VEJENE OMKRING MCHANGAMA...

Nogle husker vel endnu at den unge digter Ali Hassan, hvis digtsamling blev spået en levetid på linje med Aarestrups - siden morede sig med at afbilde Henrik Dahl i naziuniform som en demonstration af den kunstneriske ytringsfriheds velsignelser, som han ganske vist selv havde bekendt sig til.

 Muligvis var Ali Hassans happening også et fandenivoldsk dække over velbegrundet frygt for at ryge i fælden som parnassets nye Onkel Tom og islamisternes nye arvefjende - samt Politikens alibi for nu omsider at bøje sig for Weekendavisens frække drenge, herunder jo sågar flere nu sågar udstyrede med professor-status.

Hele den spøg havde ellers ikke meget at betyde, så her præsenterer vi nu en ny af slagsens, men naturligvis opstået helt spontant, idet vi først efterfølgende ser parallellen. Cepos' og Weekendavisens egen jurist med det vanskelige navn, der kunne minde om den navnkundige Patricia Lomumba's, havde sin vane tro slået et slag for ytringsfriheden - denne gang tillige på Facebook.

Min egen vane tro tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at selv ytringsfrihedens dedikerede vogtere straffer ubekvemme ytringer, blot uangribeligt og derfor desto mere ødelæggende: idet de socialt ressourcestærke heldigvis ikke behøver at bryde nogen love for at opnå deres mål.

-------------
I forlængelse heraf inspireredes jeg en anden af mine vaner tro privat til en skriftlig happening der forhåbentlig tåler sammenligning med både poeterne Ali Hassan og Emil Aarestrup. National-digteren S.U.T. skal derimod være fredet i denne omgang - ganske ligesom jægerne aldrig jager vildsvin og elge på en og samme tid. Hvilket minder mig om min bedstefars ord, da hans hushjælp for tiende gang i træk serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare?"

Og så kan vi måske få lov at fortsætte?

Vor litterære happening der følger for neden, udstyrer ingenlunde Lomombas's efterfølger på posten i Kongo med nazi-uniform, for efterligninger overlader vi til forfatter-aspiranter.

Men kære Mc Lomomba!

(håber det lykkedes mig at stave rigtigt i første forsøg, selv om det jo nok forholder sig hermed som med køreprøven i sin tid):

Altså: Man straffes skam allerede alene for at sige hvad man anser for sandt, selv på de sociale medier - hvortil man måske i sin tur har søgt sin tilflugt grundet lignende strafbare forhold i de gamle medier.

Og det bedste bevis herfor, Mchomba (ja, for er det ikke lovlig plat allerede at spille dus og på fornavn med "Holger", alene fordi man endnu ikke kan stave til "Beck"?) - det mest slående praktiske bevis for, at man allerede i dag risikerer at straffes hårdt selv for demonstrativt civiliseret åbenmundethed, er dette:

Hvordan vil du nemlig ellers forklare, at dygtige og allerede ret velbjergede folk på de sociale medier (samt deres hustruer) panisk støtter og flirter med alt hvad der på nogen vis kunne have mindste indflydelse på deres fremtid? For hvis selv de ret velbjergede skælver som espeløv - så er der jo nok en grund til det?

Man straffes heldigvis endnu ikke i juridisk forstand - dvs. ved lov. Nej, men man beskyttes sandelig heller ikke juridisk i medfør af nogen art arbejdslov-givning eller vedtagen policy for ordentlig personale-praksis.

"Three strikes and you are out" - gælder således ikke kun juridisk. Og derfor tør jeg da heller ikke for tredje gang prøve kræfter med dit efternavn.

Men mellem os Jacob: - med det svære navn må du sgu da stamme fra Tjekkoschzqk... - øh, nå nej: Tjekkiet.

Men måske kun godt at man ikke kan stave: Ja, for det næste bliver efter sigende, at man straffes alene for at kunne skrive..."

–-----------------------------------------------------

FUGA MED VARIATIONER
Ovenstående spontane penneprøve er i sig selv et eksempel på hvad den omhandler: nemlig at hverken tolerance eller ytringsfrihed i praksis rækker længere end hvad den menneskelige natur vil stå model til i så henseende.
På den anden side ville det være pointeløst at fornærme folk eller vanære dem i forhold til egne erklærede idealer helt uden grund, blot for at teste deres respekt for lovens ånd: ud over den respekt for loven, som loven selv forlanger.

Med andre ord: Ganske som vi er juridisk uangribelige så længe vi holder os fra injurier eller trusler - så er modparten ligeledes uangribelig i sin hævn, så længe han ikke bryder love og arbejdsmæssige forpligtelser og professionelle kodex. Men at der ligefuld ofte kan være en hævnvilje, det er menneskeligt elementært og ingen hemmelighed -og behøver derfor ikke at demOnstreres ved nogen slags kunstnerisk happening.

Nej, det interessante er derimod at se hvor svag den menneskelige natur er, selv hvor der ret beset vitterlig ikke findes et gran af ægte personlig eller faglig fornærmelse at komme efter.

I ovennævnte tilfælde ville mangen uerfaren læser således nok finde, at det var mægtig morsomt, hvis en Rifbjerg havde begået det - men derimod umådelig frækt og udfordrende - og måske tillige ret dumt - såfremt det var skrevet af en person uden en beskyttet platforms helle. Hvis det er Rifbjerg lever man sig empatisk i forfatterens triumf ved at kunne spidde modparten offentligt, uden at denne kan stille noget op trods sin vrede. Den slags fryder os, så længe vi identificerer os med den overlegne part - og det vil enhver tiskuer gøre, der har valget.

Hvis nu den samme tekst var skrevet af en ubeskyttet person, vil publikum ubevidst straks vælge at identificere sig med den person der i sidste ende er udstyret med både netværker, autoritet og anden magt. Og ud fra den position vil publikum sammen med den stærke opleve den sårbare provokatør som en dumrian, der turde eksponere sig med sådan umådelig frækhed.

Selv om publikum måske ikke går så langt som til også at føle den stærkes raseri, så oplever de dog noget beslægtet i form af deres egen misundelse mod en der tør gøre noget trods alt en smule spektukalært, som de aldrig selv ville turde. Og denne misundelse slår over i et ønske om, at den dumristige nu – som vi klogt advarende forudså - må smage den stærkes overhånd så stærkt, at han må forbande sin egen åbenmundethed.

Og denne lille forargelse vil da automatisk og ubevidst søge legitim udtrykskraft ved at læne sig op ad den voldsomme krænkelse som synderen har udsat den stærke for: "Når man i den grad selv er ude om det, så fortjener man også en lektie - ja altså for en anden gangs skyld, sådan helt principielt".
–--------------------------------

Men hør engang: I ovenstående tekst hverken siges eller blot antydes der det mindste forklejnende om vor juridiske modpart hr Mchangamas fortræffeligheder - hverken fagligt, moralsk eller menneskeligt.

Hvori består da hånen? "Jo, du gjorde jo tykt grin med hans navn - og selv om du så fiffigt leger den leg med, at han med denne salat af konsonanter velsagtens må være tjekke, så ved du udmærket godt, at manden er sort. Og derfor er der bag det hele tillige et helt legalt, men dog ondskabsfuldt anstrøg af racisme: "Ja, vi ved jo godt at disse buskmænds såkaldte sprog mest består af kliklyde, som for en hvid man kan være vanskelige at skelne fra mange abers - og vel næppe ret meget lettere for en abe..."."

Åh ja, vi tillod os den lille spøg med navnet i forbifarten, men det var på ingen vis planlagt, og den lille krølle til sidst med de slaviske konsonanter kom ligeledes helt uden at være inviteret - og man afviser da vel ikke kræsne asylsøgere med så smigrende præferencer? Var dette med navnet således ikke faldet os ind, ja så ville vor intention have været akkurat den samme. Og da vi først var slået ind på det spor, så erindrede dette os atter ved næste staveforsøg om den forkætrede amerikanske retspraksis "three strikes and you are out": For her var jo en relevant associativ kobling til selve emnet, hvorledes det egentlig talt forholder sig med straf kontra tolerance over for ytringsfriheden. For på den måde bringer vi jo selv det aktuelle spørgsmål på banen, hvor mange gange hr Mchangama mon skal se sit navn udstillet som genstand for vor moro, før han ville ønske at hans egen arm var endnu længere end lovens.

"Jamen som du selv erkendte ovenfor, så ved vi jo alle, at personlige fornærmelser ikke kan forventes at blive honoreret med velvilje - og at der heri intet odiøst er, så længe man holder sig på lovens grund: Og kendetegnes en mand med magt og indflydelse ikke just derpå, at han på ingen vis ligesom den afmægtige behøver at overveje at krydse et så risikabelt Rubicon for at få afløb for sin umådelige vrede?"

Javel, men siden I nu selv tager mig på ordet, må jeg vel også selv have lov at gentage, hvad jeg sagde i samme åndedrag: nemlig at der ret beset i vort tilfælde ikke var anstrøg af krænkende insinuationer om dr Mchangamas egenskaber, faglighed eller levned. Navnet er noget helt udvendigt, som alene i kraft af vore frie associtioner bringes i eksemplarisk relation til vort emne. Og havde navnet ikke inspireret os, så havde vi såmænd nok ladet os inspirere af noget helt andet lige så irrelevant til at gøre også det relevant "likförbannat" ved associationens magt.

