VALGFRIT - EN HERREGÅRDSHISTORIE

Valgfrit er det heldigvis endnu om man vil stemme, eller man hellere vil kigge på billeder.

Lærkefalken vælger altid at lægge æg i forrige års kragereder. Ingen falke med respekt for sig selv nedlader sig til at bygge egne reder - for det kan de nemlig ligesom ugler bare ikke, men - og dette er vigtigt, børnlille: De ved det i det mindste selv!

Det sker undertiden at en musvåge lægger æg i en duehøgerede og omvendt. Og hvis den forrige indehaver allerede nåede at lægge et æg, inden den blev mobbet af reden - ja så resulterer det velsagtens i en fremmedartet skifting. Ja, for eksperimenter viser, at det faktisk kan fungere!

Ganske ligesom i gamle dages vandrehistorie på herregårdene, at grevens nyfødte søn i virkligheden i sin tid af jordmoderen eller ammen var blevet ombyttet med disse egen nyfødte søn eller barnebarn. Det var nemlig datidens opfindsomme svar på vore dage dumme og famtasiløse sociale mobilitet i flok, hvor alle der ikke er ordblinde, ender som forfattere.

Hvis de er ordblinde, så er det endnu bedre: For så er de fødte kunstnere.

Og hvis de ikke kan få børn, sørger vi da for en kønsoperation, for vi lever vel da i et demokrati.

Jeg så et foto fra Estland, hvor en kongeørne-unge sad i reden sammen med en halvt så stor musvågeunge, der meget tidstypisk ikke så ud til betvivle sit værd.

Men i lige dette tilfælde havde musvågens ("ormvråkens") unge vist nok været tænkt som ørne-ungens aftensmåltid. Men den slagfærdige musvåge-unge havde i sin nød lært at spinde i en fart, så den havde åbenbart været i stand til at "prata sig ur skiten" så at sige.

Eller med et kedeligt udtryk: Den havde på en eller anden vis formået at overbevise ørnen om, at dette med aftensmåltid kontra adoption da vel måtte være op til forhandling.

Og så faldt ørnen i søvn af lutter kedsomhed over slig manikureret tale - hvorefter al videre sagsbehandling så at sige måtte præskriberes. Ganske som med tvivlsomme asylsøgere, hvis børn i den lange ventetid allerede er kommet godt i gang med deres skoleuddannelse.

VISITKORT og LÅNTE FJER

Vi man gøre succes i verden, siges det at man bør have et smart visitkort. Men i vore dage er en god hjemmeside da vel lige så nyttig?

Jo- men kun hvis nogen gider læse lortet. Og det gør vi naturligvis ikke, hvis du ikke engang har råd til at trykke og omdele et prangende visit-kort: smæk-fuldt af de samme fjollede meritter som snart alle andre efterhånden også har.

Men her skal du nu vogte dig: Hvis du nemlig kun har råd til at omdele dit visitkort til de allermest oplagte nøglepersoner, afslører du dig som en forsigtigper, en taber og en fattigrøv. Men hvis du omvendt trænger dig uhæmmet på og omdeler dit visitkort til gud og hver mand ved enhver lejlighed, så er du en fucking nar med penge med i bagagen: enten hjemmefra eller fra socialkontoret.

Skovskadens - "nötskrikan"s - visitkort her er hursomhelst ikke til at tage fejl af. Skovskaden er muligvis ikke skovens smukkeste fugl, hvis den som Disneys onde dronning spørger spejlet. - Men til gengæld ejer den helt bestemt det smukkeste spejl i skoven! Så ham Narcissus var måske ret beset slet ikke så selvoptaget som rygtet vil vide

Men jeg fandt spejlet ved lærkefalkens tilholdssted ved søen, hvor den fanger guldsmede ("trollsländor"). Men når vejret er køligt, må den åbenbart tage til takke med mindre fugle - dog efter sigende især svaler og lærker.

