FACEBOOK-JUBILÆUM – KONKURRENCE SAMT EKSTRA JULETILLÆG

I anledning af Facebooks 10-årsjubilæum forudser, vi at Tordenskjolds soldater som sædvanlig vil lade afholde en konkurrence om, hvem af dem der nu skal sendes på betalt arbejdsferie til Italien med både korsbånd og stjerner grundet sin uforlignelige kreativitet - nu også på dette moderne felt. For at komme Tordenskjold såvel som hans soldater i forkøbet lader vi derfor i eget regi afholde en tilsvarende konkurrence forlods, hvor enhver art politisk korrekthed dog vil være udelukket.
Men da den eneste måde hvorpå vi kan sikre mod denne moderne art korruption består i på forhånd at udelukke både kvinder og negre, har vi valgt denne radikale metode.
 I et livstidsperspektiv er dette dog ingen ulykke, for ved en senere lejlighed agter vi at afholde en konkurrence alene forbeholdt kvinder og negre – og den der ler sidst ler jo bedst. Endvidere må kvindelige samt sorte læsere indtil videre trøste sig med, at de jo kan bære deres udelukkelse med oprejst pande, eftersom de jo hermed tillige er udelukkede fra at lide forsmædelige nederlag, der jo må bortforklares for enhver pris. Tværtimod kan de i smug trøste sig med den forvisning, at de kun er udelukkede fra konkurrencen for at sikre fair vilkår for alle deres svagere rivaler. Og den viden må dog indgyde en vis højmodighed.

Nuvel, hvori består så vor konkurrence? Den går ud på hvem der kan fornærme flest notoriske hædersmænd i Danmark på FB uden at gå under bæltestedet. Man skulle nu tro, at dette må være en smal sag; men just fordi Facebook af hædersfolk ikke bruges til og regnes for andet end – snart en ”license” til for nervernes og julefredens skyld at smide slipset, titlerne og ambitionerne, snart for ”spøgefuldt” fraterniserende PR-virksomhed, og derfor nyder begrænset artistisk respekt - så skal der tilsvarende mere til for at fornærme godtfolk på FB: Ganske ligesom det nok er sværere for Ekstra Bladet at fornærme skal vi sige direktøren for Gyldendal, end det er for Weekendavisen og mig.
Hvis det således atter og lykkes selv en ringeagtet person at fornærme omtrent den samlede stand af erklærede danske hædersmænd såvel som deres loyale ægtefæller, så må det derfor være et sikkert tegn på, at man enten alligevel nyder en del mere respekt end de vil vedgå, eller også på at man er endnu dygtigere end Ekstra Bladet.

 Kort sagt kan man i så fald rose sig af at være i det, som i vore dage kaldes en win-win situation – opkaldt efter den lige så heldige kineser ”Win” fra Konfutzes tid, der grundet sin uklædelige uvane med at stamme ikke alene i tide, men ulykkeligvis også i utide, fik det folkelige tilnavn ”win” – hvorved han altså kom til at hedde ”win-win” og følgelig herefter blev husket af dobbelt så mange som før: – med undtagelse af Told & Skat, der nemlig dengang endnu ikke var opfundet. For med egennavne og tilnavne forholder det sig nemlig sådan, at mens nogle af dem som f.eks. ”Tykke” er afledt af almene prædikater, så er i andre tilfælde et alment prædikat tværtimod opkaldt efter sin mest berømte og eksemplariske bærer og prototype – som altså i vort tilfælde var den antikke kineser ”Win”.

I den forbindelse skylder vi imidlertid at oplyse vore læsere om, at aldersbestemmelse af gamle kinesere uden brug af kulstof-14 metoden er en uhyre vanskelig sag, idet dette folk just grundet deres notoriske respekt for alderstegen tradition og hævd lever efter princippet ”same procedure as last century”.
Således troede jeg i årevis klippefast på at blive millionær grundet et nedarvet kinesisk tæppe, der måtte være mindst lige så attraktivt for den nyrige Kinesiske Republik som den formastelige ø Taiwan. Imidlertid viste tæppet sig trods sin overbevisende og dekorative patina ikke engang at kunne finansiere en rejse til nævnte del af verden, hvorfor jeg dog valgte at beholde det.
Kort sagt tør vi ikke helt garantere for kineseren ”Win”s antikke datering, men skylder på den anden side at delagtiggøre vore læsere i denne hævdvundne formodning, idet den nu engang i sand kinesisk ånd hører med til historien.

Sluttelig forudser vi nu, at hele skaren af hædersmænd bortset fra kvinderne og negrene, der for længst er stået af, da de blev bekendtgjort med deres udelukkelse fra vor konkurrence – i flerstemmigt kor vil udbryde: ”Sikke dog en fæl omgang forbandet pjat!” Men se, nu kommer det som de gamle græske dramatikere kaldte ”peripatien” eller vendepunktet, så hold godt fast folkens!

For selv hvis nævnte sagkyndige og lidet flatterende dom nu skulle være sand – hvad ville mon de selv samme brave borgere i stedet have sagt, hvis akkurat den samme lille historie havde været undfanget af Kierkegaard, Andersen eller Holberg? – Rigtigt gættet – og med hvilken legemsdel kan vi følgelig konkludere, at bemeldte i demokratisk ånd stedse mere talstærke, men på ejendommelig vis ligefuldt ubestrideligt eksklusive skare af hædersfolk fortrinsvis tænker?
Skønt det hermed allerede rigeligt antydede svar i grunden må siges at være rosende, eftersom jo kun de allerfærreste skabninger er i stand til at tænke med den antydede legemsdel, hvor ihærdigt de end forsøger – så forudser vi dog, ihukommende verdens utaknemmelighed, nu at blive udråbt til folkefjender på lige fod med Sokrates, just grundet vort lille dramas klassisk græske peripati.

Men heraf følger imidlertid uheldigt og overraskende, at vor konkurrence desværre må afblæses – hvor omstændeligt vi ellers ovenfor har gjort rede for både dens vilkår og baggrund: For vi tør nemlig hermed rose os af allerede på forhånd at have vundet konkurrencen, hvorfor dens faktiske afholdelse herefter kun ville være et for alle parter uværdigt sejpineri.
 Denne udgang indebærer imidlertid til gengæld for kvinderne og negrene en aldeles uforudset oprejsning for den uvægerlige følelse af forfordeling, som den planlagte konkurrence gav anledning til. For selv om man vel dårligt kan tale om en win-win sitution, så er en enkelt-radet og så at sige haploid win-situation i al sin tarvelighed nu heller ikke at foragte.
Og hvis der nemlig havde været tale om en win-win situation, så ville det jo desuden slet ikke kunne kaldes en konkurrence: For hertil hører nu engang også taberne – der således i en vis filosofisk forstand alligevel forbliver paradoksalt ligeberettigede med vinderne, uden dog af den grund ligefrem også at være berettigede til medaljer. 

 Bilag til vor deltagelse i den afblæste konkurrence:

ET JOB ER ET JOB...

 Omsider er det lykkedes videnskabeligt at bevise at den grønlandske urbefolkning behøver fortsat formynderskab. Således fik jeg en forespørgsel fra en Nordgrønlandsk arbejdplads, hvor man nemlig aldeles uadspurgt føler sig forvissede om, at just jeg besidder den helt rette "profil" på obligatoriske sites desangående. Men jeg giver fanden i "profil" og interesserer mig udtrykkeligt alene for profit: Profil har enhver idiot i vore dage - men profit har derimod højst hver anden idiot og er derfor ikke kun mere bekvemt, men også langt mere eksklusivt.

 De grønlændere er og bliver således dokumenteret ubodelige analfabeter og kan allerhøjest uddannes og forfremmes til ordblinde. Men så foretrækker jeg ærligt talt den ægte vare, som man i det mindste kan udbytte i fred og ro uden til gengæld at skulle besudles fraterniserende med nogen art "profil".

 Situationen minder mig om, da jeg for et par år siden på lignende vis blev head-huntet til en sand uriaspost på en sjællandsk folkeskole, hvor over halvdelen af lærerstaben nemlig havde sygemeldt sig grundet et dårligt arbejdsmiljø - læs: eleverne, der nemlig desværre endnu ikke er blevet afskaffet i provinsen, trods al digitalisering, idet sidstnævnte jo nu engang altid går langsommere derude.

 Tysk-klassens ene studieegnede elev gennemskuede hurtigt sagens kerne, og hun lagde - som børn og kvinder nu engang har for vane - ikke det mindste skjul på sin disrespekt for, at en både veluddannet og ustraffet mand selv i min alder åbenbart måtte tage helt ud på bøh-landet for at finde en tilstrækkelig tosset eller desperat arbejdsgiver.

 For ikke atter at skulle lide den tort at blive udsat for sådan disrespekt, denne gang sågar fra analfabetiske nordgrønlandske aboriginals - vælger jeg denne gang klog af skade at melde pas. - Min fagforening står forhåbentlig heri bag mig - uagtet såvel arbejdsminister Mette Frederiksens pegefingre som Det Forenede Danske Kulturmiljøs bønfaldende tryglen med tilbud om allerede forlods at afholde flytteudgifterne, for at hverken jeg selv eller de fremover skal behøve at udsættes for, hvad der tydeligvis er værre end døden: nemlig kulturchok...
Nej - hvis jeg skal sendes til Grønland, vil jeg have jobbet som landshøvding: - For dels vil jeg ikke finde mig i at stilles ringere af kolonimagten end i sin tid Quirinius; og dels er det jo snart jul.

JULETRÆER
Hvis en anerkendt samfundsstøtte, en anerkendt original, en anerkendt plagiator eller en anerkendt oprører siger noget der ret beset er pjat, vil man på bjerget trods saglig uenighed med enstemmig alvor rose vedkommende for hans ubetalelige humor. Men hvis en ukendt eller ubuden siger noget ubestrideligt morsomt, hersker der – allerede før det er sagt - clairvoyant enighed om: at det naturligvis er noget pjat, der aldrig kan føre til noget alvorligt, endsige et embede.
- Åh: klinger vort ordvalg for resten ikke lidt som noget bekendt af en rigtignok helt anden vægtklasse? Åh jo, ikke sandt – men hvorfor hører man så aldrig (her med den arkaiske stavemåde ”aldrig”) den slags fyndord fra afdødes erklærede apologeter med både titler, arveret og spalteplads? - ”Elementary, dear Watson: Klædelig erkendelse af egen begrænsning, samt gammeldags hæderlig uvilje mod at forfalde til sådanne billige plagiater.”

- Av, av, av:– dér fik man rigtignok igen med sin helt egen mønt, og fik dermed omsider noget alvorligt at tænke over; og så endda skudt per refleks sådan lige fra hoften! Hvad kunne mon så tunge modparter ikke drive det til, hvis de på lige fod med os blev indrømmet forberedelsestid, medbragt svigermor og hustru henholdsvis solidt og yndefuldt plantede med madkurv og termokande på klakør-bænken – samt mere retvisende spalteplads? Nej, alene tanken giver os sved på panden: Og derfor må vi da også sørge for, at denne fornærmelse mod tingenes hævdvundne orden får sin naturlige ende snarest muligt…

Det er jo kun jul én gang om året – og det mindste vi kan forlange i den anledning, er vel at folk så forklæder deres borgerlige små CV-beregninger nødtørftigt som overstrømmende hjertelighed. Jeg tillader mig derfor her ligesom i amerikanske omkostnings-effektive lærebøger at foregå med et pædagogisk eksempel til efterfølgelse – for vi calvinister tør jo ikke stole på nåden alene…

Undertiden spørger FB-venner mig, hvorfor jeg dog aldrig på lige fod med alle andre fornuftige mennesker med borgerlige forhåbninger skamroser og smigrer ”the gentlemen of the press”, let alone det akademiske etablissement. Svaret er enkelt, thi for det første ville en ægte gentleman - trods al mulig sans for vor konjunktiviske form - rettelig tage den slags som en grov krænkelse af sin integritet. - Og uægte gentlemen fortjener jo på den anden side heller ikke at blive skamrost...

