KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES…(POLITIKEN KRONIK 10.JULI)

 

<sub>Aldrig har så mange været så optagne af at diskutere snart tabernes vel, snart eliternes. Snart hedder det at eliten har det svært, selv om de som et plaster på såret altid kan komme til orde; snart er det tabermændene, snart de endnu ikke emanciperede kvinder, der må særbehandles.

Men hvor fordelagtig taberrollen end er, så er der nu mest rift om at være elite: Således vil velformulerede liberale debattører ofte betvivle de kulturelle og akademiske eliters status, hvis ikke de kan klare sig på markedets vilkår. Det gør vore liberale økonomer måske heller ikke altid: Men til gengæld vil de bedyre at være en art åndelig pendant til den fælles infrastruktur, der som bekendt er lige så befordrende for erhvervslivet som en lav selskabsskat – og som lægerne for de syges helse. Men for mange læger fordærver maden – eller hvordan er det nu?
Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” sidste år gav anledning til debat om nutidens kældermenneske. Mange ser nutidens svar på kældermennesket i alle de forliste, som mener at have fortjent en bedre skæbne, men som til gengæld har god tid til på nettet gratis at tilsvine  socialt heldigere stillede. På den anden side sker det, at et ”kældermenneske”skifter fortegn og får mediegennemslag med efterfølgende jobtilbud: Bloggeren Bethany og Dovne Robert kunne være eksempler.
Men snakken er ikke ny, for i debatskrifter har både Henrik Dahl, Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen og Ole Thyssen været ude med riven efter alle de dovne tabere, der forlanger anerkendelse – snart for ingenting, snart for at være martyrer, hvilket er endnu finere. Det med de indbildte martyrer er nu lige så gammelt som Kristendommen; og allerede Kierkegaard og Henrik Ibsen morede sig gevaldigt over fænomenet.
Tabersnakken og elitesnakken er forbundne kar – og kræver en dybere psykologisk tilgang. Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed” beskrev de ”miskendte”, der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling var imidlertid ret beset en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok kan fallenter frit påberåbe sig de berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt. Javel – men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så bekvemt slippe af sted med at afskrive selv berettigede samtidige som sådanne livsløgnere…</sub>

 

_{I begge tilfælde er der tale om en fejlslutning: For ganske ligesom vi ikke kan slutte af nogle miskendtes så som van Goghs berettigelse, at alle miskendte så er berettigede undtagelser – så kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia, at alle der mener sig oversete, er livsløgnere. Reelt er det imidlertid ikke engang fejlslutninger, men snarere selvbedrag: Fejlslutning er jo principielt en rationel proces, blot er der sket en tilfældig trykfejl i farten. Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af motiver: Hvad enten det nu gælder kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om deres fortrinsstilling.}

 

_{Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk, mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser. Og det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker på deres ret, gør de sig umulige som kværulanter. Og det er skam aldrig for sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere. Endelig har vi eksempler på, at selv ubestrideligt dygtige folk blev sindssyge: Og uanset faktorernes orden, så er galskab ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind under en slags ”Kvote 2-ordning”…}

_{KÆLDERSKRIVERI har ellers sin oprindelse i den trykte presse; men når det trykkes, regnes det ikke for kælderskriveri. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence eller moral – med rette eller ej, og uanset højden over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft Sagt” eller for den sags skyld Peter Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede koncept.}

 _{Mens man ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi andre godt tilstå dig retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får lov at blive ugens helt – men kun fordi en større hero derved bliver trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”, idet vor generøsitet over for dig opvejes af en andens fald.}

 

_{Derudover er gadeslagsmål både underholdende og demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan vi lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for egne rækker, så er det ingen stor gåde. For mediernes pensionssikrede provokatører er altid omhyggelige med ikke at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner heltene i parallelklassen...}

 

_{Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgav, at kældermennesket kan have nogen ret – men tilføjede så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme ælling er ene mod alle; og dog frygter vi, at den skulle få andel i vore privilegier – og desto mere hvis vi har snydt på vægten: Idioter behøver vi jo sjældent at holde nede. - Og når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig så sandelig også ”provokeret” til det: For ikke blot er den allergisk over for berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på – dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor ikke bedre end at behandles som blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor godkendelse: Dét er et slag i ansigtet på vor så at sige ”islamiske” ære.}

<sub>Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse, er dog mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men der er ofte et sammenfald. Ole Thyssen har ret i at jo lettere det er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig føler sig invalideret.

Ikke desto mindre giver det ringere status at have et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som en falleret student, der omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog desværre ofte klogere i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.</sub>

_{Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs. Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger ligeberettiget status. I calvinismens tid blev økonomisk velstand anset for et tegn på, at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske : Og på samme vis mener de nævnte skribenter, at grønt lys i verden borger både for ens egen berettigelse – og for at mindre velkomne ved bordet samt de arbejdsløse følgelig må være af tilsvarende ringere lavere kvalitet.}

_{Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke altid en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede ved materiel produktion er der jo ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller af selve fremstillingsprocessen. En ”pris” der vel at mærke betales af andre end kunderne. Men i den offentlige verden, hvor det end ikke er bestilleren der betaler showet, handler medgang ofte mere om, hvem vi har mest fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.}

<sub>I vor egen stræbsomhed er vi ikke interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Ansættelsesudvalg og fagkonsulenter vil ofte være kollegialt smigret over at have med en berømthed at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop – en bekymring, der især for nye ansigter spiller en rolle. Derfor vil "vindere" sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale. Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Også selv om synspunktet godt kan have en vis statistisk berettigelse på alment tilgængelige felter, der ikke forudsætter eksklusiv ekspertise at bedømme.
Derudover er det imidlertid ikke engang altid sikkert, at en kändis også i længden sælger bedre end en mindre kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag, der bliver kendt for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede kalkuler. Så af mange grunde bør vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linje med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.

Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde ikke altid være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og dels vægtes dine sociale forcer, din blotte lighed med os samt vor egen fordel af at anerkende dig langt højere.</sub>

_{I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit – og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. For hvis en dårlig bil undertiden alligevel sælger bedre i starten, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er central og stadig ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang en stadig mindre del af befolkningen . Og hinsides den materielle produktions sfære er der altså meget andet end kvalitet som udløser vor anerkendelse: Sandheden er således ikke altid lige velkommen, og derfor sælger en god bog ikke altid bedre – selv hvis den skulle komme ud.
I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en ”calvinistisk” betragtning om egen fortjenst gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, som sagt ikke identisk med dem der reelt betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse, som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv kolleger der ikke elsker os, vil se med meget blide øjne på vore små intriger mod andre: For ej heller de ønsker flere berettigede rivaler end de i forvejen må døje med. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.}

_{Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men de er ikke værd at samle på.” Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi: ”Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er verden ikke tjent med, uanset talent.”}

 
<sub>Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt hvis ”psykopater” samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads, sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er erhvervet og ofte just beror på at vi konsekvent spænder ben for dem. Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får, desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en elementær realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse de mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker og hjemmehjælpere uden hverken høj status eller frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som et slag i ansigtet.

Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik. Og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd mod livet.

Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele vejen gennem 117 hamskifter i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge to makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overførselsindkomst, når man kan få både høje gager og honorarer uden ligefrem at pådrage sig en åndelig diskusprolaps i sandhedens tjeneste?</sub>

 

 

 

MORDET PÅ KIERKEGAARD - ANY WITNESSES?

KIERKEGAARD SHOW
Årets utvivlsomt mest Kierkegaard'ske SK-indslag handlede af selv samme grund mest om alt muligt andet - hvoraf det mest anarkistiske dog var det mest sindrigt planlagte.
Myndighederne forsøgte naturligvis i vanlig orden til det sidste at forhindre showets afholdelse under påberåbelse af alle tænkelige paragraffer om racisme, blasfemi, gadeuorden, støjgener, tuskhandel, gadesalg, børnemishandling, falskmøntneri samt rufferi - men ak: forgæves, forgæves...
- For de Anonyme Alkoholikere har aldeles ret: "Mod visse ting kæmper selv guderne forgæves, og vi er nødt til at acceptere de ting i livet, som det ikke står i vor magt at ændre". Ja - og Anonyme Alkoholikere burde da også for denne visdom tildeles en medalje - men da det just hører til en af livets umuligheder at overrække medaljer til anonyme modtagere, har vi dog valgt at beholde medaljen selv - og det så meget mere som det nok er den eneste medalje vi har realistisk udsigt til at modtage i Bermuda: hvor sjælen nemlig ikke får fred, før samtlige støjende ønskebørn både har fået mandelgaven samt er blevet udråbt til kattekonger ved Fastelavn som trøst for, hvad der blev dem nægtet ved fødslen.
Hvad hjemmelavede medaljer angår, tør vi dertil hævde, at helhjertet partenogenese dog er en langt ædlere kunst end halvhjertet indavl: For lige som hjemmebagt brød og hjemmelavede pengesedler vel må kaldes den ægte vare, så er det også sandt, at den medicin som lægen foreskriver og tilbereder for sin egen del, rimeligvis bør stå til troende - hvorimod hans øvrige patienter tit og ofte må nøjes med snart tarvelig kopi-medicin for masserne, snart eksperimenterende løse skud i tågen...

"HVAD SIGER IKKE KIERKEGAARD?"-
 - "Ork, masser - jeg siger Dem: masser!"

