PROFESSOR BURT FROM SWEDEN...

NYBYGGEREN Jonas Persson var af delvis samisk, og på fædrene side tillige af vallonsk æt. Især kong Gustav Adolf II importerede nemlig i 1600 tallet vallonske (fra det nuværende Belgien) våbensmede og malm-eksperter, der var datidens svar på vore dages kerne-fysikerne.
Jonas Perssons ældste søn Amon Johnsson slog sig ned langt inde i helt vejløst land med en hustru og en ged, hvor de med deres børn ernærede sig af jagt og fiskeri.
Nybyggeren købte dog sidenhen et hus ved vejs ende et dussin kilometer længere sydpå. En af hans sønner er en inkarneret - og nu pensioneret - hjemmefødning; men også professor Burt nåede jeg skam at møde adskillige gange.

Professor Burt var en boglig begavelse og studerede klassiske sprog - og fik stipendier til et USA-ophold. Bertil Johnson tog udenbys snart navneforandring til det på engang mere amerikanske og dog eksklusivt europæiske "Burt Ingeroes". Professor Burt blev ansat på det amerikanske universitet i Beirut - hvorfra han dog blev evakueret og fløjet hjem, dagen inden lufthavnen bombedes under Seks-dages-Krigen i 1973.
Dernæst virkede professor Burt ved Maryland University i Ohio i nogle år, hvor han også stiftede familie.
Ved faderen Amons død i 1981 var han blevet skilt, men fik en enkeltbillet betalt af sin ex-svigermor hjem til Lapland... Stillingen og dermed økonomien synes altså tillige at være blevet noget tvivlsom - uanset spørgmålet om årsag og virkning.
I hvert fald rejste Bertil aldrig tilbage igen, men levede det første årstid på faderens første vejløse udsted nord for de store søer i taigaen. Han mente at være blevet snydt for sin arv, en indbildning der blev stadig mere fastgroet. Gården stod i den eneste ægte vildmarks-søns navn. Men i henhold til den eneste endnu overlevende bror overrakte denne ham skam egenhændigt 10.000 kroner i forskud og sidenhen resten af hans arve-andel.
Vildmarks-sønnen, som jeg også nåede at kendte, og som døde alt for tidligt for snart mange år siden, blev en ivrig naturbeskyttelses-sjæl og fik også arbejde med naturovervågning.

Professor Burt med det kantede kineser-ansigt - muligvis fra den samiske side - købte siden et hus i den lille by og virkede som gymnasielærer i engelsk og tysk ved kommunens gymnasium. Han var dog ganske ligesom frednings-entusiasten (som han aldrig siden talte med) en noget tillukket sjæl - lige undtagen over for særligt udvalgte, som de foldede sig mere ud over for: og i begge tilfælde hørte jeg som udenforstående og dermed ufarlig til disse uden dog at lære nogen af dem dybere at kende.

Professor Burt skrev i fritiden digte, tegnede - og skrev også en slægs-roman, der aldrig nåede at blive udgivet. Og han døde nu i vinter efter nogle år, hvor paranoid mistænksomhed langsomt fasede over i demens.
Paranoiaen begyndte med arve-historien, men efter "9.11" fik han desuden ideer om global overvågning, "all worms in my damned computer" osv. osv. Det ved jeg fra en ung mand i byen, som plejede at hjælpe ham med computer-bøvl, virus-beskyttelse og den slags, som vi humanister nu engang intet kan om.

I øvrigt kan det godt undre mig, hvorfor selv begavede folk med forfølgelses-ideer altid skal involvere verdens-situationen, som troede de alligevel ikke tilstrækkeligt på deres egen sag. At hverken CIA, FBI eller KGB har den mindste interesse i at undertrykke ens beskedne person, udelukker da på ingen vis, at helt andre - og i egne øjne typisk mindst lige så betydelige instanser og personager - har det...

Nej, man bør da ikke på denne måde fornærme dem, hvis anerkendelse man forventer, ved selv omvendt forlods at miskende dem så uretfærdigt ved således at dele verdens og mediernes enfoldige forkærlighed for altid at præmiere de i forvejen privilegerede og placere al skyld og al ære i denne verden hos the usual suspects.
--------------------
Professor Burts skriftlige efterladenskaber burde publiceres, Denne historie fra dengang hvor den sociale mobilitet "completely from scratch" var et interessant og farverigt eventyr og endnu ikke handlede om intrigernes, de honette ambitioners og de moralske kompromissers kongevej til endnu mere af det samme, ville jeg gerne kende nærmere end via de lokale rygter:
Herunder naturligvis også det klassiske omkvæd i slige tilfælde: "Karl'n var ju otroligt intelligent, och ibland kunde det slå över på andra sidan - nog bättre att visa måtta och bevara jordforbindelsen...".

Men samtidig er det jo paradoksalt nok sådan med vor beklagelse af sådanne tragiske skæbner: At hvis nu manden i stedet var blevet berømt og fejret i riget - så ville vi ikke finde historien nær så interessant. Truede, sjældne og hemmelighedsfulde dyre-arter forekommer os nu engang altid mere spændende end junglens og stenbroens velkendte opportunistiske tilpasningsdyr, som altid nøje vejrer og stikker en finger i jorden, inden de viser flaget.

De typer som typisk lukrerer mest på de sociale medier - samtidig med at de selv giver mere end rigelig grund til gammeldags typers og renere sjæles mistænksomhed mod disse mediers væsen, tendens og potentialer...

PRESSE-MANERER OG KULSORT ALVOR...

Forleden spurgte jeg under et patientbessøg en kul-sort sygepleje-assistent med en umiskendeligt arabisk/semitisk næse i stil med jazzpianisten Errold Garner's og sangerinden Natalie Cole's: ”Sig mig engang - er du helt sikker på, om din farfar mon ikke skulle have haft en fortid som arabisk slavehandler i Vestindien?"

´"Joda", svarede hun straks: "Min farfar sagde også altid, at han i sin tid købte min mor for ti kameler!"

----------

En amerikansk gæsteprofessor korrigerede mig med voksende irritation, hver gang jeg i sin tid som 19-årig kom til at referere til hans lige så beærede skæbnekollega i samme ejendom som "the Chinese": "Henrik: He is not Chinese - he is an American!"

For trods sin asiatiske oprindelse og fremtoning var "kineseren" nemlig siden blevet statsborgerligt forfremmet - så jeg kunne med akkurat den samme ret til uforskammethed have omtalt ham som "the Chinese student", nu jeg alligevel var i gang.

Det tænkte jeg mere over og nåede frem til følgende lille aha-oplevelse: At når man fordømmer sandfærdige prædikater om at være "kineser", "neger", "jøde" eller "sort" som beskæmmende og inferiøre insinuationer, så udtaler man selv indirekte just den dom, som man vil forbyde. For hvis det nemlig havde været helt OK at være kineser, så ville det vel også have været helt OK at fortælle, når nogen faktisk er det?

Ganske vist er det også helt OK at fortælle, hvis nogen er bankrøver eller morder, for så er de jo selv ude om det og må lide under denne opdragende skam. Men hvis nu udsagnet er usandt, så er det derimod en injurie – og just fordi det anfører noget fornedrende. Hvis nu ikke den ny-amerikanske professor havde haft asiatisk oprindelse, så ville mit udsagn derfor have været injurierende.
Men selv om det var sandt, så var det åbenbart stadig slemt: For modsat en fortid som bankrøver eller morder så var det jo ikke noget, som manden selv kunne gøre for.

Men altså åbenbart ligefuldt noget mindreværdigt...
----------------

En klassekammerat mor sagde i sin tid opmuntrende om mine naturfotos: "Et godt foto kan nogle gange være bedre end et dårligt maleri...."

På samme vis illustrerer ovenstående to episoder, at en sort sygepleje-assistent undertiden kan besidde mere humor og opfindsomhed end en ti hvide professorer tilsammen....Men bevares – for som ordsproget siger: En svale i hånden gør ingen sommer – uanset hvor varmt det end er...

P.S. Bør vi trætte læserne med at fortælle, at ovenstående uden held har været tilsendt verdenspressen?
For Verdenspressen har nu engang monopol på at være morsom - ganske på linje med landings-tilladelse på planeten Mars. For også dette handler alene om moralske principper og ikke om, hvem det faktisk magter at foretage Mars-landinger.....

HOVEDBRUD OG FORSIKRINGS-SVINDEL

Skader i træbranchen har jeg nu et par dage i træk pådraget mig ved Oslo plads: I begge tilfældet grundet hastig gang i mørke, hvorunder det blide bladhangs beskyttelse af den lovløse vandrer tillige gav skjul for en grov og lavtsiddende gren helt uden andre lavthængende frugter end huskekager - af hvilke der altså i mit tilfælde behøvedes to. I Jesu sted ville jeg have forbandet det onde figentræ, men det slipper nu med en advarsel.