 Denne overvejelse minder mig om den scene i ”The Godfather”, hvor den unge helt på et ”forsoningsmøde” på neutral grund skal skyde sin fars og sin broders banemand fra den rivaliserende klan. Skurken tager hans hånd og beklager personligt dybt det skete og tilføjer: ”Let me tell you – I am a man of honour!”. Hvortil vor helt med ironisk forstilt alvor svarer: ”I already know…” . Hvilket får skurken til med et komisk vantro blik at udbryde : ”So you know?”.

Kort sagt er skamros – sagt til fortrolig redaktionel orientering under vort sædvanlige motto ”for godt til læserne” – kun respektabel, når den som her er ment som sokratisk ironi. Nej, det eneste smigrende er at behandle folk, som om de dog havde en smule format…

Nå for Pokker – for at det ikke skal være løgn, så må jeg nu sige lige som den unge ny redaktør på Information, for hvem jeg i sin tid forgæves søgte at tale min sag: ”Jeg er nødt til at løbe nu – mobilen ringer…” Kort sagt: Fortsat god dag – og hvis inspirationen en anden gang atter skulle svigte (læserne – det billige skidt – taler vi slet ikke om), så ved I altid hvor I kan henvende jer: I Folkekirken har vi nemlig altid plads til én til, uanset om man er til juletræer eller til kaffetræer fra Det lykkelige Arabien.

 GOOD OLD MONEY

 Selv aldeles lovmedholdelige og skattebetalende bilreparatører anerkender i tilfælde af Amish-agtig ortodoxi over for moderniteterne kun kontanter som betalingsmiddel, - der jo allerede er betænkelige nok sammenlignet med det oprindelige pecunia (cattle;-pardon my Latin).  Vor just afrundede parentes minder os i øvrigt aldeles "osökt", som svensken siger, om følgende palindrom: "!Ni talar bra Latin!".

Hermed har vi nemlig i forbifarten præsteret som de første (vel at mærke under forudsætning af at pluralis majestatis også gælder i tredje person) i litteraturhistorien at lade en sætning uden parentes være et afledt vedhæng til en blot parentetisk indskydelse. Dette, dels fordi dobbelte parenteser er en kluntet uting, dels fordi overdreven brug af en grammatisk form er en højst usund inflatorisk glidebane på linie med konsum-induceret eskalerende produktion af insulin.

Nuvel - man vi altså vente på, at en anden lokal forretning i løbet af dagen får kontanter nok i kassen til at lade os trække over beløbet til Amish-reparatørens fremme - hvorved denne dog risikerer at pådrage sig heælerens feje synd ligesom fordums og katolikker og muslimer med deres forbud mod åger for alle andre end hursomhelst fortabte vantro jøder.
 Ventetiden fordriver jeg med i "Expressen" at læse portrætter af Sveriges 10 højeste skattebetalere - nu man jo selv på lignende vis er tvangsindlagt til at være en hel del mere generøs end man havde planlagt...

Om de ti (næst-)rigeste indkomsttagere må jeg i øvrigt sige, som Carsten Jensen sagde om de fanatiske unge serbiske nationalister han interviewede i 90-erne: "Hvor er det nu lige, jeg har set de ansigter så ofte før - jo, på Københavns kafeer!" Med andre ord bundnormale unge mennesker, hvis eksklusive kriminalitet oftest beror på tilfældigheder og uheldige konstellationer. - Og det samme kunne nok også siges om de mest solgte kunstnere, forfattere, journalister osv - og altså også om de rigeste. For min egen del interesserer jeg mig som bekendt lige som Kongehuset ikke for penge, idet vi anser os for ubetalelige og derfor inkommensurable.

 Vi mennesker er som Coli-bakterierne: Vi er på bunden ret ordinære og udramatiske, men omstændighederne og ensidigt favorable vækstbetingelser kan gøre dem til farlige dyr.

 Som en kendt højesteretsdommer skal have sagt: "Selv den bedste kan ende med en tårnhøj marginalskat!". - Citatet er naturligvis lige så fiktivt som Borges' historiske fabler - men derimod kendte min bedstefar en urgammel højesteretssagfører, der om sin egen alkoholiserede søn engang sagde: "Allan er et skvat!" - Det højeste sønnen nemlig en kort overgang præsterede i sin egen borgerlige karriere, var at være Julemand i Illum og Magasin.
 Men hvorfor ikke? Sæson-arbejde er oftest godt betalt, ferierne er lagom lange - og i jobbet som Julemand slipper man desuden for at skulle tage særhensyn til rettroende muslimer...Ja, endog oplyste muslimer siges at være sjældne i Julemands-branchen -  muligvis fordi de er for oplyste: I ved, ekstremerne afløser hinanden, men skandinavisk "lagom" er som bekendt bedst. Men når "lagom" bliver for kedeligt og truer med at lade den skandinaviske selvmordsrate overstige den japanske, så er det at I må tilkalde entartainere som Julemanden, Kungen og mig...

 "Jamen vi har ikke råd!" - Snik-snak, rolig nu: - Jeg har jo allerede sagt at vi alligevel er ubetalelige og derfor ser stort på så plebejiske målestokke...

THE WAY WE WERE

 Bordet fanger: Vi har jo sagt at det er jul, så I får et ekstra nummer. Vi entreprenante företagere arbejder nemlig slet ikke for pengenes skyld, men for at skabe noget her i verden - pengene er kun en tilfældig bivirkning, og husk endda på: Vi har ingen fagforening til at kæmpe vores sag, så i virkeligheden burde vi faktisk nok snarere tjene en hel del mere end vi gør.

 Selv om man tilhører Amish-folket og ikke anerkender credit cards, kan man godt blive rig alligevel. Min bil-reparatør bedyrer således med både poker face og stiff upper lip , at man ikke kan nøjes med at udskifte den bilens højre bremseskive, idet højre og venstre er uadskillige som siamesiske tvillinger.

Men hele hurdlen kommer af, at jeg bremser for sjældent: Hyppig brug af bremsen slider enhver ansats af rust af bremseskiverne allerede ved fødslen - tala om fri abort.... Men vi Amish-folk bruger hverken kondomer eller bremser og lever livet old school - all the way through...

 Eller tror I måske, at opfinderen af flyvemaskinen tillige opfandt landingsbanen og den dybe tallerken? - Tro mit ord: Den slags banaliteter lod han de andre om...

 

 

TIL MINISTER ELBÆK

Hastesag til behandling inden kultus-ministerens snarlige fald. Ikke at turde behandle vor sag af frygt for mistanker om nepotisme ville indirekte være en højst uklog indrømmelse til dem, der i ministerens hidtidige kurs ønsker at se tendenser til kammerateri.

Så sagt og spurgt i al beskedenhed: Behøver man mon at kunne flyve for at kunne komme betragtning som privilegeret kaospilot? Et mere af kaos burde nemlig her for mit eget vedkommende rimeligvis kunne godskrives og modregnes i en overordnet points-beregning: For jeg har det nemlig her som hin dristige stenbuk, der ved en lovlig bred kløft tænkte: "Der er jo godt nok lidt for langt over til den anden side, men til gengæld er der rigtignok kun halvt så langt ned som de dybeste kløfter jeg med lethed og helt uden frygt og bæven er sprunget over i min karriere – så pyt: Jeg vover sprinet og kaster terningerne!”

But never mention de forestående 70.000 favne af flove og klamme jubilæums-travestier i anledning af Søren Kierkegaards snarlige 200-års jubilæum – ihukommende gamle Shakespeares ubetalelige PR-motto: ”At Have eller ikke Have.” For husk på: Det er unfair, for den arme mand er jo nu ganske som Uffe Elbæk og Kongehuset helt ude af stand til at forsvare sig mod joviale omklamringer.

 Det forholder sig nemlig her som med fordums frihedskæmpere i følge Peter Øvig Knudsen: For vi var skam alle frihedskæmpere – og enhver antydning af noget andet optager vi som en dødelig fornærmelse.

 

FÅGELINVENTERING AV BYHOLMA VINDKRAFTPARK

 

 

 

Området besöktes 23 gångar från slutet av februari till slutet av juni på olika tider av dygnet. Syftet har varit att få en uppfattning av värdefulla biotoper för känsliga samt rödlistade fågelarter. Min underliggande värdering har varit att hitta arter som är karaktäristiska för den lokala naturen. En tidbegränset förekomst av en art från Sydeuropa skulle t.ex. vara spännande, men ändå mer en kuriositet än en anledning till speciella långsigtiga hänsyntagande.

 

Området består av två åtskilda delar, där den norra delen visade sig vara klart mest intressant.  Hela området längs Murån är högintressant. Det samma gäller området runt Lillsjön med spridda inslag av mycket gammal tall, samt Fiskaremossen väster därom. Största överraskningen var dock skogs/myrmosaiken väster om Kafjärden. Detta område har storslagen vildmarkskaraktär med stora inslag av gammal tallnaturskog i form av öar och sumpskog i myren. Denna delen visade sig innehålla stora stammar av tjäder och orre. Båda är känsliga arter av största regionala prioritet, en gång i tiden mycket talrika just i denna trakten. Velbeställda europeiska jägare åkte sålunda hit på 1800- talet för att jaga skogsfågel.

För närvarande verkar området ha traktens bästa skogsfågelstam.

 

Detta område har vi tydligen missat i tidigare naturinventeringar, även om de två små urskogsreservaten Svartebro I och II, som i sin tid avsattes av Domänverket, är välkända små klenoder med häckande sparvuggla, pärluggla och duvhök. Sparv- och pärluggla bor tydligen också i myrskogskomplekset V. Kafjädern. På öar i fjärden häckar fiskgjusen, och ett lärkfalkspar häckar även i området, antagligen intill Murån närmare änden av skogsvägen som löper parallelt med Murån söder om Murån. Lärkfalken jagar med förkärlek insekter på kvällen på det stora hygget vid vägändan. Här finns även åtskilliga nattskärror liksom på flera andra områden med tallar i fröträdställning på hyggen. Nattskärran är rödlistad, men är ändå en fågel som gynnas av brandfält, stormfall och kalhyggen – i synnerhet på sandiga tallmarker som här.

 

Längs Murån samt vid Lillsjön häckar skogssnäppa och grönbena – den senare rödlistad och även häckande i nämnda myrkomplekset. Grönbenan häckar dessutom intill Lillsjön. Där häckar även den rödlistade, men förut i trakten vanliga ljungpiparen. Tranan är däremot numera en mycket vanlig art i trakten och även i Byholma-området.