Hvad enten I er til Kierkegaard eller ej - I kommer ikke til at fortryde det. Hvad enten det handler om Kierkegaard eller ej - I kommer ikke til at fortryde det. Hvad enten I kommer privat elle er professionelt sponsorerede - I kommer ikke til at fortryde det.
 - Hvis man grangiveligt ligner en indvandrer, vil de fleste bestemt mene at kunne skelne et strejf af fremmed accent - selv om man er opvokset i Danmark. Forventningerne illuderer os, og på den måde får vi en overraskelser til gode - og det har vi rigtigt godt af.
 . I skoleklasser inviterer fødselarens mor altid klassens anden fødselar med samme ankomstdato på lige fod med klassens øvrige børn - vel vidende at han er lovligt undskyldt. For de to respektive mødre afholder jo i virkeligheden dermed en lille konkurrence om, hvis hjem det er mest attraktivt at gæste: Og her plejer Strandvejsbørnene at gå af med sejren, med fri bar uden mindstealder.

 Så hermed endnu en lille KIERKEGAARD-indbydelse blandt så mange - men dog næppe helt som de andre...:

- DA mine få tilbageværende forseglede brillepuds-servietter i forvejen lå spredt stokastisk tilfældigt ud i mit bohave, besluttede jeg som en resolut rationaliseringsforanstaltning allerede ved morgenstunden at forbedre mit liv ved usentimentalt at kassere den tomme æske, der oprindelig havde rummet dem, og som nu alene levede højt på fordums ære- men altså ingen praktisk funktion havde, og kun ringe affektionsværdi.

Imidlertid viste antallet af løse servietter sig ved nærmere eftersyn at vokse støt: Omtrent ligesom når man har fået øje på et møl for snart efter at opdage, at møllet ingenlunde er helt alene i verden. Eller som når politiet efterlyser vidner i en tung mordsag - hvorefter der nemlig melder sig snesevis: ikke blot af vidner, men også af behjertede idealister, der villigt påtager sig både skylden, æren og ansvaret for mordet og ikke sjældent i den anledning tillige har begået et politisk manifest.

Til slut stod det mig klart, at alle de små forseglede brilleservietter passende burde placeres i et centralt depot. Og den tanke tvang mig så atter til at genopfinde den dybe tallerken og give den kasserede papæske en renæssance i stil med Kierkegaards genopfindelse ved sit 200-års jubilæum - der jo især for overlevende møl fra den Kierkegaardske hose-kollektion giver rig lejlighed til en både eksponentiel og veltalende opformering.

I den anledning må det være os tilladt at reklamere (siden ingen andre gør det) for vor lystige KIERKEGAARD-SCEANCE "GJENTAGELSEN" på CAFÉ BLÅ TIME søndag 12 maj kl. 17.30. Jeg har i den anledning også indbudt Thomas Mann-kenderen pastor Claus Oldenborg for at høre, om Mann mon kan belyse et genkommende skæbnemønster, som Kierkegaards eget liv efterhånden kom til at bekræfte.

 APPETIZER:

FORHENVÆRENDE MEJERIST HENRETTET VED DAGGRY

Skønt forhenværende avisbud... - Åh: vidste I at prædikatet "forhenværende" dokumenteret er fuldt ud egnet til nekrologer, og hvorfor ikke også til mindesten? - Selv om man jo ellers skulle synes, at de tålmodige runeristere med sindrig dovenskab var ekstra opmærksomme over for overflødige pleonasmer: Thi som en gammel vestjyde sagde: "Det er et dårligt hoved der ikke kan holde kroppen fri for at arbejde..."

Digressionerne vælder ind så tidligt i forløbet, at de dårlig kan kaldes digressioner, idet hovedtemaet nemlig prompte degraderes til præludium med samme hast som den, hvormed lovlig gode hoveder lige så velfortjent degraderes til sufflører for nomenklaturens vidunderlige ønskebørn – kortere sagt: vidunderbørn –, såfremt de mod forventning skulle have sneget sig forbi dørvogterne i disses længe imødesete frokostpause, der nemlig på samme vis gerne indledes med et snorkende præludium.

Og nu kunne også vi måske få lov at få et ord indført? - Altså: Skønt forhenværende avisbud er jeg ikke noget A-menneske, selv om alle reglementerede henrettelser på linje med avisudbringningen nu engang eksekveres ved daggry: alene for at de dømte ikke skal nå at få noget ud af deres sidste dag, skønt de som spot føjet til skade dog før deres allersidste kommentar til verdenssituationen på falderebet får lov til kvit og frit at modtage dagens valgfri avis - i øvrigt på linje med avisbudene selv. Lederartiklerne skal nemlig her i henhold til garvet fængselspersonale være de foretrukne, idet tiden kun tillader skimning af en enkelt artikel.

Hermed være det endelige og uomtvistelige kvalitetskriterium givet, folkens, hinsides gratis snak. "Javel, men hvis nu de dømte fik lov til i stedet at vælge Kierkegaard eller Holberg - for slet ikke at tale om den seneste ubetaleligt tørre afhandling om disses næsten lige så ubetalelige humor?"

 SNIK-SNAK: Sådan siger alle de dårlige tabere, der i allerede ved studentereksamen beklagede sig over deres karakterer, og som altså nu nægter at bøje sig for markedsmekanismens Newton'sk ubarmhjertige lov og fremturer med deres leninistiske pukken på folkets ufuldkomne oplysning - som netop dagens avis og da isærdeleshed lederen nu ellers skal råde bod på, om det så skal ske med vold. - Hvilket sidste sluttelig minder mig om en bekendt, der om en uhyre korthalset dame sagde, at hun så ud som om hendes hovede var sat på med vold.

Men hør : Er dette nu også korrekt dansk? Tja – fråga Lund...

KÆRLIGHEDENS SMERTE

En af de kvinder der har været tossede nok til at tilbyde ægteskab uden afsæt i snusfornuftige globale betragtninger om komparative fordele, var både køn og velbegavet, men havde i meget ung alder trukket sig ud af den krævende virkelighed.  Ikke sådan at hun led af vrangforestillinger, hørte stemmer eller var autistisk indelukket. Hun huskede alle bekendte som jeg i tidens løb præsenterede hende for, i detaljer, og kunne næsten altid sige nogle intuitivt rammende ord om dem alene på det grundlag. Men hun var endnu mindre end jeg selv nogen passioneret elsker af Freuds realitetsprincip; og da jeg desuden kan være noget vankelmodig, kunne jeg næsten genbruge en bekendts ord til en debil ældre dame der engang foreslog ham ægteskab: ”Åh tak, men jeg føler mig stadig for ung til at binde mig…”

Måske var det mig der tog fejl, for minus gange minus giver dog i nogle sammenhænge plus. Og hvem kan sikkert skelne mangel på mål og fokus i livet fra en psykiatrisk diagnose. Hvis jeg havde haft større tro på livet og turdet sige ja? Verden, herunder arbejdsmarkedet, har det dog med at vise en vis respekt og hensyntagen til familiedannelsen.  Pigens fokus og energi i situationen fejlede intet og kunne måske have været hendes frelse trods en måske unødig tidlig psykiatrisk debut. Min nænsomt tøvende vedholdenhed bragte hende en overgang næsten fra forstanden – hvilket kunne være en anledning til at spørge sig selv, om en forudsigeligt håndfast grobrian ikke mange gange er mindre skadelig end et bange og ubeslutsomt fæ.

Bevares, jeg følte ikke at jeg havde meget verdsligt at tilbyde en kvinde med ønsker om at få et barn, eftersom jeg allerede dengang eftertrykkeligt havde fået bekræftet, at hverken den siddende elite eller den klatrende middelklasses talrige små aspiranter agtede at indrømme mig en tøddel, hvis de da eller kunne undgå det. Og det kunne de, for jeg havde kun haft letsindigt overbærende smil til overs for hine enkelte der rådede mig til at få min første bog godkendt som ph.d. afhandling. Når man ikke i naiv forstand først angler efter verdens ”godkendelse”, men alligevel forventer efterfølgende anerkendelse, vil det nemlig oftest gå som William Blake skriver: ”Aldrig måtte ørnen vente så længe som dengang, da den bad kragen om hjælp”. For i nævnte position vil verden uvægerlig opleve en utilgivelig miskendelse.

Dertil var mit eget fokus for uklart, for der boede flere sjæle i mit bryst, og de regerede som et polsk parlament. Vort forhold ændredes grundet min bornerte forskrækkelse over pigens maniske beslutsomhed til et venskab, og mine følelser for hende blev stadig mere den beskyttende ømhed man føler for sit barn, sin mor eller søster. Agape er smuk, men hvor der samtidig hersker en stor eros-asymmetri, bekræftes dog atter den grusomme sandhed, at den der elsker mest, lider mest. Pigen genvandt aldrig fordums fokus og handlekraft, som hun måske kunne have opnået, og hun fik aldrig et barn. Hendes glæde ved den mindste opmærksomhed, ved ethvert besøg og ved enhver opringning forblev intakt. Som hun under sin langt senere sygdom sagde: ”Jeg ved godt at jeg alle årene har elsket dig for meget!”.

Hun levede i sin hjemby en beskyttet og ret begivenhedsløs tilværelse, men var sidenhen næsten altid livlig og i godt humør, selv om hendes rastløshed umuliggjorde langvarig koncentration. Den store verden havde hun for længst afskrevet, men hendes stemme og hendes blik forblev forunderligt klare. Og når jeg undertiden nævnte egne kvaler, var hun uklanderligt fornuftig. Måske havde den ven ret, der i sin tid havde sagt: ”Mange kvinder i den situation er hysteriske, gift dig med hende og få et barn, så går det over!”. Men pigens vanskeligheder med realitetsprincippet kunne måske også have givet bagslag, for hendes psykiatriske debut udløstes i sin tid af en abort.

