MEDIEMYSTERIUM: STOR DUSÖR LOVES!

HVEM ER DEN USKYLDIGE?
I et af vore sjældne reklamefremstød i den virkelige og mellem os sagt en smule banale verden, som vor beskæftigelsesminister jo foreskriver i god tro og mening, erindrede vi for nylig atter Morgenbladets chefredaktør om vore små fortrin – som nemlig med lidt mere generøsitet nok kunne være med til at bremse samme organs foruroligende oplagsfald, hvis diagnose vi jo allerede for længst har stillet.
Ved samme lejlighed kom vi til at tænke på en også i de borgerlige aviser velanskreven og flittig skribent gennem en lang årrække med lutter humane og uanstødelige synspunkter: Sagen var nemlig den at vi ikke i en eneste gang i vort liv har hørt ham nævnt med et eneste ord, endsige selv nævnt ham i nogen af vore forskellige omgangskredse, lige så lidt som hans talrige indlæg og kronikker i tidens løb nogensinde har affødt nogen som helst læserreaktion. Og her taler vi ingenlunde om nogen art fortielse, men om den sande anærobe tavshed under fuld bedøvelse, akkurat som i verden før "the Big Bang". Diagnosen er naturligvis her den, at da manden som debattør er en komplet uinteressant og samtidig komplet uklanderlig forfatter af danske stile, vækker han ingen som helst professionel jalousi og kan derfor bekvemt bruges til at spærre for interessantere stemmer: Og det er hans store og saliggørende hemmelighed – i særdeleshed for ham selv!
Hans navn skal fortsat forblive en apokryf og alkymistisk hemmelighed, selv for de indviede: For det første fordi ej heller vi kan have det ringeste imod en mand, der så glimrende stiller vor egen situation i et relief der overflødiggør enhver kommentar. For det andet for ikke at bryde og dermed dementere den smukke og ejendommeligt konsekvente matematiske lovmæssighed, som vi netop har påvist. Og for det det tredje fordi vi føler en uselvisk forpligtelse over for mysteriets tilbedere og gådens altopofrende grublere - ganske ligesom skaberne af de formodede landingspladser for ufo'er i England´s kornmarker til sidst følte det som et uselvisk kald at opretholde folks livgivende tro på disse fantastiske besøg fra højere civilisationer. For deri var der langt mere opbyggelighed end i at afsløre den prosaisk desillusionerende sandhed.

Nej, langt snarere kunne vi finde på at afholde en gættekonkurrence for betalende deltagere, indrettet som tipsmidlerne således, at halvdelen af pengesummen går til staten (der som bekendt er os) og halvdelen til konkurrencens vinder – men med det konsekvente forbehold, at vi pålægger vinderen tavshedspligt med en kontraktlig klausul om øjeblikkelig tilbagebetaling i det tilfælde at han besudler hemmeligheden med offentlighedens bevågenhed.

Har I nogensinde haft den oplevelse at lede efter et i og for sig helt banalt ord eller navn med en vild og aldeles kompromisløs lidenskab, som paradoksalt nok netop skyldes, at I ikke kan udholde således at blive holdt for nar af en ren bagatel? At I ikke på stedet kan huske Ohm’s og Newtons love endsige noget for den frie tanke så hæmmende som injurielovgivningen, kan I derimod sagtens leve med. Og har I oplevet at I herunder til sidst er villige til at tilsidesætte, ja forskertse alle vigtige gøremål såsom begravelser, stævnemøder, egne og andres bryllupper samt jeres professionelle aftaler, så at I til sidst hovedkulds og med fuld bevidsthed sætter både jeres job, jeres ægteskab og jeres fremtid over styr til fordel for "the big crunch" i den forløsende singularitets nirvanisk sorte hul – blot for at gøre en ende på denne jeres latterlige cerebrale kattepine? Ikke det? Jamen så kan I sandelig få lov til at prøve det nu….
Åh, til sidst: Til gengæld kunne I måske så pine os med udsigten til engang at få svar på en anden litterær gåde. Hør her: Med sådanne bloggere behøver I jo slet ikke længere bøger endsige aviser; men ikke desto mindre hører vi ude i byen at I fortsat køber sådanne trykte medier. Oh, I lidet troende, ved I da ikke at Herren er en streng og nidkær gud, der ikke tåler at I sådan vilkårligt uddeler og med homeopatisk nærighed fortynder jeres kærlighed til fordel for creti og pleti? Ve jer I gøglere, der gør mit tempel til en markedsplads fuld af gejle geders brægende tummel!

UDEBLEVEN KUNSTSTØTTE

Eftersom man nu ønsker at fratage os kunststøtten, burde vi måske strejke, så I herefter kunne være overladt til typografers og kulturkommissærers forgodtbefindende. Men Allah er stor, og hans nåde er endnu større. Så vi nøjes med denne markering.
Om kunststøtte til de bedst sælgende kun dette, at i forvejen nyder de godt af en art "merværdi" i form af langt større både offentlig og privat bevågenhed end de mindre sælgende. Denne selvforstærkende efterspørgsel ud over hvad deres reelle fortrin berettiger, giver dem allerede al mulig både symbolsk og reel anerkendelse fra alle tænkelige instanser undtagen læserne: For hvad skal vi dog ellers finde på som jule- og fødselsdagsgaver, til vor begavede søn der er i tvivl om hvorvidt han skal blive kunstner eller filosof, og som derfor behøver krisehjælp fra rigets ypperste eksempler?
Selv om det er småting, virker det komisk og uklædeligt når skribenter på moden jamrer
over kultursektioners helsider. Selvfølgelig vil de helst beholde de penge, men deri ligger intet symbolsk - bortset fra deres egen nagende tvivl der ikke tåler at stimuleres af påmindelser udefra. For jo mere "selvagtelse" folk påduttes, desto mere har de også at forsvare med næb og kløer...

Det mest diskvalificerende for alle de anerkendte syrehoveder er dog i grunden dette: Hvis de vitterlig var "Guds udvalgte", ville de også være i stand til at skrive klageindlæg så morsomme og underholdende, at alle hjerter måtte overgive sig. Men de er blot kedsommelige og uklanderlige, hvilket som bekendt også kendetegner kulturkommissærerne - men disse har dog i det mindste den undskyldning, at det nu engang er deres job.

MUHAMMED ALI: FILMEN VAR NU BEDST!

RELIGIØS TOLERANCE
Tolerancen i sprogets verden er mildest talt til at overse, modsat vor religiøse tolerance – og så taler vi ikke mere om det…
Kunstnerisk kvalitet er genreneutral; og lommesmerter er religionsneutrale: Således slår nogle kunstnere sig op på at afbilde guder og disses profeter; og nogle religiøse søger deres udkomme i at gøre sig fortjent til dusører for likvidering af fredløse kættere. Det er da rart at vi mennesker således ligner hinanden på bunden, for det letter den indbyrdes forståelse betydeligt.
Hvis folk rummer komplekser og indre vulkaner hinsides rationel bearbejdning, så må man træde varsomt. Men ellers kan problemernes nu oftest løses med forhandling: Hvis en muslim får at vide at jeg privat har tegnet profetens skæg, kan jeg forhåbentlig berolige ham ved at fortælle følgende: At det for det første kun var for skæg og for det andet slet ikke skulle være kommet troende muslimer for øre. Endelig kan jeg fortælle ham, at eftersom jeg desværre selv hverken tror på Muhammed Ali eller andre ufejlbarlige profeter, så kan jeg jo heller ikke opleve det som helligbrøde at afbilde dem – forudsat at jeg ikke dermed sårer de troende. Måske er jeg således nok vankundig i min vantro, men det er jo dog endnu en menneskeret at være idiot: For man er jo ikke selv herre over, hvorvidt man tror at jorden er rund eller flad.
Nu insisterer nogle af pressens folk imidlertid på som modtræk mod hævntruslerne mod Jyllandspostens kunstnere at bombardere markedet med Muhammed-tegninger for at stå fast på vor integritet. Nuvel, ”integritet” er et ord som TV-vante æresborgere proklamerer offentligt med et ædelt ansigtsudtryk, der må få deres hustru til diskret at trække på smilebåndet. Hvor meget integritet de har når ingen i etablissementet ser dem, og æren ikke længere trækker i samme retning som dyden, er ofte noget ganske andet.
Hvor ofte hører vi således ikke om at kendte borgere, selv målt på deres egen borgerlige høflighedsstandard, reagerer utilgiveligt uhøfligt og brutalt overfor spagfærdige henvendelser i god tro, snart fordi disse forekommer dem alt for ubetydelige for deres egne karriereplaner til at spilde tid på – og snart fordi staklerne opleves som utilregnelige trusler mod æresborgernes beskyttede værksted.

Når det intet koster, er det flot at kunne demonstrere integritet ved at stå sammen mod alle hånde tovlige billedstormere. Men helt ærligt: At vi undertiden må forsvare os om nødvendigt, er ingen ”æressag”, men almindelig overlevelsesfornuft. Men bland dog ikke moralsk integritet ind i det! Så længe der ikke er tale om et offer eller en risiko for en god sag, er sådan ”principfasthed” blot en præventiv og pædagogisk strategi – som må diskuteres rationelt fra sag til sag. For hvor lidt skal der ofte ikke til for at undgå unødigt bøvl? Ja, hvor lidt koster det ikke ved udsøgte lejligheder at bedyre at Jorden er flad, bare det ikke bliver en vane?
Ihukommende hvor meget vi ligner hinanden, kan man dog ofte nå langt ved at snakke sammen som individer snarere end at behandle modparten som repræsentant for en gruppe. Som da man egen kiosk-muslim ønskede mig en god jul: Ingen af os i kvarteret havde ønsket ham en god Ramadan. Der skal omvendt uhyre lidt til for at selv højt uddannede og ditto lønnede mennesker vil ønske en alt muligt ondt på livstid, hvis man fornærmer dem som gruppe.
Det gælder såmænd både firmaer, ministerier, institutioner, akademier og for den sags skyld også medierne – der nemlig alle selv på tværs af observans ejerforhold opfører sig som et netværk, som man ikke ustraffet fornærmer. For alle disse instanser ser erfaringsmæssigt med højst ublide øjne på, at nogen gør grin med deres helligdomme eller uvaner.
Omvendt har jeg også oplevet at når jeg kom til at rose en gruppe eller nation for noget, kunne jeg ligefrem se på min modpart med dette tilhørsforhold, at han eller hun voksede flere centimeter. Så når det gælder kollektiv ære og skam, har vi aldeles intet at lade muslimerne høre. Når grupperos og grupperis tilsyneladende opleves endnu stærkere end individuel ros og ris, så kan det muligvis skyldes, at den virker desto mere nedarvet, uafvaskeligt og indiskutabel end individuelle anklager, der lettere kan afvises som grundløse: om ikke andet ved at appellere til ens egen ”basisgruppe”.

Hvis vi således vedtager at alle negre er fødte jazz-genier, så kan enhver neger herefter rette ryggen, uanset al tidligere tvivl gennem årene. Og tilsvarende med en kollektiv skamplet på et helt folkefærd – den får dem til at skamme sig også indbyrdes på en måde, der så at sige ophæver gruppens egen vetoret over for kritikken, og som de ikke kan leve med. Og dette fremtvinger ofte et blindt hævnbegær: Tænk blot på den schweitziske embedsmand, der måtte bøde så dyrt for at afsløre sit fædrelands kriminelle kemikaliekoncerner over for EF-domstolen. Og de højt uddannede og lønnede har endda ikke som de fanatiske muslimer den undskyldning at være uoplyste. At undsige firmaet, klanen, klubben, branchen, fædrelandet eller religionen er kort sagt altid en livsfarlig ting.
En tænksom muslim kunne derimod sige: ”OK, vore krav forekommer måske jer danske uhyre intolerante, for vi behøver jo slet ikke at se på de tegninger, så længe de trods alt trykkes så sjældent – der sker jo så meget andet skrækkeligt hele tiden, som vi hverken ser eller protesterer mod. Imidlertid er vores Gud en uhyre streng og mellem os sagt noget irrationel herre; og han vil i særdeleshed straffe os rettroende hvis vi ikke hævner hans ære på hans vegne. For som I sikkert selv ved: Frænde er frænde værst, og guder som mennesker forlanger derfor altid mere af deres egne. Så selv om vi nok kunne se gennem fingre med, hvad I vantro hunde i jeres vankundighed fordriver jeres sølle tid med, så handler vi i denne sag dybest set ud fra vore egne mest elementære overlevelsesinteresser. Helvede er jo ikke noget sjovt sted at havne i – det må I indrømme, så forstå dog at vi må indtage den position vi gør og derfor forlange de Muhammed-tegninger fjernet, uanset hvor vellignende de end måtte være.
Til sagen hører desuden det forhold, at netop fordi det jo på ingen måde er nogen tilsvarende hellig sag for jer at karikere vores profet som det er for os at slippe for den slags, så er der ikke her tale om nogen moralsk symmetri, sådan som i en religionskrig mellem to guder der hader hinanden. At fjerne de tegninger er en så ubetydelig og velafgrænset undtagelse fra jeres ytringsfrihed, at det ville klæde jer at afholde jer fra den slags offentligt, nu I har erfaret hvilken kattepine det sætter os i.