Det betydelige, om end overfladiske blodtab var lige som ved fordums åreladning helt velgørende i en moderne tilværelse uden gamle dages ærlige fjender og ditto sår for enhver at se. Det var dengang også prosaen lod sig læse selv uden tilskud fra Kulturministeriet til både lyttere og foredragere: Ja, for sproget afspejler jo virkeligheden - hvad havde I egentlig forestillet jer?.

Blodtabet imponerede dog en værtshusholder på vejen i hans legitime rygepause så meget, at han på husets regning insisterede på en taxa til skadestuen: "Vi skal være gode ved hinanden!". Ja, en fremmed er jo en stam-kunde som du endnu ikke har lært at kende...Hertil skal så også føjes at den samme mand for et par år siden vandt 7 millioner i lotto - hvorefter han købte sit stam-værtshus.- For sådan har vi jo alle vore drømme...

Seks sting i mit Hamlet'ske kraniums forfængeligt foreløbige og jo allerede i forvejen tynde kødelighed beløb det sig til - med stivkrampe som bonus. Men man gik skam hele vejen hjem fra Bispebjerg - dog klog af skade ad alkoholisk slingrende omveje omkring enhver art lumsk vegetation: For den slags skal holde sig ude i skoven.

Min nye balsamiske aftershave føjede kun spot til skade. For den selv samme dag var jeg blevet afbarberet en akkumuleret beskyttende vildmandspragt – på lige fod med hvad man betinger sig hos alle seriøse aspiranter til Den Elektriske Stol: En størrelse som vi har valgt at honorere ortografisk på samme vis som det er kotyme for Det Kongelige Teater's vedkommende.

Pandebrasken af Kiruna-malm fra før Volvo-koncernen blev solgt til kineserne, kunne naturligvis snildt klare den svage most, selv om blodet strømmede vildt forfriskende, som fordums åreladning jo foreskriver. For skidtet bør nemlig fornyes af og til. Patienten gik rask de 3-4 km hjem ved daggry fra Bispebjerg med seks sting i sin danska skalle.

Et kamera-sammenbrud interimistisk afbødt med lim, var straks værre. Det fungerede ellers fint - men før eller siden ryger skidtet jo på gulvet, ligesom folk med blødersygdom før eller siden får en rift - og så er det på tide at skifte enten far eller mor: og helst dem begge to...

Men som med blodfornyelsen er teknisk opdatering altid forfriskende – og især hvis man må ofre noget for det.

Kunstmalere kan derimod nøjes med at udnytte teknisk primitive fotografiske forlæg. Ja men også i arvesager er der desværre technicalities. En i vore strømlinede dage sjældent langskægget kunstmaler mener således at blive snydt af sine søskende, fordi han skal betale dem hele værdien af moderens ødegård ud af sin andel af boet: For han burde vel kun betale to tredjedele, idet den ene tredjedel jo allerede tilkommer ham?

Jo. - Men hvis ødegården indgår med den værdi den præsenterer, i hans samlede opgjorte tredjedel af boet: så skal hele gårdens værdi faktisk trækkes fra hans andel af boet, såfremt vi vil se, hvad der tilkommer ham af det resterende bo, dvs. af værdipapirer og kontanter.

Et dobbelttjek kan her være at lade som om de tre først har delt alle andre værdier, men ejer gården i fællesskab. Derefter beslutter han sig så for at købe de to andre ud med hver en tredjedel af gårdens værdi.

De to regnemåder adskiller sig altså ved, at man i førstnævnte tilfælde trækker hele gårdens beløb fra, men i den anden opgørelse kun de to tredjedele.

Men konkrete regneeksempler med enkle beløb viser nu, at resultatet bliver akkurat det samme. For i det første tilfælde trækkes hele gårdens værdi fra hele hans arvelod; - hvorimod i det andet tilfælde trækkes to tredjedele af gårdens værdi fra den andel af de øvrige værdier som rettelig var hans, såfremt de havde valgt fortsat at eje gården i fællesskab.
Men såfremt det nu er det andet regnestykke, malerens søskende præsenterer ham for, så er det ganske rigtigt snyd, hvis de også ønsker at fratrække hele gårdens værdi.

-----------

Ganske ligesom det er langt mere profitabelt og agtet at være forlægger og udover faderligt ansvarlige kronikker om almindeligheder leve fedt af at behandle snart begavede folk som halv-tosser, snart halv-tosser som yderst begavede; -, således er det også lang mere profitabelt at være ejendomsmægler end selv at investere i, hvad der kræver stadig vedligeholdelse udover forsikring og ejendomsskat. Så ejendomsmægler er hvad jeg vil være, når jeg engang bliver stor! Men om ejendommæglere gælder som om profeter, at de agtes mest uden for deres hjemby, så det ville vi tage til efterretning. Ræven jager heller aldrig nær sin hule.

At ville leve af det som man i virkeligheden duer til, er derimod en rigtigt dårlig ide: Vi andre skal nemlig nok sætte en kæp i hjulet for dig, for vi foretrækker de næstbedste og de tredje-bedste; - og i modsat fald vil vor misundelse snart gøre livet surt for dig. Eller også vil du ende med at kede dig over dine egne gentagelser - ja, for så geniale er de jo nok heller ikke. Og hvis du ikke efterhånden keder dig, så er det sandsynligvis bare fordi du et fæ...
En yderligere fordel ved vor ordning er den, at skulle du nu alligevel havarere eller blive skudt læk af kærlige kolleger, så er det ingen stor ulykke for dig: For det var jo netop ingen hjertesag, men rent venstrehåndsarbejde. Også i kjerlighed gives der som bekendt folk der arbejder efter dette uromantiske princip.

Så grunden til at gode kunstnere kun sjældent kan leve af deres kunst, er nok den, at nu laver de bare: noget andet. Og måske er det i virkeligheden det der er kunsten.

Men at lave slet ingenting? Tja - det er vel også en slags kunst...

FORHOLDENE I JERNINDUSTRIEN - NYT FRA NORD-KOREA

 

Rasmus Willig beskriver den moderne offentlige arbejdsplads' tiltagende krav om rethed i geledderne - grundet reduktioner i personale og arbejdsgange samt de nok ikke altid lige rationelle påtvungne besparelser, som heller ikke cheferne kan stille noget op mod, men reelt er sat til at administrere med gode miner til slet spil. Derfor det ledsagende et påbud om "new speak", hvilket betyder, at kritik ses som samarbejds-vanskeligheder, manglende omstillingsparathed eller endog private problemer.

----------------------

Godt alt sammen. Men hvorfor ses akkurat det samme syndrom så tillige i Nordkorea - samt tillige på privilegerede hjemlige arbejdspladser, der trods statslige tilskud i ytringsfrihedens eller oplysningens navn ikke er underlagt stram budgetstyring og centraliseret ledelse? Dagbladet Politiken's to debat-redacteurer har interviewet Rasmus Willig efter opskrift i TV's "Aftenshowet" med en dreng og en pige, hvoraf én nydansker og én gammel-dansker som forbillede på korrekt sameksistens. Men han kommer ikke ind på det.

Denne redaktion mener derimod i enig flok at kunne give et praj: Ja, eventuelle uenige har da i hvert fald endnu ikke ved vor redaktionelle morgensamling turdet give sig til kende af lutter begrundet respekt for chefredacteuren...

Så snart mennesker udstyres med både magt og priviliger efter skal vi sige nogen vilkårlighed - der til gengæld har sine egne lovmæssigheder - så vil de udover stor taknemmelighed over den store nåde, som jo ingenlunde stod indskrevet på dåbsattesten, begynde at opstable både smukke og fornuftige grunde til denne tingenes tilstand og denne verdens fortræffeligheder sammenlignet med mulige alternativer..

Mennesker vil nemlig ikke kun have magt, men også nyde personlig agtelse - og det falder straks noget vanskeligere: og da især når vi tilføjer, at mennesker helst vil agtes af personer som de selv har agtelse for.

Men heldigvis gives der erstatninger, og vi andre kan her trøste jer med, at også vi tit og ofte må ty til den næstbedste løsning eller det der er endnu ringere.

Kort sagt: "Lad mennesker hade, når blot de frygter..." Ja - og derfor må alle der på nogen vis kunne komme for skade at overstråle os, kues eller elimineres uden pardon. Og stiller de os så desårsags ondskabsfuldt i kritisk belysning, så falder Fars & Mors demokratisk velinteregrerede hammer for alvor. Så kan de lære det!

