PÄRLÄLVEN

På en ekspedition i Lapland endte jeg langt inde i den vejløse elvdal Pärlälven med kun en enkelt helårs-bosætning af ældre nybygger-ætlinge, naturligvis delvis samisk ursprung. Kun adgang med båd eller som i mit tilfælde apostelheste. Den gamle jæger blev overtalt til at sætte mig over floden til en natlig ekspedition til en mere alpint udseende dalgang på den anden side af et markant bjerg i horisonten  - en dal med voldsommere formationer og slet ingen bekvem adgang.


Der var dog alt rigeligt at opdage, hvor jeg var. Men da jeg den næste sommer (1987) - vendte tilbage, kaldte den fjerne profil atter på mig. Den gamle same læste mine fornemmelser og indskærpede med en nærmest moderligt nervøs bekymring for barnets vel, at det var bedst for mig at jeg fik det gjort nu "med en gång" - siden det jo ikke blev til noget året før...

Han satte mig over floden og sagde at jeg bare skulle råbe af alle kræfter, når jeg et lille døgn senere beregnede at være tilbage - hans sorte hund skulle nok høre det og kæfte op.

Efter 15 km i terrænnet en iskold aften og nat nåede jeg omsider om på den anden side af kammen, hvor morgentågen dog ikke formåede at skjule dalen. Et par jagtfalke hørtes skræppe op langt ned i afgrunden, men jeg blev nødt til straks at indlede tilbagetoget, nu jeg jo havde fået syn for sagen og foreviget det som I ser.

Nogle år senere opsøgte jeg i øvrigt min hemmelige dal ad "søvejen" - dvs. langs dalens stride bjergbække. Og jeg fandt da også jagtfalkene - men dem må I nu nøjes med tænke jer til i denne omgang.


Men da jeg nogle dage senere forlod min lejrplads nær samen og hans hustru, blev han stående og fulgte han mig med blikket indtil jeg var helt forsvundet mellem træerne. Selv vendte jeg mig tilsvarende om med jævne mellemrum. Høflighed i vildmarken - eller en fornemmelse af at vi aldrig mere skulle mødes? Mange år senere læste jeg i en bog af maleren Hans Andersson fra Jokkmokk, at nybyggeren Gustaf Larsson i Lill-Selet var kendt for undertiden at kunne se mere end de fleste dødelige. I så fald var det da meget nobelt af ham at holde bøtte med den istid han så komme....
....
I dag har dalen ingen helårs-bosætning længere, men jeg sendte da den gamle same og hans hustru nogle fotos. Men ellers er begge dalene uforandrede og nu helt fredede. Kun teknikken er forbedret siden da - og frisuren forenklet naturligt i retning af noget mere mode-rigtigt.
----------------------
Og formålsløse drømme er for længst blevet erstattet af en kollektiv snedighed, som gerne kalder sig snart fremdrift, snart empati....

Mange år senere nævnte jeg forfatteren og maleren Hans Andersson som en væsentlig stemme i de svenske skoves nyere fredning- og kulturhistorie: - nemlig i min anmeldelse i "Politiken" af Kerstin Ekmanns fine skov-bog "Herrarna i skogen".

Selv glemte hun nemlig desværre den berejste maler og skovkæmper for mere rigssvenske notabiliteter. Og denne uventede godtgørelse for tort og svie noterede Hans Anderson skam også med megen taknemmelighed, da jeg mødte ham året efter.
Heller ikke i litteratur-fortegnelsen var Hans Anderssons bøger nævnt, men derimod - måske lidt overraskende - kulturredaktøren for Danmarks dengang største dagblad...
- Hvor bogen som sagt også ganske rigtigt fik en rosende omtale.
For rettidig omhu betaler sig nemlig i denne verden....

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER

DEJA VUE UDEN MADELEINE-KAGER
Lige efter min studentereksamen var jeg på min første Laplands-rejse med en klassekammerat. Området mellem Kvikkjokk og de vældige Sarek-fjelde. Grundet dårlig forberedelse og et særlig slemt myggeår blev det nu en meget kort tur, der for min kammerats vedkommende også blev hans sidste i de egne.
Efter flere kortere og mere bekvemme ture foretog jeg så et år i september en eventyrlig og helt myggefri ekspedition i terrænet tværs gennem et af Laplands store beskyttede og stort set stiløse skovområder. Efter en dags stilstand i silende regn benyttede jeg nogle timer til i den efterfølgende fugt-dis at vandre langsomt og planløst rundt på et mægtigt højdedrag med ældgammel fyrreskov af en art jeg aldrig nogensinde før havde skuet.

Pludselig stod jeg over for en urgammel fyr med en mægtig rede i den omtrent udgåede krone: Kongeørnens borg. Da jeg klatrede op i et dertil velegnet træ et stykke derfra for at fotografere reden med ørnenes egen udsigt i baggrunden, forekom billedet mig straks ejendommeligt bekendt.
Skæbnen ville nemlig at, fra just denne position var et andet foto taget til en bog, som jeg havde fået som dreng - et billede der særligt havde draget mig som en vision af taigaen.

Forfatteren Viking Olsson skriver i sin bog fra 1968, at han fandt kongeørnens rede allerede i 1944 i det dengang nybagte kæmpe-reservat, og at scenen med de henved 600-årige fyrre forekom ham helt uforandret siden da. Men jeg skrev nu 1982 - så ved et sært sammentræf var jeg således ramlet ind i just det tableau, som mange år tidligere havde hensat mig i drømmerier. Her kan man tale om et deja vue.
Men det blev ikke mit sidste vue, for i adskillige efterfølgende år besøgte jeg troligt stedet i håb om at møde ørnene - hver gang med en overdimensioneret fotografisk oppakning som en indfødt bærer eller et lige så stædigt pak-æsel. Men hvert år stod reden tom, så jeg forstod at ørne kan have flere forskellige residenser, og at de uhyre langlivede fugle kun yngler i gunstige år.

Men til sidst var der bid, så ved just denne rede to dagsmarcher ad helt ubanet vej i bushen fik jeg ved en skæbnens retfærdighed mine første rede-fotos af disse imponerende skabninger.

Men dem vil jeg ikke vise her, for I skal også have lov til at drømme. Drømmene er dog større end vore geskæftige "projekter" med forhåndsaftaler og især eksklusivaftaler af den art, der i længden resulterer i en endog uhyre ømskindet æresfølelse....

Men East and West shall never meet....Ja, lige med undtagelse af BBC:  hatten af for Lord Attenborough - men så har England jo også her et historisk forspring takket være kolonitiden. Ganske ligesom inderne har et sprogligt forspring som forfattere i forhold til andre eksotiske folkeslag.

JAGTHYTTEN - FRONTIER ELLER BORDERLINE?

Den noble gammel-svensk ur-mager i den nordsvenske by STORUMAN havde en faible for gamle Zeiss-objektiver fra den nationaliserede fabrik i Jena, hvor det som holdes for sandt i Weimar, jo ikke nødvendigvis står til troende.
Urmageren var dog ingenlunde kommunist, men fortalte gerne om sin ungdoms frivillige deltagelse i vinterkrigen -  hvorunder han nævnte en østlig flække og rent parentetisk tilføjede: "Där sköt jag min första ryss..."
De efterfølgende russere var tydeligvis mindre interessante jagttrofæer - selv om det vel for de pågældende selv har handlet om genuine førstegangs-oplevelser...

------------------------------------------------
Nedenstående foto er taget i mit første (og største) naturreservat i gamle danske grænseegne, ca. 600 hektar, som jeg propagerede med ungdommelig naivitet for allerede i begyndelsen af "tjugo-talet", vel at mærke ikke i historisk forstand.

Den beskedne jagthytte godt skjult på en mindre høj i taigaen gav mindelser om sibiriske pelsjægere og var vel just blevet bygget med dem i tankerne. Kun uhyre sjældent kom den til anvendelse; og at dømme efter nogle orientalsk inspirerede skrifter på gulvet var det nok mest ejerens langhårede ætling, der en overgang nærede uspecificerede Rousseau'ske drømme om naturtilstanden -  måske endda med nødvendig støtte og trøst i lidt cannabis?

Også selv havde jeg gennem årene tænkt mig at gøre brug af hytten en stjerneklar sen-vinternat på ski: Men inden jeg fik taget mig sammen, havde skovmyrerne egenrådigt erobret hytten i lighed med christianitterne og fordums andre slumstormere i København. Og myrerne gjorde bogstavelig alvor af vort utopiske bolig-projekt - som åbenbart var realistisk likförbannat.

Men al herlighed forgår, så den top-hemmelige jaktstugan er forlængst rådnet bort. Ja, selv myrerne synes at være faldet tilbage på gode gamle borgerdyder og skøtter herefter deres eget. Kun skorstens-røret af blik ligger der endnu som et arkæologisk vidne om civilisationens undergang.

 Men reservatet blev virkeliggjort bid for bid og bliver på linje med andre antikviteter kun mere værdifuldt år for år: dels grundet tiltagende ælde, dels fordi dets sjældenhed vokser, efterhånden som mange ligeværdige områder efterhånden forsvinder eller reduceres. Min svenske forbundsfælle ved den kungliga länsstyrelse var heldigvis en fremsynet mand med sans for, at ikke alle reservater nødvendigvis skal gøres publik-vänlige i form af strøvstigar på kryds og tværs. Selve sti-løsheden kan undertiden være en eventyrlig kvalitet - ikke alene biologisk, men også for de særligt interesserede.

 Komplementaritetens lov gælde også her: Skulle ALLE områder åbnes selv for folk i kørestol, mister vi alle noget vigtigt: Alt skal ikke slås i ét hartkorn. Og vi må her huske historien om barnets sande og retmæssige moder, der hellere lod den falske moder få barnet frem for at lade det dræbe af Kong Salomons mænd.
-------------------------
Ganske tilsvarende bør skribenter ikke lade sig styre og korrumpere af mængden af likes endsige mediernes paulovske knæfald som målestok og rettesnor - så lidt som den fordrevne stolte russiske intelligentsia i eksil lod sig intimidere af Lenins direktiver om proletariatets diktatur. For sådanne misforståelser kommer der aldrig noget godt ud af - udover magt samt en bunke borgerlige bekvemmeligheder...

TRE GANGE BRANDES - OG TO GANGE SHAKESPEARE...

