BLOGGEN SOM COLUMBUSÆG

Jeg knalder altid blogge direkte ned på min stamkafe, uplanlagt og ufortøvet som det danske vejr selv. Skriver dem aldrig derhjemme. Lejlighedsvise slagfejl må derfor undskyldes.
Mit bedste of længste blogmanuskrift ligger derfor ikke på bloggen, da det dels er gennemarbejdet i flere anfald, dels har vist sig at have markedsmæssig værdi - for slet ikke at tale om hvis en marketingsidiot havde begået noget blot halvt så godt, for så var han da snart på alle slæber. Nå, ovennævnte manus udtømmer nevertheless i en vis forstand bloggens helt egne litterære genremuligheder - det lyder pompøst, teoretisk og kedeligt og viste sig da også kun i bagklogskabens lys, for skægt er det sgu blevet. Bare så man ved det...
Bogagtige artikler passer ikke rigtigt på bloggen, og hvem orker læse alt det.

Dagbøger kan især for os mænd forekomme lovligt private og ligesom lidt pinlige - måske en stor fejl, for det forsømte hævner sig som bekendt ganske som andre "uvæsentlige" ting i livet: Oprydning, vasketøj, PR og den slags... De der skriver dagbog, kan muligvis bedre klare det nære bøvl end os der straks flyver op i ørnehøjde, men klynker jammerligt, når verden småligt klipper svingfjerene af os.
Bloggen er dog hertil tilpas midt mellem det offentlige og det private. Vi trænger os ikke "latterligt" på ved at gøre det private til tvangslæsning i morgenavisen - men vi forfalder dog heller ikke til dagbogens skinbarlige og næsten autistiske privathed, som gør os lidt forlegne og så at sige psykiatriske til mode. Bloggens balance er her velovervejet og lemper det private tilpas værdigt ind til en vis diskret grad af offentlighed - så her kan vi også af og til skrive ting som vi i grunden slet ikke ønsker at folk skal læse, omtrent som forbrydere undertiden falder på deres trang til medvidere i deres liv.

Faktisk kan vore læsere berømme sig af at være formeligt håndplukkede af skæbnen, for vi omtaler kun vor blog for et yderst begrænset antal bekendte endsige professionelle forbindelser og efterlader her alt til skæbnen.
Hvad sluttelig angår vor forkærlighed for pluralis majestatis, kan vi kun oplyse at mindre nu engang ikke kan gøre det. Men sålænge vore mest ubeskedne drømme således kun antager grammatisk skikkelse, må vore omgivelser immervæk siges at være lovlig billigt sluppet, sådan set i historiens lys. Men hvem ved, måske består vort særlige format just deri. Eller var den lidt for dum, som hos en tuberkuløs og halvgal student hos Dostojevskij?

CEPOS, MEDIER OG BLOGGE...

CEPOS - ih hvor vi gungrer
Cepos-drengene anser velfærdssamfund og høje overførselsindkomster for hindrende for iværksætterånd og innovationer, herunder inden for sundhed, undervisning og omsorg. Hvis der vitterlig skulle være lidt om det, kunne det vel klares med skatteregler, tilskud, rådgivning og netværker, fremfor at sætte småfolk på gaden. Endelig repræsenterer både folk på overførselsindkomst og det offentlige en købekraftig efterspørgsel, der inviterer til iværksættende udbydere af varer og tjenesteydelser. Nå, jeg har ikke forstand på det.

I øvrigt ligner Cepos-drengene i forhåbentlig kun én henseende typer som mig selv: De er sgu ikke selv industrielle eller markedsmæssige innovatører, men statsansatte på overførsel so oder so, men nej hvor vi gungrer. Og de skriver kedsommeligt, trættekært og altid det samme. De kommer over tyve år for sent - ligesom de omvendte nyfrelste anti-socialister der har glemt alt om deres egen ungdoms venstrefascisme og nu fylder mediebilledet med deres træge nyborgerlighed. Nu værdige individualister, men som før i beskyttet flok.

HENRIK SVARRE NIELSEN...
Ovennævnte forfatter begik for et par år siden værket "Biografisk Skyggeleksikon"; forleden kompletterede jeg ham for et avisindlæg. Han svarede at hver gang han indsender noget mere gennemtænkt, får han det retur, mens sure opstød eller umiddelbare reaktioner kan optages. Jeg genkender mønstret, og det er blevet meget værre de sidste år. Også det handler om drengeklubbernes selvbeskyttelse omkring retten til at være god, så at sige. En art krisereaktion, og måske bør vi andre så gøre noget helt tredje frem for at plage de stakkels mennesker, der tror at alt sådan kan downloades uorganisk fra æteren.
MEDIER...
Redaktøren af Nyt Fra Danmark er en intuitiv mand og har fattet forbindelsen. Således gav han mig forleden helhjertet og selverkendt medhold i at når alle siger det de er uni-uddannede til på taxemeter-tid osv., så ensrettes det hele i sprog og tanke, frisure, gebærder osv, og der tages atter patent på ovennævnte ret, så kortene fordeles forudsigeligt og urokkeligt - selv på mere almenmenneskelige områder, hvor skolevidenskabelighed ikke har mindste forret. Og atter må vi konkludere: Vi må finde eller skabe andre kanaler - men som sagt er jeg ikke selv markedsinnovatør; og de der er, kan ikke skrive, so there you are.

Dog forlyder det nu at Blogge med held kan slå sig sammen i netværk og således udgøre en voksende faktor - ja for når først folk finder ud af, at aviserne (desværre) ikke er eller seriøst ønsker at være bedst til det hele, men kun til deres gamle kernevirksomhed, så kan tingene snart se anderledes ud.

Nå, behøver vi at minde om at der siges at være en virkelig udenfor. Forleden nød jeg således synet af et havørnepar på deres rede i Sydsjælland - altid betagende. Naturligvis ikke alene og på tryg afstand, men behjertede kiggere stiller kun gerne deres teleskoper til rådighed, selv uden sponsorering fra Zeiss. Selv fotograferer jeg helst anonyme ørne, som tilmed er herligt utilnærmelige
og eventyrlige.

Retten til at være idiot

Skriver regelmæssigt til et magasin for udedanske med en meget fornuftig redaktør med hjertet på rette sted. Fornuftig fordi han ikke løber efter vinden. Grundet sådan almindeligt "hvorfor ikke" foreslog jeg bekvemt en lille historie om Romers bog, for det lyder da ret skægt, og jeg læser den nu gerne. Men han sagde som sandt var, at al den spalteplads er helt ude af proportion med nogen relevans, uanset hvor meget der er løgn. Og sådan er det jo i DK, og det er ikke et hår bedre i den humanistiske del af den akademiske verden: Tiltagende flokmentalitet og folk der i samme tillærte sprog sammenflikker debatbøger i kor om de samme emner. Og hvis tilstrækkelig mange har sludret om det samme, så er det alene af den grund brand "aktuelt", relevant og jeg ved ikke. Så får vi den sædvanlige epidemiske diarré.
Bevares, spalterne skal fyldes, vi mangler fantasi, og vi har travlt - godt nok, men så sig det som det er. Som sagt er det det samme i humaniora, for folk skal klare taxameterkravene, og så gælder det om at gøre som alle de andre: Læse de samme "store" p.t., aflure dem deres jargon, dernæst "overgå" dem ved at flytte nogle kommaer ud fra en ny "stor", sammenskrive det hele til en endnu større bog osv. Men naturligvis bliver de taget alvorligt - af hinanden. Mange er skam også "dygtige", guldmedalje, 13 (har prøvet, bevares) og den slags. Men det er som det nu oftest er med os mænd: De går dygtigste går stenhårdt og ofte nødtvungent efter at kunne nøjagtigt det de andre mænd kan, og den dag de kan alt det samme, bare endnu mere virtuost osv., indbilder de sig ikke alene at være forskere, men tillige at have fundet på det selv. Sålænge det er tilpas beriget med vås, er det dem velundt - nej, værst er det når de kommer for skade at sige noget helt rigtigt og dermed blasfemisk besudler sandheden: Det gode skulle jo helst gøres af de rette grunde, og på samme vis med at sige sandheder, hvis de nu overhovedet skal siges. Nå, dernæst oppebærer de nye mænd så alle mulige titler og inviteres i de gamles klub; og naive mennesker forestiller sig at vi andre grønne af misundelse ville ønske os i deres sted, men ydmygt tager til takke ved at være med på en lytter i håb om at kunne tilegne os et par krummer eller måske få den ære at stille et fornuftigt spørgsmål fra salen.
Lige sådan er det altså ikke... De prægtige kunne lige så godt have avanceret i en motorcykelklub eller noget tredje. For mekanismerne og den helt og aldeles tilpasningsbetonede form for erobringsvilje er gjort af samme stof. De virkelige indspark her i verden kommer næsten aldrig på den måde, det kræver at man falder i staver, kigger ud af vinduet eller sådan noget hinsides denne nidkære tvangsindlagthed: Men vist: den dag det giver ekstra høj status at være profet, abstrakt maler, vagabond eller noget fjerde, så vil disse brancher på samme vis blive befolket af en hær af stræbsomme og alvorlige aspiranter inden for det der nu er tidens løsen. Folk som aldrig af sig selv ville have værdiget disse livsområder et blik. Og det skal da heller ikke være en sur pligt, må vi bede om mangfoldighed samt med en bekendt ord "retten til at være idiot".
Forslag til næste indslag: Er det klogt at lække for meget af hovedstolen på sin blog og derved mod hensigten forvandle den til en art "gesammelte Werke" - ovenikøbet helt gratis, næsten anonymt osv. I den anledning vil vi ikke desto mindre snart lække en lille ting så uspiselig for alle hånde hyæner, at de vil gå i en stor bue uden om og således lade os nyde vore frugter i fred. Sgu da lidt original løsning, folkens, eller hvad? Nej, såmænd har vi bare afluret planterne deres hemmelighed: Mange ellers næringsrige planter producerer nemlig angivelig tillige krydderier der blokerer dyrenes fordøjelse, så de alligevel får lov til at vokse videre i fred. Men nok for nu.

