TERRORENS PSYKOLOGI: PETER WIVEL ELLER GENETIKEREN ERIK BAHN?

PETER WIVEL OM TERRORISME OG SELVMORD

Nu skal vi som bekendt ikke give eventuelle terrorister på Facebook yderligere opmærksomhed, for terrorens kobling til den moderne nyhedssyge - blasfemisk utilgiveligt karrikeret af både Pontoppidan, Georg Brandes og Mann og sågar strafbart at citere -, har jeg nu længe spottet.

Men Peter Wivels interessante psykiatriske overvejelse om, at terrorister nok oftest er selvmordere, der så at sige gør en muslimsk dyd af nødvendigheden, får mig til at mindes en samtale way back med genetikeren Erik Bahn. Husker ikke hvordan vi lige kom ind på mord, men det var i hvert fald Bahn der sagde følgende:

"Har du ikke også af og til haft den tanke, at hvis du engang får en dødelig sygdom, så vil du benytte lejligheden til med fryd at skyde nogle af de værste sataner i dit eget eller nærståendes liv? - Ikke sandt? Javel - men hvorfor er der så alt for få syge, der virkelig gør menneskeheden denne store tjeneste - med risiko for enkelte fejlskud og fejlbedømmelser?

Ganske enkelt, Watson: For hvis du ikke har anlæg for mord, så vil hæmningen nemlig i reglen overvinde trangen til hævn og straf. Og så vil du dø med både skam og ærgrelse - omtrent som med pigen du ikke turde byde op til dans".

Indrømmet frit gengivet - for den kontante genetiker Bahn er ingen dekadent stilist. Og hvis han tillige skulle være død i mellemtiden, så kan vi konstatere at han åbenbart heller ikke havde anlæg for drab.
Om den nære sammenhæng mellem forbrydelse og kunst taler derimod både Dostojevskij, Strindberg og Egon Fridell alt rigeligt: Kunsten kan således undertiden erstatte forbrydelsen - lidt i stil med min gamle matematiklærers ord om matematik: "Matematik er kunsten at undgå at regne". Og ganske ligesom forbrydelsen betaler kunst sig oftest ikke.

I øvrigt mener de fleste mennesker tydeligvis ganske det samme som Erik Bahn: Ja, for ellers ville de nok opføre sig en smule bedre - og måske ville de sågar leve som de prædiker! Men det kan jo selvfølgelig være, at de i al hemmelighed bare anser deres ofre for så store kunstnere, at de kan tåle mosten og sågar formår at forvandle den til ædel årgangsvin.

Javel så, ser man det - men i så fald var det da pokker til nærig måde at fortælle det på....
--------------------------
Men hvorom al ting er: Hvis Erik Bahn har ret, så egner kun få selvmordere sig til mord og terror: nemlig de få der også uden selvmordsplaner kunne tænkes at blive mordere. Og spørgsmålet er vel også, om den fornødne fokuserede handlekraft er forenelig med selvmordstendenser? Men i nogle tilfælde er den det nok - især ved aktioner der ikke fordrer langsigtet planlægning og fokus.
...Omtrent som forholdet mellem ægte kunst og øjeblikkets provo-kunst, der behændigt kobler sig infantilt snyltende på de p.t. mest omtalte emner.
---------------------------
I øvrigt: Anders Jerichaw mener i dagens Politik, at forbryderes etnicitet og religion kun bør nævnes, hvis de skønnes at have betydning for forbrydelsen. Akkurat det samme må vel så også gælde selvmordshang: Ja, for ellers kriminaliserer vi jo som spot føjet til skade alle de arme djævle, som vi i solidarisk fællesskab mobber i håb om deres selvmord inden alt for længe...

Og i henhold til den samme logik var det vel så også en smule overflødigt, når kronikredaktøren i fjor nævnte, at samme Peter Wivel i sin kronik om Den Barmhjertige Samaritaner selv havde stået for oversættelserne fra oldgræsk: Vel at mærke med mindre Peter Wivels oversættelseslyst da var afgørende for udfaldet og resulterede i afvigelser fra den gængse og officielle danske ordlyd.