BERØMTE ONE- LINER'S FRA PSYKIATRIENS JERIKO

Rejsekongen Simon Spies foretog engang det eksperiment slet intet at sige et helt år. Vi kunne som variation lave det eksperiment herfterdags i en periode udelukkende at udtrykke os i one-liners. Dette drabelige løfte ligner allerede i sig selv en one-liner, men her er en bedre: "Hvis det ikke var for mit ubodelige hang til bisætninger, ville jeg herefterdags kun udtrykke mig i one-liners." Denne one-liner minder i sin tur om hvis en seksualforbryder erklærede: "Hvis det ikke var for mit hang til smådrenge, ville jeg beslutte herefterdags kun at voldtage professionelle kvindelige skønheder".
Apropos: Beviser vore betænkelige associationer íkke alligevel en hel del om vort indre liv? Nuvel, men for det første er der en verden til forskel på uvilkårlige og nærmest ubevidste associationer og så at sige musikalsk motiverede idé-sammenstød. Desuden vil De have bemærket, at vi omhyggeligt skrev "seksualforbryder" og ikke det mistænkeligt fortrolige og infantilt hyggelige "sex-forbryder" - for det kan I sgu selv være.
Nåja, undskyld vor bramfrihed, men uhøvisk tiltale er langt bedre end slet ingen, tro mig: Jeg kommer lige fra Lapland, hvor jeg trods al træning gik lovlig meget alene med mine indre pubertets- samt midtvejsnisser i samdrægtigt tolvtone-kor; det vil sige de var nærmest blinde tommelfingerpassaserere, idet jeg førte bil med kun tilnærmelsesvis, men desto mere ædruelig hjemmel. Men kort sagt, undskyld vor uhøviske tiltale, men dels gør vi det således kun af terapeutiske grunde, og dels gælder terapien som antydet nærmest os selv, for intet er mere fremmeligt for den mentale helse end tvingende gøremål, der fordrer - og derfor tillige be-fordrer - mental fokusering.
Hvad tiltale af læseren angår, skal denne dog ikke alene anses for en privat konstruktion, for det er ganske vist, som Voltaire's one-liner siger, at hvis ikke Gud fandtes, måtte vi selv opfinde ham. Og det samme gælder vore læsere, der jo netop ifølge Blixen for en forfatter spiller Guds rolle. Hvis vore læsere således vitterlig blot skulle være en fantasi, må denne derfor siges at være den absolutte apoteose af høflighed. Og hvis læserne allerede eksisterer i forvejen, er det den stadig den næsthøjeste grad af høflighed. Kun at yde folk det næstbedste kunne ganske vist også ligne en uartighed, men på den anden side er det vel ikke altid så dårligt at være i live - jeg mener, når man derved har mulighed for at læse vor blog.
Et af vore principper er jo i øvrigt dette, at modsat bøger, der kan handle om hvad som helst, bør en blog egentlig helst være genre-specifik, just for at kompensere for at vi jo indrømmet gør en dyd af nødvendigheden ved ikke at publicere for markedet. Dette pinlige moment, som dog i vort tilfælde måske mest skyldes upraktiskhed og socialt ubehag ved moderne konforme direktørtyper og deres dørvogtende halehæng, må derfor kompenseres til fulde ved så at sige at benytte lejligheden til at opfinde noget vi ikke har i forvejen - kort sagt vore læsere. Disse inddrages derfor mere i vor end i andre offentlige genrer, men modsat i brev-genren har de kun begrænsede muligheder for at gribe ind. For nok kan de kommentere, men de skal ikke regne med at det påvirker vore himmellegemers vandring på det indre firmament.
Kort sagt, hvis ikke Sankt Hans Torv helt kan gøre det ud for Sankt Hans, så gør vi det i stedet til noget andet og hyggeligere, selv uden den beroligende udsigt til Roskilde Fjord. Men med hensyn til det med Sankt Hans, skal I nu ikke være sikre på, om vi ikke alligevel kunne tage konkurrencen op og i det mindste komme på en pæn anden plads.
Trods vor kompositoriske dans kan vi således ikke helt sige os appelsinfri m.h.t. Sankt Hans, hvilket stærkt betænkelige læsere af vore monologer fra Lapland måske kan bekræfte. Men som I ser, terapien virker allerede, så vi klarer en runde til. Apropos sindsyge scenarier kunne De spørge, om man ikke nærmest per definition må være sindssyg for at begå selvmord uden tvingende grunde så som afkortelse af ubodelig og utålelig smerte. Umiddelbart set lyder det overdrevet, for selvmord kan jo begås med fuldt overlæg og fuld bevidsthed om tid, sted og person. Men dette slet ikke at se muligheder kan faktisk kaldes sindssygt - for selv om mulighederne jo så at sige netop ikke findes som virkelighed og kan peges på, så hører til den mentale sundhed en evne til så at sige at konstruere dem visionært. Ja man kunne endda sige at det ikke at kunne se muligheder allerede per definition må være sindssygt i biologisk forstand, fordi det gør det umuligt at leve, og så må det jo kaldes sygt.
I det virkelige liv kniber det dog indrømmet ofte gevaldigt at se mulighed, men på bloggen går det ærligt talt strygende, og det er lige før vi burde have EU-støtte for såvel vor kreativitet som den ihærdighed hvormed vi arkaisk underholdende for turisterne fremturer med at opdyrke vore marginale, men desto mere pittoreske jorder.
Annonce-indtægter kunne være morsomme som eksempel og prøve på reklamefolkenes påståede evne til at kende deres besøgelsestid og se mulighederne for at booste et tilsyneladende undseeligt fænomen op til dets ideelle og velfortjente dimensioner. Ja, det var bare et forslag, nu må vi se hvad Google siger. Sidstnævnte replik giver anledning til i en one-linier at fortælle hvorfor vi aldrig har ladet os indlægge: Den psykiatriske klinik-dame spurgte mig nemlig dengang for en snes år siden, om jeg skulle have medicin. Da vi nægtede pure og en kende stødt på manchetten, svarede hun overbærende: "Ja, ja, nu må vi jo høre, hvad doktoren siger!" Så var der en der var skredet - trods smukke udsigter til både Roskilde Fjord og snarlig helbredelse. Min skizofrene klassekammerat fra gymnasiet kommenterede i øvrigt siden mit behandlingsmæssige frafald med denne profetiske one liner: "Men hvem i hele verden skulle også kunne hjælpe dig?" Men vi må her langmodigt supplere med psykiateren Gordon Livingstone's faglige devise og one-liner: "Det er kun ulykker der sker hurtigt." Værdien af uhjemlet bilisme på linie med kanindræber-kurser i terapeutisk øjemed synes således desværre at kunne bestrides.
Nå, men førstepræmien inden for psykiatriske one-liners går dog til en bekendt af mig, der adspurgt af en maler om hvad han syntes om hans udstilling, svarede: "Jeg ved det ikke - jeg er ikke psykiater".

Nuvel, den som ingen kan hjælpe, må hjælpe sig selv. Jeg havde således forleden min første køretime efter sommerferien med henblik på stadig større legalisering af mit tålte ophold på Jord. Og hvis ikke det havde været for trafikreglerne, ville køretimen være gået ypperligt. Forresten - hvordan kan man som autist forholde sig seriøst til noget så socialt og udvendigt som trafikregler? Jo, man kan adoptere dem helt i eget regi som en art selvvalgte dogme-regle, rimfødder eller musikalske forlæg. Ja, faktisk var det netop befriende efter timevis af natlig drømmekørsel i Laplands blånende ødemark atter at få en solid mur med kontant afregning at spille bolden op ad. Det hele blev ligesom lidt mere interaktivt - omtrent som hvis vore tænkte læsere pludselig gav sig til at insistere på deres eksistens også uden for vort drømmerum.

Nå, vor næstsidste one- liner vier vi en anden hovedperson, som et eksempel på vor lille selvpålagte prøvelse at lade som om der eksisterer andre mennesker. En kammerat der kender mig særdeles godt, udtalte således engang at hvis Hegel havde været min samtidige, ville jeg sikkert have anklaget ham for at stjæle nogle af mine ideer. (Man kunne have svaret ham med den flabede one-liner, at den eneste grund til at Hegel ikke har osv. , er den simple, at han gudskelov døde før jeg blev født). Brian MacGee skriver tilsvarende i sin lille selvbiografiske bog, at når han undertiden fortalte filosoffen Karl Popper om en tanke han havde haft, svarede Popper altid naivt og spontant: "Jeg forstår at De har læst og endda forstået min artikel om ..." Det havde MacGee langtfra altid. Det er også MacGee der som næsten den eneste ud over mig selv bryder det institutionelle tabu og siger lige ud at forskellen på en filosof og en filosofiekspert er nøjagtigt den samme som forskellen på en maler og en kunstkritiker, eller forskellen på en digter og en kritiker. At de to roller af og til bestrides af samme person, er en anden ting, men det ene følger ikke af det andet.
Nå, men for nu at demonstrere en u-autistisk generøsitet over for bemeldte Hegel, må vi citere ham for hans berømte one-liner: "Hvis automobilkørslen sker på bekostning af trafikreglerne, er det værst for trafikreglerne." Karl Marx gik som bekendt endnu videre med sin kendte one-liner: "Hidtil har bilisterne fortolket trafikreglerne - nu gælder det om at forandre dem".

Vort eget små-autistiske grænsetilfælde rammes i øvrigt af den bagklogt betragtet meget indlysende boomerang, der hedder: De, der til fulde har udviklet kunsten at sælge, spille deres kort social, "netværke" osv, har netop aldrig brugt tiden på at udvikle sære drivhus-ideer; hvorimod de der til fulde har det sidste, omvendt ofte står og råber i en lydisoleret osteklokke som næsten kun bemærkes af nogle få, der i sin tur oftest lader som om ejheller de har bemærket den.
Nuvel, helt så galt er det vel ikke altid, for langmodighed og sejhed parret med en vis fandenivoldsk defaitisme og livsvilje trods alt skal man nu ikke kimse af. Verden overgiver sig undertiden til sidst, og det behøver ganske som med laviner og tsunamier ikke at ske gradvist: Verdens metaltræthed kan usynligt eskalere sig, indtil Jerikos mure pludselig styrter sammen med et drøn, af lutter lede ved sig selv, så at sige. Så her kommer vor sidste one-liner: "Næste år i Jeriko!"

TIDSÅNDEN: "MALSTRÖM", PAULO COELHO, "VOLVO LASTVAGNAR" SAMT EN PSYKIATRISK LOGIK-ÖVELSE

"Efter en lille ekspedition läser jeg på nettet Thomas Harders anmeldelse i Politiken af en ny international roman Malström", fuld af intertekstualitet og sindrige metaniveauer. Jeg bliver kvalm, for skönt den roses, så ved jeg jo at nästen ingen af disse nye forfattertyper har fundet på den slags selv ud af en slags hypofysens overstyring eller selvsving. De har lärt det på forfatterskoler i "creative writing", og det er lutter behändighed.

Overambitiöst overdrev af det systematisk tillärte applauderes af benovede akademikere som stort og overbevisende mesterskab. Det er lige så unaturligt som hvis nu jeg gik hen og lärte at skrive en realistisk kriminalroman - for alle ved at det af forskellige grunde bare slet ikke er mig. Og det man ikke er, skal man blufärdigt lade ligge til de oplagt egnede. Derimod läser jeg netop helst ret "realistiske" ting, for den dimension savner jeg og mit liv jo selv. Man skal måske netop ikke nidkärt studere det man er allerbedst til, ideelt set. Ha, men realistisk set skal man netop sovse sig ind i det pågäldende miljö, for ellers ender man som mig.

