PORTRÆTKUNST, BLASFEMI OG STORVILDTJAGT

En føromtalt, nu 70-årig maler Ruben Gelardie har et kunstsyn der kunne berettige ham til udbredelse for en lidt større kreds, gerne TV eller Radio. Men sådan en mand inviterer ingen desværre. Modernismen undsiger han uden fanatisme som i det store hele ret inferiør i forhold til kunst der forholder sig til virkeligheden. Kunstmetafysik og kunst som religionserstatning er ham en art blasfemi - og det samme gælder for øvrigt troen på Jesus som værende identisk med Gud og ikke blot hans søn: For da Peter åbenbarede den selv samme mistanke for mesteren, bad Jesus ham vige bort, thi "kun én er god".
De to ideer hænger på en måde sammen, for ganske som han må afvise en opdeling mellem den historiske Jesus og den "kristologiske" Jesus ("Hvor mange Jesus'er er der?"), som mange teologer snakker om, så afviser han den tilsvarende skelnen mellem den konkrete verden og så en eller anden gnostisk og åndelig astralverden. Af samme grund hader han Rudolf Steiners teosofi, som nazisterne tog til deres hjerter. Han tror på kødets opstandelse, for ellers bliver religionen vås, virkelighedsflugt og foragt for det virkelige liv, ikke mindst andres. Måske endda ligefrem renselse og egen sjælefrelse gennem dødekult.-
Og på samme måde bør kunsten tale direkte ind i mødet med verdens forekomster. Hvornår hørte man sidst så konkret åndfuldt? Han citerer her gerne Martin Bubers "Jeg og du". Nej, nu skal kunst jo være en art selvvigtig "videnskab", der partout skal betjene sig af alle nye tekniske muligheder. Portrætmaleriet beskrives af officielle autoriteter som hobbyvirksomhed uden højere værdi. Vor mand er dog en ypperlig og dyb portrætmaler. Han plejer også at prise hulemalerierne som uovertrufne, mens han undsiger den modernistiske tilbedelse af udviklingstanken. Om genkendelighed i kunsten siger han: Det er hele poesien, ligesom når et barn på banegården ser, at dets farmor som aftalt er mødt op for at hente det. Som sagt, det skal man høre på et værtshus.

Dagens improviserede genbrug skal I også have. En psykoanalytiker fortalte mig at sønner af mødre, der var ældst i deres søskendeflok - gerne bliver storvildtjægere. I så fald må det vrimle med storvildtjægere. Men det vrimler jo med filosoffer, og så kan det vel også vrimle med storvildtjægere. Forskellen er dog, at mens man sagtens kan være filosof uden at have tænkt nogle tanker, så kan man ikke være storvildtjæger uden at have nedlagt noget storvildt. Selv Hemingway afstod af samme grund klogeligt fra at kalde sig filosof.

JESPER KNALLHAT: SHAKEN, NOT STIRRED

”SHAKEN, NOT STIRRED…”

Jesper Knallhat alias Lene Andersen er lige så god som Rifbjerg og mig selv til at sætte automatpiloten på, og da hun udgiver på eget forlag, har hun modsat mig fri spalteplads. På den måde bliver der også bedre plads til den ydre verden, mens den patologisk centrifugale kompositionskraft naturligvis så bliver mindre udpræget. I vore egne skriverier forekommer den ydre verden jo snart mest som et nødvendigt irritament og krystalissationskim. Vel ikke ligefrem masochisme, men en art medicinsk intolerance – åhja, for i perioder med mere medgørlighed fra omverdenen har vi skam også taget denne til nåde som tak, naturligvis på vor karakteristiske algebraiske snarere end helt tillidsfulde vis.
I vore mest introverte faser forekommer den ydre verden os næsten for vulgær til at skrive om – I ved, kedsommelige regenter, ministre, gallup-undersøgelser, demonstrationer, oprør og støjende publikationer samt kendte folks meninger derom. Kort sagt en masse larm, der gør fordring på at vi skal huske den og sågar mene noget om den. Nej, hvad der ikke - ligesom musik - er skabt ud af (næsten) intet, er ikke rent nok til at skrive om. Men i dag gør vi altså en undtagelse, takket være Jesper Knallhat – ja, for I ved: ”Ou est la femme?” (pardon my French). Vort tilfælde kunne ellers langt hen godt beskrives som eksperimentel autisme; men hvor forskningsbevillingen til eksperimentet kommer fra, forbliver en stor hemmelighed.

Nå, men frk. Knallhat skriver som en ørn ved selve sit flow, og det Rifbjergske ligger vel i hendes aldeles traumefrie appetit på omverdenen – film i alle genrer og lødigheder, børneporno, fysik, kulturhistorie og biologi, Harry Potter, Biblen og ikke mindst James Bond. At kende en masse substantiver samt egennavne kommer jo af at kende, indtage og smage verden så at sige, snarere end af en art sproggenerator – men frk. Knallhats uforlignelige parodi på Kierkegaards skrift om Mozarts Don Juan viser, at der vitterlig også er tale om ualmindeligt stilistisk talent. Garanteret en lovlig perfekt barndom, gode og fornuftige forældre osv, men alligevel: hatten af!

Hendes kognitive og verdslige selvtillid kan naturligvis virke lidet kvindelig på begge køn, men trods hendes lidt drengede fremtoning ligner hun skam ingen damptromle og opviser da også et stærkt harmoniserende islæt af forsonende sund fornuft, empatisk sameksistens og den slags. Faktisk gætter vi derfor på, at hun endda har børn – rimeligvis kun et, men af lutter moderlig forstand eller forstand på moderlighed nu nok snarere to alligevel. Hvem faderen er, tør vi derimod ikke gætte, men hun har nok også dér været yderst fornuftig, trods sin erklærede svaghed for James Bond.
Men hvem kan i så fald klandre hende for det? Alligevel er det så på en vis måde endnu sjovere med min kammerat Country Dweller, der praler af at begge hans forældre var svagt kørende våde verdsligt og åndeligt, uden dog at påberåbe sig Helligånden som forklaring på sin egen påfaldende fjernhed fra stammen.
Vatikanet ville ellers være god for en skilling for at få et sådant videnskabeligt bevis i hænde. Omvendt ville de rigeste muslimske regimer sikkert betale vor mand endnu bedre for at lade dem destruere beviset, hvorfor han således ville kunne holde en formelig auktion over sine biografiske rettigheder.
Helligånden eller ej – der er åbenbart nogle jokere i tilværelsen, der ikke sådan kan beregnes. Det ved Jesper Knallhat nu også, for hun har kun spot til overs for videnskabelige drengedrømme om at flytte til Mars: Hun forudser at de udvalgte ville blive skingrende skøre inden jul, og hun ved også at en fungerende biosfære viser sig så kompleks og ”kaotisk” i matematisk forstand, at vi hverken kan styre endsige genskabe den, hverken på Jorden eller på Mars. Hun ler også ad tanken om at skyde Jorden lidt længere væk fra Solen, hvis klimaet skulle blive for hedt for isbjørnene. Ja, for så var det vel lettere bare at lade isbjørnene aflive.

Frk. Knallhat tager fornuftig afstand fra de frejdige rationalistiske religionsbekæmpere med deres Cepos-agtige skolefornuft, men giver nu også Jesus et lods i røven i forbifarten. For ganske ligesom James Bond (som hun dog omvendt elsker) er Jesus blot endnu en version af myten om den store alfa-han, der ene mand løser problemerne for os én gang for alle. Det er sgu da en morsom vinkel, uanset hvad, dvs. uanset Jesus kvaliteter øvrige udover sit køn. Frk Knallhat efterlyser derimod modne religiøse myter om, hvad vi mennesker kunne udrette i fællesskab.

Nuvel, men på den anden side må vi sige, at religion jo per definition handler om alt det som vi netop ikke kan udrette ved egen kraft, end ikke i fællesskab – og hvad har vi guder til, hvis ikke til at klare skærene for os? En gud der ikke engang kan gå på vandet, ville således ikke indbringe meget på ovennævnte auktion og lod sig vel kun til nød afhænde på et loppemarked. Men kan han på den anden side kun gå på vandet, men hverken svømme eller andre kunster derudover, så er han heller næppe meget værd i handel og vandel. På den anden side: Affektionsværdi er noget helt uberegneligt, og dukker en nyrig kinesisk liebhaver eller to op ved auktionen, så kan der komme helt andre boller på suppen.

Men at Gud forventes at kunne mere end sit Fadervor, er altså ret beset ikke så sært. Ok, behøver det lige at være monoteisme, og behøver det i så fald lige at være en mand? Nej, men vi kunne vel godt slå plat og krone om det, hvis kønnet åbenbart er et problem, ganske som vi jo selv ovenfor slog plat og krone om Jesper Knallhats sande køn. Hendes irrationelle kærlighed til mr. Bond tyder dog på, at hun ligesom Isak Dinesen er en kvinde. Men for os der er som snydt ud af næsen på Sean Connerey – ganske som Country Dweller er som snydt ud af næsen på Helligånden – er det skam slet intet problem: ”Shaken, not stirred!”.
Åh, til slut. At James Bond bør staves med store forbogstaver, betvivler ingen. Men hvordan så med Helligånden, som nutidens ministerielle smagsdommere og kulturradikale sprogrøgteren jo ikke anerkender, da den hverken er udnævnt af Folketinget, Anders Fogh eller Brian Mikkelsen? En god grund til fortsat at insistere på det store ”H” er den, at egennavne nu engang staves med stort, og at det derfor ville virke som en blasfemisk provokation således at antyde, at navnet ingen bærer har og derfor må frakendes sin status af egennavn. En anden grund er den, at skønt James Bond jo heller ikke eksisterer, så staves han dog ligefuldt med store forbogstaver. Og hertillands diskriminerer vi ikke mellem religionerne.

KRISTENT HUMORISTLEGAT

At kommentere verdenssituationen i et så eksklusivt forum ville være endnu mere indbildsk selvoptaget end at afstå. Selv Bjørn Lomborg synes efterhånden at have løbet hornene af sig i så henseende, men forhåbentlig har hans felttog indbragt ham mange beundrende blikke af den ønskede orientering. Ejvind Larsen fortsætter heldigvis sin modsatte miljøprædiken - for selv hvis det måske ikke lige bliver klimaet, der giver bagslaget, så er der jo alt det andet, hvorom der ikke kan tvivles. Det er selvfølgelig træls læsning, men klæder Larsen langt bedre med disse bedstefaderlige ægte bekymringer end fordums ungdommelige og - bevares - harmløse liggen i med den halve offentlighed, sådan uforpligtende lidt kristeligt, lidt socialistisk osv. Ondsindet var det dog aldrig, og han gav vist engang en bajer. Selv havde jeg mange år før sendt ham en bog, som han siden så at sige posthumt har berømmet med eftertryk under fire øjne. Men da var det alt for sent, og i øvrigt var det ikke mig han skulle have fortalt det til.

Og just derfor går KLODENS KLIMA nu ad helvede til - så sig ikke at vi autistisk glemmer det store perspektiv for vor egen navle: Nej, vi mener tværtimod at klodens tilstand er vort helt private ansvar, som alle langfingrede Kyoto-fantaster bare skal holde nallerne fra. Vi kendte engang en dame, der pludselig lod sig indlægge, idet hun ligeledes bedyrede at være skyld i verdenshavenes forurening. Hun var uden tvivl sindssyg og forsøgte altså på denne melodramatiske vis at plagiere vor unikke rolle. En bekendt kurerede hende forresten midlertidigt med følgende helt geniale replik: "Fandeme nej, verdenshavene det er sgu for grådigt - du må da også levne lidt skyld til os andre: Østersøen og Lille Bælt er mine, dem rører du ikke!" Hun måtte overgive sig til latteren.

Som sagt bildte hun sig noget ind. Men den slags er vi efterhånden vant til. For den herskende klasse roser som bekendt med særlig omhu hinanden for just det de ikke er og aldrig bliver. Frederik Stjernfelt er meget følgerigtigt blevet den klasses Gud - og eftersom Søren Ulrik Thomsen er blevet religiøs, er han nu Stjernfelts adjudant og apostel. Det giver nok også bedre end at sidde i et lofthummer og digte, ja selv Bakkehuset blev ham vist for støvet. Åh, det minder os jo om et lille underholdende hængeparti med d'herrer, som vi vist har lovet jer og nu atter udsætter til næste time.

Det seneste skæg vi har oplevet er at Lars Bukdal efterlyser en humoristpris, vistnok lidt for sjov. Han forsvarer humorens egen ret uden behov for alvorlige alibier. Javel, men spørgsmålet er så at sige forkert stillet: Det dybe er jo ikke noget man sådan klistrer på, for det er den humoristiske dimension iboende. Jævnfør følgende autentiske replik fra et terminalt sygeleje: "Har du smerter?" "Nej, kun når jeg griner...".
Kierkegaard, Shakespeare og sågar Jesus vidste det, og Woody Allan ved det - "groft sagt"... Men ved et udvalg for prisuddelinger det? Eller ved et forfatterkollektiv på Facebook det? Måske, men det er forhåbentlig ikke strafbar blasfemi at tvivle... Som sagt er den nye herskende klasse et langt hen beundringsværdigt lærenemt og myreflittigt falsum, og de vælger følgelig også med omhu deres "oprørere" og "enfants terribles".

Nej, hvis noget er morsomt, skal folk nok le - typisk på tværs af miljøgrænser. Ja, selv hvis det ikke er morsomt, griner mange som bekendt alligevel - men det siges jo at være endnu sundere end at græde, så lad gå. Men fri os fra fjollede udvalg, men send bare pengene alligevel, om så også med en anden begrundelse: For det er lettere at få en præmie for alt det man ikke kan, end for just det som man vitterlig kan - og bare rolige, vi agter ikke at anke til højere instanser.