Javel, men desværre kan ingen til orientering lære at skrive, hvor "bogaktuelle" og journalistisk populære vi så end gør dem - og helt uanset hvad det nu var den helt unge Ritt Bjerregaard i virkeligheden aldrig sagde. Og ligeledes helt uanset hvad kolleger i hysterisk unison karaoke-sang (for flerstemmighed er en uhyre udemokratisk kunst og derfor forlængst forbudt her i Nord-Korea) istemmer ved alle runde dage.

Ja, og mediepersonligheder fylder til forskel fra ordinære personligheder til orientering rundt hvert evige eneste år - deraf den dybere aritmetiske visdom i at nogle nu engang bare nyder hyppigere og mere forgyldt omtale end andre.

"Sådan er det bare" -, som en jysk kunde post festum lunt udtrykte det, da han i oversøisk i telefonen lod marskandiseren i K. forstå, at han godt kunne skyde en hvid pil efter den ellers mundtligt aftalte restsum for et fint gammelt skab, som han havde afkøbt ham. Men et håndslag er vel et håndslag? Tja - jo, men business er vel også business, som vi siger i Vestjylland...

Men altså, for nu at blive ved emnet, selv om I nok som sædvanlig allerede har glemt det: Dette med den kun indbildte skrivekunsts stædige selvbedrag gør heldigvis slet intet alligevel, for ikke en bælgøjet mors sjæl kan jo alligevel se forskellen i vore dage, når bare I omtales offentligt som "bogaktuelle". Hvilket vist nok desuden uhyre moderne - lige indtil det bliver så udvandet at vi med finde på noget nyt, som ikke Gud og hver mand også er...

FRA RIFBJERG TIL STRUDSEN POETIK: OM DYBDESKARPHED OG CIVILISERET NÆRSYN

   

HIFI-Fanatikere gik i sin tid meget op i anmeldelser af akustisk mudstyr - selv om de alligevel kun lyttede til heavy rock - mest til langsigtet glæde for firmaet Oticon's aktionærer, på samme vis som menneskehedens elendige spisevaner glæder Novos aktionærer. En art materiel og "kapitalistisk" dekadence.

Lige så med optik: Dengang jeg alene fotograferede "akustisk" så at sige, kunne jeg regne med en skarphedsdybde på et par meter ved fotografering af et dyr med kraftigt teleobjektiv. I dag handler det om decimetre - og hverken synet eller autofocus er her eksakte nok til at give nogen garanti.

WHY? Elementary: Digitale sensorer er i dag så finkornede, at yder-zonerne af fordums skarphedsinterval forekommer uskarpe: - sammenlignet med intervallets midtpunkt, det sande fokus. Det skarpeste er kort sagt blevet langt skarpere . Men det opleves utaknemmeligt som om alt det andet er blevet uskarpt.

Vi har altså fået en halv flakse whiskey forærende af en godhjertet alkoholist, der har været tvangindlagt til et opbyggeligt foredrag om velsignelsen ved at skænke andre det man nødigst selv ville undvære - og så klager man straks til socialmyndighederne over at flasken var halvt tom...

Såfremt nu vore kameraers sensorer og optik var fine nok til at gengive endog materialernes molekyle-struktur ved en super-kraftig udsnitsforstørrelse af vore fotos: da ville det vise sig, at næsten alle vore "molekyle-fotos" var piv-uskarpe: simpelt hen fordi vor fokusering kun sjældent ville være nøjagtig nok til lige akkurat at ramme de rigtige molekyler. I langt de fleste fotos ville fokus og skarphed derfor havne lige foran eller lige bagved det valgte molekyle.

I stedet for at juble over at vi trods alt overhovedet kan se molekylet, ville vi forbande det uskarpe foto og klage over det underlødige objektiv som Foto-C har prakket os på.

Skarphedsdybde er således en illusion og et uhyre relativt begreb, og betyder bare: "sådan acceptabel skarphed", når det alligevel kun gælder impressionistisk baggrund og forgrund.

-----------------

Ovenstående lille overvejelse gentager i en vis forstand den beskrevne forkælelses-figur: Ja, for vi begår fra vort private hjørneværelse en besindigt velovervejet "leder" om et ret beset helt ubetydeligt - men til en afveksling i det mindste selv-opfundent - verdensproblem: der alene kan have interesse for mennesker helt uden rigtige problemer - samt mennesker der ligesom strudsen vælger at ignorere alle problemer efter den gode biskop Berkeleys filosofiske devise.

Men en struds har sgu da ingen problemer og kan vel i givet fald bare sparke dem ad helvede til? Ja - og hvilket problem er det så alle strudse sparker ad helvede til? Elementary, my dear Watson. De savner nemlig vinger og misunder derfor i hemmelighed alle andre fugle lige fra mursejleren over duehøgen til albatrossen med hver deres særlig forcer - omtrent lige som Klaus Rifbjerg sagdes at misunde alle andre forfattere.

Af alle andre fugle har alene kiwien strudsens sympati: For den kan nemlig heller ikke flyve... Og hvis den alligevel skulle begynde at blive stor i slaget, så sparker vi da også bare den hele vejen tilbage til New Zealand som fragtfri ( kom)post...Og så skulle også det litterære samværs-problem vist være løst...
-----------
P.S.
Kunne vi have valgt tungere og mere uafviseligt spalteberettigede emner? Utvivlsomt nok - men dem står alle andre i kø for at få lov til at skrive akkurat det samme om...
Og når vi nu heller ikke gider påstå det stik modsatte - så vælger vi i stedet ligesom strudsene og Biskop Berkeley at beskæftige os med noget helt andet, som man i det mindste endnu kan have i fred og ro... 

V.S. NAIPAUL OG GANDHI

 

V.S. Naipaul er en enlig ravn fra Trinidad stedt i en evig selvanalyse af det umulige i som historieløs at skulle blive forfatter ved mekanisk tvangsmæssigt at adoptere en "universel" britisk-europæisk tradition. De fleste blev ret mislykkede, med eller uden anerkendelse - om ikke andet som "autentisk caribisk kultur" (klap-klap!). Hans egen far nåede et stykke vej, men genneMskuede aldrig sin egen historieløshed - til gengæld anser Naipaul faderens forsøg for afgørende for hans egen bane.

 

Først siden er post-kolonial litteratur blevet voksen, historisk bevidst og endda toneangivende - dvs. efter at være befriet for uvidenhed og mindreværdskomplekser. Men Naipaul beskriver sin vej som en rejse begyndende med det naive: det man kender. Altid troskaben over for det man oplever, sanser og står i - herunder tvivl. Mange afgørende indvandrede mentorer på engelsk grund, hvis menneskelige og intellektuelle format han stadig anerkender, nåede aldrig ret langt som skribenter - og selv om han som helt ung anså dem for store skribenter, finder han dem nu nærmest pinlige i deres forsøg på at gøre sig gældende på britisk vis.

 

Enkelte kunne begynde med noget ret stort- hvorefter det udartede til selvtilfredse litterære og fortælle-tekniske klicheer uden hverken økonomi eller selvbesindelse.

Også mange nyere britiske og europæiske forfattere finder Naipaul langt mindre universelle, end de selv og deres samtid indbildte sig - hvorimod andre som Agatha Christie, Maupassant og Shakespeare har noget arketypisk-eventyrligt, der vitterlig er universelt.

Naipaul skal læses langsomt, for han er meget indvendig. Hans beskrivelser af Gandhi er meget interessant. Gandhis storhed var, skriver han, at han fra at ville forsvare undertrykte indere i Sydafrika snart indså bjælken i eget øje: det indiske kastesystem i dets rædsel. Deraf hans insisteren på den personlige ydmygheds eksempel. Og hver gang han i fængselsophold havde lært forsagelse af dette og hint, så fortsatte han den siden helt af egen drift.

 

Men, skriver han, den unge Gandhi der studerede jura i London, forstod og så ligesom andre indere ikke et klap og havde heller ingen forudsætninger for det. Hans læseværdige erindringer er derfor på dette punkt helt blanke! Dvs. Lige som den unge Naipau læste Gandhi ikke aviser og interesserede sig i grunden slet ikke for landet. Dvs. de to typiske positioner var kolonialt mindreværd og så det modsatte: vismandens selvtilstrækkelighed. Men de indiske arbejdere på Trinidad sad mellem alle stole og vidste heller intet om det Indien, som deres forældre havde forladt. Han selv havde i det mindste den kulturelle balast, at familien holdt på alle de religiøse traditioner - hvor (forstår) man en lystig blanding af noget allerede gammelt islamisk fra stormogul-tidens Indien og det gamle hinduiske var helt almindeligt og slet intet stridspunkt.