For den uerfarne kunne vor spøg ligne en krænkelse, men i vor verden af alskens sære navne på alle niveauer af magt og anerkendelse kan kun en sinke for alvor forestille sig, at dette med navnet skulle kunne kunne virke som en art påmindelse om et skjult og smerteligt mindreværd. Derimod må vi medgive, at vi altid vil have en erindrings-reminiscens af, at sådan spøg ofte og især i barndommen har været forbundet med anden spøgefuldhed på den pågældendes bekostning - og at vi således her har et nærmest bogstaveligt eksempel på fænomenet "guilt by association".

Men netop derfor er det da også, at vi siger: "Ret beset" er der heri intet fornærmeligt - og det vil en klog og veluddannet mand esom Mchangama let selv kunne se også uden støttepædagog, hvorimod en mere enfoldig person øjeblikkelig ville fiksere sig på sin spontane forventning om en ond hensigt.
Den sofistikerede modpart vil derimod læse teksten i sin sammenhæng og herunder intuitivt sande, hvorledes den er melodisk skruet i ét pennestrøg: hele tiden under hensyntagen til selve det debatterede emne - og uden mindste personlige perfidi.

”Godt, men hvordan vil du så forklare, at manden jo utvivlsomt nu er blevet ude af sig selv af raseri over din frækhed til at lege med hans navn i stedet for som alle ordentlige mennesker at gå ind i hans debat på dens egne vilkår.”
Vilkår og vilkår - altså, debattens vilkår er da nu engang dette, at man undertiden risikerer at blive besvaret på en måde der stiller ens indfaldsvinkel og blinde vinkler i relief – endda måske på en måde der kalder på smilet. Og den smule forlegenhed som dette kan være forbundet med, er vel ikke psykologisk spor anderledes end forlegenheden ved at blive stillet momentant til vægs i en helt ordinær debat på dens noget snævrere og mere farveløse vilkår: f.eks. i en "debat-konkurrence" med mere strikte regler for associationernes frihedsgrader.

At en persons så at sige emne-relevante svagheder risikerer at komme for dagen, det er hur som helst enhver debats vilkår: Og dette kan på ingen vis sidestilles med faglig fornærmelse. For at lade modparten selv vise sine begrænsninger, er ikke det samme som selv at påstå, at han har faglige svagheder. Selve oplevelsen af ydmygelse kan imidlertid alligevel være mindst lige så stor og slår let over i animositet og uforsonlighed: en uforsonlighed der blot yderligere giver belæg for vor skepsis med hensyn til menneskenes evne til at tolerere ytringsfriheden også i praksis – selv hvor der hverken foreligger injurier eller ringeagts-ytringer.
"Ja, du snakker da også bukserne af folk – men stadig må du da indrømme, at den gode mand tydeligvis nu er blevet meget opbragt på en måde, der ville have været helt utænkelig i en sober debat, selv hvis vi hypotetisk tænkte os at han undtagelsesvis var kommet til kort i en fair duel. Og det kan du vanskeligt bortforklare, når du jo tværtimod selv erkender, at dr Mchangama er en både kløgtig, afbalanceret og veluddannet mand."

Nu er der jo altså ingen som aner, om dr. Mchangama overhovedet har reageret følelsesmæssigt eller blot tænkt: Sikke dog et omstændeligt snakketøj. Og så længe ingen ved om han er blevet "opbragt", som I siger, så har vi på vor side endnu mindre anledning til på nogen vis at undskylde eller på anden vis forklare os.
Alligevel går I sådan ud fra, at manden må være blevet alvorligt vred. Men lad os se engang – kunne man måske vitterlig begrunde en sådan almen formodning om, at når hædersmænd og anerkendte autoriteter på denne eller hin vis om ikke gøres nar ad, så dog bruges som anledning til egen spøgefuldhed – så vækker det typisk vrede?

Jo, der er faktisk god grund til en sådan antagelse. Dels har vi nemlig til orientering allerede rig erfaring for, at just sådan forholder sig ofte – hvilket ingen af jer vist finder spor grund til at betvivle. Og dels kan vi gennem sjælelig indlevelse forstå, hvilke mekanismer der her kan vær på spil.

Det tager rigtigt mange år at nå så langt som prof. Mchangama, selv om han så endda har formået at gå en del hurtigere end almindeligt, hvis man ellers i hans tilfælde kan bruge ordet "almindelig". Og under denne lange march er man nødt til mange gange at udvise stor selvbeherskelse, ikke alene fagligt, men også når det gælder at udholde forbigående forlegenhed samt nødvendig tolerance over for små urimeligheder eller urigtigheder begået af foresatte, der fristes til at bruge ufine midler på deres egen forfængeligheds og selvagtelses vegne.

Endvidere er det nu engang ungdommens lod tit og ofte at komme i tvivl om sin egen fortræffelighed – og når man så omsider har overvundet denne tvivl, så kan man selvpinerisk befrygte, at ens velafgrænsede og lokale fortræffelighed dog langt fra er stor nok til at opveje alle ens hemmelige mangler på andre felter. Og netop det begavede menneske besidder oftest tillige langt mere fantasi til således at male fanden på væggen – selv hvor det paradoksalt nok gælder egne begrædelige mangler. For universal-geniet er jo nu engang undtagelsen - og selv det sammenligner sig velsagtens så med Gud og døjer på samme vis under de hårde odds.

Netop den dygtige akademiker lider ofte af denne frygt – hvorimod ingen flyttemand formår at betvivle at han kan sin metier: han være nu nok så tænksomt anlagt i fritiden.Og just derfor er det muligvis, at der ikke behøves megen uventet og anderledes åndsoverlegenhed hos en modpart i det offentlige rum, før den indre usikkerheds djævel, som man ellers troede at have manet i jorden gennem alle læreårene, atter springer op igen,som en trold af en æske, udhvilet og forynget og forlanger revanche.

Og netop den ypperlige, der med sin langt større fantasi i ånden i ét nu skuer sit liv som et selvbedragerisk og langsommeligt fejlgreb dømt til forlis – kan da i uheldigste fald blive forståeligt bragt så meget ud af fatning, at han trods de bedste evner og kvalifikationer vitterlig i situationen ikke længere formår at sande vort ovennævnte snusfornuftige "ret beset". Men dette står ikke desto mindre stadig til troende.
Sluttelig må vi i forlængelse af vor sidste betragtning tilføje, at nybagte autoriteter og nyslåede riddere må forventes at være de aller mest sarte på deres sejt erhvervede æres vegne. For stik imod den vante historie, at djærve ungdomsoprørere gør den tolerant imødekommende og velmenende rektor komplet til grin ved at låse den naive mand snart inde i, snart ude fra sit eget kontor – så viser al erfaring, at netop de gamle oftest har sandet, at ovennævnte ungdommelige frygt er et almenmenneskeligt vilkår og ikke specielt begrundet i netop deres fatale savn og mangler.

Endvidere har de gamle nydt og udbygget deres position uden ubærlige ydmygelser gennem mange år, ligesom de hen ad vejen har overvundet eller er kommet rundt om de faktiske små fagrelevante begrænsninger, som jo ligeledes er alles lod.
Kort sagt har vi derfor god grund til at formode, at dunskæggede autoriteter og standspersoner langt snarere en gråskæggede gamle borgmestre, professorer og rektorer kan forventes at gå i harnisk og se helt uhørte krænkelser i, hvad der reelt alene er en tand mere farverigt og sindrigt, end hvad de er blevet oplært til at håndtere.

Men som sagt: Alt dette er blot hypotetisk, for ingen mors sjæl aner jo, om prof. Mchangama - hvis navn vi nu omsider formår at stave lige så rutinemæssigt som navnet "Pedersen" – overhovedet har fundet mindste anledning til at skænke vore fjollerier blot en eneste tanke.
Og vi må i benægtende fald derfor selv indrømme, at vi ved ovenstående afhandling alene har formået at opfinde en meget omstændelig, men til gengæld aldeles ufejlbarlig metode til at lære at stave til den unge professors svære navn – endog i søvne. Og lidt har nu engang også ret!

ELGJAGTENS STRID MELLEM SUNNIER OG SHITER

PRÆLUDIUM
En aften unden elg-jagten - der varer helt til jul – mødte jeg denne elgtyr tæt ved jægernes skydetårn. Så jeg overtalte den under fire øjne til at skifte stamværtshus for en tid - på linje med så mangen anden platugle, der klogeligt iagttager en lignende vekseldrift af hensyn til kreditorerne: uden dog i øvrigt at skilte med andre landbrugs-tekniske bekymringer og gøremål.

Ganske ligesom Caspar Davids berømte munk i bjergene er elgen den lille gråsprængte skikkelse i baggrunden. Munken drømte selv om grå anonymitet, men endte mod sin vilje som en global berømthed – mens alle normale mennesker omvendt drømmer om verdensry og ender som håbløst anonyme kendiser. "Vi føres", som de gamle kirkefædre sagde – og meget taler for, at de havde ret....

Men hvad så med elgen? Ja elgen – den drømmer naturligvis om udsigten til snart at blive lige så berømt som Caspar David Friedrichs grå munk – hvilket vi altså her forsøger at hjælpe den med efter ringe evne. Og mon ikke dette er hvad de lærde kalder ”kitsch”? Javel, men i alt dette selvoptagne drømmeri bemærker elgen slet ikke jægernes skydetårn til højre i billedet: hvorfra den risikerer at blive skudt den dag i morgen ved daggry. Oh Vanitas, oh Vanitas!

