ROSES ROSER...

”A ROSE IS A ROSE...”

Skam få dem der taler ilde om Flemming Rose og andre af ytringsfrihedens helte, der heroisk vover pelsen – selv hvor det i bagklogskabens lys kunne forekomme lige så uforsigtigt, som det var heltemodigt. For heroisk vovemod med risiko for minkpelsen kendetegner ellers ikke just offentlige ytringer fra respektable mennesker på karrierens vej – blot synes de fleste at frygte landsmænd i højere sociale positioner langt mere, end de frygter islamisterne.

Så det mest konsekvente havde derfor været, hvis alle respektable borgere var enige om, at de brushoveder der udfordrer islamisterne og andre standspersoner, selv er ude om det og rigtignok ikke har fortjent bedre.

En ting ved den endeløse debat der kan virke komisk, er dette at mord og voldelig vendetta allerede i forvejen er forbudt og således slet ikke står til diskussion: og dette gælder tillige hævn for forbudne injurier og andre strafbare handlinger. Endog løsladte sædelighedsforbrydere opnår jo således undertiden politi-beskyttelse.

Så selv hvis vi liberaliserede ytringsfriheden yderligere, ville private straffeaktioner ikke blive spor mere ulovlige af den grund. Og de hadefulde lader sig nok heller ikke hæmme af, om alt hvad der kunne ønskes hævnet, skulle gøre lovligt - eftersom de jo allerede i forvejen gerne suspenderer loven.

Hævn og trusler er ligesom sex desværre kommet for at blive – og undertiden kan det derfor være klogest og mest ressource-besparende at stikke piben en smule ind. Og det behøver ikke at blive en glidebane: For det kan jo lige så ofte forebygge en voldelig eskalering uden bremser. Så selv med hensyntagen til princip-synspunktet om glidebaner må det i hvert tilfælde bero på en konkret afvejning.

En anden ting er, at de mennesker der prædiker respekt for ytringsfriheden og tolerance, langt fra altid lever derefter, men i mangt og meget snarere ligner islamisterne. Blot er de alt for kloge og socialt ressourcestærke til herunder at behøve bryde nogen love. Og måske er det just derfor, at de fleste respektable borgere frygter dem – og ryster på hovedet af de mere frygtløse...

P.S. Og behøver vi at nævne, at ovenstående ikke fandt optagelse i det højt oplyste organ, hvortil det for sportens og gammel vanes skyld blev stilet - vel vidende at det jo om også denne ædle sportsgren gælder at der skal to til at danse en tango. Dvs. mindst to - for jo flere deltagere på holdet, desto større sport er det for den ene formastelige. Men lad os i det mindste være enige om ikke her at bruge ordet "udfordring" - for så er der da én ting vi er enige om, og det giver da håb for demokratiet.

I min tid som regelmæssig bidragyder i pressen publicerede jeg aldrig optagne ting på bloggen, endsige Facebook - for det er at trykke den af på tidens velkendte plebejisk tarvelige vis, der tilsigter at intimidere slavesjæle til underkastelse.
Refuserede indlæg offentliggjordes nu af den modsatte grund heller ikke: Man ville jo nødig slås i kollegialt hartkorn med alt andet der refuseres her i verden....

Men da dette sidste lod har været reglen de sidste mange år, kan man ikke længere betragte denne omstændighed som noget kriterium, men alene som en udvendighed, der hverken tæller for eller imod. Men at publicere mere end smuler fra vort homeriske bord ville under alle omstændigheder være komisk anmassende. For less is more, som briterne siger.

Til gengæld kan vi nu hævde, at just ting der faktisk var tilstilet en bredere offentlighed, passende kan lægges ud - når det nu engang kun kan ske på denne vis. Blot må det ikke blive en tvangshandling som hos drengen der i sammenbidt trods igen og igen forgæves byder den samme pige op til den næste dans  - og derved bliver den symmetriske pendant til klassens generte dreng, som bager på akkurat den samme pige uden blot en eneste gang i aftenens løb at turde inklinere for hende...

VEJENE OMKRING MCHANGAMA...

Nogle husker vel endnu at den unge digter Ali Hassan, hvis digtsamling blev spået en levetid på linje med Aarestrups - siden morede sig med at afbilde Henrik Dahl i naziuniform som en demonstration af den kunstneriske ytringsfriheds velsignelser, som han ganske vist selv havde bekendt sig til.

 Muligvis var Ali Hassans happening også et fandenivoldsk dække over velbegrundet frygt for at ryge i fælden som parnassets nye Onkel Tom og islamisternes nye arvefjende - samt Politikens alibi for nu omsider at bøje sig for Weekendavisens frække drenge, herunder jo sågar flere nu sågar udstyrede med professor-status.

Hele den spøg havde ellers ikke meget at betyde, så her præsenterer vi nu en ny af slagsens, men naturligvis opstået helt spontant, idet vi først efterfølgende ser parallellen. Cepos' og Weekendavisens egen jurist med det vanskelige navn, der kunne minde om den navnkundige Patricia Lomumba's, havde sin vane tro slået et slag for ytringsfriheden - denne gang tillige på Facebook.

Min egen vane tro tillod jeg mig at gøre opmærksom på, at selv ytringsfrihedens dedikerede vogtere straffer ubekvemme ytringer, blot uangribeligt og derfor desto mere ødelæggende: idet de socialt ressourcestærke heldigvis ikke behøver at bryde nogen love for at opnå deres mål.

-------------
I forlængelse heraf inspireredes jeg en anden af mine vaner tro privat til en skriftlig happening der forhåbentlig tåler sammenligning med både poeterne Ali Hassan og Emil Aarestrup. National-digteren S.U.T. skal derimod være fredet i denne omgang - ganske ligesom jægerne aldrig jager vildsvin og elge på en og samme tid. Hvilket minder mig om min bedstefars ord, da hans hushjælp for tiende gang i træk serverede forloren hare: "Jamen er der da slet ingen fredningstid for forloren hare?"

Og så kan vi måske få lov at fortsætte?