Vi har mest det sjov vi selv laver. Nå, men hvis I virkeligt synes det er så sjovt, gider I så ikke lige skrive nogle dumme jobansøgninger for mig? Det er en pligtskyldig og tilbagevendende lidelseshistorie, men der er nu ingen grund til at genere de brave jobfolk af den grund. "Systemet" har aldrig gjort mig noget; og som sagt lider jeg ikke af politisk syge, men nøjes beskedent med at tage det globale miljø på mine skuldre - I skulle bare se mit køkken.

Nå, det var måske ikke spor morsomt. Godt, men så hør i stedet dagens vits: "Ph.D. graden er godt på vej til at blive den sækulariserede verdens svar på mandelgaven." Ja, denne jul fik jeg endda hele to mandelgaver, ihukommende Mattæus berømte ord, at én ulykke sjældent kommer alene. Mattæus?? Ja, hallo: Mattæus var grundlæggeren af verdens første forsikringsselskab, så han vidste nok hvad han talte om. Én ting er at I ikke er troende, men den slags skal I altså bare vide. Tænk f.eks. blot på at I jo slet ikke ville have forstået vor blasfemiske vits om doktorgraden "light" uden kendskab til det ur-kristne fænomen "mandelgaven".

Det kaldes kulturkristendom, og det kan I ikke sådan bare droppe, børnlille. For på den måde hænger spøg og alvor nemlig sammen - ganske ligesom Mattæus hænger sammen med Lars Bukdal, og ganske ligesom Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen for tiden hænger sammen som ærtehalm. Bemeldte Stjernfelt dyrker dog både åndelig polygami og seriel monogami, så den bitte Thomsen skal nu ikke føle sig alt for sikker. Men det skal nok gå alt sammen, for hvis bare han husker at søge den dér humorist-pris, så får han den helt sikkert omgående. "It is only a paper moon".

INTET NYTÅRSFORSÆT?

Vort foregående indlæg var samfundsrelevant og bør ikke danne præcedens. Men det er obligatorisk pensum, så I kan lige så godt få det læst, inden I bliver forældede: på omtrent samme vis som vi jo selv klogeligt omsider tog kørekort i det forgangne år - herom flere af vore mest udødelige indlæg.
I år må vi derfor vælge andre nytårsforsætter: Således bør vi fremover undgå at gentage vort evige jamrende mantra, som vi nemlig ikke formår at servere spor mere genialt end for år tilbage. Det kunne i skræmmende grad ligne senilitet, bortset fra at det også tit er skræmmende velskrevet - men det afspejler ligesom morgengymnastik og andre regelmæssige gøremål, at der er nagende nisser i vor karma som vi ikke kan tænke os fra, og som derfor forbliver evigt unge. Evig ungdom er måske det sande helvede, hvis man skal tro Bernards Shaws oldingeord om livet: "Well, I can't recommend it." Danskerne påstår som bekendt at de elsker livet, men måske er vi bare masochister.
Ikke desto mindre har vi nu antydet et nødvendigt nytårsforsæt, så vi må fremover afreagere i enerum og håbe på at det holder os i form. Åhja, for dertil er gentagelsen skam god nok, hvilket minder os om at Oscar Peterson ikke længere er blandt os. To minutters stilhed...

Ja, for disse folk mestrede både smertens forædling til mystisk skønhed og gentagelsens evigt genfødende kunst, selv om vi ikke tør påtage os at sige ret meget fornuftigt om musikkens psykologi: Og det der kan siges, kan et musikgeni ikke sige meget bedre end vi andre. Men det er fristende at hævde frit fra hoften, at for mestrene bliver musikken som et sprog, mens for sprogets mestre bliver sproget til musik.
Peterson skrev vist intet, og fra den gådefulde mester Art Tatum har man end ikke et eneste brev bevaret: På hans beskedne gravsten står blot Gershwins gribende ord "Someone to watch over me". "Stjernehimlen over os osv." i henhold til Kant. Ak, ak...

Var disse folk så sublime at de helt kunne undvære alt vort dumme typografvås, eller hvad bildte de sig egentlig talt ind? Men i så fald havde de ret, for en god melodi, en god solo, whatever, tåler at gentages og forbliver evigt ung. Men sådan kan sproget også være: Kan det læses om bare to år, kan det også læses om 100 år; og hvis ikke, er det nok noget juks, der knap tåler at læses én gang. Men pyt med det, det skal jo ikke være pensum endsige stjernestøv alt sammen - selv om nogle af os med forlov samler på det, skønt det synes at være en yderst dårlig forretning. At give afkald på det kan på den anden side være en endnu dårligere forretning - jævnfør aviskrisen. Grundet vort nytårsforsæt vil vi dog ikke sige mere derom, så lidt som Georg Metz vil gentage sin mening om vor statsministers moralske bonitet.

Til gengæld vil vi øjeblikkeligt kolportere vor seneste vits, inspireret af dette "arbejdsmarked" som synes at være blevet sidste mode, af al snakken at dømme. En kafégæst her fortalte mig nemlig i real time, at han var blevet pædagogmedhjælper uden specielle kvalifikationer. Da jeg som bekendt ingen kvalifikationer har - for hvem gider have, hvad Gud og hvermand har? - blev jeg moderat nysgerrig og forestillede mig straks jobsamtalen: "Har De særlige forudsætninger for at beskæftige Dem med børn?" "Tja, selv har jeg ingen børn - men til gengæld slår jeg dem aldrig!".

Hvilket atter minder os om, at al snakken om "kreative ansøgninger" garanteret er vås: Hvis en ansøgning i nogen interessant forstand er "kreativ", så får De ikke jobbet. Med al respekt ved sådan en jobkonsulent slet ikke hvad egentlig kreativitet er, men kan skam være dygtig på anden vis. Hvilket atter minder os om forholdene i den branche som vi har lovet ikke at skrive mere om - og da slet ikke i aviserne...

Hvad sprogets så at sige musikalske, kontrapunktiske osv. egenskaber angår, vover vi derimod den påstand at det handler om en art gennemgribende sublimering, som man ikke sådan kan beslutte sig for. Glad musik gør de tænksomme triste, mens tragisk musik ofte forløser. Men nogle kan åbenbart forædle smerten uden specielt tragiske forudsætninger. Har man ikke ondt af sig selv, kan man jo altid have ondt af de andre, selv om det lyder skabagtigt og dekadent. Modenhed, indre nødvendighed, livets kompleksitet, vilje til smerte, måske ligefrem dødslængsel?

Ja, det lyder flot - men hvis ikke musik må lyde flot, hvad fanden må så lyde flot? Eller som en småsvindler i et u-land engang plæderede over for en forurettet slægtning af mig: "Hvis vi ikke engang må snyde de rige, hvem skal vi så snyde?" Så lad ham få det sidste ord, som dog straks detroniseres til en flot anden plads, selv om han altså blev nævnt først: Thi vi må rettelig tilføje: Takket være vor blog vil man engang om bemeldte mand sige, at han var langt mere berømt end han selv vidste.

CEPOS' NYTÅRSKUR

I stedet for at spå om fremtiden - og da frem for alt ikke vor egen - kan vi glæde os dekadent over når tidligere profetier er gået i opfyldelse. Således har vi herfra engang moret os over CEPOS- drengene der med pueril kostskoleprosa udbasunerer ortodoks liberalisme i den tydelige forvisning, at de altså dermed indskriver sig i åndseliten og er alle pengene værd.

Forleden blev der atter moro, for Martin Klågerup fremturer som sin egen karikatur. Ja, selv Peter Wivel kolporterede i en leder forleden det budskab at folk er det værd som nogen vil betale. En ægte førstegangsliberalist - f.eks. en sær gymnasiast der selv udtænker dette from scratch - ville jeg gratulere for den tanke: for vist er det en ægte tanke - men ikke etablerede og modne mænds mekaniske og komisk selvfornøjede overtagelse deraf.

Hr. Klågerup fik heldigvis i Information kontant svar på tiltale fra Herløv Lund, arbejderbevægelsens erhvervsråd. Ja, undskyld vi sådan leger samfundsrelevante, men alt kan bruges som afsæt. Modargumentationen gik på dokumenterede fakta såsom gennemslag af social arv selv hos de bedst præsterende arbejder- og negerbørn : tænk blot på Louis Armstrong og Charlie Parker; samt på eksistensen af højst ulige arbejdsmiljøer i henseende til ulykker og helbredsrisko.

Kort sagt er lighed for loven og dermed lige ret til alle uddannelser og jobs ikke ensbetydende med lige muligheder - også selv om man skam også vil have frihed til at forvalte sine forskellige muligheder som man nu vil, herunder dumme sig, investere eller hvad nu. Alternativet urkommunisme er ikke en nødvendig følge af at undsige den ortodokse liberalisme.

Nok om den konkrete virkelighed, for den er der bedre folk til at takle. En liberal ur-tænker ville dog nok svare, at selv det med de dårlige arbejdsmiljøer skyldes at de dovne har bragt sig i en situation uden bedre valgmuligheder. De kan desuden frit nægte at arbejde, men også det har konsekvenser. Javel, men man kan jo godt have en rimelig minimumsstandard af hensyn til såvel de dovne, uforskyldte stakler samt den berømte sammenhængskraft i samfundet, dvs. også til gode for alle os andre. Uden standarder vil sikkerhedsniveau og arbejdsmiljø givetvis være ringere for langt de fleste, uanset deres flid og initiativ.

En ur-liberal ville endvidere modsat dagens dussin-kopier med et ægte dybsind kunne hævde, at resultaterne af eget arbejde principielt er ens "ejendom" i en hartad biologisk forstand: Ja, for en abe gider ikke bygge en hytte, hvis dens ret til at beholde den slet ikke respekteres - ja, selve dens intention om at bygge hytten udspringer jo af et ønske om at bruge og altså eje den, når den er færdig. Sådan opstår al menneskeskabt "ejendom", så den er per definition god nok: hyttens status af ejendom er ikke noget, vi efterfølgende vedtager i et sprognævn eller parlament. Det er et primært faktum.

I medfør af denne tankegang må man også indrømme, at hvis en anden abe vil betale mig fyrsteligt med banan-optioner for at bygge en lige så fin hytte til ham - så er det hans eget frie valg, for jeg tvinger ham ikke. Og selv hvis min byggekunst er i top, udnytter jeg nok mit specielle monopol, men jo ikke noget misliebigt monopol: altså, jeg udnytter ikke min "ejendomsret" til al dyrkbar jord eller til alle beboelige hytter i kongeriget, eller til alle arbejdspladser.

Forskellen mellem de to slags monopoler er velkendt stof: Der bliver ikke mere jord af at jordpriserne er høje, men hvis vi betaler dygtige tømrere højt, så vil flere vælge at blive tømrere snarere end at sidde og fedte med deres dumme blog; og det resulterer i flere og efterhånden billigere hytter, efterhånden som markedet mættes, og tømrere bliver lige så almindelige som bloggere. Men sikke en larm det dog vil blive med denne hamren døgnet rundt. Nå, men alt kan tilsyneladende tilgives, bare det er samfundsrelevant. Ausschwits er stjerneeksemplet.

Men når direktions-og bestyrelsesdrenge får så fyrstelige vilkår, skyldes det jo ikke at de har et ægte talent- monolpol: i realiteten er de oftest ligesom kulturpaverne uhelbredeligt normale, men har tilsammen et monopol af den forkerte slags: og derfor kan disse indbildte kritikere af fagforeninger og anden "kollektivisme" i flok vedtage at de er så og så mange millioner værd. Og da de desuden tilhører samme netværk og snart sidder i bestyrelser, snart i direktioner, så er det naturligvis i deres alles interesse at fastholde dogmet om de store mænds nødvendighed og ret til den løn de åbenbart er værd. I realiteten vedtager de deres egen løn, for det er samme folk der sidder på begge sider af forhandlingsbordet. Igen lige som i kulturlivet, råd og nævn, redaktioner osv. Mekanismerne er de samme.


Nok om emnet. Cepos-drengene indbilder sig at være åndelig elite, men de er nogle kedsommelige Sorø-drenge, selv om de da nok skal have ret i nogle ting. Det morsomste er dog at disse indbildte overmennesker ufrivilligt bekræfter vor hyppige undsigelse af den moderne medieånd: for det er blevet en demokratisk ret at være elite og stjerne, og så kommer det jævne i højsædet, for flertallet vælger i enig flok og med alle hånde alibier at udgrænse det ualmindelige. Bevares, en del virtuos trivial pursuit bliver der plads til - men det er nu også lidt træls dybest set. Cepos-folkene er altså ingen undtagelse fra tidens homogene kultur-demokrati, for også de har bare fundet en taknemmelig fold, hvor de har carte blanche som nyttige tanke-aber for velkendte interesser.
I dagens avis profeterer Klaus Riskær derimod at miljøproblemer måske vil fremtvinge en ny samfundsånd på trods af magthaverne - og at nettets betydning også dér vil være stor som stedet for nye oprør. Lad os håbe det.

Avisernes skæbne blev der ikke spået om, men nok nævnte udvanding og medie-homogenitet vil måske snart vække folks trang til noget mangfoldigt og ægte. Ja, hvem ved, det ender måske med at de vil betale os hvad vi er værd. Med al den pensionsopsparing burde det være en smal sag - men hidtil har de haft negativt monopol på at vedtage, hvor lidt vi er værd, vel vidende at vi modsat disse "elitære" flokdyr er alt for dumme til at organisere os effektivt. Hvortil kommer vor sære form for arbejdsnarkomani, der yderligere ville svække indtrykket af vor krævende positur. Det er ligesom i asymmetriske parforhold: selv om den svage part æder alt, har hun skam et ægte helvede, så hendes jammer er ikke hykleri.

OM GUDS DATTER: "Have you met miss Jones?"

Globale ateister udgiver nu i kor deres snusfornuftige skolestile i bøger og dagblade. Men den borgerlige presse mobiliserer så alle hånde vendekåber, der efter at have redet på kapitallogik,postmodernisme og alt efterfølgende nu "forsvarer" kristendommen og kommer på forsiden.

