YTRINGSFRIHEDS-JUBILÆUM

Det ligner en falliterklæring i stil med islamisternes egne forudsigelige galvaniske reaktioner atter at prædike om ytringsfrihed på en dag, hvor dette emne har et dansk jubilæum som folkelig fornøjelse. 

Ja, for at gentage sig selv i den grad burde om ikke forbydes, så dog stilles i gabestokken -  med mindre man i det mindste forsøger at udsætte temaet for bare en smule Goldberg'sk variation - om så også for denne ene gangs og jubilæets skyld. Sandt at sige har emnet kedet mig en smule omtrent fra dag et, og jeg har da også kun en enkelt gang eller to for snart 10 år siden skrevet lidt derom - forresten lige efter en rejse til Damaskus, thi således var tilfældighedernes timing. Og fisk bør altså serveres friskfangede.

Men den debat er blevet både en profession, en personlig karriere og en livsstil - i begge lejre. Så længe den ene lejr finder det sjovt og givende at fremture, vil også den anden lejr finde det sjovt og givende at fremture. Freden kommer den dag, den første part kaster håndklæden i ringen af lutter kedsomhed. Ikke forstået som et nederlag, men som en sejr over sig selv.... 

En anden løsning ville være hvis den ene part kunne få den anden til at le - eller hvis de kunne finde sammen om en fælles modstander, lige fornærmelig for begge parter...

Tror folk virkelig, at Voltaire var lige så kedelig og som en tibetansk bedemølle, en chefredaktør eller en lige så let fornærmet skægabe i en minaret? 

Ja, for det sjove er forresten at selv yderst respektable mennesker reagerer akkurat som imamerne, når de udsættes for et kvalificeret smil.

"Men her til lands skyder vi altså ikke folk, nej vi liker i stedet deres gennem-socialiserede hjerner til fiskefars, hvilket er Ironi og en helt unik vestlig kunstart helt fra Sokrates og Jesu tid - og denne helt afgørende forskel kan altså ikke bagatelliseres med et smart litterært grin". 

Åh ja - men måske kan den nu alligevel netop bagatelliseres: For den eneste grund til at ikke også vore honoratiores lader fornærmelige folk skyde og hænge, er den bureaukratiske bagatel, af at det desværre endnu er forbudt. - 

"Dann haben wir aber andere Methoden..."

Men stadig er det nok ingen god ide med karikaturer over hele linjen - for allerede sandheden er skam rigeligt slem og ilde hørt. Og flere tegninger tages bare jo som påskud til liv i gaden af arbejdsløse unge muslimer og deres guruer: Egentlig en helt normal adfærd i mangel på nytårsaften.
  

Men alle har vi til gengæld nu i demokratisk ånd fået lov at skrive de samme to meninger udsat for blokfløjte og trampolin gennem ti år i aviserne - lidt ligesom ved disse kammeratlige invitationener i socialt regi, hvor de indkaldte skal bruge halvdelen af tiden til at præsentere deres sørgelige levned for hinanden.

Og "Vestens humor" - ville fortsat være en glimrende idé....

Hvis jeg således skriver tilstrækkelig meget om emnet ytringsfrihed, selv om det keder mig gudsjammerligt, fordi alt væsentligt herom jo kan siges på få linjer - får jeg mon så også en Ytringsfriheds-pris for at få mig til omsider at holde inde?

Javel - men hvad nu hvis ingen gider trykke lortet?  Ja, så får du naturligvis ingen pris, helt uanset hvad og hvor meget du har skrevet - anderledes kan det jo nu engang ikke være. For der er jo dog nok en grund til at folk helst vil have deres lort trykt. Men vil det så sige,at jeg kan skrive lige hvad jeg vil, bare I andre så til gengæld kan hindre det i at blive trykt i mit eget navn?

  Ja, nu ser det omsider ud til at du har begrebet en smule af verdensordenen. Husk aldrig at fornærme nogen - hvilket oversat til nu-dansk vil sige: Sig aldrig sandheden. Men langt vigtigere: Væk aldrig jalousi og misundelse: Men så vil vi til gengæld ovenikøbet prise dig som et umådeligt sympatisk menneske.

 Men hvis du nu brokker dig over verdensordenen, så fratager vi dig sågar til sidst endog din ytringsfrihed. For ytringsfriheden er så lidt som humorens nådegave og dansk statsborgerskab nogen medfødt universel menneskeret, men en gave og en hædersbevisning fra samfundets side, som ingen sådan kan indstille sig selv til eller gøre fordring på.

Jo, vi ved skam godt  at endog Jesus skamrides som banner for ytringsfriheden som en ubetinget menneskeret. Ja, hvad profeter dog ikke tages til indtægt for... Men langt mere mere uhyggeligt er det dog at blive citeret helt korrekt, fordi sandheden jo alligevel som ved en naturlov altid forfuskes og forvandles til sin egen karikatur af velmenende disciple og selvbestaltede arvinger under stor applaus - både blandt skriftkloge og fra den oplyste almenhed.

Men kom nu ikke og sig, at I skam hverken ligger under for censur eller selvcensur - for det er lige hvad de fleste gør fra morgen til aften. Også på de sociale medier.


Nej lad os hellere tale om grøn El og afgiftsbefrielser. El-prouktion ved jeg endnu mindre om end ytringsfrihed - og bliver derfor altid en smule skeptisk, når jeg støder på folk der omvendt er helt sikre i den sag, og på at vi i Pacemakerne's æra allerede lever i den bedste af alle mulige verdener, hvad elektrochok angår.

Ja, for hvis det hermed forholder sig som med den grasserende og opreklamerede alfabetisme, der ville kunne bringe ikke blot vore sidste ærlige bønder, men også en ny Shakespeare til at flygte til København fra hus og hjem med alles bifald og helt uden barbarisk skarntydesaft - så står da det rigtignok lige så galt til med elektriciteten som med det, der noget misvisende kaldes "stil", som om stil var en art herremode.

Ja, for på sidstnævnte felt kan der nemlig omvendt godt snydes på vægten. Som dengang en italiensk plattenslager solgte mig en samling nyt Armani-tøj til spotpris, idet han angivelig alligevel var på vej hjem fra en international messe, hvorefter kostbarhederne ville blive kasseret eller givet til de ansatte.

Vist var det da ikke Armani, for heller ikke det har jeg spor forstand på - men alle de der havde, kunne til gengæld ikke skrive og fik heller intet at skrive om - hvor højt de så end lønnedes for hvad de stolt anså for "rigtigt arbejde".

Stylister er til for at behage bedre folk, mens stilister omvendt er til for at plage bedre folk, der bærer det med pokerface under den største græmmelse. - Sådan er det bare, og sådan har det vist altid været, i medfør af en underfundig Bohr'sk komplementaritet. For ganske som man i henhold til Voltaire bør nøjes med at passe sin have, så kunne vi jo fremover nøjes med at more os over vore egne profeter og imamer...
Pøj-pøj med det!

JOSEPH CONRAD

JOSEPH CONRAD

polak (under russisk regering) forældreløs som 11-årig, selvmordsforsøg efter mislykket karriere på kasinoer, dernæst sømand i den engelske handelsflåde en snes år. Sen forfatter-debut og helt uden "relevant" uddannelse. Og til sidst Nobelpris, før den slags blev mode.

Et intimiderende brilliant engelsk for invandrere - men fremfor alt: Sprog er ikke sprog, Jørn Lund og "fråga Lund". Nej, "sproget" er hele denne symfoni som oversætterne siden må bakse med på  deres egne sprog i snæver forstand.

Handlingen hos Conrad lader sig altid fortælle kort - men at gøre det efter første gennemlæsning er en kraftanstrengelse, fordi der undervejs er et sådant mylder af drømmende og vise associationer, der "stritter i alle retninger" (en autoritativ kliche blandt så mange), og som langt fra altid forklares; dertil mange besynderlige sideskæbner - ofte kun i indskudte passager i forbifarten; samt meget omstændelige fortællere i fortællingen. Endelig ledemotiver, der kun opdages ved tredje respektfulde gennemlæsning.
Hvorfor? Fordi så mangfoldigt er livet, så komplekst er sindet - og hvem kan sige hvad der er "relevant" for hvad i det lange løb?

Ting der lader sig læse i første hug, skal man måske oftest slet ikke spilde tid på - men det modsatte er naturligvis heller ingen garanti. Og netop derfor kan folk småborgerligt altid let afvise ubekvemme ting som enten vås eller pjat - uden dog at turde eller kunne begrunde det andet end ved det tavse flertals dorske tyranni.
---------------------------------
Til sidst et enkelt eksempel på Conrad's digressioner. Undervejs fortælles, at hovedpersonen sømanden Jim en kort tid som skibsproviantør havde et job, der i kedsommelighed kun overgås af salg af forsikringer. Derfra associeres nu til en mand, der forliste under forsøget på at redde en druknende kæmpekvinde over i en redningsbåd fra en synkende damper. Samme mand havde nemlig en tid forestillet sig en himmel på landjorden grundet en anden kvinde og herunder drømt om alle mulige jobs - men han endte alligevel med at sælge forsikringer. Indtil han - forstår læseren - altså atter stod til søs...
Første gang troede jeg at slut-ordene "But it came to canvassing in the end" hentydede til lig-lagenet. Men (med muligt forbehold for en bevidst dobbelthed her, som mere engelsk-kyndige må belære mig om) så menes her altså bare, at den uheldige helts korte land-epoke endte et hak mere kedsommeligt end en tilsvarende kort fase i Jim's eller så eventyrlige karriere.

Alt sammen blot fordi Jim's korte fase som skibsproviantør i sin kedsommelighed angivelig kun overgås af jobbet som forsikringsagent: "insurance canvasser". Og det der så berettes om denne lejlighedsvise broder og overmand i arbejdslivets kedsommelighed, har endda slet intet at skaffe med bemeldte job - hvorom der jo netop intet interessant var at sige.
Nej, men samme person var heldigvis for os andre ganske som Jim en fantast og forliste sidenhen på sin egen mindevärdigt barokke måde: Ganske som også Jim ender med et heroisk forlis - der i sin tur skal råde bod på et tidligere herostratisk tab af ry og äre.
 Med andre ord: Aproposet for den lange passage er helt "accidentielt", men bliver springbrädt til en eventyrlig historie helt i sin egen ret. Men den historie indeholder så til vort held en ejendommelig parallel en miniature til Jim's historie. Og sådan er Conrad hele vejen igennem.

Hvor mange der tvangsmæssigt straks tilsluttes sig Conrad's genialitet ("han er jo en klassiker"), ville ikke stejle over enhver tendens af samme art hos os dødelige - og lovprise helt banal praktikantprosa for dens "veloplagthed"og hvad det nu ellers hedder blandt tilbederne af den røde tråd.

