OM V.S. NAIPAUL - OG GANDHI...

NAIPAUL

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap.klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han,- at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!
–----------------------------

Naipaul har fået hele ti nye likes, allerede nu mens jeg skrev ovenstående - utvivlsomt på grund af mig. For ganske som man har befordret andres mere end egen profitable arbejdsmarkeds-aktivitet (samfundsnyttig eller ej...), er man også her bedst til rollen som mæcen: mæcenen skal jo ikke selv støttes - omtrent ligesom Russells barber, der ikke selv skal barberes, men er henvist til at barbere sig selv - velsagtens mod dobbelt betaling.
–----------------------

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.
Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.
Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og de rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, de små konkrete tings livgivende og mindeværdige magi (jeg har aldrig selv ham). Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden er i deres lakoniske form langt bedre og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. - De kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne, alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres egen kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan også gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" handler om hans fars komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

NYTRÅRSTAL: TAKE THREE

DOBBELTMORAL OG SERIEMORD

Her i Sibirien holder vi ingen nytårstaler - og da slet ikke når tundraen smelter. Men jeg hører, at privilegerede hædersborgere i mit fædreland, der bevisligt med stolthed "tjener deres egne penge", som sædvanligt ved denne tid atter har holdt moraliserende nytårs-foredrag for underklassen om den rette livsførelse og den sande fædrelandskærlighed.

Hvis også I er irrationelle nok i strid med al fornuft at finde dette en anelse dobbeltmoralsk, så er vi åbenbart flere der nok må i psykiatrisk behandling hos vor førende eksklusive ekspert i seriemordere: den eksklusive dr. med. Day i Dronningens egen Amaliegade.

Bemeldte dr. Day bør i øvrigt under ingen omstændigheder forveksles med den lige så navnkundige og nærboende dr. med. Gay. For selv om en sådan forveksling skam ikke ville være det mindste uflatterende, så både vil og bør ethvert menneske dog nu engang roses af de rigtige grunde.
Men forresten: Hvem ved, om ikke også vor lige så markante ernærings-forsker dr. med Arne Astrup må ind over her? Thi ernæringens betydning for det psykiske stofskifte - herunder alt lige fra spisevægring (!) via arbejdsvægring til serie-mord - har alt for længe været underbelyst.

Og det må i denne forbindelse lige understreges, at såvel dr. Astrup som dr. Day skam i rigt mål selv forstår at tjene deres egne penge. Så her må al mavesur snak om dobbelmoral da omsider forstumme!

Derimod forlyder det, at dr. Astrup nu indrømmer tidligere at have taget fejl med sin teori om sukkers harmløshed. Jeg anede slet ikke, at dr. Astrup var i stand til at tage fejl - men den mand er åbenbart i stand til alt: bare det er tilstrækkeligt godt betalt!

Selv har jeg det på akkurat samme vis - og ser derfor ingen grund til at foretage mig noget som helst under de nuværende verdens-konjunturer...

NYTÅRSTALE: TAKE TWO

OPERATION VERDENSBANK

Om kommunistisk og anden paranoia

Fra min folkloristiske tid som kontraspion på det virkelige arbejdsmarked husker jeg disse ord: "Der findes ikke idiotarbejde - der findes kun idioter". Og fra min akademiske tid husker og sander jeg stedse mere jeg dette fornuftige råd fra fornuftige udenforstående med benene på jorden: "For at blive fagidiot må man först være idiot!"
Tiden har vist, at de i den grad havde ret - og det er nok derfor, at man - når galt undertiden skulle väre - altid har foretrukket idiotarbejde. For instinktivt fornemmede man måske hele tiden, at det andet uhyre let kunne gå hen og blive endnu mere idiotisk end det förste, som skrevet står.

MEN vi mennesker vil nu engang helst träffe vore valg selv, idet geskäftig udelukkelse takket väre venlige själe,der skam kun vil vort bedste, tvärtimod kun giver anledning til ulykkelige illusioner om, at vi dermed er blevet forhold et uundvärligt og yderst attråvärdigt gode: En paradoksal og uhensigtsmässig mekanisme, der som bekendt gjorde sig herostratisk bemärket allerede dengang i Edens Have.
Nytårsfejring helt uden selskabelige former og helst også nogen professionalisme i udförelsen såsom ved kinesisk fyrvärkeri tiltaler ikke det modne sind - lige så lidt som tomme formaliteter, der jo endda på Facebook og andre sociale medier er tomme i både anden og tredje potens - hvis jeres brannert nu ellers tillader jer at forstå...

Hård kost nytårsmorgen? Javist - min så kunne I jo bare have ladet väre med at pådrage jer sådan en tung "baksmälla": Og da isär fordi sidstnävnte psykologisk set altid er en rigtigt dårlig start på det nye år.

En forpligtende, men komplet idealistisk deadline hinsidan nödvendiggjorde for min egen del en forudseende eremitisk emigration, som da heller ikke har väret forgäves. Om mit okkulte oeuvres sande omfang kan i övrigt höjst mine värste fjender gisne - og det er jo nok derfor man efterhånden ikke rigtigt kan undväre dem.
For således tilpasser den menneskelige metabolisme sig nu engang efterhånden de givne fysisk-kemiske kår: Tänkt blot på hvorledes visse russiske helikopterpiloter af rent medicinske grunde ikke kan forsvare at flyve for olie-branchen i tundraen uden en frisk flaske vodka ved instrumentbrättet morgen, middag og aften - vel at märke med dobbelte rationer i tilfälde af natarbejde.
Nu advarer gode venner mig ganske jävnligt mod paranoia - idet de dog samtidig helt korrekt indrömmer, at dette nemlig ville väre at göre fjenderne (?) en alt for stor tjeneste.
Om man ligefrem (i analogi med de indledningsvis nävnte idiotier) skal väre forfulgt först for kunne udvikle forfölgelsesvanvid, vil jeg trods alt ikke generalisere om. Men min egen paranoia har da i hvert fald til orientering modtaget friske og fortlöbende forsyninger så sent som i juleferien. Og om fjenderne så skulle se sig nödsagede til at bygge en formelig Berlin-bro med Marshall-hjälp for at holde syndromet i live, så skal de såmänd også nok få den finansieret via Verdensbanken - og den efterfølgende regning tørret af på udviklingslandene.

J
Jamen hör: Er Verdensbanken blevet neddroslet??? Nej dog - men så geninstallerer vi den da bare omgående i fordums triumf: For allerede Gräkenlands dårlige eksempel viser jo til fulde, hvor overilet man i så fald her har reageret alene grundet händelige fejltrin i alligevel håblöst fortabte neger-stater, som nemlig ikke engang formåede at vedligeholde den ene motorvej gennem junglen til Atlanterhavets havne, som vi byggede for dem helt gratis.

Men ligefuldt mente disse folk sig altså groft mishandlede og forfulgte - og det lykkedes til sidst for dem og ligesindede med deres kommunistiske jammer-propaganda at få vort filantropiske verdensforetagende nedlagt!

- Ja – er ikke verdenshistorien i grunden én lang beläring om, at uretfärdige og paranoide beskyldninger altid er takken for sådan misforstået hjälpsomhed? Tror da pokker, at svagere karakterer og instanser end vi i den samme situation til sidst i fortvivlelsens selvhjälp sätter deres håb til russerne, kineserne eller sågar islamisterne.
Så hvem er det i grunden her, der efterhånden har både ret og grund til at föle sig groft forfulgt? Ja, det må vel väre tilladt at stille spörgsmålet....

DALAI LAMA - BARE SYNKOPERET

Der er intet så inspirerende som virkeligheden - men det skal være helt uventet, så alle de dumme ambitioner om partout at skulle kommentere verdenssituationen til hver en tid kan I godt droppe. Som allerede min far engang sagde: Nogle kan drikke seriøst, andre derimod ikke - og i sidstnævnte kategori befinder også jeg mig.
Dette nedarvede træk minder mig for resten om den døvstumme selvbestaltede færdsels-dirigent på Torvet i min endnu uspolerede svenske exil X-hult: Ja, for en gammel smed i byen betroede mig engang, at han gik akkurat ligesom hans far i sin tid gik når han var fuld - og at faderen derfor afgjort måtte have konciperet barnet "i en fylla"... Ortodokse darwinister griner ad den slags - men i vore dage er man blevet mere åbne over for gamle Lamarcks tro på nedarvede erfaringsspor.

Men tilbage til sagen: Vi er nogle, der egentlig ikke kan drikke - men ligesom humlebyen gør vi det nu alligevel af og til. Men når man frivilligt lader os invitere af et rettroende alkoholist-par, så må det derfor være selvforskyldt, at man udsætter sig for deres forudsigelige missionsvirksomhed. Den slags giver uvægerlig tømmermænd, hangovers, baksmälla - men man fik dog fordrevet kedsomheden og inviteret virkeligheden inden for.
 "Lad dog være med altid at kalde ham "Henry" - han hedder Henrik. Så kunne jeg også insistere på at kalde dig "Thomas". - "Godt - hörr du Henry: Du siger vel ikke nej tak til en dry martini? - Der kan du bare selv se Linda - manden må dog selv bedst vide hvad han hedder!"

 Linda har for længst mistet sit kørekort og kører derfor kun på landet. "Thomas" har derimod som den fødte alkoholist aldrig nogensinde spildt penge på at tage kørekort, men har så haft råd til desto flere biler i alle størrelser. Så han har slet intet at miste og iagttager derfor ikke den art forsigtighedsregler. Én ting var vi enige om - ud over den banalitet, end at de begge er afgjort bedre bilister end jeg: Normaliteten er stærkt overvurderet - undtagen i sin inderlige kedsommelighed....

