ER DU GEORGE BUSH?
”Kend dig selv”, sagde Sokrates. ”Men fortæl det ikke til andre”, har nogen siden tilføjet – klog af skade. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende ”Ak Herre, i Eders eget kongerige”.
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lear’s sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: ”Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på hvorledes det ville have behandlet Kong Lear.”
Så folk der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare – ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden ”gifter” alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og herligt utilsløret – selv hos folk der i nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Kierkegaard talte om en åndløshed hvori det moderne kløgtige meningsmenneske helt glemmer hvem det er – hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, ordner eller mangel på samme. Men Kong Lear’s eksempel viser at den der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante operetteverden og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel hvad han vil – og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane – om så også med en aura, der lader den svindende kongelighed ane. Så hvorfor skulle disse sørgeligt forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber der opnår at berømmes af verden, selv for de dyder og evner som de notorisk savner? Måske bl.a., fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitet kloge fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Nuvel, ”aldrig” er et stort ord – for vist sker det at mennesker pludselig ser deres liv i et andet lys: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for gennem rigdom, ære og meritter at imponere folk som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Så derfor, trods alt: kend dig selv – og husk det i nødens stund. Nu ikke mere jammer, hør her: En mnemotekniker hævder, at den bedste måde at huske en tid hos tandlægen er ved at tænke sig at det er George Bush der skal til tandlægen. Ved eftertanke må det dog tilføjes at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt. Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et mnemoteknisk trick til at huske om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske indbilder sig at være USA’s præsident, indbilder det sig rimeligvis også at have et perfekt gebis. Ergo følger, at hvis De virkelig mener at være den George Bush der vil ignorere den niende store klimakonference grundet en tid hos tandlægen – så er De utvivlsomt George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i Deres specielle tilfælde. De kan så i stedet vælge at huske at det er Muhammed der skal til tandlægen – med mindre De da tillige mener at være profeten, for så må De finde på noget tredje.
Men hvis De er George Bush, så vil De også vide hvor farligt det er at tage profetens navn forfængeligt. Kort sagt ser det ikke godt ud for Deres tandlægebesøg, så må vi ikke foreslå at De tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den niende klimakonference.
Godt, men hvordan skal De så huske en sølle klimakonference, når De ikke engang kan huske Deres tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at deltage i en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme – selv for George Bush.
Saturday, June 02, 2007
AF EN USKYLDIG JÆGERS DAGBOG
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.
Har ulovligt revet granplanter op i massevis i nogle sydsvenske naturskove – uden naturlig skovbrand af og til breder granerne sig og kvæler alt andet, herunder blåbærbuske, til skade for tjur, urfugl og selve skovbilledet. At rydde taigaen for graner lyder som et glimrende livstidsprojekt for en moderne Don Quijote eller Ahasverus, Biblens evige jøde, i dette tilfælde godt nok en halv palæstinenser, men det er jo lige absurd.
Slige uskyldige sysler passer mig fint, for enfold og genuin kompleksitet er for mig to poler, som stimulerer hinanden, omtrent som andre jo har deres åndsvage familie. Naturfredning i lidt større perspektiv – der har jeg nok gjort hvad jeg kunne i de faser, hvor sådan nogle som jeg kunne gøre en forskel. Når først ting er bredt accepterede næringsveje, bliver der kandidater nok, og det kan jo kun glæde mig. Anderledes med filosofi, for det er ingen værdi i sig selv at ”uddanne filosoffer”, de ting skal ikke fremelskes kunstigt.
Erstatning og livsflugt? Måske nok, men jeg har det godt med det og ved det godt selv. Nogle kan mene at jeg en dag fortryder at have brugt så meget af mit liv på en uskyld, som dog giver mig så mange tømmermænd. Når man nu trods alt ikke er en helgen og helhjertet kan afsværge al verdslighed.
Nogle siger, at så godt som jeg skriver og med så meget på kistebunden burde jeg da bare udgive en masse – ja, men jeg stoler slet ikke på integriteten af hele dette mellemlag af konventionelle dørvogtere. Utrolig påstand, men så snart de ved, at man ikke er rundet af Over-Danmarks loyale klubverden af middelklasse-aspiranter, stivner de. Selv det mest ulæselige ”prosa” eller ”poesi” roses for sin kompleksitet, men så snart man har sin egen genre, rådes man til at ”finde den røde tråd”, skrive en ”debatbog”, en introduktion til jeg ved ikke hvad osv. Såsnart kompleksiteten og det gennemgående vandmærke ikke skyldes en velkendt genre som romanen, lukker de af – enkelte undtagelser er der, men de sidder typisk på små forlag. Men jeg burde give dem en chance i stedet for at generalisere ud fra Gyldendals honette protektionisme (for tre år siden), men tanken er mig ulystbetonet i dette næsten industrielle bog-morads af dygtige konditorkunst med adgangsbevis.
Blandt mine mange individuelle støtter råder flere mig netop til at skrive en roman – men bortset fra at de teoretisk kunne have ret, så må man følge sin form og sit hjerte, så længe det føles rigtigt. Min kompleksitet har ganske rigtigt romanens flerdimensionalitet, og jeg får ofte fiktionstilløb, ja man kan ligefrem sige at jeg ofte simulerer fiktion – men har ikke episk tålmodighed til at ”inkarnere” mig bindende og foretrækker tankens frie flyvehøjde og bratte skift. Man har sine karakteristiske grænser, og sådan er det bare. Men jeg sætter skam som læser romanformen højt. Nå, Kierkegaard kunne sgu heller ikke have skrevet en roman – hvilket ganske vist ikke gør det til noget fortrin, men altså: Hvorfor dog bede blikkenslageren om at udføre tømrerens arbejde, og da især hvis der er masser af arbejdsløse tømrere, men næsten ingen rigtige blikkenslagere?
En doktorafhandling kunne endda slet ikke falde mig ind, det er for pligtskyldigt, langsommeligt og ret beset næsten altid forholdsvis uoriginalt. Som danskprofessor Lars Brink en dag sagde om en tyk og moderne filosofisk bog, der ulykkeligvis var havnet på mit bord: ”Folk der skriver så langt, kan jo ikke tænke klart.” Helt rigtigt set – bortset fra at sådanne folk jo godt kan være meget begavede i henseende til læseevne, overblik, synteser mm – men filosofisk ”hard core” tæller omfang ikke andet end som en slags social adgangsbegrænsning mod de virkelige talenter ”sui generis”.
Og efter sigende er nævnte træk endnu mere udpræget i matematikken, hvor en doktorafhandling undertiden kun fylder en snes sider. Dér har man åbenbart taget konsekvensen af tingenes væsen, hvorimod man i filosofiens verden lader den studentikose snak med tvivlsomme og prætentiøse terminologier løbe derudaf. Hvortil kommer min gamle grammofonplade om hele denne tilpasningsverden af ”Hvordan bliver man filosof?”, ”Hvordan bliver man forfatter?”, ”Hvordan bliver man komiker”, ”Hvordan bliver man martyr?” osv. Hvilket tvinger mig til at underholde nye læsere med det cv om en gammel dansker der stod at læse i min bedstemors konversationsleksikon: ”Forhenværende advokat – nu negersanger”. Ak, ak: ”De udgiver Dem for neger – må vi så deres eksamensbevis?”
NÅ, men nu kom vi væk fra den enfoldige naturs glæder. Under min destruktive svenske gartnerudfoldelse fandt jeg en duehøgerede med tre store unger, mindst to uger tidligere end normalt – rent bortset fra at dette duehøgepar i mange år har holdt sig skjult for mig. På et stort militært øvelsesområde af næsten laplandske dimensioner stødte jeg en flok på hele 13 urkokke op – det ville Blicher have nydt, og hvis han havde været ædru, kunne han måske også have haft held til at pløkke en eller to af dem ned. Men i vore dage er der nok af jagtfantaster; jeg ville ikke have synderlig glæde af det, hvis det ikke var for overlevelses skyld, som hos de folk der lader sig droppe ned i Canadas ødemark i et par måneder.
Storspoverne med deres lange buede næb fløj territorieflugt, alt imens de slog deres herlige vidtlydende triller, og også de noget mindre, due-store hjejler slog deres sløjfer på himlen under vemodige fløjt, som Blicher ligeledes ville have genkendt. Mit hemmelige kongeørnepar er ikke længere hemmeligt, og enten er rugningen spoleret, eller også har de flyttet ungen til et ukendt sted – en utrolig opfindsomhed, der flere gange er blevet konstateret. Ja, for hos sådan en fjendeløs fugl kan det jo slet ikke tilhøre det instinktive flugtrepertoire, men må vitterlig være at betragte som intelligent adfærd. Også hos duehøgen skal sådan hemmelig ungetransport til et sikkert sted være konstateret. Det kræver stor finmotorisk beherskelse, for hvis høgen holder for fast om ungen, vil denne blive dræbt af fuglens voldsomme kløer og særdeles kraftfulde greb.
Thursday, May 24, 2007
OLE THYSSEN, HENRIK DAHL, S.U.T og STJERNFELT
DE MISKENDTE SEJRHERRER...
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.
Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.
Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.
(INFORMATION april 18.4.07) Hermed så den tidligere bebudede lille sag.
Ole Thyssen og Henrik Dahl vakte forleden furore i Blågaardsgade Beboerhus, hvor de dystede med socialpsykologisk forening om deres syn på tabere og vindere. De følte sig imidlertid miskendte, idet deres ærinde slet ikke er politisk, men blot det filosofiske at beskrive tre typiske formationer i forhold til behovet for anerkendelse. Og den anstødelige pointe er her den, at i vore dage kræver vi anerkendelse selv i vor egenskab af tabere.
Vi hørte et år tidligere det samme budskab hos Stjernfelt og Søren Ulrik Thomsen, og de knyttede det til vor kristne tradition for at ophøje de fornedrede og kyse vinderne. Nietzsche var jo inde på de samme, og Henrik Pontoppidan havde ligeledes et godt øje til det i sin skildring af mislykkede prædikanter, der til sidst indbilder sig at være Jesus selv.
Kort sagt er der heri intet nyt under solen, men vist har de ret: Således kan hvem som helst, der i nogenlunde samme uanstødelige medie-akademiske esperanto som alle andre siger nogenlunde det samme, i dag gøre fordring på at være filosoffer og forfattere og holde mængder af foredrag om det samme. De anser sig alle for banebrydende og provokerende sejrherrer – og ingen ler. Hvis det fortsætter på denne måde, så er vi snart alle adjungerede professorer ved Farum Universitetscenter – men nej hvor er det fantasiløst.
Når noget bliver mode eller toneangivende, vil alle snart være det – og det medfører psykologisk set altid, at der snydes på vægten: For majoriteten på holdet vil altid sørge for at redde sit skind og kalde sig krigere. Hvis det blev højeste mode at være som Jesus, ville Kierkegaard få ret i at Kristendommen ville blive forvandlet til pjat – og de få sande kristne ville blive ignoreret med den indbildte elites dødelige fornærmethed på sandheden og ”the real thing”. For karakteristisk for os mennesker er, at forfængeligheden og begæret vokser med graden af forkælelse, og så fordamper selvkritikken. Alle på solsiden skal både skrive bøger, være terapeuter, mønsterbrydere, fredsforskere, meningsmaskiner og spindoktorer, i takt og fodslag. Og ingen ler – nej, må vi ikke snart bede om en ærlig flyttemand.
Men hvorfor køber folk disse mange synkroniserede debatbøger begået af store drenge der ubevidst kopierer hinanden? Svaret er allerede antydet: Just grundet nævnte kopi-instinkt køber folk tvangsmæssigt ”det ny” for selv aflure de succesrige kunsten – og det er ganske rigtigt ingen kunst. Derfor kalder vi dem banebrydende, for når vi selv kopierer dem, så er vi dermed også selv banebrydende. Kort sagt kan Dahl, Thyssen, S.U.T. og hvad de nu ellers hedder, godt have nogen ret – men deres tro på deres budskabs dybde bekræfter på en ironisk måde deres tale om taberne. Nuvel, tabere er de indrømmet ikke – men hvis dette er vinderne, så er der desto mere grund til at hold med taberne.
Og her når vi så frem til et kontant og nøgternt argument mod det nye evangelium. For vel har den mangehovede klon af tilpasningsguruer da ret i, at tabere tit bekvemt henholder sig til Jesus eller van Gogh som tragiske forbilleder og ”berettigede undtagelser”. Men også vinderne har et selvbedrag, som er et symmetrisk spejlbillede af tabernes: For hver gang der opstår ægte ”berettigede undtagelser”, hos hvem anerkendelse og reelle kvaliteter vitterlig er ude af proportion – så vil det nye evangeliums apostle straks hyle i kor: ”Se nu bare, atter en af disse dårlige tabere der indbilder sig at være en ny van Gogh.!”
Kort sagt er vindernes selvbedrag akkurat lige så letkøbt som tabernes. Ja endnu mere, for ”vinderene” er den solide majoritet samt dennes guruer, og de er vidunderligt fri for tvivlens nådegave, som taberne og da især just de berettigede undtagelser altid kæmper med. Modeguruer kendes på, at jo højere deres honorarer er, desto sikrere er de på at at være alle pengene værd; berettigede undtagelser får omvendt næsten skyldfølelse ved at forlange honorar. I begge tilfælde fordi vi mennesker desværre tager verdens dom for pålydende.
Men når ingen af de nye apostle giver et eneste nutidigt eksempel på berettigede undtagelser, er det fordi de forbeholder denne status til de forlængst afdøde, som de ikke behøver at frygte eller misunde. Åh – lige én ting til: Når også krigerne vil give den som ”undtagelser”, så er det fordi de tillige vil stjæle det, som de officielt benægter eksistensen af: For ”vinderne” vil helst have det hele – og ingen ler.
NETVÆRK
Nu læser man atter om bloggens fortræffeligheder som afløser af det gammeldags CV, som bog-genre og som instrument for ens sociale netværk. For fremtiden vil Arbejdsdirektoratet vel af folks blogs kunne læse, om de står til rådighed for arbejdsmarkedet eller måske omvendt har gjort sig fortjent til førtidspension, internering eller eksil.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.
Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.
Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.
Nå, som I ved, har jeg dårligt med neværk. Vil vi bevare negrene eller udrydde hvalerne, er netværk skam en god ting - ligeledes ved arbejdsfællesskaber og sociale skæbnefællesskaber: Fagforeninger, patientforeninger - således kunne man begå den logiske bommert at oprette en forening for autister, for det er jo lige den ting de/vi ikke duer til. Så det ville være en ny udgave af Russells paradoks, eller for den sags skyld Groucho Marx' , der jo søgte en forening og en kvinde der ikke ville have ham som medlem. Ak, ak - vi kender syndromet; og hende der piner mig, gør det muligvis også, jeg tror næsten hun foragter sit eget køn og har et ambivalent og måske endda misundeligt forhold til de mænd hun drages mod, stikflammerne sidder i hvert fald løst den dag man taber terræn... Ak, gid dette var et sidespring - men til sagen.
Netværker ser vi til overflod en masse kulturagtige steder - også filosofiske netværk, hvor man promoverer hinanden i flok ved sammen at læse og diskutere de samme gennemsnitsakademiske artikler hvor dygtige middelmådigheder kommenterer hinandens tekster i "anerkendte fagtidsskrifter" efter devisen: Filosofi og humaniora kan vi sgu alle snakke med om, og kan han, så kan jeg også. Men det handler reelt blot om i kraft af flokken at opnå fortrinspositioner, hvorved man kan komme uden om mere oplagte typer på det givne område: kort sagt handler det om at forvride eller ødelægge markedsmekanismerne og derved "komme i betragtning", når studieværter og redaktører skal indhente en filosofisk kommentar om det ondes problem apropos en ny roman eller film.
Den dag et filmselskab søger en autist, ville der jo melde sig en masse der netop ikke er det - for autisterne opdager jo slet ikke markedet, endsige den forening der gerne vil have dem som medlem. Så et eller andet sted er dette netværksfnidder ofte de måske egnedes metode til under civiliserede former at udelukke de egnede, de passionerede og de barnefødte i riget.
Omtrent som når en anmelder roser Jørn Lunds sidste Gyldendal-publikation med dissse ord: "Han skriver som en (morsom) engel". Som min gamle ven fra proletariatet siger: Den kan i smigrens verden simpelt hen ikke blive for tyk! For en gennemkontrolleret og socialt forsigtig mand kan godt være både dygtig og velbegavet - men skrive som en morsom engel kan han umuligt.
Så hvis nu bloggernes forskellige netværk skal udvikle sig på samme vis, er det trist. Synliggørelsen handler meget om at gøre de gode på feltet usynlige. Snart er alle "synlige", og til sidst gider ingen læse lortet længere. Men indrømmet: Er det mig, NN, eller en tredje, der skal opgive deres drømme om dette eller hint? Det er altid de andre der er "uberettigede", Rifbjerg bryder sig heller næppe om mange andre nulevende forfattere. Men nevertheless: De der allerførst undersøger hvordan man kommer frem i verden, er de der intet har på hjerte, og som ejheller søger andet end det berømte "embede" - og som derfor instinktivt altid søger ind mod midten af flokken.
Tuesday, May 15, 2007
BLOGGE OG GODE GERNINGER
Boglig publicering af flyvefærdige blogs er ved at blive en anerkendt procedure og er jo ikke mærkeligere end flyvefærdige dagbøger og kladdehæfter. Men hvis blog-manuskripter skal være en genuin genre for sig, så skal den være lurmærket på en unik måde.
Et sådant manus foreligger og blev med største succes oplæst i ØK's oplæsningssted The Lab i efteråret. Men endnu har jeg været for knibsk til at læggde den ud på bloggen selv - i denne verden af tvungen vidensdeling, der jo i forvejen nær har ruineret mig, men jo også fremprovokeret ny kreativitet igen og igen. Men også det skal hyænerne såmænd nok lægge beslag på, for så snart noget hidtil ringeagtet viser sig at have en art værdi, format eller underholdningsværdi, så skal alle main-stream drengene også, og så kommer alle benspændene som det første træk. Læs "Klods-Hans", for helvede! Hvor svært kan det være?
Nå, normalt lægger vi ikke manuskripter ud, for som sagt skal de være genuint blog-agtige, uanset hvad der senere måtte ske. Men kommentarer omkring selve dette medie-halløj hører dog som grænsetilfældet med, for de vedrører vel alle medier. Derfor skal jeg nok indlægge en kommentar forleden i Information, hvor jeg gav Thyssen, Dahl, SUT og den inkarnerede netværk-skabning Stjernfelt en kollektiv røvfuld for deres letkøbte snak om vindere og tabere og deres naive kriterier for vinder-kvalitet.