Aldrig før eller siden har jeg grædt så meget og så bittert som da hun fik konstateret en livmorderhalskræft, hvis snigende symptomer hun havde ignoreret i mere end et halvt år. Hvis jeg i den periode havde set mere til hende i hendes svenske hjemby, spurgt mere ind til hende i telefonen – så havde hun måske betroet sig i tide i stedet for som nu kun at ymte et par ord til en veninde der ubegribeligt letsindigt slog symptomerne hen som ligegyldige. Min fortvivlelse indeholdt måske også al den sorg der aldrig havde fundet udtryk ved min mors selvmor i min tidlige gymnasietid. Hun så den slags, for allerede engang tidligt i forløbet havde hun spurgt: ”Ønsker du at jeg springer ud af vinduet ligesom din mor?” Jeg er ret sikker på at hun også heri så en forbindelse til mit vankelmod i eksistentielle nøglesituationer.

Ved min fortvivlelse over hendes sygdom indvendte hun, at det jo ikke var min skyld. Hvilket skarpsyn, for vist følte jeg også skyld! Men i hendes trøstende afvisning af min skyld var der samtidig et bevægende og næsten selvfornægtende moment: Så hun da ikke sin egen sygdom som en allerede alt for rigelig grund til min ulykke – omtrent som man kunne forstille sig fordums tjenestefolk bagatellisere egen sygdom og affældighed som udelukkende et problem for deres herre og ikke en ulykke i sin egen ret.
Men samtidig havde hun helt nøgternt ret i, at selv den reneste agape på denne måde forstærkes af en refleks på ens egen person og således ikke er helt så ren som den selv tror. Hertil kommer så tabet af måske det sidste menneske der elsker os ubetinget.

En enkelt gang tidligere i vort forhold havde jeg pludselig grædt, da jeg kom til i tilbageblik at indse, hvad jeg havde voldt hende af indre tumult. Jeg husker at hun endnu ved den lejlighed var helt ungdommeligt frisk; og hun afviste overbærende og med selverkendende snusfornuft nøgternt min selvanklage med, at hun jo selv havde vist umådeholden manisk beslutsomhed og derved bragt den tøvende ungkarl fra asken ind i ilden. Kærligheden ofrer alt – selv for at fratage den elskede delvis berettiget samvittighedskval. Kan kærlighedens nådesløse asymmetri fremgå klarere? Det er ikke fair, og vi bør aldrig acceptere det…

Den barmhjertige samaritaner skyldte måske ikke nogen noget, men kom alligevel i en situation hvor det var op til ham at gøre en stor forskel. Når nogen nærer stærke følelser for os, binder det os ikke i nogen kontraktlig forstand – men vi påføres ligefuldt et indiskutabelt ansvar. Heri er der intet metafysisk uldent, for det er så empirisk konkret som vel muligt. Vi er i sådanne asymmetriske situationer stærke årsager – og vi ved det godt. Fuldt bevidst kausal betydning må være det vi kunne kalde empirisk objektivt ansvar.

Tværtimod har ansvar i juridisk forstand i mange tilfælde en ulden karakter: For du kan jo holdes juridisk ansvarlig for ting som du har gjort i såvel uagtsomhed som i uvidenhed om nævnte jura. Her er ansvaret nok en social realitet i det pågældende samfund – men til gengæld ingen individuel psykologisk realitet. Ungdommens skræmmende hensynsløshed er sorgløst at betragte andres ”irrationelle” følelser som uforpligtende og undertiden en smule komiske naturfænomener og ikke som bestemmende elementer i et andet menneskes livshistorie. Det som Huxley kaldte den evige filosofi, er ikke vore skarpsindige iagttagelser, men de tilsyneladende banale konstateringer: Her den sandhed at hvert eneste øjeblik, hver begivenhed og hver fælles oplevelse tilhører evigheden i den forstand, at intet kan ophæve eller tilbagekalde den kendsgerning at de har fundet sted.

I kvindens sygdomsperiode var jeg med den hos tidligt forældreløses karakteristiske dødsbundne kærlighed så meget som muligt for hende og fortalte hende hvor meget jeg elskede hende. Hun kom sig hurtigt og formåede med praktisk overblik og helt uden forventet tomhedschok også at administrere sin egen gamle mors død og begravelse. Uskylden syntes genoprettet uden fordums asymmetriske komplikationer.

Men tilbagefaldets nemesis kom – manglen på rettidig omhu i første omgang fik sit svar. Men var det ikke hendes eget ansvar? Jo, men også her gælder læren fra den barmhjertige samaritaner: Jeg kunne måske have gjort forskellen. Vel kunne jeg ikke vide, at hun undertiden havde små blødninger. Nej, men hun var et menneske med sin skrøbelighed og sin angst som vi andre – og det vidste jeg. At vise opmærksom og helhjertet interesse var mit ansvar, og det havde jeg ikke gjort i den kritiske periode.

Nu var jeg selv på samme tid hårdt ramt af total kollektiv udelukkelse fra enhver professionel sammenhæng, og det er især for en mand i moden alder hårdt – også selv om man gennem årene er trænet just til den opgave. Den slags kan få den uøvede til at gå helt op i limningen fysisk, psykisk og socialt – og modparten ved det. Når brave mennesker, der i myreflittig flok har læst sig til noget som de kalder oplysthed, og indbilder sig at være modstandere af dødsstraf – når de nu bevidst udsætter et andet menneske for den i deres egne øjne værst tænkelige sociale skæbne – så er det derfor en sikker følgeslutning, at de på bunden ønsker dette menneske en ublid død. Men de ved det ikke, for det stod ikke deres kompendier. Eller som geografilæreren vrissede til min bedstefar, da han nævnte floden Gualdalquivir: ”Dumme dreng – det er ikke den flod du skal kunne!”

Min objektive, empiriske skyld bliver dog ikke spor mindre heraf – ganske ligesom som ti samdrægtige forrædere hver især er absolut skyldige. Skyld er således en størrelse der kan deles uden at blive mindre derved: Hvis ingen havde hjulpet den vejfarende i biblen, så ville hver eneste der var gået forbi, have været absolut skyldig i det menneskes forlis.

I vort tilfælde med en bagvedliggende skyld, der forplanter sig til utilsigtede og også i de agerendes egne øjne helt sagesløse ofre, er der i virkeligheden tale om en objektiv bekræftelse af hvad de gamle kaldte arvesynden. Det onde er en overindividuel realitet i menneskelivet, og selv om vi ville, kan vi dog ikke unddrage os dets magt: I dette tilfælde fordi social nulstilling kan belaste et menneskes livsmod så voldsomt, at det udhuler dets opmærksomhed og overskud over for de mennesker som det i sin tur har i sin vold.

Selv Agape, den uselviske kærlighed, er behæftet med uretfærdighed: Således ved vi alle at nogle mennesker er lettere at have medfølelse for end andre. Ja, ofte er det jo endda sådan, at vi har mere medfølelse med den smukke og lykkelige der knuses, end med den så at sige fra fødslen forarmede. Charmen er en faktor der resulterer i forfordeling. Men hvor der ikke er tale om børn, der jo falder meget forskelligt ud, men om selvvalgte involveringer, bortfalder denne ulighedsfaktor. Vore elskede er så at sige allerede udvalgte – og ethvert charmerende og fortryllende træk ved denne person forøger vor ulykke ved synet af hans eller hendes elendighed.

Humor er ligesom ”oplysning” en uhåndgribelig størrelser hinsides tidens bestræbelse på at gøre alt til strømlinede og kompetencegivende uddannelser. Et af de mest fortryllende træk ved min gamle kærlighed var hendes aldrig svigtende sans for personers, replikkers og situationers iboende komik – noget hun slet ikke var opflasket med. Efter hendes mors død i hendes egen sidste og alt for korte raske periode, spurgte hun mig, om hvilke bøger fra forældrenes samling, jeg ville have, inden resten af boet blev delt eller solgt på auktion. En af bøgerne var en flot sag omhandlende ”Världens ugglor”. Hun slog sin velkendte korte perlende hjertelig latter op – og jeg vidste straks, hvad hun, der ikke havde læst en bog i år og dag, tænkte: Når man nu engang bor i Hässleholm eller København – hvorfor er så alle verdens forskellige ugler i grunden ret vedkommende? Og selv i bekræftende fald – hvorfor netop ugler og ikke frimærker, vinflasker eller uniformer?

Pointen er nu ikke den at verdens ugler er en latterlig interesse, men at meget i vore sysler også har en absurd side. Det absurde betyder ikke at vi bør undlade det, eller at de der undlader det, er mere fornuftige. Blot man selv har blik for komikken, er der intet latterligt i at være menneske. Jamen, havde det trods alt ikke været mere fornuftigt at vælge en afhandling om Holberg? Se, nu bliver det interessant: Når de klatrende klasser er så forvisset om hvad der er fornuftigt og hvad ikke – så beror det på en instinktiv refleks, som de trods al oplysthed næppe er bevidste om: For grunden til den automatiske skuldertrækning over ”Världens ugglor” er alene den verdslige reservation, at sådan en bog kan de ikke konvertere til Ph.D -grader, embeder, stipendier samt utrætteligt taleberettiget status i medielandskabet på lige fod med velkendte værdige ansigter.