Trods det her fremførte at fremture kan derfor ikke bortforklares som god tro, for uden ovennævnte tvingende motiver kan der reelt kun være tale om bevidst provokation. Og hør engang: Hvis vi fortæller jer noget som vi selv tror må såre jer – så vil denne handling faktisk såre jer, også selv om det vi siger slet ikke er så sårende som vi indbilder os. Ganske vist ville I måske kunne bære over med, hvis vi gjorde grin med Jesus – men jeres tolerance ville da udelukkende bero på jeres viden om, at siden I end ikke selv længere tror på den falske profet, så kan vi heller ikke tro at vore karikaturer af ham kan såre jer.
Selve den intention bevidst at forsøge at såre et menneske, er derimod allerede i sig selv sårende for dette menneske. I den forstand kan et sådant forsøg altså ikke mislykkes, og det samme gælder derfor jeres forsøg på at såre os muslimer.”
Så vidt vor tænkte muslimske filosof. Med mindre man er styrmand, spiller det ingen større rolle om man tror at Jorden er rund eller flad. Men hvis nogle derimod tror på en Gud der tolererer meget lidt, så har de vitterlig et problem – uanset hvor tolerante de selv måtte være som mennesker. Og det kunne vi andre vel godt vise forståelse for i stedet for at fremture offentligt med en ukrænkelig ”integritet”, der som antydet oftest kun findes så længe der er betydningsfulde tilskuere til vor opførsel. For den største forskel på bøller og pæne mennesker er den, at de sidste tillige er nogle tøsedrenge der kun tør drille under mandsopdækning af alle rigets brave borgere.

BLEKINGEGADE anden akt: MORALE?

I går fortalte vi om egne og andres forbrydelser i Blekingegade. Hvad skal vi forresten mene om disse prægtige unge mennesker, der søgte spænding mere end egen vinding. Jeg husker fra min tidlige studietid min mistro mod de ubehagelige ideologer med den gode sag og de mange fortrinsrettigheder og tænke allerede dengang meget i motiver. Til gengæld tog jeg nu ikke skade af at stifte bekendtskab med Marx, for dér lærte jeg faktisk noget uden at blive religiøs.

Men altså, en god sag dækker og så at sige immuniserer selviske motiver moralsk, så at endog lovbrud synes forsvarlige. Javel, men også lovlydighed, gudstro og respekt for allehånde rangordninger og accepterede autoritetsforhold misbruges til alle tider som uangribeligt alibi og dække over allehånde magtfuldkommenhed, manipulation samt intimidering af ens medmennesker. Vi skyder dem måske ikke, for det er ulovligt: Men vi kvæler dem og udsulter i fællig deres rodnet uden at risikere den mindste indsigelse fra brave folk: Farisæisme, calvinisme, marxistisk statsmoral osv.

Hele tiden foregår der bunker af menneskeligt svineri i ly af "opgaven", jobbet, reglerne, lovene, moralen og arbejdspladsens "spilleregler". Det sker ikke mindst når vi mod bedre vidende dømmer og bedømmer folk efter reglementernes bogstav i stedet for efter deres ånd. Oftest for at udelukke ubudne ansøgere i riget. Og her er det at fortvivlelsens selvhjælp kan være den eneste udvej. De der dristigt bryder lovene i en højere sags tjeneste, er jo ofte ikke spor værre end alle de renskurede - de fører blot det farisæiske princip op i en højere potens, hvor selv det som før var "den højere sag", nu suspenderes som udenomsværker.

Faktisk har disse folk undertiden ret, men det beviser jo blot ikke at deres egen "højere sag" er spor bedre. Egentlig må det vel være rigtigt at ofre nogle få liv for at redde en masse andre. Men sagen er jo den, at intet garanterer at mirakelkuren "Revolutionen", "Irakkrigen" osv. også virker efter hensigten. Måske helliger målet faktisk midlet - men vi kan íkke være sikre på at midlet virker. Derimod var det helt sikkert at den unge politibetjent døde af at blive skudt ved postrøveriet. Det moralsk sikreste er derfor kun at skyde folk, man personligt ikke kan lide.

Al moralsk fernis kan misbruges, og alt hvad der kan misbruges, vil blive misbrugt - ergo.

P.S. I marts 2007 bragte vi forresten også et stunt om egne forbrydelser i Blekingegade, med en noget anden kadence i "real time."

TRE ÆGTE KRIMINALHISTORIER I BLEKINGEGADE

KARAKTERMORD I BLEKINGEGADE
Hvis det her var en dagbog, og hvis dette var et menneske, så ville jeg fortælle jer om min velfortjente straf for min feje lovlydighed. Efter at have taget kørekort og dermed omsider legaliseret min brugte bil i Sverige døjer jeg nemlig nu med høje strafafgifter på forsinket betaling af bilforsikring. De slyngler venter nemlig en hel måned med at rykke, og den unødige spøg koster 3000 kr ekstra. Alt sammen for at undgå temmelig hypotetiske bøder for ulovlig kørsel i ødemarken: Måske kun min velfortjente straf for sådan gammelklog fejhed.

Jeg tog mit kørekort i Blekingegade 2 og læser betegnende nok just nu om Blekingegade-bandens bedrifter på samme adresse. Hvor min egen bekostelige lovlydighed dog er flov sammenlignet med disse prægtige banditter der virkelig gjorde alt det vi andre drømmer om: Deres eneste illusion var den store gode sag, som er alle ofre værd; og deres eneste fejltagelse var drabet på en ung betjent, hvis forældre aldrig kom sig over tabet; ligesom mange af de passive ofre for røverierne fik psykiske men med ægteskabelig og anden ulykke i kølvandet. For de fleste mennesker er nok på bunden ret ”følsomme” – ja, i virkeligheden er man måske omvendt selv en temmelig hård hund; blot undgår de fleste klogelig at løbe sig for mange staver i livet. Og mellem os sagt skal der sgu sjældent ret meget til før de begynder at høre stemmer.

Nej, hvis jeg skulle slå ihjel, skulle det være helt på egen regning, siden ingen retfærdige engle vil gøre det beskidte arbejde – som dog ellers udgør mellemlederes dybeste og egentlige berettigelse i ly snart af et moralsk afvæbnende femininum, snart af opgavens altoverskyggende maskulinum. Men jeg ville nu tage ofrenes familier med i købet: dels af lutter genetisk konsekvens, dels for just at undgå ovennævnte tragisk familiære sejpineri som uagtsom bivirkning. Dette med ”genetisk konsekvens” er for resten ikke uden en vis dybde: For når uklanderlige borgere straffer dem der siger sandheden, gør de dem tillige i praksis umulige på ægteskabsmarkedet såvel som arbejdsmarkedet – ganske ligesom en lovlydig ung mand i Palermo må feje op i en bagerforretning på livstid uden store udsigter hos damerne. Omvendt belønnes hamster-agtige og veldresserede mandslinge med embeder og offentlig omtale af komisk-højtidelig art, der gør dem til enhver svigermors drøm, om end måske også hustruens mareridt.

Tilbage til Blekingegade-banden. Slynglerne har siden udviklet sig og erfaret en masse blandet, og de sidder i gode jobs. Selv er jeg derimod nøjagtigt den samme som den gang: Ja, jeg havde sågar allerede for længst fået returneret adskillige naivt snusfornuftige kronikker til dagbladene om demokratiets nødvendighed som eneste farbare vej, for det var nærmest provokerende tale i alle de venstrefløjsøren der i dag pludselig sidder på den markante højrefløj.

Dagbladene gjorde sig således ved deres mange afslag medskyldige i Blekingegade-bandens fremturen, grundet bandens desårsags forpurrede og fatalt forsinkede genopdragelse – omtrent på samme måde som PET og Justitsministeriet gjorde sig medskyldige, idet de i årevis lod banden husere i det håb gennem den at kunne optrevle den omfattende international terrorisme, som banden jo tjente.

Jeg har derimod stadig den samme lovlydige adresse som dengang, blot lidt mere medtaget end før – trods en betragtelig andelsværdi, der ville komme mig til gode hvis jeg gjorde mig fortjent til seriøs og langvarig indespærring i modsætning til disse idealistiske amatører. Men ellers har jeg kun kørekortet at prale med af større verdslige gennembrud siden dengang, for min første bog ”Syndefaldet” (!) var allerede udkommet: Ja, den bog som indflydelsesrige skribenter pludselig under fire øjne skamroste mange år senere, efter at jeg uventet havde fået vind i sejlene og endnu ikke pådraget mig klubbens kollektive jalousi.

Nedstammer man mon fra en eller anden sejlivet landskildpadde, og findes der mon en art ved navn ”Ahasverus-skildpadden?” I så fald er min skæbne den tavs at måtte bevidne platuglers og halvintrigante abers kåring for "All the things you arn't". Nej, så var der sgu anderledes gods i Blekingegade. Men det sidste ord er endnu ikke sagt, for vi skildpadder holder os forbløffende og lever livet om ikke baglæns, så dog langsomt.
For at kunne konkurrere med den sympatiske og retsindige kriminalforfatter Peter Øvig (og ikke kun med den kongenialt langsommelige Scherezade) vil jeg således først fortælle en kriminalhistorie fra det virkelige liv:
En bekendt der skam normalt er endnu mere velafbalanceret end jeg selv, havde gerådet i kronisk og komplet ruinerende såvel som urimelig strid med en instans, som her skal være lige så anonym som Peter Øvigs kilde ”Stemmen”. Som spot til skade indgik den sædvanlige magtfuldkommenhed, der bevidst spekulerer i ens mangel på legale udveje. Til sidst købte han et maskingevær fra krigens tid med ammunition. En aften han sad foran fjernsynet og gennemspillede sin dramatiske fantasi med det skarpladte våben i hænderne, gik et skud af.
Heldigvis var naboejendommen under ombygning, så ingen opdagede noget.

Noget rystet afhændede vor mand dog snart derefter mordvåbnet til en velrenommeret nulevende bande: For han blev simpelt hen skræmt af den besnærende nærhed mellem privat drøm og irreversibel virkelighed. Men desværre er det hverken alle ofre eller alle forbrydere, der tænker sig så grundigt om i tide – for de fleste er blot kopimaskiner med svendebrev. Tabet ville dog af samme grund måske være til at overse...

På forbrydelsens vej er jeg nu selv hidtil kun nået til injurier, men le ikke så smøret børnlille, for man har jo dog før hørt om karaktermord. En passende avisoverskrift dagen efter kunne være: ”KARAKTERMORD PÅ KARAOKE-KASTRATER” .

INJURIER - en sand historie om S.U.L.T.

Trods en stigende læserskare vil vi ikke som den vragede islam-student Kim Møller besmitte os med en formelig partiorganisation i form af angiveligt 2000 daglige læsere. Her på stedet er der desuden kun fodringstid en gang ugentlig, om end doseringen kan svinge. Denne søndags guldalderbelysning og et vejr hørende til sidst i marts indgød også Dyrehavens kronhjorte en smittende og næsten lattervækkende forårskådhed - skønt deres brunsttid jo ellers ligger om efteråret.

Fugle kan lade sig narre af dagslængden, så hvorfor ikke også hjorte?
Sølvagtig solskive og let mælkeslør over grenværket stemmer også hos mig sindet til mildhed.
Det minder mig om at Henrik Nordbrandt nu igen er oprigtigt indigneret over vor behandling af husdyrene - samt over pressens hånlatter over denne hans indignation. På samme vis var han for to år siden også indigneret over den ukollegiale behandling jeg selv endnu engang fik af pressens gentlemen. Nåja - måske er det meste af livet ret beset dyremishandling.

Her på stedet mishandler vi vore læsere med at stille pikante sager i udsigt, som vi sjældent indfrier, idet vort medie jo tager sig bedst ud i "real time". Men i dag vil vi gøre en undtagelse. Vi genoptrykker en klumme fra Politiken 2001, som det siden lykkedes makkerparrtet Stjernfelt på engang at plagiere og forvrænge i deres smædeskrift mod outsiderne for to år siden.
Ikke fordi det var en genial kongstanke - men at en skiløber plagierer en anden, er mere spiseligt end hvis verden kårer en skiløber, der tydeligvis aldrig selv har oplevet sne. Af nøjagtig samme grund blev Kierkegaard i sin tid så rasende på biskopperne, der gav den som sandhedsvidner. M.a.o: Vi tager det hele - og til sidst stjæler vi sgu også den korsfæstedes kors., siden det nu skal være så populært.

Eftertiden kan måske smile ad det, og også i vort beslægtede ærinde påkalder os vi os gerne latteren, forudsat at den forbliver på vor side. Vor klumme handlede om at de anerkendte vil være miskendte - for selv har jeg jo oplevet guldmedaljerede nyansatte, der "solidarisk" betroede mig at de "også¨ var outsidere. Den oplevelse kan hverken Stjernfelt eller S.U.T. have haft. Jeg blev som SK rystet helt ud af balance ved den lejlighed - at sådanne typer har stjålet guldet efterhånden, kan man måske lære at forstå, men at de samme typer dernæst stjæler ens kors, det var bare for meget.