Så hellere spanieren Paul Coelho's new age agtigt uskyldige sögen i "Alkymisten" - samt hans seneste bog Zahiren, som jeg nu har läst. Dér er langt mere ägte visdom og ingen leflen for Pariser-vrövlet, som han forresten også selv har gennemskuet som tom forfängelighed. At Coelho trods sin store läserskare så muligvis ikke er den störste kunst, kan muligvis nok väre, for gengivelse af vise samtaler a la Carlos Castaneda er nok opbyggeligt, men ikke altid kunstnerisk tvingende.
Det samme kunne siges om selvbiografiske böger om terapi-sessioner af forskellig art, men også de kan i heldige tilfälde give langt mere näring og inspiration end indadvendte kunstneriske konstruktioner, der mest läses af pligt.

Når man ser mange af dem der läser finlitteraturen, overbevises man jo desvärre ikke altid om dennes forlösende eller transformerende kraft, trods alle kvaliteter. Andres geni forlöser ikke nödvendigvis altid ens egen lille genius. Men "terapi-litteratur" kan til i sin tur let blive en art själens pornografi i betydningen fromme og nemme löfter om "udvikling", der hjälper én over ulvetimen, men dog intet ändrer: For man har ikke selv oplevet troldmanden, transcenderingen, forvandlingen eller hvad der nu er krumtappen. Denne forbliver let et litterärt postulat set fra läserens synspunkt, men kan det skabe tillid og åbenhed, kan sådan litteratur på en god dag göre en stor forskel.

Tro håb og kärlighed er store ting, hvorimod "oplysende foredrag" om store folk ikke gör nogen forskel, for det smitter ikke, skulle vi hilse og sige - for også der handler det forresten ofte mest om håbet om smitte gennem beröring med de store og deres liv. Når en kendt litteraturprofessor har väret syg eller frygtet at väre det og derfor skriver en smagfuld erindringsbog derom, mödes de to slags litteratur på midten. For når en professor i elegant akademiprosa siger nöjagtigt det samme som min tandläge og min svigermor, så först er det lige pludselig blevet dybt reflekteret finliteratur og pligtläsning for de dannede. Coelho vil derimod trods sin med forlov större autentiske eksistentielle erfaringsdybde af mange straks afskrives som "new age", blot fordi han omgås Kazak-steppens shamaner og tror på deres klarsyn og ikke refererer til de rigtige. Men langt hellere ham end alle de unge ego-mane akademiske syrehoveder der har läst alt for meget, men intet gennemprövet selv.

Sådanne typer som Weekendavisens benovede läsere lapper i sig håb om selv at komme i närheden af deres klögt - men de bliver blot mere og mere klatöjede, humorforladte og livlöse uge for uge, og med skribenterne står det ikke stort bedre til. Ulrik Höy har dog både bredde og humör og nok også et bedre hjerte end så mange, men han bliver trods alt hypnotiseret af avisens lovlig höje renommé, den korte produktionsfrist og den hurtige foräldelse. Her går det godt og måske også tit lidt hurtigt, men hvad pokker. Og det moralske skidt de andre begår, har man heldigvis ikke noget at göre med selv, så hus forbi, og fortsat held og lykke med det altsammen. Og hils Deres kone - nå ikke, men så Deres mor, vi har så meget om örerne her i huset.
Men värre er tidsånden: Det udvendigt tillärte skamroses, for det bekräfter majoriteten i retten til riget - for når noget får status, vil alle väre det, og så bliver det den bredeste fällesnävner der sätter normen. På den måde får man samtidig de virkeligt oplagte talenter frosset ude, og man ser det i alle, alle, alle sammenhänge - men straffen er, at til sidst gennemskuer de fleste det, og alle disse ting vil så igen miste deres status.
Det er i dag langt häderligere, dybere og mere imponerende at ville väre blikkenslager end at ville väre forfatter, filosof osv. Men selv savner jeg desvärre praktiske talenter - ha! Jeg bräkker mig over dem alle. Redaktionerne befolkes stadig mere af den slags folk, og de forstärker og cementerer selvsagt det hele på en måde der bringer fordums sovjetiske centralstyring af kulturlivet i tankerne. Små synligt intrigante skoledrenge med runde barneöjne og hamsteragtigt nervöse sideblikke i gangsystemets sindrige forgreninger, samtidig med at de snakker salonfähig konferencesnak om menneskerettigheder, oplysning og demokrati, og med at reflekterede böger om nazi-Tyskland og det onde har kronede dage. Skamlösheden og ubevidstheden tager hinanden i hånden og favner tilsammen vidt.
Käre venner, Primo Levi var ikke "uddannet sociolog" og ejheller udvalgt af lejrkommandanten til at holde ugentlige foredrag i ventetiden.
Men heldigvis har naturen sörget for at vi faktisk kan SE hvem et menneske er, ja i hvert fald i nogen udsträkning. Og derfor må jeg af biologiske grunde give Oscar Wílde ret i hans fyndord, at kun overfladiske mennesker bedömmer ikke folk efter udseendet og det förste indtryk. I en tid af lutter spytslikkeri er der snart intet andet tilbage at gå efter.

Og heldigvis har alle disse umandige og bange netvärksaber en rigtigt kedelig udstråling, og deres sociale aura er helt og aldeles afledt: Dvs.: selv de der klogeligt flokkes om dem, gör det slet ikke ud af en instinktiv beundring eller fascination, men kun fordi de ved at det betaler sig, og fordi de håber på at opnå lignende fordele i livet. Ganske vist gennemskuer alle disse skräkkelige små disciple ikke selv at det forholder sig sådan, men det gör det ikke desto mindre -og forresten er deres beundring bestemt ikke noget at angle efter, uanset om den er genuin eller afledt.
Afledt beundring er der også tale om når man läser en opreklameret bog af pligt.For sagen er inden for det almenmenneskeliges områder langthen: Hvis noget er virkelig godt, kan nästen alle straks se og fornemme det. Kun det mellemgode kräver en "professor"s sagkyndige gennemsyn. Hvis musik er hamrende god, gälder som en hovedregel det samme: Selv om det ikke er ens egen stil osv, så kan man straks höre når noget er godt. Inden for jazzen har nogen f.eks. sagt, at uanset hvad skal man kunne danse til den -tanken er den samme, og den er rigtig: Uanset hvor dissonante harmonier og uanset hvor säre synkoperede rytmer - så skal det sätte ild i själ og krop, som om det var let at forstå. Dvs. man skal kunne stige på selv på meget elementäre forståelsesniveauer.
I naturvidenskaberne går den derimod ikke - for der gälder helt andre kriterier: Man kan ikke bedömme Einstein på et förste indtryk af manden eller hans läre. Ejheller på, om man kan lide den eller svinger godt til hans kosmologi. Humaniora er anderledes, selv om nogle helst så at den kom til at ligne naturvidenskab - det er en misforståelse, der näres af falske tempelpräster a la Stjernfelt. Inden for humaniora er lägmands dom ofte mest pålidelig, isär hvis der er enighed på tvärs af forudsätninger.

Nå. Det ejendommelige er at når man har mistet den fundamentale menneskelige respekt for en person, så har man vitterlig ingen som helst önsker om at opnå hans eller hendes respekt eller beundring. Og det märker de snart instinktivt, hvilket foröger deres kulde. Man skal helst indbilde folk at man beundrer deres eksempel. Og sådanne personer udvälges nu af hele medieverdenen samt den humanistiske universitetsverden, oftest mod bedre vidende, men undertiden også i en naiv og fölgagtig tro på, at man skal ligne de andre der er valgt ind ind.
Men som sagt: Ingen af de folk kunne man näre genuine önsker om at omgås privat - sådanne önsker vil altid, altid, altid udspringe af verdensklog beregning eller autoritetstro frygt for at väre udenfor. For de er humorforladte og uden selvindsigt, u-menneskelige, u-genuine og uautentiske i hele deres knastörre og komplet uorganiske associationsverden. Selv det mest levende kan de dräbe i deres termit-agtigt fortärende assimilation af det til eget ucharmerende brug: Åndlöst og uskönt fästningsbyggeri uden vinduer.
Hvis jeg en meget själden gang går til et foredrag på det humanistiske fakultet, får jeg det fysisk dårligt. Så det gör jeg simpelt hen ikke, lige så lidt som jeg läser "kulturtidsskrifter". Selv Weekendavisen må jeg mande mig op til med lange intervaller, trods mange gode indslag.

Uskyldige läsere kunne tro at vi har storhedsvanvid -men det handler ikke om det. Selv er jeg ret uduelig på flere områder og indrömmer det endda gerne. Det uläkre er når folk vil anerkendes på områder, hvor de vitterlig ikke er kaldede eller har gjort det virkelige arbejde, har väret sögende, gjort erfaringer osv.
Undertiden kan det skam også väre ret "ok"- folk, som blot i deres naivitet tror at de uden selv at have erfaret, lidt, sögt, tänkt eller hvad nu, sådan kan blive "forfattere" eller andet på en skole. Disse unge kan såmänd sagtens väre i god tro og kan for så vidt også have en vis grad af talent "after all". Men de sätter blot naivt "the cart before the horse". Og så får vi disse romaner osv der lige så godt kunne väre genererede af et computerprogram eller en sindrigt opdateret roman-algoritme.

Det forfärdelige er at selv i grunden ret godlidende og normalt set flinke redaktörer osv. af lutter ängstelighed og nervösitet ved den ägte vare, som de kun på historiens afstand kan elske, konsekvent fravälger det ägte til fordel for det studentikose og andenhånds, det politisk korrekte osv. Trofaste og loyale undersåtter, der siger normale, tillärte kedelige ting om normale kedelige emner, gör dem simpelt hen mere trygge, fordi de föler sig usikre og ufortrolige med alt hvad der ikke tilskriver sin egen betydning udnävnelse, men naivt fremturer i sin egen ret. Det sorglöst uskyldige gruppemenneske kan simpelt hen ikke forestille og forlige sig med individualisme som andet og mere end noget man med applaus holder taler om på tinge. "Oplysningens ånd", "kulturradikalisme" osv, osv - lutter frejdig skolesnak, men de ved det i fölge sagens natur ikke selv: For den velfornöjet "udvendige" ved jo af logiske grunde själdent selv at han er udvendig - hvorimod den lovlig "indvendige" type per definition omvendt udmärket ved at han er ret indvendig. Ak - oplysningens ånd ville ganske som den vestlige civilisation väre " en god ide".

Disse gode humanister ved slet ikke, hvor tät de selv er på såvel Gulag som koncentrationslejrene og Dogville - af lutter forträngning kunne mange af dem göre hvad som helst mod "jöderne" eller hvem der nu måtte fremture i sin egenart; og glidebanen, skråplanet er aldeles ikke spor snigende, men tvärtimod särdeles stejl. Jeg fornemmer og ser det klart: Enhver anständig gränse overskrides lynhurtigt, blot man indbyrdes i banden instinktivt og ordlöst fornemmer at man i grunden vil det samme. Dette er dagens "Over-Danmark". Godt udtryk - man skulle nästen tro at jeg havde fundet på det. Ha,ha - nu forstår I nok hvordan jeg får så mange "fjender" på tinge. "Dogville" og Guillaus "Ondskaben" viser dagens DK.

Nå, man må også gribe i egen barm. Läste en besynderlig men rammende lille bog "Volvo Lastvagnar" af den norske forfatter Erland Loe, som netop foregår i den svenske ödemark. Langt hen realistisk, også med den historiske og velgörende down to earth dimension, som titlen signalerer , - men også med en rammende skildring af en type med et farligt flip lidt a la mit eget kroniske, og sätter det i morsomt relief som en art "time out". Ikke dårligt, og det kan kun göres af en der ikke selv lider under det, men som kender nogen af slagsen. Sådan en bog er sund, for den viser at just som man tror sig aleles alene, får man selskab. Alt er sket för, basalt set - og derfor bliver vi dog alle genkendt og anerkendt trods allehånde nulstillende krumspring.

Bedst at slutte. Ingen zoologiske sensationer, men dog en meget lang pilgrimsvandring på 12 timer i terränet, der kunne väre endt skidt grundet truende uvejr og letsindigt fravalg af kompas og kort. Lapsk lokalkendskab i al äre, men uden god sigtbarhed kan man hurtigt miste orienteringen, eller komme i tvivl om hvorvidt man har holdt kursen eller er gået i ring. Jeg var selv lige ved at tro det sidste: Og dét fejlagtigt at tro man har vendt op og ned på det indre kompas, er akkurat lige så fatalt som at gå vild i god tro.