Nå, men tænker vi da altid kun på vort fordømte lille jeg? Indrømmet, I har sgu en pointe: 1-0 til læseren- men der er nu undtagelser såsom følgende. En tidligere elite-teolog (bevares, næsten ingen humanistiske akademikere tænker noget i egentlig forstand originalt, for det har de alt for travlt til, men derfor kan de godt være både skrappe og studiebegavede)...Kort sagt, en forhenværende elite-teolog.... Nej det her minder mig om et konversationsleksikon fra 30erne, hvor der om en kendt dansker stod: "Forhenværende advokat, nu negersanger".
Morsomt, for selv om "negersanger" dengang bare betød jazz-sanger, så kan det være et godt billede på nutidens store demokratiske illusion, at alt skyldes udnævnelse og kurser, og hvor intet udemokratisk overlades til skæbnens og naturens luner. Men neger kan man trods alt endnu ikke uddanne sig til, men alt andet .
Den demokratiske illusion passer mainstream-eliten fint, for hvis alt beror på udnævnelse og kursusbevis, så kan mainstream elitens intrigante duksedrenge igen og igen sætte sig på det hele og overhale alle Klods-Hanser og -Hansiner indenom. Dernæst kan de som sidste søm på ligkisten kalde dem dårlige tabere og udgive ondskabsfulde små skrifter derom, for at overdøve deres hemmelige og smertefulde viden om sandheden.
Men altså KORT SAGT, en tidligere elite-teolog... er slået igennem som pop-musiker og -komponist; og han fortalte mig at pladeselskabet gerne ville have hans portræt malet. Fluks henviste jeg ham til "den lille maler" Ruben Gelardie, som jeg tidligere har omtalt her, og som har særdeles underfundige teologiske og dialektiske årer.
Efter at have set Ruben Gelardies andre portrætter var vor rock-musiker helt solgt, og med rette. For selv om både Gelardie og hans lige så strålende talentfulde og nu hedengangne mor i snart en halv menneskealder har været ude i kulden, fordi de hverken var kommunister eller nonfigurative på det rette tidspunkt - så finder vor musiker ingen bedre i kongeriget til opgaven.
Hvorfor var dette nu en god (men bevares, gratis) lille gerning? Jo, for derved forhindrede jeg den daglige skandale i at gentage sig: Den ugudelighed hvormed de etablerede altid "gifter" sig opad i alle henseender og derfor kun lader sig male af Per Kirkeby.
For nu at nævne Stjernfelt igen, så har han altid allieret sig med etablerede folk og "coming men" i en art seriel monogami - og det er faktisk, selv hos så dygtige folk, det mest almindelige, blot i lidt mere behersket grad, eller måske bare lidt mere fordækt. På den måde får man aktier i alle gode firmaer - og til sidst bliver man selv en "uomgængelig" faktor, som alle lovende talenter må betale beskyttelsespenge til for at komme igennem.
En ung forfatter eller forsker må således lade en sådan netværksedderkop skrive forordet til sin bog, ligesom de må turnere sammen og tale om det pågældende emne: for den nye selv er for ubeskreven til at nogen gider invitere ham - og den nye mand kan derved også få udsigt til at få yderligere gunstige kontakter i abernes verden. Ak, ak - aldrig i livet. Så hellere Herstedvester eller Nykøbing Sjælland - mon man forresten selv kan vælge, når det kommer dertil? I visse amerikanske stater kan man således selv vælge henrettelsesmetoden. Men den tid den sorg.
Nå, men vor rock-sanger er trods sin ungdom og ungdommelighed i øvrigt helt ubestikkelig på førnævnte punkt, og han har sagtens råd til det. Det var så dagens lille gode og retfærdige gerning, og som kommentar til medievirkeligheden tillige blog-relevant. For betalingsaviserne får et stort problem, hvis deres redaktører oplever folk med spontane og individuelle talenter, skæbner osv som irriterende og inderligt uvelkomne konkurrenter om "forældrenes" opmærksomhed.
Kvinden der piner mig grundigt, skal I derimod slippe for at høre om - bortset fra at sådanne private hobbies måske mest viser, at begge de involverede keder sig og mangler hvad man i gamle dage kaldte "høyere opgaver" i livet- Både den der piner og den der pines, fordriver jo derved én slags tomhed med en anden.
For selv om traumer såsom en suicideret mor samt tyve års professionel uærlighed og mobning nu er reelle nok, så ved vi jo godt, hvad der er vigtigst den dag vi ikke har til brødet og huslejen. Det er også velkendt at krig neutraliserer depressioner og neuroser...
Til sidst:
Ved I hvorfor det er mere taknemmeligt at være viis i det virkelige livi "real time" end på papiret og på bloggen? Jo, fordi de kloge i livet scorer det hele, og fordi de som spot til skade og som nævnte finale søm på vor ligkiste tillige med bravour kan udgive såvel alt deres eget halv-inferiøre bras som alt det de stjæler fra alle dem de fortier og forhåner: herunder utvivlsomt også profeten Muhammed - fred være med ham, og give han måtte have adgang til ørepropper: for at være tvangsindlagt til evig alvidenhed i "real time" må jo være Helvede selv - der således viser sig at være gudernes privilegium og forbandelse.
Til aller sidst: Vore læsere skal aldeles ikke føle sig ensomme og forladte, for vi har sporet at vi skam citeres, selv på høyeste sted. Hvorledes? Ved at vi tappes for indbildte medaljer og Nobelpriser? Ha - nej, det ville være alt for uoriginalt for denne blog, så hør her:
Engang opdagede jeg ved et tilfælde at når jeg offentligt kom til at bruge et uhyre gammelt udtryk eller et unikt citatsted, ovenikøbet yderligere forsynet med en helt individuel drejning eller rokade, så kunne jeg snart efter se kunststykket gentaget af bedre folk i det offentlige rum, med slavisk præcision. Sådanne irrationelle små ting kan ikke være tilfældige, hvorimod geniale opdagelser som bekendt altid gøres igen også af andre, netop fordi de et eller andet sted er rationelle.
Kort sagt bruger jeg således en art radioaktive sporstoffer, hvis stråling gør at de altid kan detekteres, uanset hvor de måtte havne, og uanset i hvor små doser. Det er herligt upersonligt og objektivt - så kan folk sgu selv tænke sig til, at hvad der sker i det små, det sker nok også i det store. Og det er en langt mere umiskendelig anerkendels end at blive nævnt med navns nævnelse. Men altså kort sagt, vor læser kan roligt føle sig i uhyre eksklusivt selskab, om end vi ikke kan rose os af høje Gallup-tal endsige bestillinger fra "on demand"-forlag.
Et sådant manus foreligger og blev med største succes oplæst i ØK's oplæsningssted The Lab i efteråret. Men endnu har jeg været for knibsk til at læggde den ud på bloggen selv - i denne verden af tvungen vidensdeling, der jo i forvejen nær har ruineret mig, men jo også fremprovokeret ny kreativitet igen og igen. Men også det skal hyænerne såmænd nok lægge beslag på, for så snart noget hidtil ringeagtet viser sig at have en art værdi, format eller underholdningsværdi, så skal alle main-stream drengene også, og så kommer alle benspændene som det første træk. Læs "Klods-Hans", for helvede! Hvor svært kan det være?
Nå, normalt lægger vi ikke manuskripter ud, for som sagt skal de være genuint blog-agtige, uanset hvad der senere måtte ske. Men kommentarer omkring selve dette medie-halløj hører dog som grænsetilfældet med, for de vedrører vel alle medier. Derfor skal jeg nok indlægge en kommentar forleden i Information, hvor jeg gav Thyssen, Dahl, SUT og den inkarnerede netværk-skabning Stjernfelt en kollektiv røvfuld for deres letkøbte snak om vindere og tabere og deres naive kriterier for vinder-kvalitet.
Nå, men tænker vi da altid kun på vort fordømte lille jeg? Indrømmet, I har sgu en pointe: 1-0 til læseren- men der er nu undtagelser såsom følgende. En tidligere elite-teolog (bevares, næsten ingen humanistiske akademikere tænker noget i egentlig forstand originalt, for det har de alt for travlt til, men derfor kan de godt være både skrappe og studiebegavede)...Kort sagt, en forhenværende elite-teolog.... Nej det her minder mig om et konversationsleksikon fra 30erne, hvor der om en kendt dansker stod: "Forhenværende advokat, nu negersanger".
Morsomt, for selv om "negersanger" dengang bare betød jazz-sanger, så kan det være et godt billede på nutidens store demokratiske illusion, at alt skyldes udnævnelse og kurser, og hvor intet udemokratisk overlades til skæbnens og naturens luner. Men neger kan man trods alt endnu ikke uddanne sig til, men alt andet .
Den demokratiske illusion passer mainstream-eliten fint, for hvis alt beror på udnævnelse og kursusbevis, så kan mainstream elitens intrigante duksedrenge igen og igen sætte sig på det hele og overhale alle Klods-Hanser og -Hansiner indenom. Dernæst kan de som sidste søm på ligkisten kalde dem dårlige tabere og udgive ondskabsfulde små skrifter derom, for at overdøve deres hemmelige og smertefulde viden om sandheden.
Men altså KORT SAGT, en tidligere elite-teolog... er slået igennem som pop-musiker og -komponist; og han fortalte mig at pladeselskabet gerne ville have hans portræt malet. Fluks henviste jeg ham til "den lille maler" Ruben Gelardie, som jeg tidligere har omtalt her, og som har særdeles underfundige teologiske og dialektiske årer.
Efter at have set Ruben Gelardies andre portrætter var vor rock-musiker helt solgt, og med rette. For selv om både Gelardie og hans lige så strålende talentfulde og nu hedengangne mor i snart en halv menneskealder har været ude i kulden, fordi de hverken var kommunister eller nonfigurative på det rette tidspunkt - så finder vor musiker ingen bedre i kongeriget til opgaven.
Hvorfor var dette nu en god (men bevares, gratis) lille gerning? Jo, for derved forhindrede jeg den daglige skandale i at gentage sig: Den ugudelighed hvormed de etablerede altid "gifter" sig opad i alle henseender og derfor kun lader sig male af Per Kirkeby.
For nu at nævne Stjernfelt igen, så har han altid allieret sig med etablerede folk og "coming men" i en art seriel monogami - og det er faktisk, selv hos så dygtige folk, det mest almindelige, blot i lidt mere behersket grad, eller måske bare lidt mere fordækt. På den måde får man aktier i alle gode firmaer - og til sidst bliver man selv en "uomgængelig" faktor, som alle lovende talenter må betale beskyttelsespenge til for at komme igennem.
En ung forfatter eller forsker må således lade en sådan netværksedderkop skrive forordet til sin bog, ligesom de må turnere sammen og tale om det pågældende emne: for den nye selv er for ubeskreven til at nogen gider invitere ham - og den nye mand kan derved også få udsigt til at få yderligere gunstige kontakter i abernes verden. Ak, ak - aldrig i livet. Så hellere Herstedvester eller Nykøbing Sjælland - mon man forresten selv kan vælge, når det kommer dertil? I visse amerikanske stater kan man således selv vælge henrettelsesmetoden. Men den tid den sorg.
Nå, men vor rock-sanger er trods sin ungdom og ungdommelighed i øvrigt helt ubestikkelig på førnævnte punkt, og han har sagtens råd til det. Det var så dagens lille gode og retfærdige gerning, og som kommentar til medievirkeligheden tillige blog-relevant. For betalingsaviserne får et stort problem, hvis deres redaktører oplever folk med spontane og individuelle talenter, skæbner osv som irriterende og inderligt uvelkomne konkurrenter om "forældrenes" opmærksomhed.
Kvinden der piner mig grundigt, skal I derimod slippe for at høre om - bortset fra at sådanne private hobbies måske mest viser, at begge de involverede keder sig og mangler hvad man i gamle dage kaldte "høyere opgaver" i livet- Både den der piner og den der pines, fordriver jo derved én slags tomhed med en anden.
For selv om traumer såsom en suicideret mor samt tyve års professionel uærlighed og mobning nu er reelle nok, så ved vi jo godt, hvad der er vigtigst den dag vi ikke har til brødet og huslejen. Det er også velkendt at krig neutraliserer depressioner og neuroser...
Til sidst:
Ved I hvorfor det er mere taknemmeligt at være viis i det virkelige livi "real time" end på papiret og på bloggen? Jo, fordi de kloge i livet scorer det hele, og fordi de som spot til skade og som nævnte finale søm på vor ligkiste tillige med bravour kan udgive såvel alt deres eget halv-inferiøre bras som alt det de stjæler fra alle dem de fortier og forhåner: herunder utvivlsomt også profeten Muhammed - fred være med ham, og give han måtte have adgang til ørepropper: for at være tvangsindlagt til evig alvidenhed i "real time" må jo være Helvede selv - der således viser sig at være gudernes privilegium og forbandelse.
Til aller sidst: Vore læsere skal aldeles ikke føle sig ensomme og forladte, for vi har sporet at vi skam citeres, selv på høyeste sted. Hvorledes? Ved at vi tappes for indbildte medaljer og Nobelpriser? Ha - nej, det ville være alt for uoriginalt for denne blog, så hør her:
Engang opdagede jeg ved et tilfælde at når jeg offentligt kom til at bruge et uhyre gammelt udtryk eller et unikt citatsted, ovenikøbet yderligere forsynet med en helt individuel drejning eller rokade, så kunne jeg snart efter se kunststykket gentaget af bedre folk i det offentlige rum, med slavisk præcision. Sådanne irrationelle små ting kan ikke være tilfældige, hvorimod geniale opdagelser som bekendt altid gøres igen også af andre, netop fordi de et eller andet sted er rationelle.
Kort sagt bruger jeg således en art radioaktive sporstoffer, hvis stråling gør at de altid kan detekteres, uanset hvor de måtte havne, og uanset i hvor små doser. Det er herligt upersonligt og objektivt - så kan folk sgu selv tænke sig til, at hvad der sker i det små, det sker nok også i det store. Og det er en langt mere umiskendelig anerkendels end at blive nævnt med navns nævnelse. Men altså kort sagt, vor læser kan roligt føle sig i uhyre eksklusivt selskab, om end vi ikke kan rose os af høje Gallup-tal endsige bestillinger fra "on demand"-forlag.
Friday, March 30, 2007
FORÅR I ALABAMA
Forleden fortalte vi en vits baseret på selvoplevelse: min cykel lod sig ikke oplåse, men viste sig senere at være en andens cykel. Det overførte vi til en ulykkelig ægtemand, hvis hustru er rendt med en anden - det viser sig siden at det var en andens hustru, der var rendt, med en tredje I presume. Det siges at der dybest set kun findes ti vittigheder - men hvis dette i virkligheden er den ellevte vittighed, er den dårlig - hvilket i sin tur bekræfter, at ti vittigheder er nok.
Apropos det med antal må vi her gengive Viktor Borge: "My grandfather was a great inventor, but was never duely recognized. First he invented "fore up"; then he invented "five up"; and after some years he finally invented "six up". Frustrated he then committed suicide. Little did he know how close he was..."
Nå, men hvad vi egentlig ville fortælle, var, at vor absurde vits ovenfor ganske rigtigt ikke er helt ny i sit princip. Således fortalte min tandlæge flg. vits. En hvid handelsrejsende måtte overnatte på et hotel for sorte i Alabama - og var derfor nød til at sværte sit ansigt med skocreme. Han bad portieren vække ham tidligt næste morgen, idet han skulle nå et fly til New York. I lufthavnen forsøgte han febrilsk, men uden held, at vaske skosværten bort. Det viste sig siden, at portieren havde vækket den forkerte mand...
Samme skizofrene absurditet, for en rigtig neger ville jo aldrig have forsøgt at vaske sin hud hvid.
Fra komikken til skønheden. Cyklede Gribskov og Karlebo rundt i det forjættende forårsvejr, med let guldalderagtig dis hen ad aften. Passerede Donse Dam i Tokkekøb Hegn, hvor en kongelig krudtmølle engang sprang i luften. Den virkede åbenbart - som en maliciøs skolekammerat sagde om en ex-klasssekammerat der mistede en hånd under tilberedelse af krudt a la "den lille kemiker". Den stakkels dreng måtte ofte holde for, idet hans far, der angivelig var cand.polit., siden gik fallit - hvilket naturligvis blev til cand.fallit. Samme morsomme hovede blev siden fan af guru Marharaji, trods sin ironi - for den ensomme ironi blev til sidst ham for meget. Forældrene noget kuldslåede. Min egen mor var sød nok, men sprang til sidst ud af vinduet. Ulykkeligvis boede vi ikke i stueetagen- shit happens...
Nå, folk er sådan set rare nok, men ikke når vi er bange og føler os truede. Og det gør folk i dag, derfor denne intrigante syge, just blandt de pæne mennesker der krampagtigt og forfængeligt holder på deres privilegier. Glæden ved at rejse i eksotiske egne er vel bl.a. at møde mennesker helt uden denne syge - men ret beset kan de vel godt indbyrdes have lignende syndromer i nogen grad; men i forhold til os er de lige så uskyldige og ufarligt nysgerrige, som vi er i forhold til dem. Som Onkel Danny sagde: Det er ikke let at være nogen. Men en forårsdag som i dag er det nu ret let, i hvert fald for mit vedkommende - uanset om min læserskare forholder sig som Viktor Borges morfars fan-klub. Amen.
P.S. Blev just afbrudt af en ensom handelsrejsende udi blomsterbuketter, men jeg havde heldigvis en god undskyldning: Sorry, but my madam has gone... Som sagt, shit happens, men however, "Je ne regrette rien". Og pardon my French.
Apropos det med antal må vi her gengive Viktor Borge: "My grandfather was a great inventor, but was never duely recognized. First he invented "fore up"; then he invented "five up"; and after some years he finally invented "six up". Frustrated he then committed suicide. Little did he know how close he was..."
Nå, men hvad vi egentlig ville fortælle, var, at vor absurde vits ovenfor ganske rigtigt ikke er helt ny i sit princip. Således fortalte min tandlæge flg. vits. En hvid handelsrejsende måtte overnatte på et hotel for sorte i Alabama - og var derfor nød til at sværte sit ansigt med skocreme. Han bad portieren vække ham tidligt næste morgen, idet han skulle nå et fly til New York. I lufthavnen forsøgte han febrilsk, men uden held, at vaske skosværten bort. Det viste sig siden, at portieren havde vækket den forkerte mand...