Naipaul har noget "Descartes" over sig: Han begynder ligesom hver eneste gang med at trevle alt op fra sin slægts begyndelse - bliver aldrig færdig med at begynde. Og hans ting bør også læses flere ganga!

-

Naipauls emne er vanskeligheden for post-koloniale forfattere ved at finde deres egen røst. Næsten alle mislykkes, skriver han. Og selv store folk som Gandhi i dennes selvbiografi er delvis blinde: nemlig så snart de forlader deres eget konkrete, oplevede liv. Gandhi forstod ikke et klap af Vesten - men så langt fra at være støbt i ét "primitivt" stykke var han sammensat af en bunke svært forenelige adopterede ideer: Tolstojs landsby-kollektivisme, Ruskin's arbejderromantik, moderens asketiske idealer - samt endelig den socialistiske kamp mod koloniale undertrykkere.

 Selv Gandhis simple indiske klædedragt var så at sige en "konstruktion", et bevidst og demonstrativ - forlængst allerede antikveret - valg akkurat ligesom hans symbolske spinderok. Børnene i den yngre Gandhi's sydafrikanske "Tolstoj-Farm" brød sig ikke spor om undervisningen: der involverede en masse "frivilligt" børnearbejde. Og Sydafrikas undertrykte indiske arbejdere kunne ikke bruge hans asketisk "keep simple" til noget osv.

Men på den anden side var han ydmyg, lærte så længe han levede og engagerede sig altid helt konkret og med egen kraft og indignation i enkeltsager og aktioner - såsom den berømte salt-vandring i protest mod englændernes monopol på salt-produktionen. Og Gandhi havde storheden til at løfte den koloniale kritik af overherren til også at omfatte indisk selvkritik af kastesystemet - og sågar også (helt forgæves) kritik af Indisk dyre-mishandling af alle de hellige malke-køer med deres opsvulmede yvere.

Senere selvbestaltede "efterfølgere" til Gandhi blev helt til grin, fordi de var rene klicheer helt uden hans konkrete engagement i enkeltsager. De så kun den attraktive og enfoldige yogi/guru-rolle - og deres kortvarige tilhænger-skarer var kun en forvirret pøbel. Naipaul mener, at det moderne Indien er besat af Vesten og især USA: Hvis blot børnene kan blive amerikansk gift, så er deres lykke gjort.

Dagligt udgives en stor indisk roman i britisk stil - og der er naturligvis også dyre forfatterskoler osv. Men, skriver Naipaul: langt det meste er mekanisk "writing school" og rene plagiater: ikke i gængs forstand, men snarere i den forstand, at man tror at have en universel og objektiv opskrift på, "hvordan man skriver en god roman". Man nikker her genkendende til moderne opblæst kultur-journalistik der skam er universitetsbaseret - og ofte frygtelig ærekær i sin humorforladthed og mangel på selvindsigt... Og så bliver det derefter, med nogle undtagelser.

Men én forskel er dog, at i vore dages Indien er det jo veluddannede folk - hvorimod f.eks. Gandhi og den unge Naipaul selv var helt uvidende om både Indiens eller Vestens historie: hvad enten de så romantiserede det "genuint indiske" eller omvendt naivt stræbte efter at "go white".

Naipaul nævner en anden jævnaldrende indisk forfatter, hvis "skizofreni" viser sig i hans helt uproblematiske erindrings-beskrivelser af aldeles barbariske religiøse fester med dyre-ofringer - helt ukommenteret og på lige fod med adopterede civiliserede ideer om inderne (indo-europæerne) som de sande ariere og som den vestlige kulturs vugge. Sådanne ideer om naturlig anglo-bengalsk kulturel overlegenhed blev nemlig fostret af den såkaldte Bengalske reform-bevægelse fra 1860-1910!

Den pågældende forfatter var således tilhænger af fortsat British Rule og anså Gandhi for en misforståelse: For han oplevede British Law som noget genuint indisk (indo-europæisk) og kunne derfor slet ikke se verdensordenens koloniale aspekt.
Hvis jeg forstår Naipaul ret, svarere det (overdrevet) til, hvis Tysklands jøder havde givet Hitler ret "i princip" - men samtidig insisteret på, at tyskerne faktisk nedstammede fra og stod i dyb kulturel gæld jøderne. (Det sidste er faktisk tilfældet, nemlig ideen om det udvalgte folk - som Hitler nemlig siges at have taget fra jøderne!) Christianias hippier havde i sin tid ligeledes følgende slogan: "I kan ikke slå os ihjel - for vi er en del af jer selv!"

Naipaul beskriver i et afsnit, hvor svært det er for en forfatter at finde sin stemme. Først skam-roser han Flaubert for romanen "Madame Bovary" og begrunder det i det konkrete, hændelsernes og detaljernes uforudsigelige,  livgivende og mindeværdige magi. Men dernæst viser han, hvorledes Flaubert i sin næste roman fra Romer-tiden falder helt til jorden: ikke på trods af research, men på rund af alt for grundig research: Overlæsset med ulæselige detaljer om mad og klædedragt  og tilsat klicheer - men helt uden en troværdig fornemmelse for, hvordan man mon tænkte, og hvordan tingene konkret foregik.

De romerske kilder fra samtiden finder han i deres lakoniske form langt troværdigere og mere levende - men, skriver Naipaul det er også tydeligt, at de gamle ikke behøvede at gå i detaljer: for deres læsere kendte jo til, hvordan krig foregik, hvordan fange-transporterne med henblik på efterfølgende slave-auktioner til rigmænd blev organiseret, hvordan forsynings-linierne fungerede osv. osv. -
Romerne kunne muligvis have skrevet den roman - men selv kan vi ikke, uanset hvor "universel" vores roman-form indbilder sig at være. Deres viden ejer vi ikke, og derfor formår vi ikke at udfylde hullerne: alt det der ikke behøver at siges - og som Flaubert troede at kunne kompensere for ved sin romantiserende overlæssethed.

Men, skriver Naipaul: Vi skal ikke tro, at Cicero, Cæsar, Plinius og de andre gamle var gennem-kyniske og aldeles blottede for menneskelighed. Deres lakoniske og kyniske kortfattethed i beskrivelsen af det ”nødvendige” masse-barbari overfor fjenderne i krig, oprørere samt slaver var et praktisk "must" - og det svarer (tænker jeg) til , når fangevogterne i KZ-lejrene ikke måtte omtale jøderne som mennesker, men kun som "skidt" eller "figurer". Naipaul nævner da også et stykke samtidig romersk litteratur, der faktisk viser "moderne" sensibilitet og sans for det konkrete menneskelige i hverdagen.

Naipauls betragtninger kan sluttelig gælde ham selv. Hans pragtfuldt morsomme gennembrudsroman "Et hus for mr. Biswas" er inspireret af hans egen fars både rørende og komiske kamp for at opnå nogen anseelse i svigerfamilens hus på Trinidad, hvor han omtrent levede på nåde med sine drømme om efterhånden at kunne kunne forsørge sin hustru og sine børn med sit skriveri. Det er selvoplevet og fordrer slet ingen "britisk kultur" eller historisk indsigt - og vi kan alle nyde denne hylende morsomme bog.(Alle på parnasset er ganske vist ligeledes "hylende morsomme", hvis vi skal tro deres Facebook-venner, og de må dog vide det - men I ved godt hvad jeg mener...)

Men Naipaul var først i stand til at skrive den bog, da han lagde sin britiske benovelse og tilpasning på hylden: for det var nu engang ikke hans livsverden - det var deres livsverden. Men siden da har Naipaul vist nok alligevel mest skrevet om hvordan der er som post-kolonial at finde sine egne ben - emnet må åbenbart ligesom genfordøjes og drøvtygges på ny hvert år. Lignende kompleks-agtig uforgængelighed kender vi jo også til på det mere individuelle plan... --------------------
TIL SLUT: Naipaul fortæller et sted, at han engang som forlængst berømt forfatter mødte en europæisk forlægger, hvorom man fortalte ham: At han var misundelig på alle andre forfattere. Her er utvivlsomt tale om Klaus Rifbjerg: For under sin tid som forlags-direktør på Gyldendal fik Rifbjerg netop dette ry, selv om ingen turde lægge navn til det. Et ry som også et par (et skrivende ægtepar) af hans personlige bekendte engang for mange år siden kunne bekræfte!

 

 

DEBATREDAKTØR PÅ KRISTELIGT DAGBLAD?

