ALZHEIMERS: ET KLASSISK PARADOKS OG NOGLE LØSNINGSFORSLAG

1.    Ufrivillig humor må være vel lige så legitim som ufrivillig sædafgang? Og dertil rimeligvis en del hyppigere...

Dette slog mig, da jeg under reciteringen af en rapport om rimelige kaffe-dosers signifikant - om end ikke drastisk - forbyggende virkning mod diabetes II, Parkinsons , blodprop i hjernen samt hjerneblødning, tillige dristigt nævnte Alzheimers Syndrom: - men dog følte mig nødsaget til at tilføje, at jeg ikke huskede med fuld sikkerhed, om lige Alzheimers nu også var med på listen...
-------------------
Men en helt anden rapport viser til fulde, at placebo-medicin vitterlig påvirker en række målbare og specifikke biokemiske hjerneprocesser såsom dopamin-produktionen nok til at matche rigtig medicin, selv endog ved Parkinsons - om så trods alt næppe for evigt.

Så herefter vil jeg ikke længere tilføje mit forbehold omkring kaffes forebyggende virkning også mod Alzheimers...

---------------------
Men nu har jeg dog for god ordens skyld atter tjekket min videnskabelige kilde: BT’s lægepanel!
Og den er god nok: Koffeinet samt et par anti-oxidanter synes nemlig tilsammen at hæmme dannelsen af det skadelige protein beta-amyloid - som det fatale plak menes at bestå af. Så tak for kaffe!

---------------------
 2. IMIDLERTID: Kunne det mon tænkes, at dr. Alzheimer på en og samme tid var opdageren af det syndrom som han lagde navn til - og den første genstand for den selv samme diagnose?

Dette spørgsmål er i virkeligheden en variant af den fornemme gamle tanke, som mange øremærkede succes-skribenter - afdøde som nulevende - siden har gentaget med stort udbytte i eget navn: "Er vor hjerne mon så kompliceret at den aldrig vil blive i stand til at forstå sig selv til bunds?"

Spørgsmålet er endnu mere interessant, end den aforistiske form afslører: For man kunne jo så omvendt foreslå, at blot vor hjerne er kompleks nok, så vil den også være i stand til at forstå sig selv.

Kort sagt er det store spørgsmål følgende: Vil en forøgelse af vor hjernes kompleksitet mon forringe eller tværtimod forøge dens mulighed for at forstå sig selv til bunds? I det første tilfælde synes konsekvensen at blive den absurde, at kun de allermest primitive dyr er i stand til at forstå deres egen hjerne til bunds. I et koordinatsystem svarer dette, til at linjen starter højt oppe på Y-aksen (selverkendelsens dimension) og så forløber mere eller mindre stejlt mod højre ned til det nulpunk hvor den rammer X-aksen (dimensionen hjerne-kompleksitet).
Men i stedet for en lineær og proportional sammenhæng kunne man jo forestille sig en kurve: F.eks. kan vi tænke os en hyperbel, idet den embryonale hjerne da atter forstår sig selv ypperligt, mens den moderat komplekse hjerne derimod nu havner på bunden af selvforståelsens dimension – hvorefter selvforståelsen atter vokser, idet de mest geniale hjerner kan slå følge med de mest primitive.

Men omvendt kan vi tænke os kurven som en parabel, hvor den helt embryonale hjerne slet intet forstår, men udvikler sig til et optimalt forståelsesniveau ved en moderat kompleksitet - hvorefter selverkendelsen igen daler ved endnu højere hjerne-kompleksitet.

I så fald er det fuldt tænkeligt, at dr. Alzheimer's hemmelighed var denne: At just han grundet sit syndrom var landet på det optimalt moderate kompleksitet-niveau for hjerners selverkendelse.

Men så er det kun følgerigtigt, at just han kom til at lægge navn til det syndrom, som han immervæk selv opdagede.

Åh ja: For i vore dage er den art sammenfald ved at blive undtagelsen, idet man i demokratisk ligemageri har ladet princippet om magtens tredeling udbrede sig også til ærens verden.
Det demokratisk optimale menes således at være, at man konsekvent forgylder og tilskriver æren til de velfortjente spytslikkere, som blot kopierer tankerne. Hvis vi i nemlig skulle lønne de allerede fra naturens side forkælede, så ville den resulterende ulighed derimod blive uantageligt stor...
----------------------------------
3. Hvorom alting er, så vil en mere afspændt og vidsynet refleksion bemærke, at hjerneforskernes problem i grunden blot er en ny variant af oldgrækeren Zenon’s klassiske paradoks med Achilleus og skildpadden. Hver eneste gang Achilleus indhenter halvdelen af skildpaddens forspring, vil også skildpadden have flyttet sin position et stykke frem: hvorfor Achilleus – i henhold til Zenon - kan blive ved i det uendelige med samme sløje resultat.

Hjerneforskernes paradoks beror nemlig ganske tilsvarende på to logisk-dynamisk forbundne størrelser: Hver gang hjernens kompleksitet forøges, vil ikke alene forstanden vokse - for også opgavens vanskelighed forøges jo samme hug. Og spørgmålet er derfor hvilken af faktorerne der vokser hurtigst.

Overført til musklernes verden kunne vi tilsvarende sige, at store muskler ikke alene er mere ydedygtige end små muskler, men tillige tungere at bære. I aerodynamikenss verden mener man således vitterlig, at fugle over en vis tyngde ville miste deres flyveevne. På lignende vis kunne man spørge om en elefant mon kan blive så stor, at den ikke længere kan bevæge sit korpus.

Men i teologiens verden formuleredes det tilsvarende paradoks allerede af Middelalderens kætterske skolastikere: Formår Gud mon i sin almagt skabe en sten så tung, at han end ikke selv kan løfte den? Så ret beset er der altså heller ikke her så meget nyt under solen...

.

TAIGA-FANTASI

 

TAIGA-FANTASIER

Fantasi og drømme er altid i lav opløsning, så det nøjes vi også her med.

IRVING STONE OM DET GRÆSKE DEMOKRATI, SOKRATES og "SANKT TIPPE" - MED RETSFILOSOFISK EFTERORD...

Irving Stone skrev sammen med sin hustru en kritisk ugevis lige fra Mc Carthy-perioden I 1953 til 1977. Klassisk baggrund, men fremragende journalist. Da han trak sig tilbage 1977, tilbragte han sine sidste 13 år med at skrive et værk om ytringsfrihedens og retssikkerhedens tidlige historie.
En bog, som næsten overflødiggør den nylige obligatoriske bogklub-mursten herom begået af en uklanderligt velintegreret mønsterbryder (hvorfor er der forresten aldrig nogen der nævner vore mange mønsterboksere?) - som udover sin professorale mentors og sidekammerats ærværdigt grånende Brüll-chreme kan påberåbe sig en immuniserende Obama-”light” effekt, der ganske som i Yassan Hassans tilfælde endog giver dispensation til lejlighedsvis politisk ukorrekte svinkeærinder.

Jeg har selv ikke læst den hjemlige udgivelse, men stoler på Peter Wivel's ord herom i hans anmeldelse i Politiken: at bogen langt hen har et ”andenhånds” præg. Ja, mon dog ikke? Eichmanns gebis var jo heller ikke så let at løbe fra i længden – for nu at gå over Atlanterhavet efter vand, ihukommende at de mest oplagte sammenlignende billeddannelser vel per definition tillige er overflødige...

-------------------------------

Irving Stone argumenterer med både filologisk grundighed, kildebevidst uklanderlig research samt lærde referencer for, at Athens demokrati faktisk var ganske velfungerende, i hvert fald af en debutant at være: Ja, for endog psykiatriske debutanter er jo heller ikke altid helt overbevisende i starten.

