FRA OTHELLO TIL STEIN BAGGER og MADS HOLGER

"UBEGRUNDET SELVTILLID": ETUDE NR. 118

De medie-darlings med en badebolds misundelsesværdige opdrift, der som Henrik Dahl mest frejdigt og med mest applaus p.t. snakker om vor tids udbredte "ubegrundede selvtilid" - har nu til orientering også selv gennem årene doneret nogen inspiration til denne gamle opdagelse i mindst 117 Goldberg'ske variationer: men tydeligvis uden selv at have nogen anelse derom.

Men vi vil skam da ikke småligt forholde dem deres rimelige andel og royalties helt på linie med, hvad vi tilstår andre "indigineous peoples" som afgift for vor rovdrift på de råstoffer, som de hale-negre jo alligevel ikke selv forstår at kapitalisere.

Men vor storsindede sammenligning halter dog: For det holder sig nemlig her akkurat som med den begavede overklasse-bums hos Philip Roth, hvorom det fortælles at han begyndte at spille Mozart i samme alder som Mozart selv begyndte at spille Mozart.

Ja, for det bliver dog aldrig det samme, trods ubegrænset sponsorering med både Saxo-kugler og diabetiske snarere end diabolske Mozart-kugler. Og just derfor elsker både folket og disses redacteurs dem: grundet denne "provokerende" og berettiget selvfede "stilistiske elegance", som enhver overbetalt playboy med typografisk anderumpe herefter kan kopiere næsten lige så godt og derfor finder helt "ubetalelig".

Nej: Elitens populære korsfarere forbliver derimod ubetalelige af helt andre grunde: Narcissister bør vi derimod slet ikke kalde dem: For viser man dem nemlig et vellignende portræt af dem selv, så lovpriser de det straks for dets slående gengivelse af alle mulige andre af samme kategori. Hvorved de netop illustrerer det beskrevne syndrom langt mere genialt end vi selv formåede.

Men heureka: Der gælder naturligvis om selvtillid som om tro på den elskedes troskab samt anden religiøs tro, at hvis troen behøver fornufts-grunde, så bliver det ganske ligesom hos Shakespeare's Othello snart skruen uden ende - men til gengæld enden på tilliden. 

STEIN BAGGER fortæller eftertænksomt fra sin munkecelle, at han altid har haft masser af (ubegrundet) "selvtillid", men derimod kun meget lidt "selvværd": Kort sagt må manden have indset at selvtilliden var grundløs. Og dette lllustrerer at der aldrig kommer noget godt ud af at tænke over sin selvtillid, for da går et snart som det gik for klaver-virtuosen Horowits, dengang han begyndte at spekulere sig over hvordan hans rablende gulerødder dog kunne følge med på toppen af Rakhmaninov's vildeste kaskader - hvilket nemlig førte til mange års katatonisk stilstand, som velsagtens blev anledning til endnu mere undren. 

Skudt fra hoften ville jeg gætte, at afdøde Mads Holger nok havde det på samme vis som Stein Bagger og old "Horrorwitz". Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et medicinsk navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.
Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet: Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination med højt selvværd og ringe selvtillid kan derimod være højst sejlivet, fordi de folk omvendt i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er - den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har slet ingen nemlig fået den geniale ide at betale dem for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld skylder vi sluttelig at nævne et helt tredje syndrom, der består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor forhåbentlig også ens eget hæslige fjæs. Hvilket sidste som fremgået undertiden er en stor nåde...

HALLØJ I KLAREBODERNE - MINIMAL-KUNST OM MIMIKRY...

Silkehalen har en rød plet på vingespejlet: Velsagtens for at spurvehøgen skal tro den er et surt rønnebær - og for at de andre silkehaler skal tro, at alle de lækre rønnebær bare er en bunke lige så sultne silkehaler, der desværre denne gang er kommet den i forkøbet. Åh ja, for frænde er frænde værst: Ja endda i en sådan grad, at mange i sidste ende foretrækker at blive heroisk dræbt af fjenden frem for forsmædeligt at blive snydt og stillet i skyggen af deres frænde.

Silkehalerne ligner med deres fjertop grangiveligt indianere og kulturfolk - lige bortset fra at de ikke pynter sig med lånte fjer. Men silkehaler er stik modsat den første kategori grundet denne notoriske forkærlighed for gærede bær udstyret med en særdeles veldimensioneret lever. Den store lever er nemlig et ufravigeligt adgangskrav på Bobi Bar - der nu om stunder bevogtes af den samme ubestikkelige grænsekontrol som Gyldendal lige overfor.

Ikke desto mindre er det nu vidnefast, at mange silkehaler ved Gyldendals årlige tam-tam bliver så hønefulde, at de efterfølgende lader sig opsamle af konkurrerende forlag og medier på linje med så megen anden nedfalden frugt...

PROFESSORALE BEKYMRINGER I UTIDE

En hjemlig professor funderer i sin klumme over visse forfatteres erklærede frygt for at give endnu ikke modnede ideer for tidlig form og derved måske hindre en rigere og mere fuldkommen blomstring. Ordet "kuvøse" falder mig i den forbindelse straks ind - hvilket atter urgerer den mere oplagte association "kejsersnit":

Ja, for i vore dage er nævnte overvejelse aldeles uaktuel, al den stund alle kommende stjerner ligesom i biernes verden tværtimod af frygt for rivaler udtages med kejsersnit til efterfølgende kuvøse-opflaskning med både doping og egen medie-kanal sammen med den øvrige nomenklaturas kedsommelige, men ligefuldt altid mirakuløst lovende afkom.

I de tilfælde hvor kuvøse-opholdet synes at måtte blive permanent, overføres og forfremmes poderne dog direkte til de evigt unges kanonisk kuldslåede retsmedicinske mausolæum, idet de så at sige springer en klasse i livet over (for ikke at sige livet selv) ved denne nedfrysning i Taj Mahal til fordel for en forstandig eftertids eugeniske omhu.

Apropos sådan ærværdig overførelse, så fortalte en begavet skizofren mig om dengang han blev tilbudt et revalideringsjob ved Universitets-biblioteket i Fiolstræde. Da han nemlig oplyste professor Villars Lund på Rigshospitalet om sin grund til at ville udskrives, svarede professoren: "Nå Universitetsbiblioteket – ja men så skal du slet ikke udskrives: Du skal bare overføres..."

En anden ældre psykiater fortalte mig i sin tid om en patient, der indviede ham i ganske den samme utidssvarende økonomiske bekymringer som den indledningsvis nævnte, idet patienten nemlig bevidst undgik at tænke for meget af frygt for at opbruge al sin intelligens på én gang.

Patientens version af den energi-økonomiske model antyder jo imidlertid så også ufrivilligt tankegangens tranghed i stil med fordums nationale merkantilisme med dens frygt for overdreven import - samtidig med at den illustrerer, hvorledes en lovlig professoral tankeproces tværtimod kan beriges og potenseres med skumfødte indfald skudt fra hoften, som ville umuliggøres ved bekymrede kejserlige jordmødres redaktionelle knibskhed og anti-septiske ængstelighed.

Enhver kernefysiker ved tilsvarende, at radioaktivt affald kan beriges og genbruges med endnu rigere udbytte ligesom asken fra Fugl Fønix - idet jomfrunalsk påholdenhed med ressourcerne tværtimod fører til en tungsindigt tillbageskuende stagnation, hvorimod sorgløs ødselhed i energiudfoldelsen tids nok tvinger sin mand til snarrådighed udi kunsten at genopfinde sig selv.

Mennesker der i stil med Det Gamle Testamente's Josef år efter år er blevet snydt af deres søskende for både mandelgaven og fastelavns-katten, bliver som Karen Blixen efter hendes Afrikanske forlis tvunget og presset til at overgå deres første inkarnation i en endnu rigere blomstring: en blomstring der dog har den første og umodne som nødvendigt gennemgangsled og mellemregning: ganske ligesom tallet pi's decimaler jo alle bygger på de foregående decimaler, der således ikke kan springes over.