Nuvel – efterfølgende digtede jeg spontant en fantasi om, hvorvidt ofrene for elgjagtens vidtløftige kugleregn bør bære skylden selv på linje med de mest udfordrende voldtægtsofre samt profetens stædigste krænkere. Ja, for slags kan fuldt normalt begavede mennesker da vel ikke afhandle dag efter dag i årevis i ramme alvor? Jo - det er netop det vi kan....

Mangen ordentlig avis ville derfor nok afvise vor lille fantasi med det samme tavse ubehag hvormed husets herre fjerner den hundelort, som vejens drenge han anbragt på dørmåtten oven på søndagsavisen - helt uden efterfølgende at nævne sagen for nogen, selv ikke for sin hustru.

"Unødig provokation" - åh, en meget interessant bemærkning, men hør engang: Vi troede da ellers, at det netop var retten til at provokere og karikere, I forsvarede med sådan iver? Nu forstår vi altså slet intet mere...

Nåh – så det er tolerancen og slet ikke ytringsfriheden I forfægter. Hvor er vi dog dumme, dette forklarer jo straks sagen, og vi tilbagekalder vort vås. Men hør da i det mindste som et plaster på såret så lige et par folkelige elg-vitser.

ELGJAGTEN med dens mange tragi-komiske incidenter har nemlig som alle livets andre felter sin helt egen vittigheds-flora – begyndende med den døve gamle konge, der under klapjagt skød en klapper, selv om denne udtrykkeligt råbte ”Jag är inte älgen!”. Thi hans majestæt Konungen ”tyckte bestämt att mannen ropade: ”Jag ÄR älgen!” ”

Men hør engang: Man skyder da vel ikke en elg, der lige har vist sig fuldt kapabel til at præsentere sig mundtligt? Jo da: Det er nemlig lige det vi gør, når elgen opfører sig så dumt og går lige i fælden, forblændet af sin naive trang til at imponere med sine talegaver – ganske ligesom Det gamle Testamentes indbildske Josef, som hans brødre til slut straffede straffede ved at smide ham i en tom brønd i ørkenen. For så var den torsk til elg da virkelig selv ude om det!

En fuld bonde var trods sin promille mand for et velrettet skud på en skovtraktor, der noget uforsigtigt eksponerede sig i skudlinien. Ud af traktoren springer forståeligt nok traktorføreren som en trold af en æske - velsagtens bondens gode nabo. Bondens lige så beduggede og for længst hjemmebrændte søn udbryder: Men far – bør vi ikke også skyde kalven?".

–----------------------------------

Så fik vi da overstået det præludium – omtrent som gamle dages obligatoriske ”Filosofikum” som adgangskrav før ethvert universitetsstudium. Men Chopin forpligter nu engang, om man så må sige...

OM PROFETENS SANDE ARVING
Under den tilstundende elgjagt må man som sagt regne med, at et uforsigtigt menneske - ja på en god dag endda to - skydes af ren vanvare. Derfor foretrækker forudseende svenskerne at holde sig fra skoven lige indtil jul.

Men et vigtigt debatemne hvert år er nu, hvorvidt jagtens uheldige ofre selv er skyld i deres skæbne eller ej. En skole hævder nemlig, at det forholder sig med dem som med de mest letsindige voldtægtsofre samt de mest åbenlyse provokatører mod islam, der selv har udfordret skæbnen. En anden skole holder derimod galant på, at velkendte og universelt menneskelige svagheder ikke bør udfordres, og at ansvaret derfor påhviler provokatøren.

Ingen af parterne rokker sig det mindste og fortsætter med at beskyde hinanden med de samme fortærskede argumenter: For hvis modparten mekanisk gentager sit, må vi jo også gentage vor gendrivelse af hans vås: ganske ligesom den tålmodige matematiklærer, der jo heller ikke kan komme til Muhammed med sin faglighed intakt - og derfor må insistere på, at Muhammed nu engang må komme til bjerget.

Den svenske debat om elg-jagtens ofre har nu kørt i årevis som en futil skyttegravskrig, under deltagelse af professorer fra alle humanistiske fakulteter der nemlig frygter at blive overdøvet af hinanden og derfor nu lader deres studenter undervise hinanden i mellemtiden –og det er længe.....

Debatbøgernes omfang og mængde svulmer stadig: At mene noget i den sag og gentage det ved enhver given lejlighed regnes nemlig for en intellektuel dyd, og for mange i storbyerne er det sågar nu blevet et levebrød. Tusindvis af private blogge derom ikke at forglemme.

Naturligvis ønsker ingen i grunden at betale for denne evige liturgi. Men man er tvangsindlagt som civiliseret borger med trusler om tab af både stemmeret og valgbarhed som straf for forsømmelighed. Og begge parter sponsoreres som veritable gladiatorer udi kedsomhed af konkurrerende organisationer med snart privat snart statslig kapital i ryggen. Førstnævnte kategori praler i den forbindelse af selv at tjene deres egne penge - skønt de af den anden kategori omvendt affejes som betalte medieludere.

Men folk er frygteligt bange for at gå glip af noget og sakke agterud, så ved konferencer og paneldebatter er der en ivrig tilstrømning af mennesker, der her får lejlighed til at gøre deres hoser grønne på bjerget og selv sige akkurat det samme som en rigtig professor eller en landskendt forfatter. Akkurat ligesom med japanernes karaokesang – der så afgjort er det fornemste bidrag til demokratiet siden kvindernes stemmeret: nu med held overført til bog-udgivelsernes opreklamerede verden.

Dog holder jeronimusser stædigt på, at man i fortvivlelsens selvhjælp her er nødt til at skelne mellem bøger og "bøger". Ja for ganske som ved anden inflation forsvinder the real thing jo ikke, blot fordi man demokratisk udvider ordets betydnings-omfang indtil udvanding. Omtrent som en del gammel-danskere halsstarrigt fastholder, at Ny Dansk med al respekt nu engang aldrig kan blive helt det samme som Gammel Dansk.
Ja for ellers ender det med at Karen Blixens sorte tjener Farah får ret i sin definition af begrebet ” en bog”, dengang han bebrejdede baronessen, at hendes løse skriverier flød over hele hendes mahogniskrivebord: – hvorimod Biblen: se det var en rigtig bog, for den hang trods sin tykkelse solidt sammen i ryggen. Men alt hvad der hænger sammen i ryggen og dertil er forsynet med et isbn-nummer samt en udsalgspris, fortjener til gengæld denne attråede titel og måske endda gyldne laurbær.

Det paradoksale er dog her, at ortodoksiens forsvar mod denne inflation lige hidsigt fremføres på tinge af begge de stridende parter i førnævnte høje stand. Denne er selvsagt fuldt bevidst om at være den ansvarlige elite: en elite der jo risikerer at blive andenrangs-borgere i deres eget rige, når Gud og hver mand nu ligeledes kan begå blogge og artikler om det samme – blot med enkelte stavefejl, der heldigvis endnu gør det muligt for den skarpsindige at skelne den sande fra den falske elite. Og derfor kører der parallelt med elgjagt-debatten en lige så hidsig debat om almendannelsens sørgelige forfald i riget.

Én ting er alle stridende parter dog rørende enige om: At hvis nogen tillader sig at betvivle endsige karikere vægten af deres endeløse hanekamp og dens udløbere, så må det ses som en ondartet udfordring af selve demokratiet – som derfor i medfør af ”force majeure” her må suspendere alle de principper om snart tolerance, snart ytrngsfrihed, som parterne netop forfægter.
------------------------------------

P.S. Ovenstående har været tilbudt landets efter manges mening ypperste avis - og kulturredaktricen klarede salomonisk frisag ved helt uden anden kommentar i stedet at foreslå at send eaben videre til "et litterært tidsskrift" - skønt vi ellers nok mener at have berørt højst avisaktuelle emner med en vis litterær opfindsomhed: der nu engang er bandlyst i avissammenhæng undtagen hos de fast tilknyttede - hvorfor nævnte frisind må opfattes lige så hypotetisk, som når visse logikere erklærer deres zoologisk præference for enhjørninger.

I øvrigt er det ikke helt så sjældent jeg tilbyder aviser stof, som jeg lægger noget på bloggen. Men det er rigtignok snarere undtagelsen end reglen. En tilføjelse der dels illustrerer, hvorledes voldsofre gerne udvikler et masochistisk hang - dels rejser det skolastiske spørgsmål, hvor forfulgt et menneske egentlig skal være for at kunne kalde sig forfulgt uden straks at blive forfulgt for denne overbevisning...

BANK-MANDEN S.U.T OM EUROPÆISK SLIPSE-DAG

Bent Bendtsen og 10 andre medlemmer af hans EU-parlamentariske gruppe foreslår indførelse af en europæisk nationaldag for slipsebærere. Den berømte europæiske bankassistent S.U.T, der jævnligt i medlemslandenes hovedstadsaviser (senest søndag d. 1.11 i Berlingske) forkynder sit forlangende om fremover at blive betragtet og behandlet helt på lige fod med alle andre anonyme bankassistenter - går faktisk altid med slips og hilser derfor dette forslag velkomment. Thi, kommenterer korifæet: "Vel gør en svale ingen sommer, men vær rolige: Sommeren - den kommer..."

Men vi forbrugere er meget klogere, end SUT går og tror - vi forlanger derfor også fortsat i banken at blive personligt betjent af SUT. Vi gennemskuer nemlig straks, at sådan et sublimt poem kunne en helt ordinær bank-assistent jo aldrig nogensinde have forfattet - men alene et sandt undtagelsesmenneske. Ja, med mindre bankassistenten da forinden blev stillet i udsigt at komme på Finansloven.