Ingen kunne således dømmes uden hjemmel i nogen lov – og ej heller uden enten sejrrig eller også uimodsagt argumentation. Hertil kom at domme i strid med ”retsbevidstheden” – dvs. med lovenes ånd – undertiden kunne tages op til revision. ”Grundloven” var således underforstået, selv om begrebet grundlov endnu ikke var opfundet. Dette er nok rigtigt set: For dette at personer kun kan dømmes i henhold til vedtagen lov, må vel ret beset være det logisk nødvendige fundament og prototypen for enhver grundlov? Jeg giver forresten en kasse øl, såfremt dette også står at læse i tvangsgaven fra Paven.

Ytringsfriheden og den fordomsfri gæstfrihed var endvidere Athens stolthed, som allerede Perikles praler af i en berømt tale som et unikt eksempel til efterfølgelse – hvorimod Sparta og Kreta var diktaturer, hvor enhver fritænker ville være dødsdømt, og hvor der af samme grund hverken fandtes tragikere, digtere eller komedie-forfattere.

At Athen skulle have dødsdømt eller landsforvist sofisten Protagoras og ”astronomen” Anaxagoras for gudløshed, omtales i følge Stone intet sted af de samtidige historikere Xenofon og Thukydides, og vi har alene komedie-forfatterne som reference. Havde det været sandt, ville Sokrates have nævnt det i sin forsvarstale, ligesom Platon efterfølgende med indignation ville have fremhævet så prominente fortilfælde af justitsmord i sin kamp mod det skrækkelige demokrati.

Tværtimod henviser Sokrates i sin forsvarstale netop til sofisten Protagoras som en nulevende person, man underligt nok endnu ikke har anklaget trods et ganske tilsvarende virke. Endvidere udgør just komedie-forfattere såsom Aristofanes solide beviser for, at der herskede en nærmest uindskrænket ytringsfrihed i Athen: For hverken guderne eller de politisk valgte ledere blev skånet for latteren. Ingen lov forbød ateisme eller blasfemi – dog muligvis med undtagelse for i den forstand, at selve Athens demokratiske ånd og skytsgudinden Athene i praksis blev opfattet som en helt ukrænkelig national guddom.

Men hvordan kunne man så alligevel begå justitsmord på Sokrates?

Irving Stone's opsigtsvækkende svar lyder, at den spartanske Sokrates konstant ytrede foragt for demokratiet og dets ledere, ganske som han havde kritiseret tidligere udemokratiske regimer. Og selv om han et par gange havde udvist betydelig politisk civilcourage, så havde han dog aldrig selv bidraget politisk til demokratiets genindførelse eller til generel vaccination mod dets slemme børnesygdomme.

Retssagens hovedanklager garveren Anytos var derimod gået i landflygtighed efter en bølge af justitsmord og havde derfra forberedt omstyrtelsen af det terrorvælde, som efter Sparta's sejr over Athen i to kortere perioder herskede. Sokrates var derimod slet intet ”politisk dyr” – og han viste ingen videre respekt for sådanne, selv om han personligt nød godt af demokratiets fordele.

Men der herskede jo altså ytringsfrihed?
Ja, men Sokrates insisterede selv på martyriet ved med forsæt at undgå at benytte de mest indlysende argumenter til sit forsvar: nemlig at påberåbe sig den selv samme ytringsfrihed og øjesten, hvormed Perikles i sin berømte tale havde brystet sig på byens vegne i forhold til byens tidligere diktatur-regimer.

Stone affyrer fra hoften en indlysende alternativ og helt uigendrivelig forsvarstale, som Sokrates sagtens kunne have holdt. Men i stedet valgte han lige til et sidste med sin ubetalelige indirekte og underfundige form at udstille nævningenes forsamling på 500 borgere som en samling æsler. Han ville være martyr og undte ikke Athen nogen art indrømmelse endsige sejr.

Heraf kom det, at skønt Sokrates blev kendt skyldig med en helt ubetydelig majoritet – så blev strafudmålingen dog vedtaget med stor majoritet. Altså stemte også mange af dem, der fandt Sokrates uskyldig, dog efterfølgende for hans dødsdom!

Dermed lykkedes det Sokrates at gøre Athens demokrati komplet både til grin og til skamme for al evighed. – Og, siger Stone: Just dette må åbenbart have været hans mål. Hvis derimod Sokrates havde forsvaret sig fornuftigt og var blevet frikendt eller havde fået en symbolsk parkeringsbøde – så ville Athen tværtimod være gået af med sejren ved at vise, at endog den evigt kværulerende Sokrates blev tålt, hvorimod han ville være blevet myrdet i enhver anden af de græske stater, som han så ofte retorisk lovpriste som eksempler på spartansk værdighed helt uden kvindagtig retorisk pyntesyge - uden dog nogensinde selv at turde besøge nogen af dem.

I øvrigt tænker jeg her, at Sokrates' hyppige roser til det "sovjetiske" Sparta, som for ganske nylig havde besejret Athen og faktisk vist langt mere skånsel og respekt end frygtet: – at disse roser nok bedst kan sammenlignes med, når ens klassekammerats mor i opdragende øjemed undertiden hånende kunne fremhæve den unge middagsgæst som et eksempel til efterfølgelse – i reglen på skrømt og aldeles uden det grundlag, som nemlig først langt senere skulle blive en sokratisk provokerende og efterhånden landsdækkende realitet i vor hjemlige demokratiske bystat, hvorfra vi selv så ofte lovpriser både Folkhemmets og Sibiriens lyksaligheder.

Selv hvis Stone har ret, så må vi imidlertid samtidig konkludere, at retsstaten Athen åbenbart endnu var så skrøbelig i forhold til ”the human factor”, at naturen i særlige tilfælde alligevel godt kunne gå over optugtelsen. Og det minder mig i sin tur om en interessant snak, jeg for nylig havde med en dommer og en sprogprofessor om brugen af ordet ”forbrydelse”. Spørgsmålet var nemlig her, hvorvidt vi bør betragte det som forkert sprogbrug indigneret at omtale en ugerning som ”en forbrydelse”, med mindre den vitterlig er forbudt ved lov.

Dommeren holdt selv sagt på juraen, hvorimod sprogmanden mente at man ikke meningsfuldt kan afvise en så vidt udbredt og alment accepteret sprogbrug som ”ugyldig”: For den har jo åbenbart en mening.

Ikke desto mindre illustrerer Sokrates' sag risikoen for at tvetydighed kan resultere i ”dobbelte standarder”, når en endnu ikke fuldt udviklet retsstat skal tage stilling til, hvorvidt en fornærmelig eller usympatisk person ligefrem bør behandles som en "forbryder". Selv om vi mener, at en bestemt handlemåde er så forkastelig, at den burde forbydes ved lov – så kan man som fremgået ganske vist ikke dømme synderen juridisk, før en sådan lov faktisk er vedtaget. Men en retorisk dygtig anklager eller demagog ville i en endnu embryonal retsstat uden formaliseret grundlov alligevel let kunne argumentere for, at da vi jo alle ved, at denne eller hin handlemåde bestemt fortjener at blive kaldt en ”forbrydelse” – så må den følgelig også betragtes som både forbudt og strafbar: Elementary, my dear Watson...
----------------------
Et rent psykologisk spørgsmål, som Stone slet ikke tager op, er hvilke grunde som mon kan have motiveret Sokrates til at søge martyrdøden. For han var jo ingenlunde hverken overset eller miskendt i Athen og var dertil notorisk fri for både sociale og politiske ambitioner. Det mest nærliggende svar er nok, at selve dette at hans egen hjemby Athen overhovedet kunne finde på at rejse en retssag mod ham, må have krænket hans personlige integritet og ære i en sådan grad, at han teatralsk valgte at løbe linen ud for at gøre sine anklagere maksimalt til skamme. Derved opfandt Sokrates samtidig tragi-komedien, som vi ellers bedst kender fra de langt senere Shakespeare, Ibsen og Strindberg.

Jo: Slig over-reaktion forekommer faktisk undertiden her i verden, når et menneske af skæbnen tilbydes en stor karakterrolle, alt for god til refusere.... Men som regel har det nu knap så drastiske personlige omkostninger som ved den faustiske djævlepagt, der altså i Irving Stones øjne må have været tale om i Sokrates' tilfælde.