Sidstnävnte dialektiske lille räsonnement minder i övrigt logisk set lidt om fölgende, som jeg i morges konciperede ud af öjenkrogen: Hvis en person der tror sig forfulgt af CIA, har en psykiater, så må han/hun kunne mödes med denne i fölgende rationelle forudsätning: nemlig, at det er lige så fatalt, hvis patientens historie er sand, men psykiateren ikke tror ham - som hvis den er falsk, men psykiateren tror ham. Behandlingen er kort sagt ikke sandhedsneutral, så at sige, og derfor er sandhedsspörgsmålet afgörende.
At den filosofisk begavede patient selv indser og fremlägger denne analyse, er for övrigt et godt tegn, men dog ingen garanti - for paranoikere kan jo väre särdeles velformulerede og analytiske og minder i så henseende slående om velfungerende borgeres fabelagtige evne til at fortränge og transformere ubehagelige sandheder i den grad mod bedre vidende. Hvad er så forskellen? Måske blot graden af ensomhed og derfor også desperation i livslögnen - den gode samfundsborgers mere acceptable eller endda yderst velkomne selvbedrag om de ubekvemme forekommer blot langt mere harmonisk og objektiv, just fordi den er i samklang med det gode selskab.

Og naturligvis har den ensomme livslögner det helt ad helvede til, sammenlignet med den gode borger og ender derfor let som "sindssyg" i populär, synlig og praktisk forstand, dvs. totalt opgivende, usoigneret, efterhånden helt ude af kontrol osv. - men nogen primär, diagnostisk sikker forskel er der langtfra altid grund til at fremture med. Det betyder ikke at sandheden er relativ, men blot at det socialt og diagnostisk set er afgörende, om man er alene eller ej med sin livslögn. Forresten er det her et paradoks at päne, bange borgere skriver böger om afdöde enere, der gik alene med sandheden - men hvis nogen nutidig gör det samme, afskriver de ham som en notorisk nar, hvis enegang er bevis nok mod ham. "For sådan ville en normal borger aldrig göre". Nej, De har De helt ret i.

Faktisk bliver jeg ofte chokeret over livslögnens omfang i det gode selskab: Uanset alle tvingende beviser indrömmer man slet intet, men fornägter eller fortränger hurtigt alt. Alle beviser har allerhöjst korttidseffekt, at sammenligne med en midlertidig opholdstilladelse, tålt ophold. De folk er dog sikkert flinke og dygtige på deres egne beskyttede og kontrollerede vilkår, men deres frygt gör dem livsfarlige.

Mit eksempel med psykateren er forresten nok tänkt, men dog ikke helt uaktuelt. Jeg gik nemlig to gange til en psykiater uden helt gennemfört at indvie ham i situationen - for sagen er dels at han vil tro at jeg overdriver, og dels at hvis min historie er sandheden, så kan en psykiater jo slet intet udrette. I tilfälde af väbnet röveri er det jo heller ikke psykiateren, De först tänker på at tilkalde, vel? På den anden side, hvis De vitterlig tilkalder en psykiater i den situation, så behöver De ganske rigtigt en psykiater, så velbekomme: De kan overtage min, der som sagt nu mangler en patient, for han sidder nok i stort hus og gäld. Men så skör er jeg altså endnu ikke selv og foreträkker snarere en fängselspräst - blot ikke Möllehave, som er et lösagtigt snakketöj, der forlängst har mistet al jordbindelse af lutter manisk selvforbländelse. For meget succes ödelägger sev de gode, og det kunne måske tröste en bedre fange end mig.

Vi lavede denne digresson om logiske vildfarelser ud fra ledemotivet at fare vild i ödemarken - og synes dernäst selv at väre faret vild i filosofi. Så tilbage til ödemarken. En engelsk dame med börnene og manden godt i vej har slået sig ned med fotoataljer og driver vandrerhjemmet i kraftvärksbyen, klondyke-byen Porjus. Nyt liv, ny mand, imponerende og livsbekräftende. Hun forelskede sig ved förste blik i landskabet og slog sig ned for et dussin år siden, koste hvad det ville. Ingen särlige forudsätninger.
Hvorfor fortäller jeg aldrig sådanne mennesker om min evige historie med Uni., Filosofisk Institut, Kierkegaardselskabet, WA, Information osv. osv. osv? Fordi det grimme ikke må med, og fordi folk alligevel fornemmer det der skal fornemmes. Og for ikke at blande tingene sammen. Men som princip kan det indrömmet diskuteres, for det er måske ikke spor sundt for ens sociale integritet kun lejlighedsvis og da desto mere ensomt forbitret at insistere på sin "identitet", men i övrigt foreträkke at opträde inkognito. Anonymiteten medbringes hjem og giver social usikkerhed der hvor man absolut ikke må udstråle tvivl. For derhjemme vil enhver blufärdig anständighed, beskedenhed osv straks blive misbrugt, og man vil blive frataget alt. Selv ens private bekendte vil i et betydeligt omfang på denne vis tage én på ordet.

I går aftes mödte jeg et hold forskere der med helikopter undersöger vandrefalkeungers indhold af den nye truende gruppe miljögifte "bromerede flammehämmere". Blodpröver blev sat i köleskabet. Kendte dem udmärket af navn og virke, en af dem kendte sågar også godt den side af mig - den slags "sammenträf" har jeg mange af heroppe. Jeg minder snart om Karen Blixens figur Pellegrina Leoni i fortällingen "Drömmerne" - parallelle og nästen helt uforbundne liv, som dog alle til slut ender blindt, verdsligt set. Hvad bliver det näste - mord? "Vi andre kan slet ikke forstå det - han plejede aldrig at slå folk ihjel og var jo slet ikke den type." Nå, spög til side. Men det var måske slet ikke spor sjovt? Åh, så må De virkelig undskylde. Mit navn er Asperger...

DEN SIDSTE LAPPE

En lille vaskeägte lappe har i en snes år levet i en teknisk meget beundringsvärdig kåtelignende bygning hinsides lov og ret. Selv de fleste vintre tilbringer han der med egen diesel-drevet el-generator, dyrker gröntsager i drivhus osv. Stik modsat jeg selv uhyre praktisk og pertentlig, var vistnok en art tekniker eller ingeniör.
Men han er i sandhedens navn tysker og flyttede op fra Düsseldorf for godt en snes år siden. Bor helt isoleret, men med pinlig orden i sine ting. Sådan kan det gå når det helt hvler påå en selv at opretholde civilisationen. Han er egentlig ingen vildmarksdyrker, så det er ikke den art nysgerrrighed der har drevet ham. Han går ikke tilbage til naturen i romantisk eller kulturel forstand, manrekonstruerer så at sige den tekniske civilisation from scratch- omtrent sådan som vaskeägte filosoffer rekonstruerer filosofien from scratch og derfor läser alt muligt med undtagelse af "filosofi", der som bekendt er lutter universitär efter-snak. Så hellere ägte vås, for det ver hvad det er - det värste er når de forkerte helt udvendigt med myndighed siger det rette og får ären for det. Derfor gik Sören amok over Biiskop Mynster og kompagni.
De få gange han tvivlende og forsigtigt forespurgte dem om et prästekald, ignorerede de fine herrer ham fornemt - sådan som "store folk" skinsygt altid forsöger at indbilde de underdrejede talenter at de regner dem for skidt og ikke har tid til dem, for på denne måde at tryne deres livsmod og selvtillid. Havde bispen blot afvist hans anmodninger at jordnäre grunde, havde Sören derimod lettet takket ham: "Hör engang, vi ved jo alle at du er både sögende og unik, men hverdagen med sognebörns jävne liv, som du godt nok kan skrive så smukt om på afstand - det er vist slet ikke dig, vel? Bliv ved din läst, den er sgu god nok."

Men i stedet afviste man ham af de forkerte grunde, nemlig ved omhyggeligt ikke at indrömme ham noget som helst. Af ganske lignende grunde bör en type som jeg nok ikke "undervise i filosofi", men også her er al afvisning sket af de forkerte grunde, dvs. for slet ikke at indrömme det åbenlyse.
Alt muligt er såmänd fint nok, men at fölge med i fodbold er ikke det samme som at väre fodboldspiller. De fleste af os er på de fleste områder idioter og har det godt med det - men det dumme er når folk skal give sig ud for noget andet og i flok sätter sig på noget de slet ikke er. Som når ordinäre bisper på Kirkegaards tid ville give den som apostle, eller som når ordinäre universitetsdrenge i dag giver den som filosoffer. Havde de bare nöjedes med deres privilegier osv, havde Kierkegaard aldrig generet dem. Men de ville have det hele, samtidig med at de intet ville indrömme dér hvor det var åbenlyst for enhver.
Havde de bare sagt: "Kristendommen er absurd og yt", havde Sören intet indvendt. men nu sagde de det modsatte og satte sig på det hele, ganske som vor tids forkälede studievärtstyper vil sätte sig på det hele og kollektivt give den som "undtagelser" tillige. Det dumme er ikke når ting miskendes, men når det anerkendes og tilkendes höj status: For så snydes der straks på vägten, idet hele det demokratiske samfunds indbildte elite så partout skal stjäle det også. De gamle munkeordner vidste at tingene skal gemmes väk forklädt som särlingeväsen snarere end opreklameres og korrumperes. De havde det fint med at väre uden for centrum, for så kunne de have det i frem og bakse med det.
I Storbyen spilder vi megen tid, og ingen dér rekonstruerer noget som helst civiliseret felt fra grunden, men fölger desto mere emsigt med i alt muligt. Kronisk er det et usundt pres - men helt uden det atrofierer de fleste af os nok og går ind i os selv; så vor lille tyske lappe er beundringsvärdig i sin gennemförte livsstil uden splittelse eller nomadisk flakken som min egen. Selv det tilsyneladende så civiliserede i storbyen er omvendt ofte lutter intriger og sociale bekymringer uden vitaminer.
Vor lille lappe har väret gift, og kom i dag med taxa tilbage fra et sygehusophold. Önskede ikke besög - tänker nok en del over sine livsvalg og udsigter. Han har en lejlighed i Tyskland, men hvem kan han dele sine erfaringer med? Han har ikke lärt at tale svensk, men forstår en hel del; og er social på sine egne prämisser og ret snakkesalig. Har vist nok en kronisk lungelidelse, men andre ting har nok også spillet ind. Han ryger i hvert fald. Måske mobningsramt for nu ikke at nävne tidens lösen "Asperger, I presume." Både i statur og fysiognomi er han mere samisk end nogen af de samer jeg kender. Han bor her stadig ufficielt og uden byggetilladelse, men ingen nänner at anmelde ham for det. Ingen misunder ham, og så lever man trygt - så enkel er opskriften vist her i verden.