1. GEORG BRANDES 1884
CITAT OM PÆDOFILE OVERGREB:
"Ingen fornuftig mand kan andet end sympatisere med tanken om, at der inden for hans samtid skulle finde en energisk stræben sted efter at komme ud af den bestialitet i sindelag og færd, hvorom sligt er vidnesbyrd."
--------------------------------
HVILKEN opvisning i dobbelte negationer samt en mange-leddet indirekthed, der ved sine omstændeligheds talrige forsinkelser komisk dementerer den efterlyste handlekraft. Man bedes således blot sammenligne med det langt mere folkeligt mundrette "Utrota dom djävlarna",
Her ser vi hvorledes et rigt og musikalsk differentieret sprog kommer ynkeligt til kort over for den barbariske virkelighed. Men selv æstetisk set bliver sådanne velmente forsøg på praktisk applicering på verden til en så at sige kristen karikatur af velmenthed - egnet til et komisk libretto i en operette, hvor der jo ligeledes gerne bruges et kvarters tid til at forkynde, at "Jeg iler, jeg iler".
Det må være sådanne erfaringer, der får enkelte til at trække sig helt ud af verden og hellige sig en tårnhøj åndelig perfektionisme i deres sinds lukkede kolbe. Tænk på Mann's syfilitiske Doktor Faustus, der hverken ænser Hitler-regimets perverse opvækst eller sit eget tiltagende forfald: lige dekadente, bare på diametralt modsat vis.
Eller tænk på Joyce's sidste værk "Finnegans Wake" der skal være endnu mere tidskrævende at læse end de sølle 20 år manden var om at skrive den... Ganske som Doktor Faustus døde Joyce kort efter sit værks fuldendelse - i øvrigt et noget halsbrækkende dyslektisk ord at skrive: "fuldendelse". Langt sværere end det beslægtede ord "pølsesnak".
Tror pokker, at verden inderligt afskyer åndens sublime dekadence - for dekadencen er jo i sin tur verdensforagt. Selv hvor en Brandes' sprog kommer langt bedre til sin ret end i ovennævnte komiske abort, ses et rigt artikúleret sprog derfor i vore dage som en langt større typografisk formastelse end de pædofile forbrydelser, som endnu i vore dage flittigt debatteres i aviserne.
For de pædofiles såvel som de islamistiske fanatikeres ytringsfrihed er nemlig (til forskel...) et prekært anliggende, ja endda en prøvesten for retssamfundet - hvilket giver rig anledning til skolastiske øvelser, hvorunder vort højt besnakkede & besungne ("Bothered & bewildered") uddannelsessystem da også fejrer daglige triumfer, takket være proletariatets (dvs. parti-elitens) triste og kedsommelige diktatur...




---------------------------------


2. SHAKESPEARE SKUDT FRA HOFTEN
Genlæser Brandes' Shakespeare-biografi. Den næsten glemte kritiker Harald Nielsen (ikke den udødelige fodboldspiller), som forresten er Søren Krarups helt, kaldte ham gudhjælpe mig "plagiatoren" - hvilket måske kunne få nogen til at tro at jeg selv i vor tid plagierer Harald Nielsen.
Men Brandes ubesværede prosa ville i sin naturlige kompleksitet i vore dages presse virke som et intimiderende slag i ansigtet - så meget kan vi indestå for, selv uden endnu en gang at hentyde til Lenin's sluttelige sejr til lands som til vands...
Harald Nielsen skrev også en lille kritisk bog om Karen Blixen, som jeg engang faldt over. Måske havde den vitterlig sine pointer - og så på et tidspunkt hvor baronessen var blevet sakrosankt, Men i stedet for at blive sagligt imødegået, blev den tiet ihjel som var det blasfemi.
Nielsen anklager bl.a. Blixen for utroværdige, ubehjælpsomme, stiliserede og kliche-agtige personer. Jo, men det var skam da fuldt bevidst. Aage Henriksen taler således om en særlig "keramisk" glans ved hendes marionet-figurer, omsmeltede i hendes alkymistiske retorte...Som hun jo også selv blev keramisk omsmeltet af sine mange tab.
Mann er rigtignok også åndfuld, men det sjove ved ham er, at selv om hans personer ganske vist ofte taler om ret vidtløftige emner, så fremstår de alligevel oftest som mennesker af kød og blod: dvs. ofte som ret komiske personager.
Harald Nielsen blev allerede meget tidligt miskendt, hvilket er en hel del sværere end at blive tidligt anerkendt - for det kunne måske de fleste nu nok opnå, hvis de da ikke gebærder sig alt for - ufordelagtigt....
- Og så vidt man forstår, udviklede Nielsen vist nok også nazistiske sympatier, mere kulturelt med afsæt i Brandes og "Systemet Politiken"'s kosmopolitanisme, hvori han kun så upålidelig rodløshed eller måske endda ligefrem opportunisme: en kosmopolitanisme som han med en del andre ånder i lidt ældre tid mente, at det fædrelands-løse jødiske folk måtte være blevet særligt disponeret for undner deres lange diaspora.

Nielsen skulle måske i stedet være blevet skovarbejder. En urgammel svensk litterat Karl Göran. Ekerwald, hvis far var skovfoged i Jämtland, skrev som gammel en uhyre vis lille Shakespeare-bog. Ikke så magtfuld aristokratisk prosa som Brandes, men lige så livsklog: Begge forstår nemlig, hvad der må have fået Shakespeare til at tegne en Hamlet, en Jago, en Kong Lear og en Timon.

Dvs. hvilke livserfaringer, der må ligge bag hans tiltagende sortsyn - trods ydre kongelig medgang i geschäften. Naturligvis den uhyggelige engelske samtidshistorie, Ja, men også erfaringer i hans eget liv som man må tænke sig til selv, selv om de nu antydes her og der. Herunder muligvis også ting som den stakkels Nielsen kunne tale med om.


Også Shakespeare mente med Schlüter, at ideologier er noget bras... For "He was not a company keeper", som en samtidig kollega skrev.
Men selv en Thomas Mann måtte jo sande, at de dér trælse ting desværre ikke kan ignoreres helt...Men behøver det at være lige nu?

3. CAVLING ELLER IKKE CAVLING - DET ER SPØRGSMÅLET...

Får lejlighed til omsider at fotografer en vild, men usky odder. Takker jo ikke nej, men kvier mig samtidig lidt ved denne nivellering. Ja - for et par fotos begået både på anden hånd og med venstre hånd af en udi odderen ikke engang fucking amatør er ikke interessante for andre end en selv.

Men hvis man har mange andre mere genuine ting, taget gennem mange år, ikke baseret på genveje og tips, som også hundreder andre har benyttet sig af, men på passion og apostlenes heste, så kan et enkelt indslag af tidstypisk demokratisk snyd vel tolereres?

På samme vis har jeg et foto af en los taget gennem gitret på en gammel frilands-zoo i nord; og det gled dengang godt ind i mine lysbilledshows, når bare man ikke ligefrem publicerede det.

Ihukommende en norsk fotograf med en bunke internationale priser for mesterskud af los og ulve, der brat blev frataget alle dekorationer grundet såvel tyveri som trickfotos i snild forening og i stor stil.
Men snyd begynder oftest i det små, og verden priser dig: For hvis NN kan hutle og pukle sig igennem mit sit små-snyd, så kan alle vi andre vel også ...

 Nok herom, men hør i stedet hvad Georg Brandes skriver i sin bog om Shakespeare fra 1895:

"I den elizbethanske tidsalder kunne enhver dannet englænder skrive et nogenlunde drama, som i Perikles' tidsalder enhver dannet græker kunne begå en nogenlunde skulptur - og som i vore dage enhver dannet borger kan forfatte en nogenlunde avisartikel.
Vor tids borgere besidder nogen beherskelse af sproget, nogen øvelse i at ræsonnere over begivenheder og tanker, men fremfor alt en omfattende læsning af aviser - hvilket alt sammen blot afføder endnu flere avisartikler..."
En Harald Nielsen kan måske nok have ret i, at selv den unge Brandes ved enkelte lejligheder forkælet har tiltaget sig mere ære end fortjent - men det formår dog ikke at ændre hovedindtrykket.
Og selv om Brandes nok mere var den altgennemtrængende plastiske ånd end den i egentlig forstand grund-originale, så tilegnede han sig altid stoffet personligt og med en mangefacetteret suverænitet, som ingen kan frakende ham eller gøre ham efter.
-----------------------
Det er som om Harald Nielsen ville lade brandesianernes letkøbthed og kammerateri smitte af på Brandes selv. Men hvem ved: På trods af sine fortrin at stå i skyggen af en Brandes er måske også en hel del værre end på grund af sine fortrin at stå i skyggen af gud og hver mand....
Ganske som man nok foretrækker en helt ordinær forkølelse frem for Den Sorte Død.
Jo, demokratiet har skam sine fordele...

TAIGA OG TUNDRA

TUNDRAEN...

tør hvor andre tier. Men vi kan i det mindste hjælpe med at holde den åben, mens vi venter spændt på mammutternes genkomst.

Modtog just nu en målrettet-annonce om et motorkøretøj på larvefødder, velegnet til at fjerne og fræse stubbe og rødder, så ens have kan blive klar til nyttig beplantning. Det er nu ikke rigtigt aktuelt, for jeg foretrækker håndkraft, og sågar ofte helt uden andre redskaber end dem som også mammutten besad.

Næste målrettede annonce handler velsagtens om tilbud om nedfrysning af antikke gener til fordel for en mere tænksom eftertid med knap så megen redaktionel smålighed. Men i så fald kommer min glorværdige genkomst nok til at vente endnu længere end mammutternes....

Andre ønsker derimod i stedet at købe. Hør bare: Når selv en indvandrer med en absolut moderat beherskelse af sit nye andetsprog ringer på ens dør midt om natten for at høre, om man mon kunne tænke sig at afhænde sin antikke Primera, må det afgjort ses som en stor tillidserklæring - både til mig og til Nissan Corporation. For det betyder jo, at man grangiveligt ligner en type som folk godt tør købe en brugt bil af. Men om dette så er mere eller mindre flatterende end det diametralt modsatte indtryk ("han ligner ikke just en person, som man ville købe en brugt bil af") - det er så en anden historie. Hvad mit bedagede køre-tøj angår, så skulle jeg måske alligevel have solgt det, før det går som med mit arvede Louis XVI spejl, der trods tiltagende antikvitet og sjældenhed likförbannat er faldet støt i pris gennem nu en snes år, hvorefter kun spejlets luvslidte affektationsværdi består: ligeledes noget rystet i sin selvfølelses grundvold over hele verdens massive uenighed. En bekostelig rust-behandling forestår desuden, og det hedder jo heller ikke for ingenting en "rustvogn" - bortset fra at det i dette tilfælde er bilen selv som ligger "lit de parade". En bekendt trøster mig ganske vist med, at gammel kærlighed ikke ruster, men min mekaniker ved jo nok alligevel bedst... Jævnfør her Albert Engströms tegning af bonen der på sygelejet understreger at han slet ikke er død - hvortil hustruen skarpt turnerer: "Tyst med dig Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst..." Men trods mekanikerens påmindelser om risikoen for ved sådan gerontisk livs-grådig overbehandling - der småligt nægter at overrække stafetten til verdens nye ungdom -, blot at kaste gode penge efter dårlige, så valgte jeg likförbannat at løbe risikoen. Ikke grundet ubodelig spiller-natur - men fordi jeg hader og frygter al forandring: " - endog til det bedre", som en konservativ embedsmand skal have sagt, dengang der endnu fandtes egenrådige og farverige folk som kunne finde på mindeværdige replikker og ikke kun "aktuelle udtalelser" om det samme dag efter dag. ---------------- Tilbage til tundra og taiga. Ganske ligesom de mest kultiverede seriemordere fuldender jeg altid min mishandling af nøje udvalgte vegetariske ofre ved at forevige dem sub specie eternis: - en lærd, men helt overflødig pleonasme. Dette farverige endeligt er mine ofre såmænd også selv bedst tjent med - som det forhåbentlig fremgår af billederne..