Samme skizofrene absurditet, for en rigtig neger ville jo aldrig have forsøgt at vaske sin hud hvid.
Fra komikken til skønheden. Cyklede Gribskov og Karlebo rundt i det forjættende forårsvejr, med let guldalderagtig dis hen ad aften. Passerede Donse Dam i Tokkekøb Hegn, hvor en kongelig krudtmølle engang sprang i luften. Den virkede åbenbart - som en maliciøs skolekammerat sagde om en ex-klasssekammerat der mistede en hånd under tilberedelse af krudt a la "den lille kemiker". Den stakkels dreng måtte ofte holde for, idet hans far, der angivelig var cand.polit., siden gik fallit - hvilket naturligvis blev til cand.fallit. Samme morsomme hovede blev siden fan af guru Marharaji, trods sin ironi - for den ensomme ironi blev til sidst ham for meget. Forældrene noget kuldslåede. Min egen mor var sød nok, men sprang til sidst ud af vinduet. Ulykkeligvis boede vi ikke i stueetagen- shit happens...
Nå, folk er sådan set rare nok, men ikke når vi er bange og føler os truede. Og det gør folk i dag, derfor denne intrigante syge, just blandt de pæne mennesker der krampagtigt og forfængeligt holder på deres privilegier. Glæden ved at rejse i eksotiske egne er vel bl.a. at møde mennesker helt uden denne syge - men ret beset kan de vel godt indbyrdes have lignende syndromer i nogen grad; men i forhold til os er de lige så uskyldige og ufarligt nysgerrige, som vi er i forhold til dem. Som Onkel Danny sagde: Det er ikke let at være nogen. Men en forårsdag som i dag er det nu ret let, i hvert fald for mit vedkommende - uanset om min læserskare forholder sig som Viktor Borges morfars fan-klub. Amen.
P.S. Blev just afbrudt af en ensom handelsrejsende udi blomsterbuketter, men jeg havde heldigvis en god undskyldning: Sorry, but my madam has gone... Som sagt, shit happens, men however, "Je ne regrette rien". Og pardon my French.
Monday, March 26, 2007
LOTTERI, FORBRYDELSE OG RETFÆRDIGHED
Visse ting bør en uafhængig gentleman som bekendt adskille fra sit hjem, og det gælder for vor del også bloggen, der derfor passes på den lokale kafé uden forberedelse i real time. Ellers ville det virtuelle komme til at fylde lovlig meget. Nu fik jeg at vide at jeg var nr. 999.999 besøgende samme steds på nettet og iden anledning vil nyde betragtelig fortrinsstilling i en art net-lotto, vistnok og heldigvis endda uden at deltage - for livets lotterier byder mig som bekendt fortrædeligheder nok, grundet lignende fortrinsstillinger til anden og følgelig aldeles grundløs side.
Nuvel, galant lader vi hermed nævnte sendrægtige fortrinsstilling dryppe på vor egen blogs læsere, som derfor vil få andel i vore internationale milliongevinster henad vejen, og da især vor besøgende nr.999.999.
Jeg har altid haft en vis svaghed for svindlere - det man selv ikke selv har osv., og platugler har af lignende grunde altid opsøgt mig som en art moralsk alibi og om muligt tillige let offer. Men disse ting skal ikke skues på hårene, for ingen kan som den helt uskyldige begå de forfærdeligste forbrydelser uden nogensinde at blive udsat for mistanke - det gælder blot om at overspille sin rolle og i øvrigt bie sin tid. Og hvem ved forresten om jeg ikke bruger nævnte Gøg-og-Gokke effekt som fåreklæder og moralsk alibi for egen ulovlighed.
Det minder mig om den provokerende genetiker Erik Bahn, der engang betroede mig at han som så mange andre undertiden dagdrømte om at få en dødelig sygdom og dermed grønt lys til uden risiko at slå sine værste ærkefjender hjel . Men, sagde han - dette sker næsten aldrig i virkeligheden, for hvis man ikke er genetisk disponeret psykopat, så bliver det desværre altid ved tanken, selv i det tilfælde at vi vitterlig skulle blive uhelbredeligt syge eller beslutte os for selvmord.
Sådan lidt a la Hamlet, men personligt forstår jeg endnu bedre Hamlet: For hvad han (bl.a.) indser, er vistnok tværtimod det forhold, at hvis nu de fleste under deres tillærte civilisation og ædle deklarationer i virkeligheden også er ens slags psykopater(blot uden fantasiens frækhed), så bliver det skruen uden ende hvis man skulle til at aflive dem én efter én. Vi ser det i dagens DK, hvor stort set hele banden af pæne mennesker er håbløst og uhelbredeligt intrigante i en grad, der heldigvis også stækker deres i forvejen begrænsede fantasi. Når krybben er tom, og den slags, men det kræver nok også en genetisk diposition for normalitetens banalitet.
Således er det noget nær en naturlov at privilegerede folk på sammme niveau instinktivt altid holder sammen, selv aldeles på tværs af fag og metier i livet. Er Du inviteret på et VIP-møde, vil du bagefter omtale de andre oplægsholdere osv som ypperlige, helt fortrinlige osv, efter devisen: Hvis vi ikke var ypperligere, var vi ikke blevet inviteret. Og bagtanken er utvivlsomt denne: Hvis vi for alvor skal tro, at vor fortrinsstilling er berettiget,så må vi tilsvarende også være enige om at de mere uheldige blot ligger som de har redt - og i den anledning gør vi os det som Thyssen, Dahl, Stjernfelt og S.U.T. barnligt og gennemsklueligt let og snyder på vægten. Alt kan bruges, det være nu nok så tyndt, og vi hjælper endda gerne til med fejlerindringer eller små hjemmestrikkede konstruktioner.
Nærværende eksklusive kafé hjemsøges tillige af og til af Henrik Nordbrandt, som er den eneste undtagelse fra reglen og endda helt uopfordret giver os 100% medhold, selv i det forhold at alle sociale kategorier i dag utilsløret opfører sig som snu aber, uanset hvor høje titler de bærer. Og enhver betroelse bliver uden tøven misbrugt til yderligere svækkelse ved bagtaling. Jeg har selv erfaret det eksperimentelt, for ejheller de højst betitlede i min offentlige virkekreds indrømmer normalt det mindste, men snyder på vægten lige så enfoldigt-bekvemt som de andre. Men ved at afsløre deres små selvbedrag og mentale tricks ville vi blot pådrage os deres uforbeholdne og evige fjendskab, så vi holder bøtte.
Ens private kreds er derimod altid en anden ting, men selv dér mærkes i modificeret og fortyndet form et vist gennemslag af nævnte mekanismer. Og vi har mange gange set at efterhånden som folk stiger på den sociale rangstige, svinger deres loyalitet stadig mere over mod nævnte slagside, under dække af fornuftige forbehold osv.
Nu et praktisk indfald til livsforbedring for vore læsere i livets lotto: Sats på et område hvor De ikke har Deres hovedtalent - for dels vil De dér aldrig hjemsøges af overdreven forfængelighed og ambition, dels vil De dér aldrig blive så god, at de virkelig gode oplever Dem som en plage eller en trussel. Og blot fanklubben ikke opdager det, så kommer De såmænd ikke til at mangle noget, blot De hverken ligger på den lade side eller nægter Dem den fornødne frækhed. Det er bl.a. her vi bør lære af platuglerne og således nyde frugten af deres bekendtskab.
Sluttelig fra den større virkelighed. I Gribskov så jeg i går et prægtigt tranetræk lige over træhøjde, masser af musvåger i livlig parflugt over territorierne, sortspætter og endda en stor flot duehøg, der for en gangs skyld gav sig god tid og foldede vingerne og den lange hale imponerende ud.
Og som ekstra gevinst en rugende natugle i et frønnet hult egetræ, næsten i øjenhøjde. Den mælkeagtigt blide belysning over hav og skov i det tidlige forår helt uden tropiske eller arktiske plager er en velsignelse, ligesom den sarte og drømmende farveskala hinsides alt barbari. Til helvede med al succes...Men ak, vi ved også af bitter og mangeårig erfaring, at at hver gang vi således giver bundløst efter for bjergtagelsens forhekselse, venter de verdslige tømmermænd os, når den mørke tid nærmer sig. For elverpigerne tager sig betalt...
Nuvel, galant lader vi hermed nævnte sendrægtige fortrinsstilling dryppe på vor egen blogs læsere, som derfor vil få andel i vore internationale milliongevinster henad vejen, og da især vor besøgende nr.999.999.
Jeg har altid haft en vis svaghed for svindlere - det man selv ikke selv har osv., og platugler har af lignende grunde altid opsøgt mig som en art moralsk alibi og om muligt tillige let offer. Men disse ting skal ikke skues på hårene, for ingen kan som den helt uskyldige begå de forfærdeligste forbrydelser uden nogensinde at blive udsat for mistanke - det gælder blot om at overspille sin rolle og i øvrigt bie sin tid. Og hvem ved forresten om jeg ikke bruger nævnte Gøg-og-Gokke effekt som fåreklæder og moralsk alibi for egen ulovlighed.
Det minder mig om den provokerende genetiker Erik Bahn, der engang betroede mig at han som så mange andre undertiden dagdrømte om at få en dødelig sygdom og dermed grønt lys til uden risiko at slå sine værste ærkefjender hjel . Men, sagde han - dette sker næsten aldrig i virkeligheden, for hvis man ikke er genetisk disponeret psykopat, så bliver det desværre altid ved tanken, selv i det tilfælde at vi vitterlig skulle blive uhelbredeligt syge eller beslutte os for selvmord.
Sådan lidt a la Hamlet, men personligt forstår jeg endnu bedre Hamlet: For hvad han (bl.a.) indser, er vistnok tværtimod det forhold, at hvis nu de fleste under deres tillærte civilisation og ædle deklarationer i virkeligheden også er ens slags psykopater(blot uden fantasiens frækhed), så bliver det skruen uden ende hvis man skulle til at aflive dem én efter én. Vi ser det i dagens DK, hvor stort set hele banden af pæne mennesker er håbløst og uhelbredeligt intrigante i en grad, der heldigvis også stækker deres i forvejen begrænsede fantasi. Når krybben er tom, og den slags, men det kræver nok også en genetisk diposition for normalitetens banalitet.
Således er det noget nær en naturlov at privilegerede folk på sammme niveau instinktivt altid holder sammen, selv aldeles på tværs af fag og metier i livet. Er Du inviteret på et VIP-møde, vil du bagefter omtale de andre oplægsholdere osv som ypperlige, helt fortrinlige osv, efter devisen: Hvis vi ikke var ypperligere, var vi ikke blevet inviteret. Og bagtanken er utvivlsomt denne: Hvis vi for alvor skal tro, at vor fortrinsstilling er berettiget,så må vi tilsvarende også være enige om at de mere uheldige blot ligger som de har redt - og i den anledning gør vi os det som Thyssen, Dahl, Stjernfelt og S.U.T. barnligt og gennemsklueligt let og snyder på vægten. Alt kan bruges, det være nu nok så tyndt, og vi hjælper endda gerne til med fejlerindringer eller små hjemmestrikkede konstruktioner.
Nærværende eksklusive kafé hjemsøges tillige af og til af Henrik Nordbrandt, som er den eneste undtagelse fra reglen og endda helt uopfordret giver os 100% medhold, selv i det forhold at alle sociale kategorier i dag utilsløret opfører sig som snu aber, uanset hvor høje titler de bærer. Og enhver betroelse bliver uden tøven misbrugt til yderligere svækkelse ved bagtaling. Jeg har selv erfaret det eksperimentelt, for ejheller de højst betitlede i min offentlige virkekreds indrømmer normalt det mindste, men snyder på vægten lige så enfoldigt-bekvemt som de andre. Men ved at afsløre deres små selvbedrag og mentale tricks ville vi blot pådrage os deres uforbeholdne og evige fjendskab, så vi holder bøtte.
Ens private kreds er derimod altid en anden ting, men selv dér mærkes i modificeret og fortyndet form et vist gennemslag af nævnte mekanismer. Og vi har mange gange set at efterhånden som folk stiger på den sociale rangstige, svinger deres loyalitet stadig mere over mod nævnte slagside, under dække af fornuftige forbehold osv.
Nu et praktisk indfald til livsforbedring for vore læsere i livets lotto: Sats på et område hvor De ikke har Deres hovedtalent - for dels vil De dér aldrig hjemsøges af overdreven forfængelighed og ambition, dels vil De dér aldrig blive så god, at de virkelig gode oplever Dem som en plage eller en trussel. Og blot fanklubben ikke opdager det, så kommer De såmænd ikke til at mangle noget, blot De hverken ligger på den lade side eller nægter Dem den fornødne frækhed. Det er bl.a. her vi bør lære af platuglerne og således nyde frugten af deres bekendtskab.
Sluttelig fra den større virkelighed. I Gribskov så jeg i går et prægtigt tranetræk lige over træhøjde, masser af musvåger i livlig parflugt over territorierne, sortspætter og endda en stor flot duehøg, der for en gangs skyld gav sig god tid og foldede vingerne og den lange hale imponerende ud.
Og som ekstra gevinst en rugende natugle i et frønnet hult egetræ, næsten i øjenhøjde. Den mælkeagtigt blide belysning over hav og skov i det tidlige forår helt uden tropiske eller arktiske plager er en velsignelse, ligesom den sarte og drømmende farveskala hinsides alt barbari. Til helvede med al succes...Men ak, vi ved også af bitter og mangeårig erfaring, at at hver gang vi således giver bundløst efter for bjergtagelsens forhekselse, venter de verdslige tømmermænd os, når den mørke tid nærmer sig. For elverpigerne tager sig betalt...
Thursday, March 22, 2007
Verdenslitteratur og Zen
Hidtil har vi begået økologisk ressourcebesparende verdenslitteratur i cybercity omtrent som hr.Riskjær. Men den sande zen-mester fatter sig i korthed og formår til sidst at klappe med kun én hånd - hvortil i øvrigt kommer at han slet ikke gider, da der oftest ikke er meget at klappe over - det skulle da være på trods og af lutter forårskådhed: For hvorfor i alverden skal alting have en aktuel og som regel flov anledning.
Så langt er jeg endnu ikke nået i min udvikling, men har dog i dag fået lægeattest på at jeg er fuldt egnet til såvel dødsstraf som lovlig bilkørsel - ulovlig ditto mestrer jeg allerede uklanderligt. Det med dødsstraf er især smigrende, for hvis slet ingen æresborgere hemmeligt, men dog kun slet skjult, ønsker én hen hvor peberet gror, så er der måske heller ikke så meget at klappe over. Forresten drømmer jeg ofte at jeg skal henrettes, men vågner altid medlettelse over at livet trods alt stadig er at foretrække, også selv om det tit og ofte er det værste vi har.
Nu til dagens Zen-øvelse. I morges forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - indtil jeg omsider fandt ud af, at det slet ikke var min egen cykel. Det affødte på stedet følgende indfald, der forhåbentlig kan indbringe mig enten en litterær pris eller en solid førtidspension, trods førnævnte indrømmet overilede normalitetsattest: "En mand løber grædende ned på den lokale bodega og fortæller, at hans kone har forladt ham. Men senere samme dag kommer han glad tilbage og beroliger stamgæsterne og bartenderen med, at det ved nøjere eftersyn viste sig, at det slet ikke var hans egen kone der var rendt."
Så langt er jeg endnu ikke nået i min udvikling, men har dog i dag fået lægeattest på at jeg er fuldt egnet til såvel dødsstraf som lovlig bilkørsel - ulovlig ditto mestrer jeg allerede uklanderligt. Det med dødsstraf er især smigrende, for hvis slet ingen æresborgere hemmeligt, men dog kun slet skjult, ønsker én hen hvor peberet gror, så er der måske heller ikke så meget at klappe over. Forresten drømmer jeg ofte at jeg skal henrettes, men vågner altid medlettelse over at livet trods alt stadig er at foretrække, også selv om det tit og ofte er det værste vi har.
Nu til dagens Zen-øvelse. I morges forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - indtil jeg omsider fandt ud af, at det slet ikke var min egen cykel. Det affødte på stedet følgende indfald, der forhåbentlig kan indbringe mig enten en litterær pris eller en solid førtidspension, trods førnævnte indrømmet overilede normalitetsattest: "En mand løber grædende ned på den lokale bodega og fortæller, at hans kone har forladt ham. Men senere samme dag kommer han glad tilbage og beroliger stamgæsterne og bartenderen med, at det ved nøjere eftersyn viste sig, at det slet ikke var hans egen kone der var rendt."
Tuesday, March 13, 2007
ULOVLIGHEDER...
Sidste gang handlede det om vor lovliggørelse i Blekingegade på linie med andre hæderkronede forbrydere mod menneskeheden. Men det onde som vi ikke vil, det gør vi alligevel, som skrevet står. Således blev jeg tildelt en togbøde på grund af for få klip i toget på vej til køreskolernes manøvrebane uden for Farum, trods god tro. Havde jeg nu kørt bil, var det ikke sket - og det så meget mere som jeg i så fald næppe havde valgt at køre til Farum. Utak er verdens løn.
Men ved en smule sort arbejde skulle jeg og staten nok alligevel kunne blive kvit. Én ulykke kommer i øvrigt sjældent alene - thi kørelæreren var forsinket på grund af punktering, hvilket var dårlig reklame og endnu dårligere branding, hvis der nu ellers er forskel. Ventetiden i en nedlagt grusgrav mindede i øvrigt mest om ventetiden på en henrettelsesplads. Og mere har vi ikke på tapetet i dag, så hvis I ellers kan gå stille ned af trapperne, skal I slippe for i dag.
Men ved en smule sort arbejde skulle jeg og staten nok alligevel kunne blive kvit. Én ulykke kommer i øvrigt sjældent alene - thi kørelæreren var forsinket på grund af punktering, hvilket var dårlig reklame og endnu dårligere branding, hvis der nu ellers er forskel. Ventetiden i en nedlagt grusgrav mindede i øvrigt mest om ventetiden på en henrettelsesplads. Og mere har vi ikke på tapetet i dag, så hvis I ellers kan gå stille ned af trapperne, skal I slippe for i dag.