Naturligvis med forbehold for særlig fortærskede tricks (som alle straks liker i  flok) såsom at starte med en anekdotisk detalje midt i historien: "Den morgen havde han tænkt meget på, hvad han skulle købe til sin hustru i fødselsdagsgave, og det blev ikke meget bedre af, at han aldrig havde været nogen stor tilhænger af fødselsdage. Nu ombord på ruteflyet til Damaskus kom han atter til at strejfe spørgsmålet, og lidet kunne han ane, hvilke uhyrligheder han få minutter efter skulle blive det eneste overlevende vidne til.
Som udsendt fra Morgenavisen havde jeg som den første lejlighed til at interviewe ham. Osv.osv.osv." Indtil reportagen omsider er tyret til ende, så vi alle kan konversere opdateret om det samme, indtil morgendagens avis heldigvis atter bebuder et nyt obligatorisk diskussionsemne.

DEN FRANSKE REVOLUTION OG HENRIK DAHL

ELEVDEMOKRATI  i følge HENRIK DAHL

Harley Davyson gør sig morsomme jeronimus-betragtninger over de slående ligheder mellem umættelige børn og voksne venstreorienterede med masser af radikale krav og ideer til en bedre verden - men langt mindre disciplin, konsekvens og offervilje.
Naturligvis indhøster han også snusfornuftige mere end ungdommelige indvendinger - vel nok især fordi de objektive alternativer mellem f.eks. fri bebyggelse ved skov og strand eller ej jo ikke kan vurderes alene ud ud, fra hvem der gider slås for dem.
-------------------
FOR i så fald kunne man skrotte omtrent al politik, for i en vis forstand kunne man jo sige: "Hvem andre end en flok just kønsmodne gymnasiaster gider dog lege voksne og bruge dagevis på "ligeværdige" offentlige debatter med rektor og den (trods hustruens forsikringer om det modsatte) knap så retorisk blomstrende viceinspektør om, hvorvidt skolens nye cykelskure for henholdsvis drenge og piger skal ligge adskilte eller klods op ad hinanden."

Det er her altid betegnende og en ekstra emanciperet nydelse at se, hvorledes den ellers altid så højrøstede og verbalt uhæmmede gymnastiklærer ligesom skolens yngre årgange ved disse lejligheder aldrig siger et kvæk, men står stiv som en saltstøtte med en stram militaristisk og noget vantro mine - noget ubehageligt berørt ved synet af al den veltalende ungdom.
Ja, for minder det ikke os historie-bevidste ildevarslende om både den franske og den russiske revolution? Jo, det gør det - men det var rigtignok heller aldrig gymnastiklærerens ide at indføre elevdemokrati, så nu må de asner til progressive og blødagtige snakke-tøjer i toppen rigtignok klare ærterne selv. Og så kan det nok være de til sidst kommer krybende og beder om fysiske midler til til at slå opstanden ned. For de børn får jo, som ham den nye folketingsmand Dahl siger, aldrig nogensinde nok......

P.S. Ting der ikke kan inspirere til ungdommeligt usurpatoriske digressioner skudt fra hoften, interesserer mig i reglen ikke et klap. Det har aldrig moret mig spor at efterligne de voksne, for det jo gør i forvejen både de voksne selv og deres børn - f.eks. ved at skrive noget der lige så godt kunne have stået i en moderne avis: Kort sagt noget som alle og enhver under proletariatets diktatur kunne have skrevet. Men er det ikke det stik modsatte der er kunsten?

OM MORALSK FORARGELSE - I HENHOLD TIL ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN...

VIL DU VINDE 100.000 kr - PLUS EN NAT MED ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN?

Den efterhånden internationale (og ingen socialistsange her, tak) danske journalist Annegrete Felther Rasmussen vækker forargelse ved i BT og ALT FOR DAMERNE frejdigt at stå ved et månedligt forbrug i den klasse som vor overskrift angiver - hinsides enhver art lutheransk sparsommelig syndsbevidsthed, som vi old school kapitalister jo ellers anbefaler og foreskriver med os selv som pragteksempler. Og ejheller fristes hun i den forbindelse til sammenligning med hårdtarbejdende, men ret lavtlønnede sygehjælpere osv. osv.
--------------------------------
Dagens "Politik" bringer en stærk helside begået af en Afghanistan-veteran med psd m.m i bagagen. Han har endda været meget heldig, men immervæk tjener han ikke til at kunne forbruge 100.000 af om måneden i jet-brændstof og andet sexet i sit ydmyge civie liv.
Men artiklen er aldeles fortræffeligt skrevet . Forskellen er bare at hvor det ellers er ret vilkårligt hvem der får jobbet som lektor i sociale medier, reporter, højkommissær mm., som en del andre med pokerface og sprognemme ville kunne bestride lige så godt - så kunne den artikel ikke været skrevet af nogen anden. Og dog behøvede han ingen hjælp fra Journalisthøjskolen eller alskens undervisitetscentre. Hvor sælsomt, hvor mærkværdigt.
Men til gengæld må manden nok nøjes med det som alle dage - selv i de gode tider - har været freelanceres lod på den dengang socialistiske avis "Information": Ikke en klink i honorar selv ved flittig og regelmæssig deltagelse i alle formater. Kun den velkendte "gæld" i form af akkumuleret kollegial jalousi, der til sidst lader naturen gå over optugtelsen i form af et lidet gylden, men desto mere socialistisk håndtryk:- typisk eksekveret af en ny drengerøv der får ståpik over egenghændigt at få lov at fyre en der har en del mere personlighed, erfaring og skrivetalent end han selv.

Men altså: Den skrivende Afghanistan-veterans eksempel sætter Anne Grethe Rasmussens overvejelser om enkelte (ret vilkårligt - givet et vist niveau og talent) udvalgte journalisters store månedlige forbrug i relief.
En grund til at "Janteloven" her slår hårdere end mod klassiske rigmænd er nu også den, at det ikke er læserne selv, men redaktionen der køber og betaler just hendes og Georg Metz artikler. Læserne køber hele pakken - og alle freelancernes og gratisternes selvskrevne "nød" tjener derfor til at finansiere de udvalgtes desto højere løn, frie rejser til Langtbortistan osv.osv.
Enkelte journalister opnår så en tværgående eller endda international status - men igen kunne det som ved så meget andet lige så godt have været en del andre (om end jo heller ikke hvem som helst). Man kan derfor bedst sammenligne det med et lotteri blandt de kongelige, folketingsmedlemmer eller direktører i virksomheder med over et vist antal ansatte.

Hvis dette havde været et 100.000 kroners spørgsmål i en quiss, så ville jeg i dag kunne fejre det på et niveau som også Anne Grethe Rasmussen ville kunne være bekendt - ja måske endog med hende som særligt inviteret selskabsdame: atter ret vilkårligt, men naturligvis ikke helt vilkårligt, når det dog immervæk er far her der får lov at betale gildet...


ANNE GRETHE FELTER RASMUSSEN

Udfolder efterfølgende i Dagbladet Information sit syn på folks overforbrug af moralsk forargelse - der nemlig burde være forbeholdt egentlige ulovligheder.
----------------------------------
Jo - det er bestemt et fiffigt jesuitisk argument, at vi i denne verden er nødt til at økonomisere med vor moralske forargelses fossile energikilder og derfor må give positiv forskelsbehandling til egentlige forbrydere - samt til os gratister der ikke formår at skrive uden fra første linje at genbruge alle tidens klicheer, som var der tale om en art Berufs-burka for praktikanter.

Javel, men men hvad så med den gang-besværede dame i mit kvarter, som i et lignende anfald af overbetaling uklog som Kong Lear gav sin datter halvdelen af sin egen mødrene arv – men som datteren kun ved min gentagne indignerede ”dumme-peter”- mellemkomst gider besøge fire gange årligt sammen med sine små børn, skønt hun bor i den samme by. Datteren er jo aldeles lovligt undskyldt - men som sagt lykkes det mig undertiden at appellere til andet og mere end love og menneskerettighederne. Og det skulle der altså nu ikke længere være råd til?
----------------------------------
I forlængelse af din tanke om nødvendige proportioner i vort valg af forargelse kunne man i øvrigt gå endnu videre og se igennem fingre også med indbrud begået af værdigere trængende personer. For ganske som du selv med ubestridelig logisk retfærdigheds-sans bruger din egen overbetaling til selv at kunne overbetale dine fattige, nu ingen andre formår det – med den samme logik kunne indvandrede forbrydere hævde, at ingen da kan forlange, at de i stedet burde stjæle fra deres hjemlands fattige.

JO: Faktisk pacificerede en sydamerikansk lommetyv taget på fersk gerning engang min egen far til stor latter med disse ord: ”Jamen hvis vi nu ikke engang længere må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?” Nej det ikke sandelig let for dem, der sådan må tjene jeres penge selv.

Men læg her mærke til, at den gamle straks overgav sig, fordi han tydeligvis ikke var nogen opstadset småborger, der nemlig ud over ulovligheder alene lader sig forarge af ”personlige fornærmelser”s force majeure: herunder sandheden som den største fornærmelse af alle og derfor den synd, for hvilken der ikke findes tilgivelse hverken hos Thor eller Loke, Hørup eller Outze.

Nej, for småborgeren med komisk certifikat på noget han sjældent virkeligt er, er altid aldeles overbevist om at han har fortjent det hele, uanset statsligt eller privat regi. Og enhver antydning af skepsis udløser derfor straks et solidarisk demokratisk hylekor fra fritidshjemmet hjemme i Vanløse, der lige akkurat formår at stave til ordet ”Janteloven”: For det ord har fan-klubben åbenbart for nylig set i Magasin du Nord'”s fashionable ugentlige idé-magasin.
Nuvel - "tvivlens nådegave” er lige som ”eliten” og ”janteloven” ord, der i medierne konsekvent misbruges af de forkerte:– på linje med ”tolerance” og ”ytringsfrihed”: For er der noget som vi ikke tilgiver, så er det frie ytringer. Men altså, den gamle må vitterlig have besiddet tvivlens nådegave og forsøgte derfor ikke med parvenuens dumstædighed straks at ”forsvare” sig som en anden nybagt praktikant, der dagligt modtager mere end 100 osv. og derfor dårligt har tid til at amme sin egen nyfødte darling - og derfor pænt må bede dig om at kilde din egen darling.

Den gamle var palæstinenser – ganske vist kristen, men muslimer har altså ikke mere patent på terrorisme, end jøder har patent på god humor: og de der praler etnisk af det er kun skabsterrorister, kasserede allerede ved sessionen. – Og han havde oplevet i denne etniske egenskab oplevet endnu et eksempel. Dengang en lærd jøde nemlig spurgte ham, om han da kunne nævnte blot et eneste rige i verdenshistorien, der var opstået i kraft af moral og retfærdighed – da måtte han ligeledes overgive sig til latteren.