TROENDE , EN MALER og EN STUDIEVÆRT

Mere om den lille maler, der i sin pureste ungdom var var figurativt stjernetalent og forresten fik uhyre rosende omtale fra Karen Blixen. Men først som kontrast lidt mainstream. I gårdagens Dead Line kunne man se kapitallogikkens danske God Father, i sin tid i de kredse særdeles agtet og frygtet, føre sig rørende frem med anderledes klostertanker på gamle dage, og meget antikverede argumenter, som kan få en til at undre sig over hvor meget der gemmer sig bag det tekniske sprog og de akademiske afhandlingers hartnisk. Men ingen hån her, vi nøjes med Prædikerens bog.
Nej, men som sædvanlig havde studieværten i slige sager inviteret en af Rothstein-klanen til at sige det de altid siger. Men de får det til at lyde så let, at man længes efter atter at møde præsten fra den russiske kirke, gerne med en flaske rødvin over en gammel europæisk roman. Hellere en kæmpende kristen end en veldresseret og velfornøjet vaneateist, der har lært at optræde med alle de rigtige replikker.
Selv, ja netop fra en rent menneskelig eller "antropologisk" vinkel er det ellers ret lige til at tænke, at den religiøse dimension har nogle fordele, som ikke enhver klub kan give. Således er det noget kulturradikalt papegøjesnak at religionen får os til at gøre det gode på Guds bud i stedet for af menneskelighed: Dvs. egentlig er tanken skam udmærket tænkt hos en skarpsindig 20 årig, og selvfølgelig har man også selv engang tænkt den, men vi gider ikke høre den som automatsnak. Men så er der også den pointe, at vi jo netop har svært ved at gøre det gode, fordi vort eget altid kommer først.
De gamle kaldte det arvesynden, og den er svær at komme uden om. Kort sagt er det simpelt hen lettere at gøre det rette, hvis man tror at Gud eller Allah er med én og at alt i sidste ende ikke vil være forgæves og kun føre til vor egen bundløse ydmygelse. Troen og fællesskabet befrier kort sagt den gode vilje fra "arvesyndens" tunge åg - bevares kun i et vist omfang. Hvis jeg er ulykkelig, vil jeg derfor ofte hellere henvende mig til folk fra et et religiøst fællesskab end til en der har sine meninger som religion. Om det så er den ene eller anden tro, betyder ikke altid så meget - og eftersom Rothstein måske med rette anser det hele for vås, vil også han give os ret i denne ligestilling. Nogle af de mest harmoniske børn ser man også i velfungerende religiøse fællesskaber, bare de ikke er for outrerede i forhold til hverdag og samfund. Og den kabbale har kristendommen stor erfaring i at lægge.
Hvad tolerance angår, er mange kristne faktisk meget mere forstående over for deres islamiske "trosfæller" end vi andre, fordi de selv har erfaring og sans for at verdslig modernitet, arbejdsmarkedet osv. og tro sagtens kan forenes i praksis.
Endelig er der den pointe at de fleste har et lige så barnligt forhold til deres kulturradikale ateisme, som de fleste troende har til deres tro: Dvs. de går ud fra at den toneangivende majoritet har ret, fordi den er stærkest og belønner deres loyalitet. Uanset om de har ret, så har de oftest slet ikke tænkt dybere over det, og derfor foretrækker jeg oftest minoritetsrepræsentanter. En majoritet der ikke betvivler sin ret, kan let blive særdeles kynisk og farlig, også selv om den ikke bekender sig til totalitære løsninger. Måske hænger vi ikke folk for deres afvigelser, men de kommer rigtignok let udenfor i den kolde sne - og dermed har vi andre i tilgift straks en rival mindre. Og så fornuftige grunde skal man heller ikke kimse af...

Nej, må vi bede om vor lille maler, der også fabler om hebraisk, islam og andet. Hør blot: Han fortalte mig forleden om hvorledes kristne, jøder og muslimer levede i fordragelighed i Palæstina under tyrkerne, og mimede det med nogle situationsreplikker hos gadehandlerne på tværs af tro: "Hvordan har Deres mor det?" "Det er længe siden jeg har set Deres far" osv. Man var ordentlige mod hinanden, kort sagt.
At fortælle det på denne måde er herligt forløsende og uigendriveligt, fordi det er set. Meninger er derimod sjældent set, og derfor er de ofte kedelige. Hvorfor inviterer studieværterne aldrig en interessant underbo eller konen over for i studiet? Hvorfor altid de veldresserede og klonede masseintellektuelle? Fordi de er deres egne, og her skal vi ikke indlade os på eksperimenter. Og så er der jo altid det naive trick, at inviterer vi en eksklusiv person, så må vi også selv være en smule eksklusive. Rørende menneskeligt, men ren børnehave, kort sagt - men den der siger dette for stærkt og for tit, sendes til det moderne Gulag. Og det kan man ikke klage over, for officielt er det afskaffet og den der nævner det, sendes i behandling.
Nå, vor lille maler fortalte forresten, at en sura i Koranen fortæller at en dag skal de fordrevne stammer atter forenes i fred i det hellige land. Han kendte selv skriftstedet, men det er der nok ikke mange muslimer der gør. Men det er vigtigt, for som sagt er det lettere at leve fredeligt, hvis man oven i købet har fået ordre til det, så at sige. Nå, i slige sager var især hans mor lærd og egenrådig, og angiveligt skændtes forældrene om Gud hver morgen, så naboerne troede de var ved at slå hinanden ihjel. Faderen fortyndet jødisk, moderen kristen kunstmaler. Skænderierne var dog nærmest monologer råbt til himlen og endte altid med moderens "Men her har du din kaffe".
Sådanne folk ser man ikke i Tv-studierne, nej, altid samme sprog, mimik og civile facade. Gab...
Spørgsmål: Møder vor tids sorgløst herskende klasse da aldrig andre end deres egne? Hvis de havde hund eller skildpadde, ville det måske hjælpe.

En maler, en bankrøver og en filosof...

I mit kvarter bor en sjov lille maler, siger jeg - dvs. han blev i rekordung alder optaget på kunstakademiet for en snart en lille menneskealder siden, stort talent ligesom sin mor, forresten - men han insisterede ligesom hun på naturalisme og kan holde lange moralske foredrag om modernismen som humjanismens forfald, og temmelig indsat i hebraisk og tidlig islamisk kulturhistorie - ikke i betydningen leksikon, men belæst visdom, sådan tilpas subjektiv til at være åndfuldt. Sund fornuft plus intuition. Nuvel, men den er selvfølgelig lidt fordrukken, men en indre værdighed hinsides næsten alt hvad medierne bringer, er ikke til at tage fejl af.

For et årstid siden omtalte han den høje fagforeningsmand, der havde svindlet med midlerne for at købe dyrt indbo - og som efter at være blevet knaldet hængte sig i sine gardiner. "Der ser man - de taler om Islams ære og skam, men det er nøjagtigt det samme hos os. Sådan et fæ, han skulle bare have undskyldt over for sin kone og børn og sagt: Jeg har været et stort fjols, men jeg gjorde det jo for jeres skyld". Men det kunne han ikke få sig selv til og hængte sig i stedet i de dyre gardiner han havde købt for fagforeningens penge".

Alverdens belæste sludrechatoller slår sig op med deres halvdumme borgerlige massekulturelle titler. Men når der endelig er en der siger noget der er på engang smukt, rigtigt og lidt sjovt, skal man altså høre det på en lokal bar. Læste i Information om en fransk "filosof" der oprindelig var bankrøver og som i fængslet besluttede sig til at læse filosofi - forresten en masse af det mest våsede og hyperintellektualistiske, efter min næse. Nu er han bankrøver på en ny måde og udgiver flere bøger om året, leder et eller andet med kunstformidling på Center Pompidu - og alle mikrofonholderne strømmer næsegrus til, fordi det er for sent at spænde ben for manden, fordi de beundrer hele denne larm som indbegrebet af storhed i dere øjne. Hans kone er nu blevet hans sekretær og diktafon - ord ord og atter ord, lidt nye gryderetter af andre modefilosoffer, "alt er sublimering", lidt om begær, kapitalismen og alt muligt, altsammen med en smule rigtig viden i. Men efter den sædvanlige devise: Hvad gør de andre, og endnu mere og fyldigere af det samme. Men Pytagoras beviste det med hypotenusen af den retvinklede trekant på en enkelt side - men ikke fordi det var let: Ellers havde han ikke som tak til guderne ofret 200 okser. Stakkels okser forresten - men no one is perfect.

Men hos bankrøveren derimod intet helt genuint slående som vor lille ovennævnte vismands iagttagelse. Og sådan er moderne mediekultur: At kunne sige mest muligt af det samme som flest mulige af de andre, med de samme udtryk, floskler osv, men måske i lidt andre kombinationer, måske her og der med modsat fortegn, kaldes originalt. Og den blotte kvantitet anses for ensbetydende med kvalitet.
Men sådan opstår ægte erkendelse ikke - Tværtimod lærer erfaringen én, at jo bedre man har forstået et fænomen, desto mere alment og koncentreret, ja undertiden endda enkelt kan man til sidst sige det uden at tabe højde eller effekt. Det andet kaldes med rette for højttænkning og består af lige dele mangel på selvkritik og hysterisk udbasunering af alt hvad man har hørt. Unge ambitiøse mænds tydelige benovelse over andre mænds storhed og deres kombination af tilbedelse og hyæneagtig biden i haserne er et sikkert hormonalt fænomen, fuld af ustabilitet. det fører altid til en form for kannibalisme der dog ikke vil vide af at det forholder sig sådan. Ganske som det ses hos "stærke mænds" sønner der ender i vore samfunds lederpositioner efter mange neglebidende og knap så beundringsværdige genvordigheder.
De tidlige etnologer beskrev efter sigende noget de kaldte "big man" kulturer - øer hvor høvdingen og nogle andre stormænd kappedes om hvem der kunne svine hinanden mest til og prale mest veltalende, for det var statuskriteriet. I vore øren naturligvis uhørt latterligt, men kvantitet og ukritisk produktivitet uden selvtvivl var altså deres kriterium. Og med vor lille malers ord om den skamfulde svindler: Er det egentlig anderledes i vore dage?
Men hvorfor beklage det kritiske i stedet for bare at lave det ægte, som vor lille maler. Bare rolig, børnlille, that's is not the problem. Og folk vil i virkeligheden også godt se og høre det- men de får kun undtagelsesvis lov, fordi næsten hele den indbildte elite af stræbsomme efterlignere med næb og kløer forargede og fornærmede bekæmper alt hvad der er ægte, men mindre det på forhånd er lurmærket og "for sent at spænde ben for", for nu at citere os selv.
Det er sgu ikke landet og folket der er for småt, sådan noget pompøst sludder- nej, men "eliten" er for landsbyagtigt sammenspist i små lande, og endnu værre er det i et "informationssamfund" af sladder og atter sladder, hvor eksperter i nedrig sladder kaldes spindoktorer og er indbegrebet af moderne visdom.
Altså nu denne bankrøver i fængslet besluttede sig til at studere sin tids toneangivende forvrøvlede franske modefilosoffer med al deres kinesiske ordsalat, som næppe tåler at blive oversat uden at falde sammen, langt fra genuin og holdbar tænkning, der skal være lige så evident også om hundrede år. Nej, han ville være stor på en ny måde og valgte at gå i magtfulde stormænds fodspor. Men en ægte bankrøver-filosof ville ikke have kastet sig så begærligt over succesrige mænds opreklamerede makværker, men mediteret og gået i sig, læst helt andre ting eller noget tredje - man beslutter sig sgu ikke for at blive "filosof", "maler" eller noget andet.

Nej, det er en halvbøsset machokultur, men altså helt naturligt - men hvor er det store, smukke, sjove i det, udover at han han blev belønnet for sin tilpasningssyge med at ende som leder for et eller andet fimset kulturcenter af løsagtig og kælen snak, der garanteret intet genunt skaber. Hvorfor beundres det af andre unge mænd - fordi de netop har dette storhedskriterium: Hvem får lov til at score mest af det hele? De forveksler det med kvalitet, og sjovest at betragte er det hos unge mænd med vitterlig begavelse.
De vakler hele tiden mellem deres så at sige bedre jeg og så denne benovelse over magten. En ung teolog of my aquaintance fik overvældende verdslig succes i en helt anden boldgade, hvilket fik den dybsindige mand til i sine mange oprømte stunder at erklære sig "større" end både denne og hin stjerne, simpelt hen fordi der stod en international concern bag ham nu. Rørende så længe det endnu er så uskyldigt, og selv siger jeg intet. Sandheden er blufærdig og ønsker ikke at blive sagt for tidligt endsige af de forkerte, hvilket ville være den største hån.
Nå, lad os sige noget opbyggeligt. Forleden mødte jeg en velbegavet pige fra min kollegietid, og og udover at have holdt sig sjældent godt havde hun fået et markant smukkere og sjæleligt forædlet blik. Det kan man ikke snyde sig til, så meget er vist. Gad vide hvordan vort eget blik forresten ser ud these days? Spørg Deres frisør. Nej, fri os fra alle de korrekte ord uden dækning, så hellere dem der i praksis er bedre en deres principper og meninger.
Nå, men ellers er unge kvinderne nu sjældent meget "bedre" i praksis, fordi de af lutter menneskelig uvidenhed præmierer det forkerte, og hvorfra skulle de også vide bedre uden at have erfaret det i al sin gru, som regel for sent. Men bevares, magt og penge er altid hvad de er.