Netop fordi det på en måde huer mig, ærgrer det mig når adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter nu skal gøre sig interessante også på denne vis. De har intet rigtigt på hjerte, men assimilerer sig og scorer alt med deres vidunderlige parvenu-hæmningsløshed. De er som græshopper... At de urette siger noget vås, er kun ret og rimeligt: Det værste er derimod når de i flok siger noget sandt af aldeles udvendige grunde - og kalder det forskning: For hvad vi gør i flok og i embeds medfør, må være videnskab - ja, og vi er ovenikøbet tillige kontroversielle enere hele banden, for vi vil have: det hele...

Den sympatiske Niels Gunder fra Berlingerne præsenterede således en af landets mange Qvortrupper som "en af landets intellektuelle sværvægtere", der altså nu pludselig forsvarer folkekirken og omegn. Gunder er glad og dertil langt mere storsindet end jeg selv: altså, samme Qvortrup skriver jævnligt ret hæderlige kommentarer i Information - no offense, men ingen helt uvildige personer har nogensinde spontant sagt: "Læste du den klumme af Qvortrup i går?" .Og det er som bekendt det eneste kriterium for noget ualmindeligt.
Intellektuel sværvægter er vel noget anderledes dybt, genuint osv. end sådan at være en ung medieprofessor der snakker dueligt og normalt med om det samme som alle andre.

Nå, men det morsomme er nu, at selv den hæderlige Niels Gunder, der er for god til den efterhånden ret onde Berlinger med deres groft sagt-panel nu også på kronikpladsen, - at selv Niels Gunder åbenbart ikke længere kan tro at nogen er intellektuelt tungtvejende, hvis han eller hun ikke er adjungeret professor ved Syddansk Universitet på linie med vor tidligere omtalte super-plagiator. Dette er morsomt, for som kristen påtager den rare Gunder sig dog at kunne tro på, at Jesus var Guds søn, skønt han blot var en udstødt prædikant. Men at en filosof af nogen kvalitet ikke har et embede - se det overgår derimod langt Kierkegaards "absolutte paradoks". Og der må trods alt være måde med absurditeten.

Samme syndrom ser man i hele kulturbranchen - med risiko for at gentage vor evige omkvæd inden vort næste overraskende punkt på aftenens menu: de priser nemlig kun afdøde individualister, fordi alle andre gør det. En ener uden opbakning ville de aldrig kunne tro på. Og når de i skåltaler sorgløst namedropper til "enere" som "Johannes" (Riis), "Søren Ulrik", og hele den øvrige skattefri Bermudabande, som de ellers benægter eksistensen af - så er det ikke engang for at prale, men blot et elementært og spontant udtryk for abers helt igennem "andetstyrede" og udadvendte spejdervæsen, der slet ikke kender til at fastholde en sandhed helt uden støtte, eller blot tænke over noget helt frit uden gruppens mandsopdækning. De kan derfor heller ikke tro det muligt for andre.

Hvis sådanne naturer en dag undlader at name-droppe, da først ville det være koketteri, for det ville kræve opbydelse af stor beslutningsenergi at trodse deres naturlige og inderlige afhængighed af et anerkendt bagland. De tror derfor altid på den gud der kan tilbyde dem den bedste verdslige stilling i livet: Deres normalitet gør dem ligeledes velegnede til brede personalekontakter med hurtigte, sådan tilpas direktøragtige armbevægelser, men ikke uden en vis naivt afvæbnende charme til at forskønne deres drengede og komplet ubevidste tilløb til magtfuldkommenhed. Så er der dog mere gehalt over Niels Gunder, hvis ellers han fremover kan undvære støtte fra Farum Universitetscenter.

Nå, men for nu at være imødekommende over for de vantro, så må vi indrømme, at det ville være mærkeligt at tro, at NN var Guds søn, blot fordi NN talte ejegodt og viist: "Fru Mortensen nede i stueetagen er så ejegod og taler meget viist - så selv om hun er på bistand og venter på en hofteoperation, så må hun bestemt være Guds datter".
Ikke sandt - ræsonnementet er sympatisk, men utroligt. Endnu mere utroligt er det som sagt, at så mange brave og umiskendeligt normale mennesker formår at købe den, hvorimod de er anderledes skeptiske og vantro i deres vurdering af blot menneskelige kvaliteter uden officielt bagland og iso-certificering.

Om nævnte fru Mortensen kunne man vel nok sige: "Gid hun dog var Guds datter!". Men ikke, at hun sandsynligvis også er det. Det underliggende argument måtte i så fald være, at så god kan en almindelig dødelig ikke være. Men hvorvidt det vitterlig er lettere eller tværtimod endnu sværere for Gud at være så god, er jo ikke let at afgøre. Så kort sagt: Trods al vor sympati for den idealistisk renhjertede Kierkegaards Jesus-retorik, så vidste han jo nok på bunden, at helt uden mirakler og andet godt er troen vitterlig grebet ud af luften.

Kierkegaards og alle troendes underliggende argument må tværtimod være, at den sande Gudssøn viser sine kvaliteter på en så paradoksal og undseelig måde, at det overstiger hvad almindelige klamphuggere ville kunne bedrive af plagiater. Med andre ord en ny udgave af historien om Kong Salomons visdom: For de ydre kriterier for barnets sande moder er rigtignok subtile - men de er der ikke desto mindre.

Men mindre end Guds søn kan ofte gøre det. Forleden blev jeg således positivt overrasket af en meget stor skovejer og milliardærarving i Småland, som tidligere har truet med landsens ulykker, hvis jeg går i hans skov - hvilket ingen ellers lovligt kan forbyde. Gudskelov vidste han ikke at jeg samme dag ulovligt havde fældet en del mindre grantræer med en uhyggelig japansk foldekniv for at gavne tjuren på strategiske steder.

Nu viste han pludselig stor gæstfrihed og indviede mig i sin trofæsamling. Han havde dog aldrig skudt en tjur - for så talrige er de altså ikke. Altså en sand gentleman-jæger. Den hidtil så macho-agtige rigmand viser sig at have haft en hjerteinfarfkt, bypass-operation osv. - og værdsætter altså nu en sær og harmløs sjælsfrænde. Magtens ensomhed ...

Desværre er han imod naturreservater, fordi han frygter turisme. Men alle skovejere har desværre ikke som han råd til at lade naturhensynet styre driftsformen, og de skove bliver sgu ikke ligefrem overrendt.
Han fodrer kongeørne med skudte vildorner: Fotodokumentationen var overbevisende, og jeg får endog lov at bivåne det snart mod absolut tavshedspligt. Men jeg tror nu ikke af den grund at han er Guds søn. "Have you met miss. Jones?" God Jul!

INJURIERS BEBUDELSE...

Ligesom Det Nye Testamente ikke er helt så radikalt forskelligt fra Det gamle (i henhold til troværdige jøder), som det ofte påstås - er bloggens og de trykte meders universer nok beslægtede. De jævne vil uden tvivl med alle midler sætte sig ind i, hvorledes man "hitter" og vil endda herunder ved en art digitale netværker jobbe hinandens kurs op. De gode er ikke spor forhippede til den slags - og formår det derfor ikke den dag de vittelig skulle have begrundede ønsker om lidt hjælp. De jævne ekcellerer derimod her som overalt i netværker som livets løsen og sørger på alle digitale net-måder for at deres navne skal dukke op med alt deres person vedrørende, sågar skolestile.

En anden spådom herfra er den, at ligesom i den trykte presse er det langt lettere at komme gennem med nedrakning af andre end med noget der er godt og genuint i sin egen ret. Redaktører og andet typografisk godtfolk under dig til nød at blive stjerne for en dag, hvis du derved kan have held til at reducere en mere etableret stjerne grundigt. For i sådanne tilfælde har du så at sige verdens jalousi med dig i stedet for imod dig, hvilket er en afgørende faktor.

Vi har allerede konstateret det for vor eget vedkommende: For hvis jeg googler mig selv, kommer evig og altid et blogindlæg (oprindelig trykt i Information) om Dahl, Stjernfelt, S.U.T op - simpelt hen fordi vore fortrin her bliver brugbare og derfor så at sige tilgivelige, fordi de her bidrager mere til nævnte herrers fald end til vor egen opstigning. Passionerede fjender af d' herrer sørger altså emsigt for at den historie dukker op ved samdrægtigt daglig at klikke det frem - og velbekomme. Andre ting herfra der ofte popper op, er omvendt aldeles harmløse og skal følgelig fremhæve vore harmløse sider - som ellers ikke står i nogen høj kurs og i virkeligheden rager de fleste moderne mennesker en pap-and.

Vi tænker her på alt det med naturfredning - hvilket minder mig om, at også i pressen samt mange andre sammehænge har jeg ofte været udsat for med tilbagevendende kraft at blive gjort til "naturmand", skønt de da netop her kunne finde langt solidere fagfolk. Men se det harmløse og det fagligt ringeagtede misunder ingen dig, så det får du lov til at beholde - som om det var dybere at mene noget om spin end at vide noget om planternes formering eller noget tredje. Det er jo også derfor at den høje status af "forfatteri", filosofferi, kunstneri osv. er så ødelæggende for det genuine, der så bliver en forargelse og en trussel mod majoritetens forfængelighed.

Nå, men så kommer manipulationerne - hvor folk med omhu roses for det forkerte. Undertiden som en art deal: Således har jeg sågar oplevet at få honorar for bestilte artikler der ikke blev bragt - fordi den pågældende redaktøren for enhver pris ville undgå at det blev trykt, idet det kom for tæt på pagtens ark: ikke spor kontroversielt, men såmænd bare bedre end forventet. Altså en geskæftigt storsindet venlighed, som i virkeligheden er det modsatte. Den brave redaktør forsøgte så at gøre mig til "naturmand" - indtil han opdagede at personlighed er ret emne-neutral og derfor ikke lader sig hindre af harmløse emner: For kun jævne skribenter er et produkt af deres emner. Eksempelvis er den meste humor sarkasme og ret beset et produkt af sin kærkomne genstand. Groft sagt...

Tværtmod: Jo beskednere emne - ja gerne slet intet - desto mere afsløres de "endogene" kvaliteter: kun dårer flokkes om at skulle skrive om det alle andre har så travlt med at skulle votere om. HerreGud, lad nu Peter Høegh være - faktisk har jeg sympati for ham, netop fordi han har begået noget der er "yt"på bjerget. Måske burde man derfor læse det.

Nå, nævnte selvbedrag om "kun naturmand" kan formodentlig fungere gå så glat, fordi mange jævnere typer slet ikke kan fatte, at et menneske kan have flere lidenskaber på en gang, og derfor i forvejen nærer en art vantro overfor de de ser - og da især hvor det gælder lidenskaber uden synderlig nytteværdi for ens sociale og materielle fremgang. I ved: "Hvem er han i virkeligheden"? I en universitetsrelateret studiekreds oplevede jeg engang det samme, ligeledes bag lutter venlighed.

Det er en forståelig illusion at tingene skulle gå finere til i højere sammenhænge. Ganske som skåltaler, julefrokoster, festlige rose-taler, børnefødselsdage og andet godt er nøjagtigt ens i alle lag, så er også manipulationer og selvbedrag over alt de samme. Ikke spor mere raffinerede i højstatus- sammenhænge - snarere tværtimod, fordi folk netop lader sg narre af den høje status, også i deres egne livsløgne. Altså igen:-glem al om uddannelse og cv, især i vore dage, vor alt er netværker samt plagiater.

For nu at tage ved lære af vor sene erkendelse om det praktiske liv agter vi i de næste to indlæg at bringe groft injurierende materiale om ovennævnte stjerner på banen. Lur os, om det ikke vil hitte på Google. Men hvis vi dermod opfandt den dybe tallerken eller sågar den flade, så ville ikke en mors sjæl lade sig mærke med det - med mindre de kan tjene penge på de, hvilket desværre er svært på vort eget felt.

FORESPØRGSEL

Tro os, det er skønt at få lov til andægtig som et barn at lytte til fagfolk under fire øjne og med ret til at stille dumme spørgsmål - samt til helt at glemme sig selv. En mediciner kom herunder for skade at nævne et syndrom som man tidligere havde navngivet efter den tids begrænsede kundskaber - dvs. efter sygdommens mest påfaldende ytring, som endda ikke engang er obligatorisk. Det morede mig og kunne inspirere til en sproglig overvejelse inden for vor egen art faglighed, men desværre har jeg glemt sygdommens navn, og vor fagmand melder også pas.

Ganske vist havde han senere omtalt et lidt lignende eksempel, idet fænomenet inkontinens tidligere blev kaldt prostatisme - indtil man(?) opdagede at også kvinder kunne få det, trods mangel på prostatatakirtel. I øvrigt lyder prostatisme mere som en trosretning end som en sygdom - om ikke andet så den tro at al inkontinens beror på forstørret prostatakirtel.

Nuvel, af en eller anden grund raser jeg over ikke at kunne huske det andet syndrom. Jeg er heri lige så irrationel som når et barn i et stormagasin har tabt sin moder af syne og herefter afviser den ene elskeligt imødekommende og barnløse dame efter den anden, snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens.

Ha, her lykkedes det os sgu at gøre ny brug af et ord i en anden sammenhæng, idet vor mediciner også nævnte medicinens brug af generelle termer i fagspecifikke betydninger. Et af disse ord var just ordet "indifferens". Jeg besluttede så som en art privat kompensation for ovennævnte erindringslakune at gøre helt ordret genbrug af min seneste anvendelse af nævnte ord i denne vor helt nye sammenhæng. Logikken heri er måske ikke spor overbevisende, men ikke desto mindre uigendrivelig.