CLAES KASTHOLM - EN JOURNALISTS SKRIFTEMÅL...

KASTHOLMS SKRIFTEMÅL
Claes Kastholm, der i henhold til stædige forlydender selv i fjendelige lejre skal have været lige så begavet som han var vrissen, udstillede i ”Groft Sagt” 2..2. "journalisters" typiske interesse for store menneskers mest banale og hverdagsagtige sysler og hobbies: som de nemlig bruger til at nedtone og forklejne de pågældendes virkelige format og berettigelse.
Meget vel. Men hertil må straks føjes flere afsløringer, for bordet fanger. Når en journalist siger noget om "journalister", som andre uden for standen ellers for længst er blevet dømt ude for at have sagt bedre - på linje med mange mindre anklagepunkter såsom forbrydelser med menneskeheden (det billige uorganiserede skidt), - så lanceres det gerne som en selverkendelse så stor, at erkendelsens gyldighed mirakuløst nok dermed atter ophæves for hans eget vedkommende og herefter kun gælder for de øvrige i den stand der så modigt udstilles.
Fænomenet minder om indførelse af en ny beskatning så nationaløkonomisk snild og dynamisk saliggørende, at forslagets politiske ophav som tak undtages fra den nye beskatning. Det kan derfor ikke undre, at andre i standen i epidemisk omfang efterfølgende ligeledes giver den som uafhængigt Nobelpris-berettigede kolleger til denne heldige nyder af sådan selvfortjent og derfor formelig katolske nåde.
Den selv-dementerende logik her minder en del om andre selv-dementerende prædikater såsom prædikatet "den sidste romantiker". For også her bortfalder prædikatets gyldighed nemlig øjeblikkelig for den frejdigt åbenmundede udsigers eget vedkommende - omtrent som det også er tilfældet med prædikatet "verdens mest beskedne menneske".
Prædikatet "verdens grådigste menneske" ville det derimod  være selv-bekræftende og helt følgerigtigt ubeskedent at påberåbe sig. Men den pågældende har endnu ikke meldt sig for at indfri første-præmien : og han må  derfor – sin fulde berettigelse taget i betragtning – snarere anses for et af Jordens mest beskedne mennesker: og derfor ret beset alligevel uegnet til at modtage den pris, som vi derfor vælger fortsat at forholde ham.
Vi standser imidlertid ikke her (man bør nemlig til orientering aldrig standse umiddelbart efter en digression), men iler videre til vor næste mirakuløse opdagelse: Når "journalister" undertiden står over undtagelser i form af en storhed, der trods såre menneskelige begrænsninger ikke lader sig rive ned i det folkelige fællesskabs grød - så vil de besynderligt nok ofte gå i en fornærmet bue uden om dette ubehagelige fænomen: og det hvad enten det nu er i deres egenskab af redaktører eller journalister.
Dvs. lige undtagen hvis de er tvangsindlagt - samt når det er forbundet med en eksklusiv ære i stil med indkaldelse til nytårskur eller pavelig audiens. For selv om alle er syndere, så kan jo kun de allerstørste af slagsen drømme om at opnå audiens hos selveste paven i Rom. Med verdens øvrige paver kan det jo derimod nok være en anden historie – men man bør vogte sig for digressioner, og lader dem derfor hermed dø i synden.
På den arkaiske æres felter gælder nemlig, at vi kollegiale vane-royalister ikke interesserer os det fjerneste for andre kongeligheders gøren, laden og ritualer. Hvorimod anti-royalister og andre jakobinere følger de kongelige nøje og altid på bunden monomant selv tragter og higer efter alt det, som de lige så helhjertet hader, nedgør og forfølger med en nærmest personlig bitterhed hos de forkomne rester af fordums adel – endog i deres undseligste exil.
Og derfor er det at nogle skabs-katolske journalister af vægt og anciennitet så emfatisk på deres stands vegne offentligt bekender deres ærkesynders monumentale omfang: - i håb om som den berettigede undtagelse fra reglen at blive udvalgt til ekstraordinær glorværdighed i form af personlig audiens hos den største af alle verdens ærke-slyngler.
Sluttelig må vi gendrive enhver påstand om quijotiske nøkker hos Kastholm. For den eneste lighed mellem Claes Kastholm og Don Quijote er den, at de begge var indædte modstandere af kommerciel vindkraft.
P.S. Ovenstående indlæg i en kortere "ligth"-udgave fandt som ventet ikke nåde hos Berlingskes kronik-og debatredaktør Beinov i forgårs.- Men Herrens veje er uransalige, og mange forfægter den tese, at Claes Kastholm fortsat ville have været iblandt os, såfremt han dog bare havde fået lov til at læse ovenstående appetizer.
Også den stik modsatte og mere morbide tese har dog indrømmet sine forfægtere - som dog kun dermed afslører deres blasfemisk vanærende opfattelse af Kastholms sande format og robusthed.

KRØLLEDE HJERNER OG FULDE SØMÆND

KRØLLEDE HJERNER

anses i henhold til den seneste forskning ikke for genetisk belastede, men ses som det sørgelige resultat af pladsmangel under hjernekassens begrænsede forhold i medfør af de høje stedlige grundpriser. Med mere rigelig plads ville hjernen ikke have behøvet at krølle sig så beskedent sammen, som var der tale om en ussel asylsøger under den sædvanlige påberåbelse af flygtninge-status.
Bestemt interessant og ingen selvfølge. Men at genernes udfoldelse beror på det miljø de virker i, er dog hverken nyt eller principielt overraskende. For hør engang:
Min bedstefar plejede således gennem en årrække at plukke champignoner  mellem brostenene omkring træerne ved Ankeret i Nyhavn:- gødede udelukkende af de mest veldresserede hundes samt de fuldeste sømænds urin.
Og naturligvis var de championer akkurat lige så firekantede som de æg, som hønsene i henhold til et gammelt nummer af "Anders And" lagde i en genfunden by i det gamle Inka-rige, hvor man hverken havde opfundet hjulet, den dybe tallerken eller runde Columbus-æg - der ellers i hårdkogt tilstand egner sig fortrinligt til at lade sig rulle ned ad bjergsiderne til andre landsbyer helt uden lamaers hjælp.
Mon ikke også gødningens høje promille kan have bidraget til de nyhavnske champignons kantede fænotype?
Men tænk engang: Mine grundige rapporter og analyser af fænomenet ansås af datidens stenalder-presse for både irrelevante, uaktuelle og uvidenskabelige.
Men heldigvis er udviklingen da gået fremad siden P.A. Heibergs og min bedstefars tid i henseende til lovlig krøllede hjerners midlertidige opholdstilladelse på de bonede gulve.
Begrænsninger, der dog ganske som al anden forbuds-politik så langt fra at være kontraproduktive blot inspirerede hjernerne til i fortvivlelsens selvhjælp at udvikle yderligere krøller i kriminalitetens medfør...

WILLERSLEV, ABORIGINERNE - OG PUNGDYR-KORTET...

ABORIGINERE OG ANDRE PUNGDYR

En politiker eller anden kendt har nu igen sagt et eller andet - og det må vi straks kommentere i plenum, for evolutionens lodseddel forpligter.

----------

Men apropos aboriginerne og deres påstået genuine oprindelse, så ville de folk nu afgjort have været langt mere overbevisende, hvis de havde været forsynet med pung på linie med kontinentets øvrige pelsklædte urbeboere - samt dets vingeløse fugle, der dumstædigt insisterer på altid at lægge alle deres hårdkogte æg i den samme pung. Tag den, Willerslev!

Men hvorfor ser man forresten næsten ingen pungdyr længere? Spørgsmålet minder mig om en lidt enfoldig ambassadør-enke, der engang midt under middagen - inspireret af mindet om sin afdøde ægtefælle samt synet af sin egen gaffel på vej til munden forsynet med en lige så kluntet fangst - pludselig så lyset i form af en genuin undren over, hvorfor man i grunden aldrig længere ser nogle pukkelryggede...

Min bedstefars begavede hushjælp - nu forfremmet til en art pladsberettiget og per definition herefter formelt ulønnet familiemedlem i anledning af min bedstefars egen enkestand - måtte le skjult bag sin serviet, for hun havde god sans for det komiske. Hvorom gælder at frivillig komik er noget nær en selvmodsigelse – idet fænomenet burde omdøbes til ”simuleret komik”.
Komik er nemlig ikke at "kommentere", men intuitivt at forudse og fremskrive, ja fremmane fænomenet visionært, allerede inden der er noget som helst at "kommentere".

Nej, men altså: Hvis nu bare pungdyrene, de pukkelryggede samt komikerne blot i tide havde fundet ud at at samarbejde, så havde de måske alle tre klaret sig noget bedre i kampen for tilværelsen. For enernes grammatiske enegang er jo en af hemmelighederne bag proletariatets diktatur... Tag den, Lenin!

Enernes fagforening er jo nu engang logisk og fagligt et trin eller to højere end blikkenslagernes fagforening, men var vel ikke af den grund nogen komplet umulighed - selv om enerne typisk er enere på hver deres felt og hver sin vis, hvilket yderligere vanskeliggør deres beherskelse af pluralis.

Med autisternes fagforening forholder det sig derimod indrømmet noget vanskeligere. - Og det er da også grunden til at man på dette ene område har gjort en undtagelse fra forenings-friheden i form af obligatorisk organisation og fagligt monopol. Thi her er jo reelt tale om en værge-ordning.

Plagiatorne behøver omvendt slet ingen fagforening, da de i forvejen overalt allerede forlængst er i knusende majoritet og dertil besidder et aldeles "ubestikkeligt" (for hermed i forbifarten at afsløre svaret på spørgsmålet, hvilket ord der er verdens største "misnomer" eller "contradictu in adjecto") socialt instinkt: med en anden "misnomer" ofte kaldet "empati". En egenskab, hvis arrogante fravær hos hine uheldige omvendt berettiger dem til omgående fratagelse af alle borgerlige rettigheder.