Men de to har modsat mig selv for længst affundet sig med vilkårene og lært at le aldeles fordringsløst ad det hele. Og jeg tror endda, at de har lidt buddhistisk smilende medfølelse med min dumme og ungdommelige stritten imod og min trang til trods alt på en eller anden vis at være en lille smule med i noget, som jeg dog ikke længere kan respektere... Hvad dette "noget" så i mit tilfælde er, det har de derimod næppe nogen anelse om - og dog, hvem ved?..

 Trods tømmermænd minor lykkedes min afrejse tidligt i morges. Hele to busser i K. indhentede jeg dernæst i sprint med samme kortvarige express-fart som Afrikas grønne mamba - i begge tilfælde til så stor benovelse for chaufføren, at han som en gestus af generøsitet ikke gad kontrollere min billet. Det minder mig om den afdøde filosof Peter Zinkernagel, der i sin tid altid promerede på Strøget iført ulastelig frakke og jakkesæt - for så af og til aldeles umotiveret at sætte i en yderst kortvarig og stærkt synkoperet gallop, der dog altid endte lige så brat og formålsløst, som den var begyndt.

 Dette med synkopering er for resten efter sigende medfødt og forbeholdt de sorte: For det forholder sig her ganske som med kunsten at drikke seriøst: - Jeg har nu øvet mig i mange år, men når nok aldrig helt i mål...
Sammenligningen mellem míg selv og salig Zinkernagel er dog aldeles overilet: For Z. var jo de sidste år noget tosset - og det har jeg aldrig været! For dels løber jeg endnu hurtigere end han, og dels havde jeg jo i begge tilfælde det helt fornuftige formål at nå bussen. Men hvorfor jeg absolut skulle nå akkurat den bus og ikke den næste ti minutter senere - det har jeg derimod ingen som helst anelse om. Men der skal nu nok alligevel være en god grund... I hvert fald havde det den gode bivirkning, at det øjeblikkeligt fordrev tømmermændene - noget jeg undertiden også oplevede i min ungdom, når jeg vitterlig var tvunget til søvndrukken, ufuldstændigt påklædt og med tømmermænd at løbe for fuld fart for ikke at forpasse en forpligtende Dead-line ude i byen. Man kom til at perspirere ulækkert alkoholisk - javist, men man blev til gengæld også lynende klar og lige så genfødt i sit forpustede hoved, som var man selveste Dali Lama.

Salig Zinkernagel derimod han blev martyr – jo, det er ganske vist. Men hov, man kan da ikke sådan uadspurgt melde sig ind i Martyrernes & Eventyrernes klub, for vi er lige så selvsupplerende som Det Danske Akademi samt foreningen for Anonyme Afholdsmænd - der som bekendt udmærker sig ved kun at drikke i fuld offentlighed!
 For skønt ingen vil indrømme det åbent, så er just den førstnævnte forening forståeligt nok den mest eftertragtede: For mennesker ved jo udmærket, hvad deres samvittighed tilhvisker dem i tyste stunder uden mandsopdækning. Tænk således bare på dengang den brave, men naive unge Tor Nørretranders i sin Bohr-bog ligeledes udråbte ovennævnte afdøde kollega ( åh - så I vidste slet ikke at jeg engang har haft kolleger?) til netop martyr og dermed gav ham en sidste renæssance iført solbriller og karsehår a la fordums CIA-agenter.

Men sagen var tværtimod den, at just Zinkernagel blev offer for den uhyre sjældne skæbne trods sin originalitet at blive fredet fra første færd i klasse A. Og dermed slap han siden for at lave noget som helst mere - ud over at samle underskrifter hver gang hans statsstipendier var ved at løbe ud. Og til sidst gik dette så atter ud over hans faglige og sociale selvagtelse, tror jeg. Og derfor var det atter, at den ham påduttede martyr-rolle kom lige så belejligt som den gamle filosofs nye myte, som det var et bekvemt ”narrativ” og uimodståeligt PR-stunt for den unge heroiske forfatter, der som den barmhjertige samaritaner ilede den betrængte filosof til undsætning – selv om filosoffen muligvis havde været endnu bedre tjent med en konstantinopolitanerinde-danserinde: Et magisk ord der nemlig lige så effektivt som et rask sprint i motionscenterets elektriske stol øjeblikkeligt helbreder alle tømmermænd - hvor uvidenskabeligt dette så end kan forekomme de fornuftige mennesker der i tiltro til den grundfæstede organiske kemi alene sværger til TREO.

Vist er ovenstående kun min egen diagnose (ja, forstå mig ret...). - Men også vi psykiatere kan skam være miskendte: Ja, den ypperligt skrivende dr. Erling Jacobsen fra Risskov begik således selvmord - efter sigende just i medfør af kollegial mobning grundet hans begavelse. Så vogt jer for den slags nøkker, børnlille! Men så længe I kun formår at overbevise jer selv, går det endda an .. Men den dag I omsider lykkes med at overbevise os andre om det, tilgiver vi jer det aldrig nogensinde...

----------------

Men heureka, heureka! I må ikke gå endnu! Dette med "genfødt" minder mig nemlig om den episode i den anden bus, som jeg egentlig først havde tænkt mig at fortælle jer. Havde jeg nu ikke spurtet, så havde jeg aldrig nået den første bus - og havde jo dermed heller aldrig kunnet nå den anden bus, hvori følgende optrin fandt sted. For var det ikke det vi sagde: Vi havde skam vore gode og fornuftige grunde til at spurte, stik modsat vor afdøde forgænger.
En ung mand med en barnevogn spurgte mig tilsyneladende, om det var mit barn i barnevognen ved siden af mig. Nej, det var det forhåbentlig ikke... Dernæst ændrede han formuleringen til det spørgsmål, om jeg mon ville have barnet. Her måtte jeg svare lige så høfligt som en bekendt gjorde, dengang en kær gammel evnesvag dame spurgte ham, om de ikke skulle gifte sig: "Tak, jeg ville egentlig frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu alt for ung til at binde mig ..."

Først til allersidst forstod jeg hvad det handlede om: Jeg stod nemlig klippefast som apostlen Peter på just den plads der højt og tydeligt for enhver var reserveret barnevogne. Men Herre Jemini:: Hvilket bedre eksperimentelt bevis kan I inkarnerede tvivlere som selveste alkoholisten Thomas dog ønske jer for den teori, at Jorden simpelt hen er overbefolket?

•  

ODE TIL HENRIK DAHL I ANLEDNING AF HANS JOBTILBUD

Fik vi måske så ikke i ret i vor profeti, at det dog trods din akutte forlegenhed sluttelig ville gå dig ganske som de angiveligt tidligere direktører i større EDB-firmaer etc, der ved et tydeligvis udiagnosticbart lune af skæbnen er midlertidigt fornedrede til jobkonsulenter - og som ligefuldt ydmygt altid tilføjer, at deres aller største kvalifikation til sidstnævnte job er den uhyre solidariske, at også de skam også har prøvet at være arbejdsløse. Hvilket må være en sekulær modsvarighed til en svunden tids "Imitatio Christi".

Vi glemte denne gang med vilje spørgsmålstegnet, der nemlig ville virke arrogant forstyrrende efter en så lang sætning. Dette kan der til gengæld rådes bod på ved at stille et helt andet spørgsmål som plaster på såret: Nemlig dette, hvorledes mon litterater ved Det Dagblad, der i henhold til dine mest ortodokse støtter "hader" dig, alligevel kan slippe afsted med at lykønske dig indtil adskillige gange uden risiko for at risikere deres gode job.
Din kvide minder derfor mest af alt om Søren Ulrik Thomsens mondænt essayistiske coffee table bekendelser om sine personlige møder med den skinbarlige Satan - efter alt at dømme nok form af hine enkelte stædige fornægtere af Skaberværket, som Thomsen nemlig endnu ikke tør kalde sine læsere.

Men fjendernes lykønskninger mod al forventning - det kalder jeg civilcourage: et begreb der i min egen verden ellers ligger nær grænsen for det empiriske og derfor må omgås med et så et sige kantiansk forbehold for vore transcendentale begrænsninger.

I vor modne alder interesserer vi os ikke længere for vor egen beskedne forfremmelse i et af naturlige grunde vel alligevel noget begrænset åremål - men desto mere for de unge kræfters, hvorpå jo også vor egen kapitalpensions valutariske soliditet jo dog aldeles beror.

 Hvor det dog må glæde alle på Skjærbæk Præstegaard således uventet at få bekræftet, at mennesket trods ussel bagtalelse med fej undgåelse af navnes nævnelse lige siden den kristne oldtid, af naturen tværtimod er godt.
Allerede ved synet af en truende uvejrssky i det fjerne hørte allerede dine sande venner teatertorden for deres indre øren og kom dig straks til undsætning mod en ondsindet og slavisk umættelig trykpresse, ubelastet af såvel mere begavede utrykte forlæg som en Hemingways sans for begrænsningens kunst.

Men skønt det ellers hedder, at i ulvetider dukker alskens kryb frem af træværket, så viser det sig altså nu, at ved disse velsignede nye tidender myldrer omvendt de kæreste og nyttigste små regnorme og bænkebidere frem af den frugtsommeligt regntunge pløjejord med deres tribut og lykønskninger: skabninger som ingen mors sjæl udover professionelle entomologer ellers ville have anet eksistensen af.

