KIERKEGAARDSKE GJENTAGELSER

GJENTAGELSER I:

NET-DATING TUR RETUR

To stavrende gubber steg ud af den bagved kørende bil ved skovvejens ende. Efter at have irettesat mig for min uhøfligt langsommelige kørsel fortalte de, at ved vejenden opholder der sig en sjælden sibirisk sanger, som er drevet ud af kurs. De havde kørt hele natten 450 km fra Uppsala alene for at se den fugl, så jeg måtte forstå deres irritation over denne sidste og komplet unødige stopklods.

Den trods sin stok mest usikre gubbe hørte sangfuglen i samme øjeblik han steg ud af bilen, hvorimod jeg, der klatrer lige så hurtigt og sikkert som som en mis, først kunne høre den, da gubberne havde ledt mig helt tæt på kræet: Thi således aldres vi nu engang så forskelligt.

Alle sangfugle er gråbrune og aldeles uanselige og ikke noget at fotografere. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating. Men de post-moderne gubber fortalte til gengæld noget, der indgød respekt for nordsangeren trods dens elendige geografiske sans. For samtlige Sibiriens nordsangere overvintrer nemlig i Syd-Vietnam og endnu længere sydpå.

At havternen overvintrer nær Sydpolen, kan ærligt talt ikke imponere mig: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor i sin tid viste ham Eiffeltårnet. For havternen har aerodynamisk forbilledlige vinger og henter sin føde i forbifarten over havene - hvor svært kan det være?
Men en bitte kortvinget mygge-ædende sangfugl, der dagligt under trækket forbrænder sin halve vægt eller så - det er sgu en kraftpræstation og en sand ironman.
Just dette eksemplar var så endda fløjet en eller to stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Men vi må ikke glemme det morsomste: Den enlige nordsanger-han uden realistiske udsigter til giftermål sang på livet løs som en gal mestersanger fra Nürnberg , helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed var lige så umulig som hos H.C. Andersens prins, der havde forelsket sig i den lille havfrue. Så efter en lille halv time sagde gubben med stokken: "Bättre än så här får vi aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."

Fænomenet inspirerede mig endnu i dag (ihukommende ”tidens, stedets og dramaets enhed”) til en lang og lidt mere kompleks smøre. Den slags ironmen vil dog erfaringsmæssigt mishage de kendte lige så meget som de ukendte: og det af grunde som ingen af de kategorier selv formår at gøre fyldestgørende rede for. Hvoraf man ser, at enten burde de ukendte være lige så kendte som de kendte - eller også burde de kendte være forblevet lige så ukendte som de ukendte. Så vær fremover forsigtige med at erklære dem, hvis positioner I misunder, for idioter...

De rigtigt vise fortæller os samstemmigt, at den kortest mulige form altid er den fornemste og mest modne frem for al mastodontisk kluntet stræben a la opløbne unge typografers dobbeltside-opslag - samt doktorafhandlinger, som for enhver pris skal bevise noget, der jo i givet fald slet ikke behøver bevis: også fordi de som stædigt efterlyser beviser, jo akkurat lige så stædigt ville nægte at tage dem for gode varer...

Javel – men det er nu engang bare social praktisk at få den fjollede doktortitel på plads, så I må have os undskyldt – ganske ligesom I skal tage den offentlige forsvarshandling som et stykke festligt folklore på linje med fordums folkekære offentlige henrettelser.

GJENTAGELSEN II – ”MADAM, IT MAKES NO DIFFERENCE”

Jeg var rejst til et fjeld i Dalarna for at gense den prægtige jagtfalk – verdens største – på en forholdsvis publikumsvenlig yngleplads, som da heller ikke er forblevet ukendt. For et par år siden fik jeg her i blødt lys en serie uhyre maleriske optagelser, der ledte tanken til den senromantiske svenske naturmaler Bruno Liljefors. Lignende optagelser fik jeg som ganske grøn ved hårdt arbejde fra et skjul i nabotræet til en duehøgerede, som kun jeg kendte – men med alderen bliver man mere bekvem.

Mit påskud for årets gentagelse var ønsket om supplerende optagelser – især i form af en langt mere usandsynlig gentagelse: Jeg fik nemlig dengang et noget rystet foto af falken ankommende med en brushane – det lignede et fabeldyr med to hoveder, hvoraf det ene bar nævnte fuglearts karakteristiske og i sig selv barokke allonge-paryk. I år ville jeg gentage scenen – blot helt uden rystelser...

Ihukommende konen i muddergrøften fik jeg i stedet et lynkursus i beskedenhedens kunst, hvorom et gammel ordsprog ganske vist siger, at man kommer længst uden: Javel, men i dette tilfælde kunne jeg så gøre en dyd af nødvendigheden, og så er det jo gratis.