Til sidst en nødvendig redaktionel bemærkning: Det en stor hån mod de virkelige pungdyr at sammenligne og demagogisk sidestille vore dages trods alt ret forkælede pukkelryggede med pungdyrene for at forpligte samfundet til at yde de pukkelryggede tilsvarende kompensatoriske forret i form af både kandikap-points og kvote-ordninger.
 Nej, når mennesker trækker pungdyr-kortet, så fortæller det afgjort mest om dem selv...

RITT BJERREGAARD, STATISTIK OG PARADOKSER - VED FROKOSTEN....

VED FROKOSTEN...

"Filosofi" er - ud over at være stærkt overvurderet - kunsten at gøre sig klog på noget uden først at have sat sig unødigt meget ind i det. Det er derfor man i grunden ikke rigtigt kan studere sig til det, for der er i en vis forstand ikke så meget at sætte sig ind i. Så fik vi da det på plads.

Tag f.eks. emnet statistik: Vi læser at både motion, fiberrig kost samt en lille daglig dosis acetylsalicyl-syre hver for sig nedsætter risikoen for tarm-cancer med godt og vel 30 procent. I så fald skulle man tro, at hvis man iagttager alle tre forholdsregler plus et par stykker til, så skulle man da være mere end 100% helgarderet mod tarm-cancer.
.
Omtrent ligesom samfundet skulle være helgarderet mod de forbrydere der er idømt 300 års fængsel.
I det sidste tilfælde holder garantien ikke, for sæt nu enkelte af forbryderne har held til at flygte - om ikke andet så i forbindelse med et jordskælv. I så fald vil det ganske vist næppe fylde meget i de stedlige avis-rubrikker, men facts er facts.
I vort medicinske tilfælde må der ligeledes være misteltene som vi ikke. har taget i ed. Den mest indlysende er det forhold, at enkelte segmenter uanset hvad har en høj genetisk risiko og derfor en vis iboende sygdomsfrekvens
Men den øvrige befolkning får jo dermed blot en endnu mere lovende statistik, så gåden er ikke blevet mindre. Rent matematisk er det jo også noget vås, at ens sygdoms-risiko kan blive nedsat med endnu mere end 100% ved addition af alle slags gunstige forholdsregler.

Selv i "den øvrige befolkning" vil der være individuelle forskelle i udsathed, men at tage højde for dette udsætter blot gådens løsning, idet vi da står med en endnu mere robust rest-gruppe. Men selv dér vil der erfaringsmæssigt være uheldige undtagelser - og mere end 100% risiko-reduktion er jo desuden stadig noget vås.
Men antag nu, at motion af peristaltikken reducerer risikoen med en tredjedel. Fiberrig kost nedsætter den nu stærkt reducerede risiko med en tredjedel: javel, men vel at mærke en tredjedel af den resterende risiko. Asperin vil atter reducere den herefter resterende risiko med en tredjedel. Og så fremdeles med de andre virkemidler. Man kan blive ved i det uendelige med at reducere den resterende risiko, ganske som med deling af smør og andre kontinuerte masser. Men ingen kontinuert størrelse forsvinder ved deling.

På ganske samme vis argumenterede grækeren Zenon i sin tid for, at da tilbagelægning af en afstand ligeledes kunne anskues på som en gentagen halvering af strækningen, så vil selv den hurtigste løber aldrig nå helt frem. I Zenons tilfælde holder konklusionen imidlertid ikke. For meget kort fortalt finder de uendelig mange halveringer af strækningen nemlig sted i løbet af et helt afgrænset tidsrum, idet hver halvering kun tager halv så lang tid som den foregående. Og derfor behøves der ikke uendelig lang tid for at nå helt i mål.

I vort eget eksempel slipper vi for Zenons paradoks, for der er ikke tale om nogen proces i tid. Her konstaterer vi således bare, at selv nok så mange halveringer af sygdoms-risikoen aldrig kan reducere denne til nul.
Derudover kunne man også tænke sig, at visse af de anbefalede forholdsregler i nogen grad betjener sig af fælles biokemiske mellemregninger, og at disse jo kun kan annulleres én gang. Dette svarer til hvis to debitorer truer dig med den selv samme gorilla for at inddrive din gæld: Finder du en måde at eliminere byens gorilla i anledning af den første kreditor - så har du ingen yderligere nytte af metoder til at eliminere gorillaen i anledning af kreditor nummer 2. For gorillaen kan jo kun elimineres én gang.

Vort eksempel belyses godt af forskellen på procentenheder og procenter. Et antal procentenheders fald af en befolknings tilslutning til et bestemt parti beløber sig ved gentagelser meget snart til 100 procent. Hvorimod reduktion i procent regnes som procent af den resterende gruppe og derfor hver gang betegner en reduktion af en mindre størrelsesorden.

Nå for pokker - kold morgen-kaffe er noget af det værste man har....
Good day, gentlemen!

P.S. Troede I da virkelig, at vi denne gang omsider ville begå noget "aktuelt", "vedkommende", ja måske endda "veloplagt"? Ak, tro os: Også virkeligheden er stærkt overvurderet - muligvis med den sibiriske tiger og Tibets afskyelige snemand (der i henhold til de få som har mødt ham, faktisk skal være elskværdigheden selv) som eneste undtagelser: der af selv samme fornærmelige grund ligeledes er bandlyste af den samlede verdenspresse - paven naturligvis ej heller at forglemme...
-------------------.
Men for de i vort eksempels emne interesserede anbefales Harter Pierce's bog "How to outsmart your cancer" - som selv af medicinske anmeldere betragtes som noget af det mere sobre og læseværdige om "glemte" og oversete behandlingsformer med uafhængigt og reglementeret dokumenterede diagnoser og resultater: resultater, hvis drastiske procent-tal i forhold til den ellers dystre statistik mere end kompenserer for det trods alt numerisk ret begrænsede materiale: idet talen er om behandlinger der siden er blevet boykottet og forvist til det alternative.
Også selv om der i samtlige tilfælde er tale om højt meriterede forskere, herunder både en nobelpristager og en gentagen nobelpris-kandidat i form af den kvinde, som i sin tid påviste omega 3 fedtsyrernes betydning samt farerne ved transfedtsyrer 

PAVENS CHAUFFØR

..

Af princip læser jeg helst ikke forfærdelig meget om de få ting, som jeg har mere personlig forstand på - man tænder jo heller ikke lygter i solskin, vel?
------------

Immunforsvaret besidder en bred vifte af deviser af varierende ælde og med sindrige indbyrdes forbindelser; deviser, der snart vikarierer for, snart supplerer hinanden. På lignende vis er nogle skriverier helt private, andre delvis tilgængelige og endnu andre helt tilgængelige. Længere ting sker altid i eget regi, in case f.eks. Zuckerberg & Zuckermann skulle gå helt ned. Og Klareboderne A/S taler vi ikke om.

I den grad man skulle være beroende af andres gunst, skriver man noget som folk kan lide. I den grad man er beroende af sin egen gunst, begår man noget andet. Men skulle man nu ligefrem efterstræbe Guds eller Voltaires bifald, (in case disse allerede findes og ikke må opfindes først), så må man tage sig ganske gevaldigt sammen.

Men at imponere den almægtige ved at gå ham i bedene, er på den anden side en håbløs umulighed, der som det ekstreme tilfælde klart illustrerer hvor uoriginal, plebejisk og futil en ting konkurrence i grunden er. Men hele den moderne karriereverden er håbløst besat af just denne uting - deraf kedsomheden.

Nej, at bære sin egen byrde med værdighed er derimod noget, som end ikke Gud ville kunne gøre for dig - og selv er vi jo heller ikke altid for gode til det. Således har jeg f. eks. beskadiget en andens kofanger med en tredjes automobil og prøver forgæves at finde en grimasse der kan passe; min egen hetero-mobil har i bedste fald gemt sig særdeles godt - hvilket på den anden side i mit bohave ikke er nogen stor præstation.

Hvis Gud imidlertid påtog sig at skrive en straffefanges selvbiografi, ville den for det første blive et om så også yderst velskrevet falsum; og for det andet ville det slet ikke kunne blive det samme, for Gud kender selv ikke disse sindstilstande - og det gælder naturligvis i endnu højere grad en dybt ordblinds selvbiografi. End ikke Gud kan i sit indres dyb simulere en dybt ordblinds liv. Hvis han imidlertid alligevel skulle vise sig i stand til det, så må det på den anden side siges at være et af de hidtil bedste gudsbeviser...

I Middelalderen kunne enkelte udvalgte i en sluttet kreds tillade sig lignende kætterske spekulationer omkring Guds magt til at skabe en sten så tung, at han ikke selv ville kunne løfte den. Men at delagtiggøre en bredere almenhed deri blev i reglen honoreret med endnu højere straffe end parkeringsbøderne på Peters Pladsens aller strengest reserverede plads... - hvilket forresten minder os om, at der faktisk er en enkelt ting som, Paven kan gøre endnu bedre end Gud: baglæns parallelparkering, som heller ikke jeg endnu mestrer euklidisk overbevisende. Ja, men paven gider bare ikke – så ganske ligesom Paven er Guds stedfortræder på Jord, så har Paven en lige så ufejlbarlig stedfortræder i Roms trafik.

Men når Pavens chauffør undertiden kører på egen hånd uden for sin embedsgerning - hvad der ikke er velset - så er han akkurat lige så fejlbarlig som alle andre italienere i deres ilterhed. Så for ikke at give anledning til både økumenisk og skolastisk forvirring, henstiller man gerne allerede i jobannoncen, at ansøgeren må være fuldt indstillet på i sin fritid at slå et slag for apostlenes heste - hvorved pavens chauffør nemlig som et plaster på såret tillige får en symbolsk andel i den berømte apostoliske succesion af denne verdens hellighed. Skinhellighed har vi derimod nok af, og den hverken ønsker eller behøver nogen arvefølge, endsige nogen begrænsninger i form af reserverede pladser.

Imidlertid kom vi fra de byrder som vi alene selv kan bære, men ikke Gud. Og det er derfor disse langt mere end succes i konkurrencen og karrieren, der udløser Guds bifald. Gud siges dog en enkelt gang selv at have prøvet det samme, af solidaritet og for eksemplets skyld - et eksempel hvis udfald og rette tolkning der dog stadig står strid om. Guds intention var rimeligvis denne: "Når selv jeg kan gøre det, så må I andre også kunne, som er født ind i det - hvor svært kan det være?"

Omtrent ligesom de arbejdmarkedkonsulenter, der efter selv at have præsenteret deres CV som direktører i indtil flere større IT-firmaer gennem årene til sidst dulmer gemytterne ved at betro de tvangsindlagte, at de skam selv også engang har været arbejdsløse: samt at dette endda er deres vigtigste kvalifikation i den aktuelle forbindelse...