I øvrigt havde jeg selv kun fornøjelsen af at hilse på den gamle nogle få gange i voksen alder. – Men da jeg efter sigende var som snydt ud af næsen på ham, kan man kun have forståelse for hans traumatiske chok ved at måtte bevidne en så lidet forløsende forløsning.

Men hør, hvordan var det nu? Den røde tråd var jo emnet ulovligheder - og har vi ikke alle på Hørups demokratiske koran-skole lært, at den røde tråd bør tages med samme letfornærmede gravalvor som Brandes og terroristernes "black box” i Mekka?

OK, - også vi må overgive os og forpligter os derfor til straks at referere noget ulovligt. I går læste jeg således uden at købe noget som helst mindst to aviser grundigt på Van Hauens konditori - hvorefter jeg frækt gik op og fik et stempel i mit kaffe-kort: For ni stempler udløser nemlig en gratis tiende omgang kaffe – helt på linie med andres ulovlige anmodninger om refusion af skat på ikke-eksisterende aktier.

Hvis du ikke godtager dette som en ægte forargelses-værdig og derfor debat-egnet forbrydelse, så bliver jeg så skrup-fornærmet, at udenforstående let kunne tro, at jeg da må være enten ayatollah, ungdoms-professor eller chefredaktør på et større dagblad.

Men apropos forargelse, så forholder det sig hermed som med ”likes”. Det eneste der forarger os, er de ting som vi bare ikke formår at ”like”: for dem ville vi nemlig have haft oplevet i stedet: f.eks. en kanal-rundfart med den store rumfærge.
Hvad sluttelig angår kunsten at skrive, så er det som al kunst slet ingen kunst, når ellers stjernerne og planeterne bare står rigtigt – og honorarets trøstepræmie indgår rigtigt ikke i den ligning. Men skulle dette med stjernerne nu indbefatte evnen og fandenivoldskheden til om nødvendigt at brænde alle broer, ja så overlader vi frejdigt alle broer til småborgeres larmende infanteri.

Og skulle vi til sidst løbe tør for flere broer at brænde, ja så må vi da bare, som Voltaire burde have tilføjet, opfinde nogle nye broer til kongeligt dyrekøbt affyring ved festlige lejligheder – helt uden forventninger om en folkestorm af afatisk selv-dementerende likes.
Endelig er det min tyrker-tro, at hvis alle fremover blev citeret med navns nævnelse frem for som før anonymt, så kunne vi alle nok skønne dag blive overbetalte, således som også vi overbetaler vore undergivne. Og det både her og hisset...

MEDIER - HØG OVER HØG

Efter en sommers betragtelige og velgørende afholdenhed m.h.t. nyheder og emsige meninger om det samme til fordel for større og ofte umælende sjælsdybder - kan man atter få ægte appetit på at tyre aviserne, blot ikke hver dag, for ligefrem sjovt er det nu sjældent.
At anmelde anmeldelser og andre trafikforseelser bør vi afholde os fra. Men selv om de gutenberg-ske klicheer som bekendt er havnet på museeum, så huserer deres gespenst og uhellige ånd nu alligevel ikke mindre end dengang de levede.

I dagens "Politiken" noterer jeg at kronikken (med sin faible for at nurse den næste generation af pålidelige forlagsdirektører og kulturredaktører) lader den unge forfatter Jakob Skyggebjerg udfolde sig sprogligt omkring sine meget ambivalente hjemstavnsfølelser over for hovedlandet, der nok ikke kunne bevilge ynglingen samme grad af sociale mobilitet.
Skyggebjerg bruger et sted i kronikken en journalistisk konstruktion, som jeg senere i samme avis genfinder hos TV-anmelderen Palle: ikke Mogens Palle, for han var jo promotor for bokseren John Bogs - men I ved hvem jeg mener: manden har utvivlsomt et fornavn - for ellers har I da her gaven til manden der har næsten alt...

Skyggebjerg døjer meget ondt på jyske busstationers ventesale og fortæller herom, at "STØJNIVEAUET FÅR ENHVER UNDERBEMANDET DØGNINSTITUTION TIL AT MINDE OM ET SØVNLABORATORIUM".

Palle, (der i mellemtiden har genfundet sit fornavn, som han desværre nok må dele med mig) anmelder forlods for TV filmen "Et smukt sind" om den paranoid-skizofrene stjerne-matematiker Nash. OM skuespilleren i denne rolle skriver Palle, at han "ligner et matematik-geni lige så meget som en parkbænk ligner en Børge Mogensen tremme-bænk."
----------------------------------------------
Selve konstruktionen stammer vist nok fra klassiske amerikanske krimier: Raymond Chandler og omegn. Privat-detektivens maskulint tørre situationsironi, der også har en arv fra den britiske "stiff upper-lip", hvormed den hvide mand må bære civilisationens byrde. Men når det bliver en journalistisk kliche, som ovenikøbet fædrelands-ambivalente unge provo-forfattere med guldskeer proppet i kæften af Københavnske kulturfonde samt Bo Lidegaard, ikke kan stå for at genbruge - så bliver det træls, som de siger i Jylland.

I begge tilfælde er klichen medie-tilpasset ved at bruge størrelser som i mediesammenhæng er etablerede kerne-emner. Børge Mogensens navn kender vi alle; hans tremmebænk måske ikke, men kulturfolket skal nu nok kende den. Og underbemandede døgninstitutioner, jo - og søvnlaboratoriet husker vi fra Trier's film "Riget".
Hos den hårdkogte detektiv er det velgørende med en frisk sproglig brises synsvinkelskift på den barske og urokkelige realitet. Et uventet desilusioneret skift til et andet niveau, der dog intet ændrer på handlingsgangen.

Men hos de to kulturfolk bliver vi medie-afdelingen for hitttegods, og der kommer slet ingen friske briser fra andre virkeligheder eller opfattelses-niveauer. Det surrealistiske omslag der før kaldte på smilebåndet, udebliver til fordel for en naivt selvbevidst journalistisk smarthed, der indbilder sig at have mere til fælles med Forfatter-Skolen end med de øvrige aviser, for slet ikke at tale om alle de der jyder...

Ja, muligvis nok - men er dette nu i grunden også noget at vigte sig sådan med?

P.S. Her publiceres kun en brøkdel af vor redaktions produktion og da altid med svare betænkeligheder - lndrømmet lidt komisk når det eneste vi risikerer er det, som nu engang altid alligevel sker, uanset hvad. For selvtillid er nok fint - men mangel på selverkendelse er endnu bedre....

JUNG OG FREUD - AND A FEW CLOSER FRIENDS..

Et berømt skriftsted i C.G. Jungs erindringer er dér, hvor han fortæller om sit brud med Freud. Arkiv-stærke freudianere såsom Christian Braad Thomsen kan her supplere med sider af sagen, som Jung ikke selv nævner, såsom Jungs uortodokse syn på, hvad lægelig professionalisme byder sjælesørgeren af forbehold i den selskabelige omgang med egne patienter. Men her gælder det altså den episode som Jung omtaler.

Efter at Freud således havde analyseret en af Jungs drømme, tilbød Jung sig at analysere Freuds drømme fra samme nat. Men nej, svarede Freud: "For jeg kan da ikke risikere min autoritet." - "Men just i det selv samme øjeblik mistede han den...." tilføjer Jung med dramatisk beherskelse.

Hvorfor nævner jeg nu dette? Jo, jeg ser daglig på Facebook hvorledes "mænd af ære" lider de svareste og mest barnligt let gennemskuelige kvaler, når de føler sig gået for nær: Enten fordi de føler sig ramt af noget sandt, eller fordi nogen siger noget som de vist meget hellere selv ville have sagt - og endnu hellere publiceret: For de ved udmærket. at havde de selv sagt det, så havde alle applauderet og anbefalet det.

Alle jævne borgere lider nemlig af en forebyggende indbyrdes jalousi, der nidkært vogter over at ingen af deres jævnbyrdige og ligestillede går over gevind og nærmer sig mestrene og autoriteterne i myndighed - ganske som de jaloux vogter over, at mesteren ikke forfordeler dem selv i uddelingen af uforpligtende små skulderklap for disciplenes snart åbenlyst flatterende, snart komplet ufarlige ydmygt supplerende ytringer, fattet i sømmelig korthed, som al selvkritik og jo situationssans byder.

Autoriteternes typiske reaktion består i nævnte situationer deri, at de klapper i som østers med hårdnakkede fortrængninger, som om man havde overfuset med med grove platheder.

Men tværtimod er det lærerigt at se, at når nogen en sjælden gang vitterlig overfuser de store eller i ordvalg går tydeligt under niveau, så vil ærens mænd netop sjældent være sene til faderligt at berigtige dem med den fornødne artikulerede myndighed og beherskelse.

For her får de jo netop lejlighed til i publikums påsyn at give den i rollen som den overlegne herre, der helt uden affekt tilkendegiver for den labile, udannede eller umodne, at der gives uskrevne regler og rummelige, men dog afgrænsede rammer for den gode samtale...

Når ærens mænd derimod stilles over for noget, hvorved de føler sig sat i relief på en måde, der ikke på samme vis bekræfter deres ukrænkelige moralske og intellektuelle autoritet, reagerer de derimod netop typisk, som Freud gjorde over for Jung ved nævnte lejlighed.

Og pointen er nu, at netop ved den stejle og ureflekterede tavshed, hvormed ærens mænd tillige med nogle emanciperede damer forsvarer og beskytter deres sarte og eksklusive hæder som civiliserede borgere, sætter de sig selv ud over rammerne for civiliseret og anstændig opførsel. For når netop en hædersborger udsætter en ellers harmløs borger for stumt uafficeret afvisning af enhver henvendelse, da kan det - modsat bøllens velkendte og jo ofte nærmest kammeratlige grovhed - kun opfattes som et bevidst slag i ansigtet.

Et slag i ansigtet, der i sin tur for enhver god borger at se da kun kan skyldes, at den pågældende ved sin skamløse uartighed hinsides menneskelig værdighed bestemt må have gjort sig fortjent til også selv at blive behandlet uden værdighed. Ja, for anderledes kan det da rigtignok ikke forholde sig!

Til straffen mod den formastelige hører således tillige et tab af omverdenens gunst og respekt: dels grundet den autoritet, som hædersborgeren nyder, men også fordi mange endog mod bedre vidende føler sig bedst tjent med at holde på den hest, der kan tilbyde dem flest sociale og økonomiske fordele og forbindelser - eller blot de rutinemæssige faderlige skulderklap med venstre hånd, der for de jævnere i ånden ofte vil være et umisteligt minde for livet.