Men sæt nu, Henrik, at den frygtede vanskæbne i stedet bittert havde holdt hvad den lovede: Så ville hele denne forunderligt emergente mangfoldighed af det stræbsomme nyborgerskabs civiliseret velvilje nok have pålagt sig selv homerisk blindhed: men ikke som Homer selv i en platoniske sandheds højere tjeneste, men af lutter anstændig frygt for at sige noget overilet – samt ud fra det gode borgerlige princip skånsomt at lade falde, hvad nu engang ikke formår at stå uden kemiske hjælpemidler med alle de kedelige bivirkninger, som – groft sagt – kun medicinalindustrien på en god Dag besidder frejdighed nok til at forklejne – ja endda lovprise.
Men stop en halv: Har vi måske ikke også selv engang næret sådanne dulgte ønsker om gennem Facebook i tidens fylde måske at kunne nyde den samme skæbne som de eksotiske dyrearter, der efter i årtier at have været erklæret uddøde i Indo-Kinas jungle, uventet genopdages for atter at blive indsat i fordums værdighed og embeder?
 Jo, hvis sandheden åbenbart absolut skal frem, så forelå der nok engang også her sådanne forblommede forhåbninger. – Men af lutter ungdommelig selvberuselse - der nemlig i moden alder slet ikke er noget charmerende syn, men kun rørende hvor det drejer sig om just flyvefærdige rovfugles begejstring over omsider at kunne besejle villa-vejene i fars bil uden frygt for ordensmagten - glemte vi desværre aldeles at tage højde for Oscar Wildes velkendte fyndord: ”Den der siger sandheden, bliver – groft sagt – altid før eller siden opdaget ...”.
P.S. Vor odes bevidste forsinkelse i helt offentligt rum beror alene på den omsorg hvormed vi undgår enhver forveksling med det alene dagsaktuelle og polemiske.

POMPIDOU OG DE AFDØDE KOMIKERES KLUB

Alt minder som bekendt om alt. Og derfor er det slet ikke så svært at skrive noget om hvad som helst - lige undtagen hvis det er erklæret højaktuelt. For hvis masser af kompetente folk allerede debatterer det, så behøves min sopran nok ikke i koret, for less is more - ja, måske lige undtagen ved demokratiske valg.

Nu har jeg således bestemt mig for at causere om selvmord - for det er dog knap så stor en dødsynd som ligefrem at begå det. Men hvad gør man hvis nu inspirationen ikke prompte melder sig? Man gør som salig Rohrshack og ser sig omkring.
Og på den vis stødte jeg på spørgsmålet: "Hvorfor hører man aldrig mere om Pompidou?"

Men begik præsident Pompidou da selvmord? Nej, men jeg forbinder nu alligevel Pompidou's navn med et tilfælde, der ret beset godt kunne betragtes som selvmord.

Det allersidste som den senest guilliotinerede i Frankrig nemlig tænkte på, var just Pompidou: For han var nemlig kommet alle sine behjertede forsvarere i forkøbet og skriftligt bedt præsidenten om for alle parters samt verdensfredens skyld at lade dommen eksekvere trods alle protester. Og hvordan kan man ignorere et menneskes allersidste ønske?

Præsident Pompidou var ganske vist ikke til stede, skønt han havde modtaget invitation til den reserverede plads på første række - men i henhold til vidner spejdede det afhuggede hoved i sit sidste vågne sekund ivrigt rundt i den eksklusive tilskuerskare i håb om at udveksle et snedigt indforstået blik med præsidenten: "Vi to forstår sgu da i det mindste hinanden - i modsætning til alle de andre fæhoveder" .

Hvordan kan en komiker dog begå selvmord? Svar: Det kan han normalt heller ikke. Således fortæller en bekendt mig om et tilfælde, hvor en lige så ansvarlig familiefader som Robin Williams åd en stor håndfuld sovepiller, skar pulsåren i armene over og hængte sig i trappen: Rimeligvis i den her nævnte rækkefølge, logistisk set....

Men det nyttede intet, for dels bristede trappens træsprosser. Og dels havde han skåret pulsåren over på tværs, hvorved forblødningen forløb så langsomt, at en clairvoyant fornemmelse hos en søster i et naboland førte til en akut opringning til naboen, der reddede hans liv i sidste øjeblik.

Derimod kendte jeg en avantgarde-komponist med et fler-årigt legat fra Statens Kunstfond, som han dog formøblede i en imponerende fart på de lokale værtshuse - under flittig henvisning til at alle de store forgængere som Mozart og Chopin døde unge. Og når man nu engang ikke længere kan få tuberkulose, behøves velsagtens andre metoder.

Han endte dog af lutter utålmodighed med at skyde sig med en arvet pistol. Vi andre fik det først at vide en uge senere - men en forbavset bekendt, der heller intet vidste, mente helt bestemt at have hilst på ham på gaden nogle dage efter hans død.

Tja, nogle er nu engang bare sejlivede, men det lykkes heldigvis ikke dem alle af den anledning ligefrem at grundlægge en ny religion; For det forholder sig med religioner ligesom med komponister og våbenfabrikker, at vi allerede har mere end rigeligt til at forsyne det globale marked.

Tænk således blot på Muhammed Ali, der nu har levet forbilledligt med Parkinson i mere end tyve somre uden at være til mindste fare for andre end: de andre....Mere end en halvgud bliver den mand aldrig - men heldigvis for ham er han nu også beskedenheden selv.

Apropos selvmord mindes jeg en præst som jeg besøgte i Nordjylland sammen med min daværende stedfader - inklusive Skagen i en tid, inden celebriteternes ros og dettes endnu mere overbefolkede halehæng havde indtaget det for alvor.

Præsten var en elskelig mand, men allerede en måned senere skød han sig gennem hovedet i sin hyggelige bogstue med et haglgevær - og resultatet der desværre ikke udeblev, var ikke noget kønt syn og næppe helt i Blichers ånd.
Præsten havde et passioneret og hemmeligt forhold til en af de bedste stedlige venners hustru, men frygtede i den sammenhæng mere sin egen både temperamentsfulde og velbegavede hustrus vrede end elskerindens rare mand.
Denne kom imidlertid til en nat ikke så længe efter at påkøre en nabos lille datter med sin sportsvogn i rasende hastighed på vej hjem fra en forretningsrejse eller konference. Han tog nu ikke sit liv af den grund, men måtte jo rejse bort, og hans eget ægteskab holdt naturligvis heller ikke til mosten.
Min egen mor havde taget sit liv to år før, men det er en anden historie.

 En endnu levende præst i Hovedlandet udbeder sig nu alle gode grunde til at afstå fra selvmord. Om det er ment som en øvelse for menigheden eller som et nødråb, vides ikke med bestemthed.
Opgaven er nu heller ikke så nem at løse: Hvis man vinder den store gevinst i lotto, vil man ganske vist nok suspendere så kul-sorte tanker: Ja, selv stafylokok-manden, hvis indrømmet afskyelige ansigt med hans egne ord får børn til at græde - men som til gengæld nok kan lære andre at leve bedre med deres ansigt og sågar tilbyder stor trøst til alle os der har tabt ansigt på aktiemarkedet - ville hermed skimte plastik-kirurgiens skarpe lys for enden af tunnelen.

Men hvis man nu efterfølgende taber lodsedlen på gaden, vil det omvendt kunne få selv en hidtil fordringsløs og ubekymret sjæl til at overveje selvmord.

En amerikansk komiker fortæller i anledning af Robin Williams' selvmord, at alle komikere kæmper mod indre dæmoner og typisk siden barndommen tror, at vi andre alene værdsætter dem på grund af deres vitsers aldrig hvilende skjold mod omverdenen.
Tja, hvem i alverden havde dog forestillet sig, at vi bare sådan kunne holde af dem som de er i virkeligheden? Hvad ville Hovedstaden således være uden Rådet for Hovedstadens Forskønnelse - og ihukommende Skjern Å's omtumlede skæbne gælder noget lignende tydeligvis også Hovedlandet.
I øvrigt kan det med grinets skjold nu ofte have en del på sig. Da en klassekammerat i første G således i en gymnastiktime fik svar på sit nysgerrige spørgsmål, hvordan min mor ugen før havde taget sit liv, udløste det således et ubehersket fnise-anfald, der varede lige til der blev ringet til frikvarter.

------------------
I øvrigt havde jeg 20.8 en kronik i Politiken om dette emne - til orientering helt uden sammenfald med det her bragte, for jeg hader gentagelser uden god - f.eks. artistisk - begrundelse: undtagen når det sker mod honorar.

CÆSAR OG HANS HUSTRU

Bjørn Bredal advokerede for nylig for flere kvindelige sportskommentatorer: De indforståede mænd er nemlig typisk fagnørder: Og som bekendt får vi idioter ikke ret meget ud af at spørge vor bilmekaniker om technicalities.
Men problemet løses ikke nødvendigvis ved ansættelse af flere kvindelige sportsjournalister. Tænk således blot på, at Berlingskes "Groft Sagt" ikke er blevet mere finkornet af den kvindelige deltagelse med guddommelig velsignelse i nyere tid. For når det er mændene der skal ansætte dem, er det måske ikke hver gang den rette der ansættes..

For mændene ansætter gerne kvinder der – ud over at kunne fange det kvindelige publikum med traditionelt kvindelige anliggender samt i deres egenskab af rollemodeller i karrierelivet - passer ind i deres eget spil, og som derfor nok bjæffer: men kun ad de rette – jævnfør ”Groft Sagt”. Men frem for alt må de på ingen vis medvirke til at så mindste tvivl om de gamle mænds ekspertise, når det virkelig gælder.
Som moralske garanter kan et firmas kvindelige gallionsfigurer desuden være uvurderlige som humane og neutrale eksekutorer af beslutninger, der rammer mænd der af de gamle ditto opleves som besværlige – og som just derfor gerne afvises med humant afvæbnende begrundelser.

