at bare fordi noget er forbudt, behøver man ikke nødvendigvis at undlade det: For det forbudne forekommer os som bekendt selv helt uden yderligere varedeklaration allerede uhyre spændende. Og dette gælder kun desto mere, hvis man derved oven i købet løber en betragtelig risiko for at blive skudt, selv helt uden bistand fra vor tids profetisk ufejlbarlige skarpskytter.
Men omvendt er der nu også svenske spioner, der har undgået livsvarigt fængsel ved netop at krydse den forbudne militære grænsezone til Rusland, som også vi forleden dristede os til at forcere – men altså helt uden anden grund end den, at det er strengt forbudt.Men bare fordi en historie er bund-kedsommelig, så behøver man vel ikke nødvendigvis også at trykke den? Nej, men det er da helt bestemt et vægtigt argument, der vil blive taget i betragtning med den samme næsegruse respekt i samtlige typografiske lejre her til lands. Så vi krydser både fingre og floden Rubicon - og kaster hermed terningen...

Men apropos satire – skønt hvem har sagt et ord om satire, og hvem taler i øvrigt om satire, udover de der ikke ejer den? Men apropos eller ej, så skal selveste Muhammed (for en mand af hans format behøver slet intet ”apropos”, modsat denne verdens mange dresserede cirkusdyr), ved en lejlighed have udtalt til verdenspressen: "Hvordan kan vi egentlig talt forlange, at de vankundige skal tolerere karikaturer - når vi som er oplyste, end ikke kan tolerere at høre sandheden?"

Vi kan ikke være enige om alle med alt, og vi er derfor alle uenige om noget: Alene heraf fremgår allerede sam-eksistensens store udfordring – der som bekendt skræmmer enkelte til at kaste håndklædet i ringen for i stedet at blive munke eller eremitter. En salomonisk genial, men også noget paradoksal måde at forene alle umage lejre på, består i at slå dem i hartkorn som lige skrækkelige på hver sin vis.

- Ja altså, hvis da ikke de umage lejre kommer os i forkøbet ved selv at yde os den selv samme tjeneste: nemlig ved dog at kunne enes på dette ene punkt, at med denne NN vil ingen af os have at gøre - selv hvis han i et øjebliks svaghed i troen skulle finde på at smigre os på samme kluntede vis som alle normale ansøgere.

Omvendt gives der jo så også mange misundelsesværdigt uklandelige æresborgere, som i deres uangribelige frygtsomhed synes lige spiselige for ethvert segment – hvorved de hæderværdigt bidrager til disses sluttelige forsoning.

Hvis vi ikke kan blive uenige om andet, så kan vi altid blive uenige om muslimerne. Og det skal de have megen tak for, for der gives intet højere og for vor etniske sammenhængs-kraft befordrende end debat – og debattens beskedne anledning bør da bestemt også nævnes med tak på linje med vor loyalt ”emanciperede” hustru samt bevilgende fonde i vor debat-antologis forord.

Men at snakke om "muslimerne" - ja endog danne forskellige skoler af lige kedelige meninger om dem, er til gengæld næppe særlig befordrende for integrationen. Denne meriterende menings-larm non-stop må da gøre vore sidste fredelige mohikanere - der jo åbenbart af vor tids eksistentialister kun tilkendes eksistens i tredje person flertal – endnu mere tossede oven i bøtten end de der allerede er det...

For det må da til sidst resultere i forfølgelsesvanvid således alene at eksistere som et sociologisk-etnologisk menings-substrat for vor dannede offentlighed. Og hvordan opfører pæne borgere sig, når de handler i deres kiosker: Bestiller deres varer, betaler med et professoralt afvæbnende blik af adspredthed: ”Jeg befinder mig i virkeligheden slet ikke her og er derfor principielt og så at sige transcendentalt hinsides skudvidde”. Hvorefter de går styrkede op og skriver fornuftigt videre om ”dem” på spalte-akkord – idet de dog besindigt takker Herren for, at muslimerne i akkurat deres kvarter mirakuløst nok endnu er forbløffende fredsommelige.