Når de kendte typisk er så besynderligt påholdende på de sociale medier med "live" illustration af de talenter, hvis ydre bekræftelse de ellers løbende udbasunerer, så har vi i det mindste nu fået en begrundelse. Men som sagt er spørgsmålet bare, om den art coitus interruptus så er god eller en dårlig forretning i andet end borgerlig forstand. Åhja - for i borgerlig forstand er jo endog tyveri en særdeles god forretning - når blot det altså ikke opdages af andre end selveste politidirektøren, som nemlig til alt held er vores egen onkel...

ET BYZANTINSK KRIMINALSAG - OG LIDT OM ALKYMI

Da jeg rejste mig fra biblioteket (for Facebook bør man ikke have inden for dørene), opdagede jeg straks, at min ene handske var forsvundet, skønt jeg bestemt havde lagt begge handsker på bordet ved min ankomst.

Jeg drog heraf øjeblikkeligt den skarpsindige slutning, at tyveriets opklaring i dette tilfælde ville være en lige så smal sag som Dr. Kimble's berømte en-armede morder i TV-serien "Flygtningen" i 60 erne. Ja, for hvem andre end en en-armet tyvenægt gider dog stjæle en enkelt handske?

Men som vi husker, så tog den medfølende dr. Kimble jo heri sørgeligt fejl - til seernes store held i et par år.

Og ligeså i mit tilfælde: For dr. Watsons elementære korrrektion kom i næste sekund: Hvad nu hvis også gerningsmanden selv er to-armet, men enten har tabt eller er blevet berøvet sin venstre-handske. Også i hans tilfælde kan i tilfælde af tyveri skurken således på samme vis være enten en-armet eller to-armet.

Men såfremt også denne nye tyv er to-armet, så bærer også han atter på en personlig historie: enten uheld eller tyveri - og i tilfælde af tyveri enten en en-armet eller en to-armet tyveknægt. Men hvis nu også denne tyv er to-armet, så har også han sin egen personlige tragedie. Osv. osv.

Dr. Watson's elementære punktering af min indledningsvise og forhastede "skarpsindighed" viser sig således snart at blive en ret kompliceret sag.

Just det: Og dette er nok grunden til, at vi politifolk i stedet for at opklare forbrydelsernes byzantinske kombinatorik foretrækker at finde en bekvem og forsvarsløs syndebuk, som ingen djævel gider forsvare: enten fordi alle gerne tiltror staklen al mulig skyld, eller også fordi en sådan syndebuk også for dem selv er uhyre belejlig...

Ja - faktisk er syndebukke så belejlige for os mennesker, at selv om de ikke fandtes, så måtte vi selv opfinde dem - ganske som med Gud ifølge Voltaire. Og lige i Kristendommens tilfælde er just guden selv som bekendt tillige blevet forfremmet til at være denne vores alles belejlige syndebuk: Så kristendommens genialitet består derfor ret beset deri, at i stedet for at gøre to geniale opfindelser så kunne vi mennesker nu nøjes med blot én enkelt opfindelse.

Dette med geniale opfindelser bringer os tilbage til vor daglige undren over, at vor lige så daglige nødvendige sanering efter toiletbesøg ikke forlængst er blevet teknisk automatiseret på klinisk niveau med vor tids øvrige høje hygiejniske standard. Og dog insisterer vi på at kalde vore "private parts" de "ædlere dele"....
Men apropos ædle dele -, ja, for digressioner forpligter:

En dame betror mig at nøglen til hendes betryggende familie-arv var produktion af noget som alle behøver - kort sagt næppe kunsthåndværk og "bøger", som alle og enhver jo desuden hysterisk falbyder i vore dag under devisen: Talent er vel godt - men du når nu længere med selvtilid....

Uden fup eller kammeratligt hjælpsomt mediehysteri er det uhyre svært at skabe sig en formue på den vis. Nej, gør som jeg og opfind et uundværligt husgeråd. Inden for skibsfarten har vi det vi kalder en skibs-anode: en påhægtet klump af uædelt metal - typisk zink - der skal levere alt det metal som korrosionsprocessen i det salte vand behøver for at mættes løbende. Derved skånes nemlig skibets bærende dele af ædlere og mere jomfrunalsk påholdende metaller.

Min seneste opfindelse handler i princippet om det samme, men gælder beskyttelse af uld mod mod møl:
Læg dine allerfineste klædstykke af Kashmir eller silke oven på alle øvrige uldvarer såsom islandske sweatere og luk dernæst alle vinduer, mens du tager på ferie en ugestid.

Ved din hjemkomst kan du trygt brænde eller kassere din snedige lokkemad af kashmir/silke-cocktail ud, og alle de uartige børn følger nemlig med badevandet ud. For møllene går erfaringsmæssigt efter de ædlest mulige uldvarer, idet deres kultur og tradition nu engang tilsiger dem altid at begynde med desserten.
På denne måde kan du bevare dine islandske sweatere helt uhullede til de vejrforhold, hvor sligt behøves. Kashmier og silke var dog kun forfængelighed og luksus - der som sagt heller ikke skaber rigdom, modsat det nødvendige juks som alle behøver.
--------------------------------
Ovenstående annonce om anodiske metaller og anodisk uld minder os forresten om Albert Engströms tegning af den under en øvelse skamskudte soldat med sprængt underkæbe. Hans kaptajn trøster ha brysk med disse ord: "Det var då tur at kulan ej träffade dom ädlare delarna!"

Så også Engström var inde på det rigtige spor med anode-tanken, men han fortabte sig desværre i den slags fjollede digressioner som ødelægger det hele: alene for en stakket stund at få latteren på sin side....
Og nu fik vi på ganske samme vis ødelagt vor annonce og dermed muligheden for omsider at skabe os en formue. Nej, skomager - bliv ved din læst...Nu mangler det så kun, at alle I andre gør det samme ....

STEIN BAGGER OG MADS UDEN MONOPOL -. LIDT OM ANSIGTSGENKENDELSE

Stein Bagger fortæller at han har masser af selvtillid, men derimod kun meget lidt selvværd. En interessant distinktion som ikke er hørt før, men som alligevel er mere end frie associationer.

Skudt fra hoften ville jeg nok antage, at afdøde unge Mads Holger havde det på lignende samme vis. Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.

Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet:
Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination af chalatanens forener lav social selvtillid med højt selvværd. Og den kan derimod være højst sejlivet, fordi sådanne folk i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er: Den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer eller medaljer for hvad der burde være en selvfølge: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har ingen nemlig fået den geniale ide i stedet at betale dem endnu mere for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld må vi tillige nævne et helt tredje syndrom- "prosop-agnosi". Det består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor velsagtens også ens eget ansigt. Hvilket sidste som fremgået undertiden kan være en stor nåde...

Dette med ansigts-genkendelse minder mig sluttelig om dengang jeg antog, at en gammel bekendt med drastiske erindrings-lakuner var blevet sindssyg -  lige indtil det viste sig at være hans mig helt ubekendte enæggede tvillingbror jeg havde mødt. Dvs. han nævnte faktisk under samtalen eksistensen af en sådan tvillingbror: Med med mit psykiatriske hang antog jeg, at der måtte være tale om et genfærd sammensat af den synligt ubalancerede mands dunkle og fragmentariske  minder om hans fordums mere
 lovende jeg.

LORD JIM - FARLIG SEJLADS I KJØBENHAVNS KULTUR-CIRKUS

Forleden diverterede en meget høflig mand - så høflig at han endog er høflig over for mig og sågar under fire øjne i strid med al fornuft har kaldt mig "indlysende højt begavet" - på sociale medier sin forfremmelse i vor permanente Københavnske Kulturnat, hvor alle katte som bekendt snart er grå som koks.