 Og allerede fra Kierkegaards fiktive unge teolog Ludvig From ved vi jo, at den nybagte apostel søger først af alt: et embede! Det som er alment accepteret på tinge (i vore dage f.eks. Kierkegaard), er det både fornuftigt og fordelagtigt at tilslutte sig – eller for den sags skyld at slås om i skolegården under reglementerede former, alt imens det stræbsomme unge borgerskab, der skal bringe Danmark på fode igen, forløbende og myndigt voterer om udfaldet.… Hvorimod det isoleredeog det individuelle på alle måder er højst ufornuftigt – og følgelig også usandt. Oplysningens ånd, I presume…

”Javel, den er god med dig, men du undveg nu behændigt vort spørgsmål, så tillad os at gentage det: Forholder det sig dog ikke stadig sådan, at der er mere menneskelig oplysning i Holberg end i ”Världens ugglor”?”  Tja, åbenbart ikke – og min kærestes eksempel beviser vor påstand: Hun havde trods naturlig opvakthed ikke læst en bog i år og dag, men kunne alligevel ved synet af nævnte titel straks se komikken. Det var ikke noget hun havde med hjemmefra, men sprang ud on location når lejlighed gaves. Omvendt havde det ikke udløst nogen komisk aha-oplevelse, hvis jeg i stedet havde valgt ”Holberg på svenska”. -  See what I mean? Med Jesu ord: ”Frygt kun de urenheder der kommer indefra”. Javel, men en tilsvarende betragtning gælder åbenbart også gælde renheden?  Så videnskabsministen må for min skyld godt slappe lidt af.

Brave oplyste borgere (ja, omsider nu også enkelte særligt forbilledlige indvandrere) mener som Pontoppidans ”Lykke-Peer” at have rystet al overtro af sig. Men selve troen på at flertallet af meningsberettigede i stammen altid har ret, er en konstant i menneskelivet og er overtroens fællesnævner. Og i vor oplyste tid hylder vi altså den overtro, at ånd smitter ved berøring: Jo mere vi læser om og af Holberg (”Ja, vi har netop i denne måned et slagtilbud i anledning af Oplysningsåret.dk…”), desto mere bliver vi ligesom Holberg. Ja, og vi får skam også papir på det til sidst, for slet ikke at glemme svigermors sluttelige velsignelse – så kom ikke her med jeres hjemmestrikkede små unoder. Bevares, de kan måske være sjove nok blandt venner, men det bliver jo aldrig til noget alvorligt på den vis, vel? For slet ikke at tale om, hvad I skal leve af.
  – Men for den rette var ”Världens ugglor” åbenbart inspiration nok – og følgelig var den altså ikke spor mere latterlig end den knastørre doktorafhandling om vor gamle humorist. Men skylden og ansvaret kan vi desværre ikke grine os fra...

 

 

EN PIKARESK GRUNDVIDENSKABELIG ODYSSÉ

Vor arktiske marts overgår selveste Arktis – men omvendt mindes jeg dengang jeg som 19-årig (selve det historiske årstal må dog forblive en hemmelighed, idet de af mine talrige bejlersker, der er forsynet med den højeste økonomiske baggrundsstråling, alle har forældre der lægger den største vægt på modenheden som kompensation for den både overflødige og noget forældede forsørgelse), blev aldeles ilde til mode ved at kunne slentre ubesværet i åbenstående og kortærmet skjorte allerede nu i marts: - hvilket jeg nemlig tog som et sødmefuldt og dekadent varsel om verdens snarlige undergang.

Mere udmattet end forstemt måtte jeg dog  forleden som blid københavnsk landing indtage en bodega-Tuborg og som ikke-ryger tillige nasse en smøg: Ja, for som ikke-ryger lider man af fantom-abstinenser (!). Her blev jeg imidlertid straks indladende tiltalt af en endog betydeligt yngre (indrømmet, indrømmet, men dette er nu ikke nødvendigvis smigrende) mand med påfaldende taktfaste og regelmæssige tics i ansigtet: Manden var nemlig tydeligvis også analfabet og mente åbenbart derfor, at nævnte syndrom bestemt burde staves ”tik’s”. Heraf ses i øvrigt den store almenvidenskabelige nytte af vor lediggang, idet vi nemlig hermed i forbifarten har leveret et håndgribeligt og uigendriveligt bevis for Placebo-effektens eksistens.

Men lad os nu ikke glemme sprogvidenskaberne for al denne udvendige nysgerrighed, for der gives dog forhåbentlig endnu andet end valgkampe og meningsmålinger. Sprogvidenskaberne – hvorledes nu det? Jo, for sæt nu vi ovenfor havde skrevet: ”Manden var tydeligvis tillige analfabet og mente, at nævnte syndrom derfor bestemt burde staves ”tik’s”. Med ordet ”derfor” placeret således i sætningen ville der nemlig have været tale om et helt andet udsagn – der næppe holder i byretten, men som til gengæld er ulige mere morsomt.

Mere morsomt end hvad? Tja, rigtigt godt spørgsmål med en bunke lige korrekte svar - herunder dette: Mere morsomt end når f.eks. en velmeriteret professor på Bermuda afslutter sin ugentlige klumme med følgende bevingede ord, der ville have gjort både Montaigne og His Masters Skinsyge Fanklub irgrønne i ansigterne af lige så bevinget misundelse: "Snip snap snude - så er denne klumme ude". Men hvilke flovsere ville vi dog ikke alle hjertens gerne begå mod tilstrækkelig liniebetaling - for denne giver så bedre råd til koncernenes mere ekstravagante og tabsgivende knopskydninger.

Men tilbage til vor sprogligt morsomme formulering ovenfor. Den kan minde om Storm P.’s tegning af kannibalhøvdingen, der beroliger en ængstelig zoolog iført tropehjelm med disse ord: ”Bare rolig, Sir – her på øen er vi alle vegetarianere: Vi spiser kun botanikere!”. Også her slår logikken nemlig en ekstra sløjfe på sig selv, med lige så absurde konsekvenser i form af en art logisk forskydning af begreberne. Hos Storm P. er det selve begrebet 'vegetarianer', der stiger i potens; i vort eksempel består det absurde i, at analfabeten er paradoksalt bevidst om sin svaghed og insisterer på denne som en slags autorisation og argument - hvorved hans syndrom hæves til anden potens, så at sige. 

"Roger, mayday, splitte mine ramsejl!": Kaster vi nu atter gratis perler for svin, som Jobs bekymrede venner advarende jamrer? Åh nej - for vi kan tværtimod prale med, at ligesom kannibalhøvdingen ovenfor kun spiste botanikere, så plagieres vi her i firmaet udelukkende af rigets allermest velanskrevne meningsberettigede (tørre bag ørerne eller ej), hvilket dog er en anbefaling der er alle pengene værd - hvortil i øvrigt kommer kommer, at den zoologiske sagkundskab om svin indtil videre kun har lutter rosende ord at melde. Apropos plagiat skylder vi i denne forbindelse at indrømme, at vor formulering ovenfor herom var et hvidvasket lån fra en af Københavns største plattenslagere, der nemlig engang anerkendende betroede mig: "Læg mærke til at det er kun ordentlige mennesker jeg låner penge af".

Nuvel, nuvel. - Men alt dette var nu bare en digression samt dennes nødvendige kommentarer - og derfor som sædvanlig i grundvidenskabernes historie det mest interessante: Ja, for hvad folk sådan indbilder sig absolut at måtte fortælle, er mellem os sagt sjældent så spændende igen. - Men hov, hov - man går altså ikke bare sådan på toilettet midt under Dronningens eller statsministerens nytårstale, så nu ikke noget med at desertere i utide! Åh ja : For at desertere i tide har derimod hidtil uhyre få formået at præstere - men prøv endelig!

 Men altså: Hvad ville så vor hidtil næsten demonstrativt fåmælte unge mand med urmager-syndromet. Jo, han spurgte lidt ærbødigt, om jeg mon underviste på universitetet i matematik, filosofi eller sociologi – ”eller sådan noget”: – omtrent ligesom jeg engang for år tilbage som særligt indbudt gæst (jeg kunne nemlig endnu dengang indbilde landboer, at jeg var en ægte københavner) på en landlig højskole andægtigt blev spurgt, om jeg underviste ”derinde på professoratet i København.”

Dette nødvendiggør afgjort en digression; skønt - kan en nødvendig digression nu også kaldes en digression?
Min bedstefars begavede gamle husholderske måtte engang le højt, da en ret ubegavet ambassadørenke of his aquaintance uden hverken synlig eller usynlig anledning spurgte: "Hvordan mon det kan være, at man aldrig længere ser nogle pukkelryggede?" I parentes bemærket var det også hende, der i fuld alvor bedyrede, at hummere smager langt bedst, hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op - en opskrift for stokdøve sadister, som hermed viderebringes for god ordens skyld.
Nuvel, men på samme måde som man ikke ser nogle pukkelryggede længere, så kan man end ikke i "den rådne banan" længere høre nogen bruge ordet "professorat" på den ovenfor refererede morsomme måde. Og hvorfor nu ikke det?

Fordi i vore dage kan snart hvem som helst blive både professor, forfatter og "filosof" - og de bliver det derfor også alle, ganske som jo alle børn med undtagelse for de muslimske jo før eller siden både vinder mandelgaven og bliver kattekonge ved Fastelavn. Ja, for ellers får sjælen nemlig aldrig fred! - Og ganske ligesom på Påskeøerne al frugtbar jord til sidst var plastret til med stenstøtter som dokumentation for ophavsmændenes demokratisk ligeberettigede kreativitet, hvorfor alle døde af sult og kedsomhed i en lumsk og ufejlbarlig forening - ganske således er det efterhånden gået med professoraterne, som derfor ikke længere giver anledning til nogen art morsomheder: hverken om dem eller af dem... Men til gengæld er professoraterne dog selv blevet forvandlet til én stor etnografisk morsomhed, så her skal bestemt ikke klages over det humoristiske niveau.-

 Men tilbage til urmager-lærlingens følgelig ikke ubetinget smigrende formodning, for hvem vil dog ligne Gud og hver mand? Svar: "Gud og hvermand."  - Domaren säger, at svaret är rätt - men det gælder jo så følgelig ikke mig. Men på den anden side: At ligne en professor så grangiveligt, at man kan narre endog fulde folk og børn, er i vore dage ulige meget sværere end at blive professor, for naturen er  uhyre vanskelig at narre i længden - selv om det rigtignok kan lykkes af og til i skyndingen, som når gøgen f.eks. i en kort sekvens formår at flyve akkurat som en spurvehøg for at skræmme småfuglene et øjeblik fra deres reder.