Karrierens søde små danske fraktioner af borgerlig uskyld i menings-pusleriernes bekvemme daglige lille soduko er i al deres pæne forudsigelighed måske alligevel ikke i længden helt uskyldige.

En sindssyg betroede engang sin psykiater, at han frygtede at opbruge al sin intelligens ved at tænke for meget. På lignende vis synes mange at frygte, at deres fantasi skulle slippe op, og bruger den derfor kun i meriterende sammenhænge. I begge tilfælde dog tilsyneladende en yderst kontraproduktiv medicinsk strategi...
Nej, få ”dem” i stedet til at le - og giv dem lejlighed til at få jer til at le! Således som da min kioskejer på et fonetisk foruroligende perfekt dansk, som eller kun højt betroede kontra-spioner mestrer, forleden mente, at jeg ligesom i sin tid Tycho Brahe burde gå til en læge med min røde næse. "Orientens Humor", you know...

Men vist er denne kunst da langt sværere end at skrive den samme klumme som tyve andre allerede har skrevet tyve gange årligt i snart ti år. - Men øvelser gør mester, som Gandhi sagde, dengang han forsøgte at blive ryger. Vort eksempel er dog indrømmet uheldigt valgt, for det lykkedes nemlig trods megen øvelse aldrig Gandhi at blive ryger– efter sigende grundet den selv samme ufokuserede tankegang, der snart også gjorde en ende på hans juridiske karriere.

Men Profeten selv hyldede dokumenteret akkurat den samme devise - og i modsætning til Gandhi levede den mand akkurat lige så forbilledligt som han lærte. En apokryf kilde vil endda vide, at han ved samme lejlighed skal have tilføjet: ”Oh, hvem der nu rådede over en personlig klumme til denne sandheds udbredelse!”
Men dette er tydeligvis en senere tilføjet forfalskning, for Profeten var selv sagt højt hævet over den slags forfængelige fordringer – som jo i vore dage desuden enhver aspirant med en smule pli og tålmodighed kan få indfriet i tidens fylde.

Men hvorom alting nu er: Denne evige plenum-debat minder om både middelalder-kristen skolastik eller hidsige journalist-øvelser i debat-teknik.- Men nogle ting kan kun løses ved man løfter dem op i en højere dimension: f.eks. tragediens, poesiens eller humorens, der jo oftest glimrer med deres fravær i denne ivrige medie-optagethed af hvad nogen sagde eller burde have sagt.
Kampen for æren i debatten er akkurat lige så stædig og umorsom som skolastikernes strid om englenes vinge-kapacitet i sin tid. Ja, I ved: Hvis en ørn kan bortføre et spædbarn, hvor stort et barn kan en engel mon så lette med under gunstige vindforhold? Men islamisterne selv indbilder sig i det mindste kun sjældent som min kiosk-ejer at repræsentere ”Orientens Humor”.
 Er der for resten nogen der nogensinde har talt med en muslim – altså ud over begge lejres lurmærkede Onkel Tom typer med kvote-status?

At noget i grunden ret elementært skal kunne æltes i årevis på linie med virkeligt dybsindige eller morsomme intellektuelle spørgsmål såsom livets og kedsomhedens oprindelse, hvem af de to der mon kom først, og om den første tillige var den andens årsag eller omvendt – det kan da vel ikke have sin rigtighed?
En anden vej end humorens var omvendt den at fatte sig i besindig og uafviselig matematisk korthed for ikke at indbyde til hanekampens uøkonomiske overlæssethed med dokumenter og henvisninger, som ingen jo alligevel gider læse: måske lige undtagen ved Nürnberg-processen, hvor dog selveste Göring ikke desto mindre af selv samme grund adskillige gange måtte trække på smilebåndet.
Dvs. vent med at skrive, til trangen til at "svare igen" og "forsvare sig" er forduftet - dvs. gør først noget helt andet og sjovere – og svar så bagefter af overskud og efter at have sovet på det, som en ren biting: hvis I altså stadig gider til den tid. For som allerede Platon sagde: De bedste gider ikke altid.