Vor litterære happening der følger for neden, udstyrer ingenlunde Lomombas's efterfølger på posten i Kongo med nazi-uniform, for efterligninger overlader vi til forfatter-aspiranter.

Men kære Mc Lomomba!

(håber det lykkedes mig at stave rigtigt i første forsøg, selv om det jo nok forholder sig hermed som med køreprøven i sin tid):

Altså: Man straffes skam allerede alene for at sige hvad man anser for sandt, selv på de sociale medier - hvortil man måske i sin tur har søgt sin tilflugt grundet lignende strafbare forhold i de gamle medier.

Og det bedste bevis herfor, Mchomba (ja, for er det ikke lovlig plat allerede at spille dus og på fornavn med "Holger", alene fordi man endnu ikke kan stave til "Beck"?) - det mest slående praktiske bevis for, at man allerede i dag risikerer at straffes hårdt selv for demonstrativt civiliseret åbenmundethed, er dette:

Hvordan vil du nemlig ellers forklare, at dygtige og allerede ret velbjergede folk på de sociale medier (samt deres hustruer) panisk støtter og flirter med alt hvad der på nogen vis kunne have mindste indflydelse på deres fremtid? For hvis selv de ret velbjergede skælver som espeløv - så er der jo nok en grund til det?

Man straffes heldigvis endnu ikke i juridisk forstand - dvs. ved lov. Nej, men man beskyttes sandelig heller ikke juridisk i medfør af nogen art arbejdslov-givning eller vedtagen policy for ordentlig personale-praksis.

"Three strikes and you are out" - gælder således ikke kun juridisk. Og derfor tør jeg da heller ikke for tredje gang prøve kræfter med dit efternavn.

Men mellem os Jacob: - med det svære navn må du sgu da stamme fra Tjekkoschzqk... - øh, nå nej: Tjekkiet.

Men måske kun godt at man ikke kan stave: Ja, for det næste bliver efter sigende, at man straffes alene for at kunne skrive..."

–-----------------------------------------------------

FUGA MED VARIATIONER
Ovenstående spontane penneprøve er i sig selv et eksempel på hvad den omhandler: nemlig at hverken tolerance eller ytringsfrihed i praksis rækker længere end hvad den menneskelige natur vil stå model til i så henseende.
På den anden side ville det være pointeløst at fornærme folk eller vanære dem i forhold til egne erklærede idealer helt uden grund, blot for at teste deres respekt for lovens ånd: ud over den respekt for loven, som loven selv forlanger.

Med andre ord: Ganske som vi er juridisk uangribelige så længe vi holder os fra injurier eller trusler - så er modparten ligeledes uangribelig i sin hævn, så længe han ikke bryder love og arbejdsmæssige forpligtelser og professionelle kodex. Men at der ligefuld ofte kan være en hævnvilje, det er menneskeligt elementært og ingen hemmelighed -og behøver derfor ikke at demOnstreres ved nogen slags kunstnerisk happening.

Nej, det interessante er derimod at se hvor svag den menneskelige natur er, selv hvor der ret beset vitterlig ikke findes et gran af ægte personlig eller faglig fornærmelse at komme efter.

I ovennævnte tilfælde ville mangen uerfaren læser således nok finde, at det var mægtig morsomt, hvis en Rifbjerg havde begået det - men derimod umådelig frækt og udfordrende - og måske tillige ret dumt - såfremt det var skrevet af en person uden en beskyttet platforms helle. Hvis det er Rifbjerg lever man sig empatisk i forfatterens triumf ved at kunne spidde modparten offentligt, uden at denne kan stille noget op trods sin vrede. Den slags fryder os, så længe vi identificerer os med den overlegne part - og det vil enhver tiskuer gøre, der har valget.

Hvis nu den samme tekst var skrevet af en ubeskyttet person, vil publikum ubevidst straks vælge at identificere sig med den person der i sidste ende er udstyret med både netværker, autoritet og anden magt. Og ud fra den position vil publikum sammen med den stærke opleve den sårbare provokatør som en dumrian, der turde eksponere sig med sådan umådelig frækhed.

Selv om publikum måske ikke går så langt som til også at føle den stærkes raseri, så oplever de dog noget beslægtet i form af deres egen misundelse mod en der tør gøre noget trods alt en smule spektukalært, som de aldrig selv ville turde. Og denne misundelse slår over i et ønske om, at den dumristige nu – som vi klogt advarende forudså - må smage den stærkes overhånd så stærkt, at han må forbande sin egen åbenmundethed.

Og denne lille forargelse vil da automatisk og ubevidst søge legitim udtrykskraft ved at læne sig op ad den voldsomme krænkelse som synderen har udsat den stærke for: "Når man i den grad selv er ude om det, så fortjener man også en lektie - ja altså for en anden gangs skyld, sådan helt principielt".
–--------------------------------

Men hør engang: I ovenstående tekst hverken siges eller blot antydes der det mindste forklejnende om vor juridiske modpart hr Mchangamas fortræffeligheder - hverken fagligt, moralsk eller menneskeligt.

Hvori består da hånen? "Jo, du gjorde jo tykt grin med hans navn - og selv om du så fiffigt leger den leg med, at han med denne salat af konsonanter velsagtens må være tjekke, så ved du udmærket godt, at manden er sort. Og derfor er der bag det hele tillige et helt legalt, men dog ondskabsfuldt anstrøg af racisme: "Ja, vi ved jo godt at disse buskmænds såkaldte sprog mest består af kliklyde, som for en hvid man kan være vanskelige at skelne fra mange abers - og vel næppe ret meget lettere for en abe..."."