Nuvel, men som altid i den art situationer svarede jeg også denne gang undvigende og henholdende - ganske lige som en Nobelpris-modtager i litteratur jo heller ikke ved spørgsmålet ”Er De monstro også skribent?” straks klapper hælene militaristisk sammen med et begejstret ”Javel!”. Kort sagt blev vor urmager-lærling ikke synderlig meget klogere, hvorfor han i stedet forsøgte sig med det spørgsmål, om jeg ”mon ”stadig” underviste. Denne gang hjalp han mig dog tillige lidt på gled ved at tilføje, at hans egen far netop var gået på pension - for dernæst "apropos" fikst at spørge om min alder.

- Sidste gang nogen tillod sig denne art nærgåenhed, var det en 94-årig, men yderst åndsfrisk dame – men da hun i forvejen er en yderst velhavende enke og derfor udtrykkelig næste gang agter at ægte en varmblodig og sorgløs mand i sin allerbedste alder, smigrede spørgsmålet mig dog kun ved den lejlighed. Ja, for sådan afhænger udsagns fulde mening jo af sammenhængen og situationen.

Og dermed er vi atter tilbage ved sprogvidenskaberne: Ja, for vor nævnelse ovenfor af Nobel-prisen bliver nu anledning til en sammenlignende sprogvidenskabelig opdagelse: Svenskere bliver  nemlig til almindelig orientering ”Nobelpris-tagare”, lige som de jo tillige er ”löntagere” – hvorimod vi i Danmark anderledes ydmygt nøjes med at ”modtage” både vor løn og vore oftest noget jævnere priser.

Men med al den beskedenhed kommer man ingen vegne i verden, og derfor er vort land efterhånden blevet så lille. Men svensken er asiat og dermed lige så god en ”kålsupare” som Napoleon - der nemlig ved sin kejserkroning i samme ånd flåede kronen ud af hænderne på selveste paven og egenhændigt placerede den på sit egenrådige galliske hoved. For man bør ikke sådan overlade det til Gud og hver mand at fortælle hvem man er: Det vil nemlig altid blive misbrugt – for enten forsøger de at forklejne én, eller også roser de én af de forkerte grunde: Og hvis man klager, udstiller man derved blot sin komisk nærtagende smålighed og sin forkælede umættelighed, hvorfor man lige så godt med det samme kan erklære sig skakmat og tage det som en mand  - eller som konen i muddergrøften, der på samme vis længe før Blixen blev tvunget til at "elske sin skæbne".

For min egen del er jeg dog på min professions vegne en undtagelse i hele denne verdslige sammenhæng: For som grundvidenskabeligt "oberoende og komplet fristående kolumnist" og etnolog i elfenbenstårnet må jeg stille mig aldeles upartisk og fordomsfri - og må derfor forblive lige så uafhængig og upåvirkelig af både løn og nobelpriser, som paven i sit cølibat er det af både den kødelige kjerlighed og verdens øvrige fristelser.

BLASFEMI...

Når man som purung ringede til den daværende "HANDELSBANKEN", fik man først et telefonsvar, der nærmest måtte betegnes om en loyalt patriarkalsk og damestemme på et højdansk fra før Baronesse Blixens tid: "Det er Haaandelsbaaanken". For det siges, at sådanne ugifte grantanter fra før brødrene Brandes tid er endnu mere loyale mod magtens mænd, end nogen eunuk i "Mørkets Hjerte" ville have kunnet præstere.

Med en lignende majestætsbetuttet højtidelighed - om end med mere sitrende, ja nærmest hviskende pigestemme bliver man ved henvendelser til det Berlingske Hus af hoffets loyale tjenende terner høfligt og med en forlegen fnisen belært om, at enhver henvendelse til Weekendavisens legendariske chefredaktør naturligvis er henvist til at foregå i form af mails eller breve.

Det gjorde jeg da også i anledning af mit foregående indlæg om Lars Hedegaard - om end jeg nu som ingen som helst reaktion opnåede. - Tro i øvrigt endelig ikke, at agurketid råder i vort eget hus: Men mere end smuler fra den riges bord vil vi nu engang ikke falbyde i tide og utide, og sætter os derfor med sædvanlig grundighed atter mellem to lige fortræffelige stole. Hvortil kommer at vi aldrig pædagogisk "skriver ting om", fra et medium til et andet, uden på særlig opfordring og med udsigt til honorar.
-----------------------------------------
Kære A K

Hvis det er tilladt at spøge med Muhammed, må det også være tilladt at spøge med Lars Hedegaard.

Omvendt må jeg modstræbende indrømme den kulturradikale opinion en vis - om så også komplet ubevidst - konsekvens, når den på Muhammeds vegne ønskindet reserverer sig trods sin bekendelse til Oplysningens ånd: For når man trods alle privilegier ikke selv tåler kritik - endsige spøg - er det et besindigt træk at indrømme samme ret og hensyn til anderledes uoplyste og ressourcesvage parter.

Vedføjede stykke bæres udover af humoren af den gennemgående erfaring, at menneskene som allerede antydet ligner hinanden langt mere end de vil være ved, og da især i deres mindst civiliserede tilbøjeligheder.

Artiklen søger uden at tærske langhalm at gennemlyse de involverede begrebers indbyrdes sammenhæng: Eksempelvis er en Lars Hedegaard ikke nødvendigvis selv en hædersmand, selv om han er offer for uret. Et selvoplevet barokt eksempel af lignende art gives.

Men jeg nævner også alvorlige eksempler på uangribeligt legal straffesanktion mod heroiske brugere af ytrigsfriheden - selv om det her satirisk lanceres som forbilleder til integration og lovlig efterfølgelse fremover for Hells Angels og radikale islamister.

Rent kompositorisk slår jeg så over i slapstick: Men takket være en digression til denne ender vi alligevel i hovedsporet: omtrent som ved to gange minus i aritmetikken.

En underliggende og mere indirekte pointe er nemlig her, at jeg hermed oven i købet tillader mig at spøge med den gængse og knæsatte debatsstils aggressive og muslimsk billedløse alvor - der vist ikke altid lader muslimernes meget efter. Og som jeg da også nok selv kunne begå med en brækket arm (en sådan haves nemlig, sågar i sin tid opereret af en kirurg der desværre til fulde levede op til sit navn "Krogh").

Når jeg sender det til dig, er det fordi jeg her ved, at du dog udmærket kan forstå både hvad jeg skriver, og hvad jeg ikke skriver. Hvis andre på redaktionen skulle besidde samme fortrin plus menneskeligt overskud til ikke overalt at se "provokationer" mod det helligste, er du naturligvis velkommen til at uddelegere den utaknemmelige rolle som beslutningstager til dem.

For alvorligt talt er jeg jo næsten anatema og undtaget fra selv de mest elementære høflighedsformer. Og at sige dette ligeud er ikke alene lovlig: Det er end ikke fornærmeligt, men tværtimod en indrømmelse til modpartens integritet - et fænomen jeg ellers generelt ikke er særlig forvænt med professionelt. Men hermed forholder sig forhåbentlig ligesom med "Pascals væddemål. Så perlerne er hermed kastede....
Med venlig hilsen

LARS HEDEGAARD - OM MENNESKELIGE FEJLTRIN OG GUDDOMMELIG FORLØSNING

Her gik man og troede, at mord for længst var forbudt her tillands. Hvis bare man havde vidst at det åbenbart stadig er et hot debatemne, som kan gavne ikke alene trykkefriheden, men også trykkeribranchens velbefindende - så havde man rigtignok ikke sådan gået rundt og tøvet i ungdommen som en anden Hamlet, hvis veltalenhed jo ligeledes efterhånden voksede hans trykkefrihed langt over hovedet…

Nogle fristes til selvmord for at vinde sympati, andre risikerer hellere at blive myrdet. Det betyder dog ikke at de så også "fortjener" at sejle i deres egen sø uden henholdsvis lægernes og politiets bistand. Det modsatte standpunkt kan dog heller ikke uden videre dogmatisk hævdes: For det må vist afgøres fra sag til sag, og meningerne kan være delte - uanset hvad hædersmand med oprejst pande og selvsikkerhedens nådegave kan finde på at deklamere i den bedste sendetid.

Hvis man vedvarende provokerer og smæder Hells Angel, kan det ikke undre at man før eller siden bliver udsat for æreshævn. "Vi advarede ham jo venligt utallige gange, men han fremturede uhæmmet!" Javist - ganske ligesom Biblens Job, der på samme vis nægtede at lytte til gode venners råd og derfor fik løn som forskyldt.
Men ulovligt er æresdrab jo naturligvis likförbannat, hvis man ikke lige er Gud selv. For overlagt drab er nu engang forbudt i vort tilbagestående land, endog hvis ofret er en slyngel fra Hells Angels og ikke har fortjent bedre. - Ligeledes er det forbudt at undlade at benytte helt åbenlyse muligheder for at forhindre et selvmords fuldbyrdelse - selv om der naturligvis findes en gråzone af grænsetilfælde: Dels alle diffuse tvivlstilfælde,som kun nære pårørende kan aflæse; dels de tilfælde, hvor afdøde omvendt har handlet helt dedikeret, adviseret nøgternt og velovervejet i god tid, skrevet udførlige breve til efterladte osv. (Ja, naturligvis har jeg ikke undersøgt sagen, men sådan må det rimeligvis være - om ikke andet. så velsagtens i et af vore nabolande, som hermed anbefales som statslig rollemodel)
.Alt dette gælder helt uanset spørgsmålet om trykkefrihed eller ej: - For selv hvis nogen har forbrudt sig mod en anden lovparagraf såsom blasfemi-paragraffen, er det naturligvis stadig forbudt at slå ham ihjel. Og selv hvis vi indfører dødsstraf for visse typer af ytringer, så har lovbrydere stadig ret til ”a fair trial” og bliver ikke fredsløse eller statsløse af den grund.