Men at sige noget substantielt nyt i sagen bliver nok svært – for alt er jo 8-9 år gammelt, herunder såmænd også dette med, at sær-hensyn på sin vis er fornærmelige for muslimerne. Det ved jeg, for jeg bemærkede det tilfældigvis også selv dengang selv i en kommentar i ”Information” - uden dog at drage praktiske slutninger af denne flyvske observation af sådanne sagers pudsige aspekter.

Sær-hensyn kan nemlig uanset hvad undertiden være næsten lige så praktiske som de hensyn til overordnedes ærekærhed, som de fleste af vort lands menings-berettigede med ret tidig omhu har benyttet fra dag ét i karrieren - og nu om stunder så sandelig også på de sociale medier, skal vi love for.......

Men vist er også den art høflighed i grunden noget fornærmelig. Javel – men hvorfor mon I så aldrig fortalte dette til jeres professor, jeres vejleder, jeres forlægger og jeres redaktør, men har tværtimod altid taget sådanne for begge parter lige skammelige "sær-hensyn": selv uden at være truede på livet?

Ja, undskyld os, men én tosse kan som bekendt spørge om mere, end ti vise kan svare på. Men på den anden side kunne en sofist så her indvende, at det vel ville være mest respektfuldt at behandle sine muslimer på samme verdenskloge og besindige vis, som man behandler sine foresatte...

Til gengæld står nogle af os så nu med følgende paradoksale gåde: Når nu sær-hensyn således ret beset er en smule fornærmelige – hvoraf kommer det mon så, at de personer som vi selv uklogt i tidens løb netop undlod at skamrose i regelmæssige doser, ikke honorerede os mere rundhåndet for denne vor tiltro til deres ubestikkelighed og høje personlige integritet?
Heureka! Det var naturligvis for ikke at risikere at blive slået i hartkorn med de bestikkelige, der nemlig altid rundhåndet belønner sådan tarvelig smiger? Åh ja, just sådan forholder det sig nok: For netop inferiøre personer lægger forståeligt nok en særlig vægt på at blive lovprist for den høje integritet, som de notorisk savner.

Ganske samme type paradoks kender vi fra sagligt eller moralsk højst berettigede personer, der kronisk selvudslettende undlader at hævde sig tilstrækkeligt til at blive hørt endsige slå igennem – netop for ikke at blive slået i hartkorn med alle de anderledes uberettigede, som savlende af jubel og aldeles blottet for skam organiserer hele deres tilværelse og deres familie som en livslang PR-kampagne for dem selv.

Nuvel, alle nok omtalte sær-hensyn er det altså hur som helst undertiden klogt at tage; og det er som bekendt netop højeste mode at være klog – ja vel endda noget opreklameret i stil med 1600-tallets nederlandske hausse for tulipaner i alle mulige farver og afskygninger. Men hvorfor lige tulipaner? Nej, vel – og den nederlandske finans-boble bristede jo ganske rigtigt også til sidst.

Men skal man smigre sine foresatte, så kan smigeren med en mere erfaren bekendts forgæves ord engang simpelt hen ikke blive for tyk, for ”de sluger den råt”. Dette er så meget heldigere, som langt den meste smiger i verden netop er komisk kluntet.

Men kan det virkelig have sin rigtighed, at så kloge og betydelige personligheder som de tilbejlede ikke ser denne kluntethed? Nej, det kan det da forhåbentlig ikke – men måske er det da også netop smigerens kluntethed, der smigrer dem: For denne er nemlig er et langt mere ubestikkeligt vidnesbyrd om aspirantens åndelige underlegenhed end selve smigerens på skrømt postulerede selvudslettelse.

Men på ganske samme vis forholder det sig tilsyneladende med fornærmelse: Hvad der nemlig fornærmer langt mere end selve det leksikalske indhold af nogen fornærmelse, er den anderledes indiskutable overlegenhed i selve fornærmelsens form. Dette ses allerede deraf, at en suveræn form selv helt uden mindste fornærmelige budskab alligevel af personer med behov for smiger, altid modtages med stum afsky som et utilgiveligt slag i ansigtet.