I den forbindelse inkasserede jubelaren på Facebook over 250 "likes" og næsten lige så mange kommentarer fra andre privilegerede medlemmer i vor evige "kultur-nat". 

Det besynderlige var nu, at ikke en eneste af disse privilegerede kommentarer var på mindste vis læseværdig, rammende, åndfuld, morsom - eller bare dannet. Og dog taler vi her om hartad den ganske humanistiske elite hertillands.

Dannet? Nej, for enhver der besidder den hjertets dannelse som det p.t. er højeste mode at ævle om, ved intuitivt, at ved en tale skal man ikke alene behage jubelaren, men på en skønsom måde også fortælle noget sandt og karakteristisk om den pågældendes karakter og levned, herunder tillige antydninger om væsentlige slagsider. Og så bør talen udover humoristisk islæt helst have en vis musikalsk form for at råde en smule bod på livets egen uundgåelige banalitet.

Den moderne masse-fabrikerede kulturkarriere-klasses indbyrdes leflende høflighed er derimod som hovedregel plebejisk rå og udannet, fordi den så helt og aldeles savner såvel sandhed som opfindsomhed. Ja, endda også umoralsk, fordi den så åbenlyst alene sker ud fra tarvelig beregninger, hvis bagside nemlig er en komplet uforstilt uhøflighed over for alle, som det ikke ligefrem er en oplagt god forretning at være høflig over for.

Jubilaren valgte helt legitimt at forkynde sit glade budskab under brug af velkendte maritime metaforer om den stolte skude med selveste NN ved roret, det øvrige fornemme mandskab så sandelig ej at forglemme. Og enkelte læsere bed slapt på som var de fiskekroge forsynet med lovlig karrig madding. Men aldeles uden at berige eller kvalificere forestillingen...

Selv var man her undtagelsen, idet man nemlig just tog afsæt i jubelarens egen undskyldning for sin "skamredne maritime metafor".

Ja, for det blev anledning til at fortælle om en vaskeægte søkaptajn af mit bekendtskab med ret til at føre selv de største tankskibe, som uskyldigt dømt i Byretten var i fare for at miste sit certifikat - men som lykkeligvis blev frifundet af en enig Landsret.
Min pointe var ud over underholdningsværdien at illustrere, at i vor kaptajns tilfælde var der så sandelig ikke tale om "skamredne maritime metaforer" - selv om manden dog var gået på landjorden og dér havde indrettet en maritimt udstyret restaurant.
Jeg kunne have betitlet min kommentar efter kaptajn Joseph Conrad's berømte bog-titel "Lord Jim" - der nemlig just omhandlede en uskyldigt dømt kaptajns svære sjælekval.

 Men selv trods dette litterære sufflør-vink ville nok ingen i kultureliten have reageret med andet end den kollektive solidaritets guldrandede snarere end gyldne tavshed..,

Læs engang: 

"Hvis jeg nu ligesom Joseph Conrad havde været kaptajn på et skib, ville jeg nu ikke blive ret smigret over først at blive hyldet for min betryggende beherskelse af rorpinden - for dernæst at få at vide, at det alene var ment som en "skamreden metafor."

Således kendte jeg engang en skibsfører med certifikat til de største tankskibe, men som i sidste ende fortrak et roligere liv i indenlands pirat-frie farvande: og endda en overgang som ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronningens Tværgade. For lidt har vel også ret.

Da den store, men komplet uvoldelige mand en dag frygtede, at en pige måske havde taget sit liv på toilettet, sprængte han efter mange forgæves opfordringer til pigen om at give sig til kende til sidst døren og førte den nu hysterisk skrigende pige ud på gaden.
Dette førte uheldigvis til en voldsdom i Byretten - som dog efter ni måneders gru i Helvedes forgård blev pure annulleret af en helt enig Landsret.

Nu kommer pointen: Vor mands største frygt og bæven under de 9 måneders infernalske drægtighed var nemlig slet ikke at miste sin restaurant, der jo nu havde vist sig endnu mere usikker end verdenshavet, men derimod dette at miste den pletfri straffe-attest der var en absolut betingelse for bibeholdelsen af hans fornemme maritime certifikat - og dermed tillige muligheden for et besindigt tilbagefald til Stillehavets kontemplative ro efter al balladen i Frederiksholms Kanal.

Så pas på med at skamride metaforer. Men nothing personal: For det eneste jeg selv har til fælles med en rigtig sø-kaptajn er, at jeg som en æressag hverken kan svømme eller skrive..."

GEORG BRANDES og POLITIKENS FØDSELSDAG...

Geburtsdag? Ser man det, ser man det! Det kan man da kalde en aktuel nyhed - men naturligvis ingenlunde af den grund spor mindre "almengyldig" end selveste Shakespeare.

Men hvoraf komme det mon så, at ingen af alle de mange ny-alfabetiserede, der lige som P.H. insisterer på Georg Stages (!) apokryfe og frisindet uformelle - men just derfor i den lidt mere ortodokse jødedom klogeligt ugyldige - faderskab: At ingen mors sjæl i hele denne demokratiske syndflod af ufrivillige citater i døgndrift kaldet "meninger" nogensinde citerer Brandes' mindeværdige ord fra hans bog om Shakespeare:

"Ganske som på Perikles tid enhver dannet græker kunne lave en sådan nogenlunde skulptur, således kunne på Queen Elizabeths tid enhver dannet englænder flikke et sådan nogenlunde klassisk drama sammen.
I vore dage derimod kan på samme vis enhver dannet borger strikke en sådan nogenlunde avisartikel sammen. Oh Herre Jemini - vi nutidens arme stakler er alle journalister...."

"Det værste ved Poltiken" (dagens kosteligt opfindsomme stunt der skal bevise anti-royalisternes kongelige format) er det samme som det værste hos så mange andre af vor tids borgerlige instanser:

Klassens drenge og piger synes på tværs af alskens moderat etnicitet at tro, at "selvironi" er er et kvikt fix og en bekvem lynafleder, hvorunder man kan bestikke og afvæbne en række lige så bekvemt placerede borgere i andre lejre ved en form for repressiv tolerance:

Omtrent som ved Middelalderens karnevalsoptog, hvor særligt inviterede fik lov til at lave komplet forudsigeligt grin med både pave og kejser - der herunder begge morede sig kongeligt og efterfølgende sagkyndigt anmeldte de optrædendes kunstneriske præstationer. Og den anmeldelse kunne de siden pavestolte lægge i deres dumme og kreative CV.

Imidlertid kunne man godt spørge, hvorfor Brandes beklagede modernitetens meningssyge som værende et tilbageskridt i forhold til elizebethanernes dramatiker-syge og grækernes (påståede) skulptur-dille.

Beklagelsen går vel i alle tre tilfælde på amatøristisk insisteren på ligeværd - ja, for selve det at forsøge sig udi en sportsgren er jo ingen synd. 
Det mest nærliggende svar må være, at Brandes nu engang ikke var samtidig med de to andre kategorier og derfor ikke behøvede at ærgre sig over dem. Med Storm P. ord så var samtidens journalistiske syge ham derimod en flue i øjet - og det overdøver nu engang altid verdenssituationen.

Siden Brandes' dage er det kun blevet værre - på omtrent alle felter. De halvgode tror straks de ser det gode, at så kan de vel også blive stjerner. Det kan de da også - og de gør det på stribe. Men så er det heller ikke længere det samme...

Men når Brandes selv "måtte" (for han holdt sig sandelig ikke tilbage), hvor for burde andre så afstå? Fordi der er noget der hedder selvkritik, men den er nu engang bedst udviklede hos de bedste - og det er velsagtens en af grundene til at de bliver bedst. Til et givet fagligt talent hører jo selve evnen til at se forskel på det ringere og det bedre.