Åh ja, vi tillod os den lille spøg med navnet i forbifarten, men det var på ingen vis planlagt, og den lille krølle til sidst med de slaviske konsonanter kom ligeledes helt uden at være inviteret - og man afviser da vel ikke kræsne asylsøgere med så smigrende præferencer? Var dette med navnet således ikke faldet os ind, ja så ville vor intention have været akkurat den samme. Og da vi først var slået ind på det spor, så erindrede dette os atter ved næste staveforsøg om den forkætrede amerikanske retspraksis "three strikes and you are out": For her var jo en relevant associativ kobling til selve emnet, hvorledes det egentlig talt forholder sig med straf kontra tolerance over for ytringsfriheden. For på den måde bringer vi jo selv det aktuelle spørgsmål på banen, hvor mange gange hr Mchangama mon skal se sit navn udstillet som genstand for vor moro, før han ville ønske at hans egen arm var endnu længere end lovens.

"Jamen som du selv erkendte ovenfor, så ved vi jo alle, at personlige fornærmelser ikke kan forventes at blive honoreret med velvilje - og at der heri intet odiøst er, så længe man holder sig på lovens grund: Og kendetegnes en mand med magt og indflydelse ikke just derpå, at han på ingen vis ligesom den afmægtige behøver at overveje at krydse et så risikabelt Rubicon for at få afløb for sin umådelige vrede?"

Javel, men siden I nu selv tager mig på ordet, må jeg vel også selv have lov at gentage, hvad jeg sagde i samme åndedrag: nemlig at der ret beset i vort tilfælde ikke var anstrøg af krænkende insinuationer om dr Mchangamas egenskaber, faglighed eller levned. Navnet er noget helt udvendigt, som alene i kraft af vore frie associtioner bringes i eksemplarisk relation til vort emne. Og havde navnet ikke inspireret os, så havde vi såmænd nok ladet os inspirere af noget helt andet lige så irrelevant til at gøre også det relevant "likförbannat" ved associationens magt.

For den uerfarne kunne vor spøg ligne en krænkelse, men i vor verden af alskens sære navne på alle niveauer af magt og anerkendelse kan kun en sinke for alvor forestille sig, at dette med navnet skulle kunne kunne virke som en art påmindelse om et skjult og smerteligt mindreværd. Derimod må vi medgive, at vi altid vil have en erindrings-reminiscens af, at sådan spøg ofte og især i barndommen har været forbundet med anden spøgefuldhed på den pågældendes bekostning - og at vi således her har et nærmest bogstaveligt eksempel på fænomenet "guilt by association".

Men netop derfor er det da også, at vi siger: "Ret beset" er der heri intet fornærmeligt - og det vil en klog og veluddannet mand esom Mchangama let selv kunne se også uden støttepædagog, hvorimod en mere enfoldig person øjeblikkelig ville fiksere sig på sin spontane forventning om en ond hensigt.
Den sofistikerede modpart vil derimod læse teksten i sin sammenhæng og herunder intuitivt sande, hvorledes den er melodisk skruet i ét pennestrøg: hele tiden under hensyntagen til selve det debatterede emne - og uden mindste personlige perfidi.

”Godt, men hvordan vil du så forklare, at manden jo utvivlsomt nu er blevet ude af sig selv af raseri over din frækhed til at lege med hans navn i stedet for som alle ordentlige mennesker at gå ind i hans debat på dens egne vilkår.”
Vilkår og vilkår - altså, debattens vilkår er da nu engang dette, at man undertiden risikerer at blive besvaret på en måde der stiller ens indfaldsvinkel og blinde vinkler i relief – endda måske på en måde der kalder på smilet. Og den smule forlegenhed som dette kan være forbundet med, er vel ikke psykologisk spor anderledes end forlegenheden ved at blive stillet momentant til vægs i en helt ordinær debat på dens noget snævrere og mere farveløse vilkår: f.eks. i en "debat-konkurrence" med mere strikte regler for associationernes frihedsgrader.

At en persons så at sige emne-relevante svagheder risikerer at komme for dagen, det er hur som helst enhver debats vilkår: Og dette kan på ingen vis sidestilles med faglig fornærmelse. For at lade modparten selv vise sine begrænsninger, er ikke det samme som selv at påstå, at han har faglige svagheder. Selve oplevelsen af ydmygelse kan imidlertid alligevel være mindst lige så stor og slår let over i animositet og uforsonlighed: en uforsonlighed der blot yderligere giver belæg for vor skepsis med hensyn til menneskenes evne til at tolerere ytringsfriheden også i praksis – selv hvor der hverken foreligger injurier eller ringeagts-ytringer.
"Ja, du snakker da også bukserne af folk – men stadig må du da indrømme, at den gode mand tydeligvis nu er blevet meget opbragt på en måde, der ville have været helt utænkelig i en sober debat, selv hvis vi hypotetisk tænkte os at han undtagelsesvis var kommet til kort i en fair duel. Og det kan du vanskeligt bortforklare, når du jo tværtimod selv erkender, at dr Mchangama er en både kløgtig, afbalanceret og veluddannet mand."

Nu er der jo altså ingen som aner, om dr. Mchangama overhovedet har reageret følelsesmæssigt eller blot tænkt: Sikke dog et omstændeligt snakketøj. Og så længe ingen ved om han er blevet "opbragt", som I siger, så har vi på vor side endnu mindre anledning til på nogen vis at undskylde eller på anden vis forklare os.
Alligevel går I sådan ud fra, at manden må være blevet alvorligt vred. Men lad os se engang – kunne man måske vitterlig begrunde en sådan almen formodning om, at når hædersmænd og anerkendte autoriteter på denne eller hin vis om ikke gøres nar ad, så dog bruges som anledning til egen spøgefuldhed – så vækker det typisk vrede?

Jo, der er faktisk god grund til en sådan antagelse. Dels har vi nemlig til orientering allerede rig erfaring for, at just sådan forholder sig ofte – hvilket ingen af jer vist finder spor grund til at betvivle. Og dels kan vi gennem sjælelig indlevelse forstå, hvilke mekanismer der her kan vær på spil.

Det tager rigtigt mange år at nå så langt som prof. Mchangama, selv om han så endda har formået at gå en del hurtigere end almindeligt, hvis man ellers i hans tilfælde kan bruge ordet "almindelig". Og under denne lange march er man nødt til mange gange at udvise stor selvbeherskelse, ikke alene fagligt, men også når det gælder at udholde forbigående forlegenhed samt nødvendig tolerance over for små urimeligheder eller urigtigheder begået af foresatte, der fristes til at bruge ufine midler på deres egen forfængeligheds og selvagtelses vegne.