Monday, March 05, 2007
THIS CAN''T BE LOVE
Sig ikke at det store og det små ikke hænger sindrigt sammen. I dag skal jeg omsider formalisere en gammel kærlighedshistorie - men bare rolig alle fans, så slemt som I frygter, er det dog endnu ikke, for dels er vi frisindede, dels drejer det sig kun om motorkøretøjer. Strafferammen for uhjemlet bilkørsel overstiger nemlig, selv hos rutinerede forbrydere med fornuftig promille, efterhånden prisen for et kørekort. Vort opbyggelige eksempel beviser tillige sandheden i straffenes generalpræventive sigte. Kun mord ville muligvis ikke blive almindeligere hvis det var tilladt, thi i så fald ville den private vendetta nok bare træde i stedet.
Men den store sammenhæng? Jo, vi læser i dagens aviser om Blekingegade-bandens globale prætentioner - og det er just i Blekingegade, at min egen lovliggørelse beregnes at finde sted, helst i ekspresfart, hvilket sidste dog som bekendt også kunne uføre os bag tremmer. Men paradoksale konsekvenser i livet er vort speciale, herunder at vi publicerer på bloggen, mens allehånde klatrere får både penge og status for at efterligne det samme, for i DK er vi nu alle autoriserede "-loger" af enhver art, så snart vi har læst den samme bog - nå, nu begynder vi vist at efterligne os selv, så lad os gå videre med juraen.
Men hvor ligger så Blekingegade? Én ting er sikkert: Ganske som Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig, ligger den ikke i det smukke Blekinge. Ak, denne forførende svenske skønhed der får os til uden at blinke at kaste alle fornuftige dispositioner over bord og forvandle vort øvrige liv til et hængeparti, lige så fornærmende for vor omverden som for os selv. Hvor fornærmende for omverdenen? Jo, for vor egen skyggeeksistens kan ved reliefvirkningen sætte andres succes i relief som noget omtrent forbryderisk eller som fake - jeg har set det især hos yngre "förmåger" i den uskyldige fase, før intrigeland har sovset dem godt ind i hinanden og de bonede gulve: en art sympatisk forlegenhed, for det er jo slet ikke deres skyld, og det er for såvidt en art uretfærdighed fra min side utilsigtet at bringe dem i ledtog med "verdens uretfærdighed". Men hvad fanden skal vi gøre ved det? Så vi fortsætter ufortrødent. Men det motoriserede hængeparti får dog nu sin afslutning.
Blekingegade ligger langtfra i Blekinge, men på Amagers værste stenbro, men så kan man vel bedre koncentrere sig om kørestoffet. Den store sammenhæng er nu at ulovlighederne således synes at tiltrække hinanden på udvalgte locations med en vis selvironisk bevidsthed om deres egen komplette uskønhed ("Blekinge") Omtrent som når lejemorderne ser der deres offer i døden med et kammeratligt smil og en kultiveret og vittig replik, som modparten vil kunne værdsætte i en roligere stund - der da også snart indfinder sig.
Den anden store sammenhæng er, at tingene sjældent er hvad de foregiver at være, og således siges det sorte stof i universet nu at udgøre broderparten. Omtrent som bloggen i forhold til "Den sorte Diamant", så at sige. "This can't be love".
Åh, sig ikke det, for tingene kan vendes til vor fordel ved at give hidtil usete emner eller i det mindste vinkler, on location, kort sagt på bloggen. Således bliver vor nye rockstjerne nu hjemsøgt af gymnasietidens onde dronninger, der nu pludselig vil forlade mand og børn for hans skyld, endda ubeset. Kort sagt, life is a comedy - så på den anden side: hvis vi skulle komme for vanvare at pande nogle stykker ned undervejs, så er det forhåbentlig også bare part of the show.
Og hånden på hjertet: Har vi ikke selv adskillige gange dummet os og foretrukket snart "Blekingegade" fremfor "Blekinge", snart det modsatte, men i begge tilfælde med lige fatalt svigtende sans for den behørige timing. Vor ven fra proletariatat sagde dog engang således: Det er ofte striden og bøvlet i livet der får klaveret til at spille. En anden gang belærte han mig om, at vi vel ikke forventer at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne. Ærlig snak: For selv om civilisationen "ville være en god ide", skal vi bestemt ikke tro at den eksisterer. For tingene er er ikke hvad de foregiver...
Nå, Blixen sagde jo i grunden også tit, at selv den største ulykke kan vise sig at bringe velsignelse. Så trods allehånde uretfærdighed snart fra vor egen, snart fra verdens side, fortsætter vi ufortrødent. Men i livets trafik risikerer også vi når som helst at havne bag lås og slå, så ligesom Blekingegade-banden må vi derfor spinde før garnet slipper op... "Och Ni hänger med...", som studieværterne siger.
Men den store sammenhæng? Jo, vi læser i dagens aviser om Blekingegade-bandens globale prætentioner - og det er just i Blekingegade, at min egen lovliggørelse beregnes at finde sted, helst i ekspresfart, hvilket sidste dog som bekendt også kunne uføre os bag tremmer. Men paradoksale konsekvenser i livet er vort speciale, herunder at vi publicerer på bloggen, mens allehånde klatrere får både penge og status for at efterligne det samme, for i DK er vi nu alle autoriserede "-loger" af enhver art, så snart vi har læst den samme bog - nå, nu begynder vi vist at efterligne os selv, så lad os gå videre med juraen.
Men hvor ligger så Blekingegade? Én ting er sikkert: Ganske som Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig, ligger den ikke i det smukke Blekinge. Ak, denne forførende svenske skønhed der får os til uden at blinke at kaste alle fornuftige dispositioner over bord og forvandle vort øvrige liv til et hængeparti, lige så fornærmende for vor omverden som for os selv. Hvor fornærmende for omverdenen? Jo, for vor egen skyggeeksistens kan ved reliefvirkningen sætte andres succes i relief som noget omtrent forbryderisk eller som fake - jeg har set det især hos yngre "förmåger" i den uskyldige fase, før intrigeland har sovset dem godt ind i hinanden og de bonede gulve: en art sympatisk forlegenhed, for det er jo slet ikke deres skyld, og det er for såvidt en art uretfærdighed fra min side utilsigtet at bringe dem i ledtog med "verdens uretfærdighed". Men hvad fanden skal vi gøre ved det? Så vi fortsætter ufortrødent. Men det motoriserede hængeparti får dog nu sin afslutning.
Blekingegade ligger langtfra i Blekinge, men på Amagers værste stenbro, men så kan man vel bedre koncentrere sig om kørestoffet. Den store sammenhæng er nu at ulovlighederne således synes at tiltrække hinanden på udvalgte locations med en vis selvironisk bevidsthed om deres egen komplette uskønhed ("Blekinge") Omtrent som når lejemorderne ser der deres offer i døden med et kammeratligt smil og en kultiveret og vittig replik, som modparten vil kunne værdsætte i en roligere stund - der da også snart indfinder sig.
Den anden store sammenhæng er, at tingene sjældent er hvad de foregiver at være, og således siges det sorte stof i universet nu at udgøre broderparten. Omtrent som bloggen i forhold til "Den sorte Diamant", så at sige. "This can't be love".
Åh, sig ikke det, for tingene kan vendes til vor fordel ved at give hidtil usete emner eller i det mindste vinkler, on location, kort sagt på bloggen. Således bliver vor nye rockstjerne nu hjemsøgt af gymnasietidens onde dronninger, der nu pludselig vil forlade mand og børn for hans skyld, endda ubeset. Kort sagt, life is a comedy - så på den anden side: hvis vi skulle komme for vanvare at pande nogle stykker ned undervejs, så er det forhåbentlig også bare part of the show.
Og hånden på hjertet: Har vi ikke selv adskillige gange dummet os og foretrukket snart "Blekingegade" fremfor "Blekinge", snart det modsatte, men i begge tilfælde med lige fatalt svigtende sans for den behørige timing. Vor ven fra proletariatat sagde dog engang således: Det er ofte striden og bøvlet i livet der får klaveret til at spille. En anden gang belærte han mig om, at vi vel ikke forventer at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne. Ærlig snak: For selv om civilisationen "ville være en god ide", skal vi bestemt ikke tro at den eksisterer. For tingene er er ikke hvad de foregiver...
Nå, Blixen sagde jo i grunden også tit, at selv den største ulykke kan vise sig at bringe velsignelse. Så trods allehånde uretfærdighed snart fra vor egen, snart fra verdens side, fortsætter vi ufortrødent. Men i livets trafik risikerer også vi når som helst at havne bag lås og slå, så ligesom Blekingegade-banden må vi derfor spinde før garnet slipper op... "Och Ni hänger med...", som studieværterne siger.
Tuesday, February 27, 2007
OPRYDNING
Ydre oprydning kræver mod, for det minder om indre oprydning. Men for en blogger er det en fornøjelse i den forbindelse at kassere mængder af trykte tekster, for hvis det skal være på den måde, så omvurderer vi sgu bare alle værdier. Denne klamrende fetichisme for det trykte ord er ugudelig. Af lutter terapeutiske grunde forpligter det dog til nævnte indre oprydning; derfor en ganske kort lille undersøgelse der dog meget vel kan være af almen interesse.
Men først en lille øvelse i den næsten grænseløse tillid som Jakob Holdt altid taler om, og som vi nævnte sidste gang.
Thi selvsamme yuppie-type der skrev en kronik om yuppier, mødte jeg i går, og han viste sig at kunne tilbyde en oplagt lille jobmulighed og en åbning inden for showbiz, der som bekendt ikke ligger os fjernt. Jeg turde jo ikke afsløre at jeg dagen før havde skrevet nedladende om folk der overhovedet gider skrive om yuppierne.
Heraf ses fordelen ved en blog, for da vi forhåbentlig kun har få læsere, lykkes det os ikke trods det værste forsæt og den bedste evne at fornærme vor omverden og vække dens uforsonlige vrede. Kort sagt lever vi skriftligt set i en art beskyttet psykopatforvaring, og det er vel også det der er meningen.
Nå, nu til vor lille undersøgelse, der ingenlunde er original, men et stykke tankeoprydning. Det drejer sig om kategorierne 'beskæftigede', ubeskæftigede' og 'arbejdsløse'. Der er flere beskæftigede end nogensinde, læser vi, men derfor kan der godt være mange arbejdsløse. Således var det da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Teknisk set omfatter de ubeskæftigede ikke blot de arbejdsløse, men de ægteskabeligt forsørgede, folk under uddannelse, syge samt alle slags pensionister. De arbejdsløse er blot et cirkelsegment inden for de officielt ikke-beskæftigedes cirkel eller lagkage. Så når der bliver flere arbejdsløse, kan det enten skyldes en ægte "indvandring" fra de beskæftigedes egen lagkage til de ubeskæftigedes ditto - eller det skyldes en omfordeling inden for de ubeskæftigedes lagkage mellem undergruppen af arbejdsløse i forhold til de førnævnte andre undegrupper: de syge, pensionisterne, skolebørn, studenter mm.
Tilsvarende kan arbejdsløsheden aftage dels ved, at arbejdsløse udvandrer fra de ubeskæftigedes til de beskæftigedes lagkage - dels ved at de blot skifter undergruppe og bliver forsørgede ægtefæller, studerende, aktiverede, syge eller pensionister.
Derimod kan de beskæftigedes cirkel kun vokse ved indvandring fra de ubeskæftigedes cirkel - selv deres børn er jo ubeskæftigede indtil de får job. De beskæftigedes cirkel er således ikke inddelt i afgørende undergrupper - de er så at så at sige beskæftigede på den samme måde, sådan samfundsmoralsk og funktionelt set.
Men når de beskæftigede bliver flere, kan vi ikke på forhjhånd vide, om indvandringen til deres cirkel sker fra de arbejdsløses segment eller fra et af de andre segmenter såsom børnene, de aktiverede, de uddannede eller de ægteskabeligt forsørgede.
Som sagt var dette vor lille indre oprydning, der forbilledligt forener det private og det offentlige. Således opnår vi næppe førtidspension i kraft af dette lille bidrag - det skulle da just
være på grund af det omsonste i at have pensionistforhåbninger med helt fornuftige tanker.
'Vi forbliver osv...
Men først en lille øvelse i den næsten grænseløse tillid som Jakob Holdt altid taler om, og som vi nævnte sidste gang.
Thi selvsamme yuppie-type der skrev en kronik om yuppier, mødte jeg i går, og han viste sig at kunne tilbyde en oplagt lille jobmulighed og en åbning inden for showbiz, der som bekendt ikke ligger os fjernt. Jeg turde jo ikke afsløre at jeg dagen før havde skrevet nedladende om folk der overhovedet gider skrive om yuppierne.
Heraf ses fordelen ved en blog, for da vi forhåbentlig kun har få læsere, lykkes det os ikke trods det værste forsæt og den bedste evne at fornærme vor omverden og vække dens uforsonlige vrede. Kort sagt lever vi skriftligt set i en art beskyttet psykopatforvaring, og det er vel også det der er meningen.
Nå, nu til vor lille undersøgelse, der ingenlunde er original, men et stykke tankeoprydning. Det drejer sig om kategorierne 'beskæftigede', ubeskæftigede' og 'arbejdsløse'. Der er flere beskæftigede end nogensinde, læser vi, men derfor kan der godt være mange arbejdsløse. Således var det da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Teknisk set omfatter de ubeskæftigede ikke blot de arbejdsløse, men de ægteskabeligt forsørgede, folk under uddannelse, syge samt alle slags pensionister. De arbejdsløse er blot et cirkelsegment inden for de officielt ikke-beskæftigedes cirkel eller lagkage. Så når der bliver flere arbejdsløse, kan det enten skyldes en ægte "indvandring" fra de beskæftigedes egen lagkage til de ubeskæftigedes ditto - eller det skyldes en omfordeling inden for de ubeskæftigedes lagkage mellem undergruppen af arbejdsløse i forhold til de førnævnte andre undegrupper: de syge, pensionisterne, skolebørn, studenter mm.
Tilsvarende kan arbejdsløsheden aftage dels ved, at arbejdsløse udvandrer fra de ubeskæftigedes til de beskæftigedes lagkage - dels ved at de blot skifter undergruppe og bliver forsørgede ægtefæller, studerende, aktiverede, syge eller pensionister.
Derimod kan de beskæftigedes cirkel kun vokse ved indvandring fra de ubeskæftigedes cirkel - selv deres børn er jo ubeskæftigede indtil de får job. De beskæftigedes cirkel er således ikke inddelt i afgørende undergrupper - de er så at så at sige beskæftigede på den samme måde, sådan samfundsmoralsk og funktionelt set.
Men når de beskæftigede bliver flere, kan vi ikke på forhjhånd vide, om indvandringen til deres cirkel sker fra de arbejdsløses segment eller fra et af de andre segmenter såsom børnene, de aktiverede, de uddannede eller de ægteskabeligt forsørgede.
Som sagt var dette vor lille indre oprydning, der forbilledligt forener det private og det offentlige. Således opnår vi næppe førtidspension i kraft af dette lille bidrag - det skulle da just
være på grund af det omsonste i at have pensionistforhåbninger med helt fornuftige tanker.
'Vi forbliver osv...
Monday, February 26, 2007
INTERNT FRA CHEFREDAKTIONEN : Firehændig autisme
Chafredaktionen og lederskribenten har åbenbart rigelig tid, men finder til gengæld ikke grund til at følge enkelte læseres opfordringer til at indlægge profil, for what you see is what you get.
Vi er dog ganske klare over at vi af og til efterlader forventninger, suspense, men sagen er at vi gør os kostbare. Således bebudede vi i vore vildmarksrapporter en fortælling om en bjørn der i sidste sekund forstod at chefredaktøren ikke var en elg, men skønt forlængst skrevet og rettelig afvist af samtlige landets bladhuse, hører den til i afdelingen for flerstemmige "kulturkritiske" essays snarere end i den typiske blog.
Da nævnte manuskript imidlertid også indeholder anderledes varme og behjertede rapporter fra menneskelivet, end vi ellers tilbyder vor mangehovede abonnentskarer, forpligter det os dog til på et lidt senere tidspunkt at lægge det ud til utopisk håb og almen opbyggelse.
Viktor Borge sagde engang i et show: "Dette stykke skal egentlig spilles firehændigt, men til gengæld spiller jeg det bare dobbelt så hurtigt." Hos os er det omvendt - afsætningsstrømmen er træg, dorsk og kontrær, men til gengæld spiller vi sgu bare firehændigt, og den ene hånd ved meget vel hvad de andre tre gør. Men tolvtonemusik med synkoperede rytmer er nu engang tolvtonemusik - om end også den bliver røvkedelig og alvorlig når den rendyrkes som et åndsvagt kulturmanifest. De bedste gør det sgu bare uden al den oppustede snak og får det i grunden mærkværdige til bare at lyde godt slet og ret. Ja, det er måske i virkeligheden den højeste "avangarde". Så langt er vi populister, for ellers kunne vi slet ikke drive nyhedsbureau. Dog bør man som redaktør altid overlade noget til læserne - i vort tilfælde rettelsen af slagfejl. Velbekomme
Vi er dog ganske klare over at vi af og til efterlader forventninger, suspense, men sagen er at vi gør os kostbare. Således bebudede vi i vore vildmarksrapporter en fortælling om en bjørn der i sidste sekund forstod at chefredaktøren ikke var en elg, men skønt forlængst skrevet og rettelig afvist af samtlige landets bladhuse, hører den til i afdelingen for flerstemmige "kulturkritiske" essays snarere end i den typiske blog.
Da nævnte manuskript imidlertid også indeholder anderledes varme og behjertede rapporter fra menneskelivet, end vi ellers tilbyder vor mangehovede abonnentskarer, forpligter det os dog til på et lidt senere tidspunkt at lægge det ud til utopisk håb og almen opbyggelse.