Nuvel. Men inden klummens dokumentation om føje tid, som de to vred ud til en hel pamflet, får I denne gang nogle højst injurierende nutidige betragtninger, som lovet. Men de to er såmænd bare stjerneeksempler på den metronormale grasserende upersonlighed, som Woody Allan tegnede i filmen "Zeelig". De ved det ganske rigtigt sjældent selv - og netop derfor er de så barnligt åbenlyse. Og forresten: Jeg sendte skam SUT klummen og et forespørgende brev, men fik naturligvis intet svar. Til gengæld ålede jeg i mange artikler og kronikker deres pamflet uden at antyde noget - for allerede deres fordrejning af den sandhed de plagierede, var i sig selv kompromitterende nok, og af langt større almen interesse. For hos de to blev det nærmest til, at outsidere reelt blot er tabere og livsløgnere - i hvert fald these days;, ja for ellers ville sådanne typer jo ikke kunne finde noget at skrive om. Svarende til at kalde Kierkegaard en inbildsk og falleret teolog og Jesus en skabagtig demagog. Nå, velbekomme til...


EN SAND HISTORIE OM S.U.L.T
Der er den fordel ved at have en yderst diskret blog, at man længe kan holde professionelle plagiatorer fra døren. Ærlige amatører er derimod til at leve med, for vi andre klamphuggere vedgår jo også åbent, når vi efter bedste evne forsøger at tilegne os et fremmedsprog eller et musikstykke.

En anden befordrende ting ved bloggen er den, at man ikke skal godkendes af redaktioner med deres aktualitetsdogmer. Om aktualitetskriteriet se vort blog-indlæg ”Dogmeregler fra Jesus til gratisaviserne”. Åh-ja, for når vi professorer bliver emeritus, henviser vi gerne med komisk afvæbnende naivitet til selv vore mest kluntede ungdomsarbejder med en autoritativ nidkærhed, der må gøre enhver Alzheimer-forsker grøn af ærgrelse over at gå glip af et så eksklusivt pragteksempel på diagnosen ”cerebral absces”. Forskere udi lever-absces er som bekendt ulige heldigere stillede, såfremt de da ellers selv formår at styre sutteflasken.

Professor-titlen er for resten stadig beskyttet, modsat i udlandet hvor den nu heller ikke altid er så meget værd. Det er den snart heller ikke herhjemme grundet inflation, jævnfør blot alle hånde adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – hvormed jeg tænker på charlataner og plagiatorer såsom henholdsvis Århus-semiotikeren Per Åge Rapand og den herboende(!) kamæleon Frederik Sternberg, som må være vor akademiske verdens svar i fredstid på den salonfæhige tyske arkitekt Albert Speer: kort sagt en efterlignings og netværks-intelligens med en godartet karakterløshed, der er alt for civiliseret og alt for udbredt til at lovgive mod. Åh, og lad os her ej heller glemme Sternbergs seneste forbundsfælle i hans lange kongerække af symbiotiske partnere: den angiveligt så hellige digter S.U.L.T. , der til sidst måtte kaste handsken og betale med sin fromheds besnærende kappe som beskyttelsespenge for med de samme midler at opnå den samme verdslige medvind som vor hjemlige åndsverdens Machiavelli.

FORTABER vi os i digressioner? Ho-ho, vær ikke så sikre på det børnlille, for måske nærmer vi os først nu hovedsagen. Men vi bør dog ikke af den grund lade vore digressioner i stikken som blindgyder på den samme hjerteløse måde, som når børn i et stormagasin har tabt moderen af syne og i deres søgen forkaster den ene behjertede og barnløse dame efter den anden – snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens. Derudover har vi ofte erfaret at digressionen kan være den mest interessante vej til hovedsagen.

Nå, men som sagt er professor-titlen desværre endnu beskyttet – men hvad man skriver på sin blog, henregnes heldigvis juridisk set til privatlivets fred. Og her kommer vi så til en tredje fordel ved bloggen: Denne er i stor udstrækning fredet også mod injurielovgivningen – som jeg dog ikke gider at sætte mig ind i uden betaling, idet jeg nøjes med at digte mig til dens ideelle udformning.

Således slog det mig engang, at det nærmest med logisk nødvendighed bør være forbudt at beskylde folk for udokumenterede ulovligheder: Thi den selv samme straffelov der beskytter os mod lovbryderen, bør rettelig tillige beskytte uskyldige mod uretfærdigt at lide samme spot som lovbryderen: Kort sagt må loven nødvendigvis beskytte uskyldige mod uretfærdig stempling, for ellers ville den jo ikke gøre forskel. Eller om man vil: Titlen som lovbryder er ganske ligesom professor-titlen samt Muhammeds navn strengt beskyttet og må ikke tages forfængeligt. Åhja, for ganske som i den akademiske verden er der også i kriminalitetens verden rangforskelle: Ja, jeg har sågar personligt oplevet en anerkendt svensk bankrøver emeritus som hverken ville dele rang eller bopæl med lommetyve og børnelokkere.

Imidlertid er hverken plagiat eller fusentasteri forbudt: Desværre, for i så tilfælde havde vi kunnet nøjes med diskret at melde de førnævnte herrer til ordensmagten. Men det kan vi desværre ikke og må derfor ty til fortvivlelsens selvhjælp. Vor overvejelse har til gengæld affødt følgende frugtbare erkendelse: At i stedet for at kalde folk henholdsvis charlataner og plagiatorer kan vi blot sige: ”Hvis charlataner og plagiatorer havde været anerkendte af Landsforeningen af Forbrydere, så ville både Per Åge Rapand, S.U.L.T. og professor Sternberg forlængst have delt bopæl med borgmesteren i Farum. Men sagen er den, at end ikke Landsforeningen af Forbrydere vil kendes ved d´herrer – hvortil kommer at Fængselsvæsenets Fagforening nu ej heller længere vil affinde sig med arbejdsforhold som Landsforeningen af Forbrydere således holder sig for fine til. Kort sagt må sagen derfor henlægges.”

Henlægges og henlægges…Åhja, for mens vi tålmodige som kommissær Columbo venter på at afsløre vore mistænkte for anderledes anerkendte og følgelig strafbare forbrydelser, kan vi privat straffe dem på sindrige måder, som ikke falder under straffelovens monopol, og som derfor ikke risikerer at vække retsvæsenets professionelle ”jalousie de metiers”. Ja, for som tidligere antydet kan vi søge trøst i det forhold, at da vi netop ikke har beskyldt nogen for noget strafbart, bør vore beskyldninger heller ikke anses for injurierende i lovens forstand.

Ha! Som en ekstra juridisk forsikring og barok sløjfe kommer vor endnu ikke komplet Alzheimer-befængte hukommelse os sluttelig til underholdende hjælp. Sagen er den at vi i Information 12.10 under titlen ”Farlige mænd i Danmark” refererede med beskyttelse af såvel vor kilde som dennes hovedmistænkte til en herboende(!) røgter af vort kultur. Først i dette øjeblik erindrer jeg (med behørig respekt for hr. Alzheimer), at bemeldte Sternberg for år tilbage, før han blev medlem af Det Danske Akademi samt adjungeret professor ved Farum Universitetscenter, om den selv samme hædersmand offentligt engang bedyrede nøjagtigt det samme, som min beskyttede kilde langt senere skulle betro mig: ”NN er ingenlunde en ufarlig mand!”
Dengang måtte dette udsagn forekomme mange komisk, men Sternberg viste sig altså at have profetisk ret. Men han ragede sjovt nok ikke med sin beskyldning i konflikt med injurielovgivningen og steg tværtimod til vejrs ved dette såvel som mange andre henrivende små skaktræk i ærens børnehave. Så hvis ikke vi ligeledes belønnes med tilsvarende forfremmelser for vore anderledes åndrige injurier, agter vi at klage til Landsforeningen af Forbrydere.

Apropos injurier kan vi bestemt ikke anbefale vore læsere at foreslå andre kandidatnavne end de ovenfor anførte, idet de nemlig ved således at anklage aldeles uskyldige personer kunne få en injuriesag på halsen. Om skamros har omvendt vor hyppigste blog-kommentator, signaturen ”Country Dweller” engang belærende udtalt: ”Hvor meget og hvor grundløst man end slikker folk op og ned ad ryggen, så sluger de det hele råt – for smiger og ros kan simpelt hen ikke blive for tyk!”.
Ak, ak, jeg tog kun i beskeden grad ved lære af hans devise, men manden havde aldeles ret. Men hvem der konkret gemmer sig under blog-signaturen ”Country Dweller”, er rigtignok ikke godt at vide. Og dog: At dømme efter hans intime fortrolighed med denne verdens netværksbesmittede træskhed, gætter vi på at ”Country Dweller” dårligt kan være nogen anden end selveste professor Sternberg.
Til allersidst. I Strindbergs drama ”Dødedansen” får en hustru det spørgsmål, om hun da slet intet godt har at sige om sin mand. Hertil svarer hun: ”Jo, men hvis jeg sagde det, ville han straks få storhedsvanvid!” Om vore netværkssyge enfants terribles kunne det forsonende siges, at de i virkeligheden blot er uhelbredeligt og i ekstrem grad normale: hvortil kommer den gamle sandhed at hos de blinde er den enøjede konge, så there you are.
Humlen er imidlertid at hvad der hos de svage, de usikre samt hos begyndere er tilgiveligt og endda ligefrem rørende, det er hos de magtfulde og for længst etablerede frastødende. Men nok så skammeligt er det, at verden konsekvent belønner dem, just fordi de tilbyder en for alle realistisk model for social opstigning.

KRISTEN ORIGINALITET

• Om vor ypperlige kristne maler i foregående indläg glemte vi at fortälle at han også er en morsom sokratesfigur med stor kärlighed til den arabiske kulturkreds og en herlig dialektisk evne til uden påberåbelse af större faglig viden underfundigt at forsvare muslimsk tankegang over for lokale korsfarere.
  Og han har langt hen ret: Således kender jeg tillige en både rar og fagligt lärd kulturkristen med topkarakterer og de allerbedste anbefalinger; han fremturer altid med den militante pointe, at den kristne verdens evne til selvkritik samt humanitet selv over for de fremmede ganske ligesom slaveriets ophävelse er noget historisk helt enestående og et eksklusivt vestligt patent på linie med den övrige civilisation fra futtog til mobiltelefoner.
  
  Interessant nok synes han imidlertid heraf stiltiende at drage den slutning, at just fordi vi således har patent på selvkritik samt humanitet, har vi alligevel ingen som helst grund til at vise selvkritik, forståelse eller nåde over for de fremmede. Romerne viste således ingen svaghed overfor de undertvungne, men vidste nok at få dem til at makke ret til allersidste mand. "Vi er de eneste gode - ergo har vi alligevel ingen grund til at väre gode over for de andre". Ufrivilligt höjst originalt, men alligevel: Chauvinistisk korstogs-tankegang af värste skuffe ligger snublende när, om så også af den pureste idealisme.
• En film som DRAGELØBEREN kan her nok udrette mere oplysning og afklaring end alle dumme debatter, for de åbner kun sjældent øjne og hjerter og gennemblæser ikke sindet. Alle debattører fortsætter oftest ufortrødent, hvor de slap.
  
  Jeg har dog sat de to kristne sammen, og resultatet udeblev ikke - fornemt underspillet underfundighed over for en ungdommeligt militant fagstolthed, der dårligt undte den ufaglærde modpart saglig taleret overhovedet. Her ser vi således et pragteksempel på forskellen mellem dygtighed og originalitet. Lad os ikke trampe i det igen, men alligevel. Det originale er det som de enfoldige undertiden ser, men de vise trods deres langt bedre faglige forudsätninger ikke kan se. Ja, vi kunne næsten "definere" originalitet så originalt som fölger: Graden af originalitet er typisk omvendt proportional med hyppigheden af citeringer i anerkendte tidsskrifter og värker. Og det bedste tommelfingerkriterium for nævnte egenskab er tilsvarende at blive rost samstemmende af vidt forskellige lægfolk, men fortiet af fagfolk.
  Hvorfor? Naturligvis fordi de kloge skinsygt nödig vil indrömme det på deres eget felt andet end ufrivilligt i form af rapseri. Derimod lovpriser alle mandsopdäkkede äresborgere typisk i skåltaler hinanden også for de egenskaber vor lille maler som sagt har, men som nästen er en själdenhed hos de vise, selv når de er uomtvisteligt velbegavede. Og dette turde typisk bero på en anderledes själeligt-eksistentiel tilgang - ofte mere erfaringsbetonet.
  
• End ikke fuldt berettigede topkarakterer på universitetet er således uden videre ensbetydende med originalitet. Men vi mennesker vil jo helst have lige det vi ikke har, så derfor roser alle med topkarakter og stipendier notorisk hinanden for deres originalitet, omtrent ligesom når pressens mere perfide sladretasker roser hinanden for deres ubetalelige humor.
  
  Foreslår en top-student med udmärkelse osv et forlag at skrive en bog om et oplagt emne, gerne i velberegnet og "höfligt" bejlende ledtog med en häderkronet nestor som trojansk hest og springbrädt i karrieren - så får han naturligvis partpout grönt lys med en så indiskutabel garant og partner; resultatet bliver da sikkert også uklanderligt og absolut läsvärdigt, ja endda rigtigt interessant. Nok nævnte F. Stjernfelt er arketypen, men i vore dage er næsten hele banden sådanne kedsommeligt beregnende netværksdyr.
  