Men hvorfor outsourcer disse travle folk da ikke denne usle sidetjans til en endnu arbejdsløs, og hvorfor hyrer de indkaldtes fagforening ikke bare et af deres egne medlemmer for allerede derved at have forbedret sin statistik en smule? Og hvorfor tildelte Gud ikke bare på samme vis en i forvejen spedalsk eller pukkelrygget den symbolske almagts fuldtidsjob på jord i stedet for at gå over åen efter vand ved selv at gøre det umulige?

Nej, den ville aldrig være gået, for hvis Gud nemlig havde udvalgt en tilfældig spedalsk, så kunne alle verdens tabere jo rette klage over at være forbigåede, da også de jo var uomtvisteligt kvalificerede. Og hvilken ære er der desuden ved at nyde en gunst, der ikke tildeles en i kraft af noget særegent?

Misundelsesværdighed kan nemlig sagtens være aldeles æreforladt - og det gælder i særdeleshed vor tids tarvelige karriere-kamp: For hvis du har medgang, vil alle og enhver misunde dig - men næsten ingen vil ære dig og beundre dig, for vi går ud fra at du snyder lige så meget på vægten som os andre - eller også bare var heldig. Og hvilken ære var der vel ved at vinde i lotteriet for derefter nærigt at gå i landflygtighed og skattely på en sydhavsø helt uden hverken syfilis eller bekostelige baronesser?

Nej, og derfor er det også kun notoriske tabere der spiller på travbanen og lotto - hvorimod alle vi andre aspirerer til direktører, konsulenter, forfattere, innovatorer, oprørere, stand up komikere eller professorer - allerhelst det hele i naturlig udviklingspsykologisk rækkefølge.

Mozart var det imidlertid ikke alle og enhver, der misundte, men alene hans herostratisk navnkundige kollega Salieri: for kun Salieri havde faktisk noget at have sin misundelse i, hvorimod alle uden succes i dag med god ret mener at kunne misunde alle andre med succes. På den måde er verden da sandelig blevet mere demokratisk.

For succes er da bestemt ikke bare et tilfældigt lotteri: - For vi kan netop alle få succes, hvis bare vi altså ikke udmærker os alt for individuelt, men retter dygtigt ind, selv i vore tilsyneladende gadedrenge-nøkker og mest "provokerende" udsagn.

I et lige så æreløst lotteri er det derimod umuligt for mere end en enkelt eller to at vinde. Og det er altså ikke helt demokratisk.

Men apropos Pavens chauffør – så må I bestemt også høre historien om Pavens besøg i Washington. Paven byttede nemlig ved den lejlighed plads med sin chauffør, nu han trods alt omsider befandt sig på ferie i Guds eget land. Men derved kom den ufejlbarlige mirakuløst nok til i sin barnlige iver for skade at kollidere med en anden bil. Som sagt mirakuløst, mandens status taget i betragtning – men så på den anden side: Hvem hvis ikke just Paven kan gøre sig håb om den slags uforklarlige brud på naturlovene?

Den tilkaldte politibetjent blev imidlertid stillet i en sådan forlegenhed just grundet nævnte apostoliske ufejlbarlighed, at han måtte ringe til sin overordnede og dernæst via ham til denns overordnede osv., indtil han endte hos selveste guvernøren af Washington.
Efter at guvernøren forgæves havde udfrittet den arme betjent om, hvilken person der mon kunne være betydelig nok til således at stå over landets love – kunne politimanden kun afmægtigt konstatere, at den pågældende i hvert fald var så betydelig en personage, at han havde ingen mindre end selveste paven som sin privatchaufør...

Men apropos Paven, så skal I nu bare høre her til allersidst:
En dame af mit bekendtskab, der også tidligere har været frimodig nok til at opsøge de højeste instanser i tilværelsen, og ikke altid uden held, betroede mig i dag følgende:

Hun ringede forleden til selveste Paven (javel, den pave, hvem eller?) for at belære ham om, at han er en forbryder mod menneskeheden ved fortsat at forbyde kondomer i Afrika og andre AIDS-ramte lande.

Men kan alle og enhver sådan virkelig ringe til paven. Jovist, for paven er alle og enhvers pave, ganske som Gud jo er gud for alle og enhver.

"Men ringede du så virkelig til paven?". Jo, sandelig siger vi eder: Hun ringede og fik vitterlig også fat i pavens sekretær - af hvilke vi dog må formode at der nok findes en hel stab. Paven selv var derimod til frokost: - ja, gåselever som sædvanlig, for paver har nu engang sarte maver - en erhvervssygdom, efter sigende...

Og pavens sekretær eller i hvert fald lige denne sekretrær havde skam fuld forståelse for sagen. Men som hun tilføjede: Selv var hun jo nu engang ikke paven, men kun hans sekretær.

Men pavens sekretær kunne dog som et plaster på såret af egen erfaring forsikre damen om, at Paven selv bruger i vore dage altid kondom….

BJØRN BREDAL OM PLAGIATSAGER

En fornøjelig artikel fra BJØRN BREDAL'sangvinske pen.

Vist kan vi le ad alle de bagateller. Faren er imidlertid den, at de kan bruges til at latterliggøre folk der i anderledes alvorlig forstand plagieres og bliver til grin for deres egne penge og arbejdskraft. F.eks. når man i egenskab af anmelder, konsulent, redaktør - eller blot "faglig rival" i almindelighed - refuserer, fortier eller bagatelliserer arbejder  - for dernæst selv at gøre brug af det underkendte.

Når de ramte så jamrer, kan man dernæst leende spørge: "Men tror denne komplet ukendte hr. NN ("vi stavede da forhåbentlig navnet korrekt?") da virkelig, at slet ingen andre kunne få den samme geniale ide - end ikke vor så fremragende og berømte professor MM?"
Så er sejren både billig og sikker - ja, men det er rigtignok at udnytte en fortrinsstilling.

For denne patent-latter besvarer slet ikke spørgsmålet, hvorfor den fremragende MM med alskens fortrin, spalteplads osv. så alligevel først efter at have læst  denne "hvad-var-navnet"  lige pludselig fik den ide at skrive akkurat det samme - eller kom i tanker om, at han skam havde tænkt det samme uden dog at finde det oplagt til publicering, - for han er jo som alle virkelige åndspersoner et ydmygt menneske.

Både spørgsmålet og dåse-latteren med eller uden firma-logo kan skam i det enkelte tilfælde være berettiget. Ja, men det må bedømmes fra sag til sag: Jo særere tanker, jo mere ejendommelige og karakteristiske udtryk, billeddannelser, humor og associationer, og jo mere - nåja "originale" - påfund, desto mere usandsynligt (men indrømmet ikke helt umuligt) er det, at en læser efterfølgende pludselig kommer i tanker om, at han skam da forresten har tænkt det samme og sjovt nok endda er helt enig.

I blødere tilfælde kan der være tale om kvantitet: Dvs. ingen af de enkelte iagttagelser og formuleringer er det spor svært at forestille sig at også f.eks. MM kunne have gjort. Men gælder dette nu samtlige iagttagelser og endda i den samme rækkefølge - så kan det da i det mindste ikke være kriminelt at bemærke, at det i så fald da er et sammentræf,  at han/hun ikke blot bifaldt nylig læste, men tillige havde tænkt det hele selv først. Men sligt forekommer bestemt, og især ved med al respekt forholdsvis normale logiske ræsonnementer; så bevisbyrden er derfor langt sværere end i det første tilfælde.

De groveste plagiater er dem, hvor man samtidig stjæler "ophavets" afledte muligheder, ganske som ved tekniske patenter: idet man nemlig samtidig hindrer de pågældende i selv at komme til orde: ved at latterliggøre, fortie og udlukke og som apostlen Peter fornægte dem, selv uden ligefrem tillige at plagiere apostlen Peter (for lad os nu heller ikke gøre skarn uret): For man fratager derved de rette deres virke, frugtbare sociale kontakter samt mulige indkomster i medfør af disse eller hine ideer. Her stjæler man altså vitterlig noget fra nogen - ganske som i de grove tilfælde af klassisk marxistisk merværdi-udbytning.

At stjæle fra afdøde er derimod ret harmløst - bortset fra at man jo bruger det til at "overgå" nulevende "rivaler" med flere skrupler og fordomme. Det kan således bedst sammenlignes med falskmøntneri og alskens farverige lånecirkus, som jo immervæk er festlige og ligesom så megen anden kunst måske berettiget til statsstøtte.

Sluttelig, når en helt ung litterat forleden i samme avis kaldte Thomas Mann en af sin tids største plagiatorer, så var det derimod en futil udvanding - af den art der kan bruges til bekvemt at af-kriminalisere selv de groveste plagiat-sager.

For hvis selveste Mann var mega-plagiator, så er plagiat åbenbart lige så uangribelig som arvesynden: For hvem skal da kaste den første sten?
Og påstanden var da også rent vås: For at Mann brugte velkendt historisk/mytologisk materiale, som slet ikke lader sig fortie, og forædlede det under sin helt karakteristiske pen, med en rigdom af sære tanker og associationer - det kan jo aldrig kaldes plagiat. Så her er smilet på sin plads.

At Mann så først i anden udgave af sit Faust-værk krediterer Adorno for dets musik-teoretisk vidtløftige anslag - er også ret uskyldigt. For Mann vidste naturligvis, at ingen musik-kendere kunne være i tvivl om herkomsten: ganske som når nogen skriver en roman om en kerne-fysikers forskning.
Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager typisk med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker ingen skam tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fastlandet. A

t de berettigede originaler på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – inspiration og kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder; og sjovt nok heller ikke laves af alle andre med samme baggrund.

Sluttelig bagatelliseres plagiat-sager ofte med, at intet menneske er ren ø. Derom hersker nu ingen tvivl: Men plagiat er netop at foregive det modsatte – selv i tilfælde af top-moderne motorvejs-forbindelser til fatslandet. At de berettigede ”originaler” på et felt ikke på samme vis skylder at kreditere andre for deres bidrag, beror ikke på, at de modsat alle andre er undtagelser i form af en at meteorer der er faldet end fra himlen -, men derimod på: at det afgørende som de har at tilføre, vitterlig – al kulturel baggrund til trods - ikke ikke er hentet fra andre kilder. Og sjovt nok heller ikke laves parallelt af alle andre med tilsvarende forudsætninger.

Burde dette indlæg mon rettelig have været en artikel i det organ, som Mikkel Zangenberg så varmt priser i denne anledning? - Tja, også jeg er vist denne gang inhabil til at anbefale...

Men hvis nu ovenstående om føje tid kan læses de utroligste steder hvortil jeg ikke selv ville få adgang - bør jeg da være spor forbavset? For hvad der står at læse i digitale medier, er jo per definition rene bagateller og dermed alles ejendom.

ANNE-GRETHE RASMUSSEN - OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH

ANNE-GRETHE RASMUSSEN OG TØMMERMÆNDENE FRA NAZARETH
(FRIFUNDET AF "JOURNALISTEN"....)