TIDLIGERE STORVILDTJÄGER - NU NEGERSANGER

En gammel psykoanalytiker fortalte mig engang at mänd hvis mor havde väret den äldste i sin söskendeflok, ofte blev storvildtjägere. I så fald burde det vrimle med storvildtjägere. I betragtning af at ingen undrer sig over at snart den halve befolkning i DK er filosoffer, er det vel kun ret og rimeligt at den tunge halvdel der desvärre ikke har fattet tidsånden, i stedet får uriasposten som storvildtjägere som tröst. En uriaspost, javel: For mens man i vore dage sagtens kan väre filosof uden at have tänkt en tanke selv, så kan man ikke väre storvildtjäger uden at have skudt noget storvildt. Selv fotograferede jeg derimod en mosehornugle i går - det er dog noget.
Identitet er i vore dage noget vi downloader. I et gammelt leksikon stod om en person at läse: "Tidligere advokat, nu negersanger". Snart kan man uddanne sig til neger - andet ville väre udemokratisk. For vi er på engang frygteligt elitäre og hader dog elite - og dette med "uddannelse" og "udnävnelse" er så kabalens og den gordiske knudes lösning. Vi udnävner derfor folk til det de lige netop ikke er, for at holde de rette på afstand. I värste fald må vi stikke dem et ködben til trst for at pacificere og aflede dem.
Folk er ofte mere globale i ekstreme udkantsområder, netop fordi de ikke tager deres grad af civilisation lige så givet som folk fra metropolerne. Samtidig render man af sig selv oftere ind i regionale nöglepersoner på dette eller hint område. For mit vedkommende kontakter i forbindelse med fredningsprojekter, ofte af lidt äldre dato. Rart at i det mindste noget af ens bedre karma fölger én, om så også på Kong Lears hede.
Er det forresten et paradoks, at én der heroppe omtrent regnes som en art hellig mand helt uden verdslige fordringer, derhjemme lider alskens verdslige själekvaler? Er man "i virkeligheden" en skabs-sträber og skabs-borger?Javel, men jo kun fordi man tages på ordet: Verden tager enhver art beskedenhed på ordet og fratager én alt, således at man drives ud i ekstrem krise, så ale kan sige: "Se bare hvad den hellige mand i virkeligheden skamlöst går op i!" - hvorimod verden belönner dem der helhjertet og banalt går efter magten, fläsket, karrieren, tilpasningen til gruppeånden, tidsånden osv.
Det ligner også et paradoks at man for alt i verden ikke vil anerkendes og kendes ude i bushen, for dér har man netop ingen speciel berettigelse, og unödig information ville skabe stöj. Man vil desuden netop väk fra egoet - og det går som I ser strygende...Det er så alligevel ikke helt ideelt, for man skylder vel også andre såvel som sig selv at präsentere hvem man er. Det ville også göre en mere tränet i at hävde sig de gange hvor man behöver det for ikke at blive kvalt. Lidt på samme måde som det ikke er särlig smart for en ung mand kun at tale med de kvinder som han attrår.
Det sjove er imidlertid, at uanset hvor meget man fortier, så aner folk det snart i sin kerne - trods manglende forudsätninger. Det er kun alle dem med alle forudsätningerne som i kor råber "Mig ikke forstå". Virkelig miskendthed er nok ret själden og har i grunden aldrig väret mit problem. Tvärtimod kan folk let overvurdere én, hvis man mestrer et fremmed territorium.
Det er vel også just en god grund til diskretion på udebane.
Verdens banalitet er skrämmende, og det er ingen kliché at den udvälger middelmådighederne. Man skal gå helhjertet efter selv de mest banale anerkendelser og ikke nöjes med en tredjedel, som man oveniköbet forventer at verden af lutter rimelighed og pli skal indrömme én frivilligt som takt for ens beskedenhed, og fordi det er banalt selv at söge hvad der dog er ens åbenlyse ret. Men verden og hele det honette kompagni af dannede borgere indrömmer intet som helst frivilligt - og som sagt bytter den kun gerne om på årsag og virkning og fortäller Kong Lear at han passer bedst ude på heden. I en vis forstand har de ret, men uden selv at vide hvorfor, for selv har de ingen sans for kong Lears visdom og den forädlende bivirkning der dog på en god dag kan väre i hans galskab.
Men hylder man da ikke netop Kong Lear? Nej, man hylder Shakespeare, og kun fordi alle andre päne borgere er enige om at hylde Shakespeare. Mennesker kan lukke öjnene for siger og skriver alt, hvis blot det er til deres fordel: Ham Shakespeare var ikke spor morsom, men "Groft Sagt" og Georg Metz, se det er ubetalelig humor, på samme gang dansk og global. Og så Möllehave, men nu fred väre med ham, bortset fra at han velfornöjet pladrede lös ved Barbara Gress' begravelse.
For blot det ender med en tale af Möllehave, så ender alt jo dog lykkeligt. Ved samme lejlighed undrede folk sig i övrigt såre over at Barbaras kloge Cepos-bror holdt verdens hidtil elendigste og närmest barnagtige tale. Nå, men de övrige Cepos-folk ville utvivlsomt have rost ham - for sådan fungerer disse ting: Lige meget hvad de anerkendte gör, så er det trods alt morsomt og elegant - just det som det netop aldrig er. En anmelder roste således Jörn Lund for hans seneste stileövelse i takt og tone ved erkläre at han skriver som en morsom engel.
Ak ja, vi vil ofte helst roses for det vi netop ikke kan: De gode af os af en art ambitiös beskedenhed, fordi vi jo kender vore egne forcer til bevidstlöshed, og der findes dog andet i verden. Tänk hvis man i stedet havde väret ... og kunne bläse hele flokken ad helvede til. De mere jävne vil derimod roses for det forkerte af den mere komiske grund at det er just det de tror de kan, og som verden hylder dem for.
Selv Bukdahl har vist nu lärt at komponere tekster overbevisende efter at have studeret alt hvad alle andre gör. Men det genuine er umiskendeligt fra dag et, og resten er blot modning, studsning, ökonomi og harmonisering. Jeg läser WA så själdent (mondän og protektionistisk salonintellektualitet huer mig ikke), men jeg har altså fået det indtryk. Det med geskäftig kritik og kontrol er ledertypernes metode, og selv ville Bukdahl nok forbavses over at blive anset for lederbegavelse mere end kreativ begavelse. Men det er nu engang ledernes force at have fuld viden om hvad alle de andre gör og at kunne läre og aflure dem alle de samme tricks, mene og mane dem alle på plads som "generationens kritiker" eller sådan noget. Virkeligt kreative typer gider själdent den slags.
Psykologisk set er der ingen forskel på at lede en flok unge forfatterspirer og at lede en arbejdsplads - det handler om den samme metode til positionering, altså fuldt styr på det hele. Imponerende i sin egen ret, alsidighed, overblik, interesse osv, osv ,helt bestemt - men igen: Folk skal roses, men af de rigtige grunde, og det dermed väre hermed gjort.
Det sker dog själdent og derfor kan dygtige folk bläse deres meritter op til noget usädvanligt også i de dimensioner som det slet ikke ejer. Selv meget dygtige folk kan denne kunst - og verden giver dem ret - selv om vi autoritativt må erkläre både en Joakim Garff og en Peter Vat-Tud for aldeles og umiskendeligt normale. Over for den ägte vare ville begge enes om at det for det förste er et - notorisk mislykket, men åbenbart alligevel umiskendeligt - plagiat af mesteren , samt om at NN for det andet dog end ikke ville kunne ansättes i Kierkegaard-branchens jävnere afdelinger, hvor sådanne loyale og tilpads forhåndskastrerede plagiatorer jo netop burde passe forträffeligt ved at gungre sammen med elefanten, med kapitalpension og hele pibetöjet.
Naturligvis kunne jeg selv aldrig drömme om at söge derind, men hvis jeg gjorde, ville alle som de retteligt forargede myrer i en vältet myretue göre korsets tegn og erkläre mig uegnet. Det er jeg ganske rigtigt også, men jo i en ganske anden forstand end de vil indrömme. Et institut er som en myretue - denne herlige loyalitetsånd. "Verden- det er os; at påstå andet er en fornärmelse".
Er vi nu atter for private? I så fald burde De virkelig skamme Dem over sådan at smugläse en forpint själs private betroelser. En berömtheds private ting roses derimod offentligt lige så alenlangt som uomgängelige historiske dokumenter osv. Og atter ser vi mekanismen, at jo mere skamlöst det fylder og fylder, og jo mindre det (modsat vi) formår at sätte spörgsmålstegn ved sig selv, desto mere hyponotiserer det smagsdommerne til at finde det sakrosankt:

Et tankeeksmeriment: En ny, fuldständig og korrigeret udgave af Kierkegaards samtlige journaler, under overopsyn af Jörn Lund og Johannes Riis. Men er det nu også nödvendigt. "Ja, absolut, og sågar en national fopligtelse, nu vi snart er inde i dette årtusindes andet årti. Vi kan simpelt hen ikke väre andet bekendt. Dernäst kommer turen til Holberg, så vi har skam fuldt op, hvortil kommer foredrag, bestillingsartikler osv. Men vi fortsätter til den bitre ende, for vi er ikke af den type der ser frem mod deres pensionering. Ja, vi har skam et sommerhus i Lökken, men det ligner nu mest et kontor, og regnvejr passer mig om sommeren forträffeligt, for det giver arbejdsro. Alderen plager mig heller ikke.
Nå, javel, men gentager ham Kierkegaard ikke lovlig ofte sig selv, og ofte for små og overdrevne forträdeligheder? Var der slet ingen krige og oprör, katastrofer og store begivenheder på Sörens tid? Nej, nej, sådan må De altså ikke stille det op: Det er nemlig det overraskende for os der nu i ti år har arbejdet med projektet, at hele tiden aftvinger han emnerne nye og almengyldige facetter, der gör os klogere på os selv. Det er som klassisk musik med temaer der stedse varieres og udvikles. Men nem har Sören derimod ikke väret at omgås, men akkurat sådan har jeg det også selv: Både min hustru og mine studerende finder mig således ofte vanskelig og uhyre sär. "
Nå, et sted må vi jo slutte for i dag, og det må väre med den konkluderende strötanke, at den type borgere der hver anden dag erklärer at et eller andent udödeligt korifä nu igen har gjort dem klogere på sig selv, efterhånden må antages at väre formelige eksperter udi i sig selv. Men disse stakkels äresborgere er også heri sörgeligt miskendte: For man kan ikke just märke det på dem. Det er atter som Kong Lear, at de ligner til forveksling deres modsätning: De ligner umiskendeligt folk der lykkeligvis slet intet ved om sig selv.

Regnvejr..

Läste i regionalavisen Västerbotten Kuriren fra Umeå et glimrende artikel om, hvorledes kvindelige kriseromaner gerne er mere opbyggelige, men mere frivilligt kaotiske end mandlige: mändene besvärger typisk det kaotiske ved mere forceret stilistisk kontrol, men historiernes udgang er alligevel udsigtslös. God iagttagelse, og ikke helt uden relevans for vor egen krisehåndtering...

Läste også om en vel afslöret akademisk plagiat-skandale i udlandet, denne gang en dame.
Men sagen er at den slags kun får konsekvenser når folk stjäler fra nogen der er formelt höjere på strå, og når de skriver af efter noget der har väret publiceret i fagtidsskrifter eller på anden formelt meriterende vis. Selv de akademikere jeg kendere, ville oftest näppe betänke sig på at stjäle helt uforbeholdent, blot de havde sikkerhed for at kilden var enten ukendt, eller som jeg var persona non grata og hans udgivelser noget alle var enige om ikke at nävne.
Og når de kommenterer plagiat-skandaler, bemärker de karakteristisk nok altid, at personen "i fråga" har dummet sig - ikke at han har gjort noget dadelvärdigt. Undskyld jeg keder selskabet, men dette er som sagt min egen dumme skäbne i en nöddeskal: helt ekstrem taget i betragtning at vi lever et velfärdssamfund, at sammenligne med dumrianer uden egen bopäl, blot på et lidt andet felt. I en verden af plagater er sandheden den store fornärmelse, som derfor gerne ender med at blive kaldt plagiat. Nå, men disse ting sker ubevidst, jävnför at venligtsindede fagkolleger undertiden bestikker mig ved at rose mig som "formidler" - underforstået af noget velkendt, som de derfor selv kan kolportere videre med stor myndighed og uden navns nävnelse.
Nå, nu smider jeg som afveksling lige et lille komisk mini-manus i boksen for underholdningens skyld, som sädvanligt berömmet af individuelle läsere og afvist af adskjillige medier med vämmelse. Se derfor näste indläg - det regner, derfor denne nävenyttighed post festum. Carsten Jensen bliver rost for sit sömandskab.