Irving Stone's bog lever op til alle akademiske krav, men er alligevel forbavsende letlæst. Det er en bog, som man ikke nænner at skille sig af med – selv om den sjovt nok ikke indbyder til genlæsning. For i ordets aller bedste forstand journalistisk, så er bogen i sin forbilledlige klarhed også helt uden knaster, digressioner og uforudsete billeddannelser – endsige tilløb til den art interessante selvmodsigelser, der ikke lader sig forklare som blotte logik-fejl. Forfatteren Joseph Conrad var nok heri Stone's diametrale modsætning.

Nej, Irving Stone er den ubestikkelige advokat, som med både et knivskarpt intellekt og barnets uskyldsrene hjerte uden hverken tvivl eller effektsøgen har kulegravet sagen efter bedste evne – og taget parti derefter.
Således er det rørende at opleve den aldrende mands moralske indignation på mere end 2000 års afstand over den dovne Sokrates' kølige ligegyldighed over for sin evigt opofrende hustru Xantippe før hans selvvalgte død af skarntydesaft: Hensynet til hende og børnene talte åbenbart slet ikke i den heroiske og verdenshistoriske sammenhæng.

Joseph Conrad's mesterlige roman ”Lord Jim” fra år 1900 handler om en person, der på lignende vis vælger som en æressag at gå lige lukt i døden helt uden at betænke hensynet til sin familieløse hustru, som herefter vil være ene og forlist i Borneo's dengang komplet jomfruelige jungle – til fortællerens psykologiske undren og lavmælte beklagelse. For Joseph Conrad var på trods af et lige så rent hjerte som Stone's tillige et drømmende og grublende sind med en højst mangfoldig erfaringsbaggrund.

Mange har ligesom Kierkegaard set Sokrates som en forløber for Jesus. Men krypto-feministen Irving Stone kårer altså i stedet hans hidtil oversete hustru Xantippe til – Sankt Tippe.

SØRØVER-HISTORIER OG SØFORHØR - OM FORBRYDELSENS SEMANTIK

EMERI-TUDSER MED IMPRESSARIO

Belært af de emeri-tudser som af frygt for denne svigefulde verdens Alzheimer-glemsomhed snarere end for deres egen nedlader sig til som støttepersoner og impresarioer at opsøge og give dyrt betalte håndslag til vort trojanske heste-markeds mefistoliske medie-personager markedsført af bogklubberne som på en gang guldalder og selveste Thomme-lidens beskedenhed - således vil også vi i dag tillade os at skryde sammen med "de högsta hönsen", som svensken siger.

Nytårsaften tilbragtes nemlig med kongelig havudsigt i eksklusivt selskab med en fyrstinde og en dommer ved Østre Landsret - mindre kunne ikke gøre det, og det øvrige selskab må åbenbart have ment noget lignende.

Landsretsdommeren havde været med til at frifinde en absolut udadlelig søkaptajn af mit bekendtskab, som Byretten uretfærdigt havde dømt for vold - ikke i hans embedsførelse som kaptajn, men i egenskab af ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade.
Den polske søkaptajn Josef Conrad skrev for 100 år siden den dybe roman "Lord Jim" om en tredje søkaptajns tragiske og heroiske kamp for æres-oprejsning efter et odiøst skibsforlis.

-------------------------------------------

Herfra førte samtalens kunst til det spørgsmål hvorvidt ordet "forbrydelse" bør forbeholdes grove lovovertrædelser frem for alskens handlinger som vi privat måtte finde dybt forkastelige. Fyrstinden og dommeren var forventeligt ikke aldeles enige. I går aftes forelagde jeg så - endnu engang i eksklusivt og derfor også skinsygt ekskluderende selskab - sagen for professor i dansk sprog Lars Brink.

Jeg havde her egentlig forventet den uhyre stringente mands udslag til fordel for juraen, men livet har lært ham sagtmodighed, idet han måtte medgive, at private vurderinger af dette og hint som "forbrydelser" meget vel lader sig forstå - hvorimod det ville være absurd at "synes", "hævde" eller "mene", at røveri er en forbrydelse i lovens forstand, hvilket jo er en elementær positivistisk kendsgerning og ingen vurdering.
Dertil er selve det danske ord "forbrydelse" rimeligvis ældre end nogle nedskrevne love, hvilket åbner en luge på klem for den personlige vurdering, som jo også oprindelig ligger bag og før de nedskrevne love.

Kort sagt frikender Landsretten altså også i dette tilfælde den først i Byretten dømte. Hertil kunne man dog spagfærdigt indvende, at selv stammer uden skriftsprog jo har både love og tabuer - hvoraf de sidste jo af gode grunde end ikke MÅ skrives ned.

Hertil kommer, at hvis vi af defaitistisk respekt for virkelighedens mangfoldighed godkender og tinglyser enhver sprogbrug som for den talende selv giver mening, og som opleves som relevant af mange andre, så bortfalder snart muligheden for at anse ret hyppige ordvalg og udtryksmåder for misvisende eller endda forkerte. For enhver, der bruger et ord til at betegne noget andet end det hævdvundne, kan jo så henholde sig til, at han og hans nærmeste skam ved hvad han mener - selv om en puritansk sprogpedant vil hævde at han vrøvler, idet han vil fastholder sprogbrugeren på ordenes klassiske betydning.

Sprogpuristen vil omvendt hævde, at enten kender og bruger sprogbrugeren faktisk ordets gængse betydning, men tænker bare lige så sagligt forkert som den zoolog der i hastværk tager en elefant for en flodhest. Eller også tænker han fagligt nogenlunde klart: men dog ikke mere, end at han i farten kan vælge ukorrekte - om end naturligvis nærliggende - termer, på trods af at han er en indfødt sprogbruger uden hverken uvidenhedens eller den mangelfulde integrations undskyldning.

Hur som helst er det i dag den erklærede praksis blandt vore officielle sprogfolk udelukkende at regulere normativt, hvor det gælder retskrivningen, som allerede i sin natur er noget vedtagent. Udtale og betydning tilhører derimod det naturlige og spontane talesprog, som er dynamiske og foranderlige størrelser med de såkaldte pendul-ord som det mest markante eksempel. Her nøjes de fleste sprogfolk i dag derfor med nøgternt at beskrive og forklare den forekommende variation.
-----------------------
Ingen indfødt dansker ved sine fulde fem ville imidlertid finde på at kalde en elefant for en "forbrydelse"; så heldigvis er der lagt låg på vore babelsk forvirrede sproglige nytårs-tosserier. Hvilket minder mig om dengang min klassekammerat i ramme alvor spurgte min mor, om han måtte tage "låget" af vores fåmælte - og ved denne lejlighed tillige målløse - græske landskildpadde, som utvivlsomt må have tænkt sit ved udsigten til denne snarlige forgribelse på dens personlige integritet

Men kort sagt er der heldigvis lagt et låg på sprogforbistringen. I modsat fald havde vi måttet henvende os til nutidens medie-professorer i kognitiv semiotik - som om der fandtes andre former for semiotik: Ja, hvis nu semiotik ellers overhovedet eksisterer andre steder end på visse humanistiske fakulteters forkætrede budgetter: Det sidste i øvrigt til vor egen professors ærgrelse...

NYTÅRSKUR OG UBÆRLIGE ÆRESTAB

Fejrede nytår med torskerogn samt næsten kongelig havudsigt fra min loge til Slaget på Reden.

Værtinden gad som alle fødte mere end passionerede royalister og modsat nidkære, autoriserede og betitlede oprørere ikke nødvendigvis høre endsige kommentere Dronningens nytårstale - for hun har jo dog selv sit eget lille fyrstedømme at passe. 
Derimod bifaldt hun, at Troels Kløvedal har fået Ridderkorset: Nærmere bestemt både morede og skuffede det hende, at den dødsmærkede sømand og dermed kollega til Carsten Jensen ligefrem kunne anse dagen for denne udmærkelse for den største i sit liv. Ja, for hvad så med himlen, havet, stjernerne og hvalerne? Derimod har anti-royalister den aller største forståelse for Kløvedals sikre prioritering selv i sandhedens time.