Kristeligt Dagblad med både stigende oplag og sober kvalitet søger en ny debatredacteur.

Fra min tid på Politiken (som om hidsige daglige påmindelser om en fortid der måske kun var en generøs og forfejlet second chance fra bedre menneskers side, på nogen vis kunne opveje, endsige ophæve ens tiltagende syntaktiske forfald) - Kort Sagt: Fra min tid på Politiken husker jeg, at den jævnaldrende og desværre afdøde filosof, lektor Stig Alstrup med speciale i matematisk logik (af hensyn til forståelsen speedet op med stedse større doser af rødvin), ved en tilsvarende lejlighed søgte det nyopslåede job som debatredaktør sammesteds.

Velsagtens i et ungdommeligt anfald af lyst til noget helt nyt og ustøvet hinsides institutionelle smågniderier mellem grånende nørder.

Jeg husker i den forbindelse, at Stig Alstrup med et grin gengav det helt kontante og ærlige svar, han straks efter modtog fra Politikens redaktion. "Vi har endnu ikke bestemt hvem vi vælger - men kan da i hvert fald fortælle dig så meget, at dig bliver det ikke...".

Men hvem har ikke af og til på samme vis ønsket, at han i stedet var blevet lokomotivfører - eller måske vejassistent i Vestjylland?

Vi skal derfor allerede forlods meddele Kristeligt Dagblads redaktion, at man ikke behøver at frygte lignende ungdommelige henvendelser fra vor side. Vi har naturligvis været i svare tvivl; men efter at have konfereret nøjere med både vor storm-omsuste uddannelses-minister og beskæftigelses-ministeren er vi nået til denne sobre konklusion.

Den gode nyhed for jer andre er derfor denne, at jobbet som debat-redacteur på Kristeligt Dagblad stadig er ikke alene formelt ledigt, men også fuldt realistisk at søge: Endda så realistisk, at de p.t. arbejdsløse af jer ved ikke omgående at søge stillingen må påregne at blive indkaldt til alvorlig kammeratlig samtale med begge ovennævnte ministre.

Men Notabene: Hvis allerede jeres ansøgning i stødende grad demonstrerer at I vitterlig kan skrive, så vil dette fra Beskæftigelsesministeriets side blive betragtet som et slag i ansigtet på jeres kommende arbejdsgiver og blive sidestillet med piercing, sveddryppende træningsdragt og sure sokker som et rigeligt bevis for: at jeres ansøgning kun var på skrømt og en blasfemisk provokation til gene for de i forvejen overbebyrdede kristelige gentlemen of the press...

ELDORADO - NYT FRA SØLV-BRANCHEN

Fra Sir RALEIGH TIL BLIXEN


Vor titel inspirerer, ja inviterer - skønt den skam er helt apropos i forhold til vort emne - allerede i sig selv til, hvad der kun kan kaldes en indledende digression. Så lad os hellere får det overstået - som luderen illusionsløst sagde til den blegsottige og bebumsede konfirmands ansvarlige fader.

En underholdende lejligheds-kriminel svensker fortalte mig i sin tid, hvordan han engang som havne-arbejder i Gøteborgs Havn havde stjålet en hel last med foto-udstyr fra Canon, som han siden tilbød en grossist i branchen.
Han skildrede i den forbindelse livagtigt snarere end troværdigt den kriminelle vare-udveksling. Grossisten: "Jaså Ni är inom optik-branchen?" - "Ja, fast bara tillfälligt..."

En klassisk skurke-replik beregnet på at fremkalde lytternes smil - men næppe autentisk. For en grossist i foto-artikler får jo nu engang oftere henvendelser fra udbydere af foto-grej end fra importører af f.eks. frugt og grønt - og vil derfor nok kun sjældent udtrykke nogen forbavselse i den anledning.
---------------------
Det var så vor indledende digression. Men da I jo endnu aldeles intet har fået at vide om vort virkelige emne, kan I dårligt beskylde os for at have bragt jer til allerede glemme alt om det. På lignende vis ville det jo også være urimeligt at klage til det valgte Luftfart-selskab over indledende forsinkelser og gener før rejsen såsom nødvendigt hårdhændet kropsvisitering i Lufthavnens afgangshal. Og så fik vi hermed også lige i forbifarten krænket vor egen dogmeregel, der nemlig forbyder al fladbundet og træls snakkesalig "aktualitet" - men som altså heller ikke selv gør krav på at blive fulgt med grav-alvor.
----------------------------------------

ALLEREDE VED JULETID juletid konstaterede jeg, at danske nøddeknækkere knækker halsen på de hårdeste sydamerikanske flade paranødder. Og vore dages nøddeknækkere minder os herved om vor afmagt over for sensommerens tilsvarende flade og drillesyge svenske "älgflugor" - der synes byggede af titanium, modstår enhver art "moderat fysisk pres" og derfor slet intet tilstår om deres islamisk-papistiske bagland og dettes djævelske organisering.

Alle ekspeditioner i lokalområdet for at indhente materiel egnet til at entre julens betydelige forsyninger af diverse nødder blev imidlertid forgæves. For snart svigtede entreprenør-ånden under indflydelse af afledende sociale stimuli på vejen. Og snart svigtede rekogniseringen aldeles, omtrent som når en udsøgt og dreven sporhund stilles skakmat af snarrådigt udlagte stinkbomber, idet gode råd syntes umulige at opdrive: For alle overlevende nøddeknækkere syntes at stamme fra en svunden tid på linje med de for tiden noget undervurderede Louis XVI spejle, der alene kan have interesse for længst halshuggede monarker.

Fra Sverige, hvor jeg ikke holder mig med nødde-forsyninger, hjembragte jeg derfor som sidste udvej nu til påske (julen varer som bekendt lige til påske) min stedlige nøddeknækker.

Men ak rimer på knak - som skrevet står i det afskedsbrev som et kendt retsmediciner i sin tid læste ved en selvmorders lig: "Et liv fuld af ak, en tråd der knak - farvel og tak! P.S: Der står bajere i køleskabet til Falck-folkene!"

For hør engang: Da jeg for princippets skyld og for at dupere den hele brogede og oprørske forsamling af eksotiske nødder straks ville statuere et eksempel og vise hvad klokken var slået, ved straks at udvælge just hin fladpandede paranød, der havde gjort mig så ynkeligt til skamme ved juletid, som havde jeg været en ung og uerfaren folkeskole-vikar - .... hvad skete mon så?

Jo: Også min svenske nøddeknækker (formentlig af det samme usle fabrikat) knækkede halsen - og hele forsamlingen af nødder - herunder især de mest mugne og uspiselige - hylede af latter og slog sig på lårene, så tårerne trillede.

Så her er det at den sande iværksætter-ånd nu skal manifestere sig i form af nyproduktion af en nøddeknækkere i god gammel tysk kvalitet fra Bismarcks og Carl Zeiss tid.

Men da jeg intet aner om virksomheds-drift, vil jeg som det første ansætte en verkställande direktør: naturligvis på moderne vis til ren resultatløn og på free lance basis. For herved sparer vi sociale afgifter, forsikringer, efter-uddannelse, barselsløn, faldskærms-kontrakter og jeg ved snart ikke hvad fra privatlivets sfære, som vi entreprenører intet vil høre eller vide om - så lidt som om vore ansattes sexuelle orientering: når bare de altså skøtter deres job tilfredsställande....

Selv overvejer jeg i den forbindelse, om jeg nu skal grunde et gammeldags familieforetagende a la Buddenbrooks handelshus i Lübeck - eller snarere stifte et aktieselskab med frisk demokratisk kapital: men vel at mærke i så fald med de bestemmende A-aktier forbeholdt familiens besindige overhovede til enhver tid.

Naturligvis har jeg i den forbindelse også forhørt mig om de til vor produktion egnede råstoffer. Og her kunne en professionel paranoiker (mennesker der ikke er spor paranoide, er som bekendt i reglen noget naive) fortælle mig: at verden ganske snart kommer til at gå rabundus grundet en helt fatal mangel på sølv: der nemlig - skønt det udvindes som et biprodukt ved guld-minedrift - har langt større reel brugsværdi end guld i de mest moderne høj-teknologiske sammenhænge.

Hvortil for øvrigt rent medicinsk kommer, at sølv virker ekstremt antiseptisk i "kollodial form": hvilket formodentlig betyder i pulveriseret og opløst form snarere end som massive sølvbarrer a la El Dorado.