Nå, vor mediciner nævnte også hvorledes medicinske fagfolk gerne bruger udtrykket "det store dyr i åbenbaringen" om noget positivt utopisk, stik modsat den rette bibelske brug med betydningen "anti-Krist". Lidt ligesom med udtrykket "bjørnetjeneste".
Gad vide om vor egen drøm om at huske førstnævnte medicinske syndrom beror på en art deja vue uden reelt oplevelsesgrundlag. Kan nogen derude mon hjælpe os med dette vort eget lille dyr i åbenbaringen? I må altså undskylde, men jeg har en middagsaftale og skulle nødig gå glip af forretten. Men tænk over det imens. Og samtidig kunne Weekendavisens Lars Bukdahl jo passende spekulere over, om dette mon er litteratur eller hvad. Hvem ved, måske kan vort eksempel lære ham at elske Carsten Jensen. "What is this thing called love?"

MIG OG DYNE-LARSEN

Den Sydamerikanske stat Guiyana har tilbudt Storbritanien at overtage ansvaret for deres regnskove på et areal fem gange Danmark - mod at støtte landet finansielt. Slå til, for helvede, og gør lige så med Rusland, Irak og Iran, som ganske vist mangler både skove og atombomber - for lad os ikke være smålige, men plante skov i stedet. Skovrydning andrager hersomhelst endnu i dag hele 20 % af CO2 stigningen.Også jeg tilbyder hermed ethvert ansvar for min daglige materielle drift til højstbydende moderlige instans, vel at mærke med den klausal, at min egenart herunder respekteres til fulde.

Ha, I troede lige at jeg skulle til at missionere, blot for "også" at demonstrere et uadadvendt politisk engagement. Den slags vil forblive undtagelsen, for når det gælder incitamenter til handling, er det jo urkomisk at bruge sin blog, thi i agitationens verden må man jo gå efter mængden. Derimod er kvalitet inkommensurabel med udbredelse og passer derfor langt bedre på bloggen.

Men hvad har kvalitet så at gøre med CO2? I og for sig kun lidet, men CO2 kan være en indikator for andet skidt og da i særdeleshed for reduktionen af den totale biologiske mangfoldighed.
En pige fra Seattle fortalte mig at hun blev så deprimeret som biolog at hun slog over i den politiske videnskab for at ændre skidtet indefra. Hendes største bekymring var at tabet af artrigdommen bl.a. grundet lovlig hurtige klimaskift ville medføre et tilsvarende tab af vore mentale udviklingsmuligeder - altså ganske som med tidens tab af kulturel mangfoldighed.

Den tankegang kan jeg lide i stedet for al den golde kultursnak, også selv om vi alligevel er intetanende om en masse underlige arter. Det klæder os så at sige at betragte det som helligt, og selve den tanke udvikler os eller forhindrer os i at synke ned i tidens rene dekadence i form af snart pengesmarthed, snart tom anerkendelse for dels charlatenerier, dels plagiater kaldet kultur.

Nogen burde skrive en bog om kunsten at holde bøtte - men selv gider jeg ikke og foretrækker efterhånden selv at holde bøtte, hvilket vel også er mere konsekvent. Yogier og andre har sgu ret, af og til må vi slukke for sproget og meditere på en fysisk oplevelse, farve, lyd, det rene nærvær eller hvad nu - blot vi kan undgå prætentiøse fablerier om det rene fravær, skriftens metafysik og andet nonsens.
For også finkulturen er efterhånden en ren zoologisk have af tøjlesløs menneskelig forfængelighed helt uden "grounding". Når anerkendelsen rendyrkes til et autonomt projekt i sig selv, frikoblet af andre gøremål, går det galt. Det skal føles rigtigt, og det kan andre også afgøre for os, hvis vi selv skulle komme i tvivl.

Forfængelighedens grænseløshed skulle synes at være værst hos alle os løsgængere uden en så at sige materiel social rolle i CO2-udløsende produktion - men i vore dage tror snart også den halve skare af arbejdstagere at de skal præstere et eller andet kulturagtigt for enhver pris. Og det værste med folk med påstået identitet er, at de er piskede til at leve op til den, og det kan de kun gøre på én måde i tidens målbarhedskultur.

Dyne-Larsens selvbiografi er derimod den ægte vare og anderledes rørende, for modsat al andet kultur er det vitterlig mandens egen historie, den være nu nok så trist.Eller hvad mener I om "Karriere Kafé"?

Alt er som sagt plagiater these days, for ingen får nogen skæbne, kommer i spjældet, i koncentrationslejre eller står til søs.Nej de vil blive berømte ud i den blå luft - men landsbysmeden savnede ikke anerkendelse, fo hans hestesko var gode nok, så længe ingen heste klagede. Men derfor bliver aviserne stedse kedeligere: Flere sider, længere artikler i samme sprog, samme fødselsdagstaler, samme emner, samme lukkede og beskyttede kredsløb, hvad de end gør - for generalerne lytter ikke til infanteristernes melding, og kongerne lytter ikke til generalerne.

Nej, vi vil kun høre og bekræfte os selv, selv når vi kalder det fornyelse og dobler op. Omtrent som USA og Irans atomprogram - ja, der var den sgu igen, verdenssitúationen, som vi ellers har bandlyst fra vort sublime helle. Og hvis I alligevel ikke keder jer, så er det sgu ikke på grund af verdenssituationen, men på trods af den - med al respekt for verdens larm og dennes bidrag til vor mentale udvikling ved sin blotte anderledeshed end vore egne tomme fantasier.

Til gengæld vil vi så ikke oftere høre beskyldninger om selvoptagethed, for alternativet er i længden endnu værre. I øvrigt bliver mange mennesker akkurat så selvoptagne som vi presser dem til at blive ved at kaste dem tilbage i deres udvejsløse eksistens hver gang de forsøger at komme ind i verden - hvorefter vi så kan spotte dem for nævnte brist efter devisen "Hvad sagde vi?"

Nej, gammeldags og guldalderagtigt sagt hører der "geni" til overbevisende at plagiere sig selv - dvs. det bliver noget med ledemotiver, underlige tilbagekoblende sammenfald og referencer, ja næsten en slags tankemæssige rim: Men lad det for Guds skyld ikke blive manér, og i øvrigt er det da heller intet krav.

Nå, nu skal I høre hvorfor man ikke kan bure folk inde for plagiat. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand som også hans seneste offer bar, så vil Columbo snart opdage sammenfaldet: Men som teknisk bevis holder det ikke, når ingen af genstandene konkret har tilhørt ofrene, men tværtimod alle er dokumenterede køb under reglementerede forhold og inklusive moms.

En sjælden gang er der så en Esmann, der forløber sig og stjæler et stykke gammelt wienerbrød i en butik, og så er Fanden løs i Laksegade, for det var lige godt et nummer for skrapt. Men de fleste af tidens stjerner er langt værre. De mimer kort sagt i døgndrift, men de rimer ikke - dvs. de rimer kun på hinanden. Selv deres kritikere mimer de løbende, ligesom når de indfødte med respektfuldt tøvende, men alligevel underspillet bæven spiser den frygtede slanges gift for at opnå immunitet. Men de ved det næppe selv, og de der løfter dem til stjernerne for alt det de ikke er og aldrig har været, ved formodentlig slet intet.

UDEN TITEL

Hvis man nu betroede sin blog en del hemmeligheder, just fordi ingen læser den, ville det så være blogspecifikt? Nej, for så kunne man bare skrive dagbog. Men kun meget modige samt meget indbildske mænd skriver forresten dagbog, og derudover en del mænd med meget kvindelige anlæg og orientering. Hvorfor så en blog? Well, hvis nogen anklager os for umandigt at sovse rundt i privaten, kan vi altid pege på en vis læserkreds. Og hvis nogen omvendt anklager os for uværdig at udgive private ting som vi burde holde for os selv, kan vi svare, at da forhåbentlig kun få læser vor blog, har vi vor mandlige værdighed i behold. Kort sagt er vi helgarderede.

Endnu mere helgarderede ville vi være, hvis vi kunne få nogen til at forske i vor blog: For enhver forsker vil bedyre at hans eller hendes objekt skam er af største interesse for videnskaben og almenheden. Alt tilgives kort sagt, så snart brave borgere deri kan finde deres status og levebrød, det være nu nok så tosset. For status og levebrød er alt for alvorlige ting til at der kan spøges med dem.

Ef af vore mest ordensbehængte hædersmænd oppebærer således betragtelige biindtægter på årligt at udgive sine danske stile, som også vore muslimer kunne lære meget af. De ligger derfor kun under hvert andet juletræ: For retfærdigvis fordeler vor mand ganske ligesom Dyne-Larsen, men modsat Julemanden, sine samlede hovedværker uden skelen til religiøse og etniske tilhørsforhold.

Som sagt er det alvor, og anmelderne roser ham derfor for at skrive som en morsom engel. Men nu er engle desværre alt andet end morsomme, så skudsmålet selv er nok mere morsomt end dets genstand. Men heldigvis kan vi så trøste Morlille igen ved at forsikre hende om at hun ingenlunde skriver som en engel. Kort sagt, Morlille kan ikke flyve, vor mand kan hverken flyve eller gå på vandet i en brandert, idet han utvivlsomt er afholdsmand - ergo er vor mand ingen engel. Ja, en normalt pålidelig kilde bedyrer ligefrem at han er farlig...Men han tror på frihed for såvel Dyne-Larsen som Julemanden, selv om han ikke helt deler sidstnævntes etniske konservatisme.

DANMARKS BEDSTE BLOG

DANMARKS BEDSTE REKLAMER
Skønt jeg altid laver overskrifter efterfølgende og derfor ikke som I allerede kender overskriften til dette indlæg, må I indrømme at overskrifter er en ting jeg er god til. Samme evne til kortslutning findes hos reklamefolk, så det var måske min fremtid? Ja, for jeg duer ellers ikke til meget af det som man kan leve af. På den anden side: Hvis man end ikke kan reklamere for sig selv, er man nok uegnet i den branche. Omvendt gælder at hvis et reklamebureau er effektivt til at reklamere for sig selv og skaffe ordrer, så kan kunderne ikke bagefter klage over at være blevet snydt: Ganske på samme måde som en kvinde ikke efterfølgende kan beklage at være blevet forført af Don Juan.
Natlig hjemkomst til grænseegnen mellem Halland og Småland efter ti timers non–stop kørsel. Gamle danske grænseegne tillige – hvor efterårsfarverne er stærkere end i fjor takket være ordentlige frostnætter. Herligt igen at se indslag af bøg og eg, selv om bævre-aspens okkergule til orange sitrende blade nu altid er en lige så stor fryd i syd som i nord. Hvor der er meget asp, er fuglelivet også altid rigere – måske grundet en rigere insektfauna, der giver mere føde til mejser og spætter. Den følsomme og statelige urskovsfugl tjuren – taigaens emblem – spiser også gerne aspens blade.
Selv om egnene her er frodige sammenlignet med Nordsverige, er de karrige efter sjællandske forhold, og springet fra den fede muld til syd-taigaen er naturmæssigt lige så stort som springet herfra og til Nordsverige; både oplevelsesmæssig og målt i artsforekomster såsom bemeldte tjur, der forsvandt i DK længe før Kristus, der ellers tit får skyld for så meget – og det så meget mere som han jo selv udtrykkeligt inviterede til det.
Det sker også at jeg føler mig meget skyldig, når jeg efter så mange års idiotisk og eremitisk cyklen nu kører rundt på fossile brændstoffer – men til gengæld frigiver det meget mere energi til mit selvvalgte sisyfosarbejde at rive granplanter op for at hjælpe tjuren, så mon ikke det kan tilgives? Én god ting ved arbejdsmarkedet er nemlig, at alt hvad man gør i medfør af jobbet, opleves som uskyldigt og indiskutabelt berettiget, uanset hvor meget man end sviner under arbejdet og på vej dertil: Tænk blot på koncentrationslejrene. Arbejdsformidlingen er således vor tids svar på syndsforladelsen – men den kan den kan desværre ikke fortælle os, hvad der mon så er vor tids svar på tjuren. Måske ”Dyne-Larsen” – for noget med fjer bør det jo rimeligvis være.
Og voila: her er min adkomst i reklamebranchen: ”Dyne-Larsen – vor tids svar på Tjuren”. Men som sagt, bare jeg formår at sælge nævnte slogan til hr. Larsen, så kan jeg ikke være nogen ueffen reklamemand, uanset om hr. Larsen efterfølgende går nedenom og hjem ganske ligesom hans forgænger tjuren.
Ja, man kunne endog hævde følgende syllogisme: Jo bedre man er til at markedsføre noget bras, desto bedre en reklamemand må man være; følgelig gælder tillige, at desto bedre man er til at sælge helt kiksede reklamer, desto dygtigere en reklamemand må man faktisk være. På denne måde ligner reklamer den kristne tro: For jo mere absurd troens indhold er, desto stærkere tro fordres der. Og jo mere åndssvag ens vare er, desto bedre må ens reklamer være. Paulus var således alle tiders skrappeste reklamemand.
Nuvel, om den også holder i Byretten, ved jeg ganske vist ikke – men dér har jeg nu heller ingen planer om at troppe op; hvilket er en yderst dårlig reklame for Byretten – men den har jeg nu heller ingen planer om at reklamere for. Så meget mere som jeg jo muligvis står til en fartbøde, jvf. tidligere indlæg. Men vi er ikke helt færdige.

Uden nogle dages nedtrapning klarer jeg ikke hjemkomsten til DK, og jeg har desuden gjort mig nyttig ved som før nævnt at rydde graner: Gartnerarbejde er som bekendt en ypperlig terapi for kaotiske personager, og kroniske tilfælde henvises rettelig til Sibirien som arbejdsplads. Men den kan ingen arbejdsformidling jo æde, selv om det måske ikke var tænkeligt at få nogle projektjob af den art for lensstyrelsen. Men som sagt, jeg kan ikke reklamere for mig selv, for de ting jeg gør, gør jeg jo alligevel – det er vel også derfor jeg af Information aldrig har fået honorar, modsat de større talenter som de periodisk hyrer til at skrive kommentarer. De har nemlig i modsætning til mig selverkendelse og skriver rettelig ikke uden økonomien som undskyldning.