Viktor Borge sagde engang i et show: "Dette stykke skal egentlig spilles firehændigt, men til gengæld spiller jeg det bare dobbelt så hurtigt." Hos os er det omvendt - afsætningsstrømmen er træg, dorsk og kontrær, men til gengæld spiller vi sgu bare firehændigt, og den ene hånd ved meget vel hvad de andre tre gør. Men tolvtonemusik med synkoperede rytmer er nu engang tolvtonemusik - om end også den bliver røvkedelig og alvorlig når den rendyrkes som et åndsvagt kulturmanifest. De bedste gør det sgu bare uden al den oppustede snak og får det i grunden mærkværdige til bare at lyde godt slet og ret. Ja, det er måske i virkeligheden den højeste "avangarde". Så langt er vi populister, for ellers kunne vi slet ikke drive nyhedsbureau. Dog bør man som redaktør altid overlade noget til læserne - i vort tilfælde rettelsen af slagfejl. Velbekomme
Sunday, February 25, 2007
JAKOB HOLDT vs GANGSTERE OG YUPPIER
Politiken bragte en sjældent smuk kronik af Jakob Holdt og dagen efter en indspist kronik af en mediegrupie om at vi alle i dag er yuppier. Hvem fanden kan holde ud at skrive så kælent og indforstået om det emne, selv hvis det har noget på sig: Hvad hjertet er fuldt af osv.
Ak, Holdt er en sjælden fugl, for bandevæsenet har alle dage været de middelmådiges genvej til dominans, privilegier og stjernestatus osv. - så enkelt er det faktisk. Det ligger omvendt i individualisternes, idealisternes natur osv, at de ikke tænker så meget på organisation, tricks, retorik, PR og i den forstand er mere "naive" i deeres tro på at deres blotte lidenskab og evne for det sande, det skjønne og det gode vil tvinge verden til at bøje sig og solen til at lyse på dem.
En mildere form for bandevæsen ser man når ret jævne personager typisk fra unge år stiler efter at komme ind i det store, det sikre, det hæderkronede, det nye rige eller hvad nu: For just fordi verden tror at direktøren for det store forlag, bibliotek (fortsæt selv) må være en uklanderligt ædel, objektiv, besindig og begavet mand, så vil just alle de jævne naturer med desto større instinktiv energi efterstræbe disse positioner - for den giver dem sociale osv muligheder som ellers ville forblive dem nægtet. Deraf deres tidlige instinkt for at begå sig på de bonede gulve - en vej, hvor de desuden kan gøre en dyd af nødvendigheden, fordi de har den rette ufarlige udstråling til ubevidst at berolige dem der skal udnævne dem - og som rimeligvis er folk af samme støbning, kommet op på samme vis.
Direktøren for det lille forlag osv kan derimod være en ildsjæl, individualist, en interessant person osv, osv, der aldrig har tænkt i den slags baner, men verden ser det ikke, og de inviteres ikke til strategiske sammenkomster. Undtagelser gives, men dette er reglen, så hvad vi nu kan læse om hæderkronede og ulækre amerikanske loger for indbildte overmennesker fra præsidenter og nedefter, kan ikke længere overraske os, og vi orker end ikke at læse det igennem, for vi kender melodien.
Det forholder sig her ganske som den sicilianske mafia selv åbent fortæller: Et job i koncernen giver dig muligheder for et liv, en indtægt, ægteskabsmuligheder osv, som ellers ville være umulige. Frygtelig banalt fra ende til anden. Men eftersom det ikke på rigtig lang sigt lyder særlig godt for vor art, skulle man synes at naturen havde opfundet nogle modtræk - og vist kan vi jo ofte skelne og fornemme nogle ting på folk. Naturen satser dog så at sige bredt, så alting findes, just in case - hvortil kommer at naturen jo desværre ikke på forhånd kan forventes at have særlige præferencer for specielt etiske strategier. Bander kan være meget robuste, og når nødvendigheden kræver det, kan de også nok efterhånden indrette sig nogenlunde "fornuftigt", så det er måske ikke helt givet at de ender med selvdestruktion.
Så Jakob Holdt kan desværre trække det korteste strå sammenlignet med de mest realistiske og middelmådige tilpasningstyper, der på engang er yuppier, kulturradikale, avantgarde, modedyr, kvalitetsbevidste, "oprørske" og jeg ved ikke hvad - og derfor velkomne i hele Medie-dk, just grundet deres tryghedsindgivende tilpasningssyge, selv når de giver den som fandenivoldske
.
Jakob Holdt kronik handlede om hvorledes konflikter fra de mest banale til det storpolitiske plan kræver "kristne" løsningsformer i form af en næsten blåøjet imødekommenhed og mangel på reservation. Mange pædagogiske typer, præster osv har nok alle dage haft sans for dette, men de er i mindretal.
Og vist har vi set charmerende interviews med lejemorderen "the ice man". Så at sige rationel egoisme kan desværre næppe ophæves ad den vej, men irrationelle hadspiraler kan nok. Problemet er bare at hele samfundets gennemnormale bandeverden tænker i grupper og klicheer, for alt handler om at redde sin egen røv og være på den vindende side. Prøv blot at kritisere direktøren, arbejdsgiveren, fagforeningslederen, firmaets profil og linie osv, osv, selv nok så velment, oprigtigt og sagligt: Ak, ak - man vil måske aldrig tilgive Dem af en salig blanding af skam, frygt og inderlig utryghed ved Deres type; og hvis man kunne uden for meget besvær, ville man måske endda allerhelst ødelægge Deres liv for al fremtid som straf, uagtet alle tillærte og fordelagtige automatmeninger. Regn ikke med for meget, men udeluk dog heller ikke den smukke undtagelse. Men måske burde De beherske Deres enegang og som modvægt danne en art sammenslutning af ligesindede, for disse findes jo angiveligt. Men de sidder kun sjældent på høje poster, for de er ikke gået efter dem.
Disse ting er ingenlunde paranoide, selv om de er nedslående: For med "country dweller"s (se link) "proletariske" ord: "Vi kan ikke forvente at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne". Men jo flere der forstår dette, desto bedre rustede er vi mod at tage allehånde udnævnelser og anerkendelser for andet end belønninger i et barnligt bandesystem i civiliseret klædebon.
Ak, Holdt er en sjælden fugl, for bandevæsenet har alle dage været de middelmådiges genvej til dominans, privilegier og stjernestatus osv. - så enkelt er det faktisk. Det ligger omvendt i individualisternes, idealisternes natur osv, at de ikke tænker så meget på organisation, tricks, retorik, PR og i den forstand er mere "naive" i deeres tro på at deres blotte lidenskab og evne for det sande, det skjønne og det gode vil tvinge verden til at bøje sig og solen til at lyse på dem.
En mildere form for bandevæsen ser man når ret jævne personager typisk fra unge år stiler efter at komme ind i det store, det sikre, det hæderkronede, det nye rige eller hvad nu: For just fordi verden tror at direktøren for det store forlag, bibliotek (fortsæt selv) må være en uklanderligt ædel, objektiv, besindig og begavet mand, så vil just alle de jævne naturer med desto større instinktiv energi efterstræbe disse positioner - for den giver dem sociale osv muligheder som ellers ville forblive dem nægtet. Deraf deres tidlige instinkt for at begå sig på de bonede gulve - en vej, hvor de desuden kan gøre en dyd af nødvendigheden, fordi de har den rette ufarlige udstråling til ubevidst at berolige dem der skal udnævne dem - og som rimeligvis er folk af samme støbning, kommet op på samme vis.
Direktøren for det lille forlag osv kan derimod være en ildsjæl, individualist, en interessant person osv, osv, der aldrig har tænkt i den slags baner, men verden ser det ikke, og de inviteres ikke til strategiske sammenkomster. Undtagelser gives, men dette er reglen, så hvad vi nu kan læse om hæderkronede og ulækre amerikanske loger for indbildte overmennesker fra præsidenter og nedefter, kan ikke længere overraske os, og vi orker end ikke at læse det igennem, for vi kender melodien.
Det forholder sig her ganske som den sicilianske mafia selv åbent fortæller: Et job i koncernen giver dig muligheder for et liv, en indtægt, ægteskabsmuligheder osv, som ellers ville være umulige. Frygtelig banalt fra ende til anden. Men eftersom det ikke på rigtig lang sigt lyder særlig godt for vor art, skulle man synes at naturen havde opfundet nogle modtræk - og vist kan vi jo ofte skelne og fornemme nogle ting på folk. Naturen satser dog så at sige bredt, så alting findes, just in case - hvortil kommer at naturen jo desværre ikke på forhånd kan forventes at have særlige præferencer for specielt etiske strategier. Bander kan være meget robuste, og når nødvendigheden kræver det, kan de også nok efterhånden indrette sig nogenlunde "fornuftigt", så det er måske ikke helt givet at de ender med selvdestruktion.
Så Jakob Holdt kan desværre trække det korteste strå sammenlignet med de mest realistiske og middelmådige tilpasningstyper, der på engang er yuppier, kulturradikale, avantgarde, modedyr, kvalitetsbevidste, "oprørske" og jeg ved ikke hvad - og derfor velkomne i hele Medie-dk, just grundet deres tryghedsindgivende tilpasningssyge, selv når de giver den som fandenivoldske
.
Jakob Holdt kronik handlede om hvorledes konflikter fra de mest banale til det storpolitiske plan kræver "kristne" løsningsformer i form af en næsten blåøjet imødekommenhed og mangel på reservation. Mange pædagogiske typer, præster osv har nok alle dage haft sans for dette, men de er i mindretal.
Og vist har vi set charmerende interviews med lejemorderen "the ice man". Så at sige rationel egoisme kan desværre næppe ophæves ad den vej, men irrationelle hadspiraler kan nok. Problemet er bare at hele samfundets gennemnormale bandeverden tænker i grupper og klicheer, for alt handler om at redde sin egen røv og være på den vindende side. Prøv blot at kritisere direktøren, arbejdsgiveren, fagforeningslederen, firmaets profil og linie osv, osv, selv nok så velment, oprigtigt og sagligt: Ak, ak - man vil måske aldrig tilgive Dem af en salig blanding af skam, frygt og inderlig utryghed ved Deres type; og hvis man kunne uden for meget besvær, ville man måske endda allerhelst ødelægge Deres liv for al fremtid som straf, uagtet alle tillærte og fordelagtige automatmeninger. Regn ikke med for meget, men udeluk dog heller ikke den smukke undtagelse. Men måske burde De beherske Deres enegang og som modvægt danne en art sammenslutning af ligesindede, for disse findes jo angiveligt. Men de sidder kun sjældent på høje poster, for de er ikke gået efter dem.
Disse ting er ingenlunde paranoide, selv om de er nedslående: For med "country dweller"s (se link) "proletariske" ord: "Vi kan ikke forvente at svenskerne møder op i Parken og hepper på danskerne". Men jo flere der forstår dette, desto bedre rustede er vi mod at tage allehånde udnævnelser og anerkendelser for andet end belønninger i et barnligt bandesystem i civiliseret klædebon.
Saturday, February 24, 2007
BLOGGEN SOM COLUMBUSÆG
Jeg knalder altid blogge direkte ned på min stamkafe, uplanlagt og ufortøvet som det danske vejr selv. Skriver dem aldrig derhjemme. Lejlighedsvise slagfejl må derfor undskyldes.
Mit bedste of længste blogmanuskrift ligger derfor ikke på bloggen, da det dels er gennemarbejdet i flere anfald, dels har vist sig at have markedsmæssig værdi - for slet ikke at tale om hvis en marketingsidiot havde begået noget blot halvt så godt, for så var han da snart på alle slæber. Nå, ovennævnte manus udtømmer nevertheless i en vis forstand bloggens helt egne litterære genremuligheder - det lyder pompøst, teoretisk og kedeligt og viste sig da også kun i bagklogskabens lys, for skægt er det sgu blevet. Bare så man ved det...
Bogagtige artikler passer ikke rigtigt på bloggen, og hvem orker læse alt det.
Dagbøger kan især for os mænd forekomme lovligt private og ligesom lidt pinlige - måske en stor fejl, for det forsømte hævner sig som bekendt ganske som andre "uvæsentlige" ting i livet: Oprydning, vasketøj, PR og den slags... De der skriver dagbog, kan muligvis bedre klare det nære bøvl end os der straks flyver op i ørnehøjde, men klynker jammerligt, når verden småligt klipper svingfjerene af os.
Bloggen er dog hertil tilpas midt mellem det offentlige og det private. Vi trænger os ikke "latterligt" på ved at gøre det private til tvangslæsning i morgenavisen - men vi forfalder dog heller ikke til dagbogens skinbarlige og næsten autistiske privathed, som gør os lidt forlegne og så at sige psykiatriske til mode. Bloggens balance er her velovervejet og lemper det private tilpas værdigt ind til en vis diskret grad af offentlighed - så her kan vi også af og til skrive ting som vi i grunden slet ikke ønsker at folk skal læse, omtrent som forbrydere undertiden falder på deres trang til medvidere i deres liv.
Faktisk kan vore læsere berømme sig af at være formeligt håndplukkede af skæbnen, for vi omtaler kun vor blog for et yderst begrænset antal bekendte endsige professionelle forbindelser og efterlader her alt til skæbnen.
Hvad sluttelig angår vor forkærlighed for pluralis majestatis, kan vi kun oplyse at mindre nu engang ikke kan gøre det. Men sålænge vore mest ubeskedne drømme således kun antager grammatisk skikkelse, må vore omgivelser immervæk siges at være lovlig billigt sluppet, sådan set i historiens lys. Men hvem ved, måske består vort særlige format just deri. Eller var den lidt for dum, som hos en tuberkuløs og halvgal student hos Dostojevskij?
Mit bedste of længste blogmanuskrift ligger derfor ikke på bloggen, da det dels er gennemarbejdet i flere anfald, dels har vist sig at have markedsmæssig værdi - for slet ikke at tale om hvis en marketingsidiot havde begået noget blot halvt så godt, for så var han da snart på alle slæber. Nå, ovennævnte manus udtømmer nevertheless i en vis forstand bloggens helt egne litterære genremuligheder - det lyder pompøst, teoretisk og kedeligt og viste sig da også kun i bagklogskabens lys, for skægt er det sgu blevet. Bare så man ved det...
Bogagtige artikler passer ikke rigtigt på bloggen, og hvem orker læse alt det.
Dagbøger kan især for os mænd forekomme lovligt private og ligesom lidt pinlige - måske en stor fejl, for det forsømte hævner sig som bekendt ganske som andre "uvæsentlige" ting i livet: Oprydning, vasketøj, PR og den slags... De der skriver dagbog, kan muligvis bedre klare det nære bøvl end os der straks flyver op i ørnehøjde, men klynker jammerligt, når verden småligt klipper svingfjerene af os.
Bloggen er dog hertil tilpas midt mellem det offentlige og det private. Vi trænger os ikke "latterligt" på ved at gøre det private til tvangslæsning i morgenavisen - men vi forfalder dog heller ikke til dagbogens skinbarlige og næsten autistiske privathed, som gør os lidt forlegne og så at sige psykiatriske til mode. Bloggens balance er her velovervejet og lemper det private tilpas værdigt ind til en vis diskret grad af offentlighed - så her kan vi også af og til skrive ting som vi i grunden slet ikke ønsker at folk skal læse, omtrent som forbrydere undertiden falder på deres trang til medvidere i deres liv.
Faktisk kan vore læsere berømme sig af at være formeligt håndplukkede af skæbnen, for vi omtaler kun vor blog for et yderst begrænset antal bekendte endsige professionelle forbindelser og efterlader her alt til skæbnen.
Hvad sluttelig angår vor forkærlighed for pluralis majestatis, kan vi kun oplyse at mindre nu engang ikke kan gøre det. Men sålænge vore mest ubeskedne drømme således kun antager grammatisk skikkelse, må vore omgivelser immervæk siges at være lovlig billigt sluppet, sådan set i historiens lys. Men hvem ved, måske består vort særlige format just deri. Eller var den lidt for dum, som hos en tuberkuløs og halvgal student hos Dostojevskij?
Tuesday, February 20, 2007
CEPOS, MEDIER OG BLOGGE...
CEPOS - ih hvor vi gungrer
Cepos-drengene anser velfærdssamfund og høje overførselsindkomster for hindrende for iværksætterånd og innovationer, herunder inden for sundhed, undervisning og omsorg. Hvis der vitterlig skulle være lidt om det, kunne det vel klares med skatteregler, tilskud, rådgivning og netværker, fremfor at sætte småfolk på gaden. Endelig repræsenterer både folk på overførselsindkomst og det offentlige en købekraftig efterspørgsel, der inviterer til iværksættende udbydere af varer og tjenesteydelser. Nå, jeg har ikke forstand på det.
I øvrigt ligner Cepos-drengene i forhåbentlig kun én henseende typer som mig selv: De er sgu ikke selv industrielle eller markedsmæssige innovatører, men statsansatte på overførsel so oder so, men nej hvor vi gungrer. Og de skriver kedsommeligt, trættekært og altid det samme. De kommer over tyve år for sent - ligesom de omvendte nyfrelste anti-socialister der har glemt alt om deres egen ungdoms venstrefascisme og nu fylder mediebilledet med deres træge nyborgerlighed. Nu værdige individualister, men som før i beskyttet flok.
HENRIK SVARRE NIELSEN...
Ovennævnte forfatter begik for et par år siden værket "Biografisk Skyggeleksikon"; forleden kompletterede jeg ham for et avisindlæg. Han svarede at hver gang han indsender noget mere gennemtænkt, får han det retur, mens sure opstød eller umiddelbare reaktioner kan optages. Jeg genkender mønstret, og det er blevet meget værre de sidste år. Også det handler om drengeklubbernes selvbeskyttelse omkring retten til at være god, så at sige. En art krisereaktion, og måske bør vi andre så gøre noget helt tredje frem for at plage de stakkels mennesker, der tror at alt sådan kan downloades uorganisk fra æteren.
MEDIER...
Redaktøren af Nyt Fra Danmark er en intuitiv mand og har fattet forbindelsen. Således gav han mig forleden helhjertet og selverkendt medhold i at når alle siger det de er uni-uddannede til på taxemeter-tid osv., så ensrettes det hele i sprog og tanke, frisure, gebærder osv, og der tages atter patent på ovennævnte ret, så kortene fordeles forudsigeligt og urokkeligt - selv på mere almenmenneskelige områder, hvor skolevidenskabelighed ikke har mindste forret. Og atter må vi konkludere: Vi må finde eller skabe andre kanaler - men som sagt er jeg ikke selv markedsinnovatør; og de der er, kan ikke skrive, so there you are.
Dog forlyder det nu at Blogge med held kan slå sig sammen i netværk og således udgøre en voksende faktor - ja for når først folk finder ud af, at aviserne (desværre) ikke er eller seriøst ønsker at være bedst til det hele, men kun til deres gamle kernevirksomhed, så kan tingene snart se anderledes ud.