Personen som den reelt grovt injurierende ignorering er rettet mod, kan på sin side kun redde sin værdighed ved at erindre for sig selv, at den forstokkede reservations uærlighed tillige med dens brud på al elementær høflighed udtrykker en intellektuel og moralsk afmagt, der i stedet hævngerrigt trøster og forlader sig på både fan-skarens og skæbnefællernes solidariske mur af forbitret kongenial tavshed.

Når jeg overhovedet skriver dette - om end vel som så ofte kun for en begrænset kreds -, er det for at imødegå den vantro skepsis og den autoritetstro enfoldighed, hvormed mennesker, der ikke selv magter at stå alene, og som derfor heller ikke kan forestille sig hvordan andre kan udholde det - alligevel i solidarisk smålighed tilslutter sig den brutale magtfuldkommenheds forfængelige stejlhed og stumhed.

For hvis mennesker viser så lav integritet selv i fredstid og i et retssamfund - hvorledes ville de mon så ikke kunne opføre sig under et mindre civiliseret og langt farligere regime?

Min umiddelbare anledning er den ingenlunde enestående, at en mand som jeg husker som en i sin tid afgjort hæderlig, sympatisk og retsindig humanist, aldeles uimodsagt af hele sin øvrige fan-kreds skamroses ikke blot af de rette grunde - men også af mindre oplagte grunde. Det seneste er således at han af en følger opfordres til at publicere sine hæderlige, men yderst konfliktsky, ofte venstrehånds-prægede, men lige så ofte stærkt PR-relaterede Facebook-opdateringer i bogform.

For dermed insinuerer smigrerne jo i grunden indirekte, at de rette grunde til at prise vor mand åbenbart ikke er stærke og tungtvejende nok til at stå alene, men behøver støtte og kunstigt åndedræt i form af retoriske tilsnigelser samt indirekte uretfærdigheder mod i så henseende anderledes værdige kandidater: der nemlig i sin tur formodes at have så brede skuldre, at de må være fuldt indforståede med, at mesteren bevilges alle de handikap-points han behøver.....

Men ikke nok med det. Da jeg u-indbudt svarede i form af nogle sobre genre-mæssig refleksioner over, hvornår og hvornår ikke noget så spredt og u-fokuseret som et "Faceboook-manuskript" måske kunne tænkes at være egnet også til publicering i bogform - var der ikke en eneste mors sjæl der reagerede, ej heller vor hæderværdige hovedperson selv.

”Folkets kærlighed – min styrke”. Javel, men vi ødelægger mennesker ved at overøse dem med en ubetinget kærlighed, der dog uklogt tillige forsikrer dem om, at kærligheden skam har sine objektive, gode og helt enestående grunde.
For er der da noget at sige til, at personen til sidst må tro: - At hvis han nu alligevel ikke helt skulle formå at leve op til de strenge betingelser, som denne "ubetingede kærlighed" således dog henholder sig til - så kunne han risikere større og anderledes umistelige ting end sin sjæls frelse?

Og grundet denne force majeure er der således ikke længere råd til civiliseret adfærd, når trusler dukker op i form af artikulerede spørgsmålstegn, modificerende bestemmelser eller saglige afgrænsninger af den så rigt tilflydende ros.

------------------------------

Hverken de svageste eller deres mestre læser frygter vel i første omgang denne tekst - så frygt for denne ene gangs skyld hverken KGB og samme autoritets arvtagere, således som langt svagere mennesker frygter havet.

- Nej, betænk hellere i stedet, hvad så uklanderligt noble borgere som dem I daglig lovpriser, egentlig talt ville sige til, at I altså åbenbart anser deres integritets skrøbelighed og niveau for at ligge på linie med KGB's...

------------------------------------------------------------------------------


BILAG: Hermed den kommentar, der helt uventet blev anledningen til ovenstående - og det just i kraft af, at den nemlig slet ikke gav anledning til mindste reaktion fra de personer, som kommentaren var tilstilet.

VOR KOMMENTAR: 

N.G. publicerer nu allerede en hel del i forvejen. Men underkender man i grunden ikke indirekte et menneskes sande kvaliteter ved at lovprise det af de forkerte grunde?

Ej heller denne sentens har (endnu) stået i nogen "personlig" klumme endsige bog, men Eivind Larsen, Jesus og Sokrates publicerede som kendt heller aldrig et ord - så den side af sagen har mere praktiske folks jo så taget sig af. Så fat mod alle skäbnefäller!

 Men altså: Et sammenhængende Facebook-manuskript er allerede omtrent et "contradictio in adjectu", grundet dels hast og løbende betingethed af omverdenens skiftende både anledninger og reaktioner - hvilket desuden ofte er vanskeligt at forene med uhildet dybdeborende sanddruhed: og da ikke mindre hvor just sandheden oven i köbet er uvelkommen – uagtet såvel tværfaglighed som gammeldags faglighed.

Berettigelsen af just et Facebook-manuskript måtte i givet fald gå på, at det var hidtil "apokryft" og henvist til sådan uvelkommen tungetale, hvorunder netop den ulmende brands glødende kontinuitet trods drivvådt ved kunne blive anledning til en borende tematisk kontinuitet, der intet steds tillades at springe over hvor gærdet er lavest, for slet ikke at tale om de velkendte kammeratlige huller i hegnet, som kun kvarterets egne drenge kender – og politiet da slet ikke.

 En sådan modvægts stædige inerti kunne tillige give anledning til frodigere - og dog mere eksakte - billedannelser end ved gængse manuskripter, der nemlig gerne hærges af meget anden kontrol end blot stave-kontrol....

 N.G. er dog nu engang endnu ingen outsider, men tro os: det er skam aldrig forsent - en illusion der også i mange år plagede mig selv, indtil jeg ved en stor og sen nåde blev udfriet af vankundigheden som Biblens Sarah af sin tilsvarende ufrugtbarhed.

Men ros og "like" nu blot ikke N.G. i utide for denne tilstand, for så forhindrer I den jo netop - og det i medför af en genuin Bohr'sk komplementaritet. For børn der elskes alt for meget, ender også alt for ofte efter en fase som misundelsesværdige playboys som ormstukne vrag.

Åh- apropos Niels Bohr: To atomfysikeres brevveksling kan undertiden lede til en banebrydende artikel i et fagtidskrift. Efter 50 år vil man måske også udgive selve brevvekslingen af anekdotiske og historiske grunde.  Men altså en udelukkende afledt betydning - helt uanset brevenes stilistiske kvaliteter.

En serie kjerlighedsbreve er derimod ikke forstudier til en artikel om kjerlighed - her er det omvendt, og derfor er brevenes karakter af netop breve et "sine qua non" for deres senere trykkeegnethed. Sokrates' forsvarstale var heller ikke noget han forresten havde liggende og så lige lirede af en dag for kammersjukkerne som svar på et tilfældigt angreb - Nej, indholdet var genre-specifikt og kunne kun have den form.

 Og således også med et oplagt og relevant Facebook-manuskript. Og alene af den grund er det ikke en helt urimelig påstand, at et sådant derfor kun kan begås af en outsider - eller evt. flere af slagsen, da det jo nu er et socialt medium med kommentarer osv.

For også her er der således tale om en genuint Bohr'sk komplementaritet - ganske svarende til hvad Ejvind Larsen for mange år siden betroede mig: "Hos Shakespeare er det også altid narren der har de bedste replikker...".

Men at kendte og anerkendte folks PR-betonede venstrehåndsarbejder på Facebook i pausen derimod nok kunne både udgives, forvarsles og anmeldes med held, helt uden sådanne genre-mæssige refleksioner endsige forbehold fra selv erfarne store forlæggere,det betvivler vi derimod ikke et sekund. Og hvis det undrer os, så viser det blot at Shakespeare's "Kong Lear" er blevet skrvet helt forgæves - trods at hans 400-årsdag blev anledning til at en overraskende stor skare kongeniale hædersborgere generøst kunne deklamere, at den store mand til sit store held i sin egenskab af den førstefødte var kommet dem i forkøbet.

 . Her er således for tredje gang som hanegal tale om en genuin Bohr'sk komplementaritet. Og Bent Jensen ville således her være en oplagt kandidat, hvorimod Jørgen Dragsdal må nøjes med den brede landevej - netop fordi han vandt i Højesteret.

 ”You can't have everything” .  Åh. sig ikke det, sig ikke det! For det er lige akkurat dette som tilværelsens forkælede enebørn og fødselarer dog insisterer på - og skarer af enfoldige fans bekræfter dem som loyalt bjæffende lænkehunde heri, endnu mere indigneret ømskindede og besatte af territorial jalousi på guruens vegne end denne selv.

Men alt dette er dog i grunden utidige bekymringer. For N.G. erindrer jeg som en bundhäderligog beskeden mand med en veludviklet selvkritik; og derfor ville han aldrig selv foreslå udgivelse også af sin Facebook-produktion, selv ikke hvis dette havde väret akkurat så oplagt som hans beundrer bedyrer.

Ja, for det er jo nu engang ingenlunde den på engang unge og ungdommelige professors eget forslag, vi her har taget som anledning til vore genre-mässige overvejelser:  med störste fare for at gå over åen efter vand ved at göre et helt andet skarn uret end det barn der – salomonisk set – er både det närmeste og det bedst egnede hertil.

"DØDEN I VENEDIG" eller "NOGET VIL VISE SIG"....

"BLOMKÅLS-HÖJDEN"

Efter 70 km ad en smal men velstampet grusvej gik det længe brat opad bakke mod det halv-arktiske. Men blindvejen endte i et Shangri-La agtigt Edensk Have med en nogenledes velstående gård og vrinskende heste forsynet med klimtende klokker i kåde krumspring på sæteren.Uvirkelig frodighed - men det er velkendt at syd-vendte højder er langt bedre end lavtliggende områder til dyrkning. men om der virkelig også dyrkes blomkål, ved jeg ikke.
Midt i det hele ankom i nystrøget hvid skjorte henad midnat en ung mand fra firmaet "Norra Jämtlands Taxi" - formodentlig med husets frue, der vel havde haft et mellemværende med staden Strømsund 150 km borte. Virkede surrealistisk og som en nordamerikansk historisk fantasi om de hæderlige gode gamle dage fra 50-erne, hvor alt gik fremad i et passende tempo: uden at nogen fald helt bag ad vognen undervejs...

INDEN DEADLINE
I går eftermiddags foretog jeg sidste ekspedition langt ud i bushen med rotur akkompagneret af søstærke myg over en ret stor sø for at gense mine ørne - men uden held.
Til gengæld var vejret ypperligt til kontemplative landskabsfotos såvel som til min vanlige skovsanering at rydde småraner besatte af social mobilitet rundt om aldrende skovfyr, der helst skulle leve et par hundrede år endnu.
 For også her gælder læren om gyngerne og karusellen - kan man gøre nytte, nu sensationerne ikke vil indfinde sig, er slet intet spildt. Og begge mine tidligere fotografiske ørne-seancer sammesteds varede i øvrigt under ét minut: Dyrekøbte nydelser i stil med russisk kaviar og nattergale-tunger - eller jagt på helgenkårede yndlingsløver og nationale turisttrofæer.