For ganske ligesom Kierkegaards gensyn med Berlin (”Gjentagelsen”, 1844) blev en skuffelse, således havde jagtfalken for det første skiftet boligen ud med en noget mindre malerisk beliggende klippehylde og desuden også mere fysisk krævende. For det andet havde den kun en enkelt unge, hvilket indebærer et minimum af fodring og forældre-besøg; og for det tredje landede falken slet ikke på reden mens jeg var der.

Naturligvis kunne man fremture, nu man alligevel har kørt så langt, for stædighed og tolerance over for ensformighed er nu engang en af hemmelighederne ved succes. Men i stedet for flovt sejpineri blot for at opnå et ringere resultat end sidst fandt jeg det både mere bekvemt og mere mandigt at læse skæbnens vink og indse, at rejsens eneste fornuftige formål dybest set måtte være selve gensynet med stedet og falkene. Noget teknisk påskud behøvedes ikke – og det så meget mere som jeg mildest talt ikke er on assignment, for så havde det straks været en anden historie.

Jeg overnattede i bilen, og den næste morgen ankom to ældre herrer, der var kørt 450 km i et stræk helt fra Uppsala alene for at se en lille sibirisk sangfugl, der under trækket var kommet ud af kurs og var landet i nærheden, hvor den enlige nordsanger-han sang som en gal mestersanger i Nürnberg i forgæves håb om at finde en lige så geografisk tumpet mage.

Jeg fulgte med i bil som det tynde øl for at høste nordsangeren som trøstepræmie: Og den sad ganske rigtigt, hvor den skulle i en grantop og sang på livet løs: Sangen var ret uopfindsom, men til gengæld karakteristisk og let at genkende. Men selv ville jeg aldrig have opdaget den, for så fine stemmer hører jeg først meget tæt på. Den trods sin stok betænkeligt stavrende ældste herre hørte derimod nordsangeren i samme øjeblik han steg ud af bilen, mens jeg omtrent blev nødt til at klatre op i granen for at høre fuglen - hvilket jeg nemlig gør som en mis: for sådan aldres vi nu engang så individuelt.

Mit antikke super-objektiv genbrugt digitalt kom således efter den obligatoriske kvote af fejlskud (der bedst kan sammenlignes med den obligatoriske kvote af sociale tabere i selv de mest attraktivt beliggende almennyttige byggerier) omsider til sin ret: Ja, for upræcis fokusering er ikke spor bedre med Zeiss-optik end med billig kinesisk kopivare. Og herefter behøvedes som tillægsgevinst ikke mere vægtløftning den dag...
Nu fulgte en let konversation, der blev indledt med det for mit sprognemme fornærmelige spørgsmål, om jeg mon kom fra Danmark eller Tyskland. Javel, hans egen datter var skam gift med en mand fra Als – hvilket aktualiserede den lige så artige retur-oplysning, at just Als er et af de få steder i Danmark med ynglende lærkefalke.
Men så kom det morsomste: Den enlige nordsanger-han med sin elendige geografiske forberedelse og helt uden realistiske udsigter til lokale giftermål sang på livet løs som en gal mestersager fra Nürnberg – helt uden at ænse sit artsfremmede publikum, hvis kjerlighed til den var lige så ensidig og dødsdømt som prinsens kjerlighed til H.C. Andersens lille havfrue.

Dette med sangstemmen minder mig om en anekdote: En mand havde ægtet en kvinde med et ansigt som en hests – men med en aldeles vidunderlig sangrøst. Da han morgenen efter brylluppet vågnede op til synet af sin søvndrukne nyerhvervelse i morgenlys, råbte den i stil med Biblens Jacob nødstedte fortvivlet: "Så syng dog, for helvede – syng!"
Men synge kunne nordsangeren som sagt, så det forslog. Så efter en lille halv time konstaterede gubben med stokken tørt: "Bättre än så här får vi ändå aldrig uppleva nordsångaren - så nu är det väl dags att vi åker tillbaka till Uppsala..."

Egnens øvrige seværdigheder havde åbenbart ingen interesse – og i det hele taget var de to herrer tydeligvis ikke som jeg selv dyrkere af gentagelsens futile kunst.

Historien illustrerer dog tillige en side af gentagelsens umulighed, som Kierkegaard i sin morsomme lille rejseberetning fra Berlin ikke fik med: nemlig at i stedet for det man søgte, opnår man ofte noget helt andet som man aldrig ville have forestillet sig – bare man altså ikke er alt for stålsat ensporet.

Javel, men hvorfor er den nordsanger egentlig så interessant? Ja, for som næsten alle sangfugle er den aldeles uanselig og ensfarvet lysebrun med detaljer, som kun nørder samt artsfæller formår at skelne. Net-ornitologi er mig desuden lige så aldeles sjælsfremmed som net-dating.