For vi nøgterne pengefolk har skam slet intet mod statsgaranti for sådan umistelig national kapital - "too big to fail". Og af samme grund investerer vi skam lige så gerne i statsobligationer som i alle andre obligationer. Forretningsfolk har nemlig ikke råd til hverken fordomme, dum forfængelighed eller fanatisme - og har alene af den grund alle dage været de allermest tolerante - og det lige fra de europæiske religionskriges tid: Vi sælger således hellere end gerne våben til tumper, der vil lege røvere og soldater i Kardemommeby - men det omvendte er endnu aldrig set.

Men frem for alt: Vi forretningsfolk skilter aldrig offentligt med vor anonymitet – hvorfor vi en allersidste gang må minde S.U.T. om de strenge regler for fortsat medlemskab i Organisationen for Anonyme Bankfolk – en ære, der nemlig alt for ofte misforstås som en universel menneskeret.



P.S. Indlægget har været tilbudt Berlingskes redaktion og afvistes som altid prompte uden kommentar, som reglen jo er - hvorfor eventuelle ligheder med senere indlæg sammesteds ingenlunde kan være tilfældige. Hvilket minder mig om engang i fjor, hvor jeg forgæves plæderede for et eller andet indlægs optagelse med at det denne gang da både var et klart avisrelevant emne - og dertil bragte noget nyt. En botanisk binær distinktion, som den samme nybagt redacteur nemlig ved en konkurrerende avis snart efter ærede mig ved at genbruge i en artikel om debattens vilkår...

SØRINE GOTFREDSEN, CHR. BRAAD THOMSEN - OG POLITIKENS VENNER

Christian Braad Thomsen retter i dagens Politik det selv samme skyts mod pastor Gotfredsen, som man med samme ret har kunnet rette mod hendes åndelige fader på Jorden lige siden i hvert fald 1992 (om end der utvivlsomt findes endnu tidligere svar på denne tiltale i luthersk byde-måde).
I forbifarten tillader Thomsen sig at under sig over Politikens storsind over for Krarup-folkets flittige pennevenner.
------------------
Men at Politiken således ligesom alle andre aviser med selvbevidsthed storsindet gerne tildeler en trods alt ikke overkvalificeret modpart megen plads, er universelt - og psykologisk smart.- Men som med megen anden ros og pris skal man beherske den lille regnetabel for at kunne se hvad der står mellem linjerne.

 På samme vis er skribentens modige kritik af avisens storsind en universel fiffighed - fordi den naturligvis ikke vil blive taget spor ilde op, men blot giver instansen en smigrende lejlighed til yderligere at demonstere sit storsind over for så modig kritik.

Men sandt storsind skal ikke - lige så lidt som kjerligheden - sådan "demonstreres" på offentlige dyrskuer - nej det skal i givet fald findes hvor kollektivt begavet, dannet og formuende creti og pleti aldrig finder på at lede...
Og storsindet ligner således heri tillige den så opreklamerede skrivekunst, som både Blixen og hendes far rettelig havde et ambivalent forhold til.
Men i vor betragtning om det sande og skjulte storsind tvinges vi således til et stykke ad vejen alligevel at give damen nogen ret ....Og Shakespeare mente vist nok noget lignende.

Man kunne endda videre og sige, at vi i grunden alle kun elsker vore nemmeste "fjender" - og gerne med kjerligt artelleri der efterhånden er lige så gammelt i gårde som fjenden selv: men heldigvis i bedre stand end vort lands gamle Haubitzer-kanoner i henhold til samme avis. For også vi behersker høflighedens tarvelige kunst....

P.S. Vor ofte skal man publicere sit skriveri?- Jeg ved det virkelig ikke, for jeg tilhører den eksklusive type syndere der angrer, både når de tøver og når de en sjælden gang handler - og det sågar også når det gælder deres bedre gerninger.
Kald det gerne frygteligt udansk: Men det lyder da i hvert fald flot....

OM MEDIERNES SANDE TILSTAND - med PRÆLUDIUM om CHRISTIN EGEBJERG samt EFTERSPIL

CHRISTIN EGEBJERG OM DANMARKS FREMTID 

Politikens kronik 7.10 af Cristin Egebjerg handlede om, at ubegrænset indvandring og familiesammenføring med de bedste intentioner i længden måske kan ødelægge og undergrave Danmarks internationale forbilledlighed, ret unikke fortrin og langsigtede globale indsats i rigtigt mange henseender - herunder ikke mindst kvindernes sejt erhvervede rettigheder også i praksis .-

Læseværdig og velgørende fri for klicheer. Og havde tillige et par indslag af personlig erfaring - men heller ikke så meget at det skyggede for overblikket..

Så frisk i sin tilgang, at endog en professionel journalist Anne Grethe Rasmussen (branchens folk plejer ellers højst at rose hinanden) reklamerede for den på Facebook. I den forbindelse priste hun tillige Politikens kronik for ofte at tiltrække de bedste indlæg.

Tiltrække og tiltrække. Det handler vel alene om red. Christoffer Emil Bruuns intellektuelle ærlighed og mod - plus fortsat grønt lys "senkrecht von oben": ganske ligesom Guds nåde i følge de biskopper der selv har erfaret den, dengang de fik embedet - hvorved de nemlig ganske rigtigt (som ordsproget siger) i samme øjeblik også blev tildelt den fornødne fagkundskab til at forelæse om emnet nåde.

Javel, men grønt lys til hvad:

Grønt lys til også fortsat at "do the right thing" - på trods af den herskende mobbe-kulturelle præference for samlebånds-producerede typer med akkurat samme den baggrund, ordvalg, stående associationer og indbyrdes logrende netværk.

"Kronikken" kan kun forblive et åndehul og en oase i nyhedernes ørken, såfremt den ikke ved ubegrænset familiesammenføring fra masse-"undervisiteter", forfatterskoler og debatskoler langsomt forvandles til endnu en megafon for den samme grød af meningsberettigede: Der åbenbart ikke selv formår at leve efter deres eget motto om at fatte sig koncist og efter de mange små bækkes devise, overladende Skjern Å og Amazonfloden til labile og ubeherskede brushoveder på finansloven eller førtidspension.

Kronik-redaktører om nogen bør derfor - udover også fortsat at vælges for deres fortrin snarere end for social tæft - udstyres med generøs redaktionel armslængde: ja, akkurat ligesom med Guds nåde, som jo end ikke en Søren Krarup himself drømmer om at kunne gøre sig fortjent til ved nogen art øjentjeneri.

Om helvede og Ekstra Bladet så er lige så storsindede i henseende til armslængde, skal være usagt. Informations kronikredaktion er det i hvert fald ikke længere.

Og politikens debatredaktør - der synes at mene at integritet er noget med at være velintegreret - er det da vist da heller ikke med sin helt konsekvente brug af auto-svar lige fra dag ét og helt uanset emne og stilleje.

Men hver nat sin godnat-historie - og i øvrigt er det jo endnu formiddag i vor tidsregning. Men det er måske netop vor private tidsregning der er problemet?

OG SÅ BLEV DET AFTEN...

Til deltagerne i et væddemål med yderst delte meninger om, hvorvidt et af mine egne seneste stunts overhovedet ville kunne tænkes at finde optagelse i en dansk avis, lyder omsider dommerens svar:

Naturligvis ikke! 

Og trods følgetekstens vink om at teksten burde tages som en lakmusprøve på den fjerde og så afgjort betydeligste statsmagts sande tilstand, faldt det ikke vor gentlemen of the press ind at svare.

Nej, han sendte som altid gennem årene det (en gang tidligere påtalte) autosvar, som jo over for åndssvage, sindssyge og børn faktisk er en skånsom ordning, der tillader modtagerne et lige så skånsomt selvbedrag - men for folk som mig tværtimod en insinuation af, at man velsagtens tilhører det nævnte klientel.

Proletariatets diktatur (sjæleligt forstået vel at mærke) forklæder sig konsekvent som snart tolerance, snartytringsfrihed og atter snart  åndsaristokratisk tradition og apostolisk successsion tilbage til personer, som de typer ikke hat meget andet fællesskab med udover selve matriklen. Ja, altså bortset fra de berømte 2-3 procent af vor arvemasse, I ved nok, som åbenbart gør en vis forskel.

Historiske "faderfigurer" som man ligeledes ville have sparket og spyttet på, hvis man havde fået lov - hvis ikke man da lige havde fundet mere profitable og bredere respekterede alternativer end den mest nærliggende ungdomsbande. Psykologien er den samme.

I mit høflige ledsagebrev nævnte jeg, at også den ansvarshavende chefredacteur vel havde ret til at informeres om vor lakmusprøves udfald. Dette vink med en vognstang toges velsagtens som en terrortrussel:- og folk af integritet (hvilket i henhold til vort dansk-kursus betyder velintegrerede folk) bøjer sig ikke for den slags.

Tværtimod: Lige som ved Muhammed-tegningerne vælger vi altid som en æres-og principsag at sætte trumf på. Så kan de lære det...