CHAPLIN...
Midlertidigt strandet på et af Laplands få mere luksuøse hoteller, hvor man selv uden at overnatte, i restauranten kan blive behandlet som en eksklusiv europæer selv med begrænsede midler - da personalet velsagtens går ud fra at man bor på stedet. Lidt som Chaplin som blind passager ombord på krydstogtskibet.
Dvs. man scorer deres rabatter og generøsitet, fordi man antages at have købt den store pakke på lige fod med den velbeslåede tyske pensionistgruppe, som man just har konverseret på vort lokale swahili. Kaffen er således næsten gratis, i modsætning til drinksene som man overlader til de andre. For ens ædruelighed tolkes som et moralsk og mentalt overskud og ikke som nødtvungen påholdenhed.
Sandhedens time bliver dog sølle overnatning i bilen i regnvejr på den videre færd sydpå - for det kan vel ikke have sin rigtighed, at man nu også skal betale for at kunne nyde sine natlige mareridt, der dog hidtil har været gratis. Ja, man har sine principper og må vælge sine luksuøse indslag ligesom sine krige: dvs med omhu.
Og under det tvungne motto "hellere fattigfin end vor tids luksusplebejere, der i ramme alvor mener at "tjene deres penge selv", blot fordi de har sat sig grundigt på det hele med deres profitable kammeratlige monopol-aftaler. Men bevares, friheden har nu også sine fortrin, og man bør lære at nyde de fortrin som man dog har, snarere end de ti fugle på taget, som man må nøjes med at fotografere.
Så meget som en bil havde Chaplin ikke engang at falde tilbage på, så man skal som sagt ikke klage. Nattekørsel i de blå timer er dertil afgjort bedst, for da er det man har chancen for at se en bjørn eller los: Om dagen sker det aldrig.
Og skulle man i søvne køre ind i en anden nattebilist, er der ingen der ser det før man er over alle bjerge. Offeret overlader vi generøst til de lokale barmhjertige samaritanere, der nemlig ikke ville bryde sig om at blive overhalet indenom af en luksus-turist med sådanne forfængelige idealistiske fritids-griller.
For profeter og guruer hader som bekendt oftest hinanden af et godt hjerte og slås med næb og kløer om de få jobs i branchen: Og taberne i denne kamp kalder de i kor dovne og uduelige. Men der gives dog her to skoler, hvoraf den progressive - mod betaling - humant holder på, at staklerne skal sikres et rimeligt eksistensminimum, bare de bliver ved deres læst uden at genere de arbejdsomme. Hvorimod den modsatte skole ikke garderer sig med den art moralske kvababbelser.


OPDATERING
Den eksklusive gentleman, der tydeligvis ikke har tid til at holde fri for den hvide mands byrde, sidder (ikke ligger - nej da, for så fine folk sover aldrig) sørme stadig nu til morgen på hotelfoyerens yderst magelige sofa med nogle seriøse og sikkert svært læselige papirer lagt frem på bordet som tegn på, at han ikke bør forstyrres med verdslige næsvisheder såsom det spørgsmål, om han nu også bor på hotellet.
Men hvis nogen i personalet alligevel vover at stille spørgsmålet, vil jeg i første omgang ikke bede om navnet på hans chef - for sæt det nu var chefen selv.
- Nej, hellere vil jeg svare som den svenske halvtids-forbryder, der fortalte mig, hvorledes han i sin tid som havnearbejder engang stjal en last med fotoudstyr og dernæst kontaktede en foto-grossist.
Foto-grossisten spurgte ham noget retorisk (ja, for en frugtavler henvender sig vel ikke til en foto-grossist?): "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, men bara tillfälligt..." lød svaret. Og så var der vel ingen grund til uddybende spørgsmål...
Men kl 8.00 er der frukost - og ingen bartender vil afvise en af byens notoriske platugler, når denne af og til møder op som fuldt betalende kunde med penge på lommen og endda format til at bevilge lejlighedsvise drikkepenge under drabelige fagter og gebærder samt ekstravagante roser fra en international kender af branchen til det store hus: Det ville simpelt hen være uprofessionelt.
Måtte henad midnat krybe til køjs ved hyttens primitive pejs totalt udmattet i alle lemmer. I formiddags ville heldet og en smule tilegnet forstand, at jeg lige akkurat nåede tilbage til køretøjet under en en tilstrækkelig lang pause i et særdeles vedholdende regnvejr - af den art der også kan give biler alvorlige startproblemer...

UDSIGTEN FRA BUSINESS CLASS
Sådan lever vi rige - med sorte boys, der hilser pænt mens de fejer gulv. Men også drikkepengene er sorte, og vi skyder ingen løver her.
Som hotelgæst har man allerede betalt "frukost" - men nej, med så professionel betjening og formidable forhold insisterede man på at betale som en gestus og en hæderssag. På den måde fik vi også inkluderet det med overnatningens hvordan og hvorledes diskret ind under gulvtæppet. - Og vil derfor fremover blive husket som en international hædersgæst og gentleman fra før verden gik af lave: Die Welt von gestern.
Men nu videre sydpå uden anden luksus end den man selv producerer..Det skulle ikke være så svært - hidtil er det da gået ganske godt, ikke?

OBS: ADRESSEÆNDRING!
Har nu besluttet at slå mig ned her på hotellet for good som rentier - et godt og solidt arbejde der passer for ansvarlige borgere i moden alder. Og også likes må her regnes som renter, så hold jer endelig ikke tilbage fremover - for nogle må jo nu engang holde hjulene gang.

SANDHEDENS HÆVN...
Allerede den helt unge Blixen legede med den ide, at hvis man løj, kunne skæbnen hævne sig ved at gøre ens løgn til sandhed på uventet og lærerig vis.
Sagde jeg ikke i går, at jeg agtede at slå mig ned som rentier her på hotellet? Ak, på trods af at jeg i mellemtiden har kørt langt over 400 km, er jeg således på mystisk vis atter tilbage ved start, skønt jeg burde være nået langt sydpå.
Hvorledes?
Ak med den samme træfsikre uopmærksomhed på de praktiske detaljer, hvormed jeg tidligere på min færd glemte min benzintanks låg på en benzinstation - således opdagede jeg i morges ankommet til Strömsund i Jämtland, at ledningen og adapteren til denne pc mangede. Kort sagt igen jordforbindelsen til vort ekstravagante og utidssvarende pikareske åndsforetagende helt uden enhver plat redaktionel rygdækning.
Den lokale elektronikbutik havde lørdagslukket, så i stedet for det nok mest fornuftige at satse på Østersund (hovedstaden længere sydpå) valgte jeg det helt sikre at vende tilbage - dog denne gang ad den bedste og mindst eventyrlige vej.
For det samme beløb kunne jeg velsagtens have overnattet helt legalt og bekvemt natten før, men jeg kom således virkelig til at ligge som jeg havde redt.
Kendetegner det ikke Guds sande børn, at de altid straffes prompte for synder, som de fortabte får helt grønt lys til - velsagtens efter devisen:"Lad bare de asner løbe linen helt ud - min gode kollega skal nok tage sig af dem i tidens fylde!"
Denne verdens hyppigste selvbedrag både i det kommercielle og det kulturelle liv lyder: "Der er jo nok en god og fornuftig grund til, at det går lige netop mig så godt, ikke sandt?"
Men her på hotellet for tilværelsens sande excellencer og hjemløse hylder vi alle alle den stik modsatte lære: "Kun de bedste kan udholde mosten uden at blive sindssyge - og kun de bedste hidser sindene i den grad, at pæne borgere virkelig nænner og gider plage dem sådan."
På den måde havde Marx vel ret i at vi mennesker indretter vort verdensbillede efter hvad der passer os bedst ud fra de materielle kår og kort, vi er blevet givet: Elsk din skæbne - men giv den gerne en klædelig forklaring.
Nedenstående foto af en af Strömsunds talrige indvandrere med mit køretøj i forgrunden er taget et minut før min bekostelige fadæse gip op for mig, da jeg satte mig på det et nærliggende konditori med min PC.
Endnu engang sandhedens hævn, fordi jeg straks skulle gøre mig til bedste over en tilsløret og mørk kvinde, der intet aner om Jämtlands bjørne: For hvem var det egentlig talt, der denne gang var helt ude i skoven - og hvem af os to var det, der havde mest anledning til latter?
Men man må så til gengæld lære at elske Satan, ret forstået, som Blixen også sagde - og det være hermed endnu engang gjort.
Hvis nogen betalte mig for mine rapporter, ville de straks blive plattere, fiksere og simplere - men til gengæld ville det være rigtigt arbejde i henhold til alle kloge folk lige fra Saxo til LA..
East and west skall never meet, som Kipling sagde.
Men derfor kunne nogen nu alligevel godt sende nogle penge:sorte eller hvidvaskede - jeg er ikke den der spørger om tingenes yderste årsager....

"DØDEN I VENEDIG" eller "VED FROKOSTEN" eller "NOGET VIL VISE SIG"

Forbemærkning:
Ganske vist hedder det jo ofte "UDEN TITEL". Men vi hædersborgere kan nu engang bare ikke få titler nok anbragt på vores personlige CV. Ja, lige bortset fra at jeg nu endnu aldrig har set noget "personligt" CV....
Men akkurat det samme gælder udødelige tekster, at de med fordel kan forsynes med adskillige lige uundværlige titler:- for her på hotellet kilder vi ingen darlings, med mindre de altså betaler os for at kilde dem under fodsålerne før morgenbadet.

---------------------------------------------------
DENNE reviera-stemning sammen med velbeslåede og velholdte pensionister lover slet ikke godt og er nok lige som i "Døden i Venedig" bare stilheden før stormen. I hvert fald noget med en så at sige præ-coitalt tøvende og dekadent reflekteret udsættelse af forløsningens uomgængelige tristesse.

Ja, her ville en anderledes udødelig provo-kunstner givetvis have bragt et ledsage-fotos af sin egen anderledes bramfri og frivillige vandladning i hotellets foyer til ære for det parnas der fodrer ham som deres provokerende hofnar.

Med den samme sans for dekadence, der foretrækker nattergale-tunger for oksefilé, agter jeg nu sammesteds at tage rigeligt for mig af "frukost-bordets" eksklusive multebær ("hjortron"), plukket af russiske negre med myg og  bjørne som eneste selskab - og som hverken dette eller forrige år producerede spor af: vel vidende at køle-aggregater kun bidrager yderligere til drivhuseffekten - efter devisen: "Hvad indad vindes skal udad tabes."