Om sølv mon så også egner sig til produktion af robuste nøddeknækkere, er ganske vist uhyre tvivlsomt. Jovist - men skal vi markedsføre vor nøddeknækker succesrigt i den dekadente arabiske verden, hvor ingen sheiker alligevel gider knække nødder endsige kokusnødder længere, men holder sig med robuste og tandstærke sorte slaver til samme formål - så bliver just sølv med dets forventede stejle værdistigning alligevel svaret på vore drømme. For nøddeknækkere er dér kun til pynt og minde.

Derefter behøver vi heller ikke selv nogen nøddeknækker, for endog helt friske nødder kan købes maskinelt afskallede i delikatesse-forretningerne i Dubai så vel som København og Stockholm.

-----------------

Skal ovenstående nonsens nu atter forestille "litteratur"? Åh hold op - gu er det da ej. Nej: Litteratur er den slags enslydende skønskriveri der står i alle avisers søndag-stillæg, og som efter sigende endnu mange betaler for at kunne læse og dernæst selv "snakke med" om – skønt man, som I ser, snildt kan nøjes med at læse aviserne grundigt én dag hver anden uge for at finde inspiration til sine mere parentetiske bemærkninger.

Åhja, for at gøre nyhederne til hovedsagen og ikke blot ekstra benzin på bålets fyrværkeri, er ikke kun en fladbundet overtro, men tillige blasfemi: For så meget ære har denne usle verden jo slet ikke fortjent - islamister eller ej.

Nej, det forholder sig nemlig her som med sølv-minerne i El Dorado: Det hele forbliver aldeles uden værdi, indtil nogen opfinder den fornødne teknik til at udvinde, forvandle, raffinere og formgive den usle materie til noget, som det er værd at høre om - også bortset fra den usle nyhedsværdi"s tomme og demokratisk snakkesalige kulhydrater, som udgør de moderne storbyers diabetiske næring - og som derfor tillige er hemmeligheden bag NOVO's støt stigende aktiekurs...

Den navnkundige engelsk admiral og krigshelt Sir Walther Raleigh blev i tidligt 1600-tallet dødsdømt for i årtier at have stillet kongen bundløse mængder af oversøisk sølv fra El Dorado i udsigt. Men Raleigh leverede aldrig varen, men drænede gennem sine mange år på finansloven statskassen for midler ved at lade gode penge sende efter dårlige.

Men Sir Raleigh regnes ikke desto mindre i dag for en af Englands 100 mest betydelige mænd og skal på skafottet have holdt den smukkeste tale, der nogensinde er blevet holdt på et skafot. Men stort hjalp det altså i denne verden, og kun hans dyrekøbte ry består.
På vore dages anderledes udramatiske skafot tiels og trampes man derimod på demokratisk vis ihjel af gæs:– Og vi er derfor ikke tvungne til som Sir Raleigh at fatte os i redaktionel korthed ved som spot føjet til skade tillige at ”kilde” vore mange darlings: som vi derfor bliver i stand til at skænke et anderledes rigt efterliv end det usle, som vi selv indrømmes.

FRA JESUS TIL BRØNDSTED - OM NATIONAL SKAM...

KRISTEN SATIRE FOR MODERATE MUSLIMER

I vanlig demokratisk ordning skriver en bunke lige uafhængige spalte-berettigede publicister i alskens medier nu synkront provokerende: at når gode folk hævder at skamme sig over at være danske - så mener de i virkeligheden at andre burde skamme sig. Men en eller anden må nu have skrevet det først - så tillykke med det!

Men nu er den efterhånden sivet ind - og derefter kan vi andre så øve os i at skrive akkurat det samme på de sociale medier.

Hvis erklæret national skam skulle være lige så kættersk kontroversielt som Jesu budskab i sin tid, så får vi dog brug for mange arbejdsløse tømrere - og gerne af orientalsk ursprung - til at få ordnet de mange forestående korsfæstelser.
Jeg gider derimod ikke at korsfæstes i flok, så jeg nægter at skamme mig.
Dagbladet POLITIKEN gider åbenbart heller ikke skamme sig længere: For i vanlig ordning har man viet en hel bagside til sund fornuftig PH-satire over Kristendommen, med kun 200 års forsinkelse samt kyndig professoral bistand.

Dette vil afgjort bidrage til at pacificere hede muslimske temperamenter; lige som det vil gøre det lettere for moderate muslimer og abonnenter med betryggende moderate dansk-kundskaber at fremstå som troværdige og upartiske for deres muslimske brødre, når de taler for dansk retssamfund og tolerance - uden at blive set af deres fæller som forrædere mod både deres etniske baggrundsstøj og Islam.







Det mest virkeligt blasfemiske der kunne siges i denne sag, måtte i øvrigt  være, at hvis man gør grin med "sin egen tro" så skulle det helst vitterlig være ens egen (kosmopolitiske) tro - og ikke de andres provinsielle...

Ja, og så måtte det for resten også gerne være morsomt: For det er lige akkurat det som denne verdens virkeligt vantro ikke magter - just fordi de går så frygteligt meget op i denne verden...

Derimod kunne Jesus selv - som den gamle Vilhelm Brøndsted i sin tid påviste - være ret morsom. Der var ganske vist ingen disciple som lo. Men den slags sociale kriterier skal man jo ikke bøje sig for i en tid, hvor groft sagt enhver art satire eller hån med enten magtfuld adressat eller magtfuld afsender partout anses for morsom.

SONG LINES IN DREAMTIME - DESAFFINADIO

Et billede er kun et billede - og ganske som sort-hvid undertiden er at foretrække, så kan et lidt uskarpt foto ud over på anden vis at være mere heldigt, undertiden netop virke stærkere: For det minder om en drøm.

For enden af endeløse småveje i det nordlige Jämtland åbenbaredes midt om natten mod al sandsynlighed en dalgang i et ellers stadig mere arktisk terræng - med en velbygget nybygger-gård og livlige heste, der bar mindelser om Alberta eller Montana på Bedstemor And's tid - som jeg forestiller mig dem...Hestenes blide bjældeklang når de af og til foretog nogle kåde spring eller blot flyttede sig et stykke til bedre græsgange, virkede beroligende i vildmarkens natlige ugæstfrihed.

En sædvanlig praktisk forglemmelse, der nødvendiggjorde et længere tilbagetog uden punkteringer eller motorstop for at hente det glemte højere mod nord, faldt derfor heldigt: For det gav mig mulighed for endnu engang at besøge mit lille Shangri La ved midnat. Men først gang var nu bedst, fordi det var så uventet - og gentagelsen blev skønt vellykket dog ikke helt det samme eventyr.

Men måske er det også en vulgær og uromantisk idé, at alle vore drømme partout skal virkeliggøres?
I aviserne læser vi daglig om folk der har virkeliggjort deres drømme - hvad enten det nu er lykkedes dem overbevisende at snyde statskassen for en milliard, eller sammen med en overbevisende kumpan eller to fået "antaget" et eller andet, der på tidens vilkår allerede af den grund godt kan forekomme os andre betænkeligt snarere end egentlig interessant...
For også her gælder: Første gang du snyder statskassen, er det måske virkelig kunst. Men når alle så skal gentage kunststykket, er det for længst fladtrådt og udvandet - al momsfritagelse samt både kultur- og egnsudviklings-støtte til trods...
------------------------så
Hellere auto-focus end out-of-focus. Indrømmet - men så på den anden side: Hellere "out of focus" end "out of tune" ("desaffinadio")...
Som ved billedet fra Shrangri La har ognedenstående foto ufrivilligt en sær drømmekvalitet, som ingen megapixels formår at fange, men som tværtimod forstærkes af den noget omtågede fokusering. Hvem ved - måske ligefrem fotografiets svar på istidens hulemalerier?

Og ligeledes helt uden kulturstøtte: For ellers går det som med neanderthalernes malerkunst, der snart degenererede til maner af lutter moderligt ukritisk kunststøtte: både når deres billeder på en god dag var omtrent lige så vellykkede som cromagnon-folkets hulemalerier - og når de mildest talt ikke var det...Hvilket som bekendt også blev begyndelsen til enden for denne storstilede antropologiske blindgyde....

DEN PENSIONEREDE BANKRØVER...

I min lille svenske residensby boede der i nogle år en pensioneret bank-rånare. For det må det vel kaldes, når man har tilbragt i alt 22 år bag tremmer. Han havde brugt tiden i Kumla Statsfængsel på bl.a. yoga samt en hel del læsning.