Skovskaden er således uden tvivl et a-typisk stort bytte. Men hvem ved: Måske kan også lærkefalke finde på at pynte sig med lånte fjer? Ja, for herefter kan lærkefalken jo med nogen grund - og helt uden risiko for at blive modsagt - selv bruge skovskadens smukke blå fjer som applikation på sit eget visitkort: "Lærkefalk Consulting AB, Associate Professor & Art Director"

FORCE MAJEURE - ÆRENS YPPERSTEPRÆSTER

Bare fordi noget er tilladt, behøver man ikke nødvendigvis også at gøre det – for hvad der alene har sin legalitet at brøste sig af, forekommer os ærligt talt noget kedsommeligt.
Omvendt gælder imidlertid så også, at bare fordi noget er forbudt, behøver man ikke nødvendigvis at undlade det: For det forbudne forekommer os som bekendt selv helt uden yderligere varedeklaration allerede uhyre spændende. Og dette gælder kun desto mere, hvis man derved oven i købet løber en betragtelig risiko for at blive skudt, selv helt uden bistand fra vor tids profetisk ufejlbarlige skarpskytter.
Men omvendt er der nu også svenske spioner, der har undgået livsvarigt fængsel ved netop at krydse den forbudne militære grænsezone til Rusland, som også vi forleden dristede os til at forcere – men altså helt uden anden grund end den, at det er strengt forbudt.Men bare fordi en historie er bund-kedsommelig, så behøver man vel ikke nødvendigvis også at trykke den? Nej, men det er da helt bestemt et vægtigt argument, der vil blive taget i betragtning med den samme næsegruse respekt i samtlige typografiske lejre her til lands. Så vi krydser både fingre og floden Rubicon - og kaster hermed terningen...

Men apropos satire – skønt hvem har sagt et ord om satire, og hvem taler i øvrigt om satire, udover de der ikke ejer den? Men apropos eller ej, så skal selveste Muhammed (for en mand af hans format behøver slet intet ”apropos”, modsat denne verdens mange dresserede cirkusdyr), ved en lejlighed have udtalt til verdenspressen: "Hvordan kan vi egentlig talt forlange, at de vankundige skal tolerere karikaturer - når vi som er oplyste, end ikke kan tolerere at høre sandheden?"

Vi kan ikke være enige om alle med alt, og vi er derfor alle uenige om noget: Alene heraf fremgår allerede sam-eksistensens store udfordring – der som bekendt skræmmer enkelte til at kaste håndklædet i ringen for i stedet at blive munke eller eremitter. En salomonisk genial, men også noget paradoksal måde at forene alle umage lejre på, består i at slå dem i hartkorn som lige skrækkelige på hver sin vis.

- Ja altså, hvis da ikke de umage lejre kommer os i forkøbet ved selv at yde os den selv samme tjeneste: nemlig ved dog at kunne enes på dette ene punkt, at med denne NN vil ingen af os have at gøre - selv hvis han i et øjebliks svaghed i troen skulle finde på at smigre os på samme kluntede vis som alle normale ansøgere.

Omvendt gives der jo så også mange misundelsesværdigt uklandelige æresborgere, som i deres uangribelige frygtsomhed synes lige spiselige for ethvert segment – hvorved de hæderværdigt bidrager til disses sluttelige forsoning.

Hvis vi ikke kan blive uenige om andet, så kan vi altid blive uenige om muslimerne. Og det skal de have megen tak for, for der gives intet højere og for vor etniske sammenhængs-kraft befordrende end debat – og debattens beskedne anledning bør da bestemt også nævnes med tak på linje med vor loyalt ”emanciperede” hustru samt bevilgende fonde i vor debat-antologis forord.

Men at snakke om "muslimerne" - ja endog danne forskellige skoler af lige kedelige meninger om dem, er til gengæld næppe særlig befordrende for integrationen. Denne meriterende menings-larm non-stop må da gøre vore sidste fredelige mohikanere - der jo åbenbart af vor tids eksistentialister kun tilkendes eksistens i tredje person flertal – endnu mere tossede oven i bøtten end de der allerede er det...