Nå, behøver vi at minde om at der siges at være en virkelig udenfor. Forleden nød jeg således synet af et havørnepar på deres rede i Sydsjælland - altid betagende. Naturligvis ikke alene og på tryg afstand, men behjertede kiggere stiller kun gerne deres teleskoper til rådighed, selv uden sponsorering fra Zeiss. Selv fotograferer jeg helst anonyme ørne, som tilmed er herligt utilnærmelige
og eventyrlige.
Cepos-drengene anser velfærdssamfund og høje overførselsindkomster for hindrende for iværksætterånd og innovationer, herunder inden for sundhed, undervisning og omsorg. Hvis der vitterlig skulle være lidt om det, kunne det vel klares med skatteregler, tilskud, rådgivning og netværker, fremfor at sætte småfolk på gaden. Endelig repræsenterer både folk på overførselsindkomst og det offentlige en købekraftig efterspørgsel, der inviterer til iværksættende udbydere af varer og tjenesteydelser. Nå, jeg har ikke forstand på det.
I øvrigt ligner Cepos-drengene i forhåbentlig kun én henseende typer som mig selv: De er sgu ikke selv industrielle eller markedsmæssige innovatører, men statsansatte på overførsel so oder so, men nej hvor vi gungrer. Og de skriver kedsommeligt, trættekært og altid det samme. De kommer over tyve år for sent - ligesom de omvendte nyfrelste anti-socialister der har glemt alt om deres egen ungdoms venstrefascisme og nu fylder mediebilledet med deres træge nyborgerlighed. Nu værdige individualister, men som før i beskyttet flok.
HENRIK SVARRE NIELSEN...
Ovennævnte forfatter begik for et par år siden værket "Biografisk Skyggeleksikon"; forleden kompletterede jeg ham for et avisindlæg. Han svarede at hver gang han indsender noget mere gennemtænkt, får han det retur, mens sure opstød eller umiddelbare reaktioner kan optages. Jeg genkender mønstret, og det er blevet meget værre de sidste år. Også det handler om drengeklubbernes selvbeskyttelse omkring retten til at være god, så at sige. En art krisereaktion, og måske bør vi andre så gøre noget helt tredje frem for at plage de stakkels mennesker, der tror at alt sådan kan downloades uorganisk fra æteren.
MEDIER...
Redaktøren af Nyt Fra Danmark er en intuitiv mand og har fattet forbindelsen. Således gav han mig forleden helhjertet og selverkendt medhold i at når alle siger det de er uni-uddannede til på taxemeter-tid osv., så ensrettes det hele i sprog og tanke, frisure, gebærder osv, og der tages atter patent på ovennævnte ret, så kortene fordeles forudsigeligt og urokkeligt - selv på mere almenmenneskelige områder, hvor skolevidenskabelighed ikke har mindste forret. Og atter må vi konkludere: Vi må finde eller skabe andre kanaler - men som sagt er jeg ikke selv markedsinnovatør; og de der er, kan ikke skrive, so there you are.
Dog forlyder det nu at Blogge med held kan slå sig sammen i netværk og således udgøre en voksende faktor - ja for når først folk finder ud af, at aviserne (desværre) ikke er eller seriøst ønsker at være bedst til det hele, men kun til deres gamle kernevirksomhed, så kan tingene snart se anderledes ud.
Nå, behøver vi at minde om at der siges at være en virkelig udenfor. Forleden nød jeg således synet af et havørnepar på deres rede i Sydsjælland - altid betagende. Naturligvis ikke alene og på tryg afstand, men behjertede kiggere stiller kun gerne deres teleskoper til rådighed, selv uden sponsorering fra Zeiss. Selv fotograferer jeg helst anonyme ørne, som tilmed er herligt utilnærmelige
og eventyrlige.
Friday, February 16, 2007
Retten til at være idiot
Skriver regelmæssigt til et magasin for udedanske med en meget fornuftig redaktør med hjertet på rette sted. Fornuftig fordi han ikke løber efter vinden. Grundet sådan almindeligt "hvorfor ikke" foreslog jeg bekvemt en lille historie om Romers bog, for det lyder da ret skægt, og jeg læser den nu gerne. Men han sagde som sandt var, at al den spalteplads er helt ude af proportion med nogen relevans, uanset hvor meget der er løgn. Og sådan er det jo i DK, og det er ikke et hår bedre i den humanistiske del af den akademiske verden: Tiltagende flokmentalitet og folk der i samme tillærte sprog sammenflikker debatbøger i kor om de samme emner. Og hvis tilstrækkelig mange har sludret om det samme, så er det alene af den grund brand "aktuelt", relevant og jeg ved ikke. Så får vi den sædvanlige epidemiske diarré.
Bevares, spalterne skal fyldes, vi mangler fantasi, og vi har travlt - godt nok, men så sig det som det er. Som sagt er det det samme i humaniora, for folk skal klare taxameterkravene, og så gælder det om at gøre som alle de andre: Læse de samme "store" p.t., aflure dem deres jargon, dernæst "overgå" dem ved at flytte nogle kommaer ud fra en ny "stor", sammenskrive det hele til en endnu større bog osv. Men naturligvis bliver de taget alvorligt - af hinanden. Mange er skam også "dygtige", guldmedalje, 13 (har prøvet, bevares) og den slags. Men det er som det nu oftest er med os mænd: De går dygtigste går stenhårdt og ofte nødtvungent efter at kunne nøjagtigt det de andre mænd kan, og den dag de kan alt det samme, bare endnu mere virtuost osv., indbilder de sig ikke alene at være forskere, men tillige at have fundet på det selv. Sålænge det er tilpas beriget med vås, er det dem velundt - nej, værst er det når de kommer for skade at sige noget helt rigtigt og dermed blasfemisk besudler sandheden: Det gode skulle jo helst gøres af de rette grunde, og på samme vis med at sige sandheder, hvis de nu overhovedet skal siges. Nå, dernæst oppebærer de nye mænd så alle mulige titler og inviteres i de gamles klub; og naive mennesker forestiller sig at vi andre grønne af misundelse ville ønske os i deres sted, men ydmygt tager til takke ved at være med på en lytter i håb om at kunne tilegne os et par krummer eller måske få den ære at stille et fornuftigt spørgsmål fra salen.
Lige sådan er det altså ikke... De prægtige kunne lige så godt have avanceret i en motorcykelklub eller noget tredje. For mekanismerne og den helt og aldeles tilpasningsbetonede form for erobringsvilje er gjort af samme stof. De virkelige indspark her i verden kommer næsten aldrig på den måde, det kræver at man falder i staver, kigger ud af vinduet eller sådan noget hinsides denne nidkære tvangsindlagthed: Men vist: den dag det giver ekstra høj status at være profet, abstrakt maler, vagabond eller noget fjerde, så vil disse brancher på samme vis blive befolket af en hær af stræbsomme og alvorlige aspiranter inden for det der nu er tidens løsen. Folk som aldrig af sig selv ville have værdiget disse livsområder et blik. Og det skal da heller ikke være en sur pligt, må vi bede om mangfoldighed samt med en bekendt ord "retten til at være idiot".
Forslag til næste indslag: Er det klogt at lække for meget af hovedstolen på sin blog og derved mod hensigten forvandle den til en art "gesammelte Werke" - ovenikøbet helt gratis, næsten anonymt osv. I den anledning vil vi ikke desto mindre snart lække en lille ting så uspiselig for alle hånde hyæner, at de vil gå i en stor bue uden om og således lade os nyde vore frugter i fred. Sgu da lidt original løsning, folkens, eller hvad? Nej, såmænd har vi bare afluret planterne deres hemmelighed: Mange ellers næringsrige planter producerer nemlig angivelig tillige krydderier der blokerer dyrenes fordøjelse, så de alligevel får lov til at vokse videre i fred. Men nok for nu.
Bevares, spalterne skal fyldes, vi mangler fantasi, og vi har travlt - godt nok, men så sig det som det er. Som sagt er det det samme i humaniora, for folk skal klare taxameterkravene, og så gælder det om at gøre som alle de andre: Læse de samme "store" p.t., aflure dem deres jargon, dernæst "overgå" dem ved at flytte nogle kommaer ud fra en ny "stor", sammenskrive det hele til en endnu større bog osv. Men naturligvis bliver de taget alvorligt - af hinanden. Mange er skam også "dygtige", guldmedalje, 13 (har prøvet, bevares) og den slags. Men det er som det nu oftest er med os mænd: De går dygtigste går stenhårdt og ofte nødtvungent efter at kunne nøjagtigt det de andre mænd kan, og den dag de kan alt det samme, bare endnu mere virtuost osv., indbilder de sig ikke alene at være forskere, men tillige at have fundet på det selv. Sålænge det er tilpas beriget med vås, er det dem velundt - nej, værst er det når de kommer for skade at sige noget helt rigtigt og dermed blasfemisk besudler sandheden: Det gode skulle jo helst gøres af de rette grunde, og på samme vis med at sige sandheder, hvis de nu overhovedet skal siges. Nå, dernæst oppebærer de nye mænd så alle mulige titler og inviteres i de gamles klub; og naive mennesker forestiller sig at vi andre grønne af misundelse ville ønske os i deres sted, men ydmygt tager til takke ved at være med på en lytter i håb om at kunne tilegne os et par krummer eller måske få den ære at stille et fornuftigt spørgsmål fra salen.
Lige sådan er det altså ikke... De prægtige kunne lige så godt have avanceret i en motorcykelklub eller noget tredje. For mekanismerne og den helt og aldeles tilpasningsbetonede form for erobringsvilje er gjort af samme stof. De virkelige indspark her i verden kommer næsten aldrig på den måde, det kræver at man falder i staver, kigger ud af vinduet eller sådan noget hinsides denne nidkære tvangsindlagthed: Men vist: den dag det giver ekstra høj status at være profet, abstrakt maler, vagabond eller noget fjerde, så vil disse brancher på samme vis blive befolket af en hær af stræbsomme og alvorlige aspiranter inden for det der nu er tidens løsen. Folk som aldrig af sig selv ville have værdiget disse livsområder et blik. Og det skal da heller ikke være en sur pligt, må vi bede om mangfoldighed samt med en bekendt ord "retten til at være idiot".
Forslag til næste indslag: Er det klogt at lække for meget af hovedstolen på sin blog og derved mod hensigten forvandle den til en art "gesammelte Werke" - ovenikøbet helt gratis, næsten anonymt osv. I den anledning vil vi ikke desto mindre snart lække en lille ting så uspiselig for alle hånde hyæner, at de vil gå i en stor bue uden om og således lade os nyde vore frugter i fred. Sgu da lidt original løsning, folkens, eller hvad? Nej, såmænd har vi bare afluret planterne deres hemmelighed: Mange ellers næringsrige planter producerer nemlig angivelig tillige krydderier der blokerer dyrenes fordøjelse, så de alligevel får lov til at vokse videre i fred. Men nok for nu.
Monday, February 12, 2007
TROENDE , EN MALER og EN STUDIEVÆRT
Mere om den lille maler, der i sin pureste ungdom var var figurativt stjernetalent og forresten fik uhyre rosende omtale fra Karen Blixen. Men først som kontrast lidt mainstream. I gårdagens Dead Line kunne man se kapitallogikkens danske God Father, i sin tid i de kredse særdeles agtet og frygtet, føre sig rørende frem med anderledes klostertanker på gamle dage, og meget antikverede argumenter, som kan få en til at undre sig over hvor meget der gemmer sig bag det tekniske sprog og de akademiske afhandlingers hartnisk. Men ingen hån her, vi nøjes med Prædikerens bog.
Nej, men som sædvanlig havde studieværten i slige sager inviteret en af Rothstein-klanen til at sige det de altid siger. Men de får det til at lyde så let, at man længes efter atter at møde præsten fra den russiske kirke, gerne med en flaske rødvin over en gammel europæisk roman. Hellere en kæmpende kristen end en veldresseret og velfornøjet vaneateist, der har lært at optræde med alle de rigtige replikker.
Selv, ja netop fra en rent menneskelig eller "antropologisk" vinkel er det ellers ret lige til at tænke, at den religiøse dimension har nogle fordele, som ikke enhver klub kan give. Således er det noget kulturradikalt papegøjesnak at religionen får os til at gøre det gode på Guds bud i stedet for af menneskelighed: Dvs. egentlig er tanken skam udmærket tænkt hos en skarpsindig 20 årig, og selvfølgelig har man også selv engang tænkt den, men vi gider ikke høre den som automatsnak. Men så er der også den pointe, at vi jo netop har svært ved at gøre det gode, fordi vort eget altid kommer først.
De gamle kaldte det arvesynden, og den er svær at komme uden om. Kort sagt er det simpelt hen lettere at gøre det rette, hvis man tror at Gud eller Allah er med én og at alt i sidste ende ikke vil være forgæves og kun føre til vor egen bundløse ydmygelse. Troen og fællesskabet befrier kort sagt den gode vilje fra "arvesyndens" tunge åg - bevares kun i et vist omfang. Hvis jeg er ulykkelig, vil jeg derfor ofte hellere henvende mig til folk fra et et religiøst fællesskab end til en der har sine meninger som religion. Om det så er den ene eller anden tro, betyder ikke altid så meget - og eftersom Rothstein måske med rette anser det hele for vås, vil også han give os ret i denne ligestilling. Nogle af de mest harmoniske børn ser man også i velfungerende religiøse fællesskaber, bare de ikke er for outrerede i forhold til hverdag og samfund. Og den kabbale har kristendommen stor erfaring i at lægge.
Hvad tolerance angår, er mange kristne faktisk meget mere forstående over for deres islamiske "trosfæller" end vi andre, fordi de selv har erfaring og sans for at verdslig modernitet, arbejdsmarkedet osv. og tro sagtens kan forenes i praksis.
Endelig er der den pointe at de fleste har et lige så barnligt forhold til deres kulturradikale ateisme, som de fleste troende har til deres tro: Dvs. de går ud fra at den toneangivende majoritet har ret, fordi den er stærkest og belønner deres loyalitet. Uanset om de har ret, så har de oftest slet ikke tænkt dybere over det, og derfor foretrækker jeg oftest minoritetsrepræsentanter. En majoritet der ikke betvivler sin ret, kan let blive særdeles kynisk og farlig, også selv om den ikke bekender sig til totalitære løsninger. Måske hænger vi ikke folk for deres afvigelser, men de kommer rigtignok let udenfor i den kolde sne - og dermed har vi andre i tilgift straks en rival mindre. Og så fornuftige grunde skal man heller ikke kimse af...
Nej, må vi bede om vor lille maler, der også fabler om hebraisk, islam og andet. Hør blot: Han fortalte mig forleden om hvorledes kristne, jøder og muslimer levede i fordragelighed i Palæstina under tyrkerne, og mimede det med nogle situationsreplikker hos gadehandlerne på tværs af tro: "Hvordan har Deres mor det?" "Det er længe siden jeg har set Deres far" osv. Man var ordentlige mod hinanden, kort sagt.
At fortælle det på denne måde er herligt forløsende og uigendriveligt, fordi det er set. Meninger er derimod sjældent set, og derfor er de ofte kedelige. Hvorfor inviterer studieværterne aldrig en interessant underbo eller konen over for i studiet? Hvorfor altid de veldresserede og klonede masseintellektuelle? Fordi de er deres egne, og her skal vi ikke indlade os på eksperimenter. Og så er der jo altid det naive trick, at inviterer vi en eksklusiv person, så må vi også selv være en smule eksklusive. Rørende menneskeligt, men ren børnehave, kort sagt - men den der siger dette for stærkt og for tit, sendes til det moderne Gulag. Og det kan man ikke klage over, for officielt er det afskaffet og den der nævner det, sendes i behandling.
Nå, vor lille maler fortalte forresten, at en sura i Koranen fortæller at en dag skal de fordrevne stammer atter forenes i fred i det hellige land. Han kendte selv skriftstedet, men det er der nok ikke mange muslimer der gør. Men det er vigtigt, for som sagt er det lettere at leve fredeligt, hvis man oven i købet har fået ordre til det, så at sige. Nå, i slige sager var især hans mor lærd og egenrådig, og angiveligt skændtes forældrene om Gud hver morgen, så naboerne troede de var ved at slå hinanden ihjel. Faderen fortyndet jødisk, moderen kristen kunstmaler. Skænderierne var dog nærmest monologer råbt til himlen og endte altid med moderens "Men her har du din kaffe".
Sådanne folk ser man ikke i Tv-studierne, nej, altid samme sprog, mimik og civile facade. Gab...
Spørgsmål: Møder vor tids sorgløst herskende klasse da aldrig andre end deres egne? Hvis de havde hund eller skildpadde, ville det måske hjælpe.
Nej, men som sædvanlig havde studieværten i slige sager inviteret en af Rothstein-klanen til at sige det de altid siger. Men de får det til at lyde så let, at man længes efter atter at møde præsten fra den russiske kirke, gerne med en flaske rødvin over en gammel europæisk roman. Hellere en kæmpende kristen end en veldresseret og velfornøjet vaneateist, der har lært at optræde med alle de rigtige replikker.
Selv, ja netop fra en rent menneskelig eller "antropologisk" vinkel er det ellers ret lige til at tænke, at den religiøse dimension har nogle fordele, som ikke enhver klub kan give. Således er det noget kulturradikalt papegøjesnak at religionen får os til at gøre det gode på Guds bud i stedet for af menneskelighed: Dvs. egentlig er tanken skam udmærket tænkt hos en skarpsindig 20 årig, og selvfølgelig har man også selv engang tænkt den, men vi gider ikke høre den som automatsnak. Men så er der også den pointe, at vi jo netop har svært ved at gøre det gode, fordi vort eget altid kommer først.
De gamle kaldte det arvesynden, og den er svær at komme uden om. Kort sagt er det simpelt hen lettere at gøre det rette, hvis man tror at Gud eller Allah er med én og at alt i sidste ende ikke vil være forgæves og kun føre til vor egen bundløse ydmygelse. Troen og fællesskabet befrier kort sagt den gode vilje fra "arvesyndens" tunge åg - bevares kun i et vist omfang. Hvis jeg er ulykkelig, vil jeg derfor ofte hellere henvende mig til folk fra et et religiøst fællesskab end til en der har sine meninger som religion. Om det så er den ene eller anden tro, betyder ikke altid så meget - og eftersom Rothstein måske med rette anser det hele for vås, vil også han give os ret i denne ligestilling. Nogle af de mest harmoniske børn ser man også i velfungerende religiøse fællesskaber, bare de ikke er for outrerede i forhold til hverdag og samfund. Og den kabbale har kristendommen stor erfaring i at lægge.