Fagbladet "Journalisten" har nu gennemgået AGR's sag og finder, at hendes fortrin som arbejdskraft klart overstiger både omfanget og graden af den påtalte tidstypiske sparsommelighed med de så kostbare citationstegn - der nemlig afgjort bør regnes til vore fossile ressourcer.

Der var således næppe grund til ligefrem at se mobning og slette hensigter i "JOURNALISTEN"s første reaktion, for i så fald ville man aldrig have indrømmet, at man tog fejl. For dette taler tillige, at mobbere med omhu altid vælger et offer der står alene, stik modsat AGR der har et imponerende netværk.

Just mennesker med et stort netværk vil dog ikke desto mindre med gruppe-psykologisk automatik altid blive forsvaret af deres solidariske kreds med nærmest pavlovske modanklager om just "mobning" og "Janteloven".

Hvorimod det klassiske og gratis (kort sagt perfekte) mobnings-offer tværtimod typisk er den eneste til at rette denne mod-anklage. - Og alle vil typisk enten ignorere det eller også i kor udbryde: "Sludder og vrøvl!" Ellers er det nemlig ikke rigtig mobning...

For just deri består jo mobningen, til orientering. Og I må da godt citere mig for dette - vel at mærke osv.
 Men mobning er til orientering en rigtigt dårlig forretning: For udøvernes styrke består nemlig ene alene in den nederdrægtige døvstumme samdrægtighed, som ligner narkotika deri, at den en stakket stund opleves som berusende kollektiv styrke - hvis efterfølgende trofaste tømmermænd fra Nazareth hedder svaghed, tarvelighed og fuldt berettiget skamfølelse....

Derimod er det fuldt tænkeligt, at den unge søhelt Søren Willemoes fra WA, der helt glemte at se bjælkerne af pommersk fyr i sit eget slagskib, vitterlig bedrev en art upersonlig og umoden mobning: For en ung mand scorer gerne billige points i sin egen gruppe ved risikofrit at hænge nogen fra en rivaliserende gruppe ud og på den måde gøre sig fortjent til mors beskyttende favn fremover, uanset hvad.

Mikael Jalving fra Jyllandsposten påviste i sin tur dernæst, at en ellers ret højpandet leder-artikel af selveste Bo Lidegaard led for led i alle sine pointer synes at være planket fra "The Economist".

Når en ung debattør i Politiken efterfølgende citerer Sloterdirch (der staves som Kjeld og Dirch) for, at alle i vore dage plagierer, samt at forfatteren Thomas Mann var en stor plagiator - så er det sidste derimod rent vås. For Manns stemme, tanker og besynderlige sind er altid umiskendelige, selv hvor han bruger historiske forlæg som afsæt  - og selv om han indrømmede, at det med handling i klassisk krimi-forstand faldt ham svært.

Sloterdirk er derimod enig med undertegnede i mit evige omkvæd, at vi lever i plagiatornes tidsalder, fordi alle skal være noget andet og mere end vi er. Javel - og symptomet og derfor tillige et bevis for dette består derfor i, at alle plagiatorne (kort sagt snart de fleste moderne karrieredyr) hader originalerne og skyer dem som pesten: Og det af den simple grund, at forskellen på den ægte vare og plagiatorne på et givet felt let ses i stort og i småt, og det på mange forskellige måder.
Ganske ligesom en ægte tegner kan tegne lige hvad det skal være,-  hvorimod vi andre kun efter megen øvelse kan lære at tegne et bestemt motiv rigtigt godt: f.eks. en elefant. Ligervis med musik og alle andre felter.

Når en og anden alligevel af og til farisæisk anklages for plagiat, så handler det klogeligt oftest om rene småting, eller også om barnagtig afskrift af tekster. Men sjældnere om det langt grovere ide- og tanketyveri uden kreditering, der hele tiden foregår - ikke mindst i den akademiske verden. Og hvis første trin altid er tavsheden.

Ja, for vi kan uden videre logisk slutte, at denne synd er og nødvendigvis må være mest udbredt hos folk med ærefulde titler og jobs: For dels kan just de nemlig i reglen slippe godt fra det ved at gøre både deres ofre og dem der tør påvise forbrydelsen, umulige i karrierens verden.

Og dels føler de sig pressede til at bevise, at de kan - og stadig kan - leve op til deres egne og deres fans høje forestillinger om dem; samt begrunde deres fortsatte fortrinsstilling hos medierne, på universiteterne og i forlagsverdenen.

Og - som det jo ses næsten daglig, så beskyttes højtstående plagiatorer solidarisk af en kødrand af endnu knap så ærefulde folk og fæ, der ligeledes vil gøre deres små musegrå hoser grønnere end deres egne pigmenter måske kan leve op til.

Men trods fagbladet "Journalisten"s høje retningslinjer for god skik og videnskabelig redelighed - så er der imidlertid stadig en lille hurdle, der får den stolte skude til at kæntre allerede ved dens jomfrusejlads ud af havnen, ganske ligesom det svenske krigsskib VASA i sin tid: Nemlig dette, at hvis vi herefter pænt vedkender os at have læst noget - ved enten at like, hade eller kommentere det - så kan vi jo ikke bagefter publicere tankegodset og erfaringerne i eget navn på ærefulde steder.

Eller som en pågreben sydamerikansk lommetyv engang fortvivlet udbrød: "Jamen hvis vi lommetyve nu ikke engang må stjæle fra de rige længere- hvem skal vi så stjæle fra?"

Så enkelt er det, folkens. Og now don't be silly: For enhver mulig menneskelig reaktion herpå er allerede både forudset og indkalkuleret - intet barnligt endsige strudse-agtigt er os nemlig længere fremmed....Og som sagt: Husk for jeres egen skyld også lige det dér med tømmermændene fra Nasareth...For hvem ønsker I egentlig talt at blive respekteret af?

P.S. Dette indlæg har været tilbudt Politiken Debat.

NYTÅRSFORSÆT, GRÆNSEKONTROL OG KUNSTEN AT UNDGÅ ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKEREN OG ALZHEIMERS

NØDDEKNÆKKERE FRA STEINWAY

Der er jo ingen grænser for sundheden af alskens nødder og omegn. Ja, men min nøddeknækker brast allerede før jul iti under henrettelsen af en paranormal paranød - velsagtens forlods præpareret af Uri Geller. Så et betydeligt parti blandede nødder står endnu i venteposition i forfængelige forhåbninger om udsigt til benådning.

Omtrent ligesom ved mislykkedede henrettelser i visse lande med taxameter-ordninger, privatiseret retspleje samt meget bogstavelige tolkninger af dødsdommes ordlyd.

Professionelle bødler holder sig derfor klogeligt til de berømte Damascener-klinger fra Steinway & Sons, men man er jo kun amatør i branchen. Omtrent lige som obligatoriske og derfor for længst professionaliserede emner keder mig akkurat lige så dybt, som det omvendt morer mig at piske de forhåndenværende søm og tilsyneladende uorganiske ingredienser op: til noget, som ligeledes ikke kan tages helt alvorligt.

Ja, med mindre det stik modsatte da lige pludselig bedyres af kulturlivets autoriserede hyggeonkler - for ikke at glemme utraditionelle hjerneforskere med et autoriseret sexet glimt i øjet. Nogle hjerneforskere sværger således just til nødder - og formålstjenlige nøddeknækkere. Nice thing if you can get it...

Men hvad nu hvis en hjerneforsker en dag fortæller jer, at endnu bedre end nødder og gymnastisk eksekvering af livsbekræftende dødsdomme, så er det bedste middel mod Alzheimer måske at komponere dagens tankeret: men vel at mærke helt uden genbrug af professionaliserede og for længst fladtrådte emner?

Så ville der lige pludselig kommer andre boller på suppen, for alle større dagblade ville straks oprette kurser for de håbefulde. Men alle landets kendiser ville som sædvanlig få forret helt ubeset, så jeres eneste mulighed bliver alligevel den at like al denne opstadsede mosen og masen så konsekvent og uforbeholdent, at I har udsigt til også selv at komme i betragtning.Men helt ærligt, folkens: I så fald er Alzheimer måske alligevel at foretrække?

--------------

Men tilbage til Uri Geller. Retsmedicineren Preben Gertinger overværede i sin tid under en seance med Uri Geller, at en landskendt og tidligere fængselsdømt hypnose-morder, der tilfældigvis sad lige foran ham selv, tilsyneladende alene med tankens kraft bragte Geller komplet ud af fatning ved at inducere ham en oplevelse af, at nogen slog ham. "Hvem er det der slår mig, hvem er det der slår mig?", råbte Geller bestyrtet. Kun Gertinger og hypnose-morderen var klare over, hvad der foregik.

Forestillingen måtte derfor afbrydes og udsættes!

Uri Geller var vist nok bare tryllekunstner. Og skeptikere vil ligeledes hævde, at hypnosemorderen ligeledes bare var en slags trykkekunstner. Nåja, men i så fald er vi altså mindst tre om den sport...

Og vor øvelse har skam ikke været forgæves, idet den nemlig har formået at minde mig om uudsletteligt om det nytårsforsæt, at jeg forleden besluttede her på årets første helt ædruelige dag at købe en nøddeknækker fra Steinway & Sons. Så there you are.

Men i øvrigt: Det utroligste ved det hele er dog, hvordan pokker alle jer ude på arbejdsmarkedet egentlig talt har tid til at læse sådan noget i arbejdstiden - lige undtagen hvis det er noget som alle og enhver i forvejen kæfter op om. Hør engang: Det er vist da også en slags tryllekunst?

DAGEN DERPÅ....

Vi lovede omsider at købe en ny nøddeknækker i stedet for den gamle der brast i første runde i kampen mod en tyre-nakket paranød.Der ser I ulempen ved al den genvinding af metal med en molekylær konsistens som havregrød.

Gårdagens smøre foregav at være en ny kur mod Alzheimers. Og prøven skulle derfor være den, om vi nu omsider kunne huske at købe en nøddeknækker, inden alle de sunde nødder, der ligeledes skulle modvirke Alzheimers, mugner og tværtimod bliver rent livsfarlige.

Lad os (første person ental er frygteligt privat og bare for småt) straks indrømme, at vi jo sjældent sadler før vi rider og derfor atter må melde pas. Men det skyldes nu ikke Alzheimer, for nævnte nytårsforsæt har skam plaget os, lige siden vi aflagde vort nytårsløfte.

Men hverken Fakta, Irma eller Brugsen sælger nøddeknækkere - og her kommer så en anden hurdle ind, som hedder målrettethed eller "perseverens". Den egenskab kendetegner al social opstigning - men ulykkeligvis fordrer den en helt umådelig tolerance over for påståelige og mekaniske gentagelser både selskabeligt, tankemæssigt og sprogligt.