Nuvel, penge er noget vi har, men mon ikke vi alligevel for selvrespektens skyld kunne indgå et forlig i form af, at bemeldte avis herefterdags betaler mig for mine overskrifter? Så skal de nok få resten gratis, omtrent ligesom man på svenske kafeer altid får en gratis påfyldning. Men den går altså ikke at være fiffig og så blot nøjes med påfyldningen. Og på ganske samme måde slap I jo heller ikke denne gang for en overskrift.
Men læg sluttelig mærke til, at dette indlæg er forsynet med såvel en reklame som en overskrift.

OM EN LITTERÆR HÆDERSMAND - OG ET PAR BEMÆRKELSESVÆRDIGE DAMER

I kan være helt rolige for at vi skriver hurtigere end I læser, men vi har samtidig pli nok til at tage højde for lovlig, om end beklagelig optagethed til anden side: familie, job, kedelige politikere og obligatoriske bøger, som hverken gjorde jer mere eller mindre klatøjede end I var i forvejen, for det smitter ikke når bacillerne kun er simili.
Men altså, vi beordrer gerne trykkeriet et passende efterslæb, der går fint i spænd med stolte typografiske fyraftenstraditioner og uvaner. Så risikerer vi da i det mindste heller ingen strejker, med mindre de gode typografer da bliver lovlig forkælede og dertil savner nogen at gøre oprør mod. Vi undgår dermed samtidig to-frontskrig, som end ikke Napoleon og Hitler kunne magte, for vi har sgu rigeligt hyr med vor søde indbildte overklasse.

Lagde I for øvrigt mærke til den genialitet hvormed vi uden videre i cyperspace vupti genindførte noget forlængst i branchen afskaffet, takket være venligt udlån fra Arbejdermuseet? Muligvis er det hvad nogle ville kalde et postmoderne træk, og vi har for år tilbage præsteret det i større udtræk uden at ane det før bagefter.
Hvorfor skriver vi intet om politik: Nej, for da ville vi begå helligbrøde mod vor blogs ånd, for vi råber nu engang nødig i kor; dvs. vi kunne nok, men ganske som med prostitution skal der gode og stærke grunde til. Vi overlader desuden gladeligt det til andre, som disse indrømmet er langt bedre skikkede til, ganske som vi jo også selv frabeder os organiserede klamhuggere. Det er ikke kun et spørgsmål om "viden", men mere om at være den rigtige type til jobbet. Pytagoras "vidste" måske heller ikke så meget om trekanter, men han var åbenbart typen - og drop så alt det uddannelsesvås, flot sagt. Så nul politik her - også fordi vi kun beskæftiger os med de intriger vi påtvinges.

NÅ, lad os gøre stads af andre i dag, som en særligt dekadent og øretævende ytring af det pure overskud. Nuvel, den gode Niels Barfoed har atter skrevet nogle erindringer, og de roses naturligvis på bjerget. I bogen lufter han hæderligt en gennemgående usikkerhed, som også har været meget omtalt. Men den tvivl skal netop roses, for den viser at manden ikke er idiot. Sagen er jo den, at selv hvis han havde begået en kun halvt så god bog, ville hele det ærede kompagni af smagsdommere alligevel skrive og sige nøjagtigt det samme som de nu gør: "En meget vittig og klog, velskrevet bog osv".
Så selv om denne dom utvivlsomt er ædruelig nok, så kan meningskompagniets garanti for den bestemt ikke regnes for noget tvingende argument. På den anden side beviser det dog heller ikke modsætningens sandhed: for fordelen ved at tilhøre kompagniet er ikke blot retten til hæderkronet talentløshed, men sandelig også retten til virkeligt talent, hvis det ellers forefindes.

Endvidere ved Barfoed naturligvis også godt selv, at det ikke er noget stort martyrium at træde ædelt op til forsvar for forfattere med høj status, for dette giver just samme høje status. Hvis han derimod havde gjort det i de lande hvor Rushdie osv. er uglesete, havde det været en anden sag. Men det bliver hans fine gestus naturligvis ikke mindre god af; blot ved Barfoed givetvis selv, at han sikkert også i nogle situationer kunne have trådt tilsvarende i brechen for mindre hæderkronede folk - noget som Christian Braad Thomsen flere gange har gjort. En Jakob Holdt kunne også finde på det. De folk skriver for resten lige så fint som Niels Barfoed, men får modsætningsvis ingen priser. Det er skam ikke Barfoed skyld, men bør dog nævnes.

Nå, men vi indrømmer da gerne at Barfoed skriver glimrende, men kunne til gengæld nævne en årlig udgiver af danske stile på Det Store Forlag, ja i henhold til pålidelig kilde endog en "farlig mand" (Se Informtion d. 12.10) - der altid prises i tilsvarende høje toner. Senest hed det således at "han skriver som en (morsom) engel". Hertil må ulykkeligvis siges, at engle er det mest umorsomme i verden. Vor beklagelige meddelelse og kondolance må dog heldigvis efterfølges af den trøsterige betroelse, at nævnte farlige mand bestemt ikke skriver som en engel, sin uklanderlige ortografi til trods. Så Morlille er alligevel ingen sten, men flyder tværtimod altid ovenpå strømmen.


Hvem skal vi ellers rose? Jo, filmspigerne, filmsdamerne: Helle Ryslinge, Madam Helger, Susanne Bier, Lotte Svendsen m.fl. Sådanne typer har øjne i hovedet samt hoveder at have øjnene i, og tillige hjertet på det rette sted. Jeg så forleden Lotte Svendsen i TV i debat med JP's Flemming "Muhammed" Rose, der ævlede løs på tillært drengespejder-facon om hvad der angiveligt krænkede hans "retsbevidsthed". Sagen er jo den, at udvendige typer uanset politisk observans slet ikke har den slags bevidsthed, men de har lært en masse udenad. Det minder mig om en amerikansk kommentater som engang sagde, at mens Clinton var et menneske der iagttog sin egen psyke, var det tvivlsomt om Bush overhovedet vidste at han besad en psyke.

Men filmspigerne ved det, og de har den rette uforfærdethed, der ofte savnes hos "bog-piger" med deres lovlig store imponerethed af de de anerkendte, direktøren, redaktøren, professoren og den slags. De er skam ikke dummere, men har ofte dels for lidt erfaring og ved derfor endnu for lidt om mændenes verden og de faktiske forhold i jernindustrien, og dels har de ofte et mindre udfarende boheme-væsen. Jeg har af og til set dette hos kunstneriske samt hos anarkiske kvinder: En bekendt ditto så således engang fra cykel en yderst feteret intellektuel yngre stjerne af de mest langfingede med andenhånds "aktier" overalt i kulturlivet, og hun kommenterede kort: "Ham er der vist ikke meget ved". Hun kunne åbenbart se og fornemme den mafiøse netværks-karma umiddelbart på hele fremtoningen og blikket, trods al autoritativ viden på tryk, og det var sgu flot.

Men sådanne kvinder burde der være flere af i dag, for ligesom man engang sagde "Alt er politik", kan vi i dag anderledes realistisk sige "Alt er intrige": for så snart noget er attraktivt kommer hyænerne, og derfor lønnes langtfra altid de rette her i verden. Måske er det noget mange rigtigt gamle mennesker ved, men de orker ikke at fortælle det til nogen, for ingen ville lytte, og hver generation må begå sine egne fejl og herunder nyde den stimulerende illusion om de gamles dårskab.

Selvfølgelig er der en grund til folks frygt for at havne uden for flokken, som vi bohemer altid har hånet - og dette var altså grunden: Uden for flokken er der ingen rettigheder. Lodret løgn er ligeledes barnemad, og vi påtager os gerne at bevise at de der bekvemt måtte le ad vor tese, derved just demonstrerer dens sandhed. Hos "normale" mennesker er denne "viden" en komplet instinktiv og grundmuret forsigtighed, og den findes som før vist selv i Edens Have og i vildmarkens samfund. Så hverken Barfoed eller Rifbjerg er undtagelser.

P.S. Bortset fra nærværende P.S. tilføjet dagen derpå - var dette et dogmerigtigt produceret indlæg. Lidt af en undtagelse efterhånden, men på samme vis er de syndefri jo også i himlen undtagelsen, hvilket dog ikke hindrer os i ligefuldt at hævde det høje ideal. Angeren er desuden næsten lige så stor en dyd som skyldfriheden; så blot vi brødebetyngede noterer vore hyppige frafald, så er også dette i grunden særdeles dogmerigtigt. Genrespecifikt er det også, for kun en ægte blog kan meningsfuldt beklage sine frafald fra ortodoksien, omtrent ligesom man kun om et ægte toilet kan beklage at cisternen er i uorden. Nuvel, just fordi dett eruptive indlæg er dogmerigtigt, kom det på i stedet for et planlagt, der så må gemmes et par dage til, uagtet alle fornemmelser for kronologi.

ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS..

ARBEJDSFORMIDLING I SYSSLEBÄCK - OG ÅRHUS ...
Syd for isgrænsen i det nordlige Dalarna overnattede jeg som sagt i bilen og kørte den følgende dag rundt om Siljan-søen i Dalarna, men dagene er for korte til også at besøge Zorn-museet i Mora. Var dernæst et smut over den norske grænse med de vestgående og derfor atlantisk milde og frodige dalstrøg og tilbage gennem Klarälvens dalgang i Värmland. Sandede, tilpas fugtige jorder med velvoksende fyrreskov og en rig undervegetation af blåbærbuske. Det mærkedes på den sjældent gode bestand af taigaens store hønsefugle tjuren og urfuglen, der på denne tid atter kommer i forårsstemning grundet samme dagslængde og temperatur som i april. De er ellers hårdt ramt af det moderne skovbrug.

Ja, for selv om birke og aspe hernede endnu bærer efterårsløv og tager sig strålende ud fra bilen, undgår det ikke ens opmærksomhed, at det i mangt og meget er et skovindustrielt landskab, man kører igennem. Yders få rigtigt gamle, endsige døde træer – og modsat hjemme i DK tager det under disse klima- og jordbundsforhold mange årtier at genskabe et rigere naturskovspræg.

Nok er det ødemark, men ikke vildmark, bortset fra de talrige sumpede og stenede områder, hvor boniteten heldigvis er for ringe til skovdrift.
I de sidste mange år er vi en del, der i tide og utide har fablet og propaganderet for skovreservater, og mange af slagsen er da også blevet oprettet. Men de er meget dyre i indkøb, og i virkeligheden fylder de ikke nær så meget som i regionalavisernes debatspalter. Stedlige Cepos-agtige korifæer med ”skarpe meninger” og den sædvanlige trang til en ”maskulin profil” for enhver pris kan desværre altid på lodsejernes og diverse brancheforeningers vegne komme til orde i pressen med, at nu er der blevet ”alt for mange” reservater, set nationaløkonomisk og beskæftigelsesmæssigt (hvorom mere nedenfor..).

Så beundrer jeg langt mere de helhjertede, der hårdnakket vedbliver at spille de idealistiske idioters rolle og kæmper videre i en tid hvor det ikke længere er spor sexet at ”forsvare naturen”. De vil altid være eksponerede for nævnte driftige mænds letkøbte spot under humorens sørgeligt ubeskyttede varemærke, i stil med: ”Skal vi måske også snart til at frede udryddelsestruede tuberkulosebakterier?” Ak ja, men som tidligere nævnt skader det ikke spor, hvis vi skam udmærket selv formår at tænke os til den slags ”absurditeter” før fjenden gør det (”Credo quia absurdum”); men vi bør ikke lade os slå ud af kurs af den grund.

Sverige kom ret sent i gang med skovreservater, grundet en mental arv fra de fattige tider, hvor det ville have været uhørt dekadent sådan at lade værdifuldt tømmer stå og rådne ”til ingen nytte”. Men den nye Moderat-regering har skåret ned på fredningsbudgettet og varsler nu yderligere kraftige reduktioner – i en tid med stor økonomisk fremgang. Det er ligesom når man derhjemme begynder at jage de arbejdsløse i en tid, hvor de ellers er ved at komme i mindretal og dermed er blevet en mindre statsfinansiel belastning – i stedet for at frede dem i stil med de sidste naturskove.

Helt galt går det dog forhåbentlig ikke: Den eneste bilist jeg mødte på skovvejene, viste sig således at være ulve-vogter og statsansat fredningsmand: Det førhen specielle er nemlig nu blevet konverteret til en del af det normale arbejdsmarked, omtrent ligesom halvdelen af befolkningen derhjemme i København jo efterhånden er filosoffer. Men som sagt: På områder hvor det virkelig gør nytte på en eller anden vis, er det kun fortræffeligt at ”det gode” belønnes verdsligt og socialt: For ellers ville kun særlingene turde beskæftige sig med det og kæmpe for det – tit måske fordi de alligevel er uden for ”in the first place” og derfor kan gøre en dyd af nødvendigheden.

For især yngre mænd betyder det alt at være gangbar og normal mønt på arbejdsmarkedet og dermed også på kønnenes marked, og det er en naturlig konsekvens af at vi er sociale dyr. Når vi særlinge er så interessante, er det da også kun fordi vi er sære på trods heraf (”quia absurdum”): At en autist uden fornemmelser for samkvem kan være ener, er derimod ikke spor interessant. Af beslægtede grunde er det i henhold til troværdige – kort sagt anerkendte – sadister heller ikke spor sjovt at pine koldblodige dyr uden smertefornemmelser, lige så lidt som nogen jo gider overvære henrettelse af robotter. Humane henrettelser er kort sagt en uting, bortset fra at det er en raffineret og koldblodig form for mobning af dødsstraffens varmeste tilhængere.

Nå, men kort sagt skal vi altså ikke beklage, at jævne folk, der for tyve år siden helt selvfølgeligt ville have spottet ”ulveforskning” og skovfredning som værende en unyttig, uværdig og frem for alt umandig beskæftigelse sammenlignet med at køre en skovrydningsmaskine på ren akkordløn, i dag lige så selvfølgeligt overvåger ulvene på akkordløn. Så længe de bare afstår fra tillige at give den som filosoffer, har de tværtimod min velsignelse.