Endvidere er det nu engang ungdommens lod tit og ofte at komme i tvivl om sin egen fortræffelighed – og når man så omsider har overvundet denne tvivl, så kan man selvpinerisk befrygte, at ens velafgrænsede og lokale fortræffelighed dog langt fra er stor nok til at opveje alle ens hemmelige mangler på andre felter. Og netop det begavede menneske besidder oftest tillige langt mere fantasi til således at male fanden på væggen – selv hvor det paradoksalt nok gælder egne begrædelige mangler. For universal-geniet er jo nu engang undtagelsen - og selv det sammenligner sig velsagtens så med Gud og døjer på samme vis under de hårde odds.

Netop den dygtige akademiker lider ofte af denne frygt – hvorimod ingen flyttemand formår at betvivle at han kan sin metier: han være nu nok så tænksomt anlagt i fritiden.Og just derfor er det muligvis, at der ikke behøves megen uventet og anderledes åndsoverlegenhed hos en modpart i det offentlige rum, før den indre usikkerheds djævel, som man ellers troede at have manet i jorden gennem alle læreårene, atter springer op igen,som en trold af en æske, udhvilet og forynget og forlanger revanche.

Og netop den ypperlige, der med sin langt større fantasi i ånden i ét nu skuer sit liv som et selvbedragerisk og langsommeligt fejlgreb dømt til forlis – kan da i uheldigste fald blive forståeligt bragt så meget ud af fatning, at han trods de bedste evner og kvalifikationer vitterlig i situationen ikke længere formår at sande vort ovennævnte snusfornuftige "ret beset". Men dette står ikke desto mindre stadig til troende.
Sluttelig må vi i forlængelse af vor sidste betragtning tilføje, at nybagte autoriteter og nyslåede riddere må forventes at være de aller mest sarte på deres sejt erhvervede æres vegne. For stik imod den vante historie, at djærve ungdomsoprørere gør den tolerant imødekommende og velmenende rektor komplet til grin ved at låse den naive mand snart inde i, snart ude fra sit eget kontor – så viser al erfaring, at netop de gamle oftest har sandet, at ovennævnte ungdommelige frygt er et almenmenneskeligt vilkår og ikke specielt begrundet i netop deres fatale savn og mangler.

Endvidere har de gamle nydt og udbygget deres position uden ubærlige ydmygelser gennem mange år, ligesom de hen ad vejen har overvundet eller er kommet rundt om de faktiske små fagrelevante begrænsninger, som jo ligeledes er alles lod.
Kort sagt har vi derfor god grund til at formode, at dunskæggede autoriteter og standspersoner langt snarere en gråskæggede gamle borgmestre, professorer og rektorer kan forventes at gå i harnisk og se helt uhørte krænkelser i, hvad der reelt alene er en tand mere farverigt og sindrigt, end hvad de er blevet oplært til at håndtere.

Men som sagt: Alt dette er blot hypotetisk, for ingen mors sjæl aner jo, om prof. Mchangama - hvis navn vi nu omsider formår at stave lige så rutinemæssigt som navnet "Pedersen" – overhovedet har fundet mindste anledning til at skænke vore fjollerier blot en eneste tanke.
Og vi må i benægtende fald derfor selv indrømme, at vi ved ovenstående afhandling alene har formået at opfinde en meget omstændelig, men til gengæld aldeles ufejlbarlig metode til at lære at stave til den unge professors svære navn – endog i søvne. Og lidt har nu engang også ret!

ELGJAGTENS STRID MELLEM SUNNIER OG SHITER

PRÆLUDIUM
En aften unden elg-jagten - der varer helt til jul – mødte jeg denne elgtyr tæt ved jægernes skydetårn. Så jeg overtalte den under fire øjne til at skifte stamværtshus for en tid - på linje med så mangen anden platugle, der klogeligt iagttager en lignende vekseldrift af hensyn til kreditorerne: uden dog i øvrigt at skilte med andre landbrugs-tekniske bekymringer og gøremål.

Ganske ligesom Caspar Davids berømte munk i bjergene er elgen den lille gråsprængte skikkelse i baggrunden. Munken drømte selv om grå anonymitet, men endte mod sin vilje som en global berømthed – mens alle normale mennesker omvendt drømmer om verdensry og ender som håbløst anonyme kendiser. "Vi føres", som de gamle kirkefædre sagde – og meget taler for, at de havde ret....

Men hvad så med elgen? Ja elgen – den drømmer naturligvis om udsigten til snart at blive lige så berømt som Caspar David Friedrichs grå munk – hvilket vi altså her forsøger at hjælpe den med efter ringe evne. Og mon ikke dette er hvad de lærde kalder ”kitsch”? Javel, men i alt dette selvoptagne drømmeri bemærker elgen slet ikke jægernes skydetårn til højre i billedet: hvorfra den risikerer at blive skudt den dag i morgen ved daggry. Oh Vanitas, oh Vanitas!

Nuvel – efterfølgende digtede jeg spontant en fantasi om, hvorvidt ofrene for elgjagtens vidtløftige kugleregn bør bære skylden selv på linje med de mest udfordrende voldtægtsofre samt profetens stædigste krænkere. Ja, for slags kan fuldt normalt begavede mennesker da vel ikke afhandle dag efter dag i årevis i ramme alvor? Jo - det er netop det vi kan....

Mangen ordentlig avis ville derfor nok afvise vor lille fantasi med det samme tavse ubehag hvormed husets herre fjerner den hundelort, som vejens drenge han anbragt på dørmåtten oven på søndagsavisen - helt uden efterfølgende at nævne sagen for nogen, selv ikke for sin hustru.

"Unødig provokation" - åh, en meget interessant bemærkning, men hør engang: Vi troede da ellers, at det netop var retten til at provokere og karikere, I forsvarede med sådan iver? Nu forstår vi altså slet intet mere...

Nåh – så det er tolerancen og slet ikke ytringsfriheden I forfægter. Hvor er vi dog dumme, dette forklarer jo straks sagen, og vi tilbagekalder vort vås. Men hør da i det mindste som et plaster på såret så lige et par folkelige elg-vitser.

ELGJAGTEN med dens mange tragi-komiske incidenter har nemlig som alle livets andre felter sin helt egen vittigheds-flora – begyndende med den døve gamle konge, der under klapjagt skød en klapper, selv om denne udtrykkeligt råbte ”Jag är inte älgen!”. Thi hans majestæt Konungen ”tyckte bestämt att mannen ropade: ”Jag ÄR älgen!” ”

Men hør engang: Man skyder da vel ikke en elg, der lige har vist sig fuldt kapabel til at præsentere sig mundtligt? Jo da: Det er nemlig lige det vi gør, når elgen opfører sig så dumt og går lige i fælden, forblændet af sin naive trang til at imponere med sine talegaver – ganske ligesom Det gamle Testamentes indbildske Josef, som hans brødre til slut straffede straffede ved at smide ham i en tom brønd i ørkenen. For så var den torsk til elg da virkelig selv ude om det!

En fuld bonde var trods sin promille mand for et velrettet skud på en skovtraktor, der noget uforsigtigt eksponerede sig i skudlinien. Ud af traktoren springer forståeligt nok traktorføreren som en trold af en æske - velsagtens bondens gode nabo. Bondens lige så beduggede og for længst hjemmebrændte søn udbryder: Men far – bør vi ikke også skyde kalven?".

–----------------------------------

Så fik vi da overstået det præludium – omtrent som gamle dages obligatoriske ”Filosofikum” som adgangskrav før ethvert universitetsstudium. Men Chopin forpligter nu engang, om man så må sige...

OM PROFETENS SANDE ARVING
Under den tilstundende elgjagt må man som sagt regne med, at et uforsigtigt menneske - ja på en god dag endda to - skydes af ren vanvare. Derfor foretrækker forudseende svenskerne at holde sig fra skoven lige indtil jul.

Men et vigtigt debatemne hvert år er nu, hvorvidt jagtens uheldige ofre selv er skyld i deres skæbne eller ej. En skole hævder nemlig, at det forholder sig med dem som med de mest letsindige voldtægtsofre samt de mest åbenlyse provokatører mod islam, der selv har udfordret skæbnen. En anden skole holder derimod galant på, at velkendte og universelt menneskelige svagheder ikke bør udfordres, og at ansvaret derfor påhviler provokatøren.

Ingen af parterne rokker sig det mindste og fortsætter med at beskyde hinanden med de samme fortærskede argumenter: For hvis modparten mekanisk gentager sit, må vi jo også gentage vor gendrivelse af hans vås: ganske ligesom den tålmodige matematiklærer, der jo heller ikke kan komme til Muhammed med sin faglighed intakt - og derfor må insistere på, at Muhammed nu engang må komme til bjerget.

Den svenske debat om elg-jagtens ofre har nu kørt i årevis som en futil skyttegravskrig, under deltagelse af professorer fra alle humanistiske fakulteter der nemlig frygter at blive overdøvet af hinanden og derfor nu lader deres studenter undervise hinanden i mellemtiden –og det er længe.....

Debatbøgernes omfang og mængde svulmer stadig: At mene noget i den sag og gentage det ved enhver given lejlighed regnes nemlig for en intellektuel dyd, og for mange i storbyerne er det sågar nu blevet et levebrød. Tusindvis af private blogge derom ikke at forglemme.

Naturligvis ønsker ingen i grunden at betale for denne evige liturgi. Men man er tvangsindlagt som civiliseret borger med trusler om tab af både stemmeret og valgbarhed som straf for forsømmelighed. Og begge parter sponsoreres som veritable gladiatorer udi kedsomhed af konkurrerende organisationer med snart privat snart statslig kapital i ryggen. Førstnævnte kategori praler i den forbindelse af selv at tjene deres egne penge - skønt de af den anden kategori omvendt affejes som betalte medieludere.

Men folk er frygteligt bange for at gå glip af noget og sakke agterud, så ved konferencer og paneldebatter er der en ivrig tilstrømning af mennesker, der her får lejlighed til at gøre deres hoser grønne på bjerget og selv sige akkurat det samme som en rigtig professor eller en landskendt forfatter. Akkurat ligesom med japanernes karaokesang – der så afgjort er det fornemste bidrag til demokratiet siden kvindernes stemmeret: nu med held overført til bog-udgivelsernes opreklamerede verden.

Dog holder jeronimusser stædigt på, at man i fortvivlelsens selvhjælp her er nødt til at skelne mellem bøger og "bøger". Ja for ganske som ved anden inflation forsvinder the real thing jo ikke, blot fordi man demokratisk udvider ordets betydnings-omfang indtil udvanding. Omtrent som en del gammel-danskere halsstarrigt fastholder, at Ny Dansk med al respekt nu engang aldrig kan blive helt det samme som Gammel Dansk.
Ja for ellers ender det med at Karen Blixens sorte tjener Farah får ret i sin definition af begrebet ” en bog”, dengang han bebrejdede baronessen, at hendes løse skriverier flød over hele hendes mahogniskrivebord: – hvorimod Biblen: se det var en rigtig bog, for den hang trods sin tykkelse solidt sammen i ryggen. Men alt hvad der hænger sammen i ryggen og dertil er forsynet med et isbn-nummer samt en udsalgspris, fortjener til gengæld denne attråede titel og måske endda gyldne laurbær.

Det paradoksale er dog her, at ortodoksiens forsvar mod denne inflation lige hidsigt fremføres på tinge af begge de stridende parter i førnævnte høje stand. Denne er selvsagt fuldt bevidst om at være den ansvarlige elite: en elite der jo risikerer at blive andenrangs-borgere i deres eget rige, når Gud og hver mand nu ligeledes kan begå blogge og artikler om det samme – blot med enkelte stavefejl, der heldigvis endnu gør det muligt for den skarpsindige at skelne den sande fra den falske elite. Og derfor kører der parallelt med elgjagt-debatten en lige så hidsig debat om almendannelsens sørgelige forfald i riget.

Én ting er alle stridende parter dog rørende enige om: At hvis nogen tillader sig at betvivle endsige karikere vægten af deres endeløse hanekamp og dens udløbere, så må det ses som en ondartet udfordring af selve demokratiet – som derfor i medfør af ”force majeure” her må suspendere alle de principper om snart tolerance, snart ytrngsfrihed, som parterne netop forfægter.
------------------------------------

P.S. Ovenstående har været tilbudt landets efter manges mening ypperste avis - og kulturredaktricen klarede salomonisk frisag ved helt uden anden kommentar i stedet at foreslå at send eaben videre til "et litterært tidsskrift" - skønt vi ellers nok mener at have berørt højst avisaktuelle emner med en vis litterær opfindsomhed: der nu engang er bandlyst i avissammenhæng undtagen hos de fast tilknyttede - hvorfor nævnte frisind må opfattes lige så hypotetisk, som når visse logikere erklærer deres zoologisk præference for enhjørninger.

I øvrigt er det ikke helt så sjældent jeg tilbyder aviser stof, som jeg lægger noget på bloggen. Men det er rigtignok snarere undtagelsen end reglen. En tilføjelse der dels illustrerer, hvorledes voldsofre gerne udvikler et masochistisk hang - dels rejser det skolastiske spørgsmål, hvor forfulgt et menneske egentlig skal være for at kunne kalde sig forfulgt uden straks at blive forfulgt for denne overbevisning...

BANK-MANDEN S.U.T OM EUROPÆISK SLIPSE-DAG

Bent Bendtsen og 10 andre medlemmer af hans EU-parlamentariske gruppe foreslår indførelse af en europæisk nationaldag for slipsebærere. Den berømte europæiske bankassistent S.U.T, der jævnligt i medlemslandenes hovedstadsaviser (senest søndag d. 1.11 i Berlingske) forkynder sit forlangende om fremover at blive betragtet og behandlet helt på lige fod med alle andre anonyme bankassistenter - går faktisk altid med slips og hilser derfor dette forslag velkomment. Thi, kommenterer korifæet: "Vel gør en svale ingen sommer, men vær rolige: Sommeren - den kommer..."

Men vi forbrugere er meget klogere, end SUT går og tror - vi forlanger derfor også fortsat i banken at blive personligt betjent af SUT. Vi gennemskuer nemlig straks, at sådan et sublimt poem kunne en helt ordinær bank-assistent jo aldrig nogensinde have forfattet - men alene et sandt undtagelsesmenneske. Ja, med mindre bankassistenten da forinden blev stillet i udsigt at komme på Finansloven.

For vi nøgterne pengefolk har skam slet intet mod statsgaranti for sådan umistelig national kapital - "too big to fail". Og af samme grund investerer vi skam lige så gerne i statsobligationer som i alle andre obligationer. Forretningsfolk har nemlig ikke råd til hverken fordomme, dum forfængelighed eller fanatisme - og har alene af den grund alle dage været de allermest tolerante - og det lige fra de europæiske religionskriges tid: Vi sælger således hellere end gerne våben til tumper, der vil lege røvere og soldater i Kardemommeby - men det omvendte er endnu aldrig set.

Men frem for alt: Vi forretningsfolk skilter aldrig offentligt med vor anonymitet – hvorfor vi en allersidste gang må minde S.U.T. om de strenge regler for fortsat medlemskab i Organisationen for Anonyme Bankfolk – en ære, der nemlig alt for ofte misforstås som en universel menneskeret.



P.S. Indlægget har været tilbudt Berlingskes redaktion og afvistes som altid prompte uden kommentar, som reglen jo er - hvorfor eventuelle ligheder med senere indlæg sammesteds ingenlunde kan være tilfældige. Hvilket minder mig om engang i fjor, hvor jeg forgæves plæderede for et eller andet indlægs optagelse med at det denne gang da både var et klart avisrelevant emne - og dertil bragte noget nyt. En botanisk binær distinktion, som den samme nybagt redacteur nemlig ved en konkurrerende avis snart efter ærede mig ved at genbruge i en artikel om debattens vilkår...

SØRINE GOTFREDSEN, CHR. BRAAD THOMSEN - OG POLITIKENS VENNER

Christian Braad Thomsen retter i dagens Politik det selv samme skyts mod pastor Gotfredsen, som man med samme ret har kunnet rette mod hendes åndelige fader på Jorden lige siden i hvert fald 1992 (om end der utvivlsomt findes endnu tidligere svar på denne tiltale i luthersk byde-måde).
I forbifarten tillader Thomsen sig at under sig over Politikens storsind over for Krarup-folkets flittige pennevenner.
------------------
Men at Politiken således ligesom alle andre aviser med selvbevidsthed storsindet gerne tildeler en trods alt ikke overkvalificeret modpart megen plads, er universelt - og psykologisk smart.- Men som med megen anden ros og pris skal man beherske den lille regnetabel for at kunne se hvad der står mellem linjerne.

 På samme vis er skribentens modige kritik af avisens storsind en universel fiffighed - fordi den naturligvis ikke vil blive taget spor ilde op, men blot giver instansen en smigrende lejlighed til yderligere at demonstere sit storsind over for så modig kritik.

Men sandt storsind skal ikke - lige så lidt som kjerligheden - sådan "demonstreres" på offentlige dyrskuer - nej det skal i givet fald findes hvor kollektivt begavet, dannet og formuende creti og pleti aldrig finder på at lede...
Og storsindet ligner således heri tillige den så opreklamerede skrivekunst, som både Blixen og hendes far rettelig havde et ambivalent forhold til.
Men i vor betragtning om det sande og skjulte storsind tvinges vi således til et stykke ad vejen alligevel at give damen nogen ret ....Og Shakespeare mente vist nok noget lignende.

Man kunne endda videre og sige, at vi i grunden alle kun elsker vore nemmeste "fjender" - og gerne med kjerligt artelleri der efterhånden er lige så gammelt i gårde som fjenden selv: men heldigvis i bedre stand end vort lands gamle Haubitzer-kanoner i henhold til samme avis. For også vi behersker høflighedens tarvelige kunst....

P.S. Vor ofte skal man publicere sit skriveri?- Jeg ved det virkelig ikke, for jeg tilhører den eksklusive type syndere der angrer, både når de tøver og når de en sjælden gang handler - og det sågar også når det gælder deres bedre gerninger.
Kald det gerne frygteligt udansk: Men det lyder da i hvert fald flot....

OM MEDIERNES SANDE TILSTAND - med PRÆLUDIUM om CHRISTIN EGEBJERG samt EFTERSPIL

CHRISTIN EGEBJERG OM DANMARKS FREMTID 

Politikens kronik 7.10 af Cristin Egebjerg handlede om, at ubegrænset indvandring og familiesammenføring med de bedste intentioner i længden måske kan ødelægge og undergrave Danmarks internationale forbilledlighed, ret unikke fortrin og langsigtede globale indsats i rigtigt mange henseender - herunder ikke mindst kvindernes sejt erhvervede rettigheder også i praksis .-

Læseværdig og velgørende fri for klicheer. Og havde tillige et par indslag af personlig erfaring - men heller ikke så meget at det skyggede for overblikket..

Så frisk i sin tilgang, at endog en professionel journalist Anne Grethe Rasmussen (branchens folk plejer ellers højst at rose hinanden) reklamerede for den på Facebook. I den forbindelse priste hun tillige Politikens kronik for ofte at tiltrække de bedste indlæg.

Tiltrække og tiltrække. Det handler vel alene om red. Christoffer Emil Bruuns intellektuelle ærlighed og mod - plus fortsat grønt lys "senkrecht von oben": ganske ligesom Guds nåde i følge de biskopper der selv har erfaret den, dengang de fik embedet - hvorved de nemlig ganske rigtigt (som ordsproget siger) i samme øjeblik også blev tildelt den fornødne fagkundskab til at forelæse om emnet nåde.

Javel, men grønt lys til hvad:

Grønt lys til også fortsat at "do the right thing" - på trods af den herskende mobbe-kulturelle præference for samlebånds-producerede typer med akkurat samme den baggrund, ordvalg, stående associationer og indbyrdes logrende netværk.

"Kronikken" kan kun forblive et åndehul og en oase i nyhedernes ørken, såfremt den ikke ved ubegrænset familiesammenføring fra masse-"undervisiteter", forfatterskoler og debatskoler langsomt forvandles til endnu en megafon for den samme grød af meningsberettigede: Der åbenbart ikke selv formår at leve efter deres eget motto om at fatte sig koncist og efter de mange små bækkes devise, overladende Skjern Å og Amazonfloden til labile og ubeherskede brushoveder på finansloven eller førtidspension.

Kronik-redaktører om nogen bør derfor - udover også fortsat at vælges for deres fortrin snarere end for social tæft - udstyres med generøs redaktionel armslængde: ja, akkurat ligesom med Guds nåde, som jo end ikke en Søren Krarup himself drømmer om at kunne gøre sig fortjent til ved nogen art øjentjeneri.

Om helvede og Ekstra Bladet så er lige så storsindede i henseende til armslængde, skal være usagt. Informations kronikredaktion er det i hvert fald ikke længere.

Og politikens debatredaktør - der synes at mene at integritet er noget med at være velintegreret - er det da vist da heller ikke med sin helt konsekvente brug af auto-svar lige fra dag ét og helt uanset emne og stilleje.

Men hver nat sin godnat-historie - og i øvrigt er det jo endnu formiddag i vor tidsregning. Men det er måske netop vor private tidsregning der er problemet?

OG SÅ BLEV DET AFTEN...

Til deltagerne i et væddemål med yderst delte meninger om, hvorvidt et af mine egne seneste stunts overhovedet ville kunne tænkes at finde optagelse i en dansk avis, lyder omsider dommerens svar:

Naturligvis ikke! 

Og trods følgetekstens vink om at teksten burde tages som en lakmusprøve på den fjerde og så afgjort betydeligste statsmagts sande tilstand, faldt det ikke vor gentlemen of the press ind at svare.

Nej, han sendte som altid gennem årene det (en gang tidligere påtalte) autosvar, som jo over for åndssvage, sindssyge og børn faktisk er en skånsom ordning, der tillader modtagerne et lige så skånsomt selvbedrag - men for folk som mig tværtimod en insinuation af, at man velsagtens tilhører det nævnte klientel.

Proletariatets diktatur (sjæleligt forstået vel at mærke) forklæder sig konsekvent som snart tolerance, snartytringsfrihed og atter snart  åndsaristokratisk tradition og apostolisk successsion tilbage til personer, som de typer ikke hat meget andet fællesskab med udover selve matriklen. Ja, altså bortset fra de berømte 2-3 procent af vor arvemasse, I ved nok, som åbenbart gør en vis forskel.

Historiske "faderfigurer" som man ligeledes ville have sparket og spyttet på, hvis man havde fået lov - hvis ikke man da lige havde fundet mere profitable og bredere respekterede alternativer end den mest nærliggende ungdomsbande. Psykologien er den samme.

I mit høflige ledsagebrev nævnte jeg, at også den ansvarshavende chefredacteur vel havde ret til at informeres om vor lakmusprøves udfald. Dette vink med en vognstang toges velsagtens som en terrortrussel:- og folk af integritet (hvilket i henhold til vort dansk-kursus betyder velintegrerede folk) bøjer sig ikke for den slags.

Tværtimod: Lige som ved Muhammed-tegningerne vælger vi altid som en æres-og principsag at sætte trumf på. Så kan de lære det...

Inden for standen hersker der imidlertid omerta; og den der ikke forstår dette, omfattes med en smule medlidenhed, men oftere af skadefryd . Den første gruppe vil typisk forsvare og prise standens og især de navngivne persones hæder. Ubetinget indbyrdes beskyttelse er imidlertid allerede en farlig uting: For det betyder jo, at selv hvis nu nogen undtagelsesvis med god ret beklager sig, så stemples han alene af den grund som illoyal og persona non grata. Og det rimer hverken på Brandes. Hørup eller Outze.

Og har I forresten tænkt på, at når folk i standen således tier og lader sig styre af frygt for også selv uden rimelig grund at havne i kollektiv unåde: - da fornærmer de i grunden alene derved de stedlige standspersoners og kollegers ellers så ukrænkelige integritet langt dybere, end nogen kunne gøre det ved i god tro at beklage sig i fromt håb om enten et ordentligt svar eller bedre vejr.

Ja disse ord blot for at demonstrere, at et selv et inkarneret utyske som undertegnede meget vel formår at begå formelig chefredaktionelle faderlige armbevægelser og moralske besværgelser på civiliisationens vegne under påberåbelse af besnærende besindighed og moden livserfaring. Heraf kan I måske lære at være mere lidt mindre blåøjede fremover.

----------------------------------
Men omsider kommer så vort omdiskuterede lille stunt, der nemlig er underholdende i sin egen ret, men åbenbart som sædvanlig for godt til læserne. Om det som hovedsagen burde være bragt først, er ikke let at afgøre. For hvornår noget er hovedsagen og hvornår en biting, er vanskeligt at afgøre, ganske som en dygtig hærfører jo undertiden ender med at overhale sin foresatte og sende ham på pension.
Hovedsagen kan derfor ende som, hvis ikke ligefrem et påskud, så dog blot et præludium. Men alligevel: Den der ler sidst, ler bedst. Så please fasten your seat belts

"MORSOMME FYRINGER: om mediernes humor - og livets...

Radio 24syv viste forleden et indslaget om fyringen af en drikfældig medarbejder, der så truer med at kalde Lisbeth Knudsen til sit forsvar. Desto mere aktuel efter både Suzanne Moll's og Mads Brügger's efterfølgende fyring sammesteds – samt Lisbeth Knudsens samtidige afgang som chefredaktør for Berlingse Medier.

Aktørerne gjorde det med morsom sans for overdreven selvfølelse. Men noget bliver ikke morsomt i sig selv (uden karikatur) af at være "aktuelt" eller af at handle om kendte mennesker. Hvis nogen ser indslaget om en måned vil derfor kun få le. For selve motivet: at den drikfældige samtidig kan være uhyre bevidst om egen uundværlighed - samt at der kunne ligge helt andre grunde bag fyringen - kan nok stadig invitere til smilet, men er jo ikke i sig selv morsomt.Tillad mig at give et i flere henseender stik modsat eksempel på genuin humor. Et eksempel der stiller nutidens typiske forhold til humor i perspektiv.

FORLEDEN besøgte jeg en 81-årig gammel nær ven på plejehjemmet, hvor han er havnet grundet en fysisk invaliderende blodprop. Han kom i tanker om et af sine stunts i sin tid som lærer i Folkeskolen. Ja det var den gang personlighederne heldigvis endnu var spredt ret tilfældigt ud i både landskabet og job-landskabet. Ja, det er de nu nok stadig – men det er en anden historie...

Men i hvert fald: Han havde i et dødsbo fundet en taske med værdiløse gamle tyske mark fra depressionens tid i 20-erne. En dag han var gårdvagt, sagde han til eleverne i sin klasse:

"Er I ikke også dødtrætte af at være her på skolen? Vi stikker sgu af fra skolen alle sammen. Gå over i banken i spisefrikvarteret og få de her tyske mark vekslet: De har tilhørt en tysk bankrøver, som omkom af sine skudsår, men som jeg forsøgte at hjælpe for gammelt venskabs skyld. Men I må ikke fortælle det til nogen, for så tager politiet pengene og sætter os alle sammen i fængsel. Derefter går I ind så i en tøjforretning og får jer noget nyt tøj, og så rejser vi allesammen til Hawai i morgen eftermiddag."

Bank-personalet havde skreget så meget af grin over børnenes troskyldige valutariske ærinde, at bankens tag løftede sig. Stadig hylende morsomt mere end 20 år efter,, og stadig komplet uaktuelt - ja så uaktuelt at det endda omfattede brug af i en menneskealder ugyldige tyske mark.

Tidens og mediernes humor er i dag typisk fikseret på hvad kendte og indflydelsesrige folk senest har sagt og gjort. Men når virkeligt morsomme folk af og til havner på tinge, så sker det nok ofte ved en tilfældighed eller netop for sjov. Nogle af vore ældre politikere var derimod rigtigt slagfærdige - men de havde så også typisk en langt bredere menneskelig og arbejdsmæssig erfaringsbaggrund.

Mediernes hovedkriterium - forhåbentlig med plads til endnu levende undtagelser både blandt medier og bidragydere – er: "Hvem har sagt det, og hvem handler det om?" Hvis en professor eller kendis har sagt noget helt ordinært eller det der er værre, citeres han som ekspert. Men hvis en ukendt eller uautoriseret ser og fortæller noget lovlig dybt, er det omtrent anstødeligt.

Det sande humor bliver derfor næsten en provokation mod den fjerde - og afgjort betydeligste - statsmagt: For intet er den sande humor mere ligegyldigt end just spørgsmålet, "Hvem har skrevet det?" og "Hvem handler det om?"

Med Chaplin's film "Diktatoren" var det en anden sag - og så alligevel ikke: For læg mærke til at Hitler og hans mere menneskelige dobbeltgænger i filmen surrealistisk fremstilles som menneskelige muligheder og som en slags enæggede skæbne-tvillinger. Atter et poetisk og universelt blik, som er den videnskabelige, dokumentariske og detektiviske sporhund væsensfremmed.

Men der gives vel undtagelser? Jo da – så men også de fyres vel nok til sidst – med deres menneskeligt forståelige drikfældighed som bekvemt påskud...