Cæsars hustru bør naturligvis være både kvik og præsentabel, men hendes rygte er slet ikke så sart, som det hedder sig: For mangen stor mands hustru har som bekendt overlevet glimrende på trods af eller endda grundet sin ”reputation" som en spændende dame med indflydelse. Nej, hustruens vigtigste opgave er at sørge for, at der til gengæld ikke råder mindste tvivl om Cæsars eget uangribelige levned ...

Kvinden kan skam vitterlig være et moralsk komplement ved at være den, der tør sige fra med charme, værdighed og myndighed og ikke lader sig kyse med samme billige tricks, som hvis hun havde været en mand. Skal man redde en dødsdømt, er det på samme vis en god idé at tale med dommerens hustru snarere end med dommeren selv.

Imidlertid er det netop i kraft af dette moralske privilegium - dette at kvinden ofte med mindre risiko end manden kan sige sandheden - , at kvinden omvendt lader sig misbruge af magten som alibi og som garant for vor moralske uklanderlighed: For siden firmaets kvinder holder gode miner til slet spil, ja så er der vel ikke grund til at tro andet end, at spillet vitterlig er rent...

Men om sådanne kvinder er der til gengæld det at sige, at også de betaler en høj pris for deres svigt i form af tabet af en umistelig del af deres kvindelige charme. Åh ja: For vi mænd forlanger nu engang så meget af kvinden...

(Dette indlægt blev først optaget af Politiken, men kom nu aldrig på; men hermed kan man da i det mindste bevise ophavsret og datering: Ja, for gad vide om ikke enhver praktikant har fri adgang til at læse indsendte avis-forslag? Bemærk i øvrigt at indlæggets universelle brod var søgt camoufleret under en overfladisk kritik af avisens konkurrent - for erfaringens visdom byder os undertiden at være en lille smule snu.

"HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET?"

"BESCHEIDENHEIT IST EiNE ZIER - DOCH KOMMT MAN WEITER OHNE IHR"

Vi som af og til spontant begår tekster der er alt for gode til Facebook, har dog til orientering beskedenheden som vor aller største dyd: Ja, for vi fortæller jer det jo næsten aldrig, selv om vi undertiden vælger det kompromis at lade jer nøjes med den korte udgave - der på den anden side ikke sjældent kan være den bedste: For med Voltaire's ord bør man undlade at fortælle alt.

I dag befinder vi os til orientering atter i denne forlegenhed, hvorfor vi som en overspringshandling vælger at udsætte pinen ved først i stedet at kommentere dagens nyhed:

Forskere har nu fundet ud af, at den statistiske risiko for - men vel ikke ligefrem udsigten til - engang at udvikle Alzheimers Syndrom til en vis grad kan konstateres optisk. Hvis I nemlig spiser rigeligt med gurkemeje (det gule stof i karry), så vil en øjenlæge ved en helt speciel belysning kunne se et gult skær i jeres øjne - der dog ikke må forveksles med det gule skær som vi af og til også selv kan se, og som altså har andre årsager.

Hvad lige den artikel glemmer at fortælle, er imidlertid, at anden forskning samtidig viser, at just gurkemeje ved indtagelse i hyppige og rigelige doser måske kan forebygge en række patologiske scenarier: og herunder just Alzheimers Syndrom!
Så hvis I ligesom jeg selv er nogle hypokondre bangebukse, så kan I alligevel roligt indtage gurkemeje med udbytte.
Det forholder sig imidlertid hermed ganske som med mine tekster: At hvis I ikke indtager stoffet omtrent dagligt, så hjælper det jer næppe stort; og da vil de kun kunne bruges til at teste risikoen for Alzheimer - men desværre ikke til at forebygge sygdommen.

I øvrigt er der en yderligere analogi mellem gurkemeje og mine tekster: I behøver skam ikke at røbe med en mine for en mors sjæl, at I læser dem (med mindre da just dette for vor jesuitiske inkvisitionsdomstol er det aller sikreste tegn). - Og forresten er det heller ikke spor sikkert, at jeres gamle mor, endsige jeres vejleder og jeres ansættelsesudvalg ville have bifaldet det...
Men hvis nu hverken jeres gamle mor eller jeres legekammerater i alle hånde kunst-udvalg ville have bifaldet ovenstående tekst – hvad i alverden tror I så at de ville have sagt om hvad hermed nedenfor følger: For det sidste skal måske også her gå hen og blive værre end det første – hvilket er dårlige nyheder for folk, der ligesom præsten i H.C. Andersens eventyr bare ikke kan udstå synet af degne.

Med Facebook forholder det sig akkurat som med hængning i henhold til en konverteret amerikansk modstander mod dødsstraf - der som professionel i den selv samme branche ikke i længden kunne leve med det fagligt set helt uantagelige niveau. - Men som åbenbart tillige havde selverkendelse nok til ikke at turde give sig i kast med i stedet at bruge sine metoder på sig selv -: Den pågældende erklærede nemlig i et TV-program om dødsstraf, hvori de mest kendte metoder blev gennemgået én for én: "Hanging is an art form - and if you don't do it properly, it can be real nasty!".
Men sådan er det også med Facebook, selv om jeg er omtrent den eneste der har opdaget det - velsagtens grundet mangel på anden sysselsætning og de forhåndenværende gratis søms princip.

Her taler her ikke om det selvfølgelige, at enhver jo kan lægge sin kunst ud på Facebook - for det bliver Facebook selv jo ikke kunst af. På samme vis er der forskel på et brev til de stolte forældre, hvori den umættelige gøgeunge indføjer sin seneste videnskabelige artikel som garanti for den tilstræbte og saliggørende sociale mobilitet - og så et brev der helt spontant udvikler sig til et stykke forskning i sin egen ret, aldeles uden skelen til både bevilgende instanser samt kulturlivets nidkære, men henrivende små dørvogtere.

Javel, javel - men en ordentlig tekst skal nu engang hænge anderledes solidt sammen, som Blixen's sorte boy engang så rigtigt sagde, og han var endda analfabet: hvor svært kan det være? - For ellers går den bare ikke, Granberg; og så bliver der heller intet af al den fantasiforladte og ret beset kun mekaniske mobilitet, der nemlig havner sammen med ”konen i muddergrøften”. Åh ja, for et menneske fødes som dødbider, jøde eller adelig og kan ikke sådan "forfremmes" eller ”uddannes” til det på nogen forfatterskole. Og dette har jeg endda fra en rettroende svensk alkoholist, der over for mig en dag selvbevidst bedyrede: ”Man föds som idiot – man blir det inte…” Og fra fulde børn skal man høre sandheden.

- Kort sagt udvikler dette her sig ærligt talt noget bekymrende - og ganske rigtigt var vort vidne da også netop modstander og ikke tilhænger af dødsstraf: ikke af medlidenhed med læserne, men af rent faglig bekymring.
Og derfor ligner det da heller ikke noget efter en i provokerende grad omstændelig indledning helt inkonsekvent dernæst at fremture med just det, som vort autoritative vidne jo på det bestemteste frarådede: Netop fordi det må betragtes som en kunstart og dermed "Tabu" - principielt hinsides arbejdsmarkedets evige klamphuggeri udi det æstetiske, som det nemlig hader og dog tilbeder nidkært plagierende i stil med den evigt skinsyge Noureddin hos Oehlenschläger.

Ha! Dér fik I os omsider - i det mindste for en mindeværdig stund, som I vil huske endnu på plejehjemmet: For "You will always remember us", som de indfødte så ubeskedent sagde til Blixen ved hendes afrejse fra Afrika.
Ja-ja, men nu skal vi heller ikke slå alt for stort et brød op, børnlille: For vor hukommelsesgaranti gælder nemlig kun, såfremt I husker at undgå Onkel Alzheimer ved dagligt - dagligt! - at læse mine bidrag her på sitet.
Som sagt - dér fik I os altså, men kun for en stakket stund. Ja, for se, med vor konge således stillet skak har vi nemlig den udvej fra vor sørgelige forlegenhed at løbe linen helt ud og medgive, at vi heldigvis ikke lider af samme klædelige beskedenhed som vort vidne, men i øvrigt fuldt tilslutter sig hans kunst-faglige dom.
Kort sagt bedyrer vi hermed, hvad almindelig anstændighed ellers byder os at overlade til publikums dom: At netop vi er de kunstnere, som vor mand efterlyste i samme utopiske ånd som den, hvormed Ghandi i sin tid efterlyste "det vestlige demokrati".
Men hvorledes kan vi så egenmægtigt - ligesom Napoleon der ved sin kejserkroning resolut tog kronen ud af pavens hånd og satte den på helt uden Guds hjælp - gøre, hvad anstændigheden som sagt byder os at overlade til almenheden?
At almenheden er et både dorskt og genstridigt æsel, kunne her være et aldeles fortrinligt og fuldt tilstrækkeligt svar. -Men vi har nu et andet svar i ærmet, der er endnu bedre end det blot "fortrinlige": For med dette skudsmål kan vi jo ikke være tjente.
Nu forholder det sig sådan, at jeg har en tandlæge, der oprindelig er uddannet klassisk pianist fra Konservatoriet. Og han fortalte mig for nylig, at den subjektivt-personligt mest betydningsfulde ros han nogensinde havde fået som pianist, var dengang en dame gav hans spil følgende kommentar med på vejen: "HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET"?