En anden ting er at selv en Brandes vel af og til har fremturet lidt for sikkert. Kritikeren Harald Nielsen kaldte ham ligefrem "usurpatoren", hvilket nu nok var at gå for vidt. Men de meningsberettigede har altid knurret lidt ad hinanden

SYD-TAIGA

J
SYD-TAIGA

Taigaens vestgrænse præges af overgangen til fuktkrævende bøgeskov, der vanskeligt spirer i forårsfrost. Denne zone er repræsenteret i Polen og Karpaterne samt i vore gamle danske grænseegne til Sverige. I nyere tid er der her efter en epoke med  udstrakte lyngheder til afgræsning sket en gennemgribende forvandling til grandominerede kulturer - i reglen rather boring.

Men endnu findes eksempler på oprindelige blandings-skove, heraf en hel del små-områder samt ganske enkelte større. Nedenfor ses et sådant endnu ubeskyttet stort område, som jeg stadig håber vil blive fredet i tide - enten ved statsligt indkøb eller i form af servitutter mod erstatning for indkomsttab.

Et af billederne er dog fra Nordsverige - selv om det giver et nærmest tropisk indtryk af en næsten giftig frodighed. De blå blomster på billedet spises dog af både elge og bjørne.

OMSKÆRING IFØLGE TRUMP

Jødernes mytologiske folkelighed omkring initiations-riter i lovlig ung alder til helt at fatte galoppen andet end baglæns - er noget organisk, som man ikke sådan kan beslutte sig for rationelt.
Men hvis det omgærdes af en mytisk familie- og stammetryghed, tror jeg gerne på, at kun ganske få børn tager skade af det.
Selv fik jeg som barn et chok samt et mangeårigt kastrations-kompleks ved at se en gris blive kastreret uden bedøvelse efter den gode gamle metode med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse – ikke for stor, for der er slet ingen grund til at opreklamere indgrebets omfang med ydre effekter. Dertil besad skålen en fornøjeligt frisk morgenklang: kammertonen formoder jeg...

Men grisen selv tog modsat jeg selv ikke den mindste skade af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen teatralsk skreg som en stukken gris og dermed avantgardistisk brød metal-skålens kammertone på en måde der kunne have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse. Men som sagt led grisen modsat jeg selv ingen overlast: For sådan er vi nu engang så forskellige.

Grisens smerte kunne nemlig hverken i intensitet eller varighed måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes ligesom indignationens smerte samt Tuborg lige friske hver eneste gang i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er medfølelsens og gruens genstand, helt uanset spørgsmålet om samtidighed, som ret beset ikke gør nogen forskel. Hvorimod selve den fysisk smerte ganske ligesom valgkampagner vitterlig slutter og endda tit glemmes, så snart den er forbi.

Men jeg skal hilse fra grisen, der skam lever i bedste velgående og har Donald Trump som sit erklærede forbillede. Grisen nyder nemlig her ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen nogensinde har kunnet bringe den fra snøvsen eller distrahere dens karriere.
Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over denne gevaldige humane deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i andre sammenhænge. Og som den skam heller ikke selv har mindste tilbøjelighed til: Men den foregiver det til gengæld heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som sit idol Donald Trump.

Der ligger derfor nok andre dagsordner bag al den humane bekymring. Men akkurat det samme kunne måske også siges om nogle hyper-rationelle omskærings-tilhængeres indædte forsvar for denne mytiske mosaiske ortodoksi.
På en gammeldags beverding ville man nemlig i begge tilfælde intuitivt skære ind til benet og sige: "Betyder det meget for dig personligt?" Og heri består den store lighed mellem Kierkegaard og en gammeldags beverding...

Ja, for nogle af fordums øl-typer var ofte overraskende klartskuende og bør trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes, men tværtimod erindres med den samme palæo-ontologisk agtelse som den vi nu om stunder nærer for neandertalerne.

P.S. Og nu ikke et eneste ord om Verdenspressens, hvis usle købe-navn nemlig ganske ligesom Jahves ikke selv tåler at blive set på tryk...

VEJENE OMKRING FULD BESKÆFTIGELSE - FATTIG-CARINAS SODOMI

"MAN MÅ GODT LYVE NÅR DET ER KUNST" (Kristeligt Dagblad)

Der tales så meget om job-skabelse: Men nu er det snart på tide, at nogen gør noget ved det.
Jeg har i den forbindelse barslet et Columbus-æg. En landsdækkende leg egnet til mennesker i alle fysiske og mentale aldre og tydeligvis ikke spor uforenelig med samtidig multi-tasking i form af snart jobsøgning, snart lønarbejde eller selvstændig konsulentvirksomhed. Den fremmer sammenhængskraften for alle der gider deltage - men svækker den for restgruppen, der så selv er ude om det - men vi lever nu engang i et frit land.

Deltagelse i vor patenterede leg fordrer naturligvis, at man betaler et årligt symbolsk gebyr i stil med medielicens.
---------------------------
Legen går noget kort fortalt ud på, at vi alle samtidig mener en ud af tre, højst fire mulige ting om noget som en kendt person har gjort eller sagt i går eller i forgårs. Den der oftest formår at sige akkurat det samme som flest mulige af de andre uden at kigge dem over skulderen, akkumulerer efterhånden flest points, hvilket giver dem udsigt til at komme på DR-Deadline og blive kendte - og til sidst at blive helt selvforsørgende rollemodeller: alene i kraft af en sådan løbende karaoke-votering om andres gøren og laden. Hvis man ovenikøbet formår herunder at bruge alle de samme udtryk som de andre deltagere, er det endnu mere glamourøst.

Men ikke nok med det: For hermed vil man kunne se frem til efterhånden også selv at blive genstand for sådan løbende landsdækkende debat og votering om stridens æble - omtrent som på Agamamnons og den skjønne Helenes tid: Det er endnu finere - og noget højere gives ikke.
--------------------------
Som et pædagogisk øvelses-eksempel lægger vi ud med en dug-frisk svensk medie-nyhed.

En ældre mand af etnisk svensk oprindelse blev i går pågrebet i færd med at dyrke "tidelag" med en hest under ivrig vrinsken: "Tidelag" er ligesom den danske oversættelse "sodomi" et urgammelt ord med bibelske konnotationer - og som ikke engang moderne udøvere af denne samkvemsform selv kender. De ved derfor heller ikke selv, hvor afskyelig denne virksomhed er: så afskyelig, at samtlige deltagere i gamle dages forbandedes, tortureredes og brændtes på bål - hvorefter asken i stil med Eichmanns blev spredt for alle vinde for at forhindre efterfølgende satanisk relikvie-kult.

En kommunalpolitiker udtaler til medierne, at det skete er en afskyelighed der ikke bør findes i et udviklet samfund som vort.

Men hvem ved: Måske både manden og krikken just var udviklings-hæmmede - og hvad andet kan vi i så fald vente i et land, hvor de fleste industrijob flyttes til Polen og Kina, mens integration af flygtninge, udviklings-hæmmede og handikappede optager en støt voksende del af arbejdsstyrken? I Danmark er på lignende vis menings-og kommentator-diarreen blevet den mest attråede og derfor snart tillige fremherskende form for selvforsørgelse. Den beklagelige hændelse er da i det mindste udtryk for et vist initiativ...
---------
Hursomhelst: Jeg lægger ud i vor ovenfor patenterede leg ved kommenterende at istemme den svenske kommunal-politikers dom:
"Den slags svineri hører ikke hjemme i et moderne samfund. Og selv om det samme vel også må gælde fordums barbariske afstraffelses-former i den anledning, så er vi dog i det mindste forpligtede til af såvel special-præventive som general-præventive grunde omgående at kastrere begge deltagere i den afskyelige akt."
---------------
Hermed er bolden så kastet på banen, og nu er det så jeres tur, børnlille....

P.S. Lur os om ikke ovenstående i en barnligt forsimplet og mere snakkesalig udgave snart står at læse i 27 forskellige lurmærkede "personlige" klummer i landsdækkende medier - der så atter smug-læses af vore nabo-landes klummister. Men sligt er man vant til: For vi søjle-helgener har nu engang valgt fasten som vort uvildigt certificerede økologiske levebrød.