Ganske som vi alle er undselige syndere for Herren, således kan vi altså alle behøve nok så ydmygende sær-hensyn i ny og næ – og da i særdeleshed hensyn til vor prestige, der nemlig med vore dages af hensyn til omsætningen indbyggede forældelse ikke tåler ret mange ridser i lakken.

Og apropos vort emne – eller skulle vi mon her tværtimod sige ”forresten”, omtrent lige som med de bisætninger, hvor et ”og” kan forsvares lige så godt som et ”men”: ”Han er ikke kristen, og/men tilbeder dagligt Shiva”.

Kort sagt apropos: Hvis vi nu absolut for vor elites folkelige sammenhængs-krafts skyld må og skal have denne evige plenum-debat om vore muslimer, så behøver vi en kontant og ubestikkelig ordstyrer for at undgå at ende i et retningsløst og atomiseret menings-kaos uden hverken hoved eller hale.

Næ-nej - hold jer nu ikke beskedent tilbage, for mangen skarp debattør og menings-bøllefrø med medietække har skam trådt sin sociale mobilitets barnesko som fordringsløs ordstyrer med store og lærevillige drenge-øren - der så småningom resulterede i: endnu mere af det samme.

Et andet godt råd på falderebet: Tal aldrig igen i tredje person om Vesten Humor – endsige dens selvironi: For også de ting foretrækker nu engang at optræde i første person. - Men apropos Rusland - så har jeg ganske ligesom Gandhi altid drømt om at se Kamtjatka: Dér findes ganske vist ikke som i Alaska hamburgers – men til gengæld en hel del ”endnu levende” vulkaner...

Hur som helst: Når ”satire” erfaringsmæssigt så ofte virker stik modsat hensigten, selv på de oplyste, og får disse til som stædige moskusokser at stille sig i en tavs og massiv ringmur omkring deres æressager og så at sige etniske selvbedrag – så er det nu svært at være meget mere optimistisk omkring den samme metodes anvendelse på de mindre oplyste.

For hvad nu hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget? Vi mennesket påskønner nemlig i reglen kun det sjov vi selv laver, frem for selv at måtte føle os ramt af de andres sjov – som vi derfor bekvemt afskriver som meningsløst pjat og pjank, der nemlig ikke må forveksles med Vestens Humor, som er en anderledes alvorlig og højpandet sag. Således siges narren hos Shakespeare jo også at have de bedste replikker.

Javel, men i så fald var det måske også bedst at lade folk lave deres egen satire – over deres egne profeter... På ganske samme vis gælder jo også, at selv nok så tiltrængte forældre-oprør på vore klassekammeraters vegne i reglen kun får dem til at stejle og tage deres forældre uforbeholdent i forsvar.

UDEN TITEL- OM KONGEVÆRDIGHED OG MAVEONDER

Skimmede dagens-kronik I POLITIKEN omhandlende bakterielle tarm-problemer, der nemlig siges at berøre en tredjedel af befolkningen - og dermed altså tillige arbejdsmarkedet. Alle vi der for tiden er Charlie, har nu vigtigere ting at tænke på: Ja, I ved: Foredragsturné på fashionable steder med unge af sind i alle aldre, der hellere end gerne betaler billet for at vide hvad de nu skal mene i konversation og diskussion.

Men endnu vigtigere ting at tænke på har Prins Henrik uden land - hvis ringe udsigter til kongeværdigheden trods hans bopæl med store ruder på Amalienborg i henhold til gode bekendte går ham i den grad på, at det i den nuværende svære situation med Charlie og mig kan virke både upassende og lidet kongeligt.

Her kan vi sandelig tale om indbildte problemer - for det har jo ingen som helst praktiske konsekvenser for manden. Ja, men sådan siger vi altid om de andres problemer: "Glem din dumme ulykkelige forelskelse, som jo kun eksisterer i dit hovede, fordi du ikke har seriøse forpligtelser at tænke på; alles forældre dør før eller siden, og de kunne jo alligevel ikke leve dit liv; du får snart et nyt job - eller også en masse arbejdsløse kammerater med langt mere tid til at høre på dine jeremiader end dine nuværende venner. Dine usælgelige billeder og dine uudgivne manuskripter spiller heller ingen rolle - alle dine venner der jo kender dig, ville jo alligevel aldrig drømme om at købe skidtet. Men vi gider alligevel godt gå i byen med dig - hvis du vel at mærke ikke fortsætter med at trætte os med evindelige beklagelser over endnu ikke at være blevet tildelt konge-titlen.
Men hvis du så inderligt ønsker titler, så er der da mange titler der endnu er ubeskyttede; - og mange af de andre titler kan du snart trække i en automat, bare du altså ikke lægger ud med at fornærme alle os der allerede har fået dem...