Ja - og det spørgsmål kunne vi jo også sende videre til den forhenværende amerikanske bøddel. Og hans svar ville som fremgået lyde: "De bedste kan bare ikke være tjent med at repræsentere branchens latterligt kluntede niveau, selv uagtet lønniveau, frynsegoder samt den sociale mobilitet der forudsigeligt blot vil bringe dem i - om ikke just dårligt selskab, så til gengæld lumsk kedsommeligt selskab.

Her kunne I nu snarrådigt returnere med følgende replik, som hermed stilles gratis til rådighed som et højst velfortjent handikap-point: ”Jamen du erklærede jo netop selv ved starten, at du til forskel fra din tandlæge og den forhenværende amerikanske executioner slet intet laver og derfor må tage til takke med tilværelsens forhåndenværende gratis søm”.

Meget skal man rigtignok høre, før ørerne falder af! ”Intet laver!” – Jamen kære børn, dog - men vær da så venlige at fortælle os: hvad er det måske så vi bedriver lige nu her på Facebook? Og måske oven i købet som de eneste i hele mr. Zuckerbergs univers:- ganske ligesom nogle hævder, at Jorden meget vel kan være den eneste planet med liv i heleUniverset?

At Kong Lear forvildet flakkende omkring på den skotske hede kan være næsten umulig at skelne fra sin egen hofnar, det må så sluttelig indrømmes. Men det gør nu slet intet - for spørgsmålet er jo, om ikke narren ret beset er kongens overmand? Ja, for med Ejvind Larsens ord har narren hos Shakespeare næsten altid de bedste replikker...

EKSOTISKE JAGTEVENTYR - OG DØDEN I VENEDIG

På en afsides flække i det svenske høje nord - men langt fra ud af en moderne faciliteter - har jeg i forleden tilfældigt mødt Sveriges førende kongeørne-ekspert Martin Tjernberg, en ung tysk biolog, der for EU-midler sporer og informerer om ulve i Sachsen...; en af Sveriges beste fugletegnere Håkan Delin - samt en pensioneret svensk ingeniør Brostamm i et firma der laver de laser-maskiner, hvormed man i Hele Verden laver chips til moderne TV-skærme etc. (Hvis jeg nu forstod ham ret...). Når maskinerne går i stykker, rejser han øjeblikkelig did, med lige så kort varsel til at pakke det fornødne som Fremmedlegionens folk, af hvilke jeg i øvrigt har mødt flere just i det høje nord: For de maskiner er alt for dyre til at lade stå stille.

Men ingeniøren er samtidig global fuglesamler og artsjæger med en formidabel hob af arter både set og fotograferet - en samlerdille, som jeg med min selektive monomani aldrig selv helhjertet har delt, men som på linje med fodbold ingenlunde er forbeholdt de enfoldige. Manden har skam også arbejdet i kernekraft-branchen, hvortil ørne-doktoren udbrød: "Jamen så är du jo för fan ett teknik-snille!" - "Jovist, tackar, tackar..." lød det troværdige svar som ingen af os turde udfordre. Selv måtte jeg her supplere med, at jeg omvendt er teknik-idiot – og at han derfor roligt kunne betragte mig som en fagligt ligeberettiget kollega.

"Jobbar du själv?", spurgte ingeniøren dernæst med den geniales naturlige fordomsfrihed og syvmileskridt hinsides alle "embarrassing" tvangsbekendelser, udløst af sociale klamphuggeres nærgående spørgsmål a la ”Hvilket er dit yndlingshotel i Paris?”; - hvorefter vi med den selv samme genialitet straks gik videre til langt vigtigere emner på dagsordenen:

JAGTFALKEN -verdens største falk - med nu flyvefærdige unger har nemlig i år sin rede i en alpinsk afgrund, som hjertet ej forstår. - Ufrivilligt, men desto flittigere bevidnet af en international skare af fantaster – de fleste undtagen jeg selv velbeslåede pensionister, der med anderledes god ret nyder deres otium.

De rige europæiske pensionister antager mig for en ungdommelig jævnaldrende og ligestillet - skønt sandheden tværtimod er den, at jeg er fattig, men gengæld endnu ganske ung. Eller som en ven engang diplomatisk svarede en udviklingshæmmet dame, der foreslog ham ægteskab: "Tak, jeg ville frygtelig gerne - men jeg føler mig endnu lidt for ung til at binde mig...."

Men pyt nu med alt det: Faktorernes orden kan vel være lige meget. Når jeg engang bliver gammel, så bliver der såmænd nok rigeligt med arbejde til os alle.

Nej, min største bekymring er derimod den, om disse attråede halv-arktiske kæmpefalke kan tåle alt det rampelys uden at blive ødelagte. De er nemlig allerede i forvejen fuldt bevidste om at stå i endog særdeles høj kurs hos arabiske sheiker med passion for den gamle falkonerkunst.

Hvis man skulle forsone de stridende eneherskere i Orienten, så burde men forlods foruden Nobel's Fredspris give dem hver just sådan en falk som en ekstraordinær mellemstatslig æresbevisning.

Jeg fandt engang for mange år siden en anden jagtfalke-rede langt inde i en ubesøgt afsides beliggende klippedal i Lapland - men den nu aktuelle falk kom af vanvare i marts til at bosætte sig nær en turiststation, og valgte så at udholde pinen. Men næste år tænker den sig med garanti bedre om, klog af skade. For så let skal det heller ikke være at blive medlem af denne eksklusive fugls fanklub: Jagtfalkenes samlede nordiske bestand skønnes nemlig at ligge på kun 400 par.

Professor Glob foretog i sin tid som rigsantikvar arkæologiske udgravninger i Barein - og som tak donerede han kongen en hvid islandsk jagtfalk. Dette førte til adskillige forespørgsler fra andre arabiske sheiker til Islands regering om køb af jagtfalk. Men regeringens svar lød - trods voldsomme beløbsforslag - at Islands snehvide jagtfalke kun blev givet som en særlig æresbevisning og ikke var til salg for ussel mammon.

---------------------



 Kørte flere hundrede kilometer i nat på vej mod en anden jagtfalkerede - selv om jeg ikke engang ved om den er beboet i år. Men falken bor smukt (som en kritiker engang skrev om den noget svage sangfugl, der boede i en operasangerindes bryst) - og samtidig uhyre foto-bekvemt. Så lad os for en gangs skyld være systematiske, som var vi udsendte af The Royal Geographical Society.
 Men ak, det kniber med professionalismen: For efter overnatning i bilen på Stekenjokk-vägen NV Strømsund lod jeg mig driste til noget så fashionabelt som "Pilgrimshotellet" før al civilisations ophør, - hvor jeg med udsigt til Norge indtager morgenmaden og lader det medbragte vente til en anden god gang. Dårlig stil sådan at falde til patten med risiko for at have kørt forgæves - for falkeungerne kan i givet fald meget vel forlade reden netop i dag, for det er hur som helst i 11-te eller endda 12-te time. Og kun 60 km endnu...
 Nej, man burde være kørt direkte i mål og så efterfølgende fejret det - eller også trøstespist - på hotellet....
 Det er ofte den slags små karakterbrist, der forklarer så meget i menneskers karriereforløb: Nu man har bevist at man kan, kan det næsten være lige meget med de sidste praktiske, formelle og sociale (oh, befri os for sidstnævnte dumme rædsel) bagateller, som alle stræberne excellerer i med ganske særlig fornøjelse, som om det var på dem at alt kommer an. Men stræberne har ganske ret: Det er just på dem at det hele kommer an - mens resten har mindre at betyde og om fornødent altid kan plankes ude i byen...

En anden fælde i kølvandet på den allerede klappede består i nu at håbe, at falkene alligevel ikke er der, så jeg intet har ødelagt med min slaphed.
 Men det er ligesom at håbe på, at man ikke ser en bjørn den ene gang man har glemt sit kamera - som om det at se en bjørn lige pludselig kunne gå hen og blive noget dårligt.
 Men på den anden side kunne man også sige, at det ville være dårlig stil sådan at ville gabe over det hele på engang som en mand, der ligger i pendulfart mellem to elskerinder. Jeg fik dog i den forløbne uge så gode falkebilleder, at de næppe kan fås smukkere - om end nok tættere på. Så måske gjorde man alligevel ret i at lade det blive ved tanken for i stedet at give den som en ung herremand på dannelsesrejse.
Og i den forbindelse faldt man forhåbentlig heller ikke aldeles i den fælde bevidst at sætte kunsten over livet - for så forvandles alt skriveriet straks til halvdum småborgerlig karrierestræb til 12 i både Gyldendals og WA's socialpædagogiske Bogklub: For 12 er jo som bekendt ikke godt nok, hvis nu der partout skal gives karakterer....

-------------------
 Kloge folk har rådet mig til knibsk kun at skrive dumme ting på de sociale medier, men dels behøver man jo ingenlunde at sige alt (forkortede piratudgaver i paperback), og dels er det bedre med en dårlig forretning end helt at lukke forretningen.
 Således havde jeg to nætter et helt vandrerhjem for mig selv solo mio, hvilket nok heller ikke var nogen lysende forretning:- meget passende ejet af en italiensk naturfotograf der i sin tid forelskede sig i Norden og flyttede hid - og intet har til fælles med Berlusconi. Han skriver ydmygt og tankefuldt i ledsagende tekster og udgav for et par år siden en italiensk-engelsk fotobog "Mia Suecia" eller noget i den retning.