Men nu har vi jo allerede ytringsfrihed og trykkefrihed med visse begrænsninger, så dagens martyr i skysovs Lars Hedegaard er jo ikke engang forbryder: "Hurra, hurra, den skål den ska han ha; han ska leva, han ska leva!"

Ja tak, ja tak - det er godt nu... Men heraf følger nu på ingen vis, at Lars Hedegaard partout skal ophøjes til en hædersmand, bare fordi han selv har lidt uret. Således præsterede jeg selv engang at stjæle et friskfanget bytte fra en autoriseret cykeltyv: blot med det ene formål at undersøge strengt eksperimentelt, om han mon derved skulle blive forvandlet til en hædersmand, ligesom når frøer og franske vinbønder undertiden ved et kys alkymistisk forvandles til prinser - ja, hvorfor ikke også til konger? Men ak: Synderen fortrak ikke en mine og fremturede ufortøvet i sit embede.

Men Lars Hedegaard har dog indrømmet forbilledligt frygtløst benyttet sin ytringsfrihed og har endda ligefrem forsvaret selve ytringsfriheden  - men også den er jo ganske ligesom forbuddet mod mord for længst lovfæstet i forvejen, trods subtile gråzoner af tvivl og debat.

Men lige som vi er nogle der finder det sporty at løbe panden mod mure, der ikke har fortjent spor bedre - så er der åbenbart andre der foretrækker at løbe åbne døre ind i henhold til omkvædet "gør porten vid, gør døren høj". - Men som min egen far - tydeligvis vor tids svar på NT's Josef - noget forbløffet udbrød, da han på et beskedent provinshotel i Betlehem af nævnte grund rettelig straks blev tilbudt brudesuiten med et badekar i extra large som husets særlige stolthed: "I am not a rhinocerous..."

Nuvel, nok om voldsofre: alt for megen pylren kan nemlig gøre langt mere skade end klodsede drabsforsøg og kan derved tillige fremkalde attentatmændenes professionelle jalousi. Og just den art jalousi bør man erfaringsmæssigt frygte næsten lige så meget som Herren, og det endog selv om man på ingen vis formår at leve af sin  "profession" - hvad der nemlig kun føjer spot til skade som en særlig ondsindet hån mod alle os der kan....
Altså ikke mere om ofrene, for her skal sol og vind deles lige. Hvad æreshævn angår, så kunne både de radikale muslimer og rockerne nemlig rettelig kan tage ved lære af samfundets officielle eliter og fremover finde lovlige - men ofte endnu grusommere - veje til at opnå det samme: nemlig den formasteliges pinefulde undergang.

Den schweitzer der i sin tid sladrede til EU-kommissionen om de hjemlige kemikoncerners miljøforsyndelser, fik som straf for sit "landsforræderi" sit liv ødelagt; og hans hustru begik selvmord grundet pres, trusler og misinformation mm. Her blev selv lovene vist stærkt bøjet i fædrelandets navn, hvis da ikke helt brudt.

Frank Grevil-sagen om Forsvarets Efterretningstjenede havde delvis en lignende karakter. Mere velkendte og nærliggende eksempler skal dog for denne ene gangs skyld lades helt uomtalte...

Men i sådanne sager er der dybest set sjældent større forskel på muslimerne og os andre - bortset fra at de altså er mere langt forstyrrede, frustrerede og misinformerede i forvejen. Ja, selv Trykkefrihedsselskabets kompromisløse hedsporer er såmænd nok heller ikke ret meget bedre på bunden: For menneskeer der er så alvorligt optaget af at udbasunere deres budskaber, er ikke altid klare over deres inderste følelser og ønsker..Men én ting kan vi til gengæld nu alle blive rørende enige om, efter at vi har fornærmet et repræsentativt udsnit af retsindige borgere: At selv om mord fremdeles er forbudt - så gives der dog altid nogle, hvis død vi hver især personligt ville være de sidste til at beklage...
- Nej, mener I virkelig det? Nå, men i så fald er ovenstående da ikke blevet skrevet helt forgæves. Eller som en profetisk gammel købmand på den jyske hede skal have udbrudt ved radiomeddelelsen om, at Hitler nu også havde invaderet Sovjetunionen: "Nå, men så er den sag jo afgjort..."...

Om trykkefrihed samt velmenende redaktionel bistand i almindelighed sluttelig kun dette: At selv om begge dele indrømmet kan være inspirerende, så kan deres massive fravær for den rette også være det: - For da bliver det sidste gerne endnu værre end det første...

Sidstnævnte bibelske motto har for resten bred gyldighed. Således talte jeg forleden med et medlem af Eventyrernes Klub, der havde udfordret både Himalaya og Amazonas uden at brække nakken på det - blot for i sit otium som fodterapeut at pådrage sig en operationskrævende nakkeskade.

Men hör och häpna: Det allersidste blev nemlig med forbilledlig grammatisk logik tillige det allerværste: Ja, for privathospitalet Hamlet opererede nemlig ved en såre menneskelig fejltagelse i produktivitetsstigningens og resultatkontrakternes hellige navn den skadede nakkehvirvels arisk upåklagelige sidekammerat: Og af særlige anatomiske grunde lader det sig desværre ikke gøre at foretage den operation på hverken begge siamesiske tvillinger eller begge gode sidekammerater.

Tilfældet minder mig om den gamle Hitchcock film, hvor en pålidelig lejemorder af den gamle stamme før sædernes forfald ved en tilsvarende menneskelig fejltagelse hyres til at dræbe en helt uvedkommende person. - Herunder er det umiskendeligt Hitchcock'ske og velgørende udanske nu er dette: At da lejemorderen får at vide, at det bliver en "ommer" – men naturligvis atter engang til den aftalte pris grundet mangel på stordriftsfordele - , så falder lejemorderen lårklaskende omkuld af krampelatter under omkvædet: "The wrong man, the wrong man, the wrong man......".

Som om han lige havde hørt verdens bedste vittighed....

Eller som om Lars Hedegaards behjertede attentatmand ved en fejltagelse i stedet var kommet til at skyde Bo Lidegaard eller Margrethe Vestager.- Og beskyld os så ikke oftere for ligesom Organet for Den Høyeste Oplysning og TUBORG kun at levere til Hele Den Danske Elite...

VED 200-ÅRET FOR MODERSMÅLSELSKABET....

 

 

 Som gymnasiast (en profession der sidenhen er blevet højeste mode i kultursektoren), blev jeg med rette korrigeret for i mine dengang endnu noget alvorlige danske stile (thi sådan må rækkefølgen være, hvis ikke begge dele skal være noget juks, ganske ligesom man jo ved firehændige klaverstykker tålmodigt først må øve hver hånd for sig) at anvende udtrykket "en af de eneste, der osv": For der kan jo dog selv på en god dag højst være én eneste - andet ville så at sige være åndeligt bigami og et kors for tanken på lige fod med Treenigheden og EU-kommissionen.

Siden er nævnte esoteriske pluralisform ikke desto mindre gået hen og blevet fuldt legal: - For som med prostitution og narkotika gælder åbenbart også her, at det dog er bedre at det sker ved højlys dag og under ordnede forhold for alle parter, end at i forvejen svage sjæle tillige må gøre både sig selv og andre til forbrydere for deres lasters skyld.

 Men se, i mellemtiden er man selv blevet stejl af lutter loyalitet mod sin gode gamle dansklærer - der ellers i litteraturhistoriens navn med klogelig defaitisme bevilgede, om ikke betingelsesløs overgivelse, så dog komplet carte blanche trods en dengang anderledes snørklet (men endnu umusikalsk) syntaks, som nemlig endnu ikke var udtryk for åndens suveræne valg - idet det hermed forholdt sig som med ufrivillig vandladning og anden afgang, der jo trods misundelsesværdigt ungdommelig strålestyrke er lige så uskøn i sengen, som ufrivillige synkoper er det i musikken.

 Kort sagt insisterer jeg fremdeles monoteistisk på singularisformen "den eneste, der.." - helt uden skelen til oplyste og integrationsbefippede studieværters demokratiske anbefalinger.

Men dette var nu kun præludiet til hvad vi egentlig ville sige, ihukommende at hovedsagen kun sjældent har fortjent bedre end at være det nødvendige påskud for noget bedre, omtrent som startbanen for et sportsfly - eller som store mestre for den posthume og dunskæggede skare af sorgløst eftersnakkende og festtalende små overmænd og svigermors stoltheder, som far lige skulle have oplevet.
- Og hvad vi egentlig ville sige, var dette: At en af de eneste håndboldspillere, der formår at aftvinge mig en smule interesse, er ham dér Johannes Riis  - og det skyldes nu mest alle de historier om doping.. Og med nyhederne har jeg det oftest på samme vis...
På lignende vis betroede en urgammel københavnsk læge mig engang: "Sport har aldrig nogensinde interesseret mig det fjerneste - men at se sådan et par bomstærke negre tærske løs på hinanden: Det kan jeg sgu godt lide!"