  Men käre venner: "En rigtig bog" har man så at sige allerede skrevet, altså det er noget man har gået og kämpet med gennem nogle år, ja måske endda det halve liv eller mere.
  Den kunne derfor godt få en nästen arkäologisk karakter, hvor man kan skimte heterogene lagserier og interessante skred mellem disse - snarere end en "velredigeret" bestillingsopgave uden interferenser eller overlap, og hvor ikke en spurv får lov at falde til jorden uden beregning og forsikringer fra baglandet. Sådanne böger holder altid hvad forordet lover, hverken mere eller mindre; men selv om de ikke "gentager sig selv", siger de dog heller intet virkeligt originalt, men formår ofte at kede allerede fra förste sätning.
  
  Nuvel, selv fik jeg nu faktisk også topkarakteren for specialet i sin tid, hvilket väre sagt for at forebygge närliggende psykologiske slutninger. Og vist var der originale islät og momenter - om end endnu ikke i anstödelig grad. Hermed ikke väre sagt, at jeg er ganske hävet over ethvert resentiment, men mon dog ikke jeg er mand for selv at gennemskue det og träkke fra, hvad der skal träkkes fra? For det var vel ikke for ingenting at jeg fik det fornemme hverv som chefredaktör?

PORTRÆTKUNST, BLASFEMI OG STORVILDTJAGT

En føromtalt, nu 70-årig maler Ruben Gelardie har et kunstsyn der kunne berettige ham til udbredelse for en lidt større kreds, gerne TV eller Radio. Men sådan en mand inviterer ingen desværre. Modernismen undsiger han uden fanatisme som i det store hele ret inferiør i forhold til kunst der forholder sig til virkeligheden. Kunstmetafysik og kunst som religionserstatning er ham en art blasfemi - og det samme gælder for øvrigt troen på Jesus som værende identisk med Gud og ikke blot hans søn: For da Peter åbenbarede den selv samme mistanke for mesteren, bad Jesus ham vige bort, thi "kun én er god".
De to ideer hænger på en måde sammen, for ganske som han må afvise en opdeling mellem den historiske Jesus og den "kristologiske" Jesus ("Hvor mange Jesus'er er der?"), som mange teologer snakker om, så afviser han den tilsvarende skelnen mellem den konkrete verden og så en eller anden gnostisk og åndelig astralverden. Af samme grund hader han Rudolf Steiners teosofi, som nazisterne tog til deres hjerter. Han tror på kødets opstandelse, for ellers bliver religionen vås, virkelighedsflugt og foragt for det virkelige liv, ikke mindst andres. Måske endda ligefrem renselse og egen sjælefrelse gennem dødekult.-
Og på samme måde bør kunsten tale direkte ind i mødet med verdens forekomster. Hvornår hørte man sidst så konkret åndfuldt? Han citerer her gerne Martin Bubers "Jeg og du". Nej, nu skal kunst jo være en art selvvigtig "videnskab", der partout skal betjene sig af alle nye tekniske muligheder. Portrætmaleriet beskrives af officielle autoriteter som hobbyvirksomhed uden højere værdi. Vor mand er dog en ypperlig og dyb portrætmaler. Han plejer også at prise hulemalerierne som uovertrufne, mens han undsiger den modernistiske tilbedelse af udviklingstanken. Om genkendelighed i kunsten siger han: Det er hele poesien, ligesom når et barn på banegården ser, at dets farmor som aftalt er mødt op for at hente det. Som sagt, det skal man høre på et værtshus.

Dagens improviserede genbrug skal I også have. En psykoanalytiker fortalte mig at sønner af mødre, der var ældst i deres søskendeflok - gerne bliver storvildtjægere. I så fald må det vrimle med storvildtjægere. Men det vrimler jo med filosoffer, og så kan det vel også vrimle med storvildtjægere. Forskellen er dog, at mens man sagtens kan være filosof uden at have tænkt nogle tanker, så kan man ikke være storvildtjæger uden at have nedlagt noget storvildt. Selv Hemingway afstod af samme grund klogeligt fra at kalde sig filosof.

JESPER KNALLHAT: SHAKEN, NOT STIRRED

”SHAKEN, NOT STIRRED…”

Jesper Knallhat alias Lene Andersen er lige så god som Rifbjerg og mig selv til at sætte automatpiloten på, og da hun udgiver på eget forlag, har hun modsat mig fri spalteplads. På den måde bliver der også bedre plads til den ydre verden, mens den patologisk centrifugale kompositionskraft naturligvis så bliver mindre udpræget. I vore egne skriverier forekommer den ydre verden jo snart mest som et nødvendigt irritament og krystalissationskim. Vel ikke ligefrem masochisme, men en art medicinsk intolerance – åhja, for i perioder med mere medgørlighed fra omverdenen har vi skam også taget denne til nåde som tak, naturligvis på vor karakteristiske algebraiske snarere end helt tillidsfulde vis.
I vore mest introverte faser forekommer den ydre verden os næsten for vulgær til at skrive om – I ved, kedsommelige regenter, ministre, gallup-undersøgelser, demonstrationer, oprør og støjende publikationer samt kendte folks meninger derom. Kort sagt en masse larm, der gør fordring på at vi skal huske den og sågar mene noget om den. Nej, hvad der ikke - ligesom musik - er skabt ud af (næsten) intet, er ikke rent nok til at skrive om. Men i dag gør vi altså en undtagelse, takket være Jesper Knallhat – ja, for I ved: ”Ou est la femme?” (pardon my French). Vort tilfælde kunne ellers langt hen godt beskrives som eksperimentel autisme; men hvor forskningsbevillingen til eksperimentet kommer fra, forbliver en stor hemmelighed.

Nå, men frk. Knallhat skriver som en ørn ved selve sit flow, og det Rifbjergske ligger vel i hendes aldeles traumefrie appetit på omverdenen – film i alle genrer og lødigheder, børneporno, fysik, kulturhistorie og biologi, Harry Potter, Biblen og ikke mindst James Bond. At kende en masse substantiver samt egennavne kommer jo af at kende, indtage og smage verden så at sige, snarere end af en art sproggenerator – men frk. Knallhats uforlignelige parodi på Kierkegaards skrift om Mozarts Don Juan viser, at der vitterlig også er tale om ualmindeligt stilistisk talent. Garanteret en lovlig perfekt barndom, gode og fornuftige forældre osv, men alligevel: hatten af!

Hendes kognitive og verdslige selvtillid kan naturligvis virke lidet kvindelig på begge køn, men trods hendes lidt drengede fremtoning ligner hun skam ingen damptromle og opviser da også et stærkt harmoniserende islæt af forsonende sund fornuft, empatisk sameksistens og den slags. Faktisk gætter vi derfor på, at hun endda har børn – rimeligvis kun et, men af lutter moderlig forstand eller forstand på moderlighed nu nok snarere to alligevel. Hvem faderen er, tør vi derimod ikke gætte, men hun har nok også dér været yderst fornuftig, trods sin erklærede svaghed for James Bond.
Men hvem kan i så fald klandre hende for det? Alligevel er det så på en vis måde endnu sjovere med min kammerat Country Dweller, der praler af at begge hans forældre var svagt kørende våde verdsligt og åndeligt, uden dog at påberåbe sig Helligånden som forklaring på sin egen påfaldende fjernhed fra stammen.
Vatikanet ville ellers være god for en skilling for at få et sådant videnskabeligt bevis i hænde. Omvendt ville de rigeste muslimske regimer sikkert betale vor mand endnu bedre for at lade dem destruere beviset, hvorfor han således ville kunne holde en formelig auktion over sine biografiske rettigheder.
Helligånden eller ej – der er åbenbart nogle jokere i tilværelsen, der ikke sådan kan beregnes. Det ved Jesper Knallhat nu også, for hun har kun spot til overs for videnskabelige drengedrømme om at flytte til Mars: Hun forudser at de udvalgte ville blive skingrende skøre inden jul, og hun ved også at en fungerende biosfære viser sig så kompleks og ”kaotisk” i matematisk forstand, at vi hverken kan styre endsige genskabe den, hverken på Jorden eller på Mars. Hun ler også ad tanken om at skyde Jorden lidt længere væk fra Solen, hvis klimaet skulle blive for hedt for isbjørnene. Ja, for så var det vel lettere bare at lade isbjørnene aflive.

Frk. Knallhat tager fornuftig afstand fra de frejdige rationalistiske religionsbekæmpere med deres Cepos-agtige skolefornuft, men giver nu også Jesus et lods i røven i forbifarten. For ganske ligesom James Bond (som hun dog omvendt elsker) er Jesus blot endnu en version af myten om den store alfa-han, der ene mand løser problemerne for os én gang for alle. Det er sgu da en morsom vinkel, uanset hvad, dvs. uanset Jesus kvaliteter øvrige udover sit køn. Frk Knallhat efterlyser derimod modne religiøse myter om, hvad vi mennesker kunne udrette i fællesskab.

Nuvel, men på den anden side må vi sige, at religion jo per definition handler om alt det som vi netop ikke kan udrette ved egen kraft, end ikke i fællesskab – og hvad har vi guder til, hvis ikke til at klare skærene for os? En gud der ikke engang kan gå på vandet, ville således ikke indbringe meget på ovennævnte auktion og lod sig vel kun til nød afhænde på et loppemarked. Men kan han på den anden side kun gå på vandet, men hverken svømme eller andre kunster derudover, så er han heller næppe meget værd i handel og vandel. På den anden side: Affektionsværdi er noget helt uberegneligt, og dukker en nyrig kinesisk liebhaver eller to op ved auktionen, så kan der komme helt andre boller på suppen.

Men at Gud forventes at kunne mere end sit Fadervor, er altså ret beset ikke så sært. Ok, behøver det lige at være monoteisme, og behøver det i så fald lige at være en mand? Nej, men vi kunne vel godt slå plat og krone om det, hvis kønnet åbenbart er et problem, ganske som vi jo selv ovenfor slog plat og krone om Jesper Knallhats sande køn. Hendes irrationelle kærlighed til mr. Bond tyder dog på, at hun ligesom Isak Dinesen er en kvinde. Men for os der er som snydt ud af næsen på Sean Connerey – ganske som Country Dweller er som snydt ud af næsen på Helligånden – er det skam slet intet problem: ”Shaken, not stirred!”.
Åh, til slut. At James Bond bør staves med store forbogstaver, betvivler ingen. Men hvordan så med Helligånden, som nutidens ministerielle smagsdommere og kulturradikale sprogrøgteren jo ikke anerkender, da den hverken er udnævnt af Folketinget, Anders Fogh eller Brian Mikkelsen? En god grund til fortsat at insistere på det store ”H” er den, at egennavne nu engang staves med stort, og at det derfor ville virke som en blasfemisk provokation således at antyde, at navnet ingen bærer har og derfor må frakendes sin status af egennavn. En anden grund er den, at skønt James Bond jo heller ikke eksisterer, så staves han dog ligefuldt med store forbogstaver. Og hertillands diskriminerer vi ikke mellem religionerne.

KRISTENT HUMORISTLEGAT

At kommentere verdenssituationen i et så eksklusivt forum ville være endnu mere indbildsk selvoptaget end at afstå. Selv Bjørn Lomborg synes efterhånden at have løbet hornene af sig i så henseende, men forhåbentlig har hans felttog indbragt ham mange beundrende blikke af den ønskede orientering. Ejvind Larsen fortsætter heldigvis sin modsatte miljøprædiken - for selv hvis det måske ikke lige bliver klimaet, der giver bagslaget, så er der jo alt det andet, hvorom der ikke kan tvivles. Det er selvfølgelig træls læsning, men klæder Larsen langt bedre med disse bedstefaderlige ægte bekymringer end fordums ungdommelige og - bevares - harmløse liggen i med den halve offentlighed, sådan uforpligtende lidt kristeligt, lidt socialistisk osv. Ondsindet var det dog aldrig, og han gav vist engang en bajer. Selv havde jeg mange år før sendt ham en bog, som han siden så at sige posthumt har berømmet med eftertryk under fire øjne. Men da var det alt for sent, og i øvrigt var det ikke mig han skulle have fortalt det til.

Og just derfor går KLODENS KLIMA nu ad helvede til - så sig ikke at vi autistisk glemmer det store perspektiv for vor egen navle: Nej, vi mener tværtimod at klodens tilstand er vort helt private ansvar, som alle langfingrede Kyoto-fantaster bare skal holde nallerne fra. Vi kendte engang en dame, der pludselig lod sig indlægge, idet hun ligeledes bedyrede at være skyld i verdenshavenes forurening. Hun var uden tvivl sindssyg og forsøgte altså på denne melodramatiske vis at plagiere vor unikke rolle. En bekendt kurerede hende forresten midlertidigt med følgende helt geniale replik: "Fandeme nej, verdenshavene det er sgu for grådigt - du må da også levne lidt skyld til os andre: Østersøen og Lille Bælt er mine, dem rører du ikke!" Hun måtte overgive sig til latteren.