Nå, gudskelov er det jo ikke altid sådan, men det er en kendsgerning at mænd i høje positioner uvilkårligt nærmest hypnotiserer selv velbegavede kvindelige ansatte til ubrydelig loyalitet, selv mod bedre vidende inderst inde. En ejendommelig blanding af ægte beundring for den store mand og moderlig beskyttelse af hans forfængelighed mod alt, hvad han kunne opleve som en uvelkommen trussel mod jeg ved ikke hvad. En meget nedslående cocktail at opleve, og også en massiv faktor at frygte. Deraf nogle mænds idealpornografiske modforestilling til alle tider om den ædle skøge, et modbillede hentet snart i undergrunden snart blandt tempelpræstinderne.
Bevares, endnu en fantasi, for selv i de lag skal man næppe forvente for meget for tit, men noget er der nok af og til om det. Den klassiske femme fatale er derimod nok et lige så begrædeligt "offer" som sine medsøstre, men vælger bare at slå en lidt anderledes handel af end de. At have kendt 30 hertuger, 100 geheimeråder og 50 professorer i riget gav næppe automatisk så megen indsigt eller erfaring i dybere forstand. Og blikket afslører det trods en vis slangeagtig selvbevidsthed: Billeder af svundne tiders femme fatales forekommer os i hvert fald temmelig flove og lidet æggende.
Endelig skal man ikke glemme at kvinder skam helt bevidst kan holde med "de forkerte" mænd af nøjagtigt samme grund som mændene selv alt holder sammen indbyrdes i en slags bander, klubber eller kulturer : Af almenmenneskelig snu bekvemmelighed og holden på majoriteten og magten. Man mærker nok hvilken vej vinden blæser.
Nedslående, men hvorfor skulle de være bedre end andre folk?
Som sagt bør det negative ikke opfylde os, hvis vi snarere skulle dyrke alternativerne. Men skal vi ikke ende som jøderne i ghettoerne der gjordes mindre og mindre, indtil..., så er vi nødt til at slå tilbage med jævne mellemrum, selv om vi straffes også for det, og selv om vi risikerer selv at blive smittede af "forbrydelsens element" - omtrent som spindoktorernes hjerter utvivlsomt er fulde af alt det de snakker så behjertet om. Mange mænds seriøst indstuderende benovelse for hvordan andre mænd har vundet slag, narret de andre, vundet magthaverne for sig osv er et lignende fænomen - men vel naturligt nok, considering the circumstances. Men selv orker jeg ikke sjæleligt, men foretrækker i så fald gladiatorkampe i al deres primitive enkelhed, hold bare sjælen uden for.
Den lille maler har ret, og mange andre også; og det smukke findes - men forsvarer det sig ikke, bliver det glemt. Og hvor mange husker den lille maler, når han går bort? Nå, nu er han da foreviget - men hvor mange læser så dette her? Bare rolig, der kommer sikkert både en Garff og en Tudvad - og beviser det så mere så megen anden succes? Danmark har ikke desto mindre en særlig demokratisk og individualistisk tradition, som altså for tiden er ved at gå op i limningen til fordel for en art bandeagtig feudalisme af opløbne knægte, deres ægtefæller og deres yngel. Men blot der er tilstrækkelig meget af det smukke og sjove osv som modvægt, så kan vi måske punktere virkningen af hele denne inflationskultur af "sensation" og "scoring".
Det siges at gamle A.P Møller hyldede den opfattelse at hvad der ikke kan stå på en A4 side, er løgn. Med alle tænkelige undtagelser og forbehold havde han nok ret et sted, for det er halvvåset og det intellektuelt voluminøse og hastigt sammenbragte som fylder, og som hæmningsløst kan blive ved og ved, mens sandheden sejt søger sin bedste formulering, undertidejn i spring, men oftere langsomt. Kort sagt må vi hellere slutte af nu, for ikke at ende som den franske bankrøver med munddiarre´og sekretær. Men apropos avancement: I et gammelt leksikon stod om en kendt person: Forhenværende advokat, nu negersanger. Det var da i det mindste mere originalt end en bankrøver der går hen og bliver et tilpasningssygt snakkedyr.

COLUMBO II

Man må vænne sig til at bloggens charme udelukker at man går tilbage og forbedrer tidligere post, så lad os i stedet udbygge fortløbende. Jeg lagde mærke til, at i et par tidlige Columbo film har kommisæren en lidt tung assistent i den klassiske Watson-traditionen - men det blev tydeligvis snart taget af plakaten. Det tyder på at jeg kan have ret i at rollen er psykologisk meget velgennemtænkt.
For sagen er den, at en type som vor anti-helt slet ikke egner sig til at have undersåtter -modsat Kojac alias Telly Savalas, der sammen med seerne havde konstant moro med at håne sit prægtige store krøltoppede grødhovede af en assistent. Der passede det fint, så meget mere som det der ofte handlede om inden deadline at hindre endnu flere mord. Men Columbo er på engang for ustresset og menneskelig, men tillige i en vis forstand for ufolkelig til at gide have undersåtter i gængs forstand: i betydningen uden større sans eller smag for det sociale livs billige små magtspil, der jo kræver en vis administration og et vist minimum af intrigant energi. Rollen er netop tænkt som en lidt uskyldig barnestjerne.

COLUMBO

Gensyn med Columbo minder mig om at undertiden synes forfattere i de populære brancher at vide mere om mennesker end de håbefulde og højkulturelle. I praksis er de tit ofte mere overraskende bekendtskaber, Helle Ryslinge imponerede mig f.eks. i sin tid, og sådan er der så meget. Hvor meget der kommer fra manuskriptforfatteren og hvor meget fra skuespilleren, er godt at vide - men hursomhelst handler "Columbo" også lidt om selve dette tema.
Tænk blot på hvorledes han altid på de bonede gulve fremturer med sin svoger, sin nevø og sin kone - bevares nok for at drille morderen, men han er casted sådan at han fremstår som en person af en vis umiskendelig integritet, der også ved at hverdagsbekendtskaberne kan give lige så meget stof som det gode selskab: Mennesket fornægter sig ikke uanset hvor og hvordan. Derfor kan bumsen på lossepladsen straks lide ham, selv om han naturligvis benytter lejligheden til at spille kostbar for at få nogle dollars; for Columbo fremstilles som et menneske der tværs gennem sin dagsorden ved, at bumsen måske lige så godt kunne have været direktør, politimand, svindler eller - hvem ved - morder. Modsat enhver tids selverklærede og i egne øjne aldeles uimodståelige "vindere", der ikke et sekund tvivler på at de og netop de har fortjent det hele, eller at alt stod skrevet i stjernerne.

Men dette med at fortælle om "ligegyldige mennesker" er i sig selv lidt interessant. For nu også selv at gøre det samme kan jeg her fortælle at en 20 år ældre bekendt af mig siden jeg var 18, egentlig altid har gjort just dette: Han fremturet med ret autoritativt at fortælle om "Flemming Pedersen" eller hvem nu, som om tilhøreren næsten burde vide hvem denne Flemming var: Præcis sådan som benovede klatrere eller blot lidt naive mennesker på de bonede gulve fortæller hvad Klaus Rifbjerg eller et medlem af kanon-udvalget sagde til dem ved den eller den lejlighed, gerne med brug af fornavn. (Gab!)
Men forskellen er bare, at den der i en betydningsladet tone fortæller om en os ubekendt Flemming, vækker en suspense hos tilhøreren: Vi føler os en anelse provokerede over at få serveret "Flemming" som en veksel der alene grundet sin ubekendthed skal indgive os store forventninger. Men vi venter til gengældt spændt på historien, for indholdet må være desto mere dramatisk, sigende eller morsomt for at redde den i land. Netop fordi han taler som en enfoldig eller som et barn uden at introducere os andre til det for os komplet ukendte bekendtskab - vækker han denne suspense: For vi ved jo godt at manden er ikke så enfoldig.

Omvendt med alle de brave borgere der med naiv betydningsfuldhed fortæller os hvad Rifbjerg eller statsministeren fortalte dem på et vigtigt møde, hvor begge sjovt nok var inviteret: Her er sgu ingen suspense, for vi har allerede fået den virkelige pointe proppet i halsen som de der strassbourg-gæs: NN omgås altså Klaus Rifbjerg og statsministeren, bare så I ved hvem I har foran jer. Det der følger, er som regel ret ligegyldigt, men alligevel oplever folk det som "spændende" fordi de menneskeligt nok oplever det farvet af deres egne drømme om social opstigning osv.
Og ganske rigtigt er det der følger, sjældent synderlig interessant, uanset at det måske kan være rigtigt nok: For ingen ler, græder, forløses eller inspireres, og ingen kan genfortælle det.
Columbo's sociale sorgløshed og relative uimponerethed under sin uskyldsfuldt velbevarede drengebenovelse for den berømte skuespiller NN, skyldes ikke at han er en ny Jesus, men at han har erhvervet erfaringens visdom - og så naturligvis som forudsætning for det en særlig intuitiv naivitet, som må tænkes at gøre hans "uskyld" modstandsdygtig mod enhver dyberegående korruption. Dette lille træk er også fanget genialt i en scene, hvor han ved et celebert party som et barn i et ubevogtet øjeblik stikker først én, så den næste og så den næste desertchokolade i lommen, indtil skålen er helt tom.
I sin tid tænkte jeg ikke over det, men altså - det er rørende konsekvent, og det er sgu ikke bare for at illustrere at kommissærens økonomi ikke er til Anton Berg. I visse henseender er han vitterlig som barnet og ejer dets naivitet m.h.t. "selvrespekt", hvad folk dog må tænke, er det her nu også klogt, og den slags, men på et andet niveau gennemskuer han intuitivt det hele. Og er det i virkeligheden ikke to sider af samme sag?
Men igen: Er det lille påfund Peter Falks spontane improvisation ligesom med Dirch Passer og mange andre, eller stod det allerede i manuskriptet? Jeg vil helst tro det første, og bevare min barnetro på at nogle er som skabt til visse roller, det være nu på film eller i livet.

TAB OG VIND MED SAMME SIND..

Det er påfaldende at kvindelige blogs oftere end mandlige præges af bekymring for fremtiden og hensynet til det fælles bedste. Mandlige blogs supplerer, kommenterer eller erstatter snarere den personlige karriere eller det der ligner. At det skyldes alt det med børnene, kan der vist ikke være tvivl om, og det ligner næsten en slags arbejdsdeling.
En pessimistisk,men dybsindig tolkning kunne lyde at de fleste mænd på bunden er civiliserede psykopater, for hvem alt det med moral kun er endnu et instrument til at skyde de andre medkombattanter ned, og som forresten normalt slet ikke ved det selv. Det er måske derfor der kan være noget befriende ved lejlighedsvis omgang med de folk som alle kan være enige om at kalde psykopater - kort sagt den ægte barnlige vare: Ja, selv lejemorderen "the ice man" var langtfra uden charme. Og ræsonnementet kunne på en meget dårlig dag af lige så dybsindige grunde udstrækkes til at favorisere ærlige fjender frem for venner, der just i ly af venskabelighedens gevandt ubevidst kan manøvrere én over i en taberposition, ved at rose en for det forkerte eller camouflere en bjørnetjeneste og Uriaspost som en vennetjeneste, eller ved at rådgive en på en måde der kunne føre i den gale retning, eller ved at camouflere en stor bjørnetjeneste i ly af en ægte, men begrænset vennetjeneste.
Nej, the Ice man var aldeles uden illusioner eller selvundskyldende manøvrer af den art som ellers tit ses hos forbrydere der selv lider under samfundets mangeårige stempel. Thi vi møder her i firmaet de ejendommeligste mennesker og kunne i øvrigt også selv i passende situationer agere aldeles fordomsfrit, f.eks. hvis vi endeligt forstod at slaget var tabt i denne inkarnation. Og just i ly af vor tilsyneladende uskyld ville vi kunne nå at udrette det utroligste, bl.a. fordi vi modsat almindelige psykopater aldrig med et ord ville nævne på den lokale bodega, hvis vi havde en brintbombe gemt i klædeskabet, velsagtens grundet en næsten naturstridig og pervers form for blufærdighed. Men bare rolige, vi kender så mange skyldige, at vi slet ikke har overskud til også at lade vor elendighed gå ud over de uskyldige - hvortil beroligende kan føjes, at vi ikke kender nogle uskyldige, hvorfor disse kan være sikre på også fremover at kunne leve i fred og dølgsmål. Ha, der blev I vist godt bange, børnlille, men bare rolig, det sker som sædvanlig mest for underholdningens skyld. For jeg er som bekendt ikke typen - omtrent som den stille urmager der rettelig er blevet en folkehelt for sit eget bidrag til spøg og skæmt.