DOPING - OG "DOPING"

A MATTER OF GRAMMAR - A CASE FOR LUND

Så blev man da over morgenkaffen orienteret om cykelsportens dramaer - vidste slet ikke at sport kunne være så interessant, endsige så morsomt. Ligesom kærlighed er det i bedste fald noget man bare gør uden alt det øl-pladder - men man tilhører vel også heri den gamle skole.
Doping i sport er ganske ligesom plagiat i åndslivet: Hvis alle undtagen nogle få anstødelige atavismer fremturer aldeles uhæmmet med det, så står de jo stadig sportsligt lige indbyrdes, blot med alle de samme nymodens hjælpemidler til rådighed: Omtrent ligesom lederskribenter, for hvem der jo helt åbent og redeligt er tale om en eksamen i real time med alle hjælpemidler tilladte - vel at mærke inden deadline som den urokkelige, begrænsende faktor.
Og vist så: Nogle har vitterlig mere talent for illusionistens behændige "doping" end andre; så også heri består såmænd et element af ægte konkurrence. Men vinderne bør så roses af de rette grunde og ikke tillige prises for egenskaber åbenlyst hinsides deres "smukke genom", forbilledligt frit for skønhedspletter og synkoperede mutationer.

Thi det forholder sig nok her som med rødhårethed, der jo i modsætning til skaldethed ikke kan erhverves. Her taler en mand med erfaring: Det første projekt mislykkedes nemlig ynkeligt hver gang, hvorimod det sidste kom helt af sig selv og uden hormontilskud. Og når man ikke får den man elsker, så må man jo elske den man får - og jeg er godt tilfreds med mit hår.

Sluttelig kan vi benytte emnet som en lille skolastisk øvelse i den klassiske gamle distinktion mellem "nødvendige betingelser" og "tilstrækkelige betingelser": Nu om stunder er doping således tilsyneladende en nødvendig betingelse for at vinde i sport - men jo stadig ikke nogen tilstrækkelig betingelse for Kong Valdemars Sejer. Ja, for lur os om der ikke allerede i morgen tidlig på TV-er-eller-andet står en højt betitlet rod og foredrager anderledes pædagogisk lysende over dagens pointe - men naturligvis med en helt anden musikalsk omhu med de grammatiske interpunktioner.

FRA KIERKEGAARD TIL DANSKE BANK: Et stykke dansk erhvervshistorie.

 

 Der er sket meget siden Kierkegaards tid. Således for 100 år siden de danske heders tilplantning i pioneren Ernesto Dalgas ånd og regi med svensk rødgran - og i vore dage de svenske heders manuelle sanering for samme træsort, under overopsyn af Deres messiansk udsendte danske ekspertise på området, og med brug af føjelig kinesisk arbejdskraft: der bedst lader sig sammenligne med Mærsk Møller's tilsvarende globale ekspertise inden for olie-udvinding.

Det havde gamle Dalgas ikke forudset – hvilket viser hvor vanskeligt det er at beregne den langsigtede rentabilitet af store satsninger, disse være nu i privat eller statslig regi.

 Danske Bank - "too big to fail" - er heri slet ingen undtagelse; og man forstår at direktør Kolding betinger sig både arbejdsforhold og bonusordninger langt over, hvad der times alle vore små yndlingsfjender i "Bermuda".

Men direktør Kolding har vi modsætningsvis ikke spor ondt over, for ham betragter vi som en ligeberettiget kollega: "egen företagere" og pioner med berettiget statsgaranti. Her er der intet at komme efter, hverken for skattemyndighederne, verdenspressen eller socialistiske plageånder.

 Men tilbage til vor 200-årige Kierkegaard: - ligeledes en egenrådig "egen företagere", der dog på den helt lange bane viste sig langt mere profitabel for vort lille land, end hans samtidige kunne have forestillet sig: ikke mindst for en betragtelig og broget skare af "kongeniale" debattører og foredragsholdere under forsæde af særligt hyrede projektledere i anledning af hans 200-år.

 Men al denne gratis kongenialitet lader sig let punktere ved et morsomt tankeeksperiment. Forestil jer nemlig, at man tog et tilfældigt skarpt SK-citat og slap det ud, f.eks. her på FB - men i ens eget syndige navn. Tro os: De selv samme folk, der i talstærk samdrægtighed finder citatet både ubetaleligt og tidløst, når signaturen er "SK" - de ville nu finde akkurat det samme citat både barnagtigt, personligt i dette ords slette forstand, dumt provokerende - og i øvrigt aldeles futilt set ud fra et karrieresynspunkt, dette være nu i offentligt eller privat regi: For på den måde kommer man rigtignok til at vente længe på et embede...

 Her således to SK-citater, venligst stillet til rådighed af Per Olof Johansson og Isak Winkel Holm:

 "Der gives Folk, der i den Grad omgaaes letsindigt og skammeligt med Andres Ideer, de snappe op, at de burde tiltales for ulovlig Omgang med Hittegods."

 "Jeg frabeder mig enhver Recension, thi en Recensent er mig ligesaa modbydelig som en gadestrejfende Barbeersvend, der kommer rendende med sit Skæggevand, der bruges til alle Kunder, og med sine klamme Fingre fiamsker mig i ansigtet."

--------------------
Men vort tankeeksperiment ville blive endnu morsommere, hvis vore lærde først lod sig overbevise om, at ovenstående citater var helt frit opfundne herfra - men forfængeligt fremsat i SK's navn for at høste bifald. - Og at de lærde så dernæst enstemmigt fandt, at æblet da her rigtignok også er faldet så langt fra stammen - at denne rettelig ville betakke sig for ethvert slægtskab med og ethvert medansvar for disse pinligt letkøbte platheder...

Men gæt nu en gåde, kære læser: For hvad er så det, som er endnu morsommere end det ”endnu morsommere”? Jo, dette spørgsmåls grammatisk superlative svar lyder ubestrideligt: At det må da være ”det morsomste”. Ja, og hvad er så det? Jo, det morsomste ville være, hvis vi nu på falderebet blev forsmædeligt overtrumfet af en Kierkegaard-forsker, der kunne påvise at hele vort ovenstående tankeeksperiment blot var en mekanisk transponering af en lignende formulering hos Kierkegaard - blot med f.eks. den store Goethe placeret i hans eget sted.

- Åh-Ja: For lad os nu blot være kollegialt storsindede og indrømme – at det kunne Kierkegaard såmænd sagtens have været mand for på en god dag…
Men det forholder sig her ganske ligesom med de spiritistiske medier der hævder at have selveste Mozart som deres overkvalificerede sufflør: At hvis det i ligefrem og naiv forstand ”ligner Mozart”, så er det med garanti netop aldrig Mozart. Hvorimod hvis det ikke ligner i det pædagogiske regneeksempels, den mekaniske parallelforskydnings eller den skematiske algoritmes naive forstand, så kunne det teoretisk set godt være Mozart – og selv hvis dette sidste ikke skulle være tilfældet, så kunne det sågar være værst for Mozart!

Men spiritister er nu engang et i sjælden grad selvudslettende folkefærd, der af lutter frygt for forfængelighedens og grådighedens dødssynder altid insisterer på med øjeblikkelig virkning at testamentere både æren og alle royalties af deres værker til for længst afdøde samt disses blege, betuttede og betrængte efterslægt.

THE ROMAN EMPIRE - OG DEN UNGE WERTHERS LIDELSER

 

"Vi arbejdede hårdt, men hver gang, vi begyndte at fungere, blev nye planer om omorganisering iværksat. Jeg lærte mig senere i livet, at vi er tilbøjelige til at møde enhver ny situation gennem omorganisering. Jeg lærte også, hvilken vidunderlig metode dette er til at skabe illusion om fremgang, mens det i virkeligheden forårsager kaos, ineffektivitet og demoralisering."

 Cajus Petronimus

 Embedsmand under kejser Nero

37-68 F. Kr.

--------------------------- 

I min glorværdige karriere som avisbud stødte også jeg på dette herlige interne opslag i anledning af Bladkompagniets afvikling af beredne bude til fordel for cykler i tjenesten - dette grundet moderne abonnenters stadig hyppigere klager over den hestegødning der jo uvægerlig af og til fulgte med op ad de røde løbere.

At enkelte avisbude herunder benyttede dette som dække til også selv undertiden at forrette deres nødtørft med et digert boligtillæg som forskønnende dække for fortvivlelsens selvhjælp - gjorde naturligvis ikke nævnte misforhold spor bedre.

 Sidstnævnte gruppe har da også siden nævnte omorganisering fået et stort problem - og det var da også grunden til at jeg selv så mig nødsaget til at søge ganske andre karriereveje. Også i min nye branche har jeg dog haft stor nytte af min autonome træning i denne sublimerende form for parteno-genetisk genbrug. - Rygterne herom er da også nået så vidt, at jeg ganske ligesom Kommune-Kemi i Nyborg ingenlunde længere begrænser mig til indenlandske opgaver.

FESTEN SLUTTER ALDRIG...

 

 En bekendt i den samme geschäft som PH rapporterer om organiserede tantriske øvelser, og i øvrigt med en imponerende kvindelig overvægt - vel at mærke i statistisk snarere end medicinsk forstand. Beroligende tilføjelse - men ikke desto mindre må vi nok reservere os: For med et citat af en for længst pensioneret feminist kan den slags let "udarte til seksuelle krænkelser". Og mens et moderat omfang af kollektiv seksuel krænkelse af ens private rum nu engang hører med til det at være kvinde - så er den slags for en mand en naturstridig uting og nærmest en art kastration.