Det minder mig om en kunstekspert og auktionarius hos Bruun Rasmussen, som for mange år siden skød sig selv med en uhyre antik sølv-beslået pistol af lutter skuffelse over at blive forbigået af den samme Dronning ved årets nytårskur. Dum-dum-kugler, formoder jeg...

Nytårskur er jo ellers ikke helt så fint som Ridderkorset, men manden var nu engang også beskedenheden selv. Og at blive skuffet i sine mest undselige forventninger til livet slår til orientering langt hårdere end ikke at blive olympisk vinder grundet en dårlig dag - som jo endog guderne kan have, når de undtagelsesvis nedlader sig til at besøge os på lige doping-vilkår samt på egen risiko.

Men hvis man nu i stedet udramatisk lader sin antikke pistol ligge i rokoko-kommoden og med dansk flegma udsætter sagen til næste nytårskur, så går livet dog som regel videre. Ja, måske ender man sågar med ikke at have synderlig respekt i behold for dem, hvis indrømmelser og fairness man engang mente sig berettiget til.

Ja, ligesom Sokrates kunne man måske endda ende med noget blasfemisk at betragte sit jordiske kors som den højeste olympiske udmærkelse under de gældende barnlige og demokratiske forudsætninger? Ja, for lad os ikke glemme, at just Sokrates' uretfærdige endeligt var grunden til Platons stejle modvilje mod demokrati.

Men kan vi da virkelig ikke tale om andet end grandios heltedåd? Tja, at blive frikendt grundet mangelfuldt bevis, eller fordi forseelsen ligger under bagatelgrænsen, opfattes ofte som ensbetydende med heroisk format i forening med ufuldbyrdet martyrium. Og selv de frikendtes forsvarere opnår derved nogen heltestatus ved ”guilt of association” - for den som hjælper en helt, er vel også en slags helt? Ganske ligesom den der er Facebook-ven med en bunke kendisser, snart bliver næsten lige så landskendt: som kendissernes hofnar...

I nytårselskabet befandt sig imidlertid en ikke ukvindelig dommer ved Landsretten, som havde medvirket i frifindelse af en højt certificeret sø-kaptajn. Når sagen ikke fandt sted i Sø- og Handelsretten, beror det alene på, at vor mand til sidst havde kastet anker for i stedet at drive en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade. I hvert fald havde en hysterisk kvinde anklaget ham for vold, fordi han havde set sig nødsaget til bestemt at gelejde hende ud af restauranten meget mod hendes vilje. Han blev først dømt i Byretten, men siden enstemmigt frikendt i Landsretten.
Men som en af dommerne skælmsk kommenterede dommen: ”Du skal dog også lige vide, at vor dom ikke beviser, at du er uskyldig...” Men at vor mand således selv frejdigt gengav disse ord, bekræfter hans faktiske uskyld – sagt til orientering, såfremt sagen skulle gå videre til Højesteret...

Josef Conrad, der selv var gammel kaptajn, skrev romanen ”Lord Jim” om en ung helte-aspirant, der forsmædeligt fradømmes både sin moralske ære og sit skibs-certifikat, fordi han under et skibsforlis lader dødsangsten sejre over styrmandens forventede heroiske offervilje selv ved meget dårlige odds. Resten af Jim's liv bliver et tragisk storladent forsøg på at opnå oprejsning i egne øjne – om så også under de mest primitive og eksotiske forhold, glemt af verden.
Men vor egen sande anekdotes kaptajn må i hvert fald hermed siges at have opnået al mulig æresoprejsning. Og som sagt bør vi vel ikke i den forbindelse beskedent frakende os selv en vis ”guilt by association”.

IMMUN MOD SMIGER - JULEMANDEN OG JESUS

OM KUNSTEN AT FINDE EN GAVE TIL JULEMANDEN

En café-kunde med på en lytter spurgte engang, om jeg havde studeret teologi. Tja, jo det kunne man vel egentlig godt sige. "På universitetet?" - "Nej - i virkeligheden..."

Det surreelle aha-effekt skudt fra hoften snarere end fra Forfatterskolen og andre febrilske resocialiserings-tiltag, beroede her på, at kun en bogstaveligt troende ville kunne sige sådan i ramme alvor. Så hvis en religiøs lytter nu havde anholdt mig for egenrådighed, ville han dermed blot have afsløret sin store svaghed i troen.

For ting må jo være virkelige for at kunne studeres live - hvilket også er grunden til at den bedste humaniora sjældent kommer fra universiteterne, der hovedsagelig samler op, katalogiserer, kommenterer og konserverer, hvad andre har sagt mere rammende: Fordi de formastelige nemlig selv har set det i virkleigheden...

I "Godfather" er der et herligt replikskifte i scenen, hvor helten dræber sin fars attentatmand under et forligsmøde. Skurken bedyrer på sit oprindelige fædrelands sprog: "Jeg beklager meget det med din far - du skal vide at jeg er en mand af ære og hæder". - Svar: "You don't need to tell me - I already know...."

Skurken udbryder spontant med et yderst vantro og næsten lidt frustreret blik: "So you already know?"
Samme komik som ovenfor: For hvis en person virkelig er en hædersmand, behøver man i reglen ikke at sige det.

Og nu kommer vi til hvad vi ville sige: Sent belært af livets skole har vi omsider fattet, at man selv uden hverken talent eller etik kommer langt i verden ved på både runde, lige og skæve dage at skamrose alskens medie-kendte personager for alle de dyder som de enten savner eller kun besidder i helt ordinær grad og måske endda kun på anden hånd.

Men mit problem er nu bare: Hvordan skal man dog skamrose folk for fiktive dyder, når de slet ikke aspirerer mod fiktive dyder, idet de nemlig allerede besidder dem i virkeligheden og derfor er lige så immune for smiger som Gud: Der i henhold til skolastikkens kirkefædre kendetegnes ved som den eneste at besidde alle egenskaber i den højeste potens.

At smigre Gud er kort sagt per definition lige så krop-umuligt som at give Julemanden en julegave. Derimod ville det jo nok være muligt at smigre nogen der ikke er direktøren for de hele, ved at skamrose ham for faktisk at være det...

HEUREKA: Jamen var det så ikke en idé at smigre Julemanden med, at han ligefrem er Gud - alt imens vi med den anden hånd smigrer Gud ved ligefrem at antage ham for Julemanden selv?

Omtrent ligesom folk i kulturlivet og mediebranchen sørger for at holde alle veje åbne ved med omhu offentligt at gratulere alt hvad der med fordel kan gratuleres - idet de med storsindet højmod ser helt gennem fingre såvel med mindre forbrydelser som med, hvad verden naivt opfatter som spændende og undertiden drabelig rivalitet eller uenighed.

Men er alt ovenstående ikke blot Goldberg'ske variationer over den velkendte umulighed af at finde en gave til den som allerede har alt?
Kort sagt: You already knew....
-------------
Åh - det må I sørme undskylde, og læsernes redaktør beklager meget det indtrufne: For hæder og retsind er de redaktionelle dyder som vi sætter aller højst: ja endda så højt. at de endog nyder streng beskyttelse mod den satire, som alvorsfulde professorer ellers landsdækkende kappes om at katalogisere og lovprise i kanoniserede afhandlinger, som må være uomgængelige ved enhver tidssvarende indfødsrets-prøve.

UREASPOSTEN - FUP ELLER FAKTA

Kan det mon ikke stemme, at gamle Niels Ufer engang havde sådan et blad?

I så fald gider vi nemlig ikke genopfinde det, for der er slet intet behov for "nye" aviser: hverken korte eller lange. 