Og den egenskab går nu engang ikke i spænd med sjælelivets højere ytringer og befordrer dertil i tidens løb tværtimod Alzheimer ultra-light: - som vi daglig ser det i tidens prosa, der jo er formelig besat af en febrilsk gentagelses-tvang såvel i form som i genbrug af mediernes kollektive "dagrester": velsagtens som en hysterisk rituel besværgelse af førnævnte onde.

Lige p.t. skriver alle mulige således om 'plagiat', og endda uden nogensinde at have oplevet  eller tænkt over det - og det er dog en bedrift. (Et forældet ordsprog om kunsten at kassere overflødige legemsdele melder sig her i erindringen - alene i protest mod gamle doktor Alz, der som sagt også kan undvære).

Men når det hidtil apokryfe bliver allemands-snak for eliten, så er det på høje tid at indse, at man selv bør gøre noget helt andet. For den vise søger kun anerkendelse for noget han i grunden ikke mestrer helt - det som man nemlig rigtigt kan, behøver ingen anden anerkendelse end udelukkelsen. Alene derved indser I måske, at smiger nærmest per definition i reglen er ubegrundet... Men hvorfor så egentlig rende efter den?

Javel, men hvis vi altså som de eneste skal afholde os fra emnet 'plagiat, så er vi jo allerede næsten dumpet ved nu at nævne det: - ganske som ved køreprøven, hvor nåde ligeledes fik lov at gå før ret, fordi man dog i sidste øjeblik fik rettet op og skiftet til højrekørsel efter et tørt og ureglementerede sufflør-vink med ordlyden "Nu har vi jo altså hørekørsel her til lands...". Jo, men hvorfor skal det hele være så kedeligt?

Vor overlevelse ved den lejlighed skyldtes alene den skolastiske fiffighed, hvormed vi svarede, at der aldeles intet var i vejen med den valgte kørebane endsige "vejens beskaffenhed" - og at en ædruelig motorsagkyndig i givet fald snarere burde have rettet sin kritik mod kørselsretningen. - Hør, er i med, I hundehoveder?

Kort sagt stod sagen altså 1-1 i kraft af to ligeværdige selvmål. Og i sådanne situationer indgår fornuftige forhandlere altid stiltiende forlig og fortsætter diskret business as usual.

På lignende vis håber vi også denne gang at have klaret frisag trods et enkelt uforsigtigt skridt på tabueret grund.

Men med hensyn til den nøddeknækker, så havde vi i dag medbragt en uhyre god undskyldning for trods klar erindring om vort forsæt endnu engang at udskyde nævnte fornyelse af vor bohave.

For man havde egentlig planlagt at afprøve grænsekontrollen over Sundet ved Helsingborg, hvor jeg nemlig afgjort ville satse, hvis det altså var mig der var en terrorist, der således ville gå over åen efter vand. Og hermed kommer mit tvivlsomme førerbevis altså omsider til sin ret: Endnu mere tvivlsomt, fordi mit oprindelige kørekort blev stjålet af en lommetyv for tre år siden just ved denne grænseovergang - tillige med min øvrige formue.

Og da mit nye kørekort er helt uskelneligt fra det stjålne, må det siges at udgøre et højst upålidelig identitets-garanti. Om den sluttelige ihændehaver af originalen gælder jo, at enten har han udskiftet fotoet på snedig vis - eller også har han fået foretaget et ansigts-kirurgigsk indgreb: vel vidende at plagiat jo er tidens højeste mode - og tillige alle dage har været en langt bedre forretning end det stik modsatte.

Imidlertid: I medfør af nævnte vidtløftige rejseplaner bliver der jo hverken tid eller grund til netop i dag at anskaffe en nøddeknækker.

Men nu har vort skriveri, der af samme grund udtrykkelig ikke indgik i dagsplanen, jo forlængst forpurret vor rejse - hvorefter vi så ikke længere har nogen undskyldning for yderligere udskydelse.

Dvs. det har vi måske alligevel: For vi husker skam endnu klart, hvad vi ovenfor røbede om vort private syn på den også for social opstigning nødvendige perseverens....

En egenskab, som vi som sagt kan prale af ikke at besidde andet end i form af ubændige besættelser helt uden fornuftigt sociale og paylovske koblinger: som f.eks. dengang den purunge mand byggede et nødtørftigt skjul højt oppe i et grantræ for i sene nattetimer at klatre ubemærket op - og efter daggry fotografere en statelig duehøg fodre sine unger på sin uhyre malerisk beliggende rede.

Kort sagt: Det er slet ikke utænkeligt, at man opsporer en nøddeknækker just i dag. Men i så fald sker det ved en pludselig beslutning uden nogen som helst tvingende nødvendighed af f.eks. at skulle bevise, at Onkel Alz atter må vente, til det muligvis engang bliver hans tur...

FRA SOKRATES TIL THOMAS MANN: PLAGIAT-KAVALKADE

POLITIKEN afslutter året med en kavalkade af historiens og kalenderårenes egen tendens til selvplagiat. Hvorunder også Prins Henrik uden land og kongetitel som sædvanlig atter må stå for skud. Men under alle de aktuelle sager der nævnes aner man den bagatellisering, der beror på at man klogeligt skyder gråspurve med kanoner, men bevidst lader alle større eller blot en smule mere omhyggelige fisk gå fri..

På forhånd øremærkede og autoriserede standspersoner udstedes løbende carte blanche til at begå artikler,udtalelser, foredrag og "bøger" selv om pludseligt "aktuelle" emner såsom 5000-året for stenalderens gennembrud - som de aldrig nogensinde før har tænkt over endsige opdaget, men muligvis nok praktiseret helt ureflekteret.

Derved inviterer man til, ja autoriserer endda plagiat. Med garanti for efterfølgende beskyttelse mod enhver art for salget, mediet og karrieren uhensigtsmæssig og uautoriseret misbrug af ytringsfriheden fra de rettelig forsmåede.

Det bliver derfor bare værre år for år - og synderne skamroses klogeligt løbende af alle der selv ønsker at komme i betragtning.Og selv emnet plagiat er skam næppe nogen undtagelse.Vi venter derfor uden spænding på en "debatbog" herom.
Men kom nu ikke og sig, at plagiat skyldes ydre socialt pres: For trods sjældenheden af originalitet så er langt flere mennesker i verdenshistorien blevet fyret grundet deres originalitet end grundet mangel på originalitet. Hvilket er lige så statistisk markant som, hvis langt flere mennesker i verdenshistorien er døde af af en uhyre sjælden sygdom end af forkølelse,

Vi vil derfor vove den påstand, at når folk undertiden frivilligt lovprises for deres store originalitet, så er det oftest et valg af det mindste mulige onde: For det sker ikke af gennemført naivitet, men tværtimod mod bedre vidende eller i hvert fald i strid med hvad dommernes menneskelige intuition og fornemmelse fortæller dem.
Og der er derfor kun tilsyneladende tale om en dementi af Janteloven - ganske som når en folkelig og plat diktator hyldes som overmenneske. Hvis Sokrates havde været anklaget for plagiat, ville man have tilgivet, frifundet - ja foretrukket og forfremmet ham. Men nu var det tværtimod mandens forsvarstale der var det allermest utilgivelige slag i ansigtet på demokratiet og dettes elite.

En ung litteraturjournalist beskylder i samme avis selveste THOMAS MANN for at være en af sin epokes største plagiatorer. Med den udødelige, men heldigvis også afdøde Mann som den art forbrydelsers skytshelgen er den unge litterat da i givet fald da lovligt undskyldt, hvis han selv en dag skulle føle sig nødsaget til fortvivlelsens selvhjælp. Litteraten ville derimod aldrig vove at rejse en lignende anklage mod nogen af sine nulevende professorer.

At Thomas Mann i sine "montage-romaner" brugte allehånde begivenheder og forlæg fra virkeligheden for ikke at tale om Biblen, fratager ham imidlertid ikke en helt umiskendelig besynderlighed i sit hjernemæssige stofskifte - som da mig bekendt netop ikke ligner ret meget andet.

Ganske vist lader Mann sin hovedperson i "Doktor Faustus" referere Adorno's musikteoretiske overvejelser omkring Schönberg osv..- men tog da også Adorno's kritik heraf til efterretning ved i næste oplag at gøre tydeligt opmærksom på lånet.

Naturligvis var det ikke spor vigtigt for Mann at bilde læserne ind, at han selv tillige var musikteoretisk banebrydende, og har nok tænkt: "Folk kan sgu da sige sig selv, at det her må være leksikalsk opsamlet viden, som jeg tildeler min hovedperson; de få kendere kan endda sige sig selv hvorfra - og resten af læserne er ligeglade og forventes jo ikke at forstå det 100%." Og det gjorde jeg da heller ikke selv....

Akkurat det samme er jo tilfældet, når en forfatter begår en roman om en fagspecialist på et andet u svært tilgængeligt specialområde: Den faglige korrekthed har oftest mest rituel betydning for skribeten selv- men også forlæsernes oplevelse af troværdighed. Ganske som vi overalt hvor vi har ed virkleigheden at gøre, godt ved at vi kan blive ved med at grave.
En roman der opleves med samme "tredimensionalitet", hvor ens forståelse af faglige detaljer er begrænset, opleves som troværdig - og derfor forventer, vi at forfatteren har sat sig noget mere ind i tingene og ikke digter frit.
Men hvis en autoriseret journalist eller måske en ærværdighed nu opfordres af et anerkendt forlag til at skrive en afklarende "debatbog" om emnet efter alle årets sager - så kan I være sikre på at den vil være propfuld af lån. For vi lever skam som vi lærer - og alle klapper, liker og anbefaler.

ANDERS AND SOM DØRSÆLGER...

OM AUTORISERET FORBRYDELSE
Mennesker der fyres eller straffes for mindre som større menneskeligt meget repræsentative forseelser, kan undertiden af samme grund behændigt bevæge store grupper til at gå i brechen for dem med mandsopdækning, som havde de tværtimod udrettet store velgerninger.

Men de som derimod straffes for fortrin, der ovenikøbet heller ikke er specielt repræsentative, skal derimod ikke regne med mere opbakning end den som Sokrates opnåede ved sin herostratiske forvarstale. For at huske sine fortrin trods modvind er hverken repræsentativt eller folkeligt vindende.

Situationen minder om Anders Ands problem som dørsælger: For at overbevise en dame om, at hun da åbenlyst for enhver behøvede både hårpleje og kosmetik - måtte han nemlig først støde hende så groft, at det blev honoreret med en stegepande i hovedet. Forsvarstalen for produktet blev således lige så uhensigtsmæssig som i Sokrates' tilfælde.

