TAB OG VIND MED SAMME SIND..

Det er påfaldende at kvindelige blogs oftere end mandlige præges af bekymring for fremtiden og hensynet til det fælles bedste. Mandlige blogs supplerer, kommenterer eller erstatter snarere den personlige karriere eller det der ligner. At det skyldes alt det med børnene, kan der vist ikke være tvivl om, og det ligner næsten en slags arbejdsdeling.
En pessimistisk,men dybsindig tolkning kunne lyde at de fleste mænd på bunden er civiliserede psykopater, for hvem alt det med moral kun er endnu et instrument til at skyde de andre medkombattanter ned, og som forresten normalt slet ikke ved det selv. Det er måske derfor der kan være noget befriende ved lejlighedsvis omgang med de folk som alle kan være enige om at kalde psykopater - kort sagt den ægte barnlige vare: Ja, selv lejemorderen "the ice man" var langtfra uden charme. Og ræsonnementet kunne på en meget dårlig dag af lige så dybsindige grunde udstrækkes til at favorisere ærlige fjender frem for venner, der just i ly af venskabelighedens gevandt ubevidst kan manøvrere én over i en taberposition, ved at rose en for det forkerte eller camouflere en bjørnetjeneste og Uriaspost som en vennetjeneste, eller ved at rådgive en på en måde der kunne føre i den gale retning, eller ved at camouflere en stor bjørnetjeneste i ly af en ægte, men begrænset vennetjeneste.
Nej, the Ice man var aldeles uden illusioner eller selvundskyldende manøvrer af den art som ellers tit ses hos forbrydere der selv lider under samfundets mangeårige stempel. Thi vi møder her i firmaet de ejendommeligste mennesker og kunne i øvrigt også selv i passende situationer agere aldeles fordomsfrit, f.eks. hvis vi endeligt forstod at slaget var tabt i denne inkarnation. Og just i ly af vor tilsyneladende uskyld ville vi kunne nå at udrette det utroligste, bl.a. fordi vi modsat almindelige psykopater aldrig med et ord ville nævne på den lokale bodega, hvis vi havde en brintbombe gemt i klædeskabet, velsagtens grundet en næsten naturstridig og pervers form for blufærdighed. Men bare rolige, vi kender så mange skyldige, at vi slet ikke har overskud til også at lade vor elendighed gå ud over de uskyldige - hvortil beroligende kan føjes, at vi ikke kender nogle uskyldige, hvorfor disse kan være sikre på også fremover at kunne leve i fred og dølgsmål. Ha, der blev I vist godt bange, børnlille, men bare rolig, det sker som sædvanlig mest for underholdningens skyld. For jeg er som bekendt ikke typen - omtrent som den stille urmager der rettelig er blevet en folkehelt for sit eget bidrag til spøg og skæmt.

Var det ikke Dostojevskij der sagde at der gemmer sig en forbryder i enhver digter? Godt at man ikke er digter, men det udelukker nu ikke at man alligevel er forbryder, thi forbindelsen går kun den ene vej. Min forkärlighed for dramatik er nedarvet, thi da min bedstefar engang skulle til frokost på den oldgamle grevinde af Frisenborg, blev han modtaget med skarpe pistolskud fra fra trappen. "Dér blev De nok bange - det er til når russerne kommer!". Jo kvinderne kan også, selv om det er själdnere.

Går vi selv for vidt? Forhåbentlig, for der er vel grænser for Y-kromosomets unikke bidrag til livets dårligdom, med mindre man da ligefrem skulle have to af dem. Men bevares, hvor mange af os har talt efter, og måske venter der her en Nobelpris? Men på den anden side: Hvilken forsmædelighed af blive tildelt den forkerte Nobelpris, hvis man i virkeligheden kun vil have fredsprisen eller måske den litterære pris. Ja, der har I just den hemmelige ondskabsfuld i en nøddeskal som vi nævnte ovenfor, så stol ikke på nogen og da slet ikke på folk der tilbyder jer Nobelprisen.
Nå, the Ice man erklærede forøvrigt at selv han ville gøre alt for sine børn, så den slags beviser måske ikke så meget igen. Men hvordan skal det gå mine egne børn godt, hvis alle andre børn har det skrækkeligt og derfor gemmer brintbomber i klædeskabet? Det er måske det aspekt kvinderne tit har lidt mere sans for, hvem ved.
I øvrigt kan kvinder som bekendt være nok så urimelige i kampen om børnene og andet forlis i intimsfæren. Her er det nok mindst fifty-fifty, for jeg kender da enkelte mænd som jeg i så henseende tror fuldt og fast på. Men en ting er at beklage sig over modpartens skurkagtighed og søge verdens medhold heri, noget andet er at gå amok. Her må "skyldspørgsmålets" urimelighed derfor især sættes på den mest tabende parts konto, men det går som bekendt tit ud over just børnene. Men kvinderne slår dem i det mindste ikke ihjel, bortset fra i græske dramaer.
Nå, men hvis man tænker sig at mænd lidt lettere går i spåner, ikke mindst grundet høje forventningspres a la "knald eller fald", samt har lidt løsere bindinger til det nære, måske også fra naturens hånd, men naturligvis kun taget i et statistisk gennemsnit - så ville det måske være rigeligt til at forklare et overskud af mandlig "psykopati". F.eks. skal vor medfølelse måske aktiveres eller tændes aktivt for ikke at forblive i en dvaleagtig latenstilstand.
Megen charme beror måske på en vis sans for at tænde andres menneskelighed overfor en, og det er langtfra altid automatisk. Særlig charmerende børn opdager hurtigt deres lille fortrin og udnytter det helt bevidst. Som bekendt ejer mange psykopater denne charme, hvilket jo ligner en vittighed.
Men det er selvfølgelig en del af geschæften at kunne den slags. Alt muligt kan læres på kursus, så hvorfor ikke oprette et psykopatkursus for de tungnemme i livet? Det kunne være en glimrende anledning til i samme snuptag at udsluse og resocialisere en mængde uforbederlige forbrydere.
Nå til slut - når vi finder en Knud Romer mere sympatisk end en Henrik Dahl, altså umiddelbart set, så er det fordi Romer selv fortæller at alt meget vel kunnevære gået helt skrækkeligt. Men Dahl, Thyssen, Stjernfelt og S.U.Thomsen forklarer lykke i livet ved at man er "vinder" slet og ret - og hvis ikke det skyldes at de er hyponotiseret af deres egen medgang, hvilket jeg nemlig af og til morer mig over at observere, også hos sympatiske unge hvem lykken pludselig tilsmiler helt overvældende -så er det ikke noget særlig pænt træk.

Men faktisk er mange vindere flinke til at gøre opmærksomme på hvor galt alt kunne være gået, hvis ikke... Måske et afvæbnende aflad, men ikke desto mindre oftest sandere end den højere middelklasses forkælede selvbesværgelser fra barndommens præstegårdsidyl eller fra direktørboligen. Nå, en bekendt af genuint proletarisk herkomst ville her indvende at dels er det svært for alle, dels kan man ikke forlange så megen etik i livet, hvor ønskeligt sligt end kunne være, og citerer her gerne sin gamle zen-mesters ord: "Life is hard, and then you die". Desuden kan jeg undertidne frygte, at jo mere man sådan "gennemskuer" livet, desto mindre sympatisk et bekendtskab kunne man måske selv gå hen og blive.

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER

UOVERSÆTTELIGE HISTORIER
Man taler om uoversættelige værker såsom romaner, hvori der indgår subkulturelle og geografiske dialekter. Disse har naturligvis ofte paralleller i andre sprog og kulturer, men kan jo ikke oversættes én til én – hvortil jo kommer at dialekten jo netop ikke som meningen kan ”oversættes” uden at gå tabt, omtrent som en race eller hudfarve jo heller ikke kan ”oversættes” til andre racer og hudfarver – selvom også kvindelige roller ganske vist i meget gamle dage spilledes af mandlige skuespillere.

På lignende vis tåler nogle historier, vittigheder os. ikke at videregives i andre medier, men er specifikke for det pågældende medie. Replikskiftet ”Er du døv?”; ”Hvad siger du?” kan nok læses med udbytte, men jo udelukkende fordi vi forestiller os det som en virkelig akustisk oplevelse. Hvis man derimod gengav replikskiftet som en brevveksling, ville det blive nonsens.
En egentlig transformation til det skriftlige medie ville lyde ”Kan du læse hvad jeg skriver?”. ”Tak for dit brev, men jeg kan ikke tyde din skrift”. Her er parallellen gennemført, sådan at forstå, at selv om meningen ikke længere er den helt samme, så er den morsomme meningskerne dog bevaret.
Alligevel lider replikskiftet tab ved at der nu ikke længere forestilles en umiddelbar situation og en chokeffekt, men en tidsforskydning mellem brevet og svarbrevet. Men uden en situation ingen situationskomik: En situation opleves som et autentisk, såvel af de deltagende som af tilskuerne. Derfor går komikken alligevel tabt – og selv om man valgte at gengive vor skriftlige version mundtligt, så ville selve forestillingen om tidsforskydningen følge med, så det i praksis så at sige ville blive en historie om en der fortæller en halvdårlig vittighed.
.Jeg kom til at tænke på fænomenet, da jeg for nylig tilegnede mig de første trin i sms-teknikkens kunst. Konfronteret med mine egne begrænsninger som begynder sendte jeg derfor en sms til en bekendt med følgende ordlyd:’ ”Jeg skal alligevel ikke være forfatter”, skrev HB efter at erkendt at han var for dum til at beherske ”intelligent stavning”, herunder de for hans stil så afgørende kommaer og parenteser. Denne erklæring blev øjeblikkeligt honoreret med en livsvarig pension fra Det Berlingske Officin, Informations Venner, Politikens Fond samt Gyldendals Fond – hvilket i sin tur blev anledning til en rationel fusion mellem førhen konkurrerende medier – og Bandak blev også af den grund siden nomineret som kandidat til Nobels fredspris”.
Det refererede stykke sendte jeg netop til en bekendt som en sms, uden de kommaer eller parenteser, som jeg altså netop ikke har lært at finde. Desværre kan historien ikke oversættes, trods den ellers så sigende og desværre anderledes langtidsholdbare psykologiske pointe, der ellers kan oversættes til alle sprog, kulturer og medier. For nok er menneskesindets charmerende små forvandlingsnumre universel – men situationskomikken er her bundet til dette at man netop modtager en sms med nævnte besked. I stedet for at forsøge at oversætte til en søgt historie om en forfatter der indbilder sig at være hæmmet af ikke at mestre sms til fuldkommenhed, så har vi derfor valgt at gengive historien indbagt som et morsomt eksempel og et led i en større helhed, nemlig denne lille epistel om uoversættelige historier og pointer.
Komikken er så ikke længere hovedintentionen – men til gengæld opstår måske en ny paradoksal situationskomik derved, at for at oversætte en komisk historie på en troværdig, om end altså noget domesticeret og omstændelig vis, så må vi til lejligheden opdigte en lille filosofisk afhandling, hvor tungen må holdes lige i munden. Så kunne vi ikke restløst oversætte komikken, så kunne vi til gengæld forvandle den til en ny art situationskomik, denne gang bundet til den filosofiske afhandlings ellers efterhånden noget trælse medie.

Hverken filosofiske afhandlinger, sms’er eller komiske situationer ender dog altid lykkeligt. Således modtog jeg en anden morsom sms fra et fornemt damebekendtskab der frabad sig appelbreve. Også her er situationskomikken bundet til mediet; for det tragikomiske er jo ikke selve dette at få afslag på en appel om benådning, men at man modtager den i et medie man just har vovet sig på. For det giver oplevelsen et skær af noget omsonst og håbløst, så det bliver en ufrivilligt Sisyfos-agtig gestus, blot helt uden den græske patos og storladenhed – men altså til gengæld ret komisk.

FREUD SOM BARN

En kronikredaktør fra en ellers ikke så ringe avis sendte os i går følgende svar efter omhyggeligt at have smølet en lidt nytårsrelateret sag: "Dels er den ikke længere aktuel, dels har du jo lige før jul haft noget i avisen". De to udsagn er herligt modstridende, ligesom når en morder bedyrer: "For det første var jeg slet ikke i Odense på mordnatten, og for det andet skød jeg i selvforsvar!" For hvis der er gået for lang tid siden nytår, har man jo ikke "lige været på". Rent bortset fra at det argument aldrig bruges mod snævrere ånder såsom Søren Krarup. Ideen med morderen har jeg fra Freud, der nemlig et sted beskriver en drøm, hvor han ligeledes på en række uforenelige måder nedgør en barndomskonkurrent. Den slags fortæller altid noget højst morsomt.

Den lomme-freudianske vinkel er aktuel også af en anden grund. Udsagnet "Du har jo for nylig haft noget i avisen", indeholder en indforståethed med den gode ordning, at en fængslet morder jo ikke kan forlange at komme hjem hver weekend, for det skulle jo trods alt helst være en straf at være i fængsel.
Det minder mig også om engang i Polen hvor en åbenlyst kriminel forsøgte at lokke mig med op i sin lejlighed med ordene "Dont be afraid". Omtrent som når en bonde beroliger et slagtedyr. Det interessant ligger her i at personens egen vilje fylder så meget, at han på en ejendommelig måde næsten forventer at også modparten må være metafysisk indforstået med den og ligefrem dele den. Ja, som om verden kun havde plads til én vilje.
Sådan må en diktator uden tvivl have det, og derfor lyver diktatorer ikke, når de på TV kundgør, at hvis nogen gør oprør mod dem, bliver Gud meget vred. De mener det virkelig, ja de kan endog slet ikke forestille sig andet.
Og således også her. De ubekvemme og ubehagelige forventes selv at være indforståede med at verden i dem ser en art illegitime kombattanter. Og således fik vi atter en lejlighed til at synke et trin dybere ned i just den egenart, som man vil fratage os. En art underfundig nemesis, som Blixen ville sige. Og hvor mon denne vor lille danske odyssé ender? Velsagtens i en posthum ph.D. afhandling skrevet af en student der i os indbilder sig at have en ånds- og skæbnefælle. Men tak alligevel.

DRIVHUSEFFEKTEN OG DENS KUR

Det forlyder nu at den alternative danske teori om at klimaændringerne skyldes cykliske svingninger i solpletaktiviteten, kuldkastes af de seneste års udvikling. Ærgerligt, men også godt, for så kan vi til gengæld også gøre noget ved det. Lomborg og skatteministeren vil ganske vist være yderst betænkelige ved sådant overdrev, men her er løsningen: Vi belåner bare al fast ejendom inklusive Amalienborg, Operaen og mr. Mollers øvrige bohave - for ikke at glemme Ansgars Kirkes angiveligt autentiske forstenede glorie fra en palæontologisk helgen der hverken drak eller horede, ja end ikke forgav konkurrerende helgener med dødelige svamperetter. Lånet gøres rente- og afdragsfrit i 100 år; men til gengæld fritager det vore efterkommere fra at stå i en evig og uværdig taknemmelighedsgæld til os. Thi "noget for noget" er det eneste sandt demokratiske princip.

LAST YEAR ON O-DAY...

LAST YEAR ON O-DAY...
Både i pressen og på den prominente blog D’Dansk kunne man for nylig læse om O-dag den 22. december – som prætenderer at være kærlighedens svar på D-dag. Forhåbningen er den at ved en synkroniceret verdensomspændende sex-udfoldelse kan vi aktivt bidrage til verdensfreden og den kosmiske harmoni. Så lad os evaluere i ro og mag.
Lignende forsøg har før været gjort med kollektiv bøn og meditation, men resultaterne har aldrig været særlig slående – hvad enten det nu skyldes at Verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele bare var gået endnu værre hvis folk ikke havde bedt og mediteret. Intet skal på forhånd udelukkes, om end mine egne forsøg på med tankens magt at påvirke udvalgte medmennesker altid har været forgæves. Derimod mødte jeg en gang en dame der mente at være årsagen til verdenshavenes forurening – heldigvis blev hun dog siden helbredt af den forkætrede psykoanalytiker doktor Lomborg.
Skeptikere kan mod O-dag indvende, at de uheldige der den dag gik hus forbi, tværtimod må have følt sig ekstra fortabte og ensomme ved bevidstheden om de andres lykke – hvorimod sidstnævnte til gengæld blev pikant krydret af bevidstheden om alle taberne. Men hør her: Til et ordentligt videnskabeligt eksperiment hører altid en neutral kontrolgruppe der fritages for deltagelse. Men hvor det almindeligvis helst bør gå kontrolgruppen mere skidt end de patienter som modtager den nye vidundermedicin – så skal det for O-eksperimentet tværtimod være sådan at selv de ensomme trækkes med af magien fra den globale orgasme, så at ingen tabes på gulvet.
Snarere end at græmmes over nederlaget på O-dag kan alle der trak frikort, derfor tværtimod sammenligne sig selv med de snu trækfugle og cykelryttere der lader de forreste i flokken trække læsset og som nyttige idioter sætte lufthavet i sving. Da kærligheden nu som ovenfor antydet ingenlunde er fri for sataniske islæt, så kan nævnte udspekulerede virtuelle kærlighed i vor informationsalder meget vel gå hen og blive langt mere sexet end den gammeldag – ganske som aktieoptioner jo siges at være mere sexede end gammeldags millioner. O-dagen bliver måske derfor en så stor succes, at den udstrækkes til hele året; omtrent som med katolicismens utallige helligdage – der dog blev afskaffet herhjemme ved Reformationen til fordel for vort obligatoriske og protestantisk skamfulde lørdagsput, der alene ordineres for at forebygge tøjlesløs last.
En alternativ mulighed er den at drømmen om rollen som aftenens førerrytter bliver realistisk for alle: Hver dag efter fyraften vil herefterdags være O-dag, og scenariet vil da blive kærlighedens svar på Karaoke-sang, idet vi alle får demokratisk rimelige udsigter til en nat at være global sex-stjerne med on-line transmission ad telepatisk vej.

Nå, men ret beset er tanken om verdensomspændende erotisk lykke ikke ny: For allerede i Queen Victorias tid hed det i pligtskyldige ægteskabelige anliggender: ”Close your eyes and think of the British Empire!”. Skønt denne heroiske forestilling selv med datidens fascistoide og uromantiske seksualregister næppe var specielt ophidsende, så dulmede den i det mindste den anderledes ubehagelige forestilling om ens ægte halvdel. Dette var nemlig alt rigeligt for at tilfredsstille Her Majesty, og så måtte det også være godt nok til hendes undersåtter.
Kærligheden har mange former. Således fortalte en ung teolog mig forleden om sine erfaringer som natportier i København. En sen nat skulle han indlogere en landskendt og vidt berejst forfatter og nu sågar tillige sømand samt dennes viv i brudesuiten. Noget senere ringede forfatteren og bad om kogende vand til sin Nes-kaffe. Vor teolog fandt dog denne bestilling et nummer for spartansk og insisterede derfor på som et absolut mindstemål af festlighed at brygge rigtig kaffe med Guds velsignelse og efter alle kunstens regler. Dette ekstravagante tilbud blev efter megen protestantisk græmmelse omsider accepteret – men hvorvidt bruden brugte fløde i sin kaffe, det kunne søens mand endnu ikke svare på.

Nuvel, den sande humor skåner jo ejheller sin ejermand, så lad os til slut fortælle om vor egen minderige O-dag. Selv samme aften modtog jeg nemlig en SMS – en teknik jeg ulykkeligvis endelig har lært at mestre – fra et eksklusivt damebekjendtskab, der med stenografisk klarhed frabad sig appelbreve. Vi umodne sømænd dyrker nemlig gerne kærligheden som nødhavn, gallionsfigur og vind i sejlene; men dette er ikke altid nok for en kvinde i længden, og som bekendt får vi oftest kun én chance. Men pyt: For hvad døjer vi fjolser ikke gerne for The Litterary Empire?

JULEORGIER

En kvindelig bekendt har på sin blog "DetDansk" slået til lyd for at ændre klodens mentale tilstand ved hjælp af en kollektiv orgasme, hvor alle tilsyneladende er inviteret, idet der i dette tilfælde måske ses storsindet på skellet mellem virtuel og fysisk virkelighed. Lignende forsøg med synkroniseret bøn og meditation i større skala har vistnok aldrig haft voldsomt signifikante resultater - hvad enten det nu skyldes at verden er en lovlig stor mundfuld at bide skeer med, eller at det hele måske ville være gået endnu værre, hvis man ikke havde bedt og mediteret.

Intet skal på dette sted udelukkes, og slet ikke hvis man selv ovenikøbet er inviteret til at spille en naturlig nøglerolle (og nøgenrolle) i ovennævnte scenario. Hvis ikke kan man åbenbart ligesom dovne trækfugle lægge sig bekvemt i slipstrømmen fra de forreste i flokken og køre på kosmisk fribillet til en art virtuel orgiastisk lykke. Det bliver måske fremtidens form for kærlighed: Hvis tur er det i aften? Eller omvendt: Hvem vandt rollen som sex-stjerne og -motor i aftes? Måske er det kærlighedens svar på karaokesang, hvor alle kan håbe på at blive stjerner for en aften.

Nuvel, sammenhængen mellem klodens og ens egen tilstand er på den anden side ikke verdenshistorisk ny, idet det jo allerede i det viktorianske Englands og de mere pligtskyldigt successionsbekymrede end vildt lystbetonede ægteskabers tid hed: "Think of the British Empire". Særlig ophidsende var denne visualisering muligvis ikke altid trods datidens fascistoide og uromantiske seksualregister, men åbenbart heller ikke helt så afskrækkende og afvænnende som den ægte halvdel. Men vore begavede læsere bedes bemærke at sammenhængen mellem det private og det globale i dette tilfælde gik mainstream vejen - der ellers er bandlyst på vor blog og derfor her kun nævnes som et fyord og afskrækkende eksempel.
For på dette sted tænker vi som bekendt altid kreativt, hvilket kun har lidet at gøre med den selvudnævnte elites vås om "den kreative klasse". For selv om en minearbejder indrømmet hverken får tilskyndelse, økonomisk belønning endsige energioverskud til synderlig kreativitet hverken før eller efter fyraften - så kunne vi her sige en hel del som ville gøre os frygteligt upopulære, hvilket dog ikke afskrækker os, al den stund at det er vi vist allerede i forvejen. Nej, det handler mere om hvor meget der skal siges i et og samme "take"; så lad os nøjes med at betro vore læsere at Karen Blixen ville have bifaldet vor hemmelige betragtning, som da også er stærkt inspireret af hendes vise ord om de vilde med mere.
Åhja, for når også vi ligesom hele den intrigante klasse af borgerdyr med deres fantasiløse fødselsdagshilsner til levende mumificerede koryfæer nærmest med omhu helst kun anerkender de afdøde, skal det ses som en indrømmelse til det umiskendeligt banale, thi også vi er kun mennesker og under derfor på bunden kun de levende nogen generøsitet når vi på bunden ikke mener det.
Men ak, ak, kære venner - hvor plat og trist kan det blive. En slægtning i den populære del af musikbranchen betroede mig en dag, at han trods sit forbilledligt ukomplicerede omgangsvæsen holdt mest af at omgås andre musikere. Jeg tror det gerne, for deres tænkemåde er rummelig nok til at indeholde alskens modsæltninger - desværre ofte modsat den journalistiske verden hvis betoning af konflikt, polemik og sladder desværre more often than not ad åre resulterer i en slem erhvervsskade på karakteren: Ja, for fra fødslen er den ene gruppe jo lige så god som den anden.
Misforstå os ikke: Nogen skal gøre det arbejde, og vi gør det som bekendt også selv, omtrent som renovationsarbejderne gør deres; og læsere af faget skal ikke føle sig spor ramt hvis de ikke personligt har grund til det. Kollektiv afstraffelse er jo som bekendt afskaffet - hvorimod fænomenet, omtrent som hin britiske orgasme, stadig florerer vildt i modsat retning: i form af kollektivets afstraffelse af den formastelige ener.

At de selvsamme kollektive bødler samtidig offentligt promererer deres humant storsindede følelser for den dødsdømte Saddam Hussein, er i den forbindelse morsomt at tænke på: For det koster dem jo intet, al den stund nævnte rare og vestligt velklædte onkel aldrig har generet deres personlige forfængelighed, men såmænd kun hængt, torteret og gasset nogle snese tusinde ørkennomader og andre kværulanter: For det er oftest der den ligger, børnlille, og so much for humanity.
Så lad os holde os til de rare og rummelige musikere. Jeg spurgte en dag jazzpianisten Butch Lacy, en overgang fast akkompagnatør for Sarah Vaughan, hvor de musikalske ideer kommer fra - og her tænkes såmænd ikke engang på nye melodier, men alene på lyriske, slående og magtfulde improvisationer over Gershwin og de andre. Thi når dette er alt rigeligt selv for en Oscar Peterson, vil heller ikke vi stile højere, for det er såmænd pinligt nok i forvejen.

Nuvel, men Butch Lacy svarede: "What you play is what you hear - NN told me this back in the late sixties, but only after some years I understood what he meant". Da jeg stadig ikke rigtigt forstod, spurgte Lacy: "Henrik, may I ask you what is your own field?" Noget vrængende og selvundskyldende svarede jeg: "Well, you could say that I make som kind of philosophical wrintings". Ja, for i en verden af lige dele udkogt suppevand, opstyltet akademisk vås og rent plat må den ægte vare paradoksalt nok tage skammen på sig, hvad dette nu ellers skal gøre godt for. Shakespears nar, I ved...
Men herpå svarede Lacy prompte: "But then you know allready, Henrik!" Og det havde han unægtelig ret i...
Her ser I det musiske sinds højsindede kortslutning. For manden fattede åbenbart øjeblikkelig ovennævnte anderledes ubeskedne undertekst og sammenhæng, i modsætning til de der i stedet for at lytte til deres intuition okseagtigt spørger videre til formelle meritter, ansættelser og uddannelsessted. Men hans svar gjorde det samtidig klart for mig, at selv om kreativitet ikke kan overføres vilkårligt fra det ene felt til det andet, så er der dog en art fælles nævner. Det betyder så også, at jeg må affinde mig med kun indirekte at forstå den musikalske kreativitet som fænomen.

Nuvel, men så langt fra at misunde det fåtal der ikke blot har sans, øre, nogen stædighed og smag, men også har "the real thing", skal jeg være taknemmelig for at de mennesker findes der kan berige min verden med skønhed og formilde mit syn på menneskelivet. At hengive sig til misundelse ville i denne forbindelse være frygteligt ukreativt og umusisk. At de mennesker som kvæler og spænder ben for kreativiteten, vitterlig forarmer deres egen tilværelse tillige, har jeg gennem årene set talrige eksempler på. For skammen slår altid synligt indad som en pervers form for bitterhed og selvmedlidenhed midt i alt det oppustede Judas-flæsk, og trods deres privilegier misunder jeg dem ikke, når jeg ser dem defilere forbi som omvandrende ligtorne og nedgroede negle.

Det handler ikke om at spille hellig, men om musisk rummelighed, sund fornuft og en smule selvbeherskelse - hvilket sidste indrømmet kan være svært. Og dog: Jeg er endnu på fri fod, børnlille, og det er ærligt talt lidt af et mirakel, considering the circumstances. Ja, og det endda på trods af at avisernes forsider endnu aldrig har vist smålighed over for værdige kandidater, end ikke grundet angivelig pladsmangel.
Nå, kreativiteten skammer sig vist over at blive viet så megen opmærksomhed, så vi slutter af med at citere en afdød komiker der ikke skammede sig. "Utak er verdens løn - men hvad er så værtindens løn? Jo, det er de små stød som værten giver". Love is there to stay...

Nå, lad os i julens anledning give religiøsiteten det sidste ord. For ikke kun musikere er rart selskab, faktisk gælder det samme mange religiøse. Således blev jeg helt rørt over en yngre teologs entusiatiske betroelser omkring hans særlige interesse for hyrdernes rolle julenat.
Samme ungersvend betroede mig også at han i sin tid som natportier havde seviceret forfatteren Carsten Jensen på dennes brudenat. Da forfatteren sent på natten ringede og bestilte vand til Nes-kaffen, insisterede vor teolog på, at rigtig kaffe dog måtte være et absolut minimum af festlighed. Lad gå, men hvorvidt fruen brugte mælk i kaffen, kunne brudgommen virkelig ikke svare på. Denne herlige forening af det helt jordnære og det transcendente er et bevægende træk hos en en del religiøse og muligvis især kristne mennesker - og vi andre er som fremgået ofte de mest livsfjerne.
"Næste år i Jerusalem..."

AVISERNES KRISE - DIAGNOSE OG KUR

AVISKRISE: DIAGNOSE OG KUR

(Publiceret 21.12 i INFORMATION)

Man diskuterer ivrigt om kun den gratis kærlighed bør være tilladt. Spørgsmålet er dog muligvis forkert stillet: For man kunne hævde at hvis man blot vedtog at gøre kærligheden gratis, så ville der være nok til alle undtagen de professionelle udbydere. På den anden side: Hvis gratis kærlighed risikerer at skabe lige så meget bøvl som gratisaviserne, så bør man tværtimod forbyde den.
For presset fra gratisaviserne og nettet mærkes desværre på betalingsaviserne, trods jævnlig oprustning. Når vi mennesker er pressede og frygter sparerunder og aviskriser, får vi mindre overskud og beskytter os ved karteldannelse, hierarkier og ensretning. Denne smålighed går ud over mangfoldigheden, trods et højt fagligt niveau. For ethvert firma er det endvidere uheldigt når indbyrdes konkurrencefølelser skader firmaets konkurrenceevne udadtil – og hvis alle firmaer i branchen har det problem, så rammer det hele branchen, her betalingsaviserne.
Nuvel, hvad gør aviserne for at løse dette problem? Ja, bl.a. inviterer man globale ”stars” til stadig oftere at skrive – men ofte er der tale om standardindlæg, der langt fra at imponere tværtimod viser os på bjerget, at vi sgu er lige så gode ”stars” selv. Uautoriserede småfolk forvises derimod stadig oftere til hundebjæf der udstiller deres elendighed selv når de protesterer. Efter samme princip øremærker aviserne gerne nationale dukse med ”ret” til at have talent og lov til at mene noget på deres felt. Dermed får vi snart en næsten feudal klasse af pæne folk på international business class: Ja, for dem vi inviterer til at skrive hos os i DK, vil rimeligvis også give os grønt lys i deres eget land – og derfor bliver selv vore tyndeste hastværksarbejder straks oversat og flot anmeldt i udlandets store aviser.
Men bliver den ikke til sidst snart for tyk, snart for farveløs for læserne? Jo, men så henter vi bare nogle maniske og begavede ”pauseklovne” ind i manegen for at lave rav i den: Stædige ildsjæle med en forbløffende tro på deres mission og en kombination af stor dygtighed og en ofte lidt komisk snæverhed, der gør deres dygtighed lettere at sluge. Det kan være folk som Søren Krarup og Bjørn Lomborg, men også en Tudvad har det rette enzym. De fanger læserne uden at vække smålige følelser på tinge, og det er deres hemmelighed. De trykkes partout, for dels provokerer de fjenderne til at komme op på dupperne og gøre aviserne til et ”must”; dels har de en hjertesag som det er lettere for ”Birthe” at forholde sig til end de globale stjerners mondæne selskabslege i demokratiets, kulturens og humanitetens navn.
Og så er de begavede uden dog at være alt for gode. Dvs. de er skarpe samt udrustet med en djævelsk detaljehukommelse – men de er sjældnere rige eller dybe. De er sarkastiske, men ikke egentlig morsomme; snarrådige mere end originale; deres stil er altid elegant, men sjældnere smuk. De har oftest ret i noget vigtigt, men fremturer med at gøre deres evige pointe til forsidedramatik a la ”J’accuse”. I Tudvads tilfælde var dette mest åbenlyst, men derfor også mest menneskeligt: For inderst inde ved han jo godt, at sandheden om Kierkegaard ikke kan være eksistentielt afgørende for vor frelse. Og det ville Kierkegaard såmænd selv have fortalt Tudvad – men Kierkegaard ligger med halsbetændelse og har derfor bedt mig føre ordet for ham.
Pauseklovnerne har helt grønt lys i samtlige betalingsaviser, for de er så særegne, at de trods deres dygtighed og salgbarhed ikke truer nogen. Men samtidig bruger aviserne dette storsind over for deres meningsmodstandere samt ”det anderledes synspunkt” til at dække over deres smålighed over for alt det de enten udelukker eller kastrerer til det harmløse.
Men denne løsning på den professionelle forfængeligheds kabale er næppe holdbar i længden. For det går jo ud over mangfoldigheden og den menneskelige ”biodiversitet”, når man kun tillader folk at være dygtige på standardiserede måder og allerhelst på vores egen måde.
Det rammer aviserne i form af et tab af den personlige og nærværende stemme, som til sidst kun ”pauseklovnene” med deres maniske diktion har. Men det mærkes også i form af en vis stilistisk ensretning, om så også på højt niveau – selv om ekspertisen af og til krydres med muntre og kultiverede rejseminder på business class a la ”min yndlingsboghandel i Buenos Aires – ja, De ved den lige bag den botaniske have”. Værsgo og skyl!

Høyestærede professor Tamm

Vedrørende salg af signeret Kierkegaard-værk på Bruun Rasmussens Auktioner

Høystærede Professor Tamm

Idet vi selv gerne dyrker modsætningen mellem form og indhold, må vi bifalde hvorledes Deres vilde litterære indlæg omkring auktionsværdien af berømte navne udtrykker en pikant protest mod den domesticering som Deres eget navn ellers antyder, og som Deres borgerlige hverv tillige bekræfter. Da vort eget navn imidlertid ikke indeholder nogen for offentligheden kendt betydning, må vi imidlertid gå det yderligere skridt altid selv at opfinde begge led i de modsætninger vi dyrker.
Nuvel, til sagen: Vi må alvorligt betvivle at De kan undre Dem over betydningen af berømte navnes kommercielle magi, idet den ganske presse jo med forkærlighed ynder at udråbe og dyrke nationale navne med ret til såvel at mene noget som at have talent, honorarer ikke at forglemme. Men når aviserne således går de store auktionshuse i bedene, går de ikke blot over åen efter vand, men begiver sig endog til fjerne planeter for at søge livets og indkomstens lunefulde kilder.

Dette viser sig nu høyst uklogt, thi navnets handelsværdi er knyttet til det unikke og håndværksmæssige, dets så at sige organiske tilknytning til ophavsmanden – en egenskab som massemedierne umuligt kan efterligne. Derfor riskerer de store navne ved for hyppig brug i aviserne tværtimod at besmitte disse med deres egen inflation – hvilket i længden får læserne til at kjede sig og falde fra. End ikke den mest uklanderligt antikke ortografi formår at råde bod på nævnte misforhold.
Når avisernes ledelse imidlertid nu går den stik modsatte vej og i modsætningsfyldens åndfulde navn vil bespise deres stedse mere veluddannede abonnenter med husmandskost forgyldt af lige så tarvelig ugebladsglamour for at øge provenuet, er der atter tale om en plebejisk fejlberegning. For alene livets egen mangfoldighed rummer sjæl og ånd, og den lader sig hverken vedtage eller erstatte af store navne endsige af markedspladsens globale nuller.
S. Kierkegaard
Omvandrende empatisk filosof i staden

INTUITION og LOGIK

INTUITION VERSUS SALOMONISK VISDOM

Intuition kalder vi al forståelse der ikke er sprogligt artikuleret og muligvis heller aldrig bliver det. Vor situationsbevidsthed indeholder en omfattende helhed af viden og links til personer, steder, tider, begivenheder og emner, som ville tage en evighed at artikulere sprogligt. Vor intuition er ikke blot imponerende i omfang men ofte også i dybde: Som det lille barn kan mennesker uden at kende én synderligt nærmest henkastet undertiden sige noget der ved eftertanke længe efter viser sig at udtrykke et søvngængeragtigt klarsyn, som ej heller den pågældende selv har reflekteret yderligere over. Intuitionen kan i al sin vaghed ofte ramme rigtigt i ét hug – men til intuitionens vaghed hører så også at den omtrent som spredehagl sjældent selv ved hvor genial den er. Kun forfattere og kunstnere vogter som rovfugle over deres egen intuition og bjerger omtrent som drømmeforskerne med nidkærhed alt associationernes vraggods. .
Men intuitionen er ikke ufejlbarlig og der er rimeligvis en slags komplementaritet mellem intuitionens vældige omfang og så på den anden side den eksakthed der forudsætter en høj grad af psykisk intensitet. Den sprogligt artikulerede tanke er ikke en tanke iklædt et af de sprog man tilfældigvis behersker, men en gennemført og fuldt udfoldet tanke, der har overlevet alle skærsildens prøvelser.
Det kan ske at man bagefter kan føle at man egentlig blot er nået frem til den samme umiddelbare klarhed som man besad i udgangspunktet, men der må i så fald være tale om hvad man i gamle dage kaldte en ny og højere umiddelbarhed, der nu også er i stand til at forklare sig og forsvare sig og dermed måske også få en smule gennemslag i verden.
Nogle kunne måske synes at intuitionen oftest kan være nok, og det er den jo også oftest i praksis og just af ovennævnte praktisk-økonomiske grunde. Men behovet for artikulation opstår i den situation hvor man som skolelæreren skal forklare brøkregning for den talforskrækkede og dermed tvinges til at gennemlyse og rekonstruere det tilsyneladende selvfølgelige. Det opstår imidlertid også i hyppige situationer hvor to lige uimodsigelige og tilsyneladende sikre intuitioner strider mod hinanden.
Det er ofte tilfældet ved gåder som den følgende der var Wittgensteins yndlingsgåde. Forestil jer at en lang snor er spændt stramt rundt om jordkloden som en livrem. Hvis vi nu udvider livremmen med en meter og tænker os at snoren strækkes og spændes ud hele vejen rundt, hvor højt over jordoverfladen vil snoren da være udspændt? De fleste af os vil her svare, at eftersom en meter er ingenting i forholdet til hele Jordens enorme omkreds, så vil vi der står på Jorden naturligvis slet intet mærke til ”livremmens” nærmest mikroskopiske forlængelse.
Men et lige så intutivt, men uforeneligt svar vil komme fra geometrilæreren, der giver fanden i det konkrete tilfælde og tager det helt abstrakt efter lærebogen. For han vil sige at når en cirkels omkreds forlænges med en meter, vokser dens diameter med godt 30 centimeter. Følgelig vil snoren nu have 15 centimeter ned til jorden på vor side af kloden og andre 15 centimeters frigang på den modsatte side af kloden, altså i alt 30 centimeter.
Her står således to lige uafviselige intuitioner over for hinanden.. I sådanne tilfælde kan men afgøre sagen ved at vælge den stærkeste og mest overbevisende intuition og fortrænge den anden – men det er utilfredsstillende og så at sige uværdigt ikke at kunne yde alle parter salomonisk retfærdighed. Her må den artikulerede tanke derfor træde til, og det handler trods sprogets nødvendighed som vehikel ikke om beherskelse af dette eller hint sprog eller om sprogsans i al almindelighed. Opgaven løses kun tilfredsstillende hvis man pædagogisk kan udtrykke de to intuitioner i det samme sprog og således lade den tabende part forstå i hans eget vokabularium hvorfor han har uret. Vi må altså finde en fællesnævner, en kommensurabilitet, et fælles begrebssæt.
Ved Wittgensteins yndlingsgåde kan vi jo nok ane at geometrilæreren trods alt må have ret, for geometrien kender ikke til undtagelser, hvorfor opgaven bliver at imødegå den mere jordnære intuitions skepsis på dens egne præmisser. Og faktisk kan vi her give den jordnære intuition ret i at sammenlignet med Jordens enorme omkreds er en meter helt mikroskopisk. Men akkurat det samme gælder jo netop også de femten centimeter som snoren nu har som afstand til Jorden hele vejen rundt: Femten centimeter er jo heller ingen verdens ting sammenlignet med Jordens enorme diameter, og vi mærker dem kun fordi vi som små nærsynede myrer står og holder i snoren. Set fra verdensrummet ville frirummet derimod ganske rigtigt være usynligt, og af samme grund kan situationen heller ikke afbildes på en tegning. For en retvisende afbildning ville kræve et lærred af aldrig før skuet format, i næsten samme skala som jorden selv. Således har vi nu ydet begge parter fuld retfærdighed uden dog at give begge ret.
Lad os give et andet eksempel på intuitionens behov for en artikuleret opmand og mægler. Det er ikke så svært at forstå at de fleste af os nulevende nok et eller andet sted har en forfader der i sin tur langt ude nedstammer fra Karl den Store. For vi nedstammer jo alle fra en masse mennesker og har jo således hele otte oldeforældre, seksten tipoldeforældre osv. Derimod er det ikke uden videre givet at vi alle nedstammer fra et tilfældigt antikt abemenneske, fundet i vulkansk aske – også selv om han vitterlig tilhører samme stamtræ som vi. Intuitivt er det især klart at hvis nu han tilhører en uddød variant, så kan vi ikke nedstamme fra ham. Men dertil kommer at mens individer inden for en og samme art i formeringens hellige navn blander sig promiskuøst og har gjort det siden Karl den Stores tid, så blander forskellige arter sig per definition netop ikke, hvorfor vi ikke kan sidestille allehånde uddøde abearter med europæerne fra Karl den Stores tid til vore dage.
Men man kan modsat også fornemme noget utilfredsstillende i denne afvisning, for som et sandt abemenneske tilhører vor antikke slægtning in spe dog samme slægtstræ som vi, og hvis han ellers har nulevende efterkommere, må vi da ikke trods alt nedstamme fra ham såvel som fra Karl den Store?
Lad os atter se på Karl den Store. Vi nedstammer alle fra samme forplantningsfællesskab som det han tilhørte, og efter så mange generationer tør vi derfor hævde, at vi nok også nedstammer fra alle medlemmer af det pågældende forplantningsfællesskab med nulevende efterkommere – men naturligvis ikke fra dem uden nulevende efterkommere, for så ville de jo alligevel have nulevende efterkommere..
På tilsvarende vis kunne nogen hævde, at da vi tilhører samme forplantningsfællesskab som hint fossile abemenneske, så bør vi også nedstamme fra ham, forudsat at han ellers har nulevende efterkommere. For set på langs af tiden tilhører vi jo det samme omfattende slægtstræ som han og i den forstand samme forplantningsfællesskab forstået som en firedimensional størrelse i rumtiden.
Imidlertid kan paradokset løses hvis vi begrænser talen om forplantningsfællesskaber til samtidige, så at sige blot tredimensionale forplantningsfællesskaber. For nævnte abemenneske tilhørte nok samme stamtræ som vi og nedstammer derfor fra de samme antikke forplantningsfællesskaber som vi – men han tilhørte dem netop ikke, modsat Karl den Store. Der er således forskel på som Karl den Store at tilhøre samme forplantningsfællesskab som vore forfædre og så som hint abemenneske blot at nedstamme fra det samme forplantningsfællesskab som vore forfædre. For mens vi selv rimeligvis nedstammer fra alle tilhørende samme forplantningsfællesskab som vore forfædre, forudsat at de ellers har nulevende efterkommere, så kan dette forhold ikke overføres på antikke abemennesker der blot nedstammer fra samme forplantningsfællesskab som vi og vore forfædre. For hvis hint abemenneske nu blot repræsenterer et sideskud og ikke et af de skud der i tidens fylde førte til det moderne menneske, så kan vi roligt frasige os arv og gæld, også selv om vi nedstammer fra de samme arkaiske forplantningsfællesskaber som han.

Med Karl den Store er det en anden sag, for folk har jo parret sig i flæng lige siden hans dage – hvorimod forskellige antikke modeller af abemennesker ifølge sagens natur ikke har blandet blod, idet forskellige arter jo netop vil sige for evigt adskilte forplantningsfællesskaber.
Sagens fulde opklaring hinsides alle hånde modstridende intuitive nøkker sker akkurat som i tilfældet med Wittgensteins gåde ved at vi gennemtænker og udtrykker de modsatte forslag i samme begreber eller termer og således yder dem begge fuld retfærdighed. Det minder om læreren i brøkregning som kun bør stille sig tilfreds når han i elevens eget sprog kan møde ham i hans misforståelser: Hvis man således skal korrigere en elev der hårdnakket fastholder at en tiendedel da må være dobbelt så meget som en femtedel, så er det vigtigt først at give eleven fuldt og helt medhold i at ti ganske rigtigt er dobbelt så mange som fem. For denne erkendelse er jo den besnærende og sande kerne i elevens intuitive fornemmelse, der så desværre forfører ham til den forkerte slutning at en tiendedel derfor også må være mere end en femtedel. Eleven kan nemlig nok forstå at hvis han skal dele en lagkage med hele klassen, så bliver der nok flere stykker kage, men mindre kage til ham selv, end hvis han blot skal dele den med sin sidemand.
Vi kan hermed konkludere at så længe der findes nyttige idioter, vil hverken pædagoger eller filosoffer nogensinde blive helt overflødige. For uden sådanne gårdvagter udstyrede med international vetoret vil profetiske tungetalere altid før eller siden at ryge i totterne på hinanden, det være sig nu i Guds, Allahs, retfærdighedens, sandhedens eller blot i forplantningens hellige navn..

LOMBORG OG KRARUP - GENTAGELSEN

LOMBORG OG KRARUP
Publiceret i Information ult.november

Til lige dele forargelse og moro er Søren Krarup og Bjørn Lomborg nu hver på sin vis faret i blækhuset i hver sin boldgade; det kan være en anledning til at se lidt på såvel deres særlige talent som deres placering i medielandskabet. Fælles for dem er ikke alene, at begge besidder såvel begavelse om en betragtelig viden på hver deres felt – for det kunne man sige om så mange andre tillige.
Et andet særkende er faktisk at begge indtil overdrev besidder en statistisk set overvejende maskulin egenskab og forkærlighed: Nemlig en misundelsesværdig, men tillige lidt uhyggelig passion og udholdenhed i at fremture med deres ærinde i stadig nye varianter og anledninger uden at tabe højde eller energi endsige troen på deres egen mission.
Ellers er det ofte karakteristisk for begavede og erfarne mennesker at de har sans for tingenes kompleksitet og sågar kan betvivle meningsfuldheden og værdien af deres egen mission – også selv om sådan tilsyneladende konturløshed sjældent gavner forretningen og gennemslagskraften i verden: Tænk blot på at det desværre altid er de gode malere der fortvivlet overmaler deres bedste lærreder.
Men netop fordi især kunstnerne oftest tager kompleksiteten i ed, er de ofte behageligere, sjovere og mere ”universelle” at være sammen med end mange dygtige folk med deres programmer, prædikener og faste meninger. Dygtige folk kan nok mene noget klogt om en film – men ville de have kunnet finde på nogen af replikkerne og situationerne: F.eks. Susanne Biers genialt hadefulde og invaliderede ægtemand i ”Elsker for evigt”?
Og på samme måde er det f.eks. med alle hånde skarpe meninger om ”muslimerne”. I virkeligheden burde vi snarere beundre de mange mennesker der i deres egen hverdag kan få ”integrationen” til at lykkes blot ved deres nærværende almenmenneskelighed helt uden falbelader endsige frelsermanerer. Men de fylder intet i mediebilledet og sætter ikke den politiske dagsorden.

Men enkelte begavede mennesker formår altså omvendt at præstere en art højere enfoldighed med aldrig svigtende veloplagthed. Det ville imidlertid være helt forkert at sige at Lomborg og Krarup blot gentager sig selv. For selv om de ikke i nogen dybere forstand fornyer sig og derfor trods deres rationelle skarphed sjældent vækker egentlige aha-oplevelser, så skriver de altid med samme smidighed og brændende veloplagthed som dengang de først så lyset.. De forfalder aldrig til at genoptrykke gamle tekster eller sammenklippe dem bekvemt med velkomne aktuelle links til nuet: Nej, de mestrer bedre end de fleste det som Kierkegaard kaldte ”gentagelsens kunst” – og som naturligvis er et must for skuespillere og musikere. Så selv om vi har hørt prædikenen tusind gange før, så oplever også vi den derfor som vital og uomgængelig, ja undertiden ligefrem velgørende.

De fleste af os andre har det uden for scenegulvet snarere sådan, at næsten uanset hvor dyb en tanke vi måtte komme for skade at fostre i en brandert, så ville vi alligevel ret hurtigt blive trætte af at kæfte op om den dagen lang – for lige så surt det er at blive holdt udenfor, lige så lede ville de fleste af os blive ved konstant applaus og en helt urimelig grad af eksponering. Og det skyldes ikke ”beskedenhed”, men sund proportionssans samt elementær trang til variation.
Det ”darwinistisk” set stærke ved folk som Bjørn Lomborg og Søren Krarup er omvendt, at selv uden egentlig at forny sig, så er de dog hver dag nyfødte, og det viser sig i deres herligt ubureaukratiske og personlige sprogføring – som de snart er næsten ene om i dagens ensrettede og protektionistiske mediebillede, hvor alle katte skal være grå, autoriserede og globale – selv om chefredaktørerne gerne udråber fornyelsen som ”mere personlighed”. Men sandheden er jo ”groft sagt”, at ud over Berlingernes lovlig letkøbte spalte af samme navn, og ud over Klaus Rifbjerg, så er der sgu snart ikke andre tilbage end de to kamphaner som formår at ægge selv fjenderne til at læse dem, om så også med lige dele iver og ærgrelse.
Hvad skulle betalingsaviserne dog gøre uden Lomborg og Krarup? For den redaktionelle devise er ligesom den universitære ditto efterhånden den, at man bør skam helst være både dygtig og skarp – men farve og personlighed er useriøs lokal ”folklore” og dermed yt i det globale medielandskab. Men har man blot en tilstrækkelig markant og aktuel enkeltsag, så gives der dispensation – dels fordi det er så karikeret unikt at det ikke skaber præcedens; og dels fordi det gavner omsætningen ved at røre op i gårdagens størknede sovs. Disse var ordene – groft sagt altså. lxjvbku

ALLAH (JEG) ALLAH
Vor overskrift kunne ligne en litterær blasfemi beregnet på at forene Klaus Rifbjerg med et skønsomt udvalg af stridbare imamer – blot for at demonstrere at menneskenes børn overalt er gjort af det samme stof; samt at menneskers meninger er det mindst interessante ved dem.
Imidlertid ligger der en helt anden overvejelse bag overskriften. For da næsten alle bøger i vore dage reelt er journalistik i forklædning – agter jeg fremover at profilere mig ved i stedet at skrive romaner forklædt som journalistik. Så meget mere som kun anmeldere samt efterlønnere efterhånden har tid til at læse rigtige bøger, selv om de er velegnede som julegaver og altid pynter på hylden.
En klog mand skal desuden have sagt, at alt hvad der ikke kan stå på en A4 side, er sludder – hvortil for fuldkommenhedens skyld bør føjes, at også meget vås glimrende kan rummes på en A4 side. Ja, spidsfindige hjerner kunne endda turnere med den blasfemiske frækhed, at også det citerede budskab er vås – og just derfor i sig selv en ypperlig dokumentation for sandheden af vor lille tilføjelse.
Psykiateren Erling Jakobsen fortalte i sin tid, at en af hans patienter erklærede at have permanent sæde i himlen hos Gud. På Jakobsens fornuftige indvending, at patienten vel umuligt på samme tid kunne befinde sig på den lukkede afdeling i Risskov og i himlen, leverede patienten det tvicangende svar: ”Jo, jeg kan godt – for jeg er jo skizofren!”
Hvis nu en patient i et islamisk fundamentalistisk land fik den samme grille, men med Allah i Guds rolle, ville han enten blive henrettet eller udskrevet.
Naser Khader er blevet udsat for dødstrusler for mindre end det grundet en ren misforståelse: Khader har nemlig sagt at tegninger af Muhammed ikke bør forbydes – hvilket en bogstavtro Koran-læser tolker sådan, at Khader finder det moralsk i orden at udsende karrikaturtegninger af Muhammed.
Men den mistolkning demonstrerer netop det uholdbare i dogmet om bogstavelighed: Ja, selv det at forstå budskaber bogstaveligt er endda oftest en fortolkning. Men netop fordi der er en islamisk tradition for bogstavelighed, går fundamentalister ud fra at Naser Khader ligesom de selv sætter lighedstegn mellem lov og moral. At noget er moralsk forkert, indebærer imídlertid ikke nødvendigvis at det så bør forbydes ved lov. For når Naser Khader forsvarer Jyllandspostens lovmæssige ret, er det ikke ment som moralsk støtte.
Når vi ikke bør forbyde alt usympatisk, skyldes det bl.a. at hvad der er usympatisk, ofte er mangetydigt og svært at bevise – samt at den formastelige ofte kan henvise til et bredere sigte og højere formål. Omvendt gives der handlinger som rettelig er forbudte, men som ofte kan være moralsk rigtige. Hvilke handlinger? Åh, f.eks. mord. Ganske mange personager rundt om i verden burde ret beset slås ihjel, og jeg ville personligt ikke melde de anonyme helte til politiet. Men selvfølgelig skal mord være forbudt, selv når det er moralsk ønskeligt: For ellers kunne enhver psykopat opnå diplomatisk immunitet blot ved at påberåbe sig ædle hensigter og god tro.
Nu kunne lovligt kreative islamiske læsere fejltolke vore ord her bogstaveligt som et vink fra Allah (mig) Allah om grønt lys til at slå alle ihjel der som Naser Khader gør Allah (mig) Allah den tjeneste at demonstrere den længe efterlyste moderne Islam – uanset Khaders eget mishag mod Jyllandspostens dumme spøg. Men det ville som sagt være at rette bager for smed.
Også kristendommen har en gammel tradition for bekendelse til apostlenes Guds-indblæste og bogstavelige ord – hvormed især tænkes på treenigheden samt på Jesu status som Guds søn i eminent forstand hinsides enhver sammenligning selv med så habile profeter som Johannes Døberen og Elias. Karen Blixen havde på dette punkt kristendommen til bedste og foretrak udtrykkeligt Islam – hvorimod omvendt flere lærde ironisk nok tog hendes hyppige henvisninger til Biblen bogstaveligt og læste hende som en kristen forfatter.
Ligesom der kan stå alt i en roman uden at ændre dens genre, gælder dette Biblen og Koranen. Selv om Koranen erklærer at være Allahs egne ord – så hindrer det på ingen vis oplyste muslimer i at læse Koranen som en tekst der er forfattet af et menneske og derfor kræver fortolkning. Profetens egen erklæring om det modsatte gør i den forbindelse hverken fra eller til: For også den er jo da at betragte som menneskeværk – og beviser derfor ikke mere end en løgners garanti for sin egen sandfærdighed. Dette er Allahs ord!

AMANDAS RØV

AMANDAS RØV
Man har ofte lejlighed til at tænke over den underliggende biologi i de verserende spil mellem kulturens aktører såsom anmeldere, konsulenter, forfattere og forskere. Det er ikke noget, vi lærer om i skolen, og det bør det heller ikke være – den dag også livserfaring gøres til et skolefag, bør vi lave livet om bare for at ryste hackerne af os.
I vore dage er det ellers sådan, at ikke så snart nogen slår en prut, skal der partout oprettes et institut samt et nyt skolefag for at udnytte det til at pynte på beskæftigelsestallene. Kunsten er at få nogle velmenende politikere til at falde på halen for en velformuleret elite med gode kommunikationskanaler – mange politikere vil være glade for at kæmpe for en ædel sag.
Nu skal man ikke tro, at politikerne bare vil tage sig seriøse og ædle ud over for vælgerne og pressen – vi mennesker kan faktisk rigtigt godt lide at handle smukt. Men verden er sådan indrettet, at vi hele tiden må udskyde det gode, som vi vil, for ikke at bukke under i kampen mod de onde, kort sagt de andre – og således mener vi os tvungne til også selv at tilbageholde vor gode vilje. Og eftersom gode er det vi allerhelst ville være, så har vi ærligt talt ondt af os selv over, at verden og de rigtigt onde ikke tillader os at udfolde dette vort sande jeg. På den anden side: hvis verden ikke var i det ondes vold, ville ingen være i hjælp behov – og det er ingen kunst at være god, når slet ingen behøver vor hjælp. Så kan man nøjes med at sige "Pøj-pøj!"
Nå, politikerne er også mennesker og oftest både dygtige og velmenende. Men ganske som reklamefolk ingenlunde selv er immune over for reklame, så falder også politikere for alt, hvad der er præsentabelt, talstærkt overbevisende og "professionelt", det være nu nok så fjollet. Ingen politiker er i stand til at betvivle betydningen af Ørestaden eller et nyt monstrøst museum sammesteds, for noget så stort kan man ikke overse uden at være enten gal eller en krukke. Den udstillede kunstner interesserer derimod mindre og en van Gogh slet ikke – det velmenende "magtmenneskes" naivitet består i denne tyrkertro på pomp som det dybeste kriterium.
Disse nødtvungne eksperter i effekt falder selv for effekter og kan ikke forestille sig, at nogen ved sine fulde fem kan lade stå til på et så centralt område: "Skar Van Gogh måske ikke sit ene øre af? Javel, det venstre – jamen så slog vor almendannelse da heller ikke denne gang fejl, tør man nok antyde: vi må ikke overse noget af betydning og tror jo heller ikke som de udannede, at "Ars Amandæ" betyder Amandas røv. Men maleren selv var sølle og mellem os sagt overvurderet, sammenlignet med Kirkeby og Bjørn Nørgaard – omgås for øvrigt dem begge – men De ved: Janteloven – kender det som politiker... Nå, men kuratoren, opsætningen, katalogteksten, arrangementet: fremragende! Stakkels hr. Rindal, der undervurderede menneskeånden, men selv ikke havde forstand nok til at blive ved sin læst."
Hvis nogen stadig skulle betvivle vort museums værdi, laver vi en folkefest på stedet, som bør koste det halve af statsbudgettet, da hele Overdanmark – kort sagt det halve folk – forventes at deltage: det er demokrati! Og nu kan ingen længere være i tvivl: museet er en stor succes og en uvurderlig perle i Ørestaden. "Hele Europa kom til Øresund det år, for første gang siden den tyske Hansas tid – thi mennesket lever ikke af sild alene."
Nuvel, på samme vis må vi også plædere for museer og institutter for livserfaring, glæde, sjov og alvor: for gode stillinger. Ikke fordi vi selv er onde: men hvis ikke vi solidarisk gør vor ide profitabel for en ny elite, ender vi som van Gogh. Og så scorer de rigtigt onde bare profitten i stedet.

LIVET ER EN CIRKUS

LIVET ER EN CIRKUS
Livet er en cirkus, siger Storm P., men det er nok en overdrivelse, for dels er det ikke altid sjovt, dels er det i livet nok så ofte os selv der ryger på røven, mens vi i cirkus kan nøjes med al le ad de andre.
Derimod kunne man sige at kulturlivet er et cirkus – for selv om tilskuerne her ofte må tro at det er dem selv der er til grin, så er udøverne nu også tit langt morsommere end de selv er klare over. Og uden nogen beregnende ærbødighed over for det forfordelte køn, som alligevel ikke falder for umandig underkastelse, tør jeg vedstå at det kulturcirkus som her tales om står helt i hankønnets tegn. Ja, bortset fra at de to køn næppe kan tænkes isoleret.
Egentlig burde vi jo så begynde med Adam og Eva, men det lader sig ikke gøre i praksis. Men apropos praksis kan jeg i stedet fortælle Dem, at der for et par år siden kom en lige så tyk som ulæselig humanvidenskabelig doktorafhanding i to bind med den tilsvarende humane titel "Praxis". Lyder det som en Storm P. opfindelse? Ja, men den fungerede – manden udførte kunststykket og blev så professor.
Jeg kan kun håbe på, at skulle jeg en dag behøve professorens gunst, vil han vise sig lige så humoristisk anlagt som titlen antydede. For jeg indrømmer straks at jeg ikke kunne leve op til mit forsæt om at læse nævnte værk, og det skønt en kulturredaktør havde tilbudt mig den utaknemmelige rolle som dets anmelder.
Hemmeligheden er jo at visse værker er endnu sværere at læse end at skrive, men alligevel er det ikke anmelderen, men forfatteren der belønnes med professortitlen.

Men her gjorde jeg regning uden vært, for i mændenes akademiske cirkus er anmelderrollen tit et afgørende springbrædt. Ved eftersyn viser det sig nemlig, at kultursektionernes læsere så langt fra at blive til grin for egne penge kan overvære, hvorledes humanvidenskabernes tunge drenge fra landets universitetsbyer skiftes til at anmelde hinanden for hinanden. At give afkald på sådan en tjans er naturligvis en fadæse.
At studere dette cirkus er dog i praksis også et stykke humanvidenskab, der er nok så genuint som disse hegelianske tankespind på femte og sjette hånd. Vi skylder nemlig at oplyse om, at dyr øverst i fødekæden gerne har en ram smag, og allerdårligst smager følgelig ådselsgribbene. Eller som Storm P.s kannibal sagde til en strandet zoolog:"Bare rolig, her på øen er vi vegetarianere – vi spiser kun botanikere".
Til værket. Anmelderen af en tung dreng må ved en art magisk smitte også selv være en tung dreng. og alle drenge på vej op i hierarkiet noterer det med benovelse. De ville være lykkelige for at få lov at anmelde den tunge anmelder, hvis han også selv en dag skulle begå et større værk.
Men den tunge anmelder håber naturligvis på i så fald at blive anmeldt af den tunge dreng, som han selv anmeldte skarpsindigt, men respektfuldt – og smådrengene på vej kan i stedet få lov at skrive opgaver om ham, det hjælper alt sammen.
Forholdet mellem den tunge dreng og hans anmelder er interessant, for de behøver hinanden – en forfatter uden anmelder er lige så ulykkelig som det modsatte. Men de gensidige anmeldere er samtidig rivaler, og det resulterer i en sær retorisk dans hen over hovedet på læserne – for troldmændene frygter med god grund deres lærlinge.

Sprog er svært, og ganske apropos må jeg bekende, at allermest morer jeg mig over semiotikerne, for de synes at tage det med kulturens cirkus på ordet – og hvem skulle ellers gøre det. Parentes (ja, tag mig nu ikke bogstaveligt), jeg gentager, parentes: En semiotiker til sin ligesindede borddame: "Må jeg tage Dem på ordet?" "Ja, hvor ellers".
Semiotikeren Per Aage Brandt lader sig næppe læse, og salig Poul Borum indestod af samme grund for geniets niveau. Og jævnligt begår han nye ting. I tid regnet tilstår jeg, at Per Aage (som en ambitiøs ung kollega in spe omtalte ham) er mere, end jeg har råd til.
Nogle har anbefalet mig lykkepillen Prosac, men udover at vi sadister nyder at se sjæl og legeme pine hinanden, så har jeg hidtil afslået det med at det er for dyrt. Men dyrere end "Per Aage" kan det vel ikke være.
Jeg foreslår hermed at vi omdøber Prosac til "Per Aage". Produktet markedsføres jo allerede under en række navne, og en af grundene siges at være den at placebovirkningen, som hævdes at være en væsentlig side af al medicin, aftager efterhånden, hvorefter et nyt navn såsom "Per Aage" kan gøre underværker. Det samme kan jeg desværre ikke love om Per Aage selv, hvilket kun ypperligt belyser forskellen på sprog og virkelighed. I Per Aages tilfælde mistænker jeg at hele virkningen er placebo, hvoraf følger at også han snarest bør skifte navn – så meget mere som det jo herefterdags vil spare ham for anklager fra medicinalindustriens side for tyveri af beskyttede navne.
Læsere med forhåbninger om avancement i mændenes kulturcirkus skal til sidst belønnes for deres tålmodighed. Undersøgelser har nemlig vist, at hvis man giver en abe Fontex, ryger den omgående til tops i abeflokkens benhårde hierarki.
Med Fontex kan De derfor ikke undgå at få succes – for skulle De mod forventning ikke ryge til tops, så har De jo dermed i stedet formået at bevise, at De ikke er nogen abe. Og det vil gøre Dem til pave – om ikke andet så i Rom.

BREV TIL CIVILISATIONEN

BREV TIL CIVILISATIONEN 8- 30 august

Egentlig kunne I jo rende og hoppe, og det er næsten lige før jeg kun skriver af medlidenhed. Jeg har ellers en vaskeægte grizzly-historie, som kunne være sluttet nok så dramatisk som den amerikanske bjørnefilm, som nu er kommet op. Men den får I ikke denne gang.
Jeg var et smut med en lokal kontakt langt ude på nogle små nordnorske turistfri øer, hvor kommuneforskere kan studere fungerende stædigt norske minikommuner - og hvor biologer kan studere en sjældent intakt bestand af verdens største ugle, den store hornugle(Bubo Bubo).

Omtrent ligesom Falsterbo befolkes af dels golfidioter, dels ornitologer, der gensidigt anser hinanden for hinsides al rationel kommunikation endsige terapeutisk rækkevidde - således har ugleforskerne og kommuneforskerne intet at fortælle hinanden.
Lad os gå til bekendelse, jeg giver fanden i kommunerne, for det er uglerne som sammen med oddere og havørne er hovedattraktionen. Nævnte hornede krabater fanger selv de største havmåger såvel som ederfugle og søpapegøjer. Deres gåsestore dununger er ekstremt godt camouflerede, hvis det da ikke var for deres rubinrøde brændende øjne.

De svenske aviser er snart en saga blot, og det samme vil nok ske herhjemme med al det gratis-pis og det dumme konformitetsræs via "undervisiteter", forfatterskoler og såkaldte journalisthøjskoler, som nærmest forebygger fremvækst af en personlig og erfarnesbåren stemme. Processen er selvforstærkende, for ikke blot er det altid lettest fantasiløst at følge strømmen og gøre som andre: Det belønnes også og tilstræbes derfor altid ubevidst af alle flokdyr - hvortil som spot til skade kommer, at overlevende originaler osv dermed vil skille sig ud og blive mobbet eller frasorteret - ingenlunde af personlige grunde, og ikke engang nødvendigvis af egentlig jalousi, men simpelt hen fordi de bekvemt står godt for hug i en verden hvor der kæmpes om pladsen og opmærksomheden. Endelig reagerer kollektivet altid med forargelse mod den der viser styrke til at holde stand, selv med rette.

Allerede jalousi kræver dog en smule erkendelse, men de fleste der følger strømmen, tror naivt at de har skaberens velvilje som hans gave til menneskeheden. Det udvendige troskyldige menneske kan end ikke forestille sig afvigelse som andet end ufrivillig og følgelig et tegn på medfødte eller erhvervede defekter. Lad dem blive i troen, for vi vil også fortsat kun have fans af udsøgt og uomtvistelig dignitet. Men sandheden er at læserne tørster efter det genuine, men fordi dagens intelligente robotelite lige akkurat ikke kan levere dette, men højst en gang snart medløberisk, snart skabagtigt opsætsig hysteri, så vil den fornærmede redaktionelle omkvæd stadig oftere lyde: "Deres indlæg er ikke egnet til Morgenbladet" - som om en avis var en person, og som om læserne ikke var det afgørende.
Desværre reagerer individerne i et kollektiv netop ved at identificere sig med Klanen, såfremt man tiltaler endsige kritiserer dem som repræsentanter for den - her hjælper ingen "uddannelse", rend og hop! Men af samme grund er det ens civiliserede pligt altid at skille den enkelte ud og appellere til ham eller hende som individ for netop at forebygge den arkaiske pindsvineposition: For denne fører lige lukt til Beirut og Ausschwits, for vejen dertil er uhyggelig kort, og det gælder blot om at betræde dens første trin, så kommer resten af sig selv, for det går ned ad bakke. Og frem og tilbage er desværre ikke lige langt.

Katastrofen sker hele tiden, for vi mennesker er dødsensfarlige - og indbilder vi os i flok ovenikøbet at repræsentere en civilisatorisk fortrop, den mest elitære avis, det oplyste parti, "Vores hæderkronede Firma" eller hvad nu, så er risikoen blot desto større, fordi den blinde plets helgardering gør os immune mod kritik endsige selvkritik.
Nå, vi ved jo snart også at det som ikke alle kan eller tør, det må ingen kunne eller turde. Derfor alle tidens desperate redaktionelle tiltag i flok som kompensation for den tiltagende mangel på det ene fornødne, som er tabu. For som en langt mere belæst bekendt (se Calvesgarden-Calendar) siger, er stilen, stemmen og sproget langt vigtigere end indholdet som holdbarhedsparameter for en tekst. Og måske tør vi tilføje at en holdbar form tillige borger for indholdets kvalitet. Dertil vil vi hævde flg.: Tåler, ja indbyder en tekst ikke til at blive læst højt, så dumper den - ligervis hvis den ikke med udbytte kan læses af folk med særdeles forskellige forudsætninger. Indbildte kollegers ord må vejes derimod oftest på en guldvægt, og som tidligere skrevet regner jeg derfor privat professor i fysik Benny Lautrups gentagne og spontane roser for langt mere ubestikkelige,tungere og smigrende, end hvis samtlige landets filosofiprofessorer og avisredaktører havde sagt noget lignende - selv om det sidste naturligvis ville være forbundet med ganske anderledes verdslige muligheder.

Trods min kærlighed til Sverige ville jeg i vore dage normalt ikke drømme om at skrive til dagens svenske aviser, for som sagt er de snart ikke værd at læse: De danske er faktisk gennemgående stadig langt bedre, men pilen peger samme vej, for alle idioter drømmer om at blive journalister og studieværter - ak,ak. I dagens Information 9.august, skriver en ung svensk forfatter Ulf Peter Hallberg sjovt nok om den svenske medie-og avisverdens forfald og ser sportens verden som sit sidste sublime helle mod korruption og populisme.

Vildmarken skal ikke anmeldes, og som sagt venter jeg en runde med min bjørnehistorie samt med vildmarkens lokale sociologi. Men anbefale vildmarken uforbeholdent tør jeg gøre, selv om De naturligvis kan have ret i allehånde snusfornuftige moderationer om bekvemmelighed, fornuftige samtaler, uvejr, myg osv.
Nej, lad os lige slå to fluer med et lille smæk, for jeg har en frisk kombineret natur- og mediehistorie. Sagen er den at de ting vi ligger under for, er lettere at fiksere og artsbestemme i miniformat, hvor vi kan smile ad dem og ikke er personligt i klemme.
For mange år siden viste jeg således for et hold svenske ornitologer en serie lysbilleder af kongeørne på reden - og formanden blev tydeligvis lidt sur i masken, simpelt hen fordi jeg ved at forbigå organisationens kollektive syn på reglementeret fotografering beklikkede organisationens autoritet og dermed det kongelige ornitologiske hierarki. Nu var billederne heller ikke så ringe, men det uhørte var at en uorganiseret sorgløst kunne præstere den frækhed midt i hovedkvarteret at vise noget, som i givet fald måtte vurderes og sanktioneres først fra højere sted. Men nogen formel fejl var jo ikke sket, så det hele blev på det uudtalte og så at sige sociologiske plan - som var overordentlig underholdende.

Når nøjagtigt samme mekanismer rammer én på steder hvor man dog agter at gøre lidt mere vedvarende lykke, så er det derimod knap så sjovt; for kuet af situationen kan man da alt for let overvurdere modparten og komme i tvivl om sig selv. Men lad være, for den kollektive barnagtighed selv blandt de højst betitlede råber ofte til himlen. Nå, men man må jo give folk en chance og ikke på forhånd slå hele banden i hartkorn, for så bliver det først for alvor en bande. Og sådan én lider af den illusion, at de bliver bedre og mere sublime desto mere lousy de opfører sig - men sådan er det bare ikke, nemesis eller ej.

Fra en avis hvortil jeg i tidens løb har leveret over 100 artikler gratis, får jeg nu lutter uartige svar, og dog er det deres egen selvagtelse der rammes dybest af den opførsel, for de går jo langt under deres eget niveau. Og mit eneste håb er at få hine enkelte i tale som har og hele tiden har haft integritet. For de findes over alt, men hvilken post de sidder på p.t., er noget af et lotteri. I disse henseender er det enkelte menneske efter min erfaring meget konstante: Vi kan alle blive jaloux osv, osv, men vi bliver trods en smule gnaveri dog ikke rene og gennemførte røvhuller af den grund. Folk der har siddet i fangelejre, ved vist en hel del om den mystiske lille forskel og kan derfor skrive under på vore ord.


Nå, nu kommer det lille to fluer med et smæk, jeg stillede i udsigt. I sommerens løb bragte en sydsvensk regionalavis faktisk et opslag med billeder af en lokal kongeørnerede, den hidtil første i den pågældende landsdel. Modsat når man skriver for ærens skyld til Information, insisterede jeg denne gang på ordentlig betaling grundet mit lejlighedsvise nyhedsmonopol - men redaktøren insisterede til gengæld på selv at skrive artiklen, hvilket den selvsagt kun blev kedeligere af. Men beskeden lød selv efter min anden version af historien, at det var ikke fordi teksten var dårlig, men den passede blot ikke til "morgenposten".

Og her återkommer ovennævnte pointe, at når man ser mekanismerne i komisk lilleputformat, så kan man trække på skulderen, hvorimod man ofte lider umådeholdent tab af selvværd når akkurat samme mekanismer er på spil i sammenhænge, hvor man figurerer i fuldere udtræk og ikke blot på gæstevisit.
Hvad aviserne angår ser jeg at også de nu skriver om "Bloggen" som fænomen og endda lader udvalgte skrivekugler efterligne og kapre den som genre til avissiderne, men den går naturligvis slet ikke. De må indstille sig på, at hvis de ikke opfører sig ordentlig, vil de få løbende hug fra - skulle vi mene - høyere sted. For nu er det deres tur til at blive anmeldt.

Og i dagens Politiken 19. august slår Tøger Seidenfaden til lyd for hvad jeg i lange tider og også her på bloggen har profeteret, nemlig at aviserne ikke har råd til at drukne i konformitet, og at den ideelle skribent har et umiddelbart genkendeligt fingeraftryk - der vel at mærke ikke må forveksles med ens indholdsmæssige ekspertise som aktieanalytiker eller hvad nu. Ja, Seidenfaden indrømmer endda at læserne aldrig klager over for høj kvalitet og mange gange er klogere på deres eget felt end skribenterne. Men lad os tilføje at konformitet på højniveau er det allerværste, fordi skinnet jo bedrager, omtrent som hos bibelstærke satanister og hos jævnt intrigante karrieremennesker med alle de rigtige meninger som trojansk hest, alibi og selvbedrag. Men den vise redaktør kommer til at sande at personlighed ikke kan vedtages på tinge blandt Tordenskjolds soldatern som man ellers plejer i over-Danmark. Så resultatet kan blive pinligt, hvis ikke redaktøren skrider til værket med oprigtig lidenskab. For stil stikker dybere end sproget og kan så lidt som personlig erfaring læres på nogen skole.

Nå, men fra et andet synspunkt er det vel komisk at vi nu på demokratisk vis siger og skriver alle er blevet forfattere. For som Storm P. siger: "Jeg er skribent" "Såh, De har vel skrevet under på noget". Men læserne kan jo dog selv vælge og vrage, og det med at leve af det er måske efterhånden gammeldags. For med dagens levestandard og ringe behov for arbejdskraft vi svinder æren ved at kunne leve af skidtet også ind. I årevis har jeg ruineret mig selv ved at ville leve halvhjertet af naturfotografier - og må nu se mig komisk indhentet af folk med selv ganske beskedne digitalkameraer med kun en tiendedels vægt i forhold til mit grej, samt fast angagement på billedbureauer. Men sådan skal det nok være, og teknikken er jo heller ikke alt - man må erkende at man på nogle felter blot er en dedikeret klamhugger. Sagen er også den at folk som mig er ikke sælgere, og den der følelse af at det virkelige liv dog består i at kunne sælge og leve af det, denne naive drøm om deltagelse i det praktiske liv, hvis sociale aspekter man i virkeligheden altid har skyet, udsat og bagatelliseret til engang man blev voksen - den er snart forældet, for et idiotarbejde kan man altid støve op af og til.
Der er økonomisk plads til os alle, og selv hvis man agter at formere sig, bør man ikke gammelklogt tænke på, om man kan levere de rette forhold - for husk på, at har man råd til at holde hund, så har man vel også råd til at holde et barn.
Men jeg har jo netop ingen hund? Næ-nej, og just derfor kunne jeg strengt taget godt have råd til at holde barn - men begge dele ville nok sprænge budgettet, især hvis jeg fortsat agter at ruinere mig ved antikverede fotografiske udendørs aktiviteter, dejlig langt fra virkeligheden, men dog tilsat nævnte langsigtede drøm om bastant, ramsaltet og omsættelig social virkelighed, og på en måde som ingen kan få ondt over.
Følelsen af at de der lever af skidtet, er de rigtige og de egentlige, ja de misundelsesværdige, er imidlertid efterhånden forældet - også socialt set: For uafhængige amatører vil efterhånden nyde omtrent lige så stor anerkendelse som levebrødets proletarer, simpelt hen fordi vi ikke længere kues af den økonomiske pisk som standard for anerkendelse og kvalitet - selv om den som gulerod kan være et stykke pikant folklore som et levn fra de gode gamle dage, hvor folk var i stand til at leve af noget. Most impressive, men alligevel. Må vi ikke nok have os frabedt, jeg mener pressekonferencer og jeg ved ikke hvad.

Det er selvfølgelig ikke helt sandt, men I forstår hvor jeg trods alt nogenlunde seriøst vil hen. Vi er snart alle blevet frie gentlemen, men selvfølgelig er der skam kvalitetsforskelle i allehånde henseender, ligeså vel som man jo også selv har sine begrænsninger og skønhedspletter.
Men det vidste såmænd allerede baronesse Blixen udmærket, for nogen dumrian var hun nu ikke, hun var bare en slags idealist. Vores mission er at inspirere samt holde det sociale livs indbildske instanser godt i ørerne - og blot vi ikke betvivler vor egen berettigelse i så henseende, så skal det nok lykkes os, for modsat medierne er vi økonomisk uafhængige og dermed ubestikkelige, og vi agter derfor anfægtet at udkomme om ikke dag for dag, så i det mindste når det passer os.
Således har I f.eks.nu fået nok for i dag, selv om jeg har flere trumfkort som for en god ordens skyld skal gives en chance i den betalingsdygtige presse, for vi må jo tage dem på ordet, nu de omsider er så venlige at sige hvad vi hele tiden har sagt. Hvem ved: Måske har de læst det på bloggen? Men nej, her er aldeles ikke "stof til en debatbog" - den slags overlader vi til Esmann & Sons, for enough is enough, og folk uden stil, men desto mindre spalteplads skal jo også have noget at leve af. De vil jo hellere end gerne, så lad dem blot. Eller på dansk: nu kan det fandengalemig være nok med, må vi lige være her?
Men her på falderebet en lille bekendelse: Det med kommuneforskerne i Nordnorge var rent opspind, for jeg lider som Storm P. af sammenlignende billeddannelser i ubevogtede øjeblikke. Men kommunerne var skam ægte nok.
Bemærk i øvrigt at der kan forekomme opdatering af publiceret post, da vi som bekendt skriver for evigheden. På samme konto må skrives vor lejlighedsvise forkærlighed for pluralis majestatis.

CIVILIZATION BYE, BYE...

CIVILIZATION, BYE, BYE...
En blog skal som sagt være noget personligt, modsat de foredragsforeninger hvor håbefulde unge akademikere inviterer lidt mere anerkendte konventionelle mennesker til at fortælle om hvordan det er at være så utraditionel, skør, kreativ eller hvad nu - simpelt hen fordi hele denne domesticering går ud på at føje endnu nogle points til sit eget CV på demokratisk uklanderlig vis, dvs. i flok og i kraft af kollektiv vedtægt samt den magiske tro på det liges naturlige afsmitning på det lige. Ak, al den dumme konkurrence fører blot til konform flokmentalitet og akiademisk automatsnak.
Nej, hvorfor inviterer vi så ikke en kvindelig filminstruktør som frk Bier eller en komiker som Anne Marie Helger? Nej, for de er ikke repræsentative for klubben endsige forskere, så derfor inviterer vi med omhu kun bange midtsøgende drøvtyggere som os selv, og vore forudsigelige kommaflyttende kommentarer kalder vi forskning - og ingen ler.
Men det var nu en digression, om end af en højst ualmindelig type, idet en indledning jo dårligt kan være nogen digression, eftersom digressioner netop forudsætter et udgangspunkt. Men vi skal jo altid markere os upassende - og et stilbrud også i selve dette princip blot for stilbruddets skyld ville egentlig derfor først for alvor være en øretæveindbydende provokation.
Nej hvad jeg ville sige var, at jeg egentlig var på vej til Lapland i en lånt bil, men da jeg trods mangeårig kørevane også i dette stykke har set stort på formalia, om end denne gang nu ikke for at være anderledes, blev jeg af velunderrettede kilder advaret om nyindført særdeles rundhåndende strafferammer for denne art stilbrud. Så enten må jeg tage et lynkursus, hvad jeg næppe kan nå, eller også må jeg betale en behjertet sjæl for at køre mig hinsides enhver fast politibemanding og derefter sende ham retur som pakkepost - død eller levende alt efter forskellen i fragtomkostningerne. For hvor meget kan et menneskeliv dog være værd these days? Ja, vi spørger bare.

Grundet ovennævnte uventede komplikationer cyklede jeg i morges i stedet en lang tur i Gribskov og nød den sødlige duft af sommervarm lærkeskov og bøgenes bløde og romantiske grøntone, som moderne skrigende japanske farvefilm ikke formår at yde retfærdighed. Hvad lapmarkerne har i vidde, har den danske bøgeskov i frodighed, rigdom og symfonisk dybde. Og at kunne cykle i dette sjælelige og metafysiske skumbad er en passende civiliseret luksus til at forlene os med en sandt guddommelig svæven over skabelsen i et selvvalgt antal timer, snarere end Nordens svedige forceren af krævende vildnis på de vilde dyrs vilkår og uden mulighed for øjeblikkelig hjemsendelse eller afblæsning af øvelsen.
Både i medgang og modgang må jeg regelmæssigt afsted, for ethvert ordentligt menneske ville hurtigt blive led ved for megen applaus. Sådan har jeg alle dage haft det, tro nu ikke noget som helst andet! At blive brugt i naturlig og passende grad, for helvede, dér hvor man kan gøre en forskel, er dog índrømmet menneskeligt væsentligt. Hvis man derimod som under Kinas kulturrevolution bildes ind at ens sublime kompetancer ikke er spor relevante, er det i en vis forstand ærlig snak og til at leve med, fordi det da på sin vis er konsekvent og dertil trods alt en entydig anerkendelse af nævnte unødvendige forcers vitterlige eksistens, applaus eller ikke applaus. Som Kierkegaard at måtte døje under opreklamering af en forsludret kristendom, "filosofi" eller hvad nu, er derimod en tort.
Men altså, naturen er ingenlunde nogen erstatning og ejheller et viagra-agtigt panikmiddel til "inspiration"- naturen er ligesom at stirre en time ud af vinduet, som at falde i buddhistisk trancesøvn et kvarters tid i toget eller på anden vis falde i staver, som at standse op og lade vandet, glemme alt om egoet i medgang som i modgang. Naturen er for os mænd en mulighed for at få del i det særligt kvindelige privilegium at have lov til at være stum og dum - som er en nødvendig, om så ikke tilstrækkelig betingelse for det sublime. For det er vor gentagne erfaring at virkelige tanker næsten aldrig kommer som kritik, men som intuition, der atter begynder som anelse - og anelsen fødes af tomhedens vederkvægende nirvana. Og hvis der ingen tanker fødes, så er også det
fortræffeligt.
Den er frem for alt en sjælelig lise i sig selv, og ovenikøbet viser det sig til vor overraskelse atter og atter at give fornyet liv og synskraft; men noget middel dertil er det stadig ikke. For som sagt, dette er fandengale mig ikke nogen "forfatterskole" eller noget "kursus" for geskæftige identitetsnarkomaner med stolt ventende svigermødre - det kan ikke gentages ofte nok.Vi har bare altid gjort de samme ting, sådan er det bare. Det er da også én af grundene til vore mere selvvalgte karrierefrafald, for hvor trivielt og borgerligt skal det være, og er det ikke nok (næsten) at have fået tilbudet eller chancen?
Vanskelige spørgsmål - og måske er vore svar heller ikke helt korrekte.

Jeg ved godt at flere vil spørge, hvorfor en mand med så utvivlsomme osv. ikke bruger nok nævnte osv. til noget anderledes substantielt, konstruktivt, meriterende, ja måske ligefrem nyttigt. Men vort kontante svar, som det er under vor værdighed at underbygge endsige forsvare som en anden indbrudstyv taget på fersk gerning, lyder: Det har vi sandelig gjort i rigelig grad andetsteds og tidligere, og det endda tillige på kontant vis hinsides stilistiske svinkeærinder. Dertil kommer, at siden I allerede kan se eksistensen af nævnte "osv", så må I også indrømme just de kvaliteter I efterlyser: Det er her ligesom hvis man til en novelleforfatter sagde, at han eller hun med sit talent burde skrive romaner. For hvis de profeterede kæmpeevner således allerede kan inkarneres i novelleformatet, så er der åbenbart slet ingen grund til at underkende dette i forhold til romanens større udtræk. Dertil kommer at vi bør huske Kierkegaards ord, at en digters smerteskrig kan lyde som den mest vederkvægende musik, modsat allehånde meriterende og alvorlige arbejder.

Men frem for alt bytter I som sagt om på faktorernes orden med jeres velmente råd, der desværre slet ikke tager højde for tilværelsens realiteter: For jeg begyndte skam i sin tid med den art alvorlige, om så ikke ligefrem konventionelle arbejder.
Så jeg er virkelig skuffet over jeres vantro over for mig og jeres godtroenhed på verden; og hvis det ikke var fordi jeg meget vel ved at I sandsynligvis "kun" eksisterer i min egen fantasi - omtrent som verden i henhold til biskop Berkeley "kun" eksisterede i Guds forestillingskraft - så kunne jeg nu godt finde på at fyre hele banden og nedlægge bloggen i protest mod denne utaknemmelige træghed.
For som Baronessen skriver i "Den afrikanske farm", bør et menneskes værd måles på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear, og jeres velmente råd om at tage min fornuft til fange som alle uhelbredeligt normale mennesker er i den situation noget nær topmålet af frækhed. Men dels ved I ikke hvad I gør, og dels eksisterer I som sagt sikkert kun i min feberfantasi - heldigvis, for ellers kunne jeg såmænd meget vel mistænke jer for at ville downloade hele molevitten og udgive det i eget navn, om end som sædvanlig i forkludret form i henhold til et metafysisk selvhøjtideligt og dog både kluntet, pjattet og fjollet skræddersyet program for litterær kvalitet: "Se, vi leger sørme på den mest guddommelige vis, så må vi lige få en smule ro i auditoriet, for det her er fanden gale mig ikke bare skæg og ballade, men den reneste metafysik!"

En anden betryggende fordel ved den mulighed at I blot eksisterer i min guddommelige fantasi er den, at hvis I var materielt eksisterende, ville I blive opblæste som hanekyllinger af indbildskhed over den fikse idé "kun" at eksistere i nok nævnte guddommelige fantasi. Men heldigvis formår I jo ifølge sages natur ikke at puste jer op desårsags, såfremt der vitterlig er objektiv grund til det - mens der omvendt ikke er spor grund til det såfremt I faktisk formår det og følgelig er materielt eksisterende. Thi så viseligt er verden nu engang indrettet.
Det slår mig forresten at netop fordi vore overvejelser er yderst "virtuelle" grundet jeres forhåbentlig blot fiktive eksistens, så burde de rettelig publiceres på helt normal vis - selv om de rigtignok refererer til bloggens alternative medie som vilkår. Og dermed har vi konstrueret et arkimedisk punkt, hvorfra vi som en anden Descartes beviser vor eksistensberettigelse også hinsides bloggens virtuelle verden, efter devisen: Skade for jer selv, at I ikke eksisterer, for I går sgu glip af noget, børnlille; og skade for det mere ordinære bogpublikum, at de faktisk eksisterer, for de går jo ligeledes glip af noget. Men heldigvis kan De så i stedet læse hvad Lars Bukdahl mener om Peter Høegh - men der er bare den hage ved det, at når vi husker f.eks. Charlie Parker, så skyldes det hvad han var og gjorde - ikke hvad nogen "mente" om ham, eller hvad han selv "mente" om nogle andre: For det er en journalistisk kæmpeillusion at folks, herunder journalisters meninger har noget at betyde.
Ja, så fik I alligevel en dosis eller to af det der åndssvage "filosofi" som grundet fjollede og bornerte "jobmuligheder", selv i det private, er blevet så opreklameret. Men må vi ikke nok være fri en anden gang, så er De rar.
Nå, men mens jeg har skrevet dette, har jeg med venstre hånd shanghaiet en privatchauffør til min rejse i morgen til Fujijama, Sweden, og han har ved samme lejlighed instrueret mig i brugen af mobiltelefon. For skønt jeg lige som Anders And er en sej overlever, der aldrig brækker lemmer eller på anden vis kommer rigtigt galt afsted, så er det nu praktisk at kunne tage imod bestillinger i bushen fra eventyrlystne tyske turister. Og I andre skal da også være velkomne, hvis I mod forventning ikke mættes sjæleligt af agurketidens debat om hvorvidt Peter Høegs seneste bog er et mesterværk, et flop eller måske noget helt tredje.
Pøj-pøj med det hele. Og Bye, Bye Civilization.

FØR ADVOKAT – NU NEGERSANGER

Forleden traf jeg en avantgardist med flot national karriere and all that. Skam få den der taler ilde derom, for han var gået hele the hard way og først blevet borger på gamle dage. Ikke noget moderytteri som hos dem der først er vilde med de vilde, dernæst endnu mere vilde for omsider at finde deres rette hylde blandt agtværdige embedsbrødre der heller aldrig har været spor vilde – for det hele var kun på skrømt. Nå, det næste bliver vel at de brave samfundsstøtter slår sig selv på munden ved at jamre over at vi miskender dem.
Vor internationale kunstner havde dermod været proletar, romantisk boheme og sågar indvandrer. Men selvavlet frugt plukkes rettelig moden, for det letter alderdommen samt forlænger livet, og man bør også tænke på afkommet. Jo, vor eks-boheme havde gjort sin borgerpligt og kunne endda betro mig at datteren var etnolog og begge sønner filosoffer – alle med fine embeder abroad.
Jeg kom her til at tænke på jazzmanden Finn Ziegler, der i et interview engang sagde at begge hans sønner på hans råd var blevet blikkenslagere: For som blikkenslager kan man altid få job – nåja, muligvis undtagen i et reservat i Amazonas som det internationale handelsorgan Lomborg & Sons derfor nok skal få ophævet som en konkurrencebegrænsende teknisk handelshindring. For slige anakronismer er forløjede konstruktioner der hverken holder hos Ombudsmanden eller hos Bruun & Rasmussen.
Blikkenslagere lever derimod fedt, så jeg har i mange år sparet sammen til en stedse mere påtrængende opgave af slagsen – men da bliver det også med fuld musik, så ordren havner rimeligvis hos Ziegler & Sons. Ikke desto mindre bliver også blikkenslagere snart en anakronisme, for om føje år får vi et program i hyperspace der kan ordne sådanne gøremål i virtual reality. Og just derfor bliver det moderne borgerskabs børn ikke blikkenslagere, men filosoffer, statsautoriserede komikere og martyrer med stort kørekort samt ret til anhænger og gule nummerplader. Og i de globale og gennemregulerede faglige chatrooms er alle katte grå – for tro ikke at australske filosoffer ved en dyt om kænguruer. Derimod er der snart ikke længere brug for tandlæger, tømrere og tankelæsere – det skulle da være i kraft af en EU-støtte til truede erhverv.
Ja, selv særlingene vil der blive tænkt på, så der vanker EU-støtte og ret til eget TV-program for kvalificerede der i tide rekvirerer og udfylder behørigt ansøgningsskema. Men for at have situationen under kontrol sørger vi for at sande særlinge per definition dels ikke opdager nævnte skemas eksistens, dels ikke formår at udfylde det reglementeret. Så støtten vil som sædvanlig gå til Esmann & Sons.
Nuvel, vore økonomiske vismænd bedyrer, at når gamle jobs bliver overflødige, bliver der plads til nye behov, varer og serviceydelser: Således var der ingen turistguides i Middelalderen, for dengang var krig og landbrug sagen. Fremover vil jeg af lignende grunde ikke være filosof, for alle etablerede fag udarter snart til en kollektiv travesti af indbyrdes kommentarer og honette ambitioner. Derfor gælder det om at være et skridt foran.
Et gammelt leksikon omtalte en kendt person som "Tidligere advokat, nu negersanger". Så hvorfor ikke produktudvikle eksemplet og studere til neger, til forskel fra alle hidtidige amatører med deres etniske fis? Nej, ikke flere studier – og at satse på at dokumentere samt patentere overlevende små urmennesker i Indonesien er nok også for usikkert. Så jeg planlægger i stedet en fremtid som impresario for den sidste dansker der trods manglende Ph.D. grad tillades at gå løs uden værge i medfør af gamle rettigheder og skæringsdatoer Jeg agter at præsentere ham ugentlig i TV som en sand Kasper Hauser og arkaisk vismand der besvarer alle de svære livsspørgsmål som karrierefikserede borgere ikke har tid til at tænke på.
Hvilke spørgsmål? Åh, spørgsmål som dette: "Hører fænomenet ekstase rettelig under teologisk eller medicinsk fakultet – eller bør vi snarere overlade feltets forvaltning til DONG?" Javist, det forholder sig ganske som de økonomiske vismænd har sagt – at når gamle problemer forældes, dukker straks nye op. Også fremover vil der derfor være brug for alle ledige hænder: Så hold dem venligst i beredskab – over dynen, tak!

FORFÆNGELIGHEDENS BÅL

Som sagt har jeg ikke tænkt mig at lægge faglige artikler ud andet end undtaglsesvis, endsige større ting. På den anden side er det farligt som Wittgenstein at berede sig på selvmord og skrotning af ting som markedet enten næppe tør antage, eller som man selv ikke tør eller orker at forsøge at få igennem. For verden er trods alt ikke Gud, og ens egen handlingslammelse ikke hans profet.
Ikke desto mindre er der noget inferiørt over vedholdende ambitioner, fordi de let trækker én ned i det toneangivende morads hvor virkeligt interessante og værdifulde ting i givet fald kun kan "opstå" i kraft af alle hånde snyd som i bedste fald først kommer for dage post festum.

Men uanset hvad man gør, får man dårlig samvittighed. Jeg burde allerede nu være taget ud i det gode vejr, for er der noget latterligere end mænds bestræbelser på at være på højde med hinanden, selv om her ikke skal reklameres for kvindelig ugidelighed endsige ditto autoritetstro på store mænd der uden slinger i valsen har gjort alt det ovennævnte banale og fornødne i takt og derfor må kaldes vellykkede. For min egen del er det ganske vist alt rigeligt at være på højde med mig selv, men i lighedens navn skal det medgives at det kan være mindst lige så komisk.
Ambitionernes verden er, hvor det ikke tjener et større formål, latterlig, og da især i en tid hvor alle vil være stjerner uden underholdningsværdi. For alt er nu reduceret til behørige kurser, foredrag osv, og selv når der tales om kreativitet, falder ikke en spurv til jorden uden beregning, og forhåbningsfulde ynglinges forhippethed på at kommentere det sidste ny i samme jargon kan kun føre til mere af samme støbning, altså lærenemme kommentarer til lærenemme kommentarer. For det er nu engang mændenes selvbedrag. Såvel i humaniora som i journalistik.
Kun reklamefolk, komikere, filmfolk, enkelte naturvidenskabsfolk samt ret uvidende mennesker føder egne ideer med smerte these days. Den slags kræver en vis indre ro eller for den sags skyld en indre ubalance som man selv bakser med - det andet fører lige lukt ud i arbejdsmarkedet, men vel agt mærke en skægt kunstigt oppustet afart deraf. For skønt det "overflødige" sandelig behøves, så produceres det nødvendige "overflødige" jo næsten aldrig i honette sammenhænge. Dybest set er det lutter eftersnak, og det bevirker at produkterne uanset saglig lødighed næsten aldrig får nogen oplevelsesværdi.

Det skrækkelige i dag er at så snart noget pludselig viser sig ikke at være helt så tosset som først antaget, så flokkes husarerne for slet ikke at tale om den moderne medieakademiske hybridverden der straks fordriver staklerne fra deres retmæssige og møjsommeligt erhvervede bytte for at forvandle det til obligatorisk dåsemad og trivial pursuit for alle med social fremdrift. Forfængelighedens selvbedrag og maskerader er i så henseende formidable.
Kvinder har derimod en chance, teoretisk set, men i praksis falder de af lutter bekvemmelighed samt uvidenhed om mændenes verden til patten; og gud bevares, man må jo nu engang tage de værtshuse der findes i byen. Lad mig som et modeksempel nævne en kvinde med udfløjne børn, som bor langt ude i bushen. Hun er særdeles egenrådig, men kunne være en glimrende personalechef og har naturligvis udover hard core erfaring diverse "psykiske" kurser på bagen. Og nok tror hun angiveligt på astrologi mm - MEN hun tænker rigtige og ofte andreledes konstruktive menneskelige tanker og har gået den lange, trange vej som så mange kvinder der af samme grund "udvikler sig sent".
Nævnte sære dame ser mange glimrende ting med sine egne øjne, og hun håner ovenikøbet mig for at læse andres tanker, thi hun er meget skeptisk over for al uddannelse - ja alt er relativt, og hun skulle bare vide. Hun læser selv oftest tvivlsomme ting, men påstår at de giver hende mere end alt det lærde - selv Hollywood-film siger hende mere om livet.
Provokerende, men måske er hun på sin vis inde på det samme som jeg her antyder: At så snart ting omgærdes af prestige, forvandles det til trivial pursuit og taber autenticitet (undskyld mig min sproglige dovenskab, men vejret er altså for godt til at sidde her meget længere, jeg burde skamme mig).
Men hør engang en af hendes mange sjove iagtagelser: Således bedyrer hun at alle skovejere på egnen har en ganske særlig mine og sceneføring forskellig fra andre sognes, når de går ud af bilen, ser ud over byen osv, og jeg tvivler ikke på hendes ord. Og hun tilføjede:"Hvis jeg kom fra et andet solsystem, ville jeg tænke: Ov, sikke dog en interessant art". Hvilken moderne studerende selv inden for biologi ville af sig selv kunne se noget lignende - for i vore dage er alt affødt af pligtlæste artikler, og de kommenteres atter ikke grundet deres kvalitet, men fordi de har stået det rigtige sted.
Ganske på samme vis refererer som kendte mennesker kun til og kritiserer ligeledes kun andre kendte mennesker: Dels fordi det er for sent at fortie dem, og dels fordi det at kunne kritisere folk med vedtagen status ligeledes er forbundet med status gennem en art logisk afsmitning. For anerkendelsens verden fungerer i så henseende ganske ligesom kædebreve, hvilket forsikrer forgængerne i genren en vis returkommision fra alle faderoprøreres side. Og som antydet er mændenes verden i den forstand en omgang komisk faderoprør, idet anerkendelsen kun sker nødtvungent og med egen opstigning for øje - og som sagt hedder formlen "gentagelse forklædt som fornyelse". Og derfor aber alle efter hinanden, undtagen når et lyst hovede med sjældne mellemrum får den originale ide at abe efter de få halv-autistiske undtagelser, hvis sande værd på denne omvendte vis omsider kommer til hæder og værdighed.
Hvorved hine uheldige dog tragikomisk nok blot bliver gjort langt mere grundigt til grin skamme end i de mange, mange år hvor de i verdens og delvis også egne øjne blot var hæderligt gammeldags mislykkede eksistenser uden håb, som man såmænd gerne undte en bajer eller to på sin egen regning. Tror pokker at gamle Kierkegaard foretrak ærlig ateisme for modekristendom endsige det selv at blive forvandlet til mode. Det sidste er som bekendt først sket posthumt, men får til gengæld ingen ende, så lad mig derfor ikke gøre ondt værre, men tillad mig at afslutte her til fordel for noget mindre latterligt. Men ikke mine ord igen...

Nå, men på falderebet - dagens Information bringer interessante ting om Al Gore samt hjemlige miljøprofeter der vejrer morgenluft. Hvorfor skriver jeg så ikke om det? Fordi det er avisernes opgave,og den klarer de langt bedre selv, hvortil kommer at jeg jo ikke ubegrænset kan arbejde gratis. Og så er det altså en såre blasfemisk uskik at forveksle verdenssituationen med ens egne kommentarer til den...
I øvrigt har jeg faktisk adskillige gange i årenes løb været primus motor i svenske naturfredningsprojekter, ikke grundet geskæftighed eller ærgerrighed endsige synderlig kompetence, hellighed eller andet, men fordi jeg simpelt hen var manden på rette sted og med den rene utilpassethed til at blæse på, hvad der var gængs fornuft på prærien dengang. I vore dage er der heldigvis både gode jobs og status i sligt, og det kan jeg kun bifalde - for så sker der endelig noget rigtigt, idet menneskene nu engang sjældent er skabt til at arbejde ene i modvind, og uden udsigt til social, økonomisk eller erotisk gevinst - ja, undskyld, men det hele er altså temmelig banalt. Jeg er selv ikke bange for at være fanatiker ved behov, og omtrent som Sankt Søren er jeg et følelsesmenneske i ret høj grad, deraf hele misæren.

At skrive om almene og objektive ting i øvrigt er da glimrende og gøres nu også af og til andetsteds, men det skal ikke være en mani at blande sig med de andre drenge uafladeligt, og jeg nøjes derfor med interesseret at læse aviserne, når jeg ellers er i humør til det, for sjove er de rigtignok sjældent nuomstunder, andre kvaliteter til trods.
I øvrigt er det næppe mere selvoptaget at skrive om de her omhandlede materier end om verdenssituationen, for udvendig objektivitet er en særdeles dårlig garanti for ædle og almene hensigter. Tværtimod behøves de store psykologer just for at afsløre dette klassiske bedrag fra alle herskertypers og store og travle mænds side - og disse forsvarer sig derfor altid med den klassiske beskyldning om skammelig privathed og pubertær forhudsforsnævring. Thi hvis nogen føler sig trådt på af den store formand, falder det som bekendt kun tilbage på vedkommendes egen selvoptagethed midt under den store revolutions prægtige spring fremad. Jo, vi kender melodunten. Uhildet selvkoncentrerede er kun de der ikke kan eller må komme ind i verden, og de har heller ikke fortjent det med den attitude. Vor egen geskæftighed, komfort og udbredte anerkendelse er derimod omvendt kun en naturlig følge af og tegn på vor ædle verdensoptagethed og selvforglemmende forbedringstrang. Så kan allehånde stakler samt selvbesmittende aborter for min skyld søge al mulig trøst i ynkelige beskyldninger om at være lig i lasten.
Til sidst blot dette, at mens der ikke er nogen ende på alt det vi officielt vil gøre for at normalisere de sindslidende, så er der for symmetriens og den retfærdige ligevægts skyld heller ingen ende på hvad vi undertiden vil udrette for at gøre nogenlunde arbejdsduelige mennesker til mønstergyldige førtidspensionister. Og at vi herunder hemmeligt anser dem for fuldt normale på bunden, fremgår af det forhold, at vi i nævnte bestræbelse altid tiltænker dem akkurat den skæbne som for fuldt normale mennesker må forekomme den værst tænkelige: total udfrysning, eventuelt kombineret med den ufortjente gulerod tillige at rose og tilskynde de pågældende på felter hvor de i bedste fald er dilettanter - ikke nødvendigvis for at hjælpe dem i deres rosværdige forsøg på at brække halsen, men for at få dem lempet ud på et sidespor, hvor de ikke genererer vor forfængelighed, og hvor vi derfor meget ofte formår at ønske dem alt held og lykke.
Thi - som uhelbredeligt normale mennesker altid siger for at cementere nævnte afsnøring og indebrænding: At tro at nogen vil Dem til livs personligt, er lovlig indbildsk og følgelig ganske ligesom Deres storhed noget der kun eksisterer i Deres eget hovede. Og heri kan nævnte brave mennesker altså vitterlig ofte have ret: For blot De går i Dem selv igen, ønsker vi Dem endnu engang pøj-pøj med det hele. Eller som Groucho Marx et sted siger til en forhenværende skønhed: "Everything about you reminds me about you - except you..."

Til sidst. Enkelte kvindelige læsere har diskret og skønsomt sikrende tilbagetoget forespurgt om vi eventuelt kunne være dem behjælpelige med prisværdige arveanlæg samt befordrende opvækstforhold for eventuelt afkom. Det første kunne vel ikke udelukkes. Det sidste kan...

Nå, nu er vejret blevet mindre lokkende, men ud vil jeg dog alligevel. Og hvis De absolut insisterer på at kede Dem, må vi loyalt og kollegialt anbefale Dem at læse dagens aviser - for lad os dog ikke være smålige, men langt snarere i Jesu ånd unde vore konkurrenter in spe det samme som vi ønsker at de måtte unde os selv. Thi alle er vi bedst tjent med at havne på den rette hylde, uanset hvor store kameler vor forfængelighed er nødt til at sluge desårsags.