 

Det samma gäller den mindre hackspetten, som jag sett dels i blandskogen norr om skogsvägens ända söder om Murån, dels i Fiskaremossens björksumpskogar intill Lillsjön. Spillkråkan är vanlig, och fyra par varkar häcka i området. Tretåig hackspett sågs i Svartebro Urskogsreservat  - en norrlänning som givetvis lockats hit av den rikliga barkborreförekomsten efter dem senaste stormarna. Göktytan, en rödlistad hackspett-släktning, konstaterades dels i lövblandskog i förlängning av skogsvägens ända och på hygget längs vägen, dels på gles igenväxningsmark vid Högaberg.

Två bivråkspar har setts: dels i området NV Lillsjön och Fiskaremossen, dels i skogen längs Kafjärdens västra sida. Arten lever mycket dold och anländer mycket sent. Den gynnas av mosaiken av våtmarker och blandskog med frodigt bärris. Ett par av lärkfalk samt fiskgjuse häckar på småöarna i angränsande delar av sydligaste Bolmen.

 

Jag hade vissa förhoppningar om kungsörn, som häckar sedan tio år tillbaka et par mil från berörda området och ibland ses även här. Vi vet att et litet antal huvudsakligen yngre örnar numera finns i trakterna, men andra häckningar en den redan kända har vi ännu ej lyckats konstatera. Det aktuella området innehåller till synes alla förutsättningar för ett kungsörnpar beträffande ostördhet, förekomst av gamla tallar samt viltrikedom. Men än så länge har ingen etablering ägt rum, även om jag sett örn både här och på flera andra ställen i trakten i inventeringsperioden.

 

Vindkraftparkens andra del är belägen söder om väg 25. Det rör sig huvudsakligen om yngre tallplanteringar, vilket i och för sig är en bristvara i en alltmer ”granifierad” skogsbygd. Värdefull natur i egentlig mening är dock i denna delen bara Ljungsjön med närmaste omgivningar samt den närbelägna Snuvelidsmossen. Ljungsjön är en näringsrik sjö med en skrattmåskoloni, flera par tofsvipor samt ett par grönbena. Därtil ett par tranor, ett par sångsvan samt en stor mängd häckande och ruggande grågäss och änder. För ett evt. framtida örnpar borde Ljungsjön kunna vara en begärlig födokrok

Även här jagar ett lärkfalkspar, men boet verkar inte ligga intill sjön. I den delvis sumpiga barrskogen NO Ljungsjön och mot Snuvelidsmossen häckar ett duvhökspar sedan några år tillbaka. På hyggene finns ett antal nattskärror, men alltefter som den nya skogen växer upp, kommer antalet sannolikt att minska, då arten undviker sluten skog.. Tjäder och orre förekommer i områdene norr om Ljungsjön och i Snuvelidsmossen, men inte alls i samme omfattning som i området norr om väg 25.

 

De beskrivna värdena och värdearterna är fram för allt beroende av et starkt hänsyntagande skogsbruk. Det är därför mycket angeläget att Sveaskog visar största skonsamhet dels längs Murån, dels i skogs/myrkomplekset intill Kafjärden. Det samma gäller området runt Lillsjön och fiskaremossen med mycket tjäder och förekomst av mindre kullar i sumpskogen med magnifika ”örntallar”. Området bör ses i sammanhang med Svartebroreservatet – och det innehåller också ett mini-reservat av tallurskog, en gång i tiden frivilligt avsatt av Kungliga Domänverket .

Ytterligare ”granifiering” av dessa tre områden bör därför undvikas. Och uddar, skogsöar och sumpskog av naturkaraktär i myrmark bör undantas från skogsbruk, utom möjligen viss granrensning. Skogsfågeln är att betrakta som ”ansvarsarter”, men området hyser också hela den typiska smått norrländska taigafaunan: Två par duvhök, sparvuggla, pärluggla, grönbena, ljungpipare. Dessutom häckande rödlistade arter som bivråk, göktyta och mindre hackspett.

 

Et orosmoment är de allt talrikare vildsvinen: Många befarar att vildsvin av bara farten dammsugar skogen för kycklingar och därmed kan äventyra den värdefulla skogsfågelstammen. På grund av utfodring är vildsvinstammen nämligen onaturligt stor. Att uppskatta skogsfågelstammen är svårt, men enbart i norra delen av området finns tre orrspel med 13, respektiva 8-9 och 5 tuppar väster om Kafjärden – plus spridda tuppar i områdets övriga myr/skogsmosaiker. Tjädern är mindre talrik, men en säker spelstam finns i området Lillsjön Fiskaremossen och längs Murån. Största tjäderförekomsten är dock i arkipelagen av naturskogsöar, kantzoner och uddar in i myrmarkerna V. Kafjärden, där jag uppskattar stammen till 8-10 tuppar.

 

Skogen intill den befintliga skogsvägen S. Murån är ganska triviala planteringar och hyggen med fröträd. Dock är det ytterst värdefullt för skogsfågeln, att man även i fortsättningen huvudsakligen planterar mer tall än gran. Likaså är det viktigt att vindkraftverken som planerat uppföras alldeles intill vägarna och ej ute i vildmarken. I ett fall skulle jag dock föredra en omplacering, som framgår av kartorna som jag skickar med post: Kraftverk vid änden av skogsvägen parallellt med Murån på dennas sydsida kan befaras kollidera med faunavärden och landskapsvärden i områdets mest orörda och obrutna del. Även ett annat kraftverk har markerats med et litet frågetecken, därför att det kanske ligger väl nära ett gammalt domäntreservat med anslående 300-årig tallurskog med stor potential. En smärre justering borde förhoppningsvis vara möjlig enligt principen att samla ”civilisationen” där den redan finns i form av vägar och andra anläggningar.

 

STUDIER I "FORBRYDELSENS ELEMENT"

 KONTRAPUNKT OG NEMESIS

Min far fortalte i sin tid, at han engang i Chile kom en lommetyv i forkøbet - hvilket vist i øvrigt er en fejlagtigt kollegial formulering af en retsmæssig asymmetri, der altså blev forhindret i ellevte time. Det morsomme er imidlertid, at tyven konfronteret med den genstridige virkelighed opgivende udbrød: "Jamen, hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige længere, hvem skal vi så stjæle fra?"

Den kunne han ikke svare på, men måtte overgive sig til latteren - ganske lige som dengang en jødisk historiker angående Palæstina/Israel retorisk spurgte ham (der var græsk ortodoks palæstinenser), om han da kunne nævne eksempler på landegrænser der ikke i større eller mindre grad beroede på historiske magtovergreb.

Helt så slemt står det vel ikke til i åndens verden - med mindre man da er ortodoks platoniker og tror at alle ideer downloades fra et evigt pulterkammer for påfund så upraktiske, at end ikke Gud kunne bruge dem til noget i forbindelse med verdens skabelse.
-I parantes er vi nogle der sætter en tilsvarende upraktisk ære i fra allerførste færd uden fortilfælde at have omsat vor allerede dengang yderst ubehjælpsomme digitale orientering i en platonisk forkærlighed for metaforisk brug af computerudtryk såsom "delead", "downloade" osv. Computerfolkene selv fandt nemlig ikke på det - og hvis de havde gjort det, ville det have være lige så bogstaveligt og naivt ment, som da en astronomiprofessor i en populær bog bedyrede, at universet dybest set er en stor computer (velsagtens fordi man kan bruge computere til at beregne og fremskrive kosmiske forløb).

Nuvel, men hvis altså de evige ideer fandtes på forhånd, er påberåbelse af menneskelig kreativitet i grunden en blasfemisk tilsnigelse og en art fup - ganske som når tankelæsere betjener sig af sindrigt skjulte informationskilder. Kun de dårlige og mislykkede ideer er i så fald vore egne, men dem er der jo ikke meget ved at prale med. Og dog, mange gange kan en begavet, om end spekulativ og faktuelt forkert forklaring være en større fjer i hatten end sandhed udgravet på møjsommelig og gængs vis: For det kunne jo have været sandt.

Men hvis man derimod ikke er ortodoks platoniker, må man tillige mene, at også både gode og sande ideer kan være egne kreationer i et aller andet omfang - selv om en pragthjerne hermetisk beskyttet mod enhver informationsmæssig udveksling med omgivelserne nok ikke ville få mange andre ideer end den ene banale konstatering: At den altid har kedet sig bravt. Dette fører naturligt den hermetiske hjerne til det spørgsmål, hvad al den kedsomhed mon kan bero på: Er den privat, eller er den holistisk - i så fald må der være noget udenfor, men kan den mon overhovedet forestille sig denne distinktion? Og hvis den kan, hvordan kan den så vide, at distinktionen beskriver dens egen situation glimrende? For hur som helst kan en hermetisk forseglet hjerne vel ikke engang konstatere sin egen situation, så længe den befinder sig i den.
Men hjerner i knap så isoleret tilstand hindres tværtimod oftest af omgivelsernes larm og især deres egen afhængighed af den i at få egne ideer. Men så få disse nu end er, så kan de i det mindste med nogen rimelighed kaldes "egne" - på ganske samme vis som en fugl eller en nybygger i ødemarken med rette kan bedyre, at deres beskedent hjemmestrikkede hytte vitterlig er deres egen: For de har hverken approprieret den på en tidligere beboers bekostning eller fundet den ved et tilfælde, men har selv bygget den ud fra en forestilling om, at verdens sande tilstand ikke i alle henseender tillige var verdens rette tilstand.
I samme forstand er ejendomsretten til et helt territorium derimod straks mere tvivlsom: For som den jødiske historiker påpegede, skaber man ikke sit land, selv om man måske opdyrker det. Her må man snarere være retspositivist og fastholde, at ejendom vinder hævd ved at blive forsvaret tilstrækkeligt længe: I særdeleshed gælder dette fordi de opvoksende børn af senere generationer har akkurat lige så lidt andel i landets grundlæggelse og jordens opdyrkning, som hvis de havde været efterkommere af den oprindelige og siden hen fordrevne urbefolkning.
Men hvis man nu ikke har mindste tilbøjeligheder til at opdyrke hverken jord eller sære indfald, så er man henvist til som hin chilenske lommetyv at bedyre: "Hvis jeg ikke må stjæle ideer fra folk med ideer, hvem i alverden skal jeg så stjæle mine ideer fra?" Andre vil dog derimod i den situation gøre ligesom Frank Esmann, da han blev pågrebet i at have skrevet sin biografi om Henry Kissinger af fra en amerikansk forfatter: "Jeg er ikke enig i anklagen, men jeg vil give mit liv for at forsvare andres ret til at fremsætte den". Hermed kom Frank Esmann nemlig for skade tillige at citere Churchill - der vist i sin tur atter refererede Voltaire. For sådan må det jo være, at når en plagiator gribes med bukserne ned, må han i sin akutte nødtørft ty til den usvigeligste, mest hjemmevante og hæderkronede automatpilot som han råder over.

Kort sagt er plagiatoren konstitutionelt dømt til en næsten tragisk konsekvens, der forlener ham med en egen skæbnemæssig storhed, hvormed han dog på sin egen vis kommer på en slags niveau med de lige så egensindige og derfor ofte noget ensomme mennesker, hvis ideer han approprierer.