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...

FRA JOMFRUFØDSLER OG SHAKESPEARE TIL DOVNE-LARS OG FATTIG-KARINA

Af princip og som bevilling af handikap-points til andre skriftlige instanser skriver jeg normalt ikke om ting, som medierne meget vel selv formår helt uden min bistand.
Jeg højagter i øvrigt det sportslige princip ikke at ville leve af sit egentlige talent, og aspirerer således også selv i hemmelighed til engang at kunne brødføde mig af noget, som jeg ikke for alvor har talent for. Og når folkepensionen bliver aktuel, skulle jeg omsider kunne forsørge mig selv.

Omvendt optager aviserne af princip ikke noget som jeg kunne have skrevet - kort sagt noget som ingen anden kunne have begået. Opfindsomhedens standende frase i denne forbindelse er, at man skriver "finurligt". Et gammel-agtigt ord, hvormed urimeligheden nemlig snedigt vælger at stjæle rimelighedens ord ud af munden på rimeligheden - der således efterfølgende risikerer at blive anklaget for plagiat og derfor hellere havner på overførselsindkomst sammen med både Flittige Karina og Dovne Robert.

Småligheden maskerer sig således med omhu som en både besindig og urban skønsomhed, der skam ikke aldeles udelukker nogen redaktionel forståelse for visse i avissammenhæng blot helt upassende kvaliteter: der så i øvrigt nok heller ikke rækker ud over petit-afdelingen - ja, sagt med al respekt....
---------------------------------------

Men i dag gør vi en undtagelse, i det forfængelige håb, at aviserne ligeledes en dag vælger atter at gøre en undtagelse. Vi vælger nemlig på lige fod med alle hånde nye digitale medie-platforme at kolportere noget, der allerede har stået i alle aviser, men som dog er værd at understrege:
SIDSTE ÅR BLEV DER I HELE DANMARK KUN FØDT 35 BØRN AF KVINDER UNDER 17 ÅR.
Om fædrenes alder kan vi derimod desværre endnu intet oplyse - men skulle også vi geskæftigt stable en ny medie-platform på benene under foregivende af avisernes armod, så ville vi afgjort hellige den undersøgelsen af just dette så underbelyste samfunds-spørgsmål.

Men allerede nu tør vi dog forudskikke, at Helligåndens rolle i den forbindelse nok burde researches nærmere. En navnkundig læge fra sent 1800-tal skriver advarende om masturbation, at masturbanten kendes ved sit skumle og vigende blik - hvilket illustreres med et daguerreotypi af en noget sydlandsk udseende yngling med tjavset hår: Med al sandsynligvis selv undfanget i kraft af selv samme skammelige last. I en tid hvor sligt atter florerer, har Helligånden nemlig frit spil - og da især hvor det gælder kvinder, der kun lige er nået op i mandbar alder.
-----------------
I øvrigt bør man aldrig blande forskellige niveauer sammen. Og vi vedkender os derfor gerne, at avisernes eneste store fejl er deres på engang smålige og bekvemme dumstædighed over for denne skribent.
For nyhedformidlingen og -analyse spiller dette savn derimod indrømmet kun ringe rolle. Og hvis jeg indbildte mig noget andet, så ville jeg være en frygtelig dumrian. Hvis jeg kunne indbilde jer det, så ville derimod I være nogle frygtelige dumrianer.

For som Brandes skriver om Shakespeare, så vidste denne reelt uhyre lidt om, hvad de farverige stridigheder i den engelske kongehistorie rent politisk handlede om - og det ville næppe for alvor have interesseret ham...

NASER KHADER OG RADIKAL ISLAM

BØR DANSKE MUSLIMER ISO-CERTIFICERES?

NASER KHADER anbefaler herboende muslimers at tage offentlig afstandtagen til radikal islam. Nogle finder omvendt en sådan anmodning krænkende for uskyldige muslimer.
--------------------------------------------------------------------------------------------
Jeg forstår nu umærket begge sider i denne sag psykologisk.
Men dilemmaet kunne måske løses diplomatisk sådan her:

1. Uskyldige muslimer "skylder" ganske vist ikke nogen at at tage offentlig afstand fra radikale trosbrødre, endsige at undskylde på deres vegne. Og hvis man beder dem om det, forstår man godt at de stritter mod.
2) Men derimod kunne vi jo sige: "Hvis jeg selv var en ”uskyldig” dansk muslim, så ville jeg som bosiddende i dette land finde det naturligt i denne situation, over for lidt fjernere bekendte - og såfremt jeg er en offentlig person også offentligt - ved passende lejligheder at lade skinne tydeligt igennem, at jeg naturligvis hverken finder radikale islamisters opførsel menneskeligt acceptabel eller i god overensstemmelse med hvad Koranen for mig i hovedtræk og essens står for - trods enkelte sataniske skruptudser og guddommelige trykfejl i farten".
---------------------------------------

Den slags diplomati kaldte Kierkegaard "indirekte meddelelser". Men han har naturligvis ikke opfundet fænomenet. F.eks. brugte både Jesus og Sokrates det skam også - om end nu især for at "genere" borgerskabet og sætte det til vægs.
Men det foreslåede greb er tillige et eksempel på at skelne mellem niveauer: Tag følgende velkendte sandhed: ”Kunstens opgave (vigtigste funktion) er at gøre os klogere på vort liv”. Muligvis: Men ligefrem at stille dette krav til den enkelte kunstner ville være ødelæggende for processen og resultere i bombastisk programkunst. Tingene skal helst gro frem naturligt – de være så nok så ønskelige.

Altså vi bør nok ikke direkte anmode muslimer, der allerede er danske statsborgere, om at melde fra og ud. Men hvis de alligevel helt af sig selv melder ud desangående ved lejlighed, så kan også de jo passende gøre dette indirekte snarere end i traktat-agtige erklæringer:

Ja, for det sidste virker så formelt, som om det var på bestilling eller ligefrem under tvang. Og hvad mennesker siger under tvang, har jo alligevel sjældent så meget at betyde....

P.S. Ovenstående er skam først blevet tilbudt Verdenspressen - andet ville  have været en grov  uhøflighed. Den rituelt lurmærkede reaktion udeblev naturlgvis ikke - lige som enhver art Goldbergske variationer i den forbindelse glimrede ved sit  fornemme fravær.

KUNSTEN AT SKRIVE

Fra en overleveret slægtserindring om husmoderlig visdom: ” Det er ikke bordet der er for lille – det det er jer der er for mange...”.
At skrive er ligesom parallel-parkering: De der kan det, behøver ingen skrivekurser: Det er nok bare jer andre der skulle tage et læsekursus: i stil med de mange debat-redacteurs der i gregoriansk sublimt og unisont kor finder vore tekster ”finurlige”: Ikke engang ”for finurlige”- thi ”finurlig” er åbenbart rigelig dumpegrund og minder heri om baglæns parallelparkering, som jo ikke engang Helligånden selv ville kunne klare uden en helvedes bunke ekstra-timer – ja undskyld bandeordet, men Helligånden inviterede selv til det: som mobberne jo altid ligeledes hævder om deres yndlingsofre...

Hjemkommen til K. efter lang tids emigration er jeg med et fint gammelt ord fra Kant ejendommeligt og næsten skizoidt ”uinteresseret”: ganske som når man kontemplativt betragter ægte kunst: Dvs. man har det ligesom den fulde bonde hos Kierkegaard der lå med benene på tværs af en vejoverskæring, men affejede droske-kuskens advarsel med disse ord: ”Kør han kun videre – det er ikke mine ben...”.