 Ikke så biologisk sagkyndigt, men reflekterende impressionistisk og ofte rammende. Således skriver han, at vi tilsyneladende behøver det ikke menneskelige for at udfolde og virkeliggøre det menneskelige - inspireret af den spontane glæde og lettelse ved at møde ligesindede omkring en naturoplevelse eller -passion.

 Jeg genkender udmærket den følelse og aha-oplevelse: - nærmest som at blive befriet fra fjendens fangelejre og omsider vende hjem.- Men har ikke selv gjort det til en tanke og erkendelse.
 Sociale medier kan ofte give den stik modsatte oplevelse: For op i røven da med, at nu på torsdag (altså første torsdag i juli, hallo!) kan I alle sammen høre mig fortælle om mit forhold til Thorvaldsens moster, og jeg kan på forhånd sige jer bonderøve så meget, at amerikanerne var meget, meget begejstrede for min bog, og flere japanske forlag står på spring

 Men som med aviserne er det på den anden side også her sådan - at helt uden den art adspredelse eller i det mindste snakken derom keder vi os til sidst lidt og griber os i efter et langt fravær endog at savne den slags en smule.

 Det samme gælder jo undertiden vore medmennesker. Indlandsisen er derimod vanskelig at kommentere, med mindre man er meget sagkyndig - men det tager alt for mange år at blive det, og så kan det være det samme...
Men som allerede antydet ovenfor: dette var naturligvis den helt korte udgave...

ET SPØRGSMÅL OM IDENTITET

 

Konstaterer at jeg ikke lider af prosop-agnosi, idet jeg blev antastet af en mand jeg ikke har mødt i årevis, men ligefuldt straks genkendte. Det faktum at han så heller ikke selv lider af nævnte syndrom, leder naturligt til det følgespørgsmål, hvorledes medlemmer af foreningen for patienter med prosop-agnosi bærer sig ad med at genkende hinanden.

Det gør de så heller ikke, men sørger naturligvs for i stedet altid at medbringe identitetspapirer. Imidlertid vil end ikke kørekort med pasfoto løse problemet, idet patienterne heller ikke formår at afgøre de stereometriske overensstemmelse mellem portrætfotos og fysiske ansigter.

Verifikationen må derfor bero på plausibilitet, idet et antal overensstemmende identitetspapirer må være et argument. Ganske vist kunne de jo være uretmæssigt tilegnede: - Men en person der er smart eller fræk nok til at stjæle eller forfalske identitetspapirer, vil nok ikke bruge dem i en så lidet lukrativ sammenhæng som deltagelse i foreningen af disse patienter. Desuden fremgår diagnosen jo slet ikke af identitetspapirerne, hvorfor selve kendskabet til den neurologiske diagnose taler for, at man vitterlig er den man foregiver at være.

Vor historie opviser en besynderlig parallel til disse overvejelser, idet den mand der antastede mig, viste sig slet ikke at være den som jeg troede. Jeg selv var derimod den han troede - så noget kunne tyde på at jeg med profetisk klarsyn endog genkender ansigter som jeg endnu aldrig har set: omtrent ligesom vi jo også ved, at en ven er en fjende som du endnu ikke har lært at kende godt nok.

Men tilbage til vor mand: Hvis han ikke var sig selv, hvem var han så - og hvordan gik det i så fald til at han alligevel kendte mig? For som sagt lider jeg ikke af prosop-agnosi, og gårdagens hændelse bekræfter det endda. Forklaringen var nu den bizarre, at den pågældende viste sig at være enægget tvilling til den person, som jeg engang for mange år siden af og til mødte, og som uden tvivl var et begavet ungt menneske.

Men selv har jeg ingen enæggede søskende, så hvordan i alverden kunne han kende mig. Han besvarede det ikke ved direkte henvisning til mit fordums journalistiske virke, men sagde blot, at han kendte mig gennem sin bror: skønt de to trods alt ikke er siamesiske tvillinger. Følgelig måtte jeg selv udfylde informationshullet som her antydet.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget om identitet; men vor meget talende mand, der tillige opridsede sin livshistorie uden at lægge skjul på smertepunkter, var i den produktive erhvervsbranches idé-afdeling og medbragte interessante koncepter og papirer - herunder også overvejelser om frugtbar brug af forskelligartede personligheder både i erhvervslivet og andre sektorer:- hvor han mente at man kunne gøre en forskel som del af et broget team af vilde kræfter snarere end at blive trådt flad af the sædvanlige flok af demokratiske gæs.

Meget inspirerende. Men bagefter må jeg spørge mig selv, om min gamle bekendtes enæggede tvilling virkelig eksisterer - eller om han mon snarere er endnu et frugtbart erhvervskoncept…Et ledsage-spørgsmål lyder, om jeg mon ikke snart er den eneste, jeg kender, der endnu ikke er blevet tosset...

I en anden forstand er man dog selv den tossede, der med så jomfrunalsk knibskhed kun publicerer en brøkdel på offentlige plads for ikke at ende som rent plagiatobjekt for pop-personligheder med både egen fanklub og betalt spalteplads - men som altså alligevel ikke formår at beherske den tilbagevende inkontinens, hvormed han så konsekvent altid ender med at sætte sig mellem to stole.

Hvad sluttelig genkendelse og anerkendelse angår, kan man frygte at ende som sin kollega filosoffen Peter Zinkernagel, der engang ved lyden af sit eget navn anråbt på offentlig gade til slut vågnede af sin solipsistiske spekulation (for kun en konstitutionel solipsist vil hengive sig til at bevise verdens eksistens) og udbrød: "Åh - det er så sjældent jeg hører mit navn i vore dage: Jeg troede først at jeg hørte stemmer..."

FRA ÆRENS VERDEN

Min borgerligt velrenommerede konditori i den kongelig Livgardes hovedgade er den foretrukne formiddagsstue for en trofast lille skare af moderat betalingsstærke alumner med al tid i verden, og som gerne betaler 25 kr for en enkelt kop kaffe af høj kvalitet. For deres sunde sans fortæller dem om proportionaliteten mellem pris og kvalitet – ligesom enhver ved ved sine fulde fem ved, at gode adresser og tilhørsforhold ofte betyder langt mere for ens karriere end selve ens sunde sans...

Ingen kan beskylde konditoriets stamkunder for at høre stemmer: For de fører tværtimod selv højlydte konversationer med sig selv om emner langt vigtigere end deres egen person: For er det ikke karakteristisk for just denne kategori, at deres vidtløftige enetaler altid inddrager globale aktører inden for både politik, efterretning og rumforskning? Tværtimod er det netop typisk for alle os normale at være besatte af en kernesund og altid veloplagt selvoptagethed...

Ganske vist har jeg ikke med en båndoptager verificeret mine højrøstede konditor-stemmers objektive eksistens, hvorfor I kunne mistænke, at det nok snarere er mig der hører stemmer i min egenskab af tankelæser. Men hør nu engang: Hvis man ligefrem medbringer en båndoptager for at forsikre sig om, at de stemmer man hører på sit stamkonditori, er ægte, så er man da langt mere tosset end de, der nøjes med blot at høre stemmerne. For hvad er der egentlig så galt med at høre stemmer: I givet fald kan man vel bare ignorere røsterne og lad dem gå ind ad det ene øre og ud af det andet, ganske som når man hører politikerne på TV?

Så dette med at medbringe båndoptager gør jeg derfor af hensyn til mit ry ikke – for jeg indbilder mig i al beskedenhed og inkognito at være den eneste af de trofaste formiddagskunder, der slet ikke har en skrue løs. Men hvem ved – denne indbildske formodning deler jeg måske med alle de andre, idet den måske netop er en karakteristisk del af sygdomsbilledet: For en syg der ikke erkender sin egen tilstand, er jo endnu mere syg end en syg der dog erkender sin sygdom. Dette taler for, at den endelige sundhedsvurdering ikke kan overlades til os stamkunder, men snarere bør overlades til konditoriets purunge personale.

Men kassens teenage-piger er jo slet ikke psykiatrisk uddannede? Nå-nej, så her burde man snarere ligesom omtrent samtlige medier betjene sig af dr. Day Poulsen med klinik i Amaliegade, der er en endnu fornemmere adresse end Store Kongensgade. Det siges at dr. Days egne stamkunder foragter konditoriets faste kaffeklub som plagiatorer og uautoriserede skruebrækkere inden for psykiatrien. Ja, for miskendthed såvel som plagiat findes skam ikke kun inden for den akademiske verden, men også inden for den psykiatriske: Nogle psykiatriske patienter er således højt anerkendte – og ikke alle med lige god grund – og overøses desårsag med en lind strøm af kemiske præparater, som var det priser – hvorimod andre må nøjes med hof-konditoriets stærke kaffe og derfor alle som en betragter sig som groft miskendte.

Som sagt anser jeg mig derimod for konditoriets eneste fuldt normale gæst i min egenskab af uafhængig FN-observatør med et særligt ansvar for at opretholde våbenhvilen mellem Store Kongensgade og Amaliegade – samt antagelige forhold for civilbefolkningen og de næringsdrivende i området.

I konditoriets aviser læser jeg om en skizofren patient, der optrådte i et TV-program i fjor – og som nu har dræbt en læge med en køkkenkniv. TV-programmets vært hr. Madsen udtaler, at manden tydeligvis for enhver allerede dengang var aldeles skingrende gal. Ikke desto mindre har avisen tillige bedt den før nævnte Dr. Day om at kommentere med sin psykiatriske ekspertise. Men hvad dr. Day denne gang har at fortælle, er nu kun hvad enhver livserfaren person kunne have sagt – men meget mere behøver man muligvis ikke for at gøre lykke i den profession i vore dage?