Inden for standen hersker der imidlertid omerta; og den der ikke forstår dette, omfattes med en smule medlidenhed, men oftere af skadefryd . Den første gruppe vil typisk forsvare og prise standens og især de navngivne persones hæder. Ubetinget indbyrdes beskyttelse er imidlertid allerede en farlig uting: For det betyder jo, at selv hvis nu nogen undtagelsesvis med god ret beklager sig, så stemples han alene af den grund som illoyal og persona non grata. Og det rimer hverken på Brandes. Hørup eller Outze.

Og har I forresten tænkt på, at når folk i standen således tier og lader sig styre af frygt for også selv uden rimelig grund at havne i kollektiv unåde: - da fornærmer de i grunden alene derved de stedlige standspersoners og kollegers ellers så ukrænkelige integritet langt dybere, end nogen kunne gøre det ved i god tro at beklage sig i fromt håb om enten et ordentligt svar eller bedre vejr.

Ja disse ord blot for at demonstrere, at et selv et inkarneret utyske som undertegnede meget vel formår at begå formelig chefredaktionelle faderlige armbevægelser og moralske besværgelser på civiliisationens vegne under påberåbelse af besnærende besindighed og moden livserfaring. Heraf kan I måske lære at være mere lidt mindre blåøjede fremover.

----------------------------------
Men omsider kommer så vort omdiskuterede lille stunt, der nemlig er underholdende i sin egen ret, men åbenbart som sædvanlig for godt til læserne. Om det som hovedsagen burde være bragt først, er ikke let at afgøre. For hvornår noget er hovedsagen og hvornår en biting, er vanskeligt at afgøre, ganske som en dygtig hærfører jo undertiden ender med at overhale sin foresatte og sende ham på pension.
Hovedsagen kan derfor ende som, hvis ikke ligefrem et påskud, så dog blot et præludium. Men alligevel: Den der ler sidst, ler bedst. Så please fasten your seat belts

"MORSOMME FYRINGER: om mediernes humor - og livets...

Radio 24syv viste forleden et indslaget om fyringen af en drikfældig medarbejder, der så truer med at kalde Lisbeth Knudsen til sit forsvar. Desto mere aktuel efter både Suzanne Moll's og Mads Brügger's efterfølgende fyring sammesteds – samt Lisbeth Knudsens samtidige afgang som chefredaktør for Berlingse Medier.

Aktørerne gjorde det med morsom sans for overdreven selvfølelse. Men noget bliver ikke morsomt i sig selv (uden karikatur) af at være "aktuelt" eller af at handle om kendte mennesker. Hvis nogen ser indslaget om en måned vil derfor kun få le. For selve motivet: at den drikfældige samtidig kan være uhyre bevidst om egen uundværlighed - samt at der kunne ligge helt andre grunde bag fyringen - kan nok stadig invitere til smilet, men er jo ikke i sig selv morsomt.Tillad mig at give et i flere henseender stik modsat eksempel på genuin humor. Et eksempel der stiller nutidens typiske forhold til humor i perspektiv.

FORLEDEN besøgte jeg en 81-årig gammel nær ven på plejehjemmet, hvor han er havnet grundet en fysisk invaliderende blodprop. Han kom i tanker om et af sine stunts i sin tid som lærer i Folkeskolen. Ja det var den gang personlighederne heldigvis endnu var spredt ret tilfældigt ud i både landskabet og job-landskabet. Ja, det er de nu nok stadig – men det er en anden historie...

Men i hvert fald: Han havde i et dødsbo fundet en taske med værdiløse gamle tyske mark fra depressionens tid i 20-erne. En dag han var gårdvagt, sagde han til eleverne i sin klasse:

"Er I ikke også dødtrætte af at være her på skolen? Vi stikker sgu af fra skolen alle sammen. Gå over i banken i spisefrikvarteret og få de her tyske mark vekslet: De har tilhørt en tysk bankrøver, som omkom af sine skudsår, men som jeg forsøgte at hjælpe for gammelt venskabs skyld. Men I må ikke fortælle det til nogen, for så tager politiet pengene og sætter os alle sammen i fængsel. Derefter går I ind så i en tøjforretning og får jer noget nyt tøj, og så rejser vi allesammen til Hawai i morgen eftermiddag."

Bank-personalet havde skreget så meget af grin over børnenes troskyldige valutariske ærinde, at bankens tag løftede sig. Stadig hylende morsomt mere end 20 år efter,, og stadig komplet uaktuelt - ja så uaktuelt at det endda omfattede brug af i en menneskealder ugyldige tyske mark.

Tidens og mediernes humor er i dag typisk fikseret på hvad kendte og indflydelsesrige folk senest har sagt og gjort. Men når virkeligt morsomme folk af og til havner på tinge, så sker det nok ofte ved en tilfældighed eller netop for sjov. Nogle af vore ældre politikere var derimod rigtigt slagfærdige - men de havde så også typisk en langt bredere menneskelig og arbejdsmæssig erfaringsbaggrund.

Mediernes hovedkriterium - forhåbentlig med plads til endnu levende undtagelser både blandt medier og bidragydere – er: "Hvem har sagt det, og hvem handler det om?" Hvis en professor eller kendis har sagt noget helt ordinært eller det der er værre, citeres han som ekspert. Men hvis en ukendt eller uautoriseret ser og fortæller noget lovlig dybt, er det omtrent anstødeligt.

Det sande humor bliver derfor næsten en provokation mod den fjerde - og afgjort betydeligste - statsmagt: For intet er den sande humor mere ligegyldigt end just spørgsmålet, "Hvem har skrevet det?" og "Hvem handler det om?"

Med Chaplin's film "Diktatoren" var det en anden sag - og så alligevel ikke: For læg mærke til at Hitler og hans mere menneskelige dobbeltgænger i filmen surrealistisk fremstilles som menneskelige muligheder og som en slags enæggede skæbne-tvillinger. Atter et poetisk og universelt blik, som er den videnskabelige, dokumentariske og detektiviske sporhund væsensfremmed.

Men der gives vel undtagelser? Jo da – så men også de fyres vel nok til sidst – med deres menneskeligt forståelige drikfældighed som bekvemt påskud...

YTRINGSFRIHEDS-JUBILÆUM

Det ligner en falliterklæring i stil med islamisternes egne forudsigelige galvaniske reaktioner atter at prædike om ytringsfrihed på en dag, hvor dette emne har et dansk jubilæum som folkelig fornøjelse. 

Ja, for at gentage sig selv i den grad burde om ikke forbydes, så dog stilles i gabestokken -  med mindre man i det mindste forsøger at udsætte temaet for bare en smule Goldberg'sk variation - om så også for denne ene gangs og jubilæets skyld. Sandt at sige har emnet kedet mig en smule omtrent fra dag et, og jeg har da også kun en enkelt gang eller to for snart 10 år siden skrevet lidt derom - forresten lige efter en rejse til Damaskus, thi således var tilfældighedernes timing. Og fisk bør altså serveres friskfangede.

Men den debat er blevet både en profession, en personlig karriere og en livsstil - i begge lejre. Så længe den ene lejr finder det sjovt og givende at fremture, vil også den anden lejr finde det sjovt og givende at fremture. Freden kommer den dag, den første part kaster håndklæden i ringen af lutter kedsomhed. Ikke forstået som et nederlag, men som en sejr over sig selv.... 

En anden løsning ville være hvis den ene part kunne få den anden til at le - eller hvis de kunne finde sammen om en fælles modstander, lige fornærmelig for begge parter...

Tror folk virkelig, at Voltaire var lige så kedelig og som en tibetansk bedemølle, en chefredaktør eller en lige så let fornærmet skægabe i en minaret? 

Ja, for det sjove er forresten at selv yderst respektable mennesker reagerer akkurat som imamerne, når de udsættes for et kvalificeret smil.

"Men her til lands skyder vi altså ikke folk, nej vi liker i stedet deres gennem-socialiserede hjerner til fiskefars, hvilket er Ironi og en helt unik vestlig kunstart helt fra Sokrates og Jesu tid - og denne helt afgørende forskel kan altså ikke bagatelliseres med et smart litterært grin". 

Åh ja - men måske kan den nu alligevel netop bagatelliseres: For den eneste grund til at ikke også vore honoratiores lader fornærmelige folk skyde og hænge, er den bureaukratiske bagatel, af at det desværre endnu er forbudt. - 

"Dann haben wir aber andere Methoden..."

Men stadig er det nok ingen god ide med karikaturer over hele linjen - for allerede sandheden er skam rigeligt slem og ilde hørt. Og flere tegninger tages bare jo som påskud til liv i gaden af arbejdsløse unge muslimer og deres guruer: Egentlig en helt normal adfærd i mangel på nytårsaften.
  

Men alle har vi til gengæld nu i demokratisk ånd fået lov at skrive de samme to meninger udsat for blokfløjte og trampolin gennem ti år i aviserne - lidt ligesom ved disse kammeratlige invitationener i socialt regi, hvor de indkaldte skal bruge halvdelen af tiden til at præsentere deres sørgelige levned for hinanden.

Og "Vestens humor" - ville fortsat være en glimrende idé....

Hvis jeg således skriver tilstrækkelig meget om emnet ytringsfrihed, selv om det keder mig gudsjammerligt, fordi alt væsentligt herom jo kan siges på få linjer - får jeg mon så også en Ytringsfriheds-pris for at få mig til omsider at holde inde?

Javel - men hvad nu hvis ingen gider trykke lortet?  Ja, så får du naturligvis ingen pris, helt uanset hvad og hvor meget du har skrevet - anderledes kan det jo nu engang ikke være. For der er jo dog nok en grund til at folk helst vil have deres lort trykt. Men vil det så sige,at jeg kan skrive lige hvad jeg vil, bare I andre så til gengæld kan hindre det i at blive trykt i mit eget navn?