For det må da til sidst resultere i forfølgelsesvanvid således alene at eksistere som et sociologisk-etnologisk menings-substrat for vor dannede offentlighed. Og hvordan opfører pæne borgere sig, når de handler i deres kiosker: Bestiller deres varer, betaler med et professoralt afvæbnende blik af adspredthed: ”Jeg befinder mig i virkeligheden slet ikke her og er derfor principielt og så at sige transcendentalt hinsides skudvidde”. Hvorefter de går styrkede op og skriver fornuftigt videre om ”dem” på spalte-akkord – idet de dog besindigt takker Herren for, at muslimerne i akkurat deres kvarter mirakuløst nok endnu er forbløffende fredsommelige.

Karrierens søde små danske fraktioner af borgerlig uskyld i menings-pusleriernes bekvemme daglige lille soduko er i al deres pæne forudsigelighed måske alligevel ikke i længden helt uskyldige.

En sindssyg betroede engang sin psykiater, at han frygtede at opbruge al sin intelligens ved at tænke for meget. På lignende vis synes mange at frygte, at deres fantasi skulle slippe op, og bruger den derfor kun i meriterende sammenhænge. I begge tilfælde dog tilsyneladende en yderst kontraproduktiv medicinsk strategi...
Nej, få ”dem” i stedet til at le - og giv dem lejlighed til at få jer til at le! Således som da min kioskejer på et fonetisk foruroligende perfekt dansk, som eller kun højt betroede kontra-spioner mestrer, forleden mente, at jeg ligesom i sin tid Tycho Brahe burde gå til en læge med min røde næse. "Orientens Humor", you know...

Men vist er denne kunst da langt sværere end at skrive den samme klumme som tyve andre allerede har skrevet tyve gange årligt i snart ti år. - Men øvelser gør mester, som Gandhi sagde, dengang han forsøgte at blive ryger. Vort eksempel er dog indrømmet uheldigt valgt, for det lykkedes nemlig trods megen øvelse aldrig Gandhi at blive ryger– efter sigende grundet den selv samme ufokuserede tankegang, der snart også gjorde en ende på hans juridiske karriere.

Men Profeten selv hyldede dokumenteret akkurat den samme devise - og i modsætning til Gandhi levede den mand akkurat lige så forbilledligt som han lærte. En apokryf kilde vil endda vide, at han ved samme lejlighed skal have tilføjet: ”Oh, hvem der nu rådede over en personlig klumme til denne sandheds udbredelse!”
Men dette er tydeligvis en senere tilføjet forfalskning, for Profeten var selv sagt højt hævet over den slags forfængelige fordringer – som jo i vore dage desuden enhver aspirant med en smule pli og tålmodighed kan få indfriet i tidens fylde.

Men hvorom alting nu er: Denne evige plenum-debat minder om både middelalder-kristen skolastik eller hidsige journalist-øvelser i debat-teknik.- Men nogle ting kan kun løses ved man løfter dem op i en højere dimension: f.eks. tragediens, poesiens eller humorens, der jo oftest glimrer med deres fravær i denne ivrige medie-optagethed af hvad nogen sagde eller burde have sagt.
Kampen for æren i debatten er akkurat lige så stædig og umorsom som skolastikernes strid om englenes vinge-kapacitet i sin tid. Ja, I ved: Hvis en ørn kan bortføre et spædbarn, hvor stort et barn kan en engel mon så lette med under gunstige vindforhold? Men islamisterne selv indbilder sig i det mindste kun sjældent som min kiosk-ejer at repræsentere ”Orientens Humor”.
 Er der for resten nogen der nogensinde har talt med en muslim – altså ud over begge lejres lurmærkede Onkel Tom typer med kvote-status?