Af og til viste jeg ham farve-forstørrelser i udstillings-formater. Han værdsatte dem meget, men tilføjede altid: "Du MÅSTE altså skrive noget til de billeder: Der må sættes nogle ord på, hvis du vil gøre noget alvorligt ud af dem, og de fotos skal sige andre mennesker noget. Du bliver nødt til at udtrykke og fortælle om hvad, hvorledes og hvorfor."
Selv var han som mange røvere meget verbal og underholdende, for ellers går den ikke i hans branche i længden.
Ja, men det sværeste her i verden er at retfærdiggøre ting, der i grunden slet ikke behøver nogen retfærdiggørelse.
Til gengæld inspirerede bankrøveren mig til en kronik i "Information" om "Store og små synder" (1995). I dag ville den aldrig være gået, for den højt uddannede normalitet har sejret - og allerhelst forklædt som alt hvad den dog inderligt afskyr...
-------------------------
Men nu er det vist på tide omsider at følge bankrøverens karriere-råd:
*HER så jeg først ikke skoven for bare træer: Elg-koens lange ben gik i ét med træstammerne, men kalvens kræmmerhus-ører fornægtede sig ikke...

PÄRLÄLVEN

På en ekspedition i Lapland endte jeg langt inde i den vejløse elvdal Pärlälven med kun en enkelt helårs-bosætning af ældre nybygger-ætlinge, naturligvis delvis samisk ursprung. Kun adgang med båd eller som i mit tilfælde apostelheste. Den gamle jæger blev overtalt til at sætte mig over floden til en natlig ekspedition til en mere alpint udseende dalgang på den anden side af et markant bjerg i horisonten  - en dal med voldsommere formationer og slet ingen bekvem adgang.


Der var dog alt rigeligt at opdage, hvor jeg var. Men da jeg den næste sommer (1987) - vendte tilbage, kaldte den fjerne profil atter på mig. Den gamle same læste mine fornemmelser og indskærpede med en nærmest moderligt nervøs bekymring for barnets vel, at det var bedst for mig at jeg fik det gjort nu "med en gång" - siden det jo ikke blev til noget året før...

Han satte mig over floden og sagde at jeg bare skulle råbe af alle kræfter, når jeg et lille døgn senere beregnede at være tilbage - hans sorte hund skulle nok høre det og kæfte op.

Efter 15 km i terrænnet en iskold aften og nat nåede jeg omsider om på den anden side af kammen, hvor morgentågen dog ikke formåede at skjule dalen. Et par jagtfalke hørtes skræppe op langt ned i afgrunden, men jeg blev nødt til straks at indlede tilbagetoget, nu jeg jo havde fået syn for sagen og foreviget det som I ser.

Nogle år senere opsøgte jeg i øvrigt min hemmelige dal ad "søvejen" - dvs. langs dalens stride bjergbække. Og jeg fandt da også jagtfalkene - men dem må I nu nøjes med tænke jer til i denne omgang.


Men da jeg nogle dage senere forlod min lejrplads nær samen og hans hustru, blev han stående og fulgte han mig med blikket indtil jeg var helt forsvundet mellem træerne. Selv vendte jeg mig tilsvarende om med jævne mellemrum. Høflighed i vildmarken - eller en fornemmelse af at vi aldrig mere skulle mødes? Mange år senere læste jeg i en bog af maleren Hans Andersson fra Jokkmokk, at nybyggeren Gustaf Larsson i Lill-Selet var kendt for undertiden at kunne se mere end de fleste dødelige. I så fald var det da meget nobelt af ham at holde bøtte med den istid han så komme....
....
I dag har dalen ingen helårs-bosætning længere, men jeg sendte da den gamle same og hans hustru nogle fotos. Men ellers er begge dalene uforandrede og nu helt fredede. Kun teknikken er forbedret siden da - og frisuren forenklet naturligt i retning af noget mere mode-rigtigt.
----------------------
Og formålsløse drømme er for længst blevet erstattet af en kollektiv snedighed, som gerne kalder sig snart fremdrift, snart empati....

Mange år senere nævnte jeg forfatteren og maleren Hans Andersson som en væsentlig stemme i de svenske skoves nyere fredning- og kulturhistorie: - nemlig i min anmeldelse i "Politiken" af Kerstin Ekmanns fine skov-bog "Herrarna i skogen".

Selv glemte hun nemlig desværre den berejste maler og skovkæmper for mere rigssvenske notabiliteter. Og denne uventede godtgørelse for tort og svie noterede Hans Anderson skam også med megen taknemmelighed, da jeg mødte ham året efter.
Heller ikke i litteratur-fortegnelsen var Hans Anderssons bøger nævnt, men derimod - måske lidt overraskende - kulturredaktøren for Danmarks dengang største dagblad...
- Hvor bogen som sagt også ganske rigtigt fik en rosende omtale.
For rettidig omhu betaler sig nemlig i denne verden....

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER
Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.

Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.

Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.

Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.

Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....

Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC:  hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.

JAGTHYTTEN - FRONTIER ELLER BORDERLINE?

Den noble gammel-svensk ur-mager i den nordsvenske by STORUMAN havde en faible for gamle Zeiss-objektiver fra den nationaliserede fabrik i Jena, hvor det som holdes for sandt i Weimar, jo ikke nødvendigvis står til troende.
Urmageren var dog ingenlunde kommunist, men fortalte gerne om sin ungdoms frivillige deltagelse i vinterkrigen -  hvorunder han nævnte en østlig flække og rent parentetisk tilføjede: "Där sköt jag min första ryss..."
De efterfølgende russere var tydeligvis mindre interessante jagttrofæer - selv om det vel for de pågældende selv har handlet om genuine førstegangs-oplevelser...

------------------------------------------------
Nedenstående foto er taget i mit første (og største) naturreservat i gamle danske grænseegne, ca. 600 hektar, som jeg propagerede med ungdommelig naivitet for allerede i begyndelsen af "tjugo-talet", vel at mærke ikke i historisk forstand.

Den beskedne jagthytte godt skjult på en mindre høj i taigaen gav mindelser om sibiriske pelsjægere og var vel just blevet bygget med dem i tankerne. Kun uhyre sjældent kom den til anvendelse; og at dømme efter nogle orientalsk inspirerede skrifter på gulvet var det nok mest ejerens langhårede ætling, der en overgang nærede uspecificerede Rousseau'ske drømme om naturtilstanden -  måske endda med nødvendig støtte og trøst i lidt cannabis?

Også selv havde jeg gennem årene tænkt mig at gøre brug af hytten en stjerneklar sen-vinternat på ski: Men inden jeg fik taget mig sammen, havde skovmyrerne egenrådigt erobret hytten i lighed med christianitterne og fordums andre slumstormere i København. Og myrerne gjorde bogstavelig alvor af vort utopiske bolig-projekt - som åbenbart var realistisk likförbannat.

Men al herlighed forgår, så den top-hemmelige jaktstugan er forlængst rådnet bort. Ja, selv myrerne synes at være faldet tilbage på gode gamle borgerdyder og skøtter herefter deres eget. Kun skorstens-røret af blik ligger der endnu som et arkæologisk vidne om civilisationens undergang.

 Men reservatet blev virkeliggjort bid for bid og bliver på linje med andre antikviteter kun mere værdifuldt år for år: dels grundet tiltagende ælde, dels fordi dets sjældenhed vokser, efterhånden som mange ligeværdige områder efterhånden forsvinder eller reduceres. Min svenske forbundsfælle ved den kungliga länsstyrelse var heldigvis en fremsynet mand med sans for, at ikke alle reservater nødvendigvis skal gøres publik-vänlige i form af strøvstigar på kryds og tværs. Selve sti-løsheden kan undertiden være en eventyrlig kvalitet - ikke alene biologisk, men også for de særligt interesserede.

 Komplementaritetens lov gælde også her: Skulle ALLE områder åbnes selv for folk i kørestol, mister vi alle noget vigtigt: Alt skal ikke slås i ét hartkorn. Og vi må her huske historien om barnets sande og retmæssige moder, der hellere lod den falske moder få barnet frem for at lade det dræbe af Kong Salomons mænd.
-------------------------
Ganske tilsvarende bør skribenter ikke lade sig styre og korrumpere af mængden af likes endsige mediernes paulovske knæfald som målestok og rettesnor - så lidt som den fordrevne stolte russiske intelligentsia i eksil lod sig intimidere af Lenins direktiver om proletariatets diktatur. For sådanne misforståelser kommer der aldrig noget godt ud af - udover magt samt en bunke borgerlige bekvemmeligheder...

TRE GANGE BRANDES - OG TO GANGE SHAKESPEARE...