De ubeskyttede titler vil du måske finde alt for uværdige og plebejiske for din høje person. Men tænk i stedet på, at netop dette giver dig mulighed for at skille dig ud ved din åbenlyse eminence.
Stjerne-eksemplet er her til lands vor egen professor Tribini - hvis titel dog sidenhen her til lands har fået beskyttelse, så vi undgår flere morsomheder fremover. Men verdensrekorden indehaves dog af den amerikanske professor Adamskij ved Berkeley Universitet, der i sin tid skrev en bog om sine intensive diplomatiske kontakter med Venus-folket - forhandlinger der altid foregik i inter-galaktisk og neutralt farvand.
Det viste sig dog, at mandens eneste tilknytning til Berkeley University bestod i at han sammesteds drev en profitabel pølsebod. Den amerikanske professor-titel er nemlig ikke engang værd at beskytte...
Men hvad pokker - derfor kan mandens Venus-rapporter da alligevel sagtens stå til troende: For nok ved man nu, at der er lovlig varmt på Venus - men har I måske aldrig hørt om svovlkildernes termpfile bakterier?
Som sagt: I går alt for meget op i de dér titler - og forstår åbenbart ligesom Kunstmuseets falske doktor Anna Castberg ikke, at bare I som Prins Henrik har en god historie at levere, så kan I godt skrotte alle jeres selvskabte mave-problemer grundet tidens titel-syge.
For ligesom jeg selv skal I bare sige: "Jeg nægter ganske vist pure at modtage den dér dumme titel - men at lede sådan et fjollet museum skulle da vel ikke være nogen kunst, hverken med eller uden titel..."

"OM HUMORENS SANDE TILSTAND I TJERNOBYL"

"MEN DE ER ALTSÅ VIRKELIG IKKE PÆNERE!"

 I min tidlige kollegie-tid kommenterede en intelligent biolog, der gerne så at sige forskede fra hoften, vore fotos fra en ekskurson: "Læg mærke til, at et billede af en musvit (sv.  "talgoxe") ikke afføder mange kommentarer sammenlignet med billederne af turens deltagere". Denne så at sige matematiske betragtning havde han jo ret i - men med det forbehold, at musvitten muligvis også kunne interesse enkelte udenforstående, hvorimod ingen andre end de deltagende vel havde interesse i de sociale fotos.

En mere almindelig kommentar lyder: "Landskabs-fotos kan enhver gå ud og tage, hvorimod billeder af en sky og sjælden fugl er forbeholdt de få."

 Også her kan man modsat sige, at enhver i vore dage med lodder og trisser og mod betaling kan få lejlighed til at fotografere et sjældent dyr på samme sted som en bunke andre turister: omtrent som med de mange "bøger" nu om stunder, der jo er at betragte som installationer af slidte aktuelle "ready-mades".
Yderligere gælder, at alle og enhver kan se, at en tiger er en tiger - hvorimod et godt landskabs-motiv langt fra altid er indlysende spektakulært, før det isoleres af en billed-ramme. For som en mand engang sagde om et skovmotiv fra hans lokale egn: "Så smuk er skoven slet ikke i virkeligheden".

Dette minder mig om dengang min bedstefar beklagede sig over et uheldigt portrætfoto. Fotografen fru Mydtskov svarede fornærmet. "Jamen De er altså virkelig ikke pænere!"