Hvad tolerance angår, er mange kristne faktisk meget mere forstående over for deres islamiske "trosfæller" end vi andre, fordi de selv har erfaring og sans for at verdslig modernitet, arbejdsmarkedet osv. og tro sagtens kan forenes i praksis.
Endelig er der den pointe at de fleste har et lige så barnligt forhold til deres kulturradikale ateisme, som de fleste troende har til deres tro: Dvs. de går ud fra at den toneangivende majoritet har ret, fordi den er stærkest og belønner deres loyalitet. Uanset om de har ret, så har de oftest slet ikke tænkt dybere over det, og derfor foretrækker jeg oftest minoritetsrepræsentanter. En majoritet der ikke betvivler sin ret, kan let blive særdeles kynisk og farlig, også selv om den ikke bekender sig til totalitære løsninger. Måske hænger vi ikke folk for deres afvigelser, men de kommer rigtignok let udenfor i den kolde sne - og dermed har vi andre i tilgift straks en rival mindre. Og så fornuftige grunde skal man heller ikke kimse af...
Nej, må vi bede om vor lille maler, der også fabler om hebraisk, islam og andet. Hør blot: Han fortalte mig forleden om hvorledes kristne, jøder og muslimer levede i fordragelighed i Palæstina under tyrkerne, og mimede det med nogle situationsreplikker hos gadehandlerne på tværs af tro: "Hvordan har Deres mor det?" "Det er længe siden jeg har set Deres far" osv. Man var ordentlige mod hinanden, kort sagt.
At fortælle det på denne måde er herligt forløsende og uigendriveligt, fordi det er set. Meninger er derimod sjældent set, og derfor er de ofte kedelige. Hvorfor inviterer studieværterne aldrig en interessant underbo eller konen over for i studiet? Hvorfor altid de veldresserede og klonede masseintellektuelle? Fordi de er deres egne, og her skal vi ikke indlade os på eksperimenter. Og så er der jo altid det naive trick, at inviterer vi en eksklusiv person, så må vi også selv være en smule eksklusive. Rørende menneskeligt, men ren børnehave, kort sagt - men den der siger dette for stærkt og for tit, sendes til det moderne Gulag. Og det kan man ikke klage over, for officielt er det afskaffet og den der nævner det, sendes i behandling.
Nå, vor lille maler fortalte forresten, at en sura i Koranen fortæller at en dag skal de fordrevne stammer atter forenes i fred i det hellige land. Han kendte selv skriftstedet, men det er der nok ikke mange muslimer der gør. Men det er vigtigt, for som sagt er det lettere at leve fredeligt, hvis man oven i købet har fået ordre til det, så at sige. Nå, i slige sager var især hans mor lærd og egenrådig, og angiveligt skændtes forældrene om Gud hver morgen, så naboerne troede de var ved at slå hinanden ihjel. Faderen fortyndet jødisk, moderen kristen kunstmaler. Skænderierne var dog nærmest monologer råbt til himlen og endte altid med moderens "Men her har du din kaffe".
Sådanne folk ser man ikke i Tv-studierne, nej, altid samme sprog, mimik og civile facade. Gab...
Spørgsmål: Møder vor tids sorgløst herskende klasse da aldrig andre end deres egne? Hvis de havde hund eller skildpadde, ville det måske hjælpe.
Friday, February 09, 2007
En maler, en bankrøver og en filosof...
I mit kvarter bor en sjov lille maler, siger jeg - dvs. han blev i rekordung alder optaget på kunstakademiet for en snart en lille menneskealder siden, stort talent ligesom sin mor, forresten - men han insisterede ligesom hun på naturalisme og kan holde lange moralske foredrag om modernismen som humjanismens forfald, og temmelig indsat i hebraisk og tidlig islamisk kulturhistorie - ikke i betydningen leksikon, men belæst visdom, sådan tilpas subjektiv til at være åndfuldt. Sund fornuft plus intuition. Nuvel, men den er selvfølgelig lidt fordrukken, men en indre værdighed hinsides næsten alt hvad medierne bringer, er ikke til at tage fejl af.
For et årstid siden omtalte han den høje fagforeningsmand, der havde svindlet med midlerne for at købe dyrt indbo - og som efter at være blevet knaldet hængte sig i sine gardiner. "Der ser man - de taler om Islams ære og skam, men det er nøjagtigt det samme hos os. Sådan et fæ, han skulle bare have undskyldt over for sin kone og børn og sagt: Jeg har været et stort fjols, men jeg gjorde det jo for jeres skyld". Men det kunne han ikke få sig selv til og hængte sig i stedet i de dyre gardiner han havde købt for fagforeningens penge".
Alverdens belæste sludrechatoller slår sig op med deres halvdumme borgerlige massekulturelle titler. Men når der endelig er en der siger noget der er på engang smukt, rigtigt og lidt sjovt, skal man altså høre det på en lokal bar. Læste i Information om en fransk "filosof" der oprindelig var bankrøver og som i fængslet besluttede sig til at læse filosofi - forresten en masse af det mest våsede og hyperintellektualistiske, efter min næse. Nu er han bankrøver på en ny måde og udgiver flere bøger om året, leder et eller andet med kunstformidling på Center Pompidu - og alle mikrofonholderne strømmer næsegrus til, fordi det er for sent at spænde ben for manden, fordi de beundrer hele denne larm som indbegrebet af storhed i dere øjne. Hans kone er nu blevet hans sekretær og diktafon - ord ord og atter ord, lidt nye gryderetter af andre modefilosoffer, "alt er sublimering", lidt om begær, kapitalismen og alt muligt, altsammen med en smule rigtig viden i. Men efter den sædvanlige devise: Hvad gør de andre, og endnu mere og fyldigere af det samme. Men Pytagoras beviste det med hypotenusen af den retvinklede trekant på en enkelt side - men ikke fordi det var let: Ellers havde han ikke som tak til guderne ofret 200 okser. Stakkels okser forresten - men no one is perfect.
Men hos bankrøveren derimod intet helt genuint slående som vor lille ovennævnte vismands iagttagelse. Og sådan er moderne mediekultur: At kunne sige mest muligt af det samme som flest mulige af de andre, med de samme udtryk, floskler osv, men måske i lidt andre kombinationer, måske her og der med modsat fortegn, kaldes originalt. Og den blotte kvantitet anses for ensbetydende med kvalitet.
Men sådan opstår ægte erkendelse ikke - Tværtimod lærer erfaringen én, at jo bedre man har forstået et fænomen, desto mere alment og koncentreret, ja undertiden endda enkelt kan man til sidst sige det uden at tabe højde eller effekt. Det andet kaldes med rette for højttænkning og består af lige dele mangel på selvkritik og hysterisk udbasunering af alt hvad man har hørt. Unge ambitiøse mænds tydelige benovelse over andre mænds storhed og deres kombination af tilbedelse og hyæneagtig biden i haserne er et sikkert hormonalt fænomen, fuld af ustabilitet. det fører altid til en form for kannibalisme der dog ikke vil vide af at det forholder sig sådan. Ganske som det ses hos "stærke mænds" sønner der ender i vore samfunds lederpositioner efter mange neglebidende og knap så beundringsværdige genvordigheder.
De tidlige etnologer beskrev efter sigende noget de kaldte "big man" kulturer - øer hvor høvdingen og nogle andre stormænd kappedes om hvem der kunne svine hinanden mest til og prale mest veltalende, for det var statuskriteriet. I vore øren naturligvis uhørt latterligt, men kvantitet og ukritisk produktivitet uden selvtvivl var altså deres kriterium. Og med vor lille malers ord om den skamfulde svindler: Er det egentlig anderledes i vore dage?
Men hvorfor beklage det kritiske i stedet for bare at lave det ægte, som vor lille maler. Bare rolig, børnlille, that's is not the problem. Og folk vil i virkeligheden også godt se og høre det- men de får kun undtagelsesvis lov, fordi næsten hele den indbildte elite af stræbsomme efterlignere med næb og kløer forargede og fornærmede bekæmper alt hvad der er ægte, men mindre det på forhånd er lurmærket og "for sent at spænde ben for", for nu at citere os selv.
Det er sgu ikke landet og folket der er for småt, sådan noget pompøst sludder- nej, men "eliten" er for landsbyagtigt sammenspist i små lande, og endnu værre er det i et "informationssamfund" af sladder og atter sladder, hvor eksperter i nedrig sladder kaldes spindoktorer og er indbegrebet af moderne visdom.
Altså nu denne bankrøver i fængslet besluttede sig til at studere sin tids toneangivende forvrøvlede franske modefilosoffer med al deres kinesiske ordsalat, som næppe tåler at blive oversat uden at falde sammen, langt fra genuin og holdbar tænkning, der skal være lige så evident også om hundrede år. Nej, han ville være stor på en ny måde og valgte at gå i magtfulde stormænds fodspor. Men en ægte bankrøver-filosof ville ikke have kastet sig så begærligt over succesrige mænds opreklamerede makværker, men mediteret og gået i sig, læst helt andre ting eller noget tredje - man beslutter sig sgu ikke for at blive "filosof", "maler" eller noget andet.
Nej, det er en halvbøsset machokultur, men altså helt naturligt - men hvor er det store, smukke, sjove i det, udover at han han blev belønnet for sin tilpasningssyge med at ende som leder for et eller andet fimset kulturcenter af løsagtig og kælen snak, der garanteret intet genunt skaber. Hvorfor beundres det af andre unge mænd - fordi de netop har dette storhedskriterium: Hvem får lov til at score mest af det hele? De forveksler det med kvalitet, og sjovest at betragte er det hos unge mænd med vitterlig begavelse.
De vakler hele tiden mellem deres så at sige bedre jeg og så denne benovelse over magten. En ung teolog of my aquaintance fik overvældende verdslig succes i en helt anden boldgade, hvilket fik den dybsindige mand til i sine mange oprømte stunder at erklære sig "større" end både denne og hin stjerne, simpelt hen fordi der stod en international concern bag ham nu. Rørende så længe det endnu er så uskyldigt, og selv siger jeg intet. Sandheden er blufærdig og ønsker ikke at blive sagt for tidligt endsige af de forkerte, hvilket ville være den største hån.
Nå, lad os sige noget opbyggeligt. Forleden mødte jeg en velbegavet pige fra min kollegietid, og og udover at have holdt sig sjældent godt havde hun fået et markant smukkere og sjæleligt forædlet blik. Det kan man ikke snyde sig til, så meget er vist. Gad vide hvordan vort eget blik forresten ser ud these days? Spørg Deres frisør. Nej, fri os fra alle de korrekte ord uden dækning, så hellere dem der i praksis er bedre en deres principper og meninger.
Nå, men ellers er unge kvinderne nu sjældent meget "bedre" i praksis, fordi de af lutter menneskelig uvidenhed præmierer det forkerte, og hvorfra skulle de også vide bedre uden at have erfaret det i al sin gru, som regel for sent. Men bevares, magt og penge er altid hvad de er.
Nå, gudskelov er det jo ikke altid sådan, men det er en kendsgerning at mænd i høje positioner uvilkårligt nærmest hypnotiserer selv velbegavede kvindelige ansatte til ubrydelig loyalitet, selv mod bedre vidende inderst inde. En ejendommelig blanding af ægte beundring for den store mand og moderlig beskyttelse af hans forfængelighed mod alt, hvad han kunne opleve som en uvelkommen trussel mod jeg ved ikke hvad. En meget nedslående cocktail at opleve, og også en massiv faktor at frygte. Deraf nogle mænds idealpornografiske modforestilling til alle tider om den ædle skøge, et modbillede hentet snart i undergrunden snart blandt tempelpræstinderne.
Bevares, endnu en fantasi, for selv i de lag skal man næppe forvente for meget for tit, men noget er der nok af og til om det. Den klassiske femme fatale er derimod nok et lige så begrædeligt "offer" som sine medsøstre, men vælger bare at slå en lidt anderledes handel af end de. At have kendt 30 hertuger, 100 geheimeråder og 50 professorer i riget gav næppe automatisk så megen indsigt eller erfaring i dybere forstand. Og blikket afslører det trods en vis slangeagtig selvbevidsthed: Billeder af svundne tiders femme fatales forekommer os i hvert fald temmelig flove og lidet æggende.
Endelig skal man ikke glemme at kvinder skam helt bevidst kan holde med "de forkerte" mænd af nøjagtigt samme grund som mændene selv alt holder sammen indbyrdes i en slags bander, klubber eller kulturer : Af almenmenneskelig snu bekvemmelighed og holden på majoriteten og magten. Man mærker nok hvilken vej vinden blæser.
Nedslående, men hvorfor skulle de være bedre end andre folk?
Som sagt bør det negative ikke opfylde os, hvis vi snarere skulle dyrke alternativerne. Men skal vi ikke ende som jøderne i ghettoerne der gjordes mindre og mindre, indtil..., så er vi nødt til at slå tilbage med jævne mellemrum, selv om vi straffes også for det, og selv om vi risikerer selv at blive smittede af "forbrydelsens element" - omtrent som spindoktorernes hjerter utvivlsomt er fulde af alt det de snakker så behjertet om. Mange mænds seriøst indstuderende benovelse for hvordan andre mænd har vundet slag, narret de andre, vundet magthaverne for sig osv er et lignende fænomen - men vel naturligt nok, considering the circumstances. Men selv orker jeg ikke sjæleligt, men foretrækker i så fald gladiatorkampe i al deres primitive enkelhed, hold bare sjælen uden for.
Den lille maler har ret, og mange andre også; og det smukke findes - men forsvarer det sig ikke, bliver det glemt. Og hvor mange husker den lille maler, når han går bort? Nå, nu er han da foreviget - men hvor mange læser så dette her? Bare rolig, der kommer sikkert både en Garff og en Tudvad - og beviser det så mere så megen anden succes? Danmark har ikke desto mindre en særlig demokratisk og individualistisk tradition, som altså for tiden er ved at gå op i limningen til fordel for en art bandeagtig feudalisme af opløbne knægte, deres ægtefæller og deres yngel. Men blot der er tilstrækkelig meget af det smukke og sjove osv som modvægt, så kan vi måske punktere virkningen af hele denne inflationskultur af "sensation" og "scoring".
Det siges at gamle A.P Møller hyldede den opfattelse at hvad der ikke kan stå på en A4 side, er løgn. Med alle tænkelige undtagelser og forbehold havde han nok ret et sted, for det er halvvåset og det intellektuelt voluminøse og hastigt sammenbragte som fylder, og som hæmningsløst kan blive ved og ved, mens sandheden sejt søger sin bedste formulering, undertidejn i spring, men oftere langsomt. Kort sagt må vi hellere slutte af nu, for ikke at ende som den franske bankrøver med munddiarre´og sekretær. Men apropos avancement: I et gammelt leksikon stod om en kendt person: Forhenværende advokat, nu negersanger. Det var da i det mindste mere originalt end en bankrøver der går hen og bliver et tilpasningssygt snakkedyr.
For et årstid siden omtalte han den høje fagforeningsmand, der havde svindlet med midlerne for at købe dyrt indbo - og som efter at være blevet knaldet hængte sig i sine gardiner. "Der ser man - de taler om Islams ære og skam, men det er nøjagtigt det samme hos os. Sådan et fæ, han skulle bare have undskyldt over for sin kone og børn og sagt: Jeg har været et stort fjols, men jeg gjorde det jo for jeres skyld". Men det kunne han ikke få sig selv til og hængte sig i stedet i de dyre gardiner han havde købt for fagforeningens penge".
Alverdens belæste sludrechatoller slår sig op med deres halvdumme borgerlige massekulturelle titler. Men når der endelig er en der siger noget der er på engang smukt, rigtigt og lidt sjovt, skal man altså høre det på en lokal bar. Læste i Information om en fransk "filosof" der oprindelig var bankrøver og som i fængslet besluttede sig til at læse filosofi - forresten en masse af det mest våsede og hyperintellektualistiske, efter min næse. Nu er han bankrøver på en ny måde og udgiver flere bøger om året, leder et eller andet med kunstformidling på Center Pompidu - og alle mikrofonholderne strømmer næsegrus til, fordi det er for sent at spænde ben for manden, fordi de beundrer hele denne larm som indbegrebet af storhed i dere øjne. Hans kone er nu blevet hans sekretær og diktafon - ord ord og atter ord, lidt nye gryderetter af andre modefilosoffer, "alt er sublimering", lidt om begær, kapitalismen og alt muligt, altsammen med en smule rigtig viden i. Men efter den sædvanlige devise: Hvad gør de andre, og endnu mere og fyldigere af det samme. Men Pytagoras beviste det med hypotenusen af den retvinklede trekant på en enkelt side - men ikke fordi det var let: Ellers havde han ikke som tak til guderne ofret 200 okser. Stakkels okser forresten - men no one is perfect.
Men hos bankrøveren derimod intet helt genuint slående som vor lille ovennævnte vismands iagttagelse. Og sådan er moderne mediekultur: At kunne sige mest muligt af det samme som flest mulige af de andre, med de samme udtryk, floskler osv, men måske i lidt andre kombinationer, måske her og der med modsat fortegn, kaldes originalt. Og den blotte kvantitet anses for ensbetydende med kvalitet.
Men sådan opstår ægte erkendelse ikke - Tværtimod lærer erfaringen én, at jo bedre man har forstået et fænomen, desto mere alment og koncentreret, ja undertiden endda enkelt kan man til sidst sige det uden at tabe højde eller effekt. Det andet kaldes med rette for højttænkning og består af lige dele mangel på selvkritik og hysterisk udbasunering af alt hvad man har hørt. Unge ambitiøse mænds tydelige benovelse over andre mænds storhed og deres kombination af tilbedelse og hyæneagtig biden i haserne er et sikkert hormonalt fænomen, fuld af ustabilitet. det fører altid til en form for kannibalisme der dog ikke vil vide af at det forholder sig sådan. Ganske som det ses hos "stærke mænds" sønner der ender i vore samfunds lederpositioner efter mange neglebidende og knap så beundringsværdige genvordigheder.
De tidlige etnologer beskrev efter sigende noget de kaldte "big man" kulturer - øer hvor høvdingen og nogle andre stormænd kappedes om hvem der kunne svine hinanden mest til og prale mest veltalende, for det var statuskriteriet. I vore øren naturligvis uhørt latterligt, men kvantitet og ukritisk produktivitet uden selvtvivl var altså deres kriterium. Og med vor lille malers ord om den skamfulde svindler: Er det egentlig anderledes i vore dage?