Ligesom med partier betyder det nemlig bare endnu mere af det samme - kun ringere og med en ofte inferiør eller endda suspekt bemanding, som appellerer til alskens magtsyge ligtorne, der alene i dette sidste adskiller sig fra "vinderne" og derfor ikke kan blive spor "alternative".

Af samme grund er jeg moderat royalist, selv om de kongelige nu ikke interesserer mig videre - hvorimod anti-royalister og deres kirkeligt viede frue nr. 2 altid sidder klistret til TV'et ved royale begivenheder.

Nej, giv dog bare kejseren og verden hvad deres er: For de tager det nemlig alligevel og forvandler det til triste og uopfindsomme hundeslagsmål, - selv når de ved runde årsdage kidnapper bekvemt hedengangne koryfjolser, som de i levende live ville have fortiet eller endda naivt overset, fordi de nemlig ikke stiftede travle små "alternative" nyheds-medier med storhedsvanvid og benzin til tidens dumme drenge-fantasier om at blive en ny Quortrup.

Nej, men Fup eller Fakta er, at ordet "UREAS-POST" er afledt af navnet "urea", der går på urinstof - som fiffige bakterier omsplejser med vand til ammoniak (CH3), der atter er planternes foretrukne benzin. Vor seneste nyhed er den at visse øko-biler nu kan genbruge vore hellige køers UREA i deres katalysator.
Javel, men hvad nytter det, når ens bremser er kaput, så at ens status af "en endnu levende" philosoph alene må tilskrives forsynets snarere end mediernes nåde? For slet ikke at tale om jyske storkøbmænd med hemmelige drømme a la både Lykke-Peer og Lykke-Berg om engang at blive moderat royal og moderat revolutionær indehaver af ureasposten som kultur-borgmester over Kjøbenhavn.

Men den slags bundsolide og a-politiske UR-nyheder fylder ikke meget i ureaspostens mediebillede, modsat al den forhippede snak om, hvorvidt den seneste ugerningsmand nu var rettroende muslim eller ej. Så får hele drengeklubben rigtignok travlt med at overbyde hinanden med lidet kierkegaardske "gjentagelser", helt uden Goldberg'ske variationer.

Nej, begå dog for helvede jeres egne drab, hvis I da ellers ligesom John Wayne, Clint Eastwood og mig mener at kunne stå inde for dem.

DEN KORTE AVIS OG JESUSBARNET

DET KORTE AF DET LANGE...

Nyt om Rhesus-Aberne

Har som den åbenbart eneste endnu aldrig læst den avis, som den kammeratlige forkortelse ”DKA” angiver. Men regional-aviserne er det nu nok også vigtigere at støtte - ja måske som de eneste.

Som en vis Bohr nok kunne have sagt, og som en vis Stjernfelt derfor nok også forfærdelig gerne ville have sagt: "Enten er man inhabil eller også er man inkompetent - og summen af ens inhabilitet og ens inkompetance er konstant". Og heraf kommer det jo nok, at fagfolk burde forbydes at anmelde hinanden....

Inkompetent uvildighed berettiger derimod til rollen som opmand og toastmaster: for alle finder det tydeligvis fedest at kommentere og istemme det som flest andre allerede har kommenteret; ganske ligesom når alle slås om først at ringe efter den samme ambulance ved et trafikuheld på Rådhuspladsen - velsagtens i håb om at bringe sig i stilling som enten den næste trafikminister eller den næste chefredaktør på Den Lange Avis (DLA) sammesteds. Den barmhjertige samaritaner går i derfor i vore dage arbejdsløs, lige undtagen i Den Rådne Banan (DRB), hvor de usle galilæere bor.

Det gode og det rette som et befordrende (ikke flere "udfordringer" her, tak!) skalkeskjul for en anderledes egoistisk dagsorden kommer vi således aldrig fri af, om end vi så venligst må anbefale "light"-versionen...

For så langt fra at være "Systemet Politiken"s privilegium, så står det allerede højt og tydeligt i Første Mosebog - som jeg heller ikke har læst, idet jeg foretrækker fornøjeligere læsning end den som Søren Krarup anbefaler.

Også de "onde" mener som regel at være de virkeligt gode eller endda de sande kristne. Og hvis de undertiden lyver, så sker det ligesom i fordums katolske og vor tids islamiske verden i den bedste hensigt. Men kedelige er de i det mindste ikke - og derfor klarer de sig nok også helt uden støtte...

I lande uden velfungerende demokrati er de sociale medier både uhyre velgørende og velfortjent "systemfarlige". Så farlige at de desværre undertiden forbydes.

Men i lande som vort har vi næppe behov for endnu flere "alternative" nyhedsmedier. Vi har nu nok allerede den diversitet der skal til, men regional-aviserne er det derimod vigtigt at værne om, som det nedenfor fremgår..

Ej heller er det særlig konstruktivt at folk på sociale medier i demokratiske lader sig styre slavisk af de officielle og de kommercielle mediers dagsorden: For derved ender det så veluddannede folk som et græsk tragedie- og heppekor af hidsige papegøjer - bare mere komisk end tragisk.

Hvorfor tror alle mon, at det er så pissesmart at kæfte op om akkurat det samme, hvorom der jo trods alt oftest kun er tre-fire mulige ting at sige? Svaret er ikke særlig opmuntrende, så vi holder bøtte med det...

Men derfor ender vi hver gang i tre-fire lige højtråbende grupper i en indbyrdes udholdenhedskamp.

Nej, så er det dejligt at genlæse en 30 år gammel bitte roman af afdøde svenske Delblanc i en helt anden historisk "setting", men hvor man alligevel genkender det evige, som hele tiden gentager sig. Og hvorfor så al denne komiske iver?

Men apropos regional-aviser, så læser jeg i min lokale ferie-ditto, at selv rhesusaber stik modsat tidligere antagelser viser sig at have rigelige anatomiske forudsætnnger for at lære at tale ordentligt. Men de kan bare ikke rigtigt finde ud af det og siger derfor konsekvent altid Besus-Jernet” i stedet for det korrekte ”Jesus-Barnet”. Deres medfødte ugudelighed må derfor være dem tilgivet, idet den nemlig ganske som syndefaldet i sin tid synes at være planlagt. Men dette må altså langt ud på landet for at kunne læse.

Den nyhed burde burde da bestemt have stået i "Den Korte Avis" - men nej, for kun abernes indbyrdes hunde-slagsmål interesserer magtpersonligheder sig for. Og derfor er det aldrig nogensinde dem der begår det sande, det gode og det smukke - selv om de skam hellere end gerne planter sig på det med deres fede professor-light titel, hvis det helt uventet viser sig at give pote.....

UNIVERSETS SYMMETRI - SET I BAKSPEJLET...

Vi upraktiske har det årligt tilbagevendende problem, hvorledes man fæster bilens indvendige bakspejl, så det i det mindste holder, til bilen er synet: Lastbilchauffører klarer sig jo med sidespejlene alene - men selv med midterspejl laver jeg lige så mange ulykker som nogen lastbilchauffør og klarer mig således også snildt uden.

Mange dygtige samfundsstøtter såvel som mange både lurmærkede, øko-certificerede og autoriserede samfundsoprørere med emeritus-status har det problem, at de trods de bedste skudsmål fra ligeledes autoriserede standspersoner ikke har fuld tillid til fanklubben og autoriterne og derfor er i kronisk behov af stadigt flere flere løbende forsikringer fra de selv samme autoriteter. Det minder os om Wittgenstein's vits om den omhyggelige avislæser, der køber et ekstra eksemplar af dagens avis for at forsikre sig om det just læstes troværdighed.

Javel, men på samme vis forholder det sig med os umuliuser: Jeg har ved uventede sammenstød med vor tids så hyppige spøgelses-bilister efterhånden smadret et så imponerende antal sidespejle, at det erindrer mig om rektors ord ved et forældremøde om skolens privilegerede mobbe-offer: ”Strøm-Tejsens skolevej er brolagt med knuste brillestel!”.