Ja, selv hvis de også om et par år skulle ”blive filosoffer” i medfør af en eller anden overenskomstmæssig ret til efteruddannelse, så gør det heller ikke så meget: Hvad folk sådan ævler om ud i den blå luft, spiller jo nemlig i grunden ingen rolle, for det har modsat synet på skovene ingen praktiske konsekvenser for vore medskabninger samt efterkommere – hvor utåleligt det så end kan være for min og ligesindedes forfængelighed, at verden altid foretrækker de kunstige nattergale, fordi de ligner verden selv.

Hvis verden blot sagde: ”Vi har ingen brug for filosoffer”, så ville alt derimod være helt i sin orden, for det ville netop sikre filosofien mod at blive forfusket til sin egen parodi. Men i øvrigt er ikke helt sandt at verden foretrækker det jævne, for publikum foretrækker til enhver at se den ægte linedanser. Men den indbildte elite, kort sagt hele den hæderkronede og veldresserede skabs-normalitet ”der bestemmer” i kulturens Over-DK, hindrer efter bedste evne publikum i at møde den ægte vare – om end de så kryber desto mere benovet for de få berettigede som det desværre er for sent at spænde ben for. Omtrent på samme vis blev Shakespeare hånet med skinsyg mistro som en kaotisk angelsaksisk barbar af den europæiske kulturelites latintalende læredrenge, der beherskede de overleverede klassiske former bedre end klassikerne selv – kort sagt til den yderste kedsomhed.

I Värmland boede jeg to nætter i en hytte i ”samhället” Stöllet i Klarälvens dalgang og beså et par urskovsperler såvel som det lokale turist-hotels netforbindelse – thi man har kedsommelige pligtskyldige kontakter med det hjemlige arbejdsmarked, som dog i en globaliseret tid heldigvis kan plejes virtuelt, ganske som forfattervirksomheden. På hjemturen sydpå stak jeg først endnu et smut ind mod den norske grænse, og allerede på den svenske side var det en fryd at høre en helt anden sprogmelodi. Hurra for mangfoldigheden, og jeg vil endda påstå uden noget så banalt som empirisk belæg derfor, at den ene slags mangfoldighed befordrer alle andre slags – simpelt hen fordi det ligesom lyden på TV af de sprog vi ikke forstår, minder os om, at verden er stor samt fuld af forskelligheder og muligheder.

Dernæst kørte jeg videre sydpå langs Selma Lagerlöfs dalgang – Fryken-søerne, omkransede af brændende efterårsbirke. En venlig sjæl gjorde mig dér opmærksom på, at bilen lækkede skoldhed olie ud over det hele: Jeg havde nemlig glemt at skrue låget for olietanken, så eventyret såvel som vor blog kunne let være endt med et fatalt festfyrværkeri. Nu havde vi ellers lige overlevet gårsdagens ”hollyday on ice” (i foregående indlæg). Men alle gode gange tre? Suspense…

Ja, for senere samme dag blev jeg gennemlyst af et hastighedskameras grønne reptilblik – men jeg håber at jeg så nogenlunde overholdt de 70 kilometer; med mindre man da nu er blevet så strenge, at selv to sekunders marginal overskridelse er nok. Ak, ak, man skulle nok ikke have spøgt sådan i utide med klip i kørekortet, for virkeligheden hader spøg og hævner sig altid i ”real time”. Et par kilometers overskridelse finder dog forhåbentlig nåde, med mindre der gælder særlig strenge regler for nykonfirmerede bilister.

Men jeg har garderet mig efter så mange års misforhold til virkeligheden: For min bil står formelt endnu i den tidligere ejers navn, hvilket tydeligvis forbliver en praktisk ordning mellem venner. En sand ven tager nemlig vore synder på sine skuldre og soner straffen på vore vegne. Til gengæld kan han så rose sig af at være en ny Jesus, så sig ikke at han ikke får noget til gengæld. Nå, men hør så det videre forløb:
For en god ordens skyld tog jeg et billede af min bil parkeret foran en yderst beskeden bungalow med det romantiske navn ”Arbejdsformidlingen” i den højtliggende grænsepost ”Sysslebäck” – hvilket navn ingenlunde spiller på det gode svenske ord ”sysselsättning”, selv om det ellers godt kunne være taget lige fra Walt Disney’s ”Kalle Anka”. Ja, for ham Disney var jo svensker og skabte som bekendt også den verdensberømte filmserie ”Jönsson-ligan”.

Nå, Arbejdsformidlingen i Sysslebäck syntes imidlertid betegnende nok at være aldeles ubemandet, af min forgæves tryglende og vedholdende banken at dømme. Men her gør jeg måske atter min omverden ubodelig uret: For måske har man i bemeldte by tværtimod været så nidkære i beskæftigelsens ædle sag, at man af lutter mangel på ledige hænder har ansat egnens døve og døvstumme til herefter at passe bemeldte virksomhed.

Den fotografiske dokumentation for mit behjertede, ja hartad desperate besøg sammesteds vil forhåbentlig efter et kompetancegivende kursus desangående på min hjemlige arbejdsformidling blive føjet til nærværende indlæg i vor allerede klassiske kult- og dogme-tekst.
Åhja: For på Århus Universitet siges man allerede at have ansat en docent til at forelæse om vor blog i mentalitetshistorisk og narratologisk belysning. Selv søgte jeg skam for en god ordens skyld skyndsomst den opslåede stilling efter et lige så stormfuldt besøg på Århus Arbejdsformidling – men blev uforbeholdent afvist grundet svage kvalifikationer i forening med tilstedeværelsen af mange anderledes oplagte, ja rent ud sagt ypperlige ansøgere.

Af såre beslægtede grunde siges man i Hellerup kajakklub lige så konsekvent at frabede sig medlemmer med en fortid som vaskeægte eskimoer – de være nu i øvrigt nok så integrerede og nidkære konvertitter til den danske ånd. Ja, man mener det endda så alvorligt i både Hellerup og Århus, at man tillige frabeder sig enhver spøgefuldhed i den anledning. Og heri kan vi kun give vor enstemmige tilslutning.
”Never mention the war”, siger John Cleese i TV-serien ”Halløj på badehotellet”. I samme ånd siger vi her på bloggen: ”Tal ikke om beskæftigelsen” – men da vi jo nu allerede er kommet for skade at bryde denne såvel som så mange andre af vore dogmeregler, må vi bede om dispensation til et sidste fyndord desangående. Det lyder: Ledende folkeskolefolk skyer oftest gymnasieagtige ansøgere; ledende gymnasiefolk skyer oftest universitetsagtige ansøgere; og ledende universitetsfolk skyer oftest originale ansøgere.

Derfor er sidstnævnte ofte henvist til at søge rent fysiske jobs – som dog heldigvis af nogle læger hævdes at være de sundeste, blot det ikke bliver en vane. Således har jeg i dag afreageret min virketrang ved at rive selvsåede granplanter op i min smålandske hjemegns naturskove – for granerne kvæler både de andre træsorter og blåbærbuskene til stor skade for urfugle og tjur. Disses naturlige forbundsfælle skovbranden er nemlig i vore dage næsten ophævet, og der kommer jeg og arbejdsformidlingen altså ind i billedet.
Fordelen ved dette veritable Sisyfosarbejde er at det giver mig pligt til at holde ud år efter år, omtrent ligesom de forældre der helt ind i oldingefasen vedbliver at pleje deres dybt handikappede afkom, mens de med foryngende lysegrønt håb stadig fromt venter på det medicinske gennembrud – velsagtens under den ufejlbarlige gamle devise ”Næste år i Jerusalem!”

AD ISLAGTE VEJE TIL BLOGGENS POETIK...

AD ISLAGTE VEJE ...
Med eneret og arveret
En genre behøver ingen højtravende legitimation, lige så lidt som en elefant eller en trane. Men det kan alligevel være sjovt engang imellem at reflektere over denne og hin genres væsen. En blog som vor egen, der ikke er afledt af et borgerligt hverv eller en politisk eller anden interesse, finder og udvikler sit iboende væsen så at sige ubevidst, omtrent som musikken, hvis genrer jo heller ikke udspringer af planlægning. Det irrationelle tals pi’s decimaler viser sig ligeledes først i praksis, og man kan ikke komme til det tiende decimal uden først at have beregnet de foregående decimaler.

Dette såkaldt rekursive træk er kimen til den selvreference, som i en eller anden udstrækning findes i al litteratur. Blot noget så kedeligt som at holde den røde tråd kræver jo at man ser sig tilbage uden dog som Lots hustru at forfalde til tavs stupor; og endnu mere krævende bliver den kunstart, når en tekst løbende udvikler sig med tilbagevirkende forbindelser på flere niveauer på en så kompleks måde, at den resulterende komposition næsten kan minde om en organisme – lige bortset fra at en organisme præsterer selvopholdelse som fysisk realitet, hvorimod en tekst kun lever når den læses eller skrives.
Hos folk med særligt hang til de mentale processers rekursivitet kan det ytre sig ikke blot i den komponerende bevidsthed, men også manifest i teksten selv på indholdsplanet. Men hvis ikke det sker spontant og så at sige ægte patologisk, mister det den ægte sygdoms dekadente charme. Som med alt andet gælder derfor også her, at når først det bliver mode, bliver det forfusket og plat og mister den iboende idé-genererende højspænding.
Men hur som helst kan bloggen ganske som brevet eller romanen udvikle sine iboende muligheder, hvilket så atter kan give anledning til selvrefleksion. Et blogindlæg kunne således bestå i en analyse af den rekursive udviklingslogik i et enkelt eller i en serie tidligere indlæg. Således kan vi nævne, at indlægget ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne” helt og holdent tog afsæt i en indrømmelse af, at vi havde forbedret vort foregående indlæg og dermed forbrudt os mod vore selvvalgte dogmeregler. Det blev så anledning til en lille surrealistisk forestilling.

Indlægget ”Guds opsang til læserne” tog tilsvarende udgangspunkt i det forhold, at vi tidligere har mindet vore abonnenter om, at de er i økonomisk restance; og dets hovedtema var spørgsmålet, af hvem vi helst ville anerkendes, som ganske vist ikke var eksklusivt blogspecifikt, men dog ret blogspecifikt – på samme måde som forelskelse ikke er eksklusivt ungdomsspecifikt, men alligevel temmelig ungdomsspecifik.
De to nævnte indlæg ville grundet deres blogspecifikke træk ikke kunne trykkes separat som kronikker eller en art noveller uden en indledende kort forhåndsoplysning herom. Nogen praktisk hindring er dette imidlertid kun for den, der allerede på forhånd har besluttet, at det er umuligt: For nævnte forhåndsinformation er jo lige så let at bringe som den oplysning, at det der følger er en et uddrag af en afdød politikers dagbog. På samme vis offentliggør man som bekendt også dele af en brevveksling med et par indledende linier som forklaring.
Det fjollede er blot, at hvis først man er oppe mod lænkehunde der obsternasigt stiller sig på bagbenene, fordres der i praksis oftest megen selvhøjtidelighed til at fremture uberørt, da sagen jo ikke tjener et så at sige højere formål. Når man tvinges til at kæmpe for sin ret, fikseres man let i en ucharmerende blindgyde, hvor selv samme ret risikerer at forvandles til sin egen parodi. Og heri ligger just den perverse form for genialitet i de benspænd, som hine enkelte ”more often than not” må regne med. Man smittes så at sige af dem der kaster rådne lig ind over ens belejrede palisader, og overlader måske til slut hellere byttet til hyænerne for ikke at ende som Ibsens ”folkefjende”.

Nå, men nu kom vi pludselig til at referere til bloggen som potentiel udgivelse, hvorved vi faktisk igen kommer ind på noget genrespecifikt, selv om det umiddelbart var en digression. For bloggens latente bagvedliggende bevidsthed kredser netop altid i nogen grad om spørgsmålet om læsernes eksistens som andet end en tænkt størrelse, såvel som drømmen om en mere uomtvistelig og påviselig virkningshistorie – omtrent lige som Gud jo i sin tid til sidst ikke kunne nære sig for også at springe ud som menneske på inkarnationens vilkår, om så også forsynet med en nødraket samt en officielt lurmærket vetoret, just in case.

Vi skal ikke tærske langhalm, men sluttelig må vi nævne, at udover at bloggen ligesom brevet og romanen har sin særlige selvbevidsthed, som undertiden bryder manifest ud på indholdets plan, har alle disse forskellige litterære genrer naturligvis også nogle genre-neutrale fælles træk. Således kunne man sagtens analysere det kompositoriske forløb også i de blokindlæg, der helt eller næsten savner blog- specifikke træk. På samme vis kan et meget sagligt brev undertiden helt savne brevets genrepræg på stilens og indholdets plan. I sådanne tilfælde er det derfor alene selve præsentationens ydre ramme, der som det definerende logiske minimum gør genren åbenbar: For modtageren af et frankeret brev med afsenderangivelse og indledende adressattiltale kan naturligvis ikke tvivle om at der er tale om et brev – uanset om indholdet så er et digt, en afhandling eller tørre fakta om hårde hvidevarer.
Et sådant brev savner på indholdets plan brevets unikke genretræk, som således ikke er logisk nødvendige træk ved et brev – omtrent ligesom en balkon nok er et bygnings-specifikt fænomen (Månen kan således ikke have en balkon), men dog ingen logisk nødvendig og obligatorisk egenskab ved enhver bygning.
Men et sådant brev har naturligvis så nogle andre tekstlige egenskaber. Og hvis der nu er tale om en komposition af indtryk og tanker, så vil kompositionen i sin kompleksitet naturligvis også kunne belyses og artikuleres på linie med andre litterære tekster. Vi tænker her på samspillet mellem forskellige logiske niveauer, f.eks. når en digressions digression undertiden fører overraskende tilbage til den røde tråd i henhold til den gamle regel, at to gange minus giver plus, eller på anden vis kan legitimere sin parentetiske fremturen ud over enhver berammet taletid.