HVIDE TÄNDER OG RENE FINGRE

Her i Lapland läser jeg Zadie Smiths nye roman "Skönhed" - "Hvide Tänder" var som mange af den post-koloniale slags hamrende god med både den store og den näre histories vingesus, multietnisk eller mange-verdens-kompleksitet, tragik og satire, hinsides alle dumme forfatterskoler og hamsteragtig dansk sträbsomhed i takt og flok. Men den nye bog keder mig trods sin kvalitet, og grunden viser sig at väre denne: Den handler om vor postmoderne samtids akademikere og studenter, i al deres autoritetstro og status-jagende naivitet og ovennävnte sträbsomhed. Sagen er, at de er komplet uoriginale og konforme nästen alle til hobe: Hvor tit sige nogen af dem noget morsomt, noget smukt, eller på nogen måde medrivende eller usädvanligt? Nej, vel. Paradokset er jo at man nästen alle vegne möder af mennesker der kan läre en noget nyt, men studentermiljöet og lärermiljöet i al dets beskyttede, intrigante og fantasiforladte småtskårenhed er själdent noget at skrive hjem om. Og det skyldes ikke "dumhed". Det genuine er som når Zadie et sted sammenligner en en stak paraplyer på en hylde med en bunke skudte fasaner efter en jagt. det er den slags som ikke kan efterlignes, jävnför al dum new journalism osv, altså allehånde forcerede smartheder uden intuitiv evidens.

Den akademiske verden var måske inspirerende dengang det kun var overklassen, der kom til, for trods al dum uretfärdighed, kan man forestille sig at deres komplette ökonomiske uafhängighed kunne give dem en art åndsoverlegenhed som er utänkelig i vore demokratiske dage. Det dumme er f.eks. ikke selve det at en David Gress smykker sig med falske professortitler, for jeg er da komplet ligeglad - nej det dumme er at han finder titlen så väsentlig at han overhovedet gider löbe risikoen, noget som folk i den verden jo slet ikke tör, med mindre de har et omtrent patologisk "hang". Peter Kemp var også i sin tid besat af den titel, som jo i filosofisk sammenhäng er temmelig inkommensurabel med "the real thing".
Havde David Gress' derimod gjort det for sjov eller på rent djävelskab eller for at fuppe sig til et konkret job, så havde det väret en helt anden sag. Nu er det blot grundkomisk og diskvalificerer manden.
Også hos Zadie Smith handler studenterlivet these days om små beregninger, hvor man googler lärere og kurser for at se hvor der er mest status og forbindelser at hente. Lutter dum social navigation af den art der bereder gratismediernes sejrsgang i en verden uden individualitet. Og hvor ingen tänker en eneste tanke selv, men alt drukner i sammenlignende övelser og drövtygning af lurmärket universitär junkfood. Men Zadie er fandemig god nok alligevel, så jeg må jo kämpe mig til vejs ende trods det mindre vingefang end debutbogens. Det er selve stoffet der keder mig, for jeg kender det jo til bevidstlöshed. Selv det multietniske er dennegang reduceret til lutter indpakning og branding, for hele banden sträber efter det samme, uanset om de er rappere eller professorer, engländere eller fra Tahiti. det skykldes alt sammen den fordömte integration - den slags er der alt for meget af, og det skaber misären. Selv terrorister er veltilpassede og realistiske these days.
Zadie Smith illustrerer forresten den strötanke, at selv om kvinder själdent presses til det yderste, er de få kvinder der når til tops i en eller anden forstand, ikke själdent bedre end mändene - netop fordi de ikke er tvangsindlagt. Men af selv samme grund kämper de själdent så indädt og mangeårigt som mändene, og resultatet bliver ofte derefter - så den sag har to sider. Men hvor talentet er ekstremt, indträder til gengäld den själdne og uforskammede balance der hos os mänd nästen kun ses hos "autisterne". Amen.
Efter at have sovet på Zadie Smith under lidt mere civiliserede forhold läser jeg atter med interesse trods det pauvre emne. Det har at göre med at på naturens afstand virker det civiliserede meget småt og uvirkeligt. Nogle ting er komplet umulige at läse med en naturskön baggrund, og vores hjernes funktionsmåder er vitterlig enormt påvirkelige af allehånde baggrundsstemning.
Det för nävnte med det akademiske livs småtskårenhed er stadig sandt nok, men hvem kan sige sig fri, og er ikke også mine egne kampe af en lignende art? Jovel, men hvor man står med ryggen mod muren og alles hånd mod sig bliver tilfäldet simpelt hen mere interessant i sin ekstremitet og kan slet ikke sammenlignes med to etablerede Rembrand-eksperter med hver sin kunstteori. Mennesker bliver også mere interessante at at håndtere paradokser. Min störste ärgrelse i går var således at trods anti-vibration blev mit hidtil eneste foto af en skovmår rystet. Jeg lokkede den tät på ved at pibe som en mus, og den kunst vil nok ingen brave borgere frakende mig. Tvärtimod vil de alle enes om at jeg som Kong Lear passer bedst ude på heden, ligesom de bekvemt alle vil bytte om på årsag og virkning.
Det interessante er her at jeg bruger den slags uskyldige problemer (skovmåren) som et indirekte bevis for at jeg må väre genuin og ingen kopi. For ingen betaler mig for det; men nogen genialitetsgaranti er det dog ikke. Samtidig kan jeg alvorligt tvivle på om det ikke just er den art "skön og fornem" jödisk-kristen selvopgivelse og fatalistisk halsblottelse der har gjort det muligt for hele hoben af gennemsnitsakademiske skoledrenge at ignorere mig og plyndre mig til skindet, godt hjulpne af deres herligt naive ubevidsthed om egne indre processer. Skulle man ikke i stedet have taget kampen offensivt op på parnassets prämisser?
Jo, men prisen havde väret en institutionalisering og banalisering gränsende til normalprosa og normalakademisk kantinesladder, respektfuldt bejlende studenter og studiner med deres små honette beregninger osv, men bevares ret häderkronet og socialt gangbart - med studievärter og hele det övrige tilpasningssyge haledikkende tilbehör.
Den verden skriver den geniale Zadie Smith nu i og om - og den er simpelt hen et nummer for lille til både hende og mig. Nu er hun blevet opsuget af etablissementet, og så fuser den ud. Min egen verden truer omvendt vist hele tiden med at impodere til et nulpunkt, men heldigvis er jeg udrustet med en eksplosionsmotor, så jeg komme ud igen hver gang som en trold af en äske med et södt "Little Bang".
Men apropos Knald: Forresten ser hende Zadie oveniköbet godt ud, synd hun ikke har mit telefonnummer...endnu har man da öjne i hovedet, selv om også den side af livsgläden i längden let bliver forgiftet af al den tarvelighed. Til slut: Skulle vi ikke i stedet skrive en roman? Nej, jeg tror bare vi skal göre det vi gör - "a rose is a rose is a rose", og pungdyr er sgu lige så gode pattedyr som de övrige.. Hold op med de småborgerlige illusioner om at alting skal legitimeres ved at ligne noget andet som brave og bange borgere og forlagsklatrere i råd og nävn har indrömmet eksistensberettigelse og derfor ikke längere kan undslå sig: For det beviser intetsomhelst andet end at man sträber efter et parcelhus i Närum, og tänk blot på al den nonsenspoesi, som tages alvorligt. Vel har jeg ingen forstand på det, men alligevel må man have ret til at tvivle...