At noget i grunden ret elementært skal kunne æltes i årevis på linie med virkeligt dybsindige eller morsomme intellektuelle spørgsmål såsom livets og kedsomhedens oprindelse, hvem af de to der mon kom først, og om den første tillige var den andens årsag eller omvendt – det kan da vel ikke have sin rigtighed?
En anden vej end humorens var omvendt den at fatte sig i besindig og uafviselig matematisk korthed for ikke at indbyde til hanekampens uøkonomiske overlæssethed med dokumenter og henvisninger, som ingen jo alligevel gider læse: måske lige undtagen ved Nürnberg-processen, hvor dog selveste Göring ikke desto mindre af selv samme grund adskillige gange måtte trække på smilebåndet.
Dvs. vent med at skrive, til trangen til at "svare igen" og "forsvare sig" er forduftet - dvs. gør først noget helt andet og sjovere – og svar så bagefter af overskud og efter at have sovet på det, som en ren biting: hvis I altså stadig gider til den tid. For som allerede Platon sagde: De bedste gider ikke altid.

Men at sige noget substantielt nyt i sagen bliver nok svært – for alt er jo 8-9 år gammelt, herunder såmænd også dette med, at sær-hensyn på sin vis er fornærmelige for muslimerne. Det ved jeg, for jeg bemærkede det tilfældigvis også selv dengang selv i en kommentar i ”Information” - uden dog at drage praktiske slutninger af denne flyvske observation af sådanne sagers pudsige aspekter.

Sær-hensyn kan nemlig uanset hvad undertiden være næsten lige så praktiske som de hensyn til overordnedes ærekærhed, som de fleste af vort lands menings-berettigede med ret tidig omhu har benyttet fra dag ét i karrieren - og nu om stunder så sandelig også på de sociale medier, skal vi love for.......

Men vist er også den art høflighed i grunden noget fornærmelig. Javel – men hvorfor mon I så aldrig fortalte dette til jeres professor, jeres vejleder, jeres forlægger og jeres redaktør, men har tværtimod altid taget sådanne for begge parter lige skammelige "sær-hensyn": selv uden at være truede på livet?

Ja, undskyld os, men én tosse kan som bekendt spørge om mere, end ti vise kan svare på. Men på den anden side kunne en sofist så her indvende, at det vel ville være mest respektfuldt at behandle sine muslimer på samme verdenskloge og besindige vis, som man behandler sine foresatte...

Til gengæld står nogle af os så nu med følgende paradoksale gåde: Når nu sær-hensyn således ret beset er en smule fornærmelige – hvoraf kommer det mon så, at de personer som vi selv uklogt i tidens løb netop undlod at skamrose i regelmæssige doser, ikke honorerede os mere rundhåndet for denne vor tiltro til deres ubestikkelighed og høje personlige integritet?
Heureka! Det var naturligvis for ikke at risikere at blive slået i hartkorn med de bestikkelige, der nemlig altid rundhåndet belønner sådan tarvelig smiger? Åh ja, just sådan forholder det sig nok: For netop inferiøre personer lægger forståeligt nok en særlig vægt på at blive lovprist for den høje integritet, som de notorisk savner.

Ganske samme type paradoks kender vi fra sagligt eller moralsk højst berettigede personer, der kronisk selvudslettende undlader at hævde sig tilstrækkeligt til at blive hørt endsige slå igennem – netop for ikke at blive slået i hartkorn med alle de anderledes uberettigede, som savlende af jubel og aldeles blottet for skam organiserer hele deres tilværelse og deres familie som en livslang PR-kampagne for dem selv.

Nuvel, alle nok omtalte sær-hensyn er det altså hur som helst undertiden klogt at tage; og det er som bekendt netop højeste mode at være klog – ja vel endda noget opreklameret i stil med 1600-tallets nederlandske hausse for tulipaner i alle mulige farver og afskygninger. Men hvorfor lige tulipaner? Nej, vel – og den nederlandske finans-boble bristede jo ganske rigtigt også til sidst.