Var det ikke Dostojevskij der sagde at der gemmer sig en forbryder i enhver digter? Godt at man ikke er digter, men det udelukker nu ikke at man alligevel er forbryder, thi forbindelsen går kun den ene vej. Min forkärlighed for dramatik er nedarvet, thi da min bedstefar engang skulle til frokost på den oldgamle grevinde af Frisenborg, blev han modtaget med skarpe pistolskud fra fra trappen. "Dér blev De nok bange - det er til når russerne kommer!". Jo kvinderne kan også, selv om det er själdnere.

Går vi selv for vidt? Forhåbentlig, for der er vel grænser for Y-kromosomets unikke bidrag til livets dårligdom, med mindre man da ligefrem skulle have to af dem. Men bevares, hvor mange af os har talt efter, og måske venter der her en Nobelpris? Men på den anden side: Hvilken forsmædelighed af blive tildelt den forkerte Nobelpris, hvis man i virkeligheden kun vil have fredsprisen eller måske den litterære pris. Ja, der har I just den hemmelige ondskabsfuld i en nøddeskal som vi nævnte ovenfor, så stol ikke på nogen og da slet ikke på folk der tilbyder jer Nobelprisen.
Nå, the Ice man erklærede forøvrigt at selv han ville gøre alt for sine børn, så den slags beviser måske ikke så meget igen. Men hvordan skal det gå mine egne børn godt, hvis alle andre børn har det skrækkeligt og derfor gemmer brintbomber i klædeskabet? Det er måske det aspekt kvinderne tit har lidt mere sans for, hvem ved.
I øvrigt kan kvinder som bekendt være nok så urimelige i kampen om børnene og andet forlis i intimsfæren. Her er det nok mindst fifty-fifty, for jeg kender da enkelte mænd som jeg i så henseende tror fuldt og fast på. Men en ting er at beklage sig over modpartens skurkagtighed og søge verdens medhold heri, noget andet er at gå amok. Her må "skyldspørgsmålets" urimelighed derfor især sættes på den mest tabende parts konto, men det går som bekendt tit ud over just børnene. Men kvinderne slår dem i det mindste ikke ihjel, bortset fra i græske dramaer.
Nå, men hvis man tænker sig at mænd lidt lettere går i spåner, ikke mindst grundet høje forventningspres a la "knald eller fald", samt har lidt løsere bindinger til det nære, måske også fra naturens hånd, men naturligvis kun taget i et statistisk gennemsnit - så ville det måske være rigeligt til at forklare et overskud af mandlig "psykopati". F.eks. skal vor medfølelse måske aktiveres eller tændes aktivt for ikke at forblive i en dvaleagtig latenstilstand.
Megen charme beror måske på en vis sans for at tænde andres menneskelighed overfor en, og det er langtfra altid automatisk. Særlig charmerende børn opdager hurtigt deres lille fortrin og udnytter det helt bevidst. Som bekendt ejer mange psykopater denne charme, hvilket jo ligner en vittighed.
Men det er selvfølgelig en del af geschæften at kunne den slags. Alt muligt kan læres på kursus, så hvorfor ikke oprette et psykopatkursus for de tungnemme i livet? Det kunne være en glimrende anledning til i samme snuptag at udsluse og resocialisere en mængde uforbederlige forbrydere.
Nå til slut - når vi finder en Knud Romer mere sympatisk end en Henrik Dahl, altså umiddelbart set, så er det fordi Romer selv fortæller at alt meget vel kunnevære gået helt skrækkeligt. Men Dahl, Thyssen, Stjernfelt og S.U.Thomsen forklarer lykke i livet ved at man er "vinder" slet og ret - og hvis ikke det skyldes at de er hyponotiseret af deres egen medgang, hvilket jeg nemlig af og til morer mig over at observere, også hos sympatiske unge hvem lykken pludselig tilsmiler helt overvældende -så er det ikke noget særlig pænt træk.

Men faktisk er mange vindere flinke til at gøre opmærksomme på hvor galt alt kunne være gået, hvis ikke... Måske et afvæbnende aflad, men ikke desto mindre oftest sandere end den højere middelklasses forkælede selvbesværgelser fra barndommens præstegårdsidyl eller fra direktørboligen. Nå, en bekendt af genuint proletarisk herkomst ville her indvende at dels er det svært for alle, dels kan man ikke forlange så megen etik i livet, hvor ønskeligt sligt end kunne være, og citerer her gerne sin gamle zen-mesters ord: "Life is hard, and then you die". Desuden kan jeg undertidne frygte, at jo mere man sådan "gennemskuer" livet, desto mindre sympatisk et bekendtskab kunne man måske selv gå hen og blive.

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER
Man taler om uoversættelige værker såsom romaner, hvori der indgår subkulturelle og geografiske dialekter. Disse har naturligvis ofte paralleller i andre sprog og kulturer, men kan jo ikke oversættes én til én – hvortil jo kommer at dialekten jo netop ikke som meningen kan ”oversættes” uden at gå tabt, omtrent som en race eller hudfarve jo heller ikke kan ”oversættes” til andre racer og hudfarver – selvom også kvindelige roller ganske vist i meget gamle dage spilledes af mandlige skuespillere.

På lignende vis tåler nogle historier, vittigheder os. ikke at videregives i andre medier, men er specifikke for det pågældende medie. Replikskiftet ”Er du døv?”; ”Hvad siger du?” kan nok læses med udbytte, men jo udelukkende fordi vi forestiller os det som en virkelig akustisk oplevelse. Hvis man derimod gengav replikskiftet som en brevveksling, ville det blive nonsens.
En egentlig transformation til det skriftlige medie ville lyde ”Kan du læse hvad jeg skriver?”. ”Tak for dit brev, men jeg kan ikke tyde din skrift”. Her er parallellen gennemført, sådan at forstå, at selv om meningen ikke længere er den helt samme, så er den morsomme meningskerne dog bevaret.
Alligevel lider replikskiftet tab ved at der nu ikke længere forestilles en umiddelbar situation og en chokeffekt, men en tidsforskydning mellem brevet og svarbrevet. Men uden en situation ingen situationskomik: En situation opleves som et autentisk, såvel af de deltagende som af tilskuerne. Derfor går komikken alligevel tabt – og selv om man valgte at gengive vor skriftlige version mundtligt, så ville selve forestillingen om tidsforskydningen følge med, så det i praksis så at sige ville blive en historie om en der fortæller en halvdårlig vittighed.
.Jeg kom til at tænke på fænomenet, da jeg for nylig tilegnede mig de første trin i sms-teknikkens kunst. Konfronteret med mine egne begrænsninger som begynder sendte jeg derfor en sms til en bekendt med følgende ordlyd:’ ”Jeg skal alligevel ikke være forfatter”, skrev HB efter at erkendt at han var for dum til at beherske ”intelligent stavning”, herunder de for hans stil så afgørende kommaer og parenteser. Denne erklæring blev øjeblikkeligt honoreret med en livsvarig pension fra Det Berlingske Officin, Informations Venner, Politikens Fond samt Gyldendals Fond – hvilket i sin tur blev anledning til en rationel fusion mellem førhen konkurrerende medier – og Bandak blev også af den grund siden nomineret som kandidat til Nobels fredspris”.
Det refererede stykke sendte jeg netop til en bekendt som en sms, uden de kommaer eller parenteser, som jeg altså netop ikke har lært at finde. Desværre kan historien ikke oversættes, trods den ellers så sigende og desværre anderledes langtidsholdbare psykologiske pointe, der ellers kan oversættes til alle sprog, kulturer og medier. For nok er menneskesindets charmerende små forvandlingsnumre universel – men situationskomikken er her bundet til dette at man netop modtager en sms med nævnte besked. I stedet for at forsøge at oversætte til en søgt historie om en forfatter der indbilder sig at være hæmmet af ikke at mestre sms til fuldkommenhed, så har vi derfor valgt at gengive historien indbagt som et morsomt eksempel og et led i en større helhed, nemlig denne lille epistel om uoversættelige historier og pointer.
Komikken er så ikke længere hovedintentionen – men til gengæld opstår måske en ny paradoksal situationskomik derved, at for at oversætte en komisk historie på en troværdig, om end altså noget domesticeret og omstændelig vis, så må vi til lejligheden opdigte en lille filosofisk afhandling, hvor tungen må holdes lige i munden. Så kunne vi ikke restløst oversætte komikken, så kunne vi til gengæld forvandle den til en ny art situationskomik, denne gang bundet til den filosofiske afhandlings ellers efterhånden noget trælse medie.

Hverken filosofiske afhandlinger, sms’er eller komiske situationer ender dog altid lykkeligt. Således modtog jeg en anden morsom sms fra et fornemt damebekendtskab der frabad sig appelbreve. Også her er situationskomikken bundet til mediet; for det tragikomiske er jo ikke selve dette at få afslag på en appel om benådning, men at man modtager den i et medie man just har vovet sig på. For det giver oplevelsen et skær af noget omsonst og håbløst, så det bliver en ufrivilligt Sisyfos-agtig gestus, blot helt uden den græske patos og storladenhed – men altså til gengæld ret komisk.

FREUD SOM BARN

En kronikredaktør fra en ellers ikke så ringe avis sendte os i går følgende svar efter omhyggeligt at have smølet en lidt nytårsrelateret sag: "Dels er den ikke længere aktuel, dels har du jo lige før jul haft noget i avisen". De to udsagn er herligt modstridende, ligesom når en morder bedyrer: "For det første var jeg slet ikke i Odense på mordnatten, og for det andet skød jeg i selvforsvar!" For hvis der er gået for lang tid siden nytår, har man jo ikke "lige været på". Rent bortset fra at det argument aldrig bruges mod snævrere ånder såsom Søren Krarup. Ideen med morderen har jeg fra Freud, der nemlig et sted beskriver en drøm, hvor han ligeledes på en række uforenelige måder nedgør en barndomskonkurrent. Den slags fortæller altid noget højst morsomt.

Den lomme-freudianske vinkel er aktuel også af en anden grund. Udsagnet "Du har jo for nylig haft noget i avisen", indeholder en indforståethed med den gode ordning, at en fængslet morder jo ikke kan forlange at komme hjem hver weekend, for det skulle jo trods alt helst være en straf at være i fængsel.
Det minder mig også om engang i Polen hvor en åbenlyst kriminel forsøgte at lokke mig med op i sin lejlighed med ordene "Dont be afraid". Omtrent som når en bonde beroliger et slagtedyr. Det interessant ligger her i at personens egen vilje fylder så meget, at han på en ejendommelig måde næsten forventer at også modparten må være metafysisk indforstået med den og ligefrem dele den. Ja, som om verden kun havde plads til én vilje.
Sådan må en diktator uden tvivl have det, og derfor lyver diktatorer ikke, når de på TV kundgør, at hvis nogen gør oprør mod dem, bliver Gud meget vred. De mener det virkelig, ja de kan endog slet ikke forestille sig andet.
Og således også her. De ubekvemme og ubehagelige forventes selv at være indforståede med at verden i dem ser en art illegitime kombattanter. Og således fik vi atter en lejlighed til at synke et trin dybere ned i just den egenart, som man vil fratage os. En art underfundig nemesis, som Blixen ville sige. Og hvor mon denne vor lille danske odyssé ender? Velsagtens i en posthum ph.D. afhandling skrevet af en student der i os indbilder sig at have en ånds- og skæbnefælle. Men tak alligevel.