At min succes med spejlene således åbenbart for enhver pris må gentages med den samme tvangsmæssige motorik som den, hvormed både fin-kulturens og mediernes darlings med årlige ny-udgivelser må stadfæste deres larmende dominans, har akkurat den samme dybere årsag. For ligesom de åbenbart ikke rigtigt selv kan nære tillid til, hvad al deres succes tilråber dem, således tør jeg heller ikke for alvor tro på hvad både alle knuste sidespejle gennem årene og jubilæums-hyldester i samme anledning hvisker mig  øret om min bilistiske formåen.

Og dog har jeg oven i købet en professionel svensk spiritus-bilists uafhængige tilsagn om den uomtvistelige gyldighed af det selv samme skudsmål. Denne ortodokst rettroende "alkoholist" ("alkoholiker" er derimod en profession og derfor alene et banalt verdsligt anliggende) vidste allerede fra fødslen: at med hans tørst ville udgifterne til et kørekort ud over at være fagligt overflødige tillige være penge hældt ud af vinduet.
 Men et kørekort man ikke har, kan jo derimod ikke konfiskeres - og enhver borger har jo desuden ret til at købe en bil.

Kort sagt en faglig autoritet hinsides al rimelig tvivl – akkurat ligesom den gang en deltids-skizofren på linjebetaling forsikrede mig om, at der ikke var en eneste ting i livet som jeg gjorde helt normalt. Men vi er åbenbart alt for mange der besidder tvivlens opreklamerede nådegave og derfor behøver støttepersoner.

Politiske gemytter kan vi forsikre om, at når vi herostratisk konsekvent udelukkende smadrer venstre-spejle, så beror det ingenlunde på nogen politisk idiosynkrasi, men alene på, at højrespejlet nu engang lige som kold fusion og super-ledning endnu ikke er blevet produkt-udviklet, men fortsat befinder sig på idé-planet på linje med langtidsholdbar lim og anden science fiction.

Ja, for vort just nu aktuelle problem handler som sagt om den årlige opklæbning af bilens indvendige bakspejl, der i det mindste er politisk neutralt.
Et bud på problemets endegyldige løsning kunne være at klæbe et livagtigt bybillede op i spejlets sted - hvilket i anden omgang kan være anledning til at reflektere over hvorfor det hedder "refleksive pronominer". Hvem i alverden gider forresten også barbere sig, mens de sidder på førersædet?

- Bemærk sluttelig endnu engang, at kriteriet på interessant nyhedsstof er og bliver, om det også kan bruges til at belyse private anliggender.

THE HUMAN CONDITIONS...

En betydeligt ældre bekendt lå tre dage alene med en blodprop - hvilket må være et kedsommeligt selskab. Så grundet et lamt ben (der nemlig kun akademisk set er bedre end to lamme ben) måtte han sælge sit hus og flytte til De Gamles By.

Men altid et godt tegn når mennesker kan more sig på omgivelsernes bekostning: For det forbliver dog en af menneskelivets største og ærligste glæder, som jeg derfor altid fordomsfrit tilskynder. De gode er desuden erfaringsmæssigt altid langt de farligste og mest uforsonlige.

Over for en anden indsat påtaler min gamle ven således med militaristisk brøsighed hendes slæbende fodtrin: "Løft fødderne!" Hvorefter den tøffende dame som regel til vor fælles stiltiende moro og tilfredshed vitterlig gør et noget afmægtigt forsøg - men som ved al god opførsel kortvarigt og kun for et syns skyld...

En stedlig ældgammel oberst er derimod glimrende til bens, men savner humor - hvortil kommer, at han fornærmedes over at jeg sad med ryggen til ham, og derfor gik i protest: thi det kunne han. Jeg undskyldte meget min uopmærksomhed, men fik straks af en åndsfrisk dame i kørestol besked på, at jeg aldeles ikke skulle undskylde den vrisne standsperson.

I øvrigt slår det mig at mirakuløs helbredelse af kronisk gangbesvær ved hjælp af provokationer så ubærlige, at de formår at genoplive en Lazarus, er en hidtil uprøvet helbredelsesmetode - om end patentet nok som sædvanlig bare ville blive kapret af de sædvanlige sakrosankte og kedsommelige standspersoner.

Damen i kørestol var gift med en jurist, men blev ligefuldt tærsket synder og sammen. Siden manden nu var jurist, må det åbenbart have været fuldt berettiget og velovervejet? Ak nej: For det var slet ikke manden, men derimod elskeren der tærskede hende: manden gad nemlig ikke og havde nok i sit TV. Javel - men det var vel så i grunden bare den forkerte der eksekverede de velfortjente tærsk?

Hur som helst skyldes damens tilstand nu slet ikke tærsk, som ingen jo hidtil har taget mindste skade af, men derimod uoprettelig lægesjusk under en rygmarvsoperation på Frederiksberg Hospital - som hermed varmt anbefales helt uden konsulent-beregning.

Dette uheld tager hun til gengæld med stoisk storsind over for al menneskelige fejlbarlighed - men har jo så heller ikke som den gamle oberst nogen mulighed for at gå i protest. Og derfor er det velsagtens at hun finder hans let fornærmede værdighed så aldeles uberettiget...

PROFESSOR STJERNFELT OG DANSK FJERNVARME-EKSPORT

I privat regi at videre-kolportere, hvad - med al selvrespekt - de officielle medier dog endnu formår at udbrede til en langt større kreds, byder både min komiske sans og min resterende intelligens lodret imod. Om sidstnævnte fossile gode betroede en skizofren bekendt mig i øvrigt i sin tid, at han så vidt muligt undgik at tænke for ikke at opbruge al sin intelligens på engang: en dag kunne han jo stå og behøve den...
-------------------
Den omvendte rækkefølge og trafik af vejen fra det offentlige til det halv-private rum er derimod rationelt set uklanderlig: Som når professor Frederik Stjernfelt i sit seneste arbejde i ytringsfrihedens navn mangfoldiggør tankestof desangående, som han ellers dygtigt fortiede omkring mit delvis af samme grund ret ukendte opus magnum "Filosofiens Univers": som den professorable yngling nemlig for hele 24 år siden "anmeldte" sammen med børnebogen "Sofies Verden" som bud på filosofiens første to-tre trin...
------------------
Nå, men i dag vil vi imidlertid gøre en undtagelse fra vort indledningsvise forbehold og videre-kolportere en helt overraskende klima-oplysning.

Dagbladet Politiken viderebringer nemlig i dag en rapport, der fortæller: At det klimapoltiske potentiale i globalt at udbrede Danmarks gennemprøvede og højt udviklede fjernvarme-system langt overstiger både vindkraften og andre kendte tiltag på den klima-politiske palet. På andenpladsen kommer andre smarte energisystemer der på samme vis ikke handler om selve energi-produktionen, men derimod om den mest effektive husholdning med den producerede energi: herunder varmepumper, jordvarme osv. Men de mange forskellige bud kompletterer oftest hinanden og skal derfor ikke primært ses som rivaler.

Det geniale ved fjernvarmen er, at overskudsvarmen ved fossil el-produktion udnyttes i stedet for som mit eget magnum opus at ende som varm luft for spurvene: samt god vind til Vestas og professor Stjernfelt - af hvilke to "gode selskaber" man da i det mindste rettidigt har sikret sig folkelige B-aktier i førstnævnte...

For sidstnævnte gode selskabs vedkommende ville jeg derimod efterhånden i påkommende tilfælde foretrække mere ufolkelige A-aktier...

P.S. For mere konkret belæg henvises til vort foregående indlæg.

YTRINGSFRIHED - MEN NÆPPE OM PLAGIAT...

I gårdagens resumé af eget værk opregner professor Frederik Stjernfelt sammen med sin juridisk kyndige yngre arbejdsfælle Jacob Mchangama en række argumenter for og mod ytringsfrihed.

De finder herunder bl.a. frem til, at ytringsfriheden er en betingelse for retvisende information og dermed for en reel valgfrihed: I den forstand altså en primær rettighed, uden hvilken de fleste andre rettigheder mister deres mening.