Man skal aldrig lande et sted hvor folk kender en, for så forsættes man øjeblikkelig tilbage til ”Start” i den dumme karrusel af paulovske banaliteter, spørgsmål, stående replikker og små-ærgrelser – samt fortrydelse over at slet intet er blevet ændret til det bedre i ens fravær. Den gamle dame på 96 blandt cafeens morgengæster er således endnu ikke fyldt 97, og hun er heller ikke blevet spor senil endnu – hvilket minder mig at hun fandt min spontane tale ved cafe-ejerens runde dag alt for ”finurlig”. Så kunne hun sgu da selv have sagt noget, men det var der ingen der gjorde – men det gør jeg nu almindeligvis heller ikke selv.
Nej, alt var ved det gamle, en selv inklusive.
Og her gik man ellers og troede på den evige omkvæd, at bare man dog selv forsvandt fra Jordens overflade, så ville alt atter blive fryd og gammen, selv i Syrien og Irak. Men nej: ondets rod må åbenbart alligevel ligge endnu dybere, end pressens gentlemen hertillands synes at formode.

Af nævnte grund lander jeg i vore dage med forsæt på en fremmed formiddagskafe, hvis selv-reklamerende skilt lover trofaste kunder ”loyalitets-rabat”, hvilket straks giver mindelser om såvel Palermo som dansk kulturliv.
Man kan enten sidde med udsigten til en tom væg eller til personalet og de øvrige kunder. Havde der nu bare været et spejl, så havde man kunnet nyde synet af sig selv. Men i mangel af den mulighed foretrækker man trods alt at se på de andre gæster. Sådan er det også med vore gode gerninger, vor lovlydighed og vor behørige skatteborgerlige dyd: Når vi alligevel er nødsagede til det eller ikke kan finde ud af andet, så kan vi lige så godt godmodigt gøre en dyd af det – ganske som da jeg på færgen i går glemte en flaske friskpresset gulerods-juice, som så forhåbentlig havnede i en endnu mere trængende alkoholist-mave. Ja, for på svensk hedder det nemlig ”alkoholist” og anerkendes efterhånden som en ligeværdigt hensynsberettiget trosretning.

Dagbladet Politikens forside handler om selfies, navlepilleri samt den grundtvigianske folkeoplysnings forfald til just disse hobbies. Så behøver vi heldigvis ikke at læse mere avis og er ikke gået glip af noget i den forløbne avisløse tid: Også i de store forhold er alt altså ved det gamle – hvortil kommer, at vi jo allerede i vore første linjer har overhalet nyhederne desangående indenom: når altså bortses fra vort utilgivelige hang til en udemokratisk finurlighed, som nemlig ikke alle og enhver kan lære uden at klokke så meget i det, at redaktionerne pludselig finder det ubetaleligt "skævt".

Den første kop kaffe viser sig faktisk at være så fortræffelig, at kunde-skiltets reklame-tekst om ”byens bedste kaffe” ikke gøres til skamme. Dette motiverer et kunde-spørgsmål, om der monstro skulle være tale om de berømte Lugano-kaffe, brygget på ekskrementerne fra en art desmerdyr der som sin livret ikke har kobraslanger, men derimod kaffebønner. Verdens dyreste kaffe kender jeg ellers kun fra filmen ”As good as it gets” med Jack Nicholson. Hvis min formodning stemmer, må jeg åbenbart være blevet fundet berettiget til en særligt generøs ”loyalitetsrabat” allerede ved mit første forsøg.

Men med så ypperlig en kaffe helt uden et substrat af lort – hvad skal vi da med lort? Det forholder sig åbenbart hermed som med avisernes så opreklamerede nyheder. Og ”kulturen” snakker vi bare ikke om, for den er efterhånden ikke andet end slet camouflerede selfies serverede i en emballage af redundante informationer og geskæftige verdensmands-manerer.

Som sagt kom jeg heller aldrig længere end til overskrifterne – og i mellemtiden er dagens nyheder jo alligevel blevet forældede, så nu kan det alligevel være lige meget. Så hvis I havde håbet og forventet et kommenteret referat af hvad gud og hver mand ligeledes kommenterer enten so oder so– så må vi beklage at have skuffet jer.

Forurening med NOx i K. kan heller ikke overraske – hvad havde I egentlig talt ventet jer? Til gengæld kan vi fortælle, hvad ikke ret mange ved: at NO1 (kvælstof-ilte) til gengæld skal være en genvej til helse, hvorfor man nu anbefaler nitratrige fødevarer såsom rødbeder og spinat. Af samme grund blev nævnte molekyle da også udnævnt til årets molekyle i 1992 – til stor misundelse for andre molekyler, der ligeledes havde gået og håbet på deres endelige anerkendelse.

Ja, for ingen afskyr nemlig hinanden som rivaliserende debuttanter – der nemlig har det ganske som de slyngveninder, der holder uadskilleligt sammen som ærtehalm og siamesiske tvillinger i deres mismod, men afbryder bekendtskabet den dag en af dem uagtsomt løber ind i kjerligheden, eller for de siamesiske tvillingers vedkommende: den dag en dygtig kirurg forelsker sig i den ene tvilling med den for al sand kærlighed så karakteristiske blindhed, der slet ikke ænser: at den anden tvilling jo var akkurat lige så siamesisk. For hvis kirurgen dog bare havde set dette, så havde den finurlige operation jo været aldeles overflødig, og kirurgen var endda blevet dobbelt lykkelig..

Men sådan er livet nu engang: Vi er ikke tilfredse med blot at være elskede – nej, vi vi foretrækkes frem for andre, og bejleren skal tilsvarende først bevise både sin kunst, sin udholdenhed og sin offervilje i sagens tjeneste. Kort sagt er vor her skitserede lægeroman et skole-eksempel på verdensordenens uklanderlige harmoni i forplantningens tjeneste: selv trods en til tider så overraskende djævelsk finurlighed og sindrighed, at enhver debatredaktør ville få en blodprop, hvis man indviede ham eller hende deri.
Men som sagt – dengang NO1 blev helgenkåret, kan det nok være at nogle andre siamesiske slyngveninde-molekyler blev grundigt sure i masken.
-------------------------
I øvrigt må jeg nu bekende at jeg har løjet for jer – og som en logiker engang sagde: Den der fortæller at han undertiden lyver, har med sikkerhed ret: Ja, for selv hvis påstanden er en løgn, så bliver den jo straks til en sandhed, når den udsiges. Så hold jer fra folk der frivilligt indrømmer deres egne fejl: Der er nemlig som regel langt flere hvor de kommer fra.

Men som sagt: Jeg har løjet for jer. Ja, for jeg landede faktisk allerede i går aftes, men ganske rigtigt på et for mig nyt sted, som jeg dog længe har hørt omtalt. Værtshuset ”Jeppes Badehotel”, der ikke har spor mere med nøgenbadning at gøre end Store Strandstræde – hvor det værtshus til orientering just ligger. Ja, for som sagt: Verdensordenens guddommelige harmoni fornægter sig ikke, og to gange minus giver ganske rigtigt plus: For varerne er skam våde nok her på badehotellet.

Men til min overraskelse og stik imod mine planer løb jeg her straks ind i en gammel kending, som oven i købet er en af vor bys festligste og mest harmløse plattenslagere - der nu med årene er blevet mindre offensiv i harmonisk takt med hans engang så funklende tandsæts regelmæssigt fortløbende reduktion i harmonisk lateral ligevægt mellem højre og venstre.

Manden slog mig naturligvis straks for en guldbajer, nu jeg alligevel stod oppe ved baren, og man bør ikke være smålig. Hvor mange bajere har man dog ikke også selv modtaget i årenes løb – blot helt uden denne afvæbnende kunst i at stille den godgørende modpart i samme position som ved Middelalderens berømte hekseprøve: Hvis du makker ret, bliver du snart en fattig guttermand – og hvis ikke, så er du en velhavende nærig-røv. "Lose-lose", som de siger i Toulouse. Eller med min gamle tysklærers ord: ”Never mind – som tyskerne siger når de er i England”.