DRIVHUSEFFEKTEN OG DENS KUR

Det forlyder nu at den alternative danske teori om at klimaændringerne skyldes cykliske svingninger i solpletaktiviteten, kuldkastes af de seneste års udvikling. Ærgerligt, men også godt, for så kan vi til gengæld også gøre noget ved det. Lomborg og skatteministeren vil ganske vist være yderst betænkelige ved sådant overdrev, men her er løsningen: Vi belåner bare al fast ejendom inklusive Amalienborg, Operaen og mr. Mollers øvrige bohave - for ikke at glemme Ansgars Kirkes angiveligt autentiske forstenede glorie fra en palæontologisk helgen der hverken drak eller horede, ja end ikke forgav konkurrerende helgener med dødelige svamperetter. Lånet gøres rente- og afdragsfrit i 100 år; men til gengæld fritager det vore efterkommere fra at stå i en evig og uværdig taknemmelighedsgæld til os. Thi "noget for noget" er det eneste sandt demokratiske princip.

LAST YEAR ON O-DAY...

LAST YEAR ON O-DAY...
Både i pressen og på den prominente blog D’Dansk kunne man for nylig læse om O-dag den 22. december – som prætenderer at være kærlighedens svar på D-dag. Forhåbningen er den at ved en synkroniceret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Så lad os evaluere i ro og mag.
Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har aldrig været særlig slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt og mediteret. Intet skal på forhånd udelukkes, om end mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der mente at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun dog siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.
Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte og ensomme ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe der fritages for deltagelse. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.
Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed i vor informationsalder meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner jo siges at være mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.
En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej.

Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide og uromantiske seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.
Kærligheden har mange former. Således fortalte en ung teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en landskendt og vidt berejst forfatter og nu sågar tillige sømand samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe med Guds velsignelse og efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne søens mand endnu ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner jo ejheller sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen minderige O-dag. Selv samme aften modtog jeg nemlig en SMS – en teknik jeg ulykkeligvis endelig har lært at mestre – fra et eksklusivt damebekjendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Vi umodne sømænd dyrker nemlig gerne kærligheden som nødhavn, gallionsfigur og vind i sejlene; men dette er ikke altid nok for en kvinde i længden, og som bekendt får vi oftest kun én chance. Men pyt: For hvad døjer vi fjolser ikke gerne for The Litterary Empire?

JULEORGIER

En kvindelig bekendt har på sin blog "DetDansk" slået til lyd for at ændre klodens mentale tilstand ved hjælp af en kollektiv orgasme, hvor alle tilsyneladende er inviteret, idet der i dette tilfælde måske ses storsindet på skellet mellem virtuel og fysisk virkelighed. Lignende forsøg med synkroniseret bøn og meditation i større skala har vistnok aldrig haft voldsomt signifikante resultater - hvad enten det nu skyldes at verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele måske ville være gået endnu værre, hvis man ikke havde bedt og mediteret.

Intet skal på dette sted udelukkes, og slet ikke hvis man selv ovenikøbet er inviteret til at spille en naturlig nøglerolle (og nøgenrolle) i ovennævnte scenario. Hvis ikke kan man åbenbart ligesom dovne trækfugle lægge sig bekvemt i slipstrømmen fra de forreste i flokken og køre på kosmisk fribillet til en art virtuel orgiastisk lykke. Det bliver måske fremtidens form for kærlighed: Hvis tur er det i aften? Eller omvendt: Hvem vandt rollen som sex-stjerne og -motor i aftes? Måske er det kærlighedens svar på karaokesang, hvor alle kan håbe på at blive stjerner for en aften.

Nuvel, sammenhængen mellem klodens og ens egen tilstand er på den anden side ikke verdenshistorisk ny, idet det jo allerede i det viktorianske Englands og de mere pligtskyldigt successionsbekymrede end vildt lystbetonede ægteskabers tid hed: "Think of the British Empire". Særlig ophidsende var denne visualisering muligvis ikke altid trods datidens fascistoide og uromantiske seksualregister, men åbenbart heller ikke helt så afskrækkende og afvænnende som den ægte halvdel. Men vore begavede læsere bedes bemærke at sammenhængen mellem det private og det globale i dette tilfælde gik mainstream vejen - der ellers er bandlyst på vor blog og derfor her kun nævnes som et fyord og afskrækkende eksempel.
For på dette sted tænker vi som bekendt altid kreativt, hvilket kun har lidet at gøre med den selvudnævnte elites vås om "den kreative klasse". For selv om en minearbejder indrømmet hverken får tilskyndelse, økonomisk belønning endsige energioverskud til synderlig kreativitet hverken før eller efter fyraften - så kunne vi her sige en hel del som ville gøre os frygteligt upopulære, hvilket dog ikke afskrækker os, al den stund at det er vi vist allerede i forvejen. Nej, det handler mere om hvor meget der skal siges i et og samme "take"; så lad os nøjes med at betro vore læsere at Karen Blixen ville have bifaldet vor hemmelige betragtning, som da også er stærkt inspireret af hendes vise ord om de vilde med mere.
Åhja, for når også vi ligesom hele den intrigante klasse af borgerdyr med deres fantasiløse fødselsdagshilsner til levende mumificerede koryfæer nærmest med omhu helst kun anerkender de afdøde, skal det ses som en indrømmelse til det umiskendeligt banale, thi også vi er kun mennesker og under derfor på bunden kun de levende nogen generøsitet når vi på bunden ikke mener det.
Men ak, ak, kære venner - hvor plat og trist kan det blive. En slægtning i den populære del af musikbranchen betroede mig en dag, at han trods sit forbilledligt ukomplicerede omgangsvæsen holdt mest af at omgås andre musikere. Jeg tror det gerne, for deres tænkemåde er rummelig nok til at indeholde alskens modsæltninger - desværre ofte modsat den journalistiske verden hvis betoning af konflikt, polemik og sladder desværre more often than not ad åre resulterer i en slem erhvervsskade på karakteren: Ja, for fra fødslen er den ene gruppe jo lige så god som den anden.
Misforstå os ikke: Nogen skal gøre det arbejde, og vi gør det som bekendt også selv, omtrent som renovationsarbejderne gør deres; og læsere af faget skal ikke føle sig spor ramt hvis de ikke personligt har grund til det. Kollektiv afstraffelse er jo som bekendt afskaffet - hvorimod fænomenet, omtrent som hin britiske orgasme, stadig florerer vildt i modsat retning: i form af kollektivets afstraffelse af den formastelige ener.

At de selvsamme kollektive bødler samtidig offentligt promererer deres humant storsindede følelser for den dødsdømte Saddam Hussein, er i den forbindelse morsomt at tænke på: For det koster dem jo intet, al den stund nævnte rare og vestligt velklædte onkel aldrig har generet deres personlige forfængelighed, men såmænd kun hængt, torteret og gasset nogle snese tusinde ørkennomader og andre kværulanter: For det er oftest der den ligger, børnlille, og so much for humanity.
Så lad os holde os til de rare og rummelige musikere. Jeg spurgte en dag jazzpianisten Butch Lacy, en overgang fast akkompagnatør for Sarah Vaughan, hvor de musikalske ideer kommer fra - og her tænkes såmænd ikke engang på nye melodier, men alene på lyriske, slående og magtfulde improvisationer over Gershwin og de andre. Thi når dette er alt rigeligt selv for en Oscar Peterson, vil heller ikke vi stile højere, for det er såmænd pinligt nok i forvejen.

Nuvel, men Butch Lacy svarede: "What you play is what you hear - NN told me this back in the late sixties, but only after some years I understood what he meant". Da jeg stadig ikke rigtigt forstod, spurgte Lacy: "Henrik, may I ask you what is your own field?" Noget vrængende og selvundskyldende svarede jeg: "Well, you could say that I make som kind of philosophical wrintings". Ja, for i en verden af lige dele udkogt suppevand, opstyltet akademisk vås og rent plat må den ægte vare paradoksalt nok tage skammen på sig, hvad dette nu ellers skal gøre godt for. Shakespears nar, I ved...
Men herpå svarede Lacy prompte: "But then you know allready, Henrik!" Og det havde han unægtelig ret i...
Her ser I det musiske sinds højsindede kortslutning. For manden fattede åbenbart øjeblikkelig ovennævnte anderledes ubeskedne undertekst og sammenhæng, i modsætning til de der i stedet for at lytte til deres intuition okseagtigt spørger videre til formelle meritter, ansættelser og uddannelsessted. Men hans svar gjorde det samtidig klart for mig, at selv om kreativitet ikke kan overføres vilkårligt fra det ene felt til det andet, så er der dog en art fælles nævner. Det betyder så også, at jeg må affinde mig med kun indirekte at forstå den musikalske kreativitet som fænomen.

Nuvel, men så langt fra at misunde det fåtal der ikke blot har sans, øre, nogen stædighed og smag, men også har "the real thing", skal jeg være taknemmelig for at de mennesker findes der kan berige min verden med skønhed og formilde mit syn på menneskelivet. At hengive sig til misundelse ville i denne forbindelse være frygteligt ukreativt og umusisk. At de mennesker som kvæler og spænder ben for kreativiteten, vitterlig forarmer deres egen tilværelse tillige, har jeg gennem årene set talrige eksempler på. For skammen slår altid synligt indad som en pervers form for bitterhed og selvmedlidenhed midt i alt det oppustede Judas-flæsk, og trods deres privilegier misunder jeg dem ikke, når jeg ser dem defilere forbi som omvandrende ligtorne og nedgroede negle.

Det handler ikke om at spille hellig, men om musisk rummelighed, sund fornuft og en smule selvbeherskelse - hvilket sidste indrømmet kan være svært. Og dog: Jeg er endnu på fri fod, børnlille, og det er ærligt talt lidt af et mirakel, considering the circumstances. Ja, og det endda på trods af at avisernes forsider endnu aldrig har vist smålighed over for værdige kandidater, end ikke grundet angivelig pladsmangel.
Nå, kreativiteten skammer sig vist over at blive viet så megen opmærksomhed, så vi slutter af med at citere en afdød komiker der ikke skammede sig. "Utak er verdens løn - men hvad er så værtindens løn? Jo, det er de små stød som værten giver". Love is there to stay...

Nå, lad os i julens anledning give religiøsiteten det sidste ord. For ikke kun musikere er rart selskab, faktisk gælder det samme mange religiøse. Således blev jeg helt rørt over en yngre teologs entusiatiske betroelser omkring hans særlige interesse for hyrdernes rolle julenat.
Samme ungersvend betroede mig også at han i sin tid som natportier havde seviceret forfatteren Carsten Jensen på dennes brudenat. Da forfatteren sent på natten ringede og bestilte vand til Nes-kaffen, insisterede vor teolog på, at rigtig kaffe dog måtte være et absolut minimum af festlighed. Lad gå, men hvorvidt fruen brugte mælk i kaffen, kunne brudgommen virkelig ikke svare på. Denne herlige forening af det helt jordnære og det transcendente er et bevægende træk hos en en del religiøse og muligvis især kristne mennesker - og vi andre er som fremgået ofte de mest livsfjerne.
"Næste år i Jerusalem..."