Indiskubelt sandt: For når vi diskuterer at indføre eller indskrænke andre rettigheder, så giver dette jo kun mening, såfremt diskussionen foregår på et informeret grundlag med åbenhed for korrektioner af selve dette grundlag.

Tillad mig dernæst at fortælle, at ovenstående overvejelser helt eksplicit indgik i et kapitel om grunde til demokrati samt sådanne logiske minimums-rettigheder i min bog "Filosofiens Univers" (C.A.Reitzelz forlag): En filosofisk grundbog og reelt et "livsværk" med rødder fra den aller pureste ungdom - og som just Frederik Stjernfelt anmeldte i Information 1992.

Det pikante er nu, at Frederik Stjernfelt kom let om det ved i samme korte åndedrag at anmelde både ungdomsbogen "Sofies verden" og en tredje bog, hvorfor der blev tale om en diplomatisk "ikke-anmeldelse".

Denne endte dog med de forjættende ord, at for den som ville længere end filosofiens to-tre første skridt, måtte han atter anbefale Prof. Friis Johansens bog om oldtidens filosofi - som Stjernfelt nu allerede kort tid før havde viet en hel side i samme avis. En henvisning der desuden ikke gav nogen mening i forhold til et originalt filosofisk arbejde, der jo skal måles med en anden alen end et solidt historisk værk.

Dertil var beskrivelsen "filosofiens to-tre første skridt" notorisk forkert, eftersom bogen indeholder stribevis af originale forsøg (tossede eller ej): såsom f.eks. et princip-bevis mod Marx' lov om den faldende profitrate, samt en diskussion af en overset "metafysisk" mystik i Marx' gamle begreber om "arbejdskraftens værdi respektive merværdi.

Men herudover bidrag omkring en række af de klassiske filosofiske problemer foruden klargørende overvejelser om det tegnbegreb som Stjernfelt jo ligeledes siden har slået sig op på - bl.a. med en hidtil uset tese om, at alle sproglige ytringer må ses som faktuelle tilkendegivelser - herunder dem som kaldes performativer. Men også overvejelser omkring hvordan det første tegnsprog mon kunne se ud, når to kloge aber uden sprog på en øde ø første gang møder hinanden. Med mere.

Men vi behøver slet ikke langsommeligt at dokumentere, at Stjernfelts varme anbefaling af ikke at slå sig til tåls med filosofiens to-tre første trin i kravlegården må være foretaget mod bedre vidende. Nej: For når den selv samme Stjernfelt nu hele 24 år senere kan finde de selv samme overvejelser om ytringsfrihedens logiske primat værd at belære hele vor dannede offentlighed om: - da beviser dette at den unge anmelder af samme navn for 24 år siden umuligt kan have opfattet den samme tankegang som en ren bagatel.

Den omvendte rækkefølge forekommer derimod ofte, idet ørneunger, når de omsider har lettet fra reden, med foragt undgår siden at vedkende sig den efterhånden også noget svinske kravlegård, som nogle af os andre desværre grundet vore medfødte mangler nu engang er henvist til aldrig at forlade.

Krumtappen i vor bevisførelse er imidlertid, at det her netop er den modne Stjernfelt, som nu efter 24 lysår skimter glimtet fra kravlegården.

Nu kan det sagtens tænkes at Stjernfelt forlængst har glemt alt om den kravlegård, hvis to-tre første skridt åbenbart må have været syvmile-skridt. Men derimod er det uomtvisteligt, at hans ikke-anmeldelse i sin tid vitterlig var ikke alene sagligt ukorrekt, men også lodret uhæderlig og mod bedre vidende.

Nu forældes så gamle overtrædelser ganske vist strafferetligt: javel, men den pengemand der har misbrugt investorers betroede midler, må dog stadig stå til regnskab økonomisk, når forholdet kommer for en dag, idet nutiden jo ellers får lov at forlænge og fornye den gamle uret.

Den garvede kriminolog vil dog ikke standse her, men vil gå videre og slutte: At den som allerede har vist sig kapabel til én uhæderlighed i ærens fagre navn, dermed også kunne mistænkes for anden uhæderlighed i samme høje regi: Ikke mindst ihukommende at usandhed sjældent er et mål i sig selv, men i reglen et middel til at opnå fordele, som sandhedens lys desværre ville have blokeret.

Kort sagt har vi derfor ingen grund til at gøre den generøse antagelse, at såfremt Stjernfelt nu blot havde erindret støvet gammel arv og gæld, så ville han som den fortabte søn omsider have vedkendt sig kravlegårdens pædagogiske fortrin.

Men hvad mere er, så har vi grund til at tro, at den gamle usandfærdighed hos en ellers notorisk begavet og sandhedskærlig mand netop tjente til at lette den kærkomne overdragelse som bærer frugt selv så længe efter.

Retsvæsenet tager i de fleste lande viseligt højde for, at løgn ikke ligesom ytringsfriheden er en logisk primær forbrydelse, men tværtimod blot en logisk følge af den forbrydelse som nu engang fordrer mørke og dølgsmål. Og derfor dømmes en forbryder rettelig ikke hårdere, selv om han længst muligt har søgt at vildlede efterforskningen og omgå sandheden.

Vi vil derfor heller ikke dømme hårdere i vor sag, men nøjes med at påtale at her er vitterlig er foregået en ekspropriation, som åbenbart stadig står ved magt. Jeg har tidligere udtrykt en vis grund til at mistænke noget lignende i forbindelse med Søren Ulrich Thomsens og Frederik Stjernfelts bog om "Den negative opbyggelighed". Men dette skal nu være glemt - selv om det vel ikke ligefrem letter forsvaret for Djævlens advokat: såfremt nu ellers denne dygtige mand med sit hang til at tage sig endnu bedre betalt end sin travle kollega Kammeradvokaten, skulle kunne afse tid til at befatte sig med denne Dante'ske bagatel.

Åh ja: For vi på bunden anstændige mennesker er skam selv de første til at skamme os over den selvoptagethed som det fordrer at opholde offentligheden med at bevise en uret som slet ingen andre i denne verden har ondt over. Men kunne ikke også en pågreben indbrudstyv i økonomisk nød klandre den selvretfærdige villa-ejer for hans egoisme og forkælelse i denne globale jammerdal?

Jo - ideelt set. Og derfor lader mangen villaejer da også tyven slippe med skrækken og stikker ham måske endda undseligt en hund til at klæde sig lidt bedre på før hans kommende omskoling til hæderlig borger - hvilket sidste jo som rigeligt fremgået kræver sin mand..

Men i de tilfælde hvor synderen omvendt er økonomisk gunstigere stillet end offeret, forekommer en sådan human teodicé komplet håbløs, endog for for Gud selv. Ja, med mindre da tyven ligesom Blekinge-banden overdrager de konfiskerede værdier til uselviske formål. Men noget sådant har vi nu ikke hørt om i forbindelse med vor egen banale sag - som vi derfor endnu engang undskylder så uskønt selvhævdende at have bragt på bane.

Vort uselviske alibi for sådan selvretfærdig formastelse er da også hermed langt om længe at kunne indfri Frederik Stjernfelts forjættende efterlysning i sin tid af et udvidet filosofisk kursus. Jo sandelig: Den som søger, skal finde - og hvem ved: Måske om små 24 år.....

NB. Professor Jacob Mcangama er utvivlsomt helt uden indsyn i de her beskrevne forhold.

FRA OTHELLO TIL STEIN BAGGER og MADS HOLGER

"UBEGRUNDET SELVTILLID": ETUDE NR. 118

De medie-darlings med en badebolds misundelsesværdige opdrift, der som Henrik Dahl mest frejdigt og med mest applaus p.t. snakker om vor tids udbredte "ubegrundede selvtilid" - har nu til orientering også selv gennem årene doneret nogen inspiration til denne gamle opdagelse i mindst 117 Goldberg'ske variationer: men tydeligvis uden selv at have nogen anelse derom.