 Ja, for såfremt en patient klager over psykiateren, beviser det jo alene hvor tosset han er: For havde han nemlig været ved sine fulde fem, så ville han på forhånd have kunnet sige sig selv, at klager fra en psykiatrisk patient ikke står til troende. Der er da rettelig heller ingen ende på den strøm af guldrandede bijobs og tillidshverv som dr. Day nyder. Men har vi ikke alle erfaret, at det vigtigste ikke – som vi frygtede i vor ungdom – er, hvor tossede vi selv er: Nej, det vigtigste er, hvor tossede de der skal vurdere os, er.

Som et modstykke af uklanderlighed hævet over enhver billig spas må vi her nævne den besindige professor Jørn Lund, der nødig roder sig ud i kontroverser og heller aldrig er god for letkøbte udtalelser skudt fra hoften til den første den bedste mikrofonholder.

Professor Lund, der har langt større anciennitet som trofast prismodtager end den unge Dr. Day, må efterhånden betegnes som stamkunde hos samtlige landets prisbevilgende instanser: private såvel som offentlige, der nemlig her er rørende enige. Af samme grund har prof. Lund nu fået en ny pris ved navn ”Tankestregen”. Og i overrækkelsestalen begrundes valget med, at professoren er en forbilledlig brobygger mellem erhvervslivet og kulturlivet: herunder også ved aldeles ubestikkelig og altid med tungen lige i munden at have modtaget lige mange priser fra det private og det offentlige gennem årene.

Men hør: Ville livet ikke blive kedeligt og tomt, hvis man havde opnået alle priser og slet intet mere havde at kæmpe for? Jo, men netop derfor forholder det sig heldigvis sådan, at når man efterhånden har modtaget alle de priser og medaljer det går at opdrive – så kan man bare begynde forfra igen, i fuld tiltro til at hverken man selv eller de bevilgende instanser i mellemtiden har mistet enhver dømmekraft.

 Ganske på samme vis kan jo det samme barn meget vel kan vinde mandelgaven hver eneste jul og blive kronet som kattekonge ved Fastelavn år efter år. Ja, for ved vi ikke alle, at naturens gaver nu engang er ulige fordelt? For "A rose is a rose is a rose..." - og antallet af gange vi siger det, ændrer naturligvis ikke en tøddel derved.
Eller troede I virkelig, at rosen ved den fjerde eller femte gentagelse ville blive forvandlet til en tulipan, af lutter kunstnerisk lede ved gentagelsen? I så fald har I nok læst for meget Kierkegaard i fjor, for Kierkegaard docerede netop ”Gjentagelsens” alkymistisk forvandlende kraft.

SAME PROCEDURE AS LAST YEAR

Oprydning har aldrig interesseret, så lidt som at omskrive ting der nu engang har fundet deres form - med mindre nogen da har bestilt det, for så er det bare another job, omtrent som at levere dagens avis på femte sal: Zen-buddhisterne mediterede tilsvarende i dagevis, inden de rørte penslen, men så fuldførte de også værket i ét hug og uden usikker snak og redaktionel logren for både Herodes og Pilatus.

Slavisk gentagen mosen og masen med formen er en form for selvoptagethed som jeg inderligt vægrer jeg ved, fordi den både er komplet ubevidst i sin indbildning om et højere formål, modsat ægte selvanalyse - og også modsat offerets ufrivilligt bebumsede selvoptagethed, der dog i det mindste er lovligt undskyldt af ukendskab til Colgates undergørende virkning...

Nej, tingene skal da bare ud af verden - men den går jo bare ikke, når en bunke små emsige bønnespirer med svendebrev skal dele i porten til Klareboderne og omegn. Nej, ondet må kastreres ved kilden, der i stedet så udvikler sig til en sump; men selv anærobe livsformer har deres egen mangfoldige og butsnudede charme, omtrent ligesom kronisk uskyldige haletudser muligvis for det rette moderlige øjne kan være lige så gode som frøer.

Kastration ved roden og uden appelret gælder også fejlplacerede graner, og efter at have konstateret endnu en tjur-biotop tilfredsstillende besat, og jeg alligevel havde skræmt fuglene uden for skudvidde med mit store teleobjektiv, der således er lidt af en storm P opfindelse og en noget omstændelig omvej til det uundgåelige, gjorde jeg en rask morgenindsats for at fjerne de smågraner der kvæler tjurernes blåbærbuske. - Og det er vel også både en mosen og en masen - og tillige en slags oprydning.

Men ens eget hader man derimod at rydde op i.

Og dog fører just dette syndrom til, at man med en vis paradoksal ret kan kaldes selvoptaget grundet hængepartiernes tyngdekraft - modsat hos de der skånselsløst og moser og maser uden helmen med deres geskæftige "projekter" under monoman tilsidesættelse af alt hinsides karriereplejens selvbesmittede undfangelse med henblik på ugudelig forløsning ved kejsersnit samt påfølgende udråbelse til ny Dalai Lama...

Efter fuldendt svedig dont havde jeg nær bakket irreversibelt ned i en grøft - en art arbejdsulykke der nemlig typisk rammer de aller mest garvede bilister, der af lutter kæphøjhed ser stort på "Faldgruber for begyndere" som et for længst overstået kapitel.

Dette minder mig om, hvorledes jeg i sin tid flere gange i Lapland præsterede at krydse en 4 kilometer bred mose, hvorefter jeg hver gang dumpede i sølle 100 meter før mål. Omtrent ligesom straffefanger der har udholdt og overlevet det utroligste gennem år på et krybdyr-agtigt vågeblus, kreperer af den første forkølelse efter deres befrielse.
At jeg aldrig har taget mig sammen til at beklæde mine største objektiver med camouflage, er en mere spekulativ forglemmelse, men dog ikke helt ubeslægtet: Når man nu har foretaget alt det bekostelige fornødne, så kan man vel godt tillade sig at se stort på de sidste praktiske bagateller? I samtlige tilfælde er der tale om drømmerens misforhold til virkeligheden, der nemlig ikke sådan kan gradueres, jævnfør det svenske ordsprog: ”Nära skjuter ingen hare!”

Ganske som man som philosoph eller for den sags skyld opfinder udi staden naivt tror, at det væsentlige vel er hvad man reelt har begået i sin lange autistiske fostertilstand. Men nej - det ene væsentlige er alle patenteringens praktiske sociale krumspring og skrabud til højre samt bestikkelse til venstre, som enhver alfabetiseret abekat kan finde ud af.

Til gengæld har jeg endnu ikke mistet min sjæl, ligesom mine objektiver endnu ikke har forputtet sig uhelbredeligt i bushen: Det nærmeste i så henseende var et løst brilleglas, der udnyttede sin transparens som social camouflage. Men det egentligt finurlige ved social camouflage er, at hvad den i virkeligheden camouflerer, er at der slet intet er at skjule...

Nej, det vi måske i virkeligheden frygter, er forløsningens og inkarnationens fangende bord, så derfor er hvert forår lige uforberedt og udstyret med snehvide og endnu hulle-fri mælketænder, sådan som den russiske langskæggede ortodoksi foreskriver.

At man så oven i købet selv har fødselsdag just under tjurernes og urkokkenes kulmination og derfor som sædvanlig er lovligt undskyldt - det må vel så også indskydes her i ellevte time...

Ganske ligesom forkælede børn kan frabede sig både bløde pakker samt gaver under en vis prisklasse, vil jeg i den anledning bede mig fritaget for pligtskyldige klicheer. Til gengæld lover jeg at lade jer slippe for efterfølgende grådkvalt taksigelse for alle disse ufortjente lykønskninger fra nær og fjern. Åhja - for just grundet det aldeles ufortjente så må netop både den håbløst intrigante og den onde alligevel hver gang røres dybt i deres ensmme hjerter af taknemmelighed over verdens enfoldigt larmende bifald - også selv om de vel på bunden må vide, at undersåtternes kuede slavesjæle jo slet ikke tør andet.

Men hertil kommer så også, at slaverne vitterlig er oprømt imødekommende, ja endda taknemmelige og derfor ingenlunde helt forstilte: For de ved, at på denne ene dag om året eksekveres slet ingen henrettelser, ligesom ingen domme afsiges, idet dommerne har fri - og despoten er for plørefuld til at huske både sine trusler og sine løfter...

Til nogles store overraskelse er de således ikke er de eneste der har fødselsdag i dag. Denne mulighed er ellers ingenlunde ukendt inden for sandsynlighedsregningen - som vist øvrigt blev opfundet af Pascal, der også lod sig inspirere af den i sit kristne skriveri. Hos Kierkegaard savnes lige denne kølige forsikringsvinkel, der vel også er noget jesuitisk og vel delvis ment humoristisk: "En forsikring kan undertiden være en meget god forretning - men aldrig det stik modsatte".

Hos den mere romantiske Kierkegaard savnes det aspekt som sagt - hvilket jeg kun husker fordi jeg way back skrev lidt om det en passant. Altså noget med, at hvis nu risikoen ved at tro var lige så fatal som "helvede", så måtte det vel kunne binde troens lidenskab lige så godt som troens håb og dermed give et dilemma.

Nok hermed. Vi fødselsdagsbørn har det til fælles med forfattere, at vi helst ignorerer hinanden - med mindre vi da så at sige tilhører samme årgang på en eller anden børne- eller fritidsinstitution. Et andet fællestræk er at de skriver omtrent det samme - idet folk der har samme titel, rimeligvis også laver det samme, hvad enten de nu er snedkere eller barberer.