AVISERNES KRISE - DIAGNOSE OG KUR

AVISKRISE: DIAGNOSE OG KUR

(Publiceret 21.12 i INFORMATION)

Man diskuterer ivrigt om kun den gratis kærlighed bør være tilladt. Spørgsmålet er dog muligvis forkert stillet: For man kunne hævde at hvis man blot vedtog at gøre kærligheden gratis, så ville der være nok til alle undtagen de professionelle udbydere. På den anden side: Hvis gratis kærlighed risikerer at skabe lige så meget bøvl som gratisaviserne, så bør man tværtimod forbyde den.
For presset fra gratisaviserne og nettet mærkes desværre på betalingsaviserne, trods jævnlig oprustning. Når vi mennesker er pressede og frygter sparerunder og aviskriser, får vi mindre overskud og beskytter os ved karteldannelse, hierarkier og ensretning. Denne smålighed går ud over mangfoldigheden, trods et højt fagligt niveau. For ethvert firma er det endvidere uheldigt når indbyrdes konkurrencefølelser skader firmaets konkurrenceevne udadtil – og hvis alle firmaer i branchen har det problem, så rammer det hele branchen, her betalingsaviserne.
Nuvel, hvad gør aviserne for at løse dette problem? Ja, bl.a. inviterer man globale ”stars” til stadig oftere at skrive – men ofte er der tale om standardindlæg, der langt fra at imponere tværtimod viser os på bjerget, at vi sgu er lige så gode ”stars” selv. Uautoriserede småfolk forvises derimod stadig oftere til hundebjæf der udstiller deres elendighed selv når de protesterer. Efter samme princip øremærker aviserne gerne nationale dukse med ”ret” til at have talent og lov til at mene noget på deres felt. Dermed får vi snart en næsten feudal klasse af pæne folk på international business class: Ja, for dem vi inviterer til at skrive hos os i DK, vil rimeligvis også give os grønt lys i deres eget land – og derfor bliver selv vore tyndeste hastværksarbejder straks oversat og flot anmeldt i udlandets store aviser.
Men bliver den ikke til sidst snart for tyk, snart for farveløs for læserne? Jo, men så henter vi bare nogle maniske og begavede ”pauseklovne” ind i manegen for at lave rav i den: Stædige ildsjæle med en forbløffende tro på deres mission og en kombination af stor dygtighed og en ofte lidt komisk snæverhed, der gør deres dygtighed lettere at sluge. Det kan være folk som Søren Krarup og Bjørn Lomborg, men også en Tudvad har det rette enzym. De fanger læserne uden at vække smålige følelser på tinge, og det er deres hemmelighed. De trykkes partout, for dels provokerer de fjenderne til at komme op på dupperne og gøre aviserne til et ”must”; dels har de en hjertesag som det er lettere for ”Birthe” at forholde sig til end de globale stjerners mondæne selskabslege i demokratiets, kulturens og humanitetens navn.
Og så er de begavede uden dog at være alt for gode. Dvs. de er skarpe samt udrustet med en djævelsk detaljehukommelse – men de er sjældnere rige eller dybe. De er sarkastiske, men ikke egentlig morsomme; snarrådige mere end originale; deres stil er altid elegant, men sjældnere smuk. De har oftest ret i noget vigtigt, men fremturer med at gøre deres evige pointe til forsidedramatik a la ”J’accuse”. I Tudvads tilfælde var dette mest åbenlyst, men derfor også mest menneskeligt: For inderst inde ved han jo godt, at sandheden om Kierkegaard ikke kan være eksistentielt afgørende for vor frelse. Og det ville Kierkegaard såmænd selv have fortalt Tudvad – men Kierkegaard ligger med halsbetændelse og har derfor bedt mig føre ordet for ham.
Pauseklovnerne har helt grønt lys i samtlige betalingsaviser, for de er så særegne, at de trods deres dygtighed og salgbarhed ikke truer nogen. Men samtidig bruger aviserne dette storsind over for deres meningsmodstandere samt ”det anderledes synspunkt” til at dække over deres smålighed over for alt det de enten udelukker eller kastrerer til det harmløse.
Men denne løsning på den professionelle forfængeligheds kabale er næppe holdbar i længden. For det går jo ud over mangfoldigheden og den menneskelige ”biodiversitet”, når man kun tillader folk at være dygtige på standardiserede måder og allerhelst på vores egen måde.
Det rammer aviserne i form af et tab af den personlige og nærværende stemme, som til sidst kun ”pauseklovnene” med deres maniske diktion har. Men det mærkes også i form af en vis stilistisk ensretning, om så også på højt niveau – selv om ekspertisen af og til krydres med muntre og kultiverede rejseminder på business class a la ”min yndlingsboghandel i Buenos Aires – ja, De ved den lige bag den botaniske have”. Værsgo og skyl!

Høyestærede professor Tamm

Vedrørende salg af signeret Kierkegaard-værk på Bruun Rasmussens Auktioner

Høystærede Professor Tamm

Idet vi selv gerne dyrker modsætningen mellem form og indhold, må vi bifalde hvorledes Deres vilde litterære indlæg omkring auktionsværdien af berømte navne udtrykker en pikant protest mod den domesticering som Deres eget navn ellers antyder, og som Deres borgerlige hverv tillige bekræfter. Da vort eget navn imidlertid ikke indeholder nogen for offentligheden kendt betydning, må vi imidlertid gå det yderligere skridt altid selv at opfinde begge led i de modsætninger vi dyrker.
Nuvel, til sagen: Vi må alvorligt betvivle at De kan undre Dem over betydningen af berømte navnes kommercielle magi, idet den ganske presse jo med forkærlighed ynder at udråbe og dyrke nationale navne med ret til såvel at mene noget som at have talent, honorarer ikke at forglemme. Men når aviserne således går de store auktionshuse i bedene, går de ikke blot over åen efter vand, men begiver sig endog til fjerne planeter for at søge livets og indkomstens lunefulde kilder.

Dette viser sig nu høyst uklogt, thi navnets handelsværdi er knyttet til det unikke og håndværksmæssige, dets så at sige organiske tilknytning til ophavsmanden – en egenskab som massemedierne umuligt kan efterligne. Derfor riskerer de store navne ved for hyppig brug i aviserne tværtimod at besmitte disse med deres egen inflation – hvilket i længden får læserne til at kjede sig og falde fra. End ikke den mest uklanderligt antikke ortografi formår at råde bod på nævnte misforhold.
Når avisernes ledelse imidlertid nu går den stik modsatte vej og i modsætningsfyldens åndfulde navn vil bespise deres stedse mere veluddannede abonnenter med husmandskost forgyldt af lige så tarvelig ugebladsglamour for at øge provenuet, er der atter tale om en plebejisk fejlberegning. For alene livets egen mangfoldighed rummer sjæl og ånd, og den lader sig hverken vedtage eller erstatte af store navne endsige af markedspladsens globale nuller.
S. Kierkegaard
Omvandrende empatisk filosof i staden

INTUITION og LOGIK

INTUITION VERSUS SALOMONISK VISDOM

Intuition kalder vi al forståelse der ikke er sprogligt artikuleret og muligvis heller aldrig bliver det. Vor situationsbevidsthed indeholder en omfattende helhed af viden og links til personer, steder, tider, begivenheder og emner, som ville tage en evighed at artikulere sprogligt. Vor intuition er ikke blot imponerende i omfang men ofte også i dybde: Som det lille barn kan mennesker uden at kende én synderligt nærmest henkastet undertiden sige noget der ved eftertanke længe efter viser sig at udtrykke et søvngængeragtigt klarsyn, som ej heller den pågældende selv har reflekteret yderligere over. Intuitionen kan i al sin vaghed ofte ramme rigtigt i ét hug – men til intuitionens vaghed hører så også at den omtrent som spredehagl sjældent selv ved hvor genial den er. Kun forfattere og kunstnere vogter som rovfugle over deres egen intuition og bjerger omtrent som drømmeforskerne med nidkærhed alt associationernes vraggods. .
Men intuitionen er ikke ufejlbarlig og der er rimeligvis en slags komplementaritet mellem intuitionens vældige omfang og så på den anden side den eksakthed der forudsætter en høj grad af psykisk intensitet. Den sprogligt artikulerede tanke er ikke en tanke iklædt et af de sprog man tilfældigvis behersker, men en gennemført og fuldt udfoldet tanke, der har overlevet alle skærsildens prøvelser.
Det kan ske at man bagefter kan føle at man egentlig blot er nået frem til den samme umiddelbare klarhed som man besad i udgangspunktet, men der må i så fald være tale om hvad man i gamle dage kaldte en ny og højere umiddelbarhed, der nu også er i stand til at forklare sig og forsvare sig og dermed måske også få en smule gennemslag i verden.
Nogle kunne måske synes at intuitionen oftest kan være nok, og det er den jo også oftest i praksis og just af ovennævnte praktisk-økonomiske grunde. Men behovet for artikulation opstår i den situation hvor man som skolelæreren skal forklare brøkregning for den talforskrækkede og dermed tvinges til at gennemlyse og rekonstruere det tilsyneladende selvfølgelige. Det opstår imidlertid også i hyppige situationer hvor to lige uimodsigelige og tilsyneladende sikre intuitioner strider mod hinanden.
Det er ofte tilfældet ved gåder som den følgende der var Wittgensteins yndlingsgåde. Forestil jer at en lang snor er spændt stramt rundt om jordkloden som en livrem. Hvis vi nu udvider livremmen med en meter og tænker os at snoren strækkes og spændes ud hele vejen rundt, hvor højt over jordoverfladen vil snoren da være udspændt? De fleste af os vil her svare, at eftersom en meter er ingenting i forholdet til hele Jordens enorme omkreds, så vil vi der står på Jorden naturligvis slet intet mærke til ”livremmens” nærmest mikroskopiske forlængelse.
Men et lige så intutivt, men uforeneligt svar vil komme fra geometrilæreren, der giver fanden i det konkrete tilfælde og tager det helt abstrakt efter lærebogen. For han vil sige at når en cirkels omkreds forlænges med en meter, vokser dens diameter med godt 30 centimeter. Følgelig vil snoren nu have 15 centimeter ned til jorden på vor side af kloden og andre 15 centimeters frigang på den modsatte side af kloden, altså i alt 30 centimeter.
Her står således to lige uafviselige intuitioner over for hinanden.. I sådanne tilfælde kan men afgøre sagen ved at vælge den stærkeste og mest overbevisende intuition og fortrænge den anden – men det er utilfredsstillende og så at sige uværdigt ikke at kunne yde alle parter salomonisk retfærdighed. Her må den artikulerede tanke derfor træde til, og det handler trods sprogets nødvendighed som vehikel ikke om beherskelse af dette eller hint sprog eller om sprogsans i al almindelighed. Opgaven løses kun tilfredsstillende hvis man pædagogisk kan udtrykke de to intuitioner i det samme sprog og således lade den tabende part forstå i hans eget vokabularium hvorfor han har uret. Vi må altså finde en fællesnævner, en kommensurabilitet, et fælles begrebssæt.
Ved Wittgensteins yndlingsgåde kan vi jo nok ane at geometrilæreren trods alt må have ret, for geometrien kender ikke til undtagelser, hvorfor opgaven bliver at imødegå den mere jordnære intuitions skepsis på dens egne præmisser. Og faktisk kan vi her give den jordnære intuition ret i at sammenlignet med Jordens enorme omkreds er en meter helt mikroskopisk. Men akkurat det samme gælder jo netop også de femten centimeter som snoren nu har som afstand til Jorden hele vejen rundt: Femten centimeter er jo heller ingen verdens ting sammenlignet med Jordens enorme diameter, og vi mærker dem kun fordi vi som små nærsynede myrer står og holder i snoren. Set fra verdensrummet ville frirummet derimod ganske rigtigt være usynligt, og af samme grund kan situationen heller ikke afbildes på en tegning. For en retvisende afbildning ville kræve et lærred af aldrig før skuet format, i næsten samme skala som jorden selv. Således har vi nu ydet begge parter fuld retfærdighed uden dog at give begge ret.
Lad os give et andet eksempel på intuitionens behov for en artikuleret opmand og mægler. Det er ikke så svært at forstå at de fleste af os nulevende nok et eller andet sted har en forfader der i sin tur langt ude nedstammer fra Karl den Store. For vi nedstammer jo alle fra en masse mennesker og har jo således hele otte oldeforældre, seksten tipoldeforældre osv. Derimod er det ikke uden videre givet at vi alle nedstammer fra et tilfældigt antikt abemenneske, fundet i vulkansk aske – også selv om han vitterlig tilhører samme stamtræ som vi. Intuitivt er det især klart at hvis nu han tilhører en uddød variant, så kan vi ikke nedstamme fra ham. Men dertil kommer at mens individer inden for en og samme art i formeringens hellige navn blander sig promiskuøst og har gjort det siden Karl den Stores tid, så blander forskellige arter sig per definition netop ikke, hvorfor vi ikke kan sidestille allehånde uddøde abearter med europæerne fra Karl den Stores tid til vore dage.
Men man kan modsat også fornemme noget utilfredsstillende i denne afvisning, for som et sandt abemenneske tilhører vor antikke slægtning in spe dog samme slægtstræ som vi, og hvis han ellers har nulevende efterkommere, må vi da ikke trods alt nedstamme fra ham såvel som fra Karl den Store?
Lad os atter se på Karl den Store. Vi nedstammer alle fra samme forplantningsfællesskab som det han tilhørte, og efter så mange generationer tør vi derfor hævde, at vi nok også nedstammer fra alle medlemmer af det pågældende forplantningsfællesskab med nulevende efterkommere – men naturligvis ikke fra dem uden nulevende efterkommere, for så ville de jo alligevel have nulevende efterkommere..
På tilsvarende vis kunne nogen hævde, at da vi tilhører samme forplantningsfællesskab som hint fossile abemenneske, så bør vi også nedstamme fra ham, forudsat at han ellers har nulevende efterkommere. For set på langs af tiden tilhører vi jo det samme omfattende slægtstræ som han og i den forstand samme forplantningsfællesskab forstået som en firedimensional størrelse i rumtiden.
Imidlertid kan paradokset løses hvis vi begrænser talen om forplantningsfællesskaber til samtidige, så at sige blot tredimensionale forplantningsfællesskaber. For nævnte abemenneske tilhørte nok samme stamtræ som vi og nedstammer derfor fra de samme antikke forplantningsfællesskaber som vi – men han tilhørte dem netop ikke, modsat Karl den Store. Der er således forskel på som Karl den Store at tilhøre samme forplantningsfællesskab som vore forfædre og så som hint abemenneske blot at nedstamme fra det samme forplantningsfællesskab som vore forfædre. For mens vi selv rimeligvis nedstammer fra alle tilhørende samme forplantningsfællesskab som vore forfædre, forudsat at de ellers har nulevende efterkommere, så kan dette forhold ikke overføres på antikke abemennesker der blot nedstammer fra samme forplantningsfællesskab som vi og vore forfædre. For hvis hint abemenneske nu blot repræsenterer et sideskud og ikke et af de skud der i tidens fylde førte til det moderne menneske, så kan vi roligt frasige os arv og gæld, også selv om vi nedstammer fra de samme arkaiske forplantningsfællesskaber som han.