STORE ORD OG SMALL TALK

STORE ORD OG SMALL TALK
Overskrifter har vi altid været gode til, her drejer det sig om intuitionens øjeblikkelige kortslutning, der finder den korteste linie der forbinder samtlige de anslåede strenge eller motiver – og uden at skulle stå til ansvar, for en overskrift er jo dog kun en overskrift, og et kys kun et kys (”Jeg elskede dig i går” er vist brugt før, ellers måtte man opfinde den, for også det ligner en overskrift, selv om det denne gang blot er en digression). Man skulle måske have været reklamemand. Nuvel, det var så de store ord, og så er vi allerede halvvejs.
Min gamle ven fra proletariatet ”country dweller” kan ikke ofte nok foreholde mig det urealistiske og i en vis forstand utilstedelige i mine høje moralske krav til andre. ”Life is hard, and then you die”. Og et eller andet sted må jeg give ham ret: Hvis far og mor ville vort bedste, så kan vi nok ikke forlange meget mere i den retning – men vi skal selvfølgelig tage imod det med kyshånd når det alligevel uventet kommer. Hvor mange andre måtte ikke ligesom vi selv tage til takke med en lidt mere kompliceret forældrepakke, læser just EDWARD SAID’s erindringer (han var som min far kristen palæstinenser) – og hvor meget hensyn kan vi så atter forvente eller forlange fra deres hånd? Kort sagt er der heri noget forkælet, og ved at dyrke det graver vi os let ned i en afmagt som vi ikke kan tage os ud af ved egen kraft.
Nå, vi er i øvrigt enige om at bloggen som medium har sine egne dogmeregler som genre: Således går ”country dweller” og jeg begge som en hovedregel normalt ikke ind og forbedrer tidligere indlæg. Erstatning for normal karriere i form af faglige indlæg hører sig heller ikke til, for hvem gider at læse noget der blot er surrogat? Det er som at skrive kærestebreve til sin udkårnes slyngveninde, eller som at søge et job, blot fordi det er ledigt. Vor ven afholder sig desuden fra name dropping for ikke ad dum og kunstigt vej at tildrage sig en masse ”hits” fra unge bloggere og blottere med søgemaskiner.
Han ved modsat jeg selv en masse om sådanne ting, men jeg agter nu herefterdags netop at droppe nogle navne for at frie til de anarkiske kræfter og ad den vej at blive fundet lidt oftere og udfordre skæbnen.
Dermed kan jeg samtidig overvinde en fejl som vor ven tidligere har foreholdt mig: Når jeg angriber folk offentligt eller på bloggen, nævner jeg sjældent navne; og jeg opfatter det gerne som en art overlegen videnskabelig og filosofisk sublimering fra hint enkelte røvhul til røvhullernes dybdepsykolog, en sublimering hvormed jeg atter hæver mig op over det lave niveau som de anerkendte kan slippe af sted med under smagsdommernes bifald for deres kostelige humor og sprogkunst – men ”country dweller” ser heri tillige en art fejhed, hvormed jeg intet risikerer for alvor og derved blot sætter mig selv mellem alle stole: For en angriber, der ikke tør nævne ens navn, behøver man jo ikke at tage alvorligt endsige besvare.
Kort sagt vil jeg herefterdags offentliggøre røvhuller frit efter erindringen.
Et eksempel: Før jul foreholdt jeg Georg Metz som uafhængig opmand den uanstændige måde jeg var blevet skåret næsten helt væk på Information trods mange års flerdimensionalt overkvalificerede bidrag (naturligvis inden for mine velkendte grænser, dvs. minus politik og social organisation mm), helt uden honorar. Metz lovede i rollen som den store mand at forhøre sig og melde tilbage – men da jeg nogen tid senere atter mødte ham og erindrede ham om det, svarede han lakonisk, at ”Der var ikke noget”, og at ”Ting går op og ned”.
Naturligvis vil de mistænkte altid bedyre, at der ”ikke er noget”, og at tingene blot går op og ned sådan af sig selv. Metz er for klog til at tage sådanne reaktioner for pålydende, for de miastænkte kan jo ikke bruges som jury. Men bekvemmeligheden og forfængeligheden sejrede over et retsind, som åbenbart ikke er meget værd når det ikke vises på en TV-skærm og honoreres med anmelderbifald.
Da jeg nogen tid efter nævnte denne og lignende episoder for en offentligt kendt litteraturprofessor, bekræftede denne i sin tur sympatisk, at min ”tilstand” var lidet misundelsesværdig. Javel, men skulle han ikke snarere have sagt ”situation”? Måske er jeg denne gang for hurtig på aftrækkeren, for folks uvilkårlige første association er dog modsat deres handlinger toldfri – men er der ikke her igen en tendens til at gøre det moralske til noget psykologisk, privat eller endda patologisk, som andre desværre ikke kan hjælpe på? Det viser hvilke kræfter vi er oppe mod, og hvad vi inviterer til ved vor blotte eksponerethed.
Sådan bondesnu verdensklogskab er – ganske som et betydeligt omfang af løbende plagiat – reglen hos de privilegerede: For som kommissær Columbo jo også til stadighed erfarer, så stoler de magtfuldkomne så meget på deres privilegier og deres heppekor, at de – stik modsat de paranoide – ikke gider gøre sig alvorlig umage med at gardere sig mod kritisk indsyn samt tage højde for alle tænkelige spørgsmål og indvendinger: For de er jo vant til at ingen alligevel tør sige noget. Magtfulde folk formår derfor ligesom forkælede enebørn sjældent at skjule deres følelser – og de behøver det som sagt heller ikke. Og de er nästen alle sådan - og mange gange endnu värre.
Det rammer dem til gengæld som skribenter – for uanset alle klubbens priser og roser når de aldrig de dybeste spadestik endsige den sande humor, selv om de i kraft af grønt lys fra jævne klatrere med honette ambitioner og nøgleposition på de største forlag (ha!) kan brede sig over forbløffendé spalteplads. Grønt lys er indrømmet inspirerende (har prøvet det), men ikke altid på den fede måde. Det er her ligesom med selvtillid, at for meget fordærver lige så meget som for lidt.
Min allerførste oplevelse af ”pæne menneskers pokerface”, var dengang jeg for godt 10 år siden røg endeligt ud af Weekendavisen. Jeg nævnte dengang forløbet for den humanistiske og flittige skribent Stig Dalager, som ingen vist kan have noget imod. Han burde have svaret: ”Det lyder mærkeligt, jeg kan jo nok intet gøre, men vil da forhøre mig og give udtryk for min undren, over det du der fortæller”. Men ved I hvad han svarede: ”Den slags skal man ikke gå og tænke over, det kan man gå hen og blive síndssyg af”. Altså: Accepter din skæbne og vær du glad for at du trods alt får lov at gå løs i vort velfærdssamfund – og lad så i øvrigt os andre beholde vore sejt tilkæmpede privilegier i form af ubegrænset spalteplads til vore ihærdige stileøvelser. Atter engang den uhelbredelige normalitets ”Der er ikke noget”.
Nå, på den anden side er det rørende, at nogle stadig gider bruge spaltekilometer på at diskutere med pastor Krarup og dermed få revanche for at de gik glip af fordums obligatoriske ”Filosofikum”. Men det hedder et sted: ”Mesteren siger det kun én gang” – så det er måske meget godt at der gives så mange snaksomme lærlinge…
I øvrigt synd at Filosofikum blev afskaffet: Dels fordi vi så skal trækkes med alle disse forsinkede og trælse logikøvelser i det offentlige rum – men også af følgende grund: Dengang alle skulle have Filosofikum for at tage et universitetsstudium, bildte de sig ikke ind dernæst at være filosoffer. Men i vore dage vælger kreti og pleti et meriterende kursus på orlov i filosofi, videnskabsteori eller sågar ”semiotik”, og dernæst kalder de sig filosoffer. Som alle på Kierkegaards tid var kristne og kunne leve godt af det, så kan alle i dag kalde sig filosoffer og leve godt af det.
Nå, måske bør vi endnu engang give vor ven fra proletariatet ret i, at alt dette måske bare er som det nu engang er. Hvad forlanger vi af en børnehave eller en zoologisk have, og holder vi måske ikke alligevel af både dyr og børn? Men tilsvarende er det vel så også kun naturligt, at vi i det mindste nævner alt dette, så at sige uden beregning: For den ene art sladder kan vel være lige så naturlig, formålstjenlig og forståelig som den anden.
Men har vi da slet intet godt at sige om nogen? ”Jo, men hvis vi sagde det, ville de få storhedsvanvid.” Ha, denne replik har jeg stjålet fra Strindbergs ægteskabsdrama ”Dødedansen”, hvor hustruen nemlig svarer således på spørgsmålet, om hun da slet intet godt har at sige om sin ægtemand. Men helt alvorligt, så opførte Christian Braad Thomsen sig i førnævnte sag på Weekendavisen faktisk som den sande og sjældne hædersmand og sendte mig sågar et brev, som jeg faktisk undlod at bruge – fordi det i sin tur måske kunne bringe ham selv i miskredit. I brevet dementerede han nemlig at han over for den daværende bogredaktør Bo Bjørnvig skulle have kritiseret mit virke i avisen, idet han tværtimod havde rost mig – hvad jeg også selv vidste, hvorfor Bjørnvigs udflugt på skrift (har stadig begge breve, hoho!) for at give døden en årsag var noget barnagtig. Kort sagt løb Christian Braad Thomsen her en risiko for en mand helt uden magtposition, klakører, beskyttere – helt uden udsigt til en sammenlignelig belønning. Men derfor skal han nu have den alligevel.
For det gængse, reglen, er som sagt at pæne mennesker med ordner, titler og klubfællesskaber ikke røber en mine, men nyder at lade spillet gå sin gang – men det hævner sig: For selv bliver de som ved en ubekendt naturlov eller nemesis år for år mere kedelige, triste og bitre, taber højde indadtil og sprogligt i samme omfang som de vinder højde socialt med sæde i alle hånde komiske små akademier, råd og udvalg. Deres konventionelle små terminsstile publiceres årligt på det store forlag, under en eller anden umiskendelig klatrers faderlige auspicier, ingen ler – og dog udbasunerer deres trofaste klakører og protegeer offentligt, at de er ubetaleligt morsomme. Og de har virkelig ret.
Men har vi da ikke selv mangler, begrænsninger, fejl samt helt ubegavede sider? Ok jo, men helt i tråd med Strindberg-citatet ovenfor må vi sige: Hvis vi fortalte det, ville det straks blive brugt imod os. Dermed hentyder jeg til den alt for hyppige personlige erfaring, at når man i en art misforstået bodsgang fortæller om sine svagheder i håb om så til gengæld at få lov til at beholde og udøve sine talenter – så fører det næsten altid til at pæne mennesker tager én på ordet og dernæst bortforklarer ens talenter og stærke sider som blot kunstfærdige manifestationer af ens mangler. Ja, alene dette overhovedet at ville undskylde sine stærke sider tages som et svaghedstegn, der kan få brave folk til oprigtigt at betvivle de stærke siders realitet – for under naturligt barbariske forhold undskylder den stærke netop aldrig sin styrke, ja end ikke virkelige overgreb.
Som en tidligere stjerne-teolog, nu popstjerne, har sagt, så er jeg nok en stor skabskristen. Bortset fra at nævnte træk angiveligt også findes i de mere avancerede udgaver af jødedommen, hvorfra Jesus har arvet det, så har vor teolog nok ret – og Nietzsche ville derfor begræde min tilstand, så meget mere som han alt for vel kendte den fra sig selv. Denne store Kristus-fornægter endte jo med grædende at omfavne en noget forbløffet arbejdshest på gaden i Turin og bede om tilgivelse for sine og menneskehedens synder. Hvorefter den for længst med spot, spe og påfølgende glemsel detroniserede professor blev spærret forsvarligt inde. I vanlig ordning blev han så efter sin død ”genopdaget” af nøjagtigt samme fantasiløse typer – for hvis noget er lovlig excentrisk, tør de trods alt ikke stjæle det i eget navn, men dækker sig klogt ind under navn af ”forskning”. The usual story…
Det med KRISTEN SELVFORNEDRELSE har jeg for resten også set hos kvinder fra de ”hårde” fag. Hvis de nemlig samtidig ser godt ud og helst vil anerkendes for det, kan de for ikke at skræmme mændene væk underspille deres faglige meritter eller forsonende berolige med at bekende deres totale ukendskab til dette og hint. Og de har ret: For hvor mange gange har man ikke i de yngre år ladet sig skræmme ned i et musehul af mindre…
NÅ; nu har I så omsider fået den dosis ynkeligt selvoptaget small talk, som I så længe har efterlyst. Må jeres Søgemaskine være med jer, og må jeres forlægger være jeres sjæl nådig – fat mod, for også han foretrækker ubevidst det lidt jævne og andenhånds, kort sagt Frank Essman og hele det øvrige ”Over-Danmark” (morsomt udtryk). Og spar os for surrogater i ventetiden, thi det er som sagt en fornærmelse. For resten kan man lige så godt lægge fagtekster på bloggen, for hvad man end gør, bliver det kopieret. For også udgivne bøger nævnes kun, hvis de er skrevet af folk med en formel position og ucensureret spalteplads. Kun kilden selv opdager det uvægerligt ved umiskendelige tegn såsom de tidligere en gang nævnte ”radioaktive sporstoffer”, der udeluKKer tilfældigt sammentræf..
Opdagede just i dag en umiskendelig afskrift fra mit fortiede opus magnum "Filosofiens Univers" fra -91 i en svensk avisartikel af en universitetsfolosof - simpelt hen alt for särt og gennemfört til at väre sammenträf: og sammenträffene går altid, ALTID med tidsforskydningen udenbords. Disse ting sker ubevidst i kraft af hvad jeg kalder det typisk maskuline selvbedrag - hvortil kommer den intrigante majoritets tavse indforståethed. Og det samme sker utvivlsomt i alle fagkredse, at de sande osv. tit mobbes ud af gribbene. I Går fortalte en svensk opfinder her i Lapland mig om stjålne patenter, og det kan sagtens passe, for også også på andre felter gälder vel, at de sande "autistiske" typer ofte ikke kender de sociale spilleregler. Den dag disse ting bliver velkendte, vil charlatanerne tillige stjäle rollen som "autister" og give den som fortiede, forlegne, klodsede, socialt underdrejede typer - naturligvis med landsopdäkkende spalteplads. For som vor gamle ven fra proletariatet siger: Den kan simpelt hen ikke blive for tyk her i livet.
Men Gud hvor I snart må kede jer - og dog: For dette kan jo dårligt väre det sädvanlige, dvs. afskrift. Eller hvad tror I? Og dog, endog vort interessante dödsskrig vil engang blive os berövet som alt tidligere, og så må vi atter finde på noget nyt. Gid man også havde originalt musiktalent, for så kunne man glemme ordenes prostituerede univers, men selv om smerte over et vist niveau måske kan forlöse nye udtryk, sker det näppe: for så havde jeg jo forlängst opdaget det för. Kend dig selv... Og så må vi tröste os med, at det er sundest at rejse sig der hvor man faldt - men ak, det er jo netop det der forbydes mig undtagen sindrigt og uklanderligt skjult i anmeldelser af ting så harmlöse at ingen endnu misunder mig dem. Men det er så min sidste nye kunst.
Derimod forekommer hard core filosofi (for slet ikke at tale om"filosofiske miljöer", der vitterlig aldrig har interesseret mig) som ovennävnte mig i dag ikke längere ophidsende läsning, og derfor reagerer jeg ikke så voldsomt på tabet - smerten består som så ofte tidligere i selve opdagelsen af, at siden noget åbenbart er originalt mange år efter i andres navn, så må det jo også have väret det i mit navn så länge för. Det er som ved psykoanalyse eller husoprydning en slags genopdagelse af noget nedgravet og glemte, som man dog på bunden hele tiden vidste uden at yde retfärdighed, men som ligesom ikke kunne nävnes, som et apokryp skrift eller som et fotografisk negativ som ingen reproanstalt tör röre ved. Smerten består mere i den forsinkede oplevelse af at andre har levet ens liv, at man mister alt undtagen helbred og statsborgerskab i et velfärdsland - dvs. selv ens radikale tab bliver forbundet med en forkälet uvärdighed, som atter gör at det ikke kan nävnes undtagen på ens blog.
ALTSÅ: Det her begynder sgu snart at ligne det der kaldes post-kolonial litteratur, Naipaul har jeg läst flere gode ting af, og der har man en lignende og aldeles udansk kompleksitet og indadrettet opmärksomhed. Det er som om sådanne folk heller ikke rigtigt vil eller tör leve. I gamle dage kunne man i det mindste blive munk eller yogi og nyde en vis respekt. Nå, folk er nu ikke helt blinde, så helt miskendt bliver man aldrig - blot giver det ingen gevinster, når det ikke er socialt manifesteret. Men er det selve livsviljen der er blevet fatalt böjet? Vokser rödderne efterhånden indad? Ender man mon til sidst som en tavs og dum stodder uden sympati for ret mange? Mister vi til sidst al livsappetit, så at pengene i livets regnskab på denne perverse måde kommer til at passe?