Men vi vil skam da ikke småligt forholde dem deres rimelige andel og royalties helt på linie med, hvad vi tilstår andre "indigineous peoples" som afgift for vor rovdrift på de råstoffer, som de hale-negre jo alligevel ikke selv forstår at kapitalisere.

Men vor storsindede sammenligning halter dog: For det holder sig nemlig her akkurat som med den begavede overklasse-bums hos Philip Roth, hvorom det fortælles at han begyndte at spille Mozart i samme alder som Mozart selv begyndte at spille Mozart.

Ja, for det bliver dog aldrig det samme, trods ubegrænset sponsorering med både Saxo-kugler og diabetiske snarere end diabolske Mozart-kugler. Og just derfor elsker både folket og disses redacteurs dem: grundet denne "provokerende" og berettiget selvfede "stilistiske elegance", som enhver overbetalt playboy med typografisk anderumpe herefter kan kopiere næsten lige så godt og derfor finder helt "ubetalelig".

Nej: Elitens populære korsfarere forbliver derimod ubetalelige af helt andre grunde: Narcissister bør vi derimod slet ikke kalde dem: For viser man dem nemlig et vellignende portræt af dem selv, så lovpriser de det straks for dets slående gengivelse af alle mulige andre af samme kategori. Hvorved de netop illustrerer det beskrevne syndrom langt mere genialt end vi selv formåede.

Men heureka: Der gælder naturligvis om selvtillid som om tro på den elskedes troskab samt anden religiøs tro, at hvis troen behøver fornufts-grunde, så bliver det ganske ligesom hos Shakespeare's Othello snart skruen uden ende - men til gengæld enden på tilliden. 

STEIN BAGGER fortæller eftertænksomt fra sin munkecelle, at han altid har haft masser af (ubegrundet) "selvtillid", men derimod kun meget lidt "selvværd": Kort sagt må manden have indset at selvtilliden var grundløs. Og dette lllustrerer at der aldrig kommer noget godt ud af at tænke over sin selvtillid, for da går et snart som det gik for klaver-virtuosen Horowits, dengang han begyndte at spekulere sig over hvordan hans rablende gulerødder dog kunne følge med på toppen af Rakhmaninov's vildeste kaskader - hvilket nemlig førte til mange års katatonisk stilstand, som velsagtens blev anledning til endnu mere undren. 

Skudt fra hoften ville jeg gætte, at afdøde Mads Holger nok havde det på samme vis som Stein Bagger og old "Horrorwitz". Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et medicinsk navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.
Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet: Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination med højt selvværd og ringe selvtillid kan derimod være højst sejlivet, fordi de folk omvendt i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er - den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har slet ingen nemlig fået den geniale ide at betale dem for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld skylder vi sluttelig at nævne et helt tredje syndrom, der består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor forhåbentlig også ens eget hæslige fjæs. Hvilket sidste som fremgået undertiden er en stor nåde...

HALLØJ I KLAREBODERNE - MINIMAL-KUNST OM MIMIKRY...

Silkehalen har en rød plet på vingespejlet: Velsagtens for at spurvehøgen skal tro den er et surt rønnebær - og for at de andre silkehaler skal tro, at alle de lækre rønnebær bare er en bunke lige så sultne silkehaler, der desværre denne gang er kommet den i forkøbet. Åh ja, for frænde er frænde værst: Ja endda i en sådan grad, at mange i sidste ende foretrækker at blive heroisk dræbt af fjenden frem for forsmædeligt at blive snydt og stillet i skyggen af deres frænde.

Silkehalerne ligner med deres fjertop grangiveligt indianere og kulturfolk - lige bortset fra at de ikke pynter sig med lånte fjer. Men silkehaler er stik modsat den første kategori grundet denne notoriske forkærlighed for gærede bær udstyret med en særdeles veldimensioneret lever. Den store lever er nemlig et ufravigeligt adgangskrav på Bobi Bar - der nu om stunder bevogtes af den samme ubestikkelige grænsekontrol som Gyldendal lige overfor.

Ikke desto mindre er det nu vidnefast, at mange silkehaler ved Gyldendals årlige tam-tam bliver så hønefulde, at de efterfølgende lader sig opsamle af konkurrerende forlag og medier på linje med så megen anden nedfalden frugt...

PROFESSORALE BEKYMRINGER I UTIDE

En hjemlig professor funderer i sin klumme over visse forfatteres erklærede frygt for at give endnu ikke modnede ideer for tidlig form og derved måske hindre en rigere og mere fuldkommen blomstring. Ordet "kuvøse" falder mig i den forbindelse straks ind - hvilket atter urgerer den mere oplagte association "kejsersnit":

Ja, for i vore dage er nævnte overvejelse aldeles uaktuel, al den stund alle kommende stjerner ligesom i biernes verden tværtimod af frygt for rivaler udtages med kejsersnit til efterfølgende kuvøse-opflaskning med både doping og egen medie-kanal sammen med den øvrige nomenklaturas kedsommelige, men ligefuldt altid mirakuløst lovende afkom.

I de tilfælde hvor kuvøse-opholdet synes at måtte blive permanent, overføres og forfremmes poderne dog direkte til de evigt unges kanonisk kuldslåede retsmedicinske mausolæum, idet de så at sige springer en klasse i livet over (for ikke at sige livet selv) ved denne nedfrysning i Taj Mahal til fordel for en forstandig eftertids eugeniske omhu.

Apropos sådan ærværdig overførelse, så fortalte en begavet skizofren mig om dengang han blev tilbudt et revalideringsjob ved Universitets-biblioteket i Fiolstræde. Da han nemlig oplyste professor Villars Lund på Rigshospitalet om sin grund til at ville udskrives, svarede professoren: "Nå Universitetsbiblioteket – ja men så skal du slet ikke udskrives: Du skal bare overføres..."

En anden ældre psykiater fortalte mig i sin tid om en patient, der indviede ham i ganske den samme utidssvarende økonomiske bekymringer som den indledningsvis nævnte, idet patienten nemlig bevidst undgik at tænke for meget af frygt for at opbruge al sin intelligens på én gang.

Patientens version af den energi-økonomiske model antyder jo imidlertid så også ufrivilligt tankegangens tranghed i stil med fordums nationale merkantilisme med dens frygt for overdreven import - samtidig med at den illustrerer, hvorledes en lovlig professoral tankeproces tværtimod kan beriges og potenseres med skumfødte indfald skudt fra hoften, som ville umuliggøres ved bekymrede kejserlige jordmødres redaktionelle knibskhed og anti-septiske ængstelighed.

Enhver kernefysiker ved tilsvarende, at radioaktivt affald kan beriges og genbruges med endnu rigere udbytte ligesom asken fra Fugl Fønix - idet jomfrunalsk påholdenhed med ressourcerne tværtimod fører til en tungsindigt tillbageskuende stagnation, hvorimod sorgløs ødselhed i energiudfoldelsen tids nok tvinger sin mand til snarrådighed udi kunsten at genopfinde sig selv.

Mennesker der i stil med Det Gamle Testamente's Josef år efter år er blevet snydt af deres søskende for både mandelgaven og fastelavns-katten, bliver som Karen Blixen efter hendes Afrikanske forlis tvunget og presset til at overgå deres første inkarnation i en endnu rigere blomstring: en blomstring der dog har den første og umodne som nødvendigt gennemgangsled og mellemregning: ganske ligesom tallet pi's decimaler jo alle bygger på de foregående decimaler, der således ikke kan springes over.

Når de kendte typisk er så besynderligt påholdende på de sociale medier med "live" illustration af de talenter, hvis ydre bekræftelse de ellers løbende udbasunerer, så har vi i det mindste nu fået en begrundelse. Men som sagt er spørgsmålet bare, om den art coitus interruptus så er god eller en dårlig forretning i andet end borgerlig forstand. Åhja - for i borgerlig forstand er jo endog tyveri en særdeles god forretning - når blot det altså ikke opdages af andre end selveste politidirektøren, som nemlig til alt held er vores egen onkel...