Som sagt bildte hun sig noget ind. Men den slags er vi efterhånden vant til. For den herskende klasse roser som bekendt med særlig omhu hinanden for just det de ikke er og aldrig bliver. Frederik Stjernfelt er meget følgerigtigt blevet den klasses Gud - og eftersom Søren Ulrik Thomsen er blevet religiøs, er han nu Stjernfelts adjudant og apostel. Det giver nok også bedre end at sidde i et lofthummer og digte, ja selv Bakkehuset blev ham vist for støvet. Åh, det minder os jo om et lille underholdende hængeparti med d'herrer, som vi vist har lovet jer og nu atter udsætter til næste time.

Det seneste skæg vi har oplevet er at Lars Bukdal efterlyser en humoristpris, vistnok lidt for sjov. Han forsvarer humorens egen ret uden behov for alvorlige alibier. Javel, men spørgsmålet er så at sige forkert stillet: Det dybe er jo ikke noget man sådan klistrer på, for det er den humoristiske dimension iboende. Jævnfør følgende autentiske replik fra et terminalt sygeleje: "Har du smerter?" "Nej, kun når jeg griner...".
Kierkegaard, Shakespeare og sågar Jesus vidste det, og Woody Allan ved det - "groft sagt"... Men ved et udvalg for prisuddelinger det? Eller ved et forfatterkollektiv på Facebook det? Måske, men det er forhåbentlig ikke strafbar blasfemi at tvivle... Som sagt er den nye herskende klasse et langt hen beundringsværdigt lærenemt og myreflittigt falsum, og de vælger følgelig også med omhu deres "oprørere" og "enfants terribles".

Nej, hvis noget er morsomt, skal folk nok le - typisk på tværs af miljøgrænser. Ja, selv hvis det ikke er morsomt, griner mange som bekendt alligevel - men det siges jo at være endnu sundere end at græde, så lad gå. Men fri os fra fjollede udvalg, men send bare pengene alligevel, om så også med en anden begrundelse: For det er lettere at få en præmie for alt det man ikke kan, end for just det som man vitterlig kan - og bare rolige, vi agter ikke at anke til højere instanser.

Vi har mest det sjov vi selv laver. Nå, men hvis I virkeligt synes det er så sjovt, gider I så ikke lige skrive nogle dumme jobansøgninger for mig? Det er en pligtskyldig og tilbagevendende lidelseshistorie, men der er nu ingen grund til at genere de brave jobfolk af den grund. "Systemet" har aldrig gjort mig noget; og som sagt lider jeg ikke af politisk syge, men nøjes beskedent med at tage det globale miljø på mine skuldre - I skulle bare se mit køkken.

Nå, det var måske ikke spor morsomt. Godt, men så hør i stedet dagens vits: "Ph.D. graden er godt på vej til at blive den sækulariserede verdens svar på mandelgaven." Ja, denne jul fik jeg endda hele to mandelgaver, ihukommende Mattæus berømte ord, at én ulykke sjældent kommer alene. Mattæus?? Ja, hallo: Mattæus var grundlæggeren af verdens første forsikringsselskab, så han vidste nok hvad han talte om. Én ting er at I ikke er troende, men den slags skal I altså bare vide. Tænk f.eks. blot på at I jo slet ikke ville have forstået vor blasfemiske vits om doktorgraden "light" uden kendskab til det ur-kristne fænomen "mandelgaven".

Det kaldes kulturkristendom, og det kan I ikke sådan bare droppe, børnlille. For på den måde hænger spøg og alvor nemlig sammen - ganske ligesom Mattæus hænger sammen med Lars Bukdal, og ganske ligesom Frederik Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen for tiden hænger sammen som ærtehalm. Bemeldte Stjernfelt dyrker dog både åndelig polygami og seriel monogami, så den bitte Thomsen skal nu ikke føle sig alt for sikker. Men det skal nok gå alt sammen, for hvis bare han husker at søge den dér humorist-pris, så får han den helt sikkert omgående. "It is only a paper moon".

INTET NYTÅRSFORSÆT?

Vort foregående indlæg var samfundsrelevant og bør ikke danne præcedens. Men det er obligatorisk pensum, så I kan lige så godt få det læst, inden I bliver forældede: på omtrent samme vis som vi jo selv klogeligt omsider tog kørekort i det forgangne år - herom flere af vore mest udødelige indlæg.
I år må vi derfor vælge andre nytårsforsætter: Således bør vi fremover undgå at gentage vort evige jamrende mantra, som vi nemlig ikke formår at servere spor mere genialt end for år tilbage. Det kunne i skræmmende grad ligne senilitet, bortset fra at det også tit er skræmmende velskrevet - men det afspejler ligesom morgengymnastik og andre regelmæssige gøremål, at der er nagende nisser i vor karma som vi ikke kan tænke os fra, og som derfor forbliver evigt unge. Evig ungdom er måske det sande helvede, hvis man skal tro Bernards Shaws oldingeord om livet: "Well, I can't recommend it." Danskerne påstår som bekendt at de elsker livet, men måske er vi bare masochister.
Ikke desto mindre har vi nu antydet et nødvendigt nytårsforsæt, så vi må fremover afreagere i enerum og håbe på at det holder os i form. Åhja, for dertil er gentagelsen skam god nok, hvilket minder os om at Oscar Peterson ikke længere er blandt os. To minutters stilhed...

Ja, for disse folk mestrede både smertens forædling til mystisk skønhed og gentagelsens evigt genfødende kunst, selv om vi ikke tør påtage os at sige ret meget fornuftigt om musikkens psykologi: Og det der kan siges, kan et musikgeni ikke sige meget bedre end vi andre. Men det er fristende at hævde frit fra hoften, at for mestrene bliver musikken som et sprog, mens for sprogets mestre bliver sproget til musik.
Peterson skrev vist intet, og fra den gådefulde mester Art Tatum har man end ikke et eneste brev bevaret: På hans beskedne gravsten står blot Gershwins gribende ord "Someone to watch over me". "Stjernehimlen over os osv." i henhold til Kant. Ak, ak...

Var disse folk så sublime at de helt kunne undvære alt vort dumme typografvås, eller hvad bildte de sig egentlig talt ind? Men i så fald havde de ret, for en god melodi, en god solo, whatever, tåler at gentages og forbliver evigt ung. Men sådan kan sproget også være: Kan det læses om bare to år, kan det også læses om 100 år; og hvis ikke, er det nok noget juks, der knap tåler at læses én gang. Men pyt med det, det skal jo ikke være pensum endsige stjernestøv alt sammen - selv om nogle af os med forlov samler på det, skønt det synes at være en yderst dårlig forretning. At give afkald på det kan på den anden side være en endnu dårligere forretning - jævnfør aviskrisen. Grundet vort nytårsforsæt vil vi dog ikke sige mere derom, så lidt som Georg Metz vil gentage sin mening om vor statsministers moralske bonitet.

Til gengæld vil vi øjeblikkeligt kolportere vor seneste vits, inspireret af dette "arbejdsmarked" som synes at være blevet sidste mode, af al snakken at dømme. En kafégæst her fortalte mig nemlig i real time, at han var blevet pædagogmedhjælper uden specielle kvalifikationer. Da jeg som bekendt ingen kvalifikationer har - for hvem gider have, hvad Gud og hvermand har? - blev jeg moderat nysgerrig og forestillede mig straks jobsamtalen: "Har De særlige forudsætninger for at beskæftige Dem med børn?" "Tja, selv har jeg ingen børn - men til gengæld slår jeg dem aldrig!".

Hvilket atter minder os om, at al snakken om "kreative ansøgninger" garanteret er vås: Hvis en ansøgning i nogen interessant forstand er "kreativ", så får De ikke jobbet. Med al respekt ved sådan en jobkonsulent slet ikke hvad egentlig kreativitet er, men kan skam være dygtig på anden vis. Hvilket atter minder os om forholdene i den branche som vi har lovet ikke at skrive mere om - og da slet ikke i aviserne...

Hvad sprogets så at sige musikalske, kontrapunktiske osv. egenskaber angår, vover vi derimod den påstand at det handler om en art gennemgribende sublimering, som man ikke sådan kan beslutte sig for. Glad musik gør de tænksomme triste, mens tragisk musik ofte forløser. Men nogle kan åbenbart forædle smerten uden specielt tragiske forudsætninger. Har man ikke ondt af sig selv, kan man jo altid have ondt af de andre, selv om det lyder skabagtigt og dekadent. Modenhed, indre nødvendighed, livets kompleksitet, vilje til smerte, måske ligefrem dødslængsel?

Ja, det lyder flot - men hvis ikke musik må lyde flot, hvad fanden må så lyde flot? Eller som en småsvindler i et u-land engang plæderede over for en forurettet slægtning af mig: "Hvis vi ikke engang må snyde de rige, hvem skal vi så snyde?" Så lad ham få det sidste ord, som dog straks detroniseres til en flot anden plads, selv om han altså blev nævnt først: Thi vi må rettelig tilføje: Takket være vor blog vil man engang om bemeldte mand sige, at han var langt mere berømt end han selv vidste.

CEPOS' NYTÅRSKUR

I stedet for at spå om fremtiden - og da frem for alt ikke vor egen - kan vi glæde os dekadent over når tidligere profetier er gået i opfyldelse. Således har vi herfra engang moret os over CEPOS- drengene der med pueril kostskoleprosa udbasunerer ortodoks liberalisme i den tydelige forvisning, at de altså dermed indskriver sig i åndseliten og er alle pengene værd.

Forleden blev der atter moro, for Martin Klågerup fremturer som sin egen karikatur. Ja, selv Peter Wivel kolporterede i en leder forleden det budskab at folk er det værd som nogen vil betale. En ægte førstegangsliberalist - f.eks. en sær gymnasiast der selv udtænker dette from scratch - ville jeg gratulere for den tanke: for vist er det en ægte tanke - men ikke etablerede og modne mænds mekaniske og komisk selvfornøjede overtagelse deraf.

Hr. Klågerup fik heldigvis i Information kontant svar på tiltale fra Herløv Lund, arbejderbevægelsens erhvervsråd. Ja, undskyld vi sådan leger samfundsrelevante, men alt kan bruges som afsæt. Modargumentationen gik på dokumenterede fakta såsom gennemslag af social arv selv hos de bedst præsterende arbejder- og negerbørn : tænk blot på Louis Armstrong og Charlie Parker; samt på eksistensen af højst ulige arbejdsmiljøer i henseende til ulykker og helbredsrisko.

Kort sagt er lighed for loven og dermed lige ret til alle uddannelser og jobs ikke ensbetydende med lige muligheder - også selv om man skam også vil have frihed til at forvalte sine forskellige muligheder som man nu vil, herunder dumme sig, investere eller hvad nu. Alternativet urkommunisme er ikke en nødvendig følge af at undsige den ortodokse liberalisme.

Nok om den konkrete virkelighed, for den er der bedre folk til at takle. En liberal ur-tænker ville dog nok svare, at selv det med de dårlige arbejdsmiljøer skyldes at de dovne har bragt sig i en situation uden bedre valgmuligheder. De kan desuden frit nægte at arbejde, men også det har konsekvenser. Javel, men man kan jo godt have en rimelig minimumsstandard af hensyn til såvel de dovne, uforskyldte stakler samt den berømte sammenhængskraft i samfundet, dvs. også til gode for alle os andre. Uden standarder vil sikkerhedsniveau og arbejdsmiljø givetvis være ringere for langt de fleste, uanset deres flid og initiativ.

En ur-liberal ville endvidere modsat dagens dussin-kopier med et ægte dybsind kunne hævde, at resultaterne af eget arbejde principielt er ens "ejendom" i en hartad biologisk forstand: Ja, for en abe gider ikke bygge en hytte, hvis dens ret til at beholde den slet ikke respekteres - ja, selve dens intention om at bygge hytten udspringer jo af et ønske om at bruge og altså eje den, når den er færdig. Sådan opstår al menneskeskabt "ejendom", så den er per definition god nok: hyttens status af ejendom er ikke noget, vi efterfølgende vedtager i et sprognævn eller parlament. Det er et primært faktum.

I medfør af denne tankegang må man også indrømme, at hvis en anden abe vil betale mig fyrsteligt med banan-optioner for at bygge en lige så fin hytte til ham - så er det hans eget frie valg, for jeg tvinger ham ikke. Og selv hvis min byggekunst er i top, udnytter jeg nok mit specielle monopol, men jo ikke noget misliebigt monopol: altså, jeg udnytter ikke min "ejendomsret" til al dyrkbar jord eller til alle beboelige hytter i kongeriget, eller til alle arbejdspladser.

Forskellen mellem de to slags monopoler er velkendt stof: Der bliver ikke mere jord af at jordpriserne er høje, men hvis vi betaler dygtige tømrere højt, så vil flere vælge at blive tømrere snarere end at sidde og fedte med deres dumme blog; og det resulterer i flere og efterhånden billigere hytter, efterhånden som markedet mættes, og tømrere bliver lige så almindelige som bloggere. Men sikke en larm det dog vil blive med denne hamren døgnet rundt. Nå, men alt kan tilsyneladende tilgives, bare det er samfundsrelevant. Ausschwits er stjerneeksemplet.