Med Karl den Store er det en anden sag, for folk har jo parret sig i flæng lige siden hans dage – hvorimod forskellige antikke modeller af abemennesker ifølge sagens natur ikke har blandet blod, idet forskellige arter jo netop vil sige for evigt adskilte forplantningsfællesskaber.
Sagens fulde opklaring hinsides alle hånde modstridende intuitive nøkker sker akkurat som i tilfældet med Wittgensteins gåde ved at vi gennemtænker og udtrykker de modsatte forslag i samme begreber eller termer og således yder dem begge fuld retfærdighed. Det minder om læreren i brøkregning som kun bør stille sig tilfreds når han i elevens eget sprog kan møde ham i hans misforståelser: Hvis man således skal korrigere en elev der hårdnakket fastholder at en tiendedel da må være dobbelt så meget som en femtedel, så er det vigtigt først at give eleven fuldt og helt medhold i at ti ganske rigtigt er dobbelt så mange som fem. For denne erkendelse er jo den besnærende og sande kerne i elevens intuitive fornemmelse, der så desværre forfører ham til den forkerte slutning at en tiendedel derfor også må være mere end en femtedel. Eleven kan nemlig nok forstå at hvis han skal dele en lagkage med hele klassen, så bliver der nok flere stykker kage, men mindre kage til ham selv, end hvis han blot skal dele den med sin sidemand.
Vi kan hermed konkludere at så længe der findes nyttige idioter, vil hverken pædagoger eller filosoffer nogensinde blive helt overflødige. For uden sådanne gårdvagter udstyrede med international vetoret vil profetiske tungetalere altid før eller siden at ryge i totterne på hinanden, det være sig nu i Guds, Allahs, retfærdighedens, sandhedens eller blot i forplantningens hellige navn..

LOMBORG OG KRARUP - GENTAGELSEN

LOMBORG OG KRARUP
Publiceret i Information ult.november

Til lige dele forargelse og moro er Søren Krarup og Bjørn Lomborg nu hver på sin vis faret i blækhuset i hver sin boldgade; det kan være en anledning til at se lidt på såvel deres særlige talent som deres placering i medielandskabet. Fælles for dem er ikke alene, at begge besidder såvel begavelse om en betragtelig viden på hver deres felt – for det kunne man sige om så mange andre tillige.
Et andet særkende er faktisk at begge indtil overdrev besidder en statistisk set overvejende maskulin egenskab og forkærlighed: Nemlig en misundelsesværdig, men tillige lidt uhyggelig passion og udholdenhed i at fremture med deres ærinde i stadig nye varianter og anledninger uden at tabe højde eller energi endsige troen på deres egen mission.
Ellers er det ofte karakteristisk for begavede og erfarne mennesker at de har sans for tingenes kompleksitet og sågar kan betvivle meningsfuldheden og værdien af deres egen mission – også selv om sådan tilsyneladende konturløshed sjældent gavner forretningen og gennemslagskraften i verden: Tænk blot på at det desværre altid er de gode malere der fortvivlet overmaler deres bedste lærreder.
Men netop fordi især kunstnerne oftest tager kompleksiteten i ed, er de ofte behageligere, sjovere og mere ”universelle” at være sammen med end mange dygtige folk med deres programmer, prædikener og faste meninger. Dygtige folk kan nok mene noget klogt om en film – men ville de have kunnet finde på nogen af replikkerne og situationerne: F.eks. Susanne Biers genialt hadefulde og invaliderede ægtemand i ”Elsker for evigt”?
Og på samme måde er det f.eks. med alle hånde skarpe meninger om ”muslimerne”. I virkeligheden burde vi snarere beundre de mange mennesker der i deres egen hverdag kan få ”integrationen” til at lykkes blot ved deres nærværende almenmenneskelighed helt uden falbelader endsige frelsermanerer. Men de fylder intet i mediebilledet og sætter ikke den politiske dagsorden.

Men enkelte begavede mennesker formår altså omvendt at præstere en art højere enfoldighed med aldrig svigtende veloplagthed. Det ville imidlertid være helt forkert at sige at Lomborg og Krarup blot gentager sig selv. For selv om de ikke i nogen dybere forstand fornyer sig og derfor trods deres rationelle skarphed sjældent vækker egentlige aha-oplevelser, så skriver de altid med samme smidighed og brændende veloplagthed som dengang de først så lyset.. De forfalder aldrig til at genoptrykke gamle tekster eller sammenklippe dem bekvemt med velkomne aktuelle links til nuet: Nej, de mestrer bedre end de fleste det som Kierkegaard kaldte ”gentagelsens kunst” – og som naturligvis er et must for skuespillere og musikere. Så selv om vi har hørt prædikenen tusind gange før, så oplever også vi den derfor som vital og uomgængelig, ja undertiden ligefrem velgørende.

De fleste af os andre har det uden for scenegulvet snarere sådan, at næsten uanset hvor dyb en tanke vi måtte komme for skade at fostre i en brandert, så ville vi alligevel ret hurtigt blive trætte af at kæfte op om den dagen lang – for lige så surt det er at blive holdt udenfor, lige så lede ville de fleste af os blive ved konstant applaus og en helt urimelig grad af eksponering. Og det skyldes ikke ”beskedenhed”, men sund proportionssans samt elementær trang til variation.
Det ”darwinistisk” set stærke ved folk som Bjørn Lomborg og Søren Krarup er omvendt, at selv uden egentlig at forny sig, så er de dog hver dag nyfødte, og det viser sig i deres herligt ubureaukratiske og personlige sprogføring – som de snart er næsten ene om i dagens ensrettede og protektionistiske mediebillede, hvor alle katte skal være grå, autoriserede og globale – selv om chefredaktørerne gerne udråber fornyelsen som ”mere personlighed”. Men sandheden er jo ”groft sagt”, at ud over Berlingernes lovlig letkøbte spalte af samme navn, og ud over Klaus Rifbjerg, så er der sgu snart ikke andre tilbage end de to kamphaner som formår at ægge selv fjenderne til at læse dem, om så også med lige dele iver og ærgrelse.
Hvad skulle betalingsaviserne dog gøre uden Lomborg og Krarup? For den redaktionelle devise er ligesom den universitære ditto efterhånden den, at man bør skam helst være både dygtig og skarp – men farve og personlighed er useriøs lokal ”folklore” og dermed yt i det globale medielandskab. Men har man blot en tilstrækkelig markant og aktuel enkeltsag, så gives der dispensation – dels fordi det er så karikeret unikt at det ikke skaber præcedens; og dels fordi det gavner omsætningen ved at røre op i gårdagens størknede sovs. Disse var ordene – groft sagt altså. lxjvbku

ALLAH (JEG) ALLAH
Vor overskrift kunne ligne en litterær blasfemi beregnet på at forene Klaus Rifbjerg med et skønsomt udvalg af stridbare imamer – blot for at demonstrere at menneskenes børn overalt er gjort af det samme stof; samt at menneskers meninger er det mindst interessante ved dem.
Imidlertid ligger der en helt anden overvejelse bag overskriften. For da næsten alle bøger i vore dage reelt er journalistik i forklædning – agter jeg fremover at profilere mig ved i stedet at skrive romaner forklædt som journalistik. Så meget mere som kun anmeldere samt efterlønnere efterhånden har tid til at læse rigtige bøger, selv om de er velegnede som julegaver og altid pynter på hylden.
En klog mand skal desuden have sagt, at alt hvad der ikke kan stå på en A4 side, er sludder – hvortil for fuldkommenhedens skyld bør føjes, at også meget vås glimrende kan rummes på en A4 side. Ja, spidsfindige hjerner kunne endda turnere med den blasfemiske frækhed, at også det citerede budskab er vås – og just derfor i sig selv en ypperlig dokumentation for sandheden af vor lille tilføjelse.
Psykiateren Erling Jakobsen fortalte i sin tid, at en af hans patienter erklærede at have permanent sæde i himlen hos Gud. På Jakobsens fornuftige indvending, at patienten vel umuligt på samme tid kunne befinde sig på den lukkede afdeling i Risskov og i himlen, leverede patienten det tvicangende svar: ”Jo, jeg kan godt – for jeg er jo skizofren!”
Hvis nu en patient i et islamisk fundamentalistisk land fik den samme grille, men med Allah i Guds rolle, ville han enten blive henrettet eller udskrevet.
Naser Khader er blevet udsat for dødstrusler for mindre end det grundet en ren misforståelse: Khader har nemlig sagt at tegninger af Muhammed ikke bør forbydes – hvilket en bogstavtro Koran-læser tolker sådan, at Khader finder det moralsk i orden at udsende karrikaturtegninger af Muhammed.
Men den mistolkning demonstrerer netop det uholdbare i dogmet om bogstavelighed: Ja, selv det at forstå budskaber bogstaveligt er endda oftest en fortolkning. Men netop fordi der er en islamisk tradition for bogstavelighed, går fundamentalister ud fra at Naser Khader ligesom de selv sætter lighedstegn mellem lov og moral. At noget er moralsk forkert, indebærer imídlertid ikke nødvendigvis at det så bør forbydes ved lov. For når Naser Khader forsvarer Jyllandspostens lovmæssige ret, er det ikke ment som moralsk støtte.
Når vi ikke bør forbyde alt usympatisk, skyldes det bl.a. at hvad der er usympatisk, ofte er mangetydigt og svært at bevise – samt at den formastelige ofte kan henvise til et bredere sigte og højere formål. Omvendt gives der handlinger som rettelig er forbudte, men som ofte kan være moralsk rigtige. Hvilke handlinger? Åh, f.eks. mord. Ganske mange personager rundt om i verden burde ret beset slås ihjel, og jeg ville personligt ikke melde de anonyme helte til politiet. Men selvfølgelig skal mord være forbudt, selv når det er moralsk ønskeligt: For ellers kunne enhver psykopat opnå diplomatisk immunitet blot ved at påberåbe sig ædle hensigter og god tro.
Nu kunne lovligt kreative islamiske læsere fejltolke vore ord her bogstaveligt som et vink fra Allah (mig) Allah om grønt lys til at slå alle ihjel der som Naser Khader gør Allah (mig) Allah den tjeneste at demonstrere den længe efterlyste moderne Islam – uanset Khaders eget mishag mod Jyllandspostens dumme spøg. Men det ville som sagt være at rette bager for smed.
Også kristendommen har en gammel tradition for bekendelse til apostlenes Guds-indblæste og bogstavelige ord – hvormed især tænkes på treenigheden samt på Jesu status som Guds søn i eminent forstand hinsides enhver sammenligning selv med så habile profeter som Johannes Døberen og Elias. Karen Blixen havde på dette punkt kristendommen til bedste og foretrak udtrykkeligt Islam – hvorimod omvendt flere lærde ironisk nok tog hendes hyppige henvisninger til Biblen bogstaveligt og læste hende som en kristen forfatter.
Ligesom der kan stå alt i en roman uden at ændre dens genre, gælder dette Biblen og Koranen. Selv om Koranen erklærer at være Allahs egne ord – så hindrer det på ingen vis oplyste muslimer i at læse Koranen som en tekst der er forfattet af et menneske og derfor kræver fortolkning. Profetens egen erklæring om det modsatte gør i den forbindelse hverken fra eller til: For også den er jo da at betragte som menneskeværk – og beviser derfor ikke mere end en løgners garanti for sin egen sandfærdighed. Dette er Allahs ord!