Oh - sidstnævnte replik ville enhver nybagt redacteur straks have strøget, for morsomhedens ekstravagance er og bliver nu engang redacteurens ret. Og vil man bare ikke lære det, så ryger man til sidst helt ud til fordel for bebumsede efterskole-drenge på starthjælp...

De rige tyske pensionister ved ikke dette med multebærrene og spiser derfor lige så gerne appelsin-marmelade, produceret i islandske drivhuse med økologisk vulkanvarme og norrøne bankgarantier (som den historisk dannede Georg Metz kunne have formuleret det).
------------
"Machen Sie auch hier Urlaub?"  Naja - nicht gerade Urlaub, aber  schön ist hier doch...". Her arbejdes der på højtryk uanset vejrliget - sådan må det være, og det ved alle pensionerede wirtschaft-wundere med eller uden Marshall-hjælp.

Og HENRIK DAHL er som er kendt ingen undtagelse, for han har skam engang været livredder og fik reddet adskillige jomfruer fra havets uhyrer.
Oh - nu tør I endnu unge nok ikke like mig længere, af frygt for LA's eget Shallburg-korps af halvdumme sladrehanke og deres halvkloge tærskehold med løfter om lommepenge og et kongeligt skulderklap fra Prins Henrik i ny og næ?

Jo, dette med "oplysning" er bogstaveligt taget ikke helt så vigtigt som parvenuerne tror, alene fordi de plebejisk "lever af det" - men det giver mulighed for en rigere musikalsk klangbund og en vis associativ frugtbarhed.
Så kan drengene med eller uden skæg og profssor-titel altid slås indbyrdes i seriøse spalter om Shallburg-korpsets og Marshall-hjælpens nøjere hvorfor og hvorledes - med en dunskægget redaktør-spire som sangvinsk toastmaster og upartisk gårdvagt: - så længe han vel at mærke føler sig i nyttigt og befordrende selskab. Det er velsagtens den slags man kalder tolerance og skriver debatbøger om...
Allerede i æraen før reviera-pensionisternes indtog kommenterede en lokal pensionist, der tog mig op på  tommelfingeren tilbage fra vejs ende, min naturfotografiske passion: "Ja, med det intresset så blir du aldrig sysslolös..."

Han benyttede sig her diplomatisk af vort rigere broderland sproglige skelnen mellem "arbetslös" og "sysslolös".Også han kunne således nok have haft sin egen sprogklumme, men overlod det altså storsindet til professor "fråga Lund", der jo så frygteligt nødig vil blive arbejdsløs.
 Dette med "sysslolös" minder mig forresten om dengang jeg - naturligvis med transport-fradrag - lod mig fotografere ved siden af min bil uden for arbejdsformidlingens nu nedlagte kontor i den värmlandske flække "Sysslebäck".
Ja, hvad gør man dog ikke for at finde et ordentligt job? Hvis Bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed komme til bjerget - sådan er det jo.
For selv Muhammed måtte også langt ud på landet, hvor kragerne vender, før han omsider fandt nogen der var dumme nok til at tro på, at han var Guds største gave til menneskeheden.
Alle vi store er engang begyndt i det små, det er slet ingen skam - tværtimod, og det ville Prins Henrik, der skam både har været både livredder og vinbonde i sine unge dage, også give mig medhold i.

Men skulle fremtidsudsigterne allgevel helt lyse med deres kroniske uskyld og stædige fravær, så husk på gamle Dickens' ukuelige valgsprog: "Noget vil vise sig..."

----------------------------
OG NU OMSIDER kan også vi arbejds-slaver måske få lov til at indtage vores velfortjente frokost?  - Ja, med mindre alle I arbejdssky ædedolke og livsnydere altså i mellemtiden har guffet alle godbidderne i jer, mens jeg sad her og med omhu underskrev min egen dødsdom i kommunens jacobinske efterskole til alles og enhvers kongelige forfremmelse?
Ja, for med Stom P.'s ordskifte: "Hvad laver De?" -  "Jeg skriver!" - "Såh - ja De har velsagtens skrevet under på noget...."

DEN SANDE TILSTAND PÅ FIJI ISLANDS...

Konverserede i går en excentrisk Laplands-turist fra The Commonwealth: nærmere bestemt fra Fiji-Islands.

Jeg bemærker straks, at jeg ellers troede at der på Fiji udelukkende boede eksotiske akvariefisk samt rige skatte-unddragere på velfortjent pension efter mange års rettidig og ansvarlig omhu - samt at den menneskeskabte syndflods Nemesis velsagtens om føje år vil gøre en lige så velfortjent rettidig ende på dette Edensk'e skatte-paradis.
Ja, for ganske som man ikke behøver at være jødisk for at beherske jødisk humor, behøver man heldigvis heller ikke at være brite for at beherske britisk humor.

Men faktisk lever Fiji-øerne især af fuldt lovlig turisme. Vor mand forklarer at, fra Fiji til Australien er der kun halvt så langt målt i lysår som til USA, hvilket afspejler sig i i turismens etniske sammensætning. For penge og racisme går på lang sigt ikke godt i spænd - uanset hvad en del ortodokse anti-imperialister endnu vil hævde. Kort sagt kan det da godt være, at nogle af perkerne lugter - men deres penge lugter til orientering endnu ikke.

Politisk er Fiji dog trods the Commonwealth et diktatur: "But rather a pacific dictatorship quite without blood-shead - not like Putin's Russia or Norh Korea where you will finally dissappear or be shot in the head".
Nej da, snarere ligesom i vor egen dumme lille æresverdens barnlige liv, hvor den sluttelige berøvelse af al ære som det højeste gode nemlig helt følgerigtigt regnes for alt rigelig straf for de formastelige, tilføjer jeg for mig selv. Men men skal lære at beherske sine ligtorne legato for endog derved at demonstrere den lille forskel.

Således sørgede da også diktatoren på Fiji for omsider at blive helt demokratisk valgt just ved inden valget at anklage den forenede opposition just for den kapitalforbrydelse, som jeg så uretfærdigt indledte med at antage måtte være Fiji's nationalkultur: Skatteunddragelse!

Og så langt fra at sådanne slubberter kan regne med juridisk immunitet, så må de nu sande, at man nu engang ligesom diktatoren selv først skal være lovligt valgt før man kan nyde diplomatisk og juridisk immunitet. For her på øen er faktorernes orden ingenlunde ligegyldig. Og heri har vi faktisk lærevilligt skelet til jeres nordiske velfærdssamfund. For også hos jer gælder jo, at spørgsmålet om kvalitet ingenlunde er underordnet for at kunne høste løn, hæder og ære: For I skal da være indvalgt og anerkendt af nomenklaturaen in the first place, før I kan tillade jer at se stort på faktorernes orden, når det gælder forholdet mellem kvalitet og berettiget lovprisning.
Eller troede I måske, at Fiji var en ren banan-republik? Nej da: Faktisk har vi ikke engang bananer, og det må I meget gerne fortælle jeres landsmænd!

–--------------------------

Men hvad i alverden har Fiji Øerne og Lapland nu med hinanden at gøre? Ja, rent bortset fra at kun klamphuggerne tror at alting absolut skal have noget med hinanden at gøre - og at kun de mest kluntede og søgte undtagelser fra denne regel udnævnes til den høyeste kunst – så har vi begge steder en aldeles fortræffelig arbejds-temperatur: - ja, så ypperlig at vi begge steder endog gerne arbejder gratis. Og så er det såmænd ikke engang af hensyn til pris-konkurrencen: For kvalitetskonkurrencen er som bekendt alt rigelig at slås med.

PYROMANER - KUNST ELLER FORBRYDELSE?

Jeg ville i dag atter besøge en nat-ugle i en ladegavl, som jeg forevigede forleden. - Ja, for uglens mere blufærdige mage tålte desværre ikke rampelyset og havde trukket sig tilbage, inden kameraet omsider blev gjort skudklart.

Men hör och häpna: Den flotte gamle ældgamle lade med standsmæssige beboelsesværelser, pejs og en helt formidabel udsigt over Hallands måske smukkeste dal var brændt ned til grunden. Selve hovedhuset var dog ikke brændt. Uglerne har nok overlevet, og måske også deres unger, hvis de var store nok til at tage springet.

Langt ude på landet er der ingen pyromaner - men nogle har vel kastet en cigaretskod eller grillet pølser. Hvis jeg nu i stedet havde genbesøgt stedet allerede i går formiddags, havde jeg måske fået et forsinket sølv-bryllupsportræt af uglerne, der vist kan blive rigtigt gamle.

Ja, men til gengæld ville jeg være blevet mistænkt: For en person der opsøger og fotograferer ugler uden hverken at få en krone for det eller forøge sine chancer hos det smukke køn - han lever ikke i virkelighedens verden, men i sine fantasiers utopisk-mytologiske rollespil.

- Kort sagt: Sådan et menneske uden hverken hovede eller hale kan finde på alt; ja, mange gange er sådanne typer endda helt ude af stand til efterfølgende at forklare eller motivere deres handlinger. For uden nogen som helst retning i livet endsige seriøse forpligtelser ud over deres egne skøre nytårsforsætter kan den ene handling jo for dem være akkurat lige så god som den anden...

Javel, men hvorfor fotograferede det gale menneske dog ikke ugleparret, inden han fuldførte sit herostratiske værk? Skarpsindigt spørgsmål, min kære og uforlignelige Watson. - Men ganske lige som mistænkte faktisk viser sig langt ude at være i slægt med gårdens ejere, men desværre for ham aldeles uden mindste arveret, således forholder det sig tillige sådan, at ugleparret fornuftigvis ikke viste den ønskede og forventede fotografiske samarbejdsvilje.

Thi ganske som med den berømte "Grizzly-man" i Alaska fornemmer både vilde og tamme dyr ofte - selv på tværs af artsgrænser - når et menneske er utilregneligt, ondsindet eller ikke ved sine fulde fem. Således oplevede jeg engang på Café Europa i København, at en stor hund blev usikker og gøede hidsigt, ja nærmest med en art forurettet indignation over et pludseligt brud på tingenes naturlige orden: Og ganske rigtigt spadserede i samme øjeblik en velklædt dværg helt scenevant smilende og hilsende til alle sider ind på Café Europa med en verdensmands-mine, som var der tale om noget helt hverdagsagtigt og ikke om en veritabel abnormitet.

Kort sagt: Ugler er kloge og vil naturligvis ikke have noget med sådan en forrykt løjser og hans forsinkede og perverterede sølvbryllups-fantasier at gøre.

Og så har staklen - for dette er han jo trods alt på bunden - blevet dybt personligt såret og krænket i sit barnlige og flygtige sind. Dette har nu atter fået ham til med ærgrelse at mindes, at han som allerede nævnt er helt uden arveret til stedet, hvis omliggender han ellers kender og værdsætter langt mere end stedets nuværende ejere.