Lignende betragtninger kunne i øvrigt overføres til humorens gebet. For så morsomt er livet slet ikke i virkeligheden. - Nej, og denne lille fabriks-hemmelighed er da også nok grunden til, at de der fylder mest i medie-landskabet, kun meget sjældent er egentlig morsomme - hvor veloplagt og,velformuleret de end påpeger og erindrer modstandernes talrige fejltrin før og nu. For de har alle så frygteligt travlt med at være opdaterede med, hvordan og hvor kritisabelt ting og sager "i virkeligheden" forholder sig og gik til.
 Men så morsom er virkeligheden i reglen slet ikke - ej heller hvis man skifter fortegn....Og heri ligger nok den sande kerne i Kierkegaards umiddelbart besynderlige ord, at humoren har affinitet til religiøsiteten. For humoren kan og vil ikke nøjes med virkeligheden selv og trives alene af den grund dårligt i døgnets selvbevidste rejsestald - ofte til dennes store fortrydelse...

Men ganske som vi kun har det sjov vi selv laver, kommer heller ikke skønheden altid af sig selv. Vor fotografiske session skete således først efter en times rydning af uvelkomne smågraner i det sumpede terræn med statelige knudrede bonsai-fyrre, hvorunder mange forlængst døde, samt ditto enebær-buske. Tjuren og urfuglen forlanger det nemlig begge og ser ikke igennem fingre med hverken fusk eller sjusk.

Dette med de mange døde træer minder mig om en dansk pige, der for mange år siden spurgte mig, om de mange døde fyrretræer, som man kunne se fra tog-vinduet i toget op gennem svensk Lapland, mon var spor efter den endnu dengang endnu ret nylige Tjernobyl-ulykke.

Nok kom der vist et pænt nedfald i et bælte hen over Lapland - men det lykkedes aldrig efterfølgende at påvise en større procent af abnormiteter, dødsfald og aborter blandt de stedlige rensdyr, der ellers i stor udstrækning spiser lav og svampe der optager radioaktivt cæsium. Men for en sikkerheds skyld kasserede man naturligvis mængder af rensdyrkød.

Ukraine blev hårdere ramt, selv om faunaen er blomstret gevaldigt op, efter at menneskene forlod Tjernobyl-regionen. Moderat radioaktivitet er jo så at sige noget rent statistisk, hvorimod rigtig gift ganske lige som Tuborg virker hver gang - i hvert fald på de bedst egnede modtagere. At blive kogt som følge af global opvarmning tåler derimod kun de termofile bakterier.

Mindre gener overlever vi derimod oftest. Men ak, hvad hjælper det, at man ejer slidstærke franske gummistøvler bygget af pålidelige negerslaver og ditto råvarer fra Kong Leopolds Kongo på ordre fra selveste Fremmedlegionen - når de er helt åbne foroven? Tø-sneen fosser i hvert fald ind i statskassen og nægter stædigt at forlade den igen.

Og dog hedder det at man i sådanne situationer bør sælge ud af sin værdibeholdning. Men den danske krone er stærk for tiden, så værdierne bliver desværre selvbevidst hvor de er.

FRA PASTOR RAMSDAL TIL FINANS-SVINDLERNES MIRAKLER

"VI ERE ALLE KRISTNE”

Den ærlige pastor Ramsdal indrømmer, at han ikke rigtigt kan tro på mirakler. Ville Kierkegaard mon have lovprist ham som en sjældent oprigtigt præst? Eller ville Kierkegaard tværtimod have fået et nyt raserianfald over, at Ramsdal alligevel vælger at forblive i embedet?
Hvor datidens præster ifølge Søren bekvemt sagde "Vi ere alle kristne", så hedder det i dag: "Næppe nogen myndige personer ved deres fulde fem er i vore dage bogstaveligt kristne – for i så fald er de i hvert fald helt uegnede til at bestride et embede: Og da slet ikke et så tungt og ansvarligt embede som præstens – hvorom jo oven i købet gælder, at det ligefrem et kald!".
Men hvem kan i grunden fortænke os i at forlange mirakler for at tro det umulige - mirakler som dog kun vanskeligt overbeviser os, hvis vi da ikke personligt har overværet dem. Også selv om vi har det fra troværdige vidner. Dette får mig til at mindes den lige så ærlige lejemorder "The iceman". En af de få gange han siden fortrød sin barske pligtopfyldenhed, var dengang han tilbød en ”klient” der bad for sit liv, en halv times frist til at bede Gud om hjælp. "He prayed and he prayed - but God did not help him - and so I shot him".