Den i øvrigt nu om stunder mere lavmælte mand mindede mig så i næste skaktræk om en smuk hjemmelavet lampe, som han i sin tid solgte mig . Om den stadig hang over mit skrivebord. Jo-da – alt er ved det gamle også dér. Hvortil han straks foreslog mig at købe en til af samme slags for at tilføre mit bohave det samme overbevisende præg af harmonisk regelmæssighed, der som sagt lige fra fødslen har kendetegnet hans eget gebis.
Men ak, ak: ”De forrige tider ere svundne, Ewald.” Ja, for med min privatøkonomi forholder det sig nemlig nu om stunder ganske som med hans gebis....
Hvortil så yderligere kommer, at jeg nu engang foretrækker min finurligheds synkoperede og hartad okkulte harmoni frem for den åbenlyse og forudsigelige regelmæssighed, som pressens gentlemen lige så konsekvent insisterer på.

Men kunstens hemmelighed er nu engang just denne: At selv om du ikke ligesom i matematikken og den retsmedicinske videnskab kan motivere just denne ene løsnings nødvendighed, og i øvrigt navigerer aldeles intuitivt undervejs – så kan du trods al improvisation alligevel altid efterfølgende motivere og gøre rede for hvert eneste træk undervejs. Omtrent som elskeren der forærer sin forlovede en buket roser, sagtens ville kunne motivere sin handling, også selv om han i stedet havde valgt at sige det med tulipaner. Ja, tulipaner ville sågar have været et endnu bedre valg end roser, dengang tulipan-løg i alskens farver i 1600-tallet betingede fyrstelige priser i Nederlandene. Ja, for kærligheden er nu alligevel ikke helt så blind, som man siger ude i byen.....

P.S. Woody Allan's hovdperson i filmen ”Zelig” ærgrede sig på sit dødsleje kun over, at han aldrig nåede at læse ”Moby Dick”. Vor historie ender derimod lykkeligt, for jeg læste skam efterfølgende Poliken både grundigt og med en ægte nyhedens interesse i dette udtryks egentlige forstand - efter to måneders lykkelig pause. Men efterfølgende på sociale medier at underholde hinanden løbende med vores voteringer om det selv samme obligatoriske læsepensum er derimod ikke ret opfindsomt...

NÅR HISTORIEN GENTAGER SIG - "NU SOM FARCE"

"GJENTAGELSEN"  - FOR SYTTENDE GANG.

Siden de officielle medier nu i vanlig gravalvor tillader sig forsinket at adoptere spørgsmålet, hvorvidt terroristernes medie-eksponering er som benzin på bålet eller endda et primære brændstof - så tillader også vi os at gentage en helt nylig lille ur-tekst desangående.

TERROR OG AUSSCHWITZ minder heri om hinanden: I en vis forstand er der slet intet at sige, og tavsheden er her mere sigende - med lovlig undtagelse af dem der, som det hedder "bare ikke kan lade være". De som derimod bare ikke kan lade være med at plapre just dette løsesord i tide og utide, dem finder vi derimod knap så overbevisende.

Terrorister et et taknemmeligt "debat"-emne, og de fyre ved det. Ligesom hvis man i mangel på bedre interviewer en rocker eller en teenager med en guitar: De unge fyre tror straks det beviser noget - forresten endda uden at spørge hvad det mon i så fald er det beviser.

Og alle hopper på den. At lave et brag for at blive omtalt, og at gud og hver mand der ellers ikke anede hvad de skulle tage sig, dernæst må gå på retorik-kursus for at kunne gentage de samme to tre ting der kan siges, indtil vi alle har "udtalt" akkurat det samme i en eller anden medie-kanal:- det kan selv de folk forstå. Nej, man skal da bare lave noget bedre, sjovere smukkere osv. Noget af alt det som vi i Vesten gratis praler lige så frejdigt af, som muslimerne praler med Profetens bedrifter:

På en enkelt nat efter slaget i Medina skal Profeten således have voldtaget 1001 vantro kvinder,. Men dernæst tog han undtagelsesvis en dram for pligtskyldigt at antyde, at han trods alt kun var et menneske og ikke som Jesus ubeskedent ét med den almægtige selv.
Ja, alle "udtaler" sig om Koranen  - men jeg har som fremgået ovenfor studeret den indgående....

Al den terrorisme-snak keder mig desuden gudsjammerligt. Fri os dog for denne afhængighed af banale sufflører i klassens debat-time med mødepligt, ordstyrer og det hele.Bevares: Essentielle aminosyrer, ditto fedtsyrer samt vitaminer kan vi per definition ikke producere selv. Indrømmet, men de fortærskede emner altså... Men smag og behag.

Nej, som en gammel kammerat i sin tid sagde til en ældre gentleman der helt uopfordret, men desto mere vedholdende konverserede ham foran en fin gammel ur-forretning: "Nu har du i tyve minutter fortalt mig en masse som jeg vidste i forvejen. Men fortæl mig nu i stedet noget jeg ikke ved: Fortæl mig hvordan det er at være homoseksuel..."

Men min gamle kammerat var ligeledes en gentleman bag sin rå facon. Så da den ældre mand forlegent indrømmede alt og inviterede ham hjem til et par glas sherry og sin personlige livshistorie - så undslog han sig ikke, sådan som de folk verden og aviserne hylder som gentlemen, ville have gjort. (For "Hvad ved bønder om agurkesalat?") Men bevares: Disse høflige mennesker ville på den anden side heller aldrig have fundet på at stille spørgsmålet, så hvor meget kan vi forlange?.

Men hur som helst - både spørgsmålet og selve den barske humor forpligtede: "Noblesse oblige" og alt det.

Men min gamle kammerat var ligeledes en gentleman bag sin rå facon. Så da den ældre mand forlegent indrømmede alt og inviterede ham hjem til et par glas sherry og sin personlige livshistorie - så undslog han sig ikke, sådan som de folk verden og aviserne hylder som gentlemen, ville have gjort. (For "Hvad ved bønder om agurkesalat?") Men bevares: Disse høflige mennesker ville på den anden side heller aldrig have fundet på at stille spørgsmålet, så hvor meget kan vi forlange?.

Men hur som helst - både spørgsmålet og selve den barske humor forpligtede: "Noblesse oblige" og alt det.

Og som sagt: Min kammerat forsømte ikke denne lejlighed til at høre noget andet end den sædvanlige karlekammer-snak...

AGURKETID ER INGEN UNDSKYLDNING...

UKRAINE eller RUSLAND: Who cares?
Den kun 88-årige gubbe med sin kafé får besøg af en velvoksen - viser det sig - svensk-talende ukrainer og hans halvbror.

Gubben: "Her kommer ret tit folk fra Rusland". "Men Ukraine er ikke Rusland!", ler den unge mand ad den ikke meget læsende, men ellers åndeligt vitale café-ejer.

På mit spørgsmål, hvor længe han har boet i Sverige for at lære sproget så hæderligt, svarer han: "Jeg har selv lært det hjemme i Ukraine med lydbøger, grammatik osv." Og han taler i alt fem forskellige sprog. "Det är en begåvning!", udbryder gubben begejstret - og sådan forholder det sig sikkert.

De er fløjet til Stockholm og har dér lejet en bil. Dagen efter kommer han tilbage, og på gubbens spørgsmål hvor mange fisk de så fangede i elven i nat, svarer han: "Ingenting!".
Til gengæld vil han gerne have noget kogende vand til sin militære termo-flaske fra Rusland/Ukraine. På hans spørgsmål hvor meget det koster, svarer gubben med en naturlig Shakespearesk underfundighed. "Du sade det själv: "Ingenting!"

Men ukraineren insisterer: Noget skal man altså have, og stikker ham nogle mønter. ”Free enterprize”....

Flot stil - men hvor pokker har ukraineren mon skaffet de penge? Mon han har en militær uddannelse som auditør med svensk i bagagen?
------------------------
Tænkte bare, at I måske kedede jer i sommervarmen: For de livsstils-causerier fra aviserne, som nogle af jer deler på e sociale medier, finder jeg ikke ret underholdende....