Men skal man smigre sine foresatte, så kan smigeren med en mere erfaren bekendts forgæves ord engang simpelt hen ikke blive for tyk, for ”de sluger den råt”. Dette er så meget heldigere, som langt den meste smiger i verden netop er komisk kluntet.

Men kan det virkelig have sin rigtighed, at så kloge og betydelige personligheder som de tilbejlede ikke ser denne kluntethed? Nej, det kan det da forhåbentlig ikke – men måske er det da også netop smigerens kluntethed, der smigrer dem: For denne er nemlig er et langt mere ubestikkeligt vidnesbyrd om aspirantens åndelige underlegenhed end selve smigerens på skrømt postulerede selvudslettelse.

Men på ganske samme vis forholder det sig tilsyneladende med fornærmelse: Hvad der nemlig fornærmer langt mere end selve det leksikalske indhold af nogen fornærmelse, er den anderledes indiskutable overlegenhed i selve fornærmelsens form. Dette ses allerede deraf, at en suveræn form selv helt uden mindste fornærmelige budskab alligevel af personer med behov for smiger, altid modtages med stum afsky som et utilgiveligt slag i ansigtet.

Ganske som vi alle er undselige syndere for Herren, således kan vi altså alle behøve nok så ydmygende sær-hensyn i ny og næ – og da i særdeleshed hensyn til vor prestige, der nemlig med vore dages af hensyn til omsætningen indbyggede forældelse ikke tåler ret mange ridser i lakken.

Og apropos vort emne – eller skulle vi mon her tværtimod sige ”forresten”, omtrent lige som med de bisætninger, hvor et ”og” kan forsvares lige så godt som et ”men”: ”Han er ikke kristen, og/men tilbeder dagligt Shiva”.

Kort sagt apropos: Hvis vi nu absolut for vor elites folkelige sammenhængs-krafts skyld må og skal have denne evige plenum-debat om vore muslimer, så behøver vi en kontant og ubestikkelig ordstyrer for at undgå at ende i et retningsløst og atomiseret menings-kaos uden hverken hoved eller hale.

Næ-nej - hold jer nu ikke beskedent tilbage, for mangen skarp debattør og menings-bøllefrø med medietække har skam trådt sin sociale mobilitets barnesko som fordringsløs ordstyrer med store og lærevillige drenge-øren - der så småningom resulterede i: endnu mere af det samme.

Et andet godt råd på falderebet: Tal aldrig igen i tredje person om Vesten Humor – endsige dens selvironi: For også de ting foretrækker nu engang at optræde i første person. - Men apropos Rusland - så har jeg ganske ligesom Gandhi altid drømt om at se Kamtjatka: Dér findes ganske vist ikke som i Alaska hamburgers – men til gengæld en hel del ”endnu levende” vulkaner...

Hur som helst: Når ”satire” erfaringsmæssigt så ofte virker stik modsat hensigten, selv på de oplyste, og får disse til som stædige moskusokser at stille sig i en tavs og massiv ringmur omkring deres æressager og så at sige etniske selvbedrag – så er det nu svært at være meget mere optimistisk omkring den samme metodes anvendelse på de mindre oplyste.

For hvad nu hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget? Vi mennesket påskønner nemlig i reglen kun det sjov vi selv laver, frem for selv at måtte føle os ramt af de andres sjov – som vi derfor bekvemt afskriver som meningsløst pjat og pjank, der nemlig ikke må forveksles med Vestens Humor, som er en anderledes alvorlig og højpandet sag. Således siges narren hos Shakespeare jo også at have de bedste replikker.

Javel, men i så fald var det måske også bedst at lade folk lave deres egen satire – over deres egne profeter... På ganske samme vis gælder jo også, at selv nok så tiltrængte forældre-oprør på vore klassekammeraters vegne i reglen kun får dem til at stejle og tage deres forældre uforbeholdent i forsvar.