Men man bør efter sigende også helst have andre til at bede for sig: Ja, det ser i hvert faldt altid bedst ud, når man ikke selv har forfattet sine anbefalings-skrivelser. En bekendt i akut behov bad nu alligevel engang Gud om penge og fandt virkelig kort efter en hundredekrone-seddel på gaden!Men er dette ikke netop typisk for Gud? Han tvinger nemlig ingen, men sørger altid for, at både skeptikeren og statistikeren kan finde en rimelig måde at bortforklare miraklerne på.

Men på denne måde nødes skeptikeren således til alligevel kaste håndklædet i ringen og give Gud et 13-tal for en suverænt underfundig besvarelse med et helt umiskendeligt og uforfalskeligt fingeraftryk, der endeligt afgør den lille sag.
Andre kan omvendt fortælle, at håbløshed langt mere end mirakler kan styrke troen – fordi denne eksistentielt set er et desperat og livsnødvendigt valg hinsides normal sandsynlighed. På samme vis er nogle mennesker stedt i håbløse nødsituationer i stand til – endda helt uanset religion eller ej – at opretholde livstroen, håbet og udholdenheden selv mod al sandsynlighed.
Også ikke-troende kan skam i nødsituationer bede til Gud – men som sagt langt hyppigere for andre end for os selv. Andre har imidlertid omvendt fortalt, at de netop i den totale opgivelse fandt buddhistisk fred med sig selv, skæbnen og Gud: Al strid og konflikt var slut, og det var godt sådan: Da redningen så alligevel helt uventet kom, var det næsten en skuffelse at skulle vende hjem til denne ufuldkomne jammerdal. For Gud a la Karen Blixen er ikke en manipulerbar størrelse, man sådan kan tinge og diskutere med.



At Folkekirken kan rumme moderne præster, der er langt svagere i troen end i håbet, kan samfundsmæssigt og menneskeligt set være rimeligt nok, eftersom de jo er repræsentative for en lang kultur-kristen tradition. Vel at mærke så længe de er ærlige omkring det - uden heri fiffigt straks at ville se "den sande kristendom".

Men hvis de ligefrem pure afviser miraklerne som hedensk overtro, så kan det være sværere at se, hvad de egentlig har at gøre på lige præcis en prædikestol. For prædikestolens særlige historiske autoritet er ikke let at forene med en degradering til en helt fri talerstol a la Hyde Park.
Mange moderne teologer betoner imidlertid, at kristendommens og jødedommens historiske respekt for boglærdom og deres frie tradition for skarp debat og fortolknings-strid netop har givet grobund for modernitetens og ateismens langsomme fremvækst. Men dette gør vel ikke moderniteten til ligefrem en iboende del af hverken kristendommen eller jødedommen selv.
Ej heller kan man deraf slutte historisk, at ateisme så ikke kunne og ville være opstået alligevel ad anden historisk vej – helt uden hverken kristendom eller jødedom. For hvis dette var sandt, så ville ateismens udbredelse jo ligefrem kunne ses som et yderst underfundigt og jesuitisk kringlet bevis på kristendommens dybe sandhed og nødvendighed. Men så havner vi rigtignok også langt fra både Jesus og evangelierne....
Til gengæld får denne spidsfindige tankegang mig til med et smil at mindes nutidens udødelige finans-magikere, der trods både domfældelse og konkurser formår på ny at låne store summer af de samme banker, som de selv bragte til faldets rand: og det just for at frelse bankerne fra følgen af disse fejltrin! For på samme vis vil denne moderne teologi trylle kirken levende igen - selv om den så skulle være lige så død som i sin tid Lazarus.

P.S. Ovenstående er ikke blevet bragt i verdenspressen - men finder dog nåde på denne redaktion - trods vort sædvanlige forbehold over for emner, som også alle mulige andre partout skal skrive om p.t. Men lad nu ikke uopfindsomheden blive en vane.