Og år for år vil den tendens bare forværres ved demokratiets homeopatiske fortyndelse, indtil sandheden bliver åbenlys for de fleste - trods al den ståhej for ingenting...Nej, back to basics!

Også her er ret varmt, men så udnytter man da bare aftenen til sine ekspeditioner.

MANDEN DER FORVEKSLEDE DE DØDE MED DE DUMME

Et hyppigt under folkelig applaus delt skriftsted på sociale medier siger, at de dumme har det til fælles med de døde, at de ikke selv ved at de er det.
Men heraf tør vi slutte, at selv de mere skarpsindige henholdsvis døde og dumme af og til har svært ved at afgøre, om de tilhører de dummes eller de døves kategori, idet begge grupper jo har dette særlige felt-kendetegn.

Men en endnu mere interessant slutning vi kan drage af det folkekære dictum, er den, at slet intet hindrer såvel de døde som de dumme i at omdele nævnte skriftsted med den samme begejstring og flid som de levende og de kloge – just i den tro at de skam selv er både spil-levende og kloge. Ja måske er det endda især de mindst levende og de mest ringe, der dyrker skriftstedet: Just for at overbevise sig selv om at de er både meget levende og meget lidt ringe..

LANGT HØYERE BJERGE

Ingen islamister i sigte: - simpelt hen fordi vi heroppe konsekvent vælger kollektivt at fortie dem og tænke sammenbidt på noget helt andet - såsom f.eks. The British Empire: Og det uanset selv nok så imponerende herostratiske bedrifter.

Ja, for heri har vore stedlige nyheds-redaktioner nemlig trods deres niches bissede fagstolthed nemlig ydmygt taget ved lære af storbyernes mere bebrillede kultur-redaktioner....
Elementary...

P.S.
"P.S." - Åhja, for hovedsagen er på vor redaktion altid kun en anledning til noget sjovere. Altså P.S: Det besynderlige hvidskæggede træ er intet pyntet juletræ, men en over 400-årig gran behængt med fredsommelige laver. Laver, der ikke skader træet mere end skægget skader Julemanden - når bare han altså ikke får det i havregrøden eller i postkassen, hvor det nemlig i så fald omgående fryser fast.

”SKOGSBETE”

Norge subventionerer sit landbrug i øde bygder. Men her i Sverige er gammeldags sæterdrift og skovgræsning i dag et særsyn, som kun overlever på kulturstøtte eller i kraft af enkelte særlinges sejlivethed.

Skovgræsning blev i Danmark afskaffet ved lov allerede i 1805 ved Skov-forordningen, fordi den i vort tæt befolkede land umuliggjorde opvæksten af nye træer. 
Men i vore dages skove er vildtets bid et større problem, fordi jægerne gerne ser en noget overdimensioneret bestand af elge og rådyr.

Min beskedne sommerhytte med den gode udsigt var i sin tid en erkendtlighed fra en taknemmelig olie-sheik i Dubai, som jeg bistod i hans regnskabsføring og oversøiske skatteregnskaber: Den slags bureaukrati gad han nemlig ikke befatte sig med. Men, som vi jo også plejer at sige om kvinderne: Der var da i hvert fald ingen som efterfølgende beklagede sig...

FØDSELSDAG OG FRIHANDEL

Ganske vist har jeg slet ikke fødselsdag i dag, hvis sandheden skal frem. Men hvis jeg nu alligevel skulle have det, så fylder jeg i hvert fald ikke rundt, idet jeg nemlig af princip alene gør det i primtal - for sådan er vi mennesker nu så forskellige.

Men dette har slet intet med sagen at gøre. Jeg forventer alligevel, at I fejrer min runde dag på trods af et absurde: Og hvordan man gør det, behøver jeg vist ikke at instruere jer i. Hvis jeg er notorisk humor-forladt, så fremhæver I naturligvis som det første min vidunderligt underspillede humor. Hvis jeg er dygtig, men notorisk uoriginal, lovpriser I just min underspillede originalitet og min beskedenhed - og så fremdeles. Og hvis jeg er en krybende og klatrende smigrer, så roser I mig for min empati, min folkelighed og generøsitet.

Men hvis I således er kompetente nok til at bedømme mig, så er I dog sandsynligvis tillige inhabile. Nå, jamen i så fald foretrækker jeg nu alligevel ros fra mere enfoldige, som er ude af stand til at vurdere andet end min grad af berømmelse - men som til gengæld er ukorrupte nok til ærligt og redeligt at lovprise mig for derved også selv at fremstå som næsten ligeværdige autoriteter samt købe sig til erkendtligheder fra min side. Forretning er forretning, og det er da ærlig snak. Som sagt: Free enterprize.

Dette med forretning minder mig om engang jeg spontant forsøgte at købe privat biltransport til et sted uden offentlig transport. En amerikansk turist slog til efter nogen nølen; men han fortalte mig undervejs, at hans far der var med i selskabet, var en principiel og indædt modstander af den slags handler.

Nej, hvis man vil køre i bil, må man tjene sig til at købe en selv i stedet for sådan at gå rundt og tigge under foregivende af at være en god betaler, når man jo i realiteten kun håber på at køre gratis på storsindede og arbejdsomme sjæles bekostning.
Og sådan usundhed bør for alle parters skyld aldrig opmuntres.

Siden fik jeg dog råd til egen bil, selv om dens facade ikke længere lover hvad bilen selv nu ikke desto mindre forbilledligt holder: Et sørgeligt miskendt fænomen, der utaknemmeligt nok ikke honoreres af sproget med et eget navn.

Men om jeg så købte bilen for mine egne penge, det kan vel altid diskuteres. De eneste penge der er generisk "ens egne", er nemlig de penge som man selv har trykt - men så blive man straks buret inde som falskmøntner. Alle gyldige penge har man jo nu engang fra andre, uanset om man så er bankrøver eller lagerarbejder.

Så kan I hævde, at det vel er på betalernes grad af fri vilje det kommer an. Tja, men hermed er det ligesom med ”likes”: Mange både frie og ædruelige handler indgås af enfoldighed eller under øjeblikkets suggestion - men køberne bliver lige fuldt fucking losere.

Ganske ligesom når folk frivilligt ”liker” kendiser i håb om enten at opnå noget og komme i betragtning eller også at blive anset og behandlet af verden som kendissers ligemand. Men det er en rigtigt dårlig forretning, der kun formår at bringe dem over i bunken af asylsøgende bekvemmeligheds-flygtninge og gratis trælle i kendissernes PR-afdeling.

Enkelte trælle er dog så snu konsekvent at give den som kendissens trofaste rådgiver og sparringspartner, der af og til også kan sige noget kritisk, men ikke for meget eller for tit. Deres klogskab består deri, at de ikke vil nøjes med at være almindelige trælle, men vedholdende søger at gøre sig uundværlige som en slags konge-magere, der snedigt snart repræsenterer kendissen overfor pøblen som hans ambassadør, snart det modsatte. Pøblen finder dem folkelige, men selv foragter de på bunden den pøbel, som de logrer for og selv ligner så slående trods deres kuldslåethed.

Men altså: At I ”liker” eller endda kommenterer kendissers udgydelser frivilligt, gør jer ikke til frie ånder. Og på samme vis gælder, at penge tjent ved frie handler ikke nødvendigvis kan kaldes "jeres egne" i nogen dyb, eksklusiv eller certificeret agtværdig forstand.
Men hur som helst: Jeg købte således til sidst en bil, og den holder skam stadig for et fagligt syn – om end den næppe ville indbringe ret mange ”likes” ved en cat-walk.

----------------------------------------
Ja det var såmænd denne dags spontane produktion, for også sådan kan man nemlig komme hviledagen i hu - når blot man altså ikke tager sig betalt for det i stil med vore mere folkelige søndagsaviser.