Her må jeg derfor videregive en oplysning, som vitterlig var bevægende og gjorde oplevelsen eksotisk og ikke kun bizar: Den skrøbelige og fnug-lette sibiriske nordsanger opholder sig nemlig af ukendte evolutionshistoriske grunde om vinteren ingenlunde i de mest nærliggende varme lande, men derimod i Syd-Vietnam, Ny Guinea og Melanesien, hvortil ellers kun romantikere som Gaugain drager i håb om at pådrage sig de mest eksotiske kønssygdomme.

At havternen med sine lange aerodynamiske vinger årligt flyver næsten til Sydpolen, imponerer mig ærlig talt ikke: med en ung jysk ingeniør-kollegas ord til min bedstefar, dengang denne som hans mentor viste ham Eiffeltårnet. Havternens lange aerodynamiske vinger er jo som skabt til opgaven, og forplejningen finder den løbende i forbifarten på havet – men en fnug-let og kortvinget mygge-ædende sangfugl, der daglig må spise omtrent sin halve vægt for at kompensere for denne ironman-agtige slankekur? Nej, det lyder som evighedsmaskinen, cirklens kvadratur og anden halsløs gerning for ørkesløse og uduelige milliard-arvinger.
Og just dette eksemplar var så endda fløjet to eller tre stationer for langt - og det er vel også en messe værd i regionalavisen?

Javel, men ikke mindre bevægende er det, at menneskelige ildsjæle på hen ved hundrede kilo i tidens løb har kortlagt disse forhold så minutiøst og har levet sig så dybt ind i disse artsfremmede og helt unyttige små kræs liv og levned. Det gør hele historien til en romantisk og eventyrlig illustration af menneskesjælens storhed, når den viser sig fra sin bedste side – langt hinsides trættekær debat om kendte menneskers seneste udsagn, gøren og laden, som alene fascinerer i øjeblikket.

Men lad os nu slå koldt vand i blodet: Ja, for vi ved jo godt, at selv hvis det ikke havde været den eventyrlige nordsanger, men en hvilken som helst anden sibirisk sangfugl med en mere normal og plausibel trækrute, der var blevet slået ud af kurs og havnet i Dalarna – så ville de to ældre gentlemen have troppet op efter en lang nats kørsel. Og også jeg var nok igen fulgt med fra parkeringspladsen som det tynde øl – for ovennævnte eksotiske oplysning fik jeg nemlig først til sidst.

Det viser, at denne bevægende dragning til noget uanseligt og menneskenes gerning aldeles uvedkommende ikke behøver nogen art eksotisk alibi og derfor ikke kan være afledt alene af kolonialvarers velkendte evne til at sætte unge sødygtige mænds fantasi i drift.

At fuglen er fra Sibirien, og at den trods al menneskelig indifferens dog er en nordsanger og aldeles ikke hverken en løvsanger eller en gransanger, og at den således objektivt trodser vor fornufts og væsentligheds' sikre dom: ”Det er sgu det samme, og enhver eventuel forskel er akademisk og komplet irrelevant” - dette er underet og mysteriet.
Selv hvis en Newton med geniets sans for de største og mest generelle linjer vedtager, at det kan sgu være det samme, så insisterer det bitte kræ dog i kraft af sin blotte væren på, at : ”Nej, der er altså bare forskel – og den lille forskel er og forbliver til orientering bedøvende uanfægtet af jeres opfattelse af relevans: helt uanset hvor mange og hvor magtfulde og kloge I så end er.”

Det forholder sig til orientering hermed, som dengang en dame skulle gøre sig interessant ved først at rose en verdensberømt koncertpianist for hans udgave af Beethoven – kun for så at tilføje, at hun til gengæld fandt hans Mendelsohn knap så overbevisende... Virtuosens svar lød nemlig: ””Madam, believe me: It makes no difference....”
Og mesterens svar vil vi her genbruge forlods for det tilfælles skyld, at nogen blev skuffede over, at vi slet ikke har kommenteret den seneste hjemlige debat om, hvad nogen ikke burde have sagt og hvorfor. ”A rose is a rose is a rose” gælder nemlig også her – og så kan I komme med alskens naive og civiliserede majoritets-fordomme akkompagneret af kendte navne i sommervarmens dorskhed på Skagen eller hvor nu det er mest fashionabelt at slå mave.

Desuden har vi jo nu til overmål bevist on location og på den selv samme højlyse dag i henhold til dramaets klassiske regler: At gentagelsens umulighed i stedet kan blive indfaldsvinklen til ganske andre frugter og en helt anden høst. Og her tænkes ikke kun på de par vellykkede fotos, som alligevel ikke kan sige andre end nørder noget – og som jo dertil alene for mig selv besidder affektionsværdi som madeleine-kage og et symbolsk rejseminde.