Hvis ens tyvekoster bliver konfiskeret, kan man altid skaffe sig nogle nye, for der er som regel flere, hvor de kommer fra. Og hvis ens ideer bliver stjålet, bør man så ikke forsøge på samme vis at bære sin skæbne i tillid til forsynet samt egne vedvarende energikilder? Jo, men se, det kan være ulige sværere, og derfor går det ofte langt værre for sådanne folk end for dem, hvis tyvekoster bliver konfiskeret. For disse sidste risikerer hverken at miste selvtilliden eller forsynstroen: Stik modsat fuglen og nybyggeren, der nemlig hverken tog højde for eller blot forestillede sig muligheden af tyveri, dengang de byggede deres beskedne bopæl - så er tyven jo på forhånd fuldt indforståethed, at verden nu engang rummer tyvagtighed, og med at hvad der engang er stjålet, naturligvis kan blive stjålet igen, uden at verdensordenen af den grund risikerer at bryde sammen.

Dette gælder så meget mere, som den garvede tyv nemlig på næsten platonisk vis vil hævde en arketypisk ide om, at alle menneskelige ideer i følge deres væsen dybest set er tyvekoster allerede fra fødslen - og at det ene afgørende ganske som ved landegrænser og territorier derfor er, hvem der ender med at sætte sig på dem og få æren for dem.

Den samme afmagt som den bestjålne derfor risikerer at blive forsat i, kan imidlertid også resultere af verdens afvisning, selv uden ledsagende konfiskation: For ganske som det kan være svært at bevare troen på sine autentiske fotos, hvis man kun har dem som små filmnegativer, idet alle instanser nægter at sælge én fotopapir til at lave forstørrelser - således kan folk med afviste patenter og manuskripter undertiden i stedet for i det mindste at trøste sig med deres personlige stolthed tage skammen på sig og gebærde sig, ikke blot som om de slet ingen ideer havde haft - men sågar ligesom den der i stil med vor chilenske lommetyv uden held skamløst har forsøgt at tage æren for noget, der slet ikke var og rettelig heller ikke blev hans.

For ikke at tage denne urimelige konsekvens, hvormed den retmæssige ejer altså undseligt må bøje hovedet i støvet i afmagtens forlegenhed ved synet af den tyv som verden hylder for hans originalitet - må man derfor hellere benytte lejligheden til at producere noget, som man ellers ikke ville have gjort, således at det skete dog ved en egen nemesis bliver godt for noget. For hvis man ikke har tillid til en sådan kosmisk nemesis, så må man terapeutisk producere den selv. Dette så meget mere som den art terapi er både bedre og billigere end den, som man tilbyder ude i byen. Hermed vil vi dog ingenlunde undsige sidstnævnte - for terapeutisk hjælp søger man jo netop i alle de tilfælde, hvor man netop ikke magter selv at tage tyren ved hornene.

Hvorom alting er: Dette var indledningen, skudt on location fra hoften uden mandsopdækning i anledning af det anderledes koldsindigt koncentrerede, der nu følger, men som ikke fandt optagelse i verdenspressen. Sligt må man nemlig regne med - og finde trøst i at den pågældende avis altid benytter enslydende standardsvar ved afslag og forbeholder personlige svar til de forslag, som man bifalder.

At få tilsendt et sådant forhåndsstøbt robotsvar også fra en avis, hvor det redaktionelt gængse dog er en personlig sætning eller to, i betragtning af forskellen i arbejdsindsats på et læserbrev og en kronik, ville derimod være en uforskammethed - forklædt som den høflighed hvormed man rettelig skåner begynderen og den sprogligt uformuende for at blive gjort bekendt med den virkelige grund til ens redaktionelle afslag. Hvis det nu oven i købet er den redaktionelle formodning, at den uheldige udmærket formår at afkode ens oprigtige forsøg på med sin uoprigtighed at undergrave hans selvtillid, så er det ligefrem en lodret hån - ganske i stil med det kammeratligt indforståede smørrede grin som en forbryder i retten utilsløret sender det offer, hvis mangel på beviser desværre gør ham selv sørgeligt til skamme.

Men som sagt vil vi ingenlunde beklage den professionelt redaktionelle arbejdsgang, som vi tværtimod her har taget som inspiration til selv at tage tyren ved hornene med den ovenfor lovpriste ufortøvethed og ukuelighed. Som sagt begået ambulant på et landligt og forbilledligt illitterært konditori helt uden forudgående spekulationer og intentioner - idet vor anledning til nærværende eskapade og forhåndsdigression alene er et vedholdende regnvejr, der forbyder os at yde vor personlige tribut til den jagtstatistik, hvorefter der nemlig hvert andet år obligatorisk omkommer et sagesløst menneske under den svenske elgjagt.
Om den art uforudset modgang kan i øvrigt ofte siges, hvad en stedlig original og bajads i sin tid sagde i anledning af en anderledes trist indbyggers naturlige bortgang: "Han förlorade då inte mycket på det..."

Og nu omsider til sagen - idet vi dog forbeholder os ret til en aldeles parentetisk fodnote bestemt for liebhavere i anledning af vor indledningsvise omtale af en "retsmæssig asymmetri" i form af et lommetyveri. Tillad os nemlig i den forbindelse at henlede opmærksomheden på at tyveri dog tværtimod er en u-retmæssig symmetri: Men se, bogstavet "s" gør i dette sjældne tilfælde en gevaldig forskel i ordet "ret(s)mæssig". Med "s" står man nemlig uafhængigt botaniserende overfor rettens univers; men uden "s" er man selv underkastet botanikerens lup, idet det her forholder sig omtrent som med ordene "umoralsk" og "amoralsk".
- P.S. Hvis emnet keder og kun lader sig aftvinge det obligatoriskes ufrivillige interesse, kan man godt herfra gå direkte til efterskriften og med lidt snilde dog bestå, om så ikke med glans... 

ET BIDRAG TIL TIL PLAGIATETS ANATOMI
Berlingske refererer 2.10 en international undersøgelse der viser, at videnskabelig uredelighed forekommer i større omfang, end offentligheden bliver oplyst om. Videnskabelige artikler bliver typisk trukket tilbage, uden at det offentliggøres hvorfor – men videnskabelig uredelighed er oftest grunden. Artiklen nævner tre slags videnskabelig uredelighed: Fup med resultater; plagiat af andres forskning samt mekanisk genbrug af tidligere arbejder under navn af ”nye” meritter.

HVIS diamanter kunne findes på stranden – men uden at tabe i værdi – ville ingen gide begå snyd og røverier. Ej heller videnskabelig uredelighed beror på en pervers glæde ved at snyde eller på spændingen ved at løbe en risiko. Hvor der pyntes på resultaterne, kan det derimod bero på dovenskab: ”Jeg ved at jeg har ret, og gider virkelig ikke gå i trædemøllen i ugevis”. Og der er eksempler på, at sådanne forskere havde ret – men man ved i dag, at deres forsøg bekræftede deres tese med langt større nøjagtighed, end datidens redskaber muliggjorde!
Det ”dovne” geni er dog ifølge sagens natur undtagelsen. Der er derfor grund til at tro, at fup med resultaterne beror på uimodståeligheden af den nemme gevinst i en verden, hvor ingen har tid til at tjekke alt – med mindre der allerede foreligger mistanke om urent trav. Den anden hovedgruppe af fusk – plagiering– er mere speget. Lad os derfor undersøge plagiatets anatomi: Ikke kun hos dem der plagierer, men også hos dem der tager det for gode varer – samt dem der plagieres.
Når vi arbejder mod et mål – her plagiat – må vi for det første have en drivkraft. For det andet skal vi besidde midler til at nå målet – uden at måtte betale for høj en pris ved at fravælge ligeværdige mål. Og for det tredje bør det ikke være alt for risikabelt: En eventuel risiko skal derfor enten være meget usandsynlig – eller også skal den være til at bære.
Lad os nu undersøge hvem der besidder disse tre forudsætninger i højst grad. For i den målgruppe bør vi fornuftigvis søge vore ”seriemordere”: På samme vis udpeger astronomerne jo på forhånd de planeter, hvor man kan søge efter livstegn.
1. Hvem har nu størst drivkraft til at plagiere i videnskab? Det må være dels mennesker, der konstitutionelt i højere grad en gennemsnittet ”tænder” på magt, berømmelse og dominans – samt økonomisk vinding i de tilfælde hvor en opdagelse kan konverteres til patenter. Dels mennesker, som er underlagt et større forventningspres end gennemsnittet.
Folk der i forvejen har en videnskabelig karriere, tilhører statistisk set oftere begge disse kategorier: Af lige begavede studenter vil den mest ambitiøse og mindst forlystelsessyge nemlig typisk nå længst. Og dernæst vil de i kraft af deres renommé og placering arbejde og omgive sig med mennesker, der både stiller krav og byder dem modspil. Derfor tør de af både indre og ydre grunde sjældent hvile på laurbærrene. En ren novice kunne vel også godt tænke sig at blive en anerkendt videnskabsmand – men der er så meget vi alle godt kunne tænke os, uden at det formår at drive os til andet end fantasier.
2. Hvem har nu størst realistisk mulighed for at plagiere? Det har folk, som ubestrideligt har opnået kompetencer på det pågældende område på reglementeret vis. De står nemlig til troende og vil derfor ikke være genstand for forhåndsskepsis – og kan derfor regne med at få deres arbejder publicerede og vurderede; hvorimod et tyvagtigt talent uden meritter risikerer at blive knaldet.

Dertil er etablerede folk ikke genstand for den kollegiale animositet, som ukendte samt enegængere tit må regne med. Og endelig besidder fagfolk tilstrækkelig viden og teknisk beherskelse til at omformulere plagiater overbevisende. I en Hitchcock-film foregiver Poul Newman som spion i DDR at være samarbejdsvillig atomfysiker for at liste tekniske tophemmeligheder ud af en raketforsker. Men trods sin indprentningsevne fatter han naturligvis ikke formlerne og falder derfor igennem og må flygte.

3. Hvem løber sluttelig mindst risiko ved at plagiere? Mindst risiko løber den, hvis navn er så uplettet, at ingen finder sladder fra illegitime kombattanter troværdig; og selv hvis relevante personer aner uråd, tør de sjældent vedgå det – af frygt for selv at få deres navn plettet som jaloux bagvaskere. For selv folk med grund til mistanke har ingen fordel af at være solidariske med en person uden magt – og da slet ikke hvis de selv som kolleger forsker, ansøger og udgiver sammen med den mistænkte, hvis pletfrihed det derfor er i deres egen interesse at forsvare. Pletter har det med at smitte af på den der berører dem – og derfor lønner det sig bedst at give den som det pæne menneske, der ikke har grund til at tro andet end det bedste.
Samtlige tre forudsætninger for plagiat skal således søges inden for samme hæderkronede målgruppe. Også snyd med forskningsresultater er lettere at slippe af sted med for en meriteret person; men hvorfor nedlade sig til risikabelt snyd, når man både er ambitiøs og dygtig? Plagiat sker nok langt hyppigere – og opdages sjældnere –end snyd på vægten: Den prægtige frugt man vil plukke, er nemlig allerede snuppet– men heldigvis af en perifer person, som få i det videnskabelige establishment vil forsvare. Og selv hos hæderlige mennesker kan naturen undertiden gå over optugtelsen – men altid i ly af en konsekvensvurdering.
Selv hvor en mistanke er luftet, tilkommer vanskelighed med bevisførelsen. For det første er det risikofrit at plagiere, hvis blot man formår at omformulere til sit eget sprog. Hvis synderen er kompetent, vil de fleste nemlig tro, at sammentræf beror på ren tilfældighed: For det sker jo, at folk uafhængig af hinanden får samme idé – og selv på topgeniernes plan kendes historiske hanekampe desårsag.Hvis man kan dokumentere, at mistænkte faktisk kendte til den plagieredes arbejder, står man straks stærkere. Men selv sådant kendskab kan bagatelliseres, og da især uden for de eksakte og eksperimentelle videnskabers gebet: ”Naturligvis var der heri næppe noget nyt for den store mand – for så revolutionerende var det nok heller ikke...”