Et eksempel på et blogindlæg af denne art er ”Zen og kunsten at undgå klip i kørekortet”. Indlægget nævner ganske vist indledningsvis blogge som fænomen, men kun som et eksempel på vor tiltagende emancipering fra arbejdet som universalnøgle til vor identitet og sociale adkomst – og til slut nævner teksten da også sig selv som blog. Men ellers handler hele det farceagtige stykke om livets forvirrende, men desto mere underholdende karma i modsætning til den Nirvana-lignende klarhed i enhver art højere oplysning – såsom just nævnte oplyste frigjorthed fra arbejdets og den trykte publicering som legitimation. Og tekstens surreelle farcetræk illustrerer da også selv inkarnationernes anderledes høje underholdningsværdi – men antyder tillige derigennem at der gives former for oplysning, der ligesom tallet pi’s decimaler ikke kan opnås på anden vis end gennem de mange underholdende inkarnationers trinvise træk af tilsyneladende omveje og vildveje.

Af til kan det således være interessant at oparbejde artikuleret bevidsthed om noget, som man ellers blot afkoder fortløbende – og det gælder tekstens forfatter i samme grad som tekstens læser. Men skribenten som læseren fornemmer skam undervejs, om teksten holder, og om den svinger, med erfaringen som ballast og intuitionens sporhund som detektor, og de efterprøver det også tit – omtrent ligesom sporhunden der stikker snuden verificerende helt ind i den fundne klump hash, med fare for at nyse så kraftigt at bevismaterialet spredes for alle vinde.

Men ellers kommer analytisk artikulation oftest først ind i billedet, når man skal forklare og beskrive sin intuition for andre, samt når man skal overbevise tvivlere om dens rigtighed: F.eks. folk der hævder at savne den røde tråd eller noget andet. Men tvinge nogen mod deres vilje er umuligt: Pytagoras kunne således nok bevise sin læresætning, men vrangvillige ville altid kunne fastholde, at for dem var beviset noget farligt rod, samt at alle Pytagoras forsøg på at gøre det uigendriveligt blot bekræfter deres indtryk – vel at mærke så længe de er i majoritet og derfor ikke risikerer selv at blive til grin.

Derfor kan hin enkelte ikke besejre et kollektiv af konsekvent vrangvillige på anden vis end ved at indhente støtte hos instanser, hvis autoritet de aldrig har anfægtet og derfor er nødt til at tage til efterretning for ikke at slå sig selv på munden. Men hvad gør hin enkelte så, hvis nu nævnte instanser er lige så vrangvillige som de der anerkender deres autoritet. Nævnte vrangvilje kunne således om selv den mest geniale blog bedyre, at den er noget slemt pjat – samt henholde sig til at det jo nok også er derfor, at den rettelig ikke har fundet nogen forlægger, og at selv forfatteren trods alt ikke har haft frækhed nok til at stjæle en seriøs forlæggers tid, men nøjes med at spilde sin egen desto mere uhæmmet (tabet er til at overse, skulle vi hilse og sige).

Men anyhow – hvis nu vi lægger nærværende lille afhandling ud på bloggen, vil den netop ikke være noget særlig blog-specifikt indlæg, selv om den rigtignok omhandler bloggen som litterær genre – lige bortset fra at vi just nu alligevel kom til at referere til nærværende tekst som endnu et knopskud på vor blog. Ja, for ganske som det er afhandlingsspecifikt når en afhandling af og til omtaler sig selv som sådan (” I sjette kapitel vil vi uddybe dette problem nærmere osv.”), og ganske som det er brevspecifikt når et brev omtaler sig selv som brev (”Som jeg flere gange tidligere har mindet dig om, osv.”) – således er en blogtekst blogspecifik hver gang den omtaler sig selv som sådan eller tiltaler (de virtuelle) bloglæsere som sådanne.
Som fremgået er det indholdsmæssigt særdeles blogspecifikt, når en blog bekymrer sig om sine læsere – og just af samme grund bliver en blog for alvor interessant, når den overskrider, besejrer og forvandler ethvert anstrøg af surrogat, ligesom når ørnen går op mod vinden til hidtil usete højder. For derved sublimeres det inferiøre erstatningspræg til en uerstattelig kunstart i sin egen ret, "sui generis".
Dagens tekst kunne derimod næsten lige så godt have været en kronik eller en forelæsning – men det interessante er da netop, hvorledes en sådan helt uventet drejning dog organisk kan fremgå af bloggens iboende logik – ikke som bondeangerens frygtsomme og vantro tilbagefald til anerkendte former, men som en evolutionær gen-opfindelse; omtrent ligesom når helt forskellige dyreslægter parallelt udvikler nogle fælles træk.
Vor langt ud over bloggens berammede taletid parentetisk fremturende afhandling adskiller sig endvidere fra normale blog-indlæg ved at være skrevet på håndholdt maskine uden net-forbindelse, i en bil hvori jeg alligevel er nødt til at tilbringe natten uden andre underholdningsmuligheder, strandet et sted i Nordsverige med islagte veje.
Hvis vore læsere er stedt i en lignende situation, vil de forhåbentlig være lige så taknemmelig for vor udvej som vi selv.
Hvis læserne imidlertid stadig keder sig ved dog at blive mindet om for længst omskårne gamle former, skrevet af pligt og læst af pligt – så kan de dels trøste sig med at være i godt selskab; dels kan vi underholde og godtgøre dem ved at fortælle om, hvorledes vi med nød næppe uden vinterdæk overlevede en lang og slingrende rutsjetur på islagte landeveje ned gennem Härjedalens snepudrede bjerglandskaber – hvor vi sammen med vor blog endda nær var røget med som illegal bifangst, da en altædende snerydningsmaskine kom fornøjet masende i ekspresfart op ad bakke for med stolthed at yde sit bidrag til beskæftigelsesstatistikken i den nærmeste by.

Se, den historie ville vi jo aldrig have fortalt, hvis dette havde været en kronik eller en forelæsning, for disse forventes netop ikke ligesom dogmerigtige blogindlæg at blive afskibet simultant med deres tilblivelse i ”real time”; og derfor vedkommer skribentens fortløbende tilstand samt alle hånde tilstødende tildragelser såsom distraherende toiletbesøg og andre inkassosager ikke læserne. For selv om enhver skribent jo ret beset ligeledes befinder sig i én eller anden situation i ”real time”, så forventer vi at bog- og kronikskrivning netop sker i de kedelige, begivenhedsløse mellemrum og tilstande af ro – just som en art kærkomne undtagelser fra livets forbandede ”real time”.

Og således blev også dette indlæg dog til slut temmelig blokspecifikt. Og selv om det ganske vist ikke blev konciperet dogmerigtigt i netforbindelsens ”real time”, som genrens ortodoksi foreskriver, så blev det altså i en noget anden forstand i højeste grad til i ”real time”, trods megen efterfølgende og lige så uortodoks korrektur. Velsagtens som en moderne pendant til klassikeren ”Zen og kunsten at køre på motorcykel”. For alle veje fører til bloggen.

ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KÖREKORTET

ZEN OG KUNSTEN AT UNDGÅ KLIP I KØREKORTET
Vi behøver ikke længere at leve af det vi er gode til – for der er overskud og tid til andet end arbejdet, modsat i de gode gamle dage. Med mindre man da falder for et prestigejob med indbyggede obligatoriske ”udviklingsmuligheder”, men held og lykke med det. Anerkendelsens og levebrødets veje vil i fremtiden være mindre tæt sammenkoblede, og det vil stå klart for enhver at Cepos-drengenes calvinistiske tyrkertro på indtjeningen som målestok for kvalitet og samfundsnytte ikke holder ret mange meter i åndens verden. Således tager Cepos-folket sig dels utvivlsomt godt betalt for deres ensformige retoriske svendestykke, dels har de vist ikke selv opbygget produktionsvirksomheder.
Bloggerne vil også i stigende grad give de trykte medier baghjul, efterhånden som det går op for almenheden, hvor meget vilkårlighed der råder og alle dage har rådet, takket være de brave dørvogteres ædle race. Dertil kommer naturligvis alt det med uøkologisk papirspild samt spild af kostbar plads i de små hjem i overbefolkede storbyer. Eksklusive udgivelser er en anden sag, men de er sjældne – især nu hvor det bliver åbenbart at de måske ikke altid er så eksklusive som udstyret foregiver. Til gengæld vil der blive en uendelig mængde forfattere, komponister osv. uden selvkritik, just fordi de vel kan være lige så gode som alt det der sælges. Og hvis vor egen blog skulle være et slemt eksempel herpå, beviser det i det mindste vore profetiske evner.

Nuvel, hver tid har sine problemer og fordele. Meget i vort liv bliver noget flagrende, men måske vil mange andre ting komme til at fremstå ”ikke stykkevist og delt, men klart som i et spejl”. Dog næppe lige så klart som Nirvana, der som bekendt er det allerfineste og slet intet fylder. Inkarnationerne er derimod noget rod, og just derfor fylder de så meget – ganske ligesom selv det mest banale billede angiveligt fylder langt mere i end computer end Newtons og Einsteins lære tilsammen; og ligesom tykke bøger kun sjældent er de bedst tænkte. Til gengæld er inkarnationerne nok anderledes underholdende end Nirvana. Tænk således blot på alle de minderige klip i kørekortet, som livet giver. Åh, og må vi mon for resten i den anledning ikke nok få lov til at fortælle en opbyggelig anekdote?

For et år siden pådrog jeg mig hele to bøder på engang ved som cyklist at præstere at overtræde to trafikregler samtidig. Men derved fik jeg automatisk tillige et klip i kørekortet som en særlig bonus for den betænksomme logistik, hvormed jeg jo således kun ulejligede vor underbemandede ordensmagt en enkelt gang i stedet for to. Men hør så bare her! Jeg fik først nemlig for ganske nylig kørekort og havde følgelig dengang endnu intet kort at klippe i.

Og ved De hvad klip i kørekortet har til fælles med vindkraft og selvtillid? Hvis ikke kan De godt droppe alle drømme om ansættelse ved politiet, for det kræver mere snilde end som så; men prøv i stedet postvæsenet: Selv om De er analfabet, gør det nemlig ikke så meget, for det er mange af adressaterne såmænd også. Nuvel, I er dumpede hele banden, men her er så løsningen på politi-testen, som end ikke den famøse intelligensprofessor Helmuth Nyborg kunne bestå; men det gør som sagt intet, så længe han bare vil være professor. For en professor forholder sig til sine studenter, lige som postbudet forholder sig til sine adressater.

Men altså, for alle de nævnte tre emner gælder, at de er yderst fordærvelige varer, der desværre ikke tåler lagring til magre tider, men skal bruges med det samme. Nu kommer pointen: Derfor er det nemlig, at færdselspolitiet ikke kan troppe op ”post festum” og klippe i mit fine nye kørekort, trods bemeldte skarpsindighed samt alle hånde moderne logistik.
Anderledes er det derimod med Oldemors fine spejl: Det kan lagres, og hvis De absolut vil sælge, skal De derfor netop ikke vente til den dag, hvor De står og mangler pengene og derfor er stedt i en svag forhandlingssituation: Nej, sælg det i en periode af overskud og kongelig ligegyldighed, der tillader Dem at spille kostbar!

Helt modsat forholder det sig med skribenter der virkelig har noget på hjerte, for dels kan vindkraft som sagt netop ikke gemmes til bedre tider, dels fattes riget oftest både ære og penge. Så står stjernerne derimod langt gunstigere for de typografiske slagterhunde, der på byens værtshuse betror hinanden, hvorledes de hos deres chef har forhandlet sig til drabelige honorarer for et eksklusivt interview med en bedrageridømt eks-borgmester eller en psykopatforvaret abortlæge, der har oppebåret en betragtelig sort biindtægt ved at levere dagfriske, nyslagtede fostre til en økologisk Shawarma-bar.

Fordelen ved en blog er at den i det mindste ikke kan aborteres – men til gengæld kniber det desværre gevaldigt med de sorte indtægter. Men dem kan vi som sagt i vore dage altid skaffe på anden vis, f.eks. ved at bistå på den lokale Shawarma-bar. Derimod må vi påregne at intrigante klatrere i råd og nævn vil bandlyse vor blog som et kaotisk misfoster: Thi det er for sådanne honette naturer ubegribeligt, skræmmende asocialt og endda naturstridigt, at nogen sådan kan foretage sig noget for egen regning ud i den blå luft, helt uden fornuftige rammer, garantier og forhåndsaftaler samt behørig godkendelse i bemeldte råd og nævn.
Nej, så kan vi i vort faglige og kunstneriske udvalg langt bedre forstå den før nævnte abortlæge, for nok var han en skurk i sit valg af midler – men dels generede han i det mindste kun fostre og ikke fornuftige folk med sine ulovligheder; dels havde han et fuldt forståeligt og rationelt mål med sin handlemåde, hvilket tilfører sagen et stærkt formildende moment af forudsigelighed, som vi i udvalget mener bør komme ham til gode ved strafudmålingen. For just mangel på forudsigelighed er et slag i ansigtet på enhver logistik, og dermed tillige en hån mod al samfundsdannelse.

TROLDFJELDET...

Den förste puddersne, mange timers vandring op ad terrasser med äldgammel granskov samt bundfrosne moseströg med klukkende bäkke; enkelte kalkunstore tjurhaner baskede op, et par hjerper ( mini-tjurer på störrelse med agerhöns), friske elgspor - sådan er taigaen: for drömmere samt for meget tålmodige realister, der skal overleve. Men man får til gengäld snakkesaligt selskab af grå- og rödbrune lavskriger med deres blöde og lydlöse termo-fjerdragt: näre sibiriske slägtninge til skovskaden (engelsk: Sibirian jay), men langt mere tillidsfulde end denne uhyre nervöse og håndsky kragefugl.