  Ja, nu ser det omsider ud til at du har begrebet en smule af verdensordenen. Husk aldrig at fornærme nogen - hvilket oversat til nu-dansk vil sige: Sig aldrig sandheden. Men langt vigtigere: Væk aldrig jalousi og misundelse: Men så vil vi til gengæld ovenikøbet prise dig som et umådeligt sympatisk menneske.

 Men hvis du nu brokker dig over verdensordenen, så fratager vi dig sågar til sidst endog din ytringsfrihed. For ytringsfriheden er så lidt som humorens nådegave og dansk statsborgerskab nogen medfødt universel menneskeret, men en gave og en hædersbevisning fra samfundets side, som ingen sådan kan indstille sig selv til eller gøre fordring på.

Jo, vi ved skam godt  at endog Jesus skamrides som banner for ytringsfriheden som en ubetinget menneskeret. Ja, hvad profeter dog ikke tages til indtægt for... Men langt mere mere uhyggeligt er det dog at blive citeret helt korrekt, fordi sandheden jo alligevel som ved en naturlov altid forfuskes og forvandles til sin egen karikatur af velmenende disciple og selvbestaltede arvinger under stor applaus - både blandt skriftkloge og fra den oplyste almenhed.

Men kom nu ikke og sig, at I skam hverken ligger under for censur eller selvcensur - for det er lige hvad de fleste gør fra morgen til aften. Også på de sociale medier.


Nej lad os hellere tale om grøn El og afgiftsbefrielser. El-prouktion ved jeg endnu mindre om end ytringsfrihed - og bliver derfor altid en smule skeptisk, når jeg støder på folk der omvendt er helt sikre i den sag, og på at vi i Pacemakerne's æra allerede lever i den bedste af alle mulige verdener, hvad elektrochok angår.

Ja, for hvis det hermed forholder sig som med den grasserende og opreklamerede alfabetisme, der ville kunne bringe ikke blot vore sidste ærlige bønder, men også en ny Shakespeare til at flygte til København fra hus og hjem med alles bifald og helt uden barbarisk skarntydesaft - så står da det rigtignok lige så galt til med elektriciteten som med det, der noget misvisende kaldes "stil", som om stil var en art herremode.

Ja, for på sidstnævnte felt kan der nemlig omvendt godt snydes på vægten. Som dengang en italiensk plattenslager solgte mig en samling nyt Armani-tøj til spotpris, idet han angivelig alligevel var på vej hjem fra en international messe, hvorefter kostbarhederne ville blive kasseret eller givet til de ansatte.

Vist var det da ikke Armani, for heller ikke det har jeg spor forstand på - men alle de der havde, kunne til gengæld ikke skrive og fik heller intet at skrive om - hvor højt de så end lønnedes for hvad de stolt anså for "rigtigt arbejde".

Stylister er til for at behage bedre folk, mens stilister omvendt er til for at plage bedre folk, der bærer det med pokerface under den største græmmelse. - Sådan er det bare, og sådan har det vist altid været, i medfør af en underfundig Bohr'sk komplementaritet. For ganske som man i henhold til Voltaire bør nøjes med at passe sin have, så kunne vi jo fremover nøjes med at more os over vore egne profeter og imamer...
Pøj-pøj med det!

JOSEPH CONRAD

JOSEPH CONRAD

polak (under russisk regering) forældreløs som 11-årig, selvmordsforsøg efter mislykket karriere på kasinoer, dernæst sømand i den engelske handelsflåde en snes år. Sen forfatter-debut og helt uden "relevant" uddannelse. Og til sidst Nobelpris, før den slags blev mode.

Et intimiderende brilliant engelsk for invandrere - men fremfor alt: Sprog er ikke sprog, Jørn Lund og "fråga Lund". Nej, "sproget" er hele denne symfoni som oversætterne siden må bakse med på  deres egne sprog i snæver forstand.

Handlingen hos Conrad lader sig altid fortælle kort - men at gøre det efter første gennemlæsning er en kraftanstrengelse, fordi der undervejs er et sådant mylder af drømmende og vise associationer, der "stritter i alle retninger" (en autoritativ kliche blandt så mange), og som langt fra altid forklares; dertil mange besynderlige sideskæbner - ofte kun i indskudte passager i forbifarten; samt meget omstændelige fortællere i fortællingen. Endelig ledemotiver, der kun opdages ved tredje respektfulde gennemlæsning.
Hvorfor? Fordi så mangfoldigt er livet, så komplekst er sindet - og hvem kan sige hvad der er "relevant" for hvad i det lange løb?

Ting der lader sig læse i første hug, skal man måske oftest slet ikke spilde tid på - men det modsatte er naturligvis heller ingen garanti. Og netop derfor kan folk småborgerligt altid let afvise ubekvemme ting som enten vås eller pjat - uden dog at turde eller kunne begrunde det andet end ved det tavse flertals dorske tyranni.
---------------------------------
Til sidst et enkelt eksempel på Conrad's digressioner. Undervejs fortælles, at hovedpersonen sømanden Jim en kort tid som skibsproviantør havde et job, der i kedsommelighed kun overgås af salg af forsikringer. Derfra associeres nu til en mand, der forliste under forsøget på at redde en druknende kæmpekvinde over i en redningsbåd fra en synkende damper. Samme mand havde nemlig en tid forestillet sig en himmel på landjorden grundet en anden kvinde og herunder drømt om alle mulige jobs - men han endte alligevel med at sælge forsikringer. Indtil han - forstår læseren - altså atter stod til søs...
Første gang troede jeg at slut-ordene "But it came to canvassing in the end" hentydede til lig-lagenet. Men (med muligt forbehold for en bevidst dobbelthed her, som mere engelsk-kyndige må belære mig om) så menes her altså bare, at den uheldige helts korte land-epoke endte et hak mere kedsommeligt end en tilsvarende kort fase i Jim's eller så eventyrlige karriere.

Alt sammen blot fordi Jim's korte fase som skibsproviantør i sin kedsommelighed angivelig kun overgås af jobbet som forsikringsagent: "insurance canvasser". Og det der så berettes om denne lejlighedsvise broder og overmand i arbejdslivets kedsommelighed, har endda slet intet at skaffe med bemeldte job - hvorom der jo netop intet interessant var at sige.
Nej, men samme person var heldigvis for os andre ganske som Jim en fantast og forliste sidenhen på sin egen mindevärdigt barokke måde: Ganske som også Jim ender med et heroisk forlis - der i sin tur skal råde bod på et tidligere herostratisk tab af ry og äre.
 Med andre ord: Aproposet for den lange passage er helt "accidentielt", men bliver springbrädt til en eventyrlig historie helt i sin egen ret. Men den historie indeholder så til vort held en ejendommelig parallel en miniature til Jim's historie. Og sådan er Conrad hele vejen igennem.

Hvor mange der tvangsmæssigt straks tilsluttes sig Conrad's genialitet ("han er jo en klassiker"), ville ikke stejle over enhver tendens af samme art hos os dødelige - og lovprise helt banal praktikantprosa for dens "veloplagthed"og hvad det nu ellers hedder blandt tilbederne af den røde tråd.

Naturligvis med forbehold for særlig fortærskede tricks (som alle straks liker i  flok) såsom at starte med en anekdotisk detalje midt i historien: "Den morgen havde han tænkt meget på, hvad han skulle købe til sin hustru i fødselsdagsgave, og det blev ikke meget bedre af, at han aldrig havde været nogen stor tilhænger af fødselsdage. Nu ombord på ruteflyet til Damaskus kom han atter til at strejfe spørgsmålet, og lidet kunne han ane, hvilke uhyrligheder han få minutter efter skulle blive det eneste overlevende vidne til.
Som udsendt fra Morgenavisen havde jeg som den første lejlighed til at interviewe ham. Osv.osv.osv." Indtil reportagen omsider er tyret til ende, så vi alle kan konversere opdateret om det samme, indtil morgendagens avis heldigvis atter bebuder et nyt obligatorisk diskussionsemne.

DEN FRANSKE REVOLUTION OG HENRIK DAHL

ELEVDEMOKRATI  i følge HENRIK DAHL

Harley Davyson gør sig morsomme jeronimus-betragtninger over de slående ligheder mellem umættelige børn og voksne venstreorienterede med masser af radikale krav og ideer til en bedre verden - men langt mindre disciplin, konsekvens og offervilje.
Naturligvis indhøster han også snusfornuftige mere end ungdommelige indvendinger - vel nok især fordi de objektive alternativer mellem f.eks. fri bebyggelse ved skov og strand eller ej jo ikke kan vurderes alene ud ud, fra hvem der gider slås for dem.
-------------------
FOR i så fald kunne man skrotte omtrent al politik, for i en vis forstand kunne man jo sige: "Hvem andre end en flok just kønsmodne gymnasiaster gider dog lege voksne og bruge dagevis på "ligeværdige" offentlige debatter med rektor og den (trods hustruens forsikringer om det modsatte) knap så retorisk blomstrende viceinspektør om, hvorvidt skolens nye cykelskure for henholdsvis drenge og piger skal ligge adskilte eller klods op ad hinanden."