SOM en både ærbødig og verdslig gestus over for jeres SÖGEMASKINE vil vi til sidst helt uden kommentarer til sidst opremse nogle dokumenteret effektive hit-navne: George Bush, Tøger Seidenfaden, Klaus Rifbjerg, Jesus Kristus, Buddha, profetens snot, skæg og briller, Allah’s tørklæde, Hara Krishna’s beskidte underbukser, Jomfru Marias aflagte tamponer, Mother Teresa’s BH samt Hamlet’s kranium som barn (Storm P.). Hermed skulle så vor herostratiske verdensberømmelse være forsvarligt sikret – og det så meget mere som vi nu endnu engang har bidraget til at realisere bloggens unikt genrespecifikke egenart: For et papirmanuskript eller en trykt bog ville jo modsat en blog aldrig meningsfuldt kunne påkalde eller besværge nogen søgemaskiner – lige så lidt som Helligånden eller Hamlet’s faders genfærd ville drømme om at løse togbillet til Jerusalem eller Helsingør. Dvs. selvfølgelig kunne vor blog sagtens publiceres i bogform, men netop kun i egenskab af enten en forhenværende blog eller en fiktiv blog – ganske som der jo også trykkes fiktive dagbøger. MÅ JERES SÖGEMASKINE VÄRE MED JER.

ER DU GEORGE BUSH?
”Kend dig selv”, sagde Sokrates. ”Men fortæl det ikke til andre”, har nogen siden tilføjet – klog af skade. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende ”Ak Herre, i Eders eget kongerige”.
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lear’s sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: ”Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear.”
Så folk der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare – ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden ”gifter” alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og herligt utilsløret – selv hos folk der i nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Kierkegaard talte om en åndløshed hvori det moderne kløgtige meningsmenneske helt glemmer hvem det er – hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, ordner eller mangel på samme. Men Kong Lear’s eksempel viser at den der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante operetteverden og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel hvad han vil – og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane – om så også med en aura, der lader den svindende kongelighed ane. Så hvorfor skulle disse sørgeligt forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber der opnår at berømmes af verden, selv for de dyder og evner som de notorisk savner? Måske bl.a., fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitet kloge fortrop aldrig ville finde på at stille det.

Nuvel, ”aldrig” er et stort ord – for vist sker det at mennesker pludselig ser deres liv i et andet lys: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for gennem rigdom, ære og meritter at imponere folk som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Så derfor, trods alt: kend dig selv – og husk det i nødens stund. Nu ikke mere jammer, hør her: En mnemotekniker hævder, at den bedste måde at huske en tid hos tandlægen er ved at tænke sig at det er George Bush der skal til tandlægen. Ved eftertanke må det dog tilføjes at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt. Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et mnemoteknisk trick til at huske om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske indbilder sig at være USA’s præsident, indbilder det sig rimeligvis også at have et perfekt gebis. Ergo følger, at hvis De virkelig mener at være den George Bush der vil ignorere den niende store klimakonference grundet en tid hos tandlægen – så er De utvivlsomt George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i Deres specielle tilfælde. De kan så i stedet vælge at huske at det er Muhammed der skal til tandlægen – med mindre De da tillige mener at være profeten, for så må De finde på noget tredje.
Men hvis De er George Bush, så vil De også vide hvor farligt det er at tage profetens navn forfængeligt. Kort sagt ser det ikke godt ud for Deres tandlægebesøg, så må vi ikke foreslå at De tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den niende klimakonference.
Godt, men hvordan skal De så huske en sølle klimakonference, når De ikke engang kan huske Deres tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at deltage i en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme – selv for George Bush.

AF EN USKYLDIG JÆGERS DAGBOG
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.

OLE THYSSEN, HENRIK DAHL, S.U.T og STJERNFELT

DE MISKENDTE SEJRHERRER...
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.

Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.

Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.

NETVÆRK

Nu læser man atter om bloggens fortræffeligheder som afløser af det gammeldags CV, som bog-genre og som instrument for ens sociale netværk. For fremtiden vil Arbejdsdirektoratet vel af folks blogs kunne læse, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet eller måske omvendt har gjort sig fortjent til førtidspension, internering eller eksil.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.

Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.

Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.

BLOGGE OG GODE GERNINGER

Boglig publicering af flyvefærdige blogs er ved at blive en anerkendt procedure og er jo ikke mærkeligere end flyvefærdige dagbøger og kladdehæfter. Men hvis blog-manuskripter skal være en genuin genre for sig, så skal den være lurmærket på en unik måde.
Et sådant manus foreligger og blev med største succes oplæst i ØK's oplæsningssted The Lab i efteråret. Men endnu har jeg været for knibsk til at læggde den ud på bloggen selv - i denne verden af tvungen vidensdeling, der jo i forvejen nær har ruineret mig, men jo også fremprovokeret ny kreativitet igen og igen. Men også det skal hyænerne såmænd nok lægge beslag på, for så snart noget hidtil ringeagtet viser sig at have en art værdi, format eller underholdningsværdi, så skal alle main-stream drengene også, og så kommer alle benspændene som det første træk. Læs "Klods-Hans", for helvede! Hvor svært kan det være?

Nå, normalt lægger vi ikke manuskripter ud, for som sagt skal de være genuint blog-agtige, uanset hvad der senere måtte ske. Men kommentarer omkring selve dette medie-halløj hører dog som grænsetilfældet med, for de vedrører vel alle medier. Derfor skal jeg nok indlægge en kommentar forleden i Information, hvor jeg gav Thyssen, Dahl, SUT og den inkarnerede netværk-skabning Stjernfelt en kollektiv røvfuld for deres letkøbte snak om vindere og tabere og deres naive kriterier for vinder-kvalitet.
Nå, men tænker vi da altid kun på vort fordømte lille jeg? Indrømmet, I har sgu en pointe: 1-0 til læseren- men der er nu undtagelser såsom følgende. En tidligere elite-teolog (bevares, næsten ingen humanistiske akademikere tænker noget i egentlig forstand originalt, for det har de alt for travlt til, men derfor kan de godt være både skrappe og studiebegavede)...Kort sagt, en forhenværende elite-teolog.... Nej det her minder mig om et konversationsleksikon fra 30erne, hvor der om en kendt dansker stod: "Forhenværende advokat, nu negersanger".
Morsomt, for selv om "negersanger" dengang bare betød jazz-sanger, så kan det være et godt billede på nutidens store demokratiske illusion, at alt skyldes udnævnelse og kurser, og hvor intet udemokratisk overlades til skæbnens og naturens luner. Men neger kan man trods alt endnu ikke uddanne sig til, men alt andet .
Den demokratiske illusion passer mainstream-eliten fint, for hvis alt beror på udnævnelse og kursusbevis, så kan mainstream elitens intrigante duksedrenge igen og igen sætte sig på det hele og overhale alle Klods-Hanser og -Hansiner indenom. Dernæst kan de som sidste søm på ligkisten kalde dem dårlige tabere og udgive ondskabsfulde små skrifter derom, for at overdøve deres hemmelige og smertefulde viden om sandheden.
Men altså KORT SAGT, en tidligere elite-teolog... er slået igennem som pop-musiker og -komponist; og han fortalte mig at pladeselskabet gerne ville have hans portræt malet. Fluks henviste jeg ham til "den lille maler" Ruben Gelardie, som jeg tidligere har omtalt her, og som har særdeles underfundige teologiske og dialektiske årer.
Efter at have set Ruben Gelardies andre portrætter var vor rock-musiker helt solgt, og med rette. For selv om både Gelardie og hans lige så strålende talentfulde og nu hedengangne mor i snart en halv menneskealder har været ude i kulden, fordi de hverken var kommunister eller nonfigurative på det rette tidspunkt - så finder vor musiker ingen bedre i kongeriget til opgaven.
Hvorfor var dette nu en god (men bevares, gratis) lille gerning? Jo, for derved forhindrede jeg den daglige skandale i at gentage sig: Den ugudelighed hvormed de etablerede altid "gifter" sig opad i alle henseender og derfor kun lader sig male af Per Kirkeby.
For nu at nævne Stjernfelt igen, så har han altid allieret sig med etablerede folk og "coming men" i en art seriel monogami - og det er faktisk, selv hos så dygtige folk, det mest almindelige, blot i lidt mere behersket grad, eller måske bare lidt mere fordækt. På den måde får man aktier i alle gode firmaer - og til sidst bliver man selv en "uomgængelig" faktor, som alle lovende talenter må betale beskyttelsespenge til for at komme igennem.
En ung forfatter eller forsker må således lade en sådan netværksedderkop skrive forordet til sin bog, ligesom de må turnere sammen og tale om det pågældende emne: for den nye selv er for ubeskreven til at nogen gider invitere ham - og den nye mand kan derved også få udsigt til at få yderligere gunstige kontakter i abernes verden. Ak, ak - aldrig i livet. Så hellere Herstedvester eller Nykøbing Sjælland - mon man forresten selv kan vælge, når det kommer dertil? I visse amerikanske stater kan man således selv vælge henrettelsesmetoden. Men den tid den sorg.

Nå, men vor rock-sanger er trods sin ungdom og ungdommelighed i øvrigt helt ubestikkelig på førnævnte punkt, og han har sagtens råd til det. Det var så dagens lille gode og retfærdige gerning, og som kommentar til medievirkeligheden tillige blog-relevant. For betalingsaviserne får et stort problem, hvis deres redaktører oplever folk med spontane og individuelle talenter, skæbner osv som irriterende og inderligt uvelkomne konkurrenter om "forældrenes" opmærksomhed.
Kvinden der piner mig grundigt, skal I derimod slippe for at høre om - bortset fra at sådanne private hobbies måske mest viser, at begge de involverede keder sig og mangler hvad man i gamle dage kaldte "høyere opgaver" i livet- Både den der piner og den der pines, fordriver jo derved én slags tomhed med en anden.
For selv om traumer såsom en suicideret mor samt tyve års professionel uærlighed og mobning nu er reelle nok, så ved vi jo godt, hvad der er vigtigst den dag vi ikke har til brødet og huslejen. Det er også velkendt at krig neutraliserer depressioner og neuroser...
Til sidst:
Ved I hvorfor det er mere taknemmeligt at være viis i det virkelige livi "real time" end på papiret og på bloggen? Jo, fordi de kloge i livet scorer det hele, og fordi de som spot til skade og som nævnte finale søm på vor ligkiste tillige med bravour kan udgive såvel alt deres eget halv-inferiøre bras som alt det de stjæler fra alle dem de fortier og forhåner: herunder utvivlsomt også profeten Muhammed - fred være med ham, og give han måtte have adgang til ørepropper: for at være tvangsindlagt til evig alvidenhed i "real time" må jo være Helvede selv - der således viser sig at være gudernes privilegium og forbandelse.
Til aller sidst: Vore læsere skal aldeles ikke føle sig ensomme og forladte, for vi har sporet at vi skam citeres, selv på høyeste sted. Hvorledes? Ved at vi tappes for indbildte medaljer og Nobelpriser? Ha - nej, det ville være alt for uoriginalt for denne blog, så hør her:
Engang opdagede jeg ved et tilfælde at når jeg offentligt kom til at bruge et uhyre gammelt udtryk eller et unikt citatsted, ovenikøbet yderligere forsynet med en helt individuel drejning eller rokade, så kunne jeg snart efter se kunststykket gentaget af bedre folk i det offentlige rum, med slavisk præcision. Sådanne irrationelle små ting kan ikke være tilfældige, hvorimod geniale opdagelser som bekendt altid gøres igen også af andre, netop fordi de et eller andet sted er rationelle.
Kort sagt bruger jeg således en art radioaktive sporstoffer, hvis stråling gør at de altid kan detekteres, uanset hvor de måtte havne, og uanset i hvor små doser. Det er herligt upersonligt og objektivt - så kan folk sgu selv tænke sig til, at hvad der sker i det små, det sker nok også i det store. Og det er en langt mere umiskendelig anerkendels end at blive nævnt med navns nævnelse. Men altså kort sagt, vor læser kan roligt føle sig i uhyre eksklusivt selskab, om end vi ikke kan rose os af høje Gallup-tal endsige bestillinger fra "on demand"-forlag.