Men når direktions-og bestyrelsesdrenge får så fyrstelige vilkår, skyldes det jo ikke at de har et ægte talent- monolpol: i realiteten er de oftest ligesom kulturpaverne uhelbredeligt normale, men har tilsammen et monopol af den forkerte slags: og derfor kan disse indbildte kritikere af fagforeninger og anden "kollektivisme" i flok vedtage at de er så og så mange millioner værd. Og da de desuden tilhører samme netværk og snart sidder i bestyrelser, snart i direktioner, så er det naturligvis i deres alles interesse at fastholde dogmet om de store mænds nødvendighed og ret til den løn de åbenbart er værd. I realiteten vedtager de deres egen løn, for det er samme folk der sidder på begge sider af forhandlingsbordet. Igen lige som i kulturlivet, råd og nævn, redaktioner osv. Mekanismerne er de samme.


Nok om emnet. Cepos-drengene indbilder sig at være åndelig elite, men de er nogle kedsommelige Sorø-drenge, selv om de da nok skal have ret i nogle ting. Det morsomste er dog at disse indbildte overmennesker ufrivilligt bekræfter vor hyppige undsigelse af den moderne medieånd: for det er blevet en demokratisk ret at være elite og stjerne, og så kommer det jævne i højsædet, for flertallet vælger i enig flok og med alle hånde alibier at udgrænse det ualmindelige. Bevares, en del virtuos trivial pursuit bliver der plads til - men det er nu også lidt træls dybest set. Cepos-folkene er altså ingen undtagelse fra tidens homogene kultur-demokrati, for også de har bare fundet en taknemmelig fold, hvor de har carte blanche som nyttige tanke-aber for velkendte interesser.
I dagens avis profeterer Klaus Riskær derimod at miljøproblemer måske vil fremtvinge en ny samfundsånd på trods af magthaverne - og at nettets betydning også dér vil være stor som stedet for nye oprør. Lad os håbe det.

Avisernes skæbne blev der ikke spået om, men nok nævnte udvanding og medie-homogenitet vil måske snart vække folks trang til noget mangfoldigt og ægte. Ja, hvem ved, det ender måske med at de vil betale os hvad vi er værd. Med al den pensionsopsparing burde det være en smal sag - men hidtil har de haft negativt monopol på at vedtage, hvor lidt vi er værd, vel vidende at vi modsat disse "elitære" flokdyr er alt for dumme til at organisere os effektivt. Hvortil kommer vor sære form for arbejdsnarkomani, der yderligere ville svække indtrykket af vor krævende positur. Det er ligesom i asymmetriske parforhold: selv om den svage part æder alt, har hun skam et ægte helvede, så hendes jammer er ikke hykleri.

OM GUDS DATTER: "Have you met miss Jones?"

Globale ateister udgiver nu i kor deres snusfornuftige skolestile i bøger og dagblade. Men den borgerlige presse mobiliserer så alle hånde vendekåber, der efter at have redet på kapitallogik,postmodernisme og alt efterfølgende nu "forsvarer" kristendommen og kommer på forsiden.

Netop fordi det på en måde huer mig, ærgrer det mig når adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter nu skal gøre sig interessante også på denne vis. De har intet rigtigt på hjerte, men assimilerer sig og scorer alt med deres vidunderlige parvenu-hæmningsløshed. De er som græshopper... At de urette siger noget vås, er kun ret og rimeligt: Det værste er derimod når de i flok siger noget sandt af aldeles udvendige grunde - og kalder det forskning: For hvad vi gør i flok og i embeds medfør, må være videnskab - ja, og vi er ovenikøbet tillige kontroversielle enere hele banden, for vi vil have: det hele...

Den sympatiske Niels Gunder fra Berlingerne præsenterede således en af landets mange Qvortrupper som "en af landets intellektuelle sværvægtere", der altså nu pludselig forsvarer folkekirken og omegn. Gunder er glad og dertil langt mere storsindet end jeg selv: altså, samme Qvortrup skriver jævnligt ret hæderlige kommentarer i Information - no offense, men ingen helt uvildige personer har nogensinde spontant sagt: "Læste du den klumme af Qvortrup i går?" .Og det er som bekendt det eneste kriterium for noget ualmindeligt.
Intellektuel sværvægter er vel noget anderledes dybt, genuint osv. end sådan at være en ung medieprofessor der snakker dueligt og normalt med om det samme som alle andre.

Nå, men det morsomme er nu, at selv den hæderlige Niels Gunder, der er for god til den efterhånden ret onde Berlinger med deres groft sagt-panel nu også på kronikpladsen, - at selv Niels Gunder åbenbart ikke længere kan tro at nogen er intellektuelt tungtvejende, hvis han eller hun ikke er adjungeret professor ved Syddansk Universitet på linie med vor tidligere omtalte super-plagiator. Dette er morsomt, for som kristen påtager den rare Gunder sig dog at kunne tro på, at Jesus var Guds søn, skønt han blot var en udstødt prædikant. Men at en filosof af nogen kvalitet ikke har et embede - se det overgår derimod langt Kierkegaards "absolutte paradoks". Og der må trods alt være måde med absurditeten.

Samme syndrom ser man i hele kulturbranchen - med risiko for at gentage vor evige omkvæd inden vort næste overraskende punkt på aftenens menu: de priser nemlig kun afdøde individualister, fordi alle andre gør det. En ener uden opbakning ville de aldrig kunne tro på. Og når de i skåltaler sorgløst namedropper til "enere" som "Johannes" (Riis), "Søren Ulrik", og hele den øvrige skattefri Bermudabande, som de ellers benægter eksistensen af - så er det ikke engang for at prale, men blot et elementært og spontant udtryk for abers helt igennem "andetstyrede" og udadvendte spejdervæsen, der slet ikke kender til at fastholde en sandhed helt uden støtte, eller blot tænke over noget helt frit uden gruppens mandsopdækning. De kan derfor heller ikke tro det muligt for andre.

Hvis sådanne naturer en dag undlader at name-droppe, da først ville det være koketteri, for det ville kræve opbydelse af stor beslutningsenergi at trodse deres naturlige og inderlige afhængighed af et anerkendt bagland. De tror derfor altid på den gud der kan tilbyde dem den bedste verdslige stilling i livet: Deres normalitet gør dem ligeledes velegnede til brede personalekontakter med hurtigte, sådan tilpas direktøragtige armbevægelser, men ikke uden en vis naivt afvæbnende charme til at forskønne deres drengede og komplet ubevidste tilløb til magtfuldkommenhed. Så er der dog mere gehalt over Niels Gunder, hvis ellers han fremover kan undvære støtte fra Farum Universitetscenter.

Nå, men for nu at være imødekommende over for de vantro, så må vi indrømme, at det ville være mærkeligt at tro, at NN var Guds søn, blot fordi NN talte ejegodt og viist: "Fru Mortensen nede i stueetagen er så ejegod og taler meget viist - så selv om hun er på bistand og venter på en hofteoperation, så må hun bestemt være Guds datter".
Ikke sandt - ræsonnementet er sympatisk, men utroligt. Endnu mere utroligt er det som sagt, at så mange brave og umiskendeligt normale mennesker formår at købe den, hvorimod de er anderledes skeptiske og vantro i deres vurdering af blot menneskelige kvaliteter uden officielt bagland og iso-certificering.

Om nævnte fru Mortensen kunne man vel nok sige: "Gid hun dog var Guds datter!". Men ikke, at hun sandsynligvis også er det. Det underliggende argument måtte i så fald være, at så god kan en almindelig dødelig ikke være. Men hvorvidt det vitterlig er lettere eller tværtimod endnu sværere for Gud at være så god, er jo ikke let at afgøre. Så kort sagt: Trods al vor sympati for den idealistisk renhjertede Kierkegaards Jesus-retorik, så vidste han jo nok på bunden, at helt uden mirakler og andet godt er troen vitterlig grebet ud af luften.

Kierkegaards og alle troendes underliggende argument må tværtimod være, at den sande Gudssøn viser sine kvaliteter på en så paradoksal og undseelig måde, at det overstiger hvad almindelige klamphuggere ville kunne bedrive af plagiater. Med andre ord en ny udgave af historien om Kong Salomons visdom: For de ydre kriterier for barnets sande moder er rigtignok subtile - men de er der ikke desto mindre.

Men mindre end Guds søn kan ofte gøre det. Forleden blev jeg således positivt overrasket af en meget stor skovejer og milliardærarving i Småland, som tidligere har truet med landsens ulykker, hvis jeg går i hans skov - hvilket ingen ellers lovligt kan forbyde. Gudskelov vidste han ikke at jeg samme dag ulovligt havde fældet en del mindre grantræer med en uhyggelig japansk foldekniv for at gavne tjuren på strategiske steder.

Nu viste han pludselig stor gæstfrihed og indviede mig i sin trofæsamling. Han havde dog aldrig skudt en tjur - for så talrige er de altså ikke. Altså en sand gentleman-jæger. Den hidtil så macho-agtige rigmand viser sig at have haft en hjerteinfarfkt, bypass-operation osv. - og værdsætter altså nu en sær og harmløs sjælsfrænde. Magtens ensomhed ...

Desværre er han imod naturreservater, fordi han frygter turisme. Men alle skovejere har desværre ikke som han råd til at lade naturhensynet styre driftsformen, og de skove bliver sgu ikke ligefrem overrendt.
Han fodrer kongeørne med skudte vildorner: Fotodokumentationen var overbevisende, og jeg får endog lov at bivåne det snart mod absolut tavshedspligt. Men jeg tror nu ikke af den grund at han er Guds søn. "Have you met miss. Jones?" God Jul!

INJURIERS BEBUDELSE...

Ligesom Det Nye Testamente ikke er helt så radikalt forskelligt fra Det gamle (i henhold til troværdige jøder), som det ofte påstås - er bloggens og de trykte meders universer nok beslægtede. De jævne vil uden tvivl med alle midler sætte sig ind i, hvorledes man "hitter" og vil endda herunder ved en art digitale netværker jobbe hinandens kurs op. De gode er ikke spor forhippede til den slags - og formår det derfor ikke den dag de vittelig skulle have begrundede ønsker om lidt hjælp. De jævne ekcellerer derimod her som overalt i netværker som livets løsen og sørger på alle digitale net-måder for at deres navne skal dukke op med alt deres person vedrørende, sågar skolestile.

En anden spådom herfra er den, at ligesom i den trykte presse er det langt lettere at komme gennem med nedrakning af andre end med noget der er godt og genuint i sin egen ret. Redaktører og andet typografisk godtfolk under dig til nød at blive stjerne for en dag, hvis du derved kan have held til at reducere en mere etableret stjerne grundigt. For i sådanne tilfælde har du så at sige verdens jalousi med dig i stedet for imod dig, hvilket er en afgørende faktor.

Vi har allerede konstateret det for vor eget vedkommende: For hvis jeg googler mig selv, kommer evig og altid et blogindlæg (oprindelig trykt i Information) om Dahl, Stjernfelt, S.U.T op - simpelt hen fordi vore fortrin her bliver brugbare og derfor så at sige tilgivelige, fordi de her bidrager mere til nævnte herrers fald end til vor egen opstigning. Passionerede fjender af d' herrer sørger altså emsigt for at den historie dukker op ved samdrægtigt daglig at klikke det frem - og velbekomme. Andre ting herfra der ofte popper op, er omvendt aldeles harmløse og skal følgelig fremhæve vore harmløse sider - som ellers ikke står i nogen høj kurs og i virkeligheden rager de fleste moderne mennesker en pap-and.

Vi tænker her på alt det med naturfredning - hvilket minder mig om, at også i pressen samt mange andre sammehænge har jeg ofte været udsat for med tilbagevendende kraft at blive gjort til "naturmand", skønt de da netop her kunne finde langt solidere fagfolk. Men se det harmløse og det fagligt ringeagtede misunder ingen dig, så det får du lov til at beholde - som om det var dybere at mene noget om spin end at vide noget om planternes formering eller noget tredje. Det er jo også derfor at den høje status af "forfatteri", filosofferi, kunstneri osv. er så ødelæggende for det genuine, der så bliver en forargelse og en trussel mod majoritetens forfængelighed.

Nå, men så kommer manipulationerne - hvor folk med omhu roses for det forkerte. Undertiden som en art deal: Således har jeg sågar oplevet at få honorar for bestilte artikler der ikke blev bragt - fordi den pågældende redaktøren for enhver pris ville undgå at det blev trykt, idet det kom for tæt på pagtens ark: ikke spor kontroversielt, men såmænd bare bedre end forventet. Altså en geskæftigt storsindet venlighed, som i virkeligheden er det modsatte. Den brave redaktør forsøgte så at gøre mig til "naturmand" - indtil han opdagede at personlighed er ret emne-neutral og derfor ikke lader sig hindre af harmløse emner: For kun jævne skribenter er et produkt af deres emner. Eksempelvis er den meste humor sarkasme og ret beset et produkt af sin kærkomne genstand. Groft sagt...

Tværtmod: Jo beskednere emne - ja gerne slet intet - desto mere afsløres de "endogene" kvaliteter: kun dårer flokkes om at skulle skrive om det alle andre har så travlt med at skulle votere om. HerreGud, lad nu Peter Høegh være - faktisk har jeg sympati for ham, netop fordi han har begået noget der er "yt"på bjerget. Måske burde man derfor læse det.