Kollegialt forsvar kan bero på sammenspisthed – og i visse tilfælde måske også på medskyld: For mens men i en røverbande ikke slipper godt fra at stjæle fra hinanden, er det accepteret at stjæle fra andre. Og mens knap så ”certificerede” kompetencer ofte opleves som stridende mod god tone, er det straks bedre tone i fællig at konfiskere fra de ubudne for at bevare verdensordenen. Fra gammel tid kender vi begrebet om herremandens ret til den første nat med de unge bondebrude: Ius primae noctis.Og den lov gælder måske i mange af livets forhold – hvilket fremgår af det velkendte udtryk: ”Den pige er alt for god til ham!”.

Til sidst bør nævnes en mere ”indvendig” faktor i plagiatets anatomi: Ærens krigere ønsker især at bedrage sig selv – for at se sig selv som dygtige tyve ville såre deres egen stolthed. Og jo mere anerkendt man er, desto lettere har man ved at indbilde sig selv, at det som man læste i går, har man skam for længst selv tænkt – og for øvrigt har man ikke læst det og husker det i så fald ikke - ergo...
Selvbedragets genialitet består nu i, at selv de hæderligste kan excellere i det og under de venligste former - og også derfor derfor bliver det aldrig opdaget endsige påtalt. - Tillad os nemlig som antydning til forklaring i den forbindelse frit at gengive storgrossisten Thomas Buddenbrooks ord i Thomans Manns store roman af samme navn: "Selviagttagelsen bør vi overlade til de store kunstnere. Vi handelsfolk er ikke skabte til usundt at beskue og hengive os svælgende i vore sjælstilstande, for vor selviagttagelse er aldeles ubetydelig og ligegyldig".

Nuvel, men hvorfor råber ofrene så ikke bare højere? Dels er det som vist udsigtsløst og utaknemmeligt; og dels orker de ofte ikke at konfrontere tabet: Ganske ligesom en mor, hvis eneste barn er blevet kørt over, ikke orker at engagere sig i trafikale misforhold. Og endelig er verden fuld af folk der bralrende bedyrer at være ”miskendte”; de virkeligt bedragne frygter mest af alt at blive slået i hartkorn med dem – og går derfor typisk anderledes stille med dørene.

EFTERSKRIFT

For symmetriens skyld kunne nogle ønske en efterskrift, fordi ovenstående dog er en lovlig kontrapunktisk mundfuld, som kan behøve en forsonende afrunding til at tegne en mere overskuelig helhedsfigur, lidt i stil med fru Blixens berømte "stork". Således kan vi berette at vi slet ikke havde planer om at bringe mere om dette emne og har derfor langt fra heller sagt alt herom - idet vi trods alt også har en del andet i udvalg. Men denne mentale "inkontinens" kan være anledning til at gøre en sluttelig betragtning over forskellen på at skrive om ovenstående emne henholdsvis med og uden rod i sin personlige erfaring.

Hvis et menneske nemlig formåede at begå et originalt lille manuskript om plagiatets anatomi helt uden erfaring, så ville verden ganske vist kunne hævde, at manden er paranoidt forskruet idet han dog aldrig har bidraget med noget, der var værd at stjæle: For så ville verden jo nok have hørt om ham noget før...

På den anden side vil den pågældende så kunne svare, at såfremt han helt uden erfaring har præsteret en sådan undersøgelse ene og alene ved spekulativ fremskrivning ud fra sit almene kendskab til mennesket natur - så måtte han rigtignok være temmelig genial, nærmest i stil med den hermetisk forseglede hjerne som vi tidligere opdigtede. Det svarer til at den barnløse skriver en bog om børns udvikling og opdragelse, eller at en student på første års niveau begår en doktorafhandling og således springer nogle klasser og udviklingsstadier over.

Hvis forfatteren derimod skriver på baggrund af personlig erfaring, så er hans præstation indrømmet knap så herkulisk - hvilket dog ingenlunde hindrer hans beskrivelse i at være både retvisende og fyldestgørende. Men hertil kommer den pointe, at i dette tilfælde er den lille afhandling om plagiat følgelig ingenlunde det første originale bidrag forfatteren søsætter - idet han ikke har sprunget nogen klasser over, men har gjort sine erfaringer med helt andre emner først. Ganske ligesom ingen udregner talet pi's millionte decimal uden først at have udregnet alle de forudgående decimaler, og ganske ligesom ingen sender rumskibe til Mars før de har besteget Månen - således begynder ingen normale mennesker deres forskningskarriere med at undersøge plagiatets anatomi. På samme vis er der jo endnu ingen der har præsteret at blive bedsteforældre uden at have været forældre først.
Uden at gå videre i sagen tør vi endda antyde, at sådan overspringelse af logisk nødvendige trin i en kumulativ række endda ville være i strid med en elementær iagttagelse gjort af Bertrand Russell for 100 år siden. Men lad nu denne lille passion hvile, skønt den diskret huserer også andetsteds i både denne og andre tekster.

Imidlertid: Uanset hvilken af de to forklaringer verden nu end foretrækker på ovenstående bidrag, kan vi således nok være tjente med det. Verden er derimod ikke spor tjent med det - ikke før den med vanlig frækhed tager ordene i egen mund som eksempel til efterfølgelse på den noble vesterlandske selvkritiks kunst - der jo for tiden med plaprende selvtilfredshed opreklameres på kultursider af folk misundelsesværdigt ubelastede af egen erfaring med den art usund og for karrieren lidet befordrende navlebeskuelse.

Med vor vesterlandsk stolte selvkritik forholder det sig nemlig ligesom med god sex: At vi få abnorme der vitterlig har det, holder bøtte med det. For man nægter at være medlem af foreninger der gladeligt optager alle og enhver som medlemmer - også selv hvis foreningen trods alt samtidig er så eksklusiv, at man som den eneste i kongeriget nyder den ære at være udelukket. Dette må være efterskrift nok, selv på en regnvejrsdag uden hverken fornuftigere eller morsommere ting at tage sig til.

- Men skulle vi endelig have vi have begivet os ud i yderligere ekstravagancer, burde disse have bestået i nærliggende overvejelser omkring fornuftigheden i sådan inkognito at kaste perler til fri og ublu afbenyttelse for de selv samme svin, hvis natur man ellers just bedyrer at have kortlagt. Men her er det så, at formens kryptograferede ”hvorledes” altid vil stille ”Skyggens” studentikose efterligninger i skammekrogen, som verden med kollegialt kenderblik skam heller aldrig tager mindste fejl af – og derfor altid foretrækker at udbasunere som den dannede læsers forbandede pligt. Men vor trøst er her denne, at det dog er mere smigrende at blive læst i smug af denne verdens kloge end at blive læst af pligt af de enfoldige... Så meget mere som det at blive læst i smug altid er det første skridt på plagiatets pensionsberettigede kongevej: For rygterne om Judas' fromhed er stærkt overdrevne og hidrører da også altid fra hans kumpaner. 

BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG

I ANLEDNING AF BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG
TOLKNINGER SAMT OVERVEJELSER OM BEGREBET SUBLIMERING

En bog med en overbevisende hovedpointe og mange berigende tolkninger. Som Henriksen ender Thomsen med at tage Blixens sidste ord til sin svigerinde for pålydende, trods alt: "Fader tag den kalk fra mig..." Ja, men godt at han ikke gjorde det... Jeg køber altså de samlede indicier for en dødsbundet faderbinding, der dukker op igen når alt går skidt - helt efter Freud-drejebogen: energierne søger tilbage til tidlige fikspunkter.

Blot 3 ting:
1. Dels behøver en historie ikke altid at skulle illustrere sin egen psykologiske baggrund af, jeg havde nær sagt tilfældige "dagrester": Forfatteren ved per definition selv hvad hun vil sige med historien, og det er så dens mening. Så selv om man kan sandsynliggøre en inspirationsmæssigt tvingende baggrund, er det ikke ensbetydende med at fortællingerne skal tolkes sådan, altså at dette ligefrem er budskabet. Så meget mere som læserne i så fald ikke har en kinamands chance for at forstå uden at kende hendes historie på en måde der nu engang er eftertidens privilegium. I den udstrækning Blixen bør tolkes freudiansk, betyder det således, at hun selv - men ikke nødvendigvis fortolkeren selv !- må være freudiáner. Og det må man så gøre plausibelt.

2. En svaghed ved allegorier i forhold til i videste forstand realistiske historier er, at allegorien påstår en sammenhæng, men slet ikke beviser den: Hvis du er operasangerinde, er det rigtignok ikke sjovt at teatret bryder i brand. Men heraf følger ikke, at sublimering er dømt til at ende så katastrofalt."You can't have everyting," så hvis man udtrykker sig i allegorier, vinder man muligvis noget kunstnerisk "merværdi", men taber helt sikkert i psykologisk bevisførelse: For analogien er jo netop en påstand, for reellt er der tale om vidt forskellige fænomener - i modsætning til så at sige "real-analogier", som hvis Newton skiftede sine æbler ud med pærer, bananer eller sten.
- Nuvel, dette hindrer jo ingenlunde en Blixen i (som jeg selv) rent sprogligt at være en puritaner med den gamle indstilling at "sex er noget man gør, ikke noget man taler om" (citat min bedstefar). Og den for senere generationer både kryptiske og kedelige abe-historie er et eksempel herpå - men jeg kan jo kun kan sige dette fordi hun med sit "a la Greque" osv. her netop ikke taler i allegorier, men blot med omsvøb og allusioner en masse. - Men den indlagte blasfemiske anekdote om "evigheden" er til gengæld rigtigt, rigtigt morsom: Det må være skrækkeligt kedsommeligt at tilbringe en evighed sammen med sin svigermor og kejseren af Østrig. Lige så morsom som, når hun i en anden fantastisk fortælling betegner Treenigheden som et noget kedeligt herreselskab.
Mit tredje og sidste punkt er i forlængelse af 2. Selv om operabranden ikke umiddelbart og evident kan oversættes til sublimeringens sammenbrud - så kunne det índrømmet godt være Blixens mening. Men i så fald bør der ikke ligefrem være modsigende omstændigheder. Jeg tænker her på, at den elskede unge sangerinde jo faktisk havde både elskere og tilbedere - men at de var for sølle. Kort sagt levede hun netop ikke i sublimering og cølibat trods sin englestatus - og det samme gælder jo Blixen selv i hendes bedste afrikanske år. Den hævdvundne selvbiografiske tolkning af operabranden er også derfor svær at afvise som forlæg og baggrund - og så er det svært at tro at hun bevidst bruger den til at illustrere noget helt andet.

Ægte ubevidst drømmearbejde er jo som bekendt en anden sag, hvor man ikke kan forlange logisk konsekvens i detaljen. Kort sagt er der her nok kun belæg for at sige, at branden er en katastrofe der ophæver den paradisiske og utopiske tilstand af "Yes you can have everything!" til fordel for noget anderledes stykkevis og delt - idet hun, der har været i paradis, jo under ingen omstændigheder prosaisk vil nøjes med blot en af delene blot for i småborgerlig forstand at "hænge sammen" og kunne skrive et CV plat nok til at kunne bruges i det virkelige liv.