FORÅR I ALABAMA

Forleden fortalte vi en vits baseret på selvoplevelse: min cykel lod sig ikke oplåse, men viste sig senere at være en andens cykel. Det overførte vi til en ulykkelig ægtemand, hvis hustru er rendt med en anden - det viser sig siden at det var en andens hustru, der var rendt, med en tredje I presume. Det siges at der dybest set kun findes ti vittigheder - men hvis dette i virkligheden er den ellevte vittighed, er den dårlig - hvilket i sin tur bekræfter, at ti vittigheder er nok.
Apropos det med antal må vi her gengive Viktor Borge: "My grandfather was a great inventor, but was never duely recognized. First he invented "fore up"; then he invented "five up"; and after some years he finally invented "six up". Frustrated he then committed suicide. Little did he know how close he was..."
Nå, men hvad vi egentlig ville fortælle, var, at vor absurde vits ovenfor ganske rigtigt ikke er helt ny i sit princip. Således fortalte min tandlæge flg. vits. En hvid handelsrejsende måtte overnatte på et hotel for sorte i Alabama - og var derfor nød til at sværte sit ansigt med skocreme. Han bad portieren vække ham tidligt næste morgen, idet han skulle nå et fly til New York. I lufthavnen forsøgte han febrilsk, men uden held, at vaske skosværten bort. Det viste sig siden, at portieren havde vækket den forkerte mand...
Samme skizofrene absurditet, for en rigtig neger ville jo aldrig have forsøgt at vaske sin hud hvid.
Fra komikken til skønheden. Cyklede Gribskov og Karlebo rundt i det forjættende forårsvejr, med let guldalderagtig dis hen ad aften. Passerede Donse Dam i Tokkekøb Hegn, hvor en kongelig krudtmølle engang sprang i luften. Den virkede åbenbart - som en maliciøs skolekammerat sagde om en ex-klasssekammerat der mistede en hånd under tilberedelse af krudt a la "den lille kemiker". Den stakkels dreng måtte ofte holde for, idet hans far, der angivelig var cand.polit., siden gik fallit - hvilket naturligvis blev til cand.fallit. Samme morsomme hovede blev siden fan af guru Marharaji, trods sin ironi - for den ensomme ironi blev til sidst ham for meget. Forældrene noget kuldslåede. Min egen mor var sød nok, men sprang til sidst ud af vinduet. Ulykkeligvis boede vi ikke i stueetagen- shit happens...

Nå, folk er sådan set rare nok, men ikke når vi er bange og føler os truede. Og det gør folk i dag, derfor denne intrigante syge, just blandt de pæne mennesker der krampagtigt og forfængeligt holder på deres privilegier. Glæden ved at rejse i eksotiske egne er vel bl.a. at møde mennesker helt uden denne syge - men ret beset kan de vel godt indbyrdes have lignende syndromer i nogen grad; men i forhold til os er de lige så uskyldige og ufarligt nysgerrige, som vi er i forhold til dem. Som Onkel Danny sagde: Det er ikke let at være nogen. Men en forårsdag som i dag er det nu ret let, i hvert fald for mit vedkommende - uanset om min læserskare forholder sig som Viktor Borges morfars fan-klub. Amen.
P.S. Blev just afbrudt af en ensom handelsrejsende udi blomsterbuketter, men jeg havde heldigvis en god undskyldning: Sorry, but my madam has gone... Som sagt, shit happens, men however, "Je ne regrette rien". Og pardon my French.

LOTTERI, FORBRYDELSE OG RETFÆRDIGHED

Visse ting bør en uafhængig gentleman som bekendt adskille fra sit hjem, og det gælder for vor del også bloggen, der derfor passes på den lokale kafé uden forberedelse i real time. Ellers ville det virtuelle komme til at fylde lovlig meget. Nu fik jeg at vide at jeg var nr. 999.999 besøgende samme steds på nettet og iden anledning vil nyde betragtelig fortrinsstilling i en art net-lotto, vistnok og heldigvis endda uden at deltage - for livets lotterier byder mig som bekendt fortrædeligheder nok, grundet lignende fortrinsstillinger til anden og følgelig aldeles grundløs side.

Nuvel, galant lader vi hermed nævnte sendrægtige fortrinsstilling dryppe på vor egen blogs læsere, som derfor vil få andel i vore internationale milliongevinster henad vejen, og da især vor besøgende nr.999.999.
Jeg har altid haft en vis svaghed for svindlere - det man selv ikke selv har osv., og platugler har af lignende grunde altid opsøgt mig som en art moralsk alibi og om muligt tillige let offer. Men disse ting skal ikke skues på hårene, for ingen kan som den helt uskyldige begå de forfærdeligste forbrydelser uden nogensinde at blive udsat for mistanke - det gælder blot om at overspille sin rolle og i øvrigt bie sin tid. Og hvem ved forresten om jeg ikke bruger nævnte Gøg-og-Gokke effekt som fåreklæder og moralsk alibi for egen ulovlighed.
Det minder mig om den provokerende genetiker Erik Bahn, der engang betroede mig at han som så mange andre undertiden dagdrømte om at få en dødelig sygdom og dermed grønt lys til uden risiko at slå sine værste ærkefjender hjel . Men, sagde han - dette sker næsten aldrig i virkeligheden, for hvis man ikke er genetisk disponeret psykopat, så bliver det desværre altid ved tanken, selv i det tilfælde at vi vitterlig skulle blive uhelbredeligt syge eller beslutte os for selvmord.
Sådan lidt a la Hamlet, men personligt forstår jeg endnu bedre Hamlet: For hvad han (bl.a.) indser, er vistnok tværtimod det forhold, at hvis nu de fleste under deres tillærte civilisation og ædle deklarationer i virkeligheden også er ens slags psykopater(blot uden fantasiens frækhed), så bliver det skruen uden ende hvis man skulle til at aflive dem én efter én. Vi ser det i dagens DK, hvor stort set hele banden af pæne mennesker er håbløst og uhelbredeligt intrigante i en grad, der heldigvis også stækker deres i forvejen begrænsede fantasi. Når krybben er tom, og den slags, men det kræver nok også en genetisk diposition for normalitetens banalitet.
Således er det noget nær en naturlov at privilegerede folk på sammme niveau instinktivt altid holder sammen, selv aldeles på tværs af fag og metier i livet. Er Du inviteret på et VIP-møde, vil du bagefter omtale de andre oplægsholdere osv som ypperlige, helt fortrinlige osv, efter devisen: Hvis vi ikke var ypperligere, var vi ikke blevet inviteret. Og bagtanken er utvivlsomt denne: Hvis vi for alvor skal tro, at vor fortrinsstilling er berettiget,så må vi tilsvarende også være enige om at de mere uheldige blot ligger som de har redt - og i den anledning gør vi os det som Thyssen, Dahl, Stjernfelt og S.U.T. barnligt og gennemsklueligt let og snyder på vægten. Alt kan bruges, det være nu nok så tyndt, og vi hjælper endda gerne til med fejlerindringer eller små hjemmestrikkede konstruktioner.
Nærværende eksklusive kafé hjemsøges tillige af og til af Henrik Nordbrandt, som er den eneste undtagelse fra reglen og endda helt uopfordret giver os 100% medhold, selv i det forhold at alle sociale kategorier i dag utilsløret opfører sig som snu aber, uanset hvor høje titler de bærer. Og enhver betroelse bliver uden tøven misbrugt til yderligere svækkelse ved bagtaling. Jeg har selv erfaret det eksperimentelt, for ejheller de højst betitlede i min offentlige virkekreds indrømmer normalt det mindste, men snyder på vægten lige så enfoldigt-bekvemt som de andre. Men ved at afsløre deres små selvbedrag og mentale tricks ville vi blot pådrage os deres uforbeholdne og evige fjendskab, så vi holder bøtte.
Ens private kreds er derimod altid en anden ting, men selv dér mærkes i modificeret og fortyndet form et vist gennemslag af nævnte mekanismer. Og vi har mange gange set at efterhånden som folk stiger på den sociale rangstige, svinger deres loyalitet stadig mere over mod nævnte slagside, under dække af fornuftige forbehold osv.

Nu et praktisk indfald til livsforbedring for vore læsere i livets lotto: Sats på et område hvor De ikke har Deres hovedtalent - for dels vil De dér aldrig hjemsøges af overdreven forfængelighed og ambition, dels vil De dér aldrig blive så god, at de virkelig gode oplever Dem som en plage eller en trussel. Og blot fanklubben ikke opdager det, så kommer De såmænd ikke til at mangle noget, blot De hverken ligger på den lade side eller nægter Dem den fornødne frækhed. Det er bl.a. her vi bør lære af platuglerne og således nyde frugten af deres bekendtskab.

Sluttelig fra den større virkelighed. I Gribskov så jeg i går et prægtigt tranetræk lige over træhøjde, masser af musvåger i livlig parflugt over territorierne, sortspætter og endda en stor flot duehøg, der for en gangs skyld gav sig god tid og foldede vingerne og den lange hale imponerende ud.
Og som ekstra gevinst en rugende natugle i et frønnet hult egetræ, næsten i øjenhøjde. Den mælkeagtigt blide belysning over hav og skov i det tidlige forår helt uden tropiske eller arktiske plager er en velsignelse, ligesom den sarte og drømmende farveskala hinsides alt barbari. Til helvede med al succes...Men ak, vi ved også af bitter og mangeårig erfaring, at at hver gang vi således giver bundløst efter for bjergtagelsens forhekselse, venter de verdslige tømmermænd os, når den mørke tid nærmer sig. For elverpigerne tager sig betalt...

Verdenslitteratur og Zen

Hidtil har vi begået økologisk ressourcebesparende verdenslitteratur i cybercity omtrent som hr.Riskjær. Men den sande zen-mester fatter sig i korthed og formår til sidst at klappe med kun én hånd - hvortil i øvrigt kommer at han slet ikke gider, da der oftest ikke er meget at klappe over - det skulle da være på trods og af lutter forårskådhed: For hvorfor i alverden skal alting have en aktuel og som regel flov anledning.
Så langt er jeg endnu ikke nået i min udvikling, men har dog i dag fået lægeattest på at jeg er fuldt egnet til såvel dødsstraf som lovlig bilkørsel - ulovlig ditto mestrer jeg allerede uklanderligt. Det med dødsstraf er især smigrende, for hvis slet ingen æresborgere hemmeligt, men dog kun slet skjult, ønsker én hen hvor peberet gror, så er der måske heller ikke så meget at klappe over. Forresten drømmer jeg ofte at jeg skal henrettes, men vågner altid medlettelse over at livet trods alt stadig er at foretrække, også selv om det tit og ofte er det værste vi har.

Nu til dagens Zen-øvelse. I morges forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - indtil jeg omsider fandt ud af, at det slet ikke var min egen cykel. Det affødte på stedet følgende indfald, der forhåbentlig kan indbringe mig enten en litterær pris eller en solid førtidspension, trods førnævnte indrømmet overilede normalitetsattest: "En mand løber grædende ned på den lokale bodega og fortæller, at hans kone har forladt ham. Men senere samme dag kommer han glad tilbage og beroliger stamgæsterne og bartenderen med, at det ved nøjere eftersyn viste sig, at det slet ikke var hans egen kone der var rendt."