Det er her altid betegnende og en ekstra emanciperet nydelse at se, hvorledes den ellers altid så højrøstede og verbalt uhæmmede gymnastiklærer ligesom skolens yngre årgange ved disse lejligheder aldrig siger et kvæk, men står stiv som en saltstøtte med en stram militaristisk og noget vantro mine - noget ubehageligt berørt ved synet af al den veltalende ungdom.
Ja, for minder det ikke os historie-bevidste ildevarslende om både den franske og den russiske revolution? Jo, det gør det - men det var rigtignok heller aldrig gymnastiklærerens ide at indføre elevdemokrati, så nu må de asner til progressive og blødagtige snakke-tøjer i toppen rigtignok klare ærterne selv. Og så kan det nok være de til sidst kommer krybende og beder om fysiske midler til til at slå opstanden ned. For de børn får jo, som ham den nye folketingsmand Dahl siger, aldrig nogensinde nok......

P.S. Ting der ikke kan inspirere til ungdommeligt usurpatoriske digressioner skudt fra hoften, interesserer mig i reglen ikke et klap. Det har aldrig moret mig spor at efterligne de voksne, for det jo gør i forvejen både de voksne selv og deres børn - f.eks. ved at skrive noget der lige så godt kunne have stået i en moderne avis: Kort sagt noget som alle og enhver under proletariatets diktatur kunne have skrevet. Men er det ikke det stik modsatte der er kunsten?

OM MORALSK FORARGELSE - I HENHOLD TIL ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN...

VIL DU VINDE 100.000 kr - PLUS EN NAT MED ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN?

Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.

Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.

Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...


ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN

Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.

Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.

JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.

Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.

Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.

Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.

I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.

Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?

OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.

Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.

Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.

Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...

MEDIER - HØG OVER HØG

Efter en sommers betragtelige og velgørende afholdenhed m.h.t. nyheder og emsige meninger om det samme til fordel for større og ofte umælende sjælsdybder - kan man atter få ægte appetit på at tyre aviserne, blot ikke hver dag, for ligefrem sjovt er det nu sjældent.
At anmelde anmeldelser og andre trafikforseelser bør vi afholde os fra. Men selv om de gutenberg-ske klicheer som bekendt er havnet på museeum, så huserer deres gespenst og uhellige ånd nu alligevel ikke mindre end dengang de levede.

I dagens "Politiken" noterer jeg at kronikken (med sin faible for at nurse den næste generation af pålidelige forlagsdirektører og kulturredaktører) lader den unge forfatter Jakob Skyggebjerg udfolde sig sprogligt omkring sine meget ambivalente hjemstavnsfølelser over for hovedlandet, der nok ikke kunne bevilge ynglingen samme grad af sociale mobilitet.
Skyggebjerg bruger et sted i kronikken en journalistisk konstruktion, som jeg senere i samme avis genfinder hos TV-anmelderen Palle: ikke Mogens Palle, for han var jo promotor for bokseren John Bogs - men I ved hvem jeg mener: manden har utvivlsomt et fornavn - for ellers har I da her gaven til manden der har næsten alt...

Skyggebjerg døjer meget ondt på jyske busstationers ventesale og fortæller herom, at "STØJNIVEAUET FÅR ENHVER UNDERBEMANDET DØGNINSTITUTION TIL AT MINDE OM ET SØVNLABORATORIUM".

Palle, (der i mellemtiden har genfundet sit fornavn, som han desværre nok må dele med mig) anmelder forlods for TV filmen "Et smukt sind" om den paranoid-skizofrene stjerne-matematiker Nash. OM skuespilleren i denne rolle skriver Palle, at han "ligner et matematik-geni lige så meget som en parkbænk ligner en Børge Mogensen tremme-bænk."
----------------------------------------------
Selve konstruktionen stammer vist nok fra klassiske amerikanske krimier: Raymond Chandler og omegn. Privat-detektivens maskulint tørre situationsironi, der også har en arv fra den britiske "stiff upper-lip", hvormed den hvide mand må bære civilisationens byrde. Men når det bliver en journalistisk kliche, som ovenikøbet fædrelands-ambivalente unge provo-forfattere med guldskeer proppet i kæften af Københavnske kulturfonde samt Bo Lidegaard, ikke kan stå for at genbruge - så bliver det træls, som de siger i Jylland.

I begge tilfælde er klichen medie-tilpasset ved at bruge størrelser som i mediesammenhæng er etablerede kerne-emner. Børge Mogensens navn kender vi alle; hans tremmebænk måske ikke, men kulturfolket skal nu nok kende den. Og underbemandede døgninstitutioner, jo - og søvnlaboratoriet husker vi fra Trier's film "Riget".
Hos den hårdkogte detektiv er det velgørende med en frisk sproglig brises synsvinkelskift på den barske og urokkelige realitet. Et uventet desilusioneret skift til et andet niveau, der dog intet ændrer på handlingsgangen.

Men hos de to kulturfolk bliver vi medie-afdelingen for hitttegods, og der kommer slet ingen friske briser fra andre virkeligheder eller opfattelses-niveauer. Det surrealistiske omslag der før kaldte på smilebåndet, udebliver til fordel for en naivt selvbevidst journalistisk smarthed, der indbilder sig at have mere til fælles med Forfatter-Skolen end med de øvrige aviser, for slet ikke at tale om alle de der jyder...

Ja, muligvis nok - men er dette nu i grunden også noget at vigte sig sådan med?

P.S. Her publiceres kun en brøkdel af vor redaktions produktion og da altid med svare betænkeligheder - lndrømmet lidt komisk når det eneste vi risikerer er det, som nu engang altid alligevel sker, uanset hvad. For selvtillid er nok fint - men mangel på selverkendelse er endnu bedre....

JUNG OG FREUD - AND A FEW CLOSER FRIENDS..

Et berømt skriftsted i C.G. Jungs erindringer er dér, hvor han fortæller om sit brud med Freud. Arkiv-stærke freudianere såsom Christian Braad Thomsen kan her supplere med sider af sagen, som Jung ikke selv nævner, såsom Jungs uortodokse syn på, hvad lægelig professionalisme byder sjælesørgeren af forbehold i den selskabelige omgang med egne patienter. Men her gælder det altså den episode som Jung omtaler.

Efter at Freud således havde analyseret en af Jungs drømme, tilbød Jung sig at analysere Freuds drømme fra samme nat. Men nej, svarede Freud: "For jeg kan da ikke risikere min autoritet." - "Men just i det selv samme øjeblik mistede han den...." tilføjer Jung med dramatisk beherskelse.

Hvorfor nævner jeg nu dette? Jo, jeg ser daglig på Facebook hvorledes "mænd af ære" lider de svareste og mest barnligt let gennemskuelige kvaler, når de føler sig gået for nær: Enten fordi de føler sig ramt af noget sandt, eller fordi nogen siger noget som de vist meget hellere selv ville have sagt - og endnu hellere publiceret: For de ved udmærket. at havde de selv sagt det, så havde alle applauderet og anbefalet det.

Alle jævne borgere lider nemlig af en forebyggende indbyrdes jalousi, der nidkært vogter over at ingen af deres jævnbyrdige og ligestillede går over gevind og nærmer sig mestrene og autoriteterne i myndighed - ganske som de jaloux vogter over, at mesteren ikke forfordeler dem selv i uddelingen af uforpligtende små skulderklap for disciplenes snart åbenlyst flatterende, snart komplet ufarlige ydmygt supplerende ytringer, fattet i sømmelig korthed, som al selvkritik og jo situationssans byder.

Autoriteternes typiske reaktion består i nævnte situationer deri, at de klapper i som østers med hårdnakkede fortrængninger, som om man havde overfuset med med grove platheder.

Men tværtimod er det lærerigt at se, at når nogen en sjælden gang vitterlig overfuser de store eller i ordvalg går tydeligt under niveau, så vil ærens mænd netop sjældent være sene til faderligt at berigtige dem med den fornødne artikulerede myndighed og beherskelse.

For her får de jo netop lejlighed til i publikums påsyn at give den i rollen som den overlegne herre, der helt uden affekt tilkendegiver for den labile, udannede eller umodne, at der gives uskrevne regler og rummelige, men dog afgrænsede rammer for den gode samtale...

Når ærens mænd derimod stilles over for noget, hvorved de føler sig sat i relief på en måde, der ikke på samme vis bekræfter deres ukrænkelige moralske og intellektuelle autoritet, reagerer de derimod netop typisk, som Freud gjorde over for Jung ved nævnte lejlighed.

Og pointen er nu, at netop ved den stejle og ureflekterede tavshed, hvormed ærens mænd tillige med nogle emanciperede damer forsvarer og beskytter deres sarte og eksklusive hæder som civiliserede borgere, sætter de sig selv ud over rammerne for civiliseret og anstændig opførsel. For når netop en hædersborger udsætter en ellers harmløs borger for stumt uafficeret afvisning af enhver henvendelse, da kan det - modsat bøllens velkendte og jo ofte nærmest kammeratlige grovhed - kun opfattes som et bevidst slag i ansigtet.

Et slag i ansigtet, der i sin tur for enhver god borger at se da kun kan skyldes, at den pågældende ved sin skamløse uartighed hinsides menneskelig værdighed bestemt må have gjort sig fortjent til også selv at blive behandlet uden værdighed. Ja, for anderledes kan det da rigtignok ikke forholde sig!

Til straffen mod den formastelige hører således tillige et tab af omverdenens gunst og respekt: dels grundet den autoritet, som hædersborgeren nyder, men også fordi mange endog mod bedre vidende føler sig bedst tjent med at holde på den hest, der kan tilbyde dem flest sociale og økonomiske fordele og forbindelser - eller blot de rutinemæssige faderlige skulderklap med venstre hånd, der for de jævnere i ånden ofte vil være et umisteligt minde for livet.