Det samme tror jeg gælder Ariel-pigen i "Stormen": Drømmen om druknedødens velsignelsesrige forening er da ikke en af-sublimering, men netop sublimeringens apoteose. Blixen selv måtte jo også fravælge og betalte prisen - men ikke i form af et formeligt libidinøst sammenbrud. Det sidste sker nok ret sjældent.

Hvorfor dør Pellegrina så? Tja, det er da en god dramatisk slutning, der ligesom i din "Vertigo" bevarer gåden. Og fortidens tre parallelle spor har jo nu bogstaveligt talt indhentet hende i forsøg på at fange og fiksere hende i hver sin indbyrdes uforenelige rolle - roller der jo desuden alle er passé. I den sammenhæng kan man jo også tænke på Heloise's ord om tiden der til sidst tager alt fra kvinden.

Til slut levererer Thomsen en aldeles herlig parallel, skønt jo atter så tragisk, beretning om outsideren Albert Aylers musik.- . Men sjovt er det da, at når nu menneskene er så forvissede om at det at være uden for flokken er den rædsomst tænkelige skæbne - at det da alligevel ofte er just den skæbne de med sådan omhu tiltænker deres næste...

4. ENDELIG kan man spørge sig selv hvornår vi kan tillade os at tale om sublimering. Hvis i en drøm eller et surrealistisk skuespil to personer er indbyrdes uforenelige i den forstand at den ene aldrig optræder samtidig med den anden, så har vi her en af betingelserne – for en erstatning udelukker jo det den skulle erstatte og omvendt. Derudover må der nogle ligheder til før vi kan sige: "Aha, det er dog i virkeligheden den samme i forklædning". Der må være nogle sære fællestræk og ledemotiver hinsides tilfældighed – og i tilfældet med et skuespil kunne det være symbolske småting og markører, der i og for sig i det virkelige liv ikke ville være tungtvejende som identitetskriterier. Og endelig skal der være en åbenlys forskel: For at det samme er det samme, er der jo intet underligt ved, så at sige. Identiteten skal være paradoksal, således at påstanden derom umiddelbart skal virke overraskende.

I tilfældet med libidinøs sublimering må der således på den ene side være en umiddelbar forskel i handling og bevægelser, samt i ens sociale indlejring af det: Libidinøs kunst er således ikke omgærdet af samme privathed som primær libidinøs udfoldelse. Aktiviteten er fysisk set en helt anden; en stor del af sindsbevægelsen ligeså. Men udover denne uforenelighed og usamtidighed mellem libidinøs udfoldelse og kunst så bør der dog også være noget fælles til at begrunde påstanden. Et sådant forhold kunne være hvis den sublime erstatning dog ikke er mere sublim, end at den må ventes at øge sandsynligheden for en senere normal driftsopfyldelse. For ganske som meget blodrige mennesker kan udholde krævende og teknisk tørre eksamensperioder for at opnå muligheden for et vellykket verdsligt liv, gælder det den kunstneriske udfoldelse.

Imidlertid er en sådan hensigtsmæssighed ikke nok til at vi betragter al fremtidsrettet arbejdsflid som sublimeret libido. Hvis det ikke skal ligne en noget "okkult" påstand, men ejheller blot være en common sense konstatering af, at "al energi" må bruges på ens eksamensarbejde, så skal det helst smage lidt af fugl, trods al sublimering. Således kan vi jo tale om erotisk ladet musik og kunst, men næppe om erotisk ladet fysik og matematik. Hvis energien så at sige skal kunne øremærkes og genkendes ved en aha-oplevelse som "erotisk energi", så skal den dog have en mere konstant væsenskerne. Og heri ligger vel også at der ikke er så forfærdelig langt fra den sublimerende aktivitet til den aktivitet den erstatter, hvis de rette betingelser var til stede uden ledsagende komplikationer.

Så vidt jeg ved nævner Freud ikke sublimering i forbindelse med aggression, idet han anser denne dynamiske fleksibilitet for forbeholdt libidoen. Men nevertheless er det undertiden en realitet. For i samme öjeblik en proces fuld af aggression udvikler eventyrlige sider og som et svævefly slippes fri af den igangsættende kraft, så glemmer man denne og tilgiver lattermildt sine agtersejlede små plageånder - indtil de i vanlig ordning sørger for at det ikke kommer på tryk- i hvert fald ikke i ens eget navn.

- For resten tilsendte jeg i kollegial ånd Braad Thomsen denne kommentar, som han i hvert fald endnu ikke har protesteret mod, hvilket vi vælger at opfatte som en anbefaling - og følgelig en god grund til nu at "indvie en lidt bredere kreds end blot dig og mig" - for nu at citere en svensk jägmästare, som jeg way back overtalte til at lade afsætte et frivilligt urskovreservat i Småland.
- I øvrigt beror selv kvalificerede "kändisers" typiske hæmning over for uopfordret fraternisering nok på en instinktiv frygt for at se deres så møjsommeligt tilkæmpede status udsat for inflation - eller det er værre. Alt sammen rørende menneskeligt - og ofte såre velbegrundet i en verden hvor mennesket er menneskets ulv - og derfor på ingen vis nyt for denne redaktion...Allerede Freud selv turde jo heller ikke indvie Jung i sine drømme for "ikke at miste min autoritet". Hvortil så må føjes at Freud her gentog Ødipus' fejlgreb: For netop dette ængsteligt præventive forbehold gjorde en ende på mesterens ukrænkelige autoritet. I hvert fald i henhold til Jungs anekdote.

FORBRYDELSENS ELEMENT

Det klæder os ikke at dyrke det onde uden at være tvunget af nød eller anden ydre anledning. Allerede way back skrev jeg, at den der brillierer med en vidt og bredt berømmet afhandling om Hitler, nok ubevidst bifalder skurkens historiske eksistens uden dog at vedkende sig mindste medskyld. Hvis kun alt for velkendte medieakademikere med egne tidsskrifter ikke engang siden skulle have sagt noget lignende, ville jeg blive ærligt talt blive meget fornærmet - for nogle af dem læste da bevisligt skidtet med udbytte.

På lignende vis fristes jeg selv til at købe "Expressen", hvor "Super-snuten" fortæller hvordan han løste tre uhyggelige mordgåder. Jeg mener, når nu ulykkerne er sket, kan de da lige så godt aftvinges lidt moro. Men jeg forhindres, idet jeg her på FB nu falder over anderledes vedkommende, men som sagt tillige kærkommen kriminalitet.

Således citerer en FB-ven gamle Scherfig for den udødelige replik, at hvis man ser en socialdemokrat med en kniv i hånden, kan man være sikker på at han har en gaffel i den anden hånd. - Men hør engang: Just denne mindeværdige replik husker jeg ellers Carsten Jensen for som et eksempel på, at den alvorlige mand faktisk godt kan være morsom, også selv om han er på Finansloven. For Jensen fremførte den engang med bravour i Søndagspolitiken. Men det forholder sig åbenbart her som med Møllehaves selvironiske replik "Min overfladiskhed stikker ikke så dybt" - der nemlig ligeledes viste sig at stamme fra en afdød forfatter, husker ikke hvem.

Og for ganske nylig blev en gammel politiker fra før verdenskrigene citeret for disse fyndige ord: At de rige altid kræver mere profit for at arbejde mere, mens de på de fattiges vegne omvendt foreskriver mindre løn som spore til at arbejde mere. Og siden har adskillige kendte debattører med indigneret værdighed fremført akkurat de samme ord i eget navn på fineste spalteplads. For når den ene åbenbart skal have lov, så skal alle de andre ønskebørn også. - Men bevares, hvem ville ikke gøre det samme for en månedshyre på 45.000.
Selv lystmodere er i vore dage blot kopister der har spillet computerspil og set TV-reportager om terror. I gamle dage kunne det være en ensom slagter der hyggede sig med jævnligt at partere og æde en kunde, indtil han ved en tilfældighed blev opdaget og ført til guilliotinen som en abnormitet og vivesekteret. I vore dage ligner lystmorderen derimod enhver anden praktikant eller allerhøjst en miskendt spin-ekspert. For filosoffer har rettelig snart så lav status, at alle og enhver bliver anerkendt, idet slet ingen længere behøver at miskendes for at sikre det akademiske papirs kursværdi, der nemlig i græsk ånd synes valutarisk koblet til den græske Drakme i et sandt siamesisk broderskab i tykt og tyndt.

Her kunne man fromt indvende: "Men Herregud - kan det da ikke være lige meget, hvem der fandt på replikkerne og ideerne?"  Tja - åbenbart ikke: For hvis det nemlig var lige meget hvem der fandt på replikkerne, så ville kendte folk nok ikke med sådan omhu fremføre dem i eget navn på mest mulig spalteplads med den sans for strategisk og mekanisk repetition, som falder de komplementære sindstyper, der altid skaber skidtet, hartad umulig.
Nå, men en anden ting er, at vi jo ikke i det uendelige kan gå rundt og huske på, hvem der opfandt øl-oplukkeren. Men det turde nu rimeligvis have været Moses...

-----------------

Den perfekte forbrydelse...

 Jeg blev for nylig på Østerport Station berøvet tegnebog med 2500 kr, bankkort, kørekort - samt nøgler. Op-lukning, udskiftning af låse og hele molevitten beløber sig således til henved 6000 kr. Fik skam straks fat i mistænkte østeuropæer - men selv om jeg ikke undersøgte hans trusser, var han tilsyneladende helt uskyldig. Politiet fortæller imidlertid, at der altid er en uanselig håndlanger til straks af aftage bevismaterialet. Og det var tredje gang den dag sammesteds...

- Men sammenlignet med tabet på mine Vestas aktier af lutter fej sendrægtighed som hos spilleren, der kaster dårlige penge efter gode for ikke at erkende sit tab, var lommetyven ret beset en mindre ulykke.

- Og tabet på Vestas var atter en komplet økonomisk bagatel sammenlignet med tabet af det åndelige gods, der siden blev tyvstjålet af universitetsfilosoffer og medieaber, der samtidig aktivt har udstødt mig som et uvelkomment og forstyrrende fremmedlegeme, der nødig skulle osv. - hvilket atter typisk bagatelliseres som sammentræf af mere eller mindre ligesindede, der nemlig heller ikke har mindste interesse i at indrømme den åbenlyse forskel mellem kopi og den ægte vare - ejheller kan forklare den systematiske forsinkelse mellem de to.
- Sagens økonomiske aspekt minder mig om min engelsklærer, der i sin tid snusfornuftigt fortalte klassen, at hvert ekstra studieår indebærer et indtægtstab på 150.000 kr...

- Men skal vi aftvinge det skete nogen moro i medfør af selv samme utilgivelige konstitution må det være den omstændighed, at de gamle låse i følge låsesmeden var utidssvarende og alligevel burde udskiftes for at forebygge tyveri. Nu er tyveri således omsider dobbelt forebygget: Dels er der ikke mere at stjæle udover mine fornemme låse - og dem er der ingen der kan stjæle.