Åh, mens jeg har jer. Grunden til at den p.t. omtalte type forseelse begås stadig mere, er følgende: Når et emne såsom nu emnet plagiat skal belyses, spørger man i vore dage aldrig folk der faktisk har erfaret og skrevet om det, men derimod Tordenskjolds soldater, der endnu engang bevilges og indrømmes "kompetance" til at udtale sig om noget, som de aldrig før har talt om: og som de umuligt selv kan have været udsat for - så lidt som Anders Ands dørkunde tidligere havde været udsat for kosmetik...

Og selv om de til gengæld nok kan have praktiseret nævnte lille synd, er det sket så komplet ureflekteret, at de ville være ude af stand til at beskrive fænomenet uden atter at kigge efter sidemanden.

Der udstedes i vore dage på forhånd og uanset emne carte blanche og autorisation til plagiat til på forhånd øremærkede og som regel rather ordinary minds i rather privilegerede positioner. Og dem som man går uden om, bevilges ikke engang ret til offentligt at gøre opmærksom på misforholdet.

Her at tale om autoriseret plagiat er derfor i vore dage ingen overdrivelse - og fænomenet bliver ligesom priskonkurrencen mellem europæiske mælkebønderne kun værre. Og derfor skamroser mennesker også på Facebook privilegerede folk for selv at opnå samme art forret og fortrin. Men hvis vi gør de hædrede opmærksom på at der må være tale om skamros mod bedre vidende, så gentager vi atter Anders Ands fejl som dørsælger.

BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT

Vor tids Villemoes'er lever muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten Anne Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.


Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....

Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.

Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.

Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.

Jeg konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels. En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.

Helt på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis, som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste originaler.

For man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især, hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be" ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"

Hør engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre for det samme som man hemmeligt selv bedriver.

Men sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer - og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som "eliten" - denne være nu blå eller rød....

JOSEFOG HELLIGÅNDEN - HVEM PLAGIEREDE HVEM?

JOSEF & HELLIGÅNDEN

Var det Helligånden der i sin tid snedigt plagierede tømreren Josef i rollen som Marias lovformelige partner - eller var det mon omvendt?

Men Maria må hur som helst være undskyldt: For frejdige plagiatorer med livsmod og tro på kendissernes likes og mediernes kærlighed som den afgørende legitimitet og prøvesten er nu engang lettere at elske end originalerne med deres navlepillende og ufolkelige "ophavsret" - og især i rampelysets forfængelige verden.

Men uanset hvem der nu plagierede hvem dengang, så foretrak selv Gud det åbenbart på den måde...
N.B. Med megen tak for inspiration i et forlæg, alt for velkendt til at fortie. Men læg her samtidig mærke til: Uden henvisningen til forlægget ville ovenstående være helt sort tale.
For sådan er det tit med inspiration - den har slet intet at skjule og kan heller ikke skjule det..

"PLAGIAT-FØLJETON"

JULELEGE...

"PLAGIAT-FØLJETON"

Ovennævnte ord har jeg aldrig selv brugt, men låner det fra Oliver Stilling i hans kongeniale blog-indlæg om en morsom amerikansk plagiat-sag.

Til gengæld har jeg i rigt mål og som en af de eneste bedrevet just den genre som en artistisk lille videnskab, der indad søger at vinde hvad udad tabtes.

Hvilket beviser, at virkeligheden trods alt kommer før sproget. Skønt det kan vel ikke helt udelukkes, at næbdyret skulle være en undtagelse fra denne regel. Nåja, den havde vi nu ikke set komme - men who cares? Da i hvert fald ikke os botanikere!

I hvert fald læger også jeg nu en "PLAGIAT-FØLJETON" på bloggen, som jeg ellers aldrig nogensinde reklamerer for - idet jeg nemlig ikke helt kan finde ud af, om jeg som creti & pleti i grunden er bedst tjent med eller uden tavse læsere.

Så hvis I skulle høre til de ensomme uden råd til hverken juletræ eller trøstende engle, så er her en oplagt idé til konditions-styrkende tidsfordriv. Desuden er den bedste kur mod jeres egen selvoptagethed den helt uselvisk at vie jeres opmærksomhed til andres selvoptagethed.

Mother Theresa kunne have fortalt jer akkurat det samme, men nu gør far her det altså for hende. For med gamle Groucho's ord: "Is NN still alive?" - "No - she is still dead..."

Så god jul til både det snakkesalige flertal og det tavse ditto - alle enerne ej heller at forglemme, for julen er for alle undtagen muslimer.

Men hov-hov: Kan ordet "ener" nu også have flertalsform? I hvert fald i ikke i følge min gamle dansklærer, der nemlig rettede mig heri helt uden pardon. Men takket være den dristige prof. Jørn Lund's revolution er det i vore dage ikke bare fuldt legitimt, men endog - ganske ligesom abort af misfostre og muslimer - obligatorisk påbudt med flertals-formen af udtrykket "ener".

Det samme gælder det elitære og feudale prædikat "den eneste", der i sin oprindelige form nu er blevet forbudt af hensyn til den sociale og kulturelle mobilitet i demokratiets navn. Og den eneste (!) grund til, at flerguderi endnu ikke er demokratisk lovpligtigt hertillands er den sørgelige, at Gud i henhold til Wikipedia og Politikens Oplysning er afskaffet. Noget lignende er den vise grund til enkelte skribenters apokryffe eksistens: for på vore dages vilkår er det nemlig det fineste...

"NOGET LÅNT"

Oliver Stilling's bidrager nu til en verserende og helt kostelig amerikansk "plagiat-føljeton" i sin blog hos POLITIKEN.

Både en kvindelig psykiater, og en kendt forfatter der tidligere har skrevet om hende, plagieres således grundigt i et stykke, der så kommer på Broadway.

Oliver Stilling laver herunder sin egen morsomme forfatterskole-øvelse med at lege at han egentlig aller helst ville plagiere den artikel, hvori den amerikanske forfatter for nylig har beskrevet sagen. Og det skal ganske rigtigt nok ligne anerkendte ungdommelige forfatter-øvelser, der handler om en ung og håbefuld forfatter, der skriver om en ung forfatter osv..

Og det får mig til at tænke: Når unge journalister og forfattere skriver, gør de det ofte i håb om at ligne noget andet der er anerkendt. For mangen redaktør vil da straks finde det "aktuelt, veloplagt og vedkommende" - for det ved eller tror de, at også andre unge redaktører også gør: og skik følge eller land fly.

At antage noget der ligner det som de andre antager, er uden risiko - og dertil irriterer det ikke ved en originalitet der alene støttes af sin egenrådige tro på kvalitet helt uden fikse klæbende ligheder med noget, som verden til enhver tid foretrækker.

Og alene derfor ligger der både i publicistbranchen og akademia en voldsom fristelse til plagiat ud over selve forfængeligheden. For opfindsomheden i ordvalg er ret beset oftest langt mindre imponerende end branchens forkærlighed for de seneste klicheer - som nu aldrig har fristet mig meget.

Malcolm Gladwell's artikel, som Oliver "Twist" med Stilling altså kun leger, at han han plagierer, har et par sjove pointer. Især den, at når påviselige plagiater trods alt havnede på Broadway, så måtte ophavsmanden dog alligevel tage det som en anerkendelse trods alt.

Javel, men den anerkendelse kan man kun nyde, hvis man har en så oplagt sag, at selv de mest åndeligt dovne (kort sagt flertallet) må give en ret i, at der er tale om plagiat. Hertil må så også føjes, at selv massiv genbrug af dokumentarisk materiale - her hvad en psykiater har erfaret og beskrevet - er legitim nok: ganske ligesom romaner om Anden Verdenskrig, der jo gerne skulle have en dokumentarisk og historisk holdbar ramme. Hvis derimod også forlægget nu havde været fiktion, så ville det have være kriminelt - men denne sag var det altså trods alt ikke helt.

---------------------------------------

Ovennævnte åndelige dovenskab handler om tiltroen til det anerkendte, selv hvor det er banalt, dårligt eller altså - plagiat: "De kendte har nok ret", og den der står ene,er et nok bare en misundelig nar -, som vi hursomhelst selv ikke opnår noget ved at støtte - eller blot indrømme at vi læser.

Flertallet oplever det at følge med i noget som mange andre taler om just nu, som kvalitetsgarati og væsentligheds-garanti. Derfor læser alle akkurat det samme - ud over hvad de er professionelt tvunget til i jobbet. Originalitet er blevet sjældnere end "økumeniske konferencer på Månen": et garanteret selvplagiat - som til orientering ikke tillige er et plagiat..

Men i ovenstående ligger mediernes fordummende virkning. Og til overmål ses fænomenet på Facebook, hvor selv ret ubetydelig oplæg og udråb skudt fra hoften af kendte mennesker, men helst i en flad stil tæt på den billige langside, typisk giver anledning til den flittigste demokratiske deltagelse.

Originaliteten er ikke altid let at elske, og dens egen ubevidste præference for det modsatte af kærlig omklamring gør den nok ikke mere elskværdig. Og for nu at afslutte med et profetisk citat af hende der lavede omslaget til min egen første bog: "Når de ikke anmelder dig, så er det fordi de vil stjæle dine tanker".

Den viste sig siden at være meget skarpt set. - Og også på sociale medier gælder, at det som man indrømmer at have læst (f.eks. ved at trykke på den dumme tast som vi helst indrømmer syge samt enker uden enke-pension) - det kan man ikke siden plagiere under foregivende af ikke at have læst det...

Og derfor, folkens, skal I ikke altid tage åben anerkendelse for pålydende - og da slet ikke fra folk der dog på bunden ved og ser bedre.

En måde man i øvrigt kan tvinge folk til at indrømme at de læser ens tekster, er at omtale dem kritisk. Således opdagede Peter Tudvad, at jeg i en blog-tekst havde moret mig over den helt uproportionale imødekommenhed på Information over for noget, der dog immervæk tilhørte den biografiske specialafdeling, men som alligevel fik plads, som var det Tredje Verdenskrig.

Og det harcellerede Tudvad så helt legitimt over på Facebook - men med omhu uden at nævne kilden for ikke at friste fanskaren til noget, der måske endog var en tand mere opfindsomt end, hvad vi skal mene om Joakim Garff's syn på Kierkegaard's levned og finker fra panden.

------------------------

Sig nu ikke, at vi atter gentager en gammel traver. For nok har man skrevet udførligt om emnet mange gange både her og hisset, herunder en kronik i Politiken i 2011.

Men bliver emnet så i nutidens dumme forstand "aktuelt", fordi gud og hvermand med spalteplads nu også kan skrive om det uden selv at have erfaret eller gennemtænkt det..

Men det gør intet: Bare de folk får honorar for det, så læser og konverserer alle dannede mennesker om det og finder det lige pludselig både aktuelt, vedkommende, væsentligt - ja endog uhyre originalt. For det ligner noget, som mange med indflydelse gladeligt har vedtaget at lyse i kuld og køn - måske også fordi det dog ikke irriterede deres forfængelighed.