AMANDAS RØV

AMANDAS RØV
Man har ofte lejlighed til at tænke over den underliggende biologi i de verserende spil mellem kulturens aktører såsom anmeldere, konsulenter, forfattere og forskere. Det er ikke noget, vi lærer om i skolen, og det bør det heller ikke være – den dag også livserfaring gøres til et skolefag, bør vi lave livet om bare for at ryste hackerne af os.
I vore dage er det ellers sådan, at ikke så snart nogen slår en prut, skal der partout oprettes et institut samt et nyt skolefag for at udnytte det til at pynte på beskæftigelsestallene. Kunsten er at få nogle velmenende politikere til at falde på halen for en velformuleret elite med gode kommunikationskanaler – mange politikere vil være glade for at kæmpe for en ædel sag.
Nu skal man ikke tro, at politikerne bare vil tage sig seriøse og ædle ud over for vælgerne og pressen – vi mennesker kan faktisk rigtigt godt lide at handle smukt. Men verden er sådan indrettet, at vi hele tiden må udskyde det gode, som vi vil, for ikke at bukke under i kampen mod de onde, kort sagt de andre – og således mener vi os tvungne til også selv at tilbageholde vor gode vilje. Og eftersom gode er det vi allerhelst ville være, så har vi ærligt talt ondt af os selv over, at verden og de rigtigt onde ikke tillader os at udfolde dette vort sande jeg. På den anden side: hvis verden ikke var i det ondes vold, ville ingen være i hjælp behov – og det er ingen kunst at være god, når slet ingen behøver vor hjælp. Så kan man nøjes med at sige "Pøj-pøj!"
Nå, politikerne er også mennesker og oftest både dygtige og velmenende. Men ganske som reklamefolk ingenlunde selv er immune over for reklame, så falder også politikere for alt, hvad der er præsentabelt, talstærkt overbevisende og "professionelt", det være nu nok så fjollet. Ingen politiker er i stand til at betvivle betydningen af Ørestaden eller et nyt monstrøst museum sammesteds, for noget så stort kan man ikke overse uden at være enten gal eller en krukke. Den udstillede kunstner interesserer derimod mindre og en van Gogh slet ikke – det velmenende "magtmenneskes" naivitet består i denne tyrkertro på pomp som det dybeste kriterium.
Disse nødtvungne eksperter i effekt falder selv for effekter og kan ikke forestille sig, at nogen ved sine fulde fem kan lade stå til på et så centralt område: "Skar Van Gogh måske ikke sit ene øre af? Javel, det venstre – jamen så slog vor almendannelse da heller ikke denne gang fejl, tør man nok antyde: vi må ikke overse noget af betydning og tror jo heller ikke som de udannede, at "Ars Amandæ" betyder Amandas røv. Men maleren selv var sølle og mellem os sagt overvurderet, sammenlignet med Kirkeby og Bjørn Nørgaard – omgås for øvrigt dem begge – men De ved: Janteloven – kender det som politiker... Nå, men kuratoren, opsætningen, katalogteksten, arrangementet: fremragende! Stakkels hr. Rindal, der undervurderede menneskeånden, men selv ikke havde forstand nok til at blive ved sin læst."
Hvis nogen stadig skulle betvivle vort museums værdi, laver vi en folkefest på stedet, som bør koste det halve af statsbudgettet, da hele Overdanmark – kort sagt det halve folk – forventes at deltage: det er demokrati! Og nu kan ingen længere være i tvivl: museet er en stor succes og en uvurderlig perle i Ørestaden. "Hele Europa kom til Øresund det år, for første gang siden den tyske Hansas tid – thi mennesket lever ikke af sild alene."
Nuvel, på samme vis må vi også plædere for museer og institutter for livserfaring, glæde, sjov og alvor: for gode stillinger. Ikke fordi vi selv er onde: men hvis ikke vi solidarisk gør vor ide profitabel for en ny elite, ender vi som van Gogh. Og så scorer de rigtigt onde bare profitten i stedet.

LIVET ER EN CIRKUS

LIVET ER EN CIRKUS
Livet er en cirkus, siger Storm P., men det er nok en overdrivelse, for dels er det ikke altid sjovt, dels er det i livet nok så ofte os selv der ryger på røven, mens vi i cirkus kan nøjes med al le ad de andre.
Derimod kunne man sige at kulturlivet er et cirkus – for selv om tilskuerne her ofte må tro at det er dem selv der er til grin, så er udøverne nu også tit langt morsommere end de selv er klare over. Og uden nogen beregnende ærbødighed over for det forfordelte køn, som alligevel ikke falder for umandig underkastelse, tør jeg vedstå at det kulturcirkus som her tales om står helt i hankønnets tegn. Ja, bortset fra at de to køn næppe kan tænkes isoleret.
Egentlig burde vi jo så begynde med Adam og Eva, men det lader sig ikke gøre i praksis. Men apropos praksis kan jeg i stedet fortælle Dem, at der for et par år siden kom en lige så tyk som ulæselig humanvidenskabelig doktorafhanding i to bind med den tilsvarende humane titel "Praxis". Lyder det som en Storm P. opfindelse? Ja, men den fungerede – manden udførte kunststykket og blev så professor.
Jeg kan kun håbe på, at skulle jeg en dag behøve professorens gunst, vil han vise sig lige så humoristisk anlagt som titlen antydede. For jeg indrømmer straks at jeg ikke kunne leve op til mit forsæt om at læse nævnte værk, og det skønt en kulturredaktør havde tilbudt mig den utaknemmelige rolle som dets anmelder.
Hemmeligheden er jo at visse værker er endnu sværere at læse end at skrive, men alligevel er det ikke anmelderen, men forfatteren der belønnes med professortitlen.

Men her gjorde jeg regning uden vært, for i mændenes akademiske cirkus er anmelderrollen tit et afgørende springbrædt. Ved eftersyn viser det sig nemlig, at kultursektionernes læsere så langt fra at blive til grin for egne penge kan overvære, hvorledes humanvidenskabernes tunge drenge fra landets universitetsbyer skiftes til at anmelde hinanden for hinanden. At give afkald på sådan en tjans er naturligvis en fadæse.
At studere dette cirkus er dog i praksis også et stykke humanvidenskab, der er nok så genuint som disse hegelianske tankespind på femte og sjette hånd. Vi skylder nemlig at oplyse om, at dyr øverst i fødekæden gerne har en ram smag, og allerdårligst smager følgelig ådselsgribbene. Eller som Storm P.s kannibal sagde til en strandet zoolog:"Bare rolig, her på øen er vi vegetarianere – vi spiser kun botanikere".
Til værket. Anmelderen af en tung dreng må ved en art magisk smitte også selv være en tung dreng. og alle drenge på vej op i hierarkiet noterer det med benovelse. De ville være lykkelige for at få lov at anmelde den tunge anmelder, hvis han også selv en dag skulle begå et større værk.
Men den tunge anmelder håber naturligvis på i så fald at blive anmeldt af den tunge dreng, som han selv anmeldte skarpsindigt, men respektfuldt – og smådrengene på vej kan i stedet få lov at skrive opgaver om ham, det hjælper alt sammen.
Forholdet mellem den tunge dreng og hans anmelder er interessant, for de behøver hinanden – en forfatter uden anmelder er lige så ulykkelig som det modsatte. Men de gensidige anmeldere er samtidig rivaler, og det resulterer i en sær retorisk dans hen over hovedet på læserne – for troldmændene frygter med god grund deres lærlinge.

Sprog er svært, og ganske apropos må jeg bekende, at allermest morer jeg mig over semiotikerne, for de synes at tage det med kulturens cirkus på ordet – og hvem skulle ellers gøre det. Parentes (ja, tag mig nu ikke bogstaveligt), jeg gentager, parentes: En semiotiker til sin ligesindede borddame: "Må jeg tage Dem på ordet?" "Ja, hvor ellers".
Semiotikeren Per Aage Brandt lader sig næppe læse, og salig Poul Borum indestod af samme grund for geniets niveau. Og jævnligt begår han nye ting. I tid regnet tilstår jeg, at Per Aage (som en ambitiøs ung kollega in spe omtalte ham) er mere, end jeg har råd til.
Nogle har anbefalet mig lykkepillen Prosac, men udover at vi sadister nyder at se sjæl og legeme pine hinanden, så har jeg hidtil afslået det med at det er for dyrt. Men dyrere end "Per Aage" kan det vel ikke være.
Jeg foreslår hermed at vi omdøber Prosac til "Per Aage". Produktet markedsføres jo allerede under en række navne, og en af grundene siges at være den at placebovirkningen, som hævdes at være en væsentlig side af al medicin, aftager efterhånden, hvorefter et nyt navn såsom "Per Aage" kan gøre underværker. Det samme kan jeg desværre ikke love om Per Aage selv, hvilket kun ypperligt belyser forskellen på sprog og virkelighed. I Per Aages tilfælde mistænker jeg at hele virkningen er placebo, hvoraf følger at også han snarest bør skifte navn – så meget mere som det jo herefterdags vil spare ham for anklager fra medicinalindustriens side for tyveri af beskyttede navne.
Læsere med forhåbninger om avancement i mændenes kulturcirkus skal til sidst belønnes for deres tålmodighed. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis man giver en abe Fontex, ryger den omgående til tops i abeflokkens benhårde hierarki.
Med Fontex kan De derfor ikke undgå at få succes – for skulle De mod forventning ikke ryge til tops, så har De jo dermed i stedet formået at bevise, at De ikke er nogen abe. Og det vil gøre Dem til pave – om ikke andet så i Rom.