Disse aktuelle frustrationer har har så givet dyb resonans i staklens livslange forråd af bitre erindringer allerede fra den tidligste barndom, om sociale og menneskelige "tillkorta-kommanden", som svensken siger.

Og så er det hele lige pludselig bare blevet for meget for den arme djævel...

Ja, dette er umiddelbart vor teori - og jeg er ikke kendt for at tage ganske fejl i den art sager, men tør nok efter så mange år i branchen kalde mig en garvet menneskekender.....

Ganske vist hævder nu både Dostojevskij, Nietzsche og Thomas Mann, at geniet ligner forbryderen i sin fanatiske og borgerligt set lodret ufornuftige og fantasibetonede husholdning med samtlige sine energier og livsmuligheder - ja, alle tre har endog bedyret, at hvis de ikke netop havde været kunstnere, så kunne også de meget vel være endt som forbrydere!

Tiltalte er imidlertid endnu aldrig blevet beskyldt af nogen for at være et geni - en anklage som vi fra politimyndighedens side derfor heller ikke ville være så uretfærdige, radikale eller ubesindige at fremture med. Tilfældet er jo allerede slemt nok som det er...

- Og selv om vor mand i henhold til udfaldet af vore nu forestående retspsykiatriske undersøgelser ikke skulle vise sig mere egnet til straf, end han i tidens løb har vist sig til selvforsørgelse, arbejde eller for den sags skyld ægteskab - så tør vi garantere, at staklen kommer forsvarligt bag lås og slå på livstid: Ligeledes kan vi allerede nu love offentligheden, at enhver eventuel udgangstilladelse, der kunne komme på tale i tidens fylde, i givet fald kommer til at ske under skarp mandsopdækning og ledsagelse af professionelle, der er fuldt på det rene med, at her må al sentimentalitet vige for almenhedens krav om ansvarlighed, forudsigelighed og konsekvens: ja endog på runde fødselsdage, ved jule-højtideligheder eller for den sags skyld muslimske festligheder - såfremt vor mand skulle vise sig tillige at have annammet denne art nymodens passioner...

Åh ja: Thi slet intet bør længere kunne undre os i denne dybt beklagelige, men forhåbentlig også lærerige sag, der nødvendigvis må få præjudicerende konsekvenser for vort lands efterhånden aldeles udvandede retspleje grundet årtiers socialistiske dominans.

- Et rædselsregimente, der som bekendt omsider tog en både brat og velfortjent ende - og det med forskrækkelse!

VALGFRIT - EN HERREGÅRDSHISTORIE

Valgfrit er det heldigvis endnu om man vil stemme, eller man hellere vil kigge på billeder.

Lærkefalken vælger altid at lægge æg i forrige års kragereder. Ingen falke med respekt for sig selv nedlader sig til at bygge egne reder - for det kan de nemlig ligesom ugler bare ikke, men - og dette er vigtigt, børnlille: De ved det i det mindste selv!

Det sker undertiden at en musvåge lægger æg i en duehøgerede og omvendt. Og hvis den forrige indehaver allerede nåede at lægge et æg, inden den blev mobbet af reden - ja så resulterer det velsagtens i en fremmedartet skifting. Ja, for eksperimenter viser, at det faktisk kan fungere!

Ganske ligesom i gamle dages vandrehistorie på herregårdene, at grevens nyfødte søn i virkligheden i sin tid af jordmoderen eller ammen var blevet ombyttet med disse egen nyfødte søn eller barnebarn. Det var nemlig datidens opfindsomme svar på vore dage dumme og famtasiløse sociale mobilitet i flok, hvor alle der ikke er ordblinde, ender som forfattere.

Hvis de er ordblinde, så er det endnu bedre: For så er de fødte kunstnere.

Og hvis de ikke kan få børn, sørger vi da for en kønsoperation, for vi lever vel da i et demokrati.

Jeg så et foto fra Estland, hvor en kongeørne-unge sad i reden sammen med en halvt så stor musvågeunge, der meget tidstypisk ikke så ud til betvivle sit værd.

Men i lige dette tilfælde havde musvågens ("ormvråkens") unge vist nok været tænkt som ørne-ungens aftensmåltid. Men den slagfærdige musvåge-unge havde i sin nød lært at spinde i en fart, så den havde åbenbart været i stand til at "prata sig ur skiten" så at sige.

Eller med et kedeligt udtryk: Den havde på en eller anden vis formået at overbevise ørnen om, at dette med aftensmåltid kontra adoption da vel måtte være op til forhandling.

Og så faldt ørnen i søvn af lutter kedsomhed over slig manikureret tale - hvorefter al videre sagsbehandling så at sige måtte præskriberes. Ganske som med tvivlsomme asylsøgere, hvis børn i den lange ventetid allerede er kommet godt i gang med deres skoleuddannelse.

VISITKORT og LÅNTE FJER

Vi man gøre succes i verden, siges det at man bør have et smart visitkort. Men i vore dage er en god hjemmeside da vel lige så nyttig?

Jo- men kun hvis nogen gider læse lortet. Og det gør vi naturligvis ikke, hvis du ikke engang har råd til at trykke og omdele et prangende visit-kort: smæk-fuldt af de samme fjollede meritter som snart alle andre efterhånden også har.

Men her skal du nu vogte dig: Hvis du nemlig kun har råd til at omdele dit visitkort til de allermest oplagte nøglepersoner, afslører du dig som en forsigtigper, en taber og en fattigrøv. Men hvis du omvendt trænger dig uhæmmet på og omdeler dit visitkort til gud og hver mand ved enhver lejlighed, så er du en fucking nar med penge med i bagagen: enten hjemmefra eller fra socialkontoret.

Skovskadens - "nötskrikan"s - visitkort her er hursomhelst ikke til at tage fejl af. Skovskaden er muligvis ikke skovens smukkeste fugl, hvis den som Disneys onde dronning spørger spejlet. - Men til gengæld ejer den helt bestemt det smukkeste spejl i skoven! Så ham Narcissus var måske ret beset slet ikke så selvoptaget som rygtet vil vide

Men jeg fandt spejlet ved lærkefalkens tilholdssted ved søen, hvor den fanger guldsmede ("trollsländor"). Men når vejret er køligt, må den åbenbart tage til takke med mindre fugle - dog efter sigende især svaler og lærker.

Skovskaden er således uden tvivl et a-typisk stort bytte. Men hvem ved: Måske kan også lærkefalke finde på at pynte sig med lånte fjer? Ja, for herefter kan lærkefalken jo med nogen grund - og helt uden risiko for at blive modsagt - selv bruge skovskadens smukke blå fjer som applikation på sit eget visitkort: "Lærkefalk Consulting AB, Associate Professor & Art Director"

FORCE MAJEURE - ÆRENS YPPERSTEPRÆSTER

Bare fordi noget er tilladt, behøver man ikke nødvendigvis også at gøre det – for hvad der alene har sin legalitet at brøste sig af, forekommer os ærligt talt noget kedsommeligt.
Omvendt gælder imidlertid så også, at bare fordi noget er forbudt, behøver man ikke nødvendigvis at undlade det: For det forbudne forekommer os som bekendt selv helt uden yderligere varedeklaration allerede uhyre spændende. Og dette gælder kun desto mere, hvis man derved oven i købet løber en betragtelig risiko for at blive skudt, selv helt uden bistand fra vor tids profetisk ufejlbarlige skarpskytter.
Men omvendt er der nu også svenske spioner, der har undgået livsvarigt fængsel ved netop at krydse den forbudne militære grænsezone til Rusland, som også vi forleden dristede os til at forcere – men altså helt uden anden grund end den, at det er strengt forbudt.Men bare fordi en historie er bund-kedsommelig, så behøver man vel ikke nødvendigvis også at trykke den? Nej, men det er da helt bestemt et vægtigt argument, der vil blive taget i betragtning med den samme næsegruse respekt i samtlige typografiske lejre her til lands. Så vi krydser både fingre og floden Rubicon - og kaster hermed terningen...

Men apropos satire – skønt hvem har sagt et ord om satire, og hvem taler i øvrigt om satire, udover de der ikke ejer den? Men apropos eller ej, så skal selveste Muhammed (for en mand af hans format behøver slet intet ”apropos”, modsat denne verdens mange dresserede cirkusdyr), ved en lejlighed have udtalt til verdenspressen: "Hvordan kan vi egentlig talt forlange, at de vankundige skal tolerere karikaturer - når vi som er oplyste, end ikke kan tolerere at høre sandheden?"

Vi kan ikke være enige om alle med alt, og vi er derfor alle uenige om noget: Alene heraf fremgår allerede sam-eksistensens store udfordring – der som bekendt skræmmer enkelte til at kaste håndklædet i ringen for i stedet at blive munke eller eremitter. En salomonisk genial, men også noget paradoksal måde at forene alle umage lejre på, består i at slå dem i hartkorn som lige skrækkelige på hver sin vis.

- Ja altså, hvis da ikke de umage lejre kommer os i forkøbet ved selv at yde os den selv samme tjeneste: nemlig ved dog at kunne enes på dette ene punkt, at med denne NN vil ingen af os have at gøre - selv hvis han i et øjebliks svaghed i troen skulle finde på at smigre os på samme kluntede vis som alle normale ansøgere.

Omvendt gives der jo så også mange misundelsesværdigt uklandelige æresborgere, som i deres uangribelige frygtsomhed synes lige spiselige for ethvert segment – hvorved de hæderværdigt bidrager til disses sluttelige forsoning.

Hvis vi ikke kan blive uenige om andet, så kan vi altid blive uenige om muslimerne. Og det skal de have megen tak for, for der gives intet højere og for vor etniske sammenhængs-kraft befordrende end debat – og debattens beskedne anledning bør da bestemt også nævnes med tak på linje med vor loyalt ”emanciperede” hustru samt bevilgende fonde i vor debat-antologis forord.

Men at snakke om "muslimerne" - ja endog danne forskellige skoler af lige kedelige meninger om dem, er til gengæld næppe særlig befordrende for integrationen. Denne meriterende menings-larm non-stop må da gøre vore sidste fredelige mohikanere - der jo åbenbart af vor tids eksistentialister kun tilkendes eksistens i tredje person flertal – endnu mere tossede oven i bøtten end de der allerede er det...

For det må da til sidst resultere i forfølgelsesvanvid således alene at eksistere som et sociologisk-etnologisk menings-substrat for vor dannede offentlighed. Og hvordan opfører pæne borgere sig, når de handler i deres kiosker: Bestiller deres varer, betaler med et professoralt afvæbnende blik af adspredthed: ”Jeg befinder mig i virkeligheden slet ikke her og er derfor principielt og så at sige transcendentalt hinsides skudvidde”. Hvorefter de går styrkede op og skriver fornuftigt videre om ”dem” på spalte-akkord – idet de dog besindigt takker Herren for, at muslimerne i akkurat deres kvarter mirakuløst nok endnu er forbløffende fredsommelige.