Nå, nævnte selvbedrag om "kun naturmand" kan formodentlig fungere gå så glat, fordi mange jævnere typer slet ikke kan fatte, at et menneske kan have flere lidenskaber på en gang, og derfor i forvejen nærer en art vantro overfor de de ser - og da især hvor det gælder lidenskaber uden synderlig nytteværdi for ens sociale og materielle fremgang. I ved: "Hvem er han i virkeligheden"? I en universitetsrelateret studiekreds oplevede jeg engang det samme, ligeledes bag lutter venlighed.

Det er en forståelig illusion at tingene skulle gå finere til i højere sammenhænge. Ganske som skåltaler, julefrokoster, festlige rose-taler, børnefødselsdage og andet godt er nøjagtigt ens i alle lag, så er også manipulationer og selvbedrag over alt de samme. Ikke spor mere raffinerede i højstatus- sammenhænge - snarere tværtimod, fordi folk netop lader sg narre af den høje status, også i deres egne livsløgne. Altså igen:-glem al om uddannelse og cv, især i vore dage, vor alt er netværker samt plagiater.

For nu at tage ved lære af vor sene erkendelse om det praktiske liv agter vi i de næste to indlæg at bringe groft injurierende materiale om ovennævnte stjerner på banen. Lur os, om det ikke vil hitte på Google. Men hvis vi dermod opfandt den dybe tallerken eller sågar den flade, så ville ikke en mors sjæl lade sig mærke med det - med mindre de kan tjene penge på de, hvilket desværre er svært på vort eget felt.

FORESPØRGSEL

Tro os, det er skønt at få lov til andægtig som et barn at lytte til fagfolk under fire øjne og med ret til at stille dumme spørgsmål - samt til helt at glemme sig selv. En mediciner kom herunder for skade at nævne et syndrom som man tidligere havde navngivet efter den tids begrænsede kundskaber - dvs. efter sygdommens mest påfaldende ytring, som endda ikke engang er obligatorisk. Det morede mig og kunne inspirere til en sproglig overvejelse inden for vor egen art faglighed, men desværre har jeg glemt sygdommens navn, og vor fagmand melder også pas.

Ganske vist havde han senere omtalt et lidt lignende eksempel, idet fænomenet inkontinens tidligere blev kaldt prostatisme - indtil man(?) opdagede at også kvinder kunne få det, trods mangel på prostatatakirtel. I øvrigt lyder prostatisme mere som en trosretning end som en sygdom - om ikke andet så den tro at al inkontinens beror på forstørret prostatakirtel.

Nuvel, af en eller anden grund raser jeg over ikke at kunne huske det andet syndrom. Jeg er heri lige så irrationel som når et barn i et stormagasin har tabt sin moder af syne og herefter afviser den ene elskeligt imødekommende og barnløse dame efter den anden, snart med uforstilt væmmelse, snart med knusende indifferens.

Ha, her lykkedes det os sgu at gøre ny brug af et ord i en anden sammenhæng, idet vor mediciner også nævnte medicinens brug af generelle termer i fagspecifikke betydninger. Et af disse ord var just ordet "indifferens". Jeg besluttede så som en art privat kompensation for ovennævnte erindringslakune at gøre helt ordret genbrug af min seneste anvendelse af nævnte ord i denne vor helt nye sammenhæng. Logikken heri er måske ikke spor overbevisende, men ikke desto mindre uigendrivelig.

Nå, vor mediciner nævnte også hvorledes medicinske fagfolk gerne bruger udtrykket "det store dyr i åbenbaringen" om noget positivt utopisk, stik modsat den rette bibelske brug med betydningen "anti-Krist". Lidt ligesom med udtrykket "bjørnetjeneste".
Gad vide om vor egen drøm om at huske førstnævnte medicinske syndrom beror på en art deja vue uden reelt oplevelsesgrundlag. Kan nogen derude mon hjælpe os med dette vort eget lille dyr i åbenbaringen? I må altså undskylde, men jeg har en middagsaftale og skulle nødig gå glip af forretten. Men tænk over det imens. Og samtidig kunne Weekendavisens Lars Bukdahl jo passende spekulere over, om dette mon er litteratur eller hvad. Hvem ved, måske kan vort eksempel lære ham at elske Carsten Jensen. "What is this thing called love?"

MIG OG DYNE-LARSEN

Den Sydamerikanske stat Guiyana har tilbudt Storbritanien at overtage ansvaret for deres regnskove på et areal fem gange Danmark - mod at støtte landet finansielt. Slå til, for helvede, og gør lige så med Rusland, Irak og Iran, som ganske vist mangler både skove og atombomber - for lad os ikke være smålige, men plante skov i stedet. Skovrydning andrager hersomhelst endnu i dag hele 20 % af CO2 stigningen.Også jeg tilbyder hermed ethvert ansvar for min daglige materielle drift til højstbydende moderlige instans, vel at mærke med den klausal, at min egenart herunder respekteres til fulde.

Ha, I troede lige at jeg skulle til at missionere, blot for "også" at demonstrere et uadadvendt politisk engagement. Den slags vil forblive undtagelsen, for når det gælder incitamenter til handling, er det jo urkomisk at bruge sin blog, thi i agitationens verden må man jo gå efter mængden. Derimod er kvalitet inkommensurabel med udbredelse og passer derfor langt bedre på bloggen.

Men hvad har kvalitet så at gøre med CO2? I og for sig kun lidet, men CO2 kan være en indikator for andet skidt og da i særdeleshed for reduktionen af den totale biologiske mangfoldighed.
En pige fra Seattle fortalte mig at hun blev så deprimeret som biolog at hun slog over i den politiske videnskab for at ændre skidtet indefra. Hendes største bekymring var at tabet af artrigdommen bl.a. grundet lovlig hurtige klimaskift ville medføre et tilsvarende tab af vore mentale udviklingsmuligeder - altså ganske som med tidens tab af kulturel mangfoldighed.

Den tankegang kan jeg lide i stedet for al den golde kultursnak, også selv om vi alligevel er intetanende om en masse underlige arter. Det klæder os så at sige at betragte det som helligt, og selve den tanke udvikler os eller forhindrer os i at synke ned i tidens rene dekadence i form af snart pengesmarthed, snart tom anerkendelse for dels charlatenerier, dels plagiater kaldet kultur.

Nogen burde skrive en bog om kunsten at holde bøtte - men selv gider jeg ikke og foretrækker efterhånden selv at holde bøtte, hvilket vel også er mere konsekvent. Yogier og andre har sgu ret, af og til må vi slukke for sproget og meditere på en fysisk oplevelse, farve, lyd, det rene nærvær eller hvad nu - blot vi kan undgå prætentiøse fablerier om det rene fravær, skriftens metafysik og andet nonsens.
For også finkulturen er efterhånden en ren zoologisk have af tøjlesløs menneskelig forfængelighed helt uden "grounding". Når anerkendelsen rendyrkes til et autonomt projekt i sig selv, frikoblet af andre gøremål, går det galt. Det skal føles rigtigt, og det kan andre også afgøre for os, hvis vi selv skulle komme i tvivl.

Forfængelighedens grænseløshed skulle synes at være værst hos alle os løsgængere uden en så at sige materiel social rolle i CO2-udløsende produktion - men i vore dage tror snart også den halve skare af arbejdstagere at de skal præstere et eller andet kulturagtigt for enhver pris. Og det værste med folk med påstået identitet er, at de er piskede til at leve op til den, og det kan de kun gøre på én måde i tidens målbarhedskultur.

Dyne-Larsens selvbiografi er derimod den ægte vare og anderledes rørende, for modsat al andet kultur er det vitterlig mandens egen historie, den være nu nok så trist.Eller hvad mener I om "Karriere Kafé"?

Alt er som sagt plagiater these days, for ingen får nogen skæbne, kommer i spjældet, i koncentrationslejre eller står til søs.Nej de vil blive berømte ud i den blå luft - men landsbysmeden savnede ikke anerkendelse, fo hans hestesko var gode nok, så længe ingen heste klagede. Men derfor bliver aviserne stedse kedeligere: Flere sider, længere artikler i samme sprog, samme fødselsdagstaler, samme emner, samme lukkede og beskyttede kredsløb, hvad de end gør - for generalerne lytter ikke til infanteristernes melding, og kongerne lytter ikke til generalerne.

Nej, vi vil kun høre og bekræfte os selv, selv når vi kalder det fornyelse og dobler op. Omtrent som USA og Irans atomprogram - ja, der var den sgu igen, verdenssitúationen, som vi ellers har bandlyst fra vort sublime helle. Og hvis I alligevel ikke keder jer, så er det sgu ikke på grund af verdenssituationen, men på trods af den - med al respekt for verdens larm og dennes bidrag til vor mentale udvikling ved sin blotte anderledeshed end vore egne tomme fantasier.

Til gengæld vil vi så ikke oftere høre beskyldninger om selvoptagethed, for alternativet er i længden endnu værre. I øvrigt bliver mange mennesker akkurat så selvoptagne som vi presser dem til at blive ved at kaste dem tilbage i deres udvejsløse eksistens hver gang de forsøger at komme ind i verden - hvorefter vi så kan spotte dem for nævnte brist efter devisen "Hvad sagde vi?"

Nej, gammeldags og guldalderagtigt sagt hører der "geni" til overbevisende at plagiere sig selv - dvs. det bliver noget med ledemotiver, underlige tilbagekoblende sammenfald og referencer, ja næsten en slags tankemæssige rim: Men lad det for Guds skyld ikke blive manér, og i øvrigt er det da heller intet krav.

Nå, nu skal I høre hvorfor man ikke kan bure folk inde for plagiat. Hvis en seriemorder efter hvert mord køber en beklædningsgenstand som også hans seneste offer bar, så vil Columbo snart opdage sammenfaldet: Men som teknisk bevis holder det ikke, når ingen af genstandene konkret har tilhørt ofrene, men tværtimod alle er dokumenterede køb under reglementerede forhold og inklusive moms.

En sjælden gang er der så en Esmann, der forløber sig og stjæler et stykke gammelt wienerbrød i en butik, og så er Fanden løs i Laksegade, for det var lige godt et nummer for skrapt. Men de fleste af tidens stjerner er langt værre. De mimer kort sagt i døgndrift, men de rimer ikke - dvs. de rimer kun på hinanden. Selv deres kritikere mimer de løbende, ligesom når de indfødte med respektfuldt tøvende, men alligevel underspillet bæven spiser den frygtede slanges gift for at opnå immunitet. Men de ved det næppe selv, og de der løfter dem til stjernerne for alt det de ikke er og aldrig har været, ved formodentlig slet intet.

UDEN TITEL

Hvis man nu betroede sin blog en del hemmeligheder, just fordi ingen læser den, ville det så være blogspecifikt? Nej, for så kunne man bare skrive dagbog. Men kun meget modige samt meget indbildske mænd skriver forresten dagbog, og derudover en del mænd med meget kvindelige anlæg og orientering. Hvorfor så en blog? Well, hvis nogen anklager os for umandigt at sovse rundt i privaten, kan vi altid pege på en vis læserkreds. Og hvis nogen omvendt anklager os for uværdig at udgive private ting som vi burde holde for os selv, kan vi svare, at da forhåbentlig kun få læser vor blog, har vi vor mandlige værdighed i behold. Kort sagt er vi helgarderede.

Endnu mere helgarderede ville vi være, hvis vi kunne få nogen til at forske i vor blog: For enhver forsker vil bedyre at hans eller hendes objekt skam er af største interesse for videnskaben og almenheden. Alt tilgives kort sagt, så snart brave borgere deri kan finde deres status og levebrød, det være nu nok så tosset. For status og levebrød er alt for alvorlige ting til at der kan spøges med dem.

Ef af vore mest ordensbehængte hædersmænd oppebærer således betragtelige biindtægter på årligt at udgive sine danske stile, som også vore muslimer kunne lære meget af. De ligger derfor kun under hvert andet juletræ: For retfærdigvis fordeler vor mand ganske ligesom Dyne-Larsen, men modsat Julemanden, sine samlede hovedværker uden skelen til religiøse og etniske tilhørsforhold.

Som sagt er det alvor, og anmelderne roser ham derfor for at skrive som en morsom engel. Men nu er engle desværre alt andet end morsomme, så skudsmålet selv er nok mere morsomt end dets genstand. Men heldigvis kan vi så trøste Morlille igen ved at forsikre hende om at hun ingenlunde skriver som en engel. Kort sagt, Morlille kan ikke flyve, vor mand kan hverken flyve eller gå på vandet i en brandert, idet han utvivlsomt er afholdsmand - ergo er vor mand ingen engel. Ja, en normalt pålidelig kilde bedyrer ligefrem at han er farlig...Men han tror på frihed for såvel Dyne-Larsen som Julemanden, selv om han ikke helt deler sidstnævntes etniske konservatisme.