Men hvad forhindrer os i så fald i også at sige det samme "Til lykke" til hinanden? Og hvad forhindrer os for den sags skyld i modsat at skrive noget forskelligt til hinanden, hvis vi nu alligevel skulle være knap så kollektivt anlagte?

For selv om anledningen er ens, så kan en anledning jo godt være anledning til noget forskelligt. Hvis således Per har berejst Tibet, mens Poul har besejlet verdenshavene - ja så kunne jo hver især skrive lidt om modpartens eventyr, med mindre de altså hemmeligt misunder hinanden deres anderledes livsvalg.

En anden mulig løsning ville derfor bestå i, at hvert fødselsdagsbarn i stedet beskriver sit eget levned i hovedtræk - nu ingen andre vil - og herunder helt afstår fra noget ”Tillykke”: andet end taget helt generelt i form af en hyldest til Pascal, der opdagede den principielle mulighed af sådanne uvelkomne sammentræf - som hermed tages besværgende i mente uden større sentimentalitet og kun med en smule ærgrelse: der dog opvejes af lettelsen ved hermed at have fået det sure overstået en gang for alle. Omtrent ligesom når taberen af en kamp pligtskyldigt forventes at give hånd og lykønske vinderen uden alt for synlig græmmelse.

Godt, men da det hele levned ville fylde for meget, nøjes jeg med at fortælle den gode nyhed, at jeg endnu ikke har modtaget nogen lykønskning fra onkel Alzheimer: Da bilruden således nægtede at lyde ordre, kom jeg i tanker om, at det samme skete i fjor - hvor min mekaniker nemlig kunne oplyse mig om, at jeg nok bare var kommet til at trykke på børnesikringsknappen - hvilket åbenbart ikke var sket før, idet jeg troede det betød børneforsikring, og jeg modsat Pascal ikke gider betale unødige forsikringspræmier.

Ligeledes undlod jeg i dag at foretage en U-vending i rabatten, ihukommende at jeg i går nær var havnet i grøften på den konto. Og den overraskene fødselsdagsgave ankom til slut i form af havari og nødvendig bugsering til værksted: Men med de benzinpriser kan man forhåbentlig spare den udskrivning hjem, hvis blot ventetiden på værkstedet bliver lang nok...

-------------------

Men hør: det er frygteligt anmassende sådan kun at tale om sig selv, så lad os straks tage den første og bedste sidevej: Hvorfor skriver man mon altid ”U-vending” og aldrig ”u-vending”? Modsat et ”cv,” der vist nok skrives med lille, selv om det er en litterær genre jeg sjældent befatter mig med.

En ”u-ven” skrives ligeledes med lille "u" - hvilket minder mig om en grotesk og obskønt gestikulerende ældre værtshusgæst, der engang provokerede den ganske forsamling indtil han blev udvist, og herunder udtalte følgende uforglemmelige ord: "Jeg har kun én ven, og det er Rø-Ven: Men den sidder på mig hele tiden!"

Til slut noget helt andet. Kunne man psykologisk set overhovedet fejre sin fødselsdag, hvis de inviterede var uvidende eller i tvivl indbyrdes om ens sande levned - eller hvis man for den sags skyld selv var gerådet i svare tvivl desangående; eller bare havde glemt alt om det i medfør af førnævnte Onkel Alz?

For hvad nytter det at have levet et rigt og lykkeligt liv, hvis man alligevel har glemt alt om det? Men har man derimod levet et aldeles fortvivlet liv, så er glemslen desto mere velkommen, fordi den ligestiller én med den lykkelige kollega på plejehjemmet...

Forestil jer således to plejehjemsbeboere, der begge intet som helst husker, men desto mere nyder at pine og plage modparten med aldeles indbildte bedrifter i livets tidligere faser - og måske endda deres glemsomhed til trods er snu nok til samtidig at udnytte modpartens Alz til at indbilde ham at have set ham begå de mest skammelige og forsmædelige fadæser i årenes løb.

Men til lykke med det hele alligevel.- Og lad os vie en stund til sammen at mindes de mange uheldige, der er født i går, og derfor ingen gaver får - hvor meget de så end rimer.......

LEJEMORD A/S

En prægtig og velvoksen los med en i længden bekostelig uvane blev for nylig dødsdømt af de svenske miljømyndigheder efter anmodning af et flere uheldige fåreejere i Halland.

Eksekutions-patruljen kom dog ulykkeligvis til at skyde et aldeles sagesløst ungt eksemplar. Hitchcock har en lignende episode, hvor lejemorderen ved beskeden om at have eksekveret en noget forhastet og derfor fejladresseret ordre falder om i krampelatter.
 Herefter danner der sig velsagtens to stridende skoler:
 Den ene skole holder på, at vi skylder afdøde som en hæderssag den oprejsning at fortsætte jagten ufortrødent og for enhver pris, indtil vi finder den sande gerningsmand. Helt i stil med legendariske fortilfælde i England og USA, hvor man i første omgang ligeledes henrettede en uskyldig - blot for året efter på den selv samme dato med skrydende fanfarer at hænge den virkelige seriemorder under mottoet: "Det er menneskeligt at fejle - men at gentage sine fejl er en skam".
- Den anden skole vil tværtimod gøre gældende, at herefter kan ingen civiliserede nationer vel længere forsvare dødsstraf i fredstid.
 Den svenske los-bestand andrager omkring 1500 dyr, hvoraf dog kun et fåtal i Sydsverige.

HENRIK DAHL, PETER TUDVAD – OG JANTELOVEN

Anmeldere kan og bør imødegås obligatorisk, når det gælder fakta-fejl, åbenlys forsømmelighed eller helt banale og hændelige fejlslutninger – hvis korrektion er lige så elementær og sjældent berettiger til at gøre større anstalter. Men den slags bliver da også i reglen imødegået.

Et sjovt paradoks er dog her at de udvalgte, som altid bevilges rig klageadgang, netop generelt nyder alle jordiske magters venlige bevågenhed: ja, undertiden som en ekstra bonus tillige på felter, hvor man måske nok kunne finde mere oplagte ”urkilder”. Så at enkelte af de venlige magter en sjælden gang tager sig betalt med ågerrenter: Det er dog netop undtagelsen, der bekræfter reglen – ja, for her kommer dette sære udtryk nemlig til sin ret!

De salvede i riget bevilges for det andet modsat andre tillige klageret over de rene bagateller – og det over så megen spalteplads, at avisernes evige mantra om "pladsmangel" helt gøres til skamme. Ja, Peter Tudvad fik jo i sin tid endda af sin gamle studiekammerat redaktør Rune Lykkeberg bevilget både landsdækkende og 1001 gange for Prins Knud ”gjentaget” spalteplads til helt uselvisk at korrigere anmeldelserne af en Kierkegaard-bog, som Tudvad ikke engang selv havde skrevet: Så heller ikke ved den lejlighed var der pladsmangel i herberget…

Skønt Henrik Dahl helt bestemt har en pointe, så er ophidselsens energiniveau for det tredje lige som i Tudvads tilfælde måske også lidt ude af proportion både i forhold til den konkrete anlednings vægtfylde og i forhold til de ramtes uforbeholdne velkommenhed i riget generelt – endda med klageret selv i den bedste sendetid. - Noget som nemlig tyder på, de trods alt endnu ikke har haft held til at tirre Janteloven for alvor

- Henrik Dahl og Peter Tudvad har således ret beset lige så lidt at beklage som fordums konger og paver, der én dag om året måtte døje den tort under karnevallet at blive gjort til spot og spe af deres undersåtter – men altid uden at fortrække en mine...

Endelig for det fjerde: Hvad der derimod aldrig bliver imødegået er, når noget virkeligt godt bevilges en ”kollegialt” forebyggende ikke-anmeldelse: dvs. når ”anmeldelsen” i kvalitet, omhu og spalteplads samt i placering står i et så grelt misforhold til arbejdets vægtfylde og rigdom, at det reelt må kaldes fortielse og bevidst vildledning.

Dette svarer til, hvis nu et mord på en dronning eller statsminister blev "anmeldt" med små typer på både kneben og hengemt spalteplads. De få der overhovedet opdager det, vil nemlig uvægerligt gå ud fra, at her er tale om en spøgefuld opreklamering af en redaktionelt indforstået bagatel: Men just på denne måde begår man reelt det stik modsatte – nemlig en bagatellisering af noget bemærkelsesværdigt!

Aller vanskeligst stillede er imidlertid de, der mod bedre vidende slet ikke anmeldes eller sågar ikke udgives: enten af professionel rivalitet a la fordums Nordpols-farere eller grundet en historisk vendetta fra anmelderens eller fagkonsulentens side: For de vil da stå helt uindbudte med deres postulat om oversete kvaliteter - på et baggrundstæppe af en hel bunke andre sørgeklædte af yderst blandet bonitet. Anmelderen har jo netop slet intet sagt, som forfatteren kan påberåbe sig som anstødssten - og hvis han/hun nu også skulle begrunde alle ikke-anmeldelser, måtte han da rigtignok betinge sig en langt højere hyre.

Den samme betragtning lader sig i øvrigt helt uden geometriske korrektioner parallelforskyde til systematiske redaktionelle afvisninger af den art, som - i tilfælde af svar - aldrig kan påberåbe sig anden begrundelse end pladsmangel: Skønt pladsmangel i følge sagens natur alene fremkommer derved, at andet immervæk netop har fået plads.
At selv yderst lødige og vægtige artikelforslag kan være lidet avisrelevante, og at i deres emnevalg yderst avisrelevante artikler dog kan besidde en temmelig ringe kvalitet og vægtfylde - det er derimod en given sag, som man i så tilfælde nok skylder konstruktivt at antyde.