Thomas Mann har en fabelagtig beskrivelse af fortabelse i sneen, om dröm og dödsdriftens längsel efter at give slip på selvopholdelsens städige Sisyfos-vandring - i romanen Troldfjeldet". Gruer for hjemkomsten til bläsende, regnfulde Janteland med dets magtfuldkomne manipulationer til fordel for håndgangne ny-döbte og derfor ubrydeligt solidariske bandemedlemmer samt nöje udvalgte kvindelige klakörer anno 1900 med blindt loyal beundring for overordnedes ufejlbarlige visdom.

Ubetinget loyalitet er en dyd hos en hund, men ikke altid hos et menneske - men mange folk i ledende stillinger foreträkker fölgerigtigt nok bensnärende länkehunde som deres forlängede arm. Kritik tages derimod som illoyalitet - men i övrigt er vi alle, modsat muslimerne, nogle drabeligt frisindede og oplyste individualister. Vi lever i en skräkkelig tid, hvor selv normale flinke folk ender som monstre af forhärdelse, fordi de skal leve op til lederroller, der löber af med dem.
Nå, man er nok heller ikke selv for konsekvent: for den forbandelse der har fremtvunget ens "stil" og mange af ens erkendelser, burde man jo egentlig velsigne. For derved bliver også forskellen til "mainstream" åbenbar for enhver.

Men som sagt: Besynderlige leder-rokader akkompagnerede af lutter pokerfaces. Ak, de mest usandsynlige motiver er i virkeligheden tit de mest sandsynlige, just fordi ingen troskyldige brave borgere finder dem spor sandsynligt. Af beslägtede grunde ville jeg sikkert kunne blive en ypperlig kriminel - og bliver det måske også til sidst i henhold til "det ledige standpunkts" ubönhörlige logik.

Dagens Nyheter og Svenska Dagbladet fortäller nu om en vis oplagsfremgang, og i dag er der omsider atter tänksomme, fölte artikler og reflekterende anmeldelser i stedet for vor tids to avisfaldgruber: på den ene side (selv i deres liniebetalte, men i övrigt gratis oprörsattituder) konventionelle akademikerdrenge der skal overgå hinanden uden virkelig at have fölt, set, anet og tänkt (sådan cirka i den räkkefölge) noget genuint. På den anden side letbenet friskfyragtig typografsnak, som enhver gratisavis kan göre lige så godt. Den tredje faldgrube er tabu, men hedder nidkär jalousi over for alt hvad der nägter at falde til patten, dvs. at falde i de to förste faldgruber.
Nå, gold kritik er også en faldgrube, for selv om det er lettere at komme gennem med, er det vandgröd sammenlignet med den ägte vare, så den får I nu som tidligere bebudet, under näste rubrik. Vi snakkes ved hjemme i Janteland. Men for Taiga-fotos se Google under "Ocean of firs".

15-ÅRIG BJÖRN DRÄBER 50-ÅRIG MAND

Avis-branchen og dens sprog er for alvorlig en sag til at spöge med, i modsätning til alt andet i verden. Thi vi ved fra os selv, at de skrivende er de allermest fölsomme själe, og derfor ofte også de mindst tilgivende. Men som turist i fremmed land nyder man heldigvis en vis "license", omtrent ligesom moderen ved börnefödselsdagsselskaber gerne fremhäver og skamroser födselarens sidemand og bonkammerat, hvor umulig han end i virkeligheden er.

Imidlertid har en björn i går dräbt en jäger samt hans hund lige uden for den lille Valsjöbyn i Jämtland, hvor forfatterinden Kerstin Ekman i årevis boede. Tilsyneladende forsögte manden at forsvare sin hund - og ombyttede roller er et uhyre farlig eksperiment, omtrent som dengang Gud forsögte sig som menneske, eller som når höje folk i råd og nävn samt hang til kontrol forsöger at give den som skabende kolleger til dem som de langt bedre egner sig til at kontrollere - eller som når kreative typer forsöger at holde den kedsommelige og derfor höjt agtede röde tråd.
Åh, apropos röd tråd: Var björnejägerens skäbne for hård? Tja, når vi ofte jamrer over vor egen skäbne, er det jo fordi vi holder vort helbred, vort fädreland og andre fordele rationelt adskilt fra vore klagepunkter og plageånder i livet. Men folk med religiös eller anden skäbnetro har den styrke at de så at sige holistisk kan udligne livets plusser og minuser på tvärs af saglige gränser og derfor kan takke Herren for alle de store fordele, som vi andre tager for givet som noget vor klagesag uvedkommende.
På den anden side skal man vogte sig for folk der siger, at man kan sagtens, for ikke själdent er det de mere privilegeredes måde at forsvare deres privilegier. Det er den slags folk der kollegialt begräder ens "tilstand" og tilråder én at acceptere sin skäbne for ikke at blive sindsyg, men som underforstået desvärre ikke er professionelle behandlere og udtrykkeligt slet, slet ingen indflydelse har...En indbrudstyv taget på fersk gerning kan ligeledes ofte have helt ret i, at man kan sagtens, men det forbedrer jo själdent hans retlige eller moralske position.

Läsere af verdenslitteratur henvises til det foregående indläg - og vist nok også det efterfölgende. Hvorfor er jeg forresten ikke kommet videre? Fordi jeg karakterneurotisk ikke kan beslutte mig angående bilens deponering, hvortil kommer bedre vejr igen. I går länge ude, til slut så jeg min gamle ven kongeörnen, som tydeligvis genkender mig, men som ikke desto mindre har flyttet sin redeplads. De er nemlig mestre i at skjule deres kämpereder i en träkrone med nästen lutter blinde vinkler fra jordperspektiv. Stakkels mig...

GUDS OPSANG TIL LÄSERNE

GUDS OPSANG TIL LÆSERNE
Af hvem ville vi helst roses? Spørgsmålet er retorisk, for vore læsere tilkendes ingen klageret, før de har fået deres før beordrede gældssanering bragt i orden. Åh-ja, hvordan går det egentlig i den sag? Ikke at vi på nogen måde vil antyde kriminelle forsæt, for tværtimod hjælper vi Dem netop mod den slags urimelige mistanker ved endnu engang at erindre Dem om vort lille økonomiske mellemværende.
Men som sagt, af hvem ville vi helst roses? En pensioneret svensk forbryder med sammenlagt tyve år bag tremmer betroede mig engang, at han tilhørte den hæderlige klassiske gamle stamme af bankrøvere, modsat vor tids perverse afskum helt uden stil. Kort sagt, han var højt respekteret af såvel landets største banker som politiet og var således i grunden en hædersmand. Kort sagt vil vi mennesker helst roses i de anerkendtes samfund.
Hvis nu Klaus Rifbjerg roste vor blog, ville vi da indrømmet heller ikke fortie det ude i byen, og det så meget mere som han jo dårligt kan mistænkes for at være blevet besnæret til det på vort kære lille "Over-Danmark"s sædvanlige børnehavefacon. Det bliver jo ofte lidt pinligt når meget anerkendte folk offentligt roser hinanden, for folk i samme klub vil naturligvis altid gerne jobbe klubbens kurs op efter denne recept: ”Siden Over-Danmark anerkender også Dem på Deres felt, tvivler jeg ikke et sekund på Deres kvaliteter”. Hvis de ukendte roser hinanden, kan også det dog have samme psykologiske karakter: ”Alle os, der holdes udenfor, fordi vi er for gode…”.
Ja, faktisk er sådan miskendthed ret anerkendt, hvis ikke ligefrem frygtet i smug ude i byen, for De skulle vide hvor mange gange uklanderlige akademiske gulddrenge ligesom i en art solidaritet har betroet mig, at de skam ”også” var en slags outsidere i miljøet. Det er sådan en art indirekte indrømmelse, og mere må man ikke forvente – så meget mere som det, når sandheden skal frem, ikke sker ret tit.
Det mest tilforladelige er når en kendt roser en ukendt, samt når en ukendt roser en kendt. I begge tilfælde kan det nemlig oftest tages for pålydende, for i begge tilfælde er der sjældent bagtanker. Dog sker det at folk roser de forkerte blot for at undgå at rose de rigtige: Således kan en af samfundets spidser udmærket give den som ”storsindet” ved at skamrose et Guds ord fra landet, blot for desto mere troværdigt og effektivt at kunne fortie andre ukendte, som i virkeligheden imponerer den store mand en hel del mere.
Men hvis jeg nu betror Dem, at Jørgen Nørgaard på Strøget engang fortalte mig, at det var sjovest at tale med almindelige mennesker, så er det interessant: Her forelå tydeligvis ingen skjult dagsorden. Og selv om vi ved at fremhæve den kendte mands ord let kunne minde om førnævnte bankrøver, der varmede sig ved de lovlydiges angiveligt høje respekt, så er det nu med god grund at vi nævner fyndordets herkomst: For som fremgået ovenfor ville udsagnet jo ikke virke nær så stærkt og oprigtigt, hvis denne hyldest til det almindelige var blevet fremført af et ”almindeligt” menneske. Så vi er lovligt undskyldt.
Men i øvrigt er det indrømmet sjovt, hvorledes vi det ene øjeblik kan fremhæve det almindelige og i næste øjeblik klandre mange af ”Over-Danmark”s store mænd for at være ret ordinære. Men det er jo nu engang langt mere rosværdigt at være af højere værdi end pålydende, end det modsatte.
I almindelighed vil vi imidlertid helst roses af folk med en helt anden baggrund end vor, for det er det bedste fingerpeg og udelukker såvel faglig jalousi på den ene side som professionel klubforbrødring på den anden. Men er personen oven i købet højt anerkendt på sit eget felt, kan vi bekvemt og autoritativt henholde os til hans eller hendes ord over for andre, selv om det ikke nødvendigvis varmer så meget mere i sig selv. Jo-da, også dét er skam overgået os nogle gange, tag ikke fejl. Vor fantasi forslår desuden i almindelighed kun til at viderebringe det selvoplevede, gerne udsat for passende mutationer og krydsninger, så vi lyver alene af denne grund sjældent.
Eftersom vi jo skriver for et udvalgt publikum med en højst virtuelt betalingsdygtighed, skal dets fortsatte gunst imidlertid ingenlunde underkendes. For så snart man er ude over forskningsfasen, så at sige, føles det lidet tilfredsstillende at fremlægge sine resultater for lukket skærm i andet end algebraisk form. Vi kan heri henholde os til Montaigne, der jo på lignende vis skrev for et ret imaginært og utopisk publikum i en hidtil uset halv-privat stil, hvis hele diktion og leje var unikt betinget af just disse produktionsbetingelser.
Ganske på samme måde forholder det sig jo for os; hvorimod en af Gyldendal forhåndsbestilt ”blog” af et korifæ omvendt nødvendigvis vil blive enten et plagiat, et redaktionelt misfoster eller en meget tynd kop te – kort sagt en ret barnagtig affære, der dog sikkert ville blive rost af kollegiale anmeldere i litteraturens statsrevision og læst af lærevillige bloggere med forhåbninger om en lignende ydre medgang.

Ha! Her vil vort ærede publikum med deres såre virtuelle betalingsdygtighed kunne genmæle: ”Hør engang, skal De nu også give den som Montaigne? Og forholder det sig ikke med Dem som med de vidtløftige personager der anser sig for inkarnationer af en bunke verdenshistoriske figurer gennem tiderne, men hvis så at sige ”alternative” anerække slet ikke tæller nogen almindelige mennesker – der jo ellers, som vi så ovenfor, skulle være de allerfineste? Ja, for snart giver De den som Kierkegaard, snart som Jesus, snart som kommissær Columbo, snart som Allah og altså nu tillige som Montaigne. Men samtidig har De den ubetalelige fräkhed tydeligt at lade skinne igennem, at De i grunden burde kåres som Jordens hidtil mest fordringslöse menneske - selv om De jo som en logisk konsekvens heraf og som et yderligere kors på Deres tornefulde vej er afskåret fra at sige det lige ud.
Undskyld os, men hvad fanden er meningen? Styr Dem dog, menneske, og vælg som vi andre en anstændig rolle i tilværelsen i stedet for denne umandige flagren! En smule beskedenhed og proportionssans ville være klædelig, også selv om der indrømmet er noget afvæbnende over selve den naive troskyldighed, hvormed De så frejdigt fremturer hinsides alle fornuftige grænser.”

Vi indrømmer, vi indrømmer, dér fik I os omsider i saksen – lige bortset fra at en mere blasfemisk anlagt blogger uimodsigeligt kunne replicere med det retoriske modspørgsmål, at hvem andre end just Gud formår uden selvmodsigelse således at inkarnere en hvilken som helst rolle uden at stå til indlæggelse? Det minder os for resten om en blasfemisk anekdote fra det virkelige liv, idet psykiateren Erling Jacobsen spurgte en skizofren patient, hvordan i alverden denne på engang kunne være indlagt på lukket afdeling og samtidig angiveligt have sæde i de højeste engles råd i himlen. Patienten svarede nemlig uigendriveligt: ”Jo, jeg kan godt, for jeg er skizofren”.

Nuvel, så blasfemiske tør vi ikke være her, men kunne vi mon ikke ligesom det svenske ”Aftonbladet”s yderst jævne blogger-stjerne forsvare vore skandaløse eskapader ved at erklære dem for et litterært eksperiment hinsides vor egen borgerlige person? Ja, der er sågar dem der anser Jesus for just et sådant litterært eksperiment fra Guds side, og dermed tilsvarende hinsides Guds borgerlige person og ansvar. Karen Blixen erklærede af samme grund ligefrem Jesus for et taktløst påfund fra Herrens side.
Ak, ak – dér ser I selv: Vi bliver ikke spor mere mådeholdende, selv når vi oprigtigt forsøger efter bedste evne, for nu giver vi den jo pludselig som litterære kolleger til Gud, vel at mærke blot knap så taktløse. Men som allerede Job’s Bog bør have lært jer, så får Gud altid det sidste ord. Således også her: Ja, for hvad bliver det egentlig til med den gældssanering? Sker der mon snart noget i den sag, så vi måske kunne komme lidt videre i teksten? For det er en dum gammel overtro at guder skulle kunne klare sig uden penge.