 Dette minder mig om, at en beruset præst forleden nat citerede den nu afdøde ateist Christoffer Hitchens for denne gode sentens: "Det er slemt nok at få at vide: Festen slutter nu! - Men endnu værre er beskeden: Festen fortsætter, men du skal gå! - Dog, allerværst er dette budskab: Festen fortsætter for evigt - og du kan aldrig forlade den!" Læg forresten her mærke til, at vi da har hørt fornuftige folk sige noget tilsvarende i tidens løb. Ja, men alt afhænger af formuleringen, lige undtagen sandhedsværdien - hvilket viser at den nøgne sandhed kan være kedelig.

 En af Baronesse Blixens figurer (muligvis i "Syndfloden...") siger det samme på endnu morsommere vis: "Tænk, hvis man i al evighed skulle konversere med sin svigermor og Kejseren af Østrig...". Ja, for modsat alle sine disciple var hun tillige morsom - selv når hun krænkede dem seksuelt.

 - Men akkurat lige så træls som det evige taffel med kejseren af Østrig er det nok at blive krænket i al evighed af 1000 uskyldige jomfruer som tantrisk belønning for sit standhaftige - og efter alt at dømme livslange - jordiske martyrium. - For allerede efter en månedstid længes man såmænd nok tilbage til Bermuda-trekantens kroniske trakasserier. For disse levnede i det mindste unægtelig i al deres tarvelighed én et vist frirum til sit daglige "hurra for den lille forskel" - om så heller ikke ret meget andet...

HYLDEST TIL CEPOS SAMT DANMARKS’S KLOGESTE KVINDE...

Berlingernes kronik fortæller, at i de fleste lande har nyere indvandring kun bidraget mikroskopisk til højnelsen af levestandarden. Men can anyone explain, hvordan man åbenbart kan måle dette eksakt land for land, i forhold til det alternative og kontrafaktiske scenario helt uden indvandring? Så kunne vi også blive det klogere.

Avisens kommentar om sociale medier vs Dronningen er derimod lige så kedsommelig som begge i årsgennemsnit, men gav dog Dronningen ret: For på de nye medier kan intet slettes igen. Javel - men selv om mange unge åbenbart dummer sig med risikable og dyrekøbte blottelser på FB, så er mange kultiverede og modnere brugere omvendt ofte nogle feje harer, der nødig skulle risikere noget: Det gælder isærdeleshed alle voyeuererne, der læser flittigt i kældrenes dølgsmål i stil med fordums børnebegrænsende "englemagere", uden selv hverken at bidrage eller reagere - omtrent som den samme æras tavse avislæsere. Men til disse kunne man i det mindste sige: "Nå, men så har du vmåske læst den dér artikel på side 9". Det kan man ikke med FB-voyeurerne. Ægte "FB-civilister" og "FB-pensionister", der kun er med formelt, er derimod en anden sag.

BM-Kommentaren korrekser også mode-psykiateren Day Poulsen for udglattende at overse de nye mediers fatalt irreversible natur. Men selv uden at være på FB med den unge medie-darling, kan jeg nu godt fortælle jer om en periodisk grovt uagtsom overdossering i strid med både forskrifter og brugsanvisning til en af mine egne klienter (!). Vel simpelt hen bare sjusk, fordi medierne er meget sjovere end patienterne, med undtagelse for Amagermanden.

 Men ak: Ingen medier er morsomme længere - og jo mere socialt ambitiøse de er, desto kedeligere bliver de. Således forlyder det, at "Danmarks klogeste kvinde" (damefodbold, I presume..) i WA for tiden ynder nogle antikke små bogstav-lege i sine ledere. Javel, javel - men er det alligevel ikke en smule kedsommeligt sådan at ville imponere far og rektor ved allerede at kunne næste års pensum, som også Tøger og en bunke andre uhyre dygtige mænd i verden jo alle dage har tilstræbt. Den slags klogskab er jo - med al respekt – både uspontan, "uorganisk" og upersonlig.

Og den bidrager til en rivaliserende redaktionel atmosfære med begrænset menneskeligt overskud: For hvis alle søde piger nu partout skal være næsten lige så dygtige som AK, så kommer mobbeknivene i ærmerne da først for alvor frem - og vi troede ellers ikke det kunne blive værre... Og de mandlige kolleger bliver nok også tilsvarende mere stressede og irritable.

Jo-da, we know: Uagtsom tale på sociale og andre medier kan være højst risikabel, indtil man heldigvis ikke har mere at miste:  - Men intet, slet intet er dog så risikabelt og "provokerende" i et lille land som at skrive ting som ingen af disse dygtige folk selv ville have fundet på: vel at mærke før de om et årstid atter duperer Farmand samt rollingerne på Rus-kurset ved at være forud i pensum - om så stadig without that swing...
------------------------

 Nu venter min klient med suicidale tics ad modum dr. Day forgæves. Men intet fremmer inspirationen som dette i virkeligheden at skulle have gjort noget helt andet - ja, det skulle da lige være dette at brænde sine broer en ekstra gang, bare for en sikkerheds skyld. For som den firedobbelte politimorder Palle Sørensen en gang pædagogisk forklarede sit eget overdrev : "Jeg har nu engang altid været et menneske der gør mit arbejde grundigt og ordentligt". - A case for Day...

P.S. Dette indlæg er skrevet som en hyldest til CEPOS, DANSK INDUSTRI samt Milton Friedmann: Ja, for vi har her forsøgt at demonstrere, at jo lavere folk lønnes for deres arbejde, desto ypperligere og stædigere en indsats kan de forventes at yde. Om dette også gælder nationaløkonomer, vides ej - men det skulle såmænd ikke undre denne redaktion.

KIERKEGAARDS STADIER, HITCHCOCK - OG LIDT OM VIRKELIGHEDEN...

 

 En førtidspensioneret dame "arver" fra sin omsider afdøde og notorisk velhavende samlever udover et stærkt svækket helbred alene en stor og højt forrentet forbrugsgæld, stiftet i hendes navn hos Danske Bank - alene af frygt for ellers at blive forladt som straf. Af samme grund fandt hun sig i tillige at afstå fra et skriftligt gældsbevis som sikkerhed...

Mandens sønner frasagde sig da også allerede ved begravelsen på boets vegne enhver forpligtelse.

------------------------

Nedenfor følger et muntert brev til arvingerne, hvori vi forsøger at udrette retoriske mirakler. Heri indgår nemlig en sokratisk appel til en ære og moral, der notorisk ikke gives - på ganske samme vis som vi jo så ofte her appellerer til vore dannede eliters intellektuelle og moralske værdighed...
Men ligesom hos Hitchcock film "Strangers on a train" er det i sådanne sager indrømmet ofte klogt i at "bytte mord": For i ens egne sager kan det som bekendt ofte knibe gevaldigt med at holde masken samt den fornødne is i maven...
 Om nedenstående uventede og så at sige exogame odyssé udi den borgerlige moral kun dette, at vor litteratur dog tæller flere glorværdige fortilfælde af den art. Og til "Det Religiøse Stadiums" quijotiske "tro på trods af det absurde" svarer således på ganske samme vis vort ulønnede Sisyfos-arbejde med at begrænse andelen af grantræer i den asiatiske taiga lige fra Hallandsåsen til den sibiriske flod Ob.

Den næste etape fra Ob til floden Jenisej bliver nok et livsvarigt pensionistarbejde. Heldigvis behøver vi derimod ikke at foretage os noget fra Jenisej til Lena og videre østpå, idet man nemlig her holder sig med andre arter af tjur og urfugl med anderledes krav og vaner. Her gælder vor autorisation derfor ikke; og da disse fugle er kendte for stædigt at holde på konventionerne, må vi for en gangs skyld her bøje os for nødvendigheden.

 Humoren er sluttelig ikke monogamt knyttet til noget af de tre velkendte Stadier, men må snarere betragtes som en art varemærke i stil med Hitchcocks personlige optræden som anonym og forbipasserende bifigur i alle sine film, som vi dog ikke ville være foruden - ihukommende at vor danske "elite" ganske vist er henrivende, men jo kun sjældnere  morsom - og derfor ganske ligesom stegt lever afgjort fordrer tilsætning af såvel anførselstegn som andre orientalske krydderier... 

 TIL P.' FAMILIE

 Idet T. har fortalt Gitte, at I ikke ønsker at betale P. gæld til Gitte, vil vi oplyse jer om, at vi har været vidende om denne gæld fra første færd. Der var tale om et forbrugslån i Gittes navn hos DB, hvilket her dokumenteres.

 På vor udtrykkelig opfordring forlangte Gitte et skriftligt gældsbevis, for det tilfældes skyld at P. skulle gå bort før Gitte. Til dette svarede P. : "Men stoler du da ikke på mig?" Og dette er grunden til at et gældsbrev ikke foreligger.

 Desværre har P. ikke i den mellemliggende tid set sig i stand til at afdrage på lånet og efterlader derfor en gæld inkl. renter på foreløbig 18.000 kr.

Som I forstår, foreligger der således ingen tvivl om selve sagsforløbet. T. har her indvendt at P. altid betalte færgen til Sverige - men til gengæld kørte han i to år daglig i Gittes bil grundet sin Rovers elendige forfatning. Ligeledes er vi vidende om, at Gitte betænkte P. med mange kostbare gaver, ikke mindst i årene efter sin mors død.

 T. har yderligere indvendt, at P. begravelse andrager 25.000 kr. Imidlertid er det kun naturligt, at ganske som Gitte i sin egenskab af arving bekostede sin mors begravelse, må det rettelig være P. arvinger, der påtager sig omkostningerne ved hans begravelse.

 På baggrund af alt dette appellerer vi til Jer om ikke at krænke P. ære og moral ved at gøre hans løfte og hans ords gyldighed uopretteligt til skamme efter hans død.

 Venlig hilsen