Karrierens søde små danske fraktioner af borgerlig uskyld i menings-pusleriernes bekvemme daglige lille soduko er i al deres pæne forudsigelighed måske alligevel ikke i længden helt uskyldige.

En sindssyg betroede engang sin psykiater, at han frygtede at opbruge al sin intelligens ved at tænke for meget. På lignende vis synes mange at frygte, at deres fantasi skulle slippe op, og bruger den derfor kun i meriterende sammenhænge. I begge tilfælde dog tilsyneladende en yderst kontraproduktiv medicinsk strategi...
Nej, få ”dem” i stedet til at le - og giv dem lejlighed til at få jer til at le! Således som da min kioskejer på et fonetisk foruroligende perfekt dansk, som eller kun højt betroede kontra-spioner mestrer, forleden mente, at jeg ligesom i sin tid Tycho Brahe burde gå til en læge med min røde næse. "Orientens Humor", you know...

Men vist er denne kunst da langt sværere end at skrive den samme klumme som tyve andre allerede har skrevet tyve gange årligt i snart ti år. - Men øvelser gør mester, som Gandhi sagde, dengang han forsøgte at blive ryger. Vort eksempel er dog indrømmet uheldigt valgt, for det lykkedes nemlig trods megen øvelse aldrig Gandhi at blive ryger– efter sigende grundet den selv samme ufokuserede tankegang, der snart også gjorde en ende på hans juridiske karriere.

Men Profeten selv hyldede dokumenteret akkurat den samme devise - og i modsætning til Gandhi levede den mand akkurat lige så forbilledligt som han lærte. En apokryf kilde vil endda vide, at han ved samme lejlighed skal have tilføjet: ”Oh, hvem der nu rådede over en personlig klumme til denne sandheds udbredelse!”
Men dette er tydeligvis en senere tilføjet forfalskning, for Profeten var selv sagt højt hævet over den slags forfængelige fordringer – som jo i vore dage desuden enhver aspirant med en smule pli og tålmodighed kan få indfriet i tidens fylde.

Men hvorom alting nu er: Denne evige plenum-debat minder om både middelalder-kristen skolastik eller hidsige journalist-øvelser i debat-teknik.- Men nogle ting kan kun løses ved man løfter dem op i en højere dimension: f.eks. tragediens, poesiens eller humorens, der jo oftest glimrer med deres fravær i denne ivrige medie-optagethed af hvad nogen sagde eller burde have sagt.
Kampen for æren i debatten er akkurat lige så stædig og umorsom som skolastikernes strid om englenes vinge-kapacitet i sin tid. Ja, I ved: Hvis en ørn kan bortføre et spædbarn, hvor stort et barn kan en engel mon så lette med under gunstige vindforhold? Men islamisterne selv indbilder sig i det mindste kun sjældent som min kiosk-ejer at repræsentere ”Orientens Humor”.
 Er der for resten nogen der nogensinde har talt med en muslim – altså ud over begge lejres lurmærkede Onkel Tom typer med kvote-status?

At noget i grunden ret elementært skal kunne æltes i årevis på linie med virkeligt dybsindige eller morsomme intellektuelle spørgsmål såsom livets og kedsomhedens oprindelse, hvem af de to der mon kom først, og om den første tillige var den andens årsag eller omvendt – det kan da vel ikke have sin rigtighed?
En anden vej end humorens var omvendt den at fatte sig i besindig og uafviselig matematisk korthed for ikke at indbyde til hanekampens uøkonomiske overlæssethed med dokumenter og henvisninger, som ingen jo alligevel gider læse: måske lige undtagen ved Nürnberg-processen, hvor dog selveste Göring ikke desto mindre af selv samme grund adskillige gange måtte trække på smilebåndet.
Dvs. vent med at skrive, til trangen til at "svare igen" og "forsvare sig" er forduftet - dvs. gør først noget helt andet og sjovere – og svar så bagefter af overskud og efter at have sovet på det, som en ren biting: hvis I altså stadig gider til den tid. For som allerede Platon sagde: De bedste gider ikke altid.

Men at sige noget substantielt nyt i sagen bliver nok svært – for alt er jo 8-9 år gammelt, herunder såmænd også dette med, at sær-hensyn på sin vis er fornærmelige for muslimerne. Det ved jeg, for jeg bemærkede det tilfældigvis også selv dengang selv i en kommentar i ”Information” - uden dog at drage praktiske slutninger af denne flyvske observation af sådanne sagers pudsige aspekter.

Sær-hensyn kan nemlig uanset hvad undertiden være næsten lige så praktiske som de hensyn til overordnedes ærekærhed, som de fleste af vort lands menings-berettigede med ret tidig omhu har benyttet fra dag ét i karrieren - og nu om stunder så sandelig også på de sociale medier, skal vi love for.......

Men vist er også den art høflighed i grunden noget fornærmelig. Javel – men hvorfor mon I så aldrig fortalte dette til jeres professor, jeres vejleder, jeres forlægger og jeres redaktør, men har tværtimod altid taget sådanne for begge parter lige skammelige "sær-hensyn": selv uden at være truede på livet?

Ja, undskyld os, men én tosse kan som bekendt spørge om mere, end ti vise kan svare på. Men på den anden side kunne en sofist så her indvende, at det vel ville være mest respektfuldt at behandle sine muslimer på samme verdenskloge og besindige vis, som man behandler sine foresatte...

Til gengæld står nogle af os så nu med følgende paradoksale gåde: Når nu sær-hensyn således ret beset er en smule fornærmelige – hvoraf kommer det mon så, at de personer som vi selv uklogt i tidens løb netop undlod at skamrose i regelmæssige doser, ikke honorerede os mere rundhåndet for denne vor tiltro til deres ubestikkelighed og høje personlige integritet?
Heureka! Det var naturligvis for ikke at risikere at blive slået i hartkorn med de bestikkelige, der nemlig altid rundhåndet belønner sådan tarvelig smiger? Åh ja, just sådan forholder det sig nok: For netop inferiøre personer lægger forståeligt nok en særlig vægt på at blive lovprist for den høje integritet, som de notorisk savner.

Ganske samme type paradoks kender vi fra sagligt eller moralsk højst berettigede personer, der kronisk selvudslettende undlader at hævde sig tilstrækkeligt til at blive hørt endsige slå igennem – netop for ikke at blive slået i hartkorn med alle de anderledes uberettigede, som savlende af jubel og aldeles blottet for skam organiserer hele deres tilværelse og deres familie som en livslang PR-kampagne for dem selv.

Nuvel, alle nok omtalte sær-hensyn er det altså hur som helst undertiden klogt at tage; og det er som bekendt netop højeste mode at være klog – ja vel endda noget opreklameret i stil med 1600-tallets nederlandske hausse for tulipaner i alle mulige farver og afskygninger. Men hvorfor lige tulipaner? Nej, vel – og den nederlandske finans-boble bristede jo ganske rigtigt også til sidst.

Men skal man smigre sine foresatte, så kan smigeren med en mere erfaren bekendts forgæves ord engang simpelt hen ikke blive for tyk, for ”de sluger den råt”. Dette er så meget heldigere, som langt den meste smiger i verden netop er komisk kluntet.

Men kan det virkelig have sin rigtighed, at så kloge og betydelige personligheder som de tilbejlede ikke ser denne kluntethed? Nej, det kan det da forhåbentlig ikke – men måske er det da også netop smigerens kluntethed, der smigrer dem: For denne er nemlig er et langt mere ubestikkeligt vidnesbyrd om aspirantens åndelige underlegenhed end selve smigerens på skrømt postulerede selvudslettelse.

Men på ganske samme vis forholder det sig tilsyneladende med fornærmelse: Hvad der nemlig fornærmer langt mere end selve det leksikalske indhold af nogen fornærmelse, er den anderledes indiskutable overlegenhed i selve fornærmelsens form. Dette ses allerede deraf, at en suveræn form selv helt uden mindste fornærmelige budskab alligevel af personer med behov for smiger, altid modtages med stum afsky som et utilgiveligt slag i ansigtet.

Ganske som vi alle er undselige syndere for Herren, således kan vi altså alle behøve nok så ydmygende sær-hensyn i ny og næ – og da i særdeleshed hensyn til vor prestige, der nemlig med vore dages af hensyn til omsætningen indbyggede forældelse ikke tåler ret mange ridser i lakken.

Og apropos vort emne – eller skulle vi mon her tværtimod sige ”forresten”, omtrent lige som med de bisætninger, hvor et ”og” kan forsvares lige så godt som et ”men”: ”Han er ikke kristen, og/men tilbeder dagligt Shiva”.

Kort sagt apropos: Hvis vi nu absolut for vor elites folkelige sammenhængs-krafts skyld må og skal have denne evige plenum-debat om vore muslimer, så behøver vi en kontant og ubestikkelig ordstyrer for at undgå at ende i et retningsløst og atomiseret menings-kaos uden hverken hoved eller hale.

Næ-nej - hold jer nu ikke beskedent tilbage, for mangen skarp debattør og menings-bøllefrø med medietække har skam trådt sin sociale mobilitets barnesko som fordringsløs ordstyrer med store og lærevillige drenge-øren - der så småningom resulterede i: endnu mere af det samme.

Et andet godt råd på falderebet: Tal aldrig igen i tredje person om Vesten Humor – endsige dens selvironi: For også de ting foretrækker nu engang at optræde i første person. - Men apropos Rusland - så har jeg ganske ligesom Gandhi altid drømt om at se Kamtjatka: Dér findes ganske vist ikke som i Alaska hamburgers – men til gengæld en hel del ”endnu levende” vulkaner...

Hur som helst: Når ”satire” erfaringsmæssigt så ofte virker stik modsat hensigten, selv på de oplyste, og får disse til som stædige moskusokser at stille sig i en tavs og massiv ringmur omkring deres æressager og så at sige etniske selvbedrag – så er det nu svært at være meget mere optimistisk omkring den samme metodes anvendelse på de mindre oplyste.

For hvad nu hvis Muhammed ikke vil komme til bjerget? Vi mennesket påskønner nemlig i reglen kun det sjov vi selv laver, frem for selv at måtte føle os ramt af de andres sjov – som vi derfor bekvemt afskriver som meningsløst pjat og pjank, der nemlig ikke må forveksles med Vestens Humor, som er en anderledes alvorlig og højpandet sag. Således siges narren hos Shakespeare jo også at have de bedste replikker.

Javel, men i så fald var det måske også bedst at lade folk lave deres egen satire – over deres egne profeter... På ganske samme vis gælder jo også, at selv nok så tiltrængte forældre-oprør på vore klassekammeraters vegne i reglen kun får dem til at stejle og tage deres forældre uforbeholdent i forsvar.