Personen som den reelt grovt injurierende ignorering er rettet mod, kan på sin side kun redde sin værdighed ved at erindre for sig selv, at den forstokkede reservations uærlighed tillige med dens brud på al elementær høflighed udtrykker en intellektuel og moralsk afmagt, der i stedet hævngerrigt trøster og forlader sig på både fan-skarens og skæbnefællernes solidariske mur af forbitret kongenial tavshed.

Når jeg overhovedet skriver dette - om end vel som så ofte kun for en begrænset kreds -, er det for at imødegå den vantro skepsis og den autoritetstro enfoldighed, hvormed mennesker, der ikke selv magter at stå alene, og som derfor heller ikke kan forestille sig hvordan andre kan udholde det - alligevel i solidarisk smålighed tilslutter sig den brutale magtfuldkommenheds forfængelige stejlhed og stumhed.

For hvis mennesker viser så lav integritet selv i fredstid og i et retssamfund - hvorledes ville de mon så ikke kunne opføre sig under et mindre civiliseret og langt farligere regime?

Min umiddelbare anledning er den ingenlunde enestående, at en mand som jeg husker som en i sin tid afgjort hæderlig, sympatisk og retsindig humanist, aldeles uimodsagt af hele sin øvrige fan-kreds skamroses ikke blot af de rette grunde - men også af mindre oplagte grunde. Det seneste er således at han af en følger opfordres til at publicere sine hæderlige, men yderst konfliktsky, ofte venstrehånds-prægede, men lige så ofte stærkt PR-relaterede Facebook-opdateringer i bogform.

For dermed insinuerer smigrerne jo i grunden indirekte, at de rette grunde til at prise vor mand åbenbart ikke er stærke og tungtvejende nok til at stå alene, men behøver støtte og kunstigt åndedræt i form af retoriske tilsnigelser samt indirekte uretfærdigheder mod i så henseende anderledes værdige kandidater: der nemlig i sin tur formodes at have så brede skuldre, at de må være fuldt indforståede med, at mesteren bevilges alle de handikap-points han behøver.....

Men ikke nok med det. Da jeg u-indbudt svarede i form af nogle sobre genre-mæssig refleksioner over, hvornår og hvornår ikke noget så spredt og u-fokuseret som et "Faceboook-manuskript" måske kunne tænkes at være egnet også til publicering i bogform - var der ikke en eneste mors sjæl der reagerede, ej heller vor hæderværdige hovedperson selv.

”Folkets kærlighed – min styrke”. Javel, men vi ødelægger mennesker ved at overøse dem med en ubetinget kærlighed, der dog uklogt tillige forsikrer dem om, at kærligheden skam har sine objektive, gode og helt enestående grunde.
For er der da noget at sige til, at personen til sidst må tro: - At hvis han nu alligevel ikke helt skulle formå at leve op til de strenge betingelser, som denne "ubetingede kærlighed" således dog henholder sig til - så kunne han risikere større og anderledes umistelige ting end sin sjæls frelse?

Og grundet denne force majeure er der således ikke længere råd til civiliseret adfærd, når trusler dukker op i form af artikulerede spørgsmålstegn, modificerende bestemmelser eller saglige afgrænsninger af den så rigt tilflydende ros.

------------------------------

Hverken de svageste eller deres mestre læser frygter vel i første omgang denne tekst - så frygt for denne ene gangs skyld hverken KGB og samme autoritets arvtagere, således som langt svagere mennesker frygter havet.

- Nej, betænk hellere i stedet, hvad så uklanderligt noble borgere som dem I daglig lovpriser, egentlig talt ville sige til, at I altså åbenbart anser deres integritets skrøbelighed og niveau for at ligge på linie med KGB's...

------------------------------------------------------------------------------


BILAG: Hermed den kommentar, der helt uventet blev anledningen til ovenstående - og det just i kraft af, at den nemlig slet ikke gav anledning til mindste reaktion fra de personer, som kommentaren var tilstilet.

VOR KOMMENTAR: 

N.G. publicerer nu allerede en hel del i forvejen. Men underkender man i grunden ikke indirekte et menneskes sande kvaliteter ved at lovprise det af de forkerte grunde?

Ej heller denne sentens har (endnu) stået i nogen "personlig" klumme endsige bog, men Eivind Larsen, Jesus og Sokrates publicerede som kendt heller aldrig et ord - så den side af sagen har mere praktiske folks jo så taget sig af. Så fat mod alle skäbnefäller!

 Men altså: Et sammenhængende Facebook-manuskript er allerede omtrent et "contradictio in adjectu", grundet dels hast og løbende betingethed af omverdenens skiftende både anledninger og reaktioner - hvilket desuden ofte er vanskeligt at forene med uhildet dybdeborende sanddruhed: og da ikke mindre hvor just sandheden oven i köbet er uvelkommen – uagtet såvel tværfaglighed som gammeldags faglighed.

Berettigelsen af just et Facebook-manuskript måtte i givet fald gå på, at det var hidtil "apokryft" og henvist til sådan uvelkommen tungetale, hvorunder netop den ulmende brands glødende kontinuitet trods drivvådt ved kunne blive anledning til en borende tematisk kontinuitet, der intet steds tillades at springe over hvor gærdet er lavest, for slet ikke at tale om de velkendte kammeratlige huller i hegnet, som kun kvarterets egne drenge kender – og politiet da slet ikke.

 En sådan modvægts stædige inerti kunne tillige give anledning til frodigere - og dog mere eksakte - billedannelser end ved gængse manuskripter, der nemlig gerne hærges af meget anden kontrol end blot stave-kontrol....

 N.G. er dog nu engang endnu ingen outsider, men tro os: det er skam aldrig forsent - en illusion der også i mange år plagede mig selv, indtil jeg ved en stor og sen nåde blev udfriet af vankundigheden som Biblens Sarah af sin tilsvarende ufrugtbarhed.

Men ros og "like" nu blot ikke N.G. i utide for denne tilstand, for så forhindrer I den jo netop - og det i medför af en genuin Bohr'sk komplementaritet. For børn der elskes alt for meget, ender også alt for ofte efter en fase som misundelsesværdige playboys som ormstukne vrag.

Åh- apropos Niels Bohr: To atomfysikeres brevveksling kan undertiden lede til en banebrydende artikel i et fagtidskrift. Efter 50 år vil man måske også udgive selve brevvekslingen af anekdotiske og historiske grunde.  Men altså en udelukkende afledt betydning - helt uanset brevenes stilistiske kvaliteter.

En serie kjerlighedsbreve er derimod ikke forstudier til en artikel om kjerlighed - her er det omvendt, og derfor er brevenes karakter af netop breve et "sine qua non" for deres senere trykkeegnethed. Sokrates' forsvarstale var heller ikke noget han forresten havde liggende og så lige lirede af en dag for kammersjukkerne som svar på et tilfældigt angreb - Nej, indholdet var genre-specifikt og kunne kun have den form.

 Og således også med et oplagt og relevant Facebook-manuskript. Og alene af den grund er det ikke en helt urimelig påstand, at et sådant derfor kun kan begås af en outsider - eller evt. flere af slagsen, da det jo nu er et socialt medium med kommentarer osv.

For også her er der således tale om en genuint Bohr'sk komplementaritet - ganske svarende til hvad Ejvind Larsen for mange år siden betroede mig: "Hos Shakespeare er det også altid narren der har de bedste replikker...".

Men at kendte og anerkendte folks PR-betonede venstrehåndsarbejder på Facebook i pausen derimod nok kunne både udgives, forvarsles og anmeldes med held, helt uden sådanne genre-mæssige refleksioner endsige forbehold fra selv erfarne store forlæggere,det betvivler vi derimod ikke et sekund. Og hvis det undrer os, så viser det blot at Shakespeare's "Kong Lear" er blevet skrvet helt forgæves - trods at hans 400-årsdag blev anledning til at en overraskende stor skare kongeniale hædersborgere generøst kunne deklamere, at den store mand til sit store held i sin egenskab af den førstefødte var kommet dem i forkøbet.

 . Her er således for tredje gang som hanegal tale om en genuin Bohr'sk komplementaritet. Og Bent Jensen ville således her være en oplagt kandidat, hvorimod Jørgen Dragsdal må nøjes med den brede landevej - netop fordi han vandt i Højesteret.

 ”You can't have everything” .  Åh. sig ikke det, sig ikke det! For det er lige akkurat dette som tilværelsens forkælede enebørn og fødselarer dog insisterer på - og skarer af enfoldige fans bekræfter dem som loyalt bjæffende lænkehunde heri, endnu mere indigneret ømskindede og besatte af territorial jalousi på guruens vegne end denne selv.

Men alt dette er dog i grunden utidige bekymringer. For N.G. erindrer jeg som en bundhäderligog beskeden mand med en veludviklet selvkritik; og derfor ville han aldrig selv foreslå udgivelse også af sin Facebook-produktion, selv ikke hvis dette havde väret akkurat så oplagt som hans beundrer bedyrer.

Ja, for det er jo nu engang ingenlunde den på engang unge og ungdommelige professors eget forslag, vi her har taget som anledning til vore genre-mässige overvejelser:  med störste fare for at gå over åen efter vand ved at göre et helt andet skarn uret end det barn der – salomonisk set – er både det närmeste og det bedst egnede hertil.