Men hvorfor beklage det kritiske i stedet for bare at lave det ægte, som vor lille maler. Bare rolig, børnlille, that's is not the problem. Og folk vil i virkeligheden også godt se og høre det- men de får kun undtagelsesvis lov, fordi næsten hele den indbildte elite af stræbsomme efterlignere med næb og kløer forargede og fornærmede bekæmper alt hvad der er ægte, men mindre det på forhånd er lurmærket og "for sent at spænde ben for", for nu at citere os selv.
Det er sgu ikke landet og folket der er for småt, sådan noget pompøst sludder- nej, men "eliten" er for landsbyagtigt sammenspist i små lande, og endnu værre er det i et "informationssamfund" af sladder og atter sladder, hvor eksperter i nedrig sladder kaldes spindoktorer og er indbegrebet af moderne visdom.
Altså nu denne bankrøver i fængslet besluttede sig til at studere sin tids toneangivende forvrøvlede franske modefilosoffer med al deres kinesiske ordsalat, som næppe tåler at blive oversat uden at falde sammen, langt fra genuin og holdbar tænkning, der skal være lige så evident også om hundrede år. Nej, han ville være stor på en ny måde og valgte at gå i magtfulde stormænds fodspor. Men en ægte bankrøver-filosof ville ikke have kastet sig så begærligt over succesrige mænds opreklamerede makværker, men mediteret og gået i sig, læst helt andre ting eller noget tredje - man beslutter sig sgu ikke for at blive "filosof", "maler" eller noget andet.
Nej, det er en halvbøsset machokultur, men altså helt naturligt - men hvor er det store, smukke, sjove i det, udover at han han blev belønnet for sin tilpasningssyge med at ende som leder for et eller andet fimset kulturcenter af løsagtig og kælen snak, der garanteret intet genunt skaber. Hvorfor beundres det af andre unge mænd - fordi de netop har dette storhedskriterium: Hvem får lov til at score mest af det hele? De forveksler det med kvalitet, og sjovest at betragte er det hos unge mænd med vitterlig begavelse.
De vakler hele tiden mellem deres så at sige bedre jeg og så denne benovelse over magten. En ung teolog of my aquaintance fik overvældende verdslig succes i en helt anden boldgade, hvilket fik den dybsindige mand til i sine mange oprømte stunder at erklære sig "større" end både denne og hin stjerne, simpelt hen fordi der stod en international concern bag ham nu. Rørende så længe det endnu er så uskyldigt, og selv siger jeg intet. Sandheden er blufærdig og ønsker ikke at blive sagt for tidligt endsige af de forkerte, hvilket ville være den største hån.
Nå, lad os sige noget opbyggeligt. Forleden mødte jeg en velbegavet pige fra min kollegietid, og og udover at have holdt sig sjældent godt havde hun fået et markant smukkere og sjæleligt forædlet blik. Det kan man ikke snyde sig til, så meget er vist. Gad vide hvordan vort eget blik forresten ser ud these days? Spørg Deres frisør. Nej, fri os fra alle de korrekte ord uden dækning, så hellere dem der i praksis er bedre en deres principper og meninger.
Nå, men ellers er unge kvinderne nu sjældent meget "bedre" i praksis, fordi de af lutter menneskelig uvidenhed præmierer det forkerte, og hvorfra skulle de også vide bedre uden at have erfaret det i al sin gru, som regel for sent. Men bevares, magt og penge er altid hvad de er.
Nå, gudskelov er det jo ikke altid sådan, men det er en kendsgerning at mænd i høje positioner uvilkårligt nærmest hypnotiserer selv velbegavede kvindelige ansatte til ubrydelig loyalitet, selv mod bedre vidende inderst inde. En ejendommelig blanding af ægte beundring for den store mand og moderlig beskyttelse af hans forfængelighed mod alt, hvad han kunne opleve som en uvelkommen trussel mod jeg ved ikke hvad. En meget nedslående cocktail at opleve, og også en massiv faktor at frygte. Deraf nogle mænds idealpornografiske modforestilling til alle tider om den ædle skøge, et modbillede hentet snart i undergrunden snart blandt tempelpræstinderne.
Bevares, endnu en fantasi, for selv i de lag skal man næppe forvente for meget for tit, men noget er der nok af og til om det. Den klassiske femme fatale er derimod nok et lige så begrædeligt "offer" som sine medsøstre, men vælger bare at slå en lidt anderledes handel af end de. At have kendt 30 hertuger, 100 geheimeråder og 50 professorer i riget gav næppe automatisk så megen indsigt eller erfaring i dybere forstand. Og blikket afslører det trods en vis slangeagtig selvbevidsthed: Billeder af svundne tiders femme fatales forekommer os i hvert fald temmelig flove og lidet æggende.
Endelig skal man ikke glemme at kvinder skam helt bevidst kan holde med "de forkerte" mænd af nøjagtigt samme grund som mændene selv alt holder sammen indbyrdes i en slags bander, klubber eller kulturer : Af almenmenneskelig snu bekvemmelighed og holden på majoriteten og magten. Man mærker nok hvilken vej vinden blæser.
Nedslående, men hvorfor skulle de være bedre end andre folk?
Som sagt bør det negative ikke opfylde os, hvis vi snarere skulle dyrke alternativerne. Men skal vi ikke ende som jøderne i ghettoerne der gjordes mindre og mindre, indtil..., så er vi nødt til at slå tilbage med jævne mellemrum, selv om vi straffes også for det, og selv om vi risikerer selv at blive smittede af "forbrydelsens element" - omtrent som spindoktorernes hjerter utvivlsomt er fulde af alt det de snakker så behjertet om. Mange mænds seriøst indstuderende benovelse for hvordan andre mænd har vundet slag, narret de andre, vundet magthaverne for sig osv er et lignende fænomen - men vel naturligt nok, considering the circumstances. Men selv orker jeg ikke sjæleligt, men foretrækker i så fald gladiatorkampe i al deres primitive enkelhed, hold bare sjælen uden for.
Den lille maler har ret, og mange andre også; og det smukke findes - men forsvarer det sig ikke, bliver det glemt. Og hvor mange husker den lille maler, når han går bort? Nå, nu er han da foreviget - men hvor mange læser så dette her? Bare rolig, der kommer sikkert både en Garff og en Tudvad - og beviser det så mere så megen anden succes? Danmark har ikke desto mindre en særlig demokratisk og individualistisk tradition, som altså for tiden er ved at gå op i limningen til fordel for en art bandeagtig feudalisme af opløbne knægte, deres ægtefæller og deres yngel. Men blot der er tilstrækkelig meget af det smukke og sjove osv som modvægt, så kan vi måske punktere virkningen af hele denne inflationskultur af "sensation" og "scoring".
Det siges at gamle A.P Møller hyldede den opfattelse at hvad der ikke kan stå på en A4 side, er løgn. Med alle tænkelige undtagelser og forbehold havde han nok ret et sted, for det er halvvåset og det intellektuelt voluminøse og hastigt sammenbragte som fylder, og som hæmningsløst kan blive ved og ved, mens sandheden sejt søger sin bedste formulering, undertidejn i spring, men oftere langsomt. Kort sagt må vi hellere slutte af nu, for ikke at ende som den franske bankrøver med munddiarre´og sekretær. Men apropos avancement: I et gammelt leksikon stod om en kendt person: Forhenværende advokat, nu negersanger. Det var da i det mindste mere originalt end en bankrøver der går hen og bliver et tilpasningssygt snakkedyr.
Thursday, February 08, 2007
COLUMBO II
Man må vænne sig til at bloggens charme udelukker at man går tilbage og forbedrer tidligere post, så lad os i stedet udbygge fortløbende. Jeg lagde mærke til, at i et par tidlige Columbo film har kommisæren en lidt tung assistent i den klassiske Watson-traditionen - men det blev tydeligvis snart taget af plakaten. Det tyder på at jeg kan have ret i at rollen er psykologisk meget velgennemtænkt.
For sagen er den, at en type som vor anti-helt slet ikke egner sig til at have undersåtter -modsat Kojac alias Telly Savalas, der sammen med seerne havde konstant moro med at håne sit prægtige store krøltoppede grødhovede af en assistent. Der passede det fint, så meget mere som det der ofte handlede om inden deadline at hindre endnu flere mord. Men Columbo er på engang for ustresset og menneskelig, men tillige i en vis forstand for ufolkelig til at gide have undersåtter i gængs forstand: i betydningen uden større sans eller smag for det sociale livs billige små magtspil, der jo kræver en vis administration og et vist minimum af intrigant energi. Rollen er netop tænkt som en lidt uskyldig barnestjerne.
For sagen er den, at en type som vor anti-helt slet ikke egner sig til at have undersåtter -modsat Kojac alias Telly Savalas, der sammen med seerne havde konstant moro med at håne sit prægtige store krøltoppede grødhovede af en assistent. Der passede det fint, så meget mere som det der ofte handlede om inden deadline at hindre endnu flere mord. Men Columbo er på engang for ustresset og menneskelig, men tillige i en vis forstand for ufolkelig til at gide have undersåtter i gængs forstand: i betydningen uden større sans eller smag for det sociale livs billige små magtspil, der jo kræver en vis administration og et vist minimum af intrigant energi. Rollen er netop tænkt som en lidt uskyldig barnestjerne.
Tuesday, January 30, 2007
COLUMBO
Gensyn med Columbo minder mig om at undertiden synes forfattere i de populære brancher at vide mere om mennesker end de håbefulde og højkulturelle. I praksis er de tit ofte mere overraskende bekendtskaber, Helle Ryslinge imponerede mig f.eks. i sin tid, og sådan er der så meget. Hvor meget der kommer fra manuskriptforfatteren og hvor meget fra skuespilleren, er godt at vide - men hursomhelst handler "Columbo" også lidt om selve dette tema.
Tænk blot på hvorledes han altid på de bonede gulve fremturer med sin svoger, sin nevø og sin kone - bevares nok for at drille morderen, men han er casted sådan at han fremstår som en person af en vis umiskendelig integritet, der også ved at hverdagsbekendtskaberne kan give lige så meget stof som det gode selskab: Mennesket fornægter sig ikke uanset hvor og hvordan. Derfor kan bumsen på lossepladsen straks lide ham, selv om han naturligvis benytter lejligheden til at spille kostbar for at få nogle dollars; for Columbo fremstilles som et menneske der tværs gennem sin dagsorden ved, at bumsen måske lige så godt kunne have været direktør, politimand, svindler eller - hvem ved - morder. Modsat enhver tids selverklærede og i egne øjne aldeles uimodståelige "vindere", der ikke et sekund tvivler på at de og netop de har fortjent det hele, eller at alt stod skrevet i stjernerne.
Men dette med at fortælle om "ligegyldige mennesker" er i sig selv lidt interessant. For nu også selv at gøre det samme kan jeg her fortælle at en 20 år ældre bekendt af mig siden jeg var 18, egentlig altid har gjort just dette: Han fremturet med ret autoritativt at fortælle om "Flemming Pedersen" eller hvem nu, som om tilhøreren næsten burde vide hvem denne Flemming var: Præcis sådan som benovede klatrere eller blot lidt naive mennesker på de bonede gulve fortæller hvad Klaus Rifbjerg eller et medlem af kanon-udvalget sagde til dem ved den eller den lejlighed, gerne med brug af fornavn. (Gab!)
Men forskellen er bare, at den der i en betydningsladet tone fortæller om en os ubekendt Flemming, vækker en suspense hos tilhøreren: Vi føler os en anelse provokerede over at få serveret "Flemming" som en veksel der alene grundet sin ubekendthed skal indgive os store forventninger. Men vi venter til gengældt spændt på historien, for indholdet må være desto mere dramatisk, sigende eller morsomt for at redde den i land. Netop fordi han taler som en enfoldig eller som et barn uden at introducere os andre til det for os komplet ukendte bekendtskab - vækker han denne suspense: For vi ved jo godt at manden er ikke så enfoldig.
Omvendt med alle de brave borgere der med naiv betydningsfuldhed fortæller os hvad Rifbjerg eller statsministeren fortalte dem på et vigtigt møde, hvor begge sjovt nok var inviteret: Her er sgu ingen suspense, for vi har allerede fået den virkelige pointe proppet i halsen som de der strassbourg-gæs: NN omgås altså Klaus Rifbjerg og statsministeren, bare så I ved hvem I har foran jer. Det der følger, er som regel ret ligegyldigt, men alligevel oplever folk det som "spændende" fordi de menneskeligt nok oplever det farvet af deres egne drømme om social opstigning osv.
Og ganske rigtigt er det der følger, sjældent synderlig interessant, uanset at det måske kan være rigtigt nok: For ingen ler, græder, forløses eller inspireres, og ingen kan genfortælle det.
Columbo's sociale sorgløshed og relative uimponerethed under sin uskyldsfuldt velbevarede drengebenovelse for den berømte skuespiller NN, skyldes ikke at han er en ny Jesus, men at han har erhvervet erfaringens visdom - og så naturligvis som forudsætning for det en særlig intuitiv naivitet, som må tænkes at gøre hans "uskyld" modstandsdygtig mod enhver dyberegående korruption. Dette lille træk er også fanget genialt i en scene, hvor han ved et celebert party som et barn i et ubevogtet øjeblik stikker først én, så den næste og så den næste desertchokolade i lommen, indtil skålen er helt tom.
I sin tid tænkte jeg ikke over det, men altså - det er rørende konsekvent, og det er sgu ikke bare for at illustrere at kommissærens økonomi ikke er til Anton Berg. I visse henseender er han vitterlig som barnet og ejer dets naivitet m.h.t. "selvrespekt", hvad folk dog må tænke, er det her nu også klogt, og den slags, men på et andet niveau gennemskuer han intuitivt det hele. Og er det i virkeligheden ikke to sider af samme sag?
Men igen: Er det lille påfund Peter Falks spontane improvisation ligesom med Dirch Passer og mange andre, eller stod det allerede i manuskriptet? Jeg vil helst tro det første, og bevare min barnetro på at nogle er som skabt til visse roller, det være nu på film eller i livet.
Tænk blot på hvorledes han altid på de bonede gulve fremturer med sin svoger, sin nevø og sin kone - bevares nok for at drille morderen, men han er casted sådan at han fremstår som en person af en vis umiskendelig integritet, der også ved at hverdagsbekendtskaberne kan give lige så meget stof som det gode selskab: Mennesket fornægter sig ikke uanset hvor og hvordan. Derfor kan bumsen på lossepladsen straks lide ham, selv om han naturligvis benytter lejligheden til at spille kostbar for at få nogle dollars; for Columbo fremstilles som et menneske der tværs gennem sin dagsorden ved, at bumsen måske lige så godt kunne have været direktør, politimand, svindler eller - hvem ved - morder. Modsat enhver tids selverklærede og i egne øjne aldeles uimodståelige "vindere", der ikke et sekund tvivler på at de og netop de har fortjent det hele, eller at alt stod skrevet i stjernerne.
Men dette med at fortælle om "ligegyldige mennesker" er i sig selv lidt interessant. For nu også selv at gøre det samme kan jeg her fortælle at en 20 år ældre bekendt af mig siden jeg var 18, egentlig altid har gjort just dette: Han fremturet med ret autoritativt at fortælle om "Flemming Pedersen" eller hvem nu, som om tilhøreren næsten burde vide hvem denne Flemming var: Præcis sådan som benovede klatrere eller blot lidt naive mennesker på de bonede gulve fortæller hvad Klaus Rifbjerg eller et medlem af kanon-udvalget sagde til dem ved den eller den lejlighed, gerne med brug af fornavn. (Gab!)
Men forskellen er bare, at den der i en betydningsladet tone fortæller om en os ubekendt Flemming, vækker en suspense hos tilhøreren: Vi føler os en anelse provokerede over at få serveret "Flemming" som en veksel der alene grundet sin ubekendthed skal indgive os store forventninger. Men vi venter til gengældt spændt på historien, for indholdet må være desto mere dramatisk, sigende eller morsomt for at redde den i land. Netop fordi han taler som en enfoldig eller som et barn uden at introducere os andre til det for os komplet ukendte bekendtskab - vækker han denne suspense: For vi ved jo godt at manden er ikke så enfoldig.
Omvendt med alle de brave borgere der med naiv betydningsfuldhed fortæller os hvad Rifbjerg eller statsministeren fortalte dem på et vigtigt møde, hvor begge sjovt nok var inviteret: Her er sgu ingen suspense, for vi har allerede fået den virkelige pointe proppet i halsen som de der strassbourg-gæs: NN omgås altså Klaus Rifbjerg og statsministeren, bare så I ved hvem I har foran jer. Det der følger, er som regel ret ligegyldigt, men alligevel oplever folk det som "spændende" fordi de menneskeligt nok oplever det farvet af deres egne drømme om social opstigning osv.
Og ganske rigtigt er det der følger, sjældent synderlig interessant, uanset at det måske kan være rigtigt nok: For ingen ler, græder, forløses eller inspireres, og ingen kan genfortælle det.
Columbo's sociale sorgløshed og relative uimponerethed under sin uskyldsfuldt velbevarede drengebenovelse for den berømte skuespiller NN, skyldes ikke at han er en ny Jesus, men at han har erhvervet erfaringens visdom - og så naturligvis som forudsætning for det en særlig intuitiv naivitet, som må tænkes at gøre hans "uskyld" modstandsdygtig mod enhver dyberegående korruption. Dette lille træk er også fanget genialt i en scene, hvor han ved et celebert party som et barn i et ubevogtet øjeblik stikker først én, så den næste og så den næste desertchokolade i lommen, indtil skålen er helt tom.
I sin tid tænkte jeg ikke over det, men altså - det er rørende konsekvent, og det er sgu ikke bare for at illustrere at kommissærens økonomi ikke er til Anton Berg. I visse henseender er han vitterlig som barnet og ejer dets naivitet m.h.t. "selvrespekt", hvad folk dog må tænke, er det her nu også klogt, og den slags, men på et andet niveau gennemskuer han intuitivt det hele. Og er det i virkeligheden ikke to sider af samme sag?
Men igen: Er det lille påfund Peter Falks spontane improvisation ligesom med Dirch Passer og mange andre, eller stod det allerede i manuskriptet? Jeg vil helst tro det første, og bevare min barnetro på at nogle er som skabt til visse roller, det være nu på film eller i livet.
Subscribe to:
Posts (Atom)