DANMARKS BEDSTE BLOG

DANMARKS BEDSTE REKLAMER
Skønt jeg altid laver overskrifter efterfølgende og derfor ikke som I allerede kender overskriften til dette indlæg, må I indrømme at overskrifter er en ting jeg er god til. Samme evne til kortslutning findes hos reklamefolk, så det var måske min fremtid? Ja, for jeg duer ellers ikke til meget af det som man kan leve af. På den anden side: Hvis man end ikke kan reklamere for sig selv, er man nok uegnet i den branche. Omvendt gælder at hvis et reklamebureau er effektivt til at reklamere for sig selv og skaffe ordrer, så kan kunderne ikke bagefter klage over at være blevet snydt: Ganske på samme måde som en kvinde ikke efterfølgende kan beklage at være blevet forført af Don Juan.
Natlig hjemkomst til grænseegnen mellem Halland og Småland efter ti timers non–stop kørsel. Gamle danske grænseegne tillige – hvor efterårsfarverne er stærkere end i fjor takket være ordentlige frostnætter. Herligt igen at se indslag af bøg og eg, selv om bævre-aspens okkergule til orange sitrende blade nu altid er en lige så stor fryd i syd som i nord. Hvor der er meget asp, er fuglelivet også altid rigere – måske grundet en rigere insektfauna, der giver mere føde til mejser og spætter. Den følsomme og statelige urskovsfugl tjuren – taigaens emblem – spiser også gerne aspens blade.
Selv om egnene her er frodige sammenlignet med Nordsverige, er de karrige efter sjællandske forhold, og springet fra den fede muld til syd-taigaen er naturmæssigt lige så stort som springet herfra og til Nordsverige; både oplevelsesmæssig og målt i artsforekomster såsom bemeldte tjur, der forsvandt i DK længe før Kristus, der ellers tit får skyld for så meget – og det så meget mere som han jo selv udtrykkeligt inviterede til det.
Det sker også at jeg føler mig meget skyldig, når jeg efter så mange års idiotisk og eremitisk cyklen nu kører rundt på fossile brændstoffer – men til gengæld frigiver det meget mere energi til mit selvvalgte sisyfosarbejde at rive granplanter op for at hjælpe tjuren, så mon ikke det kan tilgives? Én god ting ved arbejdsmarkedet er nemlig, at alt hvad man gør i medfør af jobbet, opleves som uskyldigt og indiskutabelt berettiget, uanset hvor meget man end sviner under arbejdet og på vej dertil: Tænk blot på koncentrationslejrene. Arbejdsformidlingen er således vor tids svar på syndsforladelsen – men den kan den kan desværre ikke fortælle os, hvad der mon så er vor tids svar på tjuren. Måske ”Dyne-Larsen” – for noget med fjer bør det jo rimeligvis være.
Og voila: her er min adkomst i reklamebranchen: ”Dyne-Larsen – vor tids svar på Tjuren”. Men som sagt, bare jeg formår at sælge nævnte slogan til hr. Larsen, så kan jeg ikke være nogen ueffen reklamemand, uanset om hr. Larsen efterfølgende går nedenom og hjem ganske ligesom hans forgænger tjuren.
Ja, man kunne endog hævde følgende syllogisme: Jo bedre man er til at markedsføre noget bras, desto bedre en reklamemand må man være; følgelig gælder tillige, at desto bedre man er til at sælge helt kiksede reklamer, desto dygtigere en reklamemand må man faktisk være. På denne måde ligner reklamer den kristne tro: For jo mere absurd troens indhold er, desto stærkere tro fordres der. Og jo mere åndssvag ens vare er, desto bedre må ens reklamer være. Paulus var således alle tiders skrappeste reklamemand.
Nuvel, om den også holder i Byretten, ved jeg ganske vist ikke – men dér har jeg nu heller ingen planer om at troppe op; hvilket er en yderst dårlig reklame for Byretten – men den har jeg nu heller ingen planer om at reklamere for. Så meget mere som jeg jo muligvis står til en fartbøde, jvf. tidligere indlæg. Men vi er ikke helt færdige.

Uden nogle dages nedtrapning klarer jeg ikke hjemkomsten til DK, og jeg har desuden gjort mig nyttig ved som før nævnt at rydde graner: Gartnerarbejde er som bekendt en ypperlig terapi for kaotiske personager, og kroniske tilfælde henvises rettelig til Sibirien som arbejdsplads. Men den kan ingen arbejdsformidling jo æde, selv om det måske ikke var tænkeligt at få nogle projektjob af den art for lensstyrelsen. Men som sagt, jeg kan ikke reklamere for mig selv, for de ting jeg gør, gør jeg jo alligevel – det er vel også derfor jeg af Information aldrig har fået honorar, modsat de større talenter som de periodisk hyrer til at skrive kommentarer. De har nemlig i modsætning til mig selverkendelse og skriver rettelig ikke uden økonomien som undskyldning.

Nuvel, penge er noget vi har, men mon ikke vi alligevel for selvrespektens skyld kunne indgå et forlig i form af, at bemeldte avis herefterdags betaler mig for mine overskrifter? Så skal de nok få resten gratis, omtrent ligesom man på svenske kafeer altid får en gratis påfyldning. Men den går altså ikke at være fiffig og så blot nøjes med påfyldningen. Og på ganske samme måde slap I jo heller ikke denne gang for en overskrift.
Men læg sluttelig mærke til, at dette indlæg er forsynet med såvel en reklame som en overskrift.

OM EN LITTERÆR HÆDERSMAND - OG ET PAR BEMÆRKELSESVÆRDIGE DAMER

I kan være helt rolige for at vi skriver hurtigere end I læser, men vi har samtidig pli nok til at tage højde for lovlig, om end beklagelig optagethed til anden side: familie, job, kedelige politikere og obligatoriske bøger, som hverken gjorde jer mere eller mindre klatøjede end I var i forvejen, for det smitter ikke når bacillerne kun er simili.
Men altså, vi beordrer gerne trykkeriet et passende efterslæb, der går fint i spænd med stolte typografiske fyraftenstraditioner og uvaner. Så risikerer vi da i det mindste heller ingen strejker, med mindre de gode typografer da bliver lovlig forkælede og dertil savner nogen at gøre oprør mod. Vi undgår dermed samtidig to-frontskrig, som end ikke Napoleon og Hitler kunne magte, for vi har sgu rigeligt hyr med vor søde indbildte overklasse.

Lagde I for øvrigt mærke til den genialitet hvormed vi uden videre i cyperspace vupti genindførte noget forlængst i branchen afskaffet, takket være venligt udlån fra Arbejdermuseet? Muligvis er det hvad nogle ville kalde et postmoderne træk, og vi har for år tilbage præsteret det i større udtræk uden at ane det før bagefter.
Hvorfor skriver vi intet om politik: Nej, for da ville vi begå helligbrøde mod vor blogs ånd, for vi råber nu engang nødig i kor; dvs. vi kunne nok, men ganske som med prostitution skal der gode og stærke grunde til. Vi overlader desuden gladeligt det til andre, som disse indrømmet er langt bedre skikkede til, ganske som vi jo også selv frabeder os organiserede klamhuggere. Det er ikke kun et spørgsmål om "viden", men mere om at være den rigtige type til jobbet. Pytagoras "vidste" måske heller ikke så meget om trekanter, men han var åbenbart typen - og drop så alt det uddannelsesvås, flot sagt. Så nul politik her - også fordi vi kun beskæftiger os med de intriger vi påtvinges.

NÅ, lad os gøre stads af andre i dag, som en særligt dekadent og øretævende ytring af det pure overskud. Nuvel, den gode Niels Barfoed har atter skrevet nogle erindringer, og de roses naturligvis på bjerget. I bogen lufter han hæderligt en gennemgående usikkerhed, som også har været meget omtalt. Men den tvivl skal netop roses, for den viser at manden ikke er idiot. Sagen er jo den, at selv hvis han havde begået en kun halvt så god bog, ville hele det ærede kompagni af smagsdommere alligevel skrive og sige nøjagtigt det samme som de nu gør: "En meget vittig og klog, velskrevet bog osv".
Så selv om denne dom utvivlsomt er ædruelig nok, så kan meningskompagniets garanti for den bestemt ikke regnes for noget tvingende argument. På den anden side beviser det dog heller ikke modsætningens sandhed: for fordelen ved at tilhøre kompagniet er ikke blot retten til hæderkronet talentløshed, men sandelig også retten til virkeligt talent, hvis det ellers forefindes.

Endvidere ved Barfoed naturligvis også godt selv, at det ikke er noget stort martyrium at træde ædelt op til forsvar for forfattere med høj status, for dette giver just samme høje status. Hvis han derimod havde gjort det i de lande hvor Rushdie osv. er uglesete, havde det været en anden sag. Men det bliver hans fine gestus naturligvis ikke mindre god af; blot ved Barfoed givetvis selv, at han sikkert også i nogle situationer kunne have trådt tilsvarende i brechen for mindre hæderkronede folk - noget som Christian Braad Thomsen flere gange har gjort. En Jakob Holdt kunne også finde på det. De folk skriver for resten lige så fint som Niels Barfoed, men får modsætningsvis ingen priser. Det er skam ikke Barfoed skyld, men bør dog nævnes.

Nå, men vi indrømmer da gerne at Barfoed skriver glimrende, men kunne til gengæld nævne en årlig udgiver af danske stile på Det Store Forlag, ja i henhold til pålidelig kilde endog en "farlig mand" (Se Informtion d. 12.10) - der altid prises i tilsvarende høje toner. Senest hed det således at "han skriver som en (morsom) engel". Hertil må ulykkeligvis siges, at engle er det mest umorsomme i verden. Vor beklagelige meddelelse og kondolance må dog heldigvis efterfølges af den trøsterige betroelse, at nævnte farlige mand bestemt ikke skriver som en engel, sin uklanderlige ortografi til trods. Så Morlille er alligevel ingen sten, men flyder tværtimod altid ovenpå strømmen.


Hvem skal vi ellers rose? Jo, filmspigerne, filmsdamerne: Helle Ryslinge, Madam Helger, Susanne Bier, Lotte Svendsen m.fl. Sådanne typer har øjne i hovedet samt hoveder at have øjnene i, og tillige hjertet på det rette sted. Jeg så forleden Lotte Svendsen i TV i debat med JP's Flemming "Muhammed" Rose, der ævlede løs på tillært drengespejder-facon om hvad der angiveligt krænkede hans "retsbevidsthed". Sagen er jo den, at udvendige typer uanset politisk observans slet ikke har den slags bevidsthed, men de har lært en masse udenad. Det minder mig om en amerikansk kommentater som engang sagde, at mens Clinton var et menneske der iagttog sin egen psyke, var det tvivlsomt om Bush overhovedet vidste at han besad en psyke.

Men filmspigerne ved det, og de har den rette uforfærdethed, der ofte savnes hos "bog-piger" med deres lovlig store imponerethed af de de anerkendte, direktøren, redaktøren, professoren og den slags. De er skam ikke dummere, men har ofte dels for lidt erfaring og ved derfor endnu for lidt om mændenes verden og de faktiske forhold i jernindustrien, og dels har de ofte et mindre udfarende boheme-væsen. Jeg har af og til set dette hos kunstneriske samt hos anarkiske kvinder: En bekendt ditto så således engang fra cykel en yderst feteret intellektuel yngre stjerne af de mest langfingede med andenhånds "aktier" overalt i kulturlivet, og hun kommenterede kort: "Ham er der vist ikke meget ved". Hun kunne åbenbart se og fornemme den mafiøse netværks-karma umiddelbart på hele fremtoningen og blikket, trods al autoritativ viden på tryk, og det var sgu flot.

Men sådanne kvinder burde der være flere af i dag, for ligesom man engang sagde "Alt er politik", kan vi i dag anderledes realistisk sige "Alt er intrige": for så snart noget er attraktivt kommer hyænerne, og derfor lønnes langtfra altid de rette her i verden. Måske er det noget mange rigtigt gamle mennesker ved, men de orker ikke at fortælle det til nogen, for ingen ville lytte, og hver generation må begå sine egne fejl og herunder nyde den stimulerende illusion om de gamles dårskab.

Selvfølgelig er der en grund til folks frygt for at havne uden for flokken, som vi bohemer altid har hånet - og dette var altså grunden: Uden for flokken er der ingen rettigheder. Lodret løgn er ligeledes barnemad, og vi påtager os gerne at bevise at de der bekvemt måtte le ad vor tese, derved just demonstrerer dens sandhed. Hos "normale" mennesker er denne "viden" en komplet instinktiv og grundmuret forsigtighed, og den findes som før vist selv i Edens Have og i vildmarkens samfund. Så hverken Barfoed eller Rifbjerg er undtagelser.

P.S. Bortset fra nærværende P.S. tilføjet dagen derpå - var dette et dogmerigtigt produceret indlæg. Lidt af en undtagelse efterhånden, men på samme vis er de syndefri jo også i himlen undtagelsen, hvilket dog ikke hindrer os i ligefuldt at hævde det høje ideal. Angeren er desuden næsten lige så stor en dyd som skyldfriheden; så blot vi brødebetyngede noterer vore hyppige frafald, så er også dette i grunden særdeles dogmerigtigt. Genrespecifikt er det også, for kun en ægte blog kan meningsfuldt beklage sine frafald fra ortodoksien, omtrent ligesom man kun om et ægte toilet kan beklage at cisternen er i uorden. Nuvel, just fordi dett eruptive indlæg er dogmerigtigt, kom det på i stedet for et planlagt, der så må gemmes et par dage til, uagtet alle fornemmelser for kronologi.