En anden komisk tilføjelse: Jeg mistede jo min lasede tegnebog, men fik så til gengæld anledning til at indvie en splinterny ditto, som jeg købte i lufthavnen i Entebbe i fjor: For som rig turist måtte jeg jo købe et eller andet for min sidste lokale valuta, selv om jeg slet ikke behøvede det. Bagefter morede og skammede jeg mig over det symbolske i , at den overflødige tegnebog alligevel var væsentlig dyrere end mine godgørende drikkepenge til det lokale bar- og hotelpersonale: For den havde været langt billigere at købe ude i byen end i lufthavnen.
--------------
Som selvudnævnt professor in disgrace (hvilket til orientering i vore dage er det fineste) må man imidlertid være i stand til daglig som baron von Münchhausen at trække sig selv op ved hårene - hvilket burde være barnemad for folk, der modsat mig selv ikke er skaldede. For som en jysk ingeniørkollega af min bedstefar way bacck kommenterede Eiffel-tårnet on location: "Det hær ka' altså ette imponere mej..."

Dagens "Münchhausen" er den opdagelse at vi tilsyneladende har leveret empirisk bevis for sandheden af Ødipus' og andres arkaiske lære om skæbnens uundgåelighed. I sidste uge mistede og genfandt jeg i bushen min tegnebog med alt. Dagen efter havde jeg nære fået et velvoksent hvepsebo på halsen under uagtssom bestigning af et jagttårn, hvorved jeg blev tvunget til at springe hovedkulds ud på en blød madras af den gule moseblomst 'benbræk'.
Alligevel blev jeg nu den næste dag helt uforskyldt stukket i en øreflip af en hveps; og dagen efter igen blev jeg som sagt ligeledes uforskyldt berøvet min tegnebog med alt. Nu mangler kun lige et benbræk for at gøre scenariet komplet - hvorved jeg nemlig vil få den professorale ære af som den første at have forvandlet humaniora til en eksperimentel videnskab helt fri for bull shit.

Men ikke nok hermed - vor oplevelse giver også anledning til helt spekulative overvejelser. Når man berøves sine nøgler som sidegevinst fordi de behagede at ligge i tegnebogen, kan tyven sige sig selv at man vil få låsen udskiftet, og vil derfor næppe gøre sig den ulejlighed at opsøge ens hjem, blot man bevogter det nøje et par dage just in case. Man kunne derfor nok spare sig udgiften med at skifte låsene ud. Men risikoen er naturligvis, at tyven også gennemfører dette ræsonnement og forudser muligheden for at man følgelig lader stå til. Altså bør man alligevel udskifte låsene. Men også dette indser tyven, der derfor må regne med at gå forgæves. Altså gider han ikke komme alligevel - men så havde vi jo alligevel ingen grund til den investering. Osv.
Hele tankeeksperimentet munder derfor ud i en usikkerhed, som kun kan bringes ud af verden ved at udskifte låsen. Dette bør tyven imidlertid også indse, hvorfor han alligevel kan være helt sikker på at gå forgæves og afstår. Altså behøver vi alligevel ikke at udskifte låsene trods facitlistens resulterende  usikkerhed - der jo desuden må vejes op mod den betragtelige ekstraudgift.

Men måske kan tyven følge os selv i dette mere avancerede ræsonnement, hvorved vor operation gentages på et højere logisk niveau, der ligeledes vil munde ud i en forpligtende usikkerhed. Men denne vil atter kunne konverteres til en ny sikkerhed - hvorved tyven  dog atter får afsæt for en gentagelse på næste logiske niveau. Derivater er således ikke noget nyt, men lige så gammel en opfindelse som arvesynden.

DET PERIODISKE SYSTEM OG DEN LUKKEDE AFDELING

 

 Da dagen ingen væsentlige nyheder bringer, vælger redaktionen i stedet at give en uddybende analyse af gårdagens ditto - ihukommende at væsentlighedskriteriet for ofte tilsidesættes af andre nyhedsredaktioner. Hertil skal yderligere føjes, at også de konkurrerende dagblade os bekendt alene bringer gårdagens nyheder -  ganske ligesom nogle restauranter med indehaverens sortsmuskede guds velsignelse fremturer i at servere gårsdagens ret under tilsvarende falsk varebetegnelse.
Thi for de vantro er intet for dårligt - mens næsten alt er for godt. Hvilket minder mig om en Jehovitisk vidnefast matrone i min barndom, der hver lørdag masede sig gennem skaren af vantro foran en lokal synagoge med den pædagogiske forklaring for gadens måbende børn, at jøderne havde dræbt Jesus. Ved en anden lejlighed lovede samme dame for resten at ville kastrere mig i snar fremtid med en brødkniv, idet jeg nemlig havde tilladt mig at lade vandet på åben gade i kammeraters påsyn. Siden har jeg da indrømmet også været noget mere ugenerøs med mine genitalier, så ikke et ondt ord om den sorte skole.

Nuvel. Gårdagens begivenhed var i al korthed den, at indehaveren af en endnu ikke overbevisende præskriberet promille formåede at undvige konflikt med trafiklovgivningen i kraft af en vis social behændighed, med det formål at krydse Øresund uden risiko. Til sagen hører at han i den forbindelse nøje betingede sig, at min nevø snarere end jeg selv førte bilen i hans sted. Til gengæld opstod en anden forvikling, som nok kunne pikere selv en mere ædru hjerne.

Da vi således efterfølgende klagede over at have betalt bropenge for en større kampvogn snarere end for en om så også meget eksklusiv personbil - kunne grænsemyndigheden prompte producere fotografisk evidens, hvortil i øvrigt kom, at vi havde betalt med et helt andet kontokort end det medbragte. Epifanien bestod nu i den aha-oplevelse, at vi var kommet til at tage en anden bilists efterladte kvittering og følgelig i grunden intet have at beklage. - Omtrent ligesom den lejemorder hos Hitchcock, der fik et velbegrundet latteranfald ved den forløsende oplysning om, at han grundet fejlinformering fra arbejdsgiverens side havde skubbet den forkerte mand i afgrunden.

Nu til vor nyheds perspektivering samt den efterfølgende algebraiske analyse. Perspektiveringen består i henvisning til en barndomserindring med en beslægtet logik, nemlig følgende tilgiveligt infantile anekdote. "En mand spørger en dame, om han ikke nok må få lov at stikke sin tommelfinger i munden på en dame, hvis hun lover at lukke øjnene. Det er i da orden; men lidt efter udbryder damen: "Hov-hov: Det er altså ikke min mund!" - "Nå-nej, men det er heller ikke min tommelfinger..." En infantil forvekslingsanekdote der muligvis har inspireret Karen Blixens til en fantasi i ”Syndfloden over Norderney”, hvori Josef  beder Maria om at lukke sine øjne og forestille sig at Josef er selveste Helligånden…

 Nu har vore kvikkeste læsere nok allerede fornemmet konturerne af vor efterfølgende algebraiske analyse, at selv om to gange minus nemlig endnu engang giver plus, så kan resultatet dog alligevel godt være noget kikset. Formlens matematiske generalitet fremgår deraf, at den er invariant for metafysiske og sociale transformationer. Vi har således allerede set, at den holder både i forbindelse med børneleg og trafiklovgivningen.

 Men ganske lige som det periodiske systems opdager Mendeljev ikke nøjedes hermed, men kækt tillod sig den hybris i samme åndedrag at forudsige opdagelsen af adskillige nye grundstoffer - således vil vi her på samme vis at ekstrapolere vor opdagelse ved at drage dens radikale teologiske konsekvenser.

Således kunne det nemlig på samme måde ske, at man ved en fejltagelse efter sin død havnede i Helvede: og det i følge sagens natur i selskab med sine jordiske plageånder, der for vor læserkreds vist ikke behøver yderligere introduktion.

Imidlertid vil Sankt Peter nu så godt som nogen anden grænseinstans kunne producere fotografisk evidens for den guddommelige symmetri mellem den dokumenterede forseelse og strafudmålingen. Epifaniens udfrielse vil her bestå i den oplysning, at det skam slet ikke er dig, men en helt anden der er havnet i Helvede, hvorfor du trods din unægtelige og lidet misundelsesværdige forlegenhed dog ikke kan anses for klageberettiget.
Til gengæld er der meget som tyder på at du er så identitetsforstyrret og utilregnelig, at du kan sidestilles med visse massemordere, der nemlig må findes uegnet til straf, siden de virkelig kunne dræbe så mange åbenlyst uskyldige medmennesker – hvorfor du omgående må overføres til den himmelske pendant til "Den Lukkede Afdeling"; som nemlig for denne ene gangs skyld bør have krav på samme retskrivningsmæssige privilegier som "Det Kongelige Teater".

 Denne forløsende afslutning tvinger os til at slutte af med fortællingen om en begavet skizofren kollega, der i sin tid gerne og ofte fortalte, hvorledes han i sin tid var blevet ansat på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Han fortalte nemlig dengang overlægen på den psykiatriske afdeling – den velkendte københavnske professor af det gamle borgerskab Villars Lunn – at han ville udskrives, idet han var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Professoren svarede prompte: "Universitetsbiblioteket? Nåh - men så skal du jo slet ikke udskrives: Du skal bare overføres...".

OM NORMALITET - MED SÆRLIG HENSYNTAGEN TIL STATENS KUNSTFOND SAMT ANDET PALÆONTOLOGISK HUSGERÅD

En bekendt spørger mig i min egenskab af ekspert, om det mon er normalt at lægge tandbørsten i opvaskemaskinen. Jeg betragter mig nemlig som normalitetens hvidkitlede svar på den psykiatriske mediedarling Henrik Day Poulsen - i en tid hvor de sindssyge, de pukkelryggede, halte og lamme tillades som svulmende gøgeunger at sætte sig på en stedse større del af både opmærksomheden og samfundskagen i den hellige forskelsbehandlings navn.

Nuvel; hvis det stillede spørgsmål skal opfattes som normalt, bør det få et normalt svar; men hvis det er unormalt, må det honoreres i samme toneart. For forskelsbehandling er som sagt en uting. Den første mulighed nævntes først, og hertillands tager vi jo normalt det første først...
Svaret er her det samme som en Susanne Møllers svar på spørgsmålet, om hun taler med sin mand under samlejet: ”Ja – hvis han ringer…” (Thi slet intet er til hinder for den paradoksale mulighed, at en af de eneste kvinder det efterhånden er værd at gifte sig med, tillige er en af de eneste kvinder som det efterhånden er værd at tale telefon med…)

Og da de fleste indehavere af opvaskemaskiner er fuldt lige så normale som den norske frihedskæmper Breivik (oh, hvad skulle vi dog gøre uden aktualitetens i og for sig komplet uinteressante og halvdumme virkelighedssubstrat, som vi ligefuldt behøver for vor anderledes fandenivoldske frugtbarhed, på samme vis som kornmarken behøver bondens lort?),- ville det være et atavistisk tilbageslag til barbarisk unormalitet her at gøre forskelsbehandling mellem tandbørster og andet husgeråd, hvorfor fornuften her byder os at gå planken helt ud.

– Udtrykket ”gå planken ud” betyder vist i øvrigt noget helt andet end jeg mener; men da den antikke sømandskunst nu om stunder hertillands kun beherskes af CARSTEN JENSEN, der af samme grund netop er blevet tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige førtidspension, behøver udtrykket en tidssvarende ansigtsløftning: For alternativet ville nemlig være at udtrykket helt uddør på linje med den irske kæmpehjort og Dyrehavens hvirvelløse eghjorte (en art kæmpe biller), og derefter er overladt til palæontologernes fantasifulde animationer i deres virtuelle kuvøser. Og i dette dystre perspektiv nærer vi ingen betænkeligheder med at gribe til "fortvivlelsens selvhjælp" i modersmålets navn uden først at ”fråga Lund”.

Men vi mangler stadig at behandle den anden mulighed, at det stillede spørgsmål selv er unormalt.
Og vi har her lejlighed til i samme åndedrag at bevise at vi ingenlunde er fagidioter, idet vi trods vor formelle ekspertise i den oversete normalitet ikke frygter tillige at gå Henrik Day Poulsen i bedene, når lejlighed sig som her byder: Thi vi lever i charlatanernes gyldne æra..

Her kan jeg betro jer, at spørgsmålet i just mit eget tilfælde ville være helt tosset, idet jeg dels ikke ejer en opvaskemaskine, dels i stedet ejer en palæontologisk tørretumbler, som jeg alene bruger til opbevaring af beskidt tøj: For maskinen jo må bruges til et eller andet, når jeg nu trods min forkærlighed for fysisk arbejde (der nemlig ulykkeligvis kræver enten bydende nødvendighed eller også en Don Quijotes utopisk ridderlige idealisme som katalysator) endnu ikke taget mig sammen til at smide den ud, skønt den som Kongeegen har stået på sin plads siden Ruder Konges tid.

Ganske vist forhindrer intet mig i at lægge de beskidte tandbørster i tørretumbleren sammen med vasketøjet - men det bliver de jo ikke spor renere af, vel? Så derfor... – Hør, sig os engang: ”Hvor svært kan det være?” (Ha, omsider beviste han at være fuldt sprogligt kvalificeret til både Forfatterskolen og Journalisthøjskolen – men det havde bare ingen interesse, som en palæontologisk gymnasiekjerlighed i sin tid sagde: - hvilket altså nu omsider viser sig kunstnerisk lykkebringende...)

Vort svar på det tossede spørgsmål erindrer i øvrigt om denne Storm P.: ”Hvorfor slår du dog ikke din paraply op, sådan som det øser ned?” ”Ak, min paraply er fuld af huller.” ”Nå, men hvorfor i alverden tog du den så med?” – ”Næ, men jeg kunne da ikke vide at det ville blive regnvejr...”

”Men hvorfor må vasketøjet, men ikke tandbørsterne ligge i din uddøde tørretumbler? Er det måske ikke lige netop den forskelsbehandling, som du ovenfor tog afstand fra?”. Ha, se her tager I nu ganske fejl, jeres snarrådighed til trods. Forskelsbehandling er nemlig kun forkert, når den ikke kan begrundes sagligt: Således kan I vel da ikke forlange, at en sav og en hammer skal behandles på samme måde, vel?

Og forskellen består i vort tilfælde i, at ganske som det jo hedder, at at det er sværere at tisse fra Thisted til Ringsted, end det er at ringe fra Ringsted til Thisted – således er det også langt sværere i sin opvågnens rus at finde tandbørsten blandt alt det beskidte tøj, end det er i tidens fylde at finde alt det beskidte tøj blandt tandbørsten...

Denne betragtning erindrer os sluttelig om Niels Bohrs anekdote om købmanden, der adspurgt om en pose blandede bolsjer svarede den lille dreng: ”Her har du to bolsjer – så kan du selv få lov til at blande dem…”.

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

"JOHANNES BEVIS - DER VAR EN AFTALE!"

Så Johannes Døberen havde altså vitterlig en klar aftale med Jesus om efter sin død at lade ham overtage koncernstyringen, der således ikke beror på bekvemme retoriske tilsnigelser over det endnu varme lig?

Nattens drøm om ved uagtsom omgang med en el-installation at have forårsaget nedbrænding af hele to københavnske kirker trods forsynets adskillelse af dem med flere københavnske havnekanaler bemyndiger mig muligvis ikke just til så evangeliske associationer blot i anledning af en endog kulturradikal avisoverskrift. Og dog, og dog: Thi tilsiger ikke allerede Luther os at synde dygtigt for således gennem angeren at komme langt nærmere Gud end alle de skinhellige og gerningsretfærdige? Således forlyder det jo også at skurken Barabbas endte i Kristi efterfølgelse.

Hvis vi nu "Freudiansk" skiftede drømmens københavnske kirker ud med larmende københavnske bladhuse, der jo efterhånden helt har overtaget deres plads, så fik vi tillige en god overensstemmelse med det umotiverede kulturradikale islæt. - Samtidig med at vi klogeligt ikke alt for grundigt brænder vore broer tilbage til den kirkelige velsignelse - hvis rundhåndethed jo som bekendt er anderledes radikal end den blot kulturradikale ditto, som sjældent er det papir værd den er skrevet på.

For ganske som der er forskel på ægte kristendom og kulturkristendom, så må der skelnes mellem eftersnakkende kultur-tolerance og en intuitiv human dybde som hos den nylig afdøde maler Ruben Gelardi med sin arianske og nærmest jødekristne-islamiske kristendom, der stædigt, men lavmælt undsagde Treenigheden som en langt senere noget barok og ret beset blasfemisk tildigtning - der dog heller ikke skal have lov til at ødelægge vor økumeniske samdrægtighed. For kun fladbundede sind uden eget liv tiltrækkes og lyser op af unødigt politiserende konflikter med al deres ydre "dramatik" - såsom den dagens avisoverskrift i virkeligheden henviser til.

Også vor drøms fatale løse elektriske forbindelse har skam spor i den personlige empiri, hvormed til almindelig orientering og med særlig hensyn til mediernes psykiatriske darling Henrik Day Poulsen dog ikke ligefrem hentydes til el-stimulering af oxiderede hjernereceptorer. Vor beretnings kulturradikale islæt hentet fra dagens "Politiken" tilhører derimod ikke drømmen selv – med mindre vi da stadig drømmer... Men såfremt vi virkelig stadig drømmer, da kan også dette ubudne element med dets sære forening af kollektiv strømlinethed og amatøristisk selvfedme spores og forklares empirisk:

 For læste vi ikke forleden sammesteds, at Carsten Jensen nu er havnet på livsvarig kunststøtte – mens den netop afdøde maler Ruben Gelardi omvendt for nylig blev afslået et helt beskedent arbejdslegat under henvisning til talentets og arbejdernes kvalitet? Dette på trods af at han kom på akademiet allerede som 15 årig og tidligt blev anerkendt som noget nær et vidunderbarn på sit felt – indtil Janteloven indhentede ham…

Om journalisten Jensen, der i stil, humor og anliggender til forveksling minder om sin gamle fjende Georg Metz, intet ondt ord, for han er vist nok en flink fyr uden intrigevæsen under den ydre fromheds noget luftige kappe. Men jeg tør dog ydmygt bedyre, at jeg i de nævnte henseender desværre trods de største anstrengelser har så ringe lighed med Jensen, at det ikke behøver nogen forklaring, at ikke også jeg er blevet uopfordret betænkt af sagkyndige og stilsikre underjordiske udvalg af myreflittige gnavere, der aldrig sover og intet glemmer.

- Aktuel anledning har sluttelig også drømmens kirkelige islæt, der således ikke alene beror på drømmelivets velkendte forvrængninger: For jeg blev sent i aftes ringet op af en præst, der følte både Folkekirken, Loven og sig selv forbigået af afdøde Ruben Gelardis uformelle pårørende, der i mangel af familie har tilladt sig egenmægtigt at arrangere hans bisættelse i Metodistkirken i Rigensgade uden først at cleare deres forehavende med den retmæssige "begravelsesmyndighed".

Thi således hedder det nemlig – lidt i stil med det imponerende tyske ord ”Begrabungs-unternehmer”, der dog betyder ’bedemand’. Og ligesom alle andre praktikanter må også jeg straks med barnligt drengesind plapre autoritativt ud med hver nyt ord jeg hører, som havde jeg selv udmejslet det møjsommeligt, drevet af års stædigt gentagne og uafviselige erfaringer.

Vor kirkelige mands forurettelse er dog måske lige så meget på egne vegne som på Folkekirkens. For helt i humoristen Albert Engströms ånd - "Liget har selv bagt kagerne - værsgo og tag!" - påberåber vor mand sig nemlig en gammel aftale med afdøde uden hverken angivelse af udløbsdato eller promille, om at måtte forestå hans begravelse i tidens fylde. Hvem af de to, der dengang tog det både behjertede og fremsynede initiativ, vedrører i øvrigt ikke sagen, så lidt som den aktuelle promilles fordeling ved hin festlige lejlighed – og kan derfor allerhøjst have formiddagspressens interesse….

 Og ganske som en egenrådig gammel same i sin tid betroede mig, at han såmænd udmærket kendte havørnens rede og sagtens kunne skyde ørnen, hvis han ville - således betroede kirkens mand mig, at han såmænd den dag i dag ville kunne få begravelsen aflyst, hvis han ville: ja, at det i grunden næsten var hans pligt at berigtige denne procedurefejl – der nemlig tillige formelt må anses for at være i strid med ligets vilje som trofast betalende medlem af Folkekirken på de velkendte og gældende vilkår.

Nuvel, jeg tænder ikke på forhandlinger, administration og manipulation, der alene ejer den øjeblikkets uskønne sociale magt, hvori jævne folk gerne benovet ser ”begavelse” – men helt savner ånd til at modstå vejr, vind og tidens tand;- og jeg er da indrømmet heller ingen ørn til sligt.

Men det var heldigvis ikke svært at overbevise Kirkens mand om det pligtskyldige hensyn til alle de gæster der i tilfælde af aflysning i ellevete time ville komme til at gå forgæves til gravøl – og som næppe alle er stærke nok i troen til at vedligeholde både gejsten og branderten, indtil Marmorkirken med en træghed i stil med den bibelske jætte Goliats og Den Spanske Armadas omsider bliver mobiliseret – om så også med både Kristi og Pavens velsignelse.

Som et appendix til vor beskrivelse af Vesterlandets undergang skylder vi sluttelig at føje den eftertænksomme iagttagelse, at vor diskurs jo blev foranlediget af en aktuel avisoverskrift: For denne rummer nemlig en tvetydighed beroende på begrædelig moderne retskrivning: Således skelner man i moderne dansk retskrivning ikke længere mellem ”Johanne’s bevis” og ”Johannes’ bevis”, men skriver i begge tilfælde ”Johannes bevis”. Ved brug af gammel retskrivnings apostrof ville vor fatale forveksling af Enhedslistens ypperstepræstinde Johanne med Biblens Johannes Døberen således have været undgået og forebygget fra første færd.
Men heraf ser vi til gengæld endnu engang hvor inspirerende og livgivende fejltagelser, forvekslinger og ufuldkommenheder undertiden kan være – idet det nemlig også på tankens område gælder, at man skal vogte sig for den skinhellige gerningsretfærdighed, der bryster sig af under alle forhold at efterstræbe at tænke så fejlfrit og uklanderligt som muligt.

Dog tør vi ikke tage ansvaret for at opfordre andre til at følge i vort antikke fodspor: For hvis nogen nemlig skulle nære ønsker om at komme i betragtning som kommende ihændehavere af legater fra Statens Kunstfond, så ville en sådan grammatisk atavisme udløse en øjeblikkelig abort, idet man nemlig da vil genbruge den ubetalelige, ja næsten opfindsomme formulering hos et andet lærd udvalg engang, hvori det hed: ”…alene ansøgningen må ved sin ekstravagante facon anses for diskvalificerende i sig selv”.