1. GEORG BRANDES 1884
CITAT OM PÆDOFILE OVERGREB:
"Ingen fornuftig mand kan andet end sympatisere med tanken om, at der inden for hans samtid skulle finde en energisk stræben sted efter at komme ud af den bestialitet i sindelag og færd, hvorom sligt er vidnesbyrd."
--------------------------------
HVILKEN opvisning i dobbelte negationer samt en mange-leddet indirekthed, der ved sine omstændeligheds talrige forsinkelser komisk dementerer den efterlyste handlekraft. Man bedes således blot sammenligne med det langt mere folkeligt mundrette "Utrota dom djävlarna",
Her ser vi hvorledes et rigt og musikalsk differentieret sprog kommer ynkeligt til kort over for den barbariske virkelighed. Men selv æstetisk set bliver sådanne velmente forsøg på praktisk applicering på verden til en så at sige kristen karikatur af velmenthed - egnet til et komisk libretto i en operette, hvor der jo ligeledes gerne bruges et kvarters tid til at forkynde, at "Jeg iler, jeg iler".
Det må være sådanne erfaringer, der får enkelte til at trække sig helt ud af verden og hellige sig en tårnhøj åndelig perfektionisme i deres sinds lukkede kolbe. Tænk på Mann's syfilitiske Doktor Faustus, der hverken ænser Hitler-regimets perverse opvækst eller sit eget tiltagende forfald: lige dekadente, bare på diametralt modsat vis.
Eller tænk på Joyce's sidste værk "Finnegans Wake" der skal være endnu mere tidskrævende at læse end de sølle 20 år manden var om at skrive den... Ganske som Doktor Faustus døde Joyce kort efter sit værks fuldendelse - i øvrigt et noget halsbrækkende dyslektisk ord at skrive: "fuldendelse". Langt sværere end det beslægtede ord "pølsesnak".
Tror pokker, at verden inderligt afskyer åndens sublime dekadence - for dekadencen er jo i sin tur verdensforagt. Selv hvor en Brandes' sprog kommer langt bedre til sin ret end i ovennævnte komiske abort, ses et rigt artikúleret sprog derfor i vore dage som en langt større typografisk formastelse end de pædofile forbrydelser, som endnu i vore dage flittigt debatteres i aviserne.
For de pædofiles såvel som de islamistiske fanatikeres ytringsfrihed er nemlig (til forskel...) et prekært anliggende, ja endda en prøvesten for retssamfundet - hvilket giver rig anledning til skolastiske øvelser, hvorunder vort højt besnakkede & besungne ("Bothered & bewildered") uddannelsessystem da også fejrer daglige triumfer, takket være proletariatets (dvs. parti-elitens) triste og kedsommelige diktatur...




---------------------------------


2. SHAKESPEARE SKUDT FRA HOFTEN
Genlæser Brandes' Shakespeare-biografi. Den næsten glemte kritiker Harald Nielsen (ikke den udødelige fodboldspiller), som forresten er Søren Krarups helt, kaldte ham gudhjælpe mig "plagiatoren" - hvilket måske kunne få nogen til at tro at jeg selv i vor tid plagierer Harald Nielsen.
Men Brandes ubesværede prosa ville i sin naturlige kompleksitet i vore dages presse virke som et intimiderende slag i ansigtet - så meget kan vi indestå for, selv uden endnu en gang at hentyde til Lenin's sluttelige sejr til lands som til vands...
Harald Nielsen skrev også en lille kritisk bog om Karen Blixen, som jeg engang faldt over. Måske havde den vitterlig sine pointer - og så på et tidspunkt hvor baronessen var blevet sakrosankt, Men i stedet for at blive sagligt imødegået, blev den tiet ihjel som var det blasfemi.
Nielsen anklager bl.a. Blixen for utroværdige, ubehjælpsomme, stiliserede og kliche-agtige personer. Jo, men det var skam da fuldt bevidst. Aage Henriksen taler således om en særlig "keramisk" glans ved hendes marionet-figurer, omsmeltede i hendes alkymistiske retorte...Som hun jo også selv blev keramisk omsmeltet af sine mange tab.
Mann er rigtignok også åndfuld, men det sjove ved ham er, at selv om hans personer ganske vist ofte taler om ret vidtløftige emner, så fremstår de alligevel oftest som mennesker af kød og blod: dvs. ofte som ret komiske personager.
Harald Nielsen blev allerede meget tidligt miskendt, hvilket er en hel del sværere end at blive tidligt anerkendt - for det kunne måske de fleste nu nok opnå, hvis de da ikke gebærder sig alt for - ufordelagtigt....
- Og så vidt man forstår, udviklede Nielsen vist nok også nazistiske sympatier, mere kulturelt med afsæt i Brandes og "Systemet Politiken"'s kosmopolitanisme, hvori han kun så upålidelig rodløshed eller måske endda ligefrem opportunisme: en kosmopolitanisme som han med en del andre ånder i lidt ældre tid mente, at det fædrelands-løse jødiske folk måtte være blevet særligt disponeret for undner deres lange diaspora.

Nielsen skulle måske i stedet være blevet skovarbejder. En urgammel svensk litterat Karl Göran. Ekerwald, hvis far var skovfoged i Jämtland, skrev som gammel en uhyre vis lille Shakespeare-bog. Ikke så magtfuld aristokratisk prosa som Brandes, men lige så livsklog: Begge forstår nemlig, hvad der må have fået Shakespeare til at tegne en Hamlet, en Jago, en Kong Lear og en Timon.

Dvs. hvilke livserfaringer, der må ligge bag hans tiltagende sortsyn - trods ydre kongelig medgang i geschäften. Naturligvis den uhyggelige engelske samtidshistorie, Ja, men også erfaringer i hans eget liv som man må tænke sig til selv, selv om de nu antydes her og der. Herunder muligvis også ting som den stakkels Nielsen kunne tale med om.


Også Shakespeare mente med Schlüter, at ideologier er noget bras... For "He was not a company keeper", som en samtidig kollega skrev.
Men selv en Thomas Mann måtte jo sande, at de dér trælse ting desværre ikke kan ignoreres helt...Men behøver det at være lige nu?

3. CAVLING ELLER IKKE CAVLING - DET ER SPØRGSMÅLET...

Får lejlighed til omsider at fotografer en vild, men usky odder. Takker jo ikke nej, men kvier mig samtidig lidt ved denne nivellering. Ja - for et par fotos begået både på anden hånd og med venstre hånd af en udi odderen ikke engang fucking amatør er ikke interessante for andre end en selv.

Men hvis man har mange andre mere genuine ting, taget gennem mange år, ikke baseret på genveje og tips, som også hundreder andre har benyttet sig af, men på passion og apostlenes heste, så kan et enkelt indslag af tidstypisk demokratisk snyd vel tolereres?

På samme vis har jeg et foto af en los taget gennem gitret på en gammel frilands-zoo i nord; og det gled dengang godt ind i mine lysbilledshows, når bare man ikke ligefrem publicerede det.

Ihukommende en norsk fotograf med en bunke internationale priser for mesterskud af los og ulve, der brat blev frataget alle dekorationer grundet såvel tyveri som trickfotos i snild forening og i stor stil.
Men snyd begynder oftest i det små, og verden priser dig: For hvis NN kan hutle og pukle sig igennem mit sit små-snyd, så kan alle vi andre vel også ...

 Nok herom, men hør i stedet hvad Georg Brandes skriver i sin bog om Shakespeare fra 1895:

"I den elizbethanske tidsalder kunne enhver dannet englænder skrive et nogenlunde drama, som i Perikles' tidsalder enhver dannet græker kunne begå en nogenlunde skulptur - og som i vore dage enhver dannet borger kan forfatte en nogenlunde avisartikel.
Vor tids borgere besidder nogen beherskelse af sproget, nogen øvelse i at ræsonnere over begivenheder og tanker, men fremfor alt en omfattende læsning af aviser - hvilket alt sammen blot afføder endnu flere avisartikler..."
En Harald Nielsen kan måske nok have ret i, at selv den unge Brandes ved enkelte lejligheder forkælet har tiltaget sig mere ære end fortjent - men det formår dog ikke at ændre hovedindtrykket.
Og selv om Brandes nok mere var den altgennemtrængende plastiske ånd end den i egentlig forstand grund-originale, så tilegnede han sig altid stoffet personligt og med en mangefacetteret suverænitet, som ingen kan frakende ham eller gøre ham efter.
-----------------------
Det er som om Harald Nielsen ville lade brandesianernes letkøbthed og kammerateri smitte af på Brandes selv. Men hvem ved: På trods af sine fortrin at stå i skyggen af en Brandes er måske også en hel del værre end på grund af sine fortrin at stå i skyggen af gud og hver mand....
Ganske som man nok foretrækker en helt ordinær forkølelse frem for Den Sorte Død.
